FRR Hd
"SEES
gø
kg
NE 5 z£
he
SERRA DER
FS DER ; ” SENE) i é Be æ 3 ly
SEES FASE De LAU sker æg 3 g Fe É > z 2 z É 79 ES
SEE g s i AR sorgen rr REE > $ ; SES SEEK
ng AUG z < SE 2 å ås est:
FNS eS
nøeORS
nn > Sk TE sp AD DEREr
PUT LER Le
HU SYDER
UW
É go
REN
Es
å!
p i HS: ENN TE = AS Er led & sl Vit rage 2 2
i i wa bin i SENDE ENE mr, ,
e: ENE GERE: É
SER el - i å N =>
E na
2,5) g mn É:
i - då i I TE
var DAME ' i
. g ser
mn ger h
ANGER 4 ! TØS
; m AJ
&- iz i Tre
z by fe: i ! so
>
bl
DATES 0 ES SAD VGE
Sk Æ
Hd)
Å
' i be i re
HB VS ERE BARE
TR Er "
(SEN ==
PG
fre
| SSR ' [af ANE AES
BUD Ra Ge ES SET DNS SE KO ls ES RR
M u
K: ik:
)
É SGD ae
ER Å
[o8 RL
FAKE
-
.
3
KS
na z
En
konj
- Er
å
A i
i
EA
SÅ
i i
LæD
%
Æ
fg
SESet
kk: 3 ON
ik Så sover KER 9
ernes Nelskabs
Forhandlinger
dets Medlemmers AÅrbeider
i Aaret 1851.
1%10. Å. 3.
Af
— Selskabets Secretair
Gt. Forchhammer, DØ
Etatsraad og Professor. ff i
nr 0 00 ømme.
Kjøbenhavn,
Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luné:
"CR u
i
«
Fod
2 Oversigt
over det
»
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
" Forhandlinger -
dets Medlemmers Årbeider
i Aaret 1851.
Af
Selskabets Secretair.
Ær. 1 og 2.
Modet den 10% Januar.
—gg— —
Herr. Professor Steenstrup. åfgav påa' Leirecomiteens "Vegne
fålgendé Beretning som Udbyttet; af mogle ved Isefjordens Kyster
og i; Jylland sidste Sommer anstillede geologisk-antiquariske Un-
dersøgelser: angaaende; Landets ældste -Natur- og. Cultur-Forhold.
Sidén Comiteen afgav sin» forrige: Beretning om..de… Under-
sågelser, den havde anstillet i; Issefjordens; Omgivelser, have dens
Bestræbelser: fornemmelig. gaaet ud påa nærmere at oplyse tvende
af de Phænomener, der dengang »vare;;Gjenstand for dens Frem-
stilling (see Oversigt over Kgl. Vid. Selsk. Forh. 1848. S. 62 flg:).
Det ene af disse! Phænomener var den tidligere stårre Ud-
" bredning af Havvandet over en-betydelig Del af de lavere Siræk-
ninger, som nu gaae fra -Issefjorden ;dybt; ind i Landet og ofte
Mun TRE
2 "
—
fjerne sig milevidt fra Fjordens nuværende Bredder. — Da de
foregaaende Undersågelser allerede havde fårt Comiteen saavidt,
at den i sin forrige Beretning havde troet at kunne give et no-
genlunde sammenhængende Billede af det nordlige Sjællands tid-
ligere "Udseende, just med Hensyn (til "den håist. forskjellige"
Fordeling af Land og Vand, som var betingel. ved at Issefjorden
i disse Tider var stærkere forgrenet og havde talrigere Forbin-
delser med Kattegattet, maatte den næste Opgave Tor Comiteens
Virksomhed i denne Retning fornemmelig være nærmere at fast-
sælte det Tidsrum, i hvilket hin stérre Forandring i Forholdet
mellem Land og Vand havde, fundet Sted. Spårgsmaalet maatte
væsenligen stille sig saaledes, om hine ældste Grændser for Hav-
vandet som nu ligge saa fjernt fra Fjorden, tilhårte en Tid,
:der gik forud for Landets Beboelse, eller om de vare senere
end denne, og om de da med nogen Sikkerhed kunde hen-
fåres til noget af de tre stérre Tidsafsnit, som, for Danmarks
Vedkommende idetmindste, betegne tre paa hinanden fålgende
Culturtrin hos Indvaanerne' og som. sædvanlig benævnes Sten-,
Bronce- og Jernalderen. I det Qiemed derfor at komme til
en nåiere Erkjendelse af Tiden for de skete Forandringer og
forat opsåge saadanne Stedforholde, søm i den.Henseende kunde
love Oplysninger, har Comitteen besøgt flere af de Punkter, den
ikke tidligere havde 'seet, navnligen den nordligere Del af den i
Fjorden liggende Jægersprishalvåe eller Hornsherred. . Netop der
have vi, ikke lidet veiledede ved de Fingerpeg, Districtslægen Hr.
Kammerraad Kyjeldahl gav os, været heldige nok til Vest for
Trollegaardene at finde Grændserne” for den tidligere håiere
Vandstand, de hævede' Havstokke, liggende i vet saadant Forhold
til flere Gravhéie, at en Udgravning af Héiene og ;Gjennem-
gravning af Havstokkene med stårste Rimelighed maatte »oplyse
det indbyrdes Aldersforhold. Til andre Tidsbestemmelser fand-
tes et ligeledes gunstigt Punkt længere imod Syd ved nogle Ud-
flyltergaarde fra Overdraaby, hvor: den hævede Strandbred stød
i en saadan Forbindelse med Enden af en Térvemose, der synes
rig påa mange interessante Natur - og "Kunstprodukter, at ogsaa
herfra vigtigere Oplysninger turde ventes. ”— De mere udstrakte
t =
MA =
3
Gravninger, som vilde være nådvendige til Låsningen af Tidsspårgs-—
— måålene, foretrak Comiteen imidlertid at udsætte til: næste Sommer,
dels fordi dens. Medlemmers åvrige Forretninger ikke vilde tillade
dem at være længe nok samlede til Fuldendelsen af slige Fore-
tagender, dels fordi det i det Hele maatte ansees vanskeligere og
under alle Omstændigheder kostbarere, i daværende folketrange
Tid at sætte tilstrækkelig mange Folk i Arbeide ved Gravningerne.
Det andet Phænomen som i 'afvigte:Sommer beskjæftigede os, ”
have vi forsaavidt forfulgt med stårre Fremgang, som Underso—
gelserne ikke blot ere forberedte men ogsaa førte saa) langt, at
der allerede foreligger et bestemt og meget vigligt Udbytte. —
Det vil af foregaaende Meddelelser "erindres, at en væsenlig An-
ledning til den Række af Undersågelser, som af Comiteen anstil-
les omkring Issefjorden, tildels skyldes nogle mærkværdige: -Op-
dyngninger af Osters og andre Havinuslinger, der i Form af hele
Lag eller Banker vare iagttagne paa enkelte Steder ved denne
Fjords Bredder;' liggende i en Håide af 12—20 Fod over dagligt
Vandé; ligeledes vil det erindres, at slige Lag vare af" Comiteen
gjenfundne paa flere Punkter i denne Egn, og at man allerede
- ”gjentagne Gange hermed havde sammenstillet lignende Forhold,
som vare iagttagne ved Fjordene i Jylland, navnlig ved Mariager-
og Limfjorden. Foruden den paafaldende Forekomst af hine store
Masser baade saa håit over det nuværende Havspeil og med saa
stor Udbredning i Landet, havde disse Osters- eller Muslingban-
ker endnu hendraget Opmærksomheden paa sig ved den Mærke-
lighed, at man mellem Skallerne af Sådyrene havde fundet Spor af
Kunstprodukter, saasom Potteskaar, Flintflækker og -andre Redskaber
fra 'Stenalderen, sædvanligen ledsagede af enkelte Levninger' af
Landpattedyr. Derved blev det altsaa utvivlsomt, at'i hvilket For-
hold man 'end vilde stille disse Banker til de ældre Havstokke, kunde
deres Dannelsestid ikke lægges længere tilbage end til Danmarks
fårste Beboelse. Med Hensyn til deres" Oprindelse tydedes de vel
endnu i den sidstafgivne Beretning som staaende i Forbindelse med den
tidligere håiere Vandstand, der da nåiere skildredes, men: de be-
tragtedes dog kun som Virkninger af enkelte -håiere Vandgange
af en voldsommere Natur og kortere Varighed, og holdtes som
gr: wæs
" — &
(fg
ig
4
saadanne vel adskilte fra Virkningerne af den stadigere og roli=
. gere håiere Vandstand, der betegnedes ved de hævede Havstokke |
og Fjordbunde, som, dækkede med Sådyrlevninger, nu strække sig
langt op i Dalene og Lavningerne. Denne udhævede Forskjæl
have vore fortsatte Undersågelser gjort endnu betydeligere, idet
de have ledet til Vished om, at det kun er mere uegenligen og i
alle Tilfælde kun middelbart, at disse uhyre Opdyngninger af Sådyr
skylde den tidligere håiere Vandstand deres Tilblivelse. Det er
antageligt, at håiere Vandgange kunne have ordnet og lagt» i de-
res. nuværende Stilling endel af hine Masser af Sådyr, men op-
rindelig ere de blevne samlede og opdyngede paa disse Steder
ved ganske andre Kræfter. Forat Opdyngningernes sande Natur
bedre kan erkjendes, hidsætte vi korteligen Resultatet af vore
Undersågelser paa de enkelte Punkter. Å
Vi begynde med tvende Punkter i Omegnen af Frederikssund,
hvilken By har dannet ligesom et Midtpunkt for vore Undersågel="
ser i dette Aar; disse Punkter ere Strandskrænterne ved det. tæt
udenfor Byen liggende Færgested: ,Bilidtf, og Skrænterne af
Veirmållebakken ved Havelse-Målle, beliggende %/4 Mil fra Frede-
rikssund ved Stråaaens Udlåb i en lille Vig af Issefjorden. — Paa
begge Punkter har Meddeleren allerede henledet -Opmærksomhe-
den vedæn forelåbig Beretning oplyst ved et Træsnit, i Oversigt over
Videnskabernes Selskabs Forhandlinger for Aaret 1848 S. 7—11.
Ved 'Havelse Målle træder Osters- eller Muslinglaget frem
i Form af flere Pletter af betydelig Omfang i Siden og paa Over-
fladen af den lave Banke, paa hvilken Veirmållen staaer og som
aldeles modsvarer de lavere Banker, hvori Osterslag findes ved
»Bilidté. Det er imidlertid let muligt, at disse Pletter gaae. over i
hinanden eller danne ligesom et sammenhængende System, idet
Laget delvis'kan være blevet dækket med Muldjord, da Bakkens
Overflade i længere Tid har været under Dyrkning. Denne for-
hindrer dog ikke at paa mange Steder mellem Stubbene og i Fu-
rerne Ostersskaller og Muslinger, og hvad ellers i Banken fore-
kømmer blandet med disse, ligge aldeles blottede paa Overfladen.
I den ene Ende af denne Mållebanke har man til Veifyld, og i
den senere Tid tillige til Mergling, bortfårt en Del af Massen,
5
og derved erholdt vi et: Gjennemsnit gjennem een af de oven-
nævnte Pletter og sammes Underlag. Dette Gjennemsnit gaaer hel-
digvis saaledes gjennem Bakken, at det gjennemskjærer Muslinge-
laget paatvers: og blotter altsaa dettes Sammensætning baade i
den Side, der vender imod Fjorden, og i den, der "vender bort
fra samme. De Undersøgelser, som dels Meddeleren dels Comiteens
tre Medlemmer i Forening+) have anstillet i denne lodrette Væg, ere
i det -Væsenlige fålgende. Bakken viser sig tydelig sammensat af
to Afdelinger eller ligesom af to Banker af forskjellig Natur over
hinanden, idet den dyre lægger sig som en tyk Kappe over den
nedre. Denne bestaaer af Grus og Strandsand, med enkelte Skaller af
Sådyr, Smaasten osv.; disse Bestanddele ere tildels ordnede ved Bålge-
slag, og Skallerne og Skalbrokkerne vise sig mer eller mindre tydelig
vandslidte. Opåd dannes den af finere Sand af en brunlig eller sort-
laden Farve, som om det var bleven blandet med Muld eller vege-
tabilske Stoffer. — Umiddelbart over dette brunlige Lag begynder
" Aske og Kul-at indblande sig i-Bankens Sammensætning, og dette »
betegner Begyndelsen'af den; ovre Afdeling, der fornemmelig er
dannet af Sådyrlevninger, navnligen af Skaller af Østers, Blaa-
muslinger og Hjertemuslinger (Ostrea edulis L.; Mytilus: edulis L.;
Cardiumedule "L.); thi hvad dér af Litorina litorea LL. Nassa
reticulata L., 0. fl. blander sig imellem disse 3 Muslingarter, er i For-
hold hertil at; ansee som forsvindende Stårrelser, —Laget har i
det Hele en Tykkelse af 3—4 Fod, eller lidt mere, dog ere dets
oprindelige Forhold ved Overfladens Behandling med Ploug: og
"Haårve blevne forstyrrede indtil næsten en Fod under denne. Mæng-
den af: de i Laget opdyngede Muslinger og Østers udgjår, Tusin-
der af Tånder, for ikke at sige Læs, at dåmme efter den Masse
søm de bevisligen bortfårte Læs: have udgjort.
I den Side af Laget, som er længere. fjernet fra Fjordvigen,
" ere hine 3 fremherskende 'Muslingarter snart blandede aldeles mel-
lem hinanden snart sondrede i Partier eller Hobe hver Art for
”) Forpagteren af Mållen, Hr. H. Madsen har stedse med al Forekommenhed
imådekommet os ved vore Undersågelser af Banken, hvorfor vi sige ham
vor Tak.
Eg
6
sig, men aldrig ere de liggende i Lag eller Striber, ei heller lei=
rede paa deres flade Sider eller paa nogensomhelst anden Maade ord—
— nede, ligesom de ogsaa ere uden al Slid; derimod ere de enkelte Skal-
ler liggende i saa besynderlige Stillinger til hinanden og Mellem-
rummene mellem dem fyldte med lette og bevægelige Masser (som
Aske, Trækulbrokker, Fiskeknokler), at. de end ikke kunne tænkes
at have været udsatte for den allermindste Bevægelse af Vand, inden
de ere'blevne bedækkede af nye Masser, under hvilke de'da håvé be-
holdt deres oprindelige Stilling. Det hele Billede, man erholder ved
Betragtningen af disse Forhold, modsætter sig derfor uimodstaaelig
enhver Antagelse af, at denne uhyre Mængde af Muslinger skulde
paa nogen Maade være opkastet” af Havet seller sammenskyllet
ved Bålgeslag. Derimod fremkalder det uvilkaarligen: Forestillin=
gen om, at de maade være henkastede hobe— eller bunkevis paa de
Steder, hvor de endnu findes. Denne Oprindelsesmaade for dette
Lag bliver endnu mere antagelig derved, åt Aske og Brokker af Træ-
kul ofte danne for. sig uregelmæssige 1—2 Tommer tykke korte
Striber eller Kiler imellem Muslingerne, og at der mellem: disse
findes i Mængde. indblandede baade-Knokler og Sten, der paa for-
skjellig Maade vidne om, at de'håve været paavirkede af Menneske.
hænder, og, som ovenfor vist, deres Tyngde uagtet; ligge ved Si-
den af de letteste og mest skjåre Bestanddele i Bakken.
I den modsatte Ende af Væggen, som svarer: til den Side af
Laget, der vender imod Fjorden, og som hverken er mange Favne
fjernet fra denne eller mange Fod over den, ere vel de Bestand-
dele, der danne Laget, væsenligen de samme, men der: indtræder
dog en begyndende Ordning af Masserne; Skallerne ligge ofte
paa deres Bredsider og danne Lag af 3—4 Tommers Tykkelse;
Sand, Grus og Smaasten indblander sig mere mellem dem og ere
ofte ordnede i Smaalag. 'Vandet synes saaledes en kort Tid at
have lettelig spillet med disse Masser, og dette kan man saa me-
get snarere antage at have været Tilfældet, som Fjorden endnu
ved Håivande kan naae temmelig langt op paa Skrænten af Bak- .
ken og i Hoide næsten naae op til Lagets Underflade. I denne Side
af Laget er der, idetmindste saavidt man kan.dåmme fra detle ene
Sl
Gjennemsnit, en umiskjendelig Tilnærmelse til Forhold, dervere, iagt-
tagne ved ,Bilidtf, men jo mere man herfra nærmer sig imod Mid-
ten af Laget, jo. mere forsvinder Lagdelingen. og jo mere træde
de for den modsatte Side beskrevne Forhold frem.
Da-detver paa''de Indblandinger i Laget, som tydelig bære .
Præg af at:være behandlede af Menneskehaand, vi for en. væsenlig
Del støtte vor Overbevisning om Menneskers Medvirkning til. disse
Bankers Dannelse, ;og da disse: Indblandinger ogsaa i andre Hen-
seender,” som det snart vil sees, afgive lærerigt Udbytte, ville, vi
mere specielt meddele fålgende Beskrivelser af dem.
Der findes spredte gjennem hele Muslinglaget ikke faa Smaa-
sten, af en knyttet Haands Storrelse, - sædvånlige rullede. Strand-
sten, der bære - umiskjendelig. Spor af at: have været. stærkt
gjennemglådede, og undertiden af at have været mere udsatte for
Ild paa den ene" Side end paa den anden; ikke sjelden befindes
de endnu kulsorte eller sodede paa deres Overflade; sædvanligen
ligge: de enkelte imellem Østerserne og Muslingerne, eller i Aske
massefne; «kun op imod Overfladen ligge de flere samlede; men
endnu have vi ikke iagttaget, at de i denne Banke danne saadanne
smaa ligesom brolagte Flader, som dem der nedenfor omtales ved
»Bilidt”. ]
Endnu hyppigere end de glådede>-Sten findes der andre, som
enten ere bearbeidede til Redskaber eller vise Spor af en, saa-
dan Bearbeidelse, nemlig de… for Stenalderens Folkefærd saa be-
tegnende Flintredskaber.. I Låbet af et: Par Timer have vi samlet
henved 70. saadanne,; dels ved at undersåge: den nylig omtalte
lodreite Væg, dels ved at opsåge dem paa 'Bankens plåiede Over-
flade. De fleste (50)”maae henregnes til de saakaldte:
a) Flintflækker, der dels brugtes: som skarpe Smaaknive, dels
efter nogen Tilhugning anvendtes til Pilespidser ;
desuden have vi fundet: ' ;
b) tvende Flintstykker, hvoraf Flækker ere udhugne.
c) trende mindre Flintkiler, raat tilhugne, og flere kilelignende
Flintstykker.
vd) flere råat tilhugne Flintstykker af usædvanlig Form.
8
€) en Flintlandsespids, hvis yderste Ende sees sat have været af=
brudt, fårend den er kommen til at ligge-i Massen.
f) en stårre Flintére eller Kile, med firesidet Bane og tilsle-
bet. Eg. »
Af andre bearbeidede Gjenstande fandtes fremdeles:
g) en smal, men lang” Slibesten af Glimmerskifer, efter 'Sliddet
at dåmme rimeligvis brugt til Redskabers Afglatning eller Po-
lering, og en mindre lignende af 14 Tommes Længde;
h) eridvidere en lang glat Bennaal, oval i Gjennemsnit, noget flad
og afrundet imod den ene Ende og tilspidset i den anden —
og endelig:
i) flere Skaar af Lerkar Cshukaldte Urner) af den sædvanlige
sorte Jydepottemasse, sort indvendig og rådlig udvendig af Brug.
over Ilden. Flere af disse Skaår laae saaledes samlede, at de
utvivlsomt have tilsammen udgjort en 'stårre Del af et helt Kar.
Atter talrigere end hine af Mennesker benyttede Stene
vare Levningerne af Hvirveldyrene. Uden-at tale om den Mængde
af Fiskeknokler (Hvirvler, Knokler af Hovedet,… Ståtteknokler af
Finnerne), som fandtes igjennem den hele nedre Del: af” Mus-
linglaget, blandede mellem Muslingerne og i" Askestriberne, og
som synes alle at hidråre fra en eneste Art af Flyndre, forekom
dér saa talrige Knokler af Pattedyr, hat nærværende Meddeler har
af en -Masse, som kun kan anslaaes til 20 å 25 Cubikfod, i den
lodrette Væg udpillet over 250 Knokler eller Brudstykker af
disse, og sandsynligvis ere mange undgaaede hans Opmærksom-
hed. Det vil heraf sees, at Knokler i det Hele ere en væsenlig
Bestanddel i et saadant "Østers og Muslinglag. Knoklerne tilhørte
meget forskjellige Dyr, men dog fornemmelig:
1. Kronhjorten. Cervus elaphus L.
Kjæbedele, Hvirvler, Ribben, Led: af: tillikvmn
2. Raadyret. Cervus Capreolus L.
ligeledes.
3. Vild(?) Svinet. Sus scrofa L.
ligeledes; |
hvorimod der af efterfålgende kun er fundet. enkelte Knokler,
nemlig:
9
4. Hunden. Canis familiaris L.
"Stor Hjornetand; den kan ikke være af nogen Ulv, men stem»
mer aldeles overens med de Hundetænder, som i oldnordisk
Museum opbevares fra Stenalderens Grave.
5. Maaren.… Martes.
deraf kun en 6te Halshvirvel.
6. Pindsvinet.' Erinaceus europeus L.
Overarmbeen og håire Underarm.
Saasnart man har mange af disse Knokler liggende for sig,
maa Opmærksomheden nådvendigen henledes paa den eiendom-
melige Tilstand, hvori de ere opbevarede. De bære nemlig Vid-
nesbyrd om at være planmæssigen ituslaaede, i et bestemt Oiemed,
og som det tydelig sees for deraf at udtage Marven eller uddrage
Fidtet. " Af'de lange Knokler i Lemmerne (Rårknoklerne) findes
der saaledes "kun Ledenderne med et meget kort Stykke af Ben-
røret (af 'en 'eller to Fingerbreds' Længde), medens selve Ben- .
rørene ere aldeles knuste og kun gjenfindes i de kortere eller
lange Bensplinter, som træffes i Mængde i ”Laget. — Knoklerne
af Mellemhaanden og Mellemfoden have havt samme Behandling,
dog "at disse Knokler af de tvende Dråvtyggere, Hjorten og Raa-
dyret; ikke ére simpelthen knuste, men spaltede efter Længden,
dog ikke i Sammenvoxningsfladen mellem de to Sidestykker eller
enkelle Ben, hvoraf de oprindelig bestaae, men lodret paa denne,
saa det hele dobbelte Marvrår paa engang har kunnet udtages.
deraf. De Fod- og" Haandbladsben af Hjorten og ”Raaen, som
fandtes blandt det ovennævnte Antal Knokler, ere ialt elleve, og alle
disse ere saa overensstemmende kløvede, at endog de Ståd, hvor-
med de ere blevne spaltede, kunne erkjendes at være blevne an-
bragie'paa de selvsamme Steder paa dem alle. — Knoklerne af de
stårre Tæer paa Foden ere saavel hos Svinet som hos Hjorte-
arterne behandlede ligesom Rørknoklerne, "saa at kun Ledenderne
findes af dem; men derimod findes Knoklerne af Bitæerne hele,
og disse Knokler ere, tilligemed et Par andre ligeledes saagodtsom
. marvlåse Knokler” (nemlig de yderste Taaled, som bære Hovene,
og "Fodrodsknoklerne) de eneste Knokler' af Lemmerne, som
ikke ere "knuste paa den angivne Maade. Ligesaa eiendom-
Mk. HØR
melig som de lange Rårknoklers er Underkjæbebenets Behandling ;
alle ' hidtil fundne Stykker af dette Ben have baarét en kortere
- eller længere Del af Tandrækken, mén under denne have de været
aabnede oftest efter. hele Længden, idet' den nederste Kant af Kjæbe-
benet overalt har været spaltet bort. Af Overkjæbebenet. er:ligeledes
kun Tandranden med de isiddende Tænder tilbage, medens ellers
det åvrige Ben er knust, og samme Knusning have Hovedets Ben
ialmindelighed undergaaet, idet mån neppe skal finde et Benstykke
af disse Dyrs Hoveder med et Par Qvadrattommers Overflade.
Knoklerne af hele det åvrige Skelet: ér i Overensstemmelse her-
med ligeledes paa en eller anden Maadé blevne ituslaaede;- Rib-
benene sædvanlig brudte paatvers i 3—4 Stykker; Hvirvlernes
Buer ere afhuggede eller spaltede og Hvirvellegemet som oftest
overhugget; Skulderbladet og Bækkenet ere brudte i flere Stykker.
Mellem Patledyrknøklerne have vi fundet omtrent et Dusin
Fugleknokler; et Par af disse' ere Hvirvler; et er den forreste Del
af et Brystben; de dvrige ere lange Knokler af Lemmerne. I
Modsætning til Pattedyrenes ere disse Rørknokler af Fuglene netop
uden Ledender, medens Rårene selv ere hele. De tilhåre for-
skjellige Fuglearter af Agerhånens og Duens Stårrelse, men Levnin-
gerne ere endnu for faa, til at; Meddeleren har kunnet offre den
nødvendige Tid paa en néiere Bestemmelse af Arterne.
Knokler af Fisk ere, som ovenfor yttret, meget talrige;
Hvirvlerne og. Ståttebenene af. Finnerne findes ofte saaledes. stil
lede den ene ved Siden af den anden, at; de kunne erkjendes, i
Stykker af 2—3 Tommers Længde idetmindste, at. have oprindelig
ligget i deres naturlige Forbindelse; men længere sammenhængende
Partier af Hvirvelséilen har Meddeleren hidtil ikke iagttaget, der-
imod har han fundet enkelte Hvirvler, som tydelig viste, at .de
"vare blevne skraat overskaarne med et skarpt Redskab.
De knuste Knoklers Brudflader ere. stedse ganske friske og
råbe ikke den ringeste Grad af Slid, idet selv de mindste Spidser
og Kanter ere fuldstændigen bevarede;- ligeledes ere Knoklernes
Overflader uden ethvert Spor ;af at'de have. været bevægede si
Vandet. Skjøndt de, nu ofte findes omgivne med Kulstumper eller
"Aske, er der dog kun yderst faa (afdet hele hidtil undersågte
1
Antal kun 5—6), der antyde at de have været i umiddelbar Beréring"
med Ild eller glådende Emner, idet deres Overflade 'er ligesom cal=
cineret eller lidt forkullet;: men sélv paa en såadan angrebet
og blådere Overflade: er der. heller ikke Spor til Slid eller Rul=
ning, hvorhos det endnu fortjener at bemærkes, at alle disse
brændte! 'eller svedne Benstumper kun som Stumper og aldrig som
hele Knokler ere komné i denne Beråring med Ilden. Den ubrudte
Tilstand, hvori "de mindste Knokler af Flynderne- findes, . og det
ligesaavel imellem de tunge Ostersskaller og glådede Stene som i
Askestriberne; afviser allerede for sig enhver Tanke 'om at forklare
Opdyngningen af alle dissé Masser som Opkastninger' af Havet.
Medens altsaa Knoklernes Opbevaringstilstand' paa den ene Side
fuldstændigen godtigjår, at ingen almindelige Naturkræfter oprindelig
paa; dette Sted have opsamlet dem og alle de åvrige: organiske
Levninger, der friske og uslidte ere leirede paa samme Maade,
maa--Knoklernes eiendommelig brudte Tilstand paa den anden Side Å
uafviselig fordre Indrommelse af, at de kun ved Menneskeklågt kunne
være saaledes behandlede og samlede. Som utvivlsomme Kunst-
produkter paa deres Vis træde de derfor sammen med de alt om-
talte Redskaber af Sten og Ben, med' Lerkarrene, Kullene, Asken
0.s.v. og ved deres: betydelige Mængde kaste de nyt og-klarere
Lys over alle de Masser, med hvilke de ere samlede… Idet de kun
kunne være Affald fra Måaltider, som Redskabernes Brugere have
holdt paa disse Steder, give de tillige de Opdyngninger af Østers og
spiselige Muslinger, mellem hvilke de findes, en naturlig Tydning
som lignende Affald. — Den hele åvre Afdeling af Banken, der
danner hvad vi; med et "kort Udtryk have får betegnet som 'Mus-
linglaget eller Ostersbanken, bliver saaledes væsenlig en Kjåkken=
mådding fra en meget fjern Tid og fra' Landets tidligste Cultur-
"periode, bestaaende som vore Kjåkkenmåddinger' dels af Affald
fra Maaltiderne og disses Tilberedelsesmidler,; dels af de Kar og
og Redskaber, som enten ere blevne ubrugelige og henkastede
eller af Vanvare tabte. Skjåndt Osterslagene herved endnu mere end
får sættes ud af Forbindelse og Sammenhæng med den beviste håiere
Vandstand, maa'det endnu stedse erindres, at ikke blot flere af de
Dyr, som findes opbevarede i dem, vidne "om Fjordens tidligere
12 .
Tilstand og den stårre Forbindelse mellem Havet og Fjorden,
men at ogsaa Leiringen af Masserne i den Side af Laget, som
laae nærmest Fjorden, ;tydede hen paa, at Fjordbålgerne til en
enkelt Tid have kunnet spille lidt paa Randen af de opdyngede
Masser.
I Skrænterne ved Færgestedet ,Bilidtf forefandt' vi "al-
lerede paa en tidlig Foraarsudflugt særdeles heldigen blottede
Vægge, der strax lode os erkjende flere Forhold, som forhen
vare undgaaede os, og ved et senere Efteraarsbesåg fandt vi disse
Forhold væsenligen igjen i de nye Vægge, som imidlertid vare
fremkomne ved Massens Borttagelse til Veifyld 0. s. v., og som
i Længde udgjorde en Strækning af 40' Alen. Bakkens dobbelte
Sammensætning viste sig nemlig meget tydelig. 1 den nederste
"Halvdel var den som i de Bakker ialmindelighed, der ere dan=
nede ved Opskylning af Havet, og bestod af Grus, Sand, Smaa-
sten og mer eller mindre slidte Sådyrskaller. Ligesom ved Havelse
indesluttede den åverste Halvdel ikke blot Bestanddele, der ellers
ere fremmede for saadanne Opskylninger, men frembåd dem og=
saa i en Leiring, der er ligesaa usædvanlig for saadanne Dannelser
som uforenelig med disses Dannelsesmaade. I og mellem de tem-
melig regelmæssige 'Lag af Osters« og Muslingskaller, af Sand,
Grus 0. 8: vV., hvoraf denne åverste Halvdel bestod, fandtes der
nemlig ikke sjelden Flintflækker, som maatte være tildannede ved
Menneskehaand, samt enkelte Potteskaar; der. forekom fremdeles
Smaalag og Striber af Aske og Kulgrus,. og det saa hyppig at
den vre Halvdel af Bakken derved fik et noget graaligt Ud-
seende imod den nedre; endelig stak der i forskjellig Håide frem
af Væggen haandstore rundede Stene, der bare umiskjendelige
Spor af at have været glådede. Disse Sten forekom dels spredte,
dels stillede tæt ved Siden af hinanden i Rækker af et Par Fods
Længde, og viste sig at danne ligesom smaa Brolægninger inde i
Lagene, idet .de befandtes at slutte sig ligeledes ganske tæt sam-
men i Retningen indad i Væggen. Denne sluttede Stilling af måre
og ved Heden sprængte Stene, var alifor regelmæssig til at Vand-
bevægelser skulde kunne have frembragt den, og Formodningen
om at den kun ved Mennesker kunde være bleven frembragt, for=-
' HERE
ågedes ikke lidet derved, at der fra disse Steenflader altid udgik
til Siderne Striber af Kul og Aske, ret som om de havde været
smaae Arnesteder, en Anskuelse, som dog årænger til en nærmere
Undersågelse. Forresten fandt vi dem saaledes stillede i og mel-
lem Skaller og -Skalbrokker, der vare leirede paa deres flade
Sider, at-en Vandbevægelse, som kunde antages at have hidfårt og
ordnet disse leltere Dele, vist ikke kunde antages at have hidfårt
og stillet Stenene.
De ved "Menneskehænder paavirkede Bestanddele af Banken
bleve saaledes ogsaa her baade for. talrige og for meget udbredte
i denne, til at de ikke tillige skulde være væsenlige; de kunne
ikke længere" antages at. være blot tilfældige Indblandinger hid-
rørende. derfra, at Mennesker en enkelt Gang have færdedes i
Nærheden af dette Sted, og hændelsesvis tabt eller forsætlig bort-
"kastet nogle Flintredskaber, Potteskaar 0. s. fr., som da Bålgen
senere kunde have iumlet lidt om med, indtil den tilsidst efterlod
dem med Skallerne af Sådyrene paa den Strandbred, hvorfra den .
efterhaanden trak sig tilbage. Meget mere maatte det Hele gjøre
det Indtryk, at Bankens Materialier havde samlet sig lige ved eller
dog i Nærheden af Menneskers Opholdssteder og -endel af dem
tillige ved Menneskers Indvirkning. Det: var umuligt længere at
tilbageholde den Tanke, at naar Striber af Kul og Aske, Potte-
skaar og glådede Stene findes igjennem det hele-Lag og saa-
ledes tydelig vise, at Mennesker havde havt Baal paa. et saadant
Sted i en længere Tidsfålge, og det — hvad allerede enkelte
Pattedyrknokler tyde hen paa — til deres Fådemidlers Tilbered-
ning, saa kunde de uhyre Masser af Skaller af Osters og andre
Muslingarter, der alle ere spiselige, maaskee netop være Levnin-
ger af den Føde, de her fortrinsvis have tilberedt. "I dette Tilfælde
vilde altsaa den hele Opdyngning af Skaller have fælleds Spi
delse med Kullene, Asken, Stenene 0. s. v.
De her fremkaldte Formodninger bleve, som vi have seet, fuld—
stændigen bekræftede ved vort ovenfor skildrede Udbytte af Un-
dersågelserne ved Havelse Målle.
Førend vi forlade Bankerne ved ,BilidtY, maa vi dog
endnu tilféie, at der er bortfårt en -overørdenlig Mængde af
1 '
j
Gruset og Skallerne til Veifyld paa de nærmeste Veie, Gange i
Haver 0. s. v., og deraf vil man da let kunne forklare sig, hvor-
for man ikke sjelden paa disse Steder kan ved nogen Sågning
finde Flintflækker og maaskee ogsaa andre Steenredskaber. — Med
Hensyn til den horizontale Udbredning af Osters- og Muslinglagel
maa vi angive, at dette forekommer i en betydelig Udstrækning
i Underbakkerne, som ligge mellem Fjorden og det egenlige Håi-
land, ved hvis Fod vi endnu fandt det.
Efterat være komne til en klar Overbevisning om Forholdenes
sande Natur paa disse Punkter, og derefter at have kastet Blikket
lilbage påa de lignende Punkter, der dels ere iagttagne i Issefjørdens
Omgivelser, dels ere bekjendte frå Jylland, og som i foregaaende Be-
retninger ere ansete før overensstemmende med dem, kunde vi ikke
tilbageholde den Overbevisning, at alle disse Dynger af Østers- og
Muslingskaller — saa uhyre de end -synes —, der alle have hen-
ledet Opmærksomheden paa sig ved de Sten- og Benredskaber,
som ere fundne i dem, ligeledes skyldte menneskelig Virksomhed
deres Tilblivelse, og vilde kun afvige fra hinanden i den stårre
eller mindre Omleiring, som de oprindelig ved Menneskehaand
samlede Masser af Skaller 0.s. v. senere kunde have lidt ved Vand.
Dette kan være kommen i Beréring med dem, enten derved at
Bålgerne fra Stranden til enkelte Tider have kunnet naae op til
dem, eller derved, at Bække og Indvande ere komne til at over-
skylle dem. Om et Par af de Punkter i Jylland, hvorpaa slige
Osterslag findes, er 'Comiteen dog saa heldig at kunne meddele
meget lærerige Oplysninger, der baade godtgjåre Rigtigheden af
de her yttrede Anskuelser og endmere vise den Vigtighed, .disse
Dannelser have for vore Kundskaber om Landets ældre Forhold,
Et af Comiteens Medlemmer, Inspecteur Worsaae, har nemlig
påa en antiqvarisk Embedsreise "i Jylland' i afvigte Sommer havt
Leilighed til nærmere at undersøge en meget betydelig Osters-
bunke =) imellem Randers og Grenaåe ved Meilgaard, fra hvilken
=) Saaledes kunne vi maaske for Eftertiden snarere kalde disse Opdyngninger,
for at ikke Misforstaaslse skal opstaae ved Benævnelsen: Ostersbanke, der
tillige, som kekjendt, har en ganske anden Betydning.
… 15
Bunke Ejeren, Hr: Proprietær "Olsen, -tidligere havde indsendt til
Oldsagmuseet en imellem Osterserne funden Benkam, hvorved
Oldgrandskeraes og Naturforskernes: Opmærksomhed var bleven
henvendt. påa delte Sted. Banken, der indeholder Ostersskallerne;,
er af anseeligt Omfang, men den -hvælver sig kun ganske svagt
og falder jevnt. af til alle Sider. Den ligger Nord for Meilgaard,
omtrent: midt; imellem: Gaarden og Stranden, henved en Fjerding-
vei fra den nuværende 'Strandbred, ; midt inde i en Skov, ,Aigi”
eller Agtskov” kaldet, og er/bevoxet dels med Græs, dels med
Træer. Da der fra Banken bortfåres store Masser af Skaller til
Veifyld: paa de nærmeste Veie, har Worsaae i … den Ende af
Banken, hvor man har” bortgravet denne Veifyld,, havt gunslig Lei-
lighed til atsundersåge Bankens indre Bygning, og denne Leilighed
blev foråget ved nye af ham selv anstillede Gravninger, som un='
" derstålttedes af den Interesse og velvillige Inådekommen,' Hr. Olsen
viste Sagen. ,
Allernederst fandtes Banken at bestaae af Strandsand, hvilket
ogsaa er Underlaget for hele den omliggende Skov ned til Stran=
den; derover laa en sortagtig Muld af 1 Qvarters Tykkelse og
derover igjen den egenlige -Ostersdynge eller Osterslaget, som
:i Midten af Banken ikke var mindre end 44 Alen tykt, men som
derfra' skraanede jevnt ned til alle Sider. — Ovenpaa de tæt sam-
menpakkede Ostersskaller havde;der i Tidernes Låb' dannet sig et
tyndt Muld= eller' Jordlag, si hvilket Træerne stode." I den uhyre
Masse Ostersskaller,. som i saadan Grad. hvidliggjorde den aabnede
Ende af Banken, at denne;i Frastand saae-ud som en Kridt- eller
Kalkbanke, fandtes der ogsaaspredte imellem Østerserne en hel Del
Skaller: af- Hjertemuslinger, Cardium edule L., Blaamuslinger, My-
tilus edulis -L. og Strandsnegle, Litorina litorea L., men disse
varé uden al Sammenligning færre i Antal end Osterserne. Hver-
ken Muslingerne eller Osterserne havde deres: Skaller - sammenhæn-
gende, men bestode kun af enlige eller 16se Skaller, hvorved man
altsaa ligesom paa de foran beskrevne Punkter kan overbevise sig
om, al de-ikke ere henkastede der som levende Dyr; at de
heller ikke som døde Skaller kunne være synderlig omkastede af
Vandet, derom vidner noksom Skallernes uslidte Tilstand. Det er
TT
16. E…
derfor ogsaa her et særdeles vigtigt Vink,»at der allevegne-i det
lælte Lag af hine spiselige Dyrs Skaller sporedes mange Trækul;
hist':og her saaes tillige mårkere Striber som af forraadnede vege-
tabiliske og animalske Gjenstande samt tildels. af Aske. Ved at
nedrive større Partier af den lodret. staaende hvide Væg af Skal-
ler: overbeviste mu endelig W. sig. personlig om, at der spredt
igjennem hele Ostersdyngen fra åverst til nederst virkelig fore-
kom forarbeidede Gjenstande af Ben og Hjortetak, samt brudte og
ituslaaede Knokler af Pattedyr og Fugle. Arbéiderne, der jevnlig
bortgravede Skaller af Banken, forklarede ogsaa i Overensstem-=
melse hermed, at af' de forarbeidede Sager af Ben, som dé
havde opsamlet, vare vel de fleste fundne i en Dybde af 2-24
Alen, men at de dog tillige havde fundet dem rundt om i Osters=
dyngen; navnlig havde de fundet en stor Mængde tilslebne Ben=
prene i det allernederste Lag. Foruden det der af slige' Gjen-
stande blev opdaget af W. ved Undersøgelserne paa Stedet, ind=
samlede. han endnu ved Hr: Olsens Hjælp: hos Arbeiderne flere
af dem i Ostersdyngerne forefundne, Sager. - Et Overblik over "disse
Gjenstande er nådvendigt, for at opfatte Billedet af det Hele,
Om Dyrknoklerne, ved hvilke vi først ville dvæle, maa jeg
bemærke, at de samtligen hidråre fra W.s personlige Undersågelse.
af Osterdyngen og at de alle — med' Undtagelse af et Par Hjorte-
takker, som han fandt liggende mellem de nedfaldne låse Skaller
— af ham ere udtagne af det tæt sammenpakkede og tidligere
aldeles urårte Osterslåg: ;
Af Pattedyr forefandtes Knokler af:
1) Kronhjort. «Cervus elaphus Linn.
En Kindtand. af Overkjæben; en Underkjæbe med fuld=-
stændig Tandrad af et stort og gammelt Dyr, aabnet for Mar-
vens Skyld langs dennes hele nederste Rand; et Fodrodsben;
en af de lange Rørknokler i Lemmerne, der tydelig viser, at
lange Benstænger ere udsavede af den (ved Flintredskaber?).
Endelig en Mængde Brudstykker af Hjortetakker, om hvilke
paa dette Sted alene skal bemærkes, at'de næsten alle vare
forarbeidede eller bare Spor af en begyndende Tildannelse,
og at de dels hidrårte fra naturlig fældede Takker, dels frå
17
Takker, der havde været fuldtudviklede og siddet stærkt fast-
hæftede til Pandebenet,-… da Hjorten dræbtes (see nedenfor
- under e). va
2) Vild? svin. Sus scrofa Linn.
Taaled-af een af de mellemste Tæer, og "Mellemfodsben af
en Bitaa, begge af et voxent Dyr; og nogle Brudstykker af
Knokler af et meget spædt Dyr.”
3) Marsvin.?' Delphinus phocæna Linn.
sy Tungebenshorn (cornu ossis hyoidei) af en Art Fennpkn
4) Jagt? hund. Canis familiaris Linn.
1 Brudstykke af venstre Overkjæbe med næstsidste. Kindtand
og”Tandgruben af den 'sidste; Brudstykker af et Par Ribben.
Skjøndt Leyningerne ere faa, ere 'de dog betegnende nok
for at vise,” at de ikke kunne tilhåre nogen af de vilde eu-
ropæiske' Hundearter, Rævene, Schakalen eller Ulven.
5) Vild? Kat : "Bi
Tam? man Felis catus Linn, an ferus?
| Brudstykke af den håire Overkjæbe med Hjornetanden og
et Par Kindtandsgruber ; Overarmbenet, men noget af den
ovre Ende afbrudt; Mellemhaandsbenet til SdteFinger; Mellem-
fødsbenet til den indvendige Taa; samilige fire Levninger ere
af en saa anselig Stårrelse, at denne maa have været nær-
mere Vildkattens end Tamkaltens, hvorved det imidlertid maa
erindres, at der efter ældre Vidnesbyrd (Pontoppidans f. Ex.)
endnu i" forrige. Aarhundrede, idetmindste paa sine Steder, var
en stérre Tamkatrace her i Landet.
Endelig maaskee Spor af en
6) Gnaver, Halorotite? Mus flavicollis Mélch.
Nogle af de under 4 nævnte Hjortetakker,: desværre netop de
Stykker, der ikke blevé'udtagne af den faststaaende urårte Yæg,
men bleve fundne ved Foden af Banken som tidligere udgravne eller
nedfaldne,” bære umiskjendelige Spor af at være gnavede af
et Dyr af'denne Orden, der; efter Tændernes Stårrelse at
domme, omtrent maa have været af Halvroitens Storrelse. Uagtet
der efter "Gnavets Udseende neppe kan være nogen Tvivl om,
at 'Takkerne ere blevne saaledes behandlede, fårend de bleve |
2
2 M8
dækkede. af Muslingerne, maa man dog her kun ivivlsom an-
fore en saadan Gnaver. fra denne Tid af, da man ifålge det
ovennævnte Findested ikke kan være aldeles sikker paa, at
jo Gnavningen kan have fundet Sted senere.
Af Fugleknokler fandtes omtrent en halv Snes, mest i Brud-
stykker; de fleste tilhårte : Sangsvanen eller Véldsvanen, en Fugl,
som kun i de meget kolde Maaneder — November til Maris —
dvæler her i Landet, men 'som netop i disse endnu har et af sine
stadigere: Vinteropholdssteder i Lagels Nærhed,… nemlig Kolind-
Sund; de åvrige Maaneder af Aaret opholder denne Fugl sig, som
-bekjendt, i sit langt nordligere Hjem: Islands, Norges, Laplands
håiere Fjeldegne. Foruden. tvende åvre Ender af venstre Sides
Overarm — alisaa af to forskjellige Individer — og det nedre
Endestykke. af samme Ben, bestaae -de fundne Levninger endnu af
en brudt Hvirvel, et Krageben (os coracoideum) og den forreste
Rand af det for denne Svaneart saa betegnende Brystben. —Et'Skul-
derblad, en Overarm og en Fodrod hidråre fra Fugle, deromtrent
have været af Storrelse med en lille Vildgaas, men de tilhåre neppe
en og samme Årt. ;
De forarbeidede Gjenstande, der hidtil ere forefundne og
opbevarede fra denne mærkelige Banke, ere, foruden: de, ommeldte
Stykker. Hjortetak :
a) en hel Mængde. tildels meget. store Flintflækker.
b) et raat tilhugget Flintstykke; en Trærod.har under Væxten saa-
ledes omfattet denne og flere Ostersskaller, at man alene deraf
faaer en tro Forestilling om,. hvorledes: 'Skallerne ;øg- de. for-
arbeidede Sager ligge mellem hinanden i Banken.
c) en Flintkile eller Flintéce, kiledannet til begge Ender, sog sleben
paa alle Sider. j
d) en Flinthulmeisel, med firsidet Bane, blot tilhugget.
e) fifre Ozehamre eller Hakker af Hjortetak, med Skafthuller, dels
»hele, dels overbrækkede i-Skafthullerne. Med Hensyn til Maa-
den, hvorpaa de have været anvendte, maa det bemærkes, al
kun een af dem har en afrundet tildannet Bane, der bærer
Mærke af al have været noget. brugt: »Den. er meget kort i
Forhold til de tre andre; af disse, som ere dobbelt saalange,
19
have de "to Takkernes skråatstaaende naturlige Aflåsningsflader
til Baner, men hvérken disse Flader ;eller den dem omgivende
Rose” have det ringeste Mærke af at have været brugte, lige-
som ogsaa den skraa Stilling gjor dem dertil mindre skikkede.
Endnu mere 'er' delte Tilfældet med den tredie af disse Oxe-
hamre eller Hakker, idet den er forarbeidet af Takken af en Hjort;
der er dræbt inden den fuldtudviklede og ,affeiede” Taks Fæld=
ningstid, hvorfor den ogsaa som Bane bærer den med Takken
fastvoxne Rosenstok og et Stykke af Pandebenet, og dettes ind-
vendige udhulede Overflade ;vender altsaa opad.
f) fire ;Hjortetakspidser, - hvis tykkere Ender have mangehaande
8)
h):
Spor' af at være afhuggede og tildannede med Oxer, men
hvis: spidse" Ender 'ere paa: en eiendommelig Maade slebne
eller Htilslidte; dette Slid strækker "sig paa nogle af. dem
noget op paa Siderne. é
tvende spidse Benprene eller: Pilespidser, den ene brudt.
tvende smukke glatte og polerede Bennaale, ovale i Gjennem-
snit, tilspidsede i den ene Ende, affladede og tilrundede i den
anden; den ene Naal er fuldstændig, den anden afbrudt i den
bredere: Ende; "de svare aldeles til det i Havelsemållefundet
under ;& omtalte Redskab.
den ene Side af en lang Rørknokkel af en Hjort, hvoraf Ben-
stænger eller Benplader sees at have været savede (see oven-
for 1). Savskaarene ere 5 Tommer lange.
en fuldstændig Benkam (eller Noget, der ligner en: saadan)
tmed fire Tænder og med et lille rundt Hul. i Kamryggen.
m)
Brudstykke af et Benredskåb, der har havt Lighed med en
Benkam,. men synes: kun al have havt 3 Tænder til. begge
Sider,
et ;Brudstykke: af Lerkar, aldeles af samme Masse som de
ved Havelse-Målle fundne og som de' saakaldte ,Urner” fra
Stenalderen. i
Opmuntret af det rige Udbytte til Sammenligning af Forhol-
"dene, som denne Banke havde afgivet, lod Inspectår Worsaae
sig det være magtipaaliggende at tilvejebringe et Overblik over
forskjellige Fund, der tidligere fra lignende Steder vare indleverede
PS
20
til Museet for Nordiske Oldsager i" Kjåbenhavn. Fårste "Plads i
denne Henseende indtog ustridig et for: endel Aar siden til Museet
indsendt Fund fra "den nærmeste Omgivelse af Herregaarden
Krabbesholm, der, som bekjendt, ligger ved: Limfjorden, ikke
langt fra Skive. Fundet har oftere afgivet Data til antiqvariske
og geologiske Slutninger, ligesom det ogsaa allerede har været
omtalt i foregaaende Beretninger. ”) —I Aaret 1837 indsendte
nemlig Eieren af Krabbesholm, Hr. Proprietær Dahlsgaard, endel
Ostersskaller og Kunstprodukter af forskjellig Art til det oldnor-
diske: Museum. I den Indberetning, som ledsagede Sendingen,
gav Hr. Dalsgaard tillige den Oplysning, at man ved at grave
”" efter Mergel i en skovklædt Banke ved Karupaaens Udlob i Fjor-
den og omtrent 600 Alen fra denne, tilfældig var stådt paa en
Mængde Ostersskaller. Da man fortsalte Gravningen viste det sig,
at Ostersskallerne vare tilstede i en saadan Mængde, at de dan-
nede et Lag, der, hvor det var tykkest, var 1 Alen mægtigt, og
at der blandede mellem dem henlaae endel andre Muslingskaller,
samt nogle Sneglehuse. "Under Laget af Ostersskallerne traf man
endvidere et omtrent alentykt Lag af grovt graat Sand, og under
dette igjen fandtes Mergel. - Ovenpaa Ostersskallerne" derimod -
var der et Dække af sort Muld af 4 Alens Tykkelse, og deri
voxede svære Egetræer, hvis: Rødder imidlertid ikke havde gjen-
nemtrængt Osterslaget, men "havde bredt sig ud over dette. Af
denne Ostersdynge, hvis Beliggenhed frembyder " umiskjendelig
Lighed med Ostersdyngen ved Meilgaard, blev der, efter Ind-
senderens Mening, udført til: Mergling paa Marken henved 1000
Las Ostersskaller. "Netop ved denne Leilighed var det man be-
mærkede mellem Ostersskallerne en Mængde storé og smaae Ben
og Tænder, samt ,en Mængde Hjorte og Daadyr- (?) Takker- og
Raadyrspidser, hvoraf de fléste vare førandrede ” til en Slags
Hakker eller Hamre, og desuden flere Redskaber af Sten. Næsten
lige undér Overfladen af Sandlaget, som laae under Ostersskallerne,
fandtes ivende Lerkar. Af de ovennævnte Bensager vare imidlertid,
efter Indsenderens Meddelelse, adskillige allerede d. 28. Juli 4831
Ds
") See Oversigt f. Aaret 1848. S. 11—12,
21
blevne afleverede til: den. daværende "Kronprinds, Hs. Kgl. Hoihed
Prinds Christian Frederik, og de maatte altsaa formodes at være
opbevarede i Dennes efterladte; nu Hs. Majestæt: Kongens parti-
culære Samlinger. - Dette bekræftede ogsaa disse Samlingers for-
rige Bestyrer, Hr. Kammerraad Dr. Beck, og: ved» velvillig Ind-
rommelse af den Comitee, som det indtil videre er allernaadigst
overdraget at have Tilsynet «med den conchologiske Afdeling af
disse Samlinger, i' hvilke Gjenstandene- virkelig forefandtes, har
Meddeleren kunnet umiddelbart: sammenligne denne Del' af Fundet
med: hvad der forefandtes i det oldnordiske Museum, og er saaledes
sat-istand til i nedenstaaende Bemærkninger at kunne tage Hensyn
til-alt,» hvad der hidtil er bekjendt at være bragt tilveie fra dette
interessante Punkt. .
Skallerne, som ere indsendte, tilhåre alle de sædvanlige
Østers; de ere temmelig store, men i det Hele taget neppe stårre
end dem, der forekomme i Bankerne ved Issefjordens Bredder.
De opbevarede - Potieskaar eller Brudstykker af Lerkår ere
overensstemmende med .de ovenfor omtalte fra: Stenalderen; de
ere sorte indvendig, og rådlige udvendig.
Af Redskaber af Ben eller Sten forefindes:
a, ti-af de-sædvanlige Flintflækker eller Flintkrive. i
b.… tvende smukt tilhugne Flintérer, den ene af 5 Tommers,
-den anden "af 34. Tommérs Længde.
c. ven Hammer af: Grønsiten med Eg til: begge Ender, og gjen-
nemboret med et rundt Skafthul;:den er stærkt udædt eller
forvittret paa 'Overfladen.
d. to Hakker eller Øxehamre af iinioeker lynde Hjortetakker,
den ene afbrudti- i. Skafthullet og. skarpt tilsleben, den anden
synes at have havt Eg i-begge Ender, men den ene af disse
er afbrudt.
e. tvende qvarterlange Spidser af Hjovtdtah; sllnies som de
ved Meilgaard fundne og under f. omtalte; den ene er paa en
ejendommelig Maade "slidt i den spidse Ende, den anden
lidt afbrudt i den: samme Ende, men slidt paa Siderne.
f. en: båiet Pren, dannet af en Hjortetakspids, med indslagne
22
Ziczacfigurer om den åvre Halvdel og meeen med et Hoved
paa den tykkere Ende.
Knoklerne, som fandtes mellem Østersskallerne med Redska-
berne,: tilhåre dels Vildsvinet, dels Kronhjorten - og Kjæmpeoxen,
Opbevarede ere af:
1.
VA
Vildsvinet, Sus scrofa Linn.
tvende Huggetænder af Underkjæben, begge Brudstykker;
en Huggeland af Overkjæben med noget af dens Tandhule;
tvende inderste Kindtænder af Underkjæben, meget store,
den ene af et yngre Dyr,'den anden af et ældgammelt Dyr,
endnu siddende i den opbrudte Underkjæbedel; en inderste
Kindtand af Overkjæben, næsten opslidt til Roden og lige-
som forrige siddende i den opbrudte Kjæbedel; venstre
Side af en Underkjæbe af et yngre Dyr; de 3 næstinderste
Kindtænder ere vel frembrudte, men den inderste er næsten
aldeles skjult; i Tandgruben; den er é hele Længden opbrudt
langs den nederste Rand, aabenbart for Marvens stud
Kronhjorten, Cervus elaphus' Linn.
flere Rådder af Hjortetak,; hvoraf de to ere af Takker,
der ere naturligen fældede, medens ire ere forenede med
Rosenstøkkene og Dele af Pandebenene; disse have tilhårt
tre forskjellige Dyr, der, efter Takkernes Udvikling at dåmme,
kun. kunne være dræbte. i-Maanederne fra September til
Marts; et af dem bærer Spor af at man" har begyndt at
save derpaa, hvorimod et af de fældede synes at være
bleven musegnavet i en meget sen Tid. En Atlas, eller
" første Halshvirvel, svarende til en Kronhjort af almindelig
Størrelse. En Del af den venstre Underkjæbe af et gammelt
Dyr, indeholdende tre Kindtænder, "og opslaaet Førnoren
for Marvens Skyld.
Kjæmpeoxen, Bos Urus Linn. Nilss.
venstre Skulderblads Ledskaal og” Hals; tvende åverste
Ender af Armspolen (radius) fra héire og venstre Side,
men af to-Dyr af noget forskjellig Alder; nederste Ende af
et Skankben (tibia); et Par Brudstykker af Ribben; tre in-
derste Kindtænder af Underkjæben, nemlig to stårre og,en
';
fie … ER
mindre; de to fårste hårende til håire og venstre Side, men
ulige i Slid og Udvikling og saaledes hidrårende fra to for-
skjellige Dyr, den tredie tilhårende et mindre Dyr (eller
maaskee et stort Dyr af en anden Art eller Race); desuden
tre andre Kindtænder (Ade eller 5te) af dette Dyr; endelig
:… et Stykke af Underkjæben indeholdende to Tænder og Mmarv-
aabnet langs under disse.
I den Del af Fundet, som er opbevaret paa det oldnordiske
Museum, findes endnu som indsendte med dé ovennævnte Knokler
tvende Pattedyrlevninger, der ere i noget forskjellig Opbevarings-
tilstand og ikke synes at have ligget samlede med de dvrige, hvor-
for de ogsaa her omtales som ivivlsøomme Indblandinger i Osters-
laget, indtil deres oprindelige Leie deri paa anden Maade kan
bevises. Den ene er en fjerde Kindtand af en ældre Hests Under-
kjæbe, af Stérrelse med almindelige Hestetænder, Der er i sig
"selv intet usandsynligt i, at Tænder af Hesten forekomme med de
andre Dyr, da Levninger af Hesten allerede tidligere ere fundne
i Stenalderens Grave (see Oversigten for 1848 S. 7), men Tanden
er i Farve og sit hele Udseende aldeles forskjellig fra de dvrige
i Laget fundne Tænder: Den anden er et Slykke af et Pandeben
af en Gedebuk med de to paasiddende Hornstægler: I Udseende
og Tyngde ere de forskjellige fra de åvrige hvide Ben fra Laget;
man bliver derfor lidt mistænkelig imod dem, og det saameget
mere, som hidtil intet andet Spor -af delte Dyrs oprindelige Fore-
komst i Landet er kommen for Dagen. — Ved: nye Efterforsk-
ninger paa Stedet vil man maaskee-dog kunne aføjåre disse Lev-
ningers rette Forhold til'de ovrige.
Det maa endnu bemærkes, at de ovennævnte Skulderblads-,
… Spolebens- øg Skankbens-Knokler ere ituslaaede og aabnede for
Marvens Skyld, aldeles paa selvsamme Maade, som Knoklerne fra
» Østersbunken ved Havelse-Målle. Da nu ligeledes alle de fem tilstede-
” værende Kjæbedele af Hjorten, Vildsvinet og Oxen ere ituslaaede
24
aldeles overensstemmende med de samme Dele fra Havelsemålle-
fundet, afgive de her for tyve Aar- siden tilfældigen indsamlede
Knokler et nyt Bevis paa, hvorledes -det virkeligen har været en
herskende Skik hos Landets ældste Indbyggere, at udtage al Marv
og Fidt af Dyreknoklerne. - Naar man i det Hele taget: sammen-
stiller Krabbesholmfundet med Fundene fra Meilgaard, fra Ha-
velsemålle og andre Steder i det nordlige Sjælland, og naar man
saaledes seer den fuldstændige Lighed, der er ikke alene i Knok-
lernes Behandling, men ogsaa i de forefundne Sten- og Benred-
redskabers Form og Forarbeidning, saavelsom i hele Maaden, hvor-
paa Skallerne, Dyrebenene og de forarbeidede Redskaber og.
Gjenstande ere blandede imellem hinanden, maa man nådvendig
komme iil den Overbevisning, at disse - jydske og sjællandske
» Østersbunker ere af en aldeles ensartet Natur og af selvsamme
Oprindelse.
I det Oldnordiske Museum saavelsom i Universitetets zoologi-
ske Museum bevares der endnu enkelte Ben- og Stenredskaber fra
nogle andre lignende Ostersbunker i Jylland, men de' ere for
faa til at kunne give anden Oplysning i det her omhandlede Emne,
end netop den, at slige Opsamlinger altsaa ogsaa findes paa disse
Steder og rimelig paa mange andre Punkter +). ; Det fårstnævnte
Museum har saaledes i de senere Aar erholdt fra et Osterslag ved
Havnée, ved Mariagerfjorden, en Oxehammer af Hjortetak og tvende
store Huggetænder af Vildsvin, hvoraf den ene er paa en
mærkværdig Maade bleven bearbeidet ligesom til en skarp Krog.
Underkjæben af et Menneske er ogsaa bleven indsendt derfra, og
Meddeleren har .selv for 43 Aar" siden opsamlet en stor Del
Menneskeknokler, som fra samme Lag af vare med Osterserne førte
bort som Veifyld, ligesom han ogsaa i Banken har iagttaget run-
dede Smaasten, stillede i. næsten lige Linier, hvilke han efter de
nu fra andre Steder kjendte Forhold skulde nærmest ansee for at
svare til de ovenfor ved ,Bilidt? beskrevne. Baade ved Havnée og paa
et Par Punkter i samme Pastorat har han i' Osterslag fundet de
+) Det er t. Ex. berettet, at der ikke langt fra Meilgaard ved Kolind - Sund nær
Byen Fannerup skal findes et Par Ostersbunker, lig den i Meilgaards Skov.
—
” sædvanlige: Flintflækker, hvoraf endnu) et Par opbevares i Univer-
sitetsmuseet %). Dette eier ogsåa en smuk Oxehammer af Hjorte-
. tak, fundet tilligemed et andet, ikke opbévaret, Benredskab, i et
Lag af Saltvandsmuslinger ved Nårreaaens Udlåb i Gudenaaen ved
Flodbro, og skjænket til Museet af Hr. Postrevisor Klee.
Hermed have vi givet en kort Fremstilling af vore Undersågelser
og lagitagelser, saavidt disse hidtil:i. denne: speciellere Retning ere
naaede, og vi have nu kun tilbage i nogle Slutningsbetragtninger
ligesom-at samle Summen af det vundne Udbytte. Som vore Iagt-
tagelser nu staae tage vi folgelig ikke i: Betænkning bestemt at
udtale, at alle disse Dynger af aabnede Østers og andre Mus-
linger, der ere blandede méd Trækul, Potteskaar, ituslaaede Dyre-
ben, "og forskjellige" Redskaber og forarbeidede Stykker af Ben
og Sten, ere opstaaede ved Menneskers Virksomhed i Landets
ældste Bebyggelsestid, eller i den saakaldte Stenalder. Men for-
holder: dette sig saaledes, saa feile vi heller ikke i at tillægge
disse Dannelser, der allerede nu kunne spores at være udbredte
ovér en:saa stor Strækning af Landet, en særdeles håi Grad af
Interesse for.vore Kundskaber baade om Landets ældre Nalurfor=
hold og om dets tidligste Beboere. Som historiske Mindesmærker ville
disse Opdyngninger af "Affaldet fra Urindvaanernes Fådemidler
og af deres Redskaber, kunne tillægges lige Værdi med Grav-
højene, ja i visse Retninger ville de endog give Oplysninger, som
man hidtil ikke har kunnet erhverve sig fra disse. Det er maaskee
vanskeligt lige i. Begyndelsen, af en ny Undersågelsesrække at an-
give, hvilke Punkter der efterhaanden ved denne ville kunne bely-
”sesy men selv med det forhaandenværende, forholdsvis ringe Ma-
teriale, og altsaa-holdende os alene til hvad der i det Foregaaende
er omtalt, see vi os allerede nu istand til, saavel at kunne anfåre
nye væsenilige Oplysninger til Landets Culturforhold og Fauna i
" Stenålderen, "som "ogsaa at kunne fremsætte viglige Spårgsmaal,
paa hvilke vi med Tiden ad den her indslaaede Vei sikkert tår vente
lilfredsstillende Svar. Man maa nemlig vel lægge Mærke til det vigtige
”) See Oversigterne for, 1848 S. 7.
26
Forhold, at netop Mængden af de Data, man i een og samme Retning
påa disse Steder maa kunne erholde, vil give de Resultater, "som
fremgaae deraf, en usædvanlig Grad af Sikkerhed. De ovenanfårte
i Museerne opbevarede Redskaber eller Knokler ere kun en
yderst lille, for ikke at sige forsvindende, Del af den Mængde, der
virkelig findes paa hvert af de nævnte Punkter, og ere kun ind-
samlede i en meget kort Tid, saa at der fremdeles med Varsom—
hed vil kunne tilvejebringes: brugbare Data i Mængde.
Betragtningen af de uhyre Dynger, som Landets Urindvaanere,
Stenalderens Folk, have frembragt ved Affaldet af deres Maaltider,
bestyrke os saaledes i vor tidligere fra. Gravhåiene hentede An-
skuelse, at dette Folk har været et selskabeligt, der neppe har
"indskrænket sig til at leve i enkelte spredte Familier, hvorimod
aabenbart flere Familier maae… have” sluttet: sig sammen paa
et fælleds Opholdssted. Den fra Grayhéienes Beliggenhed
dragne Slutning, at Urindvaanerne fortrinvis have holdt sig
i Nærheden af Kysterne og fornemmelig langs "med Fjordene
og Vigene, finder ligeledes Bekræftelse i Ostersdyngernes Be-
liggenhed, idet disse Dynger (derhos tillige bestemt angive den
naturlige Aarsag hertil. I Reglen vil man nemlig snart blive op=
mærksom paa, at, selv om man seer bort fra den ringe Mængde
af Fåde, der er i en Østers eller. Musling i Forhold til dens
Skallers Stårrelse og Fylde, er dog Affaldet af disse Dyr, ikke at
tale om det af Flynderne, saa betydeligti Forhold til Resterne af andre
Fådemidler, ja man kunde sige saa øverveiende, at man nok tår
paastaae, at Urindvaanerne idetmindste ligesaameget have sågt
deres Fåde ved Fiskeri paa Havet, som ved Jagt paa Landet, hvor-
ved nådvendig en Bosættelse langs Kysterne er bleven betinget. Hvoør-
ledes de imidlertid have opfisket Osterserne og Muslingerne: eller
fanget Flynderne, derom kunne vi vel endnu ikke angive noget
Sikkert, men vi tår muligen vente, at den Mængde af brugte Red=-
" skaber, som med andet Affald indeholdes i disse Ostersdynger;
vil med Tiden fuldstændigen kunne oplyse det, Med Hensyn til
vore Urindvaaneres anden væsenlige Ernæringsgren , Jagten, da
have vel de forlængst erkjendte Landser, Kastespyd, Pile, 0. s. v. af
Flint, sat det udenfor al Tvivl, at de høilig maae,have lagt sig
27
efter Jagt, men fårst ved Indblandingerne i Ostersdyngerne staaer
det"mere bestemt for os, hvilke Dyr de egentlig jagede. Man sy-
nes allerede at kunne see, at det var Landets store Vildt, de for-
nemmelig forfulgte: Vildsvinet, Kronhjorten, Raadyret, ja selv Kjæm-
peoxen, og man finder, at de virkelig have bemægtiget sig Dyr,
som man får ikke skulde have troet dem istand til at fælde med
deres mindre fuldkomne Redskaber.
Vort Indblik i Urindvaanernes Liv ved Hjælp af disse Dyn-
gers Indhold indskrænker sig imidlertid ikke til en Angivelse af
Fådemidlerne og disses Tilveiebringelse. Ogsaa om Fådemidler-
nes Tilberedning gives der os flere Vink ved Karrene, Kullene, de
ølådede Sten 0. s: v. Sidstnævnte kunne maaskee have været an-
vendte "til Underståttelse for Kogekarrene, altsaa som et Slags
smaae Arnesteder, men det er heller ikke usandsynligt, at de, efter
flere vilde Nationers Skik, kunne have været benyttede til Kjådets
Stegning, idet de glådende ere blevne lagte omkring og i de fæl-
dede Dyr. Mærkeligst for Øjeblikket bliver os imidlertid den umis-
kjendelige særegne Behandling, Knoklerne have "lidt for at afgive
Marven og Fedtet, hvorved vort Lands Urindvaanere tilstrækkelig
klart fremtræde for os som. Marvspisere og Marvyndere, Dette
Træk til deres Karakteristik har ikke blot Værd som ethvert an-
"det, der bidrager til at fuldstændiggjåre Billedet af hine tidligere
Tiders Folkefærd, men -er ,ogsaa' lærerigt for Sammenligningens
Skyld. "Det er nemlig bekjendt, at Lapperne i det, håie Nordén
og de nærmestbeslægtede smaae mongolske Folkeslag, Ostiakerne,
Samojederne 0.58. v. i håie Grad ynde Marvspisning, ja i de Skil-
dringer, som haves heraf, finder man endog, at disse Folk ved
deres Maaltider klåve Dyrebenene paa selv samme Maade, som
vort Fædrelands ældste Indbyggere, ifålge Kjåkkenmåddingernes be-
stemte Udsagn, maae have gjort det +).
Ihvorvel nu netop denne, Tilbdielighed for Marvspisning hos
%) Om det af andre Førskere antagne Stammeslægtskab mellem Urindvaanerne
og Lapperne see Professor Nilssons lærerige Værk: ,,Skandinaviens Urin-
vånare”, og Retzius: ,Om Nordboernes Cranier" i Fårhandlingar vid de skan-
dinaviske Naturforskarnes tredje Måte”, S. 127—197.
28
vort Lands Urbeboere har foraarsaget Klåvning og Sånderslagning
af de forefundne Dyreben, og derved den nåiagtige Undersågelse af
Knoklerne og fålgelig Erhvervelsen af det videnskabelige Udbytte er
bleven besværliggjort, er Mængden af de sånderslaaede Knokler dog
saa stor, at man nok allerede nu tår paastaae, at ved en Sammen-
stilling af dem ville flere: vigtige Spårgsmaal med Tiden kunne
ventes besvarede. . Til saadanne regne vi, om Urindvaanerne have
havt aldeles faste Bopæle hele Aaret rundt, eller have periodisk
paa kortere eller længere Tid flyttet omkring indenfor visse Grænd -
ser?; fremdeles, om Urindvaanerne have havt flere tamme Husdyr
eller ikke? Det sidste Spørgsmaal maa foreldbig for Hundens
Vedkommende allerede ansees for sikkert besvaret, .da Levninger
af Hundeslægten, som ikke kunne :tilhåre. nogen af de flere vilde
europæiske Arter, men derimod stemme overens med Hushun-
… dens Former, oftere ere fundne i Gravhéiene sammen med
Redskaber fra Stenalderen, og det Samme gjentager sig nu ogsaa'i
ivende af: de ovennævnte Ostersdynger. Det er i det Hele natur=
ligt, at et Jægerfolk har sågt at skaffe sig Hundens Bistand, men
det bør derhos erindres, at overalt hos udannede Folkeslag er Hun=
den det første Dyr, der bliver. Menneskets Selskab og Hjælp;
Mindre sikkert er derimod Kattens Forhold. til: Urindvaanerne.
Meddeleren har allerede tidligere. gjort opmærksom paa Kattens
Forekomst i disse Folks Grave>). og Rimeligheden af, at de havde
ogsaa draget sig dette Dyr til Nytte, som Værn imod de besværlige
mindre Gnavere; Meilgaardsfundets Katteknokler i Forbindelse med
de musegnavede Hjortelakker ere derfor særdeles egnede til at lade
formode hos Urindvaanerne det mere fremrykkede Culturtrin, som
man hidtil har ment Kattens Tæmmelse overalt betegnede. Imidlertid
ere Levningerne for faa: til at man tår afgjåre, om man har et
hustæmmet eller et vildt Dyr for sig. At noget af de stårre Dyr,
som have tjent Urindvaanerne til Næring, skulde have været Husdyr, er
neppe rimeligt; af de hidtil fundne kunde man i den Henseende
kun nære Tanke om Svinet, men Knoklerne og Tænderne af dette
Dyr fra Havnée, Krabbesholm og nogle fl. St., ere under alle Om-
%) Oversigt. 1848, S. 7.
TNB
stændigheder altfor: store og kraftfulde til at man skulde antage
dem for at være af tamme Dyr. Hvad Levningerne af Hesten og
Geden fra Krabbesholm angaaer, da er der allerøde ovenfor til-
strækkelig antydet det Tvivlsomme i disses Forhold til de dvrige
Dyreknokler.
Til Afgjorelse' af" Spøérgsmaalet om Urindvaanernes mulige
stadige Ophold hele Aaret rundt paa eet og samme Sied, afgive
allerede Kjåkkenmåddingernes Størrelse ialmindelighed et vigtigt
Datum, idet: aabenbart Folkene måae antages al have opholdt sig
en rum Tid af Aaret paa de Steder, hvor Affaldet er opsamlet i saa
store Masser: Men endnu nærmere Bestemmelser i denne Henseende
afgiver dog” den periodiske Forandring og' Udvikling, som endel
af Dyrene; dér” have tjent til Næring,. have været underkastede,
og som i mange Tilfælde er såa tydelig udtalt, at man ved at
iagltage den Grad i den aarlige Udvikling, et Dyr har gjennem-
gaaet, idetmindste tilnærmelsesvis kan angive, i hvilken Aarstid
det: er blevet dræbt.” Herved” sigtes nu' fornemmelig til' Takkernes
Udvikling og Fældning hos Hjorten og Raabukken; denne fore-
gaaer efter Dyrets Alder saa regelmæssigt igjennem "de samme
Aarets» Maaneder, at man f. Ex. om flere af de ved Meilgaard
fundne Hjortelevninger "utvivlsomt tår sige, at Dyrene kun kunne
være: dræbte i Efteraars=' eller Vintermaanederne 0. s. v.%) Men
herhen hårer ogsaa den Udviklingsgrad, som forekommende Knok-
ler af Fostre og yngre Dyr vise; idet Aarstiden for Dyrets egen
eller Moderens Drab ogsaa deri udirykkes; fremdeles håre herhen.
Knokler af Trækfugle, der kun til en ganske bestemt Aarstid op-
holde sig si Landet, saaledes som det ovenfor antydedés: om
Vildsvanen; endelig ville ogsaa Knoklerne af de Fisk, som fjerne
%) Et paafaldende Exempel paa Henfårelsen af et Dyrs Dåd til en ganske snever
angivet Tid, frembyder et Skelet af et Elsdyr, som er opgravet paa Laaland i
én Mose ved Herregaarden ÅAssertrup og af dennesEjer, Hr: Jessen skjænket til
Universitets-Museet; deter nemlig en gammel Han, som er omkommen netop
som de'store Takker have været ifærd med at fremskyde; disses porås-svam-
pede Væv er tildels tilstede; deraf og af Dyrets Alder tår det med Sikkerhed
angives, at Dyret maa være omkommen i Slutningen" af Februar eller i Lo-
bet af Martsmaaned;
rr
30.
og nærme sig regelmæssig til. Kysterne, afgive Vidnesbyrd: i
samme Retning. Sammenstillingen af slige lagitagelser fra een
og: samme. stårre Ostersdynge vil utvivlsom kunne lede paa Spor
efter, om Urindyvaanerne. til alle Aarets Tider have opholdt sig
paa Stedet, da der i saa Fald ville forekomme Fådemidler "fra alle ”
Aarets Maaneder, medens der omvendt vil: mangle saadanne for
en vis Del af Aaret, f. Ex. for en Del af Sommerén, ifald de'i
denne have stråget andelsteds omkring.
"Medens det er fra vore Tårvemoser at vi: hidtil have faaet: de
fleste Bidrag till Kundskab om Landeis ældste Fauna og de Foran-
dringer, denne efterhaanden har undergaaet, finde vi nu pludseligen
i.vore Ostersdynger nye og rige Findesteder for Knokler, og faae
derhos alle disse henfårte til en og den samme bestemte Tid. Vel
ere Knoklerne fortrinsvis af de Dyr, som have tjent Menneskene til
Næring, men derfor kunne de. dog give Oplysning om en stårre Del
af Landets Dyreverden; thi dels kan det ikke betvivles, at man til
den Tid måa have spist mange Dyr, som nu sjældnere spises, dels
vil man -ufeilbarlig, om end sparsommere, finde Knokler af de Dyr,
som. Urindvaanerne have dræbt for Skindets Skyld, og endelig
synes Menneskene paa det egentlige Jægerkulturtrin at leve lige-
som i stadig Krig med, og Forfålgelse af alle slårre levende Dyr.
Ifølge dette tår det vist venies, al Knokler af de fleste af den Tids
vilde Dyr ville forefindes — hvad. allerede ogsaa,de-ovenfor givne
Opregnelser synes at antyde ((Maaren, Pindsvinet, maaskee Vildkat=
ten, Delphinen) — og en Fortegnelse: over disse fra en saa fjern
og saa: bestemt angivelig Tid, som ,S$teenalderen%, vil være meget
lærerig baade med Hensyn til Dyrenes og Menneskenes Historie.
Af de ovenfor meddelte Fund 'see' vi. nemlig saaledes utvivlsomt, at
Kjæmpeoxen i Jylland har været samtidig med Stenalderens Folk og
tjent dem til Næring”), og saavel ved Levningerne af delte Dyr
")Y I Oversigterne for Aaret 1848, S, 49, har Meddeleren omtalt ;det fårste og
hidtil eneste Exempel paa, at Kjæmpeoxen har levet her siden Landet blev
beboet, idet der i en Tårvemose ved Kirkehelsinge i Sjælland er fundet en
Kile eller Bredmeisel, forfærdiget af detteDyrs Ben; Samtidigheden med Men=
neskene bevises nu yderligere ved Levningerne. af. hine tre spiste Dyr fra
Krabbesholm, men kan desuden bekræftes ved endnu et Fund til, nemlig ved
31
som ved Mængden af de andre gaaer det mere og mere tyde-
lig frem for -os, at der er givet Mennesket en frygtelig Magt til at
gribe ind i Dyrenes Liv, ja at han maaskee har været den Kraft,
der mest har betinget den-sidstenstøre Forandring i Landets Fauna.
Ved at see, hvorledes han mere og mere har indskrænket flere
Dyrearters Forekomst, 'eller vel endog udryddet. dem aldeles: af
Landet, stiller den Formodning sig nær, at hans Indflydelse og-
saa har strakt sig til Havets Dyr, og at maaskee den store Ind-
skrænkning i Ostersens Udbredelse ved Danmarks Ostkyster
til en lille Plet i Kattegattel, skyldes de Forfålgelser, Mennesket
forhen har udåvet imod dem… i
Disse ere de Hovedtræk, vi for Oieblikket ville fremhæve som
de nærmeste, der kunne oplyses ved vore begyndte Undersågel-
ser; vi vilde. fornemmelig her kun antyde Vigtigheden af den Ret-
ning; disse vare slaaede ind paa; vi forbeholde os derfor i vore
næste Beretninger at meddele noget speciellere om et-eller andet
Punkt).
Doctor Pingel valgles til Revisor istedetfor Prof. P. Pedersen,
der tidligere var bleven valgt til Medlem af Kassecommissionen,
m————— La
en Smalmeisel, fundet i en Tårvemose i Sjælland og aabenbart forfærdiget af
den indre Side af Radius.eller Spolebenet af.denne Oxe... Af-andre lignende
Smalmeisler af forskjellig Tykkelse har Museet mange; de synes hovedsage-
ligen dannet af det samme Ben af flere forskjellige Arter af Dyr.
x) Et af de vigtigste Punkter, som staae tilbage at oplyse, er unægtelig Forekom-
sten af Menneskeskeletter paa enkelte Steder i Forbindelse med ӯstersdyn- |
gerne. Comiteen har ikke været heldig nøk sely at kunne undersåge de nær-
mere Forhold, hvorunder de have ligget i eller ved Dyngerne, og seer sig
aaledes ikke istand til nu at'udtale nogen Mening derom,
JE
32
Modet den 24% Januar.
——
Prof. Liebmann fremlagde en Afhandling over Mexicos og Cen-
tralamericas neldeagtige Planter og gav en Udsigt over. sammes
Indhold. Da Afhandlingen snart vil udkomme i Selskabels Skrif-
fer, meddeles her intet Udtog deraf.
Prof. Steenstrup meddelte fålgende Bemærkninger over nogle
her i Landet fundne Mammuthslevninger.
Begge de Levninger af det siberiske -Mammuthsdyr (Elephas
primigenius Blumenb.), som jeg herved har den Ære at frem-
lægge i Selskabet, ere fundne i Mergelgrave og håre saaledes
til en noget ældre Tid, end de Dyrelevninger, der i forrige Måde
bleve foreviste. i
Den fårste af disse Levninger er et Stykke-af et Hofteben,
(os ilii), der sikkert tilhårer et Dyr af Elephantslægten, og skjåndt
jeg ikke til umiddelbar Sammenligning har Knokler af Mammuthens
Bækken, nærer. jeg ikke den ringeste Tvivl om, at det netop er af
Eleph. primigenius Blum. eller Mammuthen; det er fundet i en Mer-
gelgrav ved Sånderomme, midt i Nørrejylland, omtrent .7 Miil NV.
for Kolding. Opbevaringen af dette sjeldne Fund skylder Viden-
skaben Stedets Præst, Hr. Pastor Båttiger og Hr. Overlæge Kildal
Lund heri Staden, til hvis Raadighed Præsten havde stillet det og
ved hvis Velvillie Museet strax efter modtog. det. Førstnævnte har,
påa min nærmere. Forespørgsel. om de Forhold, hvorunder. det
blev fundet, givet mig den Oplysning, at det laae 6 Alen under
Jordskorpen, midt. i et Mergellag og 2 Alen over.de Sandlag, som
udgjorde Mergelens Underlag. Det laae. ene, og hverken ved den
fortsatte Bortgravning af Mergelmassen eller ved de Gravninger,
som Præsten i delte bestemte Oiemed siden anstillede, har der vist
sig det mindste Spor af andre lignende Knokler.
Det nævnte Brudstykke udgjér netop det Stykke af det håire
Hofteben , som ligger Hofteskaalen nærmest. Af denne er næ-
sten Halvparten tilstede; dens Gjennémsnit er 43", 0 Comtirent 5”);
db 33
Og |
Længden af det hele Ben er 35, (134”), Bredden 27%, 47. (103).
Halsens Overflade er næsten i hele dens Omkreds vel bevaret, kun
er den'åverste inderste Kant deraf, indad imod Hofteskaalen, af-
stådt. Iåvrigt viser Knoklen to Slags Brudflader; den ene Slags
ere ældre og have kjendelig været tilstede fårend” Knoklens Ned-
læggelse i' Blaaleret, hvoraf altsaa fremgaåer, alt Knoklen som
Brudstykke er bleven aflagt paa det Sted, hvor den nu blev ud-
" gravet; den anden ere myere, aldeles friske, og enten hidrårende
derfra, at Smaastykker tilfældigen ere blevne afslaaede under Be-
nets Udtagelse- eller Opgravning, eller foraarsagede derved, at man
har villet: overbevise sig om, hvad' det var for en Masse, mån
havde for sig. Baade den ydre og indre Overflade af Knoklen
ere glalte-og uslidte, ligesom ogsaa de oprindelige Brudflader ikke
ere videre afslidte eller tilrundede, men derimod findes der ad-
skillige Striber elller nedtrykte Streger, gaaende i forskjellige Ret-
ninger. Nogle af disse ere vel af nyere Oprindelse og hidrøre
maaskee fra Optagelsen, men den stårre Mængde af dem ere be-
stemt ældre, og ifålge deres Forhold til Randene af de ældre Brud-
flader aabenbart ældre end disse. Dette bemærkes for at tjene til
nærmere Veiledning ved Afgjårelsen af det endnu svævende Sporgs-
maal, om saadanne Knokler ere hidbragte fra andre, dog ikke
fjerne, Egne, eller om Dyrene, hvorfra de hidrøre, have levet- paa
den jydske Halvoe — et Spårgsmaal, som det maa være Fremtiden
forbeholdt at afgjåre.
Den ånden Levning ér en Kindtand. Dener8",01r (3” dansk)
” bred, hvor den er bredest, dannende en kort aflang eller oval Figur,
hvis Længde kan med en temmelig Sikkerhed angives at have væ-
rét omtrent 14% eller 54” "dansk; thi skjøndt ved Uforsigtighed un-
der Optagningen den åverste Del af nogle Tandplader paa ' begge
Ender er afstédt, saa ere dog de til samme hårende Roddele
tilbage og tillade os at skjånne, hvormeget der omtrent er afstådt.
De tilstedeværende 84 Tandpladers regelmæssige Aftagen i Bredde
vilde desuden angive, at Tandkronen havde havt den anfårte
Længde, selv om Rådderne ikke havde været i Behold endnu. Paa
den forreste Ende af Tanden er der 'afstådt 14 af de smalle Plader,
det Halve nemlig af den næstforreste Plade, som omtrent har væ-
3
34 SØ
ret 5, 0" bred, og den hele forreste Plade omtrent af 3, 5r
Bredde. Af Tandens bagerste Ende maae de to afstådte Lameller
omtrent. have været 69.57 og 5%, 5" brede. Det hele;Antal af
Plader har været 12. Tykkelsen af de enkelte Tandplader'er 8";—
"Gm regnet efter: Emaillens ydre Rande; Kittet mellem Tandpladerne
udfylder et Mellemrum.… mellem. disse. af .5,—7m, Tandens.stårste
Håide er 12" (44” dansk) fra "Tyggefladen til Enden af den står»
ste Rod. Den er slidt ved Tygningen ronnie at -alle Pladerne
synes at have været i Brug.
Af de nævnte Forhold kan der ikke være nogen Tvivl om, at
Tanden tilhører Elephas primigenius, og derved bliver det saame-
get sandsynligere, at ogsaa Hoftebenet tilhårer samme Art. - "Den
vil uden Vanskelighed kunne henføres til de af Owen i History of
british fossil mammalia and birds givne Figurer, 91, 92 og 94.
Den noget hvælvede Tyggeflade viser, atidet er en Tand af Over-
kjæben, og den synes efter de hos flere Forfattere ;angivne For-
hold at have været den tredie eller fjerde Tand i denne Kjæbe.
Tandkittet, som synes let at forsvinde fra: de engelske fossile
Tænder, er fuldslændig bevaret, og Tandens hele Overflade viser
ikke det ringeste. Tegn. til at være slidt eller rullet og har ikke
engang Spor af de Streger, som fandtes paa Overfladen af Hofte-
benet. kår f
Det er ved de. Herrer Overlæge. Petits og Adjunkt Theilmanns"
Bestræbelser at Universitetsmuseet er kommen til Kundskab om
dette: Fund og. senere - har erholdt. Tanden til "dets Samlinger.
Sidstnævnte skylder jeg desuden den Oplysning, at Tanden er fun-
den ved Mergelgravning' ved en Gaard Fristed, en Fjerdingvei V.
for Haderslev, N, for Dammen. Mergelgraven laae'paa den flade Mark
paa en Banke af Rullestensler, og i dette fandtes. Tanden 7 Alen
under Overfladen. Skjøndt der er Fog efter flere Stykker, var
der dog ikke fundet mere.
Foruden disse tvende Levninger er der, som det maaskee vil
erindres, ved den slesvigholstenske Kanals Gravning, i det forrige
Aarhundrede (1783), fundet et Brudstykke af en Hugtand' af en
Elefant. Det Stykke deraf, som nu opbévares paa det Kgl.- Natur-
historiske Museum (see Dr. Pingels: Meddelelse i Schowws Uge=
35
skrift I B. $. 561) synes ikke at have været slidt; det er 6” langt,
og har oprindeligt kun været lidt længere. Om nu ogsaa denne Hug- "
tand rimelig hidrérer fra samme" Elefantart, som Kindtanden, og vi
saaledes fra den danske Halve have idetmindste tre bestemte Levnin-
ger af detle colossale Dyr, saa er dette dog et yderst ringe Antal,
naar man betænker, hvor talrige Levninger der ere. fundne af
dette Dyr i Nabolandene. 1 det hele Lavland, som i en Halvbue
omgiver Ostersåen med dens Bugter, ere de langtfra sjeldne, og
paa den sibiriske Slette og ved Ishavets Kyster forekomme de;
som bekjendt, i en overordenlig stor Mængde, saa at endog Elfen-
benet af de opgråvede Hugtænder udgjår en ganske betydelig Ud-
fårselsartikel derfra baade til China og England. I de senere De-
cennier har man ligeledes imod Vest, navnlig i England, fundet en
utrolig Mængde af dette Dyrs Knokler og Tænder, og Owen med-
"deler, at han ved Udarbeidelsen, af sit ovennævnte Værk har havt
i sine Hænder omtrent 3000 Kindtænder, opgravne i England. I
Norfolk er der opfisket paa en Ostersbanke i Nærheden af Lands-
byen Happisburgh henved "2000 Kindtænder, og alene i Låbet af
12 Maaneder bragtes der iland med de opfiskede Østers hele Hun- -
dreder af Kindtænder. (Owen 1. c. S. 255).
Efterat Selskabet ; havde modtaget Betænkning af en Comitee
(Professorerne Eschricht,. Bendz, Steenstrup, Dr. Kroyer, Inspecieur
Schjoådte) udnævnt den 14de Juni 1850 i Anledning .af et. Andra-
gende fra; Magister A. S. Ørsted, -besluitede man:
1) at bevilge Magisteren 200 Rbdlr, til Reentegning af et Udvalg
af de fra hans Reiser medbragte Skizzer af Dyr, som ikke. i
dåd Tilstand lade alt det iagllage, som Naturhistorikeren be- -
håver at see,
2) at give Magister Ørsted Udsigt til andre 200 Rbdir., naar de
for de fårste 200 Rbdlr. erhvervede Tegninger ere indkomne
og en ny Comiteebetænkning derom indhentet,
3) at Tegningerne ifålge Magister Orsteds- Forslag opbevares i
det Kongelige naturhistoriske Musæum.
36
Mådet den 7%. Februar:
- —mg———
" Prof. theologiæ Scharling fortsatte sine Meddelelser over Mo-
linos Lære og Skjæbne.
Folgende Skrifter vare modtagne:
Gleanings. from the- menagerie and Aviary. at Knowsley Hall.
Hoofed quadrupeds,. Knowsley 1850,… Folio,
Figures of" molluscous animals. selected . from various authors;
etched for the use of. students, by Maria Emma Gray: Vol,
II, III, 1V.. London 4850. 8.
Bijdragen tot de dierkunde uitgegeven door het genootschap ,Natura
arlis magistra” te Amsterdam. Eerste Aflevering. 1848. qvarlo.
”Tijdskrift voor de wis-en naluurkundige| Wetenschappen, uit-
gegeven door het Koninklijk-Nederlandsche Instituut. Åste
Deels 4de St. 2de Deels iste & 2de St.
Verhandelingen der eerste klasse van het Koninklijk-Neder-
landsche Instituut etc. Derde Reeks. Eerste Deel eerst.
Stuk. Amsterdam. 1848. 4.
37
Mådet den 21% Februar.
- med ——
Prof. P. Pedersen meddeelte en Oversigt over W. Reids. nyeste
Værk om Orkaner, hvis fuldstændige Titel er: The progress of the
developement of the law of storms and of the variable winds with
the practical application of the subjects to navigation, by Lieutn-
Colonel William Reid.
Forfatteren af det foreliggende Værk. har allerede i længere
"Tid været. hæderlig bekjendt. for den Iver og Utrætitelighed,. hvor-
med han sågte at udvide og foråge Kundskaben .om denne! vigtige
Sag, saavel. ved egne Iagttagelser i den Tid, han opholdt sig paa
Bermudaséerne, som ogsaa ved Meddelelser fra Andre, hvorved
han sattes i Stand til at forfålge en Orkan: undertiden i dens hele
Udstrækning. . Hans første Værk, "der udkom i 1838 og indeholdt
Beskrivelse -og Afbildning. af endeel Orkaner;,- bidrog væsentlig til
at godtgjåre disse Phænomeners. charakteristiske':Egenskaber. Ikke
blot. viste det' sig, at ved -alle de meddeelte Iagttagelser' den tid-
ligere opstillede Regel for Orkanens ”omdreiende Bevægelse gjorde
sig gjældende, den nemlig, "at denne Nord for Æqvator foregaaer
fra Syd gjennem Åst til Nord, og Syd for Æqvator fra Nord gjen-
nem. Øst til Syd; men. det -oplystes tillige, av den fremadskridende
Bevægelse af en Orkan,… der er Nord for Æqvalor, i den hede
Zone foregaaer i Retningen fra SydøsttilNordvest, men ved Over-
gangen til den tempererede Zone: antager Retningen. Sydvest til
Nordost, og ligeledes, naar Orkanen er opstaaet Syd for Æqvator,
Retningen fårst. er fra Nordost-til Sydvest og siden bliver Nord-
vest til Sydost. Fremdeles blev det ved "disse Sammenstillinger
godtgjort, at Omfanget af den omdreiende Bevægelse tiltog meget
betydelig ved Orkanens Overgang fra den hede Zone til den tem-
pererede, saavel Nord som Syd for Æqyvator.
pe AR
Det langt overveiende Fleertal af disse lagttagelser er hentet
fra den mexikanske Bugt: og fra Vestsiden af Nordamerika; men
Vigtigheden af det Resultat, som derved er opnaaet, maatte na-
turligviis hos Forfatteren vække Onsket om, at see det Samme |
bekræftet ogsaa ved de Orkaner; der forekomme i det indiske og
arabiske Hav og i den bengalske Bugt. Han androg derfor i 1838
hos Bestyrelsen for det ostindiske Compagni påaa,:. at. den. vilde
gjåre de fornådne Skridt, før i denne. Henseende at tilyeiebringe
fuldstændige Oplysninger. En Fålge heraf var ,… at. der. fra, Gene-
ralgouverneuren . over Indien udgik en. Opfordring til alle. civile
og militaire Autoriteter om at samle Iagttagelser, over, disse Phæ=
nomener og indsende dem til H. Piddington, nu Undersecretair
ved det asiatiske Selskab og Curator ved det geologiske Museum
for Indien,;”'der havde" faaet det Hverv, at sammenstille disse og
bekjendtgjåre Resultaterne deraf.
Da Hr. Piddington selv var' Såmand og antog sig "denne Sag
med 'stor Iver og Dygtighed, ”saa fik den ogsaa en heldig Frem-
gang. "Der forekom' efter den Tid i Ostindien aldrig nogen Orkan,
uden at lan blev underrettet derom og modtog Oplysninger og
Iagttagelser fra de Steder, "den havde passeret, og navnlig fra de
Skibe, -”der vare trufne sammen méd”dem: Tillige skaffede hån
sig, ved Hjælp af 'det ostindiske Compagnies liberale Underståttelse,
Adgang til at benytte en'stor Mængde Skibs-Journaler, holdte
ombord paa Compagniets Chinafarere, hvorved han sattes istand"til
abl-give en fuldstændig Skildring af den chinesiske Typhon, oplyst
ved en heel Deel Tilfælde, "Resultaterne af alle disse' Undersé=
gelser har Hr. Piddington ladet offentliggjåre, altsom”den bleve
færdige, deels -i den” asiatiske" Journal, ”'deéls i særskilte» Hefter;
ligesom han ogsaa til Veiledning for Såmanden', hvis Tåarvhansi
sine Bestræbelser væsentlig> havde for Oie,. har udgivet et Værk”
under Titel af »the sailors Horn-Book of ihe Law of Storms in
all parts of tie World.
En Sammenstilling af disse Meddelelser er nu givet i Reids nye-
"ste Værk, tilligemed endeel' Iagttagelser fra”Vestindier og Nord-
amerika over Orkaner, 'som have viist 'sig i) Tidsrummet fra 1839
39
til 1848. Ved dette Tillæg ere de tidligere Forestillinger om disse
Stormes særegne. Beskaffenhed i det Hele taget blevne: bekræftede,
navnlig hvad. angaaer. Retningen af den omdreiende Bevægelse.
Derimod forekommer der i Henseende til den fremadskridende
Bevægelse flere Exempler paa, at Retningen af denne har været,
ikke som man tidligere havde antaget fra Sydost til Nordvest, men
fra Ost til Vest. Dette var saaledes Tilfældet: med Madrasorkanen
af October 1842 fra den 2ide til den 26de, med Manillatyphonen
af 1831 "Oct. 23 og 24 og med den vestindiske Orkan af 1842 fra
den 30te August til den Yde Sept.; ligesom man hertil ogsaa kan
regne Orkanen af October 1847, der gik i sydvestlig Retning, over
Oérne "Tabågo og Margarita ind over Sydamerikas Fastland. Men
i et langt stérre Antal Tilfælde har dog Retningen været den sæd-
vanlige fra Sydost til Nordvest.
Endnu et vigtigt Bidrag til vor Kundskab om Orkanen har
dette Værk givet, nemlig med. Hensyn…paa. den stærke Dånning i
Havet, der udgaaer fra den "til alle Sider. Det er nemlig ved de
her fra flere -Steder indsamlede Iagttagelser godigjort, deels at
Dånningens Retning er den samme som Vindens paa det Sted i
" Orkanen, hvorfra Donningen udgaaer, og dernæst at disse Dånnin-
ger bemærkes længe får Orkanen nærmer sig. Saaledes hårte
Reid selv paa Bermudas, der i 1839 Sept. 12 blev truffen af en
Orkan, allerede 3. Dage tidligere en stærk Donning i Havet paa
Oens sydlige Side, og lignende Iagttagelser ere gjorte saavel i de
ostindiske Have som i det chinesiske Hav.
Endelig maa det anfåres, at med Hensyn til den Aarstid, i
hvilken Orkaner ere hyppigst, er, ved de i dette Værk meddeelle
Iagttagelser, den Regel, der hidtil antoges gjældende for de vest-
indiske Farvande, fuldstændig bekræftet, ligesom det ogsaa ved
Hr. Piddingtons Undersågelser er godtgjort, at den samme Regel
gjælder for de chinesiske Typhoner, den nemlig, at Orkanerne ere
hyppigst i Maanederne August, September og October. Af 30 Ty-
phoner, som P. har undersågt, falde 22 paa dette Tidsrum, af
de åvrige 4 paa Juni, 4 paa Juli og 3 paa November; af 26 deels
rn
FAM
ge”
ly
40
tidligere kjendte, déels mu tilkomne vestindiske og amerikanske
Orkaner håre de 22 til dette Tidsrum og af de dvrige 1 til Juni,
November, December og Januar. Derimod synes denne Regel ikke
”" at gjælde for den bengalske. Bugt eller den lilgrændsende "Deel af
det indiske Hav; thi af de 13 Orkaner, som ere omtalte i dette
Værk, falde 2 paa April, 2 paa Mai, 4 paa Juni, 2 paa October
og 3 paa November.
Geheimeraad H., C. Orsted. fremsatte nogle Tanker og Iagt-
lagelser over Skyerne.
Barometer, Thermometer i Skygge
- 0 I x
< si reduceret til 0? Reaumur. mod Nord. ) Mszn Vindens .
pH: 9 stn 2x, Fod over Jorden. | 2;Fod i | 2Fodun-f gm eee ec. Retning
BE 3 er-— - ; der dagl. ' s -
m» we |9Form, (Middag. 10 Å middel Jorden. | vande 4.Gange.i Dågnet.
middag. Corr.-09219 7 Form. |2Efterm. Middel. Middel. 3
2 18 di
3,11139 34,11:16 34,473 3953 34 493 202 1?8 Regn Tim. Ø SW. SW. SW. SSW. idd r.
z Sa | 80 082 | SA 148] "3/40 53 | 5,9 2,3 23 | Regn 6 — + 0:31 | ssw. ssw. sw. sw. | Middeltemperatu
3 36, 59 | 37, 15! 37, 38) .2/86 3,3 4,0 2,6 2,7 , SW. 108, WM, 1851) 45 Aar
4 36, 86 | 36, -67 | 36, 62 1,21 0,5 1,3 Gl 2,0 "Regn 2 — 0,28 I WSsw. W. W, WSW, 1—10 1701 —1925
Ek 5 35, 88 393, 57 ae. Sa 0,68 —0,9 1,5 "rf 2,0 Å Regn 16 -— + 0,67 HwWSW.WSW.WSW.SSO,. å 11—91 0,56 —1,33
6 32, 99 32,537 1 732, 86 1,81 1,2 3,0 al 2,0 Regn 18 -—"Snee 1,44 f SSO. SSO. SSO. SO. | 22—31 —U,02 —1,03
7 34, 04 34, 19| 34, 731 —0,66 0,3 —0,4 2,6 1,7 Å 'Snee 12 — 0,56 f 0. 0. 0. OH 4-3. 0/52 —1,22
8 37, 18 87790 | 787, 07154 - 1,89 —1.,9 —1,1 2,5 1,0 0. 0... 080. . 0S0. =
9 38, 65 | 28, 752 | 739,11: | —1,69 22.1 4 2,4 —W,i ÅSnee 4 — (0,07) K 0S0. OS0. S0. SO.
10 240, 92 | 41, 12] 41, 801 —1,22 —1,58 —0,7 2,3 —6,2 søs så 50-90;
a2, 60 | 42, 27| 407-904 —0,14 | ——0,3 0,7 eg 1,6 , RED. 880) 5 - 8: 485 Maanedl.
39, 03 | 38, 49| 36 "86 1,08 0,4 1,5 2,1 0,4 Å Smaaregn 5% SW. SW. SSW. SSW. Vandmængde.
38, 07 | -37, -9%6 | 38 -05 0,69 1,4 U,6 2,1 1,3 SSW. SSW, SSW.SSW., 1851 BY A
37, 72 | 37.64 | 37. 164. —0/84 1,0 —0,1 2,1 1,0 18.50 —B- 880; ad me
36,… 52 30," 47 36, 18 —0,79 — 8 0,1 2,0 1,3 S0. SSO. SS0. SØ. | 13,97 Par. L. 14,94 Par. L.
37, 73 | .37, 88 | 37. 96 0,26 —1,4 1,2 2,0 0,0 BO. 5 80; 17;80 2/8.
36, 20 35, 77 35, 40 1,13 0,8 1,5 2,0 —04 Regn 5 — 0,54 Å s0. SsO0. 84 ;8.
37, 82 |] 38, 28 |. "38, =31 1,24 1.0 1,8 1,9 —0,4 SW. SW. SSW, S. j
40, U2 | 2), 01! 40, 07 0,83 —0,6 1,8 1,9 £2 Sox 80: BW. 518. Vindforhold.
40, 03 1 39, 58 | 38, 09 1:31 0,8 2,1 1,9 1,2 : 2-88 285; 890: 4 50 A
36,… 06 | 35, 41| 34, 91 1/34 0,4 1,6 1,9 1,2 Å Regn 54 — 2/94 Å SSO. SS. Så 185 2%,
; N. 0,00 0,09
35, 15 35, 21 37, 87 2,41 1,9 3,6 2,0 £3 Regn ø > på 0,22 S. S. S. SW. NO. 0,00 0,11
40, 45 | ..39,8Y | 41, 48 1,96 1,3 2,9 2,1 1,5 Å Regn 2. — 0,43 | sw. SW. SW, SW. Å 0. - 0,11 0,12
43, 40. 443, "98 3,… 15 1,51 1,8 2,4 2,2 1,7 s. S. S S0. | so. 0,27 0,13
41, 367| 40, 95 | 40, 704 -—0,19 —0,3 0;: 2,2 1,5 SSO. SO. S0, S0. få s. 0,35 0,12
40, 53. | 40, 54 11:40, 464 —1,39 | 1,2 —1,1 2,1 v,5 S0. S0. S0. S0. å sw. 0,21 0,17
41,00 | 740,98 | 40, 94 —1,71 —1,7 —1,4 2,0 —0,4 | Ssnee 15 —+ S0. . S0, .SS0, S. Å w. 0,05 0,16
39, 86 | 39, 60| 39% 404 —3,54 —2;9 —2,5 2,0 —0,3 0. ONO. 0. 0. | Nnw. 0,00 0,10
38,38 37, 947 37. fod 479 —3,2 —1,4 1,8 0,0 fk snee1i — + 1,16 | 0. 0. sSs0., SSO.
31, 14 | 30,59 | 30,95 1,64 1,7 aS 1,8 0,5 Å Regn 4 — 1,374 5. FE SV; i
3135981 31, S7U 0 31718 0,86 0,4 1,9 17 0,0 f Snee 63 — Regn 2,27 j WSsW. SW. SSO. S. ir
X) hører til December 1850,
Barometer, Thermometer i Skygge
. d t til 00 Reaumur. EO ”
Es epg de z d Nord. Regn Windens
E dg 4 Efter 2% Fod over. Jorden… | 2 fodi | 2Fod un- Snee ARE Retning
v , i ” | der dagl g Fa
£ va 19 Form. Middag. midd Jorden. gl. 4 Gange i Dågnet.
ag. Å Middel ; Å Vande. 3
: 28 4 6rr,<0o2g! 7 Form |2Efterm. | migdel, Middel. .
1 få 334,24 | 334,1458 | 335, sp 0908: | —U95 098 19%6 090; 0,06 å Stille, SSW. S0. S0" | Middeltemperatur.
2 36, 44 | 36, 09 35, 0,66 0;7 1,3 1,6 0,0 Snee 6 Tin. Regn 0,10 Be UL MR ER sg me 45
3. 1 -35,; 48 |. 35, 53 | 35, 60 0/66 0,7 1,3 1,5 0,2 | Or Og: SOg>- 80: 1851 Aar
4 35. 23 |. 35, 21 | 35 33 4 —0;29: | —0,4 0,0 1,5 0-4 Snee 3: — Hagl 0,87 få S0. s0. ss0. ss0.Å 1—9 0972 —1924
å 36, 84! 735, 90:| 36,… 89 14 | 03 2,3 1,5 0,3 £ SSO. SSO. WSW, SW- 1 10—19 2,19 —0,65
6 33, 83 | 33, 55 | 33, 97 1,31 1,1 1,5 1,5 0,8 Regn 24 — Snee 0,31 | SSW. SW. s.- sS. f 20—28 0,27 —0,06
7 37, 44 i 37,74 |. 38,- 40 1,4: 0,4 3,2 1,5 0,9 Regn — Snee 0),20.f: $,,- SW." NW:-NW 1—28 — 1,10 —0,65
8 34, 90! 33,- 91 | 33,- 83 0,61 0,8 1,1 1,5'- 1,0 Regn 12 — 1,32 | -Sw. SW. SSW. SW,
9 å 39, 89! 40, 63 | 41, 97 0,84 0,7 1,8 1,6 1T- SSW. 270. 180; 206
42, 634 0,41 0,2 —41;3 1,6 1,7 SEE RER URENT £
38, % 1/83 0/1 2,5 1,6 0,7 ÅRegn 3 Tim. — 0,08 sw. sw. w. sw, Maanedl.
34,… 75 2164 3,0 3,å 1,8 1,6 Regn 5 — 1,93 H' W.…… Wen W. … NWo Yandmængde.
: —) 2 i 0, R L NW. NW. NW. w. É 2
Br 20 (7150 | 32 | 48 | os rent W.D sw. OW. WNW. [13,13Par.Lin. 13,36 Par. L.
38,. 64 3:86 2,0 6,0 1,7 1/1 Regn 2 — 0,10 kf w. wWNw. W. WNW.
38,,01 4 2/56 2: 5 1,9 1,4 Regn 12 — WNW. WNW. W. W.
35,. 24) 2,76 1,9 3,1 2,0 1,4 Å Regn 22 — 1,07 | sw. sw. wWsw. WSW,
31, 35 5,84 hed 6,6 22 2,0 Regn 16 — 2,29 WSW. SW. W, WNW. Vindforhold.
32, & 5166 5,8 7,0 2,6 23 Regn 34 — 0,35 4 w. wo w.— wsw., 1851 50 Aar.
33, Sl 2,96 0,5 Se 2,9 2,3 ver må —& 0444 wow. WNW. WNW. | N.… 0,04 0,08
38, 16 0,08 0,0 0,9 3,0 2,1 Snee 9 — 2,30 | ONO. 0. Ss. SS, f NO. 0,04 0,10
40, 07 | —0/51 | —41,8 0,7 2,8 10 SW. SSW. 'ssW. sw. | 0… 0,09 0,12
38,98 | —0456— | "-—2,6 1,7 2å 1/1 EEN, —S. T 0... 0,12 0,10
37, 80 | .—0,24 + |. —1,3 1,5 22 1,0 Å Hagel SSO. $S0., S0. S0.f S. 0,13 0,14
40,12 4 —1,64 | —2,7 0,1 2,2 0,6 SSO: "NO. NO. NWw. | SW. 0,19 0,19
39, 57 å! —0,57 | —4,5 0,9 2,0 0,0". å snee 32…— 1,18 | NNW. NO. N.N f w. 0,25 0,18
38, 56 | —2,74 .|.—1,7 0,0 1,9 0,1: hsnee 5 — 0,831 N. W. "s0. sso.f Nw. 0,12 , 0,09
i" over det
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
og
dets Medlemmers AÅrbeider
i Aaret 1851.
Af
Professor &. Forchhammer,
Ridder af Dannebrogen, Selskabets Secretair.
Wr. 3.
Mådet den 7% Marts.
—$——
Etatsraad Molbech foredrog: en Betragtning over det Skidnne
i Naturen, og dets Forhold til det Konstskiånne og til Skidn-
hedsideen. I
Det er ikke Hensigten med de faa Bemærkninger, her skulle
; meddeles, at gaae ind i det Historiske af den Divergents og Pole-
mik "imellem speculative Tænkere, der især siden Kant anvendte
sin Kritik paa ;den. æsthetiske Dåmmekraft, har frembragt betydelige
Modsætninger i Forestillingen om det Skiånnes. Tilværelse i og
udenfor ;Siælens Tankeverden. Jeg vil fornemmelig ikkun gien-
alde; eet væsentligt Hovedpunkt i den forskiellige philosophiske
Betragining af denne Tilværelse: om det Skidnne i sig selv kan
være. til udenfor de ved Menneskets frie Aandskraft frembragte
å
Je .
Konstværker, eller ikke? Eller med et andet Udtryk: om Skidn-
heden kun har sit Hiem i Aanden, og i dens frie Virken og Frem-
bringelser af en vis Art — eller om den tillige aabenbarer sig
i den!af Aanden og af menneskelig Kraft. og. Virken. ;uafhængige
erverden — i den organiske og uorganiske, den saakaldte
levende og livlåse"Natur? — Da jeg mævnæde ,aandelig Virken
og Frembringelser af en vis Art”, fandt jeg det nådvendigt, at
blive staaende ved dette ubestemte Udtryk. Thi ved at sige, at
det var Aandens skidnne Frembringelser eller Værker, jeg meente,
havde jeg dog intet sagt, hvor der skal tales om hvad der er
skidnt. — Men det er ikke mindre vist, at dersom Nogen kunde
med Ord afgibre og forklare, saaledes at det blev almeengyldigt
og tydeligt for Enhver: hvad Skidnhed er? da vilde der ikke
være nogen Vanskelighed i at sige, hvor den er.
At give en Ordforklaring -over Skidnhed, er provet mangfol-
dige Gange af nyere Philosopher og Æsthetikere; og dog" er man
vel ikke kommen videre, end at man endnu gierne gaaer tilbage
til Plato's Ideelære, for idet mindste at hæves til en Anelse af
det, som de speculative Tænkere, der selv lære, at en Idee ikke
kan indsluttes i et Begreb, dog gierne ville forsåge paa, naar
Talen er om det Skibnne. ”Det. tår vel 'findes, at hvorsomhelst
man i æsthetiske Systemer og philosophiske Konst-Theorier tager
en Definition paa Skidnhed, vil-man i Almindelighed erfare, at
den indeholder noget, 'der synes rigtigt, eller som virkelig kan
tilhåre og findes ved det Skidnne. Men sammenligner man der-
næst flere saadanne Forklaringer, eller pråver den ene efter den
anden: da kan maaskee een forekomme os bedre og klarere end
en anden; ved Sammenligningen bliver dog vor Tankes Bevidst-
hed snarere svækket eller mere usikker end får; og vi finde jtilsidst,
at dersom vi maaskee ere blevne mere overbeviste om, at Skidn-
heden er, saa er det dog ikke sagt os med Ord, hvad den é 'sig
selv eller i sit Væsen er. — Det kunde synes at Afgibrelsen af
Spørgsmaalet: om Skidnhed, naar der tales om dens Tilværelsé i
Naturen og i Konsten er éet og 'det samme, eller om den 'er
noget forskielligt i begge? allerede maatte bidrage meget til at
opklare vor Forestiling om, hvad denne Egenskab overhovedet er "
i"
45
Si MSN. … aA ARRER
Det ;kan i det: mindste synes; at der gives et langt stårre Antal
af Mennesker, som- kunne” være nogenlunde enige] i deres Opfat-
ning |afudet Naturskibnne — eller” enige om at. finde det under
de samme Stedforhold: og Former — end saadanne, der ere enige
om 'Skidnhedens: Former og " Aabenbaringer i'Konstværker. Man
skulde då mene, at det. fårste' var /lettere sat finde; og. lettere at
tilegne sig, end det: sidste. .
Der; behåves heller ingen vlang Erfaring eller dyb Tænkning
og Indsigt, for at faae indvortes: Overtydning om, at det Skidnne,
visantage eller virkelig finde i den ydre Natur, eller i visse Na-
turformer;'er'afsen anden' Art, yttréer sig -under andre Former, og
modtages: veller ;opfattes af. Siælen paa anden Maade, end Skidn-
heden i -et Konstværk. — Vi: komme; saaledes uden stor 'Vanske-
lighed til Overbeviisning om, at der er en Skibnhed, som kan
opkomme: eller blive til ved Menneskets frie Virken, eller ved
Konstevnen ; og Jat Alt,«hvad vi ville henregne til Naturskiånhed,
er uafhængigt” af en saadan Virken,; og. har sin nådvendige Be-
iingelse for dets "Tilværelse ganske udenfor den menneskelige
Aand og” Aandsvirken- Erfaring lærer ; os imidlertid, at den fårste
Betingelsenfor: vor' Bevidsthed om Tilværelsen af en 'Skibnhed i
Naturén er uden samme, som" for Modtagelsen af en” Forestilling,
eller ”Dannelsen' af et Billede si «vor 'Siæl: af det Skidnne i ét
Konstværk: Denne Betingelse er zen Opfatning af: Objectet enten i
Naturen, eller i 'Konstverdenen, »ved en af de to: ædlere Sandser,
Synet''og Hårelsen…> Til denne første sandselige "Opfatning slutter
sig Overgangen til: Beskuelsen af. et indvortes Skidnhedsindtryk
eller Skibnhedsbillede,»som ved Phantasien danner sig i Siælens indre
Sands, og 'som den der kan fastholde: og bevare. Jeg vælger ikke
uden Hénsigt de to forskiellige Benævnelser for denne. indre Op-
fatning, dette Afpræg af det-Skidnne i Yderverdenen, som Siælen
kan modtage: og danne sig. Thi jeg” mener”netop, at-hiin Opfat- -
nings” Maade og Form ved.det Naturskionne er mere og oftere et
øedtryk; ved idet: Konstskidnne derimod snarere et "Billede, en
formdannet Skikkelse; «som >mere bestemt og fuldendt kan modta-
ges. og” fastholdes: af Indbildningskraften, end Virkningen og Ind-
trykket af det, vi henregne til Naturskidnhed. … Det vil uden Tvivl
46
uw
bom
i det Hele bekræfte sig, at det sidste er i sin Aabenbaring og sine |
Phænomener mere ubestemt, mere udbredt, udvidet, ligesom udfly-
dende i Rummet, end det er fast, strengt begrændset, formbetinget,
eller plastisk formbestemt, saaledes som for en stor Deel den skiånne
Konsiskikkelse. "Det gielder imidlertid ikke om enhver saadan Frem
bringelse. Jeg vil kun med et Ord nævne, at Maleriet; i Forhold 4il
Plastiken, har langt mindre af den faste Formbegrændsning, mindre: af
denSkiånhedsdannelse i detlegemligeStof, som fylder Rummet, iStedet
for at den malede Gienstand kun synes at fylde det. Jeg kan heller
ikke meer, end hentyde til en særskilt Deel af denne Konst, Land=-
skabsmaleriet, hvilket netop, fordi det beroer paa en Opfatning: af
Naturformer, deler det mere Ubestemte, mindre skarpt begrændsede i
disses Skibnhed. Da Aanden i den gamle Verdens Konst-Ideer. og
Konstproduction fortrinligen levede og virkede i den architektoniske
og plastiske Formdannelse, og her sågte at: præge Skidnheden i.den
Rummet fyldende Materie: kunne vi saameget lettere: forstaae, at
den pitioreske Skibnhed, og. det egentlige Landskabsmaleri, blev
udenfor den antike Konsts Grændser. — Ligesaa lidt kan jeg gaae
nåiere ind paa at oplyse Skiånheden i det musicalske Konstværk, hvis
Sandseform er saa grundforskiellig fra Plastikens og Maleriets,
som den hele Væsenhed i Hørelsen er det fra Synets. Jeg vil
kun i Forbigaaendée bemærke, sat netop Tonernes Konst, og dennes
Konstyttringer og Skibnhedsværker, ere i endnu langt -håiere
Grad egne for den menneskelige. Aand og dens skabende Konst-
evne, end de Skidnhedsbilleder: og Konstværker, til hvis Frembrin-
gelser Syneis Sands udfordres. Synets Skibnhed har langt flere
og rigere Elementer i Naturen, end Hårelsens.
Jeg er her allerede, maaskee for tidligt, kommen til at bruge
et Udtryk, som for en stor Deel kan betegne eller antyde den
Anskuelse af Forholdet imellem Naturzkidnhed, og det Skibnne. i
Kønsten og dens Værker, som jég vedkiender mig. Inden jeg
dog kan forsåge, nærmere at udvikle, hvorledes jeg tænker mig .
Skidnhedens Elementer og Former i Naturen: maa jeg nådyven=%
digen opholde mig et Oieblik ved -den almindelige Tanke. eller
Førestilling om Skibnhed i en- Gienstand, baade som Billede, og
som Indtryk; 'da jeg nylig har anvendt disse Ord paa en Maade,
< RER
der" maaskee kan synes. uklar og ulogisk;. efterdi Indtrykket dog
vel ”her”maa' tænkes som Virkning af Billedet; og hvis vi altsaa
modtage Indtryk af Naturskidnheder, maa disse ogsaa være til i
beskuelige Skikkelser eller Billeder. Det har ingenlunde været
min Mening at benegte dette Dersom det Skidnne gives i Na-
turen, mad” det vise sig i Skikkelser; men derved er endnu intet
bestemt om, af hvad Art disse ere; eller hvilken Væsenhed der
tilhårer "og ligger til Grund for Skikkelsen. Der gives f. Ex. i
Nåluren en stor Rigdom af Farveskibnhed; men det er håist van-
skeligt, eller umueligt, at fremkalde eller danne sig en Forestilling
ori en Farves Skikkelse — endnu mindre oin Lysets Skikkelse;
hvorimod Enhver veed "at tænke sig Formens Indtryk og Lysets
Virkning; og begge kunne vi vel med Rette tillægge Skidnheds
Egenskab, naar Indtrykket har den harmonisk-tilfredsstillende Be=
”skaffenhed,” som tilhårer' enhver Virkning af det Skidnne paa den
menneskelige Aand — og hvorved tillige: forudsættes, "at .denne
Virkning er uafhængig af ethvert -sandet' Hensyn, af nogensomhelst
anden Bestemmelse, end Harmoniens Tilværelse, dens Aabenbaring
i Sandseverdenenen, dens Modtagelse eller Beskuelse af den hos
Mennesket udviklede 'Skidnhedssands. - Denne Udvikling er paa sit
Sted ligesaa nådvendig, som enhver anden Opfostring, Pleie og
Dannelse- af aandelige Kræfter og Evner, der tilhåre den menne-
skelige Siæl; "den er nådvendig, ikke blot for at frembringe, men
for at nyde det Skidnne, baade ved den sandselige og aandelige
Skuen.
I Anledning af et dansk i dlorddigttij) hvis Forfatter vil, at
Landskabs-Naturen måa ,belragies med en Konstners Gie%, for at
»fortrylles til et Skidnheds-Ideal£, naar Phantasien ,ved sin Trylle=
stav) forjager det Forstyrrende", har jeg engang for mange Aar
siden meent: at det var det samme som at sige: Lær fårst at
see, for du paastaaér der" er intet at see!f — Men dette er den
almindelige Erindring, vi maae give alle dem, som, hvor: Talen. er
som Skiénhed, appellere til den individuelle Smag, hvilket i Skibn-
”) »Naturen og Konsten.”” Anonym Nytaarsgave af H, Hertz, eg. S. 129,
(Jvf. Maanedsskrift f. Literatur. X. Bd. S. 857).
48 kt
helten og Konstens Region er det samme, -som at ville appellere
fra Håiesteret til. et Herredsting. … Det kunde synes overraskende,
hvorfor man, naar det gielder "Videnskab, Indsigt, Lærdom, eller
Færdighed, meget ofte hårer Tilstaaelsen: Dette” gaaer over mit
Begreb; det er noget, jeg ikke- har lært, som jeg! ikke forståaer;
hvori jeg mangler Ovelse eller Færdighed" ; 0. s. v. Men ulige sield=
nere træffer man den, som vil tilstaae, at han kan tage feil;i sin Dom
over det Skidnne, eller som ikke' troer, at han maa have Retnaar hån
ikke-kan see Skidnheden, hvor den virkelig er. Hér er ikke Sted til
at forklare Grundene, hertil «(thi' der gives flere;), men''jeg- maa
i det "mindste nævne. det'som en naturlig Fålge af den saa ofte
svage og ufuldkomne Dannelse i denne Retning: al Skiånhedssandsen,
om ikke savnes, dog er intet mindre end almindelig, eller. ovérålt
reen og forædlet i Lande, hvor man er stærkest i at; gidre "Konst
og Konstværker til Gienstand for abstracte Theorier; og at déri-
mod f. Ex. i Italien, hvor' den tydské speculative Æsthetik-endnu
neppe er naaet hen, Konstsands, tilligemed Kiærlighed- til: idet
Skidnne i Konstens Værker, ligesom ser Folket medfådt:
Dersom man imidlertid vilde antage, at den æsthetiske "Evne
" til at see og finde Skidnhed i Naturen'vår' mere. ålmindelig, letx
tere at opnaae og letlere at danne, end Sands-og Smag for det
Konstskibnne: da tor det være tvivlsomt, om. Erfaring. bekræfter
en saadan Mening. Jeg 'troer, 'åt for:de Allerfleste, der tale 'om
Naturens Skibdnhed -og om Nydelsen af samme, gaaer denne: ikke
videre, end til den ydre Synsvirkning, som, i Forbindelse med
andre heldige eller - velgibrende »physiske Naturvirkningér, frem-
kalder en vis behagelig Siælsstemning, i.hvilken-man "da stundom
ogsaa vil finde Virkningen af Naturskiånhed. Jeg sagde' en ,beha-
gelig” Siælsstemning, fordi' det er én saadan,” hvortil.de Fleste
indskrænke hiin Virkning; langt færre ére de, som-hæve sig over
denne til den Siælen oplåftende seller begeistrende Stemning, som
Beskuelsen og den indre Betragtning af idet: Store og Sublime i
den synlige Naturverden kan fremkalde i' den menneskelige "Aand:
Men denne sublime Storhed i. den hele Verdensaabenbaring, som
vi dog maa, drage med ind i Erfaringens Kreds og fra den over-
håre i Videnskaben — denne egenilige Aabenbaring af »Skabnin-
49
gens Herlighed£,, udvider vel..i.… en .forbausende, for Tænkningen
næsten, ;svimlende; Uendelighed,… Naturens ; Idee,… Grundianke eller
»Væsenstanke”;. men. selv…i ;denne. sin håieste.Idee maa Naturen
dog altid blive -den…hele;.Yderverdens: Legemlighed,. svarende. til
Menneskels physiske, legemlige Natur, naar denne tænkes som Gien-
stand for Erfaringskundskab. Naturaanden maae-vi derimod tænke os
påa: samme Maade, eller, i samme Forhold, som Menneskesiælen. i
Forhold. til Legemet, hvilket. den besiæler;, men denne Aand, .om vi
endog ville. opstige. til vor. Tankes»håieste Potenis, . vil dog, i dens
Væsens Beskuelse eller. Ahnelse, svinde for. enhver Anvendelse af
Naturkundskab,…eller speculativ;: Naturphilosophie.. Lovene for det
synlige Universum, eller Kosmos,. kan. det: maaskee. lykkes Viden-
skaben i sin stigende Udvikling og. Fuldkommenhed,- at. bringe til
endnu håiere; Vished og Klarhed; men hvor- vil Videnskaben, finde
noget Middel:til at. kiende. og begribe den Verdensaand, fra hvil
ken. Naturkræfterne ere. udgaaede, og i.al Evighed ville udgaae?
— Naar……nu, selv. den…héieste og. fuldkommenste . Grad af Natur-
belragtning maa holde sig til den legemlige Yderverden: da kan
det ikke ;andet send. forekomme os.i. høi. Grad. vanskeligt,. at. bringe
en. Forestilling af. reen. aandelig Væsenhed, som. Skidnhedsideen
er, til Anyvendelse,i. den. udenfor Aandeverdenen tilværende-sand-
lige, og legemlige Natur.
Dette er dog. forsågt., baade. for og efter den. Revolution i
den philosophiske Videnskab, søm begyndte mod Slutningen. af. det
18de. Aarhundrede, uden at vi-tår sige, om den er endt ved.Mid-
ten. af det 19de… Forskiellen er, at. man. får. Kant (som .vi vel
kunne sige). overhovedet. talte. om Skibnhed i Naturen og Konsten
som en Beskaffenhed af eensartet Indhold eller Charakteer; -men
af håjere. Grad. og. stårre Fuldkommenhed. i Naturen; - hvorfor
man salte -denne som et Forbillede, ved hvis Efterligning Konstens
Skibnhed» skulde opnaaes.… Efterat. man. forlod. denne Synsmaade
(der især med Hensyn. til Digtekonsten,. lige siden Aristoteles's
Poetik, har indiaget saa besynderlig. en Plads i endeel Æsthetiker)
er man underliden gaaet over til en modsat Vurdering af. det Natur-
skidnne. ,,Nuomstunder — hedder det hos en af vore egne speculative
50
Aesthetikere, der heldigviis har holdt sin Poesie udenfor al. meta-
physisk og transcendental Indflydelse — er det almindelig erkiendt at
»Konsten, ligesaa vel som Naturen, kan 'siges at være Skabérens
»Værk; da Menneskets aandelige Bevidsthed og Frihed i at frem-
»bringe (i Konsten) er en Himlens Gave, som, til Trods for alle
»Feil, hvortil denne Frihed kan fåre, dog staaer uendelig håit over
»Naturens feilfrie, men ubevidste, ufrie Frembringelser..%) Det er
en Yttring, der i sig selv gientager eller varierer Goethes Ord:
»Et fuldkomment Konstværk er et Værk af den menneskelige Aand,
og é denne, Mening ogsaa et Værk af Naturen. Men i 'det de ad-
spredte Gienstande sammenfattes til Eenhed, og selv de laveste
(gemeinsten) optages i deres Betydning og Værdighed, er Konst-
værket over Naturen.£ (Werke, 38. S. 153.)
Det kunde synes som den store Digters og Konstkienders
Navn maalte være nok, for at give den af ham udtalte Sætning
en Vægt, som det er dristigt at ville svække. — Ikke' desmindre
maa jeg være af den Mening, at Sætningen dog er mere illuso-
risk, end den hviler paa en fornuftrigtig Slutning.” Dersom Aand
og Natur i denne Mening var eet, at et Konstværk kunde kaldes
Naturproduci: da maatte vi ophåre at tale om Konsten, som Menne-
skels frie Virken, og om det Konstskidnne, som en ideal Fuld=
kommenhed, hvis Billede skabes i Konstnerens Phantasie, og form-
dannes ved hans Evne og Talent. Men saa længe vi have den
Bevidsthed, at den menneskelige Aand i sit Væsen og sin Frihed
er udenfor og over den sandselige Verden: maae vi ogsaa strengt
skille imellem Konstværkets Frembringelse ved en skabende Kraft
af Aanden, og det organiske eller uorganiske Naturproduct, som
et Værk af nådvendige og ubevidste Naturlove. Man kan da ikke
kalde Konstværket en Naturfrembringelse; men man kan ligesaa
lidt sige, at det staaer over Naturen, hvilket kun kan siges om
Ideerne selv. Vi vilde snarere sige, at det stod udenfor Natu-
ren, dersom ikke Konstneren, uagtet Friheden i hans skabende
Evne, fandt Elementer til de Skikkelser, hans Genius fremkalder, i
Sandseverdenen.
%x) J. L. Heiberg. Samlede Skrifter. III. Bd, S, 271.
AM
Saaledes, kunne vi vel sige, er det egentlige Forhold imellem
den Skibnhed, der er Siælen og Livet i ethvert: Konstværk — der
opfylder "og opliver det, "som den usynlige Aand i den synlige
Skikkelse — 'og den Skidnhed, vi tillægge Naturen, eller ved
déns Beskuelse tilegne os. Hiin er i sin Skiånhed en Affådning
af' den håieste Skidnhedsidee, saaledes som den kan virke og
" aåbenbaré sig i den menneskelige Aand, hos dertil kaldede 'og
begavede Individer, hvis efterhaanden dannede og udviklede Konst-
nérevne baade er i Stand til at modtage og anvende de ideale
Skidnhedsbilleder, der oprinde i Phantasien. "Det er i Konsten og
dens Værker, åt saadanne Billeder baade blive til i deres ideale
Væsen, og fuldendes i deres Formskidnhed. Naar vi unegtelig ved
disse Udtryk nærmest maa have Plastikens og Maleriets Skikkelser
for Oie: saa mener jeg ogsaa, at man let vil blive enig derom,
at Orets og Tonernes Konst i sin ”Virken og 'Frembringelse er,
om vi saå maae sige, endnu mere uafhængig af Naturbetingelser
og Naturelementer, end hine Konster, som virke ved og giennem
Syneis Sands. Lydens Naturforhold og det-rhythmiske Tidsmaal,
høre vel 'til Musikens Hoved-Elementer; men hvor lidt kunne vi
ellers sige: med Goethe: al det er »adspredte Gienstande i: Natu-=
ren, som Tonekonsten sammenfatter til Eenhed?£ — Det er jo
égentlig kun det vene store Natur - Element Lyden, som den
menneskelige Aand og Konstevne har været i Stand til at bringe
under: Harmoniens Lov, og derved fremkalde den musicalske Skidbn-
hed i" Klang og Melodie, forenet «med den harmoniske- Virk-
ning, som Tonernes rhythmiske Afmaaling frembringer. Undersåge
viundiere den hele konstrige Bygning, som Musiken har opfårt
paa meget simple Grund -Elementer, saa forbauses vi ved den
uendelige Mangfoldighed, den aldrig udtomte Rigdom af "Harmo-
nier, som denne Konst forstaaer at fremkalde af Lydens enkelte
Naturvirkning. I Beundringen herover bliver det os saameget
mére klart, at naar vi såge at trænge ind i den musicalske Skion-
heds eiendommelige Væsen, og dens beundringsværdige Fremstil-
ling ved menneskelig Virken giennem Tonekonsten: da finde vi
kun-meget faa Bidrag dertil i Naturen; men ogsaa disse maae vi
betragte i' deres: egen Betydning og Virkning. Vi ville hverken
m… så
m… lære at forstaae eller nyde dem, som de i.sig selv ere, dersom
" wi enten 'stille dem umiddelbart ved Siden af, under eller over
Tonekonstens Frembringelser. Den, som vil glæde,.sig. ved Fug-
lenes Sang i Lund og Mark, maa vist ikke håre den med samme
Ore — eller, for ikke at misforstaaes, han maa ikke -paa samme
Tid i Erindringen håre en Symphonie. eller en Operasang, dersom
han vil modtage den rene Virkning af disse Natursangeres Toner.
Det er saaledes med enhver anden Naturtone,. som giennem Oret
frembringer en vis, meer end sandselig Virkning paa Siælen,
Denne Virkning kan vel under visse Betingelser, ligesom Tonerne,
vække en. indvortes Stemning af. forskiellig Art. Stormens Hviin og
Susen, den fierne dæmpede Lyd af Havets Dånninger: eller Brusen,
Lyden af Boålgernes' langsomme Opskyllen paa den. lave Strand, den
evigt eenstonende Torden af en styrtende Fos, den melancholske Klang
af de tynde, brustne lisflager, naar de af Foraarsvinden bevæges
imod hinanden ved Tobrud paa en Indså. -—— disse og andre Na-
turtoner ere vel skikkede til at gidre et: musicalsk Indtryk - paa
den, der har Sands og Følelse for saadanne. Virkninger. … Men Ind-
trykket bliver altid kun det, som sen enkelt Grundlyd kan vække i
Siælen; det bliver mere en ubestemt, dunkel eller romantisk Stem-
ning, ingen Konstvirkning eller Konstnydelse. Skulde vi modtage
saadanne Virkninger: under umiddelbar Sammenligning: med et
musicalsk Toneværk, da vilde de enten svækkes og forstyrres, eller
ganske tabe sig. Saaledes: veed man jo tværtimod, at et saadant
Toneværk, for at gibre sinsrette Virkning, i Almindelighed maa
håres, ikke i den frie Natur, men i en Bygnings begrændsede
Rum af passende Stårrelse og Anordning: Kun en enkelt Classe
af Instrumenter ere undtagne, hvis Lyd netop for at gibre den
relle musicalske Virkning helst maa frembringes under: aaben
Himmel.
Det er ogsaa, af let indlysende Grunde, allid langt mere
den synlig Natur, hvor vi såge den Skidnhed, hvis Væsen vi ville
udgrunde, eller som vi ville sætte i Ligning med det Konstskidnne,
med Plastikens og Maleriets Billedværker. Ved at beskue disse,
men 'endnu meer ved at lade den sandselige Beskuelse lede os til
en Forestilling om det aandelige Princip foret saadant Konstværk,
53:
eller som Konstens Væsen: vil det snart blive os klart, at Skibn-
hedens:' Billede og Indtryk her ére af en'anden Art, send. enhver
Naturvirkning, somt vi tillægge. Skidnhed. For at. blive ved, den
menneskelige Skabning;, hvilken man er' enig om. at: betragte som
denJædelste og håieste Form i-den organiske Verden,; Naturen har
frembragt: saa er der vel heller ingen anden, hvor det Skidnne i
én saadan! Grad vækker jog tilfredsstiller Skibnhedsfålelsen, som
naar: det-i -hiin, Form måder os i -den levende Verden. Men i: det
vi her dog! finde Formen; hverken een og den samme, uomskifte-
lig; vårig, eller ;uforgængelig, og aldrig finde den mangelfri, fuld-
endt" i; Formens Heelhed, eller: harmonisk i enhver enkelt Deel:
opklarer det; sig mere! for 'os, at selv i: den. ædelste ;Nalurform ;er
det-især Livet, den levende' og besiælede Tilværelse, hvori den -har
sin Herlighed, sit væsentlige Skidnhedsvilkaar, og hvori vi vel kunne
sige, at dem staaer. over: Konstens Evne Hil at. frembringe "det
Skidnne; "men. at'det derimod er ved denne-Evne, -at hiin' ædle
Naturform bringes nærmere 4il sin håieste, mangelfri, fuldendte
Skikkelse »— den Skikkelse, som! vi. derfor kalde ideal, fordi den
vil udtrykke, ikke denne eller hiin individuelle Skiådnhed, ikke det
betingede; foranderlige, forgængelige i Formen, men en Skikkelse
af. den menneskelige. Formskidnheds Idee; vel, ikkun % et enkelt
Moment, et enkelt Afpræg, men i-delte baade heelt,: fuldendt og
uforgængeligt. Jeg" berårer her ikke det Indre. eller Inderligheden
véd "Konstværker af saadan Art; eller det. forskiellige Forhold
imellem Udtrykket af Aand og! Aandelighed, og af. den ydre Skiån-
hedsform hos Mennesket, eftersom! "dette Forhold fremtræder i
Plastiken, eller'i Maleriet. ;Jeg vilde blot yitre, hvad der synes
ved sig selv klart: at! endogsaa i'den Gienstand, hvori" Konsten,
for at: fremstille det Skidnne, maa udholde den farligste Vædde-
strid «med Naturen, ligger dennes Virken udenfor det "Ideale.
Selv i Naturens: håieste Organisme og dens ædelste Form, kunne
vi ikke finde "det "Idealskiånne; ' men vel er det ligesom Naturen
ved denne Form har: viist 'Konsten den nærmeste. Vei til at finde
det — Vi maa, saaledes 'sige, at endog i Naturens Mesterværk, -den
menneskelige Skikkelse," er: det Livet, ' den levende Organismes
Virkelighed ;' hvori "Naturen er: over Konsten;:men det er denne,
54
der fresmtiller de skiånne Former i deres Idealitet, eller 'stæber
at aabenbare Skidnhedsideen i sin fulde Klarhed, i fuldendt Een
hed med en idealskion Form. Hertil er dog for Konsten, den af-
bildende og dannende, Naturens Skole en uundværlig Nodven=-
dighed. Det er der, hvor den skal lære Formernes Sandhed;
hvor Livet, det besiælende Princip for Skiånhed i den ydre Skik-
kelse, skal aabenbares for Konstnerens Blik; og hvor hans Aand
og Begeistring skal næres og styrkes ved det Store og Sublime i
Natur-Phænomener og Skikkelser, hvis rene Indtryk altid ere af en
håist velgibrende Virkning paa Indbildningskraften. — Vi tår
saaledes endog i detle Tilfælde udtale, hvad der synes at blive
det endelige Resultat af enhver spegculativ eller æsthetisk Betragt-
ning af denne Gienstand: "Skiénheden i dens. Idee aabenbares ved
Konsten; i dens Elementer og i dens Sandhed, ved Naturen.
"Opfatningen, Anskuelsen, Tilegnelsen af disse Naturens Skidn-
hedselementer udkræver allerede den Betingelse, jeg ovenfor
nævnte: Udvikligen af den hertil fornådne indre Skidnhedssands —
Smagen for det Naturskidnne, eller Evnen til at see det. Denne
Smag kan imidlertid blive staaende ved Opfatningen af disse Ele-
menter i Naturens ydre Realitet; og denne Art af Naturbeskuelse
er den egenilige og almindelige, "der bringer os ligesom til en
umiddelbar Contact med enhver, organisk eller uorganisk Natur-
skikkelse. Der gives en saadan Beskuelse af Naturvæsener, hvor-
ved vi ligesom umiddelbart optage deres Væsensbillede i-vor Siæl;
hvorved vi blive os en saadan virkelig, sandselig, legemlig Natur-
skikkelse bevidst, i det vi fordybe osi dens særegne Form, og stræbe
giennem denne at gibre Gienstanden levende i os 'eller i vor Fore-
stilling. Men en saadan umiddelbar Naturbeskuelse er derfor endnu
ikke en Skuen af det Naturskidnne i og for sig selv; endnu mindre
en Opfatning deraf med Konstnerens Syn, Hiin Beskuen gaaer i
Skiénhedens Sphære ikke videre, end til at modtage det indvortes
Indtryk, eller den Stemning ved Beskuélsen af den elementare
Naturskidnhed, hvilken jeg ovenfor nævnede som den egentlige og
almindelige Virkning, denne Artfaf Skidnhed udåver paa Siælen.
Til at opdage og betragte den fra et Synspunkt, hvor vi see
det Skidnne i Naturen som Elementer for Kønstens ideale Skidn-
55
hed, hårer en håiere Dannelse af den æsthetiske Sands, hvortil An-
lægget fortrinligen er nedlagt hos Konstineren; ligesom enhver
genial Evne fordrer som Grundvold et Naturanlæg. … ØOpfatningen
allene af hine Elementer i Naturen, er ogsaa for Konstneren kun
den fårste Virksomhed af Indbildningskraften. "Ved en håiere
Phantasievirken indgydes det opfattede Skibnhedsstof (om jeg saa
maa sige) i hans indre: Skaben af Idealbilledet, .der staaer for
hans ie, ligesom en usynlig Model, hvorefter han formdanner
ellér fremstiller det virkelige Konstbillede.
Saaledes kan man vel sige, at ethvert Konstværk,. selv det
poetiske, kan være til allene i Phantasien og Idealet; det er da
til, endog i' Formen, men kun inderligt; thi denne Form. existerer
" saaledes kun i 'Indbildningen, ikke i Virkeligheden; den er en
tænkt. Form; ingen Væsensform.. For at opnaae denne, for at være
yderligt til, maa Konstbilledet med sin ideale, Tilværelse gaae over i
Materien, i det. legemlige Stof, der ligesom faaer et Liv. ved denne
Besiæling af Konstaanden. Da nu enhver saadan indvortes eller ideal
Formdannelse i Konsten forudsætter Skiénhed; som nådvendig Be-
tingelse';: hvorimod Naturen frembringer sine Organismer og Skik-
kelser; i -Fålge Lovene for den bevidstlåse Dannelsesdrift, uden
nogen:;absolut; Skidnhedsbetingelse: saa indsees deraf, at det er
kun Mennesket, der skaber "det. Skiånne ved den ideale Kraft og
den frie Virken, som er en af den menneskelige Aands ypperste
Gaver; og at kun det saaledes med Aandens Frihed og Bevidsthed
frembragte "Konstskidnne, er ikke allene Formskidnt, men ogsaa
Væsenskiånt; hvilket ikke kan siges: om noget Naturproduct. .I
ethvert Phænomen i Naturen, som vi tillægge Skiånhed, modtage
vi det Skidnne kun elementarisk; fremkommen ved Betingelser,
som gibre det afhængigt af andre, egentlige Naturforhold. Vi
kunne derfor vel ogsaa tillægge Naturen ligesom en hemmelig, uvil-
kaarlig. Skibnhedsdrift. (f. Ex. i.den Farvepragt,… som den. ådsler
baade i Dyr- og Plante-Verdenen med en Rigdom, hvis Oiemed
kunde synes os en uoplåselig Naturgaade). Men Skiénhedsideen,
og den frie skabende Virken til at aabenbare Skiånheden i en
heel, fuldstændig Væsensskikkelse, maae vi såge og finde i og ved
.den menneskelige Konstevne.
56
Herved hverken beråve vi Naturen det Skiånne, som tilhårer
den, forvanske eller forringe dets Værd. Vi tilegne 'det tvert-
imod det Væsen, der eiendommeligt tilhårer det Naturskidnne,' og
hiemle det den Virkning og Betydning, som det har i Forholdet
til Konstens Skidnhed. Jeg har allerede fra een Hovedside søgt
at belyse dette Forhold; jeg vil endnu forsåge at betragte det fra
én ikke mindre væsenllig Side. Derhos maa''jeg dog forudsende
en her ganske fornåden Erindring. Jeg finder "det hverken nåd-
vendigt, eller seer mig i Stand til at udvide denne Betragtning,
til at beråére eller fremsætte de Grundbegreber, hvorpaa man
bygger Læren om det 'Formskibnne i Almindelighed — altsaa
gieldende baade i Naturen og i Konsten; jeg forudsætter det: som
bekiendt, at de, under forskiellige Udtryk, dog i det "Væsentlige
kunne bringes tilbage til Ideen om en Harmonie, et harmonisk
Forhold, der finder Sted og aabenbares imellem en Heelhed og
dens Dele; imellem en Eenhed og det Mangfoldige, hvori den kan
oplåses, osv. Saaledes kan jeg heller ikke her, i at betragte det
Naturskidnne, såge at hæve mig til det håieste speculative Standpunkt,
hvor Aandens Syn og "Tænkningens” Oplåftelse ikke standser” ved
de os nærmest omgivende jordiske 'Phænomener; men stiger op i
den "hele synlige Skabnings, - eller Universets . Aabenbaring, og
hæver sig til 'en philosophisk eller physisk Verdensbeskuelse, ved
hvilken adskillige ældre og nyere Tænkere og Forskere paa for=-
skiellige Maader have dannet sig Ideen om en køsmisk :Harmonie,
eller om Universets "Skibnhed.%) Denne" sublime Idee tilhører
mere den spéculative Physik og "Naturphilosophie, end:den egent-
lige Æsthetik eller Skidnhedslære, der nærmest såger at oplyse
%). Det. er bekiendt,… at bl. a. Tyge Brahes.Ven., den beråmte Astrønom Keppler
var tilbåielig til at tænke sig og fremstille (i hans ,,Mysterium cosmographi-
cum. Tibingen 1596) den hele Kosmos, éller Verdénsbygningen, under For-
men af en æsthétiskIdee, eller saaledes, at der,i.dens Dimensioner og Førhøld
maatte ligge.en vis. Skidnhedsregel. . Den nyeste Fortolker af Kepplers astro=
nomiske Ideer (,Johann Kepplers åstronomische Weltansicht, von E. F. Apelt."
Lypz. 1849, 4, p. 44) siger navnligen om hans Mening, at kunne: absolut be-
stemme Himmellegemernes Gang.efter:en; apriorisk Low: at. denne. Kepplers
Verdensbeskuclse grunder sig i sidste Instants paa en Forvexling af Naturlove
med æsthetiske Ideer.” i
ST
og forklare det Skiénnes Egenskaber og Former, saaledes som
Konsten har optaget og udviklét dem i deres forskiellige Hoved-
retninger; eller saaledes, som vi umiddelbart ville opdage 'deres
Præg og Skikkelser i den os omgivende organiske og uorganiske
Natur. Her maae vi altsaa vel antage det som afgiort, at der er
et indvortes Væsensslægtskab imellem det Skiånne, som det synes
eller viser sig for vor ydre og indre Sands i Naturen — og som
det, for at kunne beskues og nydes, fårst maa frembringes eller skabes
ved Konstnerens frie og bevidste Evne. Men ikke mindré afgiort
er Forskielligheden imellem det Skiånnes Virkelighed i Natur-
Elementerne og i den ideale Konstform. Vi kunne sige "om ”hiint,
ab det er til i Naturen som noget baade nådvendigt og tilfældigt
— nødvendigt, fordi det frembringes, som ethvert andet Natur-
product, efter uforanderlige Love, hvis Virkekraft i Materien vi
kunne eftervise, men ikke Aanden, som har givet Lovene: til-
fældigt, fordi det Skiånne i Naturen, omendskiåndt det” har en
objectiv Sandhed og Virkelighed, og ikke blot er Indbildning eller
Illusion, dog ikke udgiår en absolut og væsenilig Betingelse for
Naturformernes organiske eller uorganiske Dannelse. " Den 'menne-
skelige Skabning har sin naturlige Skidnhed, ligesaa objectiv virke-
lig, som hvor den fra Konstnerens Haand fremgaaer med 'ideal-
skiånne Former; men den menneskelige Organisme kan tænkes i
sin physiske Fuldkommenhed, i alle Organers Sundhed og fuld-
stændigt normale Tilstand, uden at hverken Legemet elle Ansigis-
dannelsen tilfredsstiller det Idealskidbnnes Fordringer.
Saaledes ogsaa med Naturens Farveskidnhed. Dens Tilværelse,
Indtrykket eller Naturvirkningen, som den frembringer, er ingen
Illusion; Farvens Skidnhed er til, uagtet den er usandselig og
evig skiult for den Blindfådte. Men hos såa mange skibnne tro-
piske Fuglearter f. Ex., er det ikke 'derés rige, i de herligste
Virkninger straalende Farvepragt, som udgiér deres specifiske
Formdannelse og Charakteer. Der gives Fugle, som man, uagtet
deres Fiedres herlige Farveskidonhed, snarest kunde tillægge en
"styg eller uskibn Form; og man vil derimod vel være enig i at
tilltøge baade Ornen et Slags imponerende "Skibnhed, og finde
indtagende og smukke Former eller Egenskaber af anden Art, hos
— Aeg:
en Mangfoldighed af smaa Fugle, uden Hensyn til. deres ; Fiedres
Farver. Jeg antager derfor vel, åt. man. kunde danne sig et.Slags
Natur-Æsthetik, som jeg vilde kalde ,, Naturens Skiénhedslæret;
men den vilde udentvivl aldrig: blive meer, end empirisk og frag-
mentarisk. Vi kunne bringe visse Naturformer i et æsthetisk For=
hold; vi kunne med en udviklet .og dannet Receptivitet opdage
og tilegne os de skiånne' Elementer og Phænomener i Naturens
Aabenbarelser, som aldrig tabe deres Virkning eller deres Slægt-
skab med Skidnhedsideen i dens aandelige Væsen. . Men. det synes
ligesaa vel at ligge i |Naturlærens og Naturphilosophiens viden-
skabelige "Begreb, at Skidnhedsideen, og dens Anvendelse paa
Naturgienstande, er: fremmed; for denne Videnskab: som det. synes
uforeenligt med Skibnhedslæren,… at ville oprindeligen eller. allene
grunde den æsthetiske Theorie paa. Naturbetragining, eller. paa en
Efterligning af Naturgienstande og. Naturformer — uden at ville, i
Formdannelsen efter Naturens Grundtyper,.og i at stræbe efter at
tilegne sig deres Sandhed; ogsaa tildele Konstens ideale Principer
og Virken den Plads, som tilhårer dem. |
Her synes det, som man især mangengang feiler ved at. for—
vexle Sandhed i Naturens: Aabenbarelse, med Skiånheden.i de. fra
Menneskelis frie Skaberkraft udgaaende Konstværker. At.disse staae
i en æsthetisk Relation til; Naturen, have vi erkiendt.. Dersom
den ideale Skibnhed. er uafhængig af Naturens. physiske og me-
chaniske Love — saa er den; derimod ikke uafhængig af Natur-
sandheden. Det. er. ligesaa- nådvendigt for Billedhuggeren, at
kiende det menneskelige Legemes naturlige Bygning, eller. Ana-
tomie, dersom han vil. bringe Sandhed ind i sine plastiske For-
mer; som det er. for Landskabsmaleren, at studere Lysets Virk=
ning, Farvernes Overgang,; Naturformerne, i Bierge,. Dale; Skove,
Indsåer, Havet, Atmosphæren ;o. s. v., naar han vil give sine Land-
skaber. i Maleriet. den. Natursandhed, uden hvilken. han. forgieves
tænker paa at give dem pittoresk Skidbnhed. Der er et uoplåseligt
aandeligt Slægtskab imellem de håieste Ideer, som. giår. det umueligt
at. lade dem "træde i en Strid med hinanden, hvorved den ene
ldee skulde tilintetgiåre den andens Væsen, En unaturlig Skidnhed
kunne vi ligesaa lidt tænke os, som vi uden indvortes Modsigelse
59
kunne tænke os det Skidnne som noget usandt. Ligesom Sand-
heden i sin Idee er i evig Harmonie med Skibnheden; saaledes
kan'det Skidnne "i sit "Væsen og i sine Ideebilleder ikke være i
Strid med Natursandheden, med det Virkelige og Væsentlige i
Naturens 'Skiåbnhedselementer. — Dersom en Konstner endog med
den håieste techniske Fuldkommenhed frembringér Billedet af en
vanskabt Skikkelse eller af en naturstridig Skabning: da vil det
ligesaa lidt kunne: besidde Skidnhed, betragtet som Konstproduct,
som en saadan Skikkelse kan have denne Egenskab, hvis den
findes i Naturen. Hvorvidt slige Phantasieskabninger af Konsten,
som' Ceniauren, Sphinxen, eller Karyatiden, kunne tillægges ideal
"Skidnhed — er el 'Spårgsmaal, hvis Undersågelse og” Besvarelse
Maalet' for denne Betragtning ikke tillader.) Det maa være nok at
bemærke, at ogsaa i denne Art af Phantasiens Skikkelser gives
der en Skibnhedsgrændse, som Konsten ikke ustraffet har kunnet
overtræde; og dette vidste Horats, da han skildrede et saadant
Uhyre, hvorom han meente, Ingen kunde see det i et Maleri,
uden at briste i Lalter — snarere maaskee, uden at vende-sig
bort med Modbydelighed. d
Dette giver mig endnu Anledning til at slutte denne Betragt-
ning med nogle Ord, der skulle beråre den Mening: åt ligesom
man bår kunne såge og finde Skiånhedens egentlige Udspring og
dens Forbillede i Naturen, saaledes kan der i den ikke gives noget
uskiånt. -Det Hæslige eller Uskidnne i Naturen, siges der, er da kun
Phænomenet af en ufuldkommen Udvikling, en standset Form-
dannelse, en afbrudt Stræben efter en håiere, ædlere Skikkelse.
Vi skulle fra dette Synspunkt betragte de ikke udviklede Over-
gangsformer, der f. Ex. findes hos endeel Havdyr (baade i mindre
Dyrformer, saasom Blæksprutten ; og i colossale Vanskabninger,
som Hvalfiske, ,Sålåver, og fl.) "og vi kunne saaledes ei engang
+).Det er jo bekiendt nok, at disse de Gamles plastiske Konst-Skikkelser have
Dele af den menneskelige Skabning, og for saavidt kunne deeltage i dennes
Skiånhed. Sphinxen og Karyatiden finde kun Anvendelse i Architekturen,
og den vil endog være sielden og problematisk i vor Tids Bygningskonst;
ligesom disse Skikkelser tildeels (Sphinxen og. Centauren, tilligemed Fauner,
Satyrer 0: fl.) egentlig ligesaa meget tilhåre den archæologiske og konst-
historiske, som den reent artistiske Betragtning.
kalde saadanne Dyr uskiånne, — Men forekommer mig, at
heri ligger en mindre slireng og ”nåiagtig eskuelse af Naturens
Formdannelse i de forskiellige Typer eller Charakterer: Dersom
vi antage, at der i endeel af disse findes naturlige Skidnhedsele-
menter, da tår man ikke vente andet, end at disse heller ei savne
deres Modsætning. Men undersåge vi Formerne hos de mesé
levende Naturskabninger, eller i Dyrverdenen: da ville vi dog
tillige blive overbeviste om, | hvor langt det er fra at de blot
skulde være udviklede. under en Tendents til Skidnhed, eller lige-
som ved en Skibnhedsdrift hos Naturen. Denne Udvikling eller
Formdannelse er væsenllig skeet, i Fålge nådvendige Naturforhold
imellem Dyrformen og den uorganiske Materie, og i- Folge For-
holdet til det Element eller den Sted-Egenhed, som visse Dyrclasser
og Dyrarter skabtes til. Dyrformernes- Naturudyikling i det Store
har saaledes. sin Idee,. sin Grundbetingelse i Dyrslægtens . eller
Dyrclassens Bestemmelse for et vist udvortes. Livselement, for. en
Localitet paa Jordkloden, hvortil dens Organisme svarer; og en-
hver Organisme er i.sin Dannelseskraft, ikke yderlig; ikke bestemt
ved Skiånhedshensyn og blot for Synet, eller det synlige Ind=
tryk; men den er inderlig, eller indenfra udgaaende. : Saale-
des gaaer f. Ex. Fiskenes Organisme væsenilig. ikke "allene
ud paa den ydre Fiskeskabning med Hoved, Krop, sliimaglig Hud,
Finner, Klåfthale, 0. s. v., men tillige paa Dannelsen af den hele
indre Legemsbygning, med sammes anatomiske og physiologiske
Indretning, skikket til at Fisken kan leve, bevæge, nære og. for-
plante sig i Vandet... Det er, om jeg saa maa sige, Fiskevæsenet,
som ligger til Grund for denne Art af Dyrskikkelse; og. dette
Væsen er fælles for denne hele levende Skabningsclasse, uden
substantiel Forandring eller Afvigelse, ved de uendelig mange
Variationer, som Fiskeformen antager. Saasnart Væsenet skifter,
gaaer ogsaa den organiske Formdannelse over til et andet System.
Det i Havet levende Pattedyr har et fra Fiskenes grundforskielligt
Dyrvæsen. De anatomiske og physiologiske Beskaffenheder hos
Hvalen ere derfor håist forskiellige fra enhver Fiskeart, man vil
nævne. Kun for en ufuldkommen og yderlig Betragtning har den
udvortes Legemsform hos de to Classer af Havets Hvirveldyr en
iky:
61
Liighed, som forsvinder for den videnskabelige Naturforskers Be=
-Skuelse; javendog 'for en lidt néiagtigere Erfaringskundskåb.
Jeg mener "derfor, man er subereitiget' til at betragte charak-
teristiske; men »uformelige Skikkelser, som Hvalernes eller Sæl-
dyrenes; "blot som " Overgangsformer i” Dyrverdenens " Synlig=
hed, og i Pattedyrenes ydre Skabning. Det er i”deres Art fuld
kommen nalurbetingede Dyrformer, svarende til disse Dyrvæseners
Livselement og” Livsvilkåår, der ”f. Ex. fordre'- umaadelige Fedt=
masser "til at: omgive de indvortes Livsorganer, for åt disse hos ét
Pattedyr kunne" bevares ”og'uvirke ”under Ophold i Polarhavet og
blandt déts lisbierge. ”Disse -Former ere altsaa ligesaa fornuft
svarende, som ide'ere- uskidnne: Dette ere 'de netop allermest,
jo faldkomnere” en Dyrart- afyhine Classer har opnaaet sit Væsens
Slægtudvikling, -"”Vinmaae: vel f. Ex. blandt Sældyrene finde derne
håoiést' hos>de prægtige Sålåvery hvis umaadelige Kroppeé synés i høi
.… Grad" dorske, ubevægelige, plumpe,-liv- og formlåse, naar de sées
hvilende paa Land— eller Hav-Isens Bredder; mén som svåmmende,
parviis eller flokkeviis i Havet; med oplåftede Hoveder, vise sig
langtomeer» lil deres Fordeel; fordi de bevæge sig i deres Natur
Element. Jarselv'en såa uhyre og vanskabt Colos,'som dét stårste
blandt Hvaldyrene,, ”Kaskelotten,' vilde vi,” hvormeget endog deris
Skikkelse iSynligheden strider! imod" Alt hvad der i Aand elfer
Følelse ser: beslægtet med Skiénhed, ei» kunne andet end beskue
med: forbausende Beundring”— hvis virsaae Jordens stårste levende
Colos skyde sig med ;Stormfart giennem Verdenshavet, dér maa
bølge og skummesi Dyrets "Spor, ligesom efter et sejlende Skib.
Jeg har ved: disse Exempler (maaskee kunde bedre 'og mere træf=
fende!: være udvalgte) - allene villet ”underståltte min Menitig: ”at
Føormskidnhed aldrig fremtræder ' som fuldstændigt eller” herskende
Grundprincip i Naturen; hvis Plastik' hviler” paa ev ander Idéey
” end Konstens; og at de Elementer af det Skidnne,' som Naturen
aabenbarer os i rig Fylde, men hvis Æsthetik er en anden, end
Konstens ideale Skiånhedslære, tilhåre. overhovedet kun Organis-
mens Yderside; og frembringes i Naturen, ikke som absolute Væsens-
skikkelser, og nådvendige for Naturlegemernes Organisme, Liv og
Existenis; men ligesom ved et Slags hemmelig, smykkende. Skiåbnheds-
drift, som vi ei kunne frakiende Naturen, da en saadan Drift ikke,
engang er udslukt under Havels Flade, eller i: Oceåanets uudgrunde-
lige Dyb. Naar her visse Coraller antage deres ædle Purpurfarve,
eller. naar saamange Skaldyr og Snegle "under Bålgerne seller
i Sandet giemme deres rigt og symmetrisk farvesmykkede Boliger;
da kunne vi vel ei andet end tænke os: at ogsaa Naturen frem=
bringer det, som er: udenfor Livets og Organismernes nådvendige
Fordringer, og som kun har" sin Betydning i -Synligheden, eller
som el.Skidnhedssmykke for et efter andre Løve, end det Skidnnes,
formdannet Naturlegeme. Vi finde saaledes ikke blot et saadant
Farvesmykke hos Fuglene; vi finde ikke allene hos denne Dyr-
classe, men i mange smaa Fiskearters Skikkelse, en vis Ynde og
Ziirlighed i de smekkre, lette, bevægelige Legemsformer. Endnu
mere overraskes øg forundres vi- over de herlige, stærke, si Metal-
glands: skinnende Farver, hvormed Naturen har begavet mange,
især af den sydlige Halvklodes mindre Havfiske. Det er ligesom
den ogsaa har fundet Bchag i at lade Farvernes Lysskidnhied -danne
sig lil en skiult Prydelse for Skabninger, hvis Farvepragt ikke kan
blive synlig for -det menneskelige Oie;; får Dyret! rives bort» frå
deis Livselement, og bliver et Bytte, enten for Menneskets Kund-
skabsdrift, eller for. dets Spiselyst:… Saaledes kunde man sige, at
Nalurens Aand, medens den i Lovene for den organiske Form-
dannelse følger Fornuftens og den levende Tilværelses Ideer og
Fordringer: lader den Elementer. og Grundbetingelser for-Skiånhed
i Formen aabenbares i den synlige Verdens legemlige Skikkelser,
hvor disse have .hævet.sig til det ædelste og håieste Trin (saaledes
i endeel Dyrs øg Væxters' Form;) ligesom den -har anvendt Lyset
og Farverne, til at pryde hiin Verden med ;Skiånhedsglands eg
Skidnhedsvirken, af en fra Form og Legemlighéed uafhængig og |
forskiellig. Charakteer,
i LADA 63
Efterat. Selskabet havde modtaget Bétænkning fra den histo-
wriske Klasse angaaende et Andragende fra Mag. Allen om Udgi-,
velsen af Documenter til Chr. d. Zden og Fr. p. istes Historie
vedtog man, at subscribere paa 50. Exemplarer af Bogen, al. ud-
betale til Mag. Allen i Aaret 1851: en Sum af 200 Rbdir., til samme
efter iste Binds Udgivelse en Sum af 100 Rbdlr., og efter 2det
” Binds Udgivelse endvidere en Sum af 100 Rhdir.
Mødet den 28 Marts.
momsen
Da. Selskabet den 9de Marts ved Dåden var blevet beråvet
sit. beråmte Medlem og mangeaarige Secretair Geheimeraad H. C.
Ørsted, og ligeledes havde mistet sin fortjenstfulde. Kasserer Con
ferentsraad Engelstoft den 14de Maris, foretog man i.dette Måde
Valget paa disse 2 - Embedsmænd. Til Secretair valgtes Prof.
Forchhammer, til Kasserer Prof. Engelstoft
Derpaa blev et Udkast til Selskabets Budget for 1851 forelag
af Kassecommissionen ved Admiral Schifter, og dette efter Discus=
sionen bestemt saaledes:
JER i FE DESAR
64 ”
"Budget for 1851,
——— - -
Rbd. - Sk
Indtægter. ' |
1. Kassebeholdning ved Slutningen af 1890". 93190 & VI
2: "Renter .af Selskabets Fonds) 21 504 2 400 155, ;000 ”
3. «Fra. det Classenske Fideicommis... … 6003. 200 å
4. Etatsraad Schou's og Frues Legat . . .7. . se hagen
5.. For Salget af Selskabets Skrifter ”" . 100' F'3
8,486 | 51
Udgifter.
1. Gager og Lønninger . i 885. 4
2. Til Samfundet for den dariske Litérattrs Fremme 170 | 36
3. Præmier. . sr or eee ange Skgr SRE DORTER
4. Selskabets Skrifter PER EESE SERIE 225" SSRRDØET SSR SE St | SØE THEN
5. Ordbogen . . 5 450 |.
6. Det magnetisk-metébrolågiske Obsérvatorium ; 600 | »
+. -Regestum. diplomaticum 5, arrene Ten 4 0 450 lg
"8. De Besselske Soltavler . . 200 i.
9. Registrator Knudsens Bidrag til "Danmarks To-
pøgraphie i Middelalderen .. ….. .… . 5. 100 1 4
10: Subscription påa 2det Bind af Saxo . ... ga 5 | dte ARR
14. Tegninger til en" Afhandling: af Dr. le red. bå 145 thd $%
12, Til Cand. .Coldings Forsåég .…. syd FS 158 ”|
13. Til en Biste af Kong Christian den '8de…. 200 |
14. Til antiqvarisk-geologiske Undersøgelser ”. 200 13
15. Til. Collation: af .Haandskrifter i. Rom. 7.0. 5x 100” nen
16. Til Literatus Erslevs Forfatterlexicon . . — 100 | »
17. Subscription paa d'Herr. Brandt og Fengers Ud- kb «mio
gave af Chr. Pedersens Skrifter . . . 125 " "»
18. Mag. A. S. Ørsted til naturhistoriske Tegninger 400 | »
19. Mag. Allen til Samlinger til Christian den 2dens
Historie . . i 400 | »
20. .Selskabeis Folium. i-Banken. .— ….…… . ek di minde
BE. TRUN ORKONER FT pr STEEN ARMDERERE SMST + Hase
22sPilfældige Vågifter oNMDG Ing dA, bov ,M9g033 75: URE HEE
7,509 36
£) Selskabets rentebærende Capital nuggaree i
25,000 Rbd. med 5 pCt. Rente. ... 1,250 Rbd.
over SORT 3,882 — 465
3 MOD ni ig BER ma aa RL REDER
125,462 Rhd. med Rente ,....... 5,234 Rbd. 46 %
samt 100 £Sterl. i 5 pCt. og 200 £Sterl. i 3
pCt. dansk-engelske Obligationer, hvis Rente,
beregnet efter Coursen (circa 9 Rbd.) er. . 99 —
Tilsammen sr 5,333 Rbd. 46
Herfra ig: i. Krigsskat. 22.30 333 — 33 -
Rest. ... 5,000 Rbd. 13 %
Af denne Capital betragtes 100,000 Rhd. ifålge Selskabets Beslutning i 1838,
som et Fond, der ikke maa formindskes , Resten derimod som disponibel til
videnskabelige Foretagender,
65
REsiskabs- oversigt for 1850.
. E Rhd. | Sk
Endtægter.
1. Kassebeholdning fra 1849, 1 SEE 2504958 I 63
2. Renter…af Selskabets Fonds . .. .. 77.27. 4,981 | 47
3. Fra det. Classenske Fideicommis. . . .. …. 200 | 9%
4. Etatsraad Schous og Frues Legat . . 4 ss SØ sk +
5. For Salget af Selskabets Skrifter . . 98 | 89
- 6. Porto- -Godigjårelse af nordisk sinde Selskab 8 8
i 7,296 81
Udgifter. SER.
1. Gager og Lønninger . +885—f ”z
2, "Til Samfundet for den danske Literaturs Fremme 181 170 -
3. Præmier . . ms ARMEE SERENE EN ERR USR 1
A. Selslsabeis Skrifter 1 H 11 IE an mus 420. | 64
5. Ordbogen . . reen 232 | 49
6. Det: magnet. meteorologiske Observat. RB BE 2 599 ll 7%
7. Regestum diplomaticum. . me 271 72
8. Til antiqvarisk- geologiske Undersågelser . "har: 200 1,
- 9. «Til Literatus Erslevs Forfatterlexicon . . . . 100 kk»
10. »Subscription paa Chr. Pedersens Skrifter. . . 125 7%
1%, Selskabs FORT T BiÅken TED PSTN FRR 32",
RR unnalad sp ORE RR EDER ERROR SDR RSD DRS BER
13. Tilfældige Udgifter : . . 251 863
14. Indkjåbt en dansk-engelsk < Obligation paa | 100
&-Sterl….5=pCrrmrrn 914—1 16
4,160 | 30
Naar "fra Indtægten. . . . 77,296" Rbd. 81 Sk.
drages Udgiften. . . . . 4,160 — 30 -
udkommer Kassebeholdningen 3,136 Rbd. 51 Sk.
Ved Udgangen af 1849 var Selskåbets Capital
. 125,462. Rbd. ,… Sk.
200 £ Sterl. engelske 3 pCt.s
Obligationer indkjobte til. 1,542 — 16 -
Kassebeholdningen — 1,958 -— 63 -
" Ved Udgangen af 1850 var Selskabets Capital
125,462 Rbd. , Sk.
200 £ Sterl. engelske 3 pCt.s
Obligationer indkjobtedil.…..4.,542..—. 46
100 £ Sterl. engelske 5 pCt.s
Obligationer indkjåbte til. 94 — 16 -
Kassebeholdningen. 73,136 — 51 -
128,962 79
131,054 | 83
Priisskrifterne og andre Videnskabernes. Selskab vedkommende
Sager indsendes til Prof. Forchhammer, Selskabets Sécretair.
66
Barometer, Thermometer i Skygge
FE reduceret til 0% Reaumur. mod Nord. Sa Windens
5 D 4 2x Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2Fod un- skede Le: Retning
Æ æ |9Form. | Middag. me bød Middet [7 pg Én Jorden. gg 4 Gange i Dågnet.
au ” ICorr..0?34 res erm- | Middel, Middel,
1 336,99 | 336,45 1.335,55 I —5789. |"—891 —394 198 —094 1) Snee 6 Tim. 0S0. 0OS0, SSO. SØ, :
2 39, 8t | an, 221 40, 70) —7,14 | —8,2. | —5,6 1,7 - -0,8 Frenes F= ON. NO NNO. NNV. | Middeltemperatur.
2 33, 15 32, 61 f. 31, 80 0,48 —2,5 2,3. 1,6 —0,5 Snee Ww. WSW. NW. NNW. 1851 å5 Aar.
5 31, 82 | 30, 22. 28, 17 1,09 0,1 2,8 1,5 =0,4 HRegn 7" — 0,03 | Stitte. sw. sw. WSW. fk 1754 7438 4.37
6 27, 0% |; 27, 80 | 29,- 82 0,91 =1;/4 2,4 1,3 —0,3 Å Snee 33 — WSW. WSW. NO. NO. f 55-31. 363 197
7 35, 29 | -36, 93t- 37, 79 —1,61 —2,0 —0,5 1.3 —(,3 5 NO. NO. ØNG. 0. 1—31 712 1/33
8 40, 46 |. 40, 828 40, 714 —1,87 —2,2 —0,9 1,2 —0,5 O0S0. S0, S0. 0. mA ' ES
9 40, 69 40, 66 +. 40, 07) —1,34 —1,6 —0,1 1,2 —0,2 Stilles 0. SSO. SSO.
10 38, 70 38, 37 38, 03 —0,61 —2,3 0,2 1,2 —0,17) SsSå0. SSo. Ssåo., SSo.
11 38, 83 | 38,.98| 39%, 27 —0,17 —0/1 0,7 1,2 —(),4 SO. S0. S0. SO. Maaned].
12 39, 40 39, 23 38, 61 0,34 —0,8 0.9 1,2 —0,4 Snee 5. — SSO. SSO, SSO. SO. Vandmængde.
13 36, 04 36, 04 35 30 0,96 0,8 1,8 1,2 —0,2 Snee 2 — 0,81 I 0. 0; 804” s0, 185 2
14 3% 1%153% 31 97, MM 1,71 0,5 3,0 1,2 0,0 Sl Sove 00; 0. 8: 1 39 Anr.
15 38, 37 38, 53 ig , 13 2,48 0,4 5,0 1.2 —0,1 ; i SSW. ssWw. So, So. 27,76 Par. ; På 9736 Par , ER
16 36, 78 Fy 5, 03 2: , 64 1,66 0,6 3,3 1,2 0,6 Snee 3 even Regn 3,61 So. S0. so, so.
17 33, 39 | 33, 36 | -33, 22 2,61 1,3 er 1,2 0.9 Å Regn 0,24 Å SO. SO. S. Stille,
18 34, 32 | 34, 85 | 134, 69 1,84 1:14 3,7 4,3 1,0 Å Snee 8 — Regn Stille. NNO. NO. NNW.
19 31, 68 | 32, 06|' 32, 51 1,36 0,4 2,9 1,4 0,9 Å Snee 15. — Regn 1/84 f sw. s. NO. SSW, Vindforhold.
20 32, 75 | 32- 881 33, 18 1,38 0,7 2) 1,7 1,0 Å Snee 10 — Regn 0,50 f O0S0. 0. 0. 0.
21 34, 09 |" 33, 94 |" 33, .65 U,76 0,0 1,8 1,8 1,1 Å Snee 14 — Regn 5,30 | 0S0. S0. S0. SSO. 1851 50 Aar.
N 0,06 0,40
22 dl, 19% Fr 3t. 0017-99, 27 3,21 1,6 5,5 1,9 1,1 Å Regn 0,08 Å sso. S0. SSW. S. i no. 0,08 0,10
23 32. 65 32, 80|- 33, 04 4,29 21 6.9 2,1 1,1 S. "Stille, S«—SS0. 'k Q. 0,13 0,15
24 33, 83 33, 69 33, 78 2,13 1,9 3,1 2,3 1,4 Regn 10. — 0,18 f 0S0. OS0. ONO. ONO. I så 0,34 0,09
25 34.43 35, 83 35, 87 4,39 1,8 6,6 2,5 177 : S0. SSO. SW. SSO. s. 0,16 0,13
26 35, 44 39; 2 |" 34/7 709 3,83 2,9 5,5 87 2,57 | Regn 134 — 5,23 | S0. S.— 850. S0. I sw. 0,09 0,16
27 33, 13 ad, 201. 33, "94 4,51 3,6 6,0 3,0 3 Regn 21 — 3,07 j O0S0. Ss0. W. SW. Fw. 0,06 016 ig
28 28, 76 29, 26 | +29, 95 3,99 3,5 5,5 3,1 28 Regn 54 — 1,97 fS. s.: SW. WNW. å Nnw. 0,07 0,11 7
29 31, 79 af, 51 30, 58 4,61 3,3 7,1 3,2 2,9 Regn 8 — 1,21 | WNW. WNW,. W., S.
30 30, . 04 1731, 031 31, 38 4,16 3,0 6,3 3,3 2,1 Å Regn 2 — Hagl 0,64 Å WSWwW. WNW. NW. SO.
31 33. 41 33, 86 34, 41 1,16 0,1 27 3,4 21 NW. N: N. N
w… 1) Fårste Dag i Vaage,
7) Sidste Dag i Vaage,
"Oversigt
over det
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
og
dets Medlemmers AÅrbeider
i Aaret 1851.
&:
Af
Etatsraad Professor &. Forchhammer,
Ridder af Dannebrogen, Selskabets Secretair.
= ÆT. d.
Mødet den 11'e April.
mager
Professor Forchhammer holdt et Foredrag over Gronsandskilderne
"i Sjelland og deres chemiske Sammensætning.
Videnskaben og de Fordringer, som det praktiske Liv har
gjort, have i de sidste 2 Decennier henledet Opmærksomheden paa
Kilderne, deres Oprindelse, og deres Vands Bestanddele og Be-
nyltelse. Hos os har man i lang Tid saa at sige stiltiende antaget,
at Kilderne ikkun skyldte deres Oprindelse til Lag, der dannes af
Overfladen og at den dybere Jordbunds Sammensætning "ikkun havde
en forholdsviis meget ringe Indflydelse paa Beskaffenheden af det
" Wand, der i Form af Kilder trænger op til Overfladen.
| Opdagelsen af Grånsandet i Sjelland og den Forbindelse,
x hvori dette Lag staaer med nogle af de vigtigste og vandrigeste
iik di
Kilder paa vor O, har maaltet lede til den Overbeviisning, at Regn-
vandet ogsaa hos os trænger langt dybere ned i Jorden, end man
i Almindelighed troer, og at det fårer Bestanddele op til Overfla-
den, som det skylder de Lags ejendommelige Sammensætning,
igjennem hvilke det flyder.
Disse Betragtninger have allerede for længe siden bestemt
mig til,gved mine geognostiske Undersågelser, at anvende en stor
Opmærksomhed paa de Lag, der ere de egentlige Reservoirer,
hvorfra Kildevandet kommer. Under de Forhold nemlig, der finde
"Sted her i Landet, kan man betænkelig antage, at alt Kildevand
hidrårer oprindelig fra Atmosphærens og i Form af Regn, Dug og
smeltet Snee og lis har gjennemtrængt Lågen: indtil det ved en
eller anden Hindring er bleven standset i sin iv gaaendé'Bévæ-
gelse, og trængt til Siden, hvor det da i Indskjæringer; der enten
ere naturlige, (egentlige. Kilder). eller kunstige (almindelige eller
artesiske Bronde) finder en Udvei til Overfladen.
Da vore dybere faste Lag ikkun sjeldent have store Klofter
og Huler, have vore naturlige eller kunstige Kilder deres egent-
lige Vandreservoirer næsten udelukkende i Sandlag og den Hin-
dring, der igjen bringer Vandet op til Overfladen, er hos os i de
fleste Tilfælde et Leerlag; ikkun under særegne Omstændigheder
er det faste Lag, henhårende til Kridtformationen. Man tår vel an-
tage, at Kildevandet ikkun optager meget faa Bestanddele af de
Dannelser, igjennem hvilke det flyder i en samlet Strom, da den
Overflade, hvormed Vandet kommer i Beréring, er forsvindende
i Forhold til det Vand, der flyder igjennem, og den. ringe
Mængde. af de fra Sidevæggene oplåste Bestanddele er altfor ube-
tydelig til at den kunde udåve nogen væsentlig Indflydelse paa Vandets
Beskaffenhed. Derimod bliver Vandet i Sandlagene saa fiindeelt
og kommer i saa mangfoldige Beréringer med de Mineralier, hvoraf
disse ere sammensaite, at; man vel kan antage, at det mætter sig
med de chemiske Stoffer, som det under de stedfindende Omstæn=-
digheder kån optage. Skulle vi altsaa inddele vore Kilder, kan
denne Inddeling ikkun give os et virkeligt Billede af Kildens Na-=
lur, naar vi tage Hensyn til de forskjellige: Formalioner,: hvortil
Sandlagene håre, og det forstaaer sig af sig selv,. at ikkun saa»
se -
danne Sandlag, der have en slårre Udstrækning og Mægiighed og
forekomme mere almindeligen, kunne her komme-i Betragtning.
I vore Formationer fra Overfladen ned til Kridtformationen
kjende vi 3 Sanddannelser, der have Krav paa særskilt at frem-
hæves. Disse ere Rullesteenssandet, Koralsandet af Rullesteensleer-
dannelsen, og Grånsandet af den Dannelse, som jeg har kaldet
nyere Kridt. og som er den samme, nogle nyere Geognoster, gjort
opmærksomme påa denne Dannelse ved vore Arbeider, have be-
tegnet Som terrain danois.
Rullesteenssandet findes deels søm Sletter, deels som enkelte
Partier udbredt over hele Jniifiétr de allerfleste Kilder skylde denne
Formation deres Qpriffdelse, men endskjondt. disse ere hyppige,
ere de ”sjeldent ret vandrige og jeg har endnu ikke gjort dem til
Gjenstand for mine Undersøgelser, undtagen forsaavidt som Van-
det fra Gjentoftesåen maa regnes hertil, Hertil håre i Omegnen
af Kjoåbenhåvn Kilderne, der forsyne Gjentoftesåen med Vand, Kir=
sten Piils Kilde i Dyrehaven, Kilderne i Ordrupskrat, Emilies Kilde
ved Såelyst, og mange andre. Undertiden afsætte disse Kilder be-
tydelige Masser af Kalktuf, som hidrøre fra den i Rullesteenssandet
undertiden forekommende kulsure Kalk.
Det næste kildeférende Lag er Koralsandet, et Sandlag, der
” hårer til den egentlige Rullesteensleerformation og indeholder en
meget stor Mængde smaa, af Kridtformationen udskyllede Koral-
brudstykker. Dette Lag er hyppigere paa Halvåen end paa Qerne,
og Kilderne, der i en saa stor Mængde fremvælde i Byen Flens-
borg selv og i dens Omegn, have deres Oprindelse i' dette meget
vandfårende Lag. Ogsaa disse Kilder afsætte undertiden Kalktuf,
men forresten har heller ikke deres Vand været Gjenstand for en
nærmere chemisk Analyse.
Det tredie kildeférende Lag er det nyere Kridts Grånsand;;
det er indskrænket iil Sjelland og Oen Bornholm, og naåvnligen
kjende vi paa Sjelland en Mængde naturlige og kunstige Kilder,
der erholde deres Vandforsyning fra dette meget mæglige og
vandrige Lag. De fårste Kilder, om hvilke jeg med Bestemthed
har kunnet. bevise, at de have deres Oprindelse i Grånsandet, ere
+ Kilderne ved Aashéi, som ifålge de Undersågelser, Hr. Hof-
mk
jægermester Carlsen og jeg have anstillet, skylde deres Oprindelse
til stærkt grusede Lag af Grånsand,. der i denne Egn forekomme
afvexlende med Lag af Saltholms Kalk. Jeg har allerede tidligere
i Schouw's Ugekrift bekjendtgjort en Analyse af Vandet fra disse
Kilder, som jég skal gjengive, naar jeg siden omtaler de andre
nærmere ved Kjobenhavn. liggende Væld af samme Beskaffenhed.
Senere have Boringsforsåg, anstillede af Kjobenhavns Vandcommis-
sion paa Steder, der ligge nærmere ved Kjobenhavn, beviist, at
- Kilderne ved Solhéihusene, i Taastrup-Valdby og i Brøndbydster
hidråre fra Sandlag, der ligeledes afvexle med Saltholmskalken og
ere yngre end Skrivekridtet. Midt ifsdelte Parti af Kilder, hvis
Oprindelse er bekjendt, forekomme andre, som ikke have været
Gjenstand for saadanne Undersågelser, der kunne bringe dette
Spørgsmaal til fuldkommen Vished, men deres hele Forekomst er
af den Beskaffenhed, at man neppe vil tvivle om deres Oprindelse
fra samme underjordiske Reservoirer i den yngre Deel af Kridt-
formationen som de nylig omtalte. Af disse vil jeg blot her anfåére
Kilden ved Thorsbroen tæt ved Kjågelandevei, og et nyt Beviis for
disse Kilders Oprindelse af Gronsandet vil siden findes i Resulta-
tet af mine Analyser.
Heller ikke de beråmte Kilder ved Roeskilde kunne med be-
stemt Sikkerhed henføres til Gronsandlagene, idet der, saavidt mig
bekjendt, aldrig er foretaget nogen Boring eller ;Bråndgravning,
hvorved dette Spårgsmaal kunde blive oplyst. Men de ligge i den
Parallel, der stryger fra SO. til NV., og hvori Gronsandet med
dets sladige Ledsager, Saliholmskalken, kan forfålges fra Kjågebugt
indlil Odsherred, snart som faststaaende Steen, snart som en sior
Mængde Rullestene. Ogsaa for dem vil den chemiske Analyse
godtgjore, at de have deres Oprindelse fra samme underjordiske
Reservoirer. De andre til samme Belte hårende Kilder fra Sonne-
rup og Vindekilde har jeg ikke chemisk undersågt, men deres
Oprindelse fra de dybere liggende Lag bliver sandsynlig saavel
ved deres Beliggenhed, som ved deres Vandrigdom.
Grønsandlagets Hovedbestanddeel er Sand, og da Kiseljorden ?
i denne Form synes at være aldeles uoplåselig i Vand, vil det —
ligesaalidt i disse Lag som i andre Sandmasser have nogen væ- Fi
nm ZA
. sentlig Indflydelse paa de chemiske Bestanddele, som det Vand
indeholder, der flyder igjennem samme; dernæst indeholder dette
Grønsandlag paa mange Steder Leer indblandet, hvilket heller ikke
synes at blive angreben af Vandet, og derfor vil heller ikke dettes
— Bestanddele kunne overfåres paa Kilderne. - Dernæst indeholder
Grønsandet næsten overalt kulsuur Kalk i meer eller mindre stor
Mængde, og da denne kulsure Kalk er oplåselig i Vand, naar
dette indeholder fri Kulsyre, som vel i en ringe Mængde, men
dog altid er tilstede i vort Bråndvand, , har man al Grund til at
… formode en'meer eller mindre stor Mængde kulsuur Kalk i dette
Vand. Den vigtigste Bestanddeel i Grånsandlaget er det Mineral,
der meddeler det dets grånne Farve, og som jeg har analyseret
i den Tilstand, hvori man kan udslemme det af Grønsandet i Bly-
kappeaaens 'Leie påa Bornholm, hvor Dannelsen paa store Stræk-
ninger ikkun bestaaer af reent hvidt Qvarlssand og en stor Mængde
af det omtalte grønne Mineral.
Efter Slemningen har jeg udtrukken det fine opslemmede Pul-
ver med en Oplåsning af kaustisk Kali, og efterat det var saalænge
udvasket, som Vandet endnu farvede det råde Lakmuspapir blaat,
, har jeg udsat det for Saltsyrens Indvirkning, hvorpaa det atter
" blev tilstrækkeligen udvasket og derpaa tårret. Hensigten med
denne Behandling var fårst mechanisk at bortfjerne alt Sand, der-
påa ved det kaustiske Kali at bortfjerne den meget fiindelte Ki-
seljord, som kunde endnu være tilstede, og derpaa ved Syre at
— oplåse den muligen tilstedeværende kulsure Kalk og de basiske
Bestanddele af det grånne Mineral, hvis en ringe Deel deraf maa-
skee var bleven decomponeret ved Indvirkningen af det kaustiske
Kali, Een Portion af det saaledes udvaskede Grånsand blev svagt
glådet i en lukket Digel, for at bestemme dets Yandmængde; en
anden Deel deraf blev smeltet med kulsuurt Natron, behandlet
påa sædvanlig Maade med Saltsyre, for at udskille Kiseljorden og
den saaledes vundne Kiseljord fordampet med Flussyre for at vinde
den ringe Mængde Leerjord og Jernilte, som endnu findes deri.
Af den saltsure Oplåsning, der indeholdt Leerjord, Jernilte og
Magnesia blev Leerjorden oplåst ved kaustisk Natron, derpaa atter
… udskilt, glådet og vejet, Ved Oplåsningen i Saltsyre blev den
72
ringe Mængde Kiseljord, som fålger med Leerjørden, udskilt,. Væd-
sken atter overmættet med kaustisk Kali, fililreret og nu bundfældet
med Barytvand. Bundfaldet er phosphorsuur Baryt, kiselsuur Ba-
ryt og kulsuur Baryt, det blev oplåst i Saltsyre, inddampet til Tår-
hed for at udskille et Spor af Kiselsyre, oplåst i Vand, filtreret
og bundfældet med kaustisk Ammoniak. Det saaledes erholdte
Bundfald er phosphorsuur Baryt;- undertiden endnu forurenet med
en ringe Mængde Leerjord. Det blev veiet, oplåst i Saltsyre, og
provet med molybdænsuur Ammoniak. Jernilte og Magnesia, som
vare blevne uoplåste ved kaustisk Natron, bleve adskilte ved rav-
suur Ammoniak, og Magnesia bundfældt med phosphorsuurt Natron
og et stort Overskud af Ammoniak.,
Den anden Portion af det grønne Pulver blev oplåst i en
Platinretort i en kogende Blanding af Flussyre og Saltsyre ; lil den
kogende filtrerede Oplåsning blev. der sat en neutral'Guldoplåsning
og af det bundfældte metalliske Guld blev Jernforiltet beregnet.
Den frafiltrerede Vædske blev blandet med Svovlsyrling. for at bund-
fælde Overskuddet af Guldet, og inddampet med et Overskud af
Svovlsyre, indtil denne begyndte at fordampe, for derved at de-
componere alle Fluor- og Chlorforbindelser. "Det. tilbageblivende
Salt blev oplåst i fortyndet kogende Saltsyre. og; Jernet derpaa
bundfældet som ravsuurt Jernilte. Saaledes blev den hele Mængde
Jernilte bestemt i Vægten af det oplåste grønne Mineral og Forilte.
og Tveilte af dette Metal beregnet af de i denne; Analyse bestemte
Kjendsgjerninger.
En ny Portion af Mineraliet blev oplåst i en kogende Blan-
ding af Flussyre, Saltsyre og Svovlsyre, inddampet indtil Svoyl-
syren begyndte at fordampe for ogsaa her at decomponere Fluor-
og Chlorforbindelserne. Efterat Saltmassen var oplåst i Salisyre,
bleve alle Baser, med Undtagelse af Alkalierne og Magnesia, bund=
fældte ved en Blanding af kulsuur-. og Svovlbrinte-Ammoniak.. Den
frafiltrerede Vædske og det derlil hårende Vadskevand blev ind-
dampet til Tårhed og Ammoniaksaltene bortfjernede ved en lang- |
som Opvarmning; Saltet blev oplåst i Vand, bundfældt med Baryt-
vand, filtreret, Overskuddet af'Baryt bundfældt med kulsuur Ammo=
niak, Vædsken filtreret, inddampet og glådet; det var kulsuurt
73
Kali med Spor af kulsuurt Natron. De saaledes erholdte Bestand-
dele ere følgende:
Havre, af Grénsan- … Henry Rogers; af Grén-
det efter Berthier. sandet fra-Neu Jersey.
ERE SE0O
Leerjord ag EL» RØRER as, ere eee MI
REE ER RE EN
Magnesia ie, enedes hr legs åg
Bornholm
Kali ise i . 10,6 9,30
Natron 1,76 SEE SENSE el Ale" ek
Kalk ae SDer
Vand Hs vandene — + etlorlidekksern dne me
Phosphorsyre 0,23 . suge % SAR SNERRE ha FÅ
100,00 98,7 99,40
Iltforholdet i det bornholmske Mineral imellem
Kiseljord, Leerjord,. Jernforilie, Magnesia,. Kali-Natron, Vand
er 20 3 "et 1 ' 1 549
Forresten stoler jeg ikke "ganske paa den quantitative Bestem
melse i denne Analyse, da en Deel af det som Jernforilte. Angivne
er i Mineralet tilstede som Tyeilte, men dets quantitative Bestem-
" melse blev forhindret ved et Tilfælde, og jeg har savnet tilstræk-
keligt reent Materiale for at kunne gjentage Analysen.
Jeg vil nu caae over til at anfére den Methode, som jeg har
-benytet for al analysere Vandet. Den anvendte Vandmængde var
altid 2 & =— 1 Kilogram, som i Damphbadet blev inddampet i en
- Porcellainskaal til Tårhed. -Den fuldkommen tårre Masse blev ud-
frukken med Yand, saalænge dette ;endnu oplåste noget, det Uop-
låste, forsaavidt som det hænger fast ved Skaalen, gnedet låst ved
Hjelp af en fiin Prop og derpaa det hele udvaskede Pulver svagt
glådet, befugtetet Par Gange med en Oplåsning af kulsuur Ammo-
niak og derpaa atter svagt glådet. I det veiede Pulver, som nu
blev underkastet en videre Undersågelse, blev den hele Mængde
Kalk, forsaavidt som den ikke var forbunden med Phosphoørsyre,
antaget at være forenet med Kulsyre, medens Magnesiaen antoges
at. være reen. Efter: disse Forudsætninger ere de senere Bereg-
ninger anstillede,
74
Oplåsningen blev pråvet med rådt Lakmuspapir og viiste sig
ved alle rene Grånsandskilder at være alkalisk, Den blev derpaa
bundfældet med salpetersuur Baryt, Bundfaldet udvasket, samlet og
veiet. Dette bestod af svovlsuur og kulsuur Baryt, som derpaa blev
oplåst i Saltsyre, hvorefter det Uoplåste atter blev veiet, hvorved man
erholdt Mængden af den rene svøylsure Baryt, der, fradraget fra
Vægten af Blandingen af svovlsuur og kulsuur Baryt, gav Væg-
ten af den kulsure Baryt og dermed Vægten af det kulsure Al-
kali, som fandtes i Vandet.
Af den for Kulsyre og Svovlsyre befriede Oplåsning blev Chloret
bundfældet ved salpetersuur Sålvoplåsning og den ringe Mængde
Chlorsålv var efter Forbrændingen af Filtret forvandlet til metallisk
Solv, hvoraf Chlormængden blev beregnet. Vædskerne bleve ind-
dampede, efter at Baryt og Sålv vare udskilte ved Tilféining af
Svovlsyre og Saltsyre, og der var tilfåiet nogle Draaber af Chlor-
platin. Det tilbageblivende Salt blev udtrukken med Viinaand, hvortil
der var fåiet et Par Draaber Saltsyre, og Chlorplatinkaliumet samlet.
Dette fra Filtrum skyllede Pulver blev under Tilsætning af Svovl-
brinte-Ammoniakinddampettil Tårhed og derpaa udtrukket med Vand,
atter inddampet til Tårhed med et Par Draaber Svovlsyre og glådet
med et lille Stykke kulsuur Ammoniak. Dette Salt var neutralt svovl-
suurt Kali. Da Qvantiteterne af Kulsyre, Svovlsyre og Chlor saa-
velsom Kalimængden vare bestemte, blev efter disse Bestemmelser det
tilstedeværende Natron beregnet, idet der blev forudsat, at Saltene
havde været neutrale,
Det i Vand uoplåselige Pulver blev oplåst i Saltsyre og ind-
dampet tll Tårhed, hvorpaa det atter blev oplåst i Vand, som var
svagt suurt af Saltsyre. Det Uoplåste var Kiseljord; Oplåsningen
blev overmættet med Ammoniak og Bundfaldet, der var phosphor-
sur Kalk og Jernilte, blev veiet og Tilstedeværelsen af Phosphor- |
syre bestemt ved molybdænsuur Ammoniak. Der fandtes Phosphor-
syre i alt Vandet fra Grånsandskilderne. Af den ammoniakalske
Vædske blev Kalken bundfældet ved Svovlsyre og Spiritus, Vædsken |
frafiltreret efter 24 Timers Henstand, og Magnesia efter Viinaandens |
Føordampning bundfældet med -phosporsuur Natron og stærkt Over-
skud af Ammoniak. Af disse Bestemmelser blev Kalken funden
ved Fradrag af de dvrige Besianddele,
Eg 75
4 af det samme Vand blev behandlet: med nogle Draaber
manganoversuurt Kali; . Oplåsningen var af en bekjendt Styrke og
de organiske Bestanddele bléve bestemte paa den Maade, som jeg i
en tidligere Afhandling om Kjåbenhavns Drikkevand har angivet.
Jeg har paa denne Maade undersågt Vandet fra Brondby-
åster, Thaastrup - Valdby, Kilden ved Thorsbroen, Maglekilde i
Roeskilde og Helligaandskilde ligeledes ved Roeskilde, og til Sam-
menligning dermed Vandet fra Gjentoftesåen, som kan antages
med Hensyn. til sine uorganiske Bestanddele at være Vand fra
Rullesteenssandet, og Vandet fra Peblingesåen, som saagodtsom
udelukkende er Vand samlet frå Overfladen. Den borede Kilde
fra Brondbydster hidrører fra et Sandlag, der har fålgende Be-
liggenhed.
Fra Overfladen Muldjord og Rullesteens near sieg FaREt
BORENØREREER ar SENERE SAN NE. SN
ER NS 5"
Salholgsknlk 13 Va TS MEE ØM
BRS ns De SR SOS gr AN
RRRDORNRØERE er ANM TER 6
5, MR ed tee eger SNE, 0 4"
Saltholmskalk og fdltikteen SÅRE a-
Salthomskalk med Flint. . . . . 4/10”
DE 0 mane rene hale ÅRH Stene MEE bølde anet ok
LANs leeN ls el Es an MEE ble
Saltholmskalk med Flink ARE
rr RE ERE EN maner el kann Åen
SANHOlRSR EK E HRDE gen md 53118
Kridbosiage 18; — —
Den borede Kilde ved ThaastrupValdby hidrårér ve et Sand-
lag, hvis Forhold er fålgende:
FYR Overiaden Muldjore So 1sv 2 Jog
Rullesteens Leermergel. . . . . 6'
BH JON SR Je gobjodrh ondt
Rullesteens Leermergel . . 2: ..12' 10”
BARK Ola S DE Sirr] og rejse DT abonnent
Mek box sale yo gør arge de
76
Saltlrolinskatk "VE Sar oner so yang,
Liimsteen og vandfårende Gruus. . 4' 11"
PRALE SUSE SEEGE FEDE SENSE EED
Vandfårende Grus . 1. 2 ev
Saltholmskalk ..08.08.....8 0
Kilderne ved Thorsbroen og ved Roeskilde hidråre efter de
tidligere anfårte geognostiske Grunde, sandsynligviis ligeledes fra
Grånsandet, men deres nåiere Forhold er ikke bestemt.
-
2 %& Vand fra den borede Kilde i Bréåndbydster indeholdt
Gran
0,354 Kiseljord.
0,015 phosphorsuur Kalk og Jerntveilte.
0,238 Magnesia.
2,752 kulsuur Kalk.
0,225 Svovlsyre.
0,353. Chlor. É
0,155 Kali.
0,080 Kulsyre i Forbindelse med Kali beregnet af 0,355
kulsuur Baryt.
Ved Beregningen af Sammensætningen af - dette Vand er an-
laget, at Magnesia har været i Forbindelse med Kulsyre, hvilket
fålger af sig selv, da der var tilstrækkelig fri Kulsyre tilstede for
at oplåse den kulsure Kalk.
Den ved Barylsaltet fundne Mængde ibikere svarer til den
ved Platinsaltet fundne Mængde Kali, saaledes, at man maa antage,
at Saltet efter Inddampningen har været neutralt kulsuurt Kali, men
i denne Tilstand har det neppe existeret i det oprindelige Vand,
i hvilket det sandsynligviis var tilstede som kiselsuurt Kali, Kisel-
syrens Iltmængde er 7gange saa stor som Kaliets Ilitmængde. Jeg Ø
har i tidligere Arbeider ”viist, at det kiselsure Kali kan uden at
tabe sin Oplåselighed, eller at blive decomponeret med Vand, inde=-
holde en Mængde Kiselsyre, hvis Ili er 8gange saa stort som Kaliets Ilt, |
og at dette kiselsure Kali danner sig ved Feldspathens Decompo-
77
sition som-den oplåselige Deel. Det er meget sandsynligt, at det
er kiselsuurt Kali af samme ' Sammensætning, som er oplåst i
. Vandet fra Gråndsandkilderne, og som hidrører fra Decomposi-
tionen af det grånne, for Grénsandet characteristiske Mineral. Hvis
dette er Tilfældet, da er der fundet omtrent 0,050 Gran eller 3
milligram Kiselsyre for lidt, enten nu denne Formindskning af
— Kiselsyren hidrårer fra en Afsætning af denne Substanis i de Lag,
hvorigjennem Kildens Vand har fundet sin Vei, eller det er lige-
frem et i Analysens Gang fremkommet Tab, hvilket sidste er det
sandsynligste, da Kiselsyren som bekjendt med stor Kraft hænger
ved flere andre i Mineralvandet forekommende Stoffer.
Da Kaliet saaledes maa antages fårst at have været i For-
bindelse med Kiseljord, siden med Kulsyre, er hele Mængden af
Svovlsyre beregnet som neutralt svovlsuurt Natron og Chlor-
natrium.
Efter disse Betragtninger er 1) Vandet fra Kilden i Brondbyvester
sammensat af fålgende Bestanddele: I
2 & — 15360 Gran. 100000 Dele
gine KUNDES BRIK ae K Sdr FOER Sun Are SURE
0,494 — KMagnesia .. ... 3,219
lg y É; = i" g
Oki kiselsnur Kai! VV? KReisyre 3,331
0,156 Kali
0,015 phosporsuur Kalk og Jerntveilte . 0,098
0,402 5vovelsture Natron EVEN ED SIE RET
KASS0 Chlor 2 JS NREN SS SOS
ARGO. x 30,994,
2) Vandet fra Thaastrup Valdby gav:
Kulsuur Kalk . . 2,190
Svovlsyre . . . 0,236, som optager 0,182 Natron.
Kulsyre i Alkalierne 0,026
Chlor . . . . 0,345 = 0,568 Chlornatrium,
Svovlsuur Kali . 0,161.
Herefter indeholder dette Vand fålgende Bestanddele; I
pa ZR
2 & — 15,360 Gran, 100000 Dele.
Kulsuur Kalk 2 2800850200008190 rn. 1 447257
— " Magnesia . . . 0,423... 2 2,755
Kåliiogig obitsimsasandensngeeen.r .enni003
Kiselsyne 00,00. monne 433.15. xh 18848
Jerntveilte og phosphrs. Kalk 0,042 . . .… 0,274
Svovlsuur Natron . . 20,419 , .. 2,729
Chlornatriuin. 0 2010568 bas sv 18696
4,165. 27,120.
Sammenligner man Analyserne af disse to Kilders Vand, saa
finder man en stor Overeensstemmelse imellem dem, blot med den
Forskjel, at Vandet fra Thaastrup-Valdby er mindre rigt paa uor-
ganiske Bestanddele end det fra Bråndbydster, hvilket uden Tvivl
staaer i Forbindelse med den fårste Kildes store Vandrigdom og
den formodentlig deraf afhængige stårre Hurtighed i Bevægelsen.
Vandet fra Thaastrup Valdbye indeholder en langt stårre Mængde
af de ved Ammoniak fældelige Bestanddele, Jerntveilte og phos-
phorsuur Kalk, hvilket ogsaa viser sig derved, al denne borede
Kilde paa den fårste Deel af sin Vei afsætter en Mængde Jernilte,
og farver alle Stene gule, hvorover det flyder.
3) Den naturlige Kilde ved Thorsbroen.
Den er ikke meget stærkt flydende, men flyder stadigen.
Jordbunden i dens Nærhed er ikke nærmere bekjendt, men Kilden
ligger i Gréånsandsbeltet, og Analysen vil vise, at. den ligner Grån-
sandskilderne i deres Sammensætning.
2 %& deraf gav ved den' nærmere Bestemmelse:
KURIE HER D gjee ads ger gngg
Magneter uro goden 0,087
Phosphorsuur Kalk og Jernilte . . 0,090
Kiselsyre 3 1 MARS SR RENE
Svovlsyre ST FI MOT ERE ØRE] GER
Kulsyro 2005 SS, KS BEER HÆGOS
Chlor". 995%) 3 ERE MEDER RDL MO
RAE 2 FEDT AE ES ie DTT
Balkivrsg son pg fag pige fon ge0
79
Herefter indeholder dette Vand fålgende Bestanddele:
2 a Vand. 100000 Dele.
Kulsuur Ka OR, 0 BTS. 2500893
— Kulsuur Magnesia 0,181 . . .. 1,178
KiseljordY 2.0 0,533:135'.24 2181467
Phosphrs. Kalk og Jernilté 0,090: 5, -. 21100 589
Svovlsuir Kalk … —. 1. 310 243... 184 584
Svovlsuurt Kali. -. 2850, 143 72...» 100029
TT rd HaSRENREERER ET [NES SEERE 0
4,565. 29,718.
Oplåsningen. af de efter Inddampningen oplåselige Salte rea-
gerede umærkelig paa det råde Lakimuspapir, og den meget ringe
Mængde i Syre oplåseligt Barytsalt,: som. erholdtes,. hidrårer sand-
synligviis ikkun fra en ringe Desomposilion af den svovlsure Ba-
ryt ved Filtrets Kul og Brint. Den væsentlige Forskjel imellem
denne og de borede Grånsandskilders Vand er den ringe Mængde
kulsuur Magnesia, og den ringe Mængde Kali, samt at dette er
forbundet med Svovlsyre. Da Kildens Løb i sin vre Deel ligger
"i Rullesteensleer, finder dette sin Forklaring deri, at Leret til-
trækker Kali og Magnesia, medens Rullesteensleervand indeholder
"Gips.
4) Vand fra Hellig Kors-Kilde ved Roeskilde.
Stærkt flydende, ligger i Gronsandsbeltet, men de Lag, hvor-
fra det kommer, ere ubekjendte.
Det umiddelbare Resultat af Analyse var i 2 & Vand:
ute RER NR 040
Magnesia.. . . 50.8 mn Ø02A
Phosphrs. Kalk og Jernilig nun rr 0.002
Kiib KE 2 ke 1082.
KEIK SREKAR, "Ne ke aadnnn ge ((859 0,181 Svovlsyre.
Svovlsuurt Kali . . . …….… +. 0,125 =0,057 Svovlsyre.
BVOVISVERES I SEK 1 near. 10289
Br men. 0188.
Herefter indeholder Vandet. folgende Bestanddele: I
80
2 & Vand — 15360 Gran. 100000 Dele.
Kulsuan Hal: … . 2 850705. 5, 000
— "Magnesia . .. 222 0,049 . . .. 0,321
Kiseljord !.: . LSE "775 15" HANSEN, 2 15)
Phosphsr. Kalk og Sorel Q088,-,:. - 0,602
Svovlsuurn: Kalk 6: 3555. JORD AMMR Koen 1104873
Svovlisumi, Kali. OM S5e .-—, 88
Chlornti 5: ER HOSOS 7. 4009
4,445. 28,946.
Den vandige Oplåsning af de efter Inddampningen tilbage-
blivende Salte reagerede neutral. Vandet indeholder intet frit
eller kiselsuurt Kali, Gipsmængden er stårre end ved det forrige
Vand, Kogsaltmængden mindre, Kiseljorden endnu meget betydelig,
men mindre end i det forrige Vand.
5) Vand fra Maglekilde i Roeskilde.
Meget stærkt flydende, ligger som den forrige i Grønsands-
beltet, men den dybere Joørdbund i dens Nærhed er ikke undersågt.
Det umiddelbare Resultat af Analysen var af 2 & Vand:
Kulstuuri Kalk so nie sne 0,8. de
Magnesia . . . Se I >
Phosphrs. Kalk og Ternilte : …. 0,062
Beer 2 ae AOR MENER
Sorin BUUS SYES RNA
Svovlsuurt Kali 2 474. . 0,348
Svovlsyre... . « . lb uke P,286
CIO eo GR i Re ryg
Herefter indeholder sed ve rede Bestanddele: I
2 & Vand = 15,360 Gran. 100000 Dele.
Kulsuut Bak 3 377348 2 SN SERENE
— " Magnesida . 8. 0253 3] ST GET
Kiseliore 7, 73 ERE SS 493
Phosphsr. Kalk og fernilte ODER rr 15. ROM
Svovlsutr Kalk. 1 ERR ERR
Choral ss SR ARR DET
Ghlornairiine. "ET SSR TUREN ve iv
4,603 29,967.
-
"| fg
TE ER un
84
Vandet forholder sig i det Hele som det fra Helligkorskilde.
Til Sammenligning vil jeg nu tilfåie min Analyse af Vandet
fra Kilden ved Aashéis som jeg tidligere har. bekiendtgiort%) og
Analysen: af den borede Gronsandskilde ved Grenelle i Nærheden
af Paris. —”Aarshåi Grenelle,
i 100,000 Dele.
Kolsubtik 85.00400 00 1542 5 500680
— " Magnesia .. . 39, 50;4%). va —.5 4.43
Kiseljordo rss 3, oe FS A7.7 RESET DUET
"Phosphrs. Kalk og Jersitie 2 UR. sonar ide
Lee tusse babes sno ==
Svovlsithib kalk "0 … PLO 04,36 ane
— Me: 0. Vyk HBr sad do
-— BANGE arr sr SE, egn ges
KRMNERE KØRENDE SR 19- SEDR Fem nest gl 806
ORMENE ER rig" es tid 09
”Cilormatrium 0 REESE sr ABB ES aar mk
28,42. "14,32!
Naar man med disse Resultater sammenligner Overlærer John—
strups Analyse af Kjåbenhavns Brondvand%>), saa vil man finde,
hvad man ogsaa kunde vente, at Brøndvandet indeholder” mange
flere uorganiske Bestanddele end Grånsandskildernes Vand.
Jeg har dernæst analyseret Vand fra Gientoftesoen, som vel
ikke er ublandet Vand fra Rullesteenssand-Kilder, men. nærmer sig
dog meget dertil. Man vil see, at det er meget reent. De umid-
delbare Resultater. ere:
i2 & Vand.
Kulsear Kalken een 46014
Magnesia .. . . . 0,016
Phosphs. Kalk og Jernilté … 0,033
TEN TS 1 3) RENSE 50 KREA SERBERE MESS (TE SUV
Szorlsuue Kalk. 00 <. 20,7 50,806
RE KER ART: 0,028
| %) J. F, Schouw Danske Ugeskrift 2den Række, 8de Bind, Pag. 397 og fålgende.
3%) Triers Archiv for Pharmacie. og technisk Chemie. 1847. Pag. 556.
lin seals Husa
82
ONdk ar Hd ge rgistt labyt gg
SVIVI Syre et , sigt. Ba 91309 SER)
Beregningen heraf giver i:
2 & Vand = 15,360 Gran, 100000 Dele.
Kulsuur Kalk: 5 alt DARDEG 5. 065083
— Magnesia .2!ost 000,40 0,033 2... 40,215
Kiseljord DRESS SE 0,090. .. .… + 0;586 i
Phosphsr. Kalk og Jernilte 0;033: .: sims A
Svovlsuar. Kalk .…. :.587Æ,7%:0/808. <<. 7 7800B
— Kali us SS, KODEN 000 182
—— Natromis Bit r41..0,030 0 so 0 SE |
Chlor Natrium... . 0,218 .… 1154449
1,765. fr: 11,488.
Tilsidst har jeg ogsaa undersågt Vandet fra Peblingesåen,
saaledes som det leveres til Stadens Vandforsyning, Det er saa
godt som udelukkende Vand fra Overfladen,
Analysens umiddelbare Resultater ére:
Kulsuur Kalk —..…. . . .… 1,840
BORE 0 55 ea så KAD |
RUKIA 0 0 ne HOÆASS |
Phosphrs. Kalk. og Lilo .… 0,048
Svovlsuur Kalk . .…. . .. 0,505 i
— ET REE RR I |
OVORMKED sa ae 0 RARPORE
Be STEL KO NERRENR
som ved Beregning give i:
2 & Vand — 15,360 Gran. 100000 Dele.
Kulsuur Kalk. . ..……. .….… 17840." 241979
=— Magnesid "se DIR SST SHS
Kiseljords ser 0288. 757, "ERSTY
Phosphrs. Kalk og forme BRS EST. TUT ES
Svovisunr Kalk: SME BROS ES) SR 800
— ES SEERE SE CONSØNTE
— Natron. . 7. "1.704059'.... 10,384
"Chlor Natrium , 4 0 0 0,618 41247. 4,023
3,512. 22,003.
83
on vDetjer; dette sidste Vand, som ved at filtreres igjennem Rulle-
steensandet;giver Vandet fra Gientofte Såen. Kiseljord, phosphor-
suur) Kalk;>de! svovlsure 'Salte .af Kalk, Kali og Natron, synes ikke
derved at lide nogen "væsentlig Forandring eller. Formindskning,
den;-kulsure Kalk derimod er' derved formindsket til omtrent Halv-
delen ;; ;den,: kulsure "Magnesia… til. 2/8, Kogsaltet til 4 og efter
tidligere;,|Bestemmelser ogsaa de ;organiske Bestanddele til 2.
For Jat kunne. forklare sig denne Virkning maa man lægge Mærke
til;,Rullesteenssandets Sammensætning, der foruden. Sandet, som
er uden! overveiende. Hovedbestanddeel, indeholder jernholdende
Leer. Der mechaniske Beskaffenhed tillader, at Luften let. gjen-
nemtrænger disse Lag, hvorved de organiske Bestanddele . for-
vandles til Kulsyre og Vand; den tillader endvidere, at- Kulsyren
der holder Kalken oplåst, førdamper, og derved foranlediger Af-
sættelsen af kulsuur Kalk, som man i Form af Concretioner saa
hyppigen finder i Rullesteenssandet. Delte forklarer den belyde-
lige Formindskning af Vandets Kalkmængde, frembragt ved denne
Filtrering igjennem Rullesteenssandet. Jeg har tidligere viist, at
Leret har en meget stærk Tiltrækning til Magnesia, hvorved kisel-
suur Magnesia-Leerjord dannes. Denne Tiltrækning er saa stærk,
at Soevandet, naar det indvirker paa Leermergel, ombyiter en
"stor Mængde af sin Magnesia. med Kalk; Magnesia bliver i dette
" Tilfælde/ikke.;bundfældet.,som.:kulsuur Magnesia men indgaaer som
. sagt Forbindelse med Kiseljord og Leerjord. At denne Virkning
endnu /langt lettere maa, finde Sted, hvor Magnesia bindes ved en
såa svag Syre søm .Kulsyren,.… er indlysende... Aarsagen, hvorfor
Kogsaltet derimod skulde aftage ved denne Filtrering, er ikke klar,
og senere;,Undersøgelser.,;maae vise, om denne Formindskning af
KogsaltsMængden ;er; regelmæssig eller om den ikkun er tilfældig.
. Jeg vil til Sammenligning slutte denne Fremstilling af de uorga-
niske;Bestanddele: idet; Vand, der enten benyttes til Kjåbenhavns
Vandforsyning: eller: muligen kunde komme i Brug, med en An-
givelse.'af) en. udmærket fransk Chemiker, Deville, over Drikke-
vandet i Besangon, og hvorefter:
Vandet. fra: Doubs— Floden indeholder i 100000. Dele 23,02
faste Bestanddele, deriblandt kulsuur Kalk 19,10.
2
84.
Vandet fra Bregillc - Kilden indeholder i 400000 Dele 27,99
faste Bestanddele, deriblandt kulsuur Kalk 20,89.
Vandet fra Arcier-Kilden indeholder i 10000 Dele 28,31 faste
Bestanddele, deriblandt kulsuur Kalk 21,24.
Deville ansecr Vandet fra disse 2 "Kilder og Floden for sær-
deles skikket til Drikkevand, og ved en Sammenligning vil man
finde, at vort Vand ikke er slettere og i' de fleste Tilfælde bedre
end dette for udmærket anscete Vand. Deville erklærer, at den kul-
sure Kalk, naar den ikke overstiger 25 Dele i 100000 Dele Vand,
hverken er skadelig for Sundheden eller afsætter sig i Rørene;
der er ikke en eneste Art af det af mig analyserede Vand, som
naaer denne Grændse.
Efter at den: meteorologiske Comitee. havde andraget paa, at
der istedet for afdåde Geheimeconferentsraad Ørsted maalte ud-
nævnes et nyt Medlem af denne Comitee, valgtes Prof. Forch=
hammer til at indtræde i Comiteen.
Selskabet har modtaget fålgende Værker:
Fra det philosophiske Selskab i Cambridge: Transactions Vol. VIII,
p. 1—5.
”
stråmar.
Det zoologiske Selskab i London: Quarterly Journal Vol.” VII: 4.
L”Academie des sciences, belles lettres et arts i Lyon: Memoires ØE
VOEL 1 TE
Hausmann : Beitråge zur metallurgischeKrystalkunde. Gåttingen 1850.
Videnskabernes Selskab i Gåltingen: Nachrichten von der Georg-
August-Universitåt und der Kåniglichen Gesellschaft der Wis=
senschaften. 1850. Nr. 1—17.
Abhandlungen der K. Gesellschaft der Wissensehaften zu Gåttingen. |
B. IV, 1848—50,
Sri selen.n mn a
KE ES SENSE So nen been me es re lem anden øl
det naturforskende Selskab i Danzig sammes Skrifter Vol. VI. p.3. i
Svanberg: Om Upmålning af Ledningsmøodstandet for electriske
85
Academie Royale de Belgique: . Compte rendu des sceances de la
commission royale. d'histoire Vol, XVI.
Ram. Francisci Sonnii. ad Viglium.. Zuichemum. epistolæ. Bruxelles
1850.
Henri le Docte: exposé: generale de Pagriculture luxembourgeoise.
Bruxelles. 1849, ;
Samme : memoire sur la chemie et la physiologie vegetales et sur
i Pagriculture. Bruxelles 1849.
Mådet den 25% April.
or masege— —
Etatsraad, Professor Molbech forelæste: En Meddelelse om
Botta's og Layard's Opdagelser af assyriske Monumenter ved Ni-
nive, og om. de i den Anledning reiste kritiske Tvivl.
Næst. efter de store Opdagelser, som have giort Champollions
Navn udådeligt, og i hvis Fålge det, i Aartusinder af Historien til
Sagnenes og. Mythernes Uvished. og Mørke overladte, egyptiske
Folks Cultur. og Civilisation af Gravhulernes Nat er bragt for Da-
. gens Lys, har intet Foretagende af saadan Art vakt slårre Op-
mærksomhed og Forundring i den hele cultiverede Verden, end de
af Franskmanden Botia og Englænderen Layard i de sidste Aar
foretagne Udgravninger ved Bredderne af Floden Tigris, i det
gamle "Assyrien. Dette Land, med. det babylonisk-assyriske Rige,
som hårer til de tidligste, hvis Navn (men heller ikke meget meer
vend. det: blotte Navn) fra Ménneskeslægtens. forhistoriske Tider var
bevaret i nogle af det gamle Testamentes Båger, og i faa levnede
Steder hos langt sildigere græske Forfattere, er derved pludselig
blevet Gienstand for historisk og archæologisk Forskning. Det er
ikke allene. Rigets for halvtredie tusinde Aar siden af Jorden for-
svundne Hovedstad Ninive, med de Assyriske Kongeborge, man
antager ;at. have: opdaget i nogle af de- vidt udstrakte Jord- og
Gruusbanker. paa den venstre Bred af Tigris, til hvilke. Landets
sildigere Folkestammer. fra umindelige: Tider have knyttet dunkle,
86
usikkre Skygger af Traditioner', "hvis levende ”Tilværelse ”har tabt
sig for meer end to Aartusinder. ” Den" frariske” Consul Bøtta har
i Dybet af disse Banker, eller undér kidbbte og' nedbrudte Huse og
Hytter i en beduinsk Landsby, ladet opgrave Grunden af store Pal-
ladsér; 08 i disses Pragtsalé fundet Væggene beklædte med Kalksteéns-
tavler, og prydede med ophåiet Billedhuggerarbeide; i ”én Stiil,
hvis Liighed med Konst-Levningér og Monuménter, som tilhåre de
gamle Perser i Monarkiets blomstrende Periode, snårt 'og) nærmest
maa falde Enhver i Oine. Man har endelig ogsaa paa de samme
Steder, i de samme Bygninger og Sale, hvor denne Skat af asia-
tisk Konst fra en ældgammel, for-europæisk Culturperiode er op-
daget, fundet en Mængde Inscriptioner i-den saakaldte Kileskrift, hvis
ene Art, der er tillagt de gamle Persere, det er lykkedes den nyere Tids
dybere Forskeraand og Lærdom næsten fuldstændigen at fortolke —
endog i långe monumentale Indskrifter af historisk Indhold; der til-
høre 'dét persiske Monarkies Tid under Achæmeniderne. "Det ér 'en
overraskende og mærkværdig historisk Skiebne, der hår viist sig i
” Tidsfålgen "af disse ”åsiatiske Opdagelser. "Thi man hår 'seet, at
tidligere, meer 'eller mindre lykkelige Bestræbelser for at udfinde
Læsningen og Betydningen af de tre'Kiléskrift- Arter, som Achæme=
niderne have anvendt i deres Inscriptioner, maatte ligesom forberede
eller gaåe forud for Botta's og Layards store og" vigtige: Fore- É:
EEN ES mn
tagender. Disse have brågt Monumenter for Dagen, hvis historiske É
Oplysning vilde have været fatlig, usikker eller” "endog umuelig i
uden de forudgaaende philologiske- Studier og Fortolkninger "af å
persiske Indskrifter, hvorved man efterhaanden, i det mindste for —
en stor Deel, har fundet Någlen til den hemmelighedsfulde' persiske ki:
Kileskrift, der 'siden "Chardins Tid hår været kiendt, men betragtet
som en Synet forvirrende, uoplåselig Tegnskrift.' Grotefends, Raåsk's,
Lassens, Westergaards, Rawlinsons og Andres, med udholdende å:
ÅL
Iver og Begeistring fortsatte Forskning, og disses Resultater, havde i
allerede vundet betydelig Grund og' Fasthed i Kileskriftens For-
tolkning, ved Hielp afde mærkværdige persiske Indskrifter "frå
Cyrus”, Darius Hystaspis”, Xerxes? og sildigere Tider, da 'der' plud- å:
selig aabnedes en rig, tilforn ikke ahnet 'Skaåt' af Monumenter, ved. |
Bredden af Tigris, som'i høi Grad udvidede 'det allerede” vundne
87
Udbytte for Vestasiens tidligste (Oldtidskundskab... Intet kunde ligge
nærmere, eller, være. mere, naturligt, end at man, med Tanken
henvendt; paa ;Ninive,. fandt sig. overbeviist om, at have bragt
Leyninger., af. denne ;Assyrernes., sidste Gang (og det noget over
600. Aar. får Chr.) af den mediske Konge Cyawxares erobrede, i
Bund, ;og Grund. ådelagle Hovedstad, og af de assyriske Kongers
Palladser, for Dagen. Herpaa grundedes det Resultat, som Layard
bl..a… paa et Sted. i sit; Reiseværk, med afgiort Vished fremsætter:
»At..alle;, hidtil i, Assyrien opdagede Monumenter maa tillægges en
Periode,.tidligere,. end den persiske Erobring”).
Det var, .som beskiendt, den franske Consul P. Boita, (en
Brøderson. til. den. beråmte. italienske Historieskriver) der første
Gang i Foraaret, 1843, efterat.have længe ladet grave i en af de
store Gruusbakker,.… i .Nærheden af en Landsby, der fårer Navnet
Niniouah,;… næsten, uden, noget Udbytte, heldigviis fik i Sinde at
sende; sine Arbeidere. til. en anden Landsby. i Nærheden, kaldet
Khorsabad,… beliggende, paa den venstre Side af Floden Tigris
(egentlig ved en lille Flod. eller Aa — ,la petite riviére, nommée
le Khauser” — som. ikke. langt derfra har sit Udlåb i Tigris)%) 5
.Caravan- Mile: (heures. .de. caravane), nordåstlig for Staden Mossul,
hvor Botia…. paa. den Tid fungerede som fransk Consul. Ved at
begynde. den lodrette. Gravning. i den vestre Ende af den store
Jordforhoining?),. hvorpaa. denne ;af Kurder beboede Landsby er
anlagt, en-Klåft .eller: Fordybning, hvor formodentlig tidligere
— Udgråvninger ere;.skeete, stådte man,.i en ikke særdeles betydelig
Dybde .under;Overfladen, paa Kanten, af en nedbrudt Muur. Ved at
forfålge;dennes. Gang. i horizontal;Retning, naaede man omsider til et
Hiørne, jog. saaledes, giordes;den,Opdagelse, at de her efterhaanden
sudgravede; Ruiner vare Grundbygningen af et stort Pallads, hvoraf
…7)/Niniveh, and its Remains, &c. by Austen H. Layard. Lond. 1849. II. p. 159.
2) Lettres de M. Botta å J. Mohl a Paris, sur les decouvertes å Ninive. (Journal
— Asiat. IV. Serie. Tome 2. p. 71—72. p. 201—214. og Fortsættelsen af disse
Breve, (som indeholder Bottas'tidligste Beretninger om hans Udgravninger) i
iuvnJourns Asiatique,)… T..3..4.
3) Dens Længde angives til 984 Fod, Breden til 492, og man blev snart over-
beviist om, at den havde Spor af en regelmæssig Form, og ikke kunde være
en oprindelig naturlig Jordbanke,
88
man, efter 6 Maaneders Gravning havde bragt sex, tildeels meget
store Sale og Værelser for Dagen, og i. dem fundet Væggene ved
Foden beklædte med hele Rækker af Billedhugger-Arbeider i Re-
lief, udhuggede i Plader af Marmorkalk, hvis Udstrækning i Længde
i det Hele udgiorde 459 Fod. Hist og her imellem disse Konst-
Arbeider forekom Plader med Køæleskrift, og disse forhåiede na-
turligviis Opdagelsens Vigtighed.
. Efterat Consul Botta, hvis Pengemidler til at fortsætte Ud-
gravningen nu vare udtåmte, efterhaanden havde giort Indberetning
til det Asiatiske Selskab i Paris, og til Academie des Inscriptions, eller
den antiquarisk-historiske Afdeling af det franske Institut, om sine
mærkværdige Opdagelser, bevilgede Regieringen (efter Indstilling
af Ministrene Duchatel og Villemain) den fornådne offentlige Un-
derståttelse til Arbeidets Fortsættelse; desuden sendtes den ved
sine Reiser i Orienten og som en duelig Tegner bekiendte Hr.
Ed. Flandin, for at underståtte Botta ved hans Arbeider og Under-
”søågelser. Efter hans Ankomst til Mosul fortsattes disse med for-
oget Kraft og Iver; for ikke at måde Hindringer af Beboerne i
Landsbyen kidbte man dem ud af deres Boliger; og efter 6 Ugers
Forlåb havde man udgravet hele Bygningens Grund og Omfang;
den var opfårt paa en Terrasse eller Grundflade af Teglsteen, for-
bundne ved et Slags Cement eller Jordbeg; femten Sale og Galle-
rier vare bragte for Dagens Lys; og Nogle af disse havde en
Længde af 100—115 Fod. Ydermurene havde en Tykkelse af 10
til 20 Fod, og vare opfårte af de her sædvanlige, grove Tegl-
eller Muursteen, strågne af Leer, men tårrede i Solen; hvorimod
Hiårnestenene (encoignures) i alle Værelserne bestode af en vin-
kelret huggen Blok af Kalksteen. Hvad der bl. a,- udmærkede
Bygningsmaaden i disse Sale og Gallerier var, at der ikke fandtes Spor
md)
til Vinduer, hvorfor allerede Flandin antager, at de alle maa have
faaet Lyset ovenfra; ligesom og, at de Plader af tilhuggen Mar-
mor eller Kalksteen, hvori Figurerne vare udhugne og Kileind-
skrifler indgravne, ikke vare anbragte i nogen betydelig Håide,
men indsatte i Muren ved Foden af Væggene, eller kun lidet over [
Gulvet. Efter Flandins tidligste Beskrivelse (som han meddeelte
i Revue des deux mondes, T. XI.) ere Pladerne overhovedet hen- ål
ER
ed
ved 10 Fod håie, og fra 64 til 20 Fod brede. I nogle af Gal-
lerierne dele de sig i to Afsnit, hvert 33 Fod håit, med Figurer,
som have omtrent 3 Fod, 3 Tommer i Håiden, og hvis to Rækker
skilles ad ved lange mellemlåbende- Inscriptioner med Kileskrift,
I andre Gallerier, og paa Ydersiden af Murene, hvor ligeledes
lange Rækker af Bas-Reliefs vare anbragte, ere Figurerne stårre,
og indtage hele Håiden af Marmorpladerne. Det synes at disse
ydre Billedhuggerarbeider paa Palladset ved Khorsabad maa have
været ikke mindre vidtlåftige og betydelige, end de indvendige,
da Flandin angiver deres Længde til 400 Metres, eller 800 Alen.
Hvad der endog allerede bliver tydeligt ved den tidligste, ufuld-
endte Beskrivelse af Bottas Opdagelser ved Khorsabad er, at den
her under Jorden begravede Palladsbygning, med sin hele Storhed.
og Pragt har forenet meget Usædvanligt og Eiendommeligt i Byg-
ningsmaaden og i den architektoniske Charakter — meget, som
er ganske modsat, baade den antlike. græske og romerske Skik og
Form, og Middelalderens. I Stedet for at vi, baade i det gamle
og nye Europa, ja selv i Egypten og Indien, pleie at finde Bas-
reliefs eller andre plastiske Ornamenter, indeni eller udenpaa
Bygninger, anbragte ? Håiden, og overhovedet de architektoniske
Prydelser i Templer, Haller og Værelser meer eller mindre høit
oppe paa Væggen, eller endog anvendlie paa Loftet selv, have de
assyriske Pragibygninger deres Basreliefs lavt ved Gulvet; Deco-
rationer og Indskrifter paa Væggene kunne neppe have været anbragte
i en stårre Héide, end en eller to Fod fra. Gulvet; man kan af
" uflere Grunde heller ikke med Rimelighed antage, at Sale og Væ-
relser have været héiere end 8 til 40 Alen; endelig fattes her i
det Overblevne af de staaende Mure ethvert Spor til Belysning ved
Vinduer; og der er al Grund til at antage, at Lofter, og S6i-
lerne, som have baaret dem, overalt i de assyriske Palladser kun
have været Træværk. - Jeg kommer længere hen endnu til videre
" sat; berøre denne Gienstand.
—…… Da Bottas store Værk over hans Opdagelser af assyriske Monu-
menter, som paa Statens Bekostning udgives i Paris, her endnu ei
haves ganske fuldstændigt, og min Hensigt heller ikke er at beskrive
de fundne Ruiner og Monumenter, men kun at meddele nogle almin-
mm SM
delige Hovedtræk af deres Charakteristik, vil jeg kun tilfåie:
at overhovedet de Gienstande, der forekomme i disse plastiske
Afbildninger, uden Tvivl deels ere af religiås-symbolsk, deels af
monumental-historisk Art, og maa antages at finde Oplysning i de
vidtlåftige Kile-Indskrifter, der fandtes saa hyppigt anbragte ved
og imellem de indvendige Basreliefs; men, som det synes, ingen-
steds udenpaa Murene. Det er overhovedet (ligesom paa en stor
Deel af Egypternes Monumenter og Gravmalerier). religiåse Pro-
cessioner,' Krigsoptrin' og krigerske -Triumphtog tilsErindring om
Kongernes 'Seiervindinger og Erobringer, "som her forestilles. "Man
seer dér; ligesom i ”Egypten ;> Kongens» Person,» udmærkét ved
fortrinlig og" pragtfuld Dragt, fulgf afs Vizir'; af Gildinger,
Vaabendragere, Rigets Store, og væbnede: Mænd, sm). ms Andre
Basreliefs forestille Stæders 'Beleiring' og Indtagelse, med; 'flere
Krigsscener, hvori Kongen personlig 'deeltager ; noglenvise;,hvor=-
ledes fangne Fiender eller Oprårére pad grusomme Maader- straffes
eller: aflives; og alter en”anden>'Række- indeholder Scener. af et
prægligt, kongeligt -Giæstebud,'hvorved : Flandin erindrer om: Be=
skrivelsen i Esthers Bog over'dét »store: Gilde,” som Ahasverus
giorde »paa' Susan ”Slot for” alle>sine Fyrster) 'og:Svende, og de
Mægtigste "af Persien og Medien,”"0.'s/ 4, .Jeg'bemærker "endnu
kun, at de i Palladset ved Khorsabad førefundne mythiske:og sym-
bolske Figurer, eller Afgudsbilleder, ikke7ere mange;:6g at blandt
dem især udmærker sig menneskelige vingede Figurer'med Hovedet
åf'en Håg eller Orn, og Sphinx-artede Skikkelser) sammensatte
af Tyrens eller Låvens Krop i gaaende Stilling, forsynet med store
Vinger og et menneskeligt Hoved, stærkt skiæggetv og''ibedækket
med en Hue eller 'Tjåra af charakteristisk: Form.
Med Hensyn til Stilen i disse mærkværdige Bnltklantetetik
da finder man i de' tidligste Beretninger: af Botta selv; 'og af Flandin,
for saa vidt en vis Afvigelse , som hiin;|.fra det” første »Oieblik af,
i dem fandt en paafaldende og ganske nær Liighed »med>de: længe
bekiendte gammel-persiske" Billedværker -i' Ruinerne af Persepolis;
Flandin derimod synes, meer énd Botta, at' have seet Monumenterne
fra'Khorsabad med et Slags Enthusiasme' og Forkiærlighed;” som
ikke er ualmindelig hos Opdaågere: - Efter'hans Mening er';,den as-
91
syriske-Konst.ikke allene; uendelig renere, end den indiske” (,in-
finiment plus'pur que: Part; Indien”) ;, men han kalder den yligesaa
fiin, men: mere lærd. i alle, anatomiske Detailler, end: den egyptiske
Konst; 'hvilken:den betydelig overgaaer i Naturens Studium.” Naar
han' endnu gaaer videre, og antager, at den assyriske! Billedhugger
ikke staaer saa langt under en Phidias. og samtidige -græske Konst»
nere; åt man vel;térn vove, sig lil en Sammenligning imellem Ni=
nive's' Basreliefs og yla celébre frise; du Parthénon”:. da maatte det
vel fra,Begyndelsen ;synes: at være. det. sikkerste og; naturligste,
ikke;at néies smed Bottas tidligere Tegninger og Omrids (meddeelte
i Journal: Asiatique) eller med- de sildigere, med. mere. Konst efter
Flandins Tegningér udfårte Afbildninger i,det store franske Pragtværk,
men oppebie-Konstnéres og Konstkienderes Dom, grundet paa-Be=
skuelsen saf:Monumenterne selv; hvoraf en betydelig Deel er bleven
transporteret til Europa, og nu. ere synlige baade i Gallerierne i
Louvre, og i det britiske Museum.-i. London.
Toåyrigt- har et saadant 'Omdåmme, bygget saavel. paa Opdå-
Jøernes''Beskrivelséer og "Tegninger af de udgravne. Ruiner,. som af
-de 'til Europa 'bortfårte -sassyriske; Monumenter og' plastiske Arbeider,
heller ikke: længe lådet vente paa:sig. En! ved adskillige. Værker
sover den. håiere -Bygningskonst,;dens Grundsætninger og; dens Hi-
'storie; bekiendt Forfatter i England: (I; Førgusson) har ganske nylig
"med "den lærde og skarpsindige 'Kienders klarede ' Blik giennem-
forsket og udviklet »de 'konsthistoriske: Erfaringer. og” Resultater,
som' han vil'have;fundel-i .de':assyriske Opdagelser (,The Palaces
of Nineveh sand Persepolis restored, by' James: Fergusson: London
1851/ 8.) "Han: er! enig med: Flandin:og Layard i at finde en be-
tydelig -Konstværdi og technisk:Fuldkommenhed 'i de plastiske -Mo-
Numenter' fra Ninive;' han lægger for Dagen, hvor meget Slægt-
'skab'der viser sig imellem den: persiské 'og "den assyriske Konst
"og Architektur; og” hvormeget:'de' giensidigen oplyse |hinanden i
”udéres' Værker, "Ham 'uddrager Resultater" heraf, til at udlede Op-
rindéelsen af den græske Konst (navnlig den joniske Stiil) fra den
assyriske, hvilke ved deres Nyhed-og den safgiorte .Oyerbeviisning,
hvormed de fremsættes;2 'ei” kunne”andet -end ”fremkalde- Opmærk-
”sømhed og' vække) betydelig Interesse,
FE SK
Det varede kun meget kort, inden Boltas Opdagelser ind=-
traadte i et nyt Stadium, der ikke blot béstyrkede deres archæo-
logiske Resultater, men meget udvidede deres Indhold. Englænderen
Layard havde i 1839 og 1840, i Selskab med en fortrolig Ven
og uden andet Fålge, til Hest giennemreist en stor Deel af Lille
Asien og Syrien. Han havde paa samme Maade fortsat Reisen
fra Aleppo over Bir og Orfa, giennem Mesopotamien til Mosul,
hvorfra han giorde sin fårste Udflugt til de forskiellige Steder, |
hvor Sagnet og Aarhundreders Traditioner have tillagt store Gruus-
banker og Jordhéie, med nyere Arabiske Benævnelser, en ærværdig
Betydning som nogle af Jordens ældste historiske Mindesmærker.
Dertil hårte ogsaa de store, under Navn af Nimrud bekiendte
Ruiner, der ligge nogle Mile nedenfor Mosul og Køjunschik eller
Ninives Ruiner, i en betydelig Afstand fra Khorsabad; men lige=-
ledes påa den dstlige Side af Tigris og ikke langt fra Udlåbet af
Floden Zab (Zab-ala, den store eller åvre Zab) i Tigris. Andre
Formaal bragte Layard i Aaret 1842 paa ny til disse Egne, og
under et længere Ophold i Constantinopel 1843 og fålgende Aar
erfarede han de heldige og glimrende Resultater af Bottas Efter-
søgninger, hvorved hans egen, allerede tidligere vaagnede Lyst
til at prove et lignende Foretagende ved Nimruds Ruiner, steg be-
tydeligt. Ikke fårend i Efteraaret 1815 lykkedes det ham, ved en
liberal Underståttelse af den britiske Minister i Constantinopel, Sir
Stratford Canning, at kunne begynde Udførelsen af sin Plan; og
det er denne ved Duelighed, Indsigter, Smag og Dannelse udmær- i
kede Diplomat, som England skylder Erhvervelsen af de vigtige
og rige Monumenter og Samlinger af ældgamle asiatiske Konst-
værker, der blev Udbyttet af Layards fårste Udgravninger. = Disse
forisattes med den utrætteligste Iver og Anstrengelse giennem hele |
det folgende Aar (1846), og skiåndt det omsider lykkedes Sir
Stratford Canning at udvirke Parlamentets Bevilgning af en Under-
ståltelse til det Britiske Museum, for at kunne lade foretage Nim=-
ruds Udgravning i stérre Scala: vare de bevilgede Fonds dog
ulilstrækkelige, og langt under det, som den franske Regiering
havde tilstaaet til Bottas mindre betydelige Arbeider ved Khorsa=-
bad. Ikke engang Bekostningen paa at sende en Tegner fra Eng-
93
land vilde man tilstaae, og Layard, der ikke havde lært Tegne-
konsten, maatte,” ved at åve sig, såge at opnaae den fornådne
Færdighed i at aftegne saavel Indskrifter, som andre Gienstande,
paa saadanne Steentavler, der, ved Stenens Skiårhed eller ved ud-
vorles Indvirkninger, allerede ved Opgravningen vare i hensmuld-
rende Tilstand, eller ikke kunde bevares til at indpakkes og bort-
sendes.
Layardbegyndtei Efteraaret 1845 sine fårste Arbeider ved Udgrav-
ningen af den slårste af de Håie, der udgibre de saakaldte Nimruds-
Ruiner, "hvilke i deres hele Omfang af Gruusbakker skulle ind-
befatte et Areal i det mindste 10 Gange saa stort, som Khorsa-
bads. Den stårste, af Layard aabnede eller giennemgravede Hoi,
som efter hans Mening skulde være den af Xenophon beskrevne Pyra-
mide' ved Staden Larissa, er tillige den håieste, og udgiår et endnu
nogenlunde kiendeligt Parallelogram, omtrent 1800 Fod i Længden,
900 i Breden og 60—70 Fod i Hoiden. — At beskrive endog
kun i almindelige Grundtræk de Opdagelser af begravede Pallads-
bygninger, med deres Labyrinther af Sale, Gallerier og Giennem-
gange, som det lykkedes Layard i en Tid af henved io "Aar at
bringe for Dagen: vilde langt overskride Maalet for disse Medde-
lelser. - Jeg måa mnéies med at angive nogle faa Data, for i Al-
mindelighed at charakterisere den, som hans Fortælling udviser,
lil: et Foretagende af saadan Art i håi Grad kaldede, med Aand
og Talent begavede Englænders vundne Udbytte. I den fårste
Deel af Layards Udgravninger (eller ved Juletid 1846) havde han
endnu ikke aabnet meer end 6 Sale og Værelser. Efterat have
faaet mere rigelige Midler til at fortsætte Arbeidet, kunde han
udvide det saameget, at han, ved dets Slutning i Sommeren 1847,
havde i forskiellige Dele af Nimruds'- Palladset aabnet i Alt nogle
og 20 tildeels ved deres Stårrelse og Længde af 160—200 Fod
forbausende Sale og Gallerier, opfyldte med en saadan Mængde
af Sculptur=Arbeider, at det ikke blev mueligt at optage og bort-
sende meer end en Deel af samme; og fårend Layard i Julii
Maaned 1847 forlod Nimrud, anvendte han sine talrige Arbeidere
"i flere Dage til atter at bedække de levnede Monumenter med et
tilstrækkeligt Jordlag for at bevare dem til en endnu meget rig
94
Efterhåst af et archæologisk Udbytte. At dette allerede har været
endnu meget stårre og vigtigere, end det, som vandtes ved Boltas
Udgravninger i Khorsabad, fremgaaer, som det synes, allerede
ulvivlsomt af Layards beskrivende Værk over hans Reise og
Foretagender paa denne”), hvortil ogsaa hårte et for Ethnographien
i hi Grad vigtigt og interessant Besåg, saavel hos de chaldæiske
Christne i Kurdistan, som hos de saakaldte Yezider, eller Diævle=
Tilbedere. .
Hidtil mangle vi endnu her i Staden et Exemplar af….det
store Layardske: Kobberværk: øver Monumenter ; og Konstværker -
fra:Nimrud, som vil: sætte os i' Stand til en'mere. klar" og. fuld-
stændig Forestilling om disse, og deres Forhold til Monumenterne
fra Khorsabad.' . Vi kunne imidlertid- allerede ved de Afbildninger
og Beskrivelser, som indeholdes i'Reiseværket og andre Skrifter,
sæltes i 'Stand' tilat skidnne, at;.de i Nimruds-Palladset' udgravede
Grundbygninger ere af langt stårre Omfang, Pragt og:Anseelse, 'end
Palladset; ved Khorsabad;' at.de:af Layard' opgravede Steencolosser
af-samme Art, som' de, jeg ovenfor:nævnede, vingede Tyre og Lover
med menneskelige Hoveder, forsynede med langt Haar: og Skiæg,
og bedækkede med et''Slags: persisk; eller medisk Hue, i Stérrelse
langt overgaae, men i… Arbeidets Fuldkommenhed ;ikke 'give lig»
nende ;Figurér, som:forekom i Khorsabåds Basreliefs, no; t efter.
Disse uhyre Figurer vare deels opstillede inde i'en-eller,anden; af
Palladsets Sale (saalédes; den; vingede Mennesketyr, hos Layard,
Vol. £- pag. 127) deels |vare de ;anbragle uden for samme! ;ved
begge "Sider af en Hoved -Indgang. … De i umåadelig: Mængde
fundne, med Basrelief 'bedækkede 'Steenplader, hvormed Salenesi
Palladset vare prydede; tidvise for en stør 'Deel.de samme historiske |
og mylhiske Figurer, 'søm 'Bottas Mønumenter fra''Khorsåbad; men
de indeholde desuden en! Mængde andre Fremstillinger; som i be-
tydelig Grad udvide det hele archæologiske og antiquariske Udbytte
af Bottas Værk og 'berige Undersøgelsen af. den gamle assyrisk=
persiske Konst og Cultur :med «mangfoldige nye og vigtige Mate-
4) Niniveh and its Remains, with — an Enquiry into the Manners and Årts 0 |
the ancient 'Assyrians. London 1849. 2 voll.” 8,
95
" rialiersv Dertil 'hårer ogsaa en "ikke ringe Deel Oldsager og:ifør=
skiellige Gienstande, fundne »ved' Udgravningen; af Nimrud-Palladset ;
og! vi kunne tænke vos vendnu, meget af saadan: Art begravet iJor-
dens Skidd; da Layard;,) efter sin; forstandige Plan, forat kunne
bringé' saa ' megetomere :af;:Bygningens Grund, og af .de med
Konstværker' prydede Vægge: for Dagen, indskrænkede; sig lil ;at .
lade ligesom' Miner eller Gange udgraye;… langs )imed! Indermuren
eller" Væggene i' de-stårste ;Såle; og; Gallerier; hvis) hele, ; engang
frie 'og aabne, Rum, blev urårt'af' Hakken og Spaden; og opfyldt
med den Jordmasse,».hvormed' det;'i;Aartusinders Lob var, over=
meen loa :
) Vilde man nu'endog 'kun blive .staaende- ved Bygningsmaaden
"af 'Palladserne i "den «mesopotamiske Tigris «Slette, -da ;ere ide Op-
lysninger, som Udgravningen af Nimrud: have givet, håistinteressante.
Jordbundens'Beskaffenhed,” og Beliggenheden, iiNærhed af den: store
Flod; 'giorde "det nådvendigt at sårge' for konstige: Håoider til An=
lægget af saa store Constructioner, … Uhyre Grundværker eller; Op-
muringer åf' Teglsteen og Leer, til, en Hoide af 30—40 Fod, ;dan=
" nede ”derfor' den ophåiede horizontale Grundflade,' hvorpaa: ;man
opførte Bygningens 'Mure,; og:som man imellem disse;bedækkede med.
ev'Gulvlåg, 'i Almindelighed af samme Slags: søltårrede Steen (un
" burnt brick”.) Udgravningen behåvede derfor aldrig at:gaae'dy=
bere, end til''denne' Grundflade (,, platform”); og: hvor man: naaede
denne, dannedes'ved Gravning'en horizontalMinegang, indtil man stådte
pad dén fårste Muur, hvis: Retning; dérpaa fulgtes: ved "Gravningen,
indtil man fandt Port= eller Dår=Aabninger; som' forte ind i Væ-
relser' eller Gallerier. "Ved Indgangen til de stårste af disse Aabninger
fandtes, som Vogtere; etuPar af de 'ovenfor omtalte gigantiske, af
Menneske og Låve eller'Tyr sammensatte Figurer; og Beskrivelsen
over Opdagelsen af den fårste,'og' som det synes: en»af de største
af' disse Colosser, over Virkningen, som: Synet af den giorde pad
Araberne, der flokkeviis iléde- til Stedet fra .en vid Omegn, da
Rygtet spredtes: om 1,Nimrud selv”, der var stegen op. af Jorden,
og over Maaden, hvorpaa Colossen hævedes op af sin Grav, efter
halvtredie tusinde, Aars Hvile — hører til; de interessanteste Fortæl-
linger i Layards Bog. — Jeg vil endnu kun, blåndt "den uover-
96
skuelige Mængde af mærkværdige Facta og Opdagelser, som Ud-
gravningen af Ruinerne ved Nimrud har bragt for Lyset, omtale en
eneste. Imedens man var i Færd med at grave omtrent i Midten
de sydåstlige Palladsruiner, giordes den Opdagelse, at dybt under
den nuværende Jordflade, men endnu 5 Fod oven oven den
fårste Levning af de ældste Mure, som her opdågedes, fandt: man
ligesom en heel Kirkegaard, hvor en sildigere Folkestamme havde
begravet sine Dåde, omhyggeligt nedlagte i Gravkister af de sæd=
vanlige bagte Steen, undertiden bedækkede med en Plade af Marmor=
Kalksten. I nogle Grave fandtes, foruden Leerkar, Perler, Smaa-
ting til Prydelse af Sålv og Kobber, smaa Kobberspeile, m. m., .
ogsaa Levninger af Skeletter, der faldt sammen” i Stév ved den
forste Beréring. Netop her, halvtredie Alen under dette med Grave
opfyldte Jordlag, stådte ”Graverne paa Mure og Grundvolde af en
Bygning, hvor man i et Rum af omtr. 50 Quadratalen fandt over
100 Steenplader med Billedhuggerarbeide, opstillede i Rader; og
i den Orden, hvori de forestillede Gjenstande fulgte paa hverandre:
Det var diensynligt, at alle disse med Sculpturer og Kileskrift
førsynede Tavler, have været udtagne fra Væggene, hvor de i en
tidligere Tidsalder vare indsatte5), og at man havde bestemt at |
anvende dem ved Opfårelsen af et nyere Pallads; Layard mener
til Bygningen i det sydvestlige Hiårne af Nimrud.
Opdagelsen af disse, for Aartusinder siden til Jorden betroede
Grave og menneskelige Levninger, der fandtes i en ikke ubetydelig |
Håide (5 Fod) oven over ældre, &delagte Palladsruiner, er et af
de interessanteste Vidnesbyrd om den héie Alder, som maa til
lægges disse Levninger fra forskiellige Tidsaldere. og vidt fra |
hinanden fiernede Slægter. Det er som en i Jordens Skiåd be=
varet Bog af den assyriske Historie, hvori en stor Begivenhed er.
fortalt — men uden al Fortolkning af Tid og Omstændigheder, |
hvilke vi maaskee engang skulle komme til at læse i Kileskrifterne,
5) Vi kunne her, og i denne Anledning bemærke, at Layard har fundet over-
veiende Grunde til at antage, at overhovedet de tilhuggede Plader af Marmor-
Kalksteen i Assyrernes Bygninger indfattes paa deres Sted i de af Tegl opfårte
Mure, inden de af Billedhuggere og Steenhuggere forsynedes med deres
Sculpturer øg Kileskrift,
97
Imidlertid kunde man her ved Udgravningen ligesom see for sine
Oine, hvorledes i Fortiden en assyrisk Hersker havde været i
Færd med, fra -det ådelagte Pallads at lade bortfåre Sculptur-
" arbeider til en'sildigere Bygning, og hvorledes man, maaskee ved
Krig og fiendtligt Overfald, er bleven forstyrret i Arbeidet, som
siden ikke er bleven fuldfårt, og de tidligere Ruiner atter bedækkede
med beskiermende Sand- og Jordlag. Det hører til de historisk-
archæologiske Mærkværdigheder' ved de sidsnævnte ”Opdagelser af
Layard, at man i disse Grave, hvor langt sildigere Generationer,
i et 5 Fod håiere Jordlag, havde nedlagt deres Dåde, finder i
" Gravkar, Prydelser og andre Oldsager en kiendelig Forskiel: i
" Form og Stiil, ligesom tildeels i Materialet, hvorved en umis=
kiendelig Liighed med Oldsager fra de egyptiske Gravhuler kommer
tilsyne. I de samtidige eller håiere liggende Ruiner af ådelagte
Bygninger fandtes ligeledes, i de Basreliefs, som man her udgrov;
en kiendelig Forkiellighed fra Monumenterne i det nordvestlige
Pallads; andre Krigsscener foreslilles paa Tavlerne, deriblandt
Plyndringen af en erobret Stad, indenfor hvis Mure der voxer
Palmer og andre Træer; og nye Dyr (f. Ex. Kameler med deres
Ryttere, og to Karrer, hvori Qvinder og Børn, som trækkes af
Oxer), forekomme her, hvilke savnes paa Tavlerne fra en ældre
Periode. — Mangfoldigheden af de i: archæologisk, konsthistorisk
og monumental eller palæographisk. Henseende mærkværdige Op-
dagelser, som tilhåre Layards forste: Udgravninger, og som for=
modentlig endnu betydeligt ville udvides og beriges paa den nye
Reise til Assyrien, som han 1850 har tiltraadt — er i dvrigt saa
stor, at jeg hellere opgiver, videre :og néiere at beråre Gien=
standen, end at; forsåge paa en summarisk Fremstilling deraf, som
i den her fornådne Korthed, og uden et. eller andet Grundrids af
de paa forskiellige Steder opgravede Bygningsruiner, let vilde
blive utydelig; Jeg vil saaledes endnu kun beråre et eneste i
Ruinen ,,Nimrud” fundet Monument, for den Vigtigheds Skyld, som
dette Fund har faaet, ved Rawlinsons nylig bekiendigiorte For-
tolkning af den assyriske Kileskrift" paa et hissorisk Mindes-
mærke, .der hårer til de mærkeligste og interessanteste af alle
Layards Opdagelser. |
98
Nimruds — Ruinerne, saaledes. som; .de ;ere: beliggende; paa den
store, af -Tegl! opmurede /|Grundvold. eller: ;Grundflade,; danne; ,en
Fiirkant,… paa hvis tre Hiérner; det snørdvestlige, sydvestlige ;og
sydåstlige,; særskilte-Palladsbygninger:;have været, opførte; det,syd-
åstlige' Hjørne er |det,/ hvor sGravene, ovenover de. ådelagte,,, med
et 5 Fods Jordlag: bedækkede »Muurleyvninger ; bleve, fundne;
Midten: af Fiirkanten findes Ruinerne: af Centralpalladset,; (,the'Cen=
tral-Palace””) som antages at være af de ældste, Bygningsværker» i
Nimrud; øg: her: var det, hvor Layard;(i:Novbr: 1846) foruden,en-
Mængde andre mærkværdige. Oldsager (bl.a. Leyninger af V.aaben
og Rustninger af Jern, tildeels: indlagte med. Kobber) 2, en Dybde, af
over 50 Fod-opdagede ;en fuldkommen vel: bevaret; Monolith,…i
Form af en liden Obeélisk,;omtrent 6 Fod: 6|iTommer høi; oventil
udhugget ligesom i 4 'Trappetrin, og. paa alle: fire. Sider bedækket
med i Alt 20 smaa Basreliefs, hvis ypperligt bevarede, Figurer ,ere.saa
skarpe og vel tegnede, som;:om''de vare, udhuggede for faa Dage
siden.” Her føorestilles bl. a Kongen; paa to: førskiellige: Steder;
ledsaget af hans Følge; véd: hans: Fødder, ligger en .Krigsfanger
Hans Vizir og Gildinger fremfåre Mænd , »der; bære. Kar,… Elefant
tænder, Metalstænger og andre: kostbare-Sager,. deeéls. paa: Skuldrene
og i Hænderne, veller lede forskiellige Slags Dyr frem: for Kongen;
formodentlig som: Tribut fra betvungne Nationer.” Dyrenesjere
Elefanter, : Næsehorm; Lovér,' Hiorte,… forskiellige. Slags; Aber;
m. fl. Saaledes antager vmån, 'at disse; Basreliefs''eresudgravede. fil
Erindring "om "den assyriske Konges 'Erobring af" Indien, eller
andre ”åstlige” Lande; og! Kongens: Navn paa . Obelisken! ;er,-idet
samme, der findes paa ;de vingede ”Tyre, som. ogsaa udgroyessi
Central-Palladsets Ruiner. : Ovenover, imellem og nedénunder!disse
Basreliefs, dér i'5 "Rader låbe vomkring Obelisken, ser! anbragt';en
Inscription i Kileskrift, der i) Alt:udgibr 210 Liniér; og. 'hvis Læs»
ning og Udtolkning vaf Major ";Rawlinson |jeg; nedenfor:, endnu; vil
beråre”). — Ligésom 'dénne' Obelisk, "der nu findessis:det britiske
6) Aftegninger af Obeliskens fire Sider skulle findes i Layards.,,Monuments:of Ni=
niyeh” Pl, 53, 54, 55 og 56. En mindre Tegning iReiseværket. Vol. I. p. 347,
Indskrifterne paa Obelisken ere bekiendtgiorte i Layards ,Inscriptions in the
cuneiform character from Assyrian Monuments.” Fool p.:87—98!
99
Museum, hårer til det. vigligste og kostbarste Udbytte af Layards
Udgravninger 'i-Nimrud;, saaledes maae. vi ogsaa dertil regne de i
Elfenbeen: udskaarne .Konstsager, hvoraf det lykkedes ham at
bringe -en betydelig. Mængde i nogenlunde bevaret Tilstand til
England, hvor, man ved en- sindrig Opfindelse (nemlig ved at koge
- dem i en Oplåsning af dyrisk Gelee) har været i Stand til at re-
staurere. disse ;Konstsager, hvori Tiden havde udtårret og fortæret
den gelatineuse Deel af Elfenbenet”).
Det er-let at tænke sig, hvor stor Overraskelsen maatte blive
i den lærde archæologiske "Verden ved Opdagelsen af jorddækkede
Ruiner, Levninger af: kongelige Paladser, og mærkværdige plastiske
Monumenter, Konstarbeider og Inscriptioner, ved hvilke pludselig,
som ved! et Trylleslag, den ene af Vest-Asiens ældste, navnkun-
dige Stæder, det af Nimrod eller Assur anlagte Ninive, som
Moses eller Genesis fårste Gang nævner i Fortællingen om Jor-
dens Bebyggelse efter Syndfloden, (X. 9. 10.) skal være frem-
kommet for Dagens Lys; efterat man i halvtredie tusinde Aar kun
havde vidst af denne Stads Undergang eller totale Odelæggelse at
sige; Det er bekiendt, at foruden hos Moses nævnes Ninive hos
tre af det 'Gamle'Testamentes' smaa Propheter, Jonas, Nahum og
Zephania, om hvis Levetid (800,.5 eller 400 Aar f. Chr.) de forekom-
mende Angivelser eller Formodninger i den nyere bibelske Kritik og
Chronologie ere meget usikkre og afvigende. Spaadommene hos Alle
- åre stemme overeens i deres Udtryk: at Ninive skulde lægges åde,
dens Kongeborg bortskylles af Flodens Vande, dens Navn udslettes af
Menneskenes Erindring; den skulde forvandles til en eensom og tår
"Ørken, eller, søm Nahum udtrykker sig (Il. 9.) ,Ninive er som en
Dam fuld afVand; men det skal bortflyde — Portene hos Vandet skulle
oplades, 'og Palladset skal forgaae”; 0.s.v.. Hvad man endog vil
sige om disse Prophetier, saa er deres Indhold blevet opfyldt, og
Ninive forsvundet af Jorden efter den Persiske Erobring. Cm
denne finder man hos de Gamle en dobbelt Beretning; den ene hos
Diodor fra Sicilien, som har fulgt den over 300 Aar ældre græske
7) Ikke mindre end 44 Stykker af saadanne udskaarne Konstsager, eller Frag-
menter af samme, ere beskrevne af Mr. Birch i ,,Transactions of the Royal
Soc. of Literature”. New Series. Vol. I.
3
100
Historieskriver, Ctesias,-hvis assyriske og persiske Historie i 20 Båger
er tabt, paa de Brudstykker nær, som ere bevarede hos Diodor og
nogle Andre. Det er hos ham, man finder den bekiendte Fortælling om
den mediske Håvding Arbaces, og hans Oprår mod Assyrernes
Konge Sardanapal, der efter et tabt Slag indesluttede sig i Ninive,
hvor han paa tredie Aar udholdt Medernes Beleiring, indtil Floden
Euphrat, ved en pludselig Stigen af dens Vande (et Phænomen,
der undertiden endnu skal indtræffe) oversvommede Egnen, og
bortrev en betydelig Deel af Ninives Mure, Sardanapal, der nu
mistvivlede om længere at kunne modstaae sin Fiende, indesluttede
sig med sit Harem, sit Hof og alle sine Skatte i det Indre af sin
Kongeborg, lod stikke Ild paa Palladset og saaledes-endte sit Liv;
efterat han allerede i Begyndelsen af Beleiringen havde bortsendt
sine Sånner og Dåttre til en af sine troe Satraper i Paphlagonien.
Mederne trængte da giennem Aabningen paa Stadsmuren ind i
Ninive, hvis Indbyggere Arbaces vel behandlede skaansomt; men
nådte dem til at råmme Staden, lod dem fordeles omkring i'Lands=
byer, og slåifede Ninive aldeles). — Dette maatte man saaledes
betragte som den tidligere Erobring og Odelæggelse ved Mederne .
(en medisk Erobring af Ninive omtaler ogsaa Herodot. I. 185.)
hvorved er al erindre, at Ciesias hos de Gamle ikke havde noget
særdeles godt Lov for sin Troværdighed, eller historiske Kritik;
og at Berelningen om Sardanapal, der i dvrigt i sine Grundtræk
har et historisk Præg, i hvert Tilfælde maa sæltes tilbage i en
fiern og uvis Sagntid.
Langt mere historisk sikker er Erobringen og Odelæggelsen
af Ninive ved den mediske Konge Cyaxares, der vilde hævne sin
Faders Nederlag og Dåd; hvorom Herodot i stor Korthed fortæller |
(I. 102. 103. 106); i det han henviser til sin Historie af Assyrerne
øg Mederne, som enten aldrig er skreven, eller. er tabt. Dog
taler han endnu paa et andet Sted (I. 178) om Ninives Odelæg-
gelse, hvor han tilfåier: at efter den Tid blev Babylon det assy=
riske Riges Hovedstad. — Undtager man nu de faa, enten mythi-
ske eller eventyrlige, Sagn om Ninus, som den fårste Stifter af
Ninive (henved 2300 A. f. Chr.), om hans Begravelse i Palladset
8) Diod. Siculi Hist. Lib. II, cap, 24—28. |
101
og "det uhyre: Monument, Semiramis lod opreise over ham; om
denne Dronnings' krigerske Bedrifter og deres uheldige Ende; og
om Sardanapals Undergang — da have vi omtrent Alt, hvad der
i den hele gamle Historie er at finde om det Assyriske Monarchie;
naar vi fradrage hvad der maa såges i den jådiske Historie,
og i det Gamle Testamente, om de sildigere assyriske Konger i
Babylon, efter Ninives Undergang. Saaledes indsee vi let, al det
vilde være af betydelig historisk Interesse, dersom man turde
vente sig, at ligesom et heelt Archiv for den gamle assyriske Hi-
storie, i en Periode, der ligger halvtredie til tre Aartusinder til=
bage i Tiden, kunde aabne sig for os i den Mængde af Tavler,
bedækkede med Kileskrift, som Bottas og Layards Opgravninger
ved Khorsabad og Nimrud have bragt for Dagen, og hvis Rigdom langt
overgaaer de skriftlige Monumenter af samme Art fra Persernes Tid
som hidtil ere opdagede. Vi ville dermed just ikke sige, at Ud-
byltet' for den asiatiske Verdens politiske og Cultur - Historie kan
blive af meget stor Vigtighed, hvis endog Kile- Skrifterne fra
"Khorsabad og Nimrud kunne blive tilfulde oplyste og fortolkede,
og hvis de da virkelig skulde findes at indeholde noget om flere
assyriske Monarkers Krigstog og Erobringer, end netop de Kon-
gers, som have opfårt Palladserne; hvilket vel ikke er meget
rimeligt. Ja, Verdenshistorien maa uden Tvivl ogsaa egentlig
vinde langt mere ved Konst-Monumenterne selv, end om man i
Kile-Indskrifterne forefandt en 'eller anden Bekræftelse paa nogle
af de fragmentariske Kongerækker eller assyriske Dynastier, som
Ptolemæus og Eusebius have giemt; og i hvis Tidsfålge der findes
Afvigelser hos de fleste nyere Chronologer. — Hverken det endnu
ældre egyptiske Folk, eller Assyrerne og de gamle Perser, have
bragt det til den egentlig historiske Tilværelse, som forudsætter i
det Mindste en annalistisk Litteratur, og hvorved, blandt Jordens
ældste civiliserede Nationer, det jådiske Folk i Vestasien, og det
chinesiske i Østasien, hvert paa sin Maade, udmærker sig. — Det
vil imidlertid være ganske afhængigt af hine vidtlåftige Steen-
skrifters Læsning, hvorledes og hvorvidt enhver Uvished om,
hvilken Tidsalder og Folkestamme man bår tillægge dem og de
" Opdagede Ruiner, kan blive hævet — om de sidste alle skulle
102
regnes at tilhåre den i Bund og Grund ådelagie gamle; assyriske
Hovedstad, eller om de maaskee for en Deel kunne være af sildigere
Oprindelse? — Hidtil har Udsigten til at opnaae fuldkommen sikkre
Resultater i den Henseende, 'ikke: været ganske tilfredsstillende.
Vi skulle imidlertid forsåge, i stor -Korthed' at gibre Rede for,
hvor vidt man omtrent for Oieblikket er naaet, saavel i at danne
sig en Forestilling om de udgravede Bygningers og Konst-Monu-
menters oprindelige Beskaffenhed, Indretning og Betydning; som i
at læse og forstaae de Inscriptioner i Kileskrift, hvormed baade
disse og hine rigeligt ere forsynede.
Mindst kunne vi dog her opholde os ved at forsåge at cha=
rakterisere de plastiske Monumenter eller Billedværker fra Ind=
holdets eller Fremstillingernes', og fra Konstens' Side. Det første
er, om ikke saa rigt som Scenerne af det offentlige Liv og af
Huuslivet, der fremstilles i de Egyptiske Gravmalerier, dog mang-
foldigt og forskielligt nok 4il at give os' en Forestilling om mange
Dele af Assyrernes Cultur, Leveskik, Krigsfærd, Vaaben, Strids-
maade, Beleiringer, høitidelige Processioner, Kongernes Hof, deres
Deeltagelse baade i Krigen og i Offringer og hellige Skikke, m. m.
Kongen synes paa de assyriske Monumenter at være forestillet,
enten som beklædt -med guddommelige Attributer, eller som en
Typus, en Repræsentant af den håieste Guddom selv; og i hans
hellige Handlinger, eller hvor han bringer sine Libationer af
Offerskaalen for Alteret med den hellige Ild, findes: sædvanligen
iblandt hans Betiening de mythiske, vingede Menneskefigurer med
Ornehoved. ,Alle Kongens Handlinger”, siger Layard, ,baade i Krig
og Fred synes at staae i Sammenhæng med den nationale Reli-
RR STREET
gion, og under umiddelbar Beskiermelse af Guddommen. Udsye=
ningen paa Randen af hans egen og hans héie Tienestemænds
Klæder have mythiske Betydninger ; hans Vaaben, Sværdfæstet, Dup=
skoen paa Sværdskeden, Armringene, ere prydede med Billeder af
de hellige Dyr, Låven, Oxen, Væderen. Hoveder eller Fådder af disse
ere anbragte paa Stole, Borde, eller andet Bohave. Frugten af Pinien
og Blomsten af Lonicera eller Caprifolium (,honey-suckle”) forekom
mer uophårligt, snart i Form af Friser, som Capitæl paa Såiler, eller
som Fryndser paa Kiortelen.” — Ogsaa paa Jagten og-i Krigen finder
-
103 .
man Kongen afbildet i prægtig Klædning, paa Stridsvognen med
Kastespyddet i Håand, eller med den spændte Bue paa Lévejagten,
Hvad der især fortiener Opmærksomhed ved Krigsscenerne er, at
man oftere i disse seer den vingede Figur i en Cirkel, med
Spændt Bue”i 'Haanden, 'og Pilen rettet mod Fienden, svævende
" øver Kongens' Hoved — "som er 'den samme Ferver, eller
beskyttende Genius,' der findes paa persiske Monumenter. — Af
de mange forskiellige Optrin, der forekomme paa Monumen-
ler, hvor Krigéns Scener forestilles, vil jeg kun nævne den
Mærkværdighed i Landets Culturhistorie, at der hvor man seer
den kongelige Stridsvogn fåres over Floden paa et Skib, finder
man Krigere, som ved Siden svåmme over paa opblæste Huder —
en Skik, som efter maaskee 3000 Aar endnu den Dag er i Brug i de
samme Egne ved Euphrats og Tigris? Bredder. — Med Hensyn til
Stiil og "Konst- Charakteer i alle disse udgravede, og for en stor
Deel til Beundring vel bevarede plastiske Billedværker, da maae
vi her nåies med den almindeligt gieldende Bemærkning, at her i Nogle
wel til 'en vis Grad findes Slægtliighed med den egyptiske Charak-
leer, men i mennneskelige Ansigisformer en afvigende og eien-
dømmelig national Typus; derimod en stor, næsten identisk Liighed
med Stilen i de gamle persiske Konstmonumenter; hvorhos dog
den hele Gang og Udvikling i Vest- Asiens ældste politiske og
Cultur- Historie, og dets to store herskende Monarkiers Fålge,
nådvendigen fårer-til, at vi, saafremt de opdagede Monumenter
tilhåre Assyrerne, maa betragte disses Konst, dens Charakteer og
Stiil, "som den ældre og oprindelige, ligesom de gamle Persers
Konst og Architectur som en sildigere (men bl. a. i Fålge det
forskiellige Bygningsmateriale anderledes modificeret) Udvikling af
den assyriske.
Ligesom nu adskillige af de faa, over Jorden bevarede Lev-
ninger 'af gammelpersisk Konst, som endnu findes i de pragtfulde
"Ruiner af Persepolis (f. Ex. de udenfor en Hoved- Indgang an-
bragte, af Muren fremspringende siddende Låve-Figurer) tydeligt
"vise hen til Stil og Charakteer i de assyriske Konst-Monumenter;
anbragte som Bygnings- Decorationer: saaledes maa, ved nåiere
Betragtning og” Studium af "de architekioniske Forhold i Assyriens
104
dugravedeP allads-Ruiner, enhver Tviyl om deres Slægtskab med
den -gammelpersiske Bygningsstiil forsvindé, Dog er, som vi håve
sagt, Forholdet saadant, at den assyriske Architektur, ;som;,den
tidligere, desuden dannede sig i selv Land, hvor man, hverken
eiede Graniten,. eller andre. haarde Steenarter, men. kun havde
Tilgang til- den blåde Marmorkalk , der vel: var ;meget, tienlig til
Sculpturarbeider, som kunde bevares under Tag,.eller, 4ilhyllede af
Jord og 'Sand, kunde trodse Tidens Magt i Aarlusinder;. men som
var langt mindre tienlig til Mure eller-Séiler, der skulde udholde
Luftens og Veirligets Indvirkninger. Derfor. finde, vi: hos Assy-
rerne næsten alt Muurværk bygget af soltårrede Teglstene,. og selv
deres 'stårste Pragtbygninger "savne aldeles Piller og. Soiler, af
Steen. "At intet Spor og ingen Levning. af saadanne. fandles ved
nogen af Bottas og Layards Udgravninger, saa lidt som nogen
Vinduesaabning var alt finde i de over Jorden:reiste indre. eller
ydre Mure: kunde ikke andet, end. sælle de. forste Opdagere,
Maleren Flandin, hvem Aftegningerne. til det store. Kobberværk
over Bolta's Opdagelser skyldes, og Andre, som vilde oplyse! disse
gamle Bygningers Construction, iForundring og Uvished. …Flandin
formodede vel allerede, at: de assyriske Palladser have havt deres
Lysning ovenfra; men det var Fergusson forbeholdt, at sætte deres
hele Bygningsmaade i et klart Lys, ved. skarpsindige Combina-
tioner, og ved heldige Analogier og Oplysninger, hentede. fra de
persiske Monumenter og andre åsterlandske Bygningers Indretning:
Ligesom vi skylde denne Forfalters Indsigt i Architekturen og
dens Tecknik en samlet og tydelig Beskrivelse over de. føorskiel=
lige Ruiner i Khorsabad, Kojunshik og Nimrud, saaledes: som
deres Beliggenhed, Anlæg og Bestemmelse lader sig udrede og
oplyse efter de fundne Grundbygninger i Bottas og Layards de»
taillerede Afrids og Tegninger, naar disse underkastes den viden-
skabelige Kienders Studium og. Betragtning: saaledes har. Fer=
gusson ogsaa, som det maa forekomme os, med. udmærket. Held
burtryddet de allerfleste Vanskeligheder i at forklare alt- det Sær-
egne i de assyriske Palladsers og Templers Construction. . Hans
Grundlegninger og Restaurationer af Ruinerne bringe os disses
nærværende, ligesom deres oprindelige Beskaffenhed saa klart for
& BER
Oie, som det vel er mueligt, hvor der handles om Monumenter
med en. Alder: af halvtredie til tre tusinde Aar.
Fergusson. har bl. a. udviklet en Theorie, der synes at bortrydde
den -Hovedvanskelighed, som 'Bolta, Flandin ;og Andre fandt ved
at forklare, hvorledes. de overordentlig store og brede Rum til
Sale, Haller eller ;Gallerier,, som Ruinernes fuldstændige "Udgrav-
ning maa bringe for Dagen, og som for "det. meste adskilles ved
uhyre: tykke: Mellemmure, kunde være. tagdækkede; da her ikke
" findes mindste Spor enten til. Steen=Piller eller Hvælvinger, og de
sidste altsaa. næsten overalt vare umuelige, . Han antager, at en
stor Deel af det Rum, der saaledes nu ligger ubedækket imellem
Murene, har udgiort stårre aabne Rum eller Haller og Gaarde, enten
uden anden Tagbedækning, end udspændte Telte, mod Solog Regn,
som man endnu kan finde det i den persiske Shahs Thronsal i
Teheran; (Fergusson. Nr. 21. p. 184.) eller og, i de stårre Haller
og Sale, med dobbelte Rader af Træ-Piller, som bare et Tag med '
en, håiere Overbygning (,Talar or platform”)?).. Murenes. Hoide
(i Khorsabad) antager han, maatte i det mindste have været liig Hoiden
af de stårste vingede Mennesketyre, det vil sige 18—19 Fod; og
høiere-mener han heller ikke at de have været. Naar en saadan
Muurvæg tillige var forsynet med et lavt Brystværn, vilde dens
hele Høide netop være det dobbelte af de sædvanlige, med Bas-
reliefs forsynede Kalksteens-Tavler, der fandtes indsatte i Murens
underste Deel, imedens den dverste Halvdeel har været decoreret
med -malede Prydelser, eller undertiden forsynet med Inscrip-
tioner. Ovenpaa de af soltårrede Tegl opfårte Mure — hvis umaa-
delige Brede eller Tykkelse”) tillige kan have giort dem skikkede
9) Man finder en saadan forestillet paa to af Portalerne (the southern doorways)
til den coløssale Halle (,,Xerxes”.Hall of hundred Columns”) iRuinerne afPer-
sepolis, hvis Areal har været omtrent 50,000 Qvadratfod. Her sees Kongen,
siddende paa sin Throne, der er reist paa en slig Overbygning, med en over
denne oplåftet Himmel eller Baldachin (,,The king, seated on a Talar, under
a Tabsar.”). Fergusson. p. 180. 181.
10) I de 3 fornemste Sale eller Haller, i Khorsabads-Palladset, ere de to Yder-
mure resp. 16 og 21 Fod, de to Mellemure 12; og 13: Fod tykke; imedens
Salenes Brede dog kun er resp. 33, 21 og 29 Fod, til en Længde af omtrent
105 Fod.
106
til Opholdsteder, naar Murene til Beskyttelse imod Veiret og til.Be-
qvemhed for Beboerne vare gulvlagte enten med brændte” Steen;
eller snarere med et Plankegulv — forudsætter Fergusson to” Rader
af lave Træsoiler; disse, tilligemed de héiere, der reiste 'sig "fra
Gulvet af de ved Murene omsluttede Gaarde eller Haller, have baaret
et 12—15 Fod oplåftet fladt Tag af Leer, (;a flat terrace roof
over each wall, composed of mud, and plastered on the surface.”)
hvilket Tag altsaa maatte hvile paa ét Lag af Bielker og Bræder. —
Paa denne Maade bestod vel de assyriske Kongeborge egentlig af
to Vaaninger - over hinanden; men indrettede paa en saa egen
Maade, at den dverste, med sit flade Tag og halv aabne Sider,
baade kunde give kålige Opholdssteder efter Solens Nedgang,''og
tillige for en stor Deel beskytte den nedre Vaaning, med dens
store Pragthaller og mindre Værelser, imod Sølstraalerne, og lade
Lyset falde ind i disse, uden Hielp af egentlige Vinduer, hvortil
intet Spor er at finde i nogen af de der udgravede Ruiner: Hvor
det over Bygningen udstrakte horizontale Tag paa visse Tider
af Dagen hertil var utilstrækkeligt: havde man det ovenfor angivne
Middel, at hielpe sig ved udspændte Forhæng eller Soltelte. — Desuden,
antager Fergusson, have de assyriske Palladser i Midten, eller oven-
” over flere af de stårste Haller havt hiin endnu håiere, over det flade
Tag oplåftede Overbygning, (Talar) som er en charakteristik Deel
af den assyrisk-persiske Bygningsmaade, og hvortil man endnu i
sildigere Tiders orientalske Bygningsstiil kan finde Spor. Hos'de
gamle Perser see vi af monumentale Levninger, at det formodenilig
var paa saadanne ophåiede Steder, hvor Kongerne, ved festlige
Leiligheder, eller ved store Hær-Syn, have viist sig offentlig og
i fuld Pragt for Folket. (Jfr. S. 105 og Anm. 9.)
Det meget usædvanlige og besynderlige, som vil forekomme
os at finde Sted i en saadan Architektur, naar -vi betragte den
allene efter de Forestillinger, vi have dannet os efter egyptiske,
græske, romerske, eller Middelalderens Bygningsværker, forsvinder
for en stor Deel, naar det oplyses, saaledes som Fergusson har
giort, deels ved Undersågelser over Ruinerne af Persepolis, deels
af andre åsterlandske Bygninger, bl. a. Salomons: Tempel. og Pal-
lads, som de beskrives i det G. Test. og hos Josephus. Mange
pk&… ARR
U
Omtændigheder ved Ruinernes Beskaffenhed blive os "herved for-
staaelige; saaledes f. Ex. at man allevegne kun finder den undérste
Deel af overordentlig tykke,” mén ikke meget håie Inder- og
Ydermure, med" deres udhugne ”Konstprydelser og Inscriptioner,
vel bevarede; "men ”derimod intet Spor til nogen Overbygning,
af Tag eller Piller” Man veed, det hårer overhovedet ikke til
Orientens Skik, at bygge i Håiden; ikke at have héie, men vidi-
loftige Boliger; ligesom de flade; med Rækværk eller Brystværn
forsynede Tage, endnu ere almindelige hos 'Maurerne, Araberne,
Tyrkerne og andre åsterlandske Nationer. Naar nu Alt, hvad der
i de assyriske Palladser reiste sig over Murene, var Træværk og
Søiler af Træ, og naar, som Spor. vise, disse assyriske Kongeborge
for en'stor'Deel ere blevne ådelagte ved Ild"): da bliver det saa
meget lettere forklarligt, at dennes Virkning paa- det tårre Træværk
maa have været pludseligt fængende og med voldsom Hast for-
tærénde. "Men hvorledes forklare vi da den for en stor Deel yp-
perligt bevarede Tilstand, hvori mån har fundet de Konstmonu-
menter, hvormed Murene vare beklædte? Det synes jo uund-
gaaeligt, at baade det nedstyrtende Tag, og den mere langsomt
og efterhaanden nedfaldende Deel af Murene, ovenover Kalksteens-
tavlerne, maatte tilféie de i disse ophåiet udhuggede Figurer bety=-
delig "Skade, — Men her har Fergusson paa en sindrig Maade viist,
hvorledes netop en Bygningsmaade, som den af ham forudsatte,
har kunnét redde Konstværkerne fra Undergang ved og efter Bran-
den. Denne har nemlig i Hallerne og Salene slet intet Stof, ingen
betydelig Næring kunnet. finde; med Undtagelse af de smekkre
Træ-Séiler, der bare Bielkeværket og Palladsets hele Over-
bygning. I denne har Ilden fårst og især grebet fat; det
11) Dette gielder bl. a, om alle de udgravede Pallads-Ruiner ved Khorsabad. Et
næsten sikkert Beviis paa at de efter en Erobring ere satte i Brand ;. efterat
være fårst udplyndrede, har man deri, at der (som Botta beretter) ved deres
Udgravning ikke i Gruset er fundet nogen Gienstand, enten af Metal, Leer,
eller nogen anden varig Materie: Anderledes forholder det sig 1 det mindste
med en Dee] af Nimruds-Rwinerne, hvor mange og forskiellige Slags Oldsager
(bl.a. de. ovenfor nævnte mærkværdige Elfenbeensarbeider) efterhaanden
findes i Gruset.
108
lette Træværk, tilligemed de store Forhæng og Tæpper!??), har.
givet den en &ieblikkelig opblussende Næring, og snart bragt det
dertil, at med de hastig giennembrændte Piller, (saavel de høie,
der naaede fra Gulvet, som. de lave ovenpaa Murene), maatte
Loftet og Overbygningen styrte ned; og med sin Masse af Leer
og halvbrændt Tåmmer i et Nu fylde en stor -Deel af: det-aabne
Rum imellem Murene””),. hvorved disses underste, med plastiske
Arbeider prydede Deel, saa meget snarere kunde faae et beskier-
mende Dække.. Dette maatte ogsaa snart, ved den efterhaanden ned-
styrtende Overdeel af de ubedækkede, af soltårrede, ubrændte og
derfor snart hensmuldrende Tegl opførte Mure, og ved tilskyllet Jord
og Gruus i det tropiske Climas Regntid forhéies; indtil det saa-
ledes voxende Jordlag giennem halvtredie tusinde Aar har naaet
den Høide, hvori man nu fandt det over Ruinerne").
En anden vigtig og væsenllig Omstændighed ved de hidtil
iværksatte Udgravninger og Opdagelser af assyriske Bygninger og
Monumenter, som her endnu med nogle Ord maa beråres, er den
store og i Qine faldende Forskiel i Stiil og Udfårelse imellem Mo-
numenterne i Khorsabad og Koyunshik, (Ninive) og i det nord-
vestlige Pallads i Nimruds - Ruinerne. Om Koyunshik, hvis Ud-
gravning for nærværende Tid er en Hovedgienstand for Layards
anden assyriske Reise, bor enhver Mening eller Hypothese ud-
sættes, indtil Resultaterne af den utrættelige Opdagers nye Føre-
tagende ligge klart for Dagen: og-det kan være nok at»bemærke,
hvad man allerede veed af Layards forelåbige korte Beretninger
17) Det er vel ikke usandsynligt, at adskillige af de store Haller eller Gallerier,
der findes i de assyriske Ruiner, have været afdeelte 1 flere mindre Rum, enten
ved Skillerum af Bræder, eller ved ophængte Forhæng,
13) If the sculptures had remained uncovered after the fire, it is more than
probable, that they would have shown traces ofhuman, as well as of elemen-
tal violence. — — — The falling Roof, with its halfburnt timbers'and rub-
bish, would, as nearly as may be, have filled the rooms up to the height of
the top of the sculptures; of course higher nearer the walls, than in the centre,
Succeeding rainy seasons would consolidate this, and also bring down the
upper portions of the now exposed walls.” &c. Fergusson. 307. 308...
14) Botta fandt dog, efter Sigende, ikke over 6 til 8 Alen Cytrois'å quatre metres”)
Jord over de bevarede Basreliefs, og paa et Sted fandt man, i Landsbyen
Khorsabad, den åverste Top af Huen paa et Par af de håieste Tyre i Rui-
nerne at stikke frem af Jorden. (Botta monuments de Ninive. p. 74.)
109
p EF
(3
i Breve: al Dimensionerne "i disse colossale Ruiner si det mindste
ere 4 Gange saa store, som de ved Khorsabad udgravede Pallads-
ruiner. . Voldstedet, eller den -ophåiede Grundvold for Palladset
ved Koyunshik, skal nemlig have en Omkreds af henved 7800 Fod;
en af de. senest her. udgravede: Haller eller Palladsgaarde har
en. Længde af 180—200. Fod,. til 45 Fods Brede; og er saa-
ledes. meer. send dobbelt saa stor som nogen Sal i Khorsabad-
Palladset. — ;Med' Hensyn til: hiint nordvestlige Pallads, da behåver
man, efter Fergussons Mening, at gaae i det mindste henved 800
Aar længere tilbage i Tiden, end ved Ruinerne i Khorsabad, for
at bestemme den håéiere Alder, som med Rimelighed kan tillægges
"det nordvestlige Pallads; i Sammenligning med de nyere Cønstruc-
tioner, baade i Nimrud og i Khorsabad. Som Vidnesbyrd om denne
høiere Alder fremhæver Fergusson i Særdeleshed den forskiellige
Stiil i Konsten, .de mere omhyggeligt bearbeidede Figurer i hiint
Pallads, «naar de holdes ved Siden af Konstværkerne fra en sil-
digere Periode i Khorsabad og Koyunshik. Saaledes er der fi Ex.
ogsaa: en meget stor og i Oine faldende Forskiel paa Kongens
Dragt, Formen af hans Harnisk. og Stridsvogn, af Thronen og an-
dre Gienstande, som forekomme i de ældre Basreliefs; ligesom
"Folket, Krigerne, Fienden som bekæmpes-og overvindes, synes at
være af heelt andre Stammer, end dem, hvis Billeder forestilles
påa Tavlerne, der fandtes i Khorsabads Ruiner. Ligeledes er
Skikkelsen af de store Tyr - Centaurer, eller vingede Oxer med
Menneskehoveder, som man har opgravet i Nimrud-Palladset, be-
tydeligt forskiellig; og den her fundne vingede Låve er eiendom-
melig for. dette Pallads, og hidtil ikke andensteds opdaget. En-
delig kan det endnu tilfåies, at det var her, hvor Layard allerede
under sine første ;Udgravninger i Nimrud, hvor han dog maatte
efterlade saa meget af det imellem Murene værende, med Jord og
Gruus opfyldte Rum uopgravet, giorde saa mange og vigtige Fund,
baade af de forhen omtalte Elfenbeenssager, Brudstykker af Hielme,
Yaaben og andre Oldsager, hvoraf intet Spor var fundet i.Khor-
sabads Ruiner.
Det er saaledes 6iensynligt, at man fårst ved Sammenlig--
ninger imellem de forskiellige Palladser og deres plastiske Billed-
10
værker, vil komme til en mere klar og rigtig Forestilling om
Assyrernes Konst, og "dens Forhold "til. Egypternes '(maaskee
tidligere) og til Persernes sildigere, " En sammenlignende Betragt-
ning og Undersågelse af de foromtålte Hoved-Ruiner (Khorsabad,
Nimrud, og det endnu mindst bekiendte Koyunshik) er ligeledes
nådvendig, for at oplyse den' eiendommelige assyriske Pallads-
Architektur og fremstille dens Theorie, og dens historiske Forhold:
Fergusson har saaledes ikke allene paa den heldigste Maade for-
klaret saa mange egne og besynderlige Omstændigheder i disse
Bygningers Anlæg og Indretning (hvoraf endeel ovenfor er om-
talt;) men han har tillige med sit &vede og klare Blik udviklet
den assyriske Architekturs særegne Stiil og Charakteer, og har viist;
hvorledes det er i den, vi maae såge de ældste, oprindelige Ele-
menter til alle semitiske Nationers Bygningsskik og Konst, saaledes
som den i Tidernes Fålge efterhaanden er forplantet til Perserne,
Syrerne, Israeliterne, Araberne, og fra disse igien til Islamismens
Bekiendere, eller de mohammedanske Folkefærd i Asien, Afrika,
og tilsidst i Spanien %). — Til de mest i Oine faldende og usæd=
vanlige af hine Egenheder ved de assyriske Palladser hører uneg-
telig Murenes uhyre, næsten utrolige Tykkelse (fra 12, 16 indtil
20—22 Fod) til en forholdsviis ganske ubetydelig Håide; men
ogsaa denne Omstændighed forklarer sig selv, som vi ovenfor have
scet, ved Fergussons Theorie. Disse let opfårte Mure vare indrettede
til Beboelse ovenpaa deres Flade, der dannede Gulvet til den dyre
Vaaning, hvis lave Træséiler bare dens let byggede, flade Tag,
hvilket, med sit Brystværn og sin fra Midten til Siderne heldende
Flade, baade var indrettet til der at kunne nyde Aftenens Svale
og lil at give Regnvandet Aflåb. Murenes enorme Tykkelse gav
saaledes ogsaa Palladsets Portaabninger og Portgange en ligesaa
15) At den mauriske Årchitekturs flade Tage, den i Rummet udbredte Bygnings-
maade, med kun enkelte Stokværk, og de i Palladserne indsluttede Gaarde,
der omgives af Sale og mindre Værelser (som man bl. -a. finder i Alhambra)
have deres ældste Typus i den assyriske Architektur — er vel diensynligt.
Skulde man ikke ogsaa kunne såge Oprindelsen, eller det tidlidste Element
til Maurernes særegne Kuppelbygning, snarest i Assyrernes og Persernes Talar,
eller den over det flade Tag oplåftede Overbygning — ligesom et Slags halv-
aabent Lysthuus oven paa Taget?
111
usædvanlig Dybde; men denne kan paa en naturlig Maade. for-
klare, hvorfor man hos Assyrerne netop har valgt Portaabningen
til i sammes Sidevægge al. anbringe de stårste og prægligste
Sculpturarbeider, de mest colossale Figurer af vingede Tyre, Lo-
ver eller assyriske Sphinxer. Heri finder man den Forandring i
Persepolis, at siddende Låve-Sphinxer der kun ere anbragte uden-—
for. Hoved-Indgangen; men Porigangens Sidevægge har man der-
imod i Persepolis prydet med Basreliefs, der forestille Perserkongen,
enten i håitidelig Procession, eller siddende paa Thronen, o. s. v.
Vi: kunne ikke videre forfålge den forskiellige. Charakleer, som
Bygningskonst og Sculptur have taget i deres Overgang fra den
assyriske Stiil til den persiske; men maa néies med at fremhæve
den ene Hovedbemærkning af Fergusson, at ligesom Sculpturens
Konst, der indtog en saa betydelig Plads i Assyrernes Bygnings-
ornamenter, gik tilbage og blev langt mindre betydende hos Perserne:
saaledes har den egentlige Architeklur i omvendt Forhold grad-
viis hævet sig i Storhed og Betydenhed under Overgangen. fra
Assyrerne til deres persiske Overvindere og Erobrere; indtil
denne Konst i Xerxes”. Kongehalle, med dens Skov af. majestætiske
Steen-Soiler, frembragte et af. de mest sublime og storartede
Bygningsværker, som Verden har seet — det håieste og herligste
i det mindste, ,som Åsien nogensinde allene ved egne Kræfter,
ved egen Konst, har frembragt.” (Fergusson, p. 363). Hvad
Assyrernes egen Bygningskonst angaaer, da betragter denne For-
fatter det som aldeles utvivlsomt og afgiort, at i de mindst 8
Aarhundreder, som ere forlåbne æmellem Opfårelsen af det nord-
vestlige Nimruds-Pallads og Palladset i Khorsabad, har en be-
lydelig Synken. eller Forringelse i den assyriske Konst faaet Ind-
pas. Der er ikke allene en langt. héiere Grad af Fuldendelse,
… Elegants og Værdighed i de Værker, som tilhåre den ældre Konst-
periode i hiint Nimrudspallads; men baade menneskelige og Dyr-
figurer ere i Tegningen mere correcte i de ældre Værker i Nimrud,
end i.dem, man har fundet i Khorsabad. Dette, tilfbier Fergusson,
kan ikke undre 08; ,thigaae vi alter 800 Aar længere ned i
Tiden til vi naae Persepolis, da finde vi Sculpturarbeider, der
staae ligesaa meget under dem fra Khorsabad, som disse ere
112
ringere end Konstværkerne fra Nimrud,” Vil man endog ligne de
sidste med Arbeiderne i Persepolis, da, mener F., vil Afstanden
ikke være mindre, end den kan være imellem Sculpturerne fra
Parthenon, og en romersk Triumphbue (pag. 364.) Derimod
staaer Architekturen i Persepolis (uden engang at tale om dens
herlige Marmorsoiler med en Håide af 60—65 Fod) i den Grad håiere,
baade i Konst og i colossal- Storhed, at blot den ene Xerxes”
Halle har under sit Tag dækket et stårre Rum end hele det nord-
vestlige Slot i Nimrud; uberegnet endog den store Palladsgaard.
Det staaer endnu tilbage at meddele noget om det Stand-
punkt, som man hidtil har opnaaét i de assyriske Mindeskrifters
Læsning, og hvorvidt man altsaa, ved Hielp af den, er kommet i
at bestemme, hvilket Folk og hvilken Tidsalder de udgravede Pal-
ladsruiner tilhåre; og navnligen, om de alle, eller hvilke af dem,
i Forliden have udgiort Assyriens allerede for 2400 Aar siden
odelagte "Hovedstad, Ninive. Det er bekiendt, at Major H. C.
Rawlinsons beromte Fortolkninger af de slore persiske Minde-
skrifter i tre asiatiske Sprog over Darius Hystaspis (ved Bisutun
og Naksh-i-Rustam) have været af ikke ringere archæologisk Vig=
tighed for Persiens Vedkommende, end Steenskriften fra Rosette
til Fortolkning af Egypternes forskiellige Skriftarter. Ved Hielp
af disse i hi Grad interessante persiske Monumenter, og underståttet
ved Læsningen af de dvrige faa hidtil bekiendte persiske Inserip-
tioner af lignende Art, fra Achæmenidernes Periode, har man ei
allene kunnet opnaae stårre Sikkerhed i Læsningen af Kileskrift i
Almindelighed; men man kom allerede derved til Kundskab om
Brugen af en særegen Art af delte Slags Skrifttegn for det gamle
assyriske eller babyloniske Sprog. Grundvolden til denne vigtige
Berigelse af den asialiske Palæographie lagdes derved, at Rawlinson
i de achæmeniske Indskrifter opdagede over 80 egne Navne, og
ved dem ikke allene kunde ledes til Kundskab om Skrivemaaden
af disse Navne i den assyriske Text, men tillige om Brugen og
Lydbetegnelsen af omtrent 100 tilsvarende assyriske Elementer i
… Atå
Kileskriften. Det synes ogsaa allerede afgiort ved Rawlinsons
- Studium og Oplysning af disse ærværdige historiske Monumenter, at
Assyrernes, eller (som Rawlinson sædvanlig benævner det) det
babyloniske Sprog, endskiådndt det hverken er Hebraisk, Chaldæisk,
eller Syrisk, dog har saa mange Analogier med disse Sprog, at
det maa regnes til den semitiske Stamme, hvorved saaledes allerede
dets væsentlige Forskiellighed er afgiort fra de to Sprogarter (Zend
eller Gammel-Persisk, og Medisk, eller rettere Gammel-Tatarisk)
i hvilke de to andre ligelydende Texter i de achæmeniske Minde-
skrifter ere affattede. Men uheldigviis lærte disse Opdagelser og-
saa, at den assyrisk-babyloniske Kileskrift er af saadan Beskaffenhed,
at den vel, ligesom den persiske, er af phonetisk, eller lydbetegnende
Natur; men al den dog ikke har faste individuelle Tegn for hver
enkelt Bogstav- eller Stavelse- Lyd. Den har et betydeligt Antal
forskiellige, anderledes sammensatte Tegn af Kileskriften, der
kunne anvendes, og ofte sæltes' i Stedet for hinanden. Med andre
" Ord, den assyriske Skrift har havt flere Tegn for de samme Lyd--
Elementer i Sproget; den bruger ogsaa stundom det samme Skrift-
tegn lil at udtrykke forskiellige Bogstaver, eller undertiden Stavelser;
den har stundom ideographiske Tegn, og Forkortninger, i Stedet
for de phonetiske; stundom forekomme ogsaa virkelige Synonymer i
Ordenes Brug; grammatiske Suffixer og Affixer benyttes, eller ude-
lades ; og Dialect-Egenheder ere ikke uden Indflydelse paa Skrifitegns
Anvendelse. Den stårste Vanskelighed af alle disse maa dog frem-
staae ved en jævnlig Omvexling af Tegnskrift og Lydskrift, af Sta-
velsetegn og Bogstavtegn, og ved Brugen af det selvsamme Tegn
underliden i alle disse forskiellige Betydninger.
Dette er saaledes: Resultaterne af de sildigste Oplysninger,
Rawlinson har meddeelt om sine assyriske Skrift- og Sprog-
forskninger; og hvad Skrifttegnene angaaer, da stemmer den lærde
Englænder ogsaa overeens med Botta, som et Par Aar tidligere
udgav en Afhandling ,0ver”den assyriske og persiske Kileskrift”.
Bolta vil deri-bl. a. have lagt for Dagen: 1. at visse assyriske
Skrifitegn kunne omvexle med hverandre, uden Forskiel i Betyd-
ning. 2. At der ikke findes nogen væsenilig Forskiellighed imel-
lem Skrifttegnene i de assyriske. Inscriptioner i Van, i Persepolis,
114
og i Khorsabad. 3. At Sproget, hvori de assyriske Indskrifter
paa alle tre Steder ere affattede, efter al Sandsynlighed er' det
samme; eflerdi Pronomina, Artikler og grammatiske Tegn (les signes
grammaticaux) ikke ere forskiellige"), — Det er neppe mueligt for
den, som er ganske uindvieti Maaden, hvorpaa man efterhaanden har
ledet sig frem i Oplåsningen og Fortolkningen af Egypternes forskiel-
ligd Skrifter, at begribe, hvorledes der alt har kunnet giåres saa bety-
delige Fremskridt i Kileskrifternes Læsning; thi ei allene har Rawlin-
son, som nylig bemærkedes, kunnet fortolke de to lange Indskrifter (i
det Persiske) over Darius; men-han har været i Stand til, foruden de
hundrede assyriske Tegn, som han tilsidst bragte frem, ved at sammen-—
holde dem med de tilsvarende Ord i den persiske Text, ved andre
sildigere kritiske Undersøgelser og Sammenligninger af assyriske
Indskrifter, at tilféie omtrent halvtredsindstyve nye; ,0g til dette
Bekiendtskab (siger han) med den phonetiske Betydning af omtrent
150 Tegn, indskrænker sig min nærværende Kundskab om de ba-
byløniske og assyriske Alfabeter,” Ligesom Rawlinson overhove-
det erklærer "sig for overbeviist om, at Kileskriftens Oprindelse
maa søges i Assyrien, saaledes antager han, at det hele assyriske
Skriftsystem har havt sit Udspring fra det Egyptiske; uden at han
vil afgibre, om Kileskriften er opkommen. får eller efter Over-
gangen fra Billedskriften eller Hieroglypherne til Egypternes. hie=
ratiske eller demotiske Skrift; .skiåndt det sidste dog vel er rime-
ligst, hvad ogsaa R. synes at mene, Jeg vil her endnu tilfåie
den korte Charakteristik, han ved samme Leilighed giver over
Assyrernes Kileskrift: ,,Alphabetet er deels ideographisk, deels
16) Memoire sur Pécriture cuneiforme, par M. Botta. Paris 1848. 197 p. 8vo.
(pag. 4. 5.) Han meddeler og giennemgaaer i dette Skrift i.Alt 125 Grupper
af ligegieldende assyriske Skrifttegn (charactéres homophones); og meddeler
tilsidst sin Mening om Anledning og Aarsager til denne Beskaffenhed ved den
assyriske Kileskrift. p. 166—171; efterat han p. 166 tydeligt har fremsat det
let fattelige Forhold i den Henseende imellem Hieroglypherne og de assyriske
Skrifttegn: (,[l my a rien de commun entre les homophones égyptiens & les
equivalents assyriens; le principe de ces deux écritures est évidemment dif-
férent; un charactére hiéroglyphique représente un objet, dont le nom dans
la langue égyptienne commeénce par la lettre que ce caractére å représenté,
quand il est employé phonétiquement; dans Pécriture assyrienne les signes
ne repræsentent pås des objets.” &c,:p. 166.)
115
»phonetisk; og "Tegnene ere atter i nogle Tilfælde Stavelsetegn, i
»andre betegne de en enkelt Bogstavlyd. Hvor et Tegn udtrykker en
»Stavelse, gisser jeg, at Stavelsen har været-det ejendommelige
»Cspecific) Navn: paa den Gienstand, som Tegnet forudsættes at
»Skulle forestille; hvorimod i Tilfælde, hvor Tegnet har en alpha-
»betisk Betydning, denne synes at have den i Benævnelsen paa
»den. vedkomménde Gienstand herskende Lyd. Paa denne Maade
»mener jeg, vi allene blive i Sland til at forklare det anomale
»eller uregelmæssige Forhold ved mange assyriske Skrifttegn, hvilke
»undertiden phonetisk betegne en fuldstændig Stavelse; og paa
»andre Steder kun eet af de Lyd-Elementer, hvoraf Stavelsen be-
»Staaer. «Man kan ingenlunde. paastaae, at den phonetiske Deel af
»Alphabetet er heelt igiennem en Stavelseskrift; eller at ethvert
»Lydtegn ' forestiller en fuldstændig Articulation, og altid den
Samme." Vi maae indråmme, at der gives en betydelig Deel Sta-
”velsetegn (an extensive syllabarium); men det er ikke mindre
»vist, at mange Charakterer kunne allene forklares som enkelte
»Consonanter. Disse Charakterer kunne vel i Almindelighed ad-
»Skilles i saadanne, der begynde, og de, som ende et Ord (initial
»and terminal); eller den Vocallyd, som maa ledsage dem, gaaer
»i nogle Tilfælde foran en Classe af bemeldte Bogstavtegn, og i
»andre: fålger den efter samme; men i endeel Tilfælde anvendes
den samme Charakteer i Kileskriften, baade til at begynde og
»Slutte en Stavelselyd (articulation); og Skriftens hele phonetiske
»Structur er i en saa raa og elementar Tilstand, at man næsten
»maa mistvivle om at kunne bringe den i et bestemt og regelret
»System.… Men en endnu mere afskrækkende Vanskelighed, ja saa
»Stor, al jeg kun kan tænke mig en fiern Muelighed til at overvinde
»den, er, at visse assyriske Skrifttegn udtrykke to Lyd, som til
»den Grad ere forskiellige, at de hverken kunne bringes i beslægtet
»Forhold til hinanden; ei heller, naar det endog antages, at Tegnet
»oprindelig betyder en Stavelse, som ved given Leilighed kunde
»Sammentrænges til dens herskende Lydelement, vil da den anden
»Betydning af Tegnet findes indeholdt i den fuldstændige og
" yoprindelige Stavelselyd. (nor — will the oiher power be
4
e. mg
»found to enter at all in the full and original. articula-
5 ED CY SS,
Major Rawlinson har ikke ladet sig afskrække ved Vanskelig-
heder, som undertiden i det assyriske Alphabet endog synes at over-
gaae dem, mod hvilke man har at kæmpe i det egypliske; ved hvilket
man i det mindste har en betydelig Hielp i at kunne anvende
koptiske Ord til at bestemme Meningen af en stor Deel gamle
hieroglyphiske eller demotiske Skrifttegn. Han dålger, som vi
have seet, ingen af de Hindringer, som her blive at overvinde,
selv for den, der allerede har vundet Indsigt og Ovelse i at læse
de persiske Indskrifter; og han taler med stor Beskedenhed om
de Fremskridt paa den tornefulde Vei, han hidtil har kunnet gibre
i Fortolkningen af assyriske Kileskrifter. Et halvt Aarhundrede
er allerede forlåbet, siden Rosetta-Stenen blev opdaget, og ved
den Någlen funden til Fortolkningen af en Deel hieroglyphiske
Figurer (,4 partial key io the hieroglyphics”);. og dog har dette
"Studium, som en egen Decl af Sprogforskningen, ,neppe giennem-
gaaet sit fårsle forberedende Stadium af Udviklingen.” Hvorledes
vilde man da kunne vente sig, at i et; Sprog, som det assyriske,
efter Rawlinsons Mening »ylangt vanskeligere, end det egyptiske”,
og med ingen Hielp, som den, man for Egypternes Mythologie og
Kongerækker,. kan have af Plutarch, Manetho og Eratosihenes,
skulde to eller tre Individer kunne udrette meer i et Par Aar, end
hele Europa har kunnet tilvejebringe i et halvt Aarhundrede? —
Den lærde engelske Orientalist har imidlertid giort nåiagtig Rede
for, hvorvidt han paa den Tid (Februar 1850) var naaet i Ord-
kundskab (omtrent 200 assyriske Ord kiendte han med fuld Vished
i Betydningen, og nogenlunde (approximately) i deres Lyd); lige-
som i at kiende Sprogets grammatiske Organisme, og dets Slægt-
skab eller Stilling til de nyere semitiske Sprogarter, blandt hvilke
Rawlinson vil henregne det — omtrent vel i et saadant Forhold, som
det, hvori Zend og Sanskrit staaer til andre Japetiske. Sprog-
classer. Foruden de grammaticalske Antydninger, han har med-
17) H. C. Rawlinson on the Inscrtiptions of Åssyria ånd Babylonia. Journ. of the
koy. Asiatic Society... Vol. XIL (1850.) p. 404. 405.
117
deelt, og som han selv anséer for tilstrækkelige til at vise de
stedfindende Analogier imellem det gamle assyrisk - babyloniske
Sprog paa den ene Side, og det Hebraiske, Chaldæiske og Cop-
tiske paa den anden: har han desuden bestyrket dette Sprog-
slægtskab ved endeel Exempler af Ordforraadet, hvorved Liigheden
med de semititiske Sprog maa komme endnu mere tilsyne; og
hvorved han betragter det som afgiort: at næsten alle assyriske
Rod-Ord i deres Grund-Element, eller i Consonantilyden, kun have
en itvefoldig Bogstavlyd (the roots are almost universally bili—
teral”).
" Imod Rawlinsons Fortolkninger over de assyriske Inscriptioner
(saavidt disse findes paa gammel-persiske eller achæmeniske Mo-
numenter), og imod hans. linguistiske Resultater, har der næsten
samtidigen reist sig en Modstander i Tydskland, Hr. M. 4. Stern,
som, efterat han (som han beretter) i Sommeren 1849 havde begyndt
sine Studier af den assyrisk-babyloniske Kileskrift, antager, at det
allerede i October Maaned var, lykkedes ham saaledes, at han havde
fortolket den assyriske Text i samtlige ham bekiendte eller til-
gængelige (15) achåmeniske Indskrifter, hvilke han derefter i Junii
Maaned 1850 har ladet trykke, efter sin: Læsning, med Oversæt-
telser, grammatisk-kritiske Bemærkninger, et Glossarium, og en
Tavle med: Aftegninger af 58 Lydtegn med deres Homophoner, i
den assyriske Kileskrift. Stern har paa den Tid allene kiendt
Rawlinsons Forskninger og Resultater. af en Beretning i et engelsk
Tidsskrift (Athenæum) om de af ham i det Asiatiske Selskab 19.
Jan. og 16. Febr. 1850. oplæste Afhandlinger, der selv kun skulde
være Foreldbere for et stårre Værk, hvorpaa han i flere Aar har
arbeidet7?). Imidlertid har den tydske Forf. fundet sig opfordret
til, saa hastigt som mueligt at fremtræde med sin bestemte Mod-
sigelse af Rawlinsons, Sætninger og Resultater netop i de væsent-
ligste Elementer” af den assyrisk — achæmeniske Kileskrift. Stern
18) Die dritte Gattung der achåmenischen Keilinschriften, erlåutert von M. ÅA.
Stern.” Gåttingen. 1850. 236 58. 8.
19) The memoir, which I have for many years been preparing for publication ;
and which will be printed in the Society's Journal.” Asiat. Journ. Vol. XII.
p. 416.
118
paastaaer saaledes: det assyriske Alphabet er zkke deels ideo-
graphisk, deels phonetisk; det er tværtimod reent phonetisk og
indeholder aldeles ingen ideographiske Tegn; han benegter der-
for ogsaa aldeles de utvivlsomme Spor til egyptisk Oprindelse,
som R. vil have fundet; ,hvis man ikke overhovedet vil fåre alle
semitiske Alphabeters Oprindelse tilbage til Egypten.” (Fort. p. VI.)
Ligeledes benegter denne tydske Forfatter, at den phoneitiske, eller
lydbetegnende Deel af Alphabetet deels skulde være Slavelseskrift,
(syllabisk) deels Bogsiavskrift (litera); og antager det modsatte:
at Assyrernes Alphabet kun bestaaer af enkelte Consonanter og
Vocaler, og aldeles ingen Stavelsetegn indeholder. Heller ikke vil
Stern vide af, at det samme Tegn. kan have to reent forskiellige
Betydninger (,zwei ganz verschiedene. alphabetische Werthe.”) »I
alle Indskrifter, som jeg kan læse”, forsikkrer hun, ,forekommer
ikke et eneste saadant Exempel; og jeg tager ikke i Betænkning
at paastaae: at aldrig har eet og samme Skrifttegn forskiellig Gyl-
dighed; men beholder uforandret sin bestemte Betydning.” — En-
delig modsiger han endnu ligesaa bestemt en vigtig og ,dybt ind-
gribende” Sætning hos Rawlinson, vedkommende Sprogeis Structur ;
nemlig, at der næsten ingen trefoldige (,triliteralen”) Rødder
gives i del babylonisk-assyriske Sprog; og at samme derfor endnu
er »i en mere primiliv Tilstand, end alle åvrige bekiendte semi-
tiske Dialecter,” Stern paastaaer, at dette Sprog, i de achæme-
niske Inscriptioner, i enhver Henseende staaer de bekiendte og
uddannede ' semitiske Dialecter aldeles nær; og i de af ham be—
handlede faa Indskrifter, hvori forekommer 80 til 90 Rådder,
finder han 12 afgiort triliterale. — Men delte er fålgelig knap
1 af hele Antallet; og saaledes see vi dog ikke, at Sterns abso-
lute og stærke Benegtelse i dette Tilfælde har en meget fast Fod
al staae paa. — Andre maa skille i denne Trætte; men ligesom
det ikke kan andet end vække betydelig Forundring, at Stern ikke
engang har oppebiet Trykningen af Rawlinsons oplæste Afhand-
linger, men bedémt og modsagt én Deel af deres Indhold blot
efter en Anmeldelse i et literairt Blad; og at han derfor heller ikke
med et Ord berérer Rawlinsons Læsning og Oversættelse af den
lange Obelisk - Inscription, m. m.: saaledes er det næsten ligesaa
119
besynderligt, at han heller ikke nogensteds omtaler Botia's oven-
anforte tidligere Afhandling om den assyriske Kileskrift. Her
" finder man dog, (p. 169, 70) at det bl. a. angives, som en af
Grundene til den hyppige Omskiftning af Bogstavtegnene, ,at den
har været Stavelsekrift.(syllabique), for saa vidt i det mindste,
som hver Consonant har været udtrykt ved et forskielligt Tegn, i
Folge af hvilken Vocal, der fåiedes til.den; saaledes f..Ex. at der
var eet Tegn for b, et andet for ba, for bi.” 0. s. v.
Vi maae saaledes kun endnu engang vende tilbage til Raw-
linson, for med nogle Ord at omtale den sidste Deel af de oftere
anførte Meddelelser, (i As. Journ. Vol. XII), hvori han — for saa
vidt man vil tillægge den lærde Archæolog, der har indviet mange
Aar af sit Liv til fortsatte Studier og Forskninger i denne Retning,
nogen Troværdighed — har givet vigtige og afgibrende Beviser
- for, at Kileskrifterne paa de assyriske Monumenter indeholde vir-
kelige historiske Data, og at vi tår vente os i dem at finde Op=-
lysninger, baade om Kongerne, som have opfårt de i Ruinerne
udgravede Palladser, og om disse Kongers Erobringer og andre
Bedrifter. Da Hensigten her ei kan være, al give et fuldstændigt
Udtog af bemeldte Meddelelser, nåies vi med at anfåre de vig-
tigste Resultater af Rawlinsons Meninger og Oplysninger, i en
Korthed, som allene udtrykker det væsentligste Indhold.
1... Ruinen Nimrud kan vel have hørt til ,den Gruppe af
Stæder, som i Propheten Jonas" Tid, var bekiendt under Fælles-
navnet Ninive”; men har selv ingen egentlig. Fordring paa dette
" Navn. Dens Benævnelse, der forekommer i Stedets Inscriptioner,
er i sin Læsning tvivlsom. Det kan snarest enten være Levekh,
eller Halukh, der kunde være det Calah, der forekommer i Ge-
nesis, og Halah i Kongernes Bog.
2. Det virkelige og oprindelige Ninive, som oftere , omtales
i Inscriptionerne”, tår vel snarest antages al have ligget der,
hvor man nu seer den colossale Jordhéi, lige overfor Mosul,
paa hvis Top findes Propheten Jonas” foregivne Gravsted. Rui-
nerne, der nu benævnes Koyunshik, (for hvilke et eget, op-
rindeligt Navn hidtil ei med Vished er fundet) bår da rettest
betragtes som en stor Forstad til Hoyedstaden selv, og er efter
— 120
al Formodning det af Xenophon saakaldte Mespila. Khorsabad
(,som man nu underliden (siden Bottas Opdagelser) kalder det
franske Ninive”) har vel ligeledes hørt umiddelbart under Ni-
nive(?)%) og havt sit eget Navn efter Kongen, der byggede dette
Pallads; men Navnet (maaskee ;Sargon) har hidtil ei med Vished
kunnet læses.
3. " Saavidt man, ved at sammenholde enkelte Data i de
hidtil opdagede og. læste assyriske Indskrifter, kan komme til
Vished, eller dog til en héi Grad af Sandsynlighed,' maa de
Kileskrifter, der ere fundne i det nordvestlige Nimruds Pallads,
antages for de ældste; og disse tilhåre en Konge, hvis Navn
Rawlinson læser Assar-adan-pal, og som han antager for den
gamle, heroiske og krigerske| Sardanapal, som Grækeren Cal-
listhenes omtaler, og hvis colossale Gravminder, udenfor Porten
til Assyriens Hovedstad, en anden gammel Græker, Amyntas (hos
Athenæus) omtaler. Rimeligviis indeholder den store Jordhåi eller
Pyramide ved Nimrud, som Layard paa sin anden assyriske Op-
dagelsesreise vilde stræbe at faae udgravet og undersågt, Rui-
nerne af dette Monument.
4. I bemeldte Indskrifter forekommer oftere Navnene paa
flere, (i det mindste 3) ,Konger af Assyrien”, "ældre end Sar-
danapal, og nævnte som hans Forfædre; men hverken tår Raw-
linson med fuld Bestemthed angive Læsningen eller Lyden af
disse Navne;. ei heller indeholde Indskrifterne meer om disse
Konger, end de blotte Navne. Om 'Sardanapal selv inde=
hélder derimod en Indskrift fra det nordvestlige Pallads, der
gientages over hundrede Gange, Navnene paa mange Landskaber
og Folkefærd, som påa den Tid: vare skatskyldige til Assyriens
Konge. Andre og senere Indskrifter fra Sardanapals Tid nævne
hans Krigstog til Syrien, og de phæniciske Hovedstæder ved Kys
sten, som han bragte under sit Herredåmme.
5. Den langt udfårligere historiske Indskrift paa den ovenfor
omtalte Obelisk, funden i' Central Palladset i Nimruds- Ruinerne,
vedkommer Sardanapals Son (Temen-Bar 1l.), Opbygger af dette
Pallads, og indeholder, Aar for Aar, et Slags Annaler over hans
20) This City, although an immediate dependency of Niniveh.” 1. c. p. 419,
enn
M.n
Krige og Erobringer, i 31 Aar af "denne Konges Regiering,
om hvilke (ligesom i.de achæmeniske Indskrifter) der bereltes
i» hans eget Navn, eller i: forste Person. Figurerne derimod,
som i'5 Rader strække sig omkring Stenen, ovenover den
lange historiske. Inscription, ” forestille Ydelsen af Tribut fra
fem forskiellige "skatskyldige Fyrster og Nationer, hvis Navne
(hvoriblandt Misr, som R. antager for Egypten) angives i kortere
Indskrifter (Epigraphs), der ere) indgravne i Obelisken ovenover
Figurerne. Disse forestille døg langtfra ikke alle Gienstande af
Tributen, der opregnes i vedkommende Indskrifter; og heller ikke
har R.: opnaaet nogen Vished i at kunne læse eller fortolke den
storste Deel af samme. Guld, Sålv, Perler, Ædelstene, Ibenholt
og Elfenbeen, tilligemed Heste og Kameler, ere de Ord, som
han antager med Sikkerhed at have læst.
Vi kunne blot til det Ovenanfårte tilfåie, at Rawlinson i de
sidst omtalte Indskrifter fra Centralpalladset i Nimrud, der tilhåre
det ældste her forekommende assyriske Dynastie (nemlig Assar-
Addan-Pals, eller Sardanapals Slægt), endnu vil have fundet
Navnene paa en Sån og Sånnesån af Temen-Bar Il.; men at med
den sidste (hvis Navn kan læses Hevenk, og er det samme, som
tillægges Sardanapals Farfader) afbrydes denne gammel - assyriske
Kongerække. Et Mellemrum har fundet Sted imellem den, og det
sildigere Dynastie, som Opfårelsen af Palladset ved Khorsabad
lilhårer; men om Længden af dette Tidsrum finder en Uliighed
Sted imellem Layards og Rawlinsons Meninger. Den fårste gaaer
saa vidt, at han antager en fuldstændig Revolution i Staten, det
gamle Dynasties Omstyrtning, og Assyriens Erobring ved et frem-
medt Folk med andre Guder, eller en forskiellig Religion. Heri
er Rawlinson slet ikke enig; efter ham er bl. a. Sproget i In-
” seriptionerne fra Nimrud og Khorsabad aldeles identisk; de samme
Guder dyrkedes af det nye og det gamle Dynastie; kun Astheroth's
eller Asihera's Navn forekommer hyppigen som ganske nyt i
Khorsabad - Inscriptionerne, men slet ikke i de ældre fra Nimrud.
- Man har ogsaa bl. a. fundet Inscriptioner, som beviste, at Kongen
fra Khorsabad har restaureret og beboet det nordvestlige Pallads i
Nimrud, — Da Rawlinson oplæste sine Beretninger i det asialiske
122
eee es
Selskab (Februar 1850) vår han endnu ikke kommen til Vished og
Enighed med sig selv, om der var tilstrækkelige Grunde til at an-
tage Kongerne fra Khorsabad-Inscriptionerne. for at tilhåre "det
sildigere assyriske Dynastie (ythe lower dynasty, of Assyria”): af
hvilket nogle Herskeres Navne forekomme i det gamle Testa-
mente, og i den jådiske Historie, under Kongerne i;Juda- og Israel.
Han har med lige upartisk Néiagtighed anfårt de vigtigste Grunde
for og imod denne Hypothese; men han sluiter med den Til-
staaelse: at han dog endnu er tilbåielig til at sætte den nye as-
syriske Konge fra Khorsabad i det mindste to Aarhundreder læn-
gere frem i Tiden, end de jådiske Konger Hosea og Ezechias.
De dvrige af Rawlinson meddeelte indholdsrige Oplysninger” og
Resultater, vedkommende assyriske Konger fra det sildigere Dy»-
naslie i Khorsabad, og deres Bedrifter og Erobringer, saaledes som
han indtil den Tid havde opnaaet disse Resultater ved sine Forskninger
i Monumenterne og Inscriptionerne fra Khorsabad, paa de assy-
riske Cylindre med Kileskrift, og andre Monumenter og Oldsager,
der håre til Udbyttet af Layards første Reise: maae vi her for-
bigaae. Vi kunne selv ei meer end nævne, at der af en fransk
Lærd (4. de Longperier) 'er fremsat nogle faa Erindringer an-
gaaende Læsemaaden af enkelte; Navne m. m. hos Rawlinson;
tilligemed en vel ikke ganske ugrundet Bemærkning om-… det
ønskelige i, at han kunde have udgivet den assyriske Text. saavel
af Monumentet over Darius ved Bi-Sutun, hvoraf han er i Besid-=
delse, som af Obelisken. fra Nimrud, samtidigen med hans Før- ;
tolkning af den sidstes Hovedindhold””). — Men man indseer let,
at da den lærde engelske Orientalist kun har givet sine Meddelel-»-
ser til det asiatiske Selskab Formen af en Forberedelse eller Ind»-
ledning til sit stårre, dybere gaaende Værk over de assyriske
Steenskrifter: saa har han til delte forbeholdt Bekiendtgibrelsen af de
to Hoved - Indskrifter, med hvis Text og Fortolkning han hidtil
især har været sysselsat. Vi slutte saaledes med en Erindring,
som i ethvert Tilfælde maa finde Anvendelse paa det af ham med-
21) Jfr. Revue archéologique. VII. Année. Oct. 1850, ,,Antiquités assyriennes”,
par A. de Longpérier. p, 440—51.
23
deelte Hoved-Indhold af den vigtige historiske Indskrift paa Obe-
lisken fra Nimrud. Rawlinson har ikke bekiendtgiort eller oversat
Inscriptionen fuldstændig og ordret. Han har vedgaaet og op-
regnet en Mængde Tilfælde, hvori han selv er uvis om Læsningen
af Navne, og andre Ord, med Hensyn til deres Lyd, deres Form
eller deres grammatiske Endelser, og derved motiverede Betydning.
Maa derved ikke overhovedet. opstaae en almindelig Usikkerhed og
begrundet Tvivl om de af ham opstillede historiske Data og chro-
nologiske "Beregninger? — Deite er dog ingenlunde nådvendigt.
Det er netop: fordi R. ikke tiltroer sig at kunne læse Indskriften
paa Obelisken Ord for Ord, at han ikke saaledes meddeler den i
sin Oversættelse. Han har derimod ingen Vanskelighed fundet ved
at forstaae' det meste af Indskriftens væsenilige Indhold; og af
dette har han meddeelt hvad han, efter sin Overbeviisning, an-—
tog at have læst og forstaaet med Vished; hvor denne, i Navne
eller andre Ord, endnu ikke var fuldkommen, der har han ikke
undladt at bemærke sine egne Tvivl.
Det kunde vel ikke være ganske uventet, om Bottas og Layards
Opdagelser, tilligemed Resultaterne for Assyriens Fortidshistorie,
som de selv og sandre begrundede paa de. fundne Monumenter
(tildeels inden endnu noget Forsåg var giort paa at læse eller
fortolke "Indskrifterne) vilde vække-en eller: anden kritisk Tvivl
" eller Uvished; saameget mere, som Opdagerne, ja Rawlinson selv,
ikke have dulgt de overordentlige Vanskeligheder, der måde ved
Læsningen og Udtolkningen af den saakaldte 3die Art af den
achæmeniske Kileskrift, eller den assyrisk-babyloniske Steenskrift.
Endskidndt man ogsåa i England vel har yttret nogen Tvivl om
enkelte Punkter i de Resultater med Hensyn til Assyrernes Hi-
" storie og Cultur,, hvilke Layard har antaget som afgiorte, er der
dog ikke fremstaaet nogen Indsigelse imod den Forudsætning,
hvorfra baade Botta-og Layard fra Begyndelsen ere udgaaede:
at de ved Khorsabad, Nimrud og Koyunshik udgravede Ruiner
allene ere assyriske, og meer eller mindre maa henregnes al have
124
udgiort det allerede i Verdens ældste historiske Erindringer ly-
sende, men som et Meteor igien forsvindende Ninive. — Man har
derimod i Fior seet et Slags kritisk Særsyn vise sig i Frankrige.
En der ikke ubekiendt Chemiker og Archæolog, Dr. Ferd. Hoefer,
" Oversætter af Diodorus Siculus, og Forfatter af en Historie af
Chemien, har i 1850, efterat Botlas og Layards Værker vare ud-
komne, men uden at tage Hensyn til Rawlinsons ovenfor ofle
anfårte Afhandlinger, begyndt en Række af kritiske, til Academie
des Inscriptions indgivne Afhandlinger, hvori han opkaster Tvivl
imod Identiteten af de opgravne Ruiner og det gamle assyriske
Ninive, hvis fuldstændige Odelæggelse, i Fålge marge overeens-
stemmende Yttringer i hellige og profane Båger fra Oldtiden, han
antager for utvivlsom. Uagtet man uden Tvivl snart: maa blive
overbeviist om, at Dr. Hoefer meget har forhastet sig i at ville
omståde Slutninger af den franske og den engelske Opdager, som
i det Væsentlige vare grundede paa de fundne Monumenter, lige-
som paa Stedernes geographiske Beliggenhed og paa de til samme
fra umindelige Tider knyttede Traditioner, inden han endnu har
kiendt Rawlinsons allerede betydeligt fremskredne Forskninger og
Bestræbelser for at læse og fortolke de assyriske Kileskrifter:
kunne vi dog ei andet end meddele en Oversigt af Dr. Hoefers
to hidtil udgivne Memoirer (20. Februar og 24. Mai 1850), som
vel maatte overraske ved den Kiækhed, hvormed denne Forfatter
vil omståde den hele Grundvold for de assyriske Opdagelser.
Hans Hoved-Indvendinger ere geographiske, eller hentede fra
Ruinernes Beliggenhed paa den venstre Bred af Floden Tigris,
saaledes uden for Grændsen af det egentlige Mesopotamien, Landet
imellem de to Floder, hvor Ninive, efter hans Mening, nådvendigen
maa antages at have ligget. Ctesias har, paa fire eller fem forskiel-
lige Steder, udtrykkeligt nævnet Euphrat som den Flod, ved hvilken
Ninive var anlagt, og hvis Oversvommelse var en Hovedgrund til
Stadens Erobring af Mederne og til Sardanapals Undergang. Dr.
Hoefer glemmer vel heller ikke Stedet hos Herodot, (I. 193) hvor
denne omtaler Tigris, yved hvilken Flod Ninus” Stad (Nivoc z041c)
var byggel”; men han mener, at dette intet afgiår, da Herodot ikke
tilfåier,' paa hvilken af Flodens Bredder, den dåstlige eller vest-
125
lige, Staden laae. "Derimod mener han, maa Udsagnet om Ninives
Beliggenhed hos Ctesias — hvis lange Ophold som Læge hos Perser-
kongen Artaxerxes Mnemon, hvem han ogsaa fulgte i Krigen,
taler for hans'.Sagkundskab — bestyrkes ved Xenophons yderst
nåiaglige Beskrivelse over de 10,000 Grækers beråmte Tilbagetog.
Delte skeete efter Slagét ved Kunaxa, (401 f.'Chr.) netop langs
med den venstre eller åstlige Flodbred af Tigris, hvor Xenophon
bl. a: nævner to storé,: den Tid allerede åde og forladte Stæder,
Larissa og Mespila, som, efter hans Beretning i ældre Tider vare
anlagte og befæstede af Mederne, med stærke Mure af brændte
Stene. Han beskriver ligeledes et stort persisk Slot, liggende paa
en Slette, og omringet af Landsbyer — Alt uden at omtale Ninive
med et Ord?), Dette, mener Hoefer, maatte give Vedkommende
Anledning til en nåiere Undersågelse, om de fundne Ruiner ved Khor-
sabad og Nimrud ikke snarere skulde have tilhårt de ådelagte mediske
Stæder hos Xenophon, end det gamle, for halvtredie tusinde Aar siden
nedbrudte og slåifede Ninive. Havde der været saa betydelige
Ruiner af denne assyriske Hovedstad, som de, der nu ere opdagede,
netop i Egne, hvorigiennem den nåiagtige historiske Fortæller
fårte' sine titusinde Græker: da havde han vist ikke kunnet forbi=
gaae dem, eller Ninives Navn, med Taushed. — Hoefer tilfåier
endnu de herhen hårende Steder hos Diodor (XVIL 53) hvor
denne græske Historiker beskriver det afgibrende Slag ved Gau-
gamela, i hvilket Alexander den Store overvandt Kong Darius, som
rykkede ud med sin hele Hær fra Babylon, og bevægede sig frem
med Tigris paa sin håire, og Euphrat, paa sin venstre Flbi; thi
han skyndte sig for at ville levere et Slag paa Ninives Sletter,
22) Ritter (Erdkunde, IX. 703. XI. 174) vil forklare Xenophons Taushed om Ni-
nive ved de Omstændigheder, under hvilke han paa Tilbagetoget med den
græske Hær drog igiennem disse Egne, og som maatte give ham andet at
tænke paa. 'Denne Grund synes i det mindste temmelig svag. Hvis Xenophon
havde hårt det verdensberåmte Navn nævnes, da han drog igiennem Egnen,
hvorfor skulde han da have glemt det, meer end Stæderne Larissa og Mes-
pila, hvis Ruiner han beskriver? — Ritter mener selv, (XI. 174) at der ikke
” kan være Tvivl om, at Xenophons Mespila måa være de Ruiner, man nu til-
lægger Ninive (Koyunshik). Man maatte da ikke mere have kiendt dette Navn,
då Xenophon giorde sit Tilbagetog; thi Ninus eller Ninive (Niniouah) kunde
han dog umuligen giåre til Mespila. |
126
der vare saa vel skikkede til at udfolde en stor Hærmagt.” Herefter
skulde det altsaa synes, at Ninive maatte såges paa den vestlige,
ikke paa den dstlige Side af Tigris. — Mindre betydende ere de
ovrige Steder hos de græske og romerske Classikere (Strabo, Am-
mian, Plinius, Lucian, Philostratus, Ptolemæus m. fl.) som Hoefer
har samlet; blandt hvilke imidlertid Strabo og Ptolemæus”) ud-
trykkeligt henlægge Ninive paa den østlige Bred af Tigris, ,paa
Aturiens Sletter, som ved Floden Lykos skilles fra Arbela, en
Landstrækning, der er en Deel af Babylonien.” — I åvrigt kan
bemærkes, at Plinius tværtimod hensætter Ninives Beliggenhed
påa den! vestlige Bred af Tigris”), og at Lucian i en af sine
Dialoger omtaler Ninive, ,,Sardanapals Stad”, med det Tillæg: ,Den
er for længe siden ådelagt; der er ikke Spor af den tilbage;
Ingen skulde kunne sige, hvor den fordum laae.”
Af det Foregaaende seer man saameget, at de græske Hi-
storieskrivere og andre Classikere ikke have været indbyrdes
enige om det gamle Ninives geographiske Beliggenhed; at de snart
lægge Staden imellem Euphrat og Tigris; snart ved Bredden af
Euphrat; snart igien ved Tigris; og at, naar man vil blive ved den
sidste af disse Floder, er det, efter de Gamle, ikke tydeligt, om
man skal såge Ninives Sted ved den dstlige eller vestlige Tigris-
Bred. Man kunde vel ogsaa især lægge Mærke til Stedet hos
Diodor, hvor han udtrykkeligt nævner Ninives Slette, imellem Eu-
phrat og Tigris, som den Landstrækning, hvorhen Darius togede
med sin Hær fra Babylon — der i åvrigt endnu i Ammianus Mar—
cellins Tid (4de Aarh. efter Chr.) regnedes til de prægtigste og
mest blomstrende Stæder i Assyrien. (Hist. L. XXIII. 7. Ed. Lug-
23) Jfr. Ritter's Erdkunde, XI. S. 172.
24) ,Fuit & Ninus imposita Tigri, ad Solis occasum spectans, quondam claris-
sima.”… Hist. Nat. VI. 16. Vi kunne ved den Leilighed bemærke, at-det er
Harduin, der, i hans Anmærkning til dette Sted, har yttret den Mening, som
Hoefer har afskrevet eller optaget: at naar Propheten Jonas siger om Ninive,
at denne Stad var tre Dagsreiser stor, 0. s, v. (III. 3.4) da mener han dermed
ikke Murenes Omkreds; men at man behåvede 3 Dages Vandring, for at
”. k6omme overalt omkring i Staden, (Plin. H. N. ed. Franzius, Vol. 11. p. 584.)
Harduin siger i &vrigt ogsaa ved dette Sted: at Diodor tager feil, naar han
lægger Ninive ved Euphrat; hvilket Dr. Hoefer ikke omtaler,
127
dun. 1591. p. 303.) Men Ammian nævner paa et andet Sled og-
saa Ninive, som »den store Stad i Adiabene”%); man vilde da
hverken kunne sige, at Ninive, endog saa sildigt, var forsvunden
af Jorden, eller at den har været ham mere ubekiendt, end Baby-
lon; iFald det kan antages, at Ammian's Ninive virkelig har været
den gamle assyriske Hovedstad”), som han selv påa et andet Sted
(L.- XIV.) benævner »det gamle Ninus” (velus Ninus):
Dr. Hoefer lægger megen Vægt paa, at Alt hvad man hidtil
har kunnet bringe for Dagen af det stolte Babylon, der for 1500
Aar siden var en pragtfuld Stad, ikke er meer, end endeel sol-
téårrede Stene med Kileskrifter; hvorimod man mener, i disse Aar
at have fundet nogle af de stårste og prægligste, med mærkvær-
+ dige og ypperligt bevarede Konstværker opfyldte Ruiner, som
nogensteds i Asien ere opdagede, af det gamle Ninive, der for
2400 Aar forsvandt af Jorden; hvis Navn ei engang forekommer
hos Xenophon; hvis Sted i Assyrien intet Menneske kiendle, da
Lucian skrev (og han selv var fådt i Samosate, ved Euphrats
Bredder). Saadanne Ruiner, mener Hoefer, maatte dog vel, nogle
Aarhundreder efter Stadens Undergang, have været saa bekiendte
og erindrede, at man ikke skulde have været uvidende om Siedet,
hvor Ninive havde staaet; og hvordan forene vi den Tilstand,
hvori man har fundet de hidtil udgravede Palladser, deres Mure,
Sale og Gallerier, bedækkede med Indskrifter og ophåiet Billed-
huggerarbeide, de uhyre Colosser ved Portveiene, 0. s. v. med
saamange Vidnesbyrd om Ninives totale Odelæggelse? — Man vil
sige: disse Ruiner have kunnet bevares i Aartusinder, da de vare
bedækkede med dybe Jordlag. Men umaadelig store Palladsers
Mure og Haller maalle dog i lang Tid have staaet over Jord-
fladen — hvorledes kunde her da allerede hos de Gamle tales
om en slåifet, af Jorden udslettet Stad? — Der behåvedes ÅAar-
25) ,Postquam reges, Ninive Adiabene ingenti civitate transmissa.” &c. Am-
mian. L. XVIII. 9. ibid. p. 152.
26) At dette, i Fålge de åvrige geographiske Omstændigheder i Ammians For-
tælling om Perserhærens Tog imod Keiser Constantius, (Å. 359 ,e. Chr.) har
været et nyere Ninive, var allerede Mannerts Mening (Geogr. der Gr. und Rå-
mer, V. 2, p. 441. 444.) Hoefer (Premiére Memoire, p. 27) antager ligeledes,
at Ammiau forudsætter og antager et dobbelt Ninive,
498
hundreder, for at Ruinerne kunde overdynges med. Jordlag, som
reent skiulte dem, naar det ikke var skeet ved saadanne Natur-
begivenheder, som de, der i faa Timer aldeles begrov Herkulanum
og Pompeii under Vesuvs Lavastråm og Askeregn. — Skulde da
Herodot og Ctesias, neppe to hundrede Aar efter Stadens Under-
gang, ikke have kiendt eller omtalt dens prægtige Levninger, ja
ikke engang med Sikkerhed have kunnet angive dens Beliggenhed?
Disse. og flere af Dr. Hoefer fremfårte historiske og geogra-
phiske Tvivl synes ved første Oiekast at kunne vække endeel kri-
tiske Betænkeligheder imod den afgiorte Vished, hvormed man
umiddelbart efter Bottas og Layards fårste store Udgravninger
ved Khorsabad og Nimrud erklærede disse Ruiner for Levninger
af Ninus? og Sardanapals Stad, og de fundne Billedhuggerarbeider
for Værker af Assyrernes Konst. — Hvorledes, spårger han, kunde
man såge Ruinerne af Assyriens Kongestad paa hiin Side af Ti-
gris, da man, lige fra det ældste Sted, hvor Assyrien nævnes i.
det G. Testamente (Genesis, II. 14) har vidst, at Tigris var Assy-
riens Grændse mod Østen? — ,Det er,” siger han, ,ligesom hvis
man om et Par tusinde Aar vilde såge Paris paa hiin Side af
Rhinen.” — Uheldigviis har Dr. Hoefer ikké giort sig nåie nok
bekiendt, hverken med den hebraiske Grundtext, med Sepluaginta,
ja ei engang med Vulgata, paa det Sted, han paaberaaber sig som
et af sine Hoved-Argumenter. Ordene i Grundtexten om Floden
Tigris eller Khidekel, bemærke ligefrem: ,ipse vadens ante Assur” ;
eller som der staaer i Vulgata: »ipse vadit contra Assyrios”; ikke,
som hos Hoefer: ,Le Tigre coule å VEst de VAssyrie” ”), —
Ligesaa tydeligt bliver det paa flere andre Punkter af Hoefers
Fremstilling, at han, med sin kritiske Hypothese for Oie, har
været alt for hastig og alt for tilbåielig til at oversee meget, der
stærkt taler imod denne. Hans archæologiske og historiske Grunde
ere endnu meget svagere, end de geographiske. Han har ikke
kiendt, eller ikke taget Hensyn, hverken til mange Oplysninger af
Monumenterne, som allerede Layard i sit Reiseværk har givet;
eller til Rawlinsons Fortolkninger af£ Obelisk-Inscriptionen. Maa-
27) Jfr. de herom meddeelte Oplysninger i Revue archéologique. Yme Année,
Oct. 1850. p. 430. 31,
» sillts
129
den, hvorpaa Hoefer vil bevise den gammelpersiske Oprindelse og
Stiil i-de af Boita tilveiebragte assyriske Konstværker fra Palladset
i Khorsabad, er saa svag i sine Argumenter, at selv den korte
og ufuldstændige Giendrivelse, man i det anfårte franske archæo-
logiske Tidsskrift (Artikelen ,,Antiquités assyriennes”, af A. de
Longpérier. Oct. 1850) har anvendt imod Hoefer, kan være til-
strækkelig til at vise, hvor overilet denne har været i sine Slut-
ninger. Jeg vil ikke tale om, at Hoefer ikke har kunnet kiende
den hele Udvikling af Assyrernes Architektur og Konst, som Fer-
gusson har givet, og hvorved vi sættes i Stand til for en stor
Deel at forklare Alt hvad der forekommer Hoefer utroligt og
usandsynligt i Beskaffenheden og Bevaringen af de udgravede
i Palladsruiner og assyriske Konst-Monumenter fra meget forskiel-
lige Tidsaldere. Den sidstes Indvendinger, hentede fra Ruinernes
Beskaffenhed, og fra den Forudsætning, at Ninives Palladser, der-
som Staden ikke skulde være slåifet og tilintetgiort, maalle i
mange ÅAarhundreder have viist sig over Jorden, og dens Navn
og Beliggenhed saaledes ikke kunde have uridgaaet en saa nåiaglig
Forfatter som Xenophon: bortisvinde for stårste Deel, naar vi med
Fergusson undersåge deres ganske særegne architektoniske Be-
tingelser. Vi finde det da meget naturligt, at Palladser og
Templer, af saa ringe Hide som de assyriske, uden Steenpiller,
uden Hvælvinger eller andre Constructioner af hugne Steen, med
"Tagværk, Lofter og Soiler af Træ — i en Ildebrand hastigt maatte
styrte sammen, bedækkes af Gruus, og dålge sig under Jord-
= håéiene, hvor man i et Par Aartusinder, eller mere, lod dem være
urårle; eller i alt Fald kun opførte nye Boliger ovenpaa de be-
gravede Ruiner.
Hvad Ruinernes Beliggenhed og Identitet med det gamle Ni-
nive angaaer, da bår her endnu bemærkes, at den i nyere Tider,
siden Tavernier, (1643) almindelige Mening, at Ruinerne af det
gamle Ninive maatie såges i de store Jordhéie og Voldsteder ved
Bredderne af Tigris, lige overfor Mosul, eller ikke langt oven-
for denne Stad: uden Tvivl har været traditionel igiennem hele
Middelalderen. Saaledes beskriver den navnkundige Rabbi Ben-
famin fra Tudela (f. omtr. 1170) i hans Reiseværk over Orienten,
130
Staden Mosul, som ved en Bro har Forbindelse med det daværende
gamle Ninive, »,paa hvis Ruiner endeel smaa Landsbyer ere 0p-
forte.” Olte hundrede Aar tidligere omtaler derimod Moses fra
Khorene, (f. omtrent 370 efter Chr.) i hans berémte armeniske
Krånike, et nyere Ninive, som Perserkongen Arbaces” Residents;
og denne regierede fra A. 173 til 136 får Chr.%). Dr. Hoefer,
(som dog ikke nævner den armeniske Historieskriver) berårer vel
ogsaa meget kort (Ire Memoire, p. 27. 28) Materien om et nyere
Ninive, der omtales af Tacitus, Piolemæus, Byzantineren Theo—
phanes, Cedrenus, Abulfaradschi og Andre; men han har, saa
lidt som Ritter, indladt sig paa videre kritiske Undersågelser af
et saadant Steds geographiske Forhold. ,Talen er jo ikke ved
denne Leilighed”, siger Hoefer, ,0m det nyere Ninive, som He- +
raklius erobrede; men om den gamle Stad, som Cyaxares indtog
og”ådelagte over 600 Aar får Chr,” Det er ogsaa kun denne Stad,
eller det egenilige Ninive, vi kunne tænke paa, overalt, hvor der
handles om noget, som vedrårer eller staaer i Forbindelse med
Bottas og Layards Opdagelser. Om disses Resultater for Assyriens
Historie vil Ingen kunne dåmme, efter Forudsætninger eller kri=
tiske Bemærkninger, der ikke have andet Udgangspunkt, end de
faa og adspredte geographiske Noticer om Ninive, der forekomme
hos de Gamle. Det fårste og nådvendigste Hielpemiddel, her be-
håves, og som vi maa oppebie, inden alle Forhold i denne Sag
kunne klares: er et paalideligt Udbylte af den fuldstændigere og
sikkrere Færdighed i Læsningen af den 3die, eller assyriske Classe
af Kile-Indskrifterne, som vi tår vente os af Rawlinsons fortsatte
Forskninger, og hvorlil det er at formode, at Layards nye Ud-
gravninger ville give Bidrag af håi Vigtighed.
Inden disse Meddelelser sluttes”, vil jeg endnu kun omtale de
store geographiske Betænkeligheder, med Hensyn til Ninzves Iden-
titet, som man har villet finde i de forskiellige udgravede Ruiners
Beliggenhed i fiern Afstand fra hinanden. Der hører vist nok en
stærk Indbildningskraft, og en ikke svagere Tro paa de uden
Tvivl enten paa Misforstaaelse grundede, eller meget overdrevne
28) Jfr. Ritters Erdkunde. XI. Th. $. 564.
131
Angivelser hos de Gamle om Babylons og Ninives uhyre Omfang,
for at forestille sig: at samtlige Pallads - Ruiner paa den venstre
Tigris-Bred, enhver Gruusbanke, elhvert Voldstéd imellem Khor-
saåbad og Koyunshik;-'skulde have udgiort Dele af "Sardanapals
Ninive. Vi have seet, at Ruinen Næmrud, Scenen for:Layards
fårste Udgravninger, ligger i lige Linie ,em stærk Daågmarsch”, en
halv Bredegrad, eller W-til '8 geographiske. Mile, fra Khorsabad.
Her overgaaer det al Forestillings+Evne, at tænke 'sig det hele
mellemliggende Rum udfyldt ved den eneste Stad- Ninive, hvis man
endog vilde holde sig bogstavelig til Ordene hos Propheten Jonas,
om de tre Dagsreiser, som Ninives Størrelse udgiorde; eller hvis
man ved Prophetens Ørd vilde tænke paa Byens Omkreds, i Stedet
for, efter Harduins ' rimelige Formodning, at forklaré dem om
Tiden, som man kunde bruge til åt giennemvandre Staden. At der
ved Bredden af Tigris efterhaanden er opstaaet, hvad Fergusson
kalder en "Gruppe af: Stæder” +— med andre Ord. nærliggende,
skiondt ikke umiddelbart forenede Grupper af ringe Leerhytter, eller
Huse af soltårrede Steen — omkring de mægtige, pragtfulde assy-
riske Kongeborge, hvis Ruiner det var vor" Tid. forbeholdt at
bringe” for Dagen: dette synes at være en saa let og simpel Op-
låsning af det Vanskelige eller Uforklarlige' ved" Sagen, at: den
maaskee netop af denne Grund ikke'strax er bleven anvendt,
Den historiske Klasse meldte at den i et den iite April af-
holdt Måde har valgt Herr-Etatsraad-Petersen til sin Formand,
istedetfor afdåde Conferentsraad Engelstoft.
Selskabet modtog fålgende Værker:
Det philosophiske Selskab i Cambridge: Transactions Vol. IX. p.1.
Jahrbuch der Kaiserlich - Kéniglichen geologischen Reichsanstalt.
NO 1 Nr 2;
132
Bulletin der Koniglichen Bairischen Academie der Wissenschaften.
1850. |
Det harlemske hollandske Videnskabernes Selskabs Skrifter. Vol. VIL
Quetelet:: Nouvelles tables de population pour la Belgique. 1850,
Det baierske Videnskabernes Academi:
a. — Abhandlungen. der philosophisehen Classe.… Bd. VE: 4.
b. Gelehrte Anzeigen.… Bd. 30—31.…' (4),
c.. Holters: Reformbewegungen. (4).
d.… Schul- und Lehrwesen der Muhamedaner im Mittel=
aller v. Henneberg.
Annalen der Kåniglichen Sternwarte zu Månchen. IV, Bd.
f.: Rudhardt: uber Wallensteins Sehuld.
Quetelet: Anmnuaire de Vobservatoire royal de "Bruxelles. - 1850.
Samme: Raport sur VFétat des tråveaux- de Vobservaloire . royal
pour 1849. d
Det belgiske Academie royale des sciences: Histoire naturelle des
polypes composés d”eau douce par Dumortier et Van Beneden. IE
Samme: Compte rendu de sceances de la Commission royale d'hi…
stoire.” T. XY Nr. 3.
L"Academie royale de Bruxelles: Programme des questions pro=-
poséæes pour 1845. |
La societé nationale dWagricullure, histoire naturelle et arls utiles
dans Lyon: Skrifter T. XI. 1848.
T. I. n. serrie 1849.
1. 41:48 serie 1850,
g
133
Barometer, Thermometer i Skygge
& reduceret til 0? Reaumur. mod Nord i Wind ;
=e Så vindens
- igan 2: Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2Fod un- FE sings Å Retning
= m |9Form. | Middag. ;g sorts TEE Jorden. | der dagl. ; = a Cand I Diget
"dB" | err,.0935 7 Porn. "SERerb. Middel. Middel. | y j
1 Å337,715 | 337,47 | 337,7774 3995 073 576 303 290 NW. NW. NO. NNW
CIR SS BI se 2,1 5,5 3,3 2,3 Å Snee 12 Tim. Regn 1,65 | sw. w. w. sw. | Middeltemperatur,
2 37. 23 ZR ng 28 ge a 5,3 ng zå ye 4 — Snee 0,68 bed, S, Ss0. SO. 1851 Bar
Sr RR me BENE | 0 ET TE ONO. NO. No. NO. | 1—10 3%68 — 3026
7 30 79 3 85 nd bå 1,85 0/8 28 3,3 1,8. | Snee Regn 0,68 IN. N. NNO. N. | 11—2%0 6,67" 5,07
8 39, 38 1; 20 "07 ng i 5,28 2,3 9,2 3,3 93 Å Regn 5 Tim,= 0,75 Å N. ONO. SO. Omlåb. | 21—30 5,93 6,24
9 et S Æl /Æ 2,5 7,2 3,5 2,6 Å Regn 5 — 0,7 f 0. oNn0. 0. 0. f 10 5,43 4,85
DD 1 Sr | BE MA 3,4 6,7 3,7 2,9: Regn el 7 188 0. 0. 0. 080,
Ak. 36, 55 | 36, 7,05 5,4 9,8 3,9 3,3 Å Regn ifg —" — 0,79 | S0. SSO. SSO. Ss0.
pg ARR MA AF SØ 4,9 7,2 ER 3,3 | Regn 0 — + 1,06 | sso. sso. sso. NwW. Maaned.
36. 96 27 få 7 32 rn j z. 8,5 4,4 3,6 Regn 65 — 4,19 NO. NO. NO. NO. Vandmængde.
37 73 37) 63 37, 52 we 6,9 9,6 4,7 3,7 Regn Stille, ANW. NO, NW. 18 i
37 47 | 38 271 368 26 åre in 73 ko mg) Regn EN ERR 047 NNO. NNO. NNO. NNO. S1 39 Anr.
ar! og Er ARE: 5 5 vØ 5 , Regn 154 — 9,18 | NNO. SSO. SO. 0. f 38,18Par. L. 12, É
Råå Bo RR ES SA 4,5 5,1 5,1 4A Å Regn 2 — TE
37, & | 37, 8&| 37, 66 an 43 9,5 5,1 24 Regn 1 — 0,41 | SSO. WSW. S. SSO.
' od LA å : (3 i; s
35, Bee 35, 584 åd, SE TOD 56 | 100 54 5,1 | Regn 2 — suis sw wnw. Vindforhold
' 391 35, 8,35 6,5 12,2 5,6 4,6 WSW.WSW.WSW.stille | re
. Aar
32, 17 31, 34)! 30, 57 6,80 6,7 8,3 ST 4,2 Re Sti f 3
y; Fe my må ' '" | I, ' gn 9 — 1,45 Stile, SSO, SW i 1
RUSS ne 0 I 49 92.4 59 46 | Regn 15 —= — 5792 | wsw. sw. sw. sw | No. 014 0,11
36, 9y | 37 011 37. 04 SR . 9,0 | 6,1 4,8 … Å sw. sSswW. W. NNW. I 9. 0,12 0,15
35, 82 35, 56 35, 12 3,08 5 8,1 | 6,2 4,8 0,05 oS0. S. SSO; SS So. 0,16 0,11
33, 02 39" 14 39) 19 372 36 dd | 6,2 4,5 Å Ren 2 — 080 | so. 0S0. OS0 0OS0. få s. 0,48 . 0,13
31, 85 | 31, 73| 32, 49) — 6,20 3,8 REE SD ERE TT ARVE RE SSR Sr EA Br BAD GØR
HEE FE SE BÆR BE re DR me SK bg NY: RES: VIS: wW. it 0.15
34 87 34, 64 1 34, 27 3,75 1,3 12 60 55 å Re SE DEM an SE IDEAS NM.) NW. 0, 12
' « ig É: SE " ' ' (du gn 6 rese 1,50 W. N NNW. NW.
34, 29 1 34, 31! 34, 004" 6,78 4,2 1w0 | 60 ER rv SP ERRR Gu Kw. w. sw. ss:
ørnene
un £ "ar
ok
lå
É
(3
i: &
— Oversigt
over det
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
og
dets Medlemmers Arbeider
i Aaret 1851.
Af.
Elatsraad, Professor &. Forchhammer,
Ridder af Dannebrogen, Selskabets Secretair.
Nr. 3.
Mødet den 9? Mai.
Professor E. 4. Scharling 'meddeelie Selskabet Underretning
om flere Forsåg, som tjene til nærmere at oplyse Nytten af over-
hedede Vanddampes Anvendelse ved chemiske Undersågelser. Da
disse: Forsog endnu ikke ere sluttede, indskrænker man sig til
fålgende Meddelelser. Ved tidligere Forsåg paa at fremstille det
saakaldte Cinnamein og Metacinnamein har man anvendt saadanne
Rensningsmidler, at det erholdte Cinnamein neppe kan antages
for at have været reent. Ved at anvende en Oplåsning af kul-
syret Natron for at befrie Cinnameinet for den i Perubalsamen
værende frie Kaneelsyre og Harpix, samt ved derpaa at under-
kaste det endnu stærkt farvede Cinnamein en Destillation ved Hjælp af
overhedede Vanddampe, hvis Varme ikke oversteg 170" C., erholdtes
-
$"
134
Cinnameinet, som en aldeles ufarvet, men noget melket Vædske.
Befriet fra det vedhængende Vand ved Chlorcalcium er Cinnameinet
aldeles vandklart; stærkt lysbrydende; har en svag Lugt, som
ligner den af fiin Chocolade; udsat for samtidig Indvirkning af
Atmosphæren og Sollys omdannes det meget langsomt, uden at
antage nogen mårkere Farve. Ved rolig Henstand under Vand
omdannedes efter nogle Dages Forldb en Portion Cinnamein til
en fast Masse af Krystaller. Disse smeltede ved en Varme af 12
til 15? C,, men stårknede alter ved at afkjåles. — Ved Behand-
ling med svag Salpetersyre omdannes Cinnameinet blandt andet
til en hvid, krystallisabel, i reent Vand temmelig let oplåselig
Syre. Ved at behandle Cinnamein paa passende Maade med Kali-
lud dannes, som Fremy har angivet, kaneelsyret Kali og Peruvin.
De elementaire Analyser, Professor Scharling hidtil har foretaget
med Cinnamein og Peruvin, leder til Formlen C39 415 Q+ eller
Cis H7 032 + C1? HS 0 for Cinnameinet, enten det er i krystal-
liseret Tilstand eller flydende; og til Formlen C?? 9 Q? eller
C12 HS 0 —+ HO for Peruvinet. Herefter kan Cinnameinet be-
iragtes som kaneelsyret Peru-æther, og Peruvin som den til Peru-
ælheren svarende Alkohol. Den Vædske, som $. tidligere”) antog
for Kaneelæther, fandt han ved nærmere Undersøgelser at være en
Blanding af Cinnamein og Peruvin. — Ogsaa til Fremstilling af
Styracin anbefaler S. Anvendelsen af overhedede Vanddampe.
Først behandles den flydende Storax paa sædvanlig Maade med
kulsyret Natron og Styrolet bortdestilleres; senere behandles den
tilbageblevne Rest med mere concenireret kulsyret Natron- Op-
lésning, og endelig efter passende Henstand skilles mechanisk
det mindre vægtfulde, guulbrune Styracin fra det mere væglfulde
og mårkebrune Harpix. Det urene, guulbrune Styracin udsættes
derefter for Indvirkningen af overhedede Vanddampe (180? C);
hervéd overdestilleres da en hvid, melket Vædske, som synker i
det medoverdestillerede Vand. Befriet fra Vand ved Chlorcalcium
eller passende Opvarming i et Vandbad, kan det saaledes erholdte
Styracin henstaae j flere Dage uden at krystallisere, men lidt efter
”) Oversigt over det K. d; 0. Selskabs Forh. 1849. Side 11.
be 7
— 188
lidt stårkner hele Massen til krystallinske Grupper. Oplåses det
destillerede Styracin i køgende Alcohol (97%) dannes ved Afkjol-
ning to Lag, af hvilke det underste i Lobet af nogle Dage om-
dannes til krystalliseret Styracin.
Styracinet forholder sig altsaa lijig Cinnameinet deri, at de
begge let destrueres ved ligefrem at ophedes, hvorimod de rives
udecomponerede over ved Hjælp af Vanddampe, hvis Varme ikke
behåver at overslige 180” C.
Seee
me mm
Herr Prof. Bendz forelagde sit nyligen udkomne Værk Icones
analomicæ vulgarium danicorum mammalium.
menn
Secretairen forelagde Selskabet det Spårgsmaal, om det for at
hædre et af de meest beråmte Medlemmer det har havt, der tillige
var een af dets meest fortjenstfulde Embedsmænd , Geheimeraad
H. C. Ørsted, enten vilde foranledige en Medaille slaaet, eller
hans Buste opstillet i Selskabets Værelse.
Selskabet bestemte sig for at den Afdådes Biste, udfårt i
Bronce af Bissen, skulde opstilles i dets Forsamlings-Værelse.
Paa den meteorologiske Comitees Forslag besluttede Selskabet
m en Gave at tilstille et Exemplar af sin Ordbog til Skole-
lærer Aagaard i Stadil, der i en Række af Aar med megen N6oi-
agtighed og Vedholdenhed har anstillet meteorologiske Iagttagelser
for Comiteen.
Selskabet modtog folgende Værker :
Rendeconto della Reale Acad. delle science. Neapel 1847. Nr. 34, 35,36.
— 1848. Nr. 37,38,39,
% ” ” brj ” ”
40, 41,42.
FLERE NEED TUSE DER ? — 1849. Nr.43,44,45,
46,47, 48.
— 1850. Nr. 49, 51.
— 186
Mémoires couronés et mémoires des savanis étrangers, publ. par
”Academie Royale des sc., des lettres et des beaux-arts de
Belgique. Tome XXIII. 1848—50.. Bruxelles 1850.
Mémoires de V”Academie Royale des sciences, des lettres et des
beaux-arlis de Belgique. Tome XXIV. Bruxelles 1850.
Bulletins de PAcademie Royale des sciences, des lettres et des
beaux-arls de Belgique. Tome XVI. Iime Partie. T. XVII.
Ime Partie. Bruxelles 1849 & 50.
Introduction a la Zoologie générale ou Considérations sur les ten-
dances de la nature dans la constitution du regne animal, par
H. Milne-Edwards, membre de Pinstitut &c. Premiére Partie.
Paris 1851.
Overordentligt Mode den 19% Mai.
== mager
Selskabet besluttede at sende en Deputation for at lykånske
dets Præses Geheimeconferentsraad A. S. Ørsted til hans 50aarige
Embedsjubilæum. Det valgte dertil Etatsraad Petersen, Admiral
Schifter, Professor Eschricht, Professor Martensen og Secretairen
Etatsraad Forchhammer.
Da Deputationen havde indfundet sig paa Hoitidsdagen den
29de Mai hos Jubilaren, holdt Etatsraad Forchhammer følgende
Tiltale.
Deres Excellence!
»Videnskabernes Selskab sender igjennem os sine Lykonsk-
»ninger paa denne håitidelige Dag til sin Præsident, der saa vær-
»digen fylder den Plads, som en Thott, en Luxdorph, en Bernstorf,
»og den af Danmarks Konger indlog, ved hvis Minde som Viden-
»Skabens Ven og Dyrker vi saa gjerne dvæle,”
»Deres Excellence vilde smile, hvis jeg forsågte paa at om-
»tale de Fortjenester, som De har af den Videnskab, hvis theore-
»tiske og practiske Udvikling en saa stor Deel af Deres Liv har
»været helliget, Men der er et Baand, der forbinder alle Viden-
ed
mme
»Skaber, det er Philosophien, og vi see med Beundring og Tak-
»nemmelighed hen til den philosophiske Aand, der i længere end
»et halvt Aarhundrede lysende og ledende har virket imellem os,
»og nu igjennem sit Livs Historie fårer os tilbage til en forsvunden
»Tids grundige, alvorlige Stræben og trofaste Hjertelighed.”
»Der er et Baand, som knytter alle Videnskabsmænd sammen,
»det er den ægte Humanitet, og hvo har ikke fålt sig tiltrukken
»af denne venlige Aand, saaledes som den fremtræder hos Sel-
»Skabets ædle Præsident.£
»Naar jeg nu slutter med det Onske, at endnu en lang Række
»af Vintre regelmæssigen maa fåre Deres Excellence i vor Midte,
»at endnu mange Værker, Resultater af Deres dybe Tænkning og
»rige Erfaring, maae pryde vore Skrifter, da veed jeg, at jeg ikkun
»udtaler Selskabets og dets' Medlemmers Forhaabninger.?
Af Præsidentens Svar, hvori han takkede de forskjellige De-
pulationer, der havde lykånsket ham, fremhæves her den Deel der
nærmest vedkommer Videnskabernes Selskab.
»Ved Siden af hans Taknemmelighed til Gud” sagde han, yligger
»en dybtifålt Tak til hans Medmenuesker, der have viist ham saa
»megen Godhed og Velvillie, og i Særdeleshed til den ædle Kreds,
»hvis Kjerlighed har villet berede ham saa skjån en Dag. Der
»ere saa Mange, som han isærdeleshed havde at tolke sin Tak,
»at han maa frygte for, at Meget heraf i dette Oieblik vil blive
»forsomt. Han havde modtaget en venlig Hilsen fra Viden-
»Skabernes Selskab, der i sin Tid har hædret ham ved at vælge
»ham til sin Formand. Af alt, hvad der af Hæder er faldet i
»hans Lod, har der intet været, hvorom han i den Grad har følt,
»at det var ufortjent, som da dette håit anseete Selskab satte ham
»påa denne Hædersplads, og hans Følelse heraf blev forstærket,
",da Selskabets værdige Ordfårer nævnte nogle af de store Mænd,
»der forhen havde indtaget denne Plads. Han har altid fålt, at
»det ikke var Det, han har udrettet eller kunde ventes at ville
»udrette for Selskabets Formaal, der har bestemt Samme til delte
»Valg, men' at det kun skyldes Selskabets Erkjendelse af den
»ærlige videnskabelige Stræben, som han, ved Siden af en udstrakt
»Virksomhed i Statens Tjeneste, har lagt for Dagen.”
138
" Mådet den 23d Mai.
——g———
Prof. P. Pedersen meddelte en Oversigt over Resultatet af de
meteorologiske og magneliske Iagttagelser, som er anstillede under
Corvelten Galalheas Togt i Aarene 1845—47.
Professor Jwrgensen gav fålgende Meddelelse:
De Forség, som Leon Foucault har anstillet for at gjére Jor-
dens daglige Omdreining synlig, have foranlediget forskjellige Be-
tragininger over den tilsyneladende Bevægelse af et frithængende
Pendels Svingningsplan. En analytisk Undersågelse af Binet (comptes
rendus 1851 Nr. 6—7) synes mere sammensat end nådvendigt er,
idet Spéårgsmaalet, — som Liouville og Poinsot ogsaa have [be-
mærket (compt. rend. Nr. 7) — blot beroer paa Bestemmelsen af
den tilsyneladende Bevægelse af et Plan, der gaaer igjennem et
Steds Vertical og ellers ikke deeltager i Jordens daglige Bevæ-
gelse. Men for at gjøre Forestillingen om denne Bevægelse ganske
tydelig, synes det hensigtsmæssigt, ikke at blive staaende ved den
bekjendte Oplåsning af Rotationsbevægelsen i hvert Oieblik, men
at forfålge den igjennem en heel Omdreining. Dette har været
tilsigtet ved en geometrisk Betragtning, grundet paa den succes-
sive Skjæring af Planet med en Række af Meridianplaner. Denne
synes imidlertid ikke saa aldeles stræng. En temmelig simpel
Fremstillingsmaade, der ikke synes at mangle behårig Strænghed,
er folgende.
Foreldbig kan bemærkes, at Opgaven er den samme, som at
bestemme den omdreiende Bevægelse, som en materiel og over-
alt lige tung horizontal Linie, der kan dreie sig om sit Tyngde= >
punkt, eller Midtpunkt, ifålge Jordens Omdreining vil ved sin Iner=
tie udfåre omkring dette Punkt og betragtet med Hensyn til Meri-
dianen som en fast Linie. Det er da for det Første klart, at hvis
denne Linie dreiede sig i et Plan, parallelt med Æqvator, istedet-
for horizontalt, saa vilde den udfåre en Omdreining i 24 Timer
i modsat Retning af Jordens, d. e. den vilde bevæges, som om
480
en
Jorden var i Hvile, og dens Endepunkter bibragtes en Hastighed
=— rø naar r er dens halve Længde og w Jordens Vinkelhastighed.
Finder man ikke denne Sætning umiddelbart indlysende, saa kan
man let bevise den ved Hjelp af Kræfternes Parallelogram. —
Bevæger Linien sig nu cirkulairt i. et Plan, der danner en Vinkel
med Ægqvators Plan, saa tænke man sig den Cirkel, hvori den be-
væger sig, projiceret paa et med Æqvator parallelt Plan. Projec-
tionen bliver da en Ellipse
og Liniens Projection til et givet Tidsmoment være AB. Bevæ-
gelsen vil da ligeledes være den samme, som om Endepunkterne
bibragtes en Hastighed = OB. m, lodret paa et Plan, lagt igjen-
nem Linien og dens Projeciion AB. Denne Hastighed, mulltipliceret
med cosinus af den Vinkel, som en paa OB lodret. Linie i B
danner med Cirkelens Tangent i det Punkt, hvis Projection er B,
er Hasligheden i Cirkelen selv. For at bestemme denne cosinus
kan man antage, at Cirkelen skjærer sin Projection i en med den
store Axe parallel Linie igjennem B. De tre Linier, Cirkelens
Tangent BT (der ikke er tegnet), dennes Projection BC og den
paa OB lodrette BD ville da paa en Kugle om B som Centrum
bestemme en sphærisk Triangel, retvinklet i C, altsaa bliver
cos DBT = cos TBC. cos DBC.
Men cos DBC — sin mp, naar mp er Vinklen mellem de to cun-
jugerede Halvdiametre OB og den med Tangenten parallele OE,
og efter en bekjendt Sætning er
sin p ==
haar a og b ere Halvaxerne.
b
af
140
Endvidere cos TBC = Sy hvilket sees ved i Cirkelen at drage
en Radius parallel med Tangenten.
Altsaa cos DBT — == < == 3 ;
og fålgelig Hastigheden 2£w cos DBT —= bø, d. ec. Cirkelen beskrives
med en jevn Hastighed, der forholder sig til Jordens Omdreinings-
hastighed som cosinus af Horizontens Helding mod Æqvator eller
som sinus af Bredden til Eenheden.
Efterat Selskabet havde modtaget den historiske Klasses Be-
tænkning over et Andragende fra Insp. Worsaae, bestemte man,
at underståtte en af Inspecteuren paatænkt Reise til Normandiet
med 300 Rbdlr,, og tillige at gjåre ham opmærksom paa, hvor
onskeligt det vilde være at udstrække disse Undersågelser ”til
Bretagne.
Den i Anledning af Rector Simesens Afhandling udnævnte
Comitee afgav sin Betænkning.
Ifolge Beslutning i Videnskabernes Selskabs Måde den iite
April d. A., meddeelt os ved Secretairens Skrivelse af 15de s. M.,
have vi Undertegnede. faaet det Hverv, som Medlemmer af den
under ilte Juni 1815 i Anledning af Rector Simesens Afhandling
om den nåiagtige Bestemmelse af Hovedets Størrelse og Form
udnævnte Comitee, at afgive Betænkning over en ny Afhandling af
samme Forfatter om samme Gjenstand. I den Anledning undlade
vi ikke med Afhandlingens Tilbagesendelse at meddele Fålgende.
Afhandlingen indeholder, efter vort eenstemmige Skjån, en
Række Iagttagelser anstillede ved Hjelp af det i den foregaaende
Afhandling beskrevne Maaleredskab, vigtige i Henseende til Alders-
og Kjonsforskjellighederne i Hjerneskallens Form, men især maa-
skee i Henseende til Begrundelsen af et fastere Omdåmme om
Kranioskopiens Værd og Væsen. Hjerneskallerne af visse Forbry-
dere og af Regnemesteren Dase, tidligere maalte af flere bekjendte
144
Phrenologer, ere blevne underkastede denne [strengere Methode,
og Resultatet har vist sig meget afvigende, navnlig ingenlunde til
Gunst for de Gall-Spurzheimske Tydninger af Hjerneskallens Form.
I det Hele har Afhandlingen sikkerlig tilstrækkelig videnskabelig
Betydning for, navnlig i Lighed med den foregaaende Afhandling
af samme Forfatter, at være berettiget til Optagelse i Selskabets
Skrifter. Sporgsmaalet kan, efter vor Formening, kun være om,
hvorvidt den i Henseende til de tilhårende Figurers Antal. (21)
ikke maaskee vilde komme til at indtage en uforholdsmæssig Plads
blandt de saa kostbare Tavler. Vanskeligheden i denne Henseende,
formene vi dog, vilde kunne hæves derved, at
1) Farvestregerne udfåres med forskjellige Slags Puncteringer,
og at
2) Aftrykkene tages paa samme Papir, hvorpaa Texten af Skrif-
terne trykkes,
og skjøéndt vi vel maae indråomme, at flere af Figurerne derved
ville tabe i Tydelighed, troe vi dog at maatte indstille disse For-
høldsregler af oeconomiske Hensyn. |
Kjobenhavn, d. 22. Mai 1854.
Eschrichi. D. H. Bendz. Hoffmann.
Selskabet modtog fålgende Værker:
Fra polyt. Cand. Lieutenant Grove: Hårrens Production &e. &e.
Kjobenhavn 1851.
Philosophical Transactions of the Royal Society of London, For
the year 1850. Part II. London 1850.
Observations on days of Unusual Magnetic Disturbance. Printed
by the British Government under ihe superintendence of Lieut.-
Colonel Edward Sabine. Vol. I. Part. II. 1842—44. Lon-
don 1851.
Fallows” Cape Observations.
Catalogue of the specimens of Amphibia in the collection of the
Brilish Museum. Parte Il. London 1850.
Proceedings of ihe Zoological Society of London. Part XVII
1849, Jan., Febr., Maris & April 1850.
142
Reporis of the council and auditors of the Zoological Society of
London, read at the annual general meetiug. April 29, 1850.
London 1850.
Le Repos du monde. Projet Auguste Fabius, on Plan pour V”amé-
tioration du sort des ouvriers en général. Lyon 1:54.
Annmuaire de 1'Academie Royale des sciences, des lettres & des
beaux arts de Belgique. 41850. Seiziéme année. Bruxelles
1850.
Catalogue des livres de la bibliothéque de P”acad. Royale des sc.,
des lettr. & des beaux arts de Belgique. Bruxelles 1850.
Mémoire sur le paupérisme dans les Flandres par Ed. Ducpetiaux,
Insp. général des prisons & des établissements de bienfaisance.
Bruxelles 1850.
Aanteckeningen van het verhandelde in de Sectie- Vergaderingen
van het Provinciaal Utrechtschs Genootschap van Kunsten en
Wetenschappen . ... gehonden in het jaar 1849 & 1850
Utrecht 1850 & 51.
Geschiedenis der ondekkingen -in de Ontleedkunde van den Mensc.h
Door A. van der Boon, Cz. Utrecht 1851.
Verslag van het verhandelde in de algemeene Vergadering van
het Provinciaal Utrechtsch Genovtschap van Kunsten en Vetens.,
vor het yaar 1849 & 1850.
Geschiedkundige Onderzoekingen aangaande van het verblijf der
Heidens of Egyptiérs in de Nordelijke Nederlanden door Mr.
J. Dirks. Utrecht 1850.
Akademische Sternkarten. Zone T. Uhr. Blatt 2, Von Prof. C.F.
R. Olufsen, Dir. der Copenhagener Sternwarte. Berlin 1849.
Med et Stjernekort.
143
Barometer, Thermometer i Skygge
; ag reduceret til 00 Reaumur. mod Nord. Regn, Windens
å | | 4 21 Fod over Jorden. ed 1 LOF oduns Snee &£e. Retning
ea 19 Form. Middag. me ere Sag Jorden. der tegt. Å Gange i Dågnet.
| middagen rr.0oagl 7 Form |2Efterm. |. Middet. | miggej, | Regn 4 Time. 0,80 +)
1 1 332,84 | 332,/780 | 332,11157 5968 590 794 690 593. Å Regn 7 Tim, 0,714 SW. S. SSW. Omlåb. | Middeltemperatur.
2 33, OY | 33, 27 | 33, 52 5,88 5,2 væ 6,1 Fr: Regn 9 —" 0,734) WSW. W. W. WNW. ik; ag
3 33, 197 |. 347 00 |- 34; 05 6,68 6,8 8,1 6,1 5,5 Regn 6 —%… SAS Å W.. SSW. SS … S. ' ART
A 34, 23 | 33. 641 33, 27 4,98 4,4 6,3 6,2 5/8 Regn 10 — 22 fS. S. NO.” s0. | 1—10 6958 —7995
SS, 3-33, 7 | 38,431 33, 30 6,33 ;3 9,7 6,2 5,2 Stille, NW, SO. NO. f11—21 7,51 —8,92
6 38,8 FIS IT AF ERE 4R 6/88 6, 9,5 6,3 6,2 N. S. S.… S. f22—31 9,13 —10,51
7 32,581 (9810 47930 TA 6,0: 7,9 7,1 6,4 6,4 Hagl Regn 605 | so. sswW. w. sw. | 1—31 7,73 —9,12
BER. 86, 894 37746 377 05 7,03 6,7 9,8 6,5 672 Regn 14. — 0,10 f wsw. W. W. SSO.
9 36, :44 | 35, 91 | 35, 78 8,40 6,9 10,8 6,5 6,6 Regn 2 — 0,56 | SSO. SSO. SO. N.
10: hr 38, 19 |. 38, 23: 4. 38, 59 7,91 6,1 11,0 6/8 8,0 Regn 1 — 0,14 | NO. 0. NNO. S.
39,712 | 39, Of | 38 STÅ 6,18 5,2 9.1 7,0 7,2 SO. S0. 0S0. SO, Maanedk
38, "90 |" 38, ST | 38, 99 6/95 4,9 9,3 7,0 74 80.0: 03 ONO. Vandinængde:
40, 00 | 40, 18 | 39, 98 6/23 5/3 9,5 7,0 6/8 NO. 0, 0. Omlåb. 1851 ie;
41, 38! 41, 12 | 40, 965 7,18 4,7 10,8 6,9 7,1 ONO. NO, NNW. N. ; 2
40, 72 | 40, 49 | 40, 01 6,61 5,46 9,6 7,0 6,9 0. S0. SSO. sw. f21,39Par.Lin. 19,34 Par. L.
39, 01 | 38, 87 | 38, 49 8,23 5,9 185 7,1 40 Regn 14 — S0, S0, SW. SSO, i
38, -18 |" 38; 03137; 83 8/08 7,9 9,7 743 D Regn 1 0 — SO. S. SSO. SSW.
37,22 | 37; 22% | 36, 9%: 0. 40/19 ,3 12,1 7,5 8,2 Regn 7 — 0,95 | SSW. SSW. SSW. S.
33,08 33524 733 14 8,26 8,3 10,0 url 8,1 Regn 15 — + 0,89 f SSW. SW. WNW. N. Vindforhold
34, 00 | 34, 35 | 34, 47 6,63 7,8 9,3 7,8 7,4 Regn 5T, Tord. HaglU, 44 Å WSW,WSW.NNW.WNW. 2
35, sk 35;-.135 136; 62 8,08 6,5 11,0 747 tå WNW. WNW. NW. N. El ap m Ade:
dt 0,
37, 21 + 37, 89% 38, 0 10,20 7,6 13,6 7,8 7,3 wow. NW. w. | No. 0,05 0,10
38, 52 | 38,64: | 38,74 9,33 8,9 11,5 8,0 7,9 W. WNW. NNW. N. 0. 0,06 0,14
38,—66- |—38, - 54-—f>38,-… 59 8,23 81 10,5 8,2 8,1 N. NNW. NNW. N. Å S0. 0,13 0,11
37, 50 ; 36,, 97 1 34, 85 8,33 9,6 7,9 8,2 7,9 Regn 6 —% 0,91) NW. NW. sw. ss. fS. 0,16 0,12
33, 43 | 33, 12 |-33, 03 8,63 yt 11,3 8,2 8,2 Regn 1 — 1,12 Å w. WNW. WNW.NNW. | SW. 0,10 0,13
35, +44 | 735,62 | 356.:97 9,23 ;3 12,3 8,2 8,3 Regn 2 — Hag10,47 Å NNW. W. W. N- | w. 0,19 0,15
37, 30 1537888 1 SR STE 6,83 re 46 8,2 8,4 Regn 8 "> Hagl 1,34 Å Stile W. WNW.NW. Å Nw. 0,18 0,14
38, 780 39,500 + 38, 81. 10,01 8,6 13,3 8,3 8,9 W. WNW. WNW. NW.
39, 50 | 39, 431 39, 11 10,93 10,0 13,7 8,4 91 NW. NW. WNW. NW.
A0, "33" ARDO R ET AD 57 9,55 10,17" E2445 8,8 9,0 NW. N. NNW. NNW.
+) hører til den 30te April,
nadiyin
si PE VERS nE vis
10 ytrede ng ddr
144
Barometer, Yhermometer i Skygge
i o
"åg reduceret til 09 Reaumur. mod Nord. RE dl vindens
HE i re 21 Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2Fod un- Moa og se Retning
= e 19Form. | Middag. AE Middel | 7 p Fl Jorden. | der dagl, 4 Gange i Dågnet,
g Corr. -0?46 orm. ferm. | Middel. Middel.
1 339,18 | 338,7564 | 338, rn 11724 1093 1494 889 999 NW. ;NW. NW. NW. :
2 37, 89 | 37, 66| 37, 11,59 10,0 14.9 9,1 9,4 wWNW. wNw, WNw. w. | Middeltemperatur.
3 36, 09 | 35, 871. 35, 57 12,46 10,7 16,3 9,2 9,3 WSW. SW. SW. SW, 1851 45 A
4 33, 85 | 33, 73 | 34, 11 12,8! 13,7 15/8 9,6 9,8 å Regn 3 Tim. 0280 58. 73 SSO EWS mee
5 38, 39 | 38, 57| 38, 3% 9,04 9,0 12,7 9,7 9,8 NWwW. WNW.…S0. s. å 1—10 11213" 12903
6 & 37, 73 1:37, 27 37, 87 1181 9,7 15,3 9,9 9,8 SSO. SSO. S.. ssw. | 11—20. 10,29 — 12,82
7 38 50 198,02] "37, 92 13,39 it 15,7 10,0 10,5 | Regn 3 — Byger 4,48 Å ssw. sw... sw. sw, | 21—30 12,22 13,31
8 34,94 | 3441521. 784, 01 10,86 11,6 12,0 10,3 10,9 f-Regn 3,46 | SW. sW.. SSW. w. 1—30 11,21 — 12,72
9 31, 61 305; 401.:31,.35 8,86 9,3 10,4 1/),2 10,0 Å Regn 15g harer 21 25 Å wsw.SW, WSW.WXW, g
10 30) 87; (780,66 | v30,- 59 9,14 8,2 12782 10,2 9,0 MW, WWW NW
11 32, 721 33, 754 :34, 70 8,69 7,9 11,5 10,0 8,9 å Regn 10: —" 0,60 NW.WNWwW.WNWAVNW. Maanedl!.
12 38, 28 38-25 88, 96 10,99 8,9 13,8 9,8 86 | Regn See Byger 1,56 1 W.: WwW. SW. Se Vandmængde.
13 JA; 03: |. 34,131 | 34, 7954 12,74 12,3 15,5 10,0 10,0 Regn 3 —- 0,76 å sso. SSW. SSW, SW. É
14 36, 32 37.65 1 36, 97 10,69 9,7 14, 10,2 10,5 Sw. SW. WNW. NW. 1851 39 Aar.
15 38, 20 | 38,33 | 38, 01 10,94 9,7 13,3 (0,3 10,0. Regn 7T — 227 w. sw. .w. w. | 30,24 Par. L. 20,24 Par L.
16 34; 00: | 33, 72.4 738, 494 10,51 9,8 10,7 10; 14,) Å Regn 15 — Torden 3,39 | WSsWwW. SSW. SW. W.
17 33, 14 33, 44| 33, 6: 10,57 10,5 125 + 10% 10,4 Regn 4 — 1,30 | Jvsw. wSWwW WwWSW. W,
18 34, 52 1—35,: 65 | 36, 58 9,46 972 11/9 | 40/3 98 W.ONW,; NW… NW.
19 36, u2 | 35, 74| 34, 19 8,62 8,5 9,57. 102 95 Regn 7 — 2,07 | NW. WNW. WNW. SW. Vindforhold
20 36, -20: 136, 53-37, 00 9,71 9,1 19,541 704 9,3 Ww. IYNW.: NW. NW. >
| 1851 50 Aar.
21 38, 60 | 38, 72! 38, 634 10,02 9,1 13,2 |; 10,0 10,0 NwW., NW. NNW. O.ÅN. 0,05 0,09
22 37; 47 (3 DE 367 2 10,9 15,7 1504 10,4 Å Regn 5 — 1,90 | S0.. SSO. SS0. .SSO. | xo. 0,03 0,06
23 34, 55 | 84, 88! 35, 45 10,77 10,9 1939 5048 10,6 ÅRegn.6 —+ 0,50) S0. sS0. wW. W. | 0. 0,01 0 it
24 85; 561 35, 561 351760 8429 8,7 9,2 1043 9,4. Regn 125 — 4,89 Å w. wsw. SW. WSW, I so. 0,08 0/10
25 37, 47 | 37, 794 37, 93 9,0 10,3 99 140.92 9,6 ÅSmaaregn 2 — 0,067 w." w. wsw. w ls 040 1 0,12
26 39, .05..|..39,..28 | ' 39,7 30) 11/89 10,3 79" 1:49;2 9,8 W. NNW. NNO, NW. | sw. 0,21 0, 1å
27 39, 96 | 39, 96 | 39, 904 13,04 12,4 15,3 10,; 10,7 NW. N. SSO. SSW. | w. 0/30 022
28 39, 790 | 39, 66! 39, 524 — 14,04 13,3 16,7: 3 1047 12,3 Stile, W. N... SO. å Nnw. 0,23 0/16
29) 39, 61 | 39, 60! 739%, 534. 15,74 14,5 194 7 11,6 NO. N: NO: NWw. : i
30 39, 60 | 39, 65| 39, 39 16,64 14,8 2,31 år 12,8 NW. NNW. NNO..NNW.
|
Oversigt
over det
Kongelige danske Videnskåbernes Selskabs
Forhandlinger
og :
dets Medlemmers Årbeider
i Aaret 1851. |
Af
Etatsraad, Professor &. Forchhammer,
Ridder af Dannebrogen, Selskabets Secretair.
Ær. 6.
Modet den Ye November.
HERE HER:
Secretairen anmeldte, at den ifålge Selskabets Beslutning allerede
for flere Aar siden bestilte Biste af dets afdåde kongelige Præsi-
dent Christian VIII, nu var færdig, og opstillet i Selskabets Locale.
Den er udfårt af Saaby efter Thorvaldsens Marmorbiste. Ogsaa
.den ifålge Selskabets Beslutning af 9de Mai 1851 efter Bissens
Marmorbiste udfårte Bronce-Biiste af H. C. Ørsted var opstillet i
Selskabets Forsamlingssal. Den manglede endnu den sidste Over-
arbeidelse fra Professor Bissens Haand, som vil blive foretaget
" usaasnart Kunstneren kommer hjem.
Dernæst oplæste Secretairen fålgende Mindeskrift over Sel—
.Skabets afdåde Secretair,:Geheimeraad H. C. Ørsted.
146 "
»Den store Videnskabsmands ydre Liv tiltrækker sjelden ved
Mangfoldighed i Begivenhederne og en rig Afvexling i Forholdene,
De samme Forandringer, som træffe de fleste Mennesker, træffe
tilsyneladende ogsaa ham; men disse Begivenheders Virkning paa
Aanden, og den deraf fremkaldte indre Udvikling er det, der er
ejendommeligt og bestemmende; ,og hvad der uden Virkning gaaer
forbi de fleste Mennesker, "kaster maaskee-en Gnist i den store
Mands Sjæl, som bestemmer hans senere Udvikling. Saaledes var
det ogsaa med Orsted, og ikkun lidet er at berette om hans ydre
Liv. Han er fådt den 14de August 1777 i Rudkjobing paa Lange-
land, og var i sin Ungdom med Hensyn til Kundskabers Erhvervelse og
Aandens Udvikling langt mere overladt til sig selv end de Fleste, der
have betraadt Videnskabernes Bane. Hans fårste Underviisning hos en
gammel tydsk Parykmager var tarvelig, men vækkende, og selv de
meest almindelige Kundskaber i Regning maatte han iForening med sin
beråmte Broder, vor. ædle Præsident, erhverve sig ved -egen An-
strengelse uden synderlig Hjælp af Andre, Allerede i sit 11te Aar
satte Faderen, der var Apotheker, ham i sit Apothek, og snart
udviklede sig her hans Lyst til.Studium af Naturens Kræfter. Ogsaa ved
de paafålgende Studier var han og hans Broder, ikke mindre end ved
de tidligere, henviste til dem selv, og fårst efter at de i Foråaret
1794 vare komne til Kjobenhavn, nåde de Underviisning i de clas-
siske Sprog hos en duelig Lærer. H.C. Ørsted bestod i 1794 den
akademiske Optagelsesexamen…med bedste Charakteer, og ved
anden Examens to Afdelinger erholdt han Udmærkelse i alle
Fag. 1 Aaret 1796 vandt han en akademisk Præmie ved Be-
svarelsen af Opgaven: at vise hvorledes det prosaiske Sprog
fordærves ved altfor meget at nærme sig det poetiske; og i 1798
vandt han ligeledes Universitetets medicinske Priis ved at besvare
Opgaven om Modervandets Oprindelse, Natur og Nytte. I Efter-
aaret 1799 erholdt han den philosphiske Doctorgrad; hans Dispu-
talts handlede: de forma metaphysices elementaris naturæ externæ.
I Aaret 1800, medens han bestyrede det Mantheyske Apothek i Kjåben-
havn, holdt han sine første Forelæsninger over Chemien ved det
chirurgiske Akademi, og Aaret derefter tiltraadte han sin første
Udenlandsreise, påa hvilken han besågte en stor Deel af Tydsk-
s 147
land, Frankrige og Holland, og vendte tilbage til Danmark i Januar
1804. Endskjøndt han endnu ikke blev ansat i det paa den Tid ledige
Professorat i Physiken, erholdt han dog forelåbig, som Docent, paa 3
Aar en aarlig Indtægt af 300 Rbd., og ligesaameget til Experi-
menter. I 1806 blev han ansat som overordentlig Professor i
Physik ved Kjébenhavns Universitet. I Aaret 1812 og 13 foretog
han sin anden Udenlandsreise, som gik over Berlin til Paris, hvor
han opholdt sig indtil han i Sommeren 1813 atter vendte tilbage
over Holland. Denne anden Udenlandsreise benyttede han, efter den
yngre Niebuhrs Opfordring, til at udgive en Bog, som er meget
vigtig med Hensyn til Ørsteds hele Udvikling, nemlig hans Ansich=-
ten der chemischen Naturgesetze, som- han senere ogsaa udgav
paa Fransk, oversat af Marcel de Serres, under Titelen: Recher-
ches sur Videndité des forces électriques et chimiques. I Foraaret
1814 giftede han sig med Jomfru Birgitte Ballum, Dalter af den allerede
dengang afdåde Pastor Ballum i Kjeldbye paa Méen; dette
hans Ægteskab var meget lykkeligt og blev velsignet. med. tre
Sønner og fem Dåttre, hvoraf to Sånner og tre Dåltre over=
levede Ørsted. Paa denne Tid falder hans Stridigheder med
Grundtvig, som vi ikke her nærmere skulle omtale, da de vel ere
Tegn paa Orsteds Anskuelser i Almindelighed, men forresten ikke
have havt nogen væsenilig Indflydelse, hverken paa Begivenheder-
nes "Gang; eller paa Ørsteds senere Udvikling. " I Begyndelsen af
1815 valgte dette" Selskab Ørsted til sin Secretair efter den for-
tjenstfulde Bugge's Afgang. 1:1817 blev han Professor: ordinarius,
og i Aarene 1818 og 19 udfårte han i Forening med afdåde Etats-
raad Esmarch og mig Reiser til:Bornholm, for at undersøge denne
'Oes' geognostiske Forhold méd. Hensyn til: Kullenes og Jernmal=
menes practiske Anvendelse. Dette var den fårste Begyndelse til
ven geognostisk Undersågelse over Danmark, bygget påa nyere
widenskabelige Grundsætninger, en Virksomhed, "hvorfra Ørsted
senere trak sig tilbage,” medens jeg uafbrudt har fortsat den, I
1820 'opdagede han Electromagnetismen, og siden den Tid
har han over hele Europa fundet almindelig Anerkjen-
delse af sit store Værd. som Naturforsker. I 1822 og 23
gjorde han atter-en-stårre Udenlandsreise over Berlin og Munchen til
148 eg
Paris, og derfra til London, Edinburgh og de vigligste engelske
Fabrikstæder og Universiteter. Aaret derpaa stiftede han Sel-
skabet for Naturlærens Udbredelse, hvis Directeur han vedblev at
være indtil sin Dåd. I Begyndelsen af 1829 lykkedes det ham,
i Forbindelse med flere andre Videnskabsmænd, at bestemme Regje-
ringen til at indrette den polytechniske Læreanstalt, hvilken han
som Directeur forestod indtil sin Dåd.
Siden den Tid har han gjort mange Reiser især i Norge,
Sverrige og Tydskland, og i Aaret 1846 foretog han sin sidste
stårre Reise, da han og jeg i Forening besågte Frankrige og
England, især for at deeltage i Naturforskermåderne i Southhampton,
og senere i Kiel. Denne Reise var et sandt Triumphtog for Or-
sted, der især i England blev optaget af de Fårste baade i Viden=
skaben og Staten med en Udmærkelse, som sjelden er bleven en
Udlænding og endnu sjeldnere en Videnskabsmand tildeel, Allerede
tidligere havde han overværet Naturforskermåderne i Berlin og
Hamborg, og han var meget virksom ved alle Skandinaviske Na-
turforsker-Forsamlinger fra det forberedende Måde i Gothenborg
(1839) indtil det andet Kjåbenhavnske Måde i 1847.
Hans Fædreland hædrede ham med mange ÅAgtelsestegn.
I 1815 blev han Ridder af Danebrog og i 1824 Dane-
brogsmand; i 1828 udnævntes han til Etatsraad; i 1836 blev han
Commandeur af Danebrog; i 1840 udnævntes han til Confe-
rentsraad; i 1847 til Storkors af Dannebrog, og paa hans Jubi-
læum i 1850 blev han udnævnt til Geheime-Conferentsraad, hvilket var
forste Gang denne Titel er tillagt nogen Professor ved vort Universitet.
Ogsaa fremmede Lande hædrede ham; saaledes blev han først Ridder,
siden Commandeur, og derpaa Storkors af Nordstjerneørdenen; han
var Officeer af Æreslegionen, og en af de faa Medlemmer, som den |
preussiske Orden pro meritis tæller. Lærde Selskaber kappedes k
om at vælge ham til deres Medlem, og endskjåndt den Fortegnelsesom |
jeg her giver, er rig, frygter jeg dog for, at”den ikke er fuldstændig +).
%) Selskabernes Navn:
1800: Det Skandinaviske Litteratur Selskab.
1801: Det mineralogiske Selskab i Jena (coørresponderende Medlem).
' mm … Al
H.C. Ørsted havde det Held, at leve i en aandelig meget
bevæget Tid; og under hans tidligere videnskabelige Udvikling
1804: Det medicinske Selskab i Kjåbenhavn.
1807: Det kgl. danske Videnskabernes Selskab.
1809: "Videnskabernes Selskab i Antwerpen.
1811: Naturforskerselskabet i Halle,
1811: Det mineralogiske Selskab i Jena (Æresmedlem).
1815: Det physiographiske Selskab i Lund,
1819: Det pharmarceutiske Selskab i St. Petersborg (Æresmedlem).
1821: Videnskabernes Akademie i Minchen.
— Det Londonske Selskab for Videnskabernes Fremme.
— Apothekerforeningen i det nordlige Tydskland (Æresmedlem).
—… Det Amerikanske Naturforsker-Selskab i Philadelphia.
— … Naturforskerforsamlingen i Danzig.
— Naturforskerselskabet i Basel (corresponderende Medlem).
—… Det Senkenbergske Naturforskerselskab i Frankfurt a. M.
—… Den physiske Forening i Frankfurt (Æresmedlem).
1822: Selskabet for Natur og Lægekunst i Dresden (Æresmedlem).
— Det Physiske og Medicinske Selskab i Bonn.
—… Det Asiatiske Selskab i Calcutta (Æresmedlem).
— … Det svenske Videnskabernes Akademie i Stokholm.
1823: L'Institut de France (corresponderende Medlem).
—… De naturforskende Venners Selskab i Berlin.
— … Royal institution of great Britain (Æresmedlem).
1824: Det meteorologiske Selskab i London (corresponderende Medlem).
1826: Videnskabsselskabet i Gåttingen.
— Det medicinske og botaniske Selskab i London.
1827: Det Neapolitanske Videnskabs Selskab,(Æresmedlem).
" 1829:” Videnskabernes Akademie i Padua.
1830: Det keiserlige Videnskabernes Selskab i Petersborg (corresponderende
Medlem). ;
— Naturforskerselskabet i Moskou.
— " Det hollandske Videnskabernes Selskab i Haarlem.
— … Kunstselskabet for Skotland i Edingburg (Æresmedlem).
1832: Det Lineeske Selskab i Stokholm.
1833: Det medicinske Selskab i Kjåbenhavn (Æresmedlem).
1835: Videnskabernes Selskab i Palermo.
1836: Det medicinske Selskab i London (Æresmedlem).
1838: "Videnskabernes Selskab i Lissabon.
1841: Videnskabernes Selskab i Upsala.
1842: Associé étranger de VInstitut de France.
— Videnskabernes Selskab i Brissel (corresponderende Medlem).
— Det phalziske Selskab for Pharmacie og Technik i Kaiserslautern.
: 1843: Det medicinske Facultet i Erlangen (Doctordiplom).
— Det islandske litteraire Selskab i Kjåbenhavn (Æresmedlem).
1845: " Videnskabernes Selskab i Washington. .
1846: Det kgl. norske Videnskabernes Selskab i Trondhjem.
150 å
omgikkes han i en fortrolig Kreds med A. S. Orsted, Ohlenschlæger
og Steffens, Mænd, hvis Navn og Berémthed strækker sig langt ud
over deres Fædreland. Med sin beråmte Broder deelte han Inter-
esse for dyb philosophisk Granskning, med Ohlenschlæger et af
Poesien let grebet Gemyt, med Steffens Lyst og Evne til ved
Tænkning at udforske Naturbegivenhedernes dybere Sammenhæng;
men som experimenterende Naturforsker stod han ene og håit
over de fleste Samtidige paa hele Jorden. Det varede imidlertid længe
'fårend han som saadan naaede det Standpunkt, der har skabt en ny
Udviklingsretning i Physiken, og banet Veien for hine store practiske
Anvendelser, som alltid ville blive et af vor TidsSærkjender, og deri var
Ørsted netop meget forskjellig fra flere beråmte Naturforskere,
der anvendte deres hele Liv for at udvikle een heldig Idee, eet
lykkeligt Greb, som de i Ynglingsalderen have gjort, at han fårst som
moden Mand sendte sin store Opdagelse tilsyneladende næsten uden
Forarbeider, men ikke desmindre fuldfærdig ud i Verden, og han
har ikke behåvet at tage noget tilbage af det, hvormed han udrustede
den fra Begyndelsen.
See vi hen til hans tidligste Arbeider, da iagttage vi, brledes han
hælder snart til den ene, snart til den anden Sideaf Videnskabeligheden,
og fåler Lyst og Evne til at forsåge sin Kraft paa de meest forskjellige
Gjenstande. Paa hans første akademiske Priisskrift om det poetiske
og prosaiske Sprog fulgte et Priisskrift om Modervandets Oprin-
delse, Natur og Nytte, og derpaa en Doctordisputats ,de forma
metaphysices naturæ externae.£
Med dette sidste Værk begynder hans fårste bestemt udprægede
videnskabelige Periode, som culminerede og paa en vis Maade sluttede
med hans ,Ånsichten der chemischen Naturgesetze%. Af denne Bogs
Hovedafdelinger handler en om Rækkerne af de chemiske Stoffer.
Forfatteren viser heri, atCharacteristiken af de forskjellige Rækker maa
1846: Det italienske Videnskabernes Selskab i Modena.
— Det naturvidenskabelige Selskab for Canton Vaud i Lausanne
— The british association (corresponderende Medlem).
1848: Det philosophiske Facultet i Prag (Doctordiplom).
1850: Videnskabernes Selskab i Madrid (corresponderende Medlem).
1850: Studenterforeningen i Kjåbenhavn (Æresmedlem).
€ 151
tages fra de Forbindelser, som! de indgaae, og atman i Rækkerne sely
vel kan danne Underafdelinger, men at disses Begrændsning : er
meer eller mindre vilkaarlig, da Rækkernes. Endepuncter . ved
Overgange ere forbundne med hinanden. … Han. har .3. Rækker af
Stoffer: Elementer, Ilter eller Oxyder, og Salte; en Inddeling,
der i det Væsentlige er vedbleven, endskjåndt unegteligen meget
udvidet og tildeels modificeret,
Langt vigtigere ere de andre Afhandlinger over de chemiske
Kræfter, chemisk Kjædevirkning, electrisk-chemiske Kræfter, over
Varmens, Lysets og Magnelismens Sammenhæng med de eleciriske,
og altsaa ogsaa de chemiske Kræfter.
Den Mødsætning,. siger Ørsted, som vi finde mellem de ydre
Led: af Elementernes Række, og som han betegner med Udtrykkene
Tændkraft- og Ildkraft, finder "ogsaa Sted i:den anden Række,
hvor de gjengives ved Suurhed og Alkalitæt,. som igjen er den.samme
Modsætning, som vi see mellem den posilive og negalive, Electri=
citet. Enhver af disse bekjendte electriske Kræfter er i og. for sig
expansiv, men. de frembringe formedelst deres gjensidige Tillrækning
en .contractiv -Virkning. . Her ér Punctet, hvor.de chemiske og
mechaniske -Kræfter måde hinanden; thi for at et Legeme .kan
bestaae, udfordres der en udvidende Virksomhed,”hvorved det udfylder
Rummet, og en sammentrækkende, hvorved. Legemet begrændses.
Legemet bestaaer altsaa ikkun ved electriske Kræfter, det:er ikkun
et Udtryk af samme; men. de to som Kræfter betegnede Virknings-
former, hvorved man tænker sig Legemeis Bestaaen, svare ikke til
de electriske Kræfter. umiddelbart, men til. den Virksomhed, som disse
frembringe, enten hver. for sig:… Udvidelse, eller i Forening: Sam-
mentrækning. … Al Cohæsionsforholdenes Forskjellighed… hidrører
ikkun fra disse Virksomheders. forskjellige Grader, al chemisk For-
skjellighed fra Grundkræfternes. forskjellige Mængde .og deres For-
eningsmaade; men i det meest brændbare; saavelsom .det.meest
ildnærende. Stof ere begge electriske Kræfter. tilstede. Han viste
den »ogsaa af- tidligere Forskere vanerkjendte , Analogie. imellem
Magnetisme og. Electricitet… Dette er : Begyndelsen . til Læren
om (det electro-chemiske System, som: Berzelius: senere udvik-
lede med saa stort Held, …Orsted var den fårste;… men . Systemet
152 Å
blev ved ham ikkun antydet, ikke udviklet. Berzelius kom senere, som
det synes upaavirket af Orsted, men en stor Deel af den svenske Che-
mikers Livs rastlåse Virksomhed var dette Systems Udvikling helliget.
Forresten fremkaldte Ørsteds Bog i Begyndelsen ikke liden
Interesse, som dog snart tabte sig, sandsynligviis især paa Grund
af de store politiske Omvæltninger i 1813—1815 og den blev
uden synderlig Indvirkning paa Videnskabens senere Udvikling.
Naar Orsted i denne fårste Periode af sin videnskabelige selv-
stændige Udvikling mere. blev betragtet som Naturphilosoph, end
som Naturforsker, saa har denne -Mening en vis Berettigelse -i den
hele Maade, hvorpaa han behandlede sin Videnskab, idet han sågte
at udfylde de erkjendte Mangler i vore Kundskaber ved Raison-
nement og Fålgeslutninger, medens han som Naturforsker vilde
have sågt at låse Gaaden ved, nye Erfaringer samlede ved Forsåg
og lagttagelser. Det. være langt fra at jeg skulde paastaae, at
han i denne Tid aldeles forsåmte den experimentale Vei, men den
var underordnet, og traadte kun lidet frem i hans Værker. Men
med det Arbeide, hvoraf jeg har givet nogle Hovedtræk, afsluttede
han denne Retning, og nu betraadte han den Bane, der skulde
fore ham til den håieste Udmærkelse, -og sikkre hans Navn en
Plads i Videnskabens Historie saa længe Menneskeslægtens Cultur
ikke gaaer aldeles tilgrunde. |
Orsted havde alt tidligere beskjæftiget sig med experimentale Un-
dersøgelser over Klangfigurerne, som bleve meddeelte dette lærde Sel-
skab, og hvorfor han modtog dets Sålvmedaille, men først efter at han
havde udtalt, hvad han kunde og vilde udtale over de dybere Aarsager
til Naturphænomerne fra hans daværende Standpunkt, begyndte hanfor |
Alvor og med samme Aand og Skarpsindighed at dyrke den expe-
rimentale Side af sin Videnskab. Da jeg 1818 gjorde hans Bekjendt-
skab, fandt jeg ham ivrigen beskjæftiget med Forsøg over Vandets
Sammentrykning. 1 Begyndelsen var hans Apparat ufuldkomment,
men efterat han ved fortsatte Experimenter var bleven nærmere
bekjendt med Gjenstandens Vanskelighed, construerede han det
Apparat, som nu findes i alle physiske Samlinger og udmærker sig
lige saa meget ved sin Elegance og ved den Lethed, hvormed man
foretager Experimenterne, som ved sin Néiagtighed, Spårgsmaalet
153
om Vandet er sammentrykkeligt eller ikke, har beskjæftiget Phy-
sikerne i lang Tid, og er bleven besvaret snart for, snart imod,
indtil for omtrent et Aarhundrede siden Englænderen Canton
bekjendtgjorde Forsåg, der udmærke sig baade ved Noiagtighed og
Omsyn. De have givet Resultater, som påa en mærkværdig Maade
stemme med Ørsteds senere Resultater, der give en Sammentryk-
ning af 45, 5 Milliondele for hver Atmosphæres Tryk. Disse Re-
sullater blive let forandrede ved 2 Indflydelser, deels nemlig ved
forandret Varme, deels derved, at det Kar, hvori man sammen-
frykker Vandet ikke gjér fuldkommen Modstand med sine Side-
vægge. De første Apparater, Ørsted brugte, havde denne sidste Feil,
men senere havde han ved sit nyere Apparat undgaaet denne
Aarsag til Feiltagelser derved, at det Vand, hvis Sammentrykning
skulde maales, findes i et Glaskar, der er udtrukket i et fiint Haar-
ror, hvorigjennem Trykket virker, og Sammentrykningen iagttages
ved Vandets Overflade i Haarråret, hvis Sammenflyden med det
— åvrige omgivende Vand forhindres ved en lille Glasklokke, som sættes
omvendt over Enden af Haarråret, og forhindrer Vandets Indtræn-
gen, da det er fyldt med Luft. Det Hele staaer i et andet Kar
med Vand, som udsæltes for det Tryk, hvis Virkning man vil pråve.
Da det hele Tryk saaledes overfåres paa det omgivende Vand,
og Karret, hvori Vandets Sammentrykning skal maales, fra
alle Sider, indvendig saavelsom udvendig fra modtager samme
Tryk, saa er den væsentlige Grund til Feiltagelser derved afhjulpen.
Disse Forsåg optoge ham forholdsviis en meget lang Tid, da han
tidt var nådsaget til at afbryde dem formedelst en Mængde andre
"Forretninger. I Oversigterne over Videnskabernes Selskabs Arbei-
der fra Mai 1817—Mai 1818 findes den fårste Notits om Forsågene,
og en Angivelse af Resultatet er indrykket i Oversigten for Aaret
18821—1822. Men endnu mange Gange vendte han tilbage til disse
sine Yndlingsbeskjæftigelser. I Oversigterne fra 18826—1827 med-
deelie han sine Erfaringer over Varmens Indflydelse paa Vandets
Sammentrykning, der ved 09 er 50 Milliondeel for een Atmosphære
og ved 10”? ikkun 45 Milliondele, og aftager stadigen ved stigende
Temperatur indtil 309, hvilket er den håieste Varme han har prå-.
vet. Ogsaa Qviksålvets Sammentrykning blev bestemt; den er
154
1%4 Milliondele for een Atmosphæres Tryk. I det fålgende Aar
optog han atter Sagen, da imidlertid et Arbeide af Colladon og
Sturm over samme Gjenstand var udkommet, hvori. de vel i det
Hele bekræfte Orsteds Forsøg, men dog erholde Sammentryk-
ningen til 50,5 Milliondeel. Der opstod i Anledning af disse Forsåg
en Meningsforskjellighed med Hensyn til Beregningen af Glassets
Sammenirykkelighed, idet Colladon og Sturm beregnede den
efter Glaslængdernes Sammentrykning ved irykkende Kræfter,
medens Ørsted sågte at bestemme den ved directe Forsåg i sit
Apparat.
Der viste sig herved nogle ganske mærkværdige Forhold, idet
Sammentrykkeligheden af Vand, hvori en Mængde smaa Glasstykker
vare kastede, fandtes langt stårre end man af de enkelte Måssers
Sammentrykkelighed kunde vente. Ørsted meente, at dette Forhold
var afhængig af en Tiltrækning mellem Glasstykkernes Overflade
og Vandet, og vilde have fulgt dette Phænomen; men andre Ar-
beider forhindrede ham i at udfåre dette.
En anden af Orsteds Undersøgelser, som staaer i nåiesté Forbindelse
hermed, er over den ved Vandets Sammentrykning udviklede Varme.
Allerede i 1833 foretog han en Række Beregninger over sine
dertil hårende Forsåg og kom, under den Forudsætning, at der
ved denne Sammentrykning' udvikler sig for hver Atmosphæres
Tryk en Varme af ”/40 af en Grad Celsius, til det Resultat, at Van-
det sammentrykkes 46 Milliondele for hver "Atmosphæres Tryk.
I 1845 pråvede han denne Varmeudvikling ved Vandets Sammen-
trykning ved Hjælp af den ihermoelectriske Varmemaaler, hvorved
han erholdt Varmeudviklingen for hver Atmosphæres Tryk = "49,2 C.
Ogsaa over Luftens Sammentrykning har Orsted foretaget For-
såg, i Forening med Capitain Suenson, hvortil de benyttede, deels
en Quiksålvsåile af 19 Fods Håide, hvor man bestemte Sammen-
trykningen ved Maal, deels Vindbåsser, hvor man bestemte "denne
ved Vægt. Disse Forsåg gave det Resultat, at den Mariotteske
Lov gjælder for Tætheder, der ere noget over hundrede Gange
stårre end Luftens Tæthed er ved Atmosphærens sædvanlige Trykfor-
hold, og at der ikkun ved Overgangen til den draabeflydende Til-
stand indtræde andre Forhold. Senere Undersøgelser, især af
155
Despretz og Regnault, have viist, at der selv ved de Luftarter, som man
hidtil ikke har kunnet sammentrykke til Vædsker, finde Uregelmæs-
sigheder Sted, som blive endnu langt stærkere for de Luftarter,
” der kunne fordraabes.
I den lange Tid fra 1818 til 1833, som disse forskjellige,
tidt afbrudte, og igjen optagne Forsåg indtage, beskjæfligede Ørsted
sig med mange andre experimentale Arbeider, og idet jeg grup-
perer disse efter deres indre Sammenhæng, er jeg hyppigen nåd-
saget til at vende tilbage til tidligere Tider. Jeg vil nu omtale
hans store Opdagelse, den, der egentlig begrunder hans Navn som
en af Verdens stårste Opdagere i Physiken.
Electriciteten havde allerede tidlig tiltrukket ham, og nogle
af hans første Smaaarbeider henhåre til denne Retning, saaledes:
en Afhandling: ,om Liigheden imellem de electriske Figurer og de
organiske Former” i Skandinavisk Selskabs Skrifter; ,,0om Ritters
Ladningsståtte; i Delametheries Journal; om »,Loven for de elec-
" friske Virkningers Svækkelse ved Afstandf; om galvaniske Trug=
apparater. Denne sidste lille Afhandling fortjener nærmere Om-
tale. Ikke længe efter at Galvani havde opdaget den Form af Elec-
tricitet, som efter ham fårer- Navn af Galvanisme, forekommer der
en storre Opdagelse, som vi skylde Volta, der construerede Ståtten,
som fårer hans Navn. Herved lykkedes det at forstærke den
"Stréom, som et Par forskjellige Metaller og en fugtig Leder frem-
bringe. Senere blev man opmærksom paa, at en Siråm, der udgaaer
fra store Metaloverflader, frembringer udmærket kraftige Virkninger,
. og da Constructionen af den Voltaiske Stålte medfårte mange
Ubehageligheder og Formindskninger af Virkningen, formedelst den
Hinde af Vædske, der ved Metalpladerne udpresses af de fugtige
Papskiver, som benyttes ved Constructionen af Ståtten, saa modtog
Physikerne Trugapparaterne med stor Interesse. De fårste af
"disse bestod af Celler af en slet Leder, brændt og glasseret Leer,
som man fyldte med Vædsken, og hvori man ved Siden af hinan-
den ophængte Pladerne af de 2 forskjellige Metaller; men Celle-
"apparatet af Steentéi eller Porcellain var vanskeligt at fabrikere,
og derfor kostbart.
156
Orsted faldt nu paa den heldige Tanke, at danne Karret af
det ene Metal, hvortil han valgte Kobberet, og at hænge Zink-
plader i Vædsken, hvormed han fyldte dette. Herved bortfaldt den
Vanskelighed, som Trugapparaternes Construction havde frembudt,
og det blev let at danne Indretninger baade med stor Overflade ;
og mange Pladepar. Med dette Apparat udfårte Orsted -mange
meget interessante Forsåg; dog skal jeg her ikkun anfåre eet, hvor-
med jeg i 1818 som hans Amanuensis var ham behjelpelig,
nemlig det at sprenge Miner ved åt bringe en i Krudtet indbragt
fiin Metaltraad til Glådning formedelst en fra Apparatet udgaaende
galvanisk Strom. Forsågene lykkedes ganske udmærket, men de bleve
ikkun bekjendte i en snevrere Kreds, og fårst senere, optagne i
andre Lande, have de faaet Betydning, og håve nu fundet en fleer-
sidig Anvendelse, hvoraf jeg her ikkun vil anfåre den ogsaa hos
os benyitede Sprengning af sunkne Vrag.
I 1820 gjorde han sin store Opdagelse over den sande Sam-
menhæng imellem Electricitet øg Magnetisme, og siden den Tid er
Læren om Eleciromagnetismen bleven en væsentlig Deel af Physiken.
Man har i Begyndelsen paastaaet, at et Tilfælde havde foranlediget Op-
dagelsen af denne Deel af Naturvidenskaberne; hvis dette var saa-
ledes, vilde Opdagerens Fortjeneste ikke være mindre stor, da den,
der forstaaer at gribe hvad en heldig Omstændighed byder, og
bringe det ikke blot til sin egen, men til hele Verdens Bevidsthed,
sandelig viser en stor Aands-Overlegenhed. Sagen forholder sig
alligevel ikke saaledes. Orsted sågte at udfinde denne Sammen-
hæng mellem de to støre Naturkræfter; hans tidligere Skrifter
vidne derom, og jeg, der i Aarene 1818 og 1819 dagligen om-
gikkes ham, kan af egen Erfaring bekræfte, at den Tanke, at ud-
finde denne paa den Tid hemmelighedsfulde Sammenhæng, stadigen
opfyldte hans Sjæl. Han ventede maaskee dengang ikke at finde den
saaledes som den senere viste sig, men desmere fortjener det An-
erkjendelse, at han, uhildet af forudfattede Meninger, opfattede Phæ-=
nomenet i dets hele Simpelhed, og fremstillede det saaledes for
Verden.
I Juli 1820 vare hans Arbeider sluttede, efterat han allerede
i Begyndelsen af samme Aar i sine Forelæsninger havde. viist
157
heldige Forsåg i denne Retning. Under 21 Juli 1820 sendte han
et lille paa Latin skrevet Arbeide omkring til de beråmteste Na-
" turforskere og naturvidenskabelige Selskaber i Europa, og fra disse
»Experimenta circa effectum Conflictus electrici in acum magneti-
cum£ dateres Electromagnetismens Historie. Orsted fandt, at Mag-
netnaalens Pol blev afviist imod Vest, naar han sluttede sin galva-
niske Kjede med en Leder, der laae horizontalt over, og parallel
med Magnetnaalen, naar .den er i sin naturlige Stilling, saaledes at
den mod Vest afviste Magnet-Pol- ligger nærmest ved den Deel af
Lederen, der svarer til Kjedens negativ-electriske Pol. i
Naar Lederen ligger under Naalen, finder den samme Virkning
Sted, blot med den Forskjel, at Magnetnaalens Pol afvises imod
Ost. Han udtrykker det korteligen saaledes, at den af Magnet-
— naglens Poler, over hvilken den negative Electricitet indtræder, afvises
imod Vest; den, under hvilken den indtræder, afvises imod Ost.
Dersom Lederen ligger i samme horizontale Plan som Mag-
netnaalen, da bliver den Pol, ved hvilken den negative Electricitet
indtræder, nedtrykt, naar Lederen ligger paa Magnetnaalens vestlige
Side, og låftet naar den ligger paa dens dstlige Side. Han fandt,
at Lederens Natur ikke har nogen Indflydelse paa Resultatet, naar
den ikkun er en god Leder, og at selv en- Afbrydelse af Lederen
ved en kort Strækning Vand ikke aldeles forhindrer Virkningen.
Han iagttog endvidere, at Virkningen af Lederen paa Magnetnaalen
neppe aftog, naar Metaller, Træ, Vand, Harpix, brændt Leer, Glas,
Gummi-Lak, Steen bragtes imellem dem, at derimod en Naal af
Messing, Glas, Gummi-Lak, benyttet i Stedet for Magnetnaalen, ikke
led nogen Forandring. Han slutter med den Bemærkning, at denne
Indvirkning kan tænkes frembragt ved en omkring Lederne hvirv-
lende Bevægelse. I deite Udtryk ligger Grundtanken til den
Fremstilling af Electromagnetisme, som man i Almindelighed beteg-
ner som den Orstedske Theorie; men som han selv mere betrag-
"tede som et Udtryk, hvori han sammenfattede Grundphænomenerneé,
end en egentlig Theorie. Hans i denne Anledning opstaaede Strid
med Ampére forekommer mig derfor ogsaa mere at være en Bestræ-
belse efter at belyse de svage Punctier i hiin Theorie, end et For-
svar for håns egen.
158
Stor var den Virkning, som disse Opdagelser frembragte i
den naturvidenskabelige Verden. Physikerne og Chemikerne have
i Almindelighed det slore Fortrin fremfor de andre Dyrkere af
Naturvidenskabernée, at deres Opdagelser let kunne pråves og
derfor ogsaa let finde Indgang i Videnskaben. Dette var nu i héi
Grad Tilfældet med Ørsteds Opdagelse; thi den kan pråves med et
meget lille galvanisk Apparat og en Magnetinaal, der er i enhver
Physikers Hænder, og denne Omstændighed i Forbindelse med den
unegtielig allerede dengang meget»=udbredte Formodning om Electrici-
tetens og Magnetismens Sammenhæng kan forklare, hvorfor denne Lås-
ning af Gaaden fandten saa almiridelig Gjenklang i Europa. Forfatteren
af denne Fremstilling, som var i Udlandet da Opdagelsen skeete,
og i Breve fra Orsted blev underrettet om samme, havde hyppigen
Leilighed til at iagttage den forskjellige Virkning, som Bekjendt-
gjårelsen gjorde, idet Nogle, mindre fortrolige med Videnskabens
Tilstand, i de simple Experimenter ikkun vilde see længe bekjendte
Kjendsgjerninger, medens Andre deri saae Låsningen af Opgaver,
som længe havde beskjæfliget Videnskaben. Snart fandt Ørsted
alligevel den fulde Anerkjendelse, som han fortjente; maaskee
hurtigere end nogen anden Opdagelse blev denne indlemmet i
Videnskabens Samling af velbegrundede Erfaringer, og snart
begyndte dens store Indflydelse paa Forklaringen af Naturphæno-
merne og paa Physikens hele Udvikling at træde frem, — Enkelte
vilde i ældre Skrifter finde Spor til denne Opdagelse, og jeg anseer
det for meget rimeligt, at een eller anden Physiker har seet der-
hen hårende Phænomener og opiegnet dem; men ikke den Mand
er Opdager, der seer et Phænomen og hverken forstaaer dets
Sammenhæng eller Betydning, men derimod den, der brin=
ger sin Iagitagelses Betydning til sin egen og. Videnskabens
Bevidsthed: Saaledes gjorde Ørsted, ingen har gjort det får ham,
og han er den ubestridte Opfinder af Eleciromagnetismen. Man
har med Rette beundret den Sikkerhed, hvormed Ørsted gik frem
i denne Sag, han havde her ingen i denne Videnskab Ligeberet-
tiget, med hvem han kunde råadfåre sig, og hans nærmeste Publi-
cum havde ikkun en lidet vægtig Stemme i denne Sag, men den
hele Form af hans latinske paa samme Dag: over hele Europa
159
udsendte Program viste at han vidste, hvad denne Opdagelse havde
at betyde.
Det kan ikke her være min Opgave at skildre denne Læres
senere Udvikling, hverken den theoretiske fra Orsteds Opdagelse
indtil Faraday”s Magneto-Electricitet, og den dermed i Forbindelse
staaende Diamagnelisme, hvortil Ørsted ligeledes leverede interes-
sante Bidrag, eller den praktiske indtil de electriske Telegrapher
og den bevægede Magnels Anvendelse til at frembringe en gal-
vanisk Strom, og det maa derfor være her tilstrækkeligt at
bemærke, al han fulgte denne Udvikling med den Glæde, hvormed
en Fader seer en Såns selvstændige og uafhængige Udvikling i
Livet. Man har undertiden beklaget, at Orsted ikke senere igjen
tog kraflig Deel i denne Udvikling, men man maa betænke, at Op-
" "dagelsen med mere eller mindre Livlighed og Interesse blev pråvet
og udvidet af enhver Physiker i Europa, og at Opdageren selv,
efter at han havde indtaget sin høie Plads, vel kunde frygte for; at
smaa Tilfoininger og mindre betydelige Iagttagelser vilde synes
trivielle og intetsigende imod det,” han allerede havde udrettet.
Iblandt de Arbeider, som her komme i" Betragtning, bår
der dog endnu særlig fremhæves hans i Forening med
Fourrier udfårte Undersågelser over den af Seebeck opdagede
Thermoelectricitet. Ørsted læste paa sin tredie Udenlandsreise
den 31. Mai 1823, i det franske Akademie en Afhandling om disse
Undersågelser, og de vigtigste Resultater af de to beråmte Phy-
”sikeres Arbeide ere: at man kan construere thermoelectriske Ståtter,
men at disses Indvirkninger ikkun for saa vidt tage til, som man
paa samme Tid gjår Stråmmenes Vei kortere, eller som Ørsted
udtrykker det ,Elementer af lige Længde danne Kjeder, som frem-
»bringe ligestore Afvigelser hvor stort endog Elementernes Antal,
»kan være”,
Jeg vilde ikkun svække Indtrykket af Ørsteds vigtigste Arbei-
… der, hvis jeg vilde omtale en Mængde mindre Undersågelser, som
han siden udfårte; dog maa jeg ikke forbigaae tvende Arbeider,
der have en langt stårre Betydning end de andre.
Det fårste er en chemisk Undersågslse, hvorved det lykkedes
ham at fremstille en Forbindelse af Chlor med Leerjørdens Metal
160
'
"Aluminium. Chemikerne kjendte paa den Tid mange Methoder til
at tilveiebringe Elementers Chlorforbindelser, men den af Ørsted
angivne var ny, og den er bleven meget vigtig, fordi den har lært
os at frembringe Chlorider af mange Stoffer, som vi ellers enten"
slet ikke, eller ikkun med stor Vanskelighed og Bekostning kunde
fremstille. Med væsentlig Nytle kan den ikkun anvendes, hvor
Chlorforbindelserne ere flygtige. Methoden var denne: han blandede
Leerjord med Kul, opvarmede Blandingen til Rådglådheden i et Por
cellainsrér, og ledede tår Chlorluft over samme; Kullet træder heri
Forbindelse med Leerjordens Ilt, medens Chloret forener sig med
Leermetallet. Begge Forbindelser ere flygtige, men Chloraluminium
fortætter sig ved Afkjåling til et fast Legeme, medens Kulilte gaaer
bort som Luft. Ørsted tilberedte paa samme Maade Chlorkisel, og
andre Chemikere have senere brugt Methoden for at frembringe
Chlorforbindelser af mange andre Grundstoffer. Orsted sågte alle-
rede at udskille (rrundstofferne selv af disse Forbindelser, og valgte
dertil det Middel, som senere med saa meget Held er bleven
benyttet, nemlig Kalium. Men dengang (1824) var dette Metal i
det mindste hos os meget vanskeligt at erholde, og han anvendte
derfor Kaliumamalgam, som gav ham ikkun meget utilfredsstil-
lende Resultater.
Den anden Undersågelse er af physisk Natur og vedkommer
Haarrårskraften, som han pråver derved, at han dækker den ene
Ende af et båiet aabnet Glasror med en gjennemboret Dækplade
af forskjellige Stoffer, hvis Haarrårskraft skal proves. Da nu Haar-
rørskraften ikkun er afhængig af den Substants, hvori Aabningen
er anbragt og dennes Diameter, vil Håideforskjellen i de 2 Rår
udirykke Kraftens Indflydelse i Pladens Aabning, en Forskjel, der
som bekjendt forsvinder, naar det flydende Legeme er af den Be-
skaffenhed, at det fuldkomment befugter Haarrårets Sidevægge.
Resultaterne af Forsågene med dette smukke Apparat ere uheldig-
viis ikke bekjendtgjorte.
Jeg kommer nu til den sidste Periode af Orsteds videnskabe-
lige Virksomhed, den, som jeg fåler mig mindst skikket: til at
bedåmme; jeg mener den Periode, der kan betragtes som repræ-
senteret i hans ,Aanden i Naturen”, De hertil hårende Arbeider ere
|
|
|
|
ikke alle nye; mange af dem gaae langt tilbage i Tiden, men i de
senere Aar vendle hans hele Virksomhed sig mere og mere til
denne reflecterende Side. Grundtanken i denne hele Anskuelse er
den: at Naturlovene ere Fornuftlove, at vii Fålelsen for det Skjonne
og Ædle kunne eftervise Sammenhængen med hine Natlurlove. Han
staaer ved denne Refleclion bestandig paa Erfaringens brede Basis,
og vinder derved en Sikkerhed i sin Betragtning, som virker vel-
gjérende paa Læserne. Oversat i flere fremmede Sprog har denne
Bog fundet talrige Læsere i hele Europa, men først Fremtiden kan
lære, hvilken Indflydelse den vil udåve paa Anskuelserne.
Til samme Retninghøre ogsaa hans digteriske Arbeider, ved hvilke
hanisær, men ikke udelukkende har holdisig tilLæredigtets Form. Hans
»Lufiskibf har fundet mange Læsere og Beundrere, og flere tydske
Oversættelser deraf ere udkomne. Det er mig kjært at kunne
overlade Fremstillingen af denne philosophisk-poetiske" Retning til
Etatsraad Hauch, der ved sin hele Udvikling netop er skikket dertil,
og ved mangeaarige Venskabsforhold til den Afdåde er tilskyndet
til Udarbeidelsen af hans Biographie. I ham ville disse Retninger
finde en ligesaa kyndig som grundig Bedåmmer.
I dette vori Selskab var Orsted i en lang Række af Aar et meget
virksomt Medlem, der ved sit store Navn. ikke lidet har bidraget
til dets Glands og Berémthed. Næsten alle hans Opdagelser bleve
forst forelagde i vore Méder; som Embedsmand var han utrætielig,
og faa Gange have vi savnet ham paa sin Plads. Ved sine
omfattende Kundskaber bidfog han meget til Selskabets Liv, saa at
det ikkun sjelden indtraf, at der savnedes Gjenstande for Med-
delelserne.
Som Universitetslærer har han i henved et halvt Aarhundrede
tolket sin Videnskab for de Studerende; og endnu i de senere Aar
af hans Liv maatte man beundre den Varme, hvormed han fore-
drog selv dens Elementer, en Gjentagelse, der for en mindre livlig
Aand maatte have virket svækkende og slåvende. Han indskræn-
kede ikke sine belærende og vækkende Foredrag til Forelæsninger
for Studenter og Polytechnikere, men greb ogsaa gjerne Ordet
"ved andre Leiligheder, og naar han saaledes talede om sine Ynd-
162
lingsgjenstande gik hans Varme over til en Begeistring, som hen-
rev hans Tilhérere og vandt Mange for Naturens Studium.
Hans Lærebog i Physiken, der under forskjellige Former har
oplevet 4 Oplag, hvoraf det sidste fårst har begyndt at udkomme
efter hans Dåd, er betegnende for hans Standpunkt i sin Viden-
skab i Almindelighed. Orsted staaer paa Experimentets, paa den
umiddelbare Iagttagelses Standpunkt; for ham er Erfaringen den
bedste Kilde til. vore Kundskaber; dog ikke den raae Erfaring,
som ikke skjelner imellem det Væsentlige og Uvæsentlige, men en
ved Eftertanke, Fornuft og Videnskab renset Erfaring, der veed
at udfinde Loven imellem de mangfoldige Tilfældigheder, som ind-
hylle og skjule den. Naar Orsted kan fåre et experimentalt Be-
viis for en physisk Sætning, saa vælger han et saadant fremfor
det, som Mathematiken frembyder. Denne "Anskuelse hører med
til hans Eiendommelighed; det var hans faste Overbeviisning, at
delte experimentelle Beviis gjår Sagen langt mere anskuelig og
frugtbringende for den Studerende, og denne Mening synes paa ny
at skaffe sig Anerkjendelse, i det mindste at slutte af den Aand,
der gaaer igjennem en Betænkning, som en Kommission har afgivet
i Anledning af Underviisningen i det franske polytechniske Institut.
og hvori Navne som Le Verrier, Poncelet, Piobert ere Borgen for,
at Mathemaliken var vel repræsenteret ”)
Ørsteds Interesse var ligesaa mangesidet som hans Kund-
skaber. "Mange Afhandlinger i forskjellige Tidsskrifter vidne
om denne Alsidighed, og endskjåndt han i sine senere Aar
ikkun sjelden tog Deel i offentlige Discussioner over Gjenstande,
der laae udenfor hans nærmere Virkekreds, vedblev hans Interesse
for dem usvækket indtil hans Dåd.
Som en af Stifterne af det Selskab, der udgav ,Maanedsskriftet
for Litteratur”, og en af dets virksomste Medlemmer, har han
+) Anm.: Jeg vil iblandt mange Steder ikkun udvælge et eneste for at bevise det.
ovenanfårte. ,,Nous prescrivons donc en téte du programme de physiqne, que le
cours sera entiérement expérimental… Le professeur recourra pour établir les
théories physiques å des données expérimentales, et non å des considéralions
mathématiques,
163
erhvervet sig varige Fortjenester af den danske Litteratur i Almin-
delighed, og foruden mange Afhandlinger, der tildeels ere optrykte
i hans ,Samlede Skrifter”, tog han en væsentlig Deel i Discussio-
nerne over de indleverede Anmeldelser. Hans Interesse for Spro-
gets Reenhed bragte ham tidlig til at stræbe at indfåre en dansk
videnskabelig Nomenclatur i Chemien. Vel ere en Deel af hans
Forslag ikke optagne, men Meget har ved almindelig Brug faaet
Hævd, og hans Udtryk, udmærkede ved Korthed, Boielighed og Be-
stemthed, have ikke lidet lettet Udviklingen af den danske chemiske
og physiske Litteratur. Ogsaa udenfor hans nærmere Videnskaber
dannede han mange nye Ord, som ere optagne i Sprogets Skåt.
Fra hans tidligste Udvikling tiltrak Videnskabens Indflydelse paa
Livet, dens praktiske Retning, ham i h6i Grad, og mange Afhandlinger
vidne om hans Bestræbelse ogsaa at skaffe denne practiskeRetning An-
erkjendelse i Staten. Herhen hører foruden Beretningen om de Born-
holmske Reiser, ,Tånker over Muligheden af at gjåre Træets bedste
chemiske Anvendelse mere almindelig”, ,,Forsåg over en Forbedring af
Ringning med Klokker” og flere andre mindre litteraire Arbeider. Den
samme Tanke havde væsentlig Indflydelse paa hans Forslag til Op-
rettelsen af Selskabet for Naturlærens Udbredelse, der kraftigen
underståttet af Nationen i en Række af Aar med Held har virket,
og endnu vedbliver at virke til Opnaaelsen af sit Formaal.
Det var endnu den samme Aandsretning, der bestemte ham til med
stør Udholdenhed at arbeide paa Opreltelsen”af en polytechnisk Lære-
anstalt, og da Regjeringen i 1829 omsider stiftede en saadan, ansaae
han den Indflydelse, han havde derpaa for noget af det Gavn=
ligste, han havde udrettet for sit Fædreland. Han vedblev indtil sin
Dåd med Uegennyttighed uden Gage at forestaae Stiftelsen som Di-
rector, og han var i den lange Tid en af dens ivrigste Lærere,
der belærende og vækkende havde den stårste Indflydelse paa de
unge Mænds senere Udvikling. Længe efter at de havde forladt
Anstalten, vedligeholdt Ørsted sin Forbindelse med dem, og naar
han opdagede Talent og god Villie hos unge Mennesker over-
hovedet, var han deres ivrigste Talsmand, og sågte ved hver Lei-
lighed at drage dem frem til den Stilling, som han antog de for-
tjente, og hvori de kunde stifte Nytte. Jeg har selv i sin Tid
164
em
fålt den Velvillie, Orsted viste unge Mænd, for hvilke han interes-
serede sig, og har senere ogsaa bemærket den samme udviist imod
Andre.
Orsted kunde ikke undgaae den almindelige Skjebne, at hans
Bestræbelser paa en Tid bleve miskjendte, og hans Fortjenester
ikke tilstrækkeligen paaagtede; han bar det med Fatning og uden
at nære nogen bitter Fålelse, og da han i de sidste Aar af sit
Liv igjen vandt almindelig Anerkjendelse, tog han ogsaa dette med
den philosophiske Rolighed, som han havde bevaret i saa mange
af Livets Omskifininger.
Idag for et Aar siden, den 7de November 1850 havde et
stort Antal af H, C. Ørsteds Venner, Disciple og Tilhérere samlet
sig paa Fasangaarden i Frederiksbergs Slotshave, for at hoitidelig-
holde hans 50-aarige Embedsjubilæum paa det Sted, der, som man
haabede, endnu i lang Tid hver Sommer inden sine Vægge vilde
byde ham et roligt og venligt Ophold.
Hædret af sin Konge, anerkjendt af Regjeringen, elsket og
agtet af Alle, der havde staaet i nærmere Beréring med ham,
betragtede Ørsted denne Dag som en af de lykkeligste i sit Liv,
og mange Planer for litteraire Arbeider knyltede sig til Udsigten
til et roligt, beskueligt Liv i hans nye Sommerbolig. Men det
var anderledes besluttet; ikkun faa Maaneder efter, den Yde
Marts 1851 hensov han roligen, efter nogle Dages tilsyneladende
let Sygdom. Menneskeheden tabte i ham en Mand, der væseni-
ligen havde fremmet dens Udvikling; hans. Fædreland en af
deis varmeste og virksomste Patrioter; Videnskabernes Selskab et
Medlem og en Embedsmand, der i mange Aar havde staaet i dets
forste Række, Universitetet en Lærd og Lærer, hvis store Kræfter
. stedse havde virket i Sandhedens og Oplysningens Interesse; hans
Venner en trofast og oprigtig Ven; hans Familie en kjærlig Ægte-
mand, Fader og Broder.
165
H.C. Ørsteds litteraire Arbeider”).
Forség til en Besvarelse af det for Aaret 1796, ved det Kjé-
benhavnske Universitet udsatte Priisspåorgsmaal i Æsthetiken:
Hvorledes kan det prosaiske Sprog fordærves ved at komme
det poetiske for nær, og hvor ere Grændserne imellem det
poetiske og prosaiske Udtryk. Minerva 1797. Mai. (Belonnet
Priisskrift).
Om Modervandels Oprindelse, Natur og Nytte. Bibliothek for Phy-
sik, Medicin og Øconomi. Bd. 13. 1798.
Breve (4) over Chemien. Biblioth. f. Physik, Medic. og Oconom.
Bd. 14 og 16.
Dissertatio de forma metaphysices naturae externae. Hafn. 8. 1799.
Grundtrækkene af Naturmetaphysiken. Kjåbenhavn 1799.
Videnskaben. om Naturens almindelige Love. Kjobenhavn 1799. 8.
"Recension over Hauch's Physik. Kjåbenhavnske lærde Efterretnin-
ger 1799.
Nogle Bemærkninger i Anledning af Guytons Forsåg over Dia-
mantens Forbrændelighed. Bibl. f. Physik, Med. og Øcon.
Bd. 17. 1800.
Recension over Gadolins Indledning i Chemien, Skandinavisk Mu-
seum. Bd, 1. 1800.
Recension over Hjelms: Anviisning paa besta sættet at tilvirka
Salltpeter. Samme.
Recension over Hjelms: Uderråltelse om fordeelagtigsta sættet at
anlægga Salltpeter Lador. Samme.
Forsog og Bemærkninger over den galvaniske Eleciricitet. Nyt
Bibl. for Pysik, Med. og Øcon. 1801. Bd. I. (iydsk i Scheels
nordisches Archiv). |
Udtog af Breve til Manthey. Nyt Bibliothek f. Phys., Med. og Øcon.
Bd. 2 og 3. 1801 og 1802.
%) Jeg har gjort mig megen Umage for at erholde denne Fortegnelse saa fuld-
stændig som mulig, og troer ved velvillig Hjelp fra forskjellige Sider at have
nogenlunde fyldestgjort billige Fordringer, dog tår jeg neppe antage, at alle
Oversættelser og smaae Afhandlinger tildeels i fremmede Sprog ere anførte, F,
166
Ideen zu einer neuen Architektonik der Naturmetaphysik heraus-
gegeben von Mendel. Berlin 1802, 8.
Materialien zu einer Chemie des 19 Jahrhunderts. Regensburg
1803. 8.
Uebersicht der neuesten Fortschritte der Physik. Schlegels Europa.
Bd. .1. St. 2. 1803).
Galvanochemische Bemerkungen. Gehlens neues allgemeines Journal
der Chemie. Bd. 3. 1803.
En fransk Oversættelse af Ritters Afhandling om Ladningsståtten i
Delametheries Journal de Physique 1804, med et Tillæg; af H.C.
Ørsted.
Ueber Ritters Ladungssåule, und ein neues Metalthermometer. Gehlen
neues allgem. Journal fir Chemie Bd. 6. 1805.
Om Overeensstemmelsen imellem de electriske Figurer og de or-
ganiske Former. Skand. Littr, Selskabs Skrifter. Bd. 1. 1805.
Ny Undersågelse over det Spårgsmaal, hvad er Chemien. Skand.
Littr. Selskabs Skrift. Bd. 2. 1805.
Forsåg til en ny Theorie af Selvantændelserne. Skand. Littr. Sel-
skabs Skrifter. Bd. 2. 1805.
Kritik over den saakaldte Eudiometrie med Hensyn til Lægekun-
sten. Bibl. for Phys., Med. og Øcon. Båd 26. (Båd. 8) 1805.
Ctydsk i Gehlens neues allgem. Journal der Chemie, Bd. 5),
Eine Såule von einem Metal und fenchten Papscheiben wird durch
die Voltaische Såule electrisch. Gilberts Annalen der Physik.
Bd. 19. 1805.
Recension over F. Saxstrophs Electricitetslære, i Kjøbenhavnske Lærde
Efterretninger 1805.
Forsåg i Anledning af nogle Steder i Winterls Skrifter. Nyt Bibl.
f. Phys., Chem. og Øcon. Bd, 9. 1806. (tydsk i Gehlens Jour-
nal. Bd. 1. 1806)
Die Reihe der Såuren und Basen, Gehlens Journal d. Chem. u.
Physik. Bd. 2. 1806,
Om den Maade hvorpaa Electriciteten forplånter sig. Nyt Bibl. 0.s.v.
%) Denne Sammenstilling er betegnet med 0. og i H, C. Ørsteds Optegnelser fin-
des anfårt, at han har bearbeidet en saadan Oversigt for Schlegels Europa, saa
at der neppe kan være Tyivl om at O, er Forfatter til den anfårte Afhandling.
167
Bd. 9. 1806; (iydsk i Gehlens. neues Journal fiir Chemie, Bd. 6;
fransk i Delametherie Journal de physique. 1806).
Endnu et historisk Bidrag til Oplysning over de nye Ritlerske
Pendelforsåg. Nyt Biblioth. 0. s.v,. Bd. 9. 1806,
Betragtninger over Chemiens Historie. Skand, Littr, Selskabs Skrif-
ter. Bd. 2. 1807. (optrykt i samlede og efterladte Skrifter, Bd. 5).
Forsåg om Klangfigurerne, Videnskabernes Selskabs Skrifter, Bd. V.
1807. (tydsk i Gehlens Journal får Chem., Physik og Mineral.
Bd. 8. 1809). |
Ueber Simons (Volta's) neues Gesetz fir electrische Atmosphæren-
wirkung (aus einem Scheiben an J. W. Ritter). Gehlens Jour-
nal fir Physik" u. Chemie. Bd, 7. 1808,
Om Grunden til den Fornéielse som Tonerne frembringe (en Sam-
tale). Skand. Littr, Selskabs Skrifter, 1808. (optrykt i samlede
og efterladte Skrifter. Bd. 3).
Om. Planteliim. Oversigt over det Kongelige danske Videnskabernes Sel-
skabs Forhundlinger. 1809. (ikkun Titelen angivet).
Videnskaben om Naturens almindelige Love. iste Deel. Kjåben-
havn 1809. 8.
Undersågelser til de fårste Grunde til al chemisk Virkning. Over-
sigt over det Kongl. danske Videnskabernes Selskabs Forhandlinger.
1810—1811. (ikkun Titelen angivet).
Første Indledning til den almindelige Naturlære (Indbydelsesskrift til
Forelæsninger om denne Videnskab). Kjøbenhavn 1811. (Siden
optaget i 2den Udgave af hans Værk: Videnskaben om Naturens
Love).
Ansichten der chemischen Naturgesetze durch die neueren' Ent-
deckungen gewonnen. Berlin 1812. 8. Oversat paa Fransk
af Marcel de Serres under Titel: Recherches sur Pidentité des
forces, chimiques et électriques.
Ueber die Hervorbringung der Wårme, und daraus abgeleilete
Gesetze derselben, Schweiggers Journal fiir Chemie und Physik.
Bd. 5, 1812.
Teniamen nomenclaturæ chemiceæ omnibus linguis scandinavico-
germanicis communis, Universitets Program, Hafniæ 1814, 4.
168
(tydsk i Schweiggers Journal, Bd, 12. 1814 og Tromsdorffs
Journal).
Loven for de electriske Virkningers Svækkelse ved Afstanden.
Oversigt over det Kongl. danske Vidensk. Selsk, Forhandlimger. 1814.
1815. (En Notits dertil i Scaweiggers Journal 1814. Bd. 12).
Anmeldelse af Grundtvig: En mærkelig Spaadom. Litteraturti=
dende 1814,
Imod den store Anklager, Kjåbenhavn 1814. 8.
Videnskabsdyrkning betragtet som Religionsudåvelse. En Tale.
Molbechs Athene, 1815.
Theorie over Lyset. Oversigt over det Kongl. danske Vidensk. Selsk,
Forhandlinger. 1815—16.
Over de galvaniske Trugapparater (i Forbindelse med Esmark).
Samme for 1816—17.
Ueber Contact-Electricitet. Schweiggers Journal. Bd. 20. 1817.
Om de Grundsætninger hvorefter man kan tillave Viin af Nordens
Frugter. Olufsens nye åconomiske Annaler. Bd. 8. H. 2, 1817.
ogsaa særskilt aftrykt.
Undersågelse over Maaden hvorpaa en Lærebog i Naturlæren burde
affattes. Oversigter over Vidensk. Selsk. Forhandlinger 1817-—18.
Undersågelse over Vandets Sammentrykkelighed. Samme 18/8.
Ueber die Zusammendrikung des Wassers. Schweigger. Bd. 21. 1817.
Beretning om en Undersågelse over Bornholms Mineralrige, udført
1818 efter Kongelig Befaling gjennem Rentekammeret (udfårt
i Forbindelse med Esmark og Forchhammer). Kjøbenhavn
1819. 8.
Beretning derøm i Videnskabernes Selskab. Oversigterne 187949,
Tanker om Muligheden af, at gjåre Træets bedste chemiske An-
vendelse mere almindelig. Oversigterne 187%/49,
Om den korteste Maade at foredrage Electricitetslæren i en Række
Forség. Oversigterne 18749, (Ikkun Titlen findes angivet).
Om Haarrårene. Oversigterne 187%.
Om et nyt Æsk i Peberen. Oversigterne 18"%%0,. (Ueber das Piperin
Schweigger. Bd. 29. 1820. Lamethéries Journal. Bd. 47. 1820).
Læresætninger af den nyere Chemie. Aftrykt til Brug for hans
Tilhérere, Kjobhvn. 1820. 8,
169
Beretning om en Undersøgelse over Bornholms Mineralrige udfårt
i 1819 (i Forbindelse med Esmark og Forchhammer). Kjåben-
havn 1820.
Beretning derom i Oversigtern 187%.
Experimenta circa effectum confliclus electrici in acum magneti-
cum. Hafn. 1820. 4. Optaget eller oversat i næsten alle
europæiske vigtigere naturvidenskabelige Tidskrifter.
Meddelelse derom i Videnskabernes Selskab. Oversigterne 1899924.
Neuere electromagnetische Versuche. Schweigger. Bd. 29. 1820,
Betrachtungen uber den Electromagnétismus. Schweigger. Bd, 32.
1821.
En Artikel om Anliæegget af et Steenkulsbrud og Jernværk paa
Bornholm. Statstidende 1821. Nr. 88.
Brief uber Electromagnetismus. Schweigger. Bd. 38. 1821.
Ueber Zamboni's zweigliederige galvanische Kette. Samme.
Galvanomagnetiske Undersågelser. Oversigterne 1827992.
En Artikel i Dagen (af 26. Maris 1822) om de Bornholmske Kul-
lag, imod Assessor Schæffer. :
Udsigt over Chemiens Fremskridt inden det 19de Aarhundredes
Begyndelse. Tidsskr. for Naturvidénskaberne 1822. Båd. 1.
Electromagnetische Versuche. Gilberts Annalen 1822.
Kogepunct for Viinaand af forskjellig Styrke, og Anvendelse deraf
til at bestemme Styrken af den Viinaand man til hvert Tids-
punct af en Destillation vil erholde. Tidssk. f. Naturv. Bd. 1.
Et Middel til at befordre Udviklingen af Dampe. Samme, (tydsk i
Schweigger. Bd, 38).
Et nyt galvanomagnetisk Forség. Tidsskr. f. Naturv.
Instrument pour mesures la compression de V'eau. Annales de che-
mie et de physique. 2 serie, t, 21. 1822.
Sur la compressibilité de eau. Samme.
Experience electromagnetique. Samme.
Sur le multiplicateur de Schweigger et sur quelques applications
qwon en a fait. Samme.
Sur quelques nouvelles experiences thermoelectriques par M. le
Baron Fourier et M. Ørsted. Samme. (tydsk i Schweigger.
Bd. 41).
170
Herom en Efterretning i Oversigterne over Videnskabernes Selskabs
Forhandlingerne 18?%%3,
Beretning om Dr. Seebecks nye electromagnetiske Forsåg, læst i den
physiske mathematiske Klasse af det franske Institut, af Prof.
Ørsted, oversat af Dyssel. Tidssk. for Naturv. Båd, 3. 1824.
Om Glådningen ved en galvanisk Strom med Hensyn til de Frau-
enhoferske Linier. Oversigterne 1822/24,
En ny thermoelectrisk Kjede. Oversigterne 18294.
Bemerkninger om Nordlysets Theorie. Oversigterne 18%/24.
Luftarternes Fortætning. Beretning om Dr. Brewsters Opdagelse.
Tidssk. for Naturvidenskaberne. Bd. 3. 1824.
Naturvidenskaberne betragtet som en af Grundbestanddelene i Men-
neskets Dannelse. Nyt Aftenblad 1824. (samlede og efterladte
Skrifter. Bd. 5).
Forsøg over den Mariotteske Lov, udfårt i Selskab med Kapitain
Suenson. Oversigterne 18%/95,
Forség over Leerjordens Forbindelse med Chlor. Oversigterne 182795,
(tydsk i Schweiggers. Bd. 45 og i Poggendorfs Annalen 1828).
Tale ved de unge Studerendes Optagelse til academiske Borgere
(1821). Nyt Aftenblad 1824.
Over de Forség der endnu fortjente at udfåres over Legemernes
Sammentrykkelighed. Oversigterne 18%/9,
Om en Forbedring ved Nobeli's electromagnetiske Multiplicator.
Oversigterne 1825/96.
Erindringsord til Forelæsningerne over Chemie. Kjobhvn. 1825. 8.
2den Udgave. 1826. |
Folkets Oplysning er Fyrsten heldbringende, en Tale ved Univer-
sitets - Håitiden i Anledning af Kongens Fådselsdag. Nyt Af-
tenblad 1826. (optrykt i samlede og efterladte Skrifter. Bd. 5).
De religione christiana litterarum fautrice etc. Oratio habita in
Universitate Hauniensi a J. C. Ørsted inter solemnia Jubilæi
religivnis Christianæ in Dania ante mille annos primum pro-
mulgatæ. Nyt theologisk Bibliothek. Bd. 10. 1826. i
Bidrag til at udfinde Loven for Legemernes Sammentrykning. Vi=
denskabernes Selskabs naturvidensk. og mathemat. Afhandlinger. Bd. 2.
1826. Notitser dertil i Schweiggers Journal, Bd. 45, 51 og 52.
171
Fortisatte Forsøg over Legemernes Sammentrykkelighed. Oversig-
terne 1825/97,
Om Brugen af den electromagnetiske Multiplicator til Solvpråve.
Oversigterne 18927. (tydsk i Schweigger. Bd. 52 og Erdmann. Bd. II),
Forsåg over en Forbedring af Ringning med Klokker. Oversig-
terne 18%/0. (tydsk i Schweigger. Bd. 52)
Om en ny Mechanisme ved Taarnklokker. Handels- og Industrieti-
dende 1826.
Fortsatte Forség over Vædskers Sammentrykkelighed. Oversig-
terne 18/28, |
Zusammendrickung verschiedener Flissigkeiten. Poggendorf. 1827.
Bi::9,
Zusammendruckung der Luft und Gase. Samme. (engelsk Brewsters
Journal; new series, Vol. 4).
Fortale til Bråndums Grundsætninger for Olbryggeriet Kjåben-
havn 1828. 8.
Zusammendrickung verschiedener Flissigkeiten. Poggendorf. Bd.
12. 1828.
Zusammendruckung des Wassers in Gefåssen verschiedener Mate-
rien. Samme.
Undersågelser over Legemernes indvortes Natur. Oversigterne 1828/29,
Om en ny Række af electromagnetiske Forsåg. Oversigterne 1829/29,
Anmeldelse af Ursins Magazin for Kunstnere og Haandværkere.
Maanedssk. f. Liltr. Bd 4. 1829. (samlede og efterladte Skrif-
ter. Bd. 5).
Anmeldelse af Oehlenschægers Rolf Krake. Maanedssk. f. Littr.
Bd. 1. 1829. (samlede Skrifter. Bd. 5):
Anmeldelse af Schouw specimen geographiæ physicæ comperativæ.
Maanedssk. f. Littr. Bd. 1. 1829. (optrykt i samlede og efter
ladte Skrifter. Bd. 5).
Tale ved den polytechniske Læreanstalis Indvielse. Maanedssk. f.
Littr, Bd. 2. 1829. )
Nyt electromagnetisk Forsåg. Oversigterne over Vidensk. Selsk. For-
handlinger. 18?9%%9,
Betragtninger over Forholdet imellem Lyden, Lyset, -Varmen og
Electriciteten. Oversigterne 18?%/29,
172
Uddrag af et Foredrag i Selskabet for Naturlærens Udbredelse :
Om Midlerne til at bortskaffe Fugtighed af Værelserne. Ursins
Magazin for Kunstnere og Haandværkere 1830.
Maanedsforelæsning. Samme.
Anmeld. af H. Steffens polemische Blåtter, Maanedssk. f. Littr,
Bd. 3, 1830.
Anmeld. af Tegners smærre samlede Dikter. Maanedssk. f. Littr.
Bd. 4. 1830. (samlede Skrifter. Bd. 6).
Anmeld. af A. Aschlund om Verdensbygningen, og af samme For-
fatters ,Magnetens Forhold til sine Poler$, Maanedssk. f. Littr.
Bd. 4. 1830.
Udmaaling af store Dybder i Havet. Oversigterne 1899731,
Forklaring over Morgen- og Aftenråden. Oversigterne 1899/34,
Tale over Grev Schimmelmann. Kjåbhvn. 1831. (Paa Tydsk i Falck's
N. Staatsbiirgerl. Magazin. Bd. I. (samlede Skrifter. Bd. 6).
Anmeld. af Gjengangerbreve. Maanedssk. f. Littr, Bd, 5. 1831.
(samlede Skrifter. Bd. 6). |
Anmeld. af Ingemanns Huldregaverne eller Ole Navnlåses Levnets
Eventyr. Maanedssk. f. Littr. Bd. 6. 1831.
Anmeld. af sammes: nogle Oplysninger om Huldregaverne og Re-
censionerne over samme i Maanedsskriftet. Maanedssk. f. Littr,
Bd. 6. 1831.
Anmeld. af Skrivelse til Digteren Ingemann, i Anledning af Huldre-
gaverne udgivet af Sibbern. Maanedssk. f. Littr. Bd. 6. 1831.
On the relative compressibilities of different fluids at high tempe-
rature. Brewsters Journal of science Vol, VI. 1831.
H. G. v. Schmidten, en Nekrolog. Maanedssk. f. Littr. Bd. 6. 1831.
(samlede Skrifter, Bd. 6). :
Forklaring over Faradays magnetisk-electriske Opdagelse. Over-
sigterne 1821/39,
Om det Kongelige Videnskabernes Selskabs Foranstaltninger til at
skaffe Kjobenhavn artesiske Brånde. "Dansk Ugeskrift. Båd, 1.
1832.
Fortsatte Forsåg over Vandets Sammentrykning. Oversigterne 18273,
Anmeld. af Ingemanns Opstanden i Litteraturstaden. Dramatisk Epilog
til Ole Navnlåses Levneltseventyr. Maanedssk. f. Litir. Bd, 7. 1832,
alien EN sne
Anmeld. af Mansa's Oversættelse af Rumohr: J. Konigs Veiledning
til Kogekunsten. Maanedssk. f. Liltr, Bd. 7. 1832.
Til Forfatteren af den theologiske Afhandling i det danske Uge-
skrift Nr, 30. Danske Ugeskrift. Bd. 2. 1888. Videre om
samme Sag i samme Bind. (samlede Skrifter. Bd. 6).
Tillæg til Anmeld, af Thortsens Forsåg til en dansk Metrtk. Maanedssk.
f. Littr. Bd, 9. 1838.
Om det juridiske Studium ved Kjobenhavns Universitet.. Art. II.
Maanedssk. f. Littr, Bd. 10. 1833. (samlede Skrifter. Bd. 6).
Anmeld. af Schouw's Europa. Maanedssk. f. Littr, Bd. 12. 1834.
(samlede Skrifter. Bd. 6).
Tordenveir. Almanak for 1834.
Stærke Drikke. Almanak for 1834.
Neue Versuche iiber die Zusammendrickung des Wassers. Pog-
gendorf. Bd. 31. 1834.
Magnetiske Iagttagelser i Kbhyn. efter Gaus's lagttagelsesmaade.
1835.
Anmeldelse af Welhavens Norges Dæmring. Maanedssk. f. Littr.
Bd. 13. 1835,
Gamle og nye Tider. Almanak for 1835.
Erindringsord til Forelæsninger over Lyset. Kbhvn. 1835. 8.
Danskheden, en Tale. Dansk Folkeblad 18836.
Luftskibet, et Digt. Kjobenhavn 1836. (tydsk af Johannsen. Ko-
penhagen 1837.)
- Bemærkninger over det indbyrdes Forhold imellem Trykkefriheds
Lovgivningen og den almindelige Mening. Artikel fra Skrift-
comiteen. Folkeblad, iste Aargang, 1886.
… Et Tillæg til Anmeldelsen af Gad: ,,Om forberedende og håiere
Realunderviisning”. Maanedsek. f. Littr. Bd. 16. 1836,
Om Skypompen. Oversigierne 1828/27.
Bør Færdighed i at skrive og tale Latin ansees som en Bestand-
deel af den almindelige lærde Dannelse. Maanedssk. f.. Littr.
Bd. 18. 1837. .
Indledningsdigt til Thiele's Skrift om Thorvaldsen. Kbbvn. 1837.
Om den rette Iver i Troessager, en Samtale. Dansk Folkeblad, 2den
Aargang. 1837,
Oversigterne 18?
174
Ingen Rangstrid imellem de forskjellige Stænder. Dansk Folkeblad.
2den Aargang. 1837.
Tale ved det Kongelige Videnskabernes Selskabs Mindefest over
dets Præses Hs. Exc. Overkammerherre A. W. Hauch, holden
af Selskabets Secretair H. C. Ørsted. Kjåbenhavn 1838.
Christendom og Astronomie. Dansk Folkeblad. 1838.
Uber die Wettersåule in Schumachers Jahrbuch fir 1888.
Om Haarrårskraften. Offentligt Foredrag ved de skandinaviske Na-
turforskeres Måde i Gothenborg. Forhandlingar 1840 (tydsk
Poggendorff, Bd. 53), . |
Over den gjensidige Nyite, de skandinaviske Tungemaals viden-
skabelige Kunstsprog kunde have af hinanden. Foredrag ved
Mødet i Gothenborg 1839. Forhandlingar 1840.
Om Jerichous Barometer. Tidssk. f. Littr. og Kritik. Bd. 2. 1839.
Tale i Anledning af Chr. VIIL Tronbestigelse. Oversigterne 1839.
Hjemmet, et Digt. Brage og Idun 1839.
Ordnede Lydudtryks Naturvirkning. Brage og Idun 1839 (samlede
Skrifter, Bd. 8).
Tale ved de skandinaviske Naturforskeres første Mode i Kjåben-
havn 1840. Forhandlinger 1841.
Om Udbredelsen af det 100-gradige Thermometer i Danmark og
Norge. Samme.
Om et nyt Electrometer. Samme (tydsk Poggendorff, Bd. 58).
Om Haarrårsvirkningerne. Oversigterne for 1840.
Om Vægtstangselectrometret. Oversigterne for 1840.
Om Groves Apparat. Oversigterne for 1841.
Bemærkninger i Anledning af Forslaget om en landåconomisk Dan-
nelses Anstalt i Danmark. Dansk Ugeskrift. 2den Række. iÅste
Bd. 1842.
Grundtræk af det Skjånnes Naturlære. Skandinavisk Naturforsker-
måde 1842. Fårhandlingar.
Tale i Anledning af Videnskabernes Selskabs Jubelfest 1842.
Om Galvanoplastiken. Oversigterne" 1842.
Forsåg over Varmheden paa Bunden af Borehullet i den artesiske
Brond paa Nyholm. Oversigterne 1842.
Undersøgelser om Lyset med Hensyn til det Skjonnes Naturlære.
Oversigterne 1842.
Tale ved Prof. Jacobsons Liigfærd. Kjobenhavn 1843.
Fortsatte Undersågelser om Lyset med Hensyn til det Skjånnes
Naturlære. Oversigterne 1843.
Udvikling af Læren om Glandsen. Oversigterne 1843 (tydsk Pog-
” gendorff, Bd. 60).
Om Forholdet imellem Unge og Gamle. Tale i Efterslægten. Kj6-
benhavn 1844. '
Naturlærens mechaniske Deel. Kjébenhavn 1844. 8.
Om Tænkningens og Indbildningskraftens Opfatning af Naturen.
Skand. Naturf. Måde i Christiania 1844. Forhandlingerne.
(Tydsk af Zeise. Altona 1847. 8.)
Betragtninger over den danske Character. Dansk Ugeskrift, 2den
Række, 4de Bd. 1844.
Mindeskrift over Måsting. Oversigterne 1844.
Mindeskrift over Bendz. Oversigterne 1844,
Saturns Ringsystem. - Oversigterne 1844.
Maalning af Glas i Speile. Oversigterne 1844,
To Kapitler af det Skjånnes Naturlære. Kjåbenhavn 1845 (tydsk
af Zeise. Hamborg 1845).
Skjoånhedsglæder, et didactisk Digt til Sir John Herschel i Gæa 1845.
Thorvaldsen og hans Fådeland. Dansk Ugeskrift, 2den Række,
Bd. 7. 1845.
Om Quægsålvets Forandring i lufttomt Rum. Oversigterne 1845
(en engelsk Notits om samme i Repor!s of the british asso-
ciation 1846).
Om Varmeudvikling ved Vandets Sammentrykning. Oversigterne 1845.
Mindeskrift over Steffens. Oversigterne 1846.
Mindeskrift over. Brandis. Oversigterne 1846.
Tale til Chr. VIN og Oscar. Berlings— Avis, 15 Juli 1846.
Kundskabsevnens Væsenseenhed i det hele Verdensalt. Oversigterne
1846 (tydsk: Uber die Wesenseinheit des Erkenntnissvermågens
in dem ganzen Weltall. — Amtlicher Bericht iiber die 24ste Ver-
samlung deutscher Naturforscher und, Åerizte 1846 in Kiel; 1847,)
Uber die Richtung des Falls. Samme.
176
Udtog af en Samtale henhårende til det Skjånnes Naturlære, Over-
sigterne 1846.
Om Faradays diamagnetiske Forsåg. Oversigterne 1847.
Forsåg om Bærekraften af den polytechniske Læreanstalts store
Electromagnet. Oversigterne 1847 og d. skand. Naturf. Forhund-
linger. 1849.
Om den Indflydelse Naturvidenskaben bår udåve paa de nordiske
Sprogs fælles Udvikling. Tale ved Aabningen af den skandina-
viske Naturforsker Forsamling. Kbhvn. 1847. Forhandlinger 1849.
Mindeskrift over Zeise. Oversigterne 1848. £
Om Melloni's Apparat. Oversigterne 1848,
Mindetale over Chr. VIII betragtet som Mand af Kundskaber og
hoi Dannelse. Kjobenhavn 1848.
Forsåg over Lufistrommes Udstraaling 4. Oversigterne 1848.
Beretning om Undersågelser over Diamagnetismen. Oversigterne 1848
(tydsk Poggendorf, Bd. 75).
Precis d'une serie d”experiences sur le diamagnetisme. Annales
de chemie et de physique. 3 serie t. 25. 1848.
Videre Undersøgelser om Diamagnetismen og deres Resultater.
Oversigterne 1849. |
Tale ved Festen for Oehlenschlåger den 14. Novbr. 1849. I Minde-
skriftet. 1850.
Om det som kaldes Skjånt i Naturen, og dets Forhold til det Heles
Skjonhedsharmonie. Oversigterne 1850.
En Bemærkning om digiede Skikkelser, Ovessigterne 1850.
Betragtninger over de af Bessel og Flere forudsatte for os usyn-
lige meget store Verdenskloders Virkning paa Ætheren. Over-
sigterne 1850.
Samlede og efterladte Skrifter. Bd. 1—6. Kjoåbenhavn 1849—
1852. 8.
Første Bind ,,Aanden i Naturen” oversat paa Tydsk under Førfat-
terens. Medvirkning. Minchen 1850.
Samme oversat paa Tydsk af Kannegieser. Leipzig 1850, alle-
rede 3 Oplag.
Samme oversat paa Svensk af Åstrand. 1850.
Samme oversat paa Engelsk.
177
Andet Bind; tydsk ,Die Naturwissenschaft und die Geistesbildung?
von Kannegieser. Leipzig 1850. Uj |
Naturlærens mechaniske Deel. 2den Udgave, iste Hefte. Kjåben-
henhavn 1851.
Der mechanische Theil der Naturlehre. Braunschweig 1851.
Om Schack-Staffelds Digte, Molbechs Historisk-Biographiske Samlin-
ger. H. 3. 1851,
Selskabet modtog:
. Fra det Hannoverske Ministerium:
Flora Hannoverana.
Mittheilungen des Gewerbevereins fir das Kånigr. Hannover. Nr.
1, 2, 3, 4, 288—60 & 62.
Fra det Norske Universitet:
Barlaams og Josaphats Saga, udgivet af R. ist aber og C.R. Unger.
Christiania 1851. |
- Det Kgl. Norske Fredr. Universitet i Christiania.
Hærramek ja bæsstamek Jesus Kristus odda Testament. Kristi-
: aniast. 1850. |
Udkast til militair Straffelov, med Motiver. Christiania 1850.
Uber Micha den Morasthiten, und seine prophetisehe Schrift, von
Dr. Caspari. 1 Hålfte. Christiania 1851.
"Bemærkninger angåaende Graptolither, af Christian Boeck. Christi-
ania 1851.
Fra det Svenske Videnskabernes Academi i Stockholm:
- Kgl. Vetenskaps-Akademiens handlingar får år 1847, 1848, 1 & 2
håftet, 1849.
Ofversigt over Kgl. Vetenskaps-Akademiens fårhandlingar 1848,
Nr. 7—10, 1849, Nr. 1—9, 1850...
Årsberåttelse om Technologiens framsteg afgifven den 31 Mars 1842,
1843, 1844, 1845, 1846 af G. E. Pasch.
Årsberåttelse om Botaniska arbeten och upptåckter får åren 1845— .
1848, af I. E. Wikstrom. Førsta delen.
Årsberåttelse om Framstegen i Kemi under år 1847 & 1848, afg.
af L. F. Svanberg.
178
Sak- och Namn-Register dåfver alla af Berzelius til Kgl. V. Ak.
afgifna Årsberåttelser (1821—1847).
Årsberåttelse om framstegen i Insekternas, Myriapodernas & Arach-
nidernas Naturalhistoria for 1847 & 1848 af Boheman.
Beråttelse om framstegen i Fysik under år 1849 af E. Edlund.
Några reflexioner i anledning af kemins studium och om denne
vetenskaps stållning i staten. Tal hållet vid præsidii nedlåg-
gande 11 april 1849, af L. F. Svanberg.
Tal om sambandet och vexelvårkan mellam Nåringarne, Kyrkan och
Samhållet, hållet vid præsidii nedlåggande 417 april 1850 af
A. von Hartmansdorff. i
Landtbruket forr och nu, jemte en blick på dess fårhållande til
samhållets ekonomiska & moraliska utveckling. - Tal hållet i
K. V. A. vid præsidii nedl. 9 april 1851: af I. Th. Nathhorst.
En til Ære for Berzelius præget Medallie.
Fra det Spanske Real Academia de Ciencias:
Memorias de la Real Academia. T. 1. Part. 1. Madrid 1850.
Resumen de las actas de la R. Ac. 1849 & 1850.
» Fra det Schlesiske Selskab:
28ter Jahresbericht der Schlesischen Gesellschaft fir vaterlånd,
Cultur f. 1850. Breslau.
Fra det russiske Bjergværks Ingenieur-Corps:
Kupffer: Compte-Rendu Annuel addressé å Mr. le comte Wront-
schenko. 1850. St. Petersbourg 1851.
Annales de Vobservatoire physique central de Russie, année 1848
Nr. 1, 2 & 3. St. Pelersbourg 1851.
Fra Professor Svanberg:
Fårsåk att forklara orsaken til den Dynamiska Thermo-Electrici-
teten, Af A. F. Svanberg.
Sur les conditions d”intégrabilité de VYéquation differentielle du
second ordre, par A. F. Svanberg. Upsala 1851.
179
Modet den. 21Je November.
Herr Professor Steenstrup afgav paa egne og sine Medcomi-
teredes, de Herrer Etatsraad Forchhammers og Inspector Worsaaes
" Vegne, fålgende Beretning om Udbyltet af de geologisk-antiqua-
riske Undersågelser, som i Sommeren 1851 vare anstillede i Sjæl-
land og Jylland:
»Det,vil være i Selskabets Erindring, at vi ifjor, efter længere
Undersågelser af de didhårende Forhold, vare komne til det
" bestemte Resultat, at de låse og usammenhængende Skaller af
Osters samt af andre Muslinger og Snegle, der i betydelige Op-
hobninger af mange tusinde Læs's Indhold findes hist og her paa
Issefjordens Kyster, og i hvilke der er indblandet en Mængde
Kulbrokker og Aske, itubrudte Knokler af Pattedyr, Fugle og Fisk,
Potteskaar og Redskaber af Flint, Dyreben og Hjortetak m. m.,
udgjorde et Slags Kjåkkenmåddinger fra Landets allerældste Beboel-
seslid, Vi viste nemlig, at de hidrårte fra det Folk, som her i Norden
kun havde havt Redskaber af Ben eller Sten,— et Culturtrin, der
for dette Lands Vedkommende, efter Oldforskernes Beregning, maa
"sættes allermindst fulde 2000 Aar tilbage i Tiden, og med en vis
Sandsynlighed endog kan antages at ligge nærmere de 3000 Aar
forud for vor Tid. Som Ophobninger af samme Natur arisaae vi
"endvidere flere lignende Opdyngninger af Havdyrskaller, som vare
os bekjendte fra Kysterne af andre danske Fjorde, og i hvilke
Kunstgjenstande af samme Beskaffenhed, som dem vi havde fundet
i Dyngerne ved Issefjorden, vare blevne fundne, Dette i For-
- ening med Antydninger af overensstemmende Forhold paa flere
andre Steder, mente vi allerede dengång berettigede os til at
antage, at dette mærkelige Phænomen vilde i Fremtiden vise sig
udbredt over en stor Del af Landet, og vi maatte derfor tillægge
det en stor og almindelig Betydning som Kilde til Forågelse af
… vore Kundskaber om Landets Oldtid: dets ældste Beboeres Kul-
180,
tur, de physiske Forhold, hvorunder disse have levet, og Landets
Dyre- og Planleverden.
Denne Betragtning af Phænomenets Natur, Anskuelsen om
dets sandsynlige Udbredning over en stor Del af Landet og dels
Betydning for vore Kundskaber om dets Beboeres ældste Historie,
har vundet rigelig Bekræftelse ved de fortsatte Undersågelser, som
ere blevne anstillede i sidste Sommer, dels af et enkelt Medlem
af Comiteen, der har undersågt flere saadanne Dannelser i Jylland,
dels af Medlemmerne af denne i Forening. Vi have nemlig baade paany
beésågt alle de i vore tidligere Beretninger omtalte Punkter ved Isse-
fjorden, og opsågt flere nye, samt derhos foranstaltet et af de
overskueligste Punkter undersågt efter en stårre Maalestok, hvor-
ved et saa meget fastere Udgangspunkt er vundet for fremtidige
Forskninger i denne-Retning. Udbyttet af disse forskjellige Under-
sågelser skal kortelig meddeles i nedenstaaende Fremstilling, som
bestræber sig for at holde sig saa nær til de foregaaende Beret-
ninger, som mulig, for i Forening med disse at danne en Helhed.
I den tidlige Forsommer forundtes det Meddeleren heraf at
foretage en kort Forfriskningsreise til det nordlige Jylland og
navnlig til Omegnen af Limfjorden og Mariagerfjorden, og jeg
benyttede da Leiligheden, saavidt Omstændighederne tillode det,
til at opsåge de Spor, Urindvaanerne havde efterladt i de af |
mig besågte Egne. Ved hyppige Excursioner overbeviste jeg mig |
… om, at der paa Limfjordens og Mariagerfjordens Kyster og i Land-
strækningen mellem begge disse Fjorde i ikke ringé Antal fandtes
Ophobninger af Osters-, Musling- og Snegleskaller, aldeles af
samme Natur, som dem vi tidligere have beskrevet,' og ligesom disse
hidrårende fra Urfolkenes daglige Maaltider og stadigere, rimeligvis
gjennem en længere Aarrække, fortsatte Ophold paa disse Steder.
"Allerede i Byen Aalborgs umiddelbare Omgivelse træffe vi |
paåa en saadan ulvivlsom Kjåkkenmådding i den Mængde af Osters=
skaller, blandede med Cardium eduleL., Mytilus edulis L., Litorina og
Nassa, som findes høit oppe paa Skraaningen af den Ost for Byen ;
liggende Bakkestrækning, ,Osterbakkerne%, og netop ved Foden af |
181
den ovenpaa disse Bakker liggende Signalhår eller Signalbakke,
og allsaa vel i en Héide af 150—200 Fod over Fjordens Over-
flade. For endel Aar siden har Skraaningen været underkastet
Behandling med Ploven, og i ældre Tider har dette, som det synes,
gjentagne Gange. fundet Sted; derfor er Laget med Skallerne
stærkt jordblandet foroven, medens nedad, efter de paa Stedet
modtagne Efterretninger, Laget bestaaer allene af Skaller, hvilket
ogsaa bekræftedes, forsaavidt jeg ved en dertil indrettet Jordrive
kunde undersåge Forholdet; men nogen bestemt Anskuelse af La-
gels Tykkelse eller Bredde formaaede jeg ikke dengang at erholde.
I en Strækning af over 100 Skridt henad Skraaningen kunde Laget
imidlertid forfålges, og overalt i den halvtsammengroede Jordskorpe
stak i Mængde frem ikke blot Skallerne af de ovennævnte 5 Mus-
linger og Snegle, men ogsaa disses bekjendte Sae hg af Kunst-
gjenstande. I meget kort Tid opsamledes:
70 Fliniflækker, dels af den længere mere regelmæssige
Form, dels af de grovere Afhugninger; enkelte af disse havde
man begyndt at tildanne til særeget Brug; en af dem var et
Brudstykke af en slebet Kile eller Oxe, og en anden bar tydelig
"Spor af at have været i Ilden
24 Stykker af Lerkar eller Potter, alle af den bekjendte
Masse fra hin Tid, karakteristisk ved Indblandingen af det store
skarpkantede Grus, især Feldspathgrus. Forskjælligheden af de,
som Ziraler, indtrykkede Sireger eller Punkter, der vare anbragte
påa endel af Brudstykkerne, viste, at disse havde tilhørt flere for-
skjellige Kar. |
Omtrent en Halvsnes Brudstykker af Pattedyr- og Fugleknok-
” ler, hvis sånderbrudte Tilstand mindede om den Behandling, Knok-
lerne i disse Ophobninger sædvanlig have været underkastede.
Ved at fålge Osterbakkernes Fod i Retningen henad Gaarden
Rårdal, saaes paa flere Steder i Underbakkerne ikke ubetydelige
Mængder af Skaller af Østers og Hjertemuslinger, og navnlig
Oppléiedes disse paa sine Steder i saa stort Antal, at det vel kunde
være, al det var med Muld -tildækkede Moddinger, som Ploven
naaede ned til; men dels Tidens Korthed, dels Bevoxningen med
182
Korn tillod ikke nogen nærmere Undersøgelse deraf. Derimod
fandt jeg i Forbigaaende ikke langt fra Gaarden Rårdal, paa den
åvre Skraaning af de her ikke håie Osterbakker, en mere hvidlig
Plet, paa hvilken en Blanding af de ovennævnte fem Skaldyr, som
sædvanlig udgjåre "de langt overveiende Bestanddele af de hidtil
bekjendte Kjåkkenmåddinger, opplåiedes, og mellem disse enkelte
men utvivlsomme Flintflækker. Opdyngningens Natur havde jeg
derfor ingen Tvivl om. Den syntes her kun at have en ringé Om-.
fang, og dens Håide over Fjorden kunde vel omtrent være 50 Fod.
I den dobbelte Håide syntes derimod de Skaller at forekomme,
om hvilke jeg paa Rårdal erholdt Underretning og som bleve mig
paaviste omtrent "8 Miil fra Gaarden, men dog endnu paa dennes
Marker. De opplåiedes paa nogle Agre, der stådte til de steile
Skrænter, som danne Siderne af den i Danmarks Flora bekjendte
meget snevre og dybe Dal, som kaldes Dybdal og som halvmaane-
formig gaaer ind i det håie Land. Dalens ydre Del synes tidligere
at kunne have været en Vig af Fjorden, men nu er den tår og
kun en lille Ferskvandsdam er tilbage i dens Bund, i hvilken der
låber en ubetydelig Bæk. Skallernes Beliggenhed i den oven-
nævnte Hoide paa den dverste Skraaning af den snevre Dals håie
Sider, den Omstændighed, at de atter her tilhåre de 5 i vore Be- å
relninger oftnævnte Skaldyr og ikke vare blandede med de sæd-
vanlig paa Slranden talrig forekommende og opkastede Skaller,
og derhos kun bestod af udvoxne Dyr, de flere Flintflækker, som
tilligemed Banen af en firsidet Flintéxe opsamledes imellem dem
påa Agrenes Overflade, ere ligesaa mange Grunde for, at der under
den dyrkede Overflade skjules en større eller mindre Ophobning
fra Urindvaanernes Tid.
Længere tillod Tiden mig ikke at forfålge Bakkestrækningen
hverken i nordåstlig eller sydlig Retning, for at faae Vished om, É
hvorvidt der endnu fandtes flere saadanne Opdyngninger paa det
håie Land, hvis-nordlige Begrændsning Osterbakkerne danne og
som til Forskjæl fra de andre héie, med Kjærstrækninger eller
andet Lavland omgivne Kridléer, kunde kaldes Nørretrandersholm. |
183
Vel aflagdes et flygtigt Besåg i ugunstigt Veir ved Blegkilde,
hvor jeg fra gammel Tid erindrede, at Ostersskaller paa flere
Steder stak ud af Skraaningen, men jeg fandt dem ikke igjen. Siden
erholdt jeg dog Efterretninger, som tydede hen paa, at slige
Ansamlinger af Skaller sandsynligvis forekomme baade paa denne
Holm og den Syd og Ost herfor liggende Gudumholm, hvilket ogsaa
vil finde Bestyrkelse i hvad jeg nedenfor skal meddele om den
endnu sydligere Gudumlundsholm.
Et Forhold i Osterkjæret ved Aalborg viser tydelig Modsæt-
ningen mellem de paa Bakkestrækningerne af Menneskehænder
henkastede Skaller og de naturlige Ostersbanker eller Osterslejer;
Ihi paa dette Kjærs faste Leer- og Sandbund ligger der en Mængde
Østers i de naturlige Stillinger, i hvilke de forekomme i Havet,
næsten alle med sammenhængende og lukkede Skaller og med ,Låa-
get” opad. I faa Oieblikke optoges i Blegkildeaaens Leje og i nogle
Gråfter flere Dusin af Østers i denne Stilling, og efter de mig af
> Hr. Gartner C. Beck givne Meddelelser og paåaviste Steder syntes
de fornemmelig at forekomme i et Belte skraaes over Kjæret fra
Byens åstlige Haver af over imod Blegkilde. Mellem disse Osters
laae der endel Cardium edule, ligeledes lukkede, og en Mængde af
Nassa reticulata, og desuden flere af de Muslinger og mindre
Snegle, som pleie at forekomme paa ringe Dybder. Det er vel
neppe tvivlsomt, at her er netop et af de Osterslejer, hvorfra
Urindvaanerne have hentet de Østers, som de ved deres Opholds-
steder paa Bakkeskraaningerne have fortæret, — skjåndt det nu
ligger noget over Fjordens Overflade.
Inden jeg forlader de nærmere Omgivelser af Byen Aalborg,
maa jeg endnu anfåre, at det lykkedes mig at opspårge en lille
"Opdyngning af Skaller paa Herregaarden Restrups Marker og
ved venskabelig Imådekommen af Gaardens Eier at faae samme
"nærmere undersågt. I det udbredte Mose- og Kjærdrag imellem
Hasselriis og Norholm ligger der nemlig hist og her Grusrimme
eller Grusvolde af stårre eller mindre Omfang og Udstrækning,
og disse synes nærmest at maatte betragtes som store Havstokke
184
eller Revler, der i sin Tid have dannet lavere Udenværker omkring de
håiere Kridtéer. Paa en saadan Grusholm, der omirent ligger en
Fjerdingvei Nord for Restrup, (og endnu nærmere angivet: paa den
smalere Forlængelse heraf, som kaldes ,,Blaakjærsrimmen% og ved
det vandrige ,Blaakjærf adskilles fra Gaardens håie Marker ) var
det at Skallerne fandtes opdyngede. De dannede under den lyng-
bevoxede Jordskorpe et Lag, der var kun 1 til 1/4 Qvarter tykt,
og kun havde en Udbredning til Siderne af faa Favne, hvilket de
paa flere Steder udfårte Nedgravninger noksom viste. Skallerne
tilhårte Ostrea edulis L., Cardium edule L., Mytilus edulis L., Litorina
litorea L. og Nassa reticulata L. ; af hvilke den første var tilstæde i sær-
deles store Exemplarer, den sidste kun i enkelte; desuden nogle faa
Landsnegle: Helix nemoralis L. og hortensis L. Saavidt man kunde
skjønne, laae de kun 6 til 7 Alen over Fjorden, og denne lave
Beliggenhed paa en fordums Havstok kunde saaledes godt stemme
med den Antagelse, at de i sin Tid vare ved Limfjordens Bålge-
slag opdyngede der, om de end nu ved et 1%2 Fjerdingvei bredt
Lavland ere skilte fra denne; men Skallernes uslidte Tilstand, Ud-
valget netop af hine Arter, samt en stærk Indblanding af Kulstév
og Aske, der endog gav Laget en soriladen Farve, enkelte ild-
skjårnede Sten og smaa sånderbrudte Knokler af Pattedyr og
Fugle (hvoriblandt Krondyrets og Raadyrets marvspaltede Fodled
og hele Klovled, samt den største Del af Underkjæben af en Ræv)
tilligemed flere Stenredskaber viste tydelig nok, at Opdyngningen,
saa lille den var, havde sin Oprindelse fra Menneskehænder. De
Stensager, der ved Nedgravningen kom frem for Dagen, vare: |
6 Flintflækker, hvoraf 1 var et afspaltet Flintstykke, som var
begyndt at lilhugges paa Kanterne;
en saakaldet Tilhugger, af et Andeægs .Storrelse, men lidt
sammentrykt, bestaaende af cen fin, haard Granit smed et Qvarts-…
belte igjennem og paa begge Ender med tydelige Ar efler de
dermed paa Flintstenene.… anbragte Slag. Endelig. saaes ogsaa
ganske smaa Brokker af Lerkar.
Det forundtes mig ikke dennegang at fålge Randen af den store
af Lavstrækninger omgivne Gudumholm, i hvis åstlige Skrænt "de
185
Ul
storre Kalkgruber. ere aabnede, men jég maatte indskrænke mig
til at besåge den Syd. derfor i en Vig af den store Vildmose
liggende Gudumlundsholm, paa hvilken min Opmærksomhed særlig
var bleven henledet ved en Beretning i Pontoppidans Danske At-
las. I dette Værks 5te Bind S$. 69 hedder det nemlig: ,i Skoven
har været mange Håie, hvoraf Capt. Buchwald lod nogle bortføre
til at fylde et Kjær op med, i en af disse fandtes en stor Mængde
Ostersskallerf, og deraf maatte jeg formode, at Urfolkene sand-
synligen her havde havt Stade, og maaskee havde efterladt sig
flere Spor. De efterhaanden modtagne ” Oplysninger, jeg erholdt
paa Foresporgsler. desangaaende, gave mig snart Vished om,
at der paa den ene Ende af Holmen endnu laae en stor Mængde
Ostersskaller, som man formodede maatte antyde, at Fjorden
eller Kattegattet tidligere havde gaaet hertil, skjåndt de nu ligge
indtil 4Yo Miil fjernede herfra. — Ved mit Besåg paa Stedet
fandt jeg at de tilsigtede Skaller laae paa Holmens sydvestligste
Pynt tæt op imod et Hus, som tilligemed et Par andre nærliggende
benævnes: ,,BRoitehusene"%), og at Skaldyngen vel var betydelig,
men dog diensynlig kun var en Levning eller et tilbagestaaende
Hjørne af en langt stårre Opdyngning, der tidligere maatte anta-
ges at være bortfårt, og som med en ikke ringe Grad af Sandsyn-
lighed kunde antages at være den i Danske Allas omtalte; thi om
den end ikke længere laae i en Skov, saa bare dog de nærmest
dertil stådende Marker endnu Navnet af »Skovenf, og antydede
derved noksom at den tidligere havde ligget i en Skov. Men
langtfra at have været af Havet opkastede paa en nalurlig Strand-
bred eller Havstok, fandtes Skallerne at udgjåre en i enhver Hen-
» seende karakteristisk Kjåkkenmådding. Osterserne vare usæd-
vanlig store og" mange bare utvetydige Mærker af at have været
paa Glåder; dette kunde jeg mindre spore paa de fire andre
Skaldyr: Mytilus, Cardium, Litorina og Nassa, skjøåndt det paa
enkelte af dem var tydeligt nok. Disse Skaller laae snart blandede
med Osterskallerne, snart dannede hver Art, især Cardium og
”) Anm. Paa Videnskabernes Selskabs Kaart: ,,Rottenborg%,
186
Mytilus, ligesom Partier eller Bunker for sig i den fælleds Masse.
De stårre Landsnegle, Helices, vare ikke sjeldne. -
Indblandede eller indsaaede mellem Skallerne laae en stor
Mængde Fiskeknokler, der ved nærmere Undersøgelse befandtes
fortrinsvis at tilhåre Aalen, og at: være dels Ryghvirvler, dels låse
Knokler af Hovedet af denne Fiskeslægt; skjåndt brækkelige og med
fine Forlængelser råbede de dog ikke at være blevne beskadigede
af Ostersskallerne og de andre tunge Legemer, mellem hvilke de
laae, og det kunde saaledes ikke være Vandet, søm havde lagt
dem der; nogle faa hidrårte fra Fjæsingen (Trachinus draco L.).
Dernæst vare Fugleknokler hyppige, men det var mest kun Ben- .
piberne, da Ledenderne af de lange Rårknokler vare afbidte;
iblandt de omtrent 30 indsamlede Knokler var der kun 2 Hvirvler
og 3 Skulderknokler, de åvrige vare Knokler af Lemmerne; de
tilbåre fornemlig stårre og mindre Arter af Andeslægten.
Af Paitedyrknokler fandtes endel, som forsaavidt de tilhårte
1. Kronhjorten, og
2... Raadyret
råbede den Marvségning, som fra andre Steder er os saa vel
bekjendt; bedre vedligeholdte vare de fundne Knokler af:
vare i héi Grad sånderbrudte, og derved
&
stre Overarm.
4.
5. Ræven, Canis vulpis L., en håire Underkjæbe med alle Kind-
tænder og Hjårnetænder samt et os ischii. Ø
6. Hunden, Canis familiaris L., eller
Ulven, Canis Lupus L. |ste Fingers Mellemfodsben af
venstre Bagfod, samt et Kloled.
Af Flint- og andre Stenredskaber fremkom ved den kortva-
rige Undersøgelse ikke faa, nemlig:
dels Flintflækker, et Par Snese, af forskjellig Længde og Tykkelse så
de længste vare 4—5 Tommer lange, og særdeles regelmæssige;
dels enkelte Flintknuder, eller raat tilhuggede Flintstykker med
mange Hjørner og Kanter;
179 ”—2 ” Længde, 4 stårre af 3"—4 Længde; endelig
Maaren, Mustela sp., håire Underarm, særdeles får og stærk. É
Sælhunden, Phoca sp., maaskee Ph. grypus Fabr.; den ven=-
:
å
R
£
kd
$
KS
X
KH
4
dels Flintkiler eller Flintérer, 7 ialt, hvoraf 3 vare smaa af
187
en ,Tilhuggerf af et Andeægs Stårrelse og Form, men noget
— sammentrykt; oprindelig en rullet Strandsten, af tæt qvartsrig Granit.
De Slag, man ved Flintredskabernes Tilhugning havde anbragt dermed,
havde efterladt tydelige Spor eller Ar saavel paa begge Enderne,
fornemlig dog paa den spidsere, som paa begge de smalere Sider.
Aske var saa udbredt i Laget, at der ved Bearbeidelsen frem-
kom en kjendelig Askelugt. Kulstév og stårre Kulgrus vare ikke
sjeldne, men sidstnævnte faldt strax fra hinanden; ildskjårnede og
sortfarvede Sten fandtes ogsaa; men derimod fandt jeg ved dette
Beség ingen kjendelige Potteskaar.
Til yderligere Forstaaelse af, at denne karakteristiske Kjok-
kenmådding kan have indeholdt en saa betydelig Mængde af Hav-
dyrskaller, som det tilbageværende Hjårne bærer Vidne om, uagtet
den nu ligger 12 Miil fra Kattegattet og ligesaa langt fra Fjorden,
maa det erindres, at Vildmosen og de til samme stådende Kjær
og Moser, hvilke nu som et Lavland omgive de håiere Partier, paa
- deres Bund bære umiskjendelige Spor af at have været Partier
af Fjorden og Havet, og at de nu mere enkeltliggende Håider
dengang have været en Række af Oer, som have ligget udenfor
Landets mere sammenhængende Fastland. Som et ret mærkeligt
Sammenligningspunkt imellem Fortidens og Nutidens Forhold maa
"det til Slutning ikke lades ubemærket, at ikke et Par Hundrede
… Skridt fra denne med Aaleknokler saa stærkt blandede Osters-
dynge var en Broe over Aaen, og ved' denne var der lige indtil
Begyndelsen af dette Aarhundrede et meget rigt Aalefiskerie.
Hvorvidt lignende Ophobninger forekomme paa de endnu
sydligere i Vildmosen liggende Holme, paa hvilke Kongstedlund
og Smidie ligge, derom har jeg ikke kunnet erholde nogen Efterret-
ning; ikke heller har jeg havt Leilighed til at afgjåre om de fore-
komme ved Foden eller paa Siderne af de saakaldte Dokkedals-
"bjerge; men imellem disse sidste og det Håiland, hvorpaa Als
ligger — Alsholmen — har jeg ikke fundet Spor af dem; heller
ikke paa Randen af selve Alsholmen, og heller ikke paa den Holm,
hvorpaa Helberskov ligger. Desto hyppigere har jeg fundet dem
nede imod Mariagerfjorden og navnligen påa Grændserne af de ældre
188
Vige, som fra Fjordens Nordside tidligere gik op i Landet, om-
flåde Høiderne og af disse dannede Holme eller er.
Eh saadan Holm udgjorde i sin Tid den saakaldte ,,Havnée
Lund%; en skovklædt Banke med temmelig steile Sider ved Havnée
Herregaard. Paa en Underbanke under ,Lundensf sydlige Side,
af 5'til 7 Alens Håide over Fjordens daglige Yande, opplåies der
i tusindevis Brokker af Teglsten og Mursten, hidrérende fra et
nedlagt».Teglværk; Brokkerne ere udbredte over en stor, men
meget uregelmæssig begrændset og ligesom fliget Plet, og dels mel-
lem Fligene eller Tungerne af denne, dels under selve Brokkerne
opdager man en overordentlig Mængde af Strandskaller. — Disse
kunne ligesom Teglbrokkerne. naaes af Ploven og derved opka-
stes i Furen tilligemed den Strandgrus, hvori de ligge. Uagtet
den -Førstyrrelse, for hvilken Muslingerne derved vare udsatte,
havile det stoérste Antal af dem endnu deres Skaller sammenhæn-
gendeyi log navnlig fandtes Ostrea, Cardium, Mytilus og Venus
decussatælk&i stor Mængde i denne Tilstand, hvilket tyder hen paa,
at dellaae' paa en naturlig Fjordbund og ikke havde været spiste, no-
get som ogsaa godigjordes ved flere andre Forhold. Saaledes f. Ex.
forekom Skallerne af samme Art i en håist ulige Størrelse, idet
store og smaa laae sammen, hvilket aldrig pleier at være Tilfæl-
det i de fra Urindvaanerne hidrérende Opdyngninger, og heller
ikkesfindes der i disse en stor Mængde af de Skaller, som aller-
hyppigst findes ved vore Bredder, medens saadanne her ligeledes
vare .indblandede; det store Antal af Litorina litorea og Nassa
reliculata i Forhold til de lukkede Muslinger gav allerede
Blandingen set noget fremmedt Udseende, der blev end. mere
paafaldendej naar Qiet hæftede sig påa den utallige Mængde
af smaa Litoriner og Cerithium reticulalum Da C., som overalt laae
i Gruset mellem Muslingerne og tildels fyldte disses indre Rum, og
som aldrig kunde have tjent til Menneskefåde. Paa den anden
Side»maatte ogsaa den fuldstændige Mangel af Kulbrokker eller
andré Minder. om Urfolkenes Virksomhed lede til den samme
Betragtning: 4Det lave Land ved Foden af ,Teglbrinken£ er altsaa
i sine Fortheld at sammenligne med det nyligt skildrede Oster-
kjær ved Aalborg, og ligesom dette har det sikkert nok været en
RE Re Er re SEEREN
189
Del af den med lavt Vand bedækkede Fjordbund, hvorpaa Urind-
” vaanerne fiskede deres Osters. — Helt anderledes tog derimod
den Opdyngning af Skaller sig ud, som ligger noget vestligere,
omtrent midt imellem Teglbrinken og det saakaldte Færgehus,
påa et Sted, hvor man, for at fåre Veien fra Skoven ned paa det
lave Land, har gjennemskaaret Underbakkens Skrænt, og derved
blottet et betydeligt Lag af store, låse, usammenhængende Osters-
skaller, blandede med Skallerne af de sædvanlige andre spiselige
Muslinger og Snegle, og indeholdende en stor Mængde Aske og Kul.
I faa Oieblikke samledes flere lange smukke Flintflækker og Fugle-
knokler med afbidte Ender. Osterserne udmærkede sig ved deres
overordentlige Stårrelse og Tykkelse. Stedét egnede sig meget
til at blive underkastet en nærmere Undersågelse, da Overfladen
" endnu var i urårt Tilstand. Jeg skal blot tilféie, at der paa
Strækningen mellem dette Punkt og Gaarden, altsaa i en Længde
af flere Hundrede Alen, næsten overalt, hvor man paa den nederste
Del af Bakkens Skraaning nedgraver med Spaden, findes Østers,
" Blaamuslinger , Hjertemuslinger samt -Flintflækker. indblandede i
Mulden, og derfor saaes ogsaa disse Gjenstande opskudte i de
store og hyppige Muldvårpeskud.
Nord for ,Lunden% ligger en Kjærstrækning, hvorigjennem
Kaarupaaen udflyder til Fjorden, og som Yo Fjerdingvei bred
adskiller ,Havnåelund£ eller ,,Havnéeholmf. fra det nordligere og
langt stårre Håiland, hvorpaa Visborg Bye ligger, og som vi
kunne kalde Væsborgholm. Paa sammes sydvestlige Rand, Syd for
det håjere Parti, som kaldes Visborgholte, hår Herregaarden
" Havnée en meget betydelig Mark, og ivers igjennem dennes Agre
i et Belte langs åd Holmens sydlige Skrænt, findes den stårste
hidtil bekjendte Opsamling af fortærede Østers og Muslinger.
Det deraf dannede Lag kan man nemlig forfålge igjennem alle
Agrene i en vis Héide, hvor disse fra Bankens héie Over-
flade båie ned over Skrænten til det lave Land, og det har altsaa
en Længdeudstrækning, som mindst maa være ligesaa stor, som
"samilige disse Agres Bredde lige fra Holmens vestlige Skrænt og indtil
Veien mellem Havne og Visborg; men i Virkeligheden er den endnu
190
noget stårre, da Bakkeskrænten gaaer noget i en Bue; ved Afskridt
ning fandtes den at udgjåre 300 Favne. I nysnævnte 'Veis Gråfter
seer man endnu, om end ringe, Spor af Laget, og paa den dstre
Side af Veien kan man forfålge det ind paa Græsmarkerne
omtrent 50 Favne — saa det altsaa i det Hele har en Udstrækning
af 1000 Alen eller "3 Fjerdingmil. Det holder sig omtrent i samme
Håide, men indtager paa Skraaningen ikke samme Bredde, da det
fra en Middelbredde af omtrent 30 Skridt, trækker sig sommestleder
mere sammen, og udvider sig igjen paa andre. Steder; ligeledes
er det kjendeligt at paa visse Steder langt stårre Masser ere ophobede
over hinanden end paa andre, hvorved det Hele bibringer Betrag-
teren det Indtryk, som om en Række af mindre Opdyngninger eller
Måddinger, laae saa tæt ved hinanden, at de flåd sammen. Under
den Forudsætning altsaa, at disse ere dannede af det daglige Affald
af Fådemidler, maatte man snarest tænke sig dem at bidråre fra en
Række af Familier, der boede langs ad Skrænten. Moåddingerne ville
da være at betragte som de eneste tilbageblevne Levninger af et
saadant langt Fiskerleie.
Bedst Leilighed til nærmere indad af Laget frembåd
den vestlige Ende, thi derfra er der bortiaget mange tusinde Læs
dels til Opfyldning i de mosede Enge dels til Mergling paa disse
og til Veifyld, I den herved frembragte lodrette Skrænt kunde jeg
overbevise mig om de for Tydningen af det Hele saa vigtige
Kjendsgjerninger, at Laget, hvis Tykkelse paa sine Steder var
over 3—3'/4 Fod, men i Reglen kunde skaites til 1—1”2 Fod,
bestod af aabnede og usammenhængende Skaller af Osters,
Blaamuslinger og Hjertemuslinger, indblandede med Saltvands-
Sneglene. Litorina litorea og Nassa reticulata, hist og her opta-
gende enkelte Landsnegle (Helix) mellem sig; at paa et Punkt vare
Ostersskallerne overveiende, paa et andet Blaamuslingerne, medens
paa et tredie det var Hjertemuslingerne, som i stårst Mængde
vare opsamlede; paa andre Punkter laae de mere blandede; af
rullede Sandsten og Flint, der bare utvetydige Spor af Ildens
Paavirkning og tildels endnu vare sorte paa deres Overflade, laae å
hist og her i Massen; enkelte Steder saaes flere (4—5) af disse .
stillede sammen, som om de vare smaa Arnesteder eller Rester af
bv 191
saadanne; at Kul og Aske ikke blot var spredt mellem Skallerne,
men ofte dannede hele Striber, og at navnligen paa el Par Punk-
ter Kulgrus og Aske i hi Grad var indblandet mellem Bunker af
Hjertemuslinger; at Stykker af de raa Lerkar kunde sees paa
mange Steder i Væggen, og bleve ogsaa udbragie i temmelig
"Mængde, og at ligeledes Fliniflækker nu og da kom frem. Knok-
lerne af Hvirveldyrene vare i denne Ende af Laget kun faa, men
dog karakteristiske. Af Fiskeknokler fandtes nogle enkelte af
- Aal; af Fugle ogsaa enkelte, i Enden paa sædvanlig Maade
afbidte, Rorknokler. Af Pattedyr Brokker af Knokler tilhårende
Kronhjorten, og navnlig en fuldstændig Rad af 6 Kindtænder, omfat-
tede af "den smale Tandrand alene, saaledes som Urfolkene
" nelop altid behandlede Overkjæben; en Kindtand af en Oxe 0. fl.
Saa utvetydigt som disse Forhold vise os, at de i den
lodrette Væg tilgængelige Masser af Skaller ere henkastede der af
Urindvaanerne, saa lidet kan der reises nogen Tvivl om, at det
samme gjælder om Laget i dets hele Udstrækning langs hen med
Bakkeskraaningen; thi fulgte man Laget tvers over Agrene fra
den ovennævnte Væg af og hen til den får nævnte Vei, som fårer
til Visborg, fandt man ikke blot de samme Arter af Muslinger og
Snegle opplåiede, men man kunde ogsaa paa hver Ager opsamle
Flintflækker eller andre ved Menneskehaand tildannede Slenred-
skaber. Af de fårste fandt jeg saaledes c. 30 Stykker, hvoraf to
"bare Spor af yderligere Bearbeidelse, som om de oprindelig havde
været bestemte til Pilespidser; af de sidstnævnte to smaa trekan-
tede Flinikiler eller Flintåxer, og den åvre Ende, eller Banen, af en
meget stor Flintéxe, som havde været smukt tilslebet.. Ikkeheller
manglede det her aldeles paa Brokker af Pattedyrknokler, hvis sån-
derslagne Tilstand vel kunde stemme overens med den Behandling,
Urindvaanerne underkastede Marvknokler; men da det maa antages, al
"ogsaa ved Pléining og Gjoådning enkelte Brudstykker af Knokler kunde
være komne paa Marken, kan ingen ubetinget Vægt lægges paa
disse Knokkelbrokkers Forekomst. Desto vigtigere er den Kjends-
gjerning, at man omtrent midt i Lagets Udstrækning dels har
opplåiet, dels ved de mest fremstaaende Partiers Slåifning har
Opgravet en stor Mængde Knokler, liggende mellem Skallerne, og
492 "SÅR
i Forening med disse flere (6) Hakker eller Hamre af Hjortetak,
iblandt hvilke netop det ene Stykke, som i vor forrige Beretning
er omtalt at være indsendt til Oldnordisk Museum" fra Havnåes Eier
Hr. Kjeldsen. Sammesteds vare ogsaa fundne de tvende" bearbei-
dede store Vildsvinetænder, som jeg samtidigen har omtalt +)
Det var ogsaa i Nærheden af dette Punkt”), at en udmærket,
tresidet Flintpil, af 5 Tommers Længde, var fundet, hvilken Hr.
Kjeldsen skjænkede mig og som nu opbevares, med alle de dvrige
Gjenstande fra disse Mindesmærker, paa det Oldnordiske Museum.
I den Aarstid, da Markerne eére blottede for Korn, ' falder
Laget let i Oiet, da et Belte af en hvidlig Farve antyder dets Be-
liggenhed paa Skraaningen af Banken, hvis Rand det følger, selv
hvor denne bugter sig lidt. Farven er desto hvidligere, jo mere
fremtrædende Laget oprindelig har været, thi desto mindre har
Pléiningen været istand til at fåre saamegen Jord og Muld ind
over det fra Omgivelserne, at det dermed kunde dækkes, hvilket
mer eller mindre er skeet, hvor der er svage Fordybninger eller
Sveie i Skraaningen. Da det imidlertid er fra de mere fremra-
gende Steder, at den driftige Eier fornemmeligen har bortkjårt den
store Mængde Skaller, hvormed han har opfyldt Lavningerne paa
sine Marker, Enge og Kjær, eller forbedret disses oprindelig sure
Beskaffenhed, kunne vi saameget mindre her faae et klart
Billede af disse uhyre Opdyngningers oprindelige Udseende, fårend
de kom under Ploven; men man kan dog faae et Slags Begreb
om deres oprindelige Stårrelse og Omfang, naar man seer, at |
de bortkjérte mange tusinde Læs - kun udgjåre en ringe Del,
af hvad der endnu er tilbage under den dyrkede Overflade.
Alene ved Markens Behandling til Sæd vil der sikkert endnu i
lang Tid vedblive at komme Ben- og Stensager for Lyset, som
ville være af stor Interesse, og for hvis Indsamling og Opbe-
varing Videnskaben og Museet ville blive D”Herrer Kjeldsen
senior og junior endnu mere takskyldige.
+) Om den Mængde Knokler, som paa dette Sted laae indblandede mellem Skal-
lerne, udtrykke Oienvidner sig saaledes: ,,Been laae næsten paa Been",
++) Ikke langt bortfjernet fra det paa Marken enestaaende Træ.
193
I Modsætning til denne usædvanlig store Opdyngning maa jeg
omtale en yderst lille, men dog erkjendelig Mådding af de
sædvanlige spiselige Blåddyrs Skaller, som ligger paa det
samme H6iland, nemlig Visborgholmen, men langt længere dåsllig,
altsaa tillige mere inde i Landet, paa den Del af Holmens Skraa-
ning, som benævnes »Båsholt<, paa det dstlige Hjorne af Skov-
fogedhuset Sleiborgs Mark, fra hvilken den gaaer lidt ind paa
Visborggaards egne Marker. — Skallerne, der fornemlig vare
Ostersskaller, dannede et Lag, hvis Tykkelse jeg ikke kunde nærmere
undersåge, da Marken var besaaet med Korn, men ret tykt syntes
det, at dåmme efter Forholdene i Markgråften, ikke at kunne være;
imidlertid angav Skovfogden, at jo dybere han plåiede, desto
flere Skaller kom der op, og at ved sædvanlig Pléining kom Plo=
ven ikke igjennem Laget. Nogle faa Flintflækker opsamledes paa
Stedet; nogle enkelte saaes ogsaa i Muldvarpeskuddene paa Mar-
ken ved Siden deraf. Laget laae omtrent i samme Hoide som det
store Lag paa Visborgholte.
Ligesom nu det lave Land mellem Havnée og Visborgholte
fortsætter sig som et ellebevoxet Kjær”) imod Ost og Nord op
omkring Visborgholmens dåstre Side og adskiller denne fra det
håiere Land, hvorpaa Skelum ligger — Skelumholmen — og ved
en åsilig Arm adskiller denne igjen fra Vedums håiere Land, medens
en vestlig og bredere Arm, der gaaer op til Kaarup -Målle,
begrændser Visborgholmens nordre Side, saaledes låber der et lig-
nende, men langt smalere, Kjærdrag op paa den vesilige Side af
samme Holm og adskiller den fra det håie bakkede Terrain, hvorunder
Hadssunds Færgested ligger. Paa begge Sider af dette Kjærdrag,
i hvis Bund jeg paa flere Steder under Ellerådderne har seet
Cardium og Litorina som Vidnesbyrd om, at det tidligere har været
en Fjordarm, har jeg bemærket flere fra Urfolkene hidrérende
Opdyngninger af Skaller, nemlig: tvende mindre i Nærheden af
Gaarden Sindholt, en paa den Bakke, som benævnes Soubakken,
og en paa Bakkeskrænten lige ved og over Hadssund-Færgested.
%) Anm.: For stårstedelen under Navn af »Launkjær”,
194
Adskilt fra Vestsiden af Visborgholmen ved en ganske smal
Lavning er en lille men dog ikke lav Holm, hvorpaa Bondegaarden
Sindholt ligger. Tæt udenfor denne Gaard, paa Skraaningen imod
Kjæret, fandt jeg i en Rugager en betydelig Mængde Osters-
skaller med deres sædvanlige Ledsagere: Cardium, Litorina 0. s. v:,
og enkelte Fliniflækker, og noget lavere nede paa Skraaningen saae
jeg de samme Arter af Skaller udbredte over en temmelig stor
Strækning. Her blev jeg i en lille Gray, hvori der var taget Grus,
sandsynlig til Veifyld, sat istand til at see det ene Hjørne af
dette Skallag gjennemskaaret og derved at overbevise mig om, at
der imellem de paa dette Sted stærkt fremherskende Cardium-
skaller var indblandet en ikke ringe Mængde Kul og Aske, som
gav Laget en sortagtig Farve, og havde for,en Del deres Oprindelse
fra en Række ved Siden af hinanden staaende, ildskjårnede, sodede
Sten, som jeg maatte ansee for et Slags Arnested. Konen paa
Gaarden gav mig senere en lille ,Sabel af Flint, som hun havde
fundet mellem Skallerne paa den ovennævnte Rugmark; det var
en 3” lang tvesidig, smukt tilhugget Flintpil med Tap eller Tunge
til at indsætte i et Pilskaft.
Nogle hundrede Alen fra foregaaende Sted, og lidt lavere, døg
ubetydeligt, er der paa en Slags Grusrevle en Sand- og Grusgrav
ved Siden af den mindre Vei, som fårer over Kjæret, og op imod
denne Grusgrav slåde flere plåiede Agre, der først nylig ere tagne
under Dyrkning. Saavel i Grusgravens Sider, som i de tilstådende
Ender af Agrene, seer man en stor Mængde af de oftnævnte Skal-
ler, iblandt hvilke især Hjertemuslingerne gjorde sig bemærkede ved
deres Stårrelse, og paa sine Sleder ogsaa ved deres Antal. Det
var blandt disse Skaller, at jeg i 1837 fandt den fårste stårre og
ret karakteristiske Flintflække; i den korte Tid jeg nu kunde
dvæle der, fandt jeg desuden nogle meget smaae Brokker af Ler-
kar, en Mængde Kulgrus og nogle ildskjårnede Sten; jeg kan
derfor ikke andet end antage denne Skaldynges Natur lig med
de andres +).
%) Anm. Marken, hvorpaa denne Opdyngning ligger, tilhårer et fra Rosendal
ganske nyligt udflyttet lille Hus, som Eieren benæynede ,, Rolighed”.
ae REN
195
Sindholtholmen er den vestligste af de Oer eller Holme, hvilke
Fjorden i denne Egn har omflydt i forrige Tider, og som da dan-
nede ligesom et Belte af Oer udenom det mere sammenhængende
Indland. Kun ved et ikke bredt Kjær, der for mig benævntes
»Tykkenkjærf, er den adskilt fra det sammenhængende og håie
Land, som nu i en lang Strækning og med temmelig bratte Skrænter
danner Mariagerfjordens Nordside, idet kun en smal Strimmel af
Lavland ligger mellem disses Fod og Fjorden. Ogsaa paa dette
Héiland findes Spor af Ur-Indvaanernes Færd. Saaledes bliver
man paa den nærmeste Pynt af dette Hoiland, som kaldes Sou-
bakken, allerede i nogen. Afstand en mere hvidlig Plet vaer, der
ved nærmere Undersågelse viser sig at hidråre fra en stor Mængde
Skaller af Østers og andre Muslinger, der stikke frem af den åverste
Skorpe. Det er en Kjåkkenmådding, som i en Længde af 200
Alen strækker sig langs med derf åverste Del af Bakkens Skraa-
ning i et Belte af 10—20 Alens Bredde. Ogsaa den stårre Del af
denne Mådding er under Dyrkning og kun "den noget lavere lig-
gende dstlige Ende er skjult under mosgroet Hedespratting.
Laget af de tæt sammenpakkede Skaller blev gjennemgravet
paa flere Steder, og fandtes at afvexle i Tykkelse fra ”72—1—12
Fod. Paa flere Steder bestod det saagodisom af Ostersskaller
alene, paa andre Punkter var det omvendt næsten alene Hjerte-
muslinger, og atter paa andre var. det en Blanding af disse to
Muslinger med Blaamuslinger. Mængden af Litorina og Nassa var
ogsaa noget forskjellig. Snart var Aske og Kulgrus tilsyneladende
i ringe Mængde i Laget, snart var hele Laget aldeles sortagtigt
deraf, og det især hvor Hjertemuslinger vare i stor Mængde.
Flere Brudstykker af Kogekar kom frem paa forskjellige Ste-
der i Laget, alle med det grove skarpkantede Feldspathgrus ind-
æltede i Massen.
13 karakteristiske Flintflækker erholdtes, hvoraf flere "vare
af de meget lange og tynde (4%4” lange og ”72—24" brede); des-
uden fremdrog jeg en lille Flintéxe eller bredere Hulmeisel med
tilslebet Eg, og nogle Flintstykker, der syntes at være af brugte
og sånderbrudte Jagtredskaber, som man har været ifærd med at
lildanne paany. y
196
Af Pattedyrknokler fandtes der kun meget faa Brokker, og
i det Hele bragte jeg neppe en Snes saadanne frem af en Skal-
masse, der i Kjåkkenmåddingen ved Havelse-Målle i Sjælland vilde
have givet mig et Udbytte idetmindste af 3—400 hele Knokler og Brud-
stykker. AfFugle- og Fiskeknokler saaes Spor, men heller ikke mere.
Alter nogle Agerlængder imod Vest — og i det Hele omtrent
tusinde Skridt derfra — ligger der en anden Opdyngning, paa den
Skrænt af samme Hoiland, under hvilken Hadssunds Færgested er
bygget. For at skaffe Plads til sammes Bygninger var der allerede i
ældre Tid bortskaaret en stor Del af Bakken og af den derpaa
hvilende Skalmasse; men ogsaa i den senere Tid havde man tagel
Grus og Sand i den nærmest ved Gaarden liggende Del af Skraa-
ningen, og derfor tilbåd her sig ligesom et Gjennemsnit, hvori
man bedre kunde undersåge Forholdene. Den stårre Del af Laget
synes omtrent at ligge 30 Fod over Fjordens Overflade, og
er dækket med et sandblandet Muldlag, som fornemmelig synes at
. være nedgledet eller ved Markens Dyrkning nedfårt fra de hoiere-
liggende Dele af Skraaningen, Skallerne tilhårte de oftnævnte
sædvanlige fem spiselige Havdyr, dog blandede med enkelte Helices ;
men medens der paa eet Sted bunkevis blot laae aabnede Osters-
skaller ophobede over hinanden, bestod en anden Plet næsten kun
af Cardium, og her vare de indblandede sorte Partikler ogsaa langt
mere fremtrædende. Ildskjørnede og sorifarvede Sten, tildels
stillede ved Siden af hinanden, vare ikke sjeldne, og af Potteskaar
fandt jeg mange. Af Flintflækker fremdrog jeg 11 stårre og mindre.
Af Paittedyrknokler syntes der at være Haab om en rigeligere
Håst end i de fleste andre Kjåkkenmåddinger i denne Egn;
thi ved disse foreldbige Undersågelser af Stedet fik jeg baade
endel Bensplinter og Tænder, saaledes navnlig Skjæretanden af
et Vildsvin, to ved en tynd Plade af Overkjæben forenede Tænder
af et Raadyr, Skjæretanden af en Hund, og af samme Dyr en i
den forreste Ende afbrudt Underkjæbe, der udmærker sig derved,
at uagtet Kjæben var af et udvoxet Dyr, besad den ikke de to for
Hundeslægten saa karakteristiske inderste Tænder, eller Knudetæn-
der, og hverken bar den Spor til nogensinde at skulle faae
mm. MR
dem, ikke heller viste den Spor af nogensinde at have havt dem.
Formen af Kjæbebenet, Rovtanden og de tre foransiddende
Spidstænder vare imidlertid saa overensstemmende med Hun-
dens, at der ikke længe kunde være Tvivl om, hvorhen man
skulde fåre denne Kjæbe. Jeg maa endnu tilfåie, at paa
Bakkeskraaningen saae man Spor til Laget i en Udstrækning af
30—40 Alen i åstlig Retning, og ogsaa der kunde man, især hvor
det gik ind paa de dyrkede Agre, skjælne Steder, hvor Cardium
var mere herskende og hvor Farven var langt mere sortladen.
Paa Mariagerfjordens Sydside maatte man vente at finde lig-
nende Opdyngninger, og nogle korte Udflugter til denne Side
bekræftede dette fuldkomment. Istedetfor at det nærmeste Hoiland
påa den nordlige Side af Mariagerfjordens Munding i Oldtiden
havde. været oplåst i en Mængde af større eller mindre er eller
Holme, viser sig det håie Land, der imod Syd begrændser Mari-
agerfjorden, at have været mere sammenhængende, og fålger med
en temmelig steil Bakkeskrænt af 40—60 Fods Middelhéide Fjor-
dens Boininger i en lang Strækning. Paa denne Skrænts åvre
Rand eller op imod dens Sider er det nu at hine Opdyngninger af
Østers 0. s. v. ligge, og navnlig fandt jeg dem paa fålgende
Punkter:
Idet man fra Færgebroen ved Hadssund fålger Landeveien
forbi. Hadssundskro og fra Lavlandet stiger op ad Skraaningen,
seer man strax paa venstre Haand — altsaa Ost for Landeveien —
paa Fjordbakkens muldrige Skrænt en Mængde Muldvarpeskud
oversaaede med talrige Brokker af Muslingskaller, og, naar man
ledet heraf nærmere undersåger Skræntens åverste Rand og Furerne
ide plåiede Agre ovenfor samme, iagttager man i rigelig Mængde:
Ostrea, Cardium, Mytilus og mellem disse Litorina litorea og en
enkelt Nassa reticulata. Denne Blandings Beliggenhed i Forbindelse
med de i nogle faa Oieblikke indsamlede Fliniflækker (9), Brud-
stykker af Lerkar (2), en lille Flintkile af 2” Længde og 1%2”
Bredde, samt en saakaldet Flintblok, eller den indre Del af en
Flint, hvoraf Flintflækker ere slaaede, førte mig Opdyngningens
Natur strax for Oie.
198
Fortsatte man Vandringen langs med Fjordskrænten imod Åst,
mådte man allerede en Fjerdingvei fra sidstnævnte Punkt en Måd-
ding af meget stårre Omfang, lidt Vest for de saakaldte ,Såhuse"r
eller ,Sålhuse”. Paa den overste Del af Skrænten og lige op til dennes
ovre Rand og i en Længdestrækning af 50 Alen, kunde man nemlig
med Lethed forfålge de opdyngede, henkastede Skaller, øg da til-
fældigvis en Groft var opkastet langs med Bakkens Kam, kunde
man overbevise sig om, at Laget, som disse Skaller dannede, var
2—3 Qvarter tykt, idetmindste paa sine Steder. Osters, Hjerte-
muslinger og Litorina udgjorde Hovedmassen; en Halvsnes Flint-
flækker fremhakkedes af Laget, eller opsamledes i dets Overflade,
desuden en næsten 3” lang Nakke eller Bane af en firesidet til—
hugget Flintéxe og en lille Flintkile (2” lang og 2” bred); enkelte
Brokker af Pattedyrknokler saaes ogsaa, og iblandt disse et Stykke
af en Hval (som det synes: af Dåglingen?).
Noget åstligere, ikke langt fra Lystrup, men Østen for det
ved Skrænten liggende Kalkbrænderi, fandtes der paa begge Sider
af en indgaaende Vig eller Lavning Spor af lignende Opdyngnin-
ger, tildels skjulte af Gronsværet eller Agermuld. Med en lille
Jernrive oprev jeg imidlertid Pletter hist og her og indsamlede 20
Flintflækker og en tilhugget Flintknude. — Længere tillode Om-
stændighederne mig ikke at forfålge Fjorden i åstlig Retning.
I Retningen Vest for Landeveien har jeg havt Leilighed til at
forfålge Fjordskrænterne flere Mile, nemlig fra Hadssundskro til
Mariager, og derved at overbevise mig om Tilstedeværelsen af
flere ligeartede Opdyngninger paa Bakkestrækningen mellem fårst-
nævnte Sted og Assens, medens jeg derimod paa Strækningen
mellem Assens og Mariager ikke dennegang var saa heldig at
opspore saadanne. Der er saaledes omtrent ”%2 Fjerdingvei Vest
for Hadssundskro en lille Indbugtning i Bakken, og i Bunden af
denne synes der i Fordumstid at have været en lille Rende eller
Bæk. Paa begge de Pynter, som omfatte Indbugtningen, findes de
i Kjokkenmåddinger sædvanlige Skaller opdyngede, paa den dstre
Pynt imidlertid kun i ringere Udstrækning og heller ikke i stor
199
Tykkelse, paa den vestre Pynt derimod i stårre Mængde, og navn-
lig udbrede de sig i den plåiede Mark over 100 Alen i Længde
og derhos tillige i en saadan Bredde, at jeg neppe har seet bre-
dere Opdyngning. Jeg antog det derved dannede Lag i sin Helhed
at ligge omtrent 50 Fod over Fjorden. Den tætte nylig opkomne
Sæd forhindrede mig fra at kunne nærmere undersåge Lagets
Dybde under Mulden. I Agerfurerne lykkedes det mig at opsamle
eller fremdrage 13 karakteristiske Fliniflækker. En Hyrde, jeg
kort derfra mådte, benævnede Stedet ,,Qussersigf.
Paa den dstlige Pynt af den Vig eller Indbugtning, ved hvis
Munding Gaarden Refsbæk ligger, og altsaa omtirent midt imellem
Hadssundskro og Aamålle, kunde man nede fra det lave Land
Gine en lille hvidstænket Plet, der ved nærmere Besigtelse viste
sig at skylde sin hvidlige Farve til indblandede Ostersskaller, som
vel kun udbredte sig i en Omkreds af faa Alen, men imidlertid
laae i et 3—6 Tommer tykt Lag. SDettes Beliggenhed i en
Hoide af omtrent 50 Fod over Fjorden kunde vel stemme med de
andre Dyngers, men da det fandtes faa Favne fra Havegjerdet ved
en saa stor Gaard, var det ikke urimeligt at formode, at det var
Levninger af Ostersspisning fra en os nærmere. liggende Tid.
De mellem 'Østersskallerne indblandede Skaller af Litorina, Car-
dium og Mytilus egnede sig imidlertid ikke til at styrke denne
Formodning, og denne tabte al Sandsynlighed, då der ved de fårste
Kradsninger med Jernriven fremkom smaa Flintflækker og den
bverste afbrudte Ende af en Flintlandse, samt Sporene af Kul.
Saa kort end Urindvaanernes Ophold paa et saadant Sted synes at
have været, har det dog været langt nok, til at Flintredskaber ere
blevne tilslagne og henkastede der.
Imellem Refsbæk og Aamålle, men maaskee ikke mere end
1000 Skridt fra forstnævnte Gaard, fandtes en ganske lille Ind-
bugtning i Bakken og i dennes Bund risler en lille Bæk. Paa den
ostlige Pynt ved denne Indbugtning, dog nede paa selve Skræn-
ten deraf, fandtes den sædvanlige Blanding af Muslingskaller i Over-
fladen af en med Klåver bevoxet Mark, men jeg maa efter den
kk.
deraf blottede Del antage Opdyngningen for mindre betydelig.
De utvelydige Flintflækker, som jeg i Forbigaaende opsamlede,
bestyrke i al Fald den fra Beliggenheden og fra Blandingen af
Skallerne dragne Slutning om Opdyngningens Natur.
Længere dstlig forefandt jeg ikke flere Spor af saadanne Skal-
dynger, uagtet jeg fulgte Fjordbakkernes Løb lige til Mariager;
jeg maa imidlertid ikke lade ubemærket, at saadanne desuagtet
meget vel kunne forekomne der; thi dels foretog jeg Udflugten
til disse Steder kun for at faae et almindeligere Overblik over For-
holdene, dels ligge Måddingerne, som man af det Foregaaende
vil have bemærket, oftest tildækkede af Muld og tagne under Ploven,
saa det kan være forbundet med mange Tilfældigheder, om man til
en vis Tid bliver dem vaer eller ikke.
Af almindeligere Iagttagelser, som Sammenligningen af de i
denne Egn af Landet forekommende Kjåkkenmåddinger gave An-
ledning til, skal jeg her kun omtale, at den Forkjærlighed , som
det fra Sjælland var bekjendt, at Urindvaanerne ved Valget af Op-
holdssteder havde vist for mere fremspringende Pynter eller for
saadanne Steder, hvor Smaavige eller Aaers Udlåb gjorde Ind-
skjæringer i de håiere Skrænter, ogsaa findes udtalt i de allerfleste
af de jydske Kjåkkenmåddingers Beliggenhed, og ved en stor Del
af dem var: det umiskjendeligt, at Nærheden af Smaabække og Kil-
der tillige havde ledet Valget. — Med Forbigaaelse af nogle Iagt-
tagelser om den sandsynlige Oprindelse af det i Urindvaaner-
nes Poltevarer fra de forskjelligste Moddinger fremherskende store
Feldspathgrus fra de ved Ilden skjårnede Granitsten, og om den
korte Tid, der udfordres for at en kjendelig Afblegning skal kunne
bemærkes paa de for Solen udsatte Flintflækker og Flintredskaber,
skal jeg her indskrænke mig til at omtale tvende speciellere
Forhold, som jeg mener at burde nærmere beråre, inden jeg for-
lader dette Afsnit.
Det ene er Forekomsten af Menneskeknokler i Nærheden af
eller i Ostersdyngerne. Ved paany at besee de Steder, hvorom
delte anfåres, og Beskaffenheden af de Lag, hvori disse. Knokler
mentes at forekomme, blev det mig aldeles indlysende, at Men-
neskeknoklerne, idetmindste forsaavidt de hidtil ere iagttagne, ikke
med synderlig Grund kunne antages at have tilhårt selve Osters-
dyngerne, men sandsynlig ere af en langt senere Oprindelse. —
Sammenhængen med Menneskeknoklernes Forekomst ved Havne
er nemlig at berigtige derhen, at disse ere fundne paa mere end
et af de Steder, hvor Skaller ifålge den foregaaende Skildring ere
ophobede i Nærheden af denne Herregaard eller paa dens Marker.
De i vor tidligere Beretning (see foran S. 24) omtalte Knokler laae
i en Skrænt ved det Punkt, som ovenfor er benævnt Teglbrin-
ken, og vare ligesom dækkede af et Lag Smaasten, der dannede
en Slags Brolægning over dem. Med Skallerne bleve de bort-
. forte til Fyld paa Veien, og derved blev jeg først opmærksom
påa dem. Hvorvidt Skallaget i Skrænten nærmest vilde være at
betragte som det, vi nu kalde en Kjåkkenmådding af Skaller, eller
hvorvidt det kunde være den åverste Ende og Fortsættelse af det
Osters- og Muslingleie, som jeg ovenfor har omtalt ved dette
Punkt, kan jeg nu efter saa mange Aars Forlåb ikke erindre, og
derom. kunde jeg paa Stedet heller ikke længere tilfredsstillende
overbevise mig, da Laget og den Del af Skrænten, hvori det
laae, maae, efter hvad man viste mig, antages at være helt bort-
kjørte. Imidlertid er man ved at grave i denne Skrænt stådt paa
Rækker af stårre Sten, der synes at have dannet Grundvolden
til en Bygning, og dette i Forening med de omtalte Tegl- og Mur-
brokker viser, at der har været stor Virksomhed paa Stedet senere
end i Urfolkenes Tid, og aabner os derved mange Udveie til at for-
klare et Ligs senere Nedlæggelse. Den S. 24 nævnte Underkjæbe,
som i Forening med de bearbeidede Vildsvinetænder og Oxe-
håmmeren af Hjortetak blev indsendt til Museet, er derimod fra
Skalmåddingen paa Skrænten af Visborgholte, men angives fra
et Sted i denne, hvor, mærkværdig nok, ligeledes en stor Mængde
Brokker af råde, tykke og undertiden glaserede Mursten oppløies
i Jordskorpen og ere blandede sammen med Skallerne. Baade fra Rui-
nerne af de herved antydede stårre Bygninger og fra senere Be-
gravelser nær ved disse eller Stranden, kunne altsaa saadanne
Menneskeleyninger være komne. låvrigt er det heller ikke usand-
synligt, at Stenkamre kunne have ligget i Nærheden af disse Skræn-
202
ter og ved deres Sléifning have afgivet enkelte Knokler til Om-
givelserne. Med alle disse Muligheder for Oie, seer man, hvor
nådvendigt det er, at have Opmærksomheden henvendt paa
fremmede eller tilfældige Indblandinger, og hvor vaersom man maa
være med Bedémmelsen af de Gjenstande, som ikke i sig selv
have et ubedrageligt Mærke paa den Tid, de tilhåre, f. Ex. Sten-
redskaberne. Under alle Omstændigheder retfærdiggjåres herved
den brugte Forsigtighed med de paa Overfladen mellem Skallerne
indsamlede brudte Knokler, da jo hin stårre Bygning kan være end-
nu en tredie mulig Kilde, hvorfra de kunde have deres Oprindelse.
Det andet Forhold, jeg maa omtale, er den mærkværdige
Havstok eller Underbakke, som låber langs under de håéie Fjord-
skrænter paa Sydsiden af Mariagerfjorden og paa hvilken Lande-
veien fra Hadssund til Mariager i en lang Strækning er anlagt. —
Havstokken er fornemmeligen dannet af Grus og Smaasten, men
dens Overflade (og hyppigen ogsaa dens Sider, især hvor de under
en stærkere Vinkel falde af imod Fjorden), er bedækket af hele.
og knuste Blaamuslinger (Mytilus edulis L.), nu og da blandede
med enkelte Hjertemuslinger (Cardium edule L.). Bedækningen
kan være indtil 1 Alen tyk. De nærmest Overfladen liggende
Skaller ere i Reglen brudte eller knuste, medens enhver Nedgrav-
ning i Massen let viser, at de underliggende Muslinger ere mere
hele og tæltere sammenpakkede og paa sine Steder endog ved
Kalksinter ligesom sammenkittede lil et Conglomerat. Kulstykker
ere ikke sieldne, og fra Kulståv hidrérer for en Del den sorte
Fårve, som Laget har, skjondt allerede selve Brokkerne af Blaa- |
muslingerne kunne foraarsage denne. Hvad der endnu er mere |
paafaldende, det er, at der mellem Muslingskallerne findes en
Mængde af ildskjårnede og næsten glaserede Flintsteen, mest i Form
af smaa Flintnyrer, der have været udsatte for en meget stærk Hede.
Kulstykkerne og Flintene lede Opmærksomheden altfor meget hen
paa Menneskevirksomhed, til at man ikke skulde falde paa den
Tanke, at det maaskee var Mennesker, som havde sammenslæbt
den største Del af disse Muslinger og fortæret dem paa Ste-
det. Det vilde heller ikke forekomme mig besynderligt, om
203
Laget havde en saadan Oprindelse, hvis det ikke syntes at have
en overordenlig Udstrækning af halve og hele Mile langs med Fjor-
den. Det maa nemlig bemærkes, at Laget iagttoges næsten hele
Veien fra Hadssund til ,,Qusersig?, at jeg imellem dette Punkt og
Refsbæk. nåiere forfulgte det i omtrent 300 Alens Længde, og at
jeg tæt Ost for Refsbæk ligeledes undersågte det i henved 100
Alens Længde, samt endnu hinsides Refsbæk i en Længde af
320 Skridt eller omtrent 400 Alen. Ved Aamålle saae jeg det
igjen baade i Haven og paa andre Steder ved Mållen, og derfra
kunde jeg forfålge det paa den smale Vold eller Havstok ligetil
Assens Kalkværk. Saavel Vest herfor, som under Fladbjergbak-
kerne og ved Teglgaarden tæt uden for Mariager seer man Laget
meget smukt. Det synes saaledes som om det i flere Mile strakte
sig langs med Fjordkysten; idetmindste fandt jeg ingen Antydning
til, at det mangler paa denne lange Strækning uden maaskee pletvis.
Saavidt jeg kunde skjånne, laae det i en Håide af 15 til 20 Fod
over Fjorden; men paa sine Steder, især hvor Indhukke, eller
kortere Vige, gik ind i Bakkelandet, trak det sig i og med disse
op til en Håide af henved 30—40 Fod, og var da altid meget
mere blandet med Hjertemuslinger. Uagtet jeg paa mange Steder
ledte meget omhyggeligt og gjennemgravede Laget ligetil Bunden,
fandt jeg dog i delte kuns de to ovennævnte bestemte Spor paa
Menneskevirksomhed, nemlig Kullene og den brændte Flint; men
disse vare ogsaa overalt tilstede. Vel fandt jeg paa et eneste
Punkt en Ostersskal og en smuk Flintflække i den dverste Del af
Blaamuslinglaget, men jeg har al Grund til at antage dem tilfæl-
dig nedbragte fra de Ostersdynger, som jeg ovenfor har vist ligge
saa hyppig paa Ryggen og den åverste Skraaning af de høie
" Fjordskrænter. Jeg var idvrigt under hele min Vandring paa
Fjordbredden opmærksom paa, hvorvidt Blaamuslinger nogensteds
opkastedes i Mængde ved denne Del af Fjorden, men kun ved en
lille udgaaende Tunge fandt jeg nogle hundrede Skaller af disse
Muslinger opkastede, og de vare smaa og dannede ikke engang et
tommetykt Lag. Om jeg end derved blev mere tilbåielig til at
tilskrive Mennesker den hele Opdyngning, kunde jeg dog ikke, ifålge
den ovennævnte Mangel paa alle Urfolkenes Stenredskaber 0. s. v.,
204
ansee Urindvaanerne som Gjerningsmændene, men jeg” maatte såge
disse blandt en langt senere Befolkning. Saafremt nemlig Hav-
stokkens Bedækning med disse store, og som det synes, fiskede
Blaamuslinger kun fandtes langs med de kalkrige Fjordskrænter,
kunde man tænke sig, at da disses steile Skraaninger maatte give
let Adgang til Kalkmassen, havde man maaskee i ældgammel
Tid, férend man forstod at grave egentlige Kalkgruber, taget
Kalk overalt langs Skrænterne, og at Kalken var bleven brændt
lige under disse paa Havstokken, shvorfra den tillige var
såa let at bortfåre tilsåes. . Man kunde derved forklare sig
Oprindelsen baade til Kulfarven og Kulbrokkene og til de sprukne
halvglasserede Flintnyrer, som aldeles ligne dem, der findes ved
vore Kalkovne; og de sammenbragte Muslinger kunde man tænke
sig at have udgjort en Del af de ved Stranden arbeidende Kalk-
brænderes Fåde. Paa et Sted i Nærheden af Refsbæk bærer vir-
kelig Foden af Skrænterne hyppige Mærker af ældre Indgrav-
ninger og gjengiver, men rigtignok i det meget Smaa, hvad Flad-
bjergbakkerne frembyde efter en saa meget stårre Maalestok; i
disse Bakker har der nemlig siden umindelige Tider været store
og rige Kalkbrud, som have foraarsaget storartede Forstyrrelser
i Bakkerne og have givet dem et meget mærkværdigt og frem-
medt Udseende. Denne Tydning af det Forefundne giver jeg idvrigt
kun fordi jeg ingen naturligere har kunnet finde, og for at henlede |
den Opmærksomhed paa Havstokken og dens Muslinger, som de
visseligen fortjene.
Jeg kommer nu til at omtale de Arbeider, Comiteen har
udfort her i Sjælland og som for det fårste have bestaaet i den
Revision, hvilken vi have underkastet alle de Punkter ved Issefjorden,
Som vi ikke håvde besågt, siden vi vare komne til en endelig og
fast Anskuelse om Opdyngningernes Natur.
Vi have overbevist os om, at de i vore tidligere Beretninger "
omtalte Forhold ved Kattingeværk, Bilidt, Herslevpynt og Lang-
itvedfærge utvivlsomt godtgjåre, at Urfolkene kortere eller længere
Tid have opholdt sig paa disse Steder og som Minder om deres
EYE non
Ophold have efterladt sig stårre eller mindre Masser af Skaller
og Knokler af de spiste Dyr samt af disses Tilberedningsmidler.
Derimod kunne vi efter vore nyere Undersøgelser ikke længere
ansee Forholdet ved Vintermållerne for at være af samme Naiur.
Dernæst have vi ved at folge Issefjordens Kyster i lange Stræk-
ninger, som vi ikke får havde besågt, fundet ikke faa nye Spor
af lignende Opdyngninger, og det navnlig ved Gjevningepynt,
ved Sæby Sogneskjæl, ved Bregnebjerg tæt ved Kattingeværk, ved Si-
derne af Landeveien mellem Roeskilde og Frederikssund, sand-
synligvis paa Gjerderup Marker, og ved Sålager hinsides Frede-
riksværk; saa at vi altsaa nu kjende disse Mindesmærker fra 10
forskjellige Punkter ved den Halvdel af Issefjorden, ved hvilken
vi hidtil have anstillet vore Undersågelser. Paa eet nær ligge
alle disse Punkter ved den egenlige Roeskildefjord.
Ved Kattingeværk er Laget dels bleven undersågt ved enkelte
af Comiteens Medlemmer, dels ved denne i sin Helhed. Udbyttet,
, der ved disse forskjellige Undersågelser er vundet, kan kortelig
udtrykkes saaledes. Lagets bedste Udvikling sees i den lodrette
Skrænt, der vender ind til Værkets Gaardsplads, men det maa
bemærkes, at det allerede nu ikke er fuld saa karakteristisk som
tidligere, da Laget stedse aftager i Tykkelse opad Bakken, og storre
og stoårre Partier stedse borikjåres af den lodrette Væg. De 5
oftnævnte Skaldyr, hvoraf, som sædvanlig, de 3 Muslingarter ere
de overveiende, findes samlede med nogle Helices. I Forening
med enkelte Knokler af Fisk, nogle faa flere af Fugle, og disse
da med afbidte Ender, og endnu flere, skjondt i det Hele ikke
mange, sånderbrudte og marvåabnede Knokler af Paitedyr, f. Ex.
Kronhjorte, Raadyr og Vildsvin, betegne de paa den ene Side
Laget som Affald fra Urfolkenes Maaltider, medens fra den anden
Side denne Anskuelse om Lagets Karakter bekræftes ved fålgende
deri fundne Kunstprodukter, nemlig:
Ikke faa ældskjårnede Sten og Potteskaar, 7 Fihiudd: 38
dels længere dels bredere Flintflækker, hvoraf en er begyndt at
tildannes til en Pilspids, 2 raat tilhugne Fléniérer, og en Tilhug-
ten
206
ger, samt 2 af de ejendommelig afhuggede og ved Brug slidte
Spidser af Hjortetak.
Ved at grave ned igjennem Overfladen paa flere Steder af Bak-
ken sågte vi at komme til Kundskab om Lagets Udstrækning;
denne syntes vel ikke at være ringe, mén i den stårre Del deraf
oplåstes eller ligesom udtyndedes Laget, medens Skaller endnu i
Mængde vare indblandede i den overliggende sorte Muld. Paa det
håieste Punkt, Laget indtager paa Skraaningen, fandtes saaledes.
ved Nedgravningen det sorte tildels ved Kul farvede Overlag med
de indblandede Skaller at være omtrent 36 Tommer tykt, medens
der forst ved Bunden af dette fremkom Spor af det egenlige
Skallag, som her indskrænkedes til en tynd Stribe af faa Tommers
Tykkelse.
Lidt Nord og Ost for Kattingeværk er en dyb Nedskjæring
eller smal Dal, ved hvis Udlåb imod Fjorden der vel fandtes Spor
af Skaller i en sortfarvet, noget gruset Jord, ligesom der ogsaa i
samme fandtes et Par Flintknuder, men noget egenligt Lag eller |
stårre Opsamling kunde vi der ikke erkjende. Derimod frembåd
Pynten af det dertil stådende Bregnebjerg et mærkeligt Lag af
de sædvanlige Muslinger og Snegle, noget blandede med Smaasten
og Grus. I dette Lag fandt vi enkelte Flintflækker og 7 Flint-
stykker, som bare mere eller mindre Spor af Tilhugning, tvende
af dem endøg med Tilnærmelse til Oxe- eller Meiselform; en lille
naturlig Rullesten, hvis Ar synes at hidrøre fra Tilslagning og
altsaa er at betragte som en Tilhugger; ikke faa Kulbrokker, og
i det ene Hjårne af Laget et af de smaa Arnesieder, eller
Sammensætninger af Smaasten, og omkring dette laae der en
Mængde storre Kulstykker. Laget var 8” tykt og gik som et |
hvidt Belte igjennem den lodrette Væg; det var dækket af 27
Tommer sortfarvet Jord blandet med Muslingskaller, MOEkj reen og
andre Sten, samt Kulsmuler,
Ved Herslevpynt have vi allerede i vor tidligere Beretning omtalt,
at Flintflækker bleve fundne paa Skraaningen mellem Skaller og i
IGN
sortJord. Vort nuværende Besøg forågede Antallet med 7 smalere
eller bredere Flintiflækker, en lille triangulair Flintkile, 4 af de
kantede Flintknuder, flere ildskjårnede Sten, Kul og enkelte
Benstumper, hvilke Gjenstande fornemmeligen opsamledes i Si-
den af en Gråft, som nylig var fårt igjennem Laget, og som
viste os ikke blot Lagets ringe Tykkelse af faa Tommer, men
ogsaa dets stærke Tildækning dels med et sort eller brunt Jordlag
dels med Smaagrus og Ler, der sandsynligvis var nedskyllet.
En Fjerdingvei sydligere og skraas over for de saakaldte
Sluphuse, antydede en hvidlig Farve paa Gjevningepynt Forekom-
sten af en Mådding, der ved nærmere Undersøgelse ogsaa fandtes
umiskjendelig, men ikke vidnede om nogen stor Udbredning eller
Tykkelse. Vi grov igjennem Opdyngningen paa et Par Steder og
fandt Laget omtrent 1 Qvarter mægtigt; der opsamledes 3 beteg-
nende kantede Fliniknuder, 5 Flintflækker, 2 aflange Flintkiler
eller Flintéæer, 22" lange og 1Yo—17/4" brede, flere ildskjørnede
Stien, og iblandt disse nogle af Flint. Skallerne vare de sæd-
nlige.
Skraas over for Herslevpynten paa Roeskildefjordens vestlige
Side, og tæt ved Sogneskjællet imellem Sæby og Lyngby, fandt
vi Skraaningen og Overfladen af en lille lav Banke imellem Lande-
…veien og Fjorden dækkede med de sædvanlige 5 Skalarter, der
fornemmelig laae tættere sammendyngede i tre Partier. I omtrent
en Qvarterstid opsamlede vi imellem disse ikke mindre end 21
kortere eller længere Flintflækker, 3 bredere mere tilhuggede
Flintstykker, 5 Flintknuder, 6 Flintéver eller Kiler fra 1727—3"
Længde, og 3 raa Forsøg til lignende, en. Mængde ildskjårnede
Sten, hvoriblandt flere Flintistykker, der have været udsatte for en
stærk Hede. Bankens Masse var saa leret og haard, at vi med
vore sædvanlige smaa River eller Hakker ikke kunde arbeide os
igjennem den og faae Lagets Tykkelse undersågt. Banken havde
idvrigt været pléiet og dyrket for nogle Aar siden.
Ved Langtvedfærge kunde vi i de Flintknuder og andre til-
Sa…
slagne Flintstykker, som fandtes mellem Skaller og i det ejendom-
- melige sortfarvede Jordlag, ikke miskjende Spor af Ur-Indvaanernes
Færd paa den lange Skrænt imellem Færgestedet og det saakaldte
»Paradisf, og et Par i Nærheden af sidstnævnte Pynt fundne smaa
Arnesteder med Kulsmuler lydede endvidere hen herpaa. Men det
blev os umuligt, uden at fåre længere Gråfter gjennem Skræntens
Lag, at udlede en skarpere Grændse mellem den Andel, Landets
fårste Befolkning paa dette Sted har havt i det sorte Lags Dan-
nelse, og den Andel deraf, som maaskee kan skyldes senere Be-
boere.
Idet man kjårer ad Landeveien imellem Roeskilde og Frede-
rikssund seer man, omtrent en Mil fra forstnævnte By, paa begge
Sider af Veien påa nogle Marker, som formentes at tilhåre Byen
Gjerdrup, endel Skaller af Osters, Hjertemuslinger, Blaamuslinger
og Litoriner — hvilke alle ligge opplåiede i Furerne. Imellem Skal-
lerne opledes let Flintflækker og ildskjårnede Sten, og derved,
ligesaa meget som ved Blandingen af Skallerne og disses Belig-
genhed paa Skraaningen af en mod Fjorden eller en lille Vig af
samme vendt Banke, betegnes Laget som en Kjåkkenmådding
og navnlig som en af de flere mindre, af hvilke vi idet sidste
Aar have lært endel at kjende, og hvoraf fortsat Leden ved Fjor-
dens Sider sikkert vil paavise en stårre Mængde.
I Skrænterne ved Bilidt har man fremdeles i det sidste Aar
fortsat Bortgravningen af Grus og Skaller til Veifyld 0. s. v., og
derved blottet nye Vægge, i hvilke vi, ligesom i de tidligere,
have iagttaget de Sammenstillinger af Smaasten, der ved de paa
Stenene efterladte Spor af Ildens Indvirkning og de derfra ud-
gaaende Kulstriber paa dette Sted allerfårst førte os til den rigtige
Opfattelse, at det var Arnesteder. Disse gjenlage sig altsaa i et
stårre Antal ind i Laget.
Med Hensyn til Omfang, Mægtighed og Renhed i Sammen-
sælningen, danner den store Opdyngning af Skaller, som ligger
209
paa Siden af de håie Fjordbanker ved Sålager, omtrent en Mil
Vest for Frederiksværk, en mærkelig Modsætning til de senest
omtalte. . Laget ligger i en Slags Udhuling eller Svei paa Bakke-
skrænten og indtager omtrent 50 Alen af denne i Længden og, som det
synes, ligesaa megeti Bredde: Dets Dybde er betydelig, thi vi grov
. over 2 Alen dybt uden'at komme igjennem Massen af Skallerne.
Allerede påa Grund heraf, men endnu mere ved sin store Renhed
og ved sin uforstyrrede Overflade, frembyder Laget mere end almindelig
Interesse. — De hundredetåndervis sammendyngede Skaller af Mus-
linger: og Snegle vare de sædvanlige 5 Arter fra det salte Vand:
Ostrea edulis L., Cardium edule L., Mytilus edulis L., Nassa reticu-
- lata' L. og Litorina litorea L. ; saf Landsnegle: Helix.
Af Fiskeknokler fandtes: nogle faa Hvirvler og andre Ben af
en lille Flynder, og Tusinder af Hvirvler og andre Knokler af
Smaatorsk (Gadus callarias L.). 3
Af Fugle fik vi 34 Knokler, "der, med Undtagelse af 5, alle
hidrårte fra Lemmerne og Skulderen, og vare meget betegnende
ved Rørknoklernes afbidte Ender; de tilhårte fornemligen stårre
og mindre Arter af Vildænder (Anas L.).
"Af Pattedyr fandtes henved 30 større eller mindre Splinter og
Brokker, hvoraf det stårre Antal tilhåre Krondyret og Raadyret,
og disses Sånderslagning minder om den bekjendte Marvsågning; af
de åvrige Knokler tilhårte een Overkjæben af en Hund (Kjæbe-
bensstykke med de to inderste Tænder), og een er et Stykke af
Overkjæben af Studsmusen (Hypudæus amphibius L:).
Af Flintredskaber fandtes; 3 af de smaa, raat tilhuggede tre-
. kantede Flintkiler; 4 stårre af omtrent 4 Tommers Længde, samt
et to Tommer langt Brudstykke af en lignende; 6 Flintknuder og
en Snes Flintflækker og Affald: fra Flintens Tilhugning.
Flere ildskjéårnede Sten og en af de saa meget betegnende
Hjortetakspidser bragtes tilveie.
Det: sortfarvede dækkende Overlag syntes ringere end hos
de andre Måddinger, hvilket meget vil lette en fuldstændig Ud-
gravning af denne Skaldynge, som ved sin hele Beliggenhed,
urørte Tilstand og rige Indhold egner sig særdeles til nåie Under-
søgelse.
va LUE
Efterat have beseet alle disse Punkter og sammenlignet dem
i deres ydre og indre Forhold med hinanden og med de ovenfor an-
fårte Punkter i Jylland, kunne vi ikke andet end i héi Grad for-
bauses over del Ensartede, der gaaer igjennem dem alle og alle-
rede i og for sig er et tilstrækkeligt Vidnesbyrd om Rigtigheden
af den Tydning, vi have givet. Paa alle de hidtil anfårte 31
Steder (og af disse har Meddeleren, Comiteens zoologiske Medlem,
selv besågt de 28) håre Skallerne stadigen kun til de samme
5 Arter spiselige Muslinger og Snegle fra det salte Vand,
og de bestaae altid af stårre eller udvoxne Individer; derfor skal
man næsten aldrig finde Spor af de Skaldyr, som i stor Mængde
opkastes påa Stranden, f. Ex. de smaa Telliner, Mya arenaria L.
Rissoerne 0. s. v., og heller ikke af meget unge Dyr eller Yngel
af selve de ovennævnte Arter. Skallerne ere dernæst ophobede
paa Bakker og Skrænter, som vende imod Fjordene eller imod
disses ældre. Vige, og de ligge oftest paa Skraaningen af Hoi-
derne, med mindre denne har været for stærk, da de ligge oven-
paa dem; de indtage helst Pyntene eller Næssene af Håiderne og ligge
gjerne i Nærheden af fersk Vand. Indblandingen af Knokler af
Hvirveldyr ændrer sig efter Sledets gunstige Beliggenhed for
Fiskeri allene eller for Jagt tillige, i hvilket sidste Tilfælde Knokler
af Fugle og Pattedyr, altid behandlede paa en og samme Maade,
udgjøre en væsenlig Del afMassen ; men Indblandingerne af Potteskaar,
Flintflækker, Flintknuder og Flintkiler 0.s.v. findes overalt og ere i For=
men saa ens, at man ikke noksom kan undre sig derover, thi Flint-
redskaberne ligne ofte hinanden saaledes, at man skulde antage
dem for dannede ved en og samme Haand. Selv Hjortetaksspid-
serne ere et ikke mindre mærkværdigt Bindeled mellem alle disse
Skaldynger, thi paa ethvert Punkt, hvor vort Ophold ikke har
været indskrænket til nogle faa Oieblikke, have vi stedse forefun-
det saadanne. Dette udtaler tilstrækkelig klart, at den Urbefolk-
ning, hvorfra disse Minder hidråre, har over del hele Land fårt
den samme Levemaade og staaet nåiagtig paa det samme Udvik-
lingstrin; men hvor héi, eller som Andre maaskee ville sige, hvor
lav denne Udvikling har været, derom kunne vi endnu ikke dåmme,
da saamange af Redskaberne i deres Anvendelse ere os kun
BMA
ufuldstændigen bekjendte og nogle aldeles ubekjendte f. Ex. Flint-
knuderne, Hjortetakkerne 0. s. v. Vi have desuden Formodning
om, at Urfolkene have i det store tilvirket et Stof, hvis Art: endnu
ikke er udredet, men som har efterladt sig mærkværdige Spor i
de sortfarvede Lag, der træde op i Forening med Måddingerne,
og med hvis Undersågelse Comiteens geognostiske og zoologiske
Medlemmer ere stadigen beskjæftigede. — Den rigtige Tydning af
Redskåberne og et klarere Indblik i Urfolkenes Liv vil fårst naaes,
naar flere urérte Måddingers Indhold kan bringes helt for Dagen;
og da vil ogsaa mange andre Punkter med det samme oplyses.
Det var ogsaa i Betragtning af det vigtige Udbylte, som netop en
stårre Udgravning kunde give os, at vi allerede ifjor udkastede
Planen til og i denne Sommer udfårte en stårre Udgravning af
Kjåkkenmåddingen ved Havelse. Udbyttet heraf er det, som den
tredie og sidste Del af denne Beretning nu gaaer over til korte-
ligen at skildre.
Med den nærmere Undersågelse af Kjokkenmåddingen ved
Havelse-Målle havde vi det dobbelte Oiemed at komme til nåiere
Erkjendelse af Moddingens Udbredning over Banken samt dens
Sammensæining i de forskjællige Partier af dens Udstrækning,
og at indsamle saa mange af de deri indblandede Knokler og raat
førarbeidede Redskaber af Ben og Sten, at vi ved: Mængden af
"disse kunde ledes til sikkrere Slutninger med Hensyn til Urfolkenes
hele Levemaade og. Culturlilstand. Begge Oiemed sågte vi at op-
naae ved sat lede planmæssige Udgravninger paa flere Steder i
Måddingen, og i disses Udfårelse underståttedes vi. af Assistenten
ved Universitetets zoologiske Museum, Hr. Premierlieulenant
Liiiken og Conservatoren ved samme Hr. Conradsen.
Fra Bankens Overflade blev der nedgravet paa en Mængde
Steder for sat iagltage Skallagets Tilstedeværelse eller Mangel, dets
Tykkelse og Overlagets Tykkelse samt dets væsenligste Indblan-
dinger. "Derved blev man istand til nogenlunde at bestemme
Moddingens Omfang og Udbredning over Bankens Skraaning, og
ved at maale Afstanden imellem de enkelte undersøgte Punkter
og disses Beliggenhed til hinanden at. kunne aflægge Måddingens
212
vigtigste Forhold paa et Kaart, hvis Udførelse vi skylde Hr.
Liutken. Paa dette Kaart er Måddingens Udbredning angivet-ved en
særegen Skygning, og denne er anlagt svagere eller stærkere
eftersom de opdyngede Skalmasser paa hvert Sted- bleve fundne i
stårre eller mindre Mægtighed. De paa Kaartet anfårte Tal og
Bogstaver antyde Punkterne, hvorpaa de enkelte Nedgravninger
fandt Sted, og have Hensyn til de specielle Optegnelser des-
angaaende. Da Forholdene i Banken, saaledes som et Tversnit vilde
vise oS disse, oplyses fuldstændigen i den lodrette Væg af den
Grusgrav, som er anlagt i Siden af Banken, behåvede vi ikke at
foranstalte nogen Gjennemgravning i denne Retning. Men for at
kunne danne os en ligesaa tydelig Anskuelse om Forholdene, sete
i en modsat Retning, have vi fårt en lang Grav af henved 30
Alens Længde og 1%2—2 Alens Bredde igjennem Måddingen efter
dennes Længdeudstrækning, dog saaledes, at Gravens Låb
væsenlig bestemtes ved Lagets Aftagen og Tiltagen i Tykkelse,
og tilsidst blev ledeti en buet Linie op imod Møllen. En Tegning
af Mållebanken og Forholdene, som de sees i Grusgravens Væg,
have vi ladet udfåre ved den naturhistoriske Tegner, Hr. Thornam;
denne tilligemed flere andre Tegninger og Kaartet vil ledsage
den udfårligere Fremstilling af dette Punkt, med hvis Udarbeidelse
for Selskabets Skrifter vi ere beskjæftigede.
Kaartet vil vise, at Måddinglaget udbreder sig i en Halvbue
omkring Mållen i en Bredde af 20—30 Alen og en Længde af et
Par Hundrede Alen. Det ligger egenlig mere paa Skraaningen af
Bakken end paa dennes Ryg, og har i det Hele den største Tyk-
kelse imod den åvre Del af Skraaningen. Dets Mægtighed paa
de enkelte Punkter blev fundet at vexle fra "2 til 3 Fod, og lige-
ledes dets Dybde under Bankens Overflade, thi snart laae Skal-
lerne lige op i Overfladen af Bakken, snart gik de 141 til 2 Fod
ned under denne og vare da dækkede med det sorifarvede
Overlag, som vi kjende fra næsten alle Måddingerne, men hvis
Oprindelse endnu ikke er os ret klar. . Tykkest har Laget aaben-
bar været i den Ende af Banken, hvori nu Grusgraven er.
Saaledes som Forholdene viste sig i dennes lodrette Væg,
maae de tænkes for en Snes Aar siden at have udstrakt sig ikke
213
blot over hele den Strækning, der indtages åf Grusgravens Bund,
men ogsaa over den paa Kaartet antydede Vei imellem Grusgraven
og Mållens ældre Kjoåkkenhave. Deraf vil det altsaa skjøonnes, at
det er ingen ringe Del, der allerede er bortgravet af den oprin-
delige Opdyngning; dog vil den Brék, som den bortfårte Masse
maalte antages at udgjére af den oprindelige, fornemmelig be-
tinges af, i hvilken Grad Laget er udviklet inde i den ovennævnte
Have, i hvilken man overalt i Havebedene seer de med Spaden
opkastede Muslinger ligge. i
Med Hensyn til Sammensætningen have vi til vore tidligere Med-
delelser kun at tilféie, at Ostersskallerne ere langt mindre talrige i
den Del af Laget, som ér tilbage, end de vare i den Del af Laget,
som vi i de foregåaende Aaringer fornemmelig have havt Leilig-
hed til at undersåge, men som nu til Veifyld og andet Brug er
bleven bortført. Det var imidlertid kun paa yderst faa Pletter at
Ostersskallerne manglede aldeles. Hjertemuslingerne og dernæst
Blaamuslingerne maae derfor nu ansees som de mest fremherskende ;
de ere gjennem hele Måddingen kjendelig pletvis fordelte eller
ligesom liggende i stårre Bunker, snart denne, snart hin blandede
med flere eller færre Snegle af Slægterne: Litorina, Nassa og
Helix. !
Indblandingen af Knokler vedblev overalt at vise sig rigere
end i alle andre Måddinger, vi hidtil have underségt; men ogsaa
i disses Forekomst var der nogen Afvexling, idet paa enkelte
Steder Udbyttet var temmelig rigt, medens det paa andre Steder
var tarveligt. " Imidlertid udgjår Udbyltet i denne Sommer ikke
mindre end. 3,500 Paitedyr-Knokler og Brudstykker af disse, naar
vi nemlig sammentælle Alt hvad der af sligt frembragtes af Skal-
laget ved de forskjællige Nedgravninger og Udgravninger, og ved
de Undersågelser i den lodrette Væg, der samtidigen hermed bleve
anstillede af hele Comiteen, og” dertil blot lægger et Antal af nogle
Hundrede Knokler, som allerede tidligere i Sommeren af Med-
deleren vare blevne bragte tilveie. — Af Fugleknokler erholdtes
over 200, og af Fiskeknokler mange Hundreder; men af disse
kunde man have" indsamlet en utallig Mængde, da de foruden
214
at ligge spredte næsten overalt mellem Skallerne, ofte laae sam-
lede i Smaastriber.
For at faae et bestemt Udgangspunkt til Bedémmelsen af
Knoklernes Mængde og Fordeling, udgrove vi paa tre forskjellige
Steder qvadratiske Piller af 3 Fod i Firkant og udsågte med stør
Omhu alle de deri indeholdte Levninger af Pattedyr og Fugle.
Stederne, hvor de tre Piller toges, ere betegnede paa det omtalte
Kaart med r.n.m. I den fårste Pille fik vi 175 Knokler af Pattedyr
og 35 af Fugle; i den anden 121 Pattedyr- og 9 Fugleknokler;
i den tredie 309 Pattedyr- og 10 Fugleknokler. Pillerne vare
efter Lagets Tykkelse af noget forskjællig Hide, dog varierede
de i Indhold kun imellem 17—20 Cubikfod; i den fårste Pille var
der omtrent 9 Knokler i hver Cubikfod, i den anden 6 og-i den
tredie 15. Da Pillen » imidlertid gjorde det Indtryk paa os, at
den var det paa Knokler fattigste Punkt i hele Laget, vil man komme
Sandheden meget nær, naar man regner 10—12 Levninger af
Pattedyr og Fugle i hver Cubikfod. Dermed vil ogsaa det Ud-
bylte slemme temmelig overens, som erholdtes ved en af de aller-—
forste Undersågelser (see foran S. 8). Jeg behåver vist ikke at
tilfoie, at Indholdet af Knokler i det åverste Lag af alle Pillerne,
saalangt som en Spade eller Plov kunde naae ned i Jorden, og
saalangt altsaa som man kunde befrygte nogen fremmed Indblån-
ding, ikke blev taget med i Betragtning ved denne Optælling;
ligesom vi ved alle Udgravningerne forsigtigen sågte at undgaae
saavel dette Overlag som alle de Punkter, hvis Udseende råbede,
at de havde været udsatte for senere Forstyrrelser.
Paa lignende Maade optaltes de Kunstprodukter, der fore-
fandtes i Pillerne; i den fårste Pille fandtes, foruden flere (7)
Flintflækker, 2 Flintåxer, en bearbeidet Hjortetak, 3 bearbeidede
Bensplinter, samt et Potteskaar; i den anden ligeledes flere (16) Flint-
flækker en Flintéxe eller Flintkile og endel (7) Flintknuder; i den
tredie 4 Flintflækker, 2 Flintoxer og en Benspids, ikke at tale
om det større Antal af ildskjårnede eller endog sodede Sten, vi
fandt i dem alle. — Overalt, hvor vi grove ned igjennem Laget,
fandt vi Flintflækker eller andre mer eller mindre tildannede Sten-
stykker, Potleskaar 0. s. v., og vi have ikke Grund til at antage,
kt. … JER
at: de mangle. nogensteds i Måddingen eller i mogensomhelst
Dybde af denne; de kunne efter vor Erfaring endog aåansees for
langt mere ensformig fordelte igjennem hele Massen end Knok-
lerne. | Det Antal af slige raa Kunstprodukter, som vi i denne
Sommer have samlet i Måddingen ved Havelse Mølle, er derfor
ogsaa meget betydeligt, og Antallet er blevet saameget stårre,
som der ved Bankens Dyrkning med Kartofler, og ved disses
gjentagne Hypning, frembåd sig en mere end almindelig gunstig
Leilighed til Opsamling af de Flintredskaber, som havde ligget
saa nær ved Overfladen, at Ploven havde kunnet kaste dem
op påa denne. Vi have i det "Hele frembragt af Laget og ind-
samlet :
af Flintflækker, længere og kortere, 4—500, hvoraf enkelte viste
Spor til videre Bearbeidelse, eller vare Brudstykker af andre
Redskaber;
af raat tilhugne Flinistykker ligeledes flere Hundreder;
af de saakaldte Flintknuder, eller de mangekantede og mange-
hjørnede Flintstykker, næsten 200;
af Flintkiler eller Flintéæer henved 70, fornemmelig af de tre-
kantede, men ogsaa endel af de mere aflange.
Af Benstykker og Hjortetakspidser, der havde været under-
kastet Tildannelse, erholdt vi henved en Snes; nogle af disse ere
simple Bensplinter, der blot ere blevne tilspidsede i den ene
Ende; andre ere mere forarbeidede i Form af Prene eller Naale,
Spidser til Pile eller Grene af Lystre; to Hjortetaksspidser af 4”
og 5” Længde ere dannede, som de foran under Sålager, Kat-
tinge, Krabbesholm o. fl. St. omtalte og have været anvendte paa
samme Maade”), og et langt Stykke af en Hjortetakstang,
tilskærpet og tilslebet i den ene Ende og med Spor af et boret
Hul i den anden Ende, viser sig tydelig som Brudstykke af en
Hakke eller Owe.
- %) Uden idvrigt at ville foregribe en. senere Tydning kan jeg her kun for-
modningsvis anfåre, at disse Hjortetakender maaskee have været krumme
Tænder af en Østersrive, et simpelt -Redskab til: Ostersens Optagelse fra
» Fjordbunden.
216
Af Lerkar eller Potteskaar samledes flere Snese;' de laaeé i
alle Dybder, og det samme gjælder om den Mængde af almindelige
Rullesten, som ere ildskjårnede eller brustne ved den stærke Hede,
for hvilken de have været udsatte, og som tildels endnu ere
ganske sorte eller sodede paa deres Overflade. ,
Af Kulsmuler saaes ligeledes overalt Spor, men det var van=
skeligt at erholde saa store Stykker, at en nærmere Bestemmelse
af Træarten, hvorfra de -hidråre, tår haabes.
Den nærmere Beskrivelse og Afbildning af de vigtigste af de
ovenfor omtalte Redskaber og Fremstillingen af deres sandsynlige
Anvendelse til de Virksomheder, om hvilke Måddingerne levere saa
storartede Vidnesbyrd , nemlig Fiskefangst og Osters- eller Mus-
lingfangst, maa være forbeholdt vor stårre Afhandling. — Det
samme maa ogsaa blive Tilfældet med mange af de Bemærkninger,
som den omhyggeligere Betragtning af de indsamlede "Knokler
allerede har givet og fremdeles maaskee vil give Anledning til.
Dog tår fålgende endnu finde en passende Plads i denne Oversigt.
Af- de flere Tusinde. Pattedyrknokler fandtes saa mange at
tilhåre de 3 stårre Jagidyr, Raadyret, Kronhjorten og Vildsvinet, at
der af den hele indsamlede Mængde neppe bliver 3 Procent, eller
100 Knokler og Knokkelbrokker, som 'tilhåre andre Dyr. Af
Raadyret synes der idvrigt at være forholdsvis. nogle flere end
af de io andre; men ved alle 3 Dyrs Knokler viser det nu
indsamlede stårre Antal det mærkelige Misforhold, at visse
Dele af Dyrene ere langt talrigere tilstede, end dette naturligen
skulde være Tilfældet, eller her rigtigere udtrykt: andre Dele af
Skelettet ere forholdsvis i et altfor ringe Antal tilstede. Saaledes
antyde navnligen baade de marvlåse Smaaknokler i Lemmerne og
Ledenderne af Rørknoklerne et langt stårre Antal af dræbte Dyr,
end man af Hvirvlerne og.Ribbenene skulde formode. En om-
hyggeligere Betragtning giver imidlerlid, at de Dele af Skelettet,
som i de færreste Exemplarer ere tilbage, tillige ere de, der [have
en mindre fast og haard Bygning, og derhos paa deres Overflade
vise de fleste Mærker af en egen Slags Beskadigelse, som man
ved umiddelbar Sammenligning med friske Knoklers Beskadigelser
ved Rovdyrtænder, ikke kan tage i Betænkning at hidlede fra
ET
Rovdyrs: Gnavning. Herved faae vi da allerede et Vink om
den sandsynlige Aarsag til visse Knoklers Forsvinden, men senere
Betragtninger af Fugleknoklernes Forhold "ville yderligere belyse
denne. ;
Jo stårre den nu tilvejebragte Mængde af Knokler har været,
desto mere har man maaltet erkjende den fuldstændige Ensfor-
mighed, som gaaer igjennem Behandlingen af dem alle, idet
neppe en eneste Undtagelse fra den tidligere omtalte Behandlings-
maade er kommen for Lyset; de mangfoldige indsamlede maro-
låse Knokler af Fodrod og Tæer, Knæskaller 0. s. v., have alle
været uråérte, medens alle stårre Rårknokler eller Marvknokler,
ja endog den stårste Del af Taaleddene have været spaltede for
Marvens Skyld, og hver Knokkel i Skelettet saa at sige paa sin
eiendommelige Maade. Alle Underkjæberne have saaledes vist den
mærkelige Borthugning af den nederste Rand eller Knusning efter
Længden, og Overkjæberne og Hovedskallerne have alle paa den
tidligere beskrevne Maade været sånderslagne, saa at det kun ved
måisommelig Sammenligning og Tilpasning har lykkedes Med-
deleren at bringe af disse Smaastykker enkelte hele Kjæber tilveie,
til Afbenyltelse ved de zoologiske Sammenligninger med de samme
Dyrarter fra senere Tider. — Det maa tilfåies, at de afspaltede
Stykker og Splinterne af Rårknoklerne 0. s. v. ere i Reglen med
ganske skarpe og ubeskadigede Rande, og kun yderst sjeldent vise
de Spor afDyregnav; derimod kan man paa deres Overflade, lige-
saavel som paa de blådere Knokler, paavise talrige. Mærker af
Stenredskaberne, hvormed Urfolkene have knust Knoklerne, og
Stenknivene, hvormed de have afskrabet Kjådet, ligesom man og-
saa påa Rosenstokkene af flere Raabukkepander seer de til
Skindets Losning med Knivene anbragte Snit. Et ikke ubetydeligt
Antal af Knoklerne bære Spor af at have været Heden saa nær,
at de tildels ere blevne halvforkullede eller ligesom calci-
nerede.
De faa Knokler, der ikke tilhåre hine ovennævnte tre stårre
Jagtdyr, som paa delte Sted mere regelmæssigen have udgjort en
Del af Urfolkenes Fåde, tilhåre forskjællige Dyreformer, hvilke dels
i en mindre Grad kunne have tjent disse Mennesker til Fåde, dels
2418
maaskee kun have ydet dem deres Skind til. Klædniingsstykker,
dels endelig maaskee have sågt deres Ophold i Nærheden af Ur-
folkene eller endog været i disses Tjeneste. Saaledes er der
iblandt disse Knokler fundet flere, som tilhørte:
Tamhunden, Canis familiaris L.; to stårre venstre Underkjæber og
Rovtanden af en tredie, samt Brudstykker af Underkjæben af
en mindre Hund; flere Mellemfodsben og Taaknokler. af den
stårre Form; Overarmsknokler af yngre og ældre Dyr;
Ræven, Canis vulpes L.? (maaskee. nogle mindre Knokier af en
Hundeart høre herhid);
Maaren, Martes sp. Gesn., to Underkjæber; flere Hvirvler, Overarm,
Skinneben, Bækken, alt henpegende paa meget stærke Dyr;
Odderen, Lutra vulgaris Erxl. ; to Overarmben, en Underarm og
et Spoleben; ;
Sælhunden, Phoca sp., Laarben af yngre Dyr med Mærke af
Stenknivene;
Markrotten eller den store Studsmus, Hypudæus skøndtej et
Cranium og nogle Lemmer;
den mindre Studsmus, Hypudæus RER L., en Over- og
Underkjæbe;
Bæveren, Castor fiber L., belig af Underkjæben med ire
Kindtænder og en Skjæretand, og af Overkjæben med en
Tand og tre Tandgruber, samt af tvende Skinneben til håire
Side og en dverste Ende af Ulna. For dette Dyrs lidligere Fore-
komst her i Landet forelaae tidligere kun den Kjendsgjer-
ning, at et nogenlunde fuldstændigt Skelet er opgravet i en
Mose ved Thorslunde og af afdåde Hr. Pastor Jessen givet
til Museerne (see Overs. for 1848. S. 5).
Hvad tvende af de ovenanfårte Dyr, nemlig begge Studs-
musarterne, angaaer, da maa jeg bemærke, at den Formodning
vel ligger temmelig nær, at saadanne gravende Musearter % en
senere Tid kunde have nedgravet sig i Måddingen, og deres
Knokler hidrøre fra at der nogle af dem vare omkomne; men
denne Formodning svækkes allerede, naar man tænker sig den
store Vanskelighed (hvis det ikke ligefrem er en Umulighed), som
219
disse Dyr ville have ved at grave sig ned i det egenlige Skallag,
og den bliver aldeles uantagelig, saasnart man nærmere overveier
Knoklernes Leie mellem Skallerne. Ligesom Tilfældet var med de
ved Sålager og ved Gudumlund fundne Levninger af disse Dyr,
laae her nemlig de ovenanfårte Kjæbedele af H. agrestis, hvilke
jeg selv udtog af Laget, fjernede fra hinanden og enkeltvis og
dertil indklemte mellem Skallerne, endog inden i disses Hul-
heder, saa at de nådvendigen maae være komne paa den Plads,
hvor de nu fandtes, samtidigen med Skallerne. Dette fålger og»
saa aldeles uundgaaeligen deraf, at ,Dyreknokler, som bære umis-
kjendelige Mærker af at være muse— eller rottegnavede, ligge i
lignende Forhold til Skallerne og paa ingen Maade kunne tænkes
gnavede, efterat være komne i denne Stilling %). ;
Af de 200 Fugleknokler, som, blandede med Pattedyrknokler,
frembragtes af Laget, hidrårer den langt overveiende. Mængde. fra
vore stårre og mindre Arter af Vildænder , og nogle enkelte fra
Vildgjæs og Strandfugle. Af disse Knokler ere kun en halv Snes
omtrent Hvirvler eller andre Ben fra den egentlige Krop, medens
hele den åvrige Mængde ere fra Skulderen og Lemmerne,
og da sidstnævnte alle ere Rårknokler, ere Enderne paa den
ofiomtalie Maade .afbidte. < Denne idinefaldende. Mishandling. af
Knoklerne fristes man strax til at sælte i Forbindelse med det
meget paafaldende Misforhold, der findes i den relative Mængde
af de forskjellige. Knokler, som håre sammen. til eet Skelet; thi
medens man kan regne som et Middeltal, ali Fugleskelettet
Hvirvelséile, Brysthule og Bækken. ere sammensalte af saamange
Knokler, at de udgjåre et tre til. fire Gange saå stort Antal som
de lange Knokler i Vinger og Ben, saa findes der i Skallaget af
de. forstnævnte saa faa, at de udgjåre kun, faa Procent af sidst-
nævnte. I det Hele er, der nemlig blandt de ovennævnte Fugle-
knokler .kun fundet 5 Hvirvler og enkelte Ribben. Misforholdet
kan ikke have sin Grund i, at de manglende Knokler skulle ved
Udgravningen og Indsamlingen være oversete; thi vi have, fra
%) Hverken i denne Mådding eller i nogen af de tidligere omtalte har jeg hidtil
kunnet erkjende nogen Levning af Haren.
220
forste Færd af opmærksomme paa de Oplysninger, som netop
Fugleknoklerne ville kunne give os, med stor Omhyggelighed op-
samlet alle Levningerne af disse, og de savnede Knokler: Hvirvler,
Brystben, Bækken m. fl. håré jo netop til de stårre, og overgaae
langt de mange smaae Knokler og Fragmenter åf saadanne, søm
vi have indsamlet af Fugle, mindre Pattedyr og Fisk. Heller ikke
kan Misforholdet have sin Grund deri, at de.-savnede Knokler
skulde ifålge deres Bygning eller Massens Sammensætning mindre
egne sig til Opbevaring, eftersom man i de faa Stykker af disse
Knokler, som ere blevne tilbage, ikke finder noget Spor til Op-
låsning af Benmassen. Der maa da være en ydre Grund, hvorfor
de ikke mere findes, og denne ledes Tanken efterhaanden hen
paa, naar man betragter de enkelte Mærker paa ydre Vold, som
Fugleknoklerne frembyde, og som navnlig træde saa aabenbart
frem i de oftomtalte afbidte Ender af Rorknoklerne. Thi ved nær-
mere Besigtelse erkjendes der Mærker og Indtryk, som vanskeligt
kunne tydes for andet end Mærker af Tandspidser, og navnlig af
Hundetænder, og det bliver derved sandsynligt, at de manglende
Knokler ere gaaede samme Vei, som de manglende Knokkelender,
det vil sige, ere blevne ædte af Rovdyr og navnlig af Hunde.
Hermed stemmer det ogsaa aldeles overens, at vi i den nu til-
veiebragte Mængde af Pattedyrknokler have fundet saamange
Mærker" påa, at Knoklerne, navnlig Knokkelenderne, men især
Hvirvlerne og andre mindre haarde Ben ere gnavede, og det paa en
saadan Maade, at Gnavet ikke kan adskilles fra det, vi see paa friske
hundegnavede Ben af forskjællig Art, hvormed det umiddelbart er ble-
vet sammenlignet. Nu kunde man tænke sig, at Knoklerne vare blevne
gnavede eller opædte af Landets vilde Arter af Hunde, f. Ex.
Ulven, Ræven, der om Nætterne, eller naar Urindvaanerne vare
borle fra Stedet, kunde have, som deres Vane er, sågt Fåde i
Måddingerne; men naar man erfarer, at saadanne gnavede Knok-
ler forekomme i alle Dybder af Laget, og at neppe en eneste
af de lange Fugleknokler har undgaaet Afgnavningen, og man
fremdeles af det om Sålager—, Gudumlund- og Kattingemåddingerne
Meddelte seer, at det samme regelmæssigen er Tilfældet paa de
andre Steder, hvor Urfolkene have staaet, saa maae nådvendigvis
221
"de knokkelædende Dyr antages paa alle Steder og til alle Tider
at have været om Beboerne eller ledsaget disse, med andre Ord:
antages at have været tæmme Hunde. Naar vi i vore foregaaende
Beretninger have anseet det ikke blot for rimeligt eller for fore-
låbigen bevist, at Urfolkene vare i Besiddelse af tamme Hunde,
fordi Cranier af Hunde, som ikke kunde tilhåre nogen af Landets
vilde Hundearter og som stemme væsentligen overens med Cra-
nierne af visse tamme Hunderacer, ere baade enkelte Gange
fundne i Urfolkenes Familiebegravelser, Stenkamrene, og i den
senere Tid i deres Kjåkkenmåddinger, saa have mu de ovenan-
fårte Forhold ved Knoklerne hævet denne Antagelse til en saadan
Grad af Vished, at man ikke let ad nogen anden Vei skulde være
kommen til et saa sikkert Resultat angaaende dette for Opfattel-
sen af Urfolkenes hele Culturtilstand vigtige Punkt.
De i denne Mådding talrigen indsamlede Fiskeknokler, tilhåre
saa udelukkende en lille Flynderart, at der neppe bliver io Pro-
cent af Knokler tihårende andre Fisk, saasom Smaatorsken, Aalen,
Hornfisken og Pighaien.
Hvad der er indsamlet af Fosterknokler, eller Knokler af
meget unge Dyr, af de dræbte Raabukkepander med de paasid-
dende Takker 0. s. v., er allerede saa betydeligt, at mange Oplys-
ninger om Aarstiderne, da Dyrene ere dræbte, deraf kunne fremgaae,
og vi altsaa ad denne Vei virkelig have Udsigt til, at kunne skyde
vore Slutninger om Urfolkenes hele Liv et langt Stykke fremad,
naar kun Indsamlingen kan blive tilstrækkelig rigelig. Imod For-
ventning viser det sig, at Knoklerne af Fostre og meget unge
Dyr snarest ville lede os til bestemt Vished om, hvorvidt de Ste-
der, Kjokkenmåddingerne udpege som Urfolkenes Opholdssteder,
have været beboede af disse hele Aaret rundt eller kun til enkelte
Tider af Aaret. De endnu enkeltstaaende. bestemte Kjendsgjernin-
ger, som Knoklerne i den Henseende have givet, ville i dette
korte Overblik ikke have deres passende Plads, men ville blive
optagne i vor udfårligere Skildring af Kjåkkenmåddingen ved Ha-
velse; deri haabe vi ogsaa til Oplysning af de hos os fundne For-
hold at kunne optage de Sammenligningspunkter, som slige, fra endnu
222
vilde Stammer, hidrårende Opdyngninger frembyde 'i' rigelige
Exempler. Sammesteds kan ogsaa fårst udfårligere betegnes de
mange Overensstemmelser, som Knoklerne i disse Opdyngninger
have med Knoklerne i de saakaldte Knokkelhuler, i hvilke det
heller ikke mangler paa mangfoldige Levninger, som blot kunne
hidrére fra Mennesket. %) |
Selskabet modtog:
Fra det Keiserlige Videnskabernes Selskab i Finland:
Acta societatis scientiarum Fennicæ. T. Tertii fasc. I. Helsing-
forsiæ 1849,
Fra The British Association:
The report of the British association for ihe advancement of
science for 1850. London 1851.
Fra Société Nationale des sc., de VPagric. & des arts de Lille:
Calalogue du Musée d'histoire naturelle de la ville de Lille. Ani-
maux invertébrés T. second. Lille 1850. |
Mémoires. de la Société Nationale des sc., de Vagric. & des arts
de Lille 1849. Lille 1850.
Fra Fyens Stifts literaire Selskab:
Aktstykker til Nordens Historie i Grevefeidens Tid. Af danske
og fremmede Archiver. Samlede og udgivne af Fyens Stifts
literaire Selskab. Odense 1851.
”) I den ethnographiske Section i Naturforskermådeti Stokholm 1851 foreviste Med-=
deleren de sånderslagne Knokler fra Måddingerne og sammenlignede dem med
Figurerne af de i Bucklands ,Reliquiæ Diluvianæ" afbildede Knokler, som ere
eller antages.at være knuste af Hyænerne, samt gjorde opmærksom paa, at
det var baade de samme Knokler, som Urindvaanerne og Hyænerne havde
ladet urårte, og den samme Maade, hvorpaa den stårste Del af Marvknoklerne
vare knuste. Da der nn i Knokkelhulerne ogsaa ofte findes Fugleknokler og
just af Lemmerne, og ikke sjelden Potteskaar og Flintflækker m. fl. Kunst-
produkter, turde Hyænerne maaskee ikke være de eneste, der havde indslæbt
de talrige Dyrelevninger i Hulerne.
223
FBEFØNKEver; Thermometer i Skygge
nd reduceret tl 0? Reaumur. T ad Er
243 mod Nord. & Windens
= ng 21 Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2F04 un- møingd Retning
” = |g9Form. |Middag.| + Efter- Jorden. | åer dagl. sneen 4 Gange i Dågnet,
. 8-| middag. | Middel | onen. | "Vande. ' 3
ddags ir, .0949| 7, Form. |2Eferm. | ftiddet. | migdel.
1 239, 9,35 339,/:19 | 338,59 Å 17706 1374 2095 1198 1329 NW. N. NNO. NNW. É
2 3%, 35 | 37,.25| 36, 89) 16,96 16,3 20.3 12,1 14,2 NNW. NNW. NO. NO. | Middeltemperatur.
3 36, 64 | 36, 53| 36, 34 | 15,73 16,2 19,0 12,4 14,7 Sule, NW. 0. 0S0. 1851 45 A
A 35, 95 | 35, 71) 35, 18 14,66 12,3 19,0 12,7 14,5 0. ONO. NNO. NNO. si:
5 35, 63 | 35, 54 | 35, 224 12,04 11,9 13,9 12,8 14,3 Å Regn 1 Tim,” Stille. NNW.sw. WwW. | ,1—10 1278 13988
6 SA, 23 | ” 34, 83 | "33,77 40,36 9,4 11,7 12,7 12/8 | Regn 6 —+ 5,95 f sw. wsw.sw. wnw. | 11—21 12,68" 14,16
7 34, 94 | "35, 10| 35, 0Of 11,21 10,3 14,4 12,5 12,0 Å Regn 4 — 0,56 | w. Nw NwW. Nw. | 22—31 13,8 15,01
8 33, 09 | 32, 52| 31, 5881 11,01 9,4 12,7 3%; 11,8 Å Regn 12 — 4,11 | wsw.wsw.wsw sw. | 1—31 13,08 14,35
9 30, 16 30,07 1 30,742 8,56 8,6 10,0 12 1 10,8 Å Regn 54 —— Hagel 0,54 fk WAW WNW. W. W.
10 | 32, 62 | 32, 87| 33, 29 | . 10,23 89 | 12,7 11,7 10,4 | Regn 5 — wW. WSW. WSW. W.
11 34, 8&6 | 35, 8&6| 36, 04 9,21 9,1 12,0 11,5 10,6 Å Regn 3 —- Byger0,d1 f W. W. WNW. NW. Maanedl.
12 36, OU | 35, 80| 35, 564 11,14 8,9 14,2 11,3 106 fRezn 4 — NwW. W OWNW. WNW., Vandmængde
13 | 34, 02 | 33, 75| 33, 64 12,63 | 11.1 | 16,3 11,2 31,2 | Bega då — 0,11 kb owsw.wsw SW.wnWw. p
14 33, 28 | 32, 93.| 32, 294 15,01 13,3 18,9 11,3 11,3 Å Regn 6 — 0,63 | w. sw, SSW. S. 1851 39 Aar.
15 32, 04 | 32, 09! 32. 44) 13,39 12,5 16,2 11,6 113 : SW. SSW. SSW. SSW. | 20,29 Par. L. 27,11 Par. L.
16 34, : 34, 391 34,- 58 12,3: 11,5 15,7 11,8 11,8 å Regn 14 — 1,29 I ssW. WSW. SSW. S.
17 35. 32 35, 55 35, 74 13.09 12,2 15,9 12,0 115 S0. SSO. SSO. SSO.
18 35, 72 | 35, 67| 35, 23) 12,68 11,8 14,2 121 12,0 SW. WNW.-OS0. OSO. "
19 35, &8 | 36, 53| 37, 144 11,81 11,1 14,5 12,1 11,1 NW. /NW. NW. W. Vindforhold
20 , 70 | 38, 64| 38, 11) - 15,16 12,8 18,2 12,1 11,5 Å Regn 103 —> 1,62 | sw. SW SSW. SSO. iz
21 36, 53 | 36, 31! 36, 354 13,04 12,1 16,7 12,2 12,1 Å Regn" 35 — Bygerv,80 | SSO. S. S. SW. 1851 50 Aar.
22 fj. 306, 74 |. 36, 57| 36, 64) 13,28 12,5 16,0 12,2 12,0 SW... SW. W. wW. Rs BAR ed
23 37 00 ft 36, 85 36, 05 11,11 10,6 14,3 12,2 11,5 WNW.WNW, WNW.WSW.I 0. 0/06 0,07
24 33;—57—|—33,;738 32797 11,09 10,7 12,2 12,1 11,6 Å Ren 3 — 2m Ås. so ss0. s0 få 50 0,09 0.07
25 31 71 | 31, ?7| 31, 88 14,03 13,2 16,1 12,0 11,9 Å Regn 22 — 1/35 | sso. sso. sw. sw ås. 0,16 0,12
26…… H.. 32,29. 132,52. 132, "gå 114,30 + 42,8 +" 17,5 12,1 12,6 S. SSW. SSW. SSW. | sw. om — 0,16
27 34, 49 |" 34, 861 35, 59 12,48 12,3 14,1 12 12,2 Stille, AW. NW WNW. | w. 023 025
28 38, 13 | 38, 214 38, 304 13,94 11,0 47,2 12,2 11,7 ” W. WSW. WSW. SW. I nw. 0,17 0,19
29 4 38, 35 |. 38,154 37,714 - 14,93 14,2 18,2 12,3 12,4 SW. SSW, SSW. S. ile ;
30 37, 34 | 37, 42 | 37, 30) 16,43 13,9 20,5 12,4 12,8 SO. SO. SSO. S.
31 27,…24 | 36. 98) 36, Of 16,51 13,5 19,5 12,7 13.4 05-08 0. So.
224
Barometer, Thermometer i Skygge
eaumur,
= t= reduceret til 04 Rea mod Nord. Regn, Vindens
> 19 træner f… 22 Fod over Jordem. | 2 Fod i | 2 Fod un- | Snee &e. Retning
= ; s i dd der dagl. Å Gan e i Do t
<« sa 19 Form. Middag. |, > middel . . Jorden, Vanåk ge i gnet.
niddag. dare HØes0 7 Form | 2 Efterm. Middel. Midddn (0,12 +) ;
1 |1334,"89' | 334,/492 | 334,77? Å 13965 1491 1593 1299 13"3 | Regn 7 Tim, Tord. 4,41 å SO. SO. S0; ”S. | Middeltemperatur.
2 5, 88 |! 36, 15 | 36, 86 13,17 13,6 15,3 13,0 13,0 Regn 1 — 0,07 w w. NNW. NW. 1851 45
3 | 38, 67 |. 38, 71 | 38, 48 | 14,2 12,8 17,2 12,8 13.2 … Å WNW. NW. SW. SW, Aar
4 37, 62 |:37,61 |- 37%, 50 15,55 14,6 20,3 12,8 13,4 Regn 1 — Tord. 1,64 I Sw. SW. WSW., NW. 1—10 " 14938. 14955
5 39, 54 | 39, 79 |. 39,7 78 13,43 12,4 16,8. 12,8 13,1 W. WNW. NW. N. f11—21 13,73 . 14,03
6 Ai, 14 |! 44, 12 | 40, 80 14,15 + 13,0 18,1 12,8 13,7 N. 0. 0. S> f 22—31- 12,41 12,97
7 41, 0) | 40, 836 | 40, 40 4 15,32 13,1 19,2 12,8 13,9 SW. NW. NO. NNO. 1—31 13,51 13,86
8 40, 10! 39, 87 1 39, 14 14,95. |. 13,0 19,4 12,8 14,1 NNO. ONO: SSO. SSW.
9 37, 47 | 37, 211 36,7 53 14,88 11,6 19,5 12,9 14,9 SSW. NW..'S0. SW.
98 00 [: 39 729 36” 41 14,45 12,8 18,1 13,0 14,6 W. WNW. NW. N.
37, % | 38, 02 | 38, 134 13,0 | - 11,6 17.5 129, | 13,7 NO. S. WNW, WNW. Maaned
39, 16 | 39, 351 39%, 32) 12,90 10,7 17,0 12,8 (3,6 Stille, WNW. NW. ONO. Vandmængde.
A0, 31 | 40, 12 | 39, 48 14,62 12,9 17,8 12,7 13,8 ONO. S0. S0. SO. 1851 TØR
37, 04 | 36, 68 | 36, 98 15,78 14,1 18,3 12,8 13,9 Regn 12 — 1,05 I SO sS0. S0. SSW. j 5
35, 77 | 35, 66 %%".13 15,32 13.9 18,9 13,0 13,7 Regn 3å — 0,27 å ssw. w ssw. sw, J12,38Par.Lin. 30,26 Par..L.
36, 20 | 36, 58 | 36, 65 13 13 12,3 15,8 13,0 13,9 Regn 1 — 0,69 I sw. wW. WNW. WNW.,
37, 00 | 36,.90 + 36, 8284 12,00 11,0 14.7 13,0 13,3 Regn 1 — Howe was > NWUNW;
36, 75 36, 75 k; D, 75 4 ,30 11,/ i. 16,4 12,8 13,9 dd N. 0. NO. So,
4%, 01 V 447 21 |. 4177 37 11,87 10,2 15,6 12,7 13,2 SO. ONO: NO. NNO. Vindforhold
41, 14 |. 40, 44 + 40, 49 13,78 12,3 16,0 12,6 13,0 Regn "49 — W SSW," SSW. SS: .
38, 59 | 38 20 | 37, 61 14,67 11,7 18,0 12,6 13,1 SW. WAW. WNW.SSW. Br v dd EL 2
N.—0; 0,06
35, 98| 36, 02 |! 36, 00 15,23 14,3 18,8 12,8 139 SSW. WSW, WSW.NW "NO. 0,07 0.05
36," 15 | 35,' 90") 35, 27 15,87 12,7 19,8 12,9 13,1 W "WSW. SW. sw. 0. 0,04 0,08
35;—35"|- 35,44 | 357798 13,63 12,8 17,3 13,0 13,5 Regn — 0,20 I ssw. W. w. WNW. å S0. 0,10 0,09
31, 50 434, 56 |. 34, 77 13,70. 14,0 455 13,0 13,3 Regn 1 — 0,148. 8 SW. NW.IS 0,10 0,12
37,582. 88,202: 37,199 12,12 10,1 14,9 12,9 12,1 Regn 2 —? 1,61 | w. WNW.… WNWwW. w. | SW. 0.20 0,18
35, 08 1/33," 28 | 33;-,45 11.88 10,0 14,9 12,7 12,2 Regn. 2. — 0,36 H.S. SW W. WSW. Ww,-— 0/98 0,25
32, 12.131;;543 |: 30/13 10,65 11,0 12,7 12,5 11,4 Regn 1 — 0,95 kf WSW.SW.WSW-NNO. å Nw. 0,18 0,17
30, 45 | 30, 82 | 31, 74 10 22 8,3 13,2 12,2 11,5 Regn — 0,19 å NW. WSW. NW. W,
33, 22. 1.337,63 |.33,… 98 10.95 8,2 13,9 12,1 11,4 Regn 3 — 0,80 f. Wsw. ”wSsWwW. W.' N.
36, 02" 36," 36 1… 36, 95 10,25 9,6 12,7 11,9 14,1 WNW. W. NW. NNW
%) hører til Jul 31.
Oversigt
over det
Kongelige danske Videnskabernes as
Forhandlinger
Be.
dets Medlemmers Arbeider
i Aaret 1851.
; Af
Etatsraad, Professor. &&. Forchhammer,
Ridder af Dannebrogen, Selskabets Secretair.
NT. &.
Mådet den 5'e December.
—— mare
Etatsraaad Wegener "læste nogle biographiske Meddelelser til
Minde: om. Selskabets afdåde Medlem. Conferentsraad: Engelstoft,
som ville blive meddelte i'Nr, 4 for Januar 1852.
Selskabet. valgte dernæst Professor i Philologien ved Kjoåben=
havns Universitet, 1. L. Ussing, til Medlem af sin historiske Klasse.
»Mådet den 19 December.
——
Professor Olufsen forelæste fålgende blog renees Antegnelser
over Conferentsraad Schumacher :
— SER
æ
226
Heinrich Christian Schumacher, Son af Amtmand og Kammer-
herre Andreas Schumacher, Broder til Capitain og Chef for Raket-
corpset Andreas Anton Frederik Schumacher, er fådt i den hol-
steenske Flekke Bramstedt, hvor hans Fader levede som Amtmand
over Segeberg Amt, efterat han ved det Struenseeske Ministeriums
Fald havde mistet sin tidligere Stilling som Cabinetssecretair hos
Kong Christian den Syvende. H. C. Schumacher, der altsaa til-
. bragte sine fårste Aar deels i Bramstedt, deels i Segeberg, hvor-
hen Amtshuset sénere flyttedes, mistede allerede i det tiende Aar
sin Fader, men har dog udentvivl endog langt henne paa sit Livs
Bane kunnet spore Virkningerne af den faderlige Forsorg. Lige-
som nemlig Amtmand Schumacher i Betragtning af sit svagelige
Helbred tidlig havde ladet .sig det være magtipaaliggende at over-
give sine Séonners Underviisning til en samvittighedsfuld og dygtig
Mand, den ved sin Topographie over Slesvig og Holsteen bekjendte
Pastor Dårfer, saaledes berettes det ogsaa, at han i Følelsen af,
at han snart skulde bortkaldes fra sin Familie, havde anbefalet sine
Sønner til Kronprindsens, senere.Kong Frederik den Sjettes Naade.
At Dorfer fuldkommen har svaret til den Tillid, der vistes ham,
derom lade vor Schumachers senere Taknemmelighedsyttringer mod
denne Mand ingen Tyiyl, og dette Forhold kan 'saaledes antages
at have givet Anledning til, at da Dårfer omtrent samtidigt med
Amtmand Schumachers Dåd i Aaret 1790 erholdt Ansættelse ved
en Kirke i Altona, besluttede Fru Schumacher "at tage Bopæl i
denne By, og lade sine Sånner besåge det derværende Gymnasium.
De Efterretninger man har om denne Periode af vor Schumachers
Liv, ere vel ikke mange, men vidne om, at de samme Interesser,
der senere bleve de fremherskende, allerede tidlig have yltret sig.
Man erfarer saaledes, at han allerede som Discipel paa Gymnasiet
har fålt sig tiltrukken af de classiske Skribenter i en for hans
Alder usædvanlig Grad, og at han ved ivrigt Selvstudium sågte at
raade Bod paa den sandsynligviis noget, ufuldstændige Underviis-
ning i Mathematik og Astronomie, ligesom at han endvidere, hvad
. Astronomien angaaer, ikke fandt sig tilfredsstillet ved - en blot
theoretisk Kundskab, men i. sine Fritimer forfærdigede astrono-
miske Instrumenter, og selv anstillede. lagttagelser, "Men "med
227
Beretningen herom erfarer man tillige, at hans Helbred allerede
den Gang var saa svageligt, at man undertiden havde alvorlige
Bekymringer over hans Tilstand, og oftere foranledigedes til at
lade ham afbryde sine Studeringer paa længere Tid. Efterat han
havde forladt Gymnasiet, blev det forelåbig ikke Astronomien, som
han valgte til sit Hovedfag, men han besluttede efter sine For-
mynderes Raad at lægge sig efter Retsvidenskaben, - og studerte
nu. først -i denne Hensigt flere Aar ved Universiteterne i Kiel og
Gåttingen, tilbragte dernæst nogen Tid hos en anseet Familie iv
Liefland som Huuslærer, og optraadte derpaa, formodentlig omtrent
si Aaret 1805, som Docent ved det juridiske Facultet i Dorpat. I
denne -Periode har han ogsaa forfattet tvende juridiske Afhandlin-
.ger, nemlig: dispunctionum juridicarum specimen (1805), og: de
Servis publicis populi romani (1806), hvilket sidste Skrift var en
”Inauguraldissertation, og tilegnedes hans gamle Lærer Dårfer.
Men uagtet han nu til dette Tidspunkt maa antages at have vundet
et Overblik -over de juridiske Discipliner, og det, efter hans egne
Yitringer, ikke heller har manglet ham paa Interesse for enkelte
af disse Discipliner, navnlig for Romerretten, fålte han sig dog
idet Hele ikke tilfredsstillet ved Retsvidenskaben, og da nu idv-
rigt hans” gamle Interesse for Astronomien netop i-Dorpat fik ny
Næring ved en venskabelig Forbindelse med den derværende astro-
nomiske Professor Pfaff, medens der til samme Tid i hans Fædre-
neland' aabnede sig Udsigt for ham til en med hans egentlige Til-
båielighed mere overeensstemmende Bane, fattede han' den Beslut-
ning at opgive sin Stilling i Dorpat, og vendte i Aaret 1807 tilbage
. stil Hjemmet. Her erholdt han strax et Stipendium, der satte ham
istand til. at opholde sig nogen Tid i Gåttingen for at studere
Astronomie -under Gaus's Veilédning, et Ophold, der, uden Hensyn
til .dets umiddelbare Frugter -for Schumachers astronomiske Dan-
nelse, maa ' betragtes som 'et vigtigt Moment i hans Liv, da det
gav Anledning til det Venskab, der hele hans fålgende Liv. knyt-
tede ham til. Tydsklands store Astronom.- 'Efterat have forladt
…Gåltingen tog; han; indtil videre "Ophold å Hamborg, hvor han.
beskjæftigede 'sig deels med Underviisning i Mathematik, deels med |
Oversættelsen af Carnots Værk: géometrie de position, medens
228
han idvrigt paa det derværende Observatorium, hvis Benyttelse ind=
rommedes ham af den ældre Repshold, begyndte en Række af lagt-
tagelser, der skulde tjene til Grundlag for en ny Stjernecatalog.
I: Aaret 1810 udnævntes han til overordentlig Professor ved Uni-
versitetet i Kjåbenhavn, men erholdt Tilladelse til forelåbig at
førtsætte sine i Hamborg begyndte Iagttagelser, og forblev saaledes
her indtil 1813, da han erholdt Tilbud om at overtage Bestyrelsen
af Observatoriet i Mannheim, og det af den danske Regjering tillo-
des håm at modtage dette Kald, dog med Forpligtelse til at vende
tilbage, naar hans Tjeneste blev nådvendig hjemme. Efter herved
at have vundet bestemte Udsigter for Fremtiden besluttede han sig
til at indtræde i ægteskabelig "Forbindelse, og ægtede Christine
Magdalene v. Schon, i hvem han for hele den fålgende Deel af
sin Livsbane fandt en trofast Ledsagerinde. Han overtog nu sit
Embede i Mannheim, men allerede 1815 indtraadte ved Bugges Dåd
det af Regjeringen forudseete Tilfælde, og Schumacher, som nu
udnævntes til ordentlig Professor ved "det Kjåbenhavnske Univer-
sitet, forlod altsaa Mannheim og tog til Kjåbenhavn, hvor hans
Virksomhed deelte sig imellem de Forelæsninger, som hans Em-
bede medfårte, og Bearbeidelsen af de i-Mannheim anstillede Iagt-
- tagelser, hvis Resultater han meddelte i den, som Program til
Universitetets Reformationsfest: 1816 benyttede Afhandling: "de
latitudine speculæ Mannheimensis. — Imidlertid blev Schumachers
Virksomhed ved Universitetet i Kjåbenhavn, som bekjendt, ikke af.
lang Varighed. Da nemlig Regjeringen i 1817 overdrog ham Ud- |
forelsen af en Gradmaaling, der skulde omfatte Buen imellem
Skagen og Lauenborg, og kort Tid derefter tillige Fuldendelsen
af de under Videnskabernes Selskabs Bestyrelse begyndte topogra-
phiske Opmaalinger af Slesvig og Holsteen;'saa gave disse Hverv
Anledning til, at han indtil videre fritoges for Forretninger som
Universitetslærer, og i den fålgende Tid meest kom til at opholde
sig i Altona, hvor der i Anledning af de omhandlede geodetiske
Arbeider desuden blev oprettet et astronomisk Observatorium.
Medens nu Schumacher deels traf Foranstaltninger til Udfo-
relsen af Gradmaalingen, deels som Bestyrer for det nye Obser-
vatorium drog Omsorg for, at denne Anstalt kom til at opfylde
229
sine Forpligtelser mod Astronomien, blev han ved disse Beskjæf-
ligelser ledet til et Foretageride, som udentivivl har havt en ikke
"ringe Indflydelse paa Videnskaben. -I Aaret 1820 begyndte han
nemlig Udgivelsen af' astronomiske Ephemerider efter en Plan,
som, om den end ikke var aldeles ny, dog ikke hidtil var gjen-
" nemfårt paa en hensigtssvarende Maade. Medens nemlig de astro-
nomiske Ephemerider tidligere kun tjente Astronomen til' at for-
berede sig til de Iagttagelser, han havde at anstille,- indrettedes de
Schumacherske Ephemerider saaledes, at de tillige gave Midler -
"ihænde til med den mindst mulige Tidsopoffrelse at beregne Iagt-
tagelsernes Resultater, og erholdt derved et Fortrin for de tidli-
gere Ephemerider, hvis Vigtighed ogsaa for Ikke-Astronomen
bliver indlysende, naar det erindres, at næsten enhver Observa-
tion, forend' den bliver anvendelig i Theorien, maa underkastes en
foreldbig Beregning eller saakaldet Reduction, og at det Arbeide,.
der saaledes ligger imellem Iagttagelsen og dens Anvendelse, er
saa betydeligt, at stårre lagttagelsesrækker have henligget ubenyt-
tede i længere Tid, fordi Kræfterne ikke vare tilstrækkelige til- deres
Reduclion.. Ved Udgivelsen af disse Ephemerider, der fortsattes
indtil 1829, da det Berlinske Academies astronomiske Kalender
optog det samme Princip, har Schumacher altsaa ikke alene Æren
"af at have. taget. Initiativet til en Forholdsregel, der nødvendig
maa have de bedste Fålger for Astronomiens Udvikling i Almin-
delighed, men har udentvivl tillige virket betydeligt. til en hurtig
Indførelse i Astronomien af de Resultater, hvormed den, beråmte
" Bessel i den her omhandlede Periode berigede Videnskaben.
Havde Schumacher nu ved dette Foretagende vundet Adkomst
"til -Astronomernes Taknemmelighed, saa blev dette endnu i håiere
Grad Tilfældet ved en anden Virksomhed, som han omtrent til
samme Tid begyndte, nemlig ved Udgivelsen af hans beråmte
"»Åstronomische Nachrichten, af hvilke det fårste Nummer udkom
i 1823. Ved at stifte dette Tidsskrift var det Schumachers Hensigt
at skaffe Astronomerne Leilighed til Bekjendtgjårelsen af saadanne
"Observationer og Efterretninger, der, enten paa Grund af deres
mindre Omfang, eller: fordi de udfordrede en hurtig Meddelelse,
især syntes at egne sig til at finde Plads i en Journal; hvis
enkelte Afsnit i Stårrelse ikke overskred Maalet af de sædvanlige
Tidender: en Idee, der, som bekjendt, i den Grad fandt de Ved-
kommendes Bifald, at det ikke alene blev Schumacher muligt at
udgive denne Journal uden nogensomhelst Afbrydelse, men at han
ogsaa oplevede at see den benyttet søm Meddelelsesmiddel for
Astronomer af alle Nationer. Kan nu end dette, for Astronomien
ligesaa heldige, som i Journalistikens Historie mærkelige Resultat
maaskee tildeels forklares derved, åt der, da Schumacher begyndte
denne Virksomhed, ikke gaves noget andet Organ for Meddelelser
af den anfårte Art, der kunde frembyde nogen betydelig Concur-
rence, ligesom ogsaa derved, at de Principer for "den praktiske
Astronomie, til hvilke Schumacher havde sluttet sig, efterhaanden
vandt en almindeligere Indgang, saa er det dog ligesaa sikkert,
som det ved flere Leiligheder og paa flere Maader er blevet
anerkjendt, at Schumachers personlige Egenskaber i denne Hen-
seende have udåvet en alle andre Omstændigheder overveiende
Indflydelse. Medens nemlig Schumacher baade ved det Overblik,
han havde over sin Videnskab, og ved den Lethed, hvormed han
salte sig ind i enhver åf dens enkelte Dele, blev istand til med
Sikkerhed at udåve den Kritik, som Redactionen paalagde ham, og
medens hans fine Fålelse stedse lod ham finde den meest passende
Form for denne Kritik, var idvrigt hans Charakteer saa praktisk,
at han ikke kunde finde sig tilfredsstillet ved at forholde sig paa
en blot negativ Maade med Hensyn til de mindre" fuldkomne
Arbeider, men stedse fålte en Drift til at afhjelpe Manglerne,.… og
overhovedet til at fremme enhver. Bestræbelse, om hvilken han
antog, at den med behårig Underståttelse kunde komme til at
bringe Videnskaben nyttige Frugter. Det er udentvivl denne Ten-
dents, der har havt den afgjérende Indflydelse med Hensyn til det
Forhold, hvori han selv, og derved ogsaa hans Journal kom til at
staae til Astronomerne. Thi den fra ham udgaaende Impuls fik
naturligviis ikke blot den Virkning at tilføre ,Astronomische Nach-
richten£ Arbeider, som i Mangel af denne Impuls vilde være ude=
blevne, men den havde ogsaa tilfålge, at han selv efterhaanden af
Astronomerne blev betragtet som Den, til hvem de i mådende Til=
fælde med Tillid kunde henvende sig om Raad og Bistand, og
231
Schumacher vår nu ogsaa aldeles den Mand, der kunde og vilde
tage imod Cøonseqveniserne af en saadan Slilling. Foruden at han
havde et betydeligt: Gebeet af Videnskaben, paa hvilket han var
saaledes hjemme, at hans Raad maatte være af Vægt, selv for den
meest erfarne Astronom, stod han tillige i den nåieste Forbindelse
med flere af sin Tids fårste Astronomer, navnlig Gauss, Olbers og
Bessel, og det blev ham saaledes stedse muligt, selv i Materier, til
hvis "Gjennemgranskning han "ikke havde fundet tilstrækkelig Lei-
lighed, at tilveiebringe de bedste Oplysninger, som Videnskabens
Standpunkt tillod. Paa den gode Villie til at give enhver Bistand,
der stod i hans Magt, lod han det aldrig mangle. Hvad enten det
kun gjaldt om åt tilvejebringe en Oplysning, der var af Vigtighed
for en Undersøgelse, veller.det kom an paa at udvirke Underståt-
telse af en Regjering eller lærd Selskab for et eller andet Astro-
nomien 'berårende Foretagende, stedse turde den, der henvendte
sig til Schumacher, med Sikkerhed regne paa i.ham at finde den
beredvilligste, hurtigste og paalideligste Mellemmand. Men med
"denne Velvillie forbandt Schumacher ogsaa andre Egenskaber, der
paa Grund af særegne Omstændigheder fik en betydelig Indflydelse
lil at befæste og udvide hans astronomiske Forbindelser. De For-
anstaltninger, som den danske Regjerings Liberalitet havde tilladt
ham at træffe i Anledning af Gradmaalingen, vare saa overordent-
lige, at neppe nogen Astronom, som havde Leilighed til at tage
dem i Qiesyn, undlod dette, og maar nu hans' Correspondenier
kom til Altona; da var der vel Ingen, der jo overraskedes saavel
ved den Rigdom af Apparater, der her fandtes, som ved den Hen-
sigtsmæssighed og Smagfuldhed, der råbede sig i alle Indretnin-
"ger, men del, som meest tiltrak' sig Opmærksomheden og fængs-
lede, var dog stedse selve Schumachers Personlighed. Hvor hyp-
” pige disse Besåg end bleve, lod Schumacher sig ikke let "afholde
fra at indbyde den Fremmede til at tage Bopæl hos sig, og fandt
drods Mængden af de Forretninger, som hans udstrakte Brevvex-
ling paalagde ham, stedse Tid til at skjænke Gjæsten sit Selskab,
og med dette da ogsaa en Underholdning, som, jo længere den
kunde nydes, desto mere aabenbarede saavel hans sjeldne Aands-
gaver som hans mangesidige Dannelse, og sikkert paa de Fleste,
kk ÆR
der fik. Leilighed til et sligt Ophold, har gjort det Indtryk, at,
hvilken Bane Schumacher end-havde valgt sig, vilde han dog stedse
være kommen til at spille en overordnet Rolle. Thi Schumacher
var ikke alene den beråmte Astronom; ligesom Omstændighederne
havde bragt ham til at gjennemgaae den juridiske Skole, saaledes
havde egen Drift fårt ham -frem i flere andre Retninger. Han var
en grundig Kjender af den classiske Philologie, var vel. bevandret
i den nyere Literatur, talte og skrev de vigtigste Sprog" med
sjelden Lethed, var en correct Tegner, og med disse og flere
andre Kundskaber og Færdigheder forbandt han en levende Skjon-
" heédssands, som sporedes overalt hvor han kunde udåve nogen
Indflydelse paa Formen, som gav hans Stiil Elegants, hans Tegning
Smagfuldhed, hans Haandskrift Ziirlighed, som ikke alene aaben-
barede sig i hans Observatorium, men i hans huuslige Indretnin-
ger, ja næsten i enhver Gjenstand, hvoraf han i det daglige Liv
betjente sig, og gav hans Holdning en Fiinhed og Værdighed,- som
i Forbindelse med hans kloge Oie og skarpt prægede Ansigtstræk
uvilkaarligt fremkaldte Forestillingen om en baade ved Evner og
Livsstilling udmærket Mand. Og lægger man nu hertil, at han
under sin Betragtning af Verdensbygningen ingenlunde havde for-
glemt at iagttage Menneskene, at han meget vel vidste, hvorledes
der kunde indvirkes paa de forskjellige Characterer, og at det
ikke kunde stemme med én saa praktisk Natur, at lade en 'sslig
Kundskab ubenyttet, saa vil det forstaaes, at den Tiltrækning, som
Schumacher udåvede, langtfra at tabe sig ved det personlige
Bekjendtskab, meget mere, i Lighed med enhver ægte Naturkraft,
vandt i Styrke jo nærmere man kom dens Udspring.
| Ligesom Schumacher ved det her omhandlede Tidsskrift skaf-
fede Astronomerne en beqvem Leilighed til Meddelelser af mindre
Omfang, saaledes -sågte han ogsaa at lette dem Bekjendtgjårelsen
af storre Arbeider ved Udgivelsen af »astronomische Abhandlun-
gen”, af hvilket Værk der dog kun udkom tre, men indholdsrige
Hefter, Iåvrigt udgav han tvende periodiske Værker, nemlig fra |
1822—1838 nautiske Ephemerider, og fra 1836—1844 hans
»astronomisches JahrbuchY, der nærmest var beregnet paa ved
Hjelp af en populær Fremstilling at udbrede astronomisk Kundskab
m….. 3
. den videre Kreds, men ogsaa- indeholdt flere Meddelelser, der
"havde Interesse for den egentlige Astronom. "Over særskilte Æm-
ner' har han i Aaret 1825 bekjendtgjort: ,Journal of observations
at Helgoland, som indeholder en Anvendelse af den Besselske
Methode til Bestemmelse af Polhéiden, og i Aaret 1827, som
Lykåskningsskrift til Statsminister Mallings halvtredsindstyveaarige
Jubilæum, Afhandlingen : yde latidudine speculæ Havniensis%, hvori
han ogsaa meddeelte nogle af sine egne til denne Bestemmelse
sigtende Iagttagelser. Endelig udgav han i 1842: ,,Observationes
cometæ anni 1585 Uraniburgi habitæ”, — Hvad hans praktiske
Arbeider angaaer bliver at bemærke, at han i Anledning af
de i det. danske Maal- og Vægtsystem paatænkte Forandringer
har beskjæftiget sig meget med en Sammenligning af de vigtigste
lovbestemte Vægteenheder, hvorom han har meddeelt Noget i
Philos. Transact. for Aaret 1836, samt i Jahresbericht fir 1837—
1839 "der .hamburgischen Gesellschaft zur Verbreitung mathema-
tischer Kenmtinisse, ligesom ogsaa, at han i 1830 paa Gaarden
Gyldensteen i Fyen har foretaget en Bestemmelse af Secundpen-
dulets Længde,” af hvilken Bestemmelse Resultaterne dog endnu
ikke ere bekjendtgjorte. Vigtigere end disse Undersøgelser blive
" åmidlertid hans geodetiske Arbeider, der, hvorvel de ikke kunde
tilendebringes i det Omfang, som han selv fra Begyndelsen havde
haabet, dog have givet ham Leilighed til at erhverve sig væsent-
lige Fortjenester af Geodesien Dei er saaledes Schumacher, hvem
Æren tilkommer for fårst at have givet et Exempel paa den chro-
nometriske - Bestemmelse af tvende Observatoriers Længdeforskjel,
der hævede den Tvivl, som tidligere fandt Sted med Hensyn til
Tilstrækkeligheden af denne Methode i Tilfælde, hvor man ånskede
at opnaae den håieste Nåiagtighed. — Hans Opmaaling af Gradmaa-
lingens Grundlinie, om hvilken han har givet en detailleret Beret-
" ningi Skriftet: Schreiben anHerrn Dr. Olbers' 1821, var et Mesterværk,
"der ikke alene formedelst Sindrigheden af de anvendte Methoder strax
blev beundret af de Sagkyndige, f. Ex. den dette Foretagende
overværende Gauss, men ogsaa ved senere Opmaalinger, navnlig
den af' Gerling udførte baierske Grådmaaling, hvad den virkelig
" opnaaede Noiagtighed angaaer, har fundet en sjelden Stadfæstelse. —
234 i
Med Hensyn til Bestemmelsen af de ved geodetiske Operationer
forekommende horizontale Vinkler har Schumacher Æren af at
have givet Ideen til ef Apparat, der af Bessel ansaaes for saa for.-
trinligt, at han anvendte dette Instrument til Bestemmelsen af de
vigtigste Vinkler ved den preussiske Gradmaaling. -— Tages Hensyn
til, at Oiemedet for enhver Gradmaaling er Bestemmelsen af Jor-
dens Axeforhold, da har Schumacher som Bestyrer af den danske
Gradmaaling den Fortjeneste at have fuldendt, vel ikke hele Ope-
rationen efter dens oprindelige Plan, men dog saa stor en. Deel
af samme, nemlig Buen imellem Lauenborg og Lysabbel, at den
danske Gradmaling virkelig har givet et, efter Bessels Mening
værdifuldt Bidrag til den Bestemmelse af Jordens Figur,. som nu,
ifålge denne Astronoms Undersågelse om Resultaterne af samt-
lige Gradmaalinger, maa ansees for den sandsynligste. — Endelig
have de under Schumachers Bestyrelse foretagne topographiske
Opmaalinger givet et Bidrag til Holsteens Topographie, "som rig-
tignok hidtil er forblevet ubenyttet, men dog, naar. der er Spérgs-
maal om, hvad Schumacher har udrettet som Geodet, saameget
mindre bår forbigaaes med Taushed, da det netop er disse Arbei-
der, der kunne antages at have givet Anledning til, at den egeni-
lige Gradmaaling ikke fik det Omfang, som fårst var paatænkt.
Da Schumacher nemlig kort Tid efter Gradmaalingens Begyndelse
modtog det Hverv at udarbeide Kort over Slesvig og Holsteen,
synes det, at han ved en Stræben efter ogsaa i dette Foretagende
at opnaae en usædvanlig Néiagtighed har ladet sig forlede til- at
iværksæite de topographiske Opmaalinger efter en Plan, der var
saa stor, at det ikke blev ham muligt til samme Tid at fortsætte
Gradmaalingen. De herhen - hørende Arbeider afbrådes altsaa, og
stilledes i Bero indtil Aaret 1840, da Armeens Generalstab sattes
istand til at; overtage Bestyrelsen af hele Landets Kortvæsen.
Schumacher optog nu vel Gradmaalingen paa ny, men dersom han
ogsaa endnu havde bevaret sin. tidligere Interesse for dette Fore-
tagende, hvad der imidlertid ikke er ganske sandsynligt, saa havde
Omstændighederne dog forandret sig paa en Maade, der just ikke
lovede Sagen nogen hurtig Fremgang. Schumacher. var nu ikke .
alené ældre og svageligere, men ogsaa ved Redaclionen af,Astro-
235
nomische Nachrichten% langt mere bebyrdet med Forretninger, end
tidligere, og naar han ved Generalstabens Overtagelse af Kort-
” væsenet paa den ene Side fritøges for et besværligt Hverv, saa
medfårie paa den anden Side den stårre Sparsommelighed, der fra
nu af gjorde sig gjeldende i Finantsbestyrelsen, betydelige Ind-
skrænkninger af de Midler, som sattes til hans Raadighed. Disse
Indskrænkninger maatte allerede i og for sig kun være lidet beha-
gelige for en Mand., der hele sit Liv igjennem havde været vant
til hos Regjeringen at måde den meest ubegrændsede Liberalitet,
og; de virkede udentvivl saa meget mere nedstemmende paa
ham, da de indtraadte i en Periode, hvor Alt omkring ham
begyndte at antage et mårkere Udseende. " Hans ældre Venner
borikaldtes efterhaanden, Olbers i Aaret 1840, Bessel et Par
Aar derefter; Dåden trængte endog ind i hans egen Familie,
og bortrev hans ældste Sån, han selv angrebes flere Gange af
farlige og langvarige Sygdomme. Derpaa kom Aaret 1848, hvis
Bevægelser ikke alene standsede hans Arbeider, men ogsaa salte
ham'selv i en håist vanskelig Stilling. Schumacher forholdt sig
ligeoverfor disse Begivenheder med den Værdighed, der kunde
ventes af en Mand, som med en klar Aands naturlige Uvillie imod
enhver voldsom Forandring af den bestaaende Orden forbandt en
levende Taåknemmelighed for de Velgjerninger, som han i bedre
Dage havde modtaget af ivende danske Konger; men han rystedes
dybt, og da endelig den Tid kom, der syntes at skulle ende. For-
virringen, da var ogsaa hans Kraft udtéåmt, og han nedsank paa
det Sygeleie, hvor han hensov den 28de, Decbr. 1850.
Ligesom Scbumachers Liv har været rigt paa Virksomhed,
saaledes har det ogsaa været rigt paa den udvortes Hæder, som
Anerkjendelsen af hans Virksomhed kunde bringe ham: Af Fre-
derik den Sjette optagen i Dannebrogsørdenen 1811 hævedes han
ved den kongelige Naade stedse håiere, indtil han af Christian den
Oitende i 1847 udnævntes til.Storkors af. Dannebrog, og modtog
i Mellemtiden af disse Forfremmelser desuden fra flere udenlandske
Regjeringer de Udmærkelsestegn, hvormed de pleie at hædre
sjelden videnskabelig Fortjeneste. Ogsaa de lærde Samfund lode
sig det være magtpaaliggende at vise ham deres Håiagtelse, og
236
han var saaledes efterhaanden bleven Medlem af alle betydeligere
Academier og Videnskabsselskaber. Men Schumachers Liv maa
ogsaa have været rigt paa den indre Tilfredsstillelse, som. den
særegne Beskaffenhed af hans Virksomhed kunde berede ham.
Han, der stedse fandtes utrættelig, naar der var Leilighed til at
virke vækkende, opmuntrende og veiledende, oplevede at see sine
egne Disciple: Hansen, Clausen, Peters, A C Petersen efter-
haanden indtage en udmærket Plads iblandt Fagets Dyrkere. Vel-
villigt opoffrede han Meddyrkerne af sin Videnskab en Tid, som
han ikke manglede Evne til ogsaa at gjére frugtbringende paa
anden Maade, og de lénnede ham med en Hoiagtelse og Hengi-
venhed, der viste, at de forstode Værdien af.det Offer, han bragte.
Det er ogsaa denne Astronomernes Veneration for Schumacher,
der har bragt ham den sidste, men udentvivl ogsaa meest betyd-
mingsfulde Hyldest, han i sit, paa Hædersbeviisninger af enhver
Årt saa rige Liv har havt Leilighed til at modtage, den, der
bragtes ham, da han staaende ved Enden af sin Bane syntes truet
af de politiske Begivenheder, og Videnskabens Ypperste forenede
sig til at anmode Magthaverne om Beskyttelse for hans stille Virk-
somhed. Endnu en Gang udtalte den samme Fålelse sig med ikke
mindre Styrke; men Stemmen naaede ham ikke mere. Det var
den Gang, da Budskabet om hans Dåd efterhaanden udbredte sig,
selv til de fjerneste Egne, og overalt forkyndte et Tab, hvilket
Ingen, der stod i Forbindelse med ham, venter at faae erstattet.
-
Istedetfor Biskop Engelstoft, der forlader Kjåbenhavn, valgte
Selskabet Prof. .P. Pedersen til sin Kasserer.
Selskabet bifaldt, at dets Oversigter fra Begyndelsen af næste
Aar sendes ogsaa til dets udenlandske Medlemmer.
237
,
p Barometer, Thermometer i Skygge
fe red til 09 Reaumur.
5 FE uceret mu mod Nord. ig Windens
ER iibeli, 2% Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2Fod un- Ree Mb Retning
S æ 19Form. |Middag.! "1 I —| Jorden. | der dagl. 4 Gange i Dågnet.
o & ø, Middel i Vande. 8 D se
K= midda Corr.-0956 7 Form. | 2Efterm. Middel. Middel.
1 337,44490 | 3374768 | 337,7446 10264 894 1398 1197 11?3 Regn 7 Tim, 1,94 Å NW./WNW. SW, Stille. sg
2 ,.81 | 36, 95| 37, 314 11,39 9,9 13.6 11,6 11,6 ff Regn 2 — 0,06 Å 0s0.… 0. 0. -ss0. | Middeltemperatur.
3 38,421" 37, 534" 364 558. 13406 10,7 15,7 11,7 11,4 Og Nie. NO: NI 1851 SB Aar
& 37, 56 | 37, 42) 37, 40) 12,79 10,8 16;1 11,7 11,6 0S0. S0. S0…… S0. å ile
5 Å 37, 19 | 37, 02| 36, 9% 4 13,22 11,7 15;6 11,8 11,8 OS0; 0. ONO NNO. | 1—10 10979 12011
6 37, 27 | 37, 46| 37, 97 9,76 9,8 11,3 11,9 11,6 0,02 Å Nw. SW. NNW, .N, Å 11—20 10702" 11,17
7 40, 63 | 40, 64| 40, 55 8/87 7,7 11,9 11,7 10,9 N ON. N. NNwW. | 21—30 10,34 10,18
8 41, 80 | 41, 95 | 41, 15 8,92 7,9 12,0 11,4 10,5 NNW. NO. NO. .N. Å 1—30 10,38 11,15
9 42, 59 | 42, 17 |. 41, 96 9,04 5/1 12,5 11,1 10,3 N. NW. -NNW. -NW,
10 41, 68 | 41, 58| 41, 03 10,19 2 14,7 10,8 10,4 NWs oNW: NW. NW.
fa 40, sg mg +: m ag gå ae 188 106 10,4 dd NW: SW. 0. NNO. Maaned].
1 38, , ' ” ' ' 0, 10,3 Regn 5 — , NNW.. W. NNW.. N. ?
13 | 36, 65 | 35, 883! 37, 754 10,34 9,8 13,4 10,5 10,2 R Stille. NW. NNW..N. Fagsimekgds
14 40, 22 | 40, 28| 40, 49 8,84 9,2 12,0 10,4 10,3 Nø. Na NNO 4; Ni 1851 "39 Aar.
15 42, 34 |. 42, 44 | —a2, 494 10,91 8,5 14,4 10,4 10,3 N. WNW. N. NNW. Å. 11,74 Par. L. 28,64 Par. L.
16 43, 10 | 42, 87! 43, 41 11,02 9,5 14,0 10,3 10,5 NW NW. NNO,… 0. ;
17 44, 47 |' 44, 14| 43, 47 9,61 7,3 13,2 10,2 10,3 025 8085 NO 2 N:
18 42, 12 4 41, 79! 41, 054 10,09 7,8 13,5 10,2 10,5 NO. 0. ONO. SW.
19% fj 39, 90 | 39,. 57! 39, 174 10,79 9,2 13,8 19,2 10,9 Sae Oase sy Oss v 140. Vindforhold
20 39, 07 å 39, 01 38, 68 11,14 9,8 13,4 10,3 10,6 Regn 0,18 0. 0. 0. 0. 1851 50 Fx
aTs
2i 38, 54 | 38 20! 38,.04f 11,94 10,0 14,6 10,3 10,9 Regn 2 — 0,19 f.0.. 0: s0...0.f nx. .0;19 0,08
22 37, 78 | 37,75.) 37, 834 10,84 10,7 11,8 19,4 10,6 Regn 5 — " 0,71 | ONO. 080... 0. 0S0. f xo. 0,09 0,07
23 | 39,.62 | 39, 63| 39, 714 "10,72 10,1 12,7 10,5 10,8 OS0. SO. UNO. N. f 9. 0,24 0,12
24 39, -&8- + 39% 50) 39% 294 141,71 8,7 15,1 10,5 10,9 Regn 4 — 0,19.-ÅN0.…..0.…. S0.. SSW, 500,45 0,11
25 37, 02 | 36, 37! 35, 984 — 10,57 10,3 11,8 10,5 10,8 Regn S0. S0. OSO. Stille. k gs, 0,09 0,14
26… | 34, 35 |.342.17| 34, 44 Å 11,54 11,1 13,6 10,5 10,9 S0. S0. SS0. SSO. å sw.-0,07 0,16
Øe 36, 78 36, 83 36, 87 8,36 7,1 10,2 10,6 ø 10,6 R egn 64 ae 0,48 S. SW . SW. ssWwW., W. 0,02 0,19
28 36, 28 | 30, 56) 36, 88 9,19 6,7 11,9 10,5 10,3 Regn 151 — 0,19 f S. SSW. SSW. S. Å Nnw. 0,15 0,13
29 36, 52 | -36, 23| 35, 49 8,87 7,9 10,5 10,2 10,1 Regn:10i — 6,99 ss. S0. "0. ONO.
30 "f 34, 43 | 34, 16| 34, 864 — 9,64 10,2 11,2 10,1 99 Å Regn 4; — + ONG. ; 80; Sx SSW.
238
Thermometer i Skygge
hilsen] sk GE d
Barometer, ”
sd reduceret til 00 Reaumur. med Nord. . Windens
D æn Regn .
S 10 | 2% Fod over Jorden. 2 Bød:i 12 Fodiin« $ enke -… HBetningz
S æ 9 Form. Middag. un ene middet | 7 p 5 Jorden. sæ sr LSE miks 4 Gange i Dågnet.
8 Corr.-00950 big Efterm. | Middel, Middel.
1 1 335,710 | 334,99 | 334,4772 | 10998 995 1292 1091 1092 Regn 5 Tim, kynild 1,19 Å S.,… S. 7850, .SS0.. f Middeltemperatur.
2 34, 12 | 34, 28 | 34, 98 11,68 10,4 14,4 10,1 10,3 S0. S0. SS0. SSO, 18: k:
3 | 35, 41/ 35, 59 | 35, 80 4. 11,36 9,8 13,5 10,2 10.3 Diset Stille. Stille. 0. NW, o1 45. Aar
4 30," 18 | 30, 04 16 35.16 10,93 10,6 11,4 10,3 10,4- Regn 9 —% 059 | N. N.t.0. OSO. O.t N. 1—10 9579 9951
5 Sr FO 3 7 FBE 90 10,61 10,3 12,2 - 10,3 10,5 S.S.0. S.S.0. S.S.0. S.,f 11—21 8,87 7,01
6 35, 83 | 35, 77.| 35, &3 9,73 7,7 11,3 10,3 10,5 S.” S. SSW; SW,.Å 22—31 ; 116,55 10 6,36
7 36, 51| 36, 19 35,78 8/88 . 6,7 10,5 10,2 9,9 Regn 10 — 1,51 f sw SW. SW. ;SSW, f 1—31 8,42 7,62
8 33, 49 "372 58 33, 95 8,63 9,5 10,0 10,1 9,6 Regn 3 — 0,22 SS. S. WSW. "W.t.N.
9 35, 49 | 35, 78 | 35,7 90 7,23: 6,5 8,1 9,8 9,1 Hagel 4 — Regn 0,68 få WwW. Wo W.tN… SW.
10 36, 79) 36, 72 | 36, 64 7,83 5,1 10,2 9,5 9,1 Regn 6 — 0,58 I sw, S.t.W, SSW. SW,
11 f 37, 97| 38,79 | 39, 46 9,16 7,4 10.9 9,3 8,9 ÅRegn 9 — 0,06 | wsw.NWw.t.Ww.NW.NW. Maanedl.
12 39, 31 | 39, 10 | 39%, 31 9,58 10,3 12,0 9,3 9,2 Regn' 1. — Taage 0,40 f W.: SW. SW. NWwW. Vandmængde.
43 | 39, 62 | 39,13 | 37, 82 8,88 Bl 11,1 9,2 8,8 Regn 18 — + 1/48 | stille. SW, SW. SW. 1851 Sar
14 Å 35, 39 | 35, 04 |. 34, 54 9,48 10,8 11,0 9,2 9,3 Regn 6 —+ 0,25f SW. SW. S. wWSW, Ek:
15 34, 63 | 33, 89%! 32, 44 9,08 5,9 10,2 9,2 8,9 Regn i 0,07 Kwsw.wswW.:S.t;Ww. S t.w. [19,97 Par.Lin. 22,17 Par, L.
16 29; U4 | 30, 95 | 32, 01 7,96 9,2 9,2 9,2 9,0 S.t.W. S.t.W:0W., SW:
17 34, 64 | 34, 67 | 34, 70 2411 6,5 92 9,2 84 å SW. SW. SW. SW.
18 | 36, 78! 37, 12 | 37, 05 7,58 3,9 10,2 8,9 7,9 Å Regn 84 — SW. SW. SW. SW,
19 35, 36 |: 35,88 36," 62 9,31 88 10;0 8,7 8,1 Smaaregn 21 — 4% SW: SW. SW. SW. Vindforhold
24 37, 98 |! 38,-10-| 38, 58 10,13 9,9 11,7 8,8 8,5 Smaaregn 74 —% 0,50 få SW. SW. WSW. W. S
21 40, 88 | 40,88 " 40, 88 9,31 8,1 10/7 9,0 8,6 Diset, Taage 0,28 Å NO. NO. NO. OS0. Rv jet amt
22 40, 30| 39, 981 39,60 9,88 9,1 11,1 9,1 8,9 Smaaregn 31 — % S0.;: 80. S0. sS0, Å NO. 0,06 0.08
23 40, 49 | 40,453 | 40, 57 9,46 9,6 10,5 9,1 8,9 Smaaregn 17—% SSO. SSO. Stille. Nw. Å 0. 0,07 0,13
24 4 41, 20) 41, 09 | 40, 88 8,06 8,3 9,2 9,1 8,6. | Smaaregn 184— NW-…NW.…NW.….NW.…. |. S0.….0,10 0,13
25. | 41, 92 |. 42, 37' |. 42, 70 4,33 5,7 6,4 9,0 7/8 Regn 2 — ) NNW. NO, 0. NW. fS. "0,17 0,12
26 38, .39./737, 57 | 34, 60 6/36 5,3 6,5 8,6 7,1 Regn 22 — 6,39Å sw. sw. sw. w. j SW. 0,35 0,19
27 33, 01 | 33, 57 34, 54 6,28 CR 7,0 8,4 7,7 Regn 0,41 NW. NW. NO. NO. wW., 0,10 0,18
28 36,419 | 35, 10 -|. 335, "72 6,31 ” 3,2 8,3 8,2 7,5 Regn 9 — 0,74 Å N. WNWwW. SW... sw. | Nw. 0,12 0,10
29 27, 58 | 27, 75 | 28, 23 6,58 6,7 7,9 8,1 7,6 Regn 30 0,20 | sw. Sw. wSW. WwSW.
30. | 32, 12 | 32, 37 | 33, 29 3,18 3,1 3,7 7,9 7,1 Regn 11 — 441 få 0. 0410, ONO.
31 32723.".34 SET 30, 37 5,06 3,2 7,1 1,6 7,6 Regn 3 — 0,31 I ONO:; OS0. SSO. S.
239
> Barometer, Thermometer i Skygge
= , ff. reduceret til 02 Reaumur. mod Nord.
Z me : Vindens
= ==, irdi, 21 Fod over Jorden. 2>Fod i 2Fod un- Retning
- ; % æ er: dagl —
s == 19Form. |Middag.| . i Jorden. Es. 4 Gange i Dågnet.
s ddag. | Middel É 2 Vande. D
aA midd Corr.-0249 7 Form. |2Efterm. Middel. Middel.
1" 4 331,47 332,65 | -333,7708 4982 293 792 792 63 : ss War War" WSWw. sf
2 32, 8 | 2-32, 53 | 3 32,93 5,35 4,7 6.5 7,1 6,3 sw. sw. ssw. s, | Middeltemperatur,
3 31, 60 31, 81 32, 20 3,80 1,1 5,8 7,0 6,5 SW. v:8W 58828, 1851 45 Aar.
aA | 34, 08 (734,82 1.34 M1 ] 4, 2,0 5,2 6,8 4,6 3. Bille OH0, HO ERE er" us
5 29 50 | 29, 13 |. 20, 32) — 3,92 4,1 3,7 6,5 5,6 N.t0. SO SO. SO br 944,27 8,30
6 32, 09. | 433,18 | "33,591 446d AT; 5,0 6,4 5,6 SO. -50/ SO. ; SSW. 55731 49) 231
7 35, 797: | 85,557 031,88 4,75 4,1 5,4 6,3 4,4 SSO. "OS0.-ON0. ONO. 1—30 2/33 3'49
8 34, 88 |. 35, 17. | - 35, 81 4,10 3,3 4,3 6,3 5,9 ONO. dyd SW. SW. en ' w”
9 36, "83. | 87,01. | 36,759 4,67 4,3 5,7 6,2 5,9 SW. / 8. SW, Stille,
10 36, 51 36, 30 | 36, 08 4,77 3,8 37 6,2 5,0 sw. Stine: NO NO.
36, 56 | 36,89 |. 87, 51 4,15 4,3 4,2 6,2 4,3 0. S00 —8S.: SO Maanedl.
39, 65 | 739, 66 | 40, 08 3,47 4,7 4,9 6,2 4,3 SSO: 78.5 8. -A8, Vandmængde.
39, 58 39, 11 37, 79 4,35 3,5 5,6 6,1 4,6 wW. W. WSW. SW, 8 .
34, 05 | 33, 99| 34, 45 0,52 1,6 0,9 6,0 4,7 W. NW. SW. N.t.Ww. 1851 39 Aar,
185, på | 3785, 1271 3855, 3311 12076 —2,0 0,7 6 4,4 NW. NW. NW: WSW. åÅ 37,47 Par..L. 19,12 Par. L.
33, 02 32,65 | 531,98 0,70 0,4 1,3 5,2 4,5 sw. SW. SW. WSW.
29, 34 |. 29, 34 |" sy,” 59 0,77 0,7 1,6 4,9 4,1 SW. SW.t.W. SSW. SSW.
32, 80 | ”.32, 81 | 392, 95 f —0,51 —U,4 1,2 4,6 3,5 S. S. SSO. Stille.
34, 87 | 35,46! 35, 96 0.72 0,5 1,2 AA 1,1 SW. SW. SW: SW. Yindforhold,
36, 21 | 35,92 | 35,32 1/25 0,7 1,8 4,2 2,3 st": NO. 2NO.
S : 1851 50 Aar.
32, 81 32, 62|- 32, 49 0,10 —0,5 1,1 3,1 2,3 NNO. NNO.NNW. Stille, å N. — 0,08 0-08
35. 66 36, 32|- 37, 13 1/05. | "0,6 2,2 4,0 "2,9 Stille. ONO, SS0.-S0. å NO. 0,16 0,09
39%, 45 39, 02| 38, S4 0,95 0,4 1,5 3,9 2,4 0. 0. 0. 0. f 0. 0,13 0,11
30:67 435,88 4 735,31 8,30 0,3 0,5 3,8 25 OS0. OSO. ONO. OND. Å gs0 0,12 0,09
32,. 24 | 32, 31 | - 32, 67 0,90 0,9 1,5 3,7 2,3 WNW. WNW, W. WSW. å s. 0,16 0,12
34, 68 |. 34,59 | 34, 52 2,00 2,2 2,3 3,6 2,2 12 —Regn=5,67 f wsW… S0. 0.- 0. | sw. 0,22 0,23
32, 04 | 31, 781: 131, 88 1,92 1,4 2,6 3,6 2,0 142 —Regnx0,32 | 0. ONO. NO. NO. fj w, 0,08 0,19
33, 21 | 33, 42| 34, 85 2,25 2,4 3,0 3,6 2,0 NO.…sNO- NO N.t.0. f nw. 0,05 0,09
36,756" | 36, 78 |... 36,92 1,67 f5 2,6 3,6 2,0 N.t.0. N.t 0. N.t 0. NNW.
38,—.53..|. 38, -77 |. 38, 96 0,90 1,3 1,6 3,5 2,0 NO.” SNO." NNU: N.
240
Barometer, Mhermometer i Skygge
= reduceret til 00 Reaumur. med Nord.
& . 3
SX e Regn, Windens
E wa | 2% Fod over Jorden. 2 Fodi |2Fodun- Retning
sa ; 4 Efter- vådt Snee £e. En
FAD 9 Form. Middag. middle Map | gig i Jorden. lerdell. 4 Gange i Dågnet.
| 5 Corr.-0011 sg: erm. |. Middel. Middel. $
1 Å337,756 | 337,45 | 337,49 Å 0972 094 192 394 293 Sne $& Tim. NW:. WSwW, Middeltemperatur.
2 | 36, 23| 35, 46 | 34,951. 1,57 | 1/7 21 33 | 24 WNW. NW. eee,
3 | 38, 64| 38, 63 | 38, % | .—1,29 | —2,3 01 3,2 1,7 Sne 33 — (0,61) Å N. ONW: N:. NNW. 1851 45: Aar
Å 38, '.75 | 39, - 05. | "40; 37.11—3,44 —2,4 —2,4 3,1 1,0 NW. WNW. NO. NO. | 1—10. 1989. 1987
5 fj 40; 72! 40, 47 | 40, 09 | —2,66 | —4,2 28 3,0 —0:5 Regn 5 — 0,40 å NO. NO. wSsW. sw. 111—21 3,29 1,00
6 35, 10.| 34, 72 | 34, 63 3472 2,2 4,4 2,8 0, Regn 151 — 0,98 | sw.sw.-owNnw. wNnw. f 22—31 1,26 0,07
7 37, 44 | 37, 50 | 37, 91 5,09 2,2 5,8 2,8 1,6 Regn. 17 —% 008 w. W. NW. NW. | 1—31 - 2,19 0,95
8 å 36, 85! 36, 08 | 35, 43 4,27 4,8 4,0 3,0 245 018 Wz WwW.- NW. … SW.
9 få 34, 94! 35, 39 | 36, 00 4,2 4,2 4,8 3,2 3,7 Regn 72 — 0,18 w. WNW. NW. WNW.
10 36, 58 | 36, 46 | 36, 39 6,57 6,0 7,5 3,4 4,0 Regn 81 — 0,67 å w. wsw. WSW, SW. »
ii | 34, 47| 35, 06 | 37, 294" 5,82 6,2 6.7 3,7. 4,5 Smaaregn 64 —%X 0/28 Å sw. sw. NW. Nw. Maanedl.
12 41, 39 | 41, 511 42%, 54 5,47 5,4 6,6 4,0 3,9 Smaaregn 22 — Ott WNW. NW. NW. Wes Vandmængde.
13 42, 74| 42, 39 | 42, 38 4,37 3-3 5,0. 4,1 3,9 We W.OWNW. WNW 1851 39 4
14 ff 44, 04| 44, 09 | 44, 14 2,49 3,5 2/8 4,1 86 Sk WNW. WNW. SSW. WNW. "Spennegg
15 43, 41 | 43, 29 | 43, 30 1,24 1/0 1,9 4,1 3,1 Smaaregn 32 — 0,08 w. sw. NNWwW. w. Å 6,02Par.Lin. 16,56 Par, L.
16 41, 37 | 40, 98 | 40," 46 1,67 0,1 2,0 4,0 2,8 Smaaregn 23—% 0,28f W. W. Wiss. SW. å
17. 39, 77 | 39, 661 39, 67 4,04 4,3 4,6 3,9 2,9 Smaaregn 22 — 0,18 Wt.S. Wst.S. WNW. W.
z pe 92 pr mv: i x 2/9 28 Så 10 32 Smaaregn mr" 4 we Wws DYR wWSwW.
. ' (4 , Å ; Å , Smaaregn 15 — ; SW: SW, S.t.W. W.t,Ss : :
20 40, 05 | 39, 95 | 39,94 2,99 2,6 3,5 4,0 2,7 Smaaregn 2— Så 138; OS War SW; Vindforhold.
21 39, 68| 39,.34 1 37, 92 2,89 3,2 3,7 4,0 3,3 j 1851 50 Aar.
” Smaåregn 1% — SW: SW SW. S. ÅN. 0,08 0,09
22 36, 15 | 35, 88 | 35, 84 0,79 0,6 1,3 3,9 2,6 Smaaregn 6— 0,20) s- S. s. s. | NO...0,08 0,12
23 . 22 | 37, 54 | 37, 83 3,09 245 3,7 3,8 2,5 Smaaregn 74— 0,10 f sw. sw. sw. ow f0. 001 0,14
24 139726 | 739,11 | 39,11 1,19 1/1 2,2 3,7 2,7 NW. NNW. NNW. NW… | S0.….0,00 0,13
25. Å 39, 8! 40, 39 | 40, 92 0,07 0,2 0,4 3,5 2 NNW. NNO. NO. NO. Å S. 0,08 0,12
26 | 42, 47. | 42, A1 | 42, 02 fk —1,29 | —2,5 0,2 3,3 | —0,3 NO. NO. NNW. NNO. | SW. 0,19 0,17
27 41, 75 | 41; "31 | 39,534" —1,781 —3,9 —1,0 3,1 —0,3 Sne 32 — (0,60) | NNW., NNW. NNW. N. Å W. 0,32 0,16
28 42, 23 |. 42, 31 | 42, 27 0,37 v,7 0/8 3,0 —0,5 | ONO. ;O0N0..-N.+ NW. Å Nw. 0,24 0,07
29 40, 44 | 40, 46 | 39, 65 1,17 0,6 1/1 2,8 0,5 W W. WNW. Ww
30 37, 62 | 38,. 36 | 38, 31 4,69 4,0 5,0 2,8 1,7 Smaaregn 154— — 0,10 WNW. WNWIWNW. w
31 35, 007 34, 71 1 40, A1 4,37 4,5 h,4 3,9 2,7 Smaaregn 12 — 0,75. å wsw. WSW, WNW.WNW.
7 241
il hele Aaret henhørende.
| re
ONS OT Aaret 1851 har Selskabet havt at beklage Tabet af 3 inden-
landske Medlemmer; nemlig:
vor store Naturforsker, Geheime-Conferentsraad Hans Chri-
"stian Ørsted, Professor i- Physik ved Universitetet og Directeur for
den polytechniske Læreanstalt, Storkors af Danebrog og Dane-
brogsmand, Selskabets Secretair siden 1815. Nogle Ord til Erin-
dring om (denne håist fortjente Mand findes i Oversigternes No-—
vemberhefte før dette Aar;
vor lærde og aandrige Historiker, Conferentsraad, Lauritz En-
gelstoft, Professor i Historie ved Universitetet, Ordenshistoriograph,
. Storkors af Danebrog og Danebrogsmand, Selskabets Kasserer
siden 1832. Et Mindeskrift over den Afdåde af Herr Etatsraad
Wegener vil findes i Januar-Heftet af Oversigterne for 4852;
vort af Danmarks Industrie og Agerdyrkning meget fortjente
Medlem, Kammerraad Johan Christian. Drewsen.
"Af udenlandske Medlemmer har Selskabet tabt den beråmte
Orientalist og, Numismatiker , Keiserlig Russisk- Statsraad Fråhn, i
St. Petersborg; den ved sine Reiser i Spanien og Portugal, og ved
sine plante-physiologiske 'og systematiske Arbeider beråmte aand-
rige Botaniker, Geheimeraad og Professor Link i Berlin, og den
skarpsindige, beråmte Mathematiker, Professor Jacobi i Berlin; den
Fårste hårende til Selskabets historiske, den Anden til dets” phy- .
- siske og den Tredie til dets mathematiske Klasse.
Til indenlanidsk Medlem har Selskabet valgt Professor i Philo-
logien ved Kjåbenhavns Universitet, L. Ussing.
242
em
Istedetfor afdåde Geheime-Conferenisraad H. C. Ørsted er
Etatsraad Forchhammer bleven valgt til Selskabets Secretair og til
Medlem af den meteorologiske Comitee; istedetfor afdåde Confe-
renisraad Engelstoft er Professor Engelstoft valgt til Kasserer,
og da -han i Aarets. Låb allernaadigst udnævntes til Biskop i-
” Odense, valgte Selskabet i hans Sted Professor P. Pedersen til
Kasserer; endvidere valgtes Etatsraad, Professor F, C. Petersen til
Formand for .den historiske Klasse efter Conferentsraad Engelstoft,
Prof. Ramus til Medlem af Kassecommissionen, og Overinspecteur
Dr. Pingel og Prof. Liebmann til Révisorer.
Selskabet har i Aarets Léb holdt 14 ordenilige og eet. over-
ordentligt Måde, i hvilke der er holdt 11. Foredrag” henhørende
til de physisk-mathematiske Klasser, 3: Foredrag til de historisk-
philosophiske Klasser, og oplæst 3 Mindeskrifter over afdåde Med-
lemmer. Det har udgivet eet Bind af sine malhemalisk naturviden-
skabelige Skrifter.
Ordbogscommissionen.
Dens Medlem, Professor Velschov, har, formedelst sin Fravæ-
relse i Holsten som Medlem af Grændse- Regulerings-Commissionen,
i Maanederne Maris til November, ikke kunnet deeliage i Com-
missionens Arbeider. Den har i Aaret 1851 holdt 44 Moder, i
hvilke Revisionen af Bogstavet T er fremmet indtil Ordet trippe;
Trykningen af samme Bogstav er fremrykket til Ordet træde Gi
Fålge af Ordbogens Bogstavorden). Commissionen har i 1851
ogsaa begyndt paa Revisionen af Manuskriptet til Bogstavet U, og
fortsat samme fra U (Bogstavet) indtil Ordet ubrådelig. ”
i Den. meteorologiske Comitee.
I det under Comiteens Tilsyn staaende meteorologisk-magne-
tiske Observatorium ere de regelmæssige lagttagelser blevne. fort-
satte paa samme Maade, som i den sidste Halvdeel af 1850, med
Unifilar- og Bifilar-Magnetometret, med Bårometret: og Psychro=" i
243
metret. Middeltallet af samtlige i December med Unifilaret anstillede
lagttagelser giver Declinationen
525919;
Af den horizontale Interisitet er iaar gjort fålgende absolute
Bestemmelser med Staven I.
Octbr. 18”. - 1,6736
==. 227) .1,6682
"Middel .-. 1,6709 |
lagttagelserne i den botaniske Have ere fortsatte ligesom tid-
ligere, og Resultaterne deraf meddeelte i den maanedlige Oversigt
. over Selskabets Forhandlinger, tilligemed Resultaterne af de Iagt-
tagelser, der anstilles over: Vindens Retning og Regnens Hyppighed
påa Nyholms Hovedvagt, og over Havets Temperatur paa Trekro-
ners''Batteri. "Ligeledes ere de timevise Thermometeriagttagelser
forisalte paa Nyholm.
Fra følgende Steder har Comiteen iaar modtaget Iagttagelser:
Reikiavig, Justitsraad Thorstenson, 1850 'Sepibr. 1 til 1854
Aug. 31, Barometret, Thermometret, Regnmængden, Vinden,, Luf-
lens Udseende een Gang daglig. Desuden Thermometretis håieste
og laveste Stand. ;
Sammesteds fra Samme 4) Barometeriagtitagelser for samme
Tidsrum Kl. 6, 10, 4,8, 12; 2) Psychrometeriagitagelser til
samme Klokkeslet for 1850 Septbr. 4 til Ocibr. 44 og 1851
Marts 1 — Aug. 31.
Ofjord, fra Lægen. Johnsen, .… for 1850 Septbr. 20 til 1851
Octbr. 8, Barometret, Psychromelret, Vinden, Luftens Udseende
3 Gange daglig Kl. 6,1, 10; Regnmængden fra Mai 28.
Upernavik, fra Missionær Kragh for 1850 Aug. 1 til 1851
Juni 20, Thermometret 3 Gange daglig, Kl. 7, 2, 9, Vinden og
Veiret. !
Vedersé,' fra Pastor Jeger, Iagttagelser for 1850, Thermome-
iret og Barometret 3 Gange daglig, Kl. 6, 12,-6, Regnmængden,
Vinden og Veiret.
Samsé, fra Pastor Hansteen for Aarene-1846—50; Thermo-
metret Kl. 8 og 2, Barometrety Veiret og Vinden Kl. 8, 2, 11;
Regnmængden, |
ENE SEEEØSEENEGDENSS ENESTE SEERE SETE TE" SE
244
Aarhuus, fra Adjunkt Holmsted, lagttagelser for 1848 Decbr.
1 til 1849 Juni 30, 1849 Octbr. 4 til: 4851 Juli 14;' Thermométret
mod Nord og Syd, Barometret, Veiret og Vinden Kl. 6%, 21/2 919,
CAugust 1850 mangler) Regnmængden. i
Endelig har. Comiteen fra Hr. Apolheker Piper iikdbadk en
meteorologisk Dagbog, holdt af Moller Jårgensen i Pindmålle ved
Svendborg fra 1793 Jan. 4 til. 1841 April 30; indeholdende dag-
lige Bemærkninger om Veirliget og dertil hårende Phænoméner,
samt fra 4815 Juli 1 Iagttagelser af Barometret og Thermometret
een Gang daglig, om Middagen.
"I Aarets Løb ere fålgende nye-Stationer oprettede:
Julianehaab ved Missionær Moøssin, et Barometer, tre Ther-
mometre, et Vandthermometer, |
Læså ved Distriktslæge Krebs, et Barometer, et Psychrometer,
en Regnmaaler,
Fredericia, Distriktslæge Reumert, et Barometer, et Psychro-
meter, et Maaleglas til: en Regnmaaler, som han selv har anskaffet.
Desuden er Stationen paa Ofjord forsynet med et Minimums-
ihermometer og en Regnmaaler, den paa Jacobshavn med et Ther=
mometer, den i Vederså med et Thermometer og et Maaleglas til
Vandmaaleren, og den i Stadil med et Barometer.
Priisopgaver.
Den mathematiske Classe.
De i Sandsynlighedsberegningerne forekommende Stiårrelser,
afhængige af meget store Tal, kunne ifålge deres complicerte Sam -
mensætning i Almindelighed. ikke bestemmes ved umiddelbar Bereg-
ning, endskjåndt de ifålge deres Natur ere endelige og rationale.
De Methoder, hvorved de tilnærmelsesviis bestemmes, fornemmelig
ståltede paa visse Klasser af bestemte Integraler, ere vel skikkede
til at erstatte den directe Beregning, da en approximeret Bestem-
melse af de omhandlede Stårrelser i de fleste Tilfælde er tilstræk-
kelig, men herved opstaaer. meget ofte den Vanskelighed, at der
mangler Midler til at bedåmme den Grad af Noiagtighed, som der-
245.
ved opnaaes, hvilket saavel er af praktisk Viglighed som ogsaa af
iheoretisk Interesse. Man forlanger derfor en Undersågelse af de
forskjellige herhen hårende Methoders Værdie, med særeget Hen-
syn paa Bestemmelsen af de. Grændser for Néiagtigheden, som
herved finde Sted, saaledes at disse Grændser i de enkelte Tilfælde
uden Vanskelighed kunne findes.
Den physiske Classe.
Under Navn af Antheridier ere hos de fleste laveste Plante
" familier Organer af meget forskjellig Form og Bygning beskrevne.
Om disse Organers Udvikling og Virksomhed veed man saa godt
som Intet, medens .det dog er 'af videnskabelig Vigtighed at komme
til Kundskab herom. Undersøgelser over Antheridiernes Udvikling
og Forhold igjennem alle acotyledone Plantefamilier vilde imid-
lertid være en Opgave af alt for stort Omfang, som derfor ikke
kunde ventes besvaret af en Enkelt; men det vil ogsaa allerede
håve Interesse, om man kunde erholde fyldestgjårende Op-
lysning om. deres Rolle hos Lichener og Alger, to Fami-
lier, som indbyrdes ere saa overeensstemmende, mén i Hen-
seende til disse Organer -vise sig forskjellige. Selskabet udsætter
derfor som Opgave for Aaret 1852 og 53 Undersågelsen af de
saakaldte Antheridier hos Algernes og Lichenernes Familier, deres
hele Udviklingsgang og Virksomhed.
Den philosophiske Classe:
Selskabet ånsker en historisk-kritisk Undersøgelse af, - hvorledes
Læren om de tre saakaldte åverste logiske Principer: Identitets-
principet, Contradiclionsprincipet og principium exclusi medii inter
duo contradictoria har uddannet sig, hvorledes Indvendinger have
"reist sig derimod, og hvilken Grund og Betydning disse have havt.
Den historiske - Classe.
I. Aaret 1823-udsatte -Videnskabernes Selskab en Opgave om
de danske ;Klosteres Historie, der fremkaldte en Besvarelse af
nuværende Biskop Daugaard, hvis Arbeide udkom 1830. En anden
246
afsvort Fædrelands gamle kirkelige Institutioner af ikke ringere
Betydning end Klosterne — nemlig Kapitlerne — har derimod
endnu ikke erholdt nogen fuldstændig og omfattende Bearbeidelse,
skjåndt vore Bogsamlinger og Archiver frembyde flere, hidtil ube-
nylttede Bidrag dertil. " For om muligt, at foranledige et Arbeide
over denne Gjenstand, udsættes den Opgave:
At undersåge og fremstille de danske Kapitlers Oprindelse,
indre Forfatning og Forhold, saavel til de åvrige kirkelige Insti-
tutioner, som til Staten, i Tidsrummet for,Reformationen.
For det Thottske Legat.
Blandt de Træ-Arter, der ere Gjenstand for Skovkultur, ere
Naaletræerne fortrinsviis udsatte for ådelæggende Angreb. af In-
"sekter, et Forhold, der staaer i néie Overeensstemmelse med en
oftere opstillet Sætning, ifålge hvilken Antallet af en Plantes Fjen-
der og endnå mere Omfanget af deres hemmende Indflydelse paa
denne staaer i et ligefremt Forhold til den samme Plantes Evne
til at udbrede sig, og derved til at undertrykke den åyrige Vege-
tation. … Eflerat man i Danmark har begyndt at plante Naaletræer,
have efterhaanden flere og flere af de paa disse Træer levende
Insekter indfundet sig, og enkelte af disse Dyr have nu gjentagne
Gange viist sig i en .saa overvejende Mængde, at deres Indflydelse
paa Skoven har kunnet blive meget betydelig. Dei Danmark fore-
kommende "Insekter, der. leve paa Naaletræer, forljene saaledes -
Opmærksomhed i åkonomisk Henseende, saameget mere som det
tår formodes, at deres Antal og Indflydelse vil foråges -efterhaan-
den som Plantningen udvides. Selskabet udsætter derfor en Præ-
mie af 200 Rhd. for Besvarelsen af fålgende Spårgsmaal: -
1) Hvilke ere de Arter af Insekter, der hos os leve af Naale-
træernes forskjellige Organer, og hvorledes er disse Insek=
ters hele Forhold til de af dem beboede Plantedele?
2) I hvilke Tilfælde er det ånskeligt, og da, hvorvidt og hvor-
ledes muligt, at forebygge eller hæve disse Insekters Angreb |
paa Træerne?
247
Afhandlingen maa være ledsaget af Prover af de angrebne Plante-
dele. ligesom af Exemplarer af. vedkommende Dyr i deres forskjel-
lige Udviklingsformer.
» "Betragtning af Opgavens Omfang vil Selskabet ogsaa paa
passende Maade belånne mindre fuldstændige Undersøgelser, naar
de afgive væsenllige Bidrag til dens Låsning. ;
For det Classenske Legat.
| 1. . Erfaringen viser, al Vandet, "der benyttes til -Overrisling
— af. terrasseformige Enge udåver sin slårste Virkning tilat foråge
Græsvæxten der, hvor det træder ind paa Engene, og at denne
formindskes ved det forisatte Låb. For at oplyse Aarsagen til .
denne aftagende Evne -til: at ernære Græsplanter ånsker Selskabet
at fremkalde en Række af.sammenlignende analytiske Undersågel-
ser over det, i en selvvalgt Egn, til Overrisling benyttede Vand,
saavel fårend dette træder ind paa Engen, som efterat det har
gjennemlåbet dens forskjellige Afdelinger. Disse Undersågelser maa
gjentages flere Gange i een Sommer, og der maa tages Hensyn
saavel til Vandets faste Bestanddele af mineralsk og organisk Op-
rindelse, som til dets luftformige Stoffer og til Engens Production,
Præmien er 300 Rhbd.
Selskabet udsætter dernæst paa ny fålgende allerede i 1849
bekjendtgjorte Opgave:
2. Det er bekjendt, at de kslksensslener, der ere bestemte
til at udsættes for Luflens Paavirkning, bår indeholde Jern, naar
de skulle være meget varige, ligesom man ogsaa sætter Hammer-
skæl til den almindelige Muurkalk, naar den benyttes til at over-
trække Ydermurene. Selskabet &nsker i den Anledning at fremkalde
— en Undersågelse om hyilke Forbindelser Jernet herved indgaaer
og i hvilken Tilstand det bedst anvendes i Forbindelse med Kalk
og de andre Cementers Bestanddele.
Præmien er 200 Rbd.
248
"7 Besvarelserne af Spårgsmaalene kunne i Almindelighed være
affattede i det latinske, franske, engelske, tydske, svenske eller
danske Sprog. Afhandlingerne betegnes ikke med Forfatterens
Navn, men med et Motto, og ledsagés med en forseglet Seddel,
der indeholder Forfatterens Navn, Stand, og Bopæl, og som bærer
samme Motto. Selskabets i de danske Stater boende Medlemmer
deeltage ikke i Priisæskningen. Belånningen for den fyldestgjå-
rende Besvarelse af et af de fremsatte Spørgsmaal, for hvilket
ingen anden Priis er nævnt, er” Selskabets Guldmedaille, af 50
danske Ducaters Værdi.
| Priisskrifterne indsendes. inden Udgangen af August Maaned
1853 til Selskabets Secretair, Etatsraad og Professor G. Forchham-
mer.
… 249
Sag- og. Navneregister,
Aagaard, Skolelærer i Jylland, erholder Selskabets Ordbog. S. 135,
Aashéi i Siælland, Grénsandskilder, som der findés. S. 70.
Allen, C. F., Professor, - erholder Underståttelse til at udgive Documenter,
hårende til: Christian II. Historie. $. 63.
Assyrisk Architektur. S. 91. 104—106. 110.
Assyriske Monumenter og Konstværker, deres Fremstillinger.af Folkets Religions-
skikke, Offringer, Krigsfærd, offentlige og Privatliv, m. m. 102. 103.
»Åstronomische Nachrichten”, udgivne af H. C. Schumacher fra Her til 1850.
S. 229—231.
Beenredskaber, fundne i de opdagede Østersdynger fra Fortiden. S. 8. 19. 21.
Bendz, D, H., fremlægger sit Værk: ,Icones anatom. vulgar. danicorum mam-
malium”. $. 135.
Berzélius, udvikler Læren om det electrochemiske System. S. 151—152.
Botta, P., fransk Consul i Mossul, fårste Opdager af de assyriske Palladsruiner
— og Konstværker ved Ninive. S. 87—91, hans Afhandling om Kileskriften.
S. 115. (Anm. 16.) 119.
Bæveren, Been af samme fundne i Danmark. S. 218.
Båger og Skrifter, skienkede til Selskabet. S. 36. 84. 131. 135. 141. 177. 222.
Christian VIIT,, hans Buste af Bronce, opstilles i Selskabets Forsamlingssal. S.145.
Dyrknogler, fundne i Lag af Østersskaller fra Fortiden, fornemmelig af Raadyr,
Kronhiorte, og Vildsviin. S. 186. 209, 213. 214. 216.
Dyrverden, Fortidens i Danmark, Oplysning om samme. S. 30.
Dyrverdenens Former, ikke blot udviklede ligesom ved en Skidnhedsdrift hos
Naturen. S. 60.
Electro - Magnetismens Opdagelse (1818—20). S, 156. Ørsteds latinske Kund-
gibrelse om samme, af 21. Julius 1810. S, 157,
Engelstoft, C. T., valgt til Selskabets Kasserer.
Engelstoft, L., hans Dådsfald. 63. Et Mindeskrift over ham af Wegener. S. 225.
Farveskiånhed i Naturen. S, 57. 58. 62.
Fergusson, J., hans skarpsindige Oplysninger om Åssyrernes Bygninger og Byg-
ningsmaade. S. 91. 104—112.
Flandin, aftegner og beskriver assyriske Monumenter, S. 88. 90, 104.
Flintredskaber, fundne i Fortidens Ostersdynger, S. 18. 21. 181. 182. 191. 192.
198:199:205 7207:
Forchhammer, J. G, valgt til Selskabets Secretair. S. 62. 242. Om Grånsands-
kilder i Siælland og deres chemiske Sammensætning. $. 67—84, Mindg-
skrift over H. C, Ørstéd. S, 146—164,
250
Formskidnhedy, fremtræder ikke som fuldstændigt eller almindeligt herskende
Grundprincip i Naturen. $. 61.
Fortids-Indbyggere i Danmark, om deres Fådemidler. S. 7. 11, 209. Skaldyr
Fiske- og vilde Pattedyr. S. 8. 16. 213. 214. Fugle, 216. Marvbeen,
S. 9. 24. Brug af Ild til Fådens Tilberedning. S. 13.27. 208.
— Omderes Opholdstid paa visse Steder, S. 29.
Foucault, L., hans og fleres Forsåg, for at gibre Jordens daglige Omdreining
synlig. S. 138.
Geologisk-antiquariske Undersågelser i Danmark i i Aaret 1850. S. 1—31. I Aaret
1851. S. 179—222.
Gientoftesåens Vand, analyseret. S. 81.
Goethe, om Konstværket, som ophåiet over Naturen. &. 50:
Gradmaaling i Danmark, begyndt ved H. C. Schumacher. S. rå
Grånland, meteorologiske lagttagelser.. S. 244.
Grånsandet i Siælland, som Yandgiemme. S, 68, 69, paa Bornholm. S. 69.
Havstokke, i Siælland. S. 2.
Heiberg, J. L., hans Mening om Konstner-Eynens Forhold til Naturfrembringelsen.
S. 50.
Hoefer, Dr. Ferd., (i Paris) hans Afhandlinger om Bottas og Layards assyriske
Opdagelser, m. m.….124—130.
Holstens topographiske. Opmaaling, begyndt af Schumacher, S. 234.
Isefiord, Forandringer i dens Skikkelse S$. 2.
Island, forskiellige derfra 1851 indsendte. meteoroløgiske Iagttagelser. ;S;.243.
Jiirgensen, Prof., om forskiellige Betragtninger. over tilsyneladende Bevægelser
af en frithængende Penduls Svingningsflade. ;S$. 138—40.
Kant, om Skidnhed i Naturen, og dens Forhold til Konstskidnheden. S. 49,
Kildevand fra forskiellige siællandske Kilder, chemisk undersågt. S.. 77—81.
Kidbenhavns Bråndvand, chemisk undersågt af Johnstrup. S. 81.
Klangfigurer, Ørsteds Undersågelser over samme. S. 152.
Knogler af Pattedyr, fundne i Østersdynger fra Fortiden, ved. Meilgaard i Jylland.
og flere andre Steder. S. 8. 16. 17. 22..209. 213—18.
Konstværket, kan ei kaldes. Naturproduct, og hvori forskielligt fra dette. .S: 50.
Kæmpeoxen, (Bos urus L.) Been af samme, fundne i Ostersdynger i Jylland.
S. 20. 30.
Layard, hans vigtige Opdagelser af assyriske Bygningsruiner og Konstmonumenter.
S. 92—104; hans Værk over de assyriske Inscriptioner, ;S. 98.
Liebmann, F. M., Afhandling over Mexicos og Central- Americas nældeagtige
Planter. S. 32.
Lyden, som musicalsk Natur-Element,. S. 51.
Mammulthsdyret (Elephas primigenius) Levninger af samme, fundne i Jylland og
Slesvig… .S. 32 —34.
Marv i Dyrknogler, yndet som Fådemiddel af Lapper, Samøojeder og andre Polar-
egnens Folkestammer, S. 27. (Jyf. S. 23. 24.).
Meteorologisk Committee, Forchhammer bliver Medlem af samme, S,.184. Deus
Virken i Aaret 1851. S. 242,
Meteorologisk Dagbog, holdt fra be: til 1841 i Egnen af Syendborg. 5. 244.
Meteorologiske Iagttagelser i Kidbenhavn. S, 41. 42. 66. 133, 143. 144. 223. 224.
237—40. I danske Provindser, samt.Island og Gråénland. S,….243; 244,
Mexicanske Planter, beskrevne. S. 32.
251
EJ
Molbech, C., om det Skidnne i Naturen, og dets Forhold til det Køonstskidnne og
Skiånhedsideen. S. 43—62. Om Botta's og Layard's Opdagelser af
assyriske Monumenter ved Ninive. S. 85—131. ;
Molinos, Mich., Undersågelser om håns Levnet og Lære, fortsatte af Professor
C. F. Scharling. S. 36.
Naturens: Formdannelse, den skeer ikke blot med en Tendents til Skiånhed,
(Skidnhedsdrift). S. 60. dens Æsthetik er en anden end Køonstens ideale
Skidnhedslære. S. 61.
Naturens Efterligning i Konstværker. S. 49,
Naturskidnhed, hvorledes den aabenbares. S. 54.
Ninive, om denne Stads Odelæggelse. S. 99. 100. Ruiner af Kongeborge og
Palladser. S: 107, 108. 125: nævnes slet ikke hos Xenophon. S. 125.
Dens Beliggenhed, angivet forskielligt hos de Gamle.” S. 125. 126. 128.
Efter Rimelighed, lige overfor Mossul. S. 129, 130.
Obelisk, med assyrisk Kileskrift. S. 98. 120.
Olufsen, C. F, R., meddeler biographiske Antegnelser over H. C. Schumacher,
15, 225:
Orkaner, Piddingtons og W. Reids Undersågelser over samme. S. 37—40.
Ordbogs-Commission, dens Arbeider i 1851. S. 242.
Pedersen, P., Oversigt over W. Reid's nyeste Værk over Orkaner. S. 37—40.
Oversigt over meteorolog. og mågnetiske Observationer paa Corvetten
Galathea. S. 138. Valgt til Selskabets Kasserer: S. 236.
Persepolis, derværende Ruiner, og gammelpersisk Architectur. S. 105. 111. 112.
Petersen, F. C., valgt til Formand i den historiske Classe. S. 131:
Piddington, Samling af Iagttagelser over Orkaner. S. 38.
Pingel, Dr. S. 34. valgt til Revisor af Selskabets Regnskaber. S. 31.
Polytechnisk Læreanstalt, dens Stiftelse (1829) bevirket ved Ørsted: S. 163.
Raåwlinson, H. C., hans Fortolkninger af den assyriske Kileskrift. -S. 112—117.
Resultater af hans Meninger. S. 119. 120.
Roskilde, om Kilderne i denne By. S. 70. 79. 80.
Sandlag, tre forskielligartede, som give Kilder deres Oprindelse. 'S. 69.
Scharling, C. F,, fortsatte Meddelelser om Molinos. S. 36.
Scharling, E., Å., fortsatte Forsåg til at oplyse Vanddampens Anvendelse ved
chemiske Undersågelser. -S. 133. (b.).
Schumacher, H. C., Professor, biographiske Noticer om ham af Olufsen. S. 226—
236. om hans ,,Astronomische Nachrichten”: 229—31, hans begyndte
Gradmaaling i Danmark og Holtsen. S. 243.
Simesen, Rector, Om Hovedets Størrelse og Form i Menneskets forskiellige Alder.
S. 140.
Siælland, det nordlige, Billede af dets tidligere Udseende; Forandringer af Kyst-
landets Grændser. S.2. Siællands Gronsandslag. 'S. 68, 69.
Skidnhed, om dener til i den organiske og uorganiske Natur, udenfor Mennesket?
S. 44. Antages (får Kant) at findes i en håiere Grad i Naturen. 49. den
musicalske, har kun sit Grund-Element i Naturen. S. 51. 52. den ideale,
uafhængig af mechaniske Naturlove, ikke af Natursandheden. S. 5. 8.
unaturtig, er ikke tænkelig, S. 58.
Steenstrup, J. J. S., Beretning om geologisk-antiquariske Undersågelser ved Ise-
Å fiord og i Jylland. S. 1—31. Bemærkninger over de i Danmark fundne
Mammuths-Levninger. S. 32. Anden Beretning om geologisk-anti-
quariske Undersågelser i Sommeren 1851. S.179—222,
252
Stern, M, A., hans Forklaring over persiske Inscriptioner med Kileskrift, og Ind=
vendinger imod Rawlinsons. $. 118. 118.
Uskiånhed, eller Hæslighed, hvorvidt den findes hos Naturvæsener. 5, 59—62.
Ussing, J. L., Professor, valgt til Selskabets Medlem. S. 225.
Vanddampe, om deres Anvendelse ved chemiske Undersågelser: S, 133—135.
Vandets Sammentrykning, Forsåg dermed af Ørsted. S. 152. 153. og over deri
herved udviklede Varme. $. 154,
Videnskabernes Selskab, »dets Budget for 1851. S. 64. Regnskab før 1850. S. 65.
Selskabets Commissioner og sammes Arbeider. S. 242—244.' Bedåm-
melse over en af Simesen indsendt Afhandling om Hovedet." S. 140.
Valgt Medlem. $. 225." Ved Dåden tabte indenlandske og udenlandske
Medlemmer. 'S. 241. Forandringer derved fremkaldte blandt Selskabets
Embedsmænd, S. 242. Priisopgaver for 1852; S. 244—248.
Wegener, C. Fr., Etatsraad, meddeler et Mindeskrift over L. Engelstoft. S. 225.
Worsaae, J. J, sr , underståttes af Selskabet til en antiquarisk Reise i Norman-
diet. S, 140.
Ørsted, H. C., kr og Tanker over Skyerne (sidste Meddelelse i i Selskabet).
S. 40. Hans Dådsfaldå. S. 63. 164. En Malmbuste af ham opstillet i
Selskabets Sal. S. 145, Mindeskrift over ham af Forchhammer. S. 146
—164. Fortegnelse over hans litteraire Arbeider. S. 165—177. Hans
sidste litteraire Virksomhed. SS. 161. Hans Biographie udarbeides af
Etatsraad Hauch. S. 161.-
Ørsted, A. S., Geh. Conferentsraad , Selskabets Præsident, lykånskes ved en De-
putation til hans 50aarige Embedsjubilæum. S. 136.
Ørsted, A. S. Mag., bevilges Underståttelse til Tegninger af Dyr, fra hans Reise
med Galathea. S. 35.
Ostersleier, naturlige paa Bunden af et Kiær ved Aalborg. S. 183.
Ostersskaller, Lag og Dynger af samme, opdagede paa flere Steder ved Strand-
kanten af Landet: ved Iscfiord. $. 4—6. 205—213. Ved Meilgaard i
Jylland. S. 14—16. Ved Krabbesholm ved Liimfiorden. -S: 20. Ved
Aalborg S. 180—184.
Tillæg til biographiske Antegnelser over Conferentsraad Schumacher,
Den Afdøde var fådt den 3. Sept. 1780.
use aen nar
Oversigt
| over det
Kgl. danske Videnskabernes Selskabs
"Forhandlinger
dets Medlemmers Arbeider
i Åaret 1852.
Af
Selskabets Secretair
&. Forchhammer,
Etatsraad og Professor.
es
EKjobenhavn.
Trykt 13 Bianco Lunos Bogtrykkeri.
dd
i
K-$
"ze
e vw
LÅ SAS
s 5
syg
n å
sr;
£ -
z
hj
robiodtÅ- aroemmolk
så etsdskelse
2 : re É LEE SST gg 3
få sadmsd LÆ
El Æ rig bons.l one Er! X p
AR satin Akon ry
…— Oversigt
over det
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
"Forhandlinger
ng
dets Medlemmers Arbeider
i Aaret 1852.
Af;
Etatsraad, Professor &. Forchhammer,
RE Secretair.
Ar. 1.
Bliss
Som det i- Oversigt over Videnskabernes: Selskabets Forhand-
linger for Aaret 1851, under Mådet den 5te December, er
bemærket, meddeles her det af Etatsraad Geheimearchivarius
Wegener i samme Måde holdte Foredrag, biographiske Anteg-
"nelser over Selskabets afdåde Medlem, Conferentsraad. Laurids
Engelstoft.
Det Kongelige Videnskabernes Selskab har i denne Aften .
villet håre nogle Mindeord over et af dets ældste og anseeligste
Medlemmer, afdåde Conferentsraad Engelstoft, og Selskabets Se-
eretåir har anmodét mig om at forelæse disse.
Der var meget, som maatte gjøre mig. det. betænkeligt at
paatage mig dette Hverv; ahi jeg vidste. forud, at jeg under
jer … "ad
Omstændighederne ikke vilde kunne raade over den Tid og de
Kræfter, som Arbeidet fordrede, og jeg erfarede snart, at, jeg
forgjeves vilde såge de” Oplysninger og Forarbeider, der ellers
pleie at være paa rede Haand", Men da jeg efter gjentagen
Anmodning maatte betragte denne Gjerning som en Pieteispligt
fra min Side mod den Afdåde, kunde jeg saameget mindre
nægte min ringe Tjeneste, som jeg var overbeviist om, at den,
der adlyder dette Pligtbud, altid tår vente sig Overbærelse,
allermeest i dette Samfund. :
Jeg har.da nedskrevet. de fålgende Ord saaledes, som det
under Omstændighederne var mig muligt?, Jeg har givet dem
Formen af ganske simple biographiske Antegnelser, — ogsaa
fordi jeg ikke burde tilstede personlige Fålelser nogen over-
veiende Indflydelse paa et Foredrag som delte.
Laurids Engelstoft er fådt den anden December 1774
i Gislum, mellem Hobro og Løgstér, hvor hans Fader, Provsten
Magister Christian Engelstoft, gift med Eleonore Hedvig Lillelund,
dengang var Sognepræst?, Med sin Fader flyitede han i sit femte
1' I Ordens-Capitulets autobiographiske Samlinger fandtes Intet) fra' den
Afdådes Haand om hans egen Person, — hvilket i andre Henseender er ret
mærkeligt. Familien har saa godt som intet kunnet levere af skriftlige Opteg-
nelser. Med Undtagelse af nogle ganske faa Breve fra en ældre Tid, som jeg
tilfældig viis erholdt Kundskab om og Tilladelse til at benytte, samt enkelte Nø=-
titser fra forskjellige Sider, hvorom nedenfor paa vedkommende Steder skal
" aflægges Regnskab, have adspredte Efterretninger rundt om i trykte Båger været
mine Kilder, — som til en forlængst afdåd Mands Biographie. En Deel skylder
jeg vel mit eget næsten trediveaarige Bekjendtskab med Conf. Engelstoft; men
i to og tyve Aar af denne Periode levede jeg langt fra ham og saae ham kun
enkelte Gange.
2 Foredraget åftrykkes her, ifålge Selskabets Bestemmelse, i den Omfang, -
hvori det oprindelig af mig var udkastet;. men i Mådet: selv, . den. 5, December
1851, kunde, med Undtagelse af ovenstaaende Indledningsord, blot et Uddrag
deraf meddeles, paa Grund af den Tidsgrændse, der er bestemt for en enkelt
Oplæsning. 3 Ifålge Gislum Kirkes! Ministerialb og er han ved Hjem»
medaaben paa sin Fådselsdag kaldet: ,Lars', og frembaaret i Kirken. d. 16
December. Han hed altsaa ikke Laurids Struch, som Nogle have villet. Selv
skrev han sig stedse: Laurids”, :
3 .
Aar til Vive og.i sit tolvte Aar til Næsborg Præstegaard"; i
ham hayde han. sin. første fortræffelige Opdrager og Lærer.
Magister Engelstoft, en Discipel af den bekjendte Aal-
borgske Rector "Ludvig de Hemmer, var en udmærket Mand
baade som Præst i sin Menighed og som Lærd i sit Studere-
kammer: Han var en”nidkjær Religionslærer i Ord og Gjerning,
en Tråst og Ståite for de Faltige og Ulykkelige i sin Kreds”,
Han bevarede derhos i den afsides Præstegaard. sin Ungdoms
Kjærlighed til de classiske Studier, navnlig til det latinske
Sprog, som han behandlede med Lethed og Færdighed mundt-
lig og skriftlig, i bunden og ubunden Stiil, og han havde i
”" mange Aar ligesom en Skole i sit Huus, hvori han med Lyst
og Held underviiste unge Menneskerf. I sin Virkekreds nåd
han en Anseelse, som blandt Almuen endog steg til en Tro paa
hans Magt og Herskab over onde Aander, der vilde gribe ind
i de jordiske Forhold”.
Laurids Engelstoft forblev i sin Faders Huus og Skole
næsten til sit femtende Aar og dannedes ved hans Underviisning
og efter hans Månster. Af Naturen begavet med -herlige Evner,
Flid og Lærelyst, "gjorde han hurlige Fremskridt og tilegnede
sig .i en ung "Alder især den Færdighed og Smag i Brugen af
Romersproget, der fulgte ham gjennem hele Livet, I sin Fritid
blandede han sig gjerne mellem Landsbyens Ungdom: snart
sad han hos: denne i Skolen, hårte og spurgte den, snart opli-
vede han ved sin Munterhed dens barnlige Lege, snart uddeelte
han Smaagaver til fattige Born. Bønderne holdt derfor ret
meget af deres Provsts fiintbyggede, lyshaarede og livelige Son?,
Udenfor denne snævrere Kreds saae han vel stundom sine For-
4 (Tauber) Saml. af biogr. Notitser om A'alb. Kathedralsk.
Disc. 1H.S.31..— 5 Medd.afPastor Haar i Næsborg, som anfårer
" adskillige Exempler derpaa. — 6 Kjoåbenh. lærde Efterr. 1803. S. 110
—111. — 7 Thiele, Folkesagn II. 170. — 8 Engelstoft selv til-
skrev sin. Faders Underviisning dette. — 9-Medd, af Past. Haar i Næs—
borg.
1%
ældres nærmere Omgangsvenner, saasom Præsten Zahrimanns i
Tisted, Præsten Bierums i Torup Præstegaard, enkelte Familier
i Hobro"%, af og til formodentlig ogsaa Herskabet paa Norager-
gaard, der netop i Engelstofis Fådselsaar ved Arv var tilfalden
Grev Rosenkrone. Thi dennes afdåde Broder Conferenisraad
Rosenkrone havde boet paa Nåragergaard og væsenlligt bidra-
get fil, at hans Fader havde erholdt Gislum Sognekald!", og
Grev Rosenkrone fulgte med Opmærksomhed Engelstofts tid-
lige Fremgang og Udvikling
Ved en offentlig Skoles mere alsidige Underviisning vilde
Provst Engelstoft, at hans Såns Skoledannelse skulde fuldendes,
og Valget faldt naturlig paa Randers. Denne Skole havde ved
Rector Mag. Schidth undergaaet den fårste Reform, da en Con-
reclor var bleven ansat og en ny Bygning kjåbt og indrettet;
den havde derhos nylig faaet en ung og dygtig Rector i Magi-
ster Peder Estrup””, og denne Rector var Provst Engelstofts
Såstersån, Pleiesén og Discipel: Grunde nok til at vælge Randers
Skole fremfor andre. Ifålge denne Bestemmelse blev da Lau-
rids Engelstoft i- Efteraaret 1789 paa en særlig Søndag con-
firmeret'i Næsborg Kirke. Confirmationen var tillige en Afsked.
fra det fædrene Huus, og — endnu lever i denne 'Egn Mindet
om hiin Dag og om den ærværdige Provsts bevægede Forma-
ningstale: ,Min Sån, bliv viis og glæd din Faders Hjertet,
I Randers latinske Skole blev Laurids Engelstoft opta-
10 Ifålge Medd. af Past. Larsen i Gislum. var Engelstoft d… 16
Decbr. 1774 bleven frembaaret i Kirken af Mad. Zahrtmann i Tisted; Fåd-
derne vare Hr. Knud Bierum, Hr. Wedege i Hobro, Hr. Weigner, Mad.
Lyngby og Jfr. Esmann. Zahrtmann og Bierum vare Gislums Nabopræster
mod Øst og Vest i Tisted og i Farsé (Præstegaard i Torup); see Bitzows
Calbodltiga Calender 1775, S. 47—48, Af "Navnet Wedege vare der to
Mænd i Hobro, den ene Veier og Maaler, den anden Kjåbmand, ifålge Dan-
marks Speil for 1770, S, 577—78, — 11 Håst, Clio, II. 41, 43. Lærde
Efterr: 1803, $. 111. — 12 Galthen, $.161. Stadfeldt, S. 213. Elem-
mer, Efterr. om Randers Skole, I. 6—8. II. 23—26. — 13 Medd. af Past.
Haar i Næsborg.
5
get den fjortende October 1789, indtraadte;strax i Mesterlectien,
og erholdt allerede i det fårste Aar Skolestipendium"",… . Ogsaa
her vandt han sine Læreres Tilfredshed og gjorde saadan Frem-
gang, at han efter halvandet Aars Forlåb fandtes moden. til
den academiske Underviisning. Ved Paasketid 1791 afgik han
til Universitetet, opnaaede ved første Examen bedste Character
med offentlig Udmærkelse og blev den anden Mai immatriculeret
som "academisk Borger. Ved denne Leilighed valgte han til
Privatpræceptor, ligesom strax betegnende Retningen af sine
tilkommende Studier,” — Abraham Kall%,
2. Ved Universitetet tildrog Engelstoft sig meget tidlig
baade Professorernes og sine Medstuderendes særdeles Opmærk-
somhed. Blandt hine maa strax nævnes Abraham. Kall, Riisbrigh
og Baden; blandt disse Jacob Aall og Bérge Thorlacius, der i
samme 'Åar vare blevne Studenter. Det er rimeligt, at Forbin=
delsen med den sidste blev indledet ved deres fælleds ;Hengi-
venhed. for Rector Estrup, hvem Thorlacius havde havt til Lærer
i Frue Skole og altid bevarede en stor Kjærlighed for”, I det
"forste academiske Aar fuldendte Engelstoft. den philologisk-
philosophiske Examen ligeledes med Udmærkelse ",
Han valgte" derefter Theologien til: Brådstudium, som man
siger, og hårte i halvtredie Aar Horneman, Moldenhawer, Balle
og Miinter, nærmest med Hensyn paa den .iheologiske Embeds-
examen. Balles Forelæsninger over "Kirkehistorien og Molden-=
14 En Protocolved Randers Skole, indrettet 1758 ifålge Forordn.
af 23 Juli 1756, 4de Art., viser Datum for Engelstofts Optagelse i Skolen , og
en Bog over Stipendiernes Distribution har den 6te Octbr. hans
egenhændige Qvittering for 10 Rd. for Aaret 1789—90, hvorimod Rector Estrup
G den 8de Novbr. 1791 paa hans Vegne har modtaget 10 Rd. for Aaret 1790— 91.
Medd. afRector Thortsen. Naar derimod hiin Protocol angiver d. 10de
Septbr, 1774 som Engelstofts Fådselsdag, saa er dette en besynderlig Urigtig-
hed. — 15 F. Barfod, Danm. Geistl. I. col. 152. II. col. 119. Univers.
Matr. i Consistor. Arch. — 16 Thorlacii Autobiogr. MS. i Ordens-Capitu-
let, Flemmer, Efterr. om R. Skole, II, 26, — 17 Barfod, ovenanf. St.
6
hawers over den hellige Skrifts Exegese stode dengang i' stor
Anseelse, hine for deres grundige Lærdom, disse tillige for
deres Smag og Elegance. Ogsaa Moldenhawers og Miinters
latinske Disputere-Ovelser vare meget opvækkende og fandt
megen Deeltagelse hos de unge Studerende!”, Engelstoft
benyttede med Flid denne Veiledning; han knyttede derhos
med de meest udmærkede af sine Jævnaldrende en selskabelig
og videnskabelig Forbindelse, som ligeledes havde den gavnligste
Indflydelse paa hans Uddannelse. Fremfor alle vare Børge
Thorlacius og Peter Erasmus Miller, hvilken sidste et Aar
senere var bleven Student, men hurtigt stod paa lige Trin med
de ældre, hans fortrolige Venner og Deeltagere i de fælleds
Studier. Ogsaa Jacob Aall og senere Jacob Neumann hårte
til denne engere Kreds?9,
Engelstoft var blandt disse unge Mennesker udentivivl den
mindst formuende; men hans Kundskaber og Talenter anbefalede -
ham ikke alene til de academiske Beneficier, men aabnede ham
overhovedet Forbindelser, hvor saadanne Egenskaber kom i Be-
tragtning. I Februar 1795 erholdt han Plads paa Walkendorfs
Collegium og nåd det dermed forbundne Stipendium??, og kort
efter, den trettende April, blev han udnævnt til Alumnus i del
saakaldte Communitet?,” Ved private Informationer erhvervede han
sig en Deel af sine Fornådenheder, og det er vel ogsaa rimeligt,”
at Grev Rosenkrone pda en eller anden Maade underståttede ham.
Vist er det, at han allerede i sine fårste Studenteraar ofte
. kom i Rosenkrones Huus og der var agtet og vel anseet.
Saaledes nærmede sig Tiden, da de egentlige academiske
Læreaar skulde sluttes med en Embedsexamen. Engelstoft
og Thorlacius fortsatte udentvivl ved Siden af deres theologiske
18 Thorlacii Autobiogr. MS. — 19 Selmer, Necrol. Saml., 1848
—1849, Side 269, vise, at denne Forbindelse med Neumann ikke kan have
været tidligere end Eftersommeren 1794. — 20 IfålgeProtocollen i Col-
legiets Archiv. — 21 Badens Univ. Journ. IV. 53. V. 25. ;
7
Studier ogsaa andre, hvortil de fålte stårre indvortes Kald,
Thorlacius navnlig philologiske ogEngelstoft historiske; idet-
mindste vedligeholdt Engelstoft stedse Forbindelsen med
Abraham Kall. - P. E. Muller ilede derimod mere lige til Maalet.
Men ålle tre bleve ved Omstændighederne forsinkede, da de
allerede syntes at være det nær. Muller mistede i Februar 1795
sin Fader, og i Juni-indtraf en almindelig Forstyrrelse i alle
Forhold i Hovedstaden. - Fredagen den femte Juni spiiste Engels-
toft til Middag hos Grev Rosenkrone ved Frederiksholms Ka-
nal”; derfra saae han Udbrudet af den paa Gammelholm op-
komne Ildlés, som faa Timer efter nåaede Smaagaderne i Byen
samt Nicolai Kirke, og paa tredie Dag ådelagde Alting lige
til St. Pedersstræde og Volden. "Walkendorfs Collegium. var een
af de sidste Bygninger, som brændte den. syvende Juni, saale-
des at. kun nederste Etage,. Auditoriet og Bibliotheket inde i
Gaarden stodeé tilbage%. En. Consistorii-Beslutning af tiende
Juni bestemte i Overeensstemmelse med Fundatsen, at Alumner-
nes Stipendier fra October skulde tilbageholdes og. anvendes
til Bygningshjælp. . Engelstoft var saaledes brandlidt og huus-
vild, og under denne Oplåsning af al Orden reiste han med Neu-
mann til Jylland, hvor han meest. hos sin Fader tilbragte en
Deel af Sommeren%, Medens han var borte, fuldendte hans i
åconomisk. Henseende heldigere Venner med Udmærkelse deres
Examen: Jac. Aall i Juli, P. E. Miller i October 1795%,
Ved denne Tid var Engelstoft igjen i Kjobenhavn for
22 I Gaarden Nr. 237, den Hjelmstjerneske Gaard, som nu tilhårer Excell.
Overkammerherre Stemann, — 23 Univ. Journ. IIL 122, Saavidt man
af Collegiets Protocol kan slutte, var det nu ganske forladt af de Studerende,
og kun. Auditoriet beboedes imidlertid af en brandlidt Familie, — 24 Sel-
mer, Necrol, Samling. 1848—1849, S. 269, — 25 Univ. Journal II. 176.
I Millers Autobiogr. MS. bemærkes, at den store Ildebrand bragte ham
den Fordeel, at hans afd. Faders store Gaard paa Kjåbmagergade derved steg
i Prisen saaledes, at han — tildeels ved sin ældre Broders Ædelmodighed -—
fik en Arv af nogle tusinde Rigsdaler. — 26 Protocollen i Coll. Arch.
Fk. AR
at naae det samme Maal. I October modtog han-sin Distribu-
lion som Alumnus paa Walkendorfs Collegium; i -November
blev Krandsen sat paa den nye- Bygning. Alumnerne flyttede
ind, efterhaanden som deres Værelser bleve færdige, og då den
nederste Etage, hvor Engelstoft boede, ikke havde lidt me-
get”, tog han formodentlig i Låbet af Vinteren sit Værelse i
Besiddelse. Imidlertid var Thorlacius oppe til theologisk At-
testats i Januar 1796, Engelstoft og Neumann i April næst-
folgende. De to fårste bleve udmærkede, den sidste erholdt
bedste Character %,
3. Efterat have fuldendt det academiske Cursus, kunde
Engelstoft med større Frihed følge sin Tilbéielighed for histo-
riske Studier, Livet paa det nye Walkendorfs Collegium var
ham meget behageligt og bragte ham i Forbindelse med Alumner,
hvis Venskab var ham kjært. Saadanne vare den noget ældre
Jacob Thomsen, der i sin Ungdom syslede med den critiske
… Philosophie og Pædagogiken, og Svend Brun Juul, der interes-
serede sig for de historiske og geographiske Videnskaber og
kom meget i Abraham Kalls” Huus”, Imidlertid tilbåd den aar-
lige Coøncurrence for de academiske Priismedailler, der vel tid-
ligere havde været aabnet,. men dog fårst i det Aar, da En-
gelstoft blev Student, fik”sin nærmere Organisation”, de unge
Studerende en Opfordring og Veiledning til at forsåge deres
Kræfter, og de tre fortrolige Venner, der omtrent samtidig havde
taget Embedsexamen, synes at være komne- overeens om at
ville bruge deres fårste Candidataar til at bearbeide hver sin
27 Badens Journ. V. 105. 106. — 28 Badens Journal IV. 87. 88.
— 29 Om Forholdet til Thomsen paa Collegiet vidner et Brev af 28 og 30
Sept. 1799 fra denne til Thorlacius og Engelstoft i Paris; og om Forholdet til
Juul tvende Breve af 16 Juli 1798 og 6 Juni 1800 fra Engelstoft til Abr.
Kal. — 30 Badens Journ. I. 9—10. Engelstofts Efterr. om Kbhvns
Univ. 1823. S. 25—26..
9
… af de Priisopgaver, som i Begyndelsen af Aaret 1796 våre
udsatte: Miller den theologiske, Thorlacius den philosophiske
og Engelstoft den historiske”, En noget yngre Student, der
ikke hørte til deres nærmere Kreds, havde allerede Mod til det
samme og. valgte den æstheliske, Del var Hans Christian Orsted.
Medens Engelstoft var beskjeftiget med dette Arbeide,
kom han i en Fristelse, der ligesom skulde vise, om han var
fast: paa den betraadte videnskabelige Bane. Bårglum Sognekald
var ledigt eller vilde meget snart blive det, og Grev Rosen-
krone, som havde Kaldsret og formodentlig haabede at udvirke
en Venia ætatis for Engelstoft, tilbåd ham samme, En-
gelstoft synes at have vaklet; idetmindste ilede han med at
aflægge de practiske Préver, Dimisprædiken og Catechisation,
den attende Juni, altsaa neppe to Maaneder efter Attestatsen%,
Men — Haabet om en mere tiltalende Virksomhed i sin Tid
ved Universitetet seirede over denne Fristelse: Joh. Chr. Al-
brechtsen blev Præst i Bårglum%, og Engelstoft arbeidede
rolig paa sin Priisafhandling.
Muller, der tidligst havde fuldendt Embedsexamen, og
mindst blev forhindret ved andre Omstændigheder, var alle-
rede i August 1796 færdig med sin Afhandling; men Engels-
toft, skjoåndt han først i April alvorligen havde kunnet begynde
paa dette Arbeide, naaede dog Maalet i rette Tid. Ved. Uni-
versitelsfesten, der holdtes den fjerde Februar 1797 i Anled-
ning af Kongens Fødselsdag, blev Dommen udtalt, og hver af
de nævnte fire unge Studerende erholdt Prisen for den af ham
indsendte Afhandling?f, ;Engelstofts handlede om Qvinde-
kjonnets borgerlige og huuslige Kaar hos Skandinaverne i Old-
31 Badens Journ, IV. 90. Den philosophiske var egentlig philologisk.
— 32 "Efter mundtlig Meddelelse. — 33 Barfod, Danmarks Geist-
lighed I. c61.-252. "II, 119. For Prædiken fik han laudab.,. for Catechisation
laud. et qu. egregie. — 34 Kaldsbrev af 18 Aug. -confirmeret den 2 Septbr.
1796. — 35 Autobiogr. MS. — 36 Univ. Journ. V. 32— 33.
10
Sme me me
tiden, var skrevet paa Latin og blev Grundlag for hans et
Par Aar senere udgivne Skrift over samme Emne.
Der var hidtil ligesom en ædel Væddestrid mellem En»=
gelstoft, Thorlacius og Miller, og den vedblev fremdeles, idet
de Skridt for Skridt fulgtes ad.- De vare nu alle til samme
Tid sysselsatte med at udarbeide Inauguraldissertalioner for Ma-
gistergraden eller, som man dengang til nogen Førargelse for
Jacob Baden” begyndte at sige, — for Doctorgraden i Philo-
sophien. Miller havde allerede "begyndt i August forrige Aar?8,
umiddelbart efter Fuldendelsen af sit Priisskrift, og havde saa-
ledes ogsaa Tiden forud for sine Venner; han prædikede for
Dimis den toogtyvende April og disputerede den tiende Mai
17972. Thorlacius og Engelstoft vare. endnu ikke saa vidt
fremrykkede. Den førstnævnte forberedede .sig desuden sam-
tidig til den philølogiske Skoleembedsexamen; Engelstoft
havde ikke nøgen Hindring af den Art: han fandt i Sommeren
1797 Tid til at gjåre en Fodvandring i det nordlige Sjælland
med Neumann; han nåd sin Fribolig paa Collegiet, hvor: han fra
Paaske til Michelsdag var Inspector Horti??, og han havde der-
til en liden Indtægt, som han ikke kunde have gjort Regning
paa. Det var, som ovenfor bemærket, strax efter Branden be=-
stemt, at Distributsen skulde ophåre -fra Efteraaret 1795; men
da navnlig Jacob Baden og Riisbrigh offentlig opfordrede ældre
Walkendorfianere til at komme de nuværende Alumner tilhjælp,
da adskillige virkelig adlåde denne Opfordring, og da lige-
ledes Communitetet tilstod Collegiet et Laan, saa erholdt de
brandlidte Alumner i Foraaret 1797 Erstatning for halvandet
Aars ikke oppehbaarne Distributs og om Efteraaret ligelédes den
37 Univ. Journ. IV. 185. V. 188—89, VI. 186. VIII. 186. Pram synes
at have sat Spårgsmaalet i Bevægelse nogle Aar i Forveien i Minérva for
1790 III. 327— 28. — 38 Autobiogr, MS. — 39 Barfod, Danm. Geistl.,
I. 251. Badens Journ, V. 141. — 40 Selmer anf. St. $., 171, — Proto-
col i Collegiet, ;
11
da forfaldne Distributs”, Denne Hjælp, 'skjondt i sig selv ikke
meget betydelig, kom dog Engelstoft vel tilpas, medens han
arbeidede paa sin Dissertation. Thorlacius tog Skole-Embeds-
examen den tyvende og eenogtyvende September og disputerede
den sjette October; Engelstoft var den eenogtyvende Juli
dispenseret- for Magister-Conferenisen og disputerede den sy-
vende October 1797%, Hans Afhandling: de Hieronymo Stri-
donensi tår medrette kaldes et af de" smukkeste academiske
Skrifter af denne Slags, og den blev offentlig erkjendt som et
saadant i critiske Tidsskrifter saavel hjemme som i Udlandet.
4. "Og en Anbefaling, der kunde berede de tre unge Doc-
torer en god Modtagelse i Udlandet, var dem dengang vigtig;
thi de nærede alle det Onske at kunne besåge fremmede
Universiteter. Miller havde allerede i Foraaret 1797 gjort Ud-
vei til de fornådne Midler: af Geheimeraad Rosenkrants og
Admiral Løvenérn havde han faaet det Rosenkrantsiske og
Elersenske Reisestipendium; selv eiede han deels lidt af sin
Fædrenearv, deels to ham testamenterede asiatiske Actier, hvis
Udbylte i de Aar var betydeligt. Han forlod altsaa Kjåben-
havn i Sommeren 1797, og med ham fulgte Jacob Aall for
det forste;til Kiel, og efter nogle Maaneders Ophold der, hvor
Hofman-Bang stådte til dem, over Berlin og Dresden i Sep-
lember Maaned til Leipzig?”, Thorlacius og Engelstoft vare
dengang 'endnu ikke færdige med .deres Arbeider hjemme;
men deres Venner stræbte at tilvejebringe, hvad en Reise vilde
fordre. ;
Man synes dengang at have anseet en Sum af otte hun-
drede Rigsdaler dansk Courant for passende og tilstrækkelig
til en ung Videnskabsmands Underholdning i et Aar ved Udlan-
41 Univer. Journ. III: 122—23. V. 106, og Distributs-Protoc. ;
Colleg. — 42 Univ. Journ. V. 141—42. 188—89. 190, — 43 Millers
Autobiogr. MS.
12
dets Universiteter. Thorlacius erholdt Tilsagn om fire hundrede
Rigsdaler aarlig af Fondet ad usus publicos, og ligesaameget af
sin Fader og sin Morbroder Riisbrigh, Halvdelen af hver %,
For Engelstoft blev en formodentlig lignende aarlig Under-
ståttelse samlet deels ved Universitets-Stipendier, deels af Fon-
det ad usus publicos, deels ved Grev Rosenkrones og maaskee
Hertugen af Augustenborgs Bidrag %,
Engelstoft'og Thorlacius vilde fålges”ad i Udlandet lige-
som Aall og Miller, og da Doctorgraden var vundet, Reise-
Omkostningerne tilveiebragte, længtes de efter at komme afsted
Thi det led imod Vinteren. De åvrige Forberedelser gik fra
Haanden i det muntreste Lune, og — endnu i Engelstofts
senere Aar kunde han glæde sig ved at tilbagekalde Erindrin-
ger fra denne Ungdommens og Haabets Tid. -
Til Forberedelserne hårte det, at tage Afsked i Byen og
Omegnen. Der var et Sted, hvor Engelstoft i sine Studen-
teraar meget kom, — Greve Præstegaard, tre Miil fra Kjåben-
havn, hos sin Farbroder Jens Nicolai Engelstoft”, Ofte kjårte
han derud med Bønder, som havde været i Byen, og under-
veis underholdt han sig med. dem ved naive Samtaler, der
altid morede ham. Paa en af disse Toure, formodentlig i Aaret
44 Thorlacii Autobiogr. MS. — 45 Disse Oplysninger 'har jeg
hentet af tilfældige Yttringer i utrykte Engelstoftske Breve. Et Brev
af 27 April 1799 nævner udtrykkelig 200 Rdår. af Kassen ad usus publicos, to
Universitets Stipendier, 100 Rdlr, fra hans Fader (der dog synes at have været
et Laan eller Forskud) og ,,et Taksigelsesbrev til Hertugen. Et andet Brev af
1 Juni s. Å. omtaler bestemt 260 Rdiår. af hans Stipendier og ved Siden deraf
igjen de 200 Rdir. af Fondet. I et tredie Brev af 21 Juni s. A. hedder det,
at han i September faaer Penge fra Rosenkrone. Dog er det noget tvivlsomt,
om, Engelstoft strax ved Afreisen havde Underståttelsen af Fondet; thi i et
Brev af 23 Marts 1799 fra Minter lykånsker denne ham til den,,Pension af 200
Rdlr. i to Aar”, som han havde faaet. — De Vexelerere, paa hvilke de i Paris
modtoge Anviisninger, nævnes i Brevet af 1 Juni: Perigourd og Texier. —
46 (Tauber) Saml. af biogr. Notits. I; 32 lader ham dåe 1798; men
Barfod, Danm. Geistl. I. col,. 204—5 siger, at Mellerup blev efter Ind-
stilling af Kjåbenhavns Magistrat Sognepræst i Greve den- 30 Sept. 1796.
13
1792, da Pontoppidans Forklaring skulde aflåses af Balles Læ-
rebog, havde den ærlige- Bøndemand begyndt Conversationen
saaledes: ,Der siges jo nu, at vi skulle have en ny Tro.£
Saa? - svarede Engelstoft, det har jeg dog ikke hårt. ,Ja,
da sige de Pinnedåd det — Hyp!£ gjensvarede Bonden, idet
han gav sine Heste et Smæk, og dermed vare hans Betragt-
ninger «over den Sag tilende. Nu var Engelstofts Farbroder
dåd, men Eftermanden Mellerup ægtede hans Enke, og Præste-
gaarden vedblev at være et kjærtSted”, hvor der ogsaa skulde
siges Farvel. Thorlacius, maaskee ligeledes Neumann for Sel»
skabs Skyld, fulgte med. Ogsaa fra dette Besåg havde En-
gelstoft i senere Dage den Fortælling, at en tilstedeværende
gammel Mand, idet de unge Magistre kjårte ud af Gaarden, havde
brugt det moersomme Udtryk: yder kjårer mæn et lærdt Læs!
Det var' den glade Stemning, hvori Indtrykket af saadanne
Ubetydeligheder blev oplaget, -der bevarede Mindet om dem og
gjerne kaldte det tilbage. i
II,
IT November 4797 tiltraadte Engelstoft og Thorlacius
deres Reise. De gik fårst til Kiel, hvor de .opholdt sig en kort
Tid, hospiterede hos Reinhold, der foredrog den critiske Phi-
løosophie, og fik Leilighed til at see Mænd, der havde europæisk
Navnkundighed, Dumouriez og Lafayette. Her skrev Engels-
toft den'fireogtyvende November 'det fårste af den lange Brev-
række; som Neumann et Aarstid senere lod trykke”, Fra Kiel
droge de over Eulin, Lybek og Altona til Hamborg, som de
efter nogle Dages Ophold forlode den femte December. Rei-
"47 VedProvst Fr.Dan.MellerupsJordefærd (Kbhvn. 1847), S. 8.
1 I. Neumann, Danskes Reiseiagttagelser, I. 35 fgg. Andet
Brev fra Hamborg den 4 Decbr. smsteds S. 46 fg.
AR
,
sens fårste Maal var egentlig Gåttingen. De passerede Elben
den sjette December og kom over Lineborg til Brunsvig,
hvorfra de gjorde en liden Excursion. til Helmstedt og hårte
et Par Forelæsninger hos Hencke, til hvem de af Minter vare
anbefalede. Derefter gik Reisen fra Brunsvig over Wolfenbattel,
Seesen og Nordheim directe til Gottingen, som nu i meer end
tre Fjerdingaar blev deres faste Hjem. Derfra skrev Engels-
toft den nittende December sit tredie Brev til Neumann?, som
hjemme i Kjobenhavn var sysselsat med Bearbeidelsen af den
academiske Priisopgave i Theologien?.
Gåttingen var dengang en Samlingsplads for Tydsklands
beråmteste Lærde. Der levede Planck, Eichhorn og Reuss,
Heyne, Schlåzer og Gatterer, Tychsen, Blumenbach og Lichten-
berg. Gåttingen var tillige Samlingspladsen for unge Studerende
af alle Nationer fra det nordlige og dstlige Europa. Dets Be-
. Tømthed lokkede fornemme Junkere med deres Hovmestre; dets
Billighed tillod ogsaa fattige Studenter at såge derhen. En-
gelsteft hårte her vistnok fornemmelig historiske og philolo-
giske Forelæsninger, og sluttede sig især til Heyne og Reuss,
der aabnede ham den frieste Adgang til Gittingens beråmte
Bibliothek”; thi Historien var hans Hovedstudium, og Bibliothe-
kets: Rigdomme vare ham nødvendige ved Omarbeidelsen af
hans Priiskrift om Qvindekjonnets Kaar i den nordiske Oldtid,
som han havde isinde at udgive. Men ved Siden deraf begyndte
han allerede strax i Golttingen ligesom at efterhjælpe, hvad
Skolen og det propædeutiske Cursus ved Universitetet hidtil
havde ladet ham mangle i almindelig videnskabelig Dannelse:
saaledes hårte han navnlig medicinske eller anatomiske Fore=
læsninger hos Osiander og botaniske hos Blumenbach>5,… I disse
Videnskaber blev han vistnok aldrig andet end Dilettant; men
2 Anf. Si. S. 56.fgg.. — 3 Badens Journ. VI. 8—9, -— 4 For-
talen til Bogen om Qvindekjånnet, — 5 Mundtlig Meddelelse,
15
han beholdt stedse stor Interesse for dem, ' og endnu i senere
Aar botaniserede han gjerne paa Fødvandringer.
Mod Vinterens Slutning foretoge Engelstoft og Thorlacius
en Excursion paa kort Tid til de mærkværdigste omliggende
Steder. De gik den ellevte Marts 1798 over Heiligenstedt,
Mihlhausen, Langenzalza og Erfurt til Weimar og Jena. I "Wei-
mar traf de Herder, Goethe, Wieland, Bottiger og Falck, af
hvilke den første overraskede dem ved nogen Kjendskab til det
danske Sprog, den anden derimod var vanskelig at faae i
Tale, da han for det meeste var ved Hoffet. Jena var Ho-
vedskolen for den critiske Philosophie efter Fichtes System, og
havde derhos andre beråmte Lærere i Griesbach, Paulus, Ilgen,
Schulz, Hufeland og flere”, Derfra droge de over Naumburg,
Weissenfels, Lutzen og Leipzig til Halle, hvor de lærte at
kjende Niemeyer, Nåsselt, Wolf, Jacobs, Forster, Sprengel og
Andre”. I Foraaret 1798 vare de atter i,Gåttingen.
Her stådte efterhaanden flere Landsmænd til dem, saasom
Jac. Aall, Sverdrup og Hofman-Bang fra Leipzig og strax efter
P. E. Miller fra Jena, hvor han siden Nytaar havde hørt Fichte
og IlgenE, Gåttingen blev i den samme Sommer ogsaa besågt
af beråmte fremmede Lærde, Faujas de St. Fond og Mathema-
tikeren van Marum. De unge Danske lode Fornéielser afvexle
med Arbeide: i Begyndelsen af Juli gjorde saaledes Engels-
toft med sine Landsmænd en Fodtour til Hameln og Pyrmont,
hvor han fandt Leilighed til at hilse paa Hertugen af Augusten-
borg, og efter Tilbagekomsten til Gottingen 'gav han sin Vel-
ynder Abraham Kall en vidtloftigere Beretning om denne Udflugt.
Engelstofts Breve havde allerede i denne Periode den samme
stilistiske Courtoisie, som stedse udmærkede dem: ,At jeg i
6 Neumanns Dan. Reise-lagttagelser I. 72 fg. fjerde Brev, fra
Jena den 14 Marts.1798, — 7 Anf. St. S, 262—84, tvende Breve (det femte
og sjette) til Neumann, fra Leipzig og Halle. ”-— 8 Millers Autobiogra-
-phie MS. |
16
saa lang Tid — saaledes begyndte han den sextende Juli Brevet
til Kal — ikke har givet»mig den Frihed at skrive Dem til,
ville De ikke tillægge nogen Ligegyldighed eller Skjådeslåshed :
jeg veed Intet i Kjåbenhavn, som jeg uophårlig erindrer med
mere Varme end Dem og Deres elskværdige Familie, og jeg
kjender ingen behageligere Forreining end at kunne bevidne
Dem disse Fålelser saa ofte som muligt£?,
I den samme elegante Stiil tilendebragte Engelstoft i
denne Sommer den danske Omarbeidelse af sin Afhandling om
Qvindekjonnet, undertegnede Fortalen den tredivte September
og sendte sit Manuskript til ;Kjåbenhavn for at trykkes. En
antiquarisk Undersågelse i saadan Form havde man neppe får seet,
og Neumann, der udentvivl besårgede Correcturen, foreslog
at udgive Bogen som — Nytaarsgave for Damer”?, Denne Idee
blev ikke fulgt;" derimod havde Engelstoft, maaskee «under
Besåget i Pyrmont, erholdt Tilladelse til at maatte dedicere sin -
Bog til.Louise Augusta. Den udkom ved Begyndelsen af Aaret
1799, prydet med hendes Navn, og blev modtaget med almin-
deligt Bifald.
2. Kort efter Fuldendelsen af dette Arbeide gjorde En -
gelstoft og Thorlacius sig færdige til at forlade Gottingen.
De havde tidligere havt den Tanke .at skilles ad; "den fårste
vilde til Paris, den anden til Italien. Men da de franske Trop-
per dengang holdt Rom besat og truede Neapel, forandrede
9 Detutrykte Brev tilhårer Registrator Kall Rasmussen. — 10 Thor-
acii Dagbog ved dén 13 Novbr. 1798 MS. "Dette Haandskrift gaaer fra 11
Octbr. 1798 til 15 Febr. 1799, Fraden Tid af blive Thorlacii Regnskabs-
båger en vigtig Kilde. De gaae fra d. 24 Octbr. 1798 til 30 Juni 1800 og
ere i Begyndelsen alene Regnskabsbåger; men fra den Tid af, da Dagbogen
ophårer, indeholde de mange korte Notitser. Begge disse Haandskrifter lige-
som en Deel af de Breve, der ere eller ville blive benyttede, har jeg Hr: Skule
Thorlacius i Justitsministeriets Archiv at takke for Benyttelsen af.” Fra såmme
Haand ere ogsaa alle de nedenfor anfårte Breve til Thorlacius.
ar
Thorlacius sit Forsæt og fulgte Engelstoft", Hofman-Bang
var allerede i August draget til Paris, hvorimod Muller og Aall
endnu nogen Tid bleve tilbage i Gåttingen.
Denne Reise til Paris blev af Engelstoft og Thorlacius
benyltet som en passende Leilighed til at gjére sig bekjendte
med Nederlandenes og Belgiens videnskabelige Stiftelser. Den
ellevte October 1798 tiltraadte de Reisen, ledsagede til Drans-
feld af Sverdrup??”, og naaede samme Dag eller Aften over
Minden til Cassel, hvor de opholdt sig et Par Dage og af
den derværende franske Gesandt eller Commissair Simon erholdt
hver sit paa to Maaneder gjældende Pas til Paris. Derpaa droge
de over Lichtenau, Paderborn, Warendorf, Minster og Arn-
heim til Utrecht, hvor de standsede en kort Tid for at betragte
et Universitet, der endnu ganske havde beholdt den gamle Form.
Tildeels paa de saakaldte Trekschuiter tilbagelagde de den
smukke Vei mellem Utrecht og Amsterdam, hvorfra Engels-
toft den fireogtyvende og niogtyvende October atter gav Jacob
Neumann i Kjåbenhavn et Capitel af sin Reisebeskrivelse%,
Omirent en Uge dvælede de i Hollands Hovedstad, og gik. der-
paa over Haarlem til Leyden. De besøgte Universitetsbibliothe-
ket. .Jeg eftersaae — skrev Engelstoft samme Dag, den
forste November, til Neumann — et Par til vort -Fædrelands
Historie henhérende Manuskripter. Det ene havde den Titel:
Theodori Jonæ scriptum de herbis. Islandicis latine, cui deinde
aliquid annectitur anglice, og det bestaaer af to Breve, skrevne
1651 og 1656 fra Hitardal, hvor Forfatteren var Præst. En
engelsk Doctor Thomas, Gud veed hvilken, havde udbedet sig
adskillige Efterretninger til Islands Naturhistorie og opgivet
117 Thorlacii Autobiogr. MS. — 12 Thorlacii ovennævnte
Dagbog MS. Her omtales ogsaa en Bang, der ,red foran" og fulgte dem
til Cassel, hvor de toge Afsked med ham. Jeg er i Tvivl om, hvem det har
været. Jfr. nedenfor-S. 27, Note 58. — 13 Neumann,Danskes Reise-
iagttagelser 11.83 fø. syvende Brev, fra Cassel den 13 Oetbr. — 14 Anf.
St, II, 92 fg., .det ottende og niende Brev.
2
18
em 0
Thord Johnsen en Deel Spørgsmaal desangaaende.” Det andet
Haandskrift var et latinsk Digt af Tycho Brahe under Titel,
Elegia ad Daniam, skrevet den tyvende October 1597 i Wandes-
borg, og foræret til Henrik Rantzau, hos hvem K. Christian den
Fjerde kom til at læse det”, Dagen efter, den anden November,
forlode de Leyden og besågte paa Reisen mod Syd de hollandske
" Stæder Haag, Delft og Rotterdam, uden at de, som det synes,
fålte sig særdeles indtagne af, hvad de der havde snug
til at tage i Oiesyn.
Fra Rotterdam begave de sig den sjette November paa
Veien til Belgien, og naaede samme Dag over Ysselmonde til
Antwerpen omirent ved Midnatslid. De fremskyndede nu deres
Reise. Allerede den næste Dag ilede de over Mecheln til
Brussel, hvor de den ottende November stege i en Diligence
for at gaae directe til Paris. Veien fårte over Mons, Valen-
ciennes og Cambray, og Låverdag Aften den tiende November
1798 ankom de til Paris?%, Hele Opholdet i Nederlandene og
Belgien, eller Reisen gjennem disse Lande, varede altsaa neppe
en fuld Maaned.
3. I Paris toge Engelstoft og Thorlacius Bolig i Petit
Håtel d'Espagne, rue de la loi, fordum Richelieu, no. 895, og
traf strax Hofinan- Bang, der boede i samme Huus. Miller, der
ligesom Erik Hammeleff, var opholdt hele fire Uger i Strasburg,
fordi Passet skulde paategnes i Paris og derfra remitteres dem,
ankom den ellevte November og flyttede sammen med dem paa
deres Værelser”, Jens Wilken Hornemann og Jens Rathke
15 Udfårligere derom i det tiende Brev til Neumann, II, 134—37,
Thorlacii Dagbog MS. ad 1 Novbr. 1798 omtaler det samme. — 16 Neu-
mann Il, 138—151, det ellevte og sidste Brev i denne Række, indeholder Rei-
sen gjennem Belgien og ender netop her. — 17 Millers Autobiogra-
phie MS. Værten i Hotellet, Beaucage, overlod dem et stårre og et min-
dre Værelse, samt to Pulterkamre for tre Louisdors maanedlig, ifålge Thorl.
Dagb. MS af Ilte Novbr. Et Brev fra Engelstoft tilPhorlac, af 21 Juni 1799
19 ;
kom strax efter til Paris; ogsaa C. F. Berner var der", Alle
disse unge Danske og Normænd vare Datidens nordiske ,Pa-
riser-Klerkerf, eller udgjorde ligesom det nordiske Academie i
Paris og holdt sig meget sammen.
Men ved Siden af deres Kreds bestode ogsaa andre. Fårst
den danske Legation under Ministeren Geheimeraad Dreyer, og
alt hvad meer eller mindre hårte eller ånskede at håre til den
diplomatiske Verden, saasom Generalconsul Clasen, Chef for det
danske Handelscommissariat i Paris, og den unge Andr. Dede-
kam Gyldenpalm?”?, Secretair ved samme; Jo. D. T. Manihey,
der i forrige Aar udnævntes til Secretair ved Legationen, Nic
Chr. Nissen, der paa Reisen til sit Consulat i Tripolis længe
opholdt sig i Paris, og den ovennævnte Erik Hammeleff, Fuld-
mægtig under den africanske Consulatdirection%, En anden
mindre Kreds dannede sig nærmest om Bugge, der var kommen
til Paris i Anledning af Forhandlingerne om Maal og Vægt,
og havde som Medreisende Hartvig Duncan. Til Bugge sluttede
sig vel for en Deel den bekjendte Urban Jurgensen og den
dygtige Normand Capitain Hans Rustad, der var en anseet Ma-
thematiker, ligesom og Hammeleff synes at have havt nærmere
Forbindelse med Duncan?, En tredie Classe dannedes af dem,
som uden bestemt Formaal eller Anledning besågte Paris, Hoved-
stædernes Dronning: Friboe med Familie, Baggesen, Ingversen
0. m. fl.Z, Alle disse Kredse berørte hyppigt hinanden og
fra Toulouse viser, at de boede i tredie Stokværk, og der angives den maa-
nedlige Betaling til 60 Francs. — 18 Thorlacii Dagbog MS. er min Hoved-
kilde, ogsaa i det Fålgende. Gen. biogr. Archiv, S. 320. — 19 Bernt
Moe, Tidsskr. f. d. norske Personalhist. I. 80—81, — 20 Gylden-
palms Brev af 18 April 1799 til Pram, i Ost”s Minerva I. 74—75; Mate-
rialier col. 810 føg. — 21 Bugges Reise til Paris, S. 43, 604, Han
kom dertil d. 18 August 1798, og reiste derfra midt i Febr. 1799, Thorlacii
Dagbog MS. Ost, Hædersminde over Hans Rustad, S. 7. —
22 Hr. Wedege, Capt. Raaslef, Kjåbmændene Lund, Switzer, Holmbo, Bjårne-
rud, Hr. Winkler 0. fl. nævnes deels hos Thorlacius, deelsi Bugges Reise,
S, 603.
2%
20
havde fælleds Sammenholdspuncter, især hos Dreyer og Clasen.
De vare samlede i Paris i stormfulde Dage og kunde vel have
Trang til gjensidigt Raad og Underståttelse. Bonaparte var
dengang i Ægypten; uheldige Krige og en svag Regjering lode
ahne store Omvæltninger $,
I nitten Maaneder havde Engelstoft og Thorlacius i Paris
deres faste Hjem. De inddeelte og anvendte dette Tidsrum
paa den meest passende Maade. De vare komne dertil for at
udvide deres lærde Kundskaber og derhos erhverve sig en mere
alsidig Dannelse, og dette Formaal var i den fårste Periode
Gjenstanden for deres ivrigste Stræben; siden oplivede og
styrkede de sig ved Reiser i forskjellige af Frankrigs Egne, og
derfra vendte de atter tilbage til Paris for at fuldende de
begyndte alvorligere Studire
Omtrent det fårste Halvaar var saagodtsom udelukkende
en Læretid i strengere Forstand. De havde Anbefalingsbreve til
Millin, Langles, Bitaube, Gregoire, Dutheil; hos disse saavelsom
hos Sylvestre de Sacy, St. Croix, Villoison, Rochette, Visconti
0. A. fandt de den liberaleste Modtagelse og Veiledning. De
benyttede daglig de store Bibliotheker, især Nationalbibliotheket,
Manuskripisamlingerne og de beråmte Museer for Kunst og
Oldsager%, Miller, som kun vilde opholde sig nogle Maaneder
i Frankrig, beskjeftigede sig alene med fransk og engelsk
Sprog samt Kantisk Philosophie, og reiste allerede i Foraaret
1799 til Genf, Thorlacius hårte flere Cursus, navnlig hos Mil-
lin, confererede og afskrev vigtige Codices, fornemmelig til
Aristoteles, Photius og Lycophron, og gjennemgik Mynt- og
Gemme-Kabinettet, Engelstoft rettede sin Opmærksomhed
paa de historiske Haandskrifter, især forsaavidt der i franske
Manuskript-Samlinger kunde findes Bidrag til Nordens Historie.
23 GyldenpalmsBrev af17 Juni 1799, S. 76. — 24 Thorlacii Dag»
bog har meget detaillerede Efterretninger derom, Jyfr, Bugges Reise,
S. 183. — 25 Millers Autobiographie MS.
ÅR
e
Med levende Interesse hørte han af Gregoire, at en vis Tou-
min havde en Samling af fyrgetyve Volumina til Normandiets Hi-
storie?%&. Med ikke mindre Interesse kunde han med Dutheil,
dengang. Conservator ved Nationalbibliothekets Manuskriptsam-
ling og Medlem af Nationalinstitutet, afhandle det Punct af Fæ-
drenelandets Historie, som denne for faa Aar siden ved Udgi-
velsen af Innocens den Tredies hidtil savnede Båger og ved
en særlig Undersågelse havde givet nyt Lys, nemlig Dronning
Ingeborgs og K. Philip Augusts Skilsmissesag, og han fattede
derved selv Planen til en ny critisk Behandling af dette Emne””,
Fra Hjemmet af modtoge de Anviisninger og Opmuntring, idet-
mindste fra Abraham Kall, Moldenhawer og Minter %,
Ved Siden af disse Fagstudier sårgede især Engelstoft
ogsaa for sin almindelige Dannelse i betydeligt Omfang. Han
og Thorlacius hørte i Paris ligesom i Gållingen Foredrag over
Naturvidenskaberne, navnlig over Physik, Chemie, Physiologie
og Anatomie?”?; begge lode sig, formodentlig nærmest med
Hensyn til deres Studier i Antiquitets-Museerne, undervise i
Tegning?', Engelstoft, der altid satte megen Priis paa en god
og reen Haandskrift, rimeligviis ogsaa i Skrivning. Men En-
gelstoft gik endnu videre. Ligesom han i det Hele havde
mere Sands for selskabelig Dannelse og udvortes Anstand end
Thorlacius, saaledes benyttede han ogsaa Opholdet i Paris til
at lade sig lære at fægte hos en fransk Fægtemester?!, at svomme
paa et Badehuus i Seinen og at ride?”; og han bragte det der-
2% Ifålge Thorlacii Dagbog var det den 14 Febr. 1799, at Gregoire
fortalte Engelstoft dette. — 27 Engelstoft, Phil. August, S. 15—16.
35—36, — 28 Thorlacius fik d. 17 Deebr. 1798 Brev fra Moldenhawer,
at han skulde såge et Aars Forlængelse. Et Brev fra Minter til Thorla-
cius og Engelstoft i Fælledskab af 23 Marts 1799 haves endnu. Om Kall neden-
for. —. 29 Thorlacii Dagbog MS. i Decbr. 1798 og Januar 1799. —
"80 Anf. St. i Slutn. af Novbr. 1798. De betalte 40 Sous for Timen. —
381 ThorlaciiDagbog ad 8Febr.1799, Jeg skulde næsten troe, at Engels-
toft ogsaa har ladet sig lære at dandse. Jvfr. Gyldenpalms Breve hos
Ost I. 75. — 32 Private Meddelelser.
22
til, at han endnu i senere Aar kunde sidde ret godt tilhest
og næsten til Oldingealderen var en god Svoåmmer. Ogsaa
Musik dyrkede han og spillede i sine yngre Aar lidt paa
Violin. |
4. Ligesom en ny Periode i Pariserlivet begyndte med
Foraaret 1799 og varede i omtrent syv Maaneder. Man kunde
kalde den Reise-Perioden. Da oplåstes for nogen Tid det
lærde danske Samfund i Paris. Bugge reiste hjem i Februar,
og Muller begav sig i Mai paaVeien til Genf&, Engelstoft
fulgte i Foraaret Hofman-Ban& og Hornemann paa deres ho-
taniske Excursion til Pyrenæerne; Thorlacius gjorde derpaa i
Sommeren en Tour mod Nordost, og Engelstoft aflagde
endelig i Håsten et Beség i Normandiet.
Reisen til Pyrenæerne, som Engelstoft regnede til sine
storste Behageligheder%, tiltraadtes med hine to Venner den
forste April 1799. De droge over Orleans, Rochelle og Roche-
fort til Bordeaux, hvor de ankom den enogtyvende April, op-
holdt sig en Maanedstid, og fandt en meget venlig Opmærk-
somhed hos den derværende danske Consul Isaak von Hemert,
der paa'Clasens Regning gjorde Engelstoft de fornådne Pen-
geforskud%, De stiftede her ogsaa Bekjendtskab med enkelte
franske Lærde, navnlig med Bergeron, som den tiende Mai i
Videnskabernes Selskab læste en Afhandling om Medoc og laante
Engelstoft sit Manuskript?é, Den fireogtyvende Floreal forlode
33 Ifålge ThorlaciiDagbog gav Bugge sit Afskedsgilde den 3 Febr.,,
og ifålge hans Regnskabsbog afreiste Miller den 24 Mai. — 34 Det siger
han selv oftere i sine Breve til Thorlacius, f, Ex. Brev fra Toulouse af
10 Prairial: Det er vist, at ingen Fornåielse kan lignes ved den nærværende
Reise, og jeg bliver ordentlig hver Dag mere og mere vred paa Dig, fordi Du ei
fulgte med. — 35 Brev til Thorl. MS. af 7, 18 og 24 Floreal. Det sidste
viser, at von Hemert havde forstrakt ham 960 Livr. — 36 Neumann,
Danskes Reiseiagttagelser II. 282—294, Engelstofts Breve til
Thorl. af 13 Prairial og 3 Messidor vise, at han havde virksomme Anbefalings-
breve med fra Gregoire.
23
een nn
de Bordeaux” for at gaae til Toulouse; men de havde kun
tilbagelagt nogle Mile af denne Vei, da de maatte bestaae et
Eventyr, der kunde have givet Engelstoft Leilighed til at
vise, hvorvidt han havde bragt det i Fægtekunsten. I den lille
— By Langon traf de sammen med en fransk Kjåbmand fra Lyon,
der var yderst opbragt paa Frihedsmændene i sit Fædreneland,
og da Engelstoft og Hofman ikke nok billigede hans Yitirin-
ger, udfordrede han dem; kun fordi de vare Fremmede, sagde
han, kunde de undgaae at give ham Satisfaction. De slap da
saaledes lykkelig fra den hidsige Franskmand og kom over
Agen til Toulouse, hvor de standsede en Ugestid. Her skiltes
Hofman-Bang fra Triumviratet for at besåge et Jernværk i Nær-
heden; men Engelstoft og Hornemann droge over Tarbes til
Bagnéres de Luchon, hvor de. gjenforenedes med Hofman.
Engelstoft var paa denne Reise fuld af Munterhed og godt
Mod. Muller havde meldt ham, at der i hans forste Brev i Neu-
manns Journal var Noget, som havde stådt de Store i Kjåben-
havn. Fra Tarbes skrev han til Thorlacius?2, at han aldeles
ikke kunde begribe, hvori det bestod. ,Hvad det dog ellers —
tilfbiede han — er for elendige Veie, vi Lærde maa gaae for
at bane os Vei til en saakaldet Lykke, der oftest i Grunden
kun er et Phantom; hvis vi faldt paa at ville skrive Salire,
saa burde vi vælge os selv til den fårste Gjenstand.” Han
sluttede Brevet saaledes: ,Jeg befinder mig fuldkommen vel,
” og jeg er slet ikke saa meget au désespoir over den Ulykke,
mine Breve skulle have havt, at mishage nogle Store, Gud veed
hvilke, at Du jo ufeilbarlig vil modtage Din Ven i en ligesaa
munter Sjelstilstand, som Du pleier at see ham.” 1 Bagnéres
bleve de et Par Uger og modtoge der Underretning om, at de
vare valgte til Medlemmer af Videnskabernes Selskab i Bor-
37 Brev af denne Dato siger udtrykkelig: I dette Oieblik reise vi. De
forekommer mig ikke ganske at stemme med andre mig gjorte Meddelelser. —
38 Brev af 13 Prairial.
24
deaux??; men den sextende Juni tog Engelstoft Afsked fra
sine Reisefæller, der tænkte paa at gaae til Spanien”, og
begyndte sin Hjemreise til Paris, Denne fårte ham over Tou-
louse og Bordeaux, hvor han vilde personlig takke for sin Op-
tagelse i Selskabet. Fra Toulouse skrev han den eenogty-
vende Juni til Thorlacius: ,Belav Jer paa at modtage en sol-
brændt og snart sansculottisk Landsmand i Eders gamle Kredsé.
Den tredie Juli stod han i denne Kreds”,
Under hele denne Reise havde Thorlacius levet rolig i Pa-
ris, hver Dag sysselsat med Studier i Myntkabinettet og Manu-
skriptsamlingerne. Hans Venner raadede ham meget til at
bevæge sig%?, især da han led af Underlivs-Besværligheder ;
thi de holdt alle ret meget af den kjære gode …,Thorlakf, som
Muller og Engelstoft altid kaldte ham. Den sidste gav ham
derhos stadig Efterretning om sin Reise og, da ligeledes Miller
var i Færd med at forlade ham, fornuftige Raad i practiske An-
liggender, navnlig at såge det Rohde tillagte Stipendium, hvis
denne ikke benyttede det”, Engelstofts Breve vare alle
meget muntre. ,Giv Miller, saaledes slutter et af dem fra
Bordeaux, mange Haandtryk fra mig, — og rod ikke formeget
Manuskripter: det skal ikke være godt for Maven. Vale. Evig
Din Engelstoftf%, Fra Toulouse skrev han kort efter: ,, Imens
39 Brev til Thorl. fra Toulouse af 3 Messidor. — 40 Brev tilThorl.
fra Toulouse af 7 Prairial. — 41 Kilden til denne Beretning om Engelstofts
Pyrenæer-Reise er ogsaa en velvillig Meddelelse fra Hr. Proprietair Hof -
man-Bang, skjåndt Engelstofts Breve give mange Bidrag dertil. Han holdt
ogsaa en Reise-Journal; i et Brev til Thorlacius af 19 Floreal hedder det:
Vi botanisere, see Kunstens og Naturens Producter og skrive Journal. Men
Journalen existerer ikke. — 42 Engelstoft havde paa denne Reise mange
Bogkjåbs-Commissioner for Moldenhawer, Fra Toulouse sendte han den 26
Mai en Deel Båger til denne, og sex Mynter til Munter, blandt hvilke en gam-
mel-græsk, hvorpaa kunde læses: MEP ION. — 43 Meget stærkt især i et
Brev fraEngelstoft, dat. Tarbes den 13 Prairial. -—— 44 Brev tilThorl.
af 7 og 19 Floreal omtale dette. Det maa vel væré Ulrich Andr. Rohde,
Forf. til Bogen de sapientia gnomica. — 45 Engelstofts Brev af 24
Floreal.
25
jeg reiser saaledes omkring, bliver Du saa lærd i Mynter og
Lycophroner, at Du vel ikke snakker andet end bare Græsk
til mig, naar jeg kommer tilbage. Saa skal jeg til Straf
ramse op alle de Planter, H, H. have lært mig at kjende, liger-
viis som Degnen i Erasmus Montanus slog fra sig med Nomen,
Pronomen£ o.s. v.?, Da Engelstoft fra Tarbes af havde det
stolte Syn af Pyrenæerne for sine Qine, udtrykte han sig saa-
ledes: »Jeg er opfyldt med grands pressentimenis over de
Undere, som mit Oie skal usurpere! — Den, som har mange
Sprog i sin Magt, som f. Ex. jeg, lager sine Ord efter Behag
af det ene eller det andet, ligesom af en stor Garderobe””,
Da nu den muntre ,solbrændte og sansculottiske Landsmandf
var kommen til Paris, virkede han vel endmere paa Thorla-
cius, og Følgen blev, at denne endelig ogsaa bestemte sig
til en Reise. Den eenogtyvende August 1799 tog han Afsked
med Engelstoft for at drage gjennem Frankrigs nordostlige
Provindser i Selskab med Gregoire, og i over to Maaneder
reiste han omkring i Lothringen, Franche-Comté og Elsas%,
Engelstoft blev ikke længe ene tilbage i Paris. Midt
i September kom nemlig Hofman-Bang og Hornemann hjem
fra Pyrenæerne, og allerede den sexogtyvende September var
Engelstoft igjen paa en ny Fart med Hofman-Bang. Maalet
var den Deel af Frankrig, der har saa mange tiltrækkende Min-
der for Danske, — Normannernes gamle Colonie. I Rouen op-
holdt de sig nogen Tid; der blev Engelstoft formodentlig
Medlem af Societé d”emulation??; der gjorde begge Bekjendt-
skab med Noel de la Mouriniére, som havde udgivet en Be-
46 Brev til Thorl. fra Toulouse af 7 Prairial, — 47 Brev til Thorl.
fra Tarbes af 13 Prairial. — 48 Man har en trykt Beretning af Thorlacius
om denne Reise: Efterretn. om Underviisningens, Literaturens
ogReligionsvæsenets Tilstandi Frankrig udenfor Paris. Kbhvn.
1801. - Men om Reisen selv giver hans Regnskabsbog MS. meget bedre
Oplysninger i chronologisk Henseende. Den hele Reise kostede ham 172 Rdlr.
. — 49 Titelbladet paa Bogen om Phil. August,
26
skrivelse over Nedre-Seine-Departement, arbeidede paa et Værk
over Fiskerierne, forstod noget Islandsk og interesserede sig
for de nordiske Sprog. Reisen i Normandiet paa en Tid, da
Træfrugten indsamledes, var i håieste Maade behagelig, og En-
gelstoft holdt en meget lærerig Journal, som dog desværre
er tabte,
5. I Efteraaret 1799 samledes Engelstoft. og Thorlacius
alter i Paris. Sidstnævnte kom den sjette November tilbage fra
sin Reise med Gregoire%,, De forefandt Breve fra Danmark,
som just ikke bragte gode Tidender. Jacob Thomsen gav Efter-
retninger om den nye Trykke-Lov i de stærkeste Udtryk ?;
»Hertugen, hed det, skal være Skyld i det Hele; han ligger
hele Sommeren paa det skjånne Als og har altsaa Tid til
at udruge skjændige Forordninger og correspondere med sin
Ven Platner herom... Han skal da ved Brandts Afgang om
fjorten Dage være Storcantsler af Titel og forestaae Cancelliei%.
Miller skrev blandt andet%: ,Du spårger mig, kjære Engels=
toft, om Nogen skjælder Dig for Democrat. Jeg maa da sige
Dig, at Munter sagde mig forleden, han frygtede, at Hertugen
havde fattet nogen Mistanke til Dine Principer. Hvem der har
sat sligt i ham, eller om hans egen Viisdom troer at have
lugtet det af Dine Breve, veed jeg ei”%, Tanke-Censuren var
saaledes ogsaa kommen og havde sine Helte! Under disse
Omstændigheder tænkte Engelstoft og Thorlacius paa at for-
lade Frankrig. En tidligere projecteret Schweizer-Reise blev
50 Alt efter godhedsfuld Meddelelse af Hr. Proprietair Hofman-
Bang. Jeg har slet ingen andre Beretninger om den normanniske Reise. —
1 ThorlaciiRegnskabsb. — 52 Brev til Thorl. og Eng. dat.
Kjåbenhavn den 28 og 30 Septbr. 1799. Heri omtales ogsaa H. C. Ørsteds
Doctordisputats og Meninger om den af Westerbo og Spleth. — 53 Dette
Brev har, som sædvanligt i Mullers Breve, ingen Datum; men maa være
fra denne Tid omtrent. — 54 ThorlaciiRegnskabsbog har ved den 8
Januar 1809 disse Ord: Heiberg ewileret.
27
der intet af, og da Tilstanden i Italien saa at sige spærrede
Adgangen dertil, havde de Lyst til at besåge England. Muller
var lykkelig kommen over Kanalen, og var fra de brittiske Oer
i September vendt hjem til Kjåbenhavn5?, Hofman-Bang havde
villet forsbge det samme: i October begav han sig med Dili-
gencen fra Paris til Calais; men da han paa Veien yttrede
sig med Deeltagelse over Bonapartes Ankomst til Frejus, blev
han af en engelsk Spion angivet for at være Jacobiner, og det
blev ham forbudt at komme i Land i Dover”, Han vendte alt-
saa tilbage til Paris, hvor han nu den fålgende Vinter i nogen
Tid blev néie iagttaget af det franske. Politie, fordi han —
havde gjort en Reise til England 5,
Disse Erfaringer bestemte Engelstoft og Thorlacius til
at opgive ogsaa den engelske Reise og blive i Paris. I denne
tredie og sidste Periode af omtrent syv Maaneder boede de
atter sammen, og fortsalte i Vinteren 1799— 1800 deres Studier,
som det synes, paa en selvstændigere Maade. Efter endte Læ-
reaar levede de som unge Videnskabsmænd, Engelstoft som
Medlem af to franske Academier, i Frankrigs Hovedstad59, Han
fålte sig mere og mere hjemme i Paris; han havde aldeles til-
55 Brev fra Eng. til Thorl. dat. Toulouse 3 Messidor siger: Jeg er
bange, at der bliver intet af vor schweizerske Reise; det seer ikke ud dertil.
Dette er alle de Antydninger, jeg derom har fundet. — 56 Brev fra Mil-
ler til Thorl. dat. London den 2 Juli. — 57 Hans Medreisende, Urban Jir-
gensen. slap derimod ind, — 58 Ogsaa hjemme gjorde denne Begivenhed Op-
sigt og foranledigede en moersom Feiltagelse. P. E. Muller fortæller Thor-
lacius (i et udateret Brev fra Slutn. af 1799), at Niels Bang, der var meget
langt fra Democratismus, havde sågt en Auseultant-Plads i Rentekammeret
og faaet Afslag for sine ,jacobinske Principer, der havde foranlediget hans
Bortviisning fra England", Han beviiste aldrig at have været i Frankrig, og —
at han blev forvexlet med Niels Hofman-Bang! — der nu blev noteret som
Jacobiner. Denne Niels Bang, senere Eier af Sparresholm i Sjælland, kunde
mnligen være den ovenfor Side 17, Note 12 omtalte. — 59 Brev fra Mun-
ter til Engelstoft og Thorlacius, dat. 16 Novbr. 1799, omtaler dette Liv i
»Videnskabernes Skjød", anviser dem lærde Arbeider og giver Bogkjåbs-
Commissioner.,
28
egnet sig Sproget (skjoåndt han aldrig vandt den rette Accent)
og talte det med Færdighed; han havde tilegnet sig den franske
Livlighed, Munterhed og Bevægelighed; han blev savnet, naar
han i nogen Tid ikke indfandt sig paa de vante Steder, og
selv Værtinden i den Restauration i Palais Royal, hvor han
pleiede at spise, glemte ikke at spårge om ,le petit blond%,
naar hun ikke saae ham. Han levede sig ind i Pariserlivet, vandt
Interesse for de offentlige Begivenheder, og blev Oienvidne til
den mærkeligste af dem. Han var tilstede i St. Cloud den
attende Brumaire 1799, da Bonaparte traadte ind i de Femhun-
dredes Forsamling, og han blev berårt af Generalens Kaarde
eller Kjole, da denne forbittret gik ud til sine Soldater; han
hårte fra Forsamlings-Salen Bonapartes Tale til disse Soldater,
og han maatte springe ud af Vinduet, da Grenadererne mar-
cherede ind for at udjage Folkerepræsentanterne med Bajonet-
ten, Snart blev Frankrig forvandlet til en Leir for de to
Hære, med hvilke Fårsteconsulen vilde erobre den Fred, som
Fyrsterne nægtede Republiken.
Alt dette foregik under Engelstofts Gine, og Begiven-
hedernes Storhed kunde vel holde ham skadeslås for den op-
givne italienske, schweitzerske og engelske Reise. Han tænkte
endog paa at blive i Paris, naar Thorlacius i Foraaret skulde
reise hjem&, Men da hans Skrift om Dronning Ingeborgs
Skilsmissesag imidlertid var bragt saa vidt, at der ikke kunde
være mere at såge i de franske Bibliotheker, da han ved et
Besåg i Corbeil havde beseet den ulykkelige Dronnings Kirke
og staaet paa den Jord, der modtog hendes Ståv'?, da Stipen-
60 Oftere hårt Fortælling af Engelstoftselv. I Thorlacii Regnskabs-
bog ere disse Dages Begivenheder kort antydede, og Nogle have meent, at
ogsaa han havde været Øienvidne dertil. — 61 Et (udateret) Brev fra Mil-
ler til Thorlacius af denne Tid siger: Jeg har mange Spårgsmaal at gjåre En-
gelstoft. Fårst om hans literaire Arbeider, dernæst hvorfor han ei vil
gaae hjem med Dig. — 62 Engelst. Phil. Aug. $. 280. Denne Tour til
Corbeil foretog Engelstoft i Foraaret 1800, altsaa kort får sin Afreise. Han
29
dierne og Underståttelsen fra Danmark snart vare udlåbne, og
da hans åvrige Venner allerede vare borte”? og længtes efter
ham, som han efter dem: saa blev denne Tanke opgivet. P.E.
Miller især saae Gjenforeningen med Længsel imåde. ,Hvor
glæder jeg mig, skrev han, til at see Dig igjen til Foraaret,
gode Thorlak! Ogsaa Engelstoft fålger med, hadber jeg.
Han og Du ere mine egenilige akademiske Venner. Dette Baand
vorder stærkere, jo længere det varer, og vor Bane, haaber
jeg, vil stedse fåre os ved hinandens Side. Som Mænd, Fædre,
Oldinge skulle vi da, hvis Skjæbnen vil, fortsætte vor Omgang
og forsåde mangen Time for hinanden? $,
Det blev da besluttet, at Engelstoft og Thorlacius vilde
vende hjem, som de vare dragne ud, i hinandens Selskab.
Minter og Kall ilede med at give dem deres sidste lileraire
Commissioner. Den første skrev i denne Anledning selv og
lod Muller skrive for sig i April og Mai: han skulde have Efter-
retninger og Tegninger til en Afhandling, som han nylig havde
læst i Videnskabernes Selskab, Materialier til sin Historie af
Tempelherrernes Proces, 0. desl.$, Kall forlangte endnu senere
fra Engelstoft Oplysninger om Haandskrifterne af den bekjendte
Roman, Robert le Diable, og den sjette Juni 1800 meddeelte
Engelstoft disse i et Brev af hans sædvanlige Elegance, —
det sidste fra Paris é&, |
Et Par Dage senere forlode Engelstoft og Thorlacius
Frankrigs Hovedstad, og den tiende Juni passerede de gjennem
St. Menehould. Derfra gik Veien over Verdun, Metz og Worms
til Maynz, hvor de indtraf paa Marengo-Dagen, den fjortende
vilde lægge den sidste Haand paa sit Skrift under det friske Indtryk af at have
seet Noget med egne Oine. — 63 ThorlaciiRegnskabsbog ad 9 Marts:
Hornemann og Rathke reise imorgen Kl; 4. Sammest. ad 19 Marts: Skrevet
til Riisbrigh med Hofman. — 64 Brevet er uden Datum, men maa være fra
Begyndelsen af Aaret 1800. — 65 Minters eget Brev er af 5 April 1800.
P. E. Millers er af 10 Mai s, AÅ. — 66 Et temmelig udførligt Brev, som nu
tilhårer Registrator Kall Rasmussen, Jeg nævner det igjen nedenfor.
30
Juni. De ilede fremdeles gjennem Frankfurt, Cassel og Min-
den til det kjære Gåttingen, der nogle Dage fængslede dem;
derpaa over Halberstadt; Magdeburg, Brandenburg og Potsdam
til Berlin. Den otteogtyvende Juni droge de ind i denne Stad,
hvorfra de efter et kort Ophold vendte hjem til Fædrenelandet ”,
II,
Denne Livsperiode var sluttet. Nu fulgte den mindre
poetiske, hvori den unge Mand maa såge sig en Virkekreds,
der ikke alene tiltaler ham, men ogsaa giver ham Opholdet.
Men endnu medens Engelstoft og hans Venner vare i Udlan-
det, havde formaaende Velyndere hjemme i denne Henseende
tænkt paa ham og paa dem.
Moldenhawer havde fremfor Nogen været virksom i sine
Bestræbelser. Han havde allerede i Slutningen af Aaret 1799
det Haab, at faae Miller ansat som Adjunct i det theologiske
Facultet og at skaffe saavel denne som Engelstoft og Thorla-
cius Pladser i et af ham projecteret Professor-Seminarium?”, En
saadan Stiftelse skulde nemlig efter hans Plan knyttes til Com-
munitetet ved Reform af Decanaterne: istedenfor de tolv Decani
skulde der kun være sex, og alle Vicedecanater skulde ophåre,
hvorimod de sex nye Decani skulde være forpligtede til at holde
Forelæsninger og derfor nyde en Gage af to hundrede Rigsda-
ler aarligt?”; paa denne Maade skulde unge Mænd af Lærdom og
Talent danne sig for det academiske Catheder, og navnlig skulde
67 Thorlacii Regnskabsb. viser, hvilken Dag de vare paa hvert
Sted.
1 Brev fra Miller til Thorlac, uden Datum, men ganske vist fra
Slutningen af 1799, — 2 Brev fra Miller tilThorlac., udateret, men
fra Slutn. af 1799 eller Beg. af 1800, indeholder denne Beskrivelse af Molden-
hawers Plan, der dengang ansaaes for aldeles sikker. Miller kalder Stiftelsen
»en Planteskole for academiske Docenter",
31
Engelstoft ansættes i Histvrien, Thorlacius i Philologien og
Miller i Theologien. Men denne hele Plan, der syntes Udforel-
sen nær, var bleven liggende hos Universitetspatronen, Hertu-
gen af Augustenborg, og kom ikke videre. Derimod havde
man faaet officiel Bekjendtgjårelse om Stiftelsen af et andet
lærd Seminarium for Lærere ved de lærde Skoler, det saa kaldle
pædagogiske Seminarium?, og Docentpladserne ved dette vare
endnu ikke alle besatte?,
Saaledes stode Sagerne i denne Henseende, da Engels-
toft og Thorlacius i Sommeren 1800 kom til Kjåbenhavn.
Abraham Kall havde forud gjennem Brun Juul tilbudt Engel-
stoft foreldbig at tage Bolig hos sig; men denne havde håflig
afslaaet Tilbudet, da han for det fårste havde isinde kun at blive
i Kjåbenhavn et Par Uger for at hilse paa forskjellige Herrer5,
Den Modtagelse, Engelstoft fandt, var just ikke allevegne
meget lovende: Hertugen troedes at være bleven noget mis-
tænkelig mod hans Grundsætninger, og Grev Reventlov var
meget vred over nogle Yttringer i hans forste Brev til Neumann,
som var trykt. Hvad det var, der havde vakt. Grevens Vrede,
skal nu neppe Nogen, der læser hiint uskyldige Brev, være
island til at sige; men vist er det, at Revenllov yltrede sig
3 Brev fra Muller til Thorl. uden Datum, men rimeligviis fra Begyn-
delsen af 1800. Her hedder det: Planen ligger endnu hos Prindsen; saasnart
bare Hans Durchlauchtighed finder for godt at sende den til Prof. Moldenha-
wer, saa opsæltes Forestillingen strax,og Sagen kan i fjorten Dage være bragt
t Rigtighed. Dernæst omtales Planen til Seminariet, som kaldes en ,synder-
lig Ting", og endelig yttres Frygt for, at Sverdrup, der ikke vilde blive i
Christiania, kunde være Engelstoft en farlig Medbeiler til Decanatet. —
4 Collegialtid. 1799, S. 752—761, publicerede den 30 Novbr. Planen for
Seminariet, der allerede den 28 Juni var approberet af Kongen. Collegialt.
1800 S. 61 og 64 har uogle Lærerbesættelser, — 5 Brev fra Engelst. til
Abr. Kall, af 6 Juni 1800 fra Paris. — 6 Jeg veed ikke, hvilken af de to
Ministre Reventlov der menes, Chr. Ditl. eller Cai, dog skulde jeg snarest
troe, at det er den sidstnævnte. Man har formodet, at det, der havde stådt
ham, skulde være en Yttring om to unge Grever Reventlov, der studerede i
Kiel; men om dem læses S. 36 blot disse Ord: Blandt Reinholds Tilhårere ere
32
mod Engelstoft paa en Maade, som gik ham meget nær og
oprårte ham i den Grad, at han i sin ungdommelige Heftighed
og Overilelse tilintetgjorde de fleeste af sine Reise-Antegnelser”.
Engelstoft forlod derefter gjerne Kjoåbenhavn?, og gik rime-
ligviis til Jylland for i nogen Tid at såge Ro og Hvile hos sin
Fader og Familie. |
Efterat være vendt tilbage til Hovedstaden, fandt Engels-
toft sig imidlertid efterhaanden bedre tilrette i Forholdene. Han
fattede Tidsaanden, fulgte den og vandt Interesse for den. Un-
derviisningsvæsenet blev dengang betragtet med særdeles Op-
mærksomhed i alle de Lande, hvis Fyrster vilde kappes med
Joseph den Anden, og til dem hårte Danmark. Engelstoft
blev Lærer ved det Schouboeske Institut, fandt deri for det for-
ste Tilfredsstillelse selv og tilfredsstillede Andre?, Dernæst indtraf
i Foraaret 1801 den støre Begivenhed, der gav det danske Folk
ligesom en .Opvækkelse, Såeslaget paa Kjéåbenhavns Rhed, —
og Engelstoft blev Underofficeer ved det ældre Studentercorps"",
Om Efteraaret paatog han sig at levere Programmet til Examen
i Schouboes Skole, og han skrev da om den Priis, som den
nordiske Oldtid satte paa Legemsåvelse, — alter ganske i Tidens
Smag. Thi Regjeringen interesserede sig levende for gymna-
stiske Ovelsers Indfårelse i Skolerne, og Engelstoft, der tidlig
traadte i Forbindelse med Nachtegall, underståltede stedse dennes
Bestræbelser, forsaavidt det stod til ham.
Engelstoft boede ved denne Tid hos Nyerup paa Re-
gentsen og levede meget i Nyerups Huus. Herhen forplantede
” ogsaa to Grever Reventlov fra Kjåbenhavn, to artige unge Mennesker. Jeg
skulde derfor snarere troe, at Engelstofts Yttringer S, 44—46 om Misgreb ved
Reformen af Kirkeskikkene i Holsten havde gjort Cai Reventov vred. —
7 Meddelelse fra en af Engelstofts samtidige Venner. — 8 Ifålge Brevet til
Abr. Kall af 6 Juni. Hvor Engelstoft opholdt sig under sin Fraværelse fra
Kjåbenhavn, er dog ikke ganske sikkert. — 9 Kjåbenh, Skilderie 1829
no. 36, en Opsats af Engelstoft om Schouboe. — 10 Badens Journ. IX. 136
—37. Kgl. Rescript af 27 Marts 1801. ,
.y
han enkelte franske "Skikke, der behagede ham; thi skjondt han
aldrig, som Thorlacius, var fransksindet eller Beundrer af Na-
poleon i politisk Henseende, såa var han dog meget indtaget
af det Selskabelige hos Franskmændene. Medens han logerede
hos" Nyerup, gav han saaledes undertiden franske Chokolade-
Déjeunéer for sine Venner. Thorlacius, Muller, I. W. Hornemann,
Nachtegall, Werlauft o; A. samledes ved saadan Leilighed hos
ham""|
Nyerup havde imidlértid allerede offentlig bebudet?” det i
Frankrig udkastede Skrift om Philip August og Ingeborg, og det
udkom i Sommeren 1801. Denne Afhandling var vistnok udar-
beidet med Critik, Lærdom og omfattende Benyttelse af de fran-
ske Bibliothekers Skatte; men hvad der dog allermeest charac-
teriserede den, var en vis fransk Lethed og Ziirlighed, der endnu
ikke allevegne- naturligt havde ladet sig forenes méd Moders-
maalets nordiske Aand, og derfor hist og her gay Stilen et
noget fremmed Anstrog. Dette lærde Skrift gjorde ikkedesto-
mindre megen Lykke: det læstes som en Moerskabsbog, og gav
Exemplet paa en Forening af Grundighed og Smag, som var
sjelden dengang, og altid vil blive det.
Endelig vilde Engelstoft ogsaa i dette Aar fårste Gang
forsåge sig som academisk Docent. I Sommersemestret 1801 an-
meldte han Forelæsninger over nordiske Antiquiteter som Ind-
ledning til et Foredrag over Fædrenelandels Historie, og da de
i dette Halvaar udentvivl ikke kom istand, gjentog han Anmel-
delsen"” ogsaa for det fålgende, ligesom han samtidig tilbåd
?
11 Meddelelse af Samtidig. Neumann var borte: blev allerede i De-
cember 1799 Præst i Norge. — 12 Lærde Efterr. 1800. No. 31,5. 489,
altsaa i Slutningen af Juli 1800, - eller nogle Uger efter Engelstofts Hjemkomst.
— 13 Den lyder dog ikke ganske eens i Lectionscatalogerne. I Som-
mersemestr. 1801 hedder det: succincta antiquitatum domesticarum ex-
positio: jvfr, Univ. Journ. IX. 86.; i Vintersemestr, 1801—2 derimod: res
publica et privata veterum Scandinavorum. Men det er dog vist samme
Forelæsning.
3
SE
de unge Studerende hjemme hos sig selv Veiledning i latinske
Tale- og Skrivedvelser. Det kan neppe omtvivles, at Engels
tofts Forelæsninger maa have vundet Bifald, og Semestret var
endnu ikke tilende, da han fik offentligt Kald til en Virksomhed,
hvortil hans Lærdom og Talent privat havde opfordret ham.
2. Et saadant Kald havde hans oftnævnte Jævnlige og Ven-
ner allerede modtaget. Thorlacius var den tyvende Februar,
1801 bleven udnævnt til Lector i de gamle Sprog ved Semina-
riet for de lærde Skolers Lærere og den ottende Mai næstefter
til Lector ogsaa ved Universitetet i det græske Sprog; Peter
Er. Miller blev i samme Aar den treogtyvende October Professor
extraordinarius i Theologien!", da just en ny og fjerde Docent-
post i det theologiske Facultet skulde oprettes%, Meget uhel-
digere vare Vilkaarene forEngelstoft. Ikke alene de to histo-
riske Lærerpladser ved Universitetet vare besatte med endnu
kraftfulde Mænd, Abraham Kall og Kjerulf, men ogsaa den
historisk-geographiske Docentplads ved det nye Seminarium var
for over Aar og Dag siden bortgivet til den sidstnævnte "f,
Men Engelstoft havde stadig bevaret Moldenhawers Gunst,
og han forstod efter sin Hjemkomst at udslette Hertugens Mis-
tanke til hans politiske Reltroenhed. Begge interesserede sig
for ham, og vilde bringe ham ind paa den academiske Bane,
om de end ikke strax kunde tilbyde ham just de fordeelagtigste
Vilkaar. Den tiende Marts 1802 udfærdigede Hertugen som
Universitets-Patron en Skrivelse til Consistorium, hvori han an-
meldte, at Kongen samme Dag havde udnævnt Engelstoft til
Adjunet i Historie og Geographie ved det philosophiske Facultet, .
14 Colleg. Tidend. 1801, S. 127, 301 (men i Univ. Journ. IX. 137
angives den 22 April for Thorlacii Ansættelse ved Universitetet), 685. —
15 Millers Autobiogr. MS. — 16 Nemlig den 24 Januar 1800, da Mol-
denhawer blev Director for Seminariet, Kjerulf, Wad og Linderup Inspectores,
Sander Professor, og Bruun Lector derved. Colleg. Tid. 1800, S, 61, 64.
35
dog indtil vidére uden Lån: som Adjunct skulde Engelstoft
efter Anviisning af Professorerne i Historien ved. de to aarlige
philologiske Examina tage Deel i Examinalion og Censur, og
ved Aarels Ende skulde. Professorerne indbefétte til Patronen,
hvilke Candidater han havde pråvet, og hvorvidt de- vare til-
fredse med hans Tjeneste", To Dage efter udgik til det philo-=
sophiske Facultet det Kongelige Rescript om hans Udnævnelse,
og under samme Datum blev Thorlacius Professor i Latin og
Græsk, dog saaledes at Græsken skulde være hans Hovedfag, da
Jac. Baden endnu havde den latinske Profession”,
Saaledes varEngelstoft i en Alder af lidt over syvogtyve
Aar indtraadt i offentligt Embede. Som Adjunct læste han i tvende
" Semestre deels over den nyere almindelige Historie efter Bisch's
bekjendte Haandbog, deels over de historiske Hjælpevidenska-
ber, ligesom han og vedblev privatissime at tilbyde sin Veiled-
ning ved latinske Skrivedvelser. Dette Privatissimum har maaskee
i en Tidsalder, da Færdighed i Brugen af det latinske Sprog
endnu gjaldt for en Anbefaling, givet ham nogen Indtægt; men
dgt vigtigste. Bidrag til sine Livsfornådenheder hentede han fra
sin fortsatte Underviisning i Schouboes Institut, blandt hvis. Læ-
rere han indtog en udmærket Plads"?, Det var ogsaa i denne
Stilling, at han samme Aar skrev det :andet Examens-Program,
nemlig Afhandlingen om den offentlige Opdragelses Indflydelse
påa åt fremkalde og styrke Kjærlighed til Fædrenelandet, et
17 Consistor. Copiebog. Professorerne skulde indberette, hedder det,
»hvad de have fundet at udsætte paa hans Spørgsmaals og Ezaminations=
methodes Passelighed og hans Censurs Nåiagtighed og Retfærdighed” Man
seer, at det er den samme Idee, der oprindelig tænktes udfårt ved Skolerne
i Forholdet mellem Overlærere og Adjuncter, men som aldrig har kunnet lade
sig udfåre, fordi den er grundet i.et mærkeligt Ubekjendtskab med Forholdene
og én ligesaa mærkelig Mangel paå almindelig Menneskekundskab. — 18
Colleg. Tidend. 802, S. 173:… Thorlacii Autobiogr. MS. — . 19. Jeg
har af Schouboes cgen Mund, mens jeg i én meget senere Periode var
Lærer ved denne da fornyede Anstalt, hårt Adskilligt.om, i hvilken Grad En-
gelstoft var en Stétte og Prydelse for hans Institut.
3%
36
Emne, der meget interesserede ham og til hvilket han senere
med fornyet Kraft vendte tilbage.
Riisbrighs og Jacob Badens Entledigelse havde i det næste
Foraar 1803 et betydeligere Avancement til Følge i det philo-
sophiske Facultet. Men ingen af dem vare Historikere, og det
vilde saaledes ikke have gavnet Engelstoft, hvis ikke Hertu-
gen havde benyttet Leiligheden til dog idetmindste at skaffe
ham en Anciennetet, der i Tiden kunde komme ham tilgode.
Den tyvende April 1803 tilskrev imidlertid Universitets-Patronen
Consistorium, at Kongen samme Dag havde udnævnt Engels-
toft til Professor historiarum extraordinarius, dog fremdeles
uden Lån indtil videre%, Den toogtyvende April fulgte den
formelige Kongelige Resolution: Riisbrigh blev aflåst af Tre-
schow og Baden af Thorlacius, der nu, ikke ganske efter eget
Onske, maatte forlade det græske Professorat, og begge disse
tilligemed Wolf, Kjerulf og Wad bleve Ordinarii; Engelstoft
blev Extraordinarius men — uden Gage%,
Men den Gage, som Hertugen ikke kunde skaffe ham fra
Universitetet, havde han allerede været betænkt paa ad anden
Vei at lade ham tilflyde. Netop Ugedagen efter hiin store For-
andring ved Universitets-Professoraterne bragte Engelstoft en
ny Promolion. Da nemlig Nyerup tiltraadte sit Embede som vir-
kelig Bibliothekar ved Universitetsbibliotheket, hvor han allerede
i syv Aar havde været succederende Bibliothekar, og saaledes
maalte afgaae fra det Store Kongelige Bibliothek, blev Engels-
toft paa Forestilling af sin bestandige Velynder Moldenhawer
2 Consistor. Copiebog. Hertugen skriver udtrykkelig, at Udnæv-
nelsen er af 20 April. — 21 Colleg. Tid, 1803, S. 270. Er det ikke grun-
det i Hertugens Stridigheder med Cancelliet, at han stedse har en tidligere
Datum for Udnævnelserne end den officielle, «fra Cancelliet udgaaende? —
Thorlacius blév saaledes vel allerede nu Ørdinarius (P. E, Miller fårst den 30
Mai 1806); men hans Autobiographie MS. viser, at han meget nådig gav
efter for Hertugens Villie, at han skulde ombytte Græsken med" Latinen.
37
+ den niogtyvende April udnævnt til anden Bibliotheks-Secretair
ved dette,
3. Efterat Engelstofts Stilling saaledes var bleven bestemt
og gjorde Fordring paa hans udeelte Kræfter, nådtes han til at
drage sig tilbage fra den ham såa behagelige Syssel som Lærer
ved Schouboes Institut. Nogle have endog meent, at; det under-
haanden blev ham forbudt at fortsætle denne Virksomhed, og at
dette Forbud kunde have været grundet i de, offenilige Skolers
Jalousie mod den private”, Men sin Interesse for denne. be=
varede han stedse og leverede endnu i dette og det fålgende
Aar tvende Afhandlinger søm Indbydelses-Skrifter til Institutets
offentlige Examina: 1803 Afhandlingen om Brochmands Rectorat
og 1804 den om Kjøbenhavns Stilling og Farer, da det iBegyn-
delsen af Frederik den Fjerdes Regjering blev angrebet. Begge
disse Arbeider vare nærmest en Frugt afEngelstofts Bekjendt-
skab med det Store Kongelige Bibliotheks historiske Haand-
skrifter %”,
Man vilde, at Engelstoft skulde samle sine Kræfter for
det academiske Catheder og havde store Forventninger om, hvad
hans Talenter der vilde kunne udrette, Den beråmte Abraham
Kall havde med al sin dybe Lærdom ikke noget tiltalende Fo-
redrag; Kjerulfs ikke sjeldent smagfulde Fremstilling lokkede
dog sparsomt Historikere ex professo til hans Håresal, og et
Auditorium, som Frederik Sneedorffs fordum havde været, var
nu aldeles ukjendt. Men Engelstoft var aabenbart Sneedorffs
Aandsbeslægtede: den samme classiske Dannelse, den samme Let-
hed og Eleganis i Foredraget, den samme eller en endnu stårre
Idee-Rigdom. Efter fremmede Universiteters her sjeldnere fulgte.
2 Werlauffs Bibl. Hist., And. Udg., S. 292. Colleg. Tid, 1803,
S, 286—287., — 23 Mundtlig Meddelelse, — 24 Werlauffs Bibl. Histor.,
S, 313,
38
Månster indledede og indbåd Engelstoft som Professor ved »
særlige Skrifter til sine fårste Forelæsninger: i Foraaret 1803
udgav han i denne Anledning en Afhandling de pretio literarum
Romanarum nostra ætate rite æstimando, og i Efteraaret en
kort systematisk Oversigt over Indholdet af den anmeldte Fore-
læsning over de historiske Videnskabers Encyclopædie. Det
fårste af disse Skrifter blev i en noget stådende Hofmester=
Tone bedåmt af Professor Niels Schow, der udentvivl har an-
seet Historikerens- latinske Skrivedvelser for et Streifelog ind påa
Philologernes Gebet, og besynderligt nok havde endeel at ud-
sætte paa Engelstofis latinske Stiil”; men det fandt paa
andre Steder meget Bifald og blev endnu over en Menneskealder
senere erindret med Beréommelse”, Det andet Skrift turde vel
være mærkeligere som et Bidrag til Kundskab om Forfatterens
daværende videnskabelige Udvikling end just ved sig selv. I hiin
Oversigt vare nemlig ikke alene samtlige statistiske Discipliner i
stort Omfang optagne, men det hele System af disse var derhos
ordnet paa en Maade, som endnu ingenlunde var almindelig i
de dengang brugte Compendier af den Achenwallske Skole, om
end Schlåzer allerede havde viist Veien til en mere frugtbar
Behandling %, Overhovedet yitrede Engelstoft tidlig Forkjær-
lighed for de politiske og åconomiske Videnskaber, og han
læste i Aarene 1804—1806 bestandig over Statistiken, skjondt
Kjerulf til samme Tid holdt lignende Foredrag.
Engelstofts academiske Forelæsninger vandt særdeles Bi-
fald. Til deres almindelige Character hørte ikke saameget en
25 Lærde Efterretn. 1803, 8. 423-—47 og 467—477, — 26» Recensio-
nen er nok ogsaa rettet mod Thorlacius; thi i Indledningen doleres over Univer-
sitets-Programmernes tiltagende Slethed, siden Baden ophårte at skrive dem,
hvorhos den Sætning fremsættes, at Programmers Forfærdigelse aldrig skulde
overlades unge Mænd. — 27 Blev oversat i Egeria I. 2. S. 398 fø. Jvfr.
Øsv's Materialier III. (1837) S. 971, hvor det kaldes: Engelstofts gyldne
Afhandling. — 28 Acta Consistorii ad 4 Octbr. 1803 vise, "at Engels-
toft erholdt fri Tryk til denne Afhandling,
39
Masse af nye Oplysninger, en udfårlig Fremstilling af Enkelthe-
derne eller en omfattende Benyttelse af ålle de Data, som Li»
teraturens mere forborgne Skalte kunde tilbyde, som snarere
noget: særdeles Opvækkende, der satte Tilhérerne levende ind i
Situationen og spændte deres Opmærksomhed ved nye Syns-
maader, Reflectioner og historiske Paraleller. Historien var ham
en Viisdomslære i Exempler, et indtrængende Vidnesbyrd om en
håiere moralsk Verdens-Styrelse, og han gjentog oftere de Ci-
ceronianske Ord: Historia est testis temporum, lux veritatis, vita
memoriæ, magistra vitæ, nuncia vetustatis””, Derfor fremhæ-
vede han såa gjerne det Lærerige i Historien, anbefalede at
søge Idealer for sin Livsplan især i den græske og romerske
Oldtid, og lagde ingen Skjul paa, at den yngre Plinius var
hans eget?”, Ogsaa Forelæsningernes Form havde noget Piquant:
hine Reflectioners Resultater bleve ofte givne i sententibse Ud-
sagn, snart af "de gamle Classikere?”", snart af den nyere franske
Philosophie, og: derhos med en Livlighed, der syntes at nærme
sig Improvisering, og en vis Numeråsitet, der stundom gik over
til virkelig Veltalenhed. Dette sidste blev dog mere bemærket,
naar man læste de paa hans Collegier. nedskrevne Hefter, end
'strax under det mundilige Foredrag, fordi Engelstoft i sin
Omsorg for en smuk Form oftere sågte efter Udtrykket og stand-
sede i Talens Låb. Men håist tiltrækkende vare hans Forelæs-
ninger altid, saalænge han bevarede sine Aandskræfter usvæk-
kede.
29 Cic. de Orat, II. 9. — 30 Univ. Ann. 1808. II. 262—65. —
31 Hyppigt f, Ex. af Virgilius, der er saa rig paa saadant. Det er derfor
ogsaa ganske mærkeligt, at Engelstoft, der ellers ikke, som Thorlacius, paa
deres Reise og især under Opholdet i Paris kjåbte synderlig Båger, dog alle-
rede fire Dage efter Ankomsten til Paris kjåbte sig denDidotskeVirgil paa
bedste Papir, net indbundet, for een Krone, som det hedder i ThorlaciiDag-
bog ved den 14 Novbr. Selv Bindet om denne Bog havde han forliebet sig i:
da han vilde have et ret smukt Exemplar af sit Priisskrift om Qyindekjånnet,
skrev han d. 27 April 1799 fra Bordeaux til Thorlacius i Paris og bad ham at
lade det indbinde ,% grånt Bind med forgyldt Snit, ligesom den Virgil,
jeg kjøbte' hos Didoi%,
40
4. Men Engelstofts Virksomhed som academisk Lærer
og som Skribent blev fra Begyndelsen af og næsten gjennem
hele Livet ofte afbrudt og altid hæmmet ved andre Sysler eller
Embedsforretninger, der for en stor Deel tilintetgjorde de For-
ventninger, han i begge Henseender saa tidlig havde opvakt.
Allerede i sit fårste Professor-Aar hindredes han i at begynde
sine Sømmer-Forelæsninger i rette Tid, og i det næste Foraar
maatte han ganske opgive at holde dem.
Da Engelstoft i Sommeren efter sin Hjemkomst til Fædre
nelandet besågte sin Fader i Næsborg Præstegaard?”, fandt han
den sexogtredsindstyveaarige Mand endnu ved Helbred, og
Gjenforeningen efter den lange Adskillelse oplivede dem begge;
og da Engelstoft i det folgende Aar skrev den smukke Til-
egnelse foran sin Bog om Philip August og Ingeborg, sluttede
han med de Ord: ,,Gid Deres Bårn silde maae begræde en Fa-
der, Ynglingen en Lærer, den Fattige en Mennéskeven.£ Men
det sånlige Onske blev ikke opfyldt. Omtrent halvandet Aar
efter dåde Provst Engelstoft den femtende Februar 1803” i
en Alder af næsten niogtredsindstyve Aar. Faa Dage Yerpaa
skrev Engelstoft nogle Mindeord over ham til Optagelse i
Lærde Efterretninger, og senere synes han, for at ordne den
Afdådes. Anliggender og Boets. Mellemværende med den nye
Præst, at have gjort en Reise til Jylland, hvor Opholdet blev
saa langvarigt, at den sædvanlige Tid for Sommer-Forelæsnin-
gerne var begyndt, får han kunde vende tilbage %,
I det næste Foraar 1804 tilbåd sig for Engelstoft en
32 See ovenfor Side 32. — 33 Lærde Efterretn. 1803 S, 110—112.
— 34 Paa selv samme Dag, da Engelstoft blev Professor, den 22 April 1803,
blev Niels Lassen Thorning, hidtil Capellan i Volstrup og Hårby i Aalborg Stift,
Faderens Eftermand som Præst i Næsborg, Salling og Oudrup (Colleg. Tid.
1803. S. 269) og ægtede senere sin Formands Datter, Ingeborg Marie. —
35 Dette sees bestemt af Lectionscataloget, der siger: De itinere
redux publice notitiam Scandinaviæ etc. Men hvorhen Reisen var gaaet,
er strengt taget kun en Formodning.
41
3 ikun rss Sdr
beqvem Leilighed til at kunne besåge Italien, som han under
sit tidligere Ophold i Udlandet ikke havde seet. En rig Gods-
eier, Generalkrigscommissair von Schmidten, ånskede sig en
Ledsager, der kunde holde ham med Selskab og være hans
Tolk; han vilde gjerne bære Reiseomkostningerne for en saadan,
og henvendte sig til Engelstoft. Der var foruden denne to
Professorer i Historien ved Universitetet, saa at hans Plads vel
for en kort Tid paa dette Sted kunde udfyldes, og ved det
Store Kongelige Bibliothek paatog Nyerup sig at udfåre hans
Forretninger?%, et Hverv, hvori ogsaa Molbech efter Moldenha-
wers Anviisning privatim fik nogen Deel?”, Engelstoft mod-
tog altsaa med sine Foresattes Samtykke det ham af von Schmid-
len gjorte Tilbud.
Reisen foretoges i Sidstnævntes egen Vogn og var i det
Hele meget beqvemt og herskabeligt indrettet. Veien gik gjen-
nem Tydskland; mén om dens nærmere Retning og dvrige
Mærkeligheder er intet bekjendt.. Engelstoft havde vel ikke
af sine tidligere Reisejournalers Skjæbne ladet sig afholde fra
"ogsaa nu at holde en Dagbog; men af denne er intet levnelt
uden et lidet Brudstykke, rimeligviis skrevet under. det beha-
gelige Ophold i Wien, og dette angaaer egentlig ikke Reisen
selv, men indeholder kun nogle historiske Oplysninger om de
Wienske Studenters Armering i Aaret 1797 under Krigen med
Frankrig, I Italien besågte Engelstoft Venedig, Florents,
Rom og andre'i Oldtiden eller Nutiden mærkværdige Steder.
Samme Efteraar var han atter hjemme saa tidligt, at han for
Vinterhalvaaret kunde anmelde trende Forelæsninger , og blandt
. 86 Werlauffs Bibliotheks Histor. S. 292 Note. — 37 Bircherods
Dagb. udg. af Molbech, i Dedic. til Engelstoft, — 38 Engelst. Univ.
Annal. 1809, I, 130—135; Histor, Kalend. III. 280. — 39 ILections-
catal. for Sommersemestret hedder det: ,peregrinans aberit"; men i
samme for Vintersemestret anmeldte han sine Forelæsninger uden videre. Og-
saa udkom i dette Aar den ovenfor S$, 45 nævnte Afhandling om Kjåbenhavns
Stilling i Aaret 1700 og maaskee en tidligere udarbeidet Afhandling om Frem-
42
disse en ganske ny over de statistiske Dikcipiinoks Encyclo-
pædie.
Det videnskabelige Udbytte af denne korte Sommerreise
indskrænker sig, forsaavidt det er offentliggjort, alene til hiin
lille Notits om Studentercorpset i Wien. Derimod. havde Mol
denhawer med sin sædvanlige Omsigt sørget for, at Engels»
tofts Ophold i Italien kunde komme det Store Kongelige Bi-
bliothek tilgode. Engelstoft erhvervede nemlig for en Sum
af omtrent femhundrede Rigsdaler Courant i Venedig, Florents
og Rom paa fordeelagtige Betingelser en stor Deel Værker hen»
hørende til den italienske Literatur, saavel Fortsæltelser af Ræk-
ker, som Bibliotheket allerede havde, som Båger, det hidtil
ganske savnede, og deriblandt nåskiligg, som ikke mere vare
at erholde i Boghandelen”,
IV.
Imidlertid modnedes den længe paatænkte og forberedte
Plan til et eget Departement for det lærde Underviisningsvæsen.
Hertugen af Augustenborg, som Præses i den hidtil bestaaende
Commission, ånskede Oprettelsen af et selvstændigt Regjerings-
Collegium idetmindste…for det lærde Underviisningsvæsens Be-
styrelse, og det kan efter hans og Moldenhawers Forhold til
Engelstoft ikke omtvivles, at han i mange Henseender be-
nyttede dennes ved Studium og Erfaring erhvervede og prå-
vede Indsigter. Cancelliepræsidenten Kaas, Hertugens stadige
Modstander”, synes at have villet afværge Udførelsen af denne
Plan og holde det lærde Underviisningsvæsen ligesom hidtil
medes Studeringer i Paris i det 12 og 13 Aarhundrede — iSkand. Mus. 1802,
V. 54—94. I det mindste er den fålgende Afhandling af Håst fårst trykt 1804,
— 40 Werlauff Bibl, Histor. S. 258.
1 See mine Actm: Bidrag t. Danm, Hist. I, 72—73, 316,
RE. AB
under Cancelliet ved at danne i selve dette Collegium et nyt og
eget særligt Departement for denne Deel af Statsstyrelsen, og
da ligeledes at have villet benytte Engelstoft som Director
for dette Departement. Engelstoft selv forholdt sig under
en Strid, der angik ham saa nær, fuldkommen rolig, og han
knyttedes til samme Tid forsaavidt noget fastere til sin acade-
miske Lærerpost, som han endelig efter to Aars Tjeneste i denne
erholdt den fårste faste Gage af Universitetet. Et Kongeligt
Rescript af ottende Februar 1805 tillagde ham tohundrede Rigs-
daler aarligt af den academiske Fond, at regne fra næstkom-
mende fårste Mai%… Saa ringe vare dengang de extraordinaire
Professorers Lønninger i Sammenligning med de ordinaires
Corpora?, f
"Endelig seirede Hertugen. Den tredie Juli 1805 blev Com-
missionen oplåst og en Direction for Universitetet og de lærde
Skoler stiftet som et uafhængigt Collegium med umiddelbart
Referat til Kongen. To Dage efter bleve Medlemmerne og
Embedsmændene udnævnte: Hertugen, Malling og Moldenhawer
bleve Medlemmer af det nye Collegium, hvorefter den sidstnævnie
aftraadte som Professor ved Universitetet, men vedblev at være
Overbibliothekar ved det Store Kongelige Bibliothek; Engels-
toft blev Bureauchef og Sécretair og beholdt derhos sit Pro-
fessorat ved Universitetet, men opgav sin Tjeneste ved Biblio-
theket?. |
Kun lidt over to Aar havde Engelstoft været Biblio-
theks-Secretair, og meer end Fjerdedelen af denne. Tid havde
han tilbragt i Udlandet. -Stillingens mange mechaniske Forret-
2 Consistor. Copiebog 1805, 8 Febr. — 3 Om disse Profess. ex-
Atraord. og deres Lon, see Univ. Journ. I, 92. 97—110. 145—151. II. 136.
III, 47. Men Inddragelsen af Corpora var allerede 1796 begyndt. Sam-
wmest. V. 43. — 4 Colleg. Tid, 1805 S. 449—451. Werlauff blev nu i
Engelstofts Sted anden Bibliotheks-Secretair og Molbech Amanuensis. Bibl,
Histor. S, 292, Jfr. Ost”s Materialier S. 445 fgg.
44
eee
ninger behagede ham ikke; men han tabte aldrig Interessen
for selve Bibliotheket, der fornemmelig kan takke hans Iver
og Indflydelse i det Rosenkroneske Huus for den skjønne og
kostbare Gave af den Hjelmstjerneske Bogsamling et Par Aar
efter”, Men Universitetet maatte nu erstatte Engelstoft, hvad
han i åconomisk Henseende tabte ved at forlade Bibliotheket,
og fra samme Tid af tilstaae ham et aarligt Tillæg af tohundrede
Rigsdaler af den academiske Fondf,
lovrigt hengik endnu nogle Maaneder, inden den nye. Di-
rection og dens Bureau bleve fuldkommen organiserede, og ad-
skillige Expeditioner, Udnævnelser og deslige, som egentlig
henhårte under Direclionen, vedbleve ligesom forhen at udfærdi-
ges fra Cancelliet. Men i Låbet af September var Organisationen
fuldendt og hele det lærde Underviisningsvæsen ganske adskilt
fra Cancelliet”,
Universitetsdirectionens Stiftelse var en vigtig Begivenhed
ogsaa i Engelstofts Liv. Han blev næsten uafbrudt knyttet
til dette Collegium fra dets Begyndelse til dets Oplåsning.
"Vistnok forisatte han sin academiske Lærervirksomhed; ogsaa
leverede han nu og da mindre videnskabelige Bidrag, saasom
ved denne Tid en Afhandling efter Jorgen Sorterups Præstigiæ
oeconomiæ ruralisg, Men han varYdog fra nu af kommen heelt
ind i det practiske Forretningsliv og vandt aldrig Tid til stérre
lærde Arbeider. Hvorvidt han var skabt for Administrations»
Faget, derom have Meningerne været deelte; men i hans tidligere
Aar havde begge Partier, som dengang strede med hinanden,
ligestore Tanker om hans Kald i denne Henseende. Da saaledes
Kaas engang i hine Dage talte med Engelstoft, yttrede han
disse Ord: ,De skal dog vide, at det ikke vilde være blevet
5 Biblioth, Histor. $, 285. — 6 Consistor. Copiebog. 1805,
5 Juli. — 7 Colleg. Tid. 1805 S. 585—90. 596—605 har den nye Instruc-
tion af 13 Septbr. — 8 'Skand, Lit. S, Skr, 1805. I. 382—458,
45
til Deres Skade, om denne Direction ikke var kommen
istand ?,€
Ogsaa i Engelstofts huuslige Forhold sonde dette Aar
en Epoche. Han var hidtil ugift. Efterat have forladt Nyerups
Huus, boede han nogen Tid i Farvegaden, havde til Opvarter
en jydsk Karl, og bevarede i håi Grad den ungdommelige Mun-
terhed og det gode Humår, der havde characteriseret ham i
Barndommen og senere i Reiseaarene. Naar hans Venner be-
sågte ham, kunde han tage sin Violin og spille for dem;
traadte saa Opvarteren ind, tiltalte han denne i sin Fådeegns
Dialect, og naar de unge Karle fra hans Hjemståvn som Solda-
ter kom til "Kongens Kjobenhavn£ og bragte en Hilsen til
Provstens Son, saa kunde han med den inderligste Godmo-
dighed og Lune underholde sig med dem i samme Dialect om
»bitte Moer og bitte Faer, bitte Peer og bitte Lisbeth? 7, — Men
i'hans Ungkarle-Liv foregik nu en Forandring. I del tidlige
Foraar 1805 havde han været i Jylland og der besågt sin
Svoger Præsten Thorning i Næsborg, hvorom et Minde haves
i hans Beskrivelse over en Kjæmpehéi sammesteds", I Efteraa-
ret' gik han atter til Jylland til sin Fælter og fordums Rector,
Magister Estrup, da Sognepræst i Randers, og ægtede den ot-
lende November dennes ældste Daiter, den nittenaarige Magda-
lene Cathrine, der i meer end frttostyrgel ye Aar blev hans
trofaste og kjærlige Hustru,
2. I henved syv Aar, fra 1805 til 1812, var Engels»
toft Secretair og Bureauchef i Directionen for Universitetet.
og de lærde Skoler. Ifolge Embedspligt skulde han nærmest
9 Dette har sl. Confr. Engelstoft selv fortalt mig. — 10 Mundu.
Medd. af Samtidige. — 11 Dagbog paa denneReise, d.29 April 1805, i Nye-
rups Skildr. IV. 61-—64, — 12 Imm. Barfod, Falsterske Geistl. Hist,
I. 28. Han flyttede nu til Raadhuusstræde no. 42, hvor fordum Fr. Sneedorff
havde boet.
46
kun expedere Collegiets Beslutninger, og med Hensyn dertil be-
sad han i héi Grad de fornådne Egenskaber. Han havde af
Naturen ualmindelige Gaver ikke alene til en klar og bestemt
Fremstilling paa Papiret, men han forstod tillige at udtrykke
sig med en Lethed og Smag, som han saaledes overfårte til
Forretningssproget, at Udfærdigelserne fra Universiteletsdiree-
lionen gjennem hans Bureau af kyndige Mænd bleve anseéte for
Månstre i Embedsstilen ",
Men Engelstoft var i Virkeligheden som Bureauchef
meget mere end simpel Expedient., Hans personlige Forhold
til Hertugen, saavelsom til Malling og Moldenhawer, hans alsi-
dige videnskabelige Dannelse, hans paa Erfaring grundede
Kjendskab baade til Universitelet og Skolevæsenet sikkrede ham
allerede i denne Periode en meget betydelig Indflydelse paa
Directionens Beslutninger og Foretagender. Der var dengang
Meget at skabe fra Nyt af; thi man var midt i Reformernes
Tid. Regjeringen selv var særdeles opmærksom paa Underviis-
ningsvæsenets Forhold og Fremgang ogsaa i andre Lande for
deraf at hente Raad og Vink til Efterligning eller Advarsel,
og Thorlacius idetmindste havde tilligemed den offentlige Un-
derståttelse, han nåd under sin Udenlandsreise, faaet den For-
pligtelse at indsende Beretning om Skoleunderviisningens Til-
stand i de Lande, han besågte"", Er det end uvist, om der havde
paahvilet Engelstoft en lignende Pligt, saa er det dog vist,
at han paa sine Reiser, som ahnede han den Fremtid, der ven-
tede ham, med særdeles Opmærksomhed havde betragtet og sat
sig ind i Organisationen af de videnskabelige Anstalter'””, Han
vedblev siden gjennem Literaturen at foråge og udvider den
Kundskab, som han paa Stederne selv ved Erfaring havde
13 Om hans Theorie deraf — nedenfor. — 14 B. Thorlacius, Efter-
retn, om Underv. Tilstand i Depart. S$. 4. — 15 Brevenei Neu-
mannsReiseiagttagelser rundt om f. E, I. 38 fg. 267 fg. 275 0. s. v.
47
samlet!?, og Hertugen, der altid havde megen Agtelse og Tillid
til hans Talenter og Duelighed, hårte ham gjerne og gav ham
Anledning til at anvende begge.
Saamegen Deel end Engelstoft i disse syv Aar tor an-
tages at have havt i Universitetets og Skolernes Bestyrelse,
vilde det døg neppe være passende at indflette en Udsigt der-
over påa delte Sted og i "hans Bureauchefs-Periode. Men
at de fortrinligste Materialier dertil haves, og at de skyldes
ham, bør ikke forbigaaes. De af ham netop nu begyndte Uni-
versitets- og Skole-Annaler omfatte hele dette Tidsrum, høre
til de bedste samtidige Mindeskrifter af denne Art, og — give
tillige det klareste Billede af hans egen Virksomhed.
Siden Jacob Badens Universitets-Journal ophårte i Aaret
1801, savnede- man en noiaglig aarlig Beretning om de vigtigste
ved Universitetet skeete Forandringer. Engelstoft fallede
som Bureauchef strax” Planen til at afhjælpe dette Savn, og
allerede det forste Bind af hans Annaler, der udkom Aaret efter,
1806, viiste, at han kunde meer end erstatte Savnet. Medens
Baden, der ikke havde Adgang til Overbestyrelsens Archiv og
ikke stod i noget nærmere Forhold til Skolerne, i det Væ-
. Sentlige havde maattet indskrænke sig til at meddele de fra
Consistorium udgåaende eller til samme indkomne officielle
Skrivelser, saa kunde Engelstoft ifålge sin særegne Stilling"
ledsage Beretningen om enhver Foranstaltning med den grun-
digste Udvikling af de Forhold, der havde fremkaldt den, og
de Motiver, hvorpaa den ståttede sig, og det i lige Grad,
hvad enten Sagen angik Universitetet eller de lærde Skoler.
Engelstoft fulgte dernæst med Interesse Underviisningsvæse-
nets Udvikling i fremmede Lande og meddeelte hyppigt Efterret-
16 Hvert Bind af hans Univers. Annal. — 17 ,,Authentisk meddele
de vigtigste Efterretn.£ hedder det i Planen. Til Gjengjæld derfor skulde
Annalerne ,intet Polemisk indeholde",
48
am]
ninger derom i sine Annaler", Han benyttede endelig disse
som et historisk Tidsskrift til leilighedsviis at publicere mange
hidtil utrykte BDocumenter eller andre Smaastykker til Oplys-
ning af Fædrenelandets indre Historie. Badens Journal havde
tillige været et Slags critisk Tidende, med særligt Hensyn til
den philologiske Literatur; Engelstofts Annaler fik derimod
ligesom til Anhang et historisk Magazin, hvori han nedlagde
enkelte Bidrag, som hans historiske Studier tilfårte ham, og
udenfor Annalerne lod han med Undtagelse af et Par Recensio-
ner i de nærmeste Aar intet trykke??,
3. Engelstofis dobbelte Stilling som Bureauchef og
-academisk Lærer vilde ogsaa i den fålgende Tid under almin-
delige Forhold neppe have levnet ham Tid til videnskabelige
Arbeider. Men Forholdene bleve ikke -de almindelige: den
sidstnævnte Virksomheds pludselige Afbrydelse i Sommeren 1807
gav ham uventet et stårre Otium. Da nemlig Hoffet paa Grund
af det engelske Overfald- mod Midten af August Maaned begav
sig til Holsten”, maatte enkelte Embedsmænd fra hvert Colle-
gium fålge med som Referenter af deis Sager, og for Universi-
tetsdirectionen fik Engelstoft delte Hverv, alter et Tegn påa
Kronprindsens ,og Hertugens Tillid. Han maatte allsaa opgive
at fuldende den begyndte Sommerforelæsning. Med Kongehuset
og Hertugen gik han i Baade over Belterne til Snoghéi, hvor
hans Hustru skiltes fra ham og forelåbig drog til sine Forældre
i Randers, medens han selv fulgte Hertugen til Rendsborg.
Herhen kom hans Kone atter i Efteraaret til ham, og de boede
i en Fru Warnckes Huus, dog saaledes at de fårte deres egen
Oconomie.
18 Dette var en fast Rubrik ifålge Annalernes Plan. "SeeFortal. i iste
Bind. — 19 Rec. i Lærde Efterretn., 1805 no. 27, Brun Juuls Lexicon;
no. 33—36, Millots Historie ved Brorson 1806 no. 7, Molbech om Stuarterne; .
1807 no. 21—23, Munthes Historie, — 20 L. Meyer, Seeland im Sommer
1807, S.13. Det var den 12 August.
— 49
en
Denne "Søommer,: den paafålgende Vinter 1807—1808 og
hele Foraaret 1808 havde Engelstoft sit faste Hjem i Holsten.
Han var låsrevet fra valle de Pligter og. Forretninger, der vare
betingede af Opholdet i Hovedstaden”, og indskrænket alene til
Universitetsdirectionens Expedilioner. Han havde vundet Fritid,
og; han benyttede den til: videnskabelige Arbeider. Der kan
ikke være nogen Tvivl om,: at de værdifulde Skrifter, som
han udgav i Aaret 1808, baade Afhandlingen om det Byzantinske
Krigsvæsen og Bogen om National-Opdragelsen, ere udarbeidede
under det roligere Liv i Holsten. - Indre og ydre Vidnesbyrd
tale:derfor: det sidstnævnte Skrift bærer kjendelige Spor af de
Forhold, under hvilke han da befandt .sig??, og da Werlauff i
December 1807, idet han sendte Udhængsarkene af sin Disputats,
" henledede hans Opmærksomhed paa nogle antiquariske Gjen-
stande, skrev han tilbage: ,Om Oldsager i Rendsborg skal jeg
bekymre mig, naar jeg er bleven færdig med et vist Arbeide,
som jeg er sysselsat medt %, |
Mod Slutningen af Foraaret 1808 kom Engelstoft hjem
til det odelagte Kjåbenhavn, fungerede som ordentlig Opponent
ved "Werlauffs. Disputations-Act den niende Juli, og meddeelte
siden i Annalerne det ved denne Leilighed -holdte Foredrag %,
Faa Maaneder efter leverede han som Indbydelsesskrift til Uni-
versitetets aarlige Reformationsfest sin lærde Afhandling de re
militari Byzantinorum tempore Justiniani primi%, og den ottende
Noyember holdt han selve den latinske Festiale om den acade-
miske: Borgerrets Værd. og Betydning. Baade Programmet og
Talen gjorde megen Lykke i den lærde Verden; hiint blev se-
; 21 I Vintersemestret 1807—8 anmeldte han ingen Forelæsninger; i Som-
mersemestret 1808 lovede han at bekjendigjåre sine Forelæsninger ved sin
Tilbagekomst. Annal. 1807, II. 247. 1806, I. 298. v/— 22 Man see f. Ex.
Noten'S: 47—50. Jvfr. Univ. Annal. 1812, S. 103. — 23 Brev, dat. Rends-
borg den 23 Debr. 1807. Medd. af Conf. Werlauff. — Fortalen til Bogen er
undertegnet Rendsborg den 2 Marts 1808. — 24 Univers. Annal. 1808. I.
334—35. II, 69—91, — 25 Anf. St. II. S. 223—235, Udtog paa Dansk.
Å
50
nere omarbeidet paa Dansk og optaget i Historisk Kalender;
… Talen blev kort efter udgivet med dansk Oversættelse samt An-
mærkninger, og Indtægten deraf bestemt til veldædigt Oiemed.
Endnu i det samme frugtbare Forfalteraar udgav Engels-
toft adskillige andre Arbeider. Det betydeligste af disse og,
skjåndt i sig selv ikke moget stort Værk, saa dog vel det
stårste, han nogensinde kom tilat udarbeide, er den ovennævnte
Bog om National-Opdragelsen, der blev tilegnet hans Velynder
Hertugen af Augustenborg Dette Skrift gik: ud paa en Sag,
som længe havde ligget Engelstoft paa Hjerte, og var skre=
vet med en Omhu og Kjærlighed, som vidnede derom. Til Grund
for det laae hiint Program, som han sex Aar tidligere som Læ-
rer i "det Schouboeske Institut havde udgivet%; - men: Emnet
var aldeles optaget fra Ny af og udfårt med en sjelden For-
ening af omfattende Lærdom og smagfuld Fremstilling. . Ogsaa
fandt Skriftet overalt en Modtagelse, der svarede til dets Fortje=
neste”, Mindre Arbeider fra samme Tid vare Afhandlingen
om Forsvarsmidlerne for Oen Sjælland under Calmarkrigen, der
blev læst i det Skandinaviske Literaturselskab, og den critiske
Anmeldelse af Stephensens Skrift om Island, der blev trykt i
Lærde Efterretninger %,
De fålgende Aar vare ikke saa frugtbare paa Skrifter og
kunde ikke være det, efterat de tidligere Forhold igjen vare
indtraadte. Imidlertid blev Engelstoft dog i Aaret 1809 Deel-
tager i tvende videnskabelige Samfund. Det fårste af" disse
var den Commission, der blev nedsat for at organisere et Mu-
seum i Forbindelse med det Store Kongelige Bibliothek. Rime-
ligviis var det hans forhenværende Stilling ved Bibliotheket og
deraf folgende Kjendskab dertil, som ledede Valget paa ham;
-
26 See ovenfor Side. 35. — 27 Rahbeks Ny danske Tilskuer, Il.
1, S. 284—88.7 297— 303. 367—77.: Lærde Efterretn. 1809 5S. 465 fg. 497
fø. 0. m. a.St. —. 28 Skand. Lit. S. Skr. 1808, S. 101—156. Lærde Ef-
terretn. 1808, S. 401 føg. Badens histor. Bibl. S. 167.
bi
men "Hensigten med' dette Museum blev ikke opnaaet?” Det an
det var et Selskab, der 'havde til Formaal at afhjælpe: den da-
værende Mangel paa en lettere Adgang til Udlandets Literatur,
nærmest som en. Fålge af Krigen, og som derfor vilde udgive
en egen Journal for Udenlandsk Literatur. Af dette Tidsskrift
udkom ogsaa virkelig fra 1810 til 1816 aarlig et "Qvartbind,
og Engelstoft leverede dertil adskillige ikke ubetydelige Bi-
drag. Til samme Tid skrev han ogsaa enkelte Recensioner
og mindre Arbeider; navnlig forelagde han 1811 det skandi-
nåviske Literaturselskab en smuk liden Afhandling om den sven-
ske Dronning Marie Eleonores Ophold i Danmark ?,
4. Det. er &iensynligt, at Engelstoft i denne Periode
af sit Liv arbeidede med Lyst baade som Skribent, som Univer-
sitetslærer og som Forretningsmand; og Arbeidet havde sin In-
teresse og sin Lon.
Da den Tale, som han havde holdt ved Reformationsfesten
1808, havde vundet: saameget Bifald, havde han fattet Ideen
om ved dens Udgivelse at stifte et Legat for unge" Studerende.
Dette. lykkedes over Forventning. Consistorium. bevilgede efter
hans Onske, at. Universitetets Bogtrykker frit maatte trykke
ham: femhundrede: Exemplarer2!, og Medborgeres Interesse for
Sagen,; for. Skriftet. og dets Forfatter havde. til Folge, at Sal-
get af denne liden, Tale i Låbet af et Aarstid indbragte en Sum
af sexhundrede Rigsdaler dansk Courant, der blev Grundfonden
for, et. særligt. Legat under Navn af Stipendium pro libris com-
parandis: Engelstoft forfåttede Fundatsen derfor den een-
ogtredivte Marts 1810,. og Kongen confirmerede samme den.
forste Juni næstfålgende %,
29 Werlauffs Bibl. Histor. S. 323—335. — 80 Dan. Lit. Tidend.
1811, S. 17 fgøg., Rec. af Hertels Beskrivelse over Aarhuus Domkirke. —
Skand. Lit. Skr. 1811, S. 1—136. — 31 Consistor. Copiebog 1808
indeholder Bevillingen under 23 Novbr. Engelstofts Begjering derom var af
11 Novbr., og hans Taksigelse derfor af 7 Decbr. — 32 Univers. Annal.
4"
52
Hans Virksomhed som Universitetslærer. blev. ;ikke, længe
derefter udvidet paa en Maade,' der var ham særdeles behagelig,
De statistiske Forelæsninger, "der henhårte til den fuldstændige
juridiske Embedsexamens Discipliner, vare hidtil holdte af Kjerulf,
medens Engelstoft ifålge sin Forkjærlighed for delte Fag,
maaskee ogsaa i den Mening, at han deri var trængt videre
frem end hans Collega, af egen Drift ligeledes læste over Fæ-
drenelandels Statistik og endnu i Vinterhalvaaret 1809—1810
foredrog den statistiske Encyclopædie. Kjerulf dåde i. det fol-
gende Efteraar, den niogtyvende September, og det blev nu
overdraget til Engelstoft paa Embeds Vegne at besårge. det
statistiske Cursus for de juridiske Studerende??, Disse Forelæs-
ninger hårte til Engelstofts kjæreste Pligter, og de bare i
hans kraftigere Aar Vidnesbyrd nok derom. Vistnok hårte
man dem slundom skjævt bedåmte af Folk, der enten ikke
havde fulgt denne Videnskabs Udvikling i en nyere Tid eller
overhovedet ansaae dem for et unyttigt Paahæng til den juridi-
ske Examen; men langt competentere Dommere yttrede sig
offentlig og gjentagende om Engelstofts statistiske Arbeider
påa den meest hædrende Maade, idet de opfordrede ham til
at udgive sine ,Sskjønne statistiske Forelæsninger og vise vore
Lærde, hvorledes en dansk Statistik bår skrives”, Og disse
Ytitringer fortjene saamegen mere Opmærksomhed, som de kom
fra en Side, hvorfra Engelstoft ellers ikke altid hårte Lov-
taler %,
Endelig frembåd ogsaa hans Stilling i Universitetsdirec-
lionen i disse Aar en Anledning til Virksomhed, der førte ham
ud over Collegielivets daglige Trivialitet. Det længe agiterede.
Spørgsmaal om Oprettelsen af et Universitet i Norge blev af-
gjort ved et Kongeligt Rescript til Directionen af anden Sep-
1809 I. 154—64,' 316. 11.156. 312. 18101; 231—37. Lærde Efterretn.
1810 8. 168. 231—32, 352, — 88 Univ. Annal., 1810. S. 85—87. 240 —
384'Ost's Minerva (1837), I. 204.
53
mm
tember”1811, og i Slutningen af samme Maaned blev en -Com-
mission nedsat for at tage dette Anliggende under Overveielse.
Commissionen bestod af Malling som Præses, Stiftamtmand Ro-
senkrands, Grev "Wedel-Jarlsberg, Biskop Bech, Moldenhawer,
Rothe og Treschow, og det blev -overladt til den selv at vælge
sig en Secretåir?, » Denne''sidste Bestemmelse gav 'strax Anled-
ning til en Meningskamp i den neppe sammentraadte' Com-
mission: ” Malling vilde for Alting have Secretair-Posten over-
draget til Engelstoft, med hvem han var vant til at sam-
arbeide, og som vistnok ogsaa selv kunde '&nske sig en saain-
teressant Forretning; "Treschow derimod anbefalede med ikke
mindre Iver Valget af Sverdrup, og blev "derved underståttet
af Biskop Bech. Engelstoft befandt sig under saadanne For-
hold i en" meget” piinlig Stilling. Imidlertid satte dog Malling
ved deels kloge deels bånlige Forestillinger? sin Villie igjennem
paa Commissionens forste Måde ' den sjette: Januar 1812, — og
Nordmændene ville ikke nægte Engelstoft den Roes, at han
med Varme opfattede Sagen og med Kundskab virkede for den.
Kort efter gik han ogsaa over til en Stilling, der gav ham
endnu mere Leilighed dertil og Indflydelse derpaa.
Na
Det svenske Thronfålgervalg efter Carl Augusts Dåd, der i
saa mange Henseender blev af langvarige og uberegnelige F6l-
ger for Danmark og Europa, havde ogsaa middelbar. Indvirk-
ning i videre og lavere Kredse, og Engelsto fis Skjæbne blev
berørt deraf. Hertugen af Augustenborg havde nemlig. siden
hiin Tid forladt Kjåbenhavn og betragtede sig som entlediget
35 Univers! Annal. 1811. II. 80—84. 244—246. — 36" Mundtlig Med-
delelse af Samtidige. Jvfr. Univ. Annal. 1812, I. 80, hvor det hedder, at
Engelstoft eenstemmig var valgt,
54
af Kongens Tjeneste, skjéndt ingen. formelig. Afsked; var.;ham
meddeelt!, Directionen for Universitetet;,og de; lærde Skoler,
Herlugens Skabning, bestod saaledes i Virkeligheden kun af. to
Medlemmer, Malling og Møldenhawer; af ;hvilke…den fårste,;.der
paa Kongens Fådselsdag 4812 var bleven udnævnt til Geheime=
conferentsraad, fungerede som det bestyrende "Medlem,
Det var 6iensynligt, at et. saa besynderligt Forhold ikke
kunde bestaae, og…at Universitetsdirectionen enten maatte: for—
stærkes med: nye Kræfter eller igjen falde; tilbage som et De-
partement under Cancelliet. Denne sidste Idee .skal. ogsaa have
havt sine mægtige "Talsmænd; men Malling. arbeidede: for den
forste, der havde den oplyste offentlige” Mening” for. sig, og
Mallings Indflydelse hos Kongen reddede denne Gang det unge
Collegium. Det var allerede ligesom en Forudforkyndelse om,
at det skulde fremdeles bestaae, da Kongen den fireogtyvende
Maris 1812 bemyndigede Universitetsdirectionen. til: at bruge .det
store Kongelige Segl i rådt Vox paa. samme Maade som. de
évrige Regjerings- Collegier?, Det. gjaldt nu, ogsaa om,.at give
Directionen de fornådne arbeidsdygtige Kræfter. 'Engelstofts
vare længe pråvede. Saaledes -skeete. det, at 'han,…. der ;Aarel
iforveien havde erholdt Titel af Justitsraad?, nu den syvogty-
vende August 1812 blev udnævnt til Assessor med Sæde og
Stemme i Directionen for Universitetet og de lærde Skoler”,
Ved Overtagelsen af dette nye Embede, der kun i Nav-
net var forskjelligt fra et virkeligt Medlems, maatte Engels-
toft naturligviis opgive sin Post som Bureauchef, og blev i
denne aflåst af Christian Lund. Derimod forlod han ikke, saa-
ledes som Moldenhawer tidligere, sin academiske Lærerstol, eller
tabte sin Anciennetet ved Universitetet. Hans Forpligtelser
1 Actmæss. Bidr. I. 166—67. 389—90. — 2 Univ. Annal. 1812.
1.. 76. — 3 Den 2 Januar 1811, — 4 Saaledes Univ. Annal. 1812. S, 243;
men Colleg. Tidend. 1812, S. 544 har den 27 Juli, som maa være en
Trykfeil.
—
55
som. Docent. kunde: ; imidlertid dog ansees for noget lettede, da
Werlauff kort. iforveien, havde faaet -det tredie, historiske ,Pro-
fessoratå, som siden. Kjerulfs Dåd havde -staaet ledigt, ikke at
tale om; sat Universitetet. til, samme Tid, havde en meget begavet
historisk Privatdocent i…Dahlmann é&.
Den; i Engelstofts- Stilling. foregaaede Forandring maa
ogsaa. antages at: have. havt smogen; Forbedring i "hans ;6conomi-
ske Forhold til Fålge, og dertil. kunde, han, som. alle Embeds-
mænd påa den Tid, hoiligen trænge.…De. ufunderede Papirpenge
nedsank efterhaanden. til; en-saare ringe Værdie, og Engelstoft
fortalte underliden, i senere Aar, hvorledes et Honorar, som
Hertugen af Augustenborg engang 'betalte' ham. med, nogle faa
Sålyspecier”,….i' Virkeligheden «var næsten lige. med et heelt
Aars -Gage,,..Han, ligesom mange Andre, maatte. derfor. paa
anden- Maade .sorge for at erhverve: det Fornådne:' ide værste
Aar havde han unge: Studerende som ”Pensionairer i sit Huus.
Hans ; Svogre; de rende: Brédre Estrup, kunne: ikke i egentlig
Forstand regnes. til denne Classe, derimod! vel de tvende Brådre
Johannes og Peter Daniel. Bruun fra Fredericia, der efter hin-
anden fra 1813. til. 4818 tilbragte iEngelstofts- Huus fem Aar,
hvis; Betydning. for .deres Dannelse de med Grund erkjendte.
2.:… Assessoratet i Universitetsdireclionen var udentvivl den
i Virkeligheden -indflydelsesrigeste Sitling, Engelstoft nogen-
sinde opnaaede, skjåndt Navnet ikke tydede derpaa. Hertu-
5 Adjunhct Werlauff udnævnt til. Professor: extr; d. 24. Februar 1812... —
6 Univ. Annal. 1812, S. 243, Læste i Sommersemestret over fårste Bog af
Thucydides. — 7 Han var nemlig i flere Henseender en Slags Commissionair
for Hertugen i Kjåbenhavn, da denne selv ikke mere havde sit Hjem i Hoved»
staden. — "8 Efterat have forladt Raadhuustræde no. 42'(5. ovenfor Side 45)
1810, boede Engelstoft 1810—13 i Klædeboderne no. 102 og derpaa fra Efter-
aaret 1813 i Vimmelskaftet no.25 paa Hjørnet af Skoubogaden, indtil han iFor-
aaret 1815 flyttede til Klareboderne no. 8.
56
gen af Augustenborg, der havde regjeret temmelig enemægtigt,
deeltog nemlig aldeles ikke mere i nogen Sag; saa at hans Dåd
et Par Aar efter med Hensyn til Directionen "gik forbi "som
betydningslås. Moldenhawers Svaghedsperiode var allerede be-
gyndt; Treschow begav sig snart'til Norge, og Malling, ivhvis
Hænder hele det lærde Underviisningsvæsen saaledes laa; havde
stor Tillid til Engelstoft, trængte til hans Raad og Medvirk=
ning, og benyttede gjerne: begge.
Det vigtigste og interessanteste anilløtterid, som Universi=
tetsdirectionen paa den Tid havde at behandle, var fremdeles
Organisationen af det Norske Universitet, der ifålge'det Kon-
gelige Aabne Brev af tiende April 1812 skulde anlægges i Chri-
stiania og have syvogtyve paa otte Hovedvidenskabsfag " for-
deelte Professorer, hvilke gjennem trende Perioder 'saaledes
skulde ansættes, at Universitetet var fuldstændigt organiseret til
den fårste September 18152. Det var denne Opgave, Engels-
loft forefandt til Låsning ved sin Indtrædelse”i Collegiet, "og
Løsningen var ikke let. Saa meget nemlig det nye Univer-
sitet var dannet i Lighed med det gamle i Kjåbenhavn,''saa
havde dog især Treschow sat ikke ubetydelige Afvigelser derfra
igjennem, og de fornådne Pengemidler vare” kun i ringe Grad
tilstede. Dertil kom endnu, at Treschow ingenlunde var tilbåielig
til under de fælleds Raadslagninger at vige for den Superioritet,
som Moldenhawer fra sine kraftigere Aar af var vant til atud-
ove, saa at Disputerne mellem disse to Mænd. ikke alene vare
håist piinlige for den milde og fredelskende Malling og den i
Forhold til dem endnu unge Engelstoft, men ogsaa hæm-
mede Sagernes Afgjårelse og standsede Universitetets fremskri—
dende Udvikling?%, Og Treschow vedblev, ogsaa 'efterat - han
9 Univers. Ann. 1812, S. 85—92, have dette mærkelige Actstykke
Det er parapheret af Malling, Moldenhawer, Rothe og Treschow. ; Den sid-=
stes Indflydelse paa Bestemmelserne er 'kjendelig nok. — 10 Mundtlig Med-
delelse af Samtidige.
57
vår gaaet til Norge som' fårste Professor i det” philosophiske
Facultet, at være Directionens brevvexlende Medlem.
| Såamange Vanskeligheder der end vare al overvinde, traadte
det nye Universitet dog»i "Virksomhed i" Sommeren 1813, og
aabnede, efter atholdt Examen artium, i August de første Fore-
læsninger; for' atten” immatriculerede Studenter, der; i December
toge | den philoløgiske Examen"", "Ogsaa Bygningsvæsenet sys-
selsatte Directionen, og alt-hvad Universitetet vedkom, var i
den meest livlige Gang, då —Kielerfreden adskilte de forenede
Riger." I bevægelige Ord tog Engelstoft Afsked med den Nor-
ske Hoiskole-paa det sidste Blad af sine Universitets= og Skole-
Annåler, som dermed for lang Tid' ophårte.
Det er af: disse Annaler tydeligt nok, at ingen til Universi-
tetsdirectionens Virkekreds i disse Aar henhårende 'Sag i den
Grad interesserede Engelstoft, som Universitets-Anlæget i
Norge. Det var nogetNyt, der skulde skabes. ' I Danmark: der
imod skulde blot det Bestaaende holdes vedlige og, om muligt,
ved nogen Efterhjælp forbedres.
En af de Smaaforbedringer, »som Engelstoft her per-
sonlig lagde Vægt paa; vare de i Aarene 1813 og 1816 tagne
nåiere Bestemmelser angaaende Tiden for "Afholdelsen af den
saakaldte-anden Examen, der hidtil oftere greb noget forstyrrende
ind. " Det blev da 1813 fastsat, at den philosophiske Deel af
samme Examen alltid skulde holdes i de sidste fjorten Dage af
October, og dernæst 1816, at der i Foraaret stedse alene skulde
holdes »philologisk, i Efteraaret stedse alene philosophisk Exa-
men!”, Hovedhensigten dermed var fornemmelig at spare Tid
for Universitetslærerne, der forhen havde maattet anmelde Col-
legier til begge Examina båade i Vinter- og i Sommersemestret,
11»Univers. Ann, 1813, S. 117 fg. 307 fg. 322.1812 8, 322 fg: 1813 S.
324 fø,' — 12 Efterr. ang. Kbhvns Univers. 1823, S. 128—140, hvor en
udfårligsy handling derom findes.
58
Men detle Oiemed var af dobbelt Vigtighed for dé academiske
Lærere, der som Engelstoft havde et: byrdefuldt- Embéde: ved
Siden af deres Pligter som Professorer, og dérhos: fålte Lyst
og Kald til ogsaa at virke i Litératuren som Forfattere:
3:… Engelstoft havde, "som nylig bemærket, ophårt' med
Udgivelsen af sine Universitets- og Skoleannaler halvandet Aar,
efterat han var 'bleven Assessor! i Directionen og umiddelbart
ved Kielerfreden. Man anfåérte som Grunden dertil Papirets og
Trykningsomkostningernes stedse stigende Priis??, og det kan
vel være muligt, at disse Omstændigheder kunne have været
medvirkende Aarsag; men at de neppe vare den vigtigste,' end-
sige den eneste Grund, turde udentvivl klart: fremgaae deraf, at
han, skjondt Videnskabernes Selskab ;og Danske Selskab, hvoraf
han ved denne Tid blev "Medlem!", tilbåde ham Leilighed til
literair Virksomhed, dog næsten i samme Oieblik anmeldte og
begyndte et nyt og stårre' historisk "Tidsskrift, den Historiske
Kalender. |
Dette Værk, hvoraf tre Bind udkom, tilhårer ganské den
Periode, hvori han var Assessor i Universitetsdirectionen. Ideen
hertil udgik nærmest fra Professor Jens Moller, der for nogle
Aar siden- var bleven ansat ved Universitetet, og med en vis
ejendommelig Lethed forenede historiske Studier med'de theo-
logiske; der vare hans egentlige Kald. Den samme! Lethed -
gjorde ham velskikket til at forestaae Udgivelsen af periodiske
Skrifter, og Engelstoft kunde saameget hellere overlade' det
13 Subscriptionsprisen paa Annalerne var derfor i de senere Aar bleven
forhåjet, — 14 Molbech, Vidensk. Selsk. Histor. S. 529: Thorlacius,
som 1810 blev optaget, proponerede P. E. Miller 1811, og denne atter Engels-
toft, som valgtes den 18 Decbr. 1812. Werlauff,Danske Selsk. Histor.
S. 191—93: Engelstoft og P. E. Miller bleve valgte den 3 Marts 1813; Thor-
lacius var foreslaaet i samme Aar, men frabad sig Valget, hvorimod han 1815
elter Opfordring indtraadte, ,for at erstatte det Tab, -Selskabet havde lidf ved
hans Faders Dåd.”
59
udvortes "Arrangement til ham, som der -mellem- begge disse
Mænd indtil. en vis Grad fandtes et aandeligt.Slægtskab, og som
Møllers bestandige |Veneration før den ældre” Collegas Overle-
genhed i.Smag og -historisk Erudition borgede for Eenheden og
Enigheden under;ldeens Udførelse. Værkets Navn: derimod turde
udentvivl fornemmelig skrive sig. fra Engelstoft: For meer
end/ et:Decennium siden” -hayde han nemlig. offentlig udtalt den
Mening, at. Kalenderens: sapocryphiske Helgennavne: burde om-
byttes smed' mærkelige "Personer, eller. Begivenheder i -Fædre-
nelandets' Historie, for vat. selv. den lille Almanak, der var i
Alles Hænder, kunde opfriske . Mindet: om. fortjente Mænd og
anspore til Efterligning og Kappelyst. "Denne Tanke var strax
bleven grebet. med Opmærksomhed”, og nu vilde Engels-
toft benylte det nye Tidsskrift til.at give Pråver paa dens Ud-
førelse.
Efterat han siden Annalernes Ophér havde: indskrænket sin
Forfalter- Virksomhed dil nogle mindre Arbeider, saasom en Af-
handling om Christian den Fjerdes Forsøg paa at ophæve Vor-
nedskabet, der 1813 blev. læst i det Skandinaviske Literatur-
selskab, samt en eller anden critisk Anmeldelse i Literaturti-
denden””, — udkom i Aaret 1814 .den Historiske Kalenders
forste Bind, prydet med Abraham Kalls Portrait, og indehol-
dende foruden den nysnævnte Prove af en national Almanak, der
gjentoges ide ;foålgende Bind med. tildeels andre Navne, tvende
Bidrag fra Engelstofts Haand: en ganske ny Omarbeidelse
… af hans. tidligere: Afhandling om' Kjébenhavns Stilling og Farer
15. Om Opdrag. Indfl. paa Kjærl. til Fædrel. 1802, S,.58, Note:
— 16 Ideens Udtalelse havde dengang foranlediget en liden Cyclus af Skrif-
ter derom, af Rahbek (Dan. Tilskuer, 1802 TI. 737—52. 761—816), Abra-
hamson (Smstds, 1803. I. 5—14), P. A. Wedel (Minerva, 1803, III. 233
—259) og atter senere (1808) Engelstoft selviBogen om National-Opdra-
gelsen:S.251—55; —' 47 Skand. Lit. Sel. Skr. 1813, S..1—52. Dan.
Lit, Tid. 1814, S. 401—414,' Rec, af Molbechs" Historie om Ditmarsker-
krigene.
… MER
ved "Carl den Tolvtes "Angreb, og et meget interessant Uddrag
af Axel Gyldenstjernes: Dagbog paa hans Moskovitiske Reise
i? Begyndelsen af det: syttende Aarhundrede" "Allerede" Aaret
efter, 1815, forlod det andet Bind med "Tyge Rothes: Portrait
Pressen," ligeledes udstyret med tvende 'Engelstoftske Stykker:
en udfårligere Fremstilling af det Byzantinske'Riges; især Con=-
stantinopels, Forsvarsvæsen ;'da”Barbarerne i "det sjette ”Aar-
hundrede truede denne Hovedstad, det samme”Emne, som han
tidligere i et Universitets-Program havde "behandlet??,' og der-
hos "en critisk Undersågelse' angaaende "det rette Jubelaar for
Christian den Første som Konge i Danmark og Norge. Det
tredie Bind endelig med Skule Thorlacius's Portrait blev leveret
1817 og havde atter to skjånne Skrifter af Engelstoft,"nem-
lig et mindre, der ogsaa særlig var udgivet, om Statistikens Be-
greb og Forhold til Statsåconomien, og et stårre om. Wiens
anden Beleiring af Tyrkerne. "Denne sidste Afhandling var en
Frugt af Engelstofts -eiendommelige Interesse for den Os-
manniske' Historie, og den vakte 'selv i Udlandet særdeles
Opmærksomhed baade ved Undersågelsens Grundighed og
ved Fremstillingens Skjånhed7%, Ogsaa er den maaskee i sidste
Henseende det correcteste af hans "Arbeider og 'den smukkeste
Préve af den historiske Skole, som han kjendelig tilhårte. ig
4. Det turde maaskee her være Stedet, at dvæle nogle Oie=
blikke ved denne Skoles Eiendommelighed og ved Characteren
af de Engelstoftske Skrifter. Hovedmodsætningen mellem Dyr-
kere af historisk Videnskab beroer naturligviis paa Individuali-
teternes Forskjellighed; thi det Affecterede, Tillærte, Ségte og
Manierede kan som noget Uægte ikke komme i Betragtning.
Modsætningen selv er bekjendt,… Man behåver hos os kun at
18 Nemlig 1808. See ovenfor Side 49. Afhandlingen nævnes med
hædrende Anerkjendelse i Rihs, Gesch. d. Mittelalt., S..55. — 19 See
Nyerups og Erslews Lit. Lexic. om Anmeldelserne af dette Skrift.
61
eee
stille Langebek ved Siden af Holberg i en ældre Periode, eller
Abraham Kall ved Siden af Frederik Sneedorff i Engelstofts
Ungdomsaar, og man vil strax blive Forskjellen ”vaer”, . Man
vil da ogsåa' see, at begge Retninger kunne opvise beråmte Re-
præsentanter, og man vil udentvivl blive. overbeviist om, at'den
ene er saa' langt fra at burde udelukke den anden, at Enhver,
der stiller sig et håiere Maal for Qiet,' nådvendigviis maa stræbe
efter. en 'harmonisk Forbindelse'af begge.
TEngelstofts Skrifter. er en saadan Stræben i héi Grad
fremtrædende. Han samlede med -Flid, han criticerede med
Grundighed, og han agtede håit ogsaa de særlige Undersågel-»-
sers Betydning og Nådvendighed?, "Næsten alle hans Arbeider
ere» Detail-Undersågelser, og hans Annaler indeholde ide histo—
riske Tillæg en Rigdom af Beviser for hans Opmærksomhed
påa de specielleste Bidrag til den historiske Sandheds Belysning.
Forsaavidt var han den lærde Historieførsker. —.… Men havde
han saaledes tilvejebragt og sigtet. Stoffet, og tog Pennen i
Haand for at meddele Forskningens Resultater, - saa vidste han
at hæve sig til Herskab over de dåde Materialier og af dem at
skabe Noget, der var Historieskriverens virkelige Ejendom, mær-
ket med Eierens aandelige Træk. Han havde en naturlig Ten-
dents til at raisonnere, «pragmatisere og såge i Historien Spo-
rene af en håiere moralsk Verdensstyrelseé?”; han lagde kjen-
deligt an paa en konstnerisk. Behandling og et smagfuldt Fo-
redrag, saa at alle hans bedre Skrifter danne et afsluitet Heelt
og ere Værker ligesom af een Ståbning. |
Og: denne Tendents var udentvivt den fremherskende hos
ham, saa at han råbede vel saa meget Kald til Historieskrivning
"som til Historieforskning, medens baade hos os og hos Frem-
20 Det er mærkeligt, men ikke uforklårligt, at Miskjendelsen af Modpar-
tens Fortjenester almindelig meest udgaaer fra den Side, der: dog aabenbart
fordrer lavere Aandskræfters Anvendelse. — 21 Yttringer derom .af ham, f, Ex.
i D. Lit. Tid. 1814 S, 401—2, — 22 Histor. Calend. Ill. 441.
62
mede det omvendte Forhold af gode Grunde er det almindelige %,
Engelstofts historiske Erudition var overhovedet mere om—
fattende end gjennemtrængende, bestod snarere i en meget ud-
bredt Læsning end just i et særdeles detailleret Kildestudium.
De tårre og magre Kroniker, de stive og livlåse Diplomer, sy-
nes at have træltet ham, hvorimod Studiet af gode Historieskri-
vere, ældre og nyere, behagede og oplivede ham. ” Disse sidste
ledede ham ogsaa hurtigere til det, som han fornemmelig sågte
i Historien, og som han selv — imod eget Forsæt”” — ikke altid
kunde afholde fra ligesom personlig at træde frem med midt un-
der den objective Fremstilling. 1 Afhandlingen om Wiens Be-
leiring har han vogtet sig for denne Svaghed, og fårst ved
Enden af hele Expositionen samlede han i kort Begreb, hvad
han kaldte Historiens Idee og det Lærerige i Historien, ',de
store Sandheder, der overalt udtale sig gjennem Historiens
Lære og fremtræde som ”dens ædleste Frugter, om en håiere
Styrelse, hvis mægtigere Haand spotter de Dådeliges Vælde, hvis
Retfærdighed kalder Folkene for sin Domstol og gaaer i Rette
med de stolteste Monarker $,£
Engelstofts Sprog havde stedse en mærkelig Lethed,
Livlighed og Elegants, selv naar han behandlede temmelig ubåie-
ligt Stof. Han bestroer,… sagde man, den ellers knudrede anti-
qvariske Bane med RoserY, I en tidligere Periode af hans
Liv var denne Stræben efter det Ziirlige udentvivl endnu istand
til stundom at overvælde hans idvrigt rene Smag og Takt for
Modersmaalets Natur; da skrev han Sætninger som denne: ,,Kon-
gedalter, ung, deilig, from, udstyret med Alt, hvad Lykken har
meest Blendende, Naturen meest Elskværdigt, opsåges hun håit
i Nord for at sættes paa en af Europås stolteste Throner%”,<
Og til samme Tid havde ogsaa hans raisonnerende Skrifter uden-
23 Rihs, Entw. einer Prop. des histor. Stud, S., 260. — 24 Hi-
stor. Calend, III. 281—282. — 25 Anf.'St. III 441, — 26 Nyerups
Skildr. IV. 57 Not: — 27 Philip Aug. og Ingeb. $S. 4.
63
tvivl noget formeget af den declamerende og sapostropherende
Maneer%, Men i hans egentlige Manddoms-ÅAar viiste: ogsaa
Stiil og 'Indklædning et ædelt Maadehold og en fiin Tekiz har-
monisk forenet med Ungdommens Lethed og Liv.
At Engelstoft havde sjeldne og udmærkede Evner til Hi-
storieskrivning,; var derfor 'i hans. kraftfulde Alder éi alene
blandt hans Venner, men ogsaa blandt dem, der ingenlunde
hørte til-disses Kreds, en ligesaa almindelig Mening, - som det
var en almindelig Beklagelse, at han ikke kunde følge: det ham
af Naturen anviiste Kald. De Engelstoftske Afhandlinger, sagde
en Samtidig, vække det inderligste Ønske … hos "Læserne, at
denne Forfaitér, som maaskee ene af alle dem, der nu give
sig af med dansk Historie, besidder de Egenskaber samlede, der
kunne fordres hos en Dansk Historiograph, maatte tillige be-
sidde Lyst til ene atgive sig åf med en Videnskab, han synes -
skabt for??, En anden Samtidig skrev saaledes: I Engels-
toft kunde Fædrenelandet,' efter Sneedorff, have fundet sin bed-
ste Historieskriver.…… Det er beklageligt, at han saa tidlig reves
ind i Forretningslivet, hvorfra han: altfor silde trak sig tilbage.
Hvad. havde ikke Saga kunnet vente af Forfalleren til Bogen om
Dronning Ingeborg? «Ogsaa som populær Philosoph gav han
de bedste Forhaabninger i Skriftet om Nationalopdragelsen. En
delig har han neppe sin Overmand som dansk Stilist. Læg her-
til, at han ogsaa har skrevet kostelige latinske Vers, — saa
fremlyser det, at han har: mangesidigt Værd fra den videnskabe-
lige Side?%, Disse Vidnesbyrd, hvis Antal det vilde være meget
let at foråge%; udtrykke- bestemt nok, Salden der virkelig var den
offentlige Mening.
Det følger af sig selv, at ogsaa en anden Mening lod sig
28 Lærde Efterretn. 1803. S. 433 fg. 467 fø. hvor Rec. neppe uden
Grund paaanker formegen Declamation. — 29 G. L. Baden, Dan. Nor.
Hist. Bibl. $., 127, — 30 J. K. Håst, Erindr. om Mig og mine Samtid,
S. 158. — 31 F.Ex. Jens Måller, N. Falck, Thortsen 0. fl. A,
64 ":
håre fra Mænd af anden Individualitet og Smag. Den beråmte
Abraham Kall sagde undertiden om Sneedorffs historiske Frem-
stillinger, at ydet jo var en Roman,” — og saa venligt end
hans Forhold i tidligere Aar havde været til Engelstoft, ver
det dog ikke ubekjendt, at han ikke var tilbåielig til at rose
dennes historiske Arbeider?, saa at Forholdet mellem dem ikke
med Aarene voxede i Inderlighed, skjøndt Engelstoft stedse
nærede en håéi Grad af Pietet for denne sin Lærer. Han kunde
det ogsaa saa meget lettere, som han vel vidste, at Kall- ikke
var nogen Smagsdommer, og at hiin Beklagelse sover, at: han
droges bort fra Forfatter-Banen, var Udtrykket af'den almin-
delige Mening. Men — den vedblev at være det.
VI.
-Engelstoft knyttedes nemlig stedse med stærkere: Baand
til Forretningslivet. I. Universitetsdirectionen foregik: i Aaret
1817 en Personalforandring af megen Betydenhed. Ogsaa efter
Hertugen af Augustenborgs Dåd?! var den fårste "Plads i delte
Collegium forbleven ubesat, og Moldenhawer, som havde den
tredie, tiltog efterhaanden saa meget i Svaghed, al Moderne
oftere maalte hæves uden Resultat, og Bestyrelsen af det lærde
Underviisningsvæsen i Forbindelse med ham bley mere og mere
vanskelig”, Den Reform, som allerede i længere Tid havde
været trængende nådvendig, blev endelig iværksat den sexog-
tyvende Februar 1817. -— Malling blev nu ogsaa af Navn, hvad
han gjennem flere Aar i Virkeligheden havde -været,' Hertugens
Efterfålger som 'Directionens første - og bestyrende Medlem;
Rothe forbandt den anden Plads med sin hidtilværende Stilling
32 Medd. af Samtidige, — 33 G. L.. Badens. Histor… Afhandl IU:
Fort. S. XXII. Å i
1 Den 14 Juni 1814. — 2 Medd. af Samtidige.
65
som Deputeret i det holstenske Cancellie; Engelstoft blev
tredie og Mynster fjerde Medlem, begge med Bibehold af deres
ældre Embeder i' Universitetets og Kirkens Tjeneste?
For Engelstoft var' denne Forandring” for "det fårste lidet
mærkelig. "Hans Indflydelse søm Medlem” af Directionen kunde
ikke blive stårreé,- end den havde været under hans Assessorat,
men vel mindre ligeoverfor ”nye og håit anseete Colleger; hans
Arbeide blev i alt Væseniligt det såmme, Han kunde! derfor
fremdeles ligesaavel 'som hidtil overkomme sine academiske For-
retninger, o0g”havde "véd 'sin Indtrædelse i Universitetsdirec=
tionen "udtrykkelig forbeløldt sig 'sin' Ret til Avancement efter
sin” Alder ved Universitetet?” Han opfyldte fremdeles med Nid-
kjærhed allé de Pligter, som deråf fulgte; og han'havde netop
kort efter denne Tid en Leilighed dertil, som” var ham personlig
særdeles kjær.
Den gamle Abraham Kall vilde nemlig i Aaret 1817" opleve
sit' tooghalvtredsindstyvende Embedsaar& og den anden Juli
Samme Aar sin fireoghalvfjersindstyvende Fødselsdag; men. da
han i 'sin Tid paa Grund af en Udenlandsreise først to Aar efter
sin 'Udnævnelse "til "Universitetets: Bibliothekar ” havde tillraadt
dette Embede, kunde Aaret 1817 ansees for det virkelige Ju=
belaar.' Han var Universitetets Senior, de' fleste af sine” selv
ældre Collegers Lærer; hans ualmindelige Lærdom, lige udbredt
og dyb, befæstede end mere dén Anseelse, som Alderen gav
ham. Det var derfor'et almindeligt Onske blandt de academiske
Lærere at benytte Jubelaaret som Anledning til at bringe ham
en Hyldning. Engelstoft i Forening med Jens Målleriiog
Werlauff forelagde den tiende Juni Consistoriet et Forslåg til
denne Fest: selv udbad han sig at maatte holde Talen,
3: Colleg. Tid.:1817 S. 213—214. "—. 4, Colleg, Tid. 1817 S. 682.
— 5 Dansk Minerva V. (Juli-Hefte). S.. 73. Han blev Bibliothekar i De-
cember 1765, men tiltraadte fårst Embedet i Foraaret eller Sommeren 1767. —
6 I Consistor. Copiebog findes deres Forslag af anfårte Datum.
5
66
Medens Universitetet forberedede delte, vaktes ogsaa uden-—
for Universitets-Lærernes Kreds Opmærksomheden for, hvad
Abraham .Kall havde virket! som Børger; thi han forbandt i en
sjelden Grad Studerekammer-Lærdom med practisk Blik og Ind-
sigt;i Borgerlivets Forhold,; saa at hans Raad. og Veiledning
ofte blev sågt i vanskelige Tilfælde. Medborgere i. en: videre
Kreds: valgte” derfor nu hans, Fådselsdag til en Hltidøligheg af
mere almindelig Character.
Til: Universitetsfesten den .otteogtyvende ,Juni indbød. Jens
Måller-:ved; en. Afhandling. om Alderdommen som et Middel. til
historisk Kundskabs;Bevaring”; Engelstoft. holdt.selve Fest-
talen: i…Regeniskirken. . Denne; Tale; paa Latin ;hårer udentvivl
tilide talentfuldeste -Arbeider' af lignende Art: Den svar … kort;
som….den «burde -være, men sindrig. i Anlæg og. smagfuld, i
Udførelse. Efter nogle indledende Ord, hvori Taleren: undskyldte
sin dristige: Fremtræden med sin Folelse. af Pligt og Taknemme-
lighed, sammenlignede han den alderstegne Universitetslærer
med "den Mand, der fra. et: ophåiet. Sted invid Omkreds. kan
skue tilbage, skue omkring sig, skue fremad, — eller som The-
" maet ifålge mundilig Overlevering skal-have været udtrykt: annis
merilisqve prouectus academicus doctor respicit, circumspicit,
prospicit, — og Talens trende Stykker vare derefter en let Con=
tourtegning af.de indtagende Billeder, som fra hvert af disse
Synspuncter fremstillede sig for: den. vise og fortjente : gamle
Universitetslærer?, Der var kun een Mening om. den skjønne
og hjertelige Maade, hvorpaa Engelstoft havde fort Ordet. i
denne. håitidelige Anledning.
ik n»Ved Borgerfesten nogle Dage efter, den anden Juli, var
Rahbek "Taleren?,… Engelstoft sad med lige Fålelser blandt
7 Dansk Minerva V. (Aug. Heft.) S. 129—39, en dansk Oversættelse
deraf. -— 8 Tal-n selv er desværre aldrig trykt og haves nu ikke engang i
Manuskript. Rahbek oversatte den i Dansk Minerva V. (Augustheft.) $S.
140—152, efter Forfatterens latinske Haandskrift. — 9 Dan. Minerva V.
(Juliheft.) S: 51 fg, og en latinsk Sang af Pastor Michelsen S. 63 fg.
e….
ge
Tilhérerne; thi han var opriglig gjennemtrængt af Veneralion
for Jubeloldingens udmærkede Evner og Fortjenester.
2... Ved saadanne Leiligheder, hvor Manden. enkelt træder
frem, er. det lettere at paavise hans Virksomhed. "Meget for-
skjellig derfra er den Stilling, som -et Collegii-Medlem indtager.
De. forligelige Dygtigheder, — og andre end disse ville. under
dette Regjeringssystem; mere hindre end. fremme Sagernes Gang,
— maag i'et Collegium, fordetmeeste-saaledes gaae! op i. dette,
at deres personlige Virksomhed, og: - Fortjenester gjerne blive
staaende; i et uklart Omrids. Dette gjælder netop den længste
og kraftigste Periode i Engelstofts Liv: den kan ikke andet
end savne et vist. Individualitetens Præg, som de tidligere meer
eller mindre saa kjendeligt havde havt. Naar man nævner. de
vigligste Foranstaltninger. ved Universitetet og de lærde: Skoler
i denne; Periode, saa vil: ganske vist Enhver kunne være over-
beviist om, al Engelstoft har taget Deel deri; men det kom-
mer dog. nærmest an paa!'at træffe de enkelte, paa hvis Udf6—
relse han maatte antages sat have udåvet en særdeles Indfly-
delse, ” :
Til: denne Classe tår man. for det fårste med god Grund
henregne de nye paa Billighed og Retfærdighed ståltede Be=
stemmelser for Oprykningen til. Ordinarii-Pladserne samt Ad-
gang til Rectoratet og Decanaterne"%, — Ifålge. den ældre Regel,
at visse Videnskabsfag altid skulde. have sine Repræsentanter
blandt: Professores' econsistoriales,… var det” ikke vel muligt at
forebygge, at stundom og det ikke just sjeldent. ganske unge
Professorer pludselig gik en heel Række af ældre Colleger i
samme Facultet forbi, naar Dådsfald eller anden Befordring
gjorde en Plads i Consistoriet ledig, medens andre ældre Pro-
10. Colleg. Tid. 1817. S. 667—73. Engelst. Efterr, ang. Kbhvns
Univ. S. 142—48. . Forandringen synes nærmest fremkaldt med Hensyn til
Rectoratet;-men den blev i Udfårelsen af mere omfattende Virkning.
5%
sk… ZAR
fessorer seent eller aldrig opnaaede at vinde Sæde i Consisto-
rium og de dermed forbundne Fordele blot af den tilfældige
Grund, at ingen Plads i deres specielle Fag blev vacant. Der-
til kom endnu, at Regjeringen havde begyndt stundom at med-
dele en eller anden” Professor Titelen" af Ordinarius” som ”en
simpel Rangforhéielse, en Slags Naadesbeviisning, uden at der-
med fulgte de virkelige Rettigheder, som Titelen hidtil beteg-
nede", "Det er vist) at'Engelstoft-tidlig” fandt dette meget
utilbårligt; hans Colleger Trimeligviis-ikke”mindre… Til: Forebyg=
gelse af” hine” Uregelmæssigheder i' Fremtiden udkom ”et Ré=
Script af attende Juli 1817,''der fastsatte bestemte Regler "for
Avancementet i det philosophiske ”Facultet, og "derhos forhåiede
Rangen for samilige Universitetets Professorer, saaledes at Ex=
traordinarii erholdt den -hidtilværende Rang for 'Ordinarii; disse
derimod en ny og håiere”% " Ved såmme' Leilighed "og paa
såmme Dag bleve i det philosophiske” Facultet Wad; "Engels -
toft, Orsted,y Rahbek og JW; Hornemann udnævnte! til Or-
dinarii, saaledes at Wad og Ørsted" bleve Medlemmer af Con=
sistoriet, og at Plads, Rettighed og Anciennetet i dette blev for-
beholdt Engelstoft umiddelbart foran sidstnævnte, hvorimod
Rahbek 'og Hornemann indtil videre ikke indtraadté i Consi-
storiet?2, |
Andre Reformer, der i héi Grad personlig interesserede
Engelstoft," traf i det fålgende Aar Examen artium og den
saakaldte Store Philologicum. = Universitetets Professorer var
utilfredse med de Préåver, som de unge Studerende aflagde, og
sågte Grunden deels deri, at enkelte af Pråverne i'sig selv
11 Colleg. Tid. 1817 S. 672. — 12 Denne Professor-Rang havde besyn-
derlig varieret. I Christian VIs tidligere Rangforordn. (1734) sattes Profes-
søores ordd. i 7 Cl. No. 7, og i den senere (1744) i 6 Cl. No. 4. Frederik
V satte dem (1746) i 5 Cl. No78, og der bleve de staaende indtil 1817.
Da Proff. extraordd. efter Fund. af 7 Mai 1788 kom til, fik de Plads i 6 Cl.
No. 13, hvor ogsaa de stode til 1817, — 13 Colleg. Tid. 18175. 682.
' 69
maaskee vare for vanskelige, deels deri at Skolerne savnede
Lærere ; af. tilstrækkelig Duelighed””, ; Forordningen af. tiende
August 1818 afskaffede altsaa ved Examen, artium adskillige
skriftlige-Udarbeidelser, der formeentlig stode:i Misforhold. til,
hvad; man medrette af Skolerne kunde fordre, navnlig den tyd-
ske og franske Stiil,. hvorimed Fordringerne i. de gamle. Sprog
bleve udvidede, fornemmelig i det Græske. Med Hensyn. der=-
paa kaldte. Forordningen af fireogtyvende October 1818, igjen
tillive «under Nayn- af. Skøle-Embedsexamen. den. philologiske
Pråve. for. de hoiere Lærere ved de lærde, Skoler, som det pæ-
dagogiske Seminarium havde bragt i.Forglemmelse”S, Hensigten
med disse Foranstaltninger var udentvivl. meget bedre end Val-
get af Midlerne. til dens Opnaaelse: de nyere Sprog bleve, som
det synes, nu. ogsaa i Skolerne. mere forsåmte: end hidtil, … da
Universitets-Proven saa let bestemte Maalet, hvorefter. der skulde
stræbes, og. Skole-Embedsexamen, der tvertimod. dens ; Navn
blev betragtet som. eensidig. philologisk,-- skaffede "vel: Skolerne
nogle lærdere Rectorer, men lukkede derimod Skoleveien. for
andre, -der ;i virkelig Lærerdygtighed : kunde. have overgaaet
mangen En i den indskrænkede Kreds, som ved denne Examen
erholdt. Eneret til Befordring i Skoleembeder. : Det: varede. hel-
ler ikke mange Aar inden "disse Mangler: i, 'Universitetsdirec=
tionen selv bleve erkjendie”??,...og denne Erkjendelse ledede til
nye .Overveielser. endnu medens Engelstoft var Collegiets
Medlem. |
ae di nærmest folgende Aar var: der døg ingen Sag,
som mere, levende .beskjeftigede, Engelstoft end Planen, til
Sorée Academies Gjenfådelse. . Det var. ligesom . en. Fornyelse
14 Colleg. Tid. 1818 S. 699 føg, — 15 'Efterr. om Kbhwvns Univ.
(1823) S. 243—256. — 16 Allerede Undervrisningsplanen for Sorde Academies
Skole, der kun er fire Aar yngre, tyder derpaa. SES
10
af hine ham saa interessante Forhandlinger om Universitetets
Stiftelse i Norge. Nu skulde ogsaa her noget Nyt skabes, og
her vare de &conomiske Vanskeligheder, som i Norge havde
lagt saa store Hindringer i Veien, forud ved Stemanns kloge
og dygtige Bestyrelse aldeles, overvundne. I Låbet af en Snees
Aar var ikke alene en Gjæld af omtrent et Par Tønder" Guld
bleven afbetalt og hundrede tusinde Rigsdaler skjænkede af
Academieis Midler til Norges Universitet; men til samme Tid var
der dannet en Grundfond af over en halv Million i Penge, me-
dens Academiets Landeiendomme våre forågede med to store
Godser”, .Efterat "den fårste offentlige Bekjendtgjårelse om
Academiets Gjenoprettelse som en Opdragelsesanstalt og håiere
Skole den niende Marts 1821 var udgaaet??”, bleve de af Ste-
mann opsamlede store Capitaler og det ved ham forågede be-
tydelige Jordegods, der hidtil havde ligget under" Rentekam-
meret, den fårste August samme Aar henlagte under Direc-
tionens Overbestyrelse”?”, Man havde saaledes ved den nye
Stiftelse de rigeligste Pengemidler til sin Disposition og fuld-
kommen frie Hænder til at benytte disse; og i det næste For
aar 1822 var Stiftelsens Organisation allerede saavidt fremmet,
at dens Virksomhed, dog forelåbig efter en mindre Maalestok,
bestemtes at skulle begynde i September %,
Hvad der vistnok ogsaa forhåiede Engelstofts personlige
Kjærlighed til dette Institut, var den Omstændighed, at Acade-
miet i hans Svoger og Ven Estrup fik én af sine første og
meest anseete Lærere. Engelstoft betragtede denne Ansæt-
telse som den lykkeligste og ånskeligste, hvortil en yngre Vi-
denskabsmand kunde adspirere, og idet han oversaae Stillingens
Mangler og svagere Sider, udmalede han for sig selv og An-
17 Collin f. Histor. o. Statist. I. 34—35. Engelstofts Lykånsk-
ningsdigt S$. 36. — 18 Colleg, Tid, 1821 S. 333—348. — 19 Efter-
retn, om Univ. (1823) S. 73 Not. — 20 Jvfr. Colleg. Tid. 1822, S. 315
—323. Efterr. om Univ. 'S. 80 fg. 96 fg. 187 fø,
71
dre med synlig (Glæde Billedet af et uforstyrret videnskabeligt
Liv i det landlige og rolige Sorde. —,Var jeg tyve Aar' yngre
— hårte man ham sige — skulde Estrup have faaet en Concur-
renti mig.” Kom han selv lil Sorée, erkyndigede han sig utræt-
lelig om enhver. Ting, der paa,nogen Maade kunde, tjene til
Stiftelsens Tary eller.de ,Unges Opmuntring?!, og optegnede
flittigt, hvad..han spurgte.og hårte,. for siden at kunne over-
veie det eller tage Hensyn dertil. Og var han hjemme i Kjo-
benhavn, kunde han ikke nåéies med de officielle Beretninger,
men "corresponderede uafbrudt med Estrup for stedse ”at' være
vel underrettet om Tilstanden i det Enkelte som i det Hele%,
Det var udentvivl ogsaa fornemmelig Interessen for Sorée, der
bidrog til, at Engelstoft i Aaret 1823 igjen begyndte" sine
for ti Aar siden- standsede Universitets- og Skoleannaler; thi
de Sordeske Anliggender bleve strax behandlede med en syn-
lig Forkjærlighed. "Det var den samme Interesse, der aflokkedé
håm del største latinske Digt, som han nogensinde skrev, — en
Lykånskning til Academiets Gjenoprettelse og Indvielse.
Denne 'Indvielsesfest i Sommeren 1827%. fårte "hele Uni-
versitetsdirectionen' til Sorde, og Engelstoft'regnede den for
en af sit Livs Glædesdage. - Han; sad der "paa Embedsvegne i
den "smukke Festsal, ikke langt fra Kongen selv, ”da Sangen
vaabnede Festen:
Låft dig, vor Håisang, paa Vinger af Toner!
Flyv over Sée, over Skovenes Kroner!
Han hårte der densidste Veltalenhedspråve, hvormed Oldingen
21 Hensyn til det sidste er taget ved alle de tidligste Reglementer. See
f. E. Efterret. om Univers. (1823) S. 206—207. — 22 Denne Correspon-
dance skal hist og her være bebreidet Engelstoft. Men for det fårste maatte
man udentvivl forud kunne vide, at det vilde blive saaledes, og for det andet
er det vist, at ogsaa Andre end Estrup skreve private Efterretninger, der in-
genlunde gave paalideligéere Oplysninger end hans: — 23 Den 21 Mai var
Indvielsesdagen.
72
Malling! ysluttede det Talerhverv,. som ingensinde - var, hans
Kald, men ikke sjeldent var bleven hans tilfældige, Lod, Og
han vedligeholdt Opmærksomheden og Deeltagelsen lige; til.den
sidste skjonne Slutningschoral:
Velsignet den være den Kjærligheds Aand,
Som svæver om Folk og om Land og om Throne!
Velsignet den Kraft, som med evige Baand
Bandt Dannemarks Hjerter til Skjoldungens Krone!S
Der var i'Engelstofts'Oie et: ejendommeligt! Glimt; en + vis
glandsfuld Stirren, naar han ret levende fålte: sig. opvakt.… De,
som paa denne Dag betragtede ham, ville: sjeldent have fundet
det stærkere.
4, Det var, som bemærket, Interessen for den Soréeske
Phénix, der. nærmest. havde fremkaldt et.Par Skrifter af En-
gelstoft;. men, idvrigt, har denne: Periode af hans - Liv ikke
mange videnskabelige Arbeider at opvise. Efterat: den Historiske
Kalender var standset med. -det tredie Bind i Sommeren. 1817,
indskrænkede han sin Forfatter- Virksomhed meest til smaae Af-
handlinger eller Bidrag; der optoges i Skrifter, som af. Andre
bleve udgivne. Hans lillé Afhandling om. Statistikens Forbin-
delse med Lovkyndighedens Studium, der udkom si' Foraaret
1818%, kunde betragtes som en Fortsættelse af det tidligere
Arbeide om Statistikens Forhold til Statsåconomien” og blev
udentvivl nærmest foranlediget ved den. Reform, der til samme
Tid skulde gjennemfåres med Hensyn til den juridiske Embeds-
examen; og hans Omrids af en Theorie for Forretningsstilen
24 0. Malling, Tale ved Sorée Ac. Indvielses-Fest. Kbhvn
1827. 4to S$. 2. — 25 Ingemanns Cantate ved Acad. Indvielse.
— 26' Optrykti Rahbeks Hesperus (1820) I: 19—55,- — -27 "Seer ovenf.
S, 60, Begge Afh. samlede og oversatte (1831) hos Falck X: 1—54.
RR
skulde blot tjene til Grundlag for de academiske Forelæsninger
i den 'samme- Sommer -og næstfålgende Vinter 1818—1819?8,
Han skrev Fortaler eller Indledninger til Rasmussens lærde og
grundige | Arbeide: over: det africanske Compagnies Historie og
til det bekjendte Værk af Werlauff og Outzen om det Danske
Sprogs Skjæbne. 'i Slesvig, hvilket…sidste vistnok ikke uden hans
Indflydelse paa Scavenius -var ; bleven fremkaldt, og som han
derfor havde særdeles Grund til at ledsage med nogle oriente-
rende iBemærkninger,. Thi, hans. lyse "Blik, send''mere skjærpet
ved. Historiens, hoittalende: Lærdomme,'! var tidlig rettet mod de
Ulykker, der vilde-foålge af den .danske Nationalitets -sskammelige
Undertrykkelse i dens eget. Hjem, og tidlig havde han hævet
sin patriotiske'.Stemme, derimod %,. Han interesserede sig ogsaa
meget. for de. Bestræbelser, som; i disse Aar - gjordes for. at
danne et «Nationalmuseum for fædrenelandske " Oldsager, og
skjåndt ikke Medlem af-den i samme Anledning nedsatte Com-
mission??, fulgte han den dog gjerne i Aarene 1818—1820
paa dens antiquariske Excursioner, 'f. Ex. til'Frederiksborg, Kron-
borg, Roeskilde, -Sorée,. Esrom og flere Steder, stedse deelta-
gende, ;opråmt og opmærksom paa de forekommende Gjenstande?",
Men selv; skrev han ikke mere om antiqvariske Emner.
Overhovedet var Engelstofts Lyst eller Kraft til at frem-
træde som - Forfalter temmelig «tidlig aftaget. Han havde nu i
en Deel Aar været "Medlem af. Videnskabernes Selskab og fra
1815. til 1818: tillige Medlemvaf Ordbogscomiteen; men af denne
sidste udtraadte han snart??, og hans Deeltagelse i Selskabets
28 Skriftet udkom i Qvart, dateret:den 9 Januar 1818, og blev igjen optrykt
i. Dansk. Minerva, VI. 558—574." — 29: See ovenfor: S. 49 Not: 22; —
80 Thorlacius,:…Werlauff, «Finn Magnusen, Thomsen vare Medlemmerne: —
31 Medd. af Samtidige, —.32 "Vid, Selsk. Dansk Ordbog II, Fort.…$.
VIL Vidensk. Selskabs Histor. S$, 403—4. - Han og Degen bleve Med-
lemmer "af Commissionen den 1. Januar 1815, og begge arbeidede nærmest i
Forbindelse med P. E. Miller paa Bogstavet M, - Men begge meldte sig ud
1818. . '
74
videnskabelige Forhandlinger indskrænkede sig til en Fremstil=
ling af Begivenhederne umiddelbart får Christian den Fårstes
Thronbestigelse, søm han læste i Aarene 1818 og 1820, samt
et Mindeskrift over Abraham Kall i Marts 1822. Intet deraf er
- trykt, De med Kjærlighed begyndte Efterretninger om Uni-
versitetet, Sorde Academie og de lærde Skoler ophårte med
det fårste og eneste Bind. " Han havde i Aaret 1823 den ' Plan
i Forbindelse med Werlauff at udgive nogle af Abraham Kalls
efterladte Samlinger, men opgåv igjen dette Forsæt, da han
ikke troede at have fundet i disse, hvad han havde ventet?
Mismod og Forstemthed. slappede ogsaa ved denne Tid hans
Kræfter: han fålte sig kjendelig noget fortrykt eller tilsidesat,
uden at man just kan sige, om han havde Grund dertil. ';Saa-
meget er dog vist, at hans Udnævnelse til Ridder af Danebrog
den sextende Mai 1824 af ham selv blev betragtet som et Tegn
paa Kongens tilbagevendende Naade, og at han ligesom oplive-
des og" styrkedes derved. '
- Den nærmest fålgende Tid i Engelstofts Forfatter-Liv
kunde man kalde hans latinske Digter-Periode; thi med Und-
tagelse af en 1826 paa Fransk affattet Introduction til Reediz's
Repertorium over Danske Statsacter, leverede han intet andet
end latinske Poemer. Allerede tidligere havde han ladet udgaae
enkelte smukke Mindedigte over afdåde Colleger og” Venner$;
men Indvielsen af Borchs Collegium 1825 foranledigede et noget
stårre Arbeide, der fulgte med Thorlacius's metriske Program
33 Ørsteds Oversigt over Vid. Selsk. Forh. (i hist. phil. Afh. I
Deel) 1823 S. XLIII—XLIV, LXIV. LXXXVIL. — 34 Consistor. Copiebog
ad 8 Jan. 1823. Engelstoft og Werlauff havde anmeldt i Skrivelse af 26Decbr.
1822, at de under Titel, Af og om Abraham -Kall, agte at-udgive en
Samling af Literaria, i den Hensigt derved at opreise deres afgangne Lærer og
Collega et Æreminde, og ånske Bevilgelse af fri Tryk indtil tyve Ark, - Dette
blev bevilget. — 35 Saaledes 1822 over Abr. Kall, 1823 over Molden-
hawer og 1825 over Degen. Efteérretn. om Univ. S. 276. 279. Sel-
mer, Acad. Tid. I. 150,
75
og:— gjorde en mærkelig Contrast imod "dette. "Det er vel
muligt, at'Thorlacius fuldkommen. saa nåie har kjendt den latinske
Prøsodie som Engelstoft; men hans Exordium: » Plaudamus!
gaudent Musæ, lætatur Apollo; Stat rediviva, novo splendore
exstructa, priori Borrichiana Domus similis, verum amplior atque
Commodior: — lige til Slutningen, er intet andet end den tårre
Prosa, medens Engelstoft paa de gamle Digteres Viis strax
river Læseren med sig in medias res, naar han begynder sin
Sang:
Pax erat et tutæ constans fiducia pacis,
Cum subito ante fores terror et hostis adest.
Mox tormentorum muros complexa corona
Faucibus horrendis ignea monstra vomit 26,
Et. særdeles' smukt og temmelig -anseeligt Digt skrev han 1827
iAnledning af Sorée Academies Indvielse?”, og derefter fulgte
hans Cårmen gratulatorium til Formælingsfesten i det folgende
Aar?&, Ved den næste Formælingsfest blev han Danebrogsmand
den fårste August 1829. Engelstoft skrev saadanne latinske
Vers: med stor Lethed og overgik deri' udentvivl alle Samtidige.
Digtene selv indeholde vistnok Vendinger, der minde om En-
gelstofts-Læsning-i den» ham saa kjære Virgil??; men hans
Vers vaåre:dog-ingenlunde saåmmenlimede Centoner, og Ingen
tor nægte, at han udåvede "Kunsten med Smag, og at der i
disse Arbeider ofte fandtes Poesie og Originalitet.
Alt-dette var imidlertid Smaa-Arbeider. Udgaven af Oluf-
sens Colleclanea 1829 og;nogle mindre Opsalser fra samme Tid
kunde heller ikke regnes for andet. - Der synes i disse Aar
36 Det Hele er dog kun 28 Verslinier. — 37 Ost, Archiv VII. 344.
Digtet, 220 Verslinier, udkom med Anmærkninger og med en hosfåiet Over-
sættelse af Rahbek. — 38 Jvfr. Osts Materialier col. 227. Digtet var 102
Vers og havde tillige en af Engelstoft selv forfattet dansk Oversættelse ved Si=
den af Latinen, — 39 See ovenfor Side.39, Note, 31,
88
aabenbart at have manglet en Vækker i Literaturen. Danmarks
eneste lærde critiske Tidende, hidtil ikke meget: anscet, giksi
de: forste Maaneder af Aaret 1830 over til Jens Møllers: Redac-
tion”, og det lykkedes ham ikke at hæve den. "En vis aande-
lig Slaphed viiste sig hos Skribenterne… Sjeldent udkom Værker
af nogen Betydenhed, og: Engelstoft havde desuden daglig
Beskjeftigelse nok som Directions-Medlem og som Professor ved
Universitetet. ;
5. Blandt disse tvende Embedsstillinger var hiin. vel den
anseeligste; men denne havde alligevel fuldt saa meget Krav paa
hans Tid og hans Kræfter. Pladsen i Collegiet gav Engels-
toft hans borgerlige Rang; Professoratet ved Universitetet gav
ham hans væsentlige Lån.
I Aaret 1817 nåd Engelstoft af den :academiske Fond
en fast Gage paa tusinde Rigsbankdaler Sålvværdie”!'; og hans
Udnævnelse til Ordinarius havde i denne Henseende ikke strax
og umiddelbart nøgen Fålge. Men da han ved Midten af det
næste Aar, den tyvende Juni 1818, ligeledes af den academiske
Fond erholdt et Tillæg af firehundrede Rigsbankdaler Sålvværdie,
saa blev denne Gageforhåielse ham beregnet fra den fårste
Juli foregaaende Aar, altsaa fra samme Maaned, hvori han var
bleven Ordinarius??, Neppe'to Aar efter, den femogtyvende
April 1820, fik han atter et Tillæg paa tohundrede Rigsbankdaler
af samme Fond”, saa at han fra den Tid af nåd en aarlig Ind=
tægt paa' sextenhundrede Rigsbankdaler af Universitetet. / Hvad
hans åvrige Stillinger ved Siden-deraf muligen kunne have ladet
ham tilflyde,' kan ikke have været af stor Betydenhed:
40 Dansk Lit. Tid: 1830, -8.255—256. — 41. Hans tidligere ringe Ga-
gement ved Universitetet, see ovenfor Side 43, 44; — 42 Consistor. Co-
piebog: Skrivelse af 20-Juni 1818. — 48 Consist, Copieb: ad 25 April
1820. ED)
77
Universitetet havde derfor en god Ret «til Engelstofis
Virksomhed, og gjorde den gjældende.. Ved Bevillingen af hiint
førstnævnte Tillæg 1818 blev det ham saaledes udtrykkelig paa-
lagt, at han uden særlig Godigjårelse skulde vedblive at besårge
det statistiske Lærefag, som han strax efter Kjerulfs Dåd fore-
låbig. havde ;overtagetX, Delte var i sig 'selv Engelstoft
meget kjært. Han interesserede sig.i hi: Maade for dette Fag,
og ihan betegnede'-sin Interesse: ogsaa derved, at'han; fra samme
Tidafigjerne' kaldte sig Professor i Statistik, skjåndt dette Præ=
dikat ;neppe «nogensinde paa officiel Maade ligefrem er bleven
ham- tillagt, | i
Engelstoftfyldestgjorde "aldeles, »hvad "Universitetet af
ham isaaledes var berettiget. til. at fordre, "kun at han' som Med»
lem af-det overordnede Collegium .ikke kunde efter sin An=
cienneltet indtræde i Consistoriet eller tage: Deel i dels For=
handlinger: Han opfyldte ' ikke) blot de Pligter, «som Lovens
Bogstav: dicterede ; men ogsaa dem, som hans egen Samvillig=
hed og sande Interesse for den studerende Ungdoms. videnska-
belige Fremgang og humane Darinelse foreskrev «ham : hån var
ikke. alene academisk "Docent og; Examinator, men tilbåd gjerne
sin private Veiledning og aabnede gjerne sit Huus-for de unge
Mennesker, dér stode ene og fremmede i Hovedstaden.
Som academisk Lærer udmærkede han sig ogsaa derved,
at hån: foruden de befalede, paa Examina beregnede, historiske
og statistiske: Cursus ogsaa. hyppigt efter friere Valg foredrog
snart en, snart en anden Disciplin, der sigtede til en mere al-
mindelig Dannelse" eller Udbredelsen af'en håiere videnskabelig
Aand blandt den studerende Ungdom. Saaledes meddeelte han
44 'Consist. Copieb. hår Skrivelsen derom af 20 Juni 1818. Colleg.
Tid. 1818, S: 616; — "45 "Erslew S. 379 siger, at han 1817 ved sm Udnæv-=
nelse til Ordinaårius ogsaa blev Prof. i Statistik; "men jeg hår intetsteds seet
dette officielt udtalt, og jeg maa tvivle derpaa. Thi havde han virkelig 1817
været udnævnt til Professor i Statistik, saa vilde' det dog være besynderligt,
at han 1818 fik den Forpligtelse, at holde'ståtistiske Forelæsninger.
78
i Aaret 1818—1819 en Theorie af Embeds= og Forretningssti-
len, 1820 en Theorie af den historiske Underviisningsmethode,
1821 den historiske Fortolkningskunst, 1826 Universalhistoriens
Philosophie, 1827 den historiske Kunsts Fremskridt i' nyere Tid,
1828 den almindelige Kulturhistorie og deslige%, Altid forstod
han at afvinde det valgte Emne en Interesse, "der fængslede
Tilhårernes Opmærksomhed.
"Paa lige: Maade; deeltog Engelstoft stedse i de stundom
temmelig > besværlige Examinationsarbeider. >" Kjedsømhed 'eller
Ligegyldighed derved skulde Ingen kunne:bebreide ham, og for
den Flinke og Opvakte var det en sand Fornéielse at blive prå-
vet af ham. Han kunde da stundom ved sin naturlige Livlig-
hed saaledes lade sig. rive hén, at Examinationen fik Lighed
med et muntert Colløquium, og at det for Tilhårerne blev van-
skeligt nok at fålge med og høre Examinandens virkelige Svar”,
Derimod "kunde: det vel, hændes; at Andre, der vare mindre
vel forberedte, ikke altid skiltes fra ham med de venligste Fo
lelser, døg ikke just saameget paa Grund af ubillige Quæstioner,
som fordi han -maaskee slundom i sin billige Misfornéielse en
enkelt Gang kunde glemme, at han ved Examensbordet ikke
sad som Direclionsmedlem, men alene som Professor: og Dom-
mer over Examinandens Kundskaber. Hvordan det end er, saa
blev han i Efteraaret 1821 offentlig angrebet for sin Examina-
tion ved Examen arlium, og fandt sig foranlediget til ligeledes
offentlig og i Forbindelse med sin Collega "Werlauff. at skrive
en Erklæring til sit Forsvar? F
Denne Ubehagelighed indtraf netop i hiin Tid, då En-
46 Lections-Catalogerne ere min Hjemmel. Hvorvidt alle de an-
meldte Collegier virkelig. have, fundet. Tilhårere og. ere. blevne holdte, skal
jeg ikke kunne sige. — 47 Var dog ingenlunde hyppigt Tilfældet. Det skeete
iRegelen kun, naar han allerede havde overbeyviist sig om Examinandens posi=
tive Kundskaber og: derefter begyndte at raisonnere over Begivenhederne. Det
var derfor gjerne et: Beviis paa, at. han var tilfreds med Examinandens Svar.
— 48 Kjåbenhavns Skilderie 1821, S. 1587—89.
—.
me
gelstoft idet Hele troede sig tilsidesat af håiere Magthavere,
og yltrede ' derfor, desto ' kjendeligere Indflydelse paa ham”,
Hans Uvenner grebe derhos ogsaa andre Anledninger. til at for—
tredige'ham. …G.-L. Baden, der tidligere havde) været. hans of-
fentlige Lovtaler, begyndte i… Aaret 1822. ;at,.nedsætte hans
historiske Kundskaber i Almindelighed, — man) tiår, vistnok sige
af en besynderlig; Grund, fordi memlig, en Historiemaler urigtig
havde afbildet Kong -Christian .den; Førstes Morbroder,. Hertug
Adolph,y-som,en,gammel Mand, hvilket. efter Badens Paastand
skulde grunde; sig, paa) en 'liden, /Notits af Engelstoft i. Hi-
storisk Kalender%, Sagen var hist. ubetydelig; og »vilde under
andre. Forhold og i nyere Tid neppe'.være bleven bemærket;
men» under: daværende Omstændigheder fålte' Engelstoft sig
meget krænket. derøver:… Idvrigt var denne; uhyggelige. Periode
ikke af lang Varighed; Engels toft-modtog igjen Beviser paa
sin: Kønges. Tilfredshed, arbejdede igjen med Rolighed som aca-
demisk. Lærer, og udsonede sig senere med.sin Modstander, paa
en, Tid, da denne var meget forladt, -og paa en Maade, der
gjorde hans Hjerte Ære,
6. Det var ikke alene fra Cathederet eller ved Examens-
bordet, at Engelstoft. virkede som ,academisk Lærer, I hans
kraftigere. Aar sågte Studenter og yngre Videnskabsmænd hyp=
pigt ogsaa hans private Raad og Veiledning, som han da med-
deelte med den stårste Beredvillighed. Ved saadan Leilighed
fremtraadte "paa; en characteristisk Maade hans Rigdom paa Ideer,
hans Blik for vigtige, hidtil ulåste historiske Opgaver, Da han
læste overmaade. meget. og .udstrakte sin Opmærksomhed i, en
49' See ovenfor S. 74. .—. 50: Badens Angreb maatte afficere Engelstoft
saa meget mere, som Striden. netop. angik en Materie,… som, han i flere Aar
havde heskjeftiget sig med og læst over i Videnskabernes. Selskab. See
ovenfor Side 74. —; 51 De: vexlede. Artikler i Striden findes. især i Kjå-
benhavns Skilderie 1822 no. 31 og.no… 37 af Engelstoft; og i Dagen
1822 no. 96—97 af Baden.
80
eee
vid Kreds over sin meget omfattende Videnskab uden ”at' han
havde enten en tro Hukommelse, der bevarede den hele Detail”,
eller tilstrækkelig Tid til selv at bearbeide historiske Emner, saa
viiste Frugten af hans Læsning sig fornemmelig deri, "at han med
meer end almindelig Alsidighed overskuede Manglerne i- de for-
skjellige Egne af Historiens vidllåftige Mark, snart uopdyrkede
Steder, "der trængte til en Bearbeidelse fra Grunden af, 'snart
interessante Pårtier, der tilbåde en: kunsterfaren Historieskriver
lånnende Stof,'snårt lærerige Paraleller, hvori Fortiden stod med
alvorlige” Paamindelser ”og Advarsler” forde kommende "Dage.
Saaledes havde han samlet sig en" Masse 'af historiske og” sta=
tistiske Opgaver, der altid stode ham "til" Tjeneste og gjorde
hans private Veiledning” og Samtaler overmaade lærerige” og
opvækkende. Den unge Månd, som traf ham i godt Lune,” og
som rolig holdt ud i hans af Solvarme eller Kakkelovnsvarme
stundom temmelig beklumrede lille Studerékammer, medens han
boede i Klareboderne, vilde ofte i Låbet af en Timestid have
hårt flere Problemer eller Ideer til Arbeider; end der i et langt
og flittigt Liv lode sig udfåre 5, i
Engelstoft var ved saadan Leilighed vistnok mere den
smagfulde historiske Philosoph end den lærde historiske Litera-
tor. - En Samtidig" har ogsaa troet at characlerisere ham ved
Benævnelsen: Danmarks philosophiske Historieskriver, — Men
52 Man mærkede stundom, at han under sine lærde historiske Studier
var bleven usikker i det, der kunde kaldes den historiske Bårnelærdom; men
dette er i sig.sely uden al Betydning, og er meget langt fra at være;ualminde=
ligt netop hos Mænd, der hæve sig til et håiere videnskabeligt Standpunkt. —
53 Denne Rigdom viiste sig stedse, naar der i Videnskabernes Selskab eller
ved Universitetet skulde udsættes Priisopgaver. — 54 Ogsaa Engelstofts Skrif-
ter vise næsten alle hans Interesse for interessante historiske Opgaver. - Skulde
jeg anfåre et enkelt Sted, veed jeg intet mere betegnende end Annal. 1808.
II. 235—236, hvor han efter en kort Anmeldelse af sit Program, De re By-=
zantinorum militari, énder med en lang Liste af saadanne Problemer,
alle henhåérende til det af ham selv behandlede Emne, hvilke Problemer han
nu anbefaler dem, ,,der fåle Kald og Lyst til historiske og lingvistiske Under-
sågelser", — 55 Bastholm, Indledn, til Histor. Studium. I, Dediec.
81
den, som indlod sig nærmere paa en eller anden af de" hen-
kastede Ideer, blev dog snart overbeviist om, at de ingen-
lunde vare Oieblikkets låse Indfald. Skjøndt han i yngre Aar
ikke længe havde arbeidet daglig i store Bibliotheker og siden
kun sjelden havde havt Tid til personlig at besåge dem, var han
dog næsten allid istand til at anvise literaire Kilder og Hjælpe-
midler, ældre og nyere, meget ofte endog af sjeldnere Skrif-
ter.; Thi Literaturen var han'stedse meget opmærksom paa, under
sin Læsning af lærde Special-Undersågelser; han lod flittigt
hente Båger til Gjennemsyn fra de offentlige Bibliotheker, for-
ågede stedse sit eget, og forsåmte ikke i sine Båger at notere
påa passende Sied alleslags Citater, Bemærkninger og Henviis-
ninger. Næsten "hvert Skrift i hans ikke ganske ubetydelige
Bogsamling vidnede. derom. |
Engelstofts Deeltagelse for yngre Studerendes Fremgang
var derhos for dem megét opmuntrende og behagelig. Leverede
saadanne engang et eller andet anstændigt Arbeide, kunde de
altid. være visse påa, at det af ham blev modtaget med sand
Interesse, og han ilede gjerne med at udtale denne mundtlig
eller skriftlig paa en galant Maade; Han kunde ved slige Lei-
ligheder give sine Ord en saa udsågt ”Vending, at denne alene
var nok til at bevare indtrykket deraf. Saaledes skrev han
engang til en-yngre Forfatter, der havde sendt ham et Skrift
over en>beråmt Mand: ,De har associeret Deres Navn til et
andets Udådelighed, idet de har udbredt nyt Lys og ny Glands
over delte sidste; man kunde misunde Dem en saadan Leilighed
og en saadan Benyttelse af den; men jeg skal alene ånske til-
lykke£ 0.s. v., 0.S.v.%, Engelstoft brugte ved slige Anled-
ninger noget stærke Udtryk; men Skaden var ikke stor, da Alle
56 Fortegn. over Engelst. Båger og Manuskr. (Kbhvn. "18517
viser, at han eiede en Bogsamling paa omtrent halvsyvendetusinde Bind for-
uden nogle Manuscripter, — 57 For et simpelt dansk Ore lyder den hele
— Construction som en Oversættelse fra Galanteriets Sprog, det Franske,
6
82
kjendte hans fine Håflighed, og Enhver, der ikke var ganske
ufornuftig, vidste, hvormeget der maatte tilregnes Lærerens Få-
lelse for sine Disciple, den Lærdes for Videnskaben og overho-
vedet Mandens hele humane Velvillie. At alligevel en saadan
Modtagelse efterlod et behageligt Indtryk, vilde det være Affec-
tation at nægte.
7. Endelig var der til samme Tid neppe nogen Univer-
sitetslærer, der saa ofte som Engelstoft samlede unge Stu-
derende i sit Huus og i sin Families Kreds, Deite- interes-
serede ham kjendeligt. Han ansaae det for en ikke uvigtig
Deel af Ungdommens Dannelse, at den under det mere offent».
lige Hovedstads-Liv ogsaa fik Leilighed til at kjende den pri-
vate Selskabeligheds Former og Fordringer og at vinde nogen
Smag og Sands derfor. Selv kunde han i denne Henseende gjælde
for et Månster. Han iagttog med en "Noiagtighed, der nu snart
tilhårer en forsvunden Tid, alle det sociale. Livs Håfligheds-
Vedtægter: han gjorde sine regelmæssige Visiter, aflagde Lyk-
onskninger, deeltog i Selskab og modtog Selskab, alt med den
fineste Opmærksomhed5, Saadant faldt ham ikke besværligt;
det var bleven ham Natur, og han benyttede hyppigt de Galan-
teriets compendidsere Midler, som Convenientsen tilstedede.
Visitkort spillede en Rolle allerede under hans Pariserliv: Thor-
lacius nævner dem etsteds i sin Dagbog og kalder dem ,Sedler%.
Engelstoft havde dem altid hos sig. »Har De ingen Visit-
kort? sagde han engang til et ungt Menneske; det er jo lige-
58 Thorlacius havde i denne Periode ofte en Deel Studenter hos sig, en
Tidlang hver Onsdag. Det blev paaskjånnet; men de unge Mennesker befandt
sig dog udentvivl mere hjemme hos Engelstofts. — 59 Det var dog ikke
kold Formalitet alene. Engelstoft viiste den samme Håflighed i denne Hen-
seende mod Alle uden Forskjel. Blev en eller anden ung Student, som havde
vundet hans Interesse, blot nogen Tid upasselig,- kunde han være temmelig
vis paa at modtage personligt Besåg af Engelstoft i sit lille simple Studenter=-
kammer.
83
saa nådvendigt, som det daglige Bråd!f Ogsaa et elegant
udstyret Bord fandt Engelstoft Behag i, skjåndt han selv
ikke var meget mere end Tilskuer derved: han betragtede det
paa en vis Maade fra den æsthetiske Side, som en Pråve paa
Vertens eller Huushofmesterens Smag?, og havde hanselv været
til Gjest, kunde han paa det Noiagtigste beskrive Alt. Grev
Schimmelmanns Dinéer nævnede han i en vis Periode med sær-
deles Roes. - Hos ham selv fandt man altid et smagfuldt, ikke
sjeldent et rigeligt Arrangement, skjåndt han efter sin eien-
dommelige Maade stedse indbåd sine Gjester til "blot ,at tage
deres Suppe hos sig i al Tarvelighed og ganske en famille%,
Engelstofts Huus bestod i denne Livsperiode foruden
ham selv og hans Hustru ogsaa af hans Såstersån Christian
Thorning, som han 1815 havde taget til sig, og en ung Pige,
Marie, Datter af en Bonde i Sal paa Frisenborg Gods, som han
siden 1816 ligeledes opdrog som sin Datter. Under samme Tag
boede hans Svigermoder og Svigerinde. Da Såslersånnen i
Aaret 1822 under sit adopterede Navn, Christian Thorning En-
gelstoft, var bleven Student, dannede han ligesom et nyt Baand
mellem det Engelstoftske Huus og den academiske Ungdom. Val-
get blandt denne bestemtes vel ofte af Hensyn til ældre Forbin-
delser med de Familier, til hvilke de unge Mennesker henhårte;
mange af dem vare fra Jylland, et Landskab, som Engelstoft
stedse bevarede en stor Forkjærlighed for, og der hårtes nu
hos ham Navne, som allerede havde lydt ved hans Vugget,
Men Valget bestemtes ogsaa af andre Grunde, og kunde da falde
påa ganske ubekjendte og enestaaende unge Studerende, der
60 Medens han var Secretair i det Skandinaviske Literatur-
"selskab, havde han den Pligt, undertiden at sårge for et passende Aftens-
maaltid i det laante Locale efter Forhandlingerne. Ogsaa ved denne Leilighed
skal hans Sands for det Smukke og Behagelige have viist sig. — 61 De, som
kjendte Engelstofts Huus, ville-f. Ex. blot gjennemlåbe Navnene paa dem, der
havde staaet Fadder til ham, ovenf. S. 4, Not. 10,
GE
me 8
havde havt den Lykke at tildrage sig hans Opmærksomhed ved
Examensbordet, paa Forelæsninger eller ved andre Leiligheder ;
thi han havde Oie for dem, der syntes ham at give godt Haab
om sige, SVare. nu saadanne tilmed fremmede i Hovedstaden
eller fattige, fandt han deri kun en foråget Opfordring til at
tage sig af dem. … Han-drog dem til sig; han anviiste. dem;
hvorledes de skulde såge nogen Underståttelse; han forskaffede
dem Informationer og andet Arbeide; han betænkte dem ved
Uddelingen af den saakaldte Directionsfond eller de: hjemfaldne
Stipendier; han 'anbefalede dem til ligesindede. formuende Ven-
ner, såasom Scavenius og Estrup. Derfor kom ogsaa mange
Islændere i Engelstofts Familie, og "det er bekjendt nok,
hvormeget hiint fjerne. Oelands Sånner skjånnede paa hans Om-
sorg og gjestmilde Modtagelse. Det var islandske Studenter, der
1830 lode hans Portrait: stikke i Kobber& og derhos: saaledes
udtalte deres erkjendllige Følelser:
Hos quoties spectas vultus, ad sacra Camoenæ
Quisquis hyperborco pauper ab axe venis,
Dic toties: Hic est rerum tutela mearum,
Hic' columen studii præsidiumque mei:
Ut mihi posse dedit teneras intendere vires,
Sic mihi velle dedit nomen amare suum.
Det kunde ikke undgaaes, at mange af disse. unge Mennesker,
" baade Islændere og andre, ubekjendte med. det kjåbenhavnske
Livs Former, ofte maatte ståde Engelstofts Sands. og "Takt
netop for disse; men dette afskrækkede ham ingenlunde Desto
mere ansaae han det for en Velgjerning mod dem, at vise dem
Livet i en anden Skikkelse, og fremkalde hos dem den urbane
Dannelse, hvorpaa han satte saa megen Priis?,
i
62 Øst's Materialier col. 467, —— "68 "Smukt stukket af E Eckers-
berg, men -— som mig synes — ikke heldigt opfattet. — 64 Hvad der gjaldt
om Islænderne, kunde ogsaa siges om Nordmændene, der indtil 1814 studerede
i Kjåbenhavn. Ogsaa de vare langt borte fra deres Hjem og Slægt. Univers.
85
be me
Det var overhovedet altid Engelstofts pædagogiske Grund-
sætning, at" Videnskåbernes' Dyrkere 'skulde aflægge en" vis
gammeldags ” Austeritet: og”'vænne sig til paa) em smuk Maade
åtinyde det'selskabelige Livs'Opmuntringer'og Glæder. Den samme
Grundsætning var udtalt'i'den Sordeske Stiftelses Reglementer &,
hvori han havde saå' megen Deel, og naar han om Sommeren
besågte Sorée," var hans Opmærksomhed rettet derpaa ved Si="
den af de alvorligere Opgaver. Det var ham. kjært ogsaa der
at see Ungdommen omkring sig, og at være lilstede ved dens
Fornoielser. |
Een af disse havde for ham en særlig Interesse, nemlig'de
småade'Excursioner, der i disse Aar hyppigt gik til Næsbyholm.
Thi”i Næsby Sogn ligger den lille Landsby Engelstofte, hvor-
fra hans Familie nedstammer og havde sit: Navn. "Naar han fra
Vognen kastede Oiet paa disse lave Bånderhuse," morede det
ham i Korthed at recapitulere sin Familiehistorie: i Engelstofte
levede paa Kong Christian den Fjerdes Tid Bondemanden Christen
Pedersen med Hustru Ellen Olsdatter fra det nærliggende Broby";
deres "Sén Ole Christensen Engelstoft havde ved det Næsby-
holmske Herskabs Omsorg lært lidt mere, end Bønderborn
pleiede, havde fægtet med i det beråmte Slag ved Nyborg
under Schack, og havdé fulgt denne til Ribe, hvor han først
var …Stiftamtmandens Fuldmægtig, siden Raadmand i Byen&;
hans Sån- Christian Engelstoft, Sognepræst i Sønderho paa Fan&
oguJubellærer??, var Fader til Laurids Struch Engelstoft, Sog-
AÅnnal, 1813, S. 375—76, give Anledning til at troe, at mange Nordmænd
ligeledes havde fundet en venlig Modtagelse i Engelstofts Huus. — 65 Efter-
vetn.om Univers. 1823, S. 206—207. 317. 324, .— 16 Thorup, Efter=
retn: om Ribe Cathedralsk: tredie Fortis, (1826); S. 62, indeholdeen Ud=
sigt, -meddeelt af Engelstoft selv; men uden Beviser for dens Rigtighed. —
67sInscript. Rip. Append,. p. 43. ;/— 68 Terpag. Rip. Cimbr. p/ 587.
Insc. Rip. App. p. 43—46. Worm HI. 1 8. 194, Han var fådt i Engels-
tofte 1636, og dåde i Ribe 1712. -— - 69: "Worm I, 282, III: 1 S. 194, "Ifølge
Bircherods Dagbåger MS. blev han ordineret den 22 Novbr: 1695,' og han
dåde 1749, altsaa som Jubellærer.
86
nepræst til Sebber7”?, der atter var — Engelstofts Bedste-
fader. Saadanne Minder, der mildt erindrede om Forsynets
Styrelse af den menneskelige Skjæbne, have altid noget Velgjå-
rende og Engelstoft fålte sig derved end mere oplivet; naar
han i Næsbyholms Have og Skov blandede sig med den soran-
ske Ungdom. Ogsaa paa denne Maade knyttedes han til Sorée,
der overhovedet i ham og Malling havde sine største Vel-
yndere. i
8. Malling dåde den syttende November 1829. Faa Uger
iforveien endte ogsåa Thorlacius sine Dage. Ved Sidstnævntes
Dåd faldt det fårste Led af den Kjede, der stedse sammen-
knyltede hiint i Ungdommen sluttede Triumvirat, og Engels-
toft sårgede inderligt over Tabet af ,sin kjære Thorlak£”",
Men Mallings Afgang var af en mærkelig Betydning for En-
Engelstofts Skjæbne, navnlig for hans Stilling i Universitets
directionen. Malling var fra tidligere Aar af Engelstofts Vel-
ynder og Ven; hans Blidhed, hans humane Besindighed, hans
sjeldne Gaver til at forene ulige Anskuelser, hans personlige
Indflydelse hos Kongen selv gjorde ham ogsaa i den svage Al-
derdom til Universitetsdirectionens egentlige Sammenholdspunct.
Engelstoft rykkede nu op til andet Medlem i Collegiet”?, og
han valgtes i Mallings Sted til Danske Selskabs Forstander”? ;
men dybt fålte han Savnet af den Tabte. Til Universitetets
Sørgefest den treogtyvende Januar 1830 skrev han paa Latin
70 WormfIIl, 1 S. 194. — 71 Engelstoft mistede i dette Aar overho-
vedet mange kjære Venner, fårst Schouboe, den 19 April, til hvis Minde han
satte nogle Ord i Kjåbenhavns Skilderie, no. 36; saa Rasm. Nyerup,
den 28 Juni, i hvis Huus han i sin Ungdom havde boet; derefter Thorlacius,
den 8 Octbr., over hvem han skrev et latinsk Mindedigt (Selmers Acad.
Tid. I. 152), og endelig Malling. — 72 Colleg.-Tid. 1829, S. 957. Det
skeete den 27 November. — 73 Dan. Selsk. Histor., S. 198. Engelstoft
blev valgt til Forstander den 9 Decbr. 1829, og vedblev at være det til sin
Dåd.
87
og Dansk sin smukke Afhandling om Fædrenelandeis Taknem-
melighedsgjæld til dets fortjente Mænd”", og hans Ven P, E,
Miiller holdt Festtalen.
Et nyt Stadium begyndte i Engelstofts Liv7%, Rothe, som
endnu beholdt sit Sæde i det holstenske Cancellie, medens han
i Directionen indtog Mallings Plads, skulde i tidligere Aar have
været en god Jurist; men i Universitetsdirectionen havde han
hidtil ikke været meget virksom, kjendte ufuldkomment det
lærde Skolevæsen og var derhos allerede i en fremrykket Alder
af temmelig svage Kræfter. For Universitelsdirectionen blev han
aldrig, hvad Malling havde været; for Engelstoft havde han
neppe nogen særdeles Godhed og Tillid, og han var ikke skik-
ket til at opretholde Eenhed i Collegiet eller forebygge Mis-
stemninger.
De som stode udenfor de Indviedes Kreds, sporede Fål-
gerne af disse Misforhold, uden ”at kjende, end mindre at kunne
bedémme den fulde Grund dertil. Engelstoft talte end ikke
til fortrolige ” Venner, for hvem han ellers ofte aabnede" sit
Hjerte, tydeligt derom”, Som en medvirkende Grund beteg-
nede den offentlige Mening det fårste Directorskifte i Sorée eller
den Maade, hvorpaa dette blev udført”, Det er i al Fald fuld-
kommen vist, at Rothe i alt, hvad denne Foranstaltning vedkom,
havde i det mindste lige Deel med Engelstoft, og de, der
have seet Begivenhederne nærved, turde vel mene, at han havde
stårre Deel deri end denne. Alligevel synes dog de, som vare
"misfornåiede dermed, at have villet kaste Skylden for mulige
Feilgreb paa Engelstoft. Rothe stod fast ved Hofgunst, me-
74 Meditationes nonnullæ de pietate in colenda memoria
civium, qui de patria bene meruerunt. Havn. 1830. 4. — 7% Om-
trent ved samme Tid (Efteraar 1830) forlod han ogsaa Klareboderne no. 8, hvor
han havde boet i femten Aar (See ovenfor Side 55, Note 8) og flyttede til Fre-
deriksberggaden no. 13. — 76 Det har en fortrolig Ven af Engelstoft forsik-
kret mig. — 77 I Sommeren 1830,
88
dens, Engelstoft just paa. den samme Tid…og neppe uden
Grund .ansaaes for at være i: Unaade.
Flere Omstændigheder havde medvirket, dertil, Jog nogle
af dem.lade sig med. Bestemthed paavise. Den 'Slaphed,:'som i
længere. Tid. havde. hersket. i; Literaturen”?, havde i-.Mallings
Dådsaar foranlediget en Forbindelse mellem Hovedstadens; fårste
Videnskabsmænd i det. Oiemed at udgive en critisk Tidende, -
der uden Sidehensyn skulde tilbagevise det Overfladige' og! Fu-
skeragtige, og stille de videnskabelige Frembringelser. paa-den
Plads, som hver af dem medrette. fortjente. ; Dette var' den rene
og ædle .Hensigt7”?. med Stiftelsen af det Selskab, "der -vilde
udgive et Maanedsskrift for Literatur, og denne Hensigt var ogsaa
da, kjendelig, naar dens Udførelse stundom kunde bære: Spor
af menneskelige Svagheder. Engelstoft sluttede sig med
levende Deeltagelse til dette 'Selskab; thi han besad altid en høi
Grad af sand videnskabelig Interesse, og af hans Ungdoms-Fri-
sindethed havde det lange Collegii-Liv mindst: angrebet den vi=
. denskabelige Deel. Men ingen Cuur eller Reform lader. sig, ud-
fore uden Modstand, der alter maa modes. med alvorligere Mid=
ler, og Maanedsskrift for Literatur antog snart Characteren- af
et: Oppositions-Skrift,: der tog fat paa Boger og offentlige Før=
anstaltninger paa en Maade, som dengang var: usædvanlig og
som skaffede det adskillige Fjender. Kongen: selv blev. det ikke
længe gunstig.
Engelstoft var imidlertid ikke blot Medlem af Selskabet
og Deeltager i Redactionen af Maanedsskriftet. Han leverede
selv, foruden en Deel: mindre Artikler?,, til.det forste Bind! en
78 See ovenfor S. 75—76. — 79 Kongen selv havde tegnet sig for et stårre
Antal Exemplarer; ligeledes vare de fleste af Kongehusets Medlemmer og næsten
alle offentlige Bogsamlinger Subscribenter. — 80 Engelstoft skrev i Aarene
1829—1830 ti forskjellige Bidrag til Maanedsskriftet, nemlig: I. 97, Ef-
terretn. om Institutet for Bånderdrenge: ved. Sorå;" I. 414 føg. 'Rec. af 'Schle-=
gels Statsret; I. 203, Om den polytechn. Jæreanstalt; 1. 268, Rec. af Abra-
hams, de Rob. Vacii' carmine; I. 394,' af Lutken, om det videnskabelige Liv;
89
særdeles dygtig eritisk Revision af Schlegels Statsret; han skrev
derhos temmelig skarp efter den Tids Mening; og paaviiste uden
Complimenter. en. betydelig ;Mængde' Feil i "dette Værk, — Men
Schlegel havde mange Venner i de håiere Kredse» — Maaneds-
skriftets fålgende Bind gik dernæst noget uvenligt 16s paa Dig=
terværker, .der "havde, vundet Bifald i Kongens nærmeste Omgi-
velse, Saadant gjorde .det heller ikke yndet. Endelig kom
dertil et Sammenståd mellem Maanedsskriftets Redaction og den
da.meget anseete Abrahamson, Kongens Adjutant, i hans Egen-
skab baade: som Præsident i det: Nordiske Oldskriftselskab % og
som Directér for den saakaldte Indbyrdes Underviisning & Kort
sagt: Maanedsskriftet var og maatte være et Oppositionsskrift ;
Oppositionen var ilde lidt, og dens Fjender kastede sig, som
det pleier at gaae, paa .de-Puncter, -der lettest kunde angribes,
om ide end ikke just vare Hovedpuncterne. "Thi Engelstoft
var ingenlunde Oppositionens Hovedmand.
Den aandelige Liberalisme, som Engelstoft for over tre-
dive Aar siden, da han under noget lignende Forhold truedes
med Hertugen af. Augustenborgs: og andre mægtige Stormænds
Unaade, fordi han fritog aabent udtalte sin Mening, havde
lagt for Dagen og erklæret sig beredt til at lide for$, vedblev
påa en vis Maade bestandig hos ham. Men havde hans: Kræfter
til at lade denne Frisindethed træde frem i Livet og Handlingen
allerede dengang været ringere, end han selv troede, saa'er
det saa meget mere begribeligt, at disse Kræfter baade med
Aarene og ved den lange Vandring ad de Stier, der skulde
fore til Sædet' i et kongeligt Regjeringscollegium, havde tabt
II. 438, Jensen, om Geistlige Embeders Byrder; II. 464, Olufsens Collectanea
II. 558, Om Sorée Academie; III. 79, Blom, Catechismus for danske Krigs-
mænd ;' IV. 541, Mules byzantinske Historie. .v/— 81 Maanedsskr. for Li -
terat. 1829, i fårste og sandet Bind,'en omfattende Afhandling, deelt i syv Ar-
tikler; — 82 -Smstds.… II. 473. VI: 1—21:.0.. fl. .— +83 Maanedsskr. f.
Literat. IV. 501 fg.:V,-167 fg. 286'fg. — 84 Maåanedsskr. f. Literat.
III, 187 føg. VI, 357 føg. — 85 See ovenfor Side 23.
90
endnu mere i Selvbevidsthed og Fasthed. Han som i en lang
Række af Aar havde været altid vel seet paa håiere Steder,
var efterhaanden kommen til at betragte ogsaa' dette som" hå-
rende til sit virksomme Livs Frugter. Han salte Priis derpaa
og kunde ikke udholde de forandrede Forhold, "I Aaret 1830
faldt han i en voldsom Sygdom, såa at hån endog var opgivet
af Lægerne, og skjøåndt han overstod denne, sporedes dog længe
Eftervirkningerne deraf. Han udtraadte derpaa 1831 for det
forste af Maanedsskriftets Redaction&£, og da han end ikke der-
efter fandt Ro, ventede han kun en passende Leilighed sn at
opgive ogsaa. sit Sæde i Universitetsdirectionen.
Denne Leilighed tilbåd sig, da Wads Dåd i Marts 1832
aabnede Adgangen til den ham efter Embeds-Anciennetet for-
beholdte Plads i Consistoriet?”, En betænkelig Brystsygdom,
hvoraf. han til samme Tid led, bestyrkede ham i Forsættet.
Han sågte og fik sin Afsked fra Universitetsdirectionen den
anden Mai 18328, Han havde dengang tjent i dette Collegium
i syvogtyve Aar, og taget den virksomste Deel i Reorganisa-
tionen af hele det lærde Underviisningsvæsen. Det var tem-
melig almindeligt under saadanne Forhold at give afgaaende
Embedsmænd en Rangforhåielse som Tegn paa Kongens Naade.
Man spurgte Engelstoft, om han vilde have Titel af Etats-
raad. Han svarede, at denne Rang havde hans Embede givet
ham for femten Aar siden, og hans Afsked ikke beråvet ham,
Og derved blev det.
86 Efter sin Udtrædelse af Redactionen leverede han ikke mere nogen
Recension, men kun nogle Efterretninger om Universitetet, Soréde
Academie og de lærde Skoler for Aarene 1830—31 i Maanedsskriftets
bte, 7de og 8de Bind. — Over den omtrent til samme Tid afdåde Prof. v.
Schmidten (ogsaa Medlem af Maanedsskriftets Redaction) skrev han et la-
tinsk Mindedigt (Selmers Acad. Tid. I. 156), — 87 See ovenfor "Side 65.
— 88 Colleg. Tid. 1832, S. 310—11. — 89 Mundtlig Meddel. af Sam-
tidige. !
91
VII.
Efter Udtrædelsen af Universitetsdirectionen. var Engels-
tofts hele. offentlige Virksomhed indskrænket. til den academiske
Lærers,. og. forsaavidt bragt tilbage. til. det Punct, hvormed
hans Embedsbane for næsten tredive Aar siden: var… begyndt.
Men han havde begyndt med Ungdommens bedste. Kræfter og
havde Haabets lyse Mark aaben liggende for sig; nu var han
i.en Alder af otteoghalvtredsindstyve Aar, og der syntes ingen
gunstig Stjerne at staae. over hans Fremtid. Det lod, som om
man ikke mere vilde benytte hans Indsigter, Han havde længe,
og med storre. Kjærlighed end vel nogen dansk Historiker,
dyrket de geographiske, statistiske og statsåconomiske Viden-
skaber. Geographien anyviiste han en høi. Plads, og det var
ret. mærkeligt, at han ved mange Leiligheder, stillede den over
eller. foranfor. Historien"; Statistikens Behandling efter. stats-
6&conomiske Synspuncter var han uimodsigelig den fårste, der ved
Universiletet gav Anviisning til. "Da man nu i disse. Aar. tænkte
paa at organisere et stalistisk-statsåconomisk Cursus? og en
dertil. knyttet Examen ved Universitetet, var det naturligt, at
kalde Engelstoft til Raadslagning med over denne Sag, hvil-
ket ogsaa for den vedkommende Commission skal være bleven
foreslaaet.. Men.— Kongen vilde det ikke”, Ogsaa dette saa-
rede Engelstoft meget.
Han drog sig derfor mere og mere tilbage, og efterhaan=
den som det lykkedes ham at såge Tilfredshed og Styrke hos
1 Saaledes i Examenslisterne. Der stilledes Geographien stedse
foran Historien, og man har sagt, denne Orden skyldtes Engelstoft. Derimod
satte han i sin egen Embedstitel Historien fårst. — 2 Commissionen for
at udarbeide et Forslag til den kameralistiske Examen blev nedsat ved Kgl.
Resolution af 19 Novbr. 1833. Medlemmerne vare: A. S. Ørsted, Collin, Gar-
lieb, Johnsen, Schlegel, H. C. Orsted og I. W. Hornemann. Jfr. Ost, Mi-
nerva I, 205, — 3 Meddelelse af Samtidige. Kongen skal personlig
have udstråget hans Navn paa Forslags-Listen. Imidlertid er det et Spårgs-
maal, hvor alvorligt Forslaget fra Vedkommendes Side er bleven urgeret.
92
sig selv og i sin egen»Bevidsthed, bleve ogsaa de forandrede
Forhold ham taaleligere, Han kunde vel ikke ganske vende
sine Tanker bort fra den forbigangne Tid; men han undgik
øjerne at tale derom selv med sine kjæresté Vemer,. eller
yttrede sig i al Fald kun i utydelige Ord. Til een af disse"
sagde han saaledes engang: ,Jeg veed ikke, at jeg som Med-
lem af Universitetsdirectionen egentlig har meer end een Ting
at bebreide mig selv, og det er, at jeg ikke med stårre Kraft
og Alvor modsatte mig et vist Skridt, der neppe var retfær-
digt, eller idetmindste nedlagde et separat Votum i den Anled-
ning”. Hvori det bestod, nævnede han ikke. Men det er rime-
ligt, at han sigtede til det i sin Tid omtvistede Spørgsmaal
angaaende Professorboligen inde i Universitetsgaarden, hvorpaa
begge hans kjæreste Venner P. E. Miller og Thorlacius gjorde
Fordring, og som den fårste erholdt5, Imidlertid havde Thor-
lacius glémt dette, længe for Dåden adskilte dem, og der var
blandt Universitetets Professorer ingen, som havde noget Nag
til Engelstoft, da han, efter længe at have været deres Fo-
resalte, indtog sin Plads i deres Midte. Med oprigtig Velvillie
både alle ham ved Universitets-Pocalen Velkommen, idet han
fårste Gang tog Sæde i Consistoriet,
Hverken Thorlacius eller Muller sad dengang mere iblandt
dem. Den sidste var for to Aar siden efter Minters Dåd bleven
Sjellands Biskop. Engelstoft fålte dette som et Savn; men
endnu smerteligere blev Savnet, da han et Par Aar efter saae
|
4 Fra den Samme har jeg Meddelelsen derom. — 5 Miller var nemlig
rigtignok ældre ,,Professorf end. Thorlacius; men denne. sidste havde været
Lector ved Universitetet, får hiin blev Professor. Hvad det dog egentlig kom
an paa, var det Spårgsmaal, om ikke denne Bolig, der ved Dådsfald efter Uni-
versitetets Quæstor var bleven ledig, burde stilles til ordentlig Option blandt
Consistoriales efter deres Anciennetet, istedenfor at der paa en temmelig
vilkaarlig og formlås Maade disponeredes over den. Thorlacius var indtraadt
i Consistoriet 1803, Muller 1806. Til Fordeel for Miller har det rimeligviis
været anfårt, at Boligen stod i Forbindelse med Communitetet, der laae under
det theologiske Facultets Bestyrelse,
93
ogsaa "Miller at vandre derhen, hvor " Thorlacius var gaaet&,
medens han ene stod tilbage med de Fortidens Erindringer, der
skulde lindre Nutidens uvenlige Tilskikkelser. «Det var et be-
vægeligt Syn at: seé Engelstoft ved Mullers Baare.
I en samvittighedsfuld Opfyldelse af sine Pligter sågte han
at glemme sin egen Smerte, og sine Pligter som academisk Læ-
rer kunde hån endnu opfylde. + "Han besårgede ikke alene sine
Forelæsninger, i denne Periode meest øver Statistik, historisk
Propædeutik, Literatur og Critik, samt udvalgte Partier af Fæ-
drenelandets " Historie”; men han overtog ogsaa de håm efter
Regelen tilfaldne academiske Functioner, som Réctor, Decanus,
Examinator og déslige, Selv de mere elementaire Foredrag
til anden Examen holdt han lige til Vintersemestret 1834—1835,
da'en ny og tredie historisk Professors Ansættelse? tillod ham
at ophøre; dermed.
Rectoratet beklædte Engelstoft fårste og eneste Gang
i-det academiske Aar 1835—1836, og holdt som Rector tvende
Taler. Den ene, ved Universitetsfesten i”Anlédning af Kon-
gens Fådselsdag 1836, handlede om Videnskabernes håie Værd
saavel ved sig selv:som ved deres' Indflydelse paa det borger=
lige-Selskab og alle menneskelige Samfund?,. Den anden, ved
Rectorskiftet:den fjerde Juni samme” Aar, var en Betragtning
over Universiteternes 'Idee samt Hovedbetingelserne for sam-
mes Realisation, og endte med at proclamere Werlauffs Rec-
torat for: det fålgende Aar”?, Decanatet i det philosophiske Fa-
culiet havde han i-Aaret 1838, da Clausen' var "Rector.
Neppe to- Aar: derefter blev Engelstoft: ved Bornemanns
6 Miller dåde den 4 Septbr. 1834. — 7 Lectionscatalogerne 1832
—1840. — 8 Velschow, den 28 December 1833. Det efter Abraham Kalls
Dåd ledige Professorati Historien var nemlig hidtil ikke blevenbesat. — 9 Sel-
mer, Acad. Tid. IV, 1 fgg., hvor Talens Indhold temmelig udfårligt ér med-
deelt.… Den latinske Original findes-i MS. blandt hans efterladte Papirer. —
10 Selmer, Acad. Tid. IV. 105 fg., ligeledes i Uddrag.
AN
94
Dåd den niogtyvende October 1840 Universitetets Senior, og
var som saadan berettiget til at erholde Fritagelse fra sine
Pligter som academisk Docent", Han fålte imidlertid endnu
Kraft til denne Virksomhed og benyttede ikke strax sin Ret.
2. Til videnskabelige Arbeider havde Engelstoft der-
imod ikke mere de fulde Kræfter, og hans hele Virksomhed i
denne Retning indskrænkede sig i Låbet af de otte Aar, hvori
han nu alene var academisk Lærer, i Hovedsagen blot til hans
Deeltagelse i Redactionen af Scriptores rerum Danicarum og i
Udgivelsen af Universitets-Programmet ved Festen for Univer-
sitetsbygningens Gjenopfårelse, begge Dele i Forbindelse med
Werlauff.
Det ottende Bind af Langebeks Scriptores, hvoraf en stor
Deel allerede havde været trykt under Suhms Medvirkning og
Overtilsyn, var dog forblevet ufuldendt, da saagodtsom hele
Oplaget brændte under Kjåbenhavns store Ildebrand,” og Suhm
fra den Tid af havde ladet Arbeidet hvile”, —Thorlacius og
Werlauff fik ”endelig 1826 kongeligt Commissorium paa at fuld
ende Værket, og Sidstnævnte, der ved Thorlacius?s Udenlands-
reise og kort efter Hjemkomsten paafålgende: Dåd var bleven
ene om Årbeidet, havde ladet Trykningen begynde, da han
fik Engelstoft til Medarbeider”?”%, Imidlertid fremmedes Ud-
gaven for det forste ikke meget derved, eftersom Engelstoft .
til samme Tid var syg og fålte sig trykket af Forretninger og
Ubehageligheder. … Deri foregik vel en Forandring ved hans
Udtrædelse af Directionen; men Engelstofts active: Deelta-
gelse i dette Arbeide vedblev dog at være meget ubetydelig,
11 Univers. Fundats af 7de' Mai 1788, Cap. I. $. 16. — 122Scriptt.
rerr., Danice. Tom. VIII Præf. — 13 Naar dette skeete, kan man ikke see
af Fortalen, der synes at gaae noget låst hen derover. Men Conferentsr. W-er-
lauff har havt den Godhed at sige mig, at det var engang i Begyndelsen
af Aaret 1830. i
95
og indskrænkede sig i Hovedsagen alene til Udarbeidelsen af
Fortalen. Først i Aaret 1834 kunde saaledes det oltende Bind
af dette store Værk forlade Pressen", Men dermed stand-
sede ogsaa Arbeidet.
I det fålgende Aar begyndte de forste Forberedelser til
den dobbelte Fest for den nye Universitetsbygnings Indvielse og
for Universitetets tredie Jubelaar. Engelstoft paalog sig i
Forbindelse med Werlauff at levere Programmet til den får-
ste Hoitidelighed 7%, og Emnet skulde være Universitets«Byg-
ningens Historie, hvoraf han vilde behandle den nyere Pe-
riode efter Hovedstadens Brand i Aaret 1728. Deter velbekjendt,
hvilket fortræffeligt Skrift der ved Foreningen af saadanne
Kræfter udgik som Indbydelse til Universitetsfesten den tret-
tende October 1836, og dersom Engelstofts Andeel deraf end
ikke indeholdt, eller efter Sagens Natur kunde indeholde, en
saa mærkelig Rigdom af nye Oplysninger som Werlauffs, saa
fortjente den dog, som første Forsåg af denne Art, fuldkommen
det Bifald, som den allevegne fandt”,
Denne Universitets— Bygningens nyere Historie maa uden-
tvivl betragtes som Engelstofts sidste egentlige Forfatter
arbeide. Ikke uden Anstrængelse havde han fuldendt det.
Hans Kræfter til saadant Arbeide vare meget svagere end hans
Interesse og Lyst. Dette havde allerede viist sig, da han
efter sin kjære Vens, Biskop Millers, Dåd 1834 vilde læse et
Mindeskrift over denne i Videnskabernes Selskab: med stor
Iver og. Kjærlighed begyndte han paa dette Skrift, og sam-
lede omhyggeligt dertil, — men fuldendte det aldrig og var
14. 5. R: D. VIII. Præf. Fortalen er underskrevet i April 1834. —
15 Men den kongel. Resolution om Jubelfesten udkom dog fårst i næste Aar
(1836) og — noget besynderligt — kun en Ugestid får selve Festen, nemlig
den 21de Octbr. See Colleg. Tid. 1836 S. 750—51. — 16 Werlauff alene
til den anden, den 31 Octbr. 1836. — 17 Engelstofts Deel er 8 Ark, Werlaåuffs
er 12 Ark i Folio,
96
vel tilfreds med, at en anden venlig Haand?% lettede ham den
Byrde, som han selv havde paataget sig.
Fra den Tid af indskrænkede Enig etstirti sig til lite-
raire Sysler af lettere Slags. Saaledes léverede han til det
i Aaret 1836 udkomne sjette Bind af Ny Danske Magazin trende
Bidrag til Fædrenelandets- Historie, Instruxen for "Corfitz: Ul-
feld paa hans Reise til Spidsbergen, Instruxen for Grev Wal-
demar Christian og håns Hovmester Pentz, og Enkedronning
Sophies Fadebuurs-Regnskab paa Nykjåbing Slot?%,— Saaledes
skrev han til samme Tid et lille latinsk Mindedigt over” sin
afdåde Collega Herholdt, for hvem han havde særdeles me-
gen Agtelse som Læge og Videnskabsmand”, Hans Deelta-
gelse med Rask og siden med Molbech i Udgaven af Outzens
frisiske Glossarium?!, der udkom i det folgende Aar 1837,
var heller ikke meget betydelig, da Værket selv var færdigt
fra: Forfatterens Haand og hans venskabelige Medarbeidere havde
paataget sig den væsentligste Deel af Arbeidet ved "dets Udgi-
velse”, Deraf fålger dog ikke, at jo Engelstofts Takt og
Raad paa flere Maader kunde have været til Nytte: Dette kunde
man altid vente, ogsaa efterat han behåvede Andres Bistand
at ståtte sig til, og derfor saae man ham selv i de "senere
Aar ofte optaget til Medlem af forskjellige Samfund. Saale-
des blev han 1836 Ephorus: for den Arnamagnæanske Stiftelse
og 1838 paany Medlem af Redactionen for Maanedsskriftet.
Men dette sidste' havde dengang tabt mange af dets flittigste
Medarbeidere, som han ikke kunde erstatte, og det standsede
ikke meget længe efter. j
18 Molbechs. Mindeskriftet: selv er irykt i Nordisk Tidsskrift f.
Hist. Lit. 0. Kunst, IV: 457 føg. — 19 Ny Dan. Mag.VI. 143—46, 176
—78. 330—36. — 20 Dagen 1836, no. 53, og Osts Materialier col.
500—501. — 21 Vidensk. Selsk. Histor. S. 467. — 2 |Osts Minerva,
I. 203-204. Men hvad G. L. Baden mener ved Engelstofts Frygt for ,;Friheds-
påbelen%, veed jeg ikke. |
97
3, Engelstofis Gjenindtrædelse i: Maanedsskriftets Re-
daction er forsaavidt ret mærkelig, som den afgav lige som et
ydre Tegn paa, at han ikke deraf befrygtede nogen Misbilli-
"gelse paa håiere Steder. ;Virkelig var ogsaa den Ugunst,; som
i adskillige Aar synes at have. hvilet over ham, udentivivl nu
veget bort. I Anledning af hine støre Universitetsfesier blev
han udnævnt til Conferentsraad og-de Kongelige Ordeners Hi-
storiograph%, og han var hverken ufélsom for disse Tegn paa
Kongens tilbagevendende Naade, eller lagde noget Skjul paa
sin Glæde derover. Snart kom ogsaa dertil lykkelige huus-
lige Forhold, der gjorde denne Livsperiode, som var begyndt
under. temmelig mørke Udsigter, til en af de behageligste.
Hans Son, der nogle Aar iforveien var bleven hans Collega som
academisk Lærer” og da forlod Fædrenehuset, stiftede i December
41837 en egen Familie; hans Datter ægtede et Par Aar senere,
i Slutningen: af. 1839, Professor Bornemann, og snart oplive-
des hans Huus ved en ny Generation, som han omfattede med
inderlig Kjærlighed.
Ved Udnævnelsen til Ordenshistoriograph havde Engels-
toft faaet saa at sige et: nyt Embede paa sine gamle Dage,
og "dette kunde vel forekomme ham noget betænkeligt. Men
Regjeringen' selv havde ligesom: tilkjendegivet en forandret An-
skuelse. af de med dette Embede. forbundne Pligter. I Begyn-
delsen havde den førdret Arbeide: Abraham Kall, der endnu i
en. håi Alder bevarede: gode Kræfter, havde derhos i. Vedel
Simonsen havt en flittig af. det. Offenilige lånnet Medhjælper,
og. .begge havde samlet adskilligt til Riddernes og Ordenernes
Historie,. skjéndt intet blev. færdigt eller: udgivet%, Efter Kalls
23 Colleg. Tid. 1836 S. 765. 832. — 24 Selmersacad, Tid. I. 147
fo Efter 'en Concurs i Aaret 1833 Lector, og i 1834 Prof. i Theologien. —
25 Den 22 December 1837. — 26 Endceel af disse Samlinger, hvortil hårte ad-
skillige Tegninger, skulde have været optagne i det af Engelstoft og Wer-
lauff paatænkte Skrift: Afiog om Abraham Kall.
7
me SM
-Déåd var derimod Embedet forblevet ubesat i Sjeltedelen af et
Aarhundrede, og da det derefter overdroges til Engelstofts
allerede svage Kræfter, erholdt han ikke den Underståttelse, som
han vilde have behåvet, hvis noget Arbeide skulde udfåres.
Tydeligere kunde det neppe udtales, at denne Post kun skulde
betragtes som en kongelig Naadesbeviisning, hvilken Ordens-
canisleren Mosting af Hoiagtelse for Engelstofts videnska-
belige Fortjenester i Almindelighed havde forskaffet ham.
Engelstoft kunde vel undskyldes, hvis han havde bero-
liget sig ved den samme Anskuelse; men delte var dog ingen-
lunde Tilfældet. Tvertimod havde han den bestemte Hensigt,
at anvende den Fritid, som nødvendige og uopsæltelige For-
retninger levnede ham, paa et historisk Arbeide, der kunde
vidne om hans Interesse for Ordens-Capitulet. Hvad der i denne
Henseende laae meget' nær og udentvivl meest vilde håve afhjul-
pet et Savn i den fædrenelandske Literatur, Benyttelsen af Ca-
pitulets rige Materialier til et biographisk Lexicon”, var det
end kun over dem, som havde været benaadede med Ordenen,
synes ikke at have særdeles interesseret ham; derimod rettede
han sit Blik paa Elefantordenens Historie, de fårste dunkle Spor
til dens Oprindelse. " I mange Aar samlede han Materialier til
delte Emne, og da han udentvivl var kommen til det foreld-
bige Resultat, at Elefantordenen var stiftet i Analogie med og
efter Monsteret af det burgundiske "gyldne Vlies, saa gjennem-
gik han ikké alene i Hovedstadens Bibliotheker de sjeldneste
Værker , hvori nogen Oplysning derom kunde findes eller for-
modes, men han benyttede ogsaa med Opmærksomhed reisendé
Landsmænds Tjeneste til at forskaffe sig hos Antiquarer i Ud-
landet, hvad Bibliothekerne "her hjemme savnede ?,
27 Nemlig Riddernes håandskrevne Autobiographier, som de ere for-
pligtede til at levere. — 28 Da saaledes Prof. A. Rothe i Aaret 1841 gjorde
en kort Reise (O-m Holger Danske, Foørtal. V.), havde-han Commissioner
af denne Art, og skaffede Engelstoft virkelig adskillige sjeldne gamle 'Skrifter.
99
Alligevel vil intet af hans Arbeide i'denne Materie kunne
komme Videnskaben tilgode; thi hverken i-Ordens-Capitulets Ar-
chiv eller i hans egne Efterladenskaber har noget: af Betyden-
hed; været at; finde; og. dersom han, som han i.sine. sidste Aar
leilighedsviis skal have yttret, virkelig har sendt. en Afhandling
om. de danske Ridderordener til et slérre Værk, der. udgaves
inTydskland%,, saa har Udgiveren af dette ladet: Afhandlingen
ubenyltet,'rimeligviis fordi den ikke har passet til hans Plan?e,
At, udgive selvet eget. udførligere Værk. om Elefantordenen,
havde Engelstoft i sine sidste Leveaar udentvivl ganske op-
givel:…… han talte hellerikke mere derom. Da Werlauffs lærde
Skrift om Helligtrekongers Kapel havde optaget det meeste,- som
med. nogenlunde. historisk: Vished lod. sig anfåre om denne Or-
dens Oprindelse, og saaledes udtåmt den for Historieforsknin-
gen interessanteste. Deel. af Undersøgelsen, har Engelstoft
vistnok opgivet Ideen om at benytte sine. ældre og forældede
Antegnelser, muligen endog, som han synes ikke at have været
"utilbåielig til ved andre. Leiligheder, tilintetgjort disse. … Til nye
Forskningér-: havde han.nu saameget- mindre Kræfter, som han
sely' i disse” Aar sladigen maatte besårge private Forretninger,
der i ethvert Tilfælde fordrede, Tid.
4.… De mærkeligste af disse vare en Arv,.…der fulgte ham
gjennem” hele Livet fra de: Forbindelser, hvori han allerede
som Yngling og ung Mand havde staaet til: tvende af Datidens
Jeg: Hr. Erslew), Udgiveren-åf Almindeligt Forfatter-Lexicon;, forsikkrer,
at' Engelstoft havde sagt dette til ham. og lovet ham nærmere. Oplysning der-
om u—1 730 -Dersom/Engelstofts Afhandling har været bestemt. til Bieden -
felds Gesch; aller geistl) u. sweltl.. Ritterorden, I—II.: Weimar
1839—46 4to, saa var det begribeligt, at Udgiveren ikke har kunnet finde den
passende; 'då dette: Værk aldeles ikke er nogét videnskabeligt Arbeide —
31 Endnu i Åaret/1847' syntes Werlauff (Dan. Selsk: Histor. S$. 210 not.
e.) åt: have ventet Engelstofts Skrift; - men 1849, da hans Afhandling om de
hellige tre! Kongers Kapel.udkom, nævner han ikke denne Forventning.
7%
ka .…
anseeligste Herrer, Grev Rosenkrone og Hertugen af Auguslen-
borg; — mærkelige ogsaa derved, al de indeholde et stærkt
og hæderligt Vidnesbyrd 'om den Tillid, Engelstoft nåd hos
dem, der gjennem den længste Række af Aar havde havt Lei-
lighed til at pråve hans Duelighed, Bestandighed og Troskab.
Grev Rosenkrone var dåd for mange Aar siden, endnu
medens Engelstoft var Secrelair i Universitelsdireclionen?, Hans
Hustru, Hjelmstjernes eneste Datter, overlevede ham længe, og
Engelstoft vedblev stadig at være hendes Consulent og For-
troede saavel i andre Anliggendér som i Bestyrelsen af hendes
anseelige Formue. Han iagttog i dette Forhold en almindelig
anerkjendt og sjelden Uegennyttighed, sågte sin Lon i at kunne
ligesom gjengjælde de fordum modiagne Velgjerninger, og
betragtede det som en Festdag for sit Huus, naar i en vis Pe-
riode Grevinde Rosenkrone engang om Aaret var hans Gjest.
Efter hendes dådelige Afgang? blev han Meddirectår over de
betydelige Legater, som hun havde stiftet. Ogsaa dette for-
anledigede ikke ringe Arbeide og Ansvar, skjondt han havde
en retskyndig Collega, der deelte begge med ham: han i For-
bindelse med Treschow' udarbeidede den, udfårlige Beretning
om den Grevelige Hjelmstjerne- Rosenkroneske Stiftelse, som
den treogtyvende Mai 1839 blev offentliggjort; men han var
tillige 'Stiftelsernes Kasserer, og store Summer gik gjennem
hans Hænder%, Først i de senere Aar afgav han Kasserer-
forretningerne til sin Svigersån. |
32 Dåde den 5 December 1811.- Jvfr, Håsts Clio, 1, 2, S. 47 — 33 Dåde
den 3 September 1838, og hendes Dåd anmeldtes i Adresseavisen af Enge ls=-
toft paa egne 'og Treschows Vegne, som ExecutoresTestamenti. Den substi-
tuérede Exec. Test. var Kofod, — 34 See Collegial-Tid.1839-8S.-425—435.
— 35 Bestyrelsen af den Hjelmstierne-Rosenkroneske Stiftelse for-
anledigede ogsaa i Octbr. 1838 en umiddelbar Henvendelse af Directårerne
til den norske Regjering, da et Legat deraf i sin Tid skal gaae til Norge.
Jvfr. Chr.Holst, det Kgl. NorskeFrederiks Univers. Legater (Chri-
stiania 1851) S. 141—42, — Denne Bestemmelse til Fordeel for Nørge var
101
En lignende Forbiudelse fandt Sted med Hertuginde Louise
Augusta efter Hertugens Dåd og saalænge hun levede” Engels-
toft besårgede en stor Deel af hendes 'stedse temmelig ud-
bredte Commissioner i Hovedstaden; han forsynede hende med
de Båger, Musikalier og deslige, som til enhver Tid kunde
være Gjenstand for Opmærksomhed; han var hendes. stadige
Correspondent, der altid maatte meddele hende Nyheder fra
Kjébenhayn, for hvilke hun stedse bevarede stor Interesse; han -
var for enDeel ogsaa ligesom hendes Kasserer her paa Stedet,
og. modtog eller udbetalte Penge efter hendes' egen umiddel-
bare Anviisning. Dette sidste bragte ham ogsaa ind i Prinds
Emils altid meget forvirrede &conomiske Anliggender, for
hvilke Louise Augusta viiste megen Deeltagelse, og var An-
ledning til, atEngelstoft hyppig corresponderede med Prind-
sen og havde ham en Aften til Gjest hos sig, da han sidste
Gang var i Kjåbenhavn. Derimod besågte Engelstoft i de
senere Aar sjeldent Augustenborg, da han ingenlunde var blind
for, hvad der — Enkehertuginden uafvidende — forberededes.
Havde han havt nogen Tvivl derom, maatte den forsvinde efter
den Samtale, som der forefaldt med ham i August 184226,
. hvorfor han ogsaa afslog Indbydelsen til Hertugens. Sålvbryllup
nogle Åar senere.
Ved Siden. af disse. betydeligere practiske Sysler havde
Engelstoft ogsaa adskillige mindre, der tilsammentagne gave
Beskjeftigelse nok for en ældre Mand. Saaledes var han fra
Aaret 1832 af Kasserer i Videnskabernes Selskab?”, hvis Capi-
talformue i dette Tidslåb forågedes med 10,000 Rbd. og naaede
ligeledes for Engelstoft Anledning til at give'den herværende Kgl.” svensk-
norske Gesandt Baron Lagerheim nogen Underretning om, hvorvidt den
Tid nærmede sig, da Norge kunde komme til at nyde Godt af Legatet. —
36 Actmæs. Bidr. til Danm. Hist. i det nittende Aarh. 1.190. —
37 Vidensk. Selsk. Histor. S, 509. 518. . Han blev valgt den 7 Decem-
ber 1832 efter Schmidt-Phiseldecks "Dåd.
den største Sum, den nogensinde havde udgjort: 132,000 Rbd. ;
og han var blandt de Medlemmer, der bestemt men forgjeves
modsatte sig Angrebet paa denne Grundfond%, I samme Sel-
skab var han Formand for den historiske Classe og Medlem
af Comiteen for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium %,
Han var lige til sin Déd Forstander for Danske Selskab, og
erhvervede sig som saadan Fortjenester, der allerede som gjå-
rende Epoche ere gaaede over i dette Selskabs Historie”,
At Engelstoft i en fremrykket Alder kunde overkomme
saamange heterogene Forretninger, var én Folge af hans hur-
tige Blik og hans medfådte, ved tidlig Ovelse udviklede Anlæg
til practisk Virksomhed. Meget mærkelig var især den Fær-
dighed, hvormed han conciperede alleslags Skrivelser eller
Erklæringer. Hans mundtlige Foredrag var aldrig særdeles fly-
dende, deels fordi han stedse sågte at give det en vis Ele-
gance, deels fordi han let lod sig rive ind i udsvævende Dig-
ressioner; og disse Svagheder tiltoge med Aarene. Pennen
forte han derimod med en 'saadan Virtuositet, at den, der
læste en skriftlig Opsats af ham selv i hans Affældigheds Dage,
maatte fristes til at antage ham for en ung og livskraftig
Mand", Det var vel ogsaa denne såa at sige skriftlige For-
retningsdygtighed, der væsentlig bidrog til, at han endnu i
Livets Aften blev stillet i Spidsen af et Regjerings - Colle-
gium.
VIII,
Kong Christian den Ofttende salte nemlig Priis paa Ta-
lenter af denne Art. Han kjendte Engelstofts Fortjenester,
38 Vidensk. Selsk Histor. S$. 494—95. — 39 Anf. St. S. 483—85.
— 40 DanskeSelsk. Histor. Fort. IN —ITV. — 41 Ethvert Brev fra ham
er et Vidnesbyrd derom, og han skrev overmaade mange Breve.
ø
103
agtede hans Lærdom og havde allerede i sit fårste Regjerings=
aar. ved Kroningsfesten den otteoglyvende Juni 1840 udnævnt
ham blandt de første til Commandér af Danebrog. Da han i
August Maaned næstefter under sit Ophold paa Féhr! modiog
Efterretningen om Rothes Dåd den toogtyvende - August, con-
stituerede han ved et Rescript af syvogtyvende samme Maaned
Engelstoft til som dennes Efterfålger at indtræde i Univer=
sitets-Direclionen?, |
Engelstoft var dengang sexogtredsindstyve Aar gammel
og, skjøndt idvrigt legemlig rask og bevægelig, dog neppe i
Besiddelse af de Kræfter, som Forsædet i et Collegium under
” daværende Omstændigheder udkrævede. Men han havde Erfa- |
ring, Interesse og den bedste Villie', og han forefandt som
Colleger yngre Mænd, paa hvis Arbeidsdygtighed og Hengi-
venhed for sig han med Grund troede at kunne gjåre Regning.
Han fulgte altsaa det til ham udgaaede Kald; men han betrag-
iede "det selv. stedse som et midlertidigt, og det ikke alene
med Hensyn til sin Alder, men ogsaa fordi han var overbe-
viist om, at Ledelsen af de Arbeider, der forestode, nådven-
digviis maatte lægges i stærkere Hænder end hans”, Thi Refor-
mernes Tid var kommen.
En: Fålge saavel af denne Udnævnelse som af den hele
nye Tone ved Hoffet i Kong Christian den Ottendes Tid blev
det, at Engelstoft baade som Collegiichef og som Lærd atter
i denne Periode af sit Liv hyppigere viiste sig i. den Kreds,
der: nærmest omgav Kongen, Christian den Oltende havde en
vis) Lyst tilat give sit. Hof ogsaa. noget af den Glands, der
udgaaer fra Videnskaberne ; men denne i sig selv smukke Be-
stræbelse frembragte her de samme Phænomener, som Hi-
1. Kongen var den 13 Juli reist fra Sorgenfri, tøg den 6 August det fårste
Bad paa Fåhr, og kom i Begyndelsen af October til Kjåbenhavn. — 2 Sel-
mer, Kbhvns. Univers. Aarb. f. 1840.S. 23. 24... — 3. Jeg hårte dette
oftere yttre af Engelstoft selv.
104 -
storien lærer, at den allevegne har frembragt. Blandt Hoffolket
var der altid dem, der miskjendte eller frygtede det blot aan-
delige Adelskab og opstillede andre Betingelser for en beret-
tiget Adgang til de bonede Gulve; og blandt de Lærde var der
altid dem, der miskjendte eller frygtede Hoflivets conventio-
nelle Fordringer , og paalagde sig selv ængsllige Pligter, som
Ingen ventede iagttagne af dem. I begge,disse Forhold for-
stod Engelstoft ikke altid at haandhæve den Værdighed, der
skyldtes ham og han skyldte sig selv, baade som Olding og
som Videnskabsdyrker, Universitelslærer og Collegiichef.
Engelstoft var, som allerede bemærket”, et Par Maa-
neder efter sin Udnævnelse til Medlem af Universitetsdirectio-
nen bleven Senior ved Universitetet; men alligevel vedblev han
flere Aar efter at holde sine sædvanlige Forelæsninger, med
Undtagelse af dem til anden ExamenS, Først imod Vinteren
"1845 ansågte han om Tilladelse til at benytte sin Ret som Se-
nior, der da ogsaa den fjortende November samme Aar ved
et: kongeligt Rescript blev ham givet”, Endnu i dette Seme-
ster anmeldte han dog tvende Forelæsninger: ven statistisk over
Fædrenelandets Grundkræfter, og en historisk over den græ-
ske, især den atliske Humanitets Character, -Men i Lections-
calaloget for Sommersemestret 1846 bekjendtgjorde han, at
han som Senior var allernaadigst fritaget fra sine Pligter som
academisk Docent, hvorimod han tilbåd sin Tjeneste for de Stu-
derende, der maalte ånske hans Raad og Veiledning i det
geographiske, historiske eller statistiske Fag. Dermed maa En-
gelstofts Virksomhed som Universitetslærer ansees for slut-
tel”.
4 See ovenfor S. 94. — 5 Disse sidste havde han ikke holdt siden For-
aaret 1835. See ovenfor S. 93. — Decanatet i det philos. Facultet, der tilfaldt
ham 1844, maatte han som Medlem af Directionen renoncere paa. Sel-
mers Aarb. 1843 S, 57. — 6 Consistor. Copicbog har dette Rescript.
— 7 Lectionscatalogerne 1845—46 og 1846.
105
Men hans sande Interesse for al Videnskab blev ikke svæk=-
ket med den stigende Alder, og hvor han mådte Underståt-
telse, billigt Hensyn til Oldingens Svaghed og tilbårlig Erin-
dring om, hvad han i kraftigere Aar havde været, der var
han endnu istand til al virke med megen Nytte. Af Danske
Selskab har han store Fortjenester, ogsaa i denne Livsperiode.
Da Selskabet saaledes ved Fryxell var bleven underrettet om,
at. det keiserlige Archiv i-Wien bevarede Beretninger fra Kei-
serens Gesåndter ved det danske Hof i Slutningen af Christian
den Fjerdes Tid&, erhvervede Engelstoft gjennem det uden-
landske Departement en Fortegnelse over disse; og henvendte
sig derpaa: 1841 til Dr. Ferdinand Wolff i Wien, der havde
tilbudt at besårge disse Documenter afskrevne for Selskabet?,
Under Engelstofts Forstanderskab begyndte ogsaa en ny
"Række af det Danske Magazin, og selv leverede han 1842 et
lærerigt Bidrag til det fårste Bind 7%, "Men hans væsentligste
Fortjeneste af Danske Selskab var dog den, at han ved sin
—…. Indflydelse hos Kong Christian den Ottende udvirkede det Kon-
gelige "Stadfæstelsesbrev af fireogtyvende Februar 1847, der
tillagde" det hidtil nærmest ved de faa Medlemmers Bidrag
gjennem el heelt "Aarhundrede bestaaende Selskab en passende
fast Underståttelse, der sikkrede' dets Tilværelse og gav det Ud-
sigt til en gunstigere Fréemtid!", Engelstoft vil derved have
erhvervet sig Ret til en bestandig skjånsom Erindring i dette
Selskab og hos Dyrkere af Fædrenelandets Historie i Alminde-
lighed?
2 Meget mindre blev Engelstofts. Virksomhed bemær-
ket i Universitetsdirectionen. Det Tidsrum af noget over syv
8" Nemlig G. v. Plettenberg og Greven, af Schwartzburgi Aarene 1643—
1645. — 9 Dan. Selsk. Histor. S. 188. — 10 Dan. Mag. Tredie R: I.
67—81: Det ældste Universitets-Regnskab. — 11 Ny Collegialtid. 1847,
- 8.275—277 har en Art officiel Beretning derom. — 12 Dan, Selsk. Hist.
Fort. III—IV. og S. 235—239, hvor Stadfæstelsesbrevet findes,
106
Aar, hvori han stod i Spidsen af dette Collegium, bragte ham
oftere i den ikke behagelige Stilling, at skulle omdanne Meget
af det, som ved hans egen kraftige Medvirkning var skabt, og
det er vel muligt, at Christian den Ottende, der altid. veg til-
bage for gjennemgribende Forandringer, har troetived Engels-
toft at kunne moderere Reformlysten. Dette stod dog ingen-
lunde i Engelstofts Magt, selv om han havde villetodet; thi
hans Indflydelse var ikke den overveiende i Directionen, og
udenfor Directionen toge, ifålge Kongens Individualitet, ogsaa
Andre væsenilig.Deel i de Bestemmelser, der vedkom Univer-
sitets= og Skolevæsenet”, Det eneste Tilfredsstillende, der for
Engelstoft laae i denne sildige Naadésbeviisning, var det
Vidnesbyrd, som den indeholdt om Kongens Tillid og Gunst;
men Bevægelsen selv fulgte han snarere, end han ledede den,
og saavel Universitetet som Skolerne og Sorée Academie fålte
Reformlystens Virkninger.
Til Universitets— Reformerne hørte for det fårste Udvidel-
sen af det medicinske Facultet og det chirurgiske Academies
Ophævelse som selvstændig Stiftelse eller Sammensmeltning med
Universitetet, en Foranstaltning, som efter lange Forberedel-
ser og megen Modstand fra forskjellige Sider endelig under
almindeligt Bifald af den offentlige Mening blev iværksat ved
den Kongelige Resolution af syttende December 1841, Der-
til hårte fremdeles Overdragelsen af Universitetets og Com-
munitetets Gods og Capitaler til en Quæstors Bestyrelse umid-
delbart- under Universitetsdirectionens Overbestyrelse og et pås=
sende Tilsyn fra Consistoriets Side: ogsaa denne meget gjen-
nemgribende Reorganisation blev efter nogen Kamp mellem for-
13 Mange vilde fremfor Alt have Realskoler og ivrede mod den classisk-
humanistiske Dannelse; men de deelte sig igjen i to Partier, hvoraf det ene
. satte Naturvidenskaber og Mathematik, det andet dansk "Sprog og dansk Hi-
storie i en vis Retning paa Hoisædet. … — 14 Selmer, Kbhvyns Univers.
Aarb. 1838, S. 134 fg. 1840, S., 21—22. 1841, S. 3—13.
107
"skjellige Meninger fuldendt i Aaret 184375; "Dertil hørte end-
videre Fastsættelsen af et Normalreglement for de academiske
Læreres Lånning i 'en bestemt Scala efter Embedsaar, og Pro-
fessorernes indbyrdes Anciennetet, efterat Universitetets Ind-
tægter paa flere Maader vare blevne forågede og Midler vare.
vundne til et "med Tidens Krav mere overeensstemmende Ga-—
gement: dette skeete i Aaret 18447%,. Endelig indførtes: i det
samme Tidsrum adskillige Forandringer ved de academiske Ex-
amina, fornemmelig i den Hensigt at fremdrage og haandhæve |
Modersmaalels naturlige Ret.
Det var til samme Tid almindelig erkjendt, at de lærde
Skoler ikke præsterede, hvad de burde. Engelstoft var. deri
fuldkommen enig. ,Der bår — saaledes udtrykte han sig —
læres mere og der bår læres bedre; det er den Opgave, som
skal låses”. Men Spårgsmaalet idreiede sig om Midlerne til
dens Låsning””, Efter anstillede Undersøgelser, Conferencer
med erfarne Skolemænd og åconomiske Beregninger, kom Re-
gjeringen endelig til det Resultat, at en" Deel af de mindre
Skoler burde nedlægges, hvorimod de stårre burde udvides til
et Slags Gymnasier med syv Classer istedenfor fire, forsynes
med dueligere og bedre lånnede Lærere, og saaledes reformerede
overtage saavel Afholdelsen af Examen artium, som Underviis-
ningen i adskillige Discipliner, der hidtil henhårte til den saa-
kaldte anden Exåmen ved Universitetet. Denne Reform blev
forst forsågt' i Kjåbenhavn, Odense og Kolding, og er siden
efterhaanden indført ogsaa i de ovrige Skoler?%, " Selv paa det
15 Anf. St. 1843, S. 12—23. Kgl. Resolut. af 15de December 1843. —
16 Selmer, Kjåbenh. Univ. Aarb. 1840, S. 78—79,. 1844, S. 1—26. En-
gelstoft tilligemed Ørsted og Larsen dannede den af Consistorium ned-
satte Comitee til at tage denne Sag under Overveielse. Kgl. Resolut. af 13
November 1844. — 17 I et ret characteristisk Brev fra Engelstoft ved denne
Tid skriver han saaledes: Skolerne skulle fremdeles vedblive at være Skoler;
men — il faut apprendre plus, il faut apprendre mieur: voila la question
å resoudre! — 18 Kbhvyns Univ. Aarb. 1844, S. 201—213 og kgl.
Resolut. af 9 Febr, og 18de April 1844.
108
fjerne Island bleve Underviisningsanstalterne i Aaret 1846 bety-
delig udvidede og forbedrede",
Alt dette hårer til den Periode, da Engelstoft i Navnet
havde Forsædet i Universitelsdirectionen. Nogle af Reformerne
have vistnok interesseret ham, og han deeltog derfor i dem
med al den Varme, som han endnu i Oldingsaarene fålte for
enhver god og fornuftig. Forbedring. "Andre kunde derimod
neppe behage ham, navnlig den besynderlige Krig, som fra
visse Sider reistes mod den classiske Dannelse ialmindelighed
og det latinske Sprog isærdeleshed%, - Men den gamle Mands
Indflydelse var' af liden Betydenhed, og han troede selv at
mærke det i den Grad, åt hans Forretninger i Directionen i
disse Aar af og til vare ham en tung Byrde, og at han til sine
Fortrolige ofte talte om, at han ikke længe kunde holde det
ud, men maatte såge sin Afsked”,
3. Hvad der dog under disse urolige Reformer uden-
tvivl meest gik Engelstoft til Hjertet, var den Skjæbne,
som Sorée Åcademie i samme Tidslåb 6iensynlig førtes imåde.
Han havde havt en meget væsentlig Andeel i Academiets Orga-
nisation, og han bevarede stedse en stor Kjærlighed for denne
Stiftelse. Men med denne Fålelse stod han ene i Universitets-
directionen, næsten ene blandt sine Colleger ved Universite-
tet?” og fandt liden Underståttelse hos dem, der stemmede
den offentlige Mening, saavidt denne gjennem Pressen lod sig
fornemme. Da man i Aaret 1843 havde faaet Skolen skilt fra
19 Anf. St, 1846, S. 182—201. Sagen havde. været under Forhandling
siden 1831, altsaa endnu får Engelstoft udtraadte af Directionen. — 20 See
Allgem. Hall. Lit. Zeit. 1844,. no. 192—193, hvor” der ligeledes klages
over, at de acådemiske Skrifter, der hidtil skreves paa Latin, nu ved at skri-
ves paa Dansk bleve utilgjængelige for den stårste Deel. af dem, for hvilke de
dog efter Indholdet fornemmelig vare bestemte, de Lærde i Udlandet. . —
2 … Meddelelse af saadanne hans Fortrolige, — 22 Molbech gjorde en
Undtagelse, men maaskee den eneste,
109 ;
Academiet under den Betingelse og det -Låfle, at begges
Fremgang derefter desto mere skulde befordres%, blev Acade-
miets Skjæbne for det forste i hele fire Aar i den Grad urårt
og' svævende,» at.der ikke let kunde lænkes en piinligere Em-
bedsstilling, send de. acådemiske Læreres dengang var. En-
gelstoft, skjåndt fårste Medlem af Directionen, syntes den-
gang endnu ikke at have forstaaet, til hvilket Maal der egeni-
lig styredes%, Alderen havde svækket hans Skarpsynethed,
og Familiesorger, som han endnu ikke i den Grad havde prå-
vet, svækkede end mere hans Kræfter.
Det var nu henved syv Aar siden,v at hans Datter forlod
hans Huus for at -forestaae sit eget%; men hun vidste smukt
at forene sine nye Pligter med de ældre, og hendes Bårn
hensaite faa Aar efier Bedsteforældrene i de forsvundne Dages
venligste Erindringer, idet de ligesom foryngede, deres huus-
lige Kreds. Denne Datter, der udgjorde en saa stor Deel af
Engelstofts jordiske Lykke, mistede han ved en pludselig
Dåd den treogtyvende November 1846. Han udtalte sin dybe
Smerte i et dansk Digt, der udentvivl er det eneste af denne
Art. fra hans Haand, og vistnok viser, at han. var mindre dvet
i den danske end i: den latinske Prosodie, men derhos bærer
saa levende. Vidnesbyrd om en sørgende Oldings Fålelser, at
det intetsteds læstes: uden Deeltagelse %,
Fromme Datter, Hustru, Moder, ak hvor tungt fra Dig at skilles
Åch, hvor haardt et Skjæbnens Slag! Sorg, hvis Smerte aldrig stilles !
Saa tidligt" vinked' Graven Dig fra Livets Kald og Livets - Lykke,
Saa hastigt, ak, vi skulde Dig ei meer til omme Hierte trykke!
23 Selmer, Kbhyns Univers. Åarb.. 1843, S. 169—173,. Kgl. Reso-
lut. af 3 Marts 1843, der paalagde-Directionen.at indkomme. med Forslag til
Academiets Organisation. — 24 Mange Breve fra Engelstoft vise, at .han
bestandig troede, at der handledes om, at bringe AÅcademiet som saa-
dant.i en blomstrende "Tilstand. . — 25 See ovenfor S. 97, — 26 Kbhvns
Adressecømpt. Efterretn. 1846 no. 284 af 1 December. Digtet bestaaer
af sexten Verslinier,
110.
Ak, hvor saa nys Dit blide Smil kun Liv og Lyst, fremtrylled”,
Der throner Sorgens. Billed nu; i mårke Skygger, hyllet,
Fem Uger derefter ramtes Engelstoft atter af en ny
Sorg, skjondt vistnok han og Alle længe havde været forbe=-
redte derpaa. Den niogtyvende December dåde den ædle Men-
neskeven og Patriot, hans Svoger Estrup paa Kongsdal. En-
gelstoft tabte i ham ikke alene en nær Slægtning, men til-
lige en Aandsfrænde og Fortrolig, med hvem han gjennem en
lang Række af Aar ved en fast ugentlig Correspondance udvex-
lede Ideer og Anskuelser, og hos hvem han gjerne nedlagde
ogsaa sit Livs hemmelige Sorger”, — At Engelstoft dog
kunde bære disse Tilskikkelser, som han bar dém, var for dem,
der stode ham nær, et Kjendetegn mere paa hans svækkede
Aandskræfter.
Alt dette indtraf i den Periode, da fjendtlige og venlige
Magter hemmeligt og aabenbart brådes om Sorée Academie
og — dels Formue. Endelig kom efter fire for Academiet
odelæggende Aar den Kongelige Resolution af syvogtyvende
Maris 1847, der talte om Academiets Udvidelse til' en ”Reål-
Hoiskole%, og Engelstoft, der troede paa Ordene, 'hengav
sig atter strax til store og glade Forhaabninger?”?,— Men Ud-
forelsen af denne almindelige Idee var atter skudi ud til en
uvis Fremtid, og Resolulionen selv var i-Virkeligheden saale-
des affattet, at den vilde have bragt Academiet et. godt Skridt
27 Engelstoft læste nøgle Mindeord. over ham i Videnskabernes Sel-
skab. Disse, der skulde have været omarbeidede, bleve dog aldrig fra hans
Haand færdige, men ere benyttede i Biographien foran Estrups Sam-
lede Skrifter I. $. ITI—L., — 2 Colleg. Tid. 1847, S; 200—201. —
29 Intét viser mere, hvorlidet Engelstoft var indviet i Sagen, end denne
hans store Glæde. Et Brev fra ham af 2 Mai 1847 til en fortrolig Ven har
disse Ord: Dersom jeg var en ung Mand og skikket til nogen af Virksomhe-
derne, som nu der aabnes eller allerede der existerer, jeg skulde aldrig éuske
noget bedre end at blive ansat ved en saadan Håiskole, påa et saadant Sted,
under saadanne Vilkaar, ja hellere end i Kjøbenhavn, især da Hovedstaden
er saa nær og nu Communicationen ved Jernbanen bliver saa let,"
1114
nærmere. til: dels Undergang, dersom ikke Kongen i samme
Aar havde givet det en kraftigere Beskyttelse ved at udnævne
Grev Knuih til Amtmand i Sorée og overdrage 'til ham at ud-
kaste Planen til et Academie, der kunde afhjælpe et' virke-
ligt. Savn. I ham fik Engelstoft snart en ny Collega, efterat
den. af ham uforibvet udarbejdede Plan paa Aarets sidste Dag
var | bleven approberet: af Kongen?%, Engelstoft var fuld
af. Glæde. Men Fremtiden bevarede i sit Skjåd en anden Skjæbne
baade før Sorée Academie og for Universitetsdirectionen.
4… Den nærmeste Fremtid låste nemlig et Spørgsmaal, der
i disse Aar ganske "særdeles havde tildraget sig den ”offent-
lige:Opmærksomhed, Spårgsmaalet om Kirke" og Almueskolevæ-
senets Forening med Universitetets og de lærde Skolers Be-
styrelse under et almindeligt Collegium for Cultus og den offent-
lige Underviisning?", Ideen var ikke ny. Allerede ved Aar-
hundredetis Begyndelse havde den beskjeftiget-de håie Regje=
ringsmænd, men var dengang bleven undertrykt, som det synes,
meest af. personlige Hensyn. Kong Christian den Ottende havde
isin Ungdom været gunstig stemt for denne Idee??: nu blev
dens Udfårelse atter fra flere Sider bragt i Forslag, og nu laae
Magten til at udfére den i hans Hænder.
Det var især siden 1841, at denne Sag "af Regjeringen blev
laget under Overveielse?%, "Men Engelstoft var nu ikke mere
i den Alder som fordum, da Kaas ligesom havde designeret ham
lil Sæde i et saadant Departement"; hverken han personlig eller
Universitelsdirectionen i det Hele foretog noget directe Skridt,
der råbede "Aliraa efter en mere: udvidet Virkekreds. — Kongen
-
,… 80 Colleg. Tid. 1848 S. 52—55. 56. — 31 Andragende derom hos saavel
den Roeskildske som den Viborgske Stænderforsamling i Aaret 1840, 32 A ct-
mæs. BidragtilDanm. Hist.i dev nittende Aarh.I. 318, — 33 Com-
mission nedsat: AS, Orstéd, Mynster, L. Holm, Rosenvinge og Clausen, —
34 See ovenfor S$, 44— 45.
us
eN
derimod gik forsaavidt ind paa Sagen, at han satte den i For-
bindelse med sine Planer til en Heelstat: han vilde "danne" for
hele Monarchiet et fælleds "Collegium helst for hele Cultus- og
Underviisningsvæsenet, eller dog idetmindste for hele det lærde
Underviisningsvæsen%, Heelstatsplanerne fandt imidlertid den-
gang altid en afgjort: Opposition i Holsten, og Oppositionen
havde sin Stoåtte i Kjåbenhavn, navnlig i det holstenske Can-
cellie, der i "Almindelighed kun” vilde et ,Schleswighølsteine,
og kun underståttede de Heelstatsplaner, der kunde blive Mid-
del og Vei til dette Maal. De holstenske Stænder- erklærede
sig altsaa mod Ideen til et almindeligt Collegium for Kirke- og
Underviisningsvæsen i hele Monarchiet, og det holstenske Can-
cellie kunde saaledes 1844, ståttet til Stændernes Erklæring,
raade Kongen at stille denne Sag i Bero: "Saaledes skeete
det ?$, z
Den anden Deel af Planen stod endnu tilbage, en For-
ening af Kirke- og Almueskolevæsenet med det lærde Under-
viisningsvæsens Bestyrelse for Oernes og Nårrejyllands Ved-
kommende. Derom fortsattes Forhandlingerne; men ogsaa
disse bleve frugteslåse. - De sluttedes den fireogtyvende " Juni
1846 med det Resultat, «at Sagen frembåd saa mange Vanske-
ligheder, at den for det fårste ikke lod sig sætte i Værk”,
Alligevel bleve disse Forhandlinger af vigtige Fålger for
Universitetsdireclionen og derved tillige for” Engelstofts til
dette Collegium saa nåie knyttede Skjæbne; thi de havde saa-
ledes forberedet den omhandlede Sag og vedligeholdt Opmærk-
somheden for den, at den var' moden til at optages: paany,
naar det rette Oieblik "maatte komme. Da 'den - nye" Ministe-
rialforvaltning i Foraaret 1848 blev indfårt og en ny Omord-
35 Kongl. Kundgjårelse for Gestifternes og Nårrejyllands Stænder
af 4 Juli 1842. — 36 Kbhvns Univ. Aarb. 1846, S. 23. - Afgjort i Juni
Maaned 1844. — 37. Kongl. Kundgjår. for 'Øestifternes og Nårrejyllands
Stænder af 10 Juli og 13 Octbr. 1846.
113
ning af Regjeringens Organisation blev. anseet for ånskelig eller
nådvendig, saa blev det, som for et Aarstid siden havde været
umuligt, i faa Dage fuldbragt. Et Ministerium for Kirke- og
Underviisningsvæsenet blev dannet, Universitetsdirectionen oplå-
stes?, og Engelstoft blev den otteogtyvende Marts enllediget
som Medlém af samme. .
”sEngelstoft havde næsten uafbrudt tjent i det saaledes
ophævede Collegium fra dets Begyndelse til dets Oplåsning,
og offret det”sin Ungdoms, Manddoms og Alderdoms. Kræfter.
Han blev ogsaa derfor den samme: otteoglyvende Maris 1848
belånnet med Storkorset af Danebrog som et Tegn paa Kon-
gens Erkjendelse af hans lange og nidkjære Embedsfårelse.
IX.
Den fårste Fålelse hos Engelstoft efter en saadan Ent-
ledigelse var en héi Grad af Tilfredshed. Han saae sig be-
friet fra en Byrde, der længe havde været ham utaalelig, og
han saae sig befriet paa en Maade, der mærkelig contrasterede
med den, som sexten Åar tidligere var bleven anvendt imod
ham. Han skrev strax til sin kjære Werlauff": ,Der er Grund
til al ånske mig til Lykke. Intet i hvilketsomhelst Hensyn og
i hvilkensomhelst Combination af Tid og Omstændigheder beha-
geligere kunde måde mig i mit fireoghalvfjerdsindstyvende Aar.
Jeg er lutter Satisfaclion. Ikke engang den mangler, — da
mit" Hjerte dog fra de skjånne Dage 1805-—1807, at sige indtil
August 1807”, altid paa en vis Maade hængte ved Directionen.
38 Collegial- Tid. 1848, S. 230. Fra den 21 til den 27 Marts blev For-
andringen iværksat. — 1 Af denne min Lærer og Velynder er ogsaa det fål-
gende Brev mig i Original meddeelt. — 2 Om dette Tidspunkt, see ovenfor
Side 48.
8
114.
Jeg fådtes civiliter med den paa det nederste og dåde med
den paa "det åverslte Trin£, y
Denne Tilfredshed og Glæde blev ikke destomindre snart igjen
påa nogen Tid fortrængt af en anden Fålelse. Overgangen til
en fuldkommen Embedslåshed var for brat for en Mand, hvis
hele Liv havde været Arbeide. Engelstoft havde benyttet
sin Ret som Universitetets Senior til at blive fritaget for de
academiske Forelæsninger?, og han syntes sig nu at være
aldeles tilovers. Til alvorligere videnskabeligt Arbeide mang-
lede - han Kræfter. - Folgen deraf var en uhyggelig Tomhed,
Forstemthed og Lede til de vante Omgivelser i Hovedstaden.
Han "talte i Foraaret 1848 meget og med en vis Heftighed om
" at ville forlade Kjébenhavn og flytte til et eller andet eensomt
og roligt Sted paa Landet for der at tilbringe Resten af sine
Dage i uforstyrret Fred; han gjorde sig derhos mange ugrun-
"dede &conomiske Sorger, som man i hans tidligere Aar aldrig
"sporede hos ham. Det var allisammen kun Virkninger af Al-
derdommen og Ængstelser ved det 6iensynlige Frembrud af en
ny Tid, som de svækkede Kræfter mistvivlede om at kunne
gaae imåde. ' es
Men den vise Olding maa kunne betragte den nye Tid
fra en Tilskuers Standpunct, og da Engelstoft stillede sig
paa dette og der fandt Hvile, vendte ogsaa snart Sindets Lige-
vægt tilbage. Selv Characteren af hans Studier lettede denne
Overgang; thi han var ogsaa tidligere stedse en opmærksom
Betragter. I mange Aar samlede han paa det omhyggeligste
Data til Samtidens Historie, Mindeskrifter om Afdåde, Bladartik-
"ler, mærkelige Piecer og deslige, og han fåiede dertil haand-
skrevne Notitser angaaende den offentlige Menings eller Rygtets
Forhold til Begivenhederne. Hver enkelt Sag indlagde han i
et Omslag med nåiagtig Udskrift”. Denne Syssel blev ham nu
3 See ovenfor Side 104. — 4 Disse mangfoldige EngelstoftskeSam-
115
ligesom et Lægemiddel. Snart: erkjendte han og udtalte det
aabent, at det ikke mere kunde være hans Opgave at gribe
ind i de store Spårgsmaal, der satte Verden i Bevægelse og
fremkaldte i Fædrenelandet kæmpemæssige Anstrengelser; men
han samlede Actstykker og Bidrag til Dagens Begivenheder,
interesserede sig med en mærkværdig Livlighed for disse%, og
forsonede sig saaledes med sin Skjæbne. Han besågte igjen
Venner og Bekjendte, saae undertiden hos sig et mindre Selskab
og skrev som sædvanligt sine mange Breve og Billetter med
en Lethed og Ziirlighed, der nu mere og mereé stode i Mod-
sætning til hans mundilige Underholdnings aphoristiske og afbrudte
Maneer. Den tidligere Harmonie var vendt tilbage, og kjen=
delig mildnet ved Alderens Virkninger. Portraitét fra hans
sidste Leveaar?, sammenlignet med hiint tidligere”, giver ligesom
en anskuelig Forestilling derom.
Fra den Tid af talte Engelstoft ikke mere om at sige Far-
vel til Kjåbenhavn og skjule sig paa Landet, og neppe kunde
han heller selv undgaae at bemærke, hvor lidet han vilde have
været istand til at udfåre en saadan Idee. Thi da han i den
folgende Sommer, i Juli og August Maaned, havde taget Bolig
paa Klampenborg, fålte han næsten hver Dag Trang til Livet i
Byen, og tilfredsstillede denne Trang. Han kunde overhovedet
ikke låsrive sig fra de tilvante Beskjeftigelser, og selv efterat
han havde ophørt med sine offentlige Forelæsninger, tog han
levende Deel i Universitetets Anliggender. Saaledes havde han
i Efteraaret 1848 overtaget Decanatet i det: philosophiske Fa-
cultet for 1848—1849, der efter Regelen tilfaldt hamE, Saale-
linger ere efter hans Dåd bestemte for det Store Kongelige Bibliothek paa den
Betingelse, at adskillige af dem fårst efter et vist Tidsrum maae aabnes. —
5 Han glemte ei heller at erindre om, hvorledes han selv, endnu medens det
var Tid, .offentlig havde advaret for de Ulykker, der vilde fålge paa den
danske Nationalitets Undertrykkelse i Slesvig. See OmNationalopdrag. S.
47—50. Not. — 6 Malet af Gertner i December 1846, lithographeret.af I. W.
Tegner strax efter. — 7 See ovenfor Side 84. — 8 Det var hans andet De-
canat. See ovenfor Side 93, 104.
8"
Lad
116
des skrev han under Forhandlingerne om Skoleembedsexamens
Oplåsning i flere Dele? store og indlrængende Forestillinger for
at tilvejebringe en særlig Examen i de historisk-geographiske
Videnskaber, da han ansaae disses Forbindelse med ' Philolo-
gien for deres Undergang, Ligeledes var han en ivrig Forfæg-
ter af det philosophiske Facultets Oplåsning i tvende; men han
paastod ligesaa stærkt, at det nye philosophiske burde have
Navn af det historisk-philologiske”9,
I det fålgende Aar foretog Engelstoft om Sommeren
korte Udflugter, deels til sin Svigerinde paa Kongsdal, deels
til Jylland og Fyen. Navnlig besågte han 1850 en af sine æld-
ste og kjæreste Venner, Hofman-Bang paa Hofmansgave. Ef-
terat Thorlacius, ”P. E, Miller, I. W. Hornemann, Aall og
Neumann vare gaaede bort, stod Hofman ene tilbage af den
Kreds, hvori Engelstoft havde. tilbragt sine egentlige Stu-
denteraar hjemme og i Udlandet; han længtes efter endnu engang
at see denne gamle Ven!, og tilbragte- hos ham omtrent tre
Uger, der gjenkaldte Ungdommens lykkelige Tid og efterlod hos
dem begge milde og venlige Erindringer?”
| 9 Forhandlingerne derom vare allerede begyndte i den Periode, da En-
gelstoft efter Rothes Dåd fungerede som Medlem i Directionen ,. og dette Col-
legium 1842 forlangte Consistoriums Betænkning angaaende Forandringer ved
denne Examen. Sagen gik derefter gjennem adskillige Comiteer, Facultets-
Erklæringer m. m., indtil den afgjordes ved Forordningen af 2 Februar
1849. — 10 Denne Sag stod i Forbindelse med den om Consistoriums Orga-
nisation, og Forhandlingerne derom begyndte omtrent ved Aaret 1840, —
man har sagt, efter et Forslag af Prof. Hohlenberg. Efterat den flere Gange
havde hvilet, afgjordes den ved den Kgl. Resolution af 1 Septbr. 1850
om Consistoriets Omdannelse, hvoraf Facultetets Deling fulgte. — 11 For at
undgaae en Landreises Besværligheder, tog Engelstoft den 7 Juli med, Dampski-
bet Skirner til Bogense, hvor Hofmans Vogn hentede ham. — 12 Hr. Pro-
prietair Hofman-Bang har omtalt dette Besåg i.en Skrivelse til mig, hvis
Slutning lyder saaledes: Engelstoft var ædel i Tænke- og Handle-
maade og i Venskab saa trofast, at jeg stedse vil savne ham, til jeg
samles med ham i Lysets Egne. — I Slutningen af Juli forlod han Hofmansgave,
og gik atter med Dampskib over Aarhuus til Kallundborg, hvorfra han den
, 1 August kom tilKongsdal. Her blev han i August Maaned. Den.1 Septbr,
1850 var han igjen i Kjåbenhavn.
447 big
2." Men idvrigt var Engelstofts aandelige Virksomhed
i disse sidste Aar meest en Reflection. Livet udenfor havde
tabt dets Tillokkelser, og det var i al Fald kun "Videnskaberne,
der paa længere Tid kunde drage hans Tanker til en anden
Side. Dog vylitrede Alderen ogsaa derved sine Virkninger.
Vistnok læste han meget, og selv i denne Periode udkom sjel-
dent noget Skrift, der angik de Dele af hans Videnskab, som
han tidligere med Iver havde dyrket, uden at han læste det
eller idetmindste erhvervede sig nogen Kjendskab dertil; men
hans videnkabelige Beskjeftigelse bestod dog meest i adspredt
Læsning enten af nye Skrifter, som tildroge sig Oieblikkets
offentlige: Opmærksomhed, eller af ældre Båger, som han tid-
ligere havde havt kjære og hvis Minde vendte tilbage med
andre Minder fra Fortiden”??, Til sammenhængende egentligt
Studium af stårre Værker havde han ikke mere Kraft, endnu
mindre til noget sammenhængende productivt Arbeide. Hans
sidste Anstrengelser for at levere en Biographie af Estrup til
Udgaven af dennes samlede Skrifter!” og en Afhandling om
Kong Christian den Fåørstes Kroning, hvoraf han i Vinteren
1849 læste Noget i Videnskabernes Selskabet, viiste tydeligt
nok dette. Enkelte Notilser derimod, som han under sin Læs-
ning blev opmærksom paa, pleiede han endnu i de sidste Aar
at optegne i historiske Haandbåger, hvoraf hans Bibliothek
havde en stårre Rigdom end just af store historiske Kilde-
Samlinger 7f,
13 Dertil hårte dog, som det synes, ikke just de gamle Classikere, hvad
man skulde have formodet. Idetmindste var hans Bibliothek meget ringe
udstyrej i denne Henseende, fremfor alt hvad den græske Literatur angaaer.
— 14 Det begyndte Arbeide blev fuldfårt af hans Sån og optaget i Estrups
Saml. Skrifter I. S. I—L. , Dog havde Faderen skrevet det meeste deraf,
naar blot hans Udkast havde kunnet læses. — 15 Oversigt over Viderisk.
Selsk. Forh. 1849, S. 25. 28. Han læste to Gange, den 2 og 30 Marts. —
16 Af disse "besad Engelstofts Bibliothek saa godt som intet undtagen til den
nordiske Historie, j
118
Reflectioner vare dog i denne tiltagende Svageligheds-Periode
Engelstofts egentlige Aandsarbeide, og det "bevarede fra
hans yngre Aar endnu Characteren af en vis Ideerigdom, hvoraf
han gjerne meddeelte Andre. Naar yngre Mænd sade hos ham
i hans af Båger og Papirer allevegne opfyldte Arbeidsværelse,
kunde de ikke andet end fængsles ved Oldingens Tale, ogsaa -
naar han noget hyppigt gjentog sig. selv eller de i hans kraf-
tigere Aar med stårre Klarhed og Liv udviklede Tanker. Selv
hans Betragtninger over den nyeste Tid maatte de håre med
Interesse, naar han belyste Nutidens Begivenheder ved histo-
riske Paralleler eller fremstillede dem som Beviser for en håiere
Styrelse af de menneskelige Anliggender. Ingen Tanke var hos
ham mere levende end denne. sidste, og — intet Vers af den
smukke Didotske Virgil!” kom oftere tilbage. i hans Erindring
end det. bekjendle: .
Discite justitiam monili et non temnere Divos!78
Blandt ældre Mænd vare nu ikke mange tilbage af dem,
der besågte ham og talte med ham i Studerekammeret. Mol-
bech nærede sand Hoiagtelse og taknemmelig Hengivenhed for
ham, og udtalte disse Følelser offentlig og paa en smuk Maade,
der meget glædede ham””, Werlauff, der for halvtredsindstyve
Aar siden var indtraadt i hans nærmeste Omgangskreds ?%, var
nu hans ældste Fortrolige, som han endnu ofle saae hos sig
og ofte besågle?!, og med hvem han gjerne talte om sig selv
og- om det, der efter Naturens Orden forestod ham. Naar
han saaledes ene med Nogen, som han havde Tillid: og For-
s
17 See ovenfor Side 39, Not. 31. Denne selvsamme Bog eiede han
lige til sin Dåd. Catalog S. 139 no. 2969, Den er nu hos hans Sån, —
18 Æneid. lib. VI. 620. — 19 Uddrag af I. Bircherods Dagb. De-
die, — 20 See ovenfor S, 33. — 21 Indtil i Foraaret 1850 kom han ofte
til Werlauff; men da denne nu flyttede til Snaregaden, besågte han ham kun een
Gang, fordi han ikke, som han sagde, mere havde Kræfter til at gaae op ad
saa mange Trapper
119
trolighed til, gjennemgik det Forbigangne -med Blikket vendt
mod. det. -Tilkommende, yttrede han ikke "sjeldent, at Oplys=
ning om delte eller. hiint Punct af hans Samtids eller hans egen
Historie vilde findes efter hans Dåd, og at han var aldeles
forberedt paa denne sidste Time?
3. «Dette er dog.kun den -ene Side af Engelstofts Liv i
hans sidste Aar,->— Livet i hans Studerekammer. Men han. var
meget langt fra at håre til de indsluttede Oldinge, Saamegetend
hine. Tanker sysselsatte ham, vedligeholdt han dog indtil…det
allersidste Leveaar en god Deel af den udvortes Bevægelighed,
der altid var ham” egen; og endnu længere bevarede han ;sin
fordums. Smag for "selskabelige Glæder. Selv : viiste han .sig
sjeldent i stårre. Selskaber udenfor sit Huus, men ikke sjeldent
udsendte han endnu de bekjendte venlige Billetter, hvori han
indbåd. til ,at tage en Suppe hos sig en famille”, og disse bleve
ikke modtagne med ringere Behag end i hans tidligere Dage.
Det selskabelige Liv i Engelstofts Huus beholdt nem-
lig stedse den samme. Character af Nethed, Venlighed og finere
Hensyn. Men han selv og hans. Hustru vare blevne ældre;
"deres Son var nu selv Huusfader, den gamle Svigermoder og den
unge Dalier vare borigangne, og mange af de tidligere Gjester
savnedes”, ; Personerne vare andre, men. Åanden var den
samme.
Den yngre. Generation havde alligevel Noget, der beha—
geligt mindede om Bestandigheden under Tidens Vexel. Af Fa-:
milien selv saaes Bårnebérn, der oplivede Huset og udgjorde
Bedsteforældrenes Glæde: Blandt. Gjesterne indtoge yngre Bro-
dre de ældres Plads; ja Sønner stode her, hvis Fædre for tyve
eller tredive Aar siden paa samme Maade her havde fundet. den
22% Der skal dog ingenlunde i hans Efterladenskaber være fundet, . hvad
man efter saadanne Yttringer kunde have. ventet. .— 23 Man sammenligne
… ovenfor Side 83.
120
venligste Modtagelse. De fleste af dem vare unge Studerende;
for disse vedblev Engelstoft stedse at have en særdeles In-
teresse, ogsaa efterat han havde ophårt med sin Lærervirk-
somhed ved Universitetet. då
Kredsen af de ældre Mænd i Engelstofts selskabelige
Forbindelser havde færre "Minder fra de svundne Dage. De
tidligere saakaldte Professor-Selskaber havde egenilig ingen-
sinde tilfredsstillet ham: de kunde ifålge Sagens Natur let
blive noget eensidige og kjedsommelige. En Forening af nogle
Familier, der påa en vis Ugedag skifteviis. besågte hinanden
og nåde et ved Aftale bestemt tarveligt Aftensmaaltid, havde
heller ikke ganske stemmet med hans Smag for selskabelig Ele-
gance; han kaldte den spågende ,Smårrebråds-Klubben£%, "Da
nu ogsaa Wads, P.E. Millers, Overpræsident Kjerulfs, og
Grosserer Nielsens Huse efterhaanden oplåstes, var der af de
ældre Forbindelser i Engelstofts sidste Aar kun svagere Spor
tilbagey%, Han selv var derfor i denne Periode af sit Liv noget
mere fremmed for de Familier, der vare hans Øjester, end
lidligere havde været Tilfældet. Han fålte dette. Oftere yttrede
han sig i disse Aar om den éensomme Stilling, hvori han be-
fandt sig efter Tabet af dem, der vare hans rette Samlidige.
Dette var kun Oldinges almindelige Lod, og den gjår dem det
lettere at forlade den jordiske Skueplads i Haabet om at gjen-
samles med de forudgangne Venner.
4.… I det sidste Leveaar, især det sidste Halvaar, indskræn-
kede Engelstoft sig næsten ene til sin Familiekreds," hvis
Lykke han inderligt paaskjonnede. Fra sit Hjem besårgede
han de faa Forretninger, han endnu havde beholdt, saasom For-
standerskabet i Danske Selskab, Kasserer-Posten i Videnska-
24 Henhårer omtrent til Perioden fra 1818 til 1822. — 25 Dertil hørte
Cancellieraad Deichmanns, i hvis Gaard i Klareboderne no. 8 han i femten Aar
havde boet.
SN
bernes Selskabet og deslige; men selv dette faldt ham besvær-
ligt, ” "Meget. sjeldent gik han ud; derimod skrev han hyppigt
smaae Billetter, som han stundom daterede:”,Ex Museo nostro
vin Mikkelbryggersgade%%%, Besåg modlog han endnu, og navn-
lig "Werlauff pleiede gjerne hver Uge eller hveranden Uge at
see lil ham. Han talte-da ofte om sin forestaaende Bortgang,
og altid med en Rolighed, som gjaldt det kun en kort Reise.
I hans Gjemmer laae allerede Bestemmelserne for adskillige Til-
fælde efter hans Dåd, deriblandt ogsaa for hans Jordefærd.
»Jeg vil begraves — havde han skrevet — som mine to vær-
dige Formænd i Direclionen, som Malling og Rothe”,
Endnu ved Juletid 1850 var han istand til at have samlet
hos sig sin nærmeste Familie og en enkelt Fremmed, som hans
Godhed og Tillid gjennem en lang Række af Aar og vexlende
Forhold betragtede næsien som hårende til denne. Omgivet af
Børn og Bårnebårn sad han ved sit Bord. Han nåd saagodt-
som Intet, men han befandt sig biensynlig meget tilfreds. Da
begyndte han at hæve den svage Stemme: han erindrede om,
hvorledes han der sad mellem to eller tre Generationér, hvoraf
Nogle våre opvoxede under hans Oine, Andre først nylig
havde begyndt den Jordlivets Vei, paa hvilken han var saavidi
fremskredet, at han syntes sig snart at tilhåre en forsvunden
Tid. ,Jeg vil, sagde han til Slutningen, for disse Unge gjåre
det bedste Onske, jeg veed; jeg vil ånske dem, at naar de
blive gamle og svage som jeg, de da maatte være omgivne
af og pleiede med den Kjærlighed og Trofasthed som jeg”.
Det. var sidste .;Gang, den, som skriver dette, saae En-
26 Fordi Gaarden no. 13 i Frederiksberggade, hvori Engelstoft boede
siden Efteraaret 1830, var en Hjårnegaard, og hans eget Studerekammers Vin-
duer vendte ud imod denne Gade. — De forskjellige Steder i Byen, hvor En-
gelstoft i Låbet af meer end 50 Aar har boet, ere ovenfor leilighedsviis nævnte
"S. 32. 45 og Note 12, S. 55 Not. 8. S.87 Not. 75. — 27 Ogsaa i denne Bestem-
melse ligger et Vidnesbyrd om, hvorledes hans hele Tankegang var sammen-
voxet med dette Collegium, sum han havde seet opstaae og gaae under.
122
gelstoft i en noget stårre Kreds. Fra Begyndelsen af det
"næste Aar 1851 tiltog hans Svaghed Dag for Dag, og da jeg
i Januar og Februar enkelte Gange besågte ham, havde han
neppe Kræfter til at tale; men endnu i den sidste. Halvdeel af
Februar sendte han mig, nærmest i Danske Selskabs Anlig-
gender, smaae Billetter, der vare skrevne med en mærkværdig
stilistisk Lethed, kun, som det syntes, med mere Heftighed, end
han pleiede?S, Den nittende Februar skrev han til. Werlauff:
»Nu er Du min eneste faste Communicalion med en Verden,
som jeg staaer paa Punctet at forlade”; og da .den samme
Ven en Ugestid efter, den fårste Marts, sidste Gang besågte
ham, skiltes de ad med et Farvel, som de begge fålte at ville
blive det sidste?
Til samme Tid ansaae Lægen Engelstofts Tilstand for
uforbedrelig. Thi syg var han egentlig ikke: det var Levekraf-
ten, som efter Nalurens Orden havde udtåmt sig. Oftere faldt
han hen ligesom i en Søvn eller Dvale, hvoraf han dog igjen
vaagnede op. Den ottende Maris vilde han ikke gaae tilsengs,
men -blev liggende paa sin Sopha, og da den huuslige Omhed
havde forvandlet denne til en Seng, forlod han den kun en
eneste Gang for al sidde” tilbords. Orsteds Dåd, den niende
Marts, kunde ikke skjules, da han forlangte de offentlige Blade,
og Efterretningen derom bevægede ham dybt??, Han græd
28 Grunden dertil var, at den gamle Mand ilede med at-faae det tredie
Bind af Danske Magazin udgivet, og syntes, at det varede for længe. Han
vilde selv have leveret Fortalen til dette Bind og han troede,at den laae skrevet
hos ham. Ved hans Dåd fandtes dog slet intet deraf. — .29 Endnu efter denne
Tid talte han oftere med sin Sån om Forsynets Viisdom og Retfærdighed, der
aabenbarede sig i Historien, Han læste endnu. Themis Attica var en af
de sidste Båger, der beskjeftigede ham. Fortegnelsen over Engelst.
Båger, S. 13, har to Exemplarer af dette Skrift. — 30 Saameget dybere,
som den kom uventet. Han havde nemlig intet villet håre, naar man talte til
ham om Ørsteds betænkelige Tilstand.
4123
en nr ner
" over den jordiske Hæders Intethed, og fålte, at han snart skulde
fålge denne saa kraftfulde Collega. Delte sidste Oieblik kom
Fredagen den fjortende Marts om Formiddagen Klokken ti. Han
var dengang i dét syvoghalvfjerdsindstyvende Aar.
Som Engelstoft forud havde bestemt, blev- han-i al Stil-
hed, kun fulgt af sin $6n, Svigersån og Svoger, den fålgende
Torsdag Morgen den tyvende Marts fort. til Assistents-Kirke-
gaarden. Der hvile. hans jordiske Levninger. En glat Mar-
morsteen betegner Stedet uden anden Indskrift end hans Navn,
hans: Fådselsdag og hans Dådsdag2", ,
31 Ogsaa dette var nåiagtigt efter hans egen Forskrift. Med d.
Efterskrift.
Til Side 45. Det var, fårend Engelstoft flyttede til Nyerup paa Re-
gentsen, at han en Tidlang boede i Farvegaden paa håire Side fra Raadhuus-
strædet, enten paa Hjårnet af Hestemållestræde eller i det næste Huus fra
Hjørnet, hos en Capelmusicus. Derpaa boede han hos Nyerup, indtil han strax
efter sit: Bryllup etablerede sig i Huset paa Hjørnet af Raadhuusstræde og Far-
vegaden Nr. 24 (ikke 42),. hvilket Huus nu, siden Kjåbenhavns nye Numere=
ring i Aaret 1806, er blevet til Nr. 145. )
Til Side 100. Engelstoft var ikke Kasserer ved den Rosenkroneske
Stiftelse efter Grevinde Rosenkrones Dåd; det var, medens hun levede, at han
som hendes Lavværge havde hendes betydelige Penge-Affairer i sine Hænder.
Til Side 103... Det Kongelige Rescript af syvogtyvende August 1840 er
ikke udstedet fra Fåhr, hvorhen Kongen endnu i dette Aar ikke kom, men fra
Altona, hvor han dengang opholdt sig. Den femte August var Kongen i
Aabenraa, og det maa have været der eller etsteds i Nærheden, at han den
næste Dag tog et Bad. — Hvad der ledede Kongens Valg paa Engelstoft, skal
ivrigt ikke have været Meningen om dennes Evner til i den Alder at kunne
forestaae Universitetsdirectionen, men snarere det Ønske at have denne Plads
forelåbig besat med en Mand, der uden at fåle sig krænket kunde træde til-
hage for en Anden, naar Kongen fandt en saadan efter sit Hoved.
Modet den 9gde Januar.
Prof. Liebmann forelagde det 43de Hefte af Flora danica og
meddelte fålgende Bemærkninger derover:
Det 43de Hefte af Flora danica indeholder Planter af fål-
gende Familier: Græs 9 Arter, Halvgræs 3, Siv 1, Birke 1,
Pile 9, Boghvedeartede 1, Elme 2, Kurvblomstrede 3, Krap-
arlede 1, Læbeblomstrede 2, Nellikeartede 3, Rosenartede 3,
Bregner 1, Lovmosser 11, Lavarter 14, Tange 12; ialt 76
Arter. ”
13 høre altsaa til Tretalsplanterne, 25 til Femtalsplanterne
og 38 til Lonboplanterne. É
I Heftet findes, foruden Fremstilling af Planterne i naturlig
Stårrelse, - 400 Analyser af de vigtigste Plantedele, som ere
nådvendige til Arternes nåiere Opfattelse.
59 Arter ere fra det egentlige Danmark, 5 fra Hertugdåm-
merne, 5 fra Island og Færéerne og 7 fra Grønland.
De Mænd, hvem Udgiveren skylder Tak for de til Heftet
leverede Bidrag, ere Herr Bibliothekar I. Lange Å Dr. I. Vahl,
Dr. Goitsche i Altona, Godseier Hofman-Bang, Dr., Apotheker
Sønder i Hamborg, Dr. Didrichsen, Prof. Steenstrup, Cand.
pharm. Schidtz, Prof. I. Agardh i Lund og Dr. Areschoug i
Upsala.
3 af Afbildningerne ere udfårte under afdåde Drejers Led-
ning, 1. under Hornemanns, Resten under. min.
De interessanteste Planter i Heftet ere: Dupontia psilo-
santha Ruprecht fra Grånland, hidtil ikkun kjendt fra Siberien ;
Aira Wibeliana Sonder fra Elbbredderne; Calamagrostis purpu-
rascens R. Br. og Cal. Halleriana Gaud. fra Gronland; Poa cenisia
All. fra Grénland; Galium spurium L- fra Falster; Cerastium- stri-
mk... SM
gosum Fr. fra Bornholm; Cerastium glutincsum Fr. ; Stachys an-
nua L. fra Bornholm, eneste Voxested i Norden; Mentha rotun-
difolia L. fra Bornholm; Salix anguslifolia Wulff, fra Elbbred-
derne; Aspidium angulare Kit. fra Græsholmen ved Christians&,
enéste Voxested i Danmark; Hypnum Stockesii Turn. fra. Al-
tona; Parmelia frustulosa Ach. fra Grénland; Parmelia Hookeri
Engl. bot. fra Grénland; Biatora mixta Fr. og B. lucida Ach. fra
Soré; Gloiosiphonia capillaris Huds. fra Kattegattet; Lomentaria
arliculata Huds. fra Færåerne; Asperococcus bullosus Lmrx. og
A. echinatus Mert. fra Kattegaltet, Striaria altenuata Grev. fra
Kattegattet; Dictyosiphon pusillus Carm. og D. Chordaria Aresch.
fra Kaltegattet; Bonnemaisonia asparagoides Woodw. fra Island;
Griffitsia corallina Lightf. fra Kattegattet.
Selskabet havde udnævnt en Comitee til Bedåmmelse af en
af Dr. Rink indleveret Afhandling ,en Udsigt over Nord-Gron-
lands geographiske Beskaffenhed%. . Denne Comilee (Forchhammer,
Pingel som ved Sygdom var forhindret i at tage Deel i Forhand—
lingerne, Pedersen og Steenstrup) afgav fålgende Betænkning:
Selskabet har overdraget undertegnede Comitee, at afgive
Betænkning over en Afhandling, om den geographiske Beskaf-
fenhed af de danske Handelsdistrikter i Nordgrønland , der er
indsendt til Selskabet af Dr. Rink. I denne Anledning undlade
vi ikke at meddele Følgende:
Det nærmeste Oiemed for de Undersågelser, hvorpaa denne
Afhandling ståtter sig, var at tilvejebringe et fuldslændigere
Omrids af Fastlandets Vestkyst og af de Oer, der ligge foran
denne, end man hidtil har havt, og tillige al bestemme saavel
Middelhéiden af de Bjergkjeder, der gjennemskjære disse
Landstrækninger, som ogsaa Hoiden af de meest fremragende
Punkter derpaa. ” Dette Arbeide. maatte nemlig gaae forud for
en Bearbeidelse af Landets geognostiske og mineralogiske Be-
skaffenhed, der var den Hovedopgave, som Forfatteren havde
126
stillet sig, da han reiste til Nørdgrånland. Et andet Formaal,
som han har knyttet hertil, var Bestemmelsen af den vestlige
Grændse for den faste Indlandsiis, af dens Middelhéide over
Havet, og af de Aabninger, gjennem hvilke eN fornemmelig
har sit Aflåb til Havet.
Comiteen maa erkjende, at disse Formaal i det Væsenllige
ere opnaaede, og at Afhandlingen ikke blot meddeler vigtige
Oplysninger om Nordgrånlands geographiske Forholde, men
'ogsaa giver lærerige Bidrag til en rigtigere Erkjendelse af flere
physiske Forholde, saasom Indlandsisens Sammenhæng, Udstræk-
ning og Udtåmmelse, samt af den Maade, hvorpaa ved denne
de store, i Havet omdrivende lisfjelde dannes.
Vi maa derfor ansee Afhandlingen og del dertil hårende
Kaart værdige til at optages i Selskabets Skrifter og foreslaae
at sende Forfatteren dets Sålvmedaille. ;
Den 8de Januar 1852.
G. Forchhammer. P. Pedérsen. Japetus Steenstrup.
Affatter. FF
Selskabet modtog:
Fra det Keiserlige Videnskabernes Selskab i Moscou:
Bulletin de la Societé imperiale des Naturalistes de Moscou
1850, Nr. 2, 3, 4... 1851, Nr. 1:
Fra den Keiserlig Kongelig geologiske Rigsanstalt i Wien:
Dens Jahrbuch. 1851. N. 1. Jan. Feb. Marts. :
Fra Dr. Widmann i Jena: |
Die Gesetze der socialen Bewegung. Von Dr. Widmann. Jena
1851.
Fra Herr Ernest Naville i Genf:
Notice historique et bibliographique sur les travaux de Maine
de Biran 1851. É
127
S
Fra the Royal Society i London:
Philosophical Transactions for the Year 1851. part 1.
Proceedings of the R. Soc. Nov. 1850 — Apr. 1851.
Fra the Royal Geographical Society i London:
The Journal af the R. Geogr. Soc. Vol. 20. P. 2.
Fra the Royal Irish Academy:
Proceedings of the R. Ir. Acad. Vol. IV. 4850.
b.
Fra det Keiserl. V. Academi i Wien:
Archiv fir Kunde oesterr. Geschichtsquellen, Jahrg. 1850,
"Bd. II. Heft. 3 & 4; Jahrg. 1851, Bd. I. Heft 1—4.
Notitzenblatt 1851, Nr. 2—18.
Sitzungsber:. d. philos.-histor. Cl. Jahrg. 1850, 2le Abih.
Juni & Juli, Oct, Nov. &- Decbr. Jahrg. 1851, 6 Bd. 1—4
Heft.
Sitzungsber. d. philos.-histor. Classe d. Kaiserl. Acad. der
Wiss. Jahrg. 1851, II Bd., 1—5 Heft.,, HI Bd., 1 Heft.
Mit 3 lithogr, Tafeln & T Atlas.
"Fontes rerum Austriacarum III Bd.
Fontes rerum Austriacarum IV Bd.
Fr. Simony: Alterthimer vom Hallståtter Salzberg und
dessen Umgebung. Beilag zu den Silzungsber. der philos.-
histor. Cl. (Bd. IV. 1850).
Joseph Arneth: Archæologische Analecten.
Sitzungsberichte d, malhem. naturw. Cl. Jahrg. 1850, 2te-
Abth. Juni & Juli, Oct. Novbr. & Decbr. Jahrg. 1851, 6.
Bd., 1—4 Hefte.
Dånklehiflel d. mathem. naturw. Cl. 1 & 2 Bd., 1, 2 & 3
Lieferung. p
Tafeln zu den Denkschriften d. mathem. naturw. Cl. 1 Bd.
1 Abih. :
Denkschriften d. philos.-hisior. Cl. 1 & 2 Bd., 1 & Abth.
" 128
Fra the Royal Society of Edinburgh: ;
a. - Proceedings of the R. S. of Ed. Vol. Il, Decbr. 1849 to
April 1850; Vol. Il; 1850—51, Nr. 40 & 41. .
b. Transaclions of the R. S. of Ed. Vol. XX, Part. II for the
session 1850—1851.
Fra the Geological Society of London:
Address delivered at the anniversary meeting of the Geolog S.
of London, on the 21. Febr. 1851. By Sir Ch. Lyell, F.
R. S., President of the Society.
Fra L”Académie Royale des sc., des lettres & beaux arts
de Belgique:
a. Bulletins de PAc. Roy. des sc., des lettres & des beaux.
arts de B. Tome XVil. Il. Partie. T, XVII. 1 Parltie.
Bruxelles 1851.
b.. Annuaire de ” Ac. Roy des sc. etc. 1851. 17 annee.
Memoires de Ac. R. des sc. étc. Tome XXV 1850.
d.… Annales de VPobservatorie Royal de Bruxelles, publiees par
A. Quetelet Tome VIII. 4 Partie 1854.
Fra Prof. Quetelet:
Sur le climat. de la Belgique par A. Quetelet, Secretaire perpet
de PAc. R. des sc. de Belgique 1851.
Fra Prof. de la Rive:
A. P. de Candolle: sa vie & ses travaux. Par. A. de la Rive.
Paris 1851.
Fra det Bayerske Academie:
Dr, Schafhåutl: Geognostiche Untersuchungen des sidbayrischen
Alpengebirges. Minchen 1851,
129
en ane mr
Mødet den 23% Januar.
ne
Prof. Jiirgensen meddeelte efterstaaende Resultater af nogle
mechaniske Undersågelser, foranledigede ved Leon Foucwilts
Pendulforsåg : | '
Den Betragtningsmaade, der laac til Grund for en kort
Meddelelse om denne Gjenstand, trykt i forrige Aars Oversigt,
pag. 138—40, giver. Anledning til nærmere at undersåge den
horizontale -Bevægelse af en materiel Linie om en vertical Axe,
idet man tager Hensyn til Jordens daglige Omdreining.… Denne
Bevægelse viser sig nu vel at være en jevn Omdreining i mod-
sat Retning af Jordens, saalænge man blot betragter den reent
tilsyneladende Bevægelse, men ikke naar man tillige tager Hen-
syn til Virkningen af den ved Jordens Omdreining fremkomne
Centrifugalkraft, I dette Tilfælde viser der sig nemlig under
Æqyvator, hvor den apparente Bevægelse forsvinder, en pendu-
lerende Bevægelse om Retningen Ost og Vest, der paa andre
Bredder medfårer en Modification af den apparente Bevægelse
og forsvinder under Polerne, og hvis Svingetid er 12 Timer for
en enkelt Svingning. Dette, der ikke umiddelbart kan iagttages,
bekræftes ved Forsåg paa Centrifugalmaskinen. Det gav idvrigt
Forf. af denne Meddelelse Anledning til at anstille en dobbelt
Undersågelse. Fårst ånskede han at vide, om Centrifugalkraften
udåvede nogen kjendelig Indflydelse paa Bevægelsen af det
enkelte Pendul, som" Leon Foucault havde benyttet, navnlig med
Hensyn til. de Uligheder i Svingeplanets Bevægelse, som nogle
Physikere ville have bemærket; dernæst syntes det at være af
Interesse, at bestemme Bevægelsen af et physisk Pendul, seller
et fast Legeme, hvis Svingningsaxe kunde bevæges horizontalt
om sit Midtpunkt; en, Bevægelse, der nærmere betragtet, ikke
ganske falder sammen med hiin,
9
130
Den fårste af disse Undersågelser gav til Resultat, at Cen-
trifugalkraften vel har en Indflydelse paa Pendulets Bevægelse,
og at navnlig Bevægelsen under Æqvator er den samme, som
Bevægelsen af et tungt Punkt paa en Omdreinings-Ellipsoide,
hvis store Axe, Omdreiningsaxen, er horizontal og parallel med
Æqvalor, saa al saavel Svingetiden, som Svingeplanels. Retning
forandres ved hver -Svingning. "Men disse Forandringer ere
under enhver Bredde af samme Orden, som Qvadratet af Jor-
dens daglige Bevægelse i et”Secund, og de ere fålgelig umær-
kelige, "Forsaavidt der ' altsaa er fundet Uligheder, som ikke
blot beroe. paa tilfældige Omstændigheder,…og saafremt disse
maatte hidrøre. fra Centrifugalkraften, saa synes Aarsagen. dertil
at maatte, soges i, at Pendulet ikke kan betragtes som et mathe-
matisk Pendul. Heller ikke synes Luftmodstanden her at kunne
sæltes ud af Betragining, - endskjoåndt den vel ikke kan frem-
bringe Uligheder' som desanfårtet)—… |
Ved den anden Undersøgelse forudsættes, at; Svingnings-
axen,: en… Axe igjennem dennes ubevægelige Midtpunkt og
Tyngdepunktet, og en tredie paa disse lodret, ere Hovedaxer:
De to Ligninger, der under denne. Forudsætning bestemme Be-
vægelsen, dannes > nu ved Hjelp: af de af Poisson i journ. de
Péc. polyt. cah. 26 angivne Formler. De give, uden-… nogen
- speciel Forudsætning, det for disse Kræfters Virkning alminde-
lige Resultat, at den levende Kraft. i det bevægede Legeme kun
afhænger af Tyngden og Centrifugalkraften, men ikke af den
blot” apparente Bevægelse, eller. .de Kræfter, der frembringe
denne. låvrigt kunne de vel ikke almindeligen. låses, men
blandt. specielle Forudsætninger giver: den, at. Legemet” er, et
+) Det maa iåvrigt ikke oversees, at Pendulet nådvendig maa svinge i meget
smaa Buér. Ellers vil, saasnart Svingningerne blive coniske, en Bevægelse
af.Maximums-Punkterne finde Sted,.der ikke: hidrårer: fra Jordens 'Omdrei-
ning. Man kan herom eftersee Herschels treatise en astrenomy Nr. 569 f.
pag: 361 f. — Pedersens Overs. pag. 344 -— hvor dette Experiment er
benyttet forat tydeliggjåre Apsidernes Bevægelse.
… 484
Pendul, der svinger i meget smaa Buer, en fuldstændig Los-
ning, hvis Resuliater ere fålgende:
Naar man ved Pendulets Svingningsbevægelse bortkaster de
Led, der afhænge af. Qvadratet af. Jordens Omdreiningsbevæ-
gelse, og som fremkomme ved Cenirifugalkraften, saa svinger
Pendulet under ethvert Azimuth som om Axen var i Hvile.
Under samme Forudsætning, eller, hvad der er det samme, -
naar man kun beholder de Led, der afhænge af forste Potens
af Jordens Vinkelhastighed i Secundet (1), hvilke bestemme den
apparente Bevægelse, og ikke meddeler Svingningsaxen nogen
horizontal Begyndelseshastighed, vil denne bevæge sig rundt i
modsat Retning af den daglige Bevægelse med Hastigheden
n-sin y, hvor y er Stedets Bredde... Denne Bevægelse foraar-
sages' ligefrem ved Forandringen af Træghedsmomentet om Ver-
ticalen og Differential-Ligningen er ogsaa kun et andet Udiryk
for: den Bemærkning herom, Poinsoti. gjorde i Anledning af
Bineis Meddelelse i det franske Academie (compt. rend. 1851,
pag: 207); og er Pendulet i Hvile, og ingen horizontal Begyn-
delseshastighed meddeelt Axen, saa medfårer den samme Lig-
ning ogsaa, at denne forbliver i Hvile.
De Led, der afhænge af Centrifugalkraften, give (hvad -der
ikke er Tilfældet med det mathematiske Pendul) en Bevægelse
af Svingnings-Axen, der er af samme Orden som hiin. For
nærmere at. bestemme denne, benævnes Træghedsmomentét om
Svingnings-Axen ved A, om den paa samme i dens Midtpunkt
lodrette horizontale Linie ved B,-- endelig om Vertiicalen gjen-
nem Axens Midtpunkt ved C." De to sidsié af disse variere
under Pendulets Bevægelse, men B kan ved smaa Svingninger
antages constant.
Er nu A=B, saa faaer Centrifugalkraften ingen Indfly-
delse paa Axens Bevægelse og den apparente Bevægelse for-
bliver den eneste, Er A<B, saa foråger Cenirifugalkraften
"Axens Vinkelbevægelse med en Størrelse, dér afhænger af Træg=
hedsmomenterne og idvrigt er i Forhold som mcosy cosw (n
132
mm en
er Jordens Omdreiningshastighed, y Bredden, w Svingningsaxens
Azimuth fra Ost); Forågelsen. er altsaa stårst naar Axen ligger
i Vest og Ost, og med Hensyn til Bredden er denne Forågelse
stårst under Æqvator og forsvinder under Polerne. "Er A>B,
saa bliver Forågelsen i Forhold som mn cosysin w, altsaa stårst
naar Axen ligger i Syd og Nord.
Er Pendulet i Hvile, saa forsvinder ikke denne Bevægelse,
der ikke heller er apparent, men den bliver — hvad der ogsaa,
naar Pendulet svinger, er Tilfældet under Æqvator — oscil-
lerende og dens Svingetid afhænger af Træghedsmomenterne,
Elongationen og Bredden. Er C=B— AA, saa vil ved smaa
Svingninger Tiden for en enkelt af disse blive mæ: mcosy. Det
er disse Svingninger, hvis Tilstædeværelse, som anfårt, er efter-
viist ved Forsog paa Centrifugalmaskinen. Hvorvidt idvrigt de
ovenstaaende Resullater kunne proves ved' Erfaring, turde Forf.
af denne Meddelelse ikke yltre nogen bestemt Mening om;
Gnidningsmodstanden ved den horizontale Bevægelse vilde natur-
ligviis afgive den stårste Vanskelighed, men det syntes antage-
ligt, at denne Krafts Moment maatte kunne gjåres meget ringe
i Forhold til Træghedsmomentet om Verticalen. Luftens Mod-
stand synes aldeles ikke at kunne komme i Betragtning, lige-
som 'den heller ikke er medtagen i den gerne res hvis Resultater
her ere meddeelte.
Forresten maalte Forf. med Hensyn til de anfårte Resulta-
ter i det Hele ikke undlade at tilfåie, at idet de her fremsættes
saaledes som Regningen har- givet dem, er dermed ikke
benægtet Muligheden af, at en Pråve ved Forsåg kunde vise,
at Noget var blevet upaaagtet eller urigtigt opfattet.
Prof. Scharling foreviiste derpaa nogle chemisk-techniske
Gjenstande. ;
Prof. Liebmann blev valgt. til Revisor istedet for Prof. Ra-
mus, som er indtraadt i Kassecommissionen,
133
Selskabet modtog:
Fra Charles Babbage, Esq.:
The Exposition of 1851. By Ch. Babbage Esq. Second Edition.
London 1851.
Fra det Amsterdamske Selskab: Natura Artis Magistra :
Bijdragen tot de Dierkunde. Uitgegeven door het Genootschap
Natura Artis Magistra, te Amsterdam... Eerste, Tweede &
Derde Aflevering, 1848 - 1851.
Fra the Smithsonian Institution i Washington:
Smithsonian Contributions to Knowledge, Vol. II. 1851.
Wash.
Ephemeris of Nalig for 1852. Åb Bel din I to Vol. Ill
of the .Sm. Contributions to Knowledge.
Fourth Annual Report of the Sm. Inst. for the jear 1849.
Wash. 1850.
Report to the Sm. Inst. on the Discovery of Neptune. By
B. A. Gould. Wash. 1850. nn
Report to the Sm. Inst. on the public libraries of the U.
"St. By Prof, C. C. Jewett. 1851.
Proceedings of the American Association for the Advance-
mént of Science. 4 meeting. Aug. 1850. Wash.
— History, Condition and Prospecis of the Indian Tribes of
the U. St. - By H. R. Schoolcraft, L. L. D.' Illustrated by
Capt. S. Easiman, U. S. A. Vol. I. pp 568 and 72 coloured
plates. . |
Message of the President of U. St. with Documents. Vol.
I, I, UL" 1849 & 1850.
Journal of on Expedition to San Diego. By Col. Cooke.
Wash. 1849.
Report on California. By Hon. T. B. King. Wash. 1850.
Geographical Memoir upon Upper-California. By Colnl. I. C.
Fremont: Wash. 1838.
Report on Liberia. By Rev. R. R. Gurley. Wash. 1850.
" 184
Exploration of the Territory of Minnesota by Capt; Pope.
Wash. 1850. BYSPISÅ
Report on Sugars and Hydrometers. By Prof. R. S, M”Culloch.
Wash. 1848.
Report on the Copper Lands of Lake Superior Michigan,
By Foster & Whitney. Wash. 1851.
MOGO AROJNSORS EM | in New-Mexico. By Messrs Simpson and
others. ;
Map of Mineral Lands of Lake Superior.
Map of Arkansas, del Norte and Gila. By Major W. H.
Emery. Wash. 1847. | re
Map of the Upper Missisippi. By I. N. Nicolett. Wash. 1843.
Fra Professor Quetelet:
Notice sur Henri Chrétien Schumacher. Bruxelles 1851.
135.
Barometer, Thermometer i Skygge
seg reduceret til 09 Reaumur. med Nord. åg £ Vindens
ml
4 iktar 2% Fod over Jorden. | 2 Fod i | 2Fodun- s SR: Retning
sm |9Form. (Middag. |; åse AGE Få BOSS oSg Ene Jorden. sd ar dy eres å Gange i Dågnet.
Corr.-0019| "VS | MOlest få Middel. | middel.
1 ig gran 337,/1498 | 338,974725 | ——1994 —196 —098 391 127 NW. N. N. Stille. f Middeltemperatur.
2 35, 34,531 33, 72 | —0/34- |. —2,6 0,8 3,0 1/3. | Smaaregn 24 Tim, SO, S.” SW. SSW. SE j
S | 32, mM 32, 29 | 32, 54 1,71 —1,0 2,8 2,8 1,5 Å Smaaregn 7 0,55 Issw. SWt.W. WSW. SW. 18582, 45 Aar
4 28, 03 | 27, 661 27, 19 1,99 0,6 3,3 2,7 2,4 Sasererg 10 — Sad 40 SW. SW. SSW,. SW. I 1—10. 1935 —1925
& 35, 80 | 37, 33 | 37, 74 1,16 —0,5 2,2 2,6 2,3. Sne 72 — Regn 0,37 | WNW. NW. NW. WSW. | 11—21 2,49 —1,38
- 6 36, 84 | 37, 02 | 36, 81 2,36 0,7 3,6 2,5 2,4 WSW. WSW. SW. SW. ] 22—31 1,09 —14,03
ag 38, 20'! 33,735 1: 32,05 2,31 , 0,8 3,9 2,5 2,5 Å Regn 9% — 0,63 | ssw. SW. SW. Sw. | 1—31 - 1,67 —1,22
8 34,. 77 |. 35, 18 | 34,413 2,16 1,6 34 2,5 2,4 Å Regn 3å — 0;57 | sw. sw… W. SW,
9.4 20, 73 | "28, 43. | 27,789 2,64 0,6 3,7 2,6 2,4 -Å Regn10 — Sne. 0;95 | SW. "SW. SSW. SW.
10 23, 84 | 23, 571 24, 98 1,49 —0,3 3,4 2,7 2,5 Å Sne143… Regn,Hagel3,34 | SW. SW. SW. WSW.
ii Å 3%, 02) 33, 01) 3t, 08k 049 | —1,9 2,2 2,6 21 Å Sne 4 — 146 |NW. NWwW. Sso. S0.f| vv Maehedl
12 | 29, 97 | 29, 881 30, 838| 3,41 141 Ar 2,5 2,0 Å Regn122— 1/93 | SswW sw. SSW. sw, andmængde,
13 90, 73 132,05 |. 33/34 2,54 2,3 5,1 2,7 1, SW. SW. WNW. Wit.N. 1852 29 Aar. ")
14 36, 17 | 36, 34 | 36, 768 £, 0,64 —0,3 2,2 2,1 rs W-"Stlls 8. 80. 24,45 Par.Lin. 20,36' Par. L
15 4 37, 68 | 37, 42 | 37,. 26 1,56 | —1,0 2,7 2,6 1,8 | Regn12 — SAR Es 0 SØ» B8O, FYNS MT 03 RPOSSAERT es
16 f 32, 01 | 30, 65 fj 31, 31 4,39 1,8 642" 2,6 2,3 "Å Regnig — 0,49 | SSO. SSO. SSO, WSW,
17 35, 10 |, 35, 05 | 35, 09 3,16 2,6 3,0 2,9 294 WSW. SW. SW. WSW.
18 36, 43 36, 42 36, 66 3,46 1,6 5,4 3,0 2,4 Regn 7 — 0,70 iwSw. WSW. WNW.WNW.
19 37, 77 | 37, 87 |. 38, 04 3,91 1,4 4,9 3,0 2,4 å Regn 2 — 0,07 | WNW. WNW. WNW. W. ; Vindforhold.
20 38,- 46 | 38, 12 | 37, 94 1,96 1,1 3,8 3,1 2,5 WSW. SW. SSW, S.t.0. 5
21 Å 36, 63 | 36, 43) 36, 05 1,89 | —0,1 3,8 3,1 2,4 å Regn 9 — 0,45 | s0. s0. s. så. eg zl Ar:
22 | 31, 77 1.30, 3629, 76 1,71 1,4 3,6 3,1 24' ÅRegnåg — Sne 24 ås. —s. s… sw, | NO: 0,00 0,11
23 32, 771 33, 02 | '32, 58 1,41 0,0 248 3,0 2,1 Regn42 — Sne 2,41 | SW. SW. SW. s.f 0. 0,05 0,12
24 | 36, 74.| 36, 93| 37, 43 2,26 0,4 3,7 3,0 2,0' | Regn 2 — 0/87. | s. sso, ssw. s.f so. 0,08 0,13
25 | 35, 57 |.35, 16/35, 45 Å 1,76 0,7 3,2 2,9 2,0 Å Regn 64 — 0,%0 |s.. s. ssw. sw.fSs. 0,24 0,12
26 jÅ 37, 96 | 37, 941 38, 24 2,59 0,8 5,5 2,9 2,3 Å Regn22 — 0,41 | sw. sw. s.t.w. wsw. | SW. 0,39 0,17
27 39, 31 | -39,- 03.! 39, ,82 1,06 —0,3 2,2 2,8 1,9 WSW W.LtN. NNW. wSsWwW i W. 0,15. 0,16
28 39, 19 | 39, 31/-39, 58 I —0,47 —0,2 + 243 2/8 1,5 WSW. 0OS0. 0. 0. | Nw. 0,07 0,10
29 Mi, 64. 41, 51 A1, 23 — 0,29 —1,6 0,2 2,6 0,2 0. 0. S.t.0. S
30 38, 43 | 37, .43| 35, 91 få —0,62 —0,7 0,4 2,4 —0,3 Sme 72 — 1,01 FR; 8 81.0; 8.40.
31 3, 55 1 34, 141 34, 95 1,51 —(,8 3,2 2,3 2,1 3 OL TE SW. 4, NG
=) Efter Jlagttagelser i botanisk Have fra 1820 Sept. til 1851 Decbr., hvori mangler Aaret 1825 og af 1826 Jan,— April og Sept.—Novbr.
c
EA
gm!
vor,
Ade
se tr Te EN RL
sanse E 1 8.
LOE drabet
bi | ebbe
se
feer 2a
L&sÅ
5 (BE dg
WE
SB
z ne w
ERNE
w8
% CA
Ny
ø
mS
A
NA Fr
ELL Sø
v åd
og ber
i:
.
-
atibilk
"8 NW:
Ft sn BER BAL
!
ansibgmosfati
Vger—
&"
Oversigt
over det |,
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
| og ; ,
dets Medlemmers Årbeider
i Aaret 1852.
Af
Etatsraad, Professor &. Forchhammer,
Selskabets Secretair.
Ær. 2.
Mådet den 6'e Februar.
e .
Etatsraad, Professor Molbech oplæste: Nogle Bemærkninger om
Englands Befolkning ved germaniske og nordiske Stammer, med
Hensyn til Inspecleur Worsaaes nyeste Skrift:
Det er i den historiske Videnskabs Tarv, ikke at lade saa-—
danne nye Meninger eller Hypoiheser være upaa-agtede, der
gaae ud paa at omståde, eller i betydende Grad forandre hidtil
… antagne Sætninger og befæstede Forhold, enten i den ældre
eller nyere Historie, som vel ikke ere uden Grundvold i histo-
riske Kilders Vidnesbyrd; men dog vanskeligen synes at kunne
- faae" en afgiort eller fuldstændig beviist Sikkerhed. I Særde-
leshed gielder delte om Meninger, der vedkomme Nationers
138
N
og Folkestammers Oprindelse, ældste Tilværelse, Vandringer og
Erobringer — naar man her enten blot befinder sig i Sagnti-
dens Dunkelhed og Dæmring; eller naar man maa såge det
lidligste historiske Lys i Kilder, som tilhåre fremmede Anna-
lister, og Forfattere, der skrev i andre Sprog, under meget
forskiellige Civilisations- og Culturforhold. Saadanne Meninger
kunne enten være virkelig byggede paa-nye, tilstrækkeligt grun-
dede Opdagelser i Historiens Kilder, og fortiene da i alle Hen-
seender Opmærksomhed, som Udvidelse af den historiske Viden-
skabs Stof; eller i det mindste som Anledninger til nye kriti-
ske Studier og Forskninger. Men, de kunne ogsaa være meer
eller mindre låse og ubefæstede Gietninger, eller hypothetiske
Forudsætninger, som undertiden ved deres overraskende Nyhed
kunne faae et Slags forbigaaende Virkning, og vinde Indgang
i en stårre eller mindre Kreds, ved den Kiækhed og tilsynela-
dende Auctoritet hvormed de fremtræde. |
Nyligen er, i et af vore Dagblade, fremsat en Indvending
imod Hr. Inspecteur Worsaa's nyeste Værk: , Minder om de
Danske og Normændene i England, Skotland og Irland”, (Kbh.
1851) hvormed man har villet omståde en gammel, almindelig
antagen, saavel paa Traditionen i de ældste historiske Kilder, som
paa Sprogforholdene, grundet Forestilling om Englands Befolk-
ning, fra det ble, 6te og Yde Aarhundrede; efterat Landets
oprindelig celtiske eller brittiske Indbyggere vare blevne over-
vundne, underkuede og fortrængte — tildeels påa en Maade
udslettede ved en Folkeblanding med de indvandrede Erobrere,
der hårte til den store germaniske Stamme. Det er bekiendt,
at nogle af det engelske Folks ældste Traditioner, i Særdeleshed
saaledes som de forekomme i Bedas angelsaxiske Kirkehistorie,
Chan levede fra 672 til 735) lade disse Britaniens ældste Erobrere,
under de tre Stammenavne, Saxzer, Angler og Jyder, udgaae
fra Nordtydskland, og fra den jydske, eller efter en tidligere
Benævnelser, den cimbriske Halvå. Det'er ligeledes Enhver
bekiendt, at efterat Landets britiske Indbyggere vare bragte
139
under disse Fremmedes Herredåmme, efterat Erobrerne efter-
haanden havde bosat sig næsten over hele det nuværende
England, og Stammerne havde dannet flere Folkesamfund eller
Riger, der omsider, efter flere Aarhundreders indbyrdes Kamp,
smeltede sammen til en Statseenhed: tillagdes Folket i det Hele
Navn af Angelsazer, og beholdt overhovedet dette Navn
indtil den normanniske Erobring i det 11te Aarhundrede giorde
Ende baade paa det regierende Dynastie, og paa det samlede
angelsaxiske Rige, hvilket, under de normanniske Hertugers nye
Dynastie, fik og siden beholdt Navnet England. Hiin Benævnelse
af. Angelsaxer for det ældre, med Normanner ublandede Folk,
har Hr. Worsaae naturligviis beholdt, som gammel og ganske
almindelig; uden Hensyn til at den ikke forekommer i alle gamle
Kilder, og at Benævnelsen af Angler og Saæxer har været tid-
ligere, m. v. Ingen kunde dog vide, hvilket Folk eller Stats-
samfund i England, der var Tale om, naar man vilde ombytte
det i Aartusinder gieldende Navn af Ængelsaxer enten med
. Angler, Saxer, eller noget andet Navn.
"Men, siges der nu, denne Forfatter bruger ikke blot den
vedtagne Benævnelse ; han fålger ogsaa den ældgamle Tradition,
idet han betragter Englands Erobrere øg senere Indbyggere efter
den britiske Periode som germaniske Folkestammer; han udvikler
sin Theorie om den endnu sildigere dansk-norske Befolkning i
en Deel af England, ,i Modsætning til den tydske (9: angel-
" saxiske) Folkemængde;£ og sælter, i Fålge heraf, det nordiske
Element i det nordåsilige England, det tydske særdeles i
det sydvestlige. Heri, menes der, skal ligge en stor Feilta-
gelse, fordi ,England underkuedes og befolkedes fra det 4 de
og dte Aarhundrede, lige ned til det 7de, af Folkefærd fra
Jylland, eller Vest-Danmark, eller fra Vendsyssel ned til det
sydlige Holsten,.£ (Det sidstnævnte Udtryk maa være en Feil-
lagelse, da Jylland aldrig nogentid er regnet at strække sig læn-
gere end til Eideren, altsaa ikke til ydet sydlige Holsten.<) Men
denne Paastand, at de Folkestammer, der som Erobrere ind-
140 .
vandrede i England, og betvang de oprindelige britiske Ind-
byggere, alle vare udgaaede fra den jydske Halvåé, strider ikke
allene imod Antagelsen af Traditionen om de tre Folkefærd,
Saxer, Angler og Jyder, som Britaniens Erobrere (Sacwer vil
vel Forfatteren af den her berårte Artikel mod Hr. Worsaae
mindst såge i Jylland); men den hele Forudsætning er uden
Tvivl i sig selv uden al historisk Begrundelse; og den Paastand,
»at det overveiende Element i Englands (Britaniens) Besæt-
telse ikke var savisk — men Anglo-Jydsk, og at dette Element
var skandinavisk og nordisk, ikke germanisk.f — indeholder
ubeviislige Hypotheser, som have de stærkeste kritiske Grunde
imod sig. Vi behåve her ikke at udvikle disse Grunde med
Fuldstændighed; men ville kun antyde dem i deres Hovedtræk.
Forholdet er alt for bekiendt, og alt for ofte omtalt hos Eng-
lands nyere Historieskrivere, fra Turner til Lappenberg, Pal-
grave og Kemble.
Vi maa fårst gibre opmærksom paa det tidligste sproghi-
storiske Datum, som i Henseende til Forholdene i Britanniens .
ældste indvandrede Erobreres Stamme og Hiemland maa komme
i Betragtning. Hvorledes kaldte nemlig Briterne selv deres
Overvindere, og hvilket var altsaa det fremmede Folkefærd,
hvis seirende Vaaben de sågte at modstaae, og hvis Magt de
maatte båie sig under? — Hverken Briterne eller nøgen anden
celtisk Stamme har kiendt Ænglers. eller Jyders Folkenavne.
Fra de ældste britiske Traditioner og Kroniker, indtil den nær-
værende Sprogbrug i Wales, i Hoiskotland og i Irland, har man
ingen anden Benævnelse, enten for Briternes gamle Overvindere,
eller for det nuværende engelske Folk, end Saæer: »Sassenach”
er endnu den gaeliske Benævnelse paa en Englænder, ligesom
han i Wales kaldes Saxon, og i Bretagne Soson. Dersom ikke
dette allerede beviste, at den sawiske Stamme var den tidligste
og betydeligste, der havde kæmpet imod Briter, og giort Er-
obringer i Landet: da maatte det vides deraf, at allerede i
Romernes Tid havde Sawer ikke blot giort Landgange i Britan-
nien, men maaskee endog sat sig fast der, og taget Strækninger af
141
de sydlige Kystlande iBesiddelse. Det bekiendteromersk-statistiske
Skrift ,Notitia dignitatum utriusque Imperii£, som man har tillagt
Keiserne Honorius” og Arcadius” Regiering, og hvis sildigste Tid
kan være et halvt Aarhundrede ældre, end Sagnet om Hengist og
Hors hos Beda”), nævner en ,,Comes littoris Saxonici per Britan-
nias” der havde 3000 Mand Fodfolk og 600 Ryttere under sin Befa-
ling, for at forsvare de romerske Besiddelser i Indlandet, imod
Saxzerne — hvad enten man med Nogle vil mene, at det blot
var smod: deres Anfald som Vikinger; eller, som Andre antage,
imod Saxer,. der allerede havde fast Fod i Landet ved Kysterne.
I al Fald seer man, at denne romerske Kystbefalingsmand havde
9 Fæstininger eller Casteller at besætte med den Afdeling af
romerske Tropper, som han anfårte, og at hans District strakte
sig fra Canalen ved Dower indtil Brancaster i Norfolk, og
Perensey i Suffolk =%),. Embedet og Benævnelsen var i dvrigt
ikke indskrænket til Britannien, Allerede under Keiserne Dio-
cletian og Maximilian blev den beråmte Carausius, en Belgier
eller Britter af Fødsel, udnævnt til Comes litoris Saconict, (eller,
som han fårst blev kaldt, Comes maritimi tractus) paa de bel-
giske og galliske Kyster ved Canalen fra Boulogne ned til
Bretagne (,apud Bononiam per tractum Belgice & Armoricæ.”
" Eutrop. 1X. 13. jvf. Ammian. XXVI!. 8.). At der ligeledes i
. den romerske Tid nævnes en ,litus Saxonicum% i Belgia se-
cunda (Flandern) og ved Bayeux i Normandiet”XX); omtale
") Kemble, i hans nyeste Værk (,,The Saxons in England,” etc. I. p. 13) an-
tager, at Skriftet, saaledes som vi have det, kan omtrent henfåres til
A. 390—400; men at dets Indhold maa henhåre til langt ældre romerske
Indretninger.
XX) Notitia imperii occident. Ed. Edv. Båcking. Cap. XXV. Annotatt. (150) p.
546—580. (840.) Jvf. Lappenbergs Geschichte Englands. I. S. 31. 43. flg.
Efter Kemble (1. c. pag. 14) strakte litus Saxonicum sig ,from "the neigh-
.. bourhood of Portsmouth to Branchester on the Wash.”
Xsx) Jyf. Notitia Imper, occident. Ed. Båcking. XXVI. p. 106. 108. ,,Qtlingua
Saxonia" Capitularia Caroli Calvi. ,,Regio quam Saxones incolebant in
tractu Årmoricano finibusque Baiocassium.”) Bouquet Scriptor. Gall. VII.
p. 616. ,,Sazones Bajocassini.” Gregorius Turonensis, V. c,27. (Ved Aaret
578) og X. c. 9.
142
vi kun i Forbigaaende. Det tiener imidlertid 1il yderligere
Beviis paa, hvor tidligt saæiske Vikinger havde giort sig be—
kiendte og frygtede ved at hærje romerske Kystlande.
At vi derimod ved at sammenholde de tidligste angelsaxiske
Sagn hos Beda med chronologiske Data i romerske Kilder, og
andre paalidelige Tidsforhold, maa faae en heel anden Forestil-
ling om Bedas chronologisk bestemte Angivelse og Beretning om
Toget af Saxer, Angler og Jyder netop i Midtenaf det 5te Aarh.
(449), end den sædvanlige, der betragter dette Folkesagn,
med alle sine romantiske Udsmykkelser, som en historisk Kiends-
gierning og Beretning om disse Folkefærds tidligste Ankomst
til Britannien, og Nedsættelse i Landet: holde vi for afgiort;
uagtet endnu Lappenberg behandler Fremstillingen hos” Beda
næsten som historisk. Denne Sag kan i dvrigt her sættes til-
side, da det allerede af de ovenfor omtalte Data bliver fuld-
kommen tydeligt, at man nådvendigen maa forudsætte langt tid-
ligere Indvandringer af saæxiske Stammer i England, end den
sædvanlig antagne Epoke i-Midten af Ste Aarhundrede. Lige-
ledes har man al Grund til, af de ovenanfårte Omstændigheder
(og deriblandt af det i de gaeliske Sprog almindeligt optagne
Folkenavn) at kunne slutte, at Saxerne have været den tidligst
hekiendte, og meest navnkundige germaniske Folkestamme,
der har sat sig fast i England, og der er kommen i Berøring
og har kæmpet med Landets britiske Indbyggere. Dette be
styrkes ogsaa derved, at de tidligste romerske og tydske Kilder
(f. Ex. Prosper Aquitanus, (Chron. ad a. 445) Geographen fra
Ravenna (10de Aarh.) og den ældste saxiske Analist Wittechind,
(omtr. ved 1103) kun nævne Saxer som Indvandrede i Eng-
land; hvorimod, ved Slutningen af 6te Aarhundrede i et Pave-
brev af Gregor I. fra 596, Landet nævnes Sazonia transma-
rinaf; men Indbyggerne ,Gens Anglorum.”
»Men£ siges der, ,0ogsaa Landet har, ligesom Folket, faaet
sit Navn, ikke efter Saxer, men efter Angler. Dette Folke-
færd har, efter enkelte Data, som angives i Traditionen og An-
443
nalerne, indtaget og bebygget betydelige Landstrækninger af
England; Sproget selv faaer allerede .tidligt den latinske Be-
nævnelse lingua Anglica; Kongerne kaldte sig tidligt Reges
Anglorum, 0. S. V. Dette maa bevise: at Angler, ikke Saxer,
vare Hovedstammen blandt Britanniens Erobrere.£ — For at kunne
'sælte dette i sit fulde Lys, maatte man have flere Data af histo-
risk Art og Natur, end de faa og sparsomme, der indeholde
noget om de halvfierde Aarhundreder, som henrandt imellem
det Tidspunkt (Begyndelsen af det Ste Sec.) da Romerne opgave
den britanniske Provinds, og Beda's Levetid (anden Halveeel af
7de og fårste Halvdeel af 8de Aarhundrede.) Denne Englands
ældste Historieskriver har ikke havt andet end sit Folks. Tradi-
tioner — et Folks, der i Sagnrigdom ikke kan maale sig med
Scandinaver og Islændere — at bygge paa, da han vilde for-
tælle noget om Englands Befolkning og Indtagelse ved germa-
niske Stammer, Hvad der i den angelsaxiske Historie — fårend
denne, ved Heptarchiets fastere Fremtræden i samlede Riger, an-
tager en bestemt Skikkelse — i Sagntiden tilhårer de splittede
Stammers indbyrdes Udviklingskamp, og hvad der kan tilegnes
Angler og Saxer som særskilte Stammesagn, er'saa lidet, saa dun-
kelt og indviklet får Adskillelsen: at vi maa overlade dette til den
dybere, i England begyndte og heldigt dyrkede kritiske Forskning.
" Historie og Digtning om hine skrififattige Aarhundrederf — siger
Lappenberg"), »yhvile for længe siden forsonede i den samme
Grav; og vi kunne ikke vække den enes Aske, uden, og det
lidt ubevidst, at bringe den anden paa ny for Lyset.” Men
ligesom det er historisk afgiort, at Sazerne ere den germa-
niske Stamme, der tidligst har giort Indfald og Indvandringer
i Britannien: saaledes have de sildigere Angler paa en eller
anden Maade faaet en overveiende Betydning, hvorved deres
Navn er gaaet over paa hele Saxlandet i Britannien, indtil sil-
digere Talebrug gav Folket Navn efter begge Stammer: Angel-
Xw) Geschichte von England. I. $. 119,
144
saver. Ved hvilke Forhold delte er skeet, vide vi ligesaa
lidt, som vi historisk kunne sige, hvorledes flere mindre skan-—
dinaviske Stammer ere sammensmeltede, eller indbefattede under
Folkenavnet Daner eller Danske, fra hvilke derefter - Navnet
Danmark er udgaaet, som det af Skaane, Oerne og Jylland
dannede Riges Fællesnavn.
At det, vi særskilt mene at vide om Slægtskabsforhold imel-
lem Angler i Slesvig og i England, ligger inden for Sagndigt-
ningens Omraad, (f. Ex. i det bekiendte Beowulfs-Digt) kunne
vi forudsætte. som almindelig erkiendt. Vi benegte dermed
ikke, at den gamle Benævnelse paa et lille District i Sånder-
jylland, er et Punkt, der ei kan undgaae Opmærksomhed; %) endnu
mindre benegte vi de mange tydelige Spor til Slægtskab imellem
det danske Dialectsprog baade i Norrejylland og den stårste
Deel af Hertugd. Slesvig, og det engelske Sprog, særdeles i en
Deel af dettes Mundarter; men vi maa holde det for klart og
afgiort, at heraf opstaae heelt andre Resultater, end dette: at
de Angler, (Angel-cyn, Angelfolket) om hvilke Talen er, som
en stor og betydende Deel af hine indvandrende og erobrende
Stammer, der have givet England Befolkning og Navn, skulde
have været et dænsk eller om man hellere vil, et scandi-
navisk-nordisk Folkefærd.
Anglernes germaniske Folkefærd, kan ingenlunde have været
en, allene til det nærværende, af nogle Kirkesogne bestaaende,
imellem Flensborg og Slien beliggende District indskrænket Stamme.
Angler forekomme allerede hos Tacitus som en tydsk Folkestamme,
hvilken han nævner imellem Avioner og Varner eller Variner
(,Aviones & Angli & Varini.” Germ. c. 40) og iblandt flere
%) Fornemmelig ved-de bekiendte Steder i Angelsaxeren Othars Reiseberet-
ning, henved 809, og hos den engelske Annalist Ethelwerd, hvis Krånike
slutter med 974, hvor Hedeby (Slesvig) nævnes som liggende i det gamle
Angeln imellem Saxerne og Jyderne — eller ,imellem Vender, Saxer og
Angler.” (betvuh Vinedum and Seaxum and Angle, Scr. Rer. Dan. Il. p. 116.)
BAL så
Stammer, som have ,den moderlige Jordsf Dyrkelse tilfælles (,3n
commune Herihum, id est Terram matrem colunt.£) . Ptolemæus
nævner Angler, tilligemed Svever og Longobarder, som Folke-
stammer boende ved Elben. Procopius (Goth. IV. 20) omtaler
Angler (Ayyilv) Friser (Deiccovsc). og Britoner paa eet og
samme Sted som Beboere af ,den britiske 0.£ ,Den britiske
O besiddes af 3 talrige Folkestammer, som kaldes Angler (An-
giler) Frisoner, og de som have Navn tilfælles med Oen, Bri-
toner£… Ikke mindre mærkeligt er det, at iblandt de gamle
germaniske Rets-Vedtægter, hvis Redaction i.det latinske Sprog
man pleier at tillægge Carl den Stores Tidsalder, findes en egen
Lovsamling, med den Titel: Incipit lex Angliorum & Verinorum,
"hoc est Thuringorum.”) Her have vi atter, efter 6—7 Aar-
hundreder, de samme fo Folkestammer ,Angli & VariniY hos
Tacitus, satte ved Siden af hinanden. — Man maatte enten reent
forkaste ethvert Beviis af Navneliighed, man maatte lige saa godt
kunne sige, al Anglerne i England have aldeles intet at gidre
med Districtet Angeln. i Slesvig: som man vil kunné benegte,
at Angler som en germanisk, i Lande, der håre til det nu-
værende Tydskland, boende Folkestammer vare bekiendte i det
forste og andet Aarhundrede efter Christus; og at man paa
Latin har optegnet deres Vedtægter: tilligemed andre tydske
Folkefærds, i det 8de eller Yde Aarhundrede, om ikke tidligere.
Naar vi altsaa finde Angler, Variner eller Warner, nævnte
- allerede hos Tacitus i det iste Aarhundrede efter Chr. som
germaniske Folkefærd%+); og finde Anglerne hos Geographen
Ptolemæus (i Midten af det andet Aarh.) nævnte som saadanne
%) Man regner den til de tidligste germaniske Lovsamlinger; den har megen
Simpelhed, og intet Spor af Christendom. Tydske Retslærde antage ogsaa,
at dens Optegnelse (,,Abfassung") eller Samlingen af de Vedtægter, . den
indeholder, er tidligere end Christendommens Indførelse, (H, Maller) ,,Alter
und Heimat der Lex Salica und der Lex Angliorum & Werinorum,” Wirzb.
1840. p. 108.)
xx) Om Anglers og Variners Bopæle i Tydskland og Vandringer, jvf. E. Th.
Gaupp: ,Das alte Gesetz der Thiringer, oder die Lex Angliorum et We-
146
med Svever og Longobarder: saa har endvidere den byzantinske
Historieskriver under Justinian, Procopius (f 562), der skrev
en Historie om Gotherne, og Krigene med dette Folkefærd, opta-
get en udfårlig Sagnfortælling om Begivenheder, der skulle være
indtrufne paa hans Tid (534—547) i Nederlandene og ved Neder-
rhinen; og det er ved den Leilighed han nævner Angler, Friser
og Briter som talrige, i England bosatte Folkestammer, og for-
tæller om en Krig imellem Angler og Warnerne+), i hvilken de
sidste, som havde deres Sæde ved Rhinens Mundinger, bleve
overvundne m. m.%%), Naar vi nu endelig finde Anglernes
rinorum, etc. Bresl. 1834. p. 80—89. Han antager, at begge have hårt
»til de nordlige tydske Folkestammer ved Elben og Ostersåen; og at i det
mindste Angli have naaet ind paa den cimbriske Halvd.” En Deel af Ang-
lerne smeltede sammen med Saxerne, og deeltoge i Saxernes Tog til Bri-
tanien. Andre Angler vege for Saxernes Overmagt, og droge mere mod
Syden; og disse, antager Gaupp, ere dem, som Ptolomæus omtaler. 0. s. v.
At Procopius synes at hensætte Varnerne i Belgien, ved Rhinen og Nord-
såen, mener Gaupp er en Vildfarelse eller Misforstaaelse hos Byzantinéren.
%) At der i den hele Fortælling hos Proeop findes en Blanding af factisk
Sandhed med eventyrlig Udsmykkelse og Digt (f. Ex. Anglernes Flaade
paa 400 Skibe med en Hær paa 100,000 Mand) seer man ved fårste Oie-
kast. Kemble (The Saxons in Engl. I. 24) vil heller ikke fraskrive For-
tællingen historisk Grund; men Nøéiagtighed i alle enkelte Omstændig-
heder. — Den med Forfatterens sædvanlige udtåmmende Lærdom og
Literaturkundskab underståttede Werlauffske Hypothese, som i Prokops
Brittia vil finde Jylland, og henlægge den her berårte Sagnfortælling til
den cimbriske Halvé: har Kemble ikke kiendt. ,,0m Procops Efterretnin-
ger om de nordiske Lande", af E, C, Werlauff. (Vid. Selsk. Hist. phil.
Afh. VII. Deel. 1845. p. 47—82.) -
+) Werlauff synes (anf. St.) at tillægge Procops Beretninger om Varner og
Angler en næsten ubetinget Troværdighed ; men derimod at forkaste den saa
stærkt fremtrædende Identitet af Anglernes Folkenavyn hos Tacitus, Pto-
lemæus, i Lex. Anglorum &.Werinorum, 0. s. v. Vi kunne her ei være
enige med en af Nordens lærdeste Historieforskere; ligesom vi om Proco-
pius antage, at naar han endog fortiener den udmærkede Plads, som
Gibbon og flere tillægge ham blandt Byzantinerne, og naar han, som-man
seer, har kunnet erfare endeel om hvad der foregik i Nordtydskland hos
Saxer, Franker, Angler, 0. s. v., da Forbindelsen imellem Constantinopel
og de nerdige Lande ikke var siddet seer man dog alt for tydeligt den
store Forskiel imellem hans historiske Beretninger om Gotherne i deres
Forhold til det åstromerske Rige, og hvad han fortæller om det fierne
Britannien, om Angler, Warner, 0. s. v. som indskrænker sig til enkelte
Omstændigheder øg isolerede Tildragelser, hvorom han (men vist neppe
umiddelbart) kan have hårt Sagn af frankiske Gesandter og andre Reisende.
147
Folkenavn. knyttet til Warnernes, i en gammel Lovsamling, giel-
dende for begge Stammer, og saa anseet hos Angelsaxerne,
al den endnu paaberaabes i en af Knud den Stores Forordninger
(Constitutio de ForesiaX), da maae vi nådvendigen, ved saa
gamle Beviser paa Ænglernes'Tilværelse som germanisk Stamme,
til en Tid i en vis Forbindelse med et Nabofolk, med hvilke
de have havt Reétsvedtægter tilfælles, faae en Forestilling om
"de i England indvandrede Angler, der lidet passer til det nu-
værende Angelns Forhold. Med Hensyn paa Navnet kunde man
ogsaa erindre om, at Ordet Angel i det angelsaxiske (gammelt.
"Angul, Ango,. Ange) bemærker en Spids; og at man ogsaa har.
villet bringe dette i Forbindelse med Folkenavnet; en Omstændig-
hed, som i dvrigt her kun i Forbigaaende beråres. Heller ei kan
det glemmes, at man i Almindelighed hvor der tænkes paa og
handles om det nærværende District Angeln (eller Angel) i Sles-
vig, og Navnets Liighed med den gamle Folkestammes, oversees
en Forskiellighed i Forholdet, som her finder Sted. AÆægt er
hos gamle romerske og græske Forfattere (Tacitus, Ptolemæus,
Procopius, 0. s. v.) Hovedstavelsen i Folkets Navn; i det sles-
vigske District derimod ånvendes den til at danne Stednavnet
(ligesom Navnet Aungl, et Sted i det gamle Halogaland i Norge;
Snorre Sturlesen. Fol. Udg. III. p. 454.) Det rette Navn paa
Beboerne af dette District: er derimod ikke Angler, som de
Tydske kalde dem, men Angelboer.%+)
x) Stedet af denne Constitution er anfårt i H, Millers Skrift: Alter und. Hei-
mat der Lex Sal. &c. $. 21. p. 122.
x%) Ligesom Fyenboer og Ærråboer. (s.Jensen's,,Angeln; historisch beschrieben,
zunåchst fir die Angler.” 1844. S. 48.) En bekiendt nyere engelsk Sprog-
lærd (Dr. R. G. Latham) vil heller ikke lade den sædvanlige Hypothese,
der hidleder de engelske Angler fra Angeln i Slesvig gielde; og anseer deti
det mindste for tvivlsomt om Jyder fra Jylland kunne regnes som samtidige
Indvandrere og Erobrere af England, tilligemed Saxer og Angler. Han
beraaber sig paa, at af nogen særskilt jydsk Sprogart findes der intet
Spor, hverken i Kent, i nogen Deel af Sussex, eller paa Oen Wight, hvor
man oprindeligen har villet hensætte Jutes, Juttnacynn (Chron. Angl. Sax.)
Geatas og Wiht-Sætas (hos Alfred.) Vi maa bemærke, at denne lærde
148
Naar der endvidere siges, som Indvending imod Hr. Worsaae:
»Jyderne og Anglerne vare nordiske Stammer, blandede med
Friserf: da vilde en saadan Paastand ophæve enhver Forskiel
imellem germanisk og nordisk Folkeæt. Vi derimod maa ved-
blive at hævde denne Forskiel imellem de to forhistoriske, be-
slægtede, men senere adskilte Stammer: germaniske eller iydske,
og skandinaviske. — Hvad i Særdeleshed Jyderne angaaer,
hvilke hiin Indvandring bringer i een Linie med Angler, som
begge lige nordiske: da kunne vi ei engang om denne Stamme
i sin Oprindelse antage, at den har været saa afgiort skandi-
navisk, som den oprindelige danske Stamme i Skaane og paa
Oerne. At en Grændselinie, der tildeels bestemmes ved Alheden,
i Jylland, kan drages' imellem Østerjyllands og Vesterjyllands
Dialect, og at den sidste i Særdeleshed skarpt adskiller sig fra
den åsterjydske ved Brugen af en præpositiv uforanderlig de-
finitiv Artikel (e eller æ) der uden Forskiel bruges ved Substan="
tiver af Fælleskiån og Hverkenkiån (æ Bur (Bordet), og æ Man):
dette er nu i vor Sprog- og Dialect-Lære en almindelig bekiendt
Sag; til hvis videre Oplysning et og andet Bidrag findes i en
unævnt Forfatters ,Grammaticalske Bemærkninger om den vester-—
Jydske Dialect;f (udgivne af Lic. Theol. J. V. Block. + 1837).
At betragte delte som en af tilfældige Aarsager, af nyere Sprog-
udvikling fra Sånden opkommen Sprogvane, gaaer slet ikke
an. Det er et Phænomen, der tyder hen paa ældre Stammefor-
skiel imellem de to Dialecter i det jydske Talesprog; og lige-
saa meget tyder det hen paa en nordlig skandinavisk, som paa
en sydlig germanisk Befolkning paa den jydske. Halvé. Hertil
kommer nu, at det -danske Folkesprog i hele Hertugdåmmet
"Slesvig hårer til hiin vesterjydske Sprogart, for saavidt som den
Sprogkyndige og Grammatiker ikke synes at have havt noget Bekiendt-
skab med det nærværende jydske Tungemaal, hvilket dog, for hans Un-
dersågelser af de engelske Dialecters Forhold til det ældre og nyere Sprog
i England, saa at sige var uundværligt.
ikke' kiender nogen anden bestemt Artikel, end den præpositive.
" Saaledes: kan man sige, at den vesterjydske Sprogart strækker
sig fra hine Sproggrændsér (hvis nåiere geographiske Forhold
jeg her maa lade uberårte) lige til Slien; uden at vi her be-
hove at tage Hensyn til de Modaliteter i flere Henseender,
som meer eller mindre udmærke Sproget Sonden for Konge-
aaen, fra det, der tales i Nørrejylland. Vil man betragte denne
vestjydske Dialect, som en Levning af de gamle Anglers Sprog
(opblandet med skandinaviske Ord og Sprog-Elementer) — eller
vil man ansee Beboerne af Vesterjylland og Sønderjylland for
Efterkommere af de gamle Jyder — Beda's Jutna- Cyn —
som ogsaa efter hans Beretning skal have deeltaget med Saxer og
Angler i de Indvandringer fra Fastlandet, der medfårte Brit-
lernes Undertvingelse, og et nyt Folkefærd, et nyt Landsprog
i Britannien: da bliver der i begge Tilfælde ingen Grund for den
Hypotliese, at Angler have været en dansk eller skandinavisk
Stamme. Vi kunne heller ikke af den nærværende jydske Dia-
lecis Beskaffenhed sige, hvorledes den har været for 1300 Aar
siden. At Sproget nu er blevet til hvad man vel kan kalde en
dansk Dialect, siger os ikke, hvorledes den jydske Folkeståmme
talte, da den allene, uden Indvandring af Skandinaver fra Norge
eller fra Oerne, beboede Halvåen fra Slien og i det mindste op
imod Liimfiorden. Ligesaa lidt som Navnet Angeln beviser meer,
end at Folk af den langt mere udbredte angliske Stamme i en
forhistorisk Tid kunne have havt deres Bopæle i en sydlig
Deel af Halvéen. At nogle have meent, at Sproget i Angeln
eller det, som der taltes, inden Plattydsk næsten ganske fortrængte
den Sånderjydske (ikke O-danske) Dialect, som taltes i dette
lille Landskab, skulde have mere Liighed, enten med Angel-
saxisk, eller nyere Engelsk, end den åvrige Slesvigske og ve-
sterjydske Mundart, er uden Tvivl ikke meer end Indbildning.
Vi maa saaledes for det fårste blive ved Resultaterne åf Hr.
Worsaae's Mening, og Udviklingen af samme i hans sidste Værk:
at de skandinaviske Indvandringer i Britannien ikke hårte
150
til dem, som kunne kaldes de oprindelige; at skandinaviske
Minder og Sprog-Elementer, som findes og kunne constateres
i England, hverken tilhåre Angler eller Saxer (og neppe engang
Jyder — thi saadanne skulde man jo efter gamle Sagn om Juina-
Cyn og Bedas Fortælling om Indvandringen især kun såge
i Kent og paa Wight); men at de ere Virkninger af de senere
danske og norske Indvandringer; og at de Angler som deeltoge
i hine Indvandringer, og "som bebyggede adskillige endnu be-
kiendte Landstrækninger i England, og stiftede flere af de an-
gelsaxiske Riger — vare en germanisk, ingen skandinavisk Fol-
kestamme.
Secretairen meddeelte fålgende Udtog af et Brev fra In-
specteur Worsaae, dat. Rouen -19 Jan. 1852.
Da Videnskabernes Selskab med saa megen Forekommen-
. hed har underståttet mig til min Reise i Normandiet, opfylder
jeg en kjær Pligt ved at meddele Dem, som Selskabets Secre-
tar, en kort Beretning om det Udbytte, jeg allerede troer at.
have vundet, saavelsom ogsaa nogle Antydninger om de Resul-
tater, jeg fremdeles troer at kunne vente.
Det er tilvisse paafaldende, al man endnu den Dag i Dag
i Normandiet træffer saa mange nordiske Stedsnavne. Hidtil
have disse ikke været samlede efter Departementer, og man har
derfor heller ikke havt noget fast Udgangspunkt for en Under-
sågelse om, hvor de nordiske Bosættelser have været stærkest.
Det er imidlertid klart, at Nordboerne fornemmelig have bebyg-
get Egnen omkring la Hague (hvor der endnu findes en lang
Jordvold, som har afskaaret hele Næsset, og som oprindelig
vistnok har været anlagt af Nordboerne); fremdeles have de
nordiske Colonier strakt sig over Bayeux og Caen langs Havet
og ligeledes langs Seinefloden. Enkelte Steder længere inde i
Landet, t. Ex. ved Neubourg, ikke langt fra Rouen mod Syd,
træffer man en heel Klynge af nordiske Stedsnavne, som be-
151
stemt godtgjåre, at denné?Plet fortrinsviis har været bebygget
af Nordboere. I Udkanten af en stor. Skov, ,la londe” kaldet
(i gamle Documenter ,lundaf, formodentlig Lunden) ligge her
Landsbyerne Thuit-Anger, Thuit-Signol, Thuit-Simer, Thuit-He-
bert og Thuit-Hagron, alle med det nordiske Stedsnavn Thuit
eller Tvede, som her ufeilbarlig betyder opdyrket Skovland.
Hvor stærk den nordiske Bebyggelse ude ved Havet, t. Ex. i
Bayeuxegnen , maa have været, kan man skjonne alene deraf,
at der i Arrondissementet Bayeux deels er og deels har været
over 50 Stedsnavne med den nordiske Endelse ,delle”f eller deel.
Saa talrige som Stedsnavnene ere i Normandiet, saa spar-
somme ere de nordiske Ord, der ere levnede i Folkesproget.
I gamle Documenter fra det lite, 12te og 13de Aarhundrede
især finder man endnu adskillige, hvoriblandt flere meget mær—
kelige og charakteristiske. Blandt de gjængse Drikke i Nor-
mandiet i den tidligere Middelalder nævnes saaledes foruden
Ol, der var meget yndet af Normannerne lige til det 16de,
17de Aarhundrede, ogsaa endnu ,medum%, som hidtil har været
uforklarlig for de franske Lærde, medens det for os er fuld-
kommen klart, at det ligefrem er Mjåd. At Ol og Mjåd blev
drukket af Nordboernes Efterkommere, vil man vistnok finde i
sin Orden. I flere af de herværende store Handelsstæder (Caen,
Rouen, Dieppe &c.) var der ogsaa tidligere Selskaber af de
saakaldte, ,franc-brements%, der oprindelig vare en Slags her-
tugelige eller kongelige Tjenere, men som tillige havde Pri-
vilegium paa at udlosse,Skibsladningerne, og besårge alle saa-
danne Forretninger ved Havnene. De vare meget ansete Folk,
som regnedes iblandt Byens Functionærer, de udgjorde et be-
stemt Antal og havde Ret til ved forefaldende Vacance at su-
plere sig selv. I de ældste Documenter kaldes de bestandig
»berman£ og det er vistnok ikke nogen dristig Slutning, at
dette for de normanniske Forskere aldeles ubekjendte Ord, er
det nordiske ,bæremand£, især da dette saa bestemt betegner
" de Forretninger, der paalaae berman'en. Længere ned i Tiden
152
er det gaaet over til at hedde ikkef%llene brement, men ogsaa
»brumentf og der findes endnu flere Familier her, som bære
dette Navn. Forresten er det ikke sjeldent at træffe gamle
nordiske Ord netop paa Ting, der angaae Skibsfart og Fiskerie.
I det 12te og 13de "Aarhundrede havde Fiskerne paa flere
Steder af Normandiets Kyst dannet Selskaber for Hvalfangsten
under Kysten. Denne Fangst synes at have været meget be-
tydelig,»og man finder flere Gavebreve fra disse Fiskere til
Klostre og Kirker. I eet af disse Breve kaldes Medlemmerne
af et saadant Selskab: ,Waumans" aabenbart Pluralisformen af
»Walman% (Hvalmand): Wal ér i Pluralis blevet til Wau, lige-
som f. Ex. hyppig Dal til Dau. Yderligere Bestyrkelse paa Rig-
. ligheden heraf fik jeg i et andet gammelt Document, hvor der
ogsaa nævnes en heel Deel Fiskere, tildeels med nordiske
Navne (som Anschitillus eller Asketil), og hvor der tilfåies: yet
omnes alii, qui sunt in Valseta” Hvalhuset eller Hvalselskabet. Paa
Seinen har man fremdeles til vore Dage benævnet de Steder, hvor
man havde nedrammet Pæle for at lægge Garn til Fiskefangst:
»Goris%, eller Gaarde, ligesom hos os Laxegaarde og Aalegaarde.
Det nordiske Ord ,Gaard£ træffes ogsaa i Normandiet i det
gamle ,fisigardf eller Fiskegaard. ved Dieppe, og i »vingart?
eller Viingaard ved Bayeux, samt i de endnu brugelige Steds-
navne Auppegart og Epegard (eller Æblegaard), som i gamle
Documenter skrives ,Appelgar.”
Med Undtagelse af Ord som ,Varech? eller Vrag, ,tanguef
eller Tang, ,homme£ eller Holm. (i gamle Documenter hulmus),
»bec” en Bæk, har jeg forresten hidtil ikke i Folkesproget kunnet
opdage andre reent nordiske Ord, end ,bruf og ,bruman% (Brud, »
og Brudemand eller Brudgom), der endnu ere i almindelig Brug
i Normandiet. "Derimod gives der en Mængde Folk saavel paa.
Landet, som i Stæderne, der have nordiske Familienavne. I de
ældste Dokumenter finder man, -at Normannerne paa nordisk Viis
have kaldt sig Son eller Datter af den og den, paa Latin t. Ex. filius
Turgot, filia Havårdi, hvorfra de normanniske Navne paa Fitz, der
153
endnu ere bevarede i England. Men efterhaanden som den
franske Indflydelse blev stærkere, tabte denne Skik sig; man
udelod filius eller fitz og tilfåiede kun Faderens Navn i Genitiv
t, Ex. Andreas Turgoli, og endelig hårte man endogsaa op med
at sætte Familienavnet i Genitiv, saaledes at det kun blev t. Ex.
Robert Toustain, Maria Ansquetil 0. s. v. Dette er Tilfældet
denDag i Dag, hvor man stadig hårer Familienavne som: Canu
eller Canut (Knud), Anquetil, Godefroy, Havart, Roux (Rollo
eller Rolf), Regnault (Ragnvald), Thouroud (Thorold) , To-
stain (Thorstein), Turgis (Thorgils), Turgot (Thurgod), Tru-
quetil og Turquetil (Thorketil) &c. Dåbenavnene skulle dog
næsten alle være christelige.
Det er'i det Hele taget af alle Omstændigheder klart, at
en stor Mængde nordiske Familier ere vedblevne at boe i Nor-
mandiet, tiltrods for de stærke Udvandringer til England, Sici-
lien og Nedreitalien, og at fålgelig den oprindelig nordiske
Befolkning eller Colonisation i Normandiet maa have været
overordentlig betydelig. Man ledes derved uvilkaarlig til: at
antage, at Erobringen af Normandiet og Landets Bebyggelse af
Nordboere ikke er skeet nærmest ved Rolfs Tog, men at Rolfs
Erobring kun har været saa at sige Slutstenen for en Række
ældre, tildeels fredelige Bebyggelser af Landets Kyster, - ligesom
netop Tilfældet var i England, Skotland og Irland. Det er i
høieste Grad sandsynligt, at,de fårste nordiske Bosæltelser have
været i Nærheden af la Hague, hvorfra de lidt efter lidt have
udbredt sig langs Kysterne og Flodbredderne, og saaledes banet
Veien for Rolf og hans Mænd. Det er ikke mindre sansynligt,
at-disse nordiske Nybyggere her, ligesom paa de brittiske Oer,
have skaffet sig Fodfæste ved Handel, Såfart og Fiskeri. Des-
værre mangle, saa at sige, alle skriftlige Efterretninger fra den
Tid, der ligger. forud for det 11te Aarhundrede, om Norman-
nernes fredelige Sysler. Men en særdeles interressant Oplys-
ning om den anseelige Handel, som de nordiske Nybyggere i
Normandiet maae have drevet, indeholdes dog deri, at Norman-
154
nerne ikke alene have indfårt i Normandiet den nordiske Mynt-
benævnelse ,Mark”, hvilket de som bekjendt ogsaa gjorde i
England, men at endog Markvægten allerede i Aarene 1060—
1108 blev saa almindelig udbredt i hele Frankrige, at Marken
som Mynteenhed kom til at træde istedetfor den gamle franske
Livre, ja at den. paa nordisk Viis blev deelt i 8 Unzer (i Norden
i 8 Orer), medens Livren forhen havde været deelt i 12 Unzer.
Dei var fålgelig en gjennemgribende Forandring i hele det
franske Myntsystem, der ikke kan have været gjennemfårt, uden
at der i Forveien maa være foregaaet en stadig og overvejende
Handelsindflydelse fra Normandiet af. De normanniske Lærde,
for hvem denne Anskuelse er fuldkommen ny, ére ikke blot
gaaede ind derpaa, men have endog gjort mig opmærksom paa
adskillige uomtvistelige historiske Kjendsgjerninger, der vise,
at Marken i Frankrige fårstegang nævnes netop i Normandiet:
Med Hensyn til Spérgsmaalet om, hvorvidt Normandiet væsent-
ligst er bleven befolket af Nordmænd eller Danske, afgive
Stedsnavnene mærkelige Vink. Trods alle Efterforskninger er
det ikke hidtil lykkedes mig at finde et eneste Stedsnavn, der
ender paa -bolstadr, buster, -bost eller paa -stadr, -ster, hvilke
Endelser, som jeg tidligere har godtgjort, netop ere charakteri-
stiske for de norske Bosættelser i Nordskøtland, paa de skotske
Oer og i Irland. Derimod have alle Stedsnavnene de samme
Former og Endelser, som i det danske Nordengland (naturligviis
dog med den Forskjel, at de her hyppig have den franske
Endelse ville (af det latinske Villa) fåiet til et nordisk Navn)
t. Ex: især -by -thorp, -thuit (eller -tvede), -gard -holm, -boeuf
(ybod%), -fleur (-yflot? eller yflioté), -næs, -ey -tot eller toft
0. s. v. Jeg er derfor nu saare tilbåielig til at troe, "at de
oprindelige, forberedende Bosættelser af nordiske Mænd i Nor-
mandiet, paa Kysterne og ved Floderne, ere iværksatte væsent-
ligst af danske Udvandrere, hvilket ikke forhindrer, at største
Delen af de rolfske Kæmper, som senere fuldendte Landets
Erobring, kunne have været Nordmænd. Det stemmer vistnok
155
ogsaa mere. Overeens med de naturlige Forhold, at Nordmæn-
dene -coloniserede Nordskotland, Oerne og Irland, der laae nær-
mest ved Norge, medens de Danske bebyggede de nærmest ved
dem liggende Lande Nordengland og Normandiet. Ganske
snurrigt er det, at mange Familier her endnu hedde: ,Le Da-
nois”, ja der gives smaae Landsbyer her, hvor næsten alle
Familier bære dette Navn.
I de gamle retslige Institutioner er jeg ogsaa paa Spor
efter mærkelige Analogier med det danske Nordengland. Det
er noget tvivlsomt, om Holmgangen eller Duellen er indfårt
her af Nordboerne; thi de ældre Love i Frankrige indeholde
ogsaa Bestemmelser om Dueller. I det håieste tår man kun
sige, hvad de ældste skriftlige Mindesmærker antyde, at Dueller
have været mere yndede i Normandiet, end maaskee i nogen
anden Del af Frankrige. Derimod er det vist, at der alene i
Normandiet har været indfort en ordentlig Nævn eller Jury af
nordisk Oprindelse, -der gjennem hele Middelalderen har været
bevaret saa reen, at man endnu i Begyndelsen af det 16de Aar-
hundrede i en saakaldet: »Le stille de progeder en pais de
Normendie” (af Aar 1534), finder baade den simple Nævn
bestaaende af 12 Nævninger eller Eedsvorne, som afgav Kjen-
delser i mindre vigtige Sager, og den dobbelte Nævn sammen-
- sat af 24 Eedsvorne, som afgav Kjendelser i Mordsager. Lige-
som i det gamle danske Nordengland og senere i hele England
og Danmark, var det ogsaa her Retten eller Dommerne, der valgte
Nævningerne. Den Anklagede havde dog Ret til at gjére Ind-
sigelser mod Valgene. I det 16de Aarhundrede forsvinde imid-
lertid de sidste Spor i Normandiet af den gamle Nævn. De
ældste normanniske Love indeholdt ogsaa Bestemmelser om
»Namf (et Retsudtryk, der neppe får Normannernes Tid var
kjendt i Frankrige) og om ,,Varech” eller Vrag, som synes at
nærme sig mere til de gammelnordiske Love, end til de gam-
melfranske.
Allerede ved Nordengland har jeg i mit seneste Skrift
mm SM
gjort opmærksom paa, at der i de gammeldanske Egne fandtes,
ifålge Domesday Boock, færre Trælle, end i den åyrige, saxiske
Deel af England, ligesom i det Hele taget Frihedsaanden var
stærkere hos de Danskes Efterkommere der, end hos Angel-
saxernes Slægter i Sydengland. En håist træffende "Sammen-
ligning hermed frembyder netop et Resultat, som en norman-
nisk Lærd (Leopold Delisle) har udfundet og godtgjort, nemlig,
at Trældommen var forsvunden i Normandiet- henimod 200 Aar
for i det åvrige Frankrige, idet. man efter Aar 1100 næsten
aldeles ikke mere træffer Trælle i Normandiet. Det synes derfor
klart, at ikke blot de Nordboere, der have nedsat sig i de vestlige
Lande, have, hvad Kronikerne sige, selv været stolte, friheds-=
elskende Mænd, men at de endogsaa have ladet Friheden ud-
strække sig til deres. Undergivne. " Det er ikke umuligt, at de
netop af en klog Politik have gjort delte, for i den saaledes
trigjorte, forhen trælbundne. Befolkning at finde -tro hengivne
Hjelpere og Ståtter, istedetfor farlige ophidsede Fjender. Man
har i alle Tilfælde her en naturlig Forklaring til. den stærke
Frihedsaand, der gjennem hele. Middelalderen til vore, Dage
har udmærket saavel Noørdmaniet som Nordengland.
Jeg har naturligviis endnu overmaade Meget at. udrelle
her, baade med Hensyn til Stedsnavne, Institulioner 0.…s. v.
Saaledes. veed jeg, at; paa Canalderne Guernsey "og" Jersey.
gjelde endnu mange af de. gammelnormanniske " Institutioner,
der forlængst ere gaaede tilgrunde her i Normandiet. Det er
dog Forhold, som jeg maa nærmere undersåge i de Londonske
Archiver og Bibliotheker:… Ligeledes maa jeg endnu gjåre Ud-
flugter her rundt om:i Landet, for at:see de vigtigste af de
ældre normanniske Bygninger, og for i det Hele ogsaa at blive
bekjendt med Landets almindelige Physiognomi. Jeg maa der-
næst nådvendig ind i Bretagne, for at lære at kjende de vig-
tigste af de derværende Mindesmærker, . hvoraf mange. bære .en
saa slaaende Overeensstemmelse med vore ældste Mindesmærker
i Danmark. Endelig maa jeg ogsaa nådvendig anstille… Under-
157
søgelser; om der ikke ved Løiren skulde findes nordiske Spor,
da Normannerne, som bekjendt, hyppig satte sig fast ved Loirens
Munding, hvor man endnu træffer Stedsnavnet Paimboeuf, der
mulig, ligesom de tilsvarende her i Normandiet, oprindelig har havt
den nordiske Endelse' -bod (?). Hjemveien til Paris fra Bretagne
vil netop falde. over Nantes. Det er dog sandt, endnu har jeg
ogsaa Undersågelser at anstille, om der ikke her skulde findes
gamle Ostersbunker, ligesom hjemme hos os, og paa Amerikas
Kyster. Trods alle Forespårgsler har jeg endnu ikke faaet
Noget at vide derom. Derimod har jeg i ,Memoires des Anti-
quaires de -Normandie” Aargang 1831—1833 (8vo) Pag. 390
fundet ,Extrait d'une leitre adressée a. Mr. de Caumont, sur
-Pemploi des huitres dans les constructions antiques de Medio-
lanum Santonum (Saintes) par Mr. le baron Chaudruc de Crau-
zaunes%, hvoraf jeg seer, at Ostersskallerne ligge under Murene
»associées å des lits de cendre de charbon et d”os calcinés,”f
hvilket unægtelig for mig har Udseende af mulig at være det
selvsamme, som hjemme hos os. Men derom Nærmere.
Vandinspecteur Colding havde under 4de Mai 1851 udbedet
sig Selskabets Bedåmmelse af en indsendt Afhandling, Under-
sågelse over Dampenes Virkning som bevægende Kraft i Damp-
maskinen.” Den i denne Anledning udnævnte Comitee (Schifter,
Ramus, Hoffmann) har derover afgivet fålgende Betænkning.
Forfatteren er ved de bekjendte Forsåg af Regnault over
Dampene bleven ledet til denne Undersågelse, - som slutter sig
til hans tidligere til Selskabet indgivne og i Skrifterne optagne
Athandlinger.… Den nærværende gaaer ud paa at. oplyse flere
dunkle Forholde ved Bestemmelsen af Dampkraftens Virkning
eller af den i en Dampmasse indeholdte Arbeidsmængde. Hvor-
vidt den-Theorie, Forfatteren. herfor: har opstillet og udviklet,
158
ved Erfaringen vil blive bestyrket, er vel endnu uafgjort,
men da der fra den theoretiske Side ikke kan gjåres væsent-
lige Indvendinger mod Forfatterens Fremgangsmaade, og da
tillige ethvert Bidrag til at opklare det saa vigtige og van-
skelige Spårgsmaal om Dampkraftens rette Anvendelse, bår
modtages med Erkjendtlighed, cer det Comiteens Forslag, at
denme Afhandling, ligesom de tidligere, optages i Selskabets
Skrifter. ;
Den 15 Januar 1852.
Schifter. Ramus. … Hoffmann.
Affatter.
Selskabet modtog fålgende Bøger:
Fra Professor Brunius i Lund:
Konstantekninger under en Resa Aar 1849.
Fra Inspecteur Worsaae:
Minder om de Danske og Nordmændene i England, Skotland
og Irland.
Modet den 20% Februar.
———
Professor Steenstrup foreviste en ny Slægt af Cirripeder og
oplyste samme ved Tegninger og Exemplarer i Spiritus, nemlig:
Xenobalanus globicipitis, som forekommer i stor Mængde paa
Finnerne af enkelte, især yngre, Individer af den færåeske Grin-
dehval, Delphinus globiceps Autt.
Under det ovenstaaende Navn havde Meddeleren allerede i
Juli 1851 fremlagt dette Dyr for den skandinaviske Naturfor-
159
sker-Forsamling i Stockholm, i hvis Forhandlinger en kortfattet
Karakteristik af Dyret vil findes, Forfatteren skyldte sine tal-
rige Exemplarer til Hr. Sysselmand Miller i Thorshavn, der
havde indsamlet dem ved en Grindefangst i Vestmanhavn 31 Juli
1850 og strax nedsendt samme til Universitetsmuseet. Det der
især er paafaldende ved Dyret, som hårer til Balanidernes Af-
deling og Coronulagruppen, er dets ydre Lighed med Otion
Leach, hvis saakaldte Oren det dog mangler, men istedet der-
for bærer det paa den bagerste Rand af Kappen, som folder sig
hælteformigen over, et Par. fremstaaende Bukler. Dyret som er
temmelig trindt, aftager efterhaanden i Fårelse fortil, indtil det
lidt over Grindens Hud ligesom indsnåres, og her bemærker man
da ligesom en hvid Kreds udenom det. Denne hvide Kreds er
en i Grindens Hud nedsænket og deraf frembrydende meget lille
Skalkegle, der ved nærmere Undersågelse viser sig at bestaae
af 6 Skaller med en Bygning, som aldeles minder om Bygningen
hos Coronula og beslægtede. Dyrets egenlige Krop, som alle-
rede hos Diadema hæver sig mere op over Skalkeglen end hos
andre Cirripeder, skydes her altsaa aldeles opaf Skallen. Laag
mangler aldeles, og i denne Henseende er det ogsaa en videre
Udvikling af Diadema, hvis nordiske Art kun har to smaa Skal-
ler, medens de nærstaaende Slægter have fire Laagskaller. Gjæl-
lerne udgjåres af store dobbelte foldede Blade, som hos alle
Balaniderne, og herved viser Dyret sig altsaa allerede bestemt
adskilt fra den Afdeling af Cirripeder, hvortil Otion hører.
Jo yngre Exemplarerne ere, destomindre rage de frem af
Skallen, og tager man meget unge Dyr, bemærker man en
paafaldende Lighed med Diadema. I denne Tilstand er Skallen
lemmelig svagt udviklet og bryder kun med ganske smaa Spid-
ser op igjennem Grindens Hud. Man kan paa flere Finnestyk-
ker see, at Ungerne oprindelig have boret sig ned i Huden. Idet
deres Skalkegle siden udvikler sig til Siderne, trykker den ved
Væxten Overhuden op ligesom i én lille Boble, der ved Skal-
lens fortsatte Væxt revner. Herved frembringes det egne Ud-
160
seende, som om Dyrene bråd fra inden af frem igjennem Hu-
den; thi man overseer let de meget smaae Aabninger, hvori-
gjennem de oprindelig ere gaaede ned. Ved det Indtryk, Dy-
rene foraarsage paa Huden, afsætter denne flere og flere Lag
af -Overhud, ligesom for at fjerne de fremmede Gjæster, og til=
sidst affalde disse med stårre eller mindre Stykker . Overhud.
Man seer saaledes paa flere af de sendte Finner dels svage
Mærker i Huden af de bortstådte Skaller, dels stårre Partier
eller Skorper af Overhuden, som ere ifærd med at låsne sig
med de derpaa siddende Skaller eller hele Dyr. |
Ovennævnte nye Slægt og Art mente Meddeleren at være
den føårste eiendommelige Form af Cirripeder,. der. var funden
paa Tandhvaler, ligesom den ogsaa var den fårste Form af
Balanider, som aldeles manglede Laag eller hvis Skalkegle ikke
omsluttede Dyrets egenlige Krop. Med Hensyn til. Slægtens Ud=
bredning kunde Meddeleren tilféie, at Hr: Professor Eschricht
har vist ham et Par Cirripeder, tilsyneladende af samme Art,
hvilke en Såmand havde taget af nogle Tandhvaler i Nærheden
af Madeira og ligeledes at Hr. Professor Esmarck fra. Chri-
stiania ved Dyrets Fremvisning i Stockholmer - Mådet. oplyste,
at have seet nogle faa. lignende Dyr i det brittiske Museum ;-
senere har Meddeleren sendt Hr. Darwin Exemplarer deraf, og
denne har tilskrevet ham, alt han fra det brittiske Museum
havde nogle faa Exemplarer, tagne af en Delphin N. f. Ma-
deira, og som han ligeledes havde tænkt at gjåre til en ny
Slægt (,Sæphonicinellaf). =)
Slægten kan, med Hensyn til de hidtil givne Karakterer al É
de nærmeste Slægter, systematisk begrændses saaledes:
=
%) I dette Foraar har Hr. Capt. Hygom hjembragt til Universitetsmuseet to
Exemplarer tagne af en ung Tandhval 409 N. B. 269 V. f. Gr., altsaa om-
trent ved Azorerne. — Det er ikke usandsynligt, hvad Prof. Eschricht al-
lerede bemærkede i Stockholmermådet, at den ifålge flere Iagttagere paa
Kaskelotterne forekommende ,,Otionf£ kunde håre til denne Slægt.
161
Xenobalanus n. g. animal e familia Cirripedium coronu-
læformium=); adultum: valde elongatum, subcylindricum, sub-
petiolatum s. antice angustatum, pallio membranaceo vestitum,
postico margine pallii retroflexo, ad basin testå minima cinctum;
juvenile: testa pro parte majore circumdatum -staluram Diade-
matis simulans, at sine valvulis operculinis. É
Testa minima, depressissima sexvalvis, sexloba et quasi stel—
lata cellulis radiantibus, extus rugis crenulatis transversis, ut
in Coronula, Diademate et Tubicinella; operculum nullum.
In pinnis Delphini færoensis Globicipitis auit. more affinium
gregalim vivil (inprimis in pinnis juniorum), sed raro apud
Færoas visa. ?
Selskabet bifaldt, at Inspecteur Worsaaes antiqvariske Reise
til det nordvestlige Frankrig underståttes endvidere, med 300 Rdd.
Selskabet modtog:
Fra Generalmajor v. Steinmann paa Generalstabens Vegne :.
Kaartbladene Nyekjobing og Méen, begge saavel i Blade uden
Hoidebetegnelser, som. med den Lehmanske Betegnelses-
maade og med horizontale Kurver.
Fra la Société Impériale des Naturalistes de Moscou:
Nouveaux Mémoires de la S. Impériale des Naturalistes de Mos-
cou. T. IX. Moscou 1851.
Bulletin de la S. Impér. des Natur. de Moscou publié sous la
rédaction du-Docteur Renard. 1851. Nr. 2. Moscou 1851.
Fra det Keiserlige Videnskabernes Selskab i St. Petersborg:
Annales de Pobservatoire physique central de Russie, publiées
par ordre de Sa Maj. YEmp. Nicolas I. sous les auspices
%) ,Coronulidæf Gray.
162
de Mr. le comte Wrontchenko par A. T. Kupffer. Année
1847. St. Pétersb. 1850.
Mémoires de V'acad. Impér. des scienc. de St. Pétersbourg IIlme
Série. Sc. mathem., phys. & naturelles. T. 6me, Premiére
Partie: Sc. mathém. & phys. T. 4me; livr. 3 & 4. St.
Pétersbourg 1850.
Mémoires présentés å Vacad. Imp. des sciences de St. Pøters-
bourg par divers Savans. T. 6, livr, 5 & 6. St. Péters-
bourg 1851.
Fra det Keiserlige Videnskabernes Akademie i Wien:
Magnetische u. meteorologische Beobachtungen zu Prag. 8, 9
& 10 Jahrgang. Prag.
Grundzige einer sat eltn dere fur den Horizont von Prag von
Carl Fritsch.
. Fra Dr. G. Wilson:
The Life of the hon?! Henry Cavendisch, including abstracts
of his more important scientific papers by George Wilson,
M. D., F. R. S$. E: London 1851.
Fra Oberstlieut. Sabine:
Observations made at ihe Magnetical and Meteorol. observatory
at the Cape of Good Hope. Printed by order of her
Majesty's Government under the superintendence of Lieut-
Colonel Edward Sabine. London 1851.
163
Barometer,
reduceret til 092 Reaumur.
Thermometer i Skygge
mod Nord.
5% 21 Fod Jord yet klase orn
fa od over Jorden. 2 Fod i | 2Fod un- emin
an : 4 Efter” der der | mee de. FRR, nd
& " |9Form. Middag. | igggo. | made AR Jorden. | inde å Gange i Dågnet.
. Corr.…0029 ment høiest. Middel. Middel.
1 333,/4452 | 333 £%6 331 mr) 0786 094 292 282 1" Regn 8% Tim, Sne 2,21 | W. W.- S.t.0. SS. >
2" | 38, 89 | 39, 49 | 40, 11 | —2,69 | —3,0 1,8 2,2 0/3 |Regn4 — Sne(0,44) | NO. NNO. NNO. so. | Middeltemperatur,
3 379 12 in B 36, 02 0,29 —2,4 2/1 2,1 0,4 Regn 7 Sne 1,64 so. 80,5, SW, 1852 45 Aar.
4 37, 46 37, 47 36, 98 1,59 —0,5 2,6 2,0 0,4 Regn 6% Er 4,53 | SW, SW. WSW. S. 1—10 1937 i
5. | 28, 90 | 29, .74 | 30, 31 — 3,26 0,6 544 2,0 0/3 | Regn 23 — re NEN URET RG TIR
6 29, 43 29, 28 29, 39 1,41 0,2 2/Å 2,1 1,1 Regn 60% --% 1,22 NW. NW. WSW. NO. 90—99 Så eg
7 | 33, 80 | 34, 28 | 34,711. 1476. | —0,5 344 2,1 11. | Regn 14 — ER SNE KTS SE SM z DOS
8 32, 44 | 31, 93-| 30, 89 3,39 0,6 5,0 2,2 1 1/2" | Regn 16 — 3,02 | wsw. WSW, W. WSW. rE 0,18 —0,65
9 26, 86 | 26, 25 | 23, 52 3,49 2,8 4,7 2,3 1,9 Regn 11f — Sne 1,28 | WSW. WSW. SW. SW.
10 | 30, 79132, 01 | 33, 01 0,34 | —0,6 3,8 2,5 1,2 fk sne 121 — 2,89 | ssw. NW. NNW. 0.
Maanedl.
11 38, 02 | 38, 34 |. 39, 17 | —2,94 —4,1 —U,8 2,5 0,3 0… ONO; NO..NO, Vandmængde
12 | 40, 76 | 40, 55 | 40, 79) —1;792 |" —4,8 0,5 2/3 0,5 ,ÅS0. S0. S0, SO. É 8
13 z 10 37,83 37, 85 RØR ZA gr 3 gr Hagl 63 — Isslag 0,36 dir ae. og we 1852 24 Aar.
14 , 51 38, 83 39, 10 , Øe FS 2, , . . . .
15 | 39% 19 | 38, 86 | 37%, 6) 0,99 | —0,8 21 2,0 0,0. | Regn.134 — Sne 182 ÅS. S. sw.tw. sw, | 77,58 Par. L, 17,07 Par. L.
16 32, 86 | 32, 77 | 32, 22 1,46 0,7 3,5 2,0 1,5 | sne 63 — Regn(0,70) | SW. SW. wW. wWSW,
17 29, 43 | 29, 43 | 29, 41 0,81 —1,0 342 2,0 0,0 : WSW. W. WNW. WNW.
18 | 26, 05 | 26, 26 | 2%, 994. 0,04 | —1,8 3/1 2,0 —0,4 fh Sne 3 — Hagl 0,42 | WNW. NNW. NNW. N. Vindforhold,
19 fk 30, 40 (31, 02 1-31, 55 | —0,74 —1,9 0,9 1,9 —0,1 ONO. NO. NNO. N.
20 33, 76 34, 02 34, 45 —0,04 —2,6 242 1,9 —0,1 i 1852 50 Aare
: NO. NO, NNW. NNW. IN. 0,12 0,08
21 36, 46 br - 92 5, 98 |) —1,12. | —3,2 0,2 1,8 0,1 fj sne 31% .— (0,78) | NNW.NNW.NNW.WNW. | NO. 0/16 0,10
22 40, 60 | 41, 63 | 43, 05 | —0,47 —2,2 1,4 1,7 —0,9 Stille, Stille, ONO. NNW. | 9. 0,08 0,12
23. | 46, 83 | 47, 05.| 47, 20 4 —1,32 | —4,3 1/4 1,6 0,0 NO. NO. NNO. NNO. | s0 0/13 — 0/10
24 47, 44 | 47, 19 | 46, 47 | —0,44 —2,3 0,9 1,6 —0,5 NO. 0. Ot.sS. OSO0. fås, 0,11 0,14
25 1:44, 22 | 43480. 1 23,25) 1, 7K- 4946 1 —0,4 1,5 0,0 OS0. O.t.N. NNO. N. | sw. 014 0119
26 41, 62 | 41, 05 | 39, 87 | —3,09 —4,4 —1/8 1,5" —1,0 N. NO. NO. NNO. fw. 0/13 0,18
271.35, 46 1:35, 32 4 357 741 0746. | 3,5 2,6 1/4 0,0 | sne 6 — (0,49)! NO. 0. NNO. N.t.W. | nw. 0,11 0,09
28 29, 31 | 27, 75 | 27, 20 0,41 —1,4 1,2 1,4 9%7 | sne 22; —FRegn 1,90 | W. SW. St.wW. SW. | stille 0,02
29 | 28, 12 | 28,82 | 29, 04 1,06 | —0,3 2,4 1,4 0,0 fSne 17: — (3,17) | ss0. SSO, SO. ONO.
Rignsu
Oversigt
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
og
dets Medlemmers Årbeider
i Aaret 1852.
Af
Etatsraad, Professor &. Forchhammer,
Selskabets Secretair.
Fr. B og dl.
Mødet den 5te Marts.
Professor J. L. Ussing meddeelte'et Udtog af en Afhandling
om Italienernes Deelagliggjårelse i den romerske Borgerret ved
Bellum Sociale, som vil blive optaget i Selskabets Skrifter.
Den saakaldte Italienske Krig eller Bellum Sociale, der får-
tes i Aaret 90 f. Chr. og de nærmest fålgende Aar, er et af
de mærkeligste Vendepuncter i den romerske Historie. Den
endte med den romerske Borgerrets Udvidelse over hele Italien,
og en nådvendig Fålge deraf var Republikkens Undergang.
Thi den gamle Republik var. beregnet paa et indskrænket Antal
Borgere, der alle personlig kunde deeltage i Statens Liv; det
vidtstrakte Rige, hvori den stårste Deel af Borgerne vare for-
-
hindrede fra personlig Deeltagelse i Folkemåderne, krævede en
… ny Stalsform. Og efterat den Italienske Krig og den paafål—
gende Borgerkrig havde låsnet alle Lovlighedens og Tillidens
Baand, kunde denne nye Form kun blive et militairt Despotie.
Men dette interessante Afsnit af den romerske Historie er
os kun ufuldstændig bekjendt. Vi have tabt de Hovedværker,
der existerede af samtidige Forfaltere, og de Kilder, vi have
tilbage, ere temmelig fattige og urene. Desto nådvendigere
bliver det, at Historieforskerne med Flid eg Omhu behandle og
sondre det overleverede Stof. Denne Krig har ogsaa i den
senesle Tid erholdt en talentfuld Bearbeidelse af P. Merimée
(Etudes sur Vhistoire Romaine I), og omtrent samtidig har
Kiene (Der råmische Bundesgenossenkrieg) vidst at fremdrage
Eet og Andet, som hidtil var upaaagtet. Da imidlertid Ingen
af Begge tilfulde kan tilfredsstille, har Forf. ikke anseet det for
overflådigt al underkaste dette Tidsrum en ny Bearbeidelse, og
haaber i. Eet og Andet at kunne give en klarere Fremstilling,
navnlig» af de indre Bevægelser og Foranstaltninger, hvorved
Italienerne Skridt for Skridt opnaaede den fulde Besiddelse af
den romerske Borgerret.
M. Fulvius' og C. Gracchus? Forsåg paa at skaffe Italienerne
Borgerret strandede med disse Mænds Fald, og i 30 Aar skete
der ingen Forandring i Italienernes Stilling; men Trangen der-
til blev stedse fåleligere og Fordringerne derom lydeligere.
Forst Aar 91 fremkom Tribunen M. Lévius Drusus med et For-
slag om at alle Italienerne skulde have romersk Borgerret; men
han faldt som et Offer for sin Iver. Efter hans Mord udbråd
der et vel organiseret Oprår i hele Mellem- og Syd-Italien.
Marser og Samnitér og deres Nabofolk traadte i Marken imod
Romerne, som i Begyndelsén ofte bleve slagne, og maatte op=
byde al deres. Kraft for nogenlunde at holde deres Fjender
Stangen. Da nu ogsaa Nord-Italienerne begyndte at vakle, gav.
endelig Consulen L. Julius Cæsar Aar 90 en Lov, hvorefter
—
167
alle Lalinere øg andre Forbundsfæller, der vare blevne Rom troe,
kunde blive romerske Borgere,-naar de vilde. Der skulde op-
rettes enkelte nye Tribus til at indskrive dem i, og vælges Cen-
sører for at udfåre det. p add
Den Juliske Lov frelste Rom. Den sikkrede det for yder-
ligere Frafald, og den mere frisindede Retning, som den ro—
merske Politik herved havde begyndt, lammede Oprårets Kraft,
idet den gav Italienerne Haab om ved Underkastelse at opnaae
hvad de havde villet tiltrodse sig ved Vaaben. I Aaret 89 lyk-
kedes det Cn. Pompeius og Sulla at bringe næsten alle -Italie-
nerne med Undtagelse af Samniterne og Lucanerne til Overgivelse.
Ved en Række specielle Love fik :de Borgerret, og det bestem-
tes, vat der skulde opreltes Tribus til dem. Dog synes alle de
i disse 2 Aar oprettede nye Tribus ikke at være flere end 8.
Da imidlertid . Forholdene endnu vare ubestemte, og man ei
vidste, hvor mange nye Borgere der vilde komme til, bestemte,
som ;det synes, -Lex Plautia Papiria, at den endelige Ordning
af Borgersamfundet og Indskrivningen i Tribus skulde opsættes
” indtil videre, og at man for Tiden skulde. nåies med en fore-
låbig Indtegning, der ei skulde foretages af Censorerne, men
af 3 Prætorer.
…… Al det fålgende Aar, 88 f. Chr., fremkom Tribunen P. Sul-
picius med det Forslag, -at de nye Borgere ei skulde indskrives
i mogle faa (8?) nye Tribus, hvorved deres Stemmeret jo i
Grunden vilde blive illusorisk, men fordeles: i de tidligere be-
slaaende 35 Tribus. Consulerne, navnlig Sulla, sågte at sælle
sig imod det; men da det ikke lykkedes, forlod han Rom og
gik til sm Hær i Campanien. Sulpicius satte Loven igjennem,
og tilfåiede en ny Lov, hvorefter Sulla, der havde forladt Rom,
blev afsat fra Commandoen mod Mithridat, og skulde aflåses af
Marius. Da blev Sulla forbittret. Han rykkede mod Rom, be-
salte det med sine Tropper, og banlyste sine Fjender derfra.
Sulpicius blev myrdet og hans Love ophævede. Men efter at
Sulla var gaaet til Grækenland, fornyedes det folgende Aars
168
Consul, L. Cornelius Cinna, Sulpicius” Lovforslag om at de
nye Borgere skulde stemme i alle de 35 Tribus. Dette frem-
kaldte heftige Scener i Rom. Cinna forlod Byen, og Senatet
erklærede ham for afsat. Den fornærmede Consul samlede en
stor Hær; han havde de nye Borgere paa sin Side, og den
forviste Marius gav hans Parlie Glands. De beleirede Rom.
Senalet var i den største Forlegenhed. De kaldte deres Felt-
herrer tilbage, som stode i Mellem- og Syd-Italien, og i det
Haab at vinde Samniterne for sig, de eneste Italienere, der endnu
stode under Yaaben, befalede de Q. Metellus at slutte Fred
med dem paa enhver mulig Betingelse. Senatet havde altsaa
indrommet dem Borgerretten; men Metellus kunde ikke over-
tale sig lil at gaae ind derpaa. Han forlod Samniterne uden
at slutte Fred med dem; men Cinna skyndte sig naturligviis
med at indråomme dem, hvad Senatet havde tilladt, og fra dette
. Qieblik ere Samniterne at betragte som Borgere af det Cinnan-
ske Parlie. Der kan ikke være nogen Tvivl om at Cinna efter
sin Seir har sat Loven igjennem om de nye Borgeres Opta-
gelse i alle Tribus, og de i Aaret 86 valgte Censorer have
sikkert skullet udfåre denne Indskrivning.
Da Sulla i Aaret 83 vendte tilbage til Italien i Spidsen for
sin Hær, udstedte han en Proclamation, hvorefter han ikke vilde
beråve Nogen den Borgerret, de vare komne i Besiddelse af.
Sanmiterne troede ham imidlertid ikke, men vare bestandig hans
farligste Fjender, indtil deres Magt blev brudt ved det blodige
Slag ved Rom og det derpaa fålgende Blodbad, Aar 82. "Og
da Præneste kort efter overgav sig, viste Sulla, hvordan han
betragtede de nye Borgere, idet han lod alle de fådte Romere
gaae frie, men-henrettede alle Samniter og Prænestiner. Mange
af de italienske Stæder, der havde holdt med Marianerne, bleve
straffede méd at modtage Colonier af hans Veteraner, og hele
Strækninger bleve beråvede Udåvelsen af deres Borgerret. Men
dette er dog kun at betragle som en midlertidig Suspension;
lovlig vare alle Ilalienere romerske Borgere fra Slutningen af -
Aaret 87, |
Ba. Aal
" Sundhedscollegiet tilstillede Selskabet velvilligen nogle me-
-Aeorologiske Tagtlagelser foretagne af Herr Apotheker Søeenberg
i Helsingor.
Selskabet modtog: :
Fra den. Kaiserl.-Kongel. Geologiske Reichsanstalt in Wien:
Jahrbuch der. Keiserl, Kånigl. Geolog. Reichsanstalt. 1850.
I. Jahrg. Nr. 3 & 4. 4851. 1I.-Jahrg. Nr. 2 & 3. Wien.
Fra The American Academy of aris and sciences:
Memoirs of the American Academy of arls and sciences,
New series, Vol. IV. Part. II. Cambr. & Boston. 1850.
Fra The Radcliffe Trustees:
Astronomical observ. made at the Radcliffe observatory,
Oxford, in the year 1849. By M. J. Johnson. Vol. X. 1851.
i. Fra The Royal Irish Academy:
Proceedings of the Royal I. Academy for the year 1850—
1851. Vol. V, Part. I. Dublin. 1851
Fra Physikalisch-Medicinische Gesells. in Wirsburg :
Verhandlungen der Physik.-Medicinische Gesells. in Wirzburg.
1. Bd. Nr. 6—22, 2. Br. 1—13. Erlangen, 1850 & 1851.
Fra The Geological Society:
The Quarterly journal of ihe Geological Society. Vol. 7.
Nr. 7. Nr. 27 & 28. 1851. London.
Fra Naturforschende Gesells. in Zirich:
Mittheilungen der Naturf. Gesellschaft in Zårich. Heft 4 &5.
Zurich, 1850 & 1851.
Fra det kgl, Nederl. Institut i Am m. -
Verhandlingen der eerste Klasse van het koninkl.-Nederl.
Instilut.... te Amsterdam. Derde Recks. 4 Deel. Amst. 4851.
Tijdschift voor de wis-en naturkundige Wetenchapen, uitgeg.
door de eerste Klasse van het K. N. J- van Wetensh.. etc. Ade
Deél. 1, 2. 3. 4, Aflevering. Amsterdam, 1851,
170
Fra Dhrr. Rayer, Soubeiran & Bouillard:
Digitaline. Rapports de Mm. Rayer, Soubeiran &-Bouillard,
Paris, 1851.
Fra den Hannoveranske Regjering:
Mittheilungen des Gewerbe-Vereins fir das Kånigr. Hanno-
ver. Jahrg. 1848—1851.. Hannover, 1851. | :
Fra Dr., Prof. I. H. Mådler:
Beobachtungen der Kaiserl. Universitåts-Sternwarte Dorpat
pat, von Dr. Mådler. 12 Bd. Dorpat, 1850.
Fra Prof. A. Quetelet: '
Annuaire de Vobserv. royal de Bruxelles par Quetelet. 1851.
18 année. Br. 1850.
Fra det franke Geologiske Selskab:
Bulletin de la Societé Géologique de France. 12 Serie.
T. VII. Feuilles 9—13, 23—38. T. VII Feuilles 1—27. Paris.
Fra det Zoologiske Selskab & London:
Transactions of the Zool. S. of London. Vol. IV. Part, 1.
London 1850.
Proceedings of the Zool. S. of London Nr. 206—213. Pag.
81—208..
Fra Dr. Faradey:
Experimental Researches on Electricity. London, 1851.
Øg Modet den 19% Marts.
ln se
Åamiral Shifter fremlagde paa Kassecommissionens Vegne Sel-
skabets Budget for 1851, som efter Discussionen blev bestemt
saaledes:
171
mg
Budget for Aaret 1852.
Indtægter. Me. Sk.
1. Kassebeholdning ved Udgangen af 1851 . 1,598 | 18
2: Renter: af Selskabels Fonds 3... 5 8, 5,378 | 46
3. Fra det Classenske Fideicommis ....... VO 3
4. Etatsraad. Schou's og Frues Legat ...... JA RE
5. For Salget af Selskabets Skrifter. ...... 100 | »
7,326 | 64
Udgifter.
1. Embedsmændenes Gager og Budets Lonning 875 | %
2. Til Samfundet for den danske. Literalurs
Fremme 13 13 BE reg MR eee 181 | 70
TØR ey I db BRAST SIM ES ENDE As BØG ØROGRDE 400 | »
Hs BØRNENE SKRIGE, 0 ai VERDENS pe ie 5 . + | 2,000
ek URE SR ER kl ME IR OUN 2 Me Jeg 450
6. Det magnetisk-meteorologiske Observatorium 600 | -%
4. Regeslum' diplomaticim .… 2.0: ruge. 450 | %
8. Trykningen af de Besselske Soltavler . ... 900 | »
9. Subscription påa Zdet Bind af Saxo ...,. 200 |
10. Subscription påa Chr. Pedersens Skrifter ., 150 | »
11. Til en Biste af Geheimeraad Orsted..... 100 | »
12. Til Prof. Allen (Samlinger til Christian d,
ER HEE Re NR NR 200 1 3
13. Til. Mag. A. 'S. Orsted (nåturhistoriske Teg-
BERGE SKS ERA SON NR Ene 200 | %
14. Til Inspecteur Worsaa (Undersøgelser i Bre-
ET. ERE FAAR SE SEA Peri segeeE SSd dler je gense 300 | %
15. Til Literatus Erslevs Forfalterlexicon (200
Rbd.- bevilgede til Udbetaling i Lohetaf 2 Aar) IUUET 5
16. Selskabets Folium i Banken 222,0. 6 1%
e TIBRIGIGE URET 2 EN ere eee ur, 250 |
, | fade] (0:
%) Selskabets -rentebærende Capitaler mURJSre«
25,500 Rbd. med 5 pCt. Rente. . .. 1,275 Rbd.
975023 ERE) BOL BR 18,902. — 465
3,400 — RS ER SEERE 40. —
.126,462 Rbd. med Henius. Se ; 5,279 Rbd.. 46 g
samt 100 £ Sterl. i 5 pCt. og 200 i2 pCt.
dansk-engelske Obligationer, hvis Rente :
RR RES ERIE er SETE Re NET 99 —
Tilsammen sin se "5,378: 'Rbd.. 46 /
Af Selskabets Capitalformue betragtes 100,000 Rbd. som et Fond, der ikke
maa formindskes, Resten derimod som disponibel til videnskabelige Fore-
tagende (ifålge Selskabets Beslutning i 1838),
Pa
172
Reguskabs-Oversigt for Aaret 1851.
GTR 00 DO
Indtægter.
; Kassebehoåldning . fra: 1850 465050 siden
. Renter af Selskabets Fonds... 5. lee er
. Fra det Classenske Fideicommis .......
. Etatsraad Schous og Frues Legat.......
. For Salget af Selskabets Skrifter ...-...
Udgifter.
; Ifålge Revisionsbemærkning. .......- '
. Gager og Lønninger 8.0. 0 5,
. Samfundet for den danske Literaturs Fremme
PrERER a E O ERRNSARREE PEST SETS EGE
Selskabets Bkrner OS LE Sa hes EN
UPAHOKSR ÆN RI ee REDE SIR. REAR
. Det magnet. meteorologiske Observat. . .
. Regestum. diplomaticum … … see eee,
. De. Besselske Sollavler. … 2.7. 4 see een se vs
. Danmarks Topogr. ved Knudsen .......
: Subseription. paa SAKO 2 os ANS LED 8 OK RE
. Tegninger til en Afh. af Dr. Kroyer
. Vandindspecteur Coldings Forsøg .....-
. En Biste af Christian d. 88e ........ .
. Til antiqvarisk-geologiske Undersøgelser ..
. Collation af Haandskrifter i Rom. ......
. Til Literatus Erslevs Forfatterlexicon ....
. Subscription paa Chr. Pedersens Skrifter . .
. Mag. Orsted til naturh. Tegninger ......
. Prof. Allen til histor. BARK 0 STORE EN
ss RONGP i ARTI OR 102 arne RK Ear NE ET RAD
PANELER 5 2 as KE NE TELTE n
.; Tilfældige' Union AE SR ØR AN
En Biste. af Geh Omsled. utan
. Inspecteur Worsaas "Reise 2 4 2
. Prof. Liebmann til Tegninger.........
. Indkjobt en kgl. .Oblig. paa 500 Rbd. til 4 pCt.
. Før en. dito til 5: OR AE FS SS EET 0
i Disconto for 50 Rbd. i Creditbeviser ....
Naar fra Indtægten . . . 8,542 Rbd. 26 Sk.
drages Udgiften . . . .- 6,944 — 8 -
udkommer Kassebeholdning 1,598 Rbd. 18 Sk.
Rbd. | Sk.
3,136 | 79
5,040 | 93
200:
50k y
114 | 46
8,542 | 26
1 | 28
885 | »
170 | 36
200 | »
17415 | 75
283 | 32
598 | 6
b>) ”
400 | »
” ”
” ”
% ”
1521 »
1805
200 | »
55) br]
100 |»
” ”
200 | »
200 | »
'» VBA ER
30 | »
173 | 65
400 | »
300 |
40 | $»
480 | 30
500 | »
2 | 24
6,944 | 8
173
Ved Udgangen af 1850 var Selskabets Capital
125,462 Rbd. , Sk.
200 £ Stefl. engelske 3%
Obligationer indkjåbte til 4,542 — 16 —
100 £ Sterl. engelske 5%
Obligationer indkjåbtetil 94 — 16 —
Kassebeholdningen . . . 3,136 — 51 —
Ved Udgangen af 1851 var Selskabets Capital i
forskjellige danske Obligationer
126,462 Rbd. Sk.
200 £ Sterl. engelske 39% Obli-
LD ORE ERNE REE oe 1,542 — 16 —
100£St. eng. 5% Obligationer 914 — 16 —
Kassebeholdningen ... 1,598 — 18 —
Rbd. | Sk.
131,054|. 83
130,516 50
Fra Herr Stud. med. Bladt modtog Selskabet nogle Ther-
mometer-lagtitagelser, anstillede i Aalborg fra 21. Octbr. 1851
til 29. Febr. 1852.
" Sølskabet modtog :
Fra Naturforskernes Selskab i Ziirich : å
Mittheilungen der naturf. Gesells, in Zårich. H. UL (Nr.
27-39). Zirich, 1849.
Fra det Keiserl. V. Akademie i Wien:
Sitzungsberichte der phil.-histor. Classe der K. A. d. W.
in Wien. Jahrg. 1851. VIL, H. 1 & 2.
Sitzungsber. der mathem,-naturw. Classe d..K. A. d. W.
in Wien. Jahrg, 1851. VI. 5. H. N.F 2 HH.
174
Modet den 2" April.
———mgr—- ——
Etatsraad Molbech oplæste: Antydninger med Hensyn til Konst-
Stilen i de til Plastiken henhårende Assyriske Monumenter ,. og
sammes Forhold til den egyptiske Stiil. ;
I en tidligere Meddelelse om vore Dages mærkværdige Op-
dagelser af Assyriske Palladsruiner, og de i samme forefundne
Værker af den gamle assyriske Sculptur, har jeg neppe berårt
de sidstes Egenskaber som Konstværker; den Plads, som de i
Fålge heraf maa indtage i den almindelige, og særdeles i den
asiatiske, eller forgræske, Konsthistorie;; og det-Forhold, hvori
deres Sliil og Charakteer maa stille dem til andre gamle Natio-
ners Konstværker, særdeles til Egypternes og Persernes, imellem
hvilke de uden, Tvivl i Tidsforholdet, eller i en chronologisk
Betragtning af den gamle Konst, nærmest maa hensættes. Der
maalte vel ogsaa gives Leilighed til Sammenligning imellem
assyriske og indiske Sculpturværker ; men en. saadan ligger dog
fiernere, da de sidste, efter Alt hvad man. kiender til dem, ere
fra yngre Perioder, end de ovenfor nævnte. Nationers. Konst.
Endog de ældste Monumenter i Hindustan, hvor der findes Bil-
ledhugger-Arbeider og Udhugninger i Steen — de bekiendte
Huletempler, som ere bevarede i Dekan, paa. den. vestlige Side
af Halvåen, paa Oerne Salsette og Elephante ved Bombay, ved
Carli, Ellora, og flere Steder — naae vist nok op i en Tid af
" hi Ælde, som det vel kan være vanskeligt at angive med. fuld
Bestemthed. Efter Sagkyndiges Mening, og i Fålge de my-
thologiske Figurer og Forestillinger, som disse Sculpturarbeider
fremvise, tilhåre de dog alle Buddha- .og Brahmalærens Perio-
der, og selv de ældste af hine-Grottetempler kan man ikke
sælte håiere i Tiden, end et Par Aarhundreder før Christus.
175
Disse indiske Konstværker, og i Særdeleshed de sildigste i
Grottetemplerne. ved Ellora, hvis' Storhed og Stiil man i Særde—.
leshed beråmmer, fierne sig saa betydeligt, baade fra Egyptens og
Assyriens Charakteer i Plastiken, at en umiddelbar Sammenligning
med disse (hvorlil vi'desuden savne saadanne Billedværker og Af-
tegninger, der vare i den Grad fuldstændige og påalidelige, som de,
man nu har over de sidstnævnte Konstmonumenter) ved denne Lei-
lighed ganske kan forbigaaes. Vi indskrænke os saaledes til efler=
folgende faa og kørte Bemærkninger om den eiendommelige Cha-
rakleer og Stiil i de assyriske Seulpturarbeider, og deres Forhold
til de egyptiske; og tilfåie nogle Ord om Forholdet imellem den
assyriske og den persiske Stiil i Seulpturen, hvis Monumenter, saa
vidt de hidtil kiendes og ere beskrevne, i Konst og Rigdom sy-
nes at slaae"tilbage for de assyriske; hvorimod Perserne (som
tidligere er bemærket) i en Architektur, hvis storartede Charak-
feer vi endnu beundre i. dens faa overblevne Aylineni; have la-
det Assyrerne vidt tilbage.
Allerede ved at betragte Egypternes Konst fra den ar-
chitektoniske Side, eller i deres Bygningsværker, hvorlil:hos
dem, ligesom hos Assyrerne, Sculpturen slutter sig, som en
væsentlig, men underordnet, mere ornamental, end selvstændig >
Bestanddeel af begge Nationers Konstværker: vil man finde en
slor: og giennemgribende Forskiellighed, hvori Uliigheden imel-
lem de naturlige og geographiske Forhold i Egypten og i Ås-
syrien have en afgibrende og væsentlig Deel. I et Land, hvor
store Floder og vandede Sletter, med en herskende Leer- og
Kalksteens-Formation, udgidre en betydelig Deel af Landets og
Jordbundens Naturcharakteer, kunne vi ikke vente os en Archi-
tektur': og Sculptur, som i Egypten, med Verdens: ældste Cultur
og Konst, hvor Afrikas mægtigste Flod i en lang Strækning
giennemlåber 'en eneste Dal, nær indsluttet af Biergkiæder, ind-
til den herfra udstråmmer Fedme og Frugibarhed over det rige
Deltaland; og hvor de ædelste, haardeste Granitarter, Basalt, Brec-
176
cia og flere ypperlige og faste Steenarter, frembyde et Materiale
for Bygmesteren og Billedhuggeren, der kræver og opfordrer
lil en måisommelig, men ved sielden Varighed lånnende Ar-
beidsflid og Måie. Den stårste Deel af de egyptiske Sculptur-
værker ere udarbeidede i hine undertiden næsten jernhaarde
Steenarler, der fordre den håieste Omhyggelighed i Udhugning
og-Behandling ved Meiselen, men som derved ogsaa kunne
opnaae den Fuldkommenhed i Politur, den Glathed og Glands,
der udmærker saa mange egyptiske Sculpturer, og maaskee
ogsaa kan have bidraget noget til at frembringe den 'strenge
og kolde Stiil, som overhovedet er herskende i Egypternes
Konst; især for saa vidt, som den enten er architektonisk, eller
anvendt paa religibse og symboliske Sculpturværker, og paa
monumentale Forestillinger af Kongernes Personér og Bedrif-
ter. En anden, mere livfuld, mere mangfoldig og bevægelig
Still og Charakteer findes derimod i en Mængde af de Førestil-
linger, som vi kunne kalde det egyptiske Genre-Maleri, og i
hvilke dette, i sin hele Nationalitet saa besynderlige og eien-
dommelige Folk, anvendte Maleriet til at smykke Væggene i
deres mørke underjordiske Gravhuler, og saaledes i de Dådes
Boliger gientog og afbildede alle Huuslivets og Selskabslivets
Optrin, Sysler, Haandarbeider, Forretninger og Forlystelser.
De egyptiske Vægmalninger i Gravene ere derved blevne til et
Slags Archiv for Historien af dette Folks offentlige og private
Liv; de træde paa en Maade i Stedet før den beskrivende og.
fortællende Fremstilling, i Stedet for egentlige Skriftværker,
eller en-Literatur, som Egypterne aldrig synes at have besiddet. |
Det kunde forekomme os som man endog i nogle af de nyeste
Arbeider over Konsthistorien ikke altid har skienket den Deel af
Egypternes nationale Konst, der udfolder sig i disse Gravmale-
rier, ligesaa stor Opmærksomhed, som de architektoniske og
plastiske Værker, hvori unegtelig ogsaa den egentlige Charak-
teer i den egyptiske Konst stærkest og tydeligst har præget sig.
177
" Delte er dog, baade hvad Tegninger og Beskrivelser angaaer,
ikke Tilfældet.-i de colossale Hovedkilder for den egyptiske
Konsthistorie, af Champollion, Rosellini og Lepsius. Jeg kan
imidlertid, i disse faa Bemærkninger, ikke opholde mig ved hiin
interessante Deel af det ældgamle Folks mærkværdige Konsifrem-
bringelser; da den heller ikke har havt noget saa rigt og fuld-
slændigt Sidestykke hos Assyrerne, og slaaer i mindre Beréring
med de hidtil opdagede Mindesmærker af deres Konstfærdighed,
end den religiåse egyptiske Sculplur. Det er bekiendt, at denne i
… visse Retninger havde opnaaet en betydelig Grad af Udvikling:
og Fuldkommenhed, hvilken, i Særdeleshed hvad den techniske
Udførelse angaaer, stiger til en saadan Håide, at den kan kal-
des eneste i den hele Konstverden.. Betragter man den Fuld-
endelse i Behandlingen, selv af de haardeste Steenartier, og den
mesterlige Noiagtighed i at give endog umaadelig colossale Fi-
gurer deres bestemte og forholdsriglige Form, undertiden med
eti sin Art ædelt Udtryk, der ligesom stræber til det Ideale — f. Ex.
idet herlige, colossale Hoved afRosengranit, i det brittiske Museums
egyptiske Samling -—— da kan man ikke andet end med Beundring
betragte, hvor vidt dette Folk, hvis hele Tilværelse var ligesom
en gaadefuld Mystik i den gamle Verdens tidligste Culturperiode
og Stalsliv, havde bragt det ogsaa i Sculpturen. — En vis Ana-
» logie kan vel findes imellem Egypien, saaledes. som det maatte
vise sig for Grækerne og Romerne under disse Nationers ud—
viklede. Civilisation, og China, saaledes som dette endnu frem-—
viser en ejendommelig, ligesom stårknet Nationalitet og Cullur
fra den asiatiske Forverdén, isoleret fra Alt hvad det gamle
og nyeré Asien har overleveret Erindring og Historie; men
Sammenligningen imellem det gamle Egyptens og Chinas Konst
bliver dog meget til Fordeel for Egypterne. Chincserne, der
ikke allene kunne sæltes ved Siden af de gamle Egypter, men
maaskee endogsaa over dem i technisk Evne og mechanisk Op-
findelse og Duelighed, ligesom de udentvivl i Forstandsudvikling
178
ED SS
overgaae dem — endskiåndt denne Evne synes at have fortrin-
lig hersket ogsaa hos Egypterne — staae derimod paa et lavere
Trin end disse i egenllig Konst-Evne og Konsidanmelse. Chi-
neserne fattes i deres oprindelig nationale Anlæg den skabende
Genius og den modne Anskuelse af Formernes Høihed og Reen-
hed, som udfordres til at meddele begge Egenskaber til frie
og ideale Konstfrembringelser. Chineserne ere aldrig” meer
end Naturefterlignere, eller Copiister af forelagte Månstre og
Modeller. Deres Konstarbeider maatte derfor blive groteske
og bizarre, som deres Figur, Klædning, Skik og Smag. Med
Alt hvad man derimod kan sige om Konstideernes ligesom endnu
tilhyllede, ufrie, eller i strenge, foreskrevne Former fængslede
Barndomstilstand i Egypten: saa havde denne Tilstand dog selv
i sin Begrændsning, i sin bundne, conventionelle Stiil, en Ret-
ning mod det Storartede, og havde saaledes i det mindste det
Colossales Aand, om ikke Skiånhedens fulde Aandelighed.
Egypterne have dog i deres plastiske Konst og Maleri over-
hovedet ikke kunnet bringe det videre, end til en Stræben efter
at giengive legemlige Former, hvilken til en vis Grad har op-
naaet sit Maal; men sielden i nogen plastisk Fremstilling har
kunnet komme videre end til den ubevægelige, faste, eller hvi-
lende Skikkelse — ikke til fuldstændig Udvikling af dens orga-
niske Dele, eller til Bevægelsens Mangfoldighed og Forandring
i de legemlige Stillinger; mindre endnu til Udtrykket af det indre
Liv, eller til ret at besiæle den efterlignede legemlige Form. Vel
kan deite ikke siges uden al Undtagelse;- der gives enkelte
egyptiske Billeder, som ikke ganske mangle Udtryk i Ansigtet,
skiåndt dettes Præg i Almindelighed er det strenge, hvilende;
den kolde Rolighed; den ubevægelige Hoihed eller Majestæt, f.
Ex. i Kongernes Physiognomier. Men selv en Tilnærmelse til
Portrait-Liighed findes dog hos disse; og i forestillede Krigs-
optrin og andre Handlinger, særdeles i den store Mængde og
Mangfoldighed af det daglige Livs Scener, i alle Syslers og
179
Haandarbeiders Afbildninger, fattes heller ikke Bevægelsens
Momenter i de forskiellige Stillinger af menmeskelige Figurer
og Legemsdele. I det Helé og Væsentlige er imidlertid For-
… standens Begreb den herskende Evne, der ogsåa fremtræder i
Egypternes plastiske eller afbildende Konst. Det udvortes Le-
-gemlige søgte de ved Efterligning at gibre beskueligt, hvilke
underliden, især i visse Dyreformer, lykkedes dem meget: vel;
mindre fuldkomment i den menneskelige Skikkelse, fordi denne
har det håieste Præg af Siælens Liv og Kraft — fordi, med
andre Ørd, den menneskelige Skabning har den fuldkommenste
Dannelse til i Konstværket al forbinde aandelig Skidnhed og
Idealitet med Naturformernes Efterligning.
Egypternes Konst var overhovedet deels symbolisk reli-
giås; deels historisk eller monumental. De vilde enten frem-
stille de Gudebilleder og de hellige Dyr, som vare Gien-
sland for en meget polytheistisk religiås Dyrkelse; eller de
vilde — overleveré "Efterverdenen Mindet om deres Kongers
krigerske Bedrifter og 'Erobringer. — Begge Dele gienfinde
vi, skiåndt under andre nationale Betingelser, hos ÅAssyrerne.
For Egypterne, som i deres Konstværker ikke havde hævet sig
til nogen bevidst Skibnhedsidee, eller til Konstens og Konstne-
rens æsthetiske Frihed, vare Symbolik og Begreb, eller For-
staaeligked, Belingelse og Formaal for deres Konstproductioner,
hvilke i Aartusinder vedligeholdt sig i uforandrede Charakterer
og Former hos et Folk, hvis hele Liv udgiorde en religibs Beva-
ring af Tradition og hellig Vedtægt. Plato beretter, at efter giel-
dende Lovbud vare Egypternes Billeder, saaledes som de dan-
nedes i hans Tid, uforandrede, hverken slettere eller bedre, end
man havde giort dem for meer end tusinde Aar. En græsk
Historieskriver (Dodor fra Sicilien) har forklaret, hvorledes en
saadan Stadighed i Konstens Tradition kunde opnaaes. De
egypliske Billedhuggere udarbeidede ikke deres Figurer efter
Oiesyn, eller ved en fri Efterligning af Naturen; men de havde
180
foreskrevne Talforhold for Delene i det menneskelige Legeme,
og en bestemt Heelhed, hvortil Delene svarede. Denne engang
foreskrevne, uforanderlige Proportion kunde bevirke, at flere
Konstnere paa forskiellige Steder kunde arbeide paa een colossal
Statue, og dog tilveiebringe en beundringsværdig Eenhed og Har-
monie imellem de saaledes udarbeidede Dele. I Fålge heraf
var ogsaa Charakteren i deres monumentale eller historiske Re-
liefs og Malerier (der, som bekiendt, kun vare Omrids og Fla-
der uden Runding, Skygger eller Perspectiv) uforandret den
samme. Hensigten med disse Konstarbeider var den, at Beskue-
ren kunde see og kiende hvad de skulde udtrykke. Naar man
engang vidste, hvorledes en Konge, en Vizir, en Præst; en Eu-
nuch, en Feltherre, en Seiervinding, en Triumph 0. s. v. blev af-
bildet: da kunde man læse den vedkommende Herskers Bedrif-
ter paa Obelisken eller i Graymaleriet; om endog ikke, for de
mere Indviede, Hieroglyphskriften desuden udfyldte Billedernes
symbolisk-historiske Forestilling af Bedrifter og Begivenheder.
Til en egentlig og klar Forestilling om afbildende og pla-
stisk Konst, til en reen artistik Idee og en derved fremkaldt
fri og fuldendt Konstvirken, havde Egypterne saaledes ei kunnet
hæve sig. En saadan har heller ikke Assyrerne, eller noget andet
asiatisk Folk i den gamle eller nyere Verden, kunnet naae. Da
hos Egypterne baade den plastiske Konst, og Maleriet, overho-
vedet vare afhængige af Architekturen, eller anvendtes i dennes
Tieneste, som Ornamenter (naturligviis med en vis Undtagelse
for den religiåse Sculptur:) saa havde heller ikke deres Plastik,
med al dens techniske Konstfærdighed, tilegnet sig en fri Ud-
vikling af de menneskelige Former. Deres menneskelige Figu-
rer, som i Almindelighed enten forestilles siddende eller staaende,
vise sig, baade i Plastiken og i Maleriet, oftest i en eens-
formig, ubevægelig Holdning; Armene sluttede til Legemet;
Benene, enten skiulte næsten til Fødderne af en tæt sluttende
Drapering; eller, dersom Figuren forestilles gaaende, da er Be-
vægelsen antydet som en streng og stivt skridende Gang. Heelt
181
någne Figurer forekomme kun sielden i den egyptiske Plastik; de
" nøgne Legemsdeles Form er i Basrelief og Maleri mere betegnet i
de ydre Omrids eller Profil-Linier, end anatomisk udviklet i Mu-
skeldannelsen og i en fuldstændig Angivelse af Led og Forbindel-
ser imellem Legemets Dele. Proporiionen; imellem disse er
derimod, efter den overhovedet engang antagne Norm for
den menneskelige Skabnings Forhold, iagttaget med en i det
Hele correct Néiagtighed, endog i de mest colossale Sculptur-
arbeider.. Hvad Figurernes overnaturlige Stårrelse angaaer,
da synes det som Egypterne ogsaa i denne have lagt en
vis Symbolik. I det mindste finder man ofte, i Krigsscener
og i andre Optrin af det offenilige Liv, at Kongernes Figurer
saavidt mueligt paa Malerierne forestilles i overnaturlig Står-
relse, i Forhold til deres Krigere, Hofmænd og andre om-
givende menneskelige Figurer. Det er i åvrigt ganske na-
turligt, at de egyptiske Konstarbeidere have i Legemsdan-
nelsen holdt sig til den i Landet indfådte og herskende Men-
neskeraces Former og Forhold; man finder derfor ogsaa paa
alle gamle egyptiske Monumenter, at fremmede Folkestammer
(f. Ex. Negre; maaskee ogsaa Jøder) altid saaledes ere beteg-
nede ved charåkteristiske Egenheder, at man let kiender dem
fra den indfådte Stamme.
Man kan vel i det Hele sige, at Egypterne baade i Sculptu-
rer og Malerier (hvilke hos dem egenilig blot kunne betragtes som
farvede eller malede Basreliefs; ligesom disse igien ere saa
flade, at de nærme sig til Malerier) havde bragt det videre i
visse Dyrfigurers, end i den menneskelige Skabnings Efterlig-
ning. Detie laae maaskee for en Deel i den Hellighed, som
tillagdes adskillige Dyr hos Egypterne, og den religibse Dyr-
kelse, som man ydede dem. Det var derfor blevet en charak-
terislisk Deel af deres Symbolik. og mythiske. Plastik, at nogle
egyptiske Gudebilleder vare menneskelige Skikkelser med Hove-
det af forskiellige Dyr. Saaledes forestilledes, som man veed,
Guden Ammon med et Væderhoved, Solguden med Hovedet af
>. MM
en Håg; Thott med et Ibis-Hoved; Anubis med et Hundehoved,
0. s. v. Den omvendte Idee viste sig kun i den for Egypten
charakteristiske, hyppigen og i den mest storartede Stiil, f. Ex.
i Alleer eller Adgange til Templer og Palladser, anvendte Sphinx-
Figur, som her i Almindelighed bestaaer i en hvilende Låve-
krop med qvindeligt Hoved og Bryst. ,
Den sidstnævnte Egenskab i Egypternes Konst og Symbolik
(Blandingen af den menneskelige Skabning med Dyrformer) firde
vi, tilligemed mere andet, overgaaet fra Egypterne til Assyrerne;
men paa en Maade, som er ganske eiendommelig for de sidste.
Den hvilende egyptiske Sphinxlåve, med det alvorlige, man
tår vel sige, ædelt dannede Qvinde-Ansigt, er hos Assy-
rerne bleven til et meget charakteristisk, udmærket vel be-
arbeidet mandligt Hoved, men uden al Idealitet, fåiet til
Kroppen af en Tyr eller Love, der ikke er heelt udarbeidet,
eller hvilende, som den egyptiske, men staaende eller skri-
dende; desuden forsynet med et til Skulderen fæstet Vinge-
par, af en "saadan Stårrelse, at de udslaaede naae til Jorden
og bedække den stårste Deel af Dyrets Legeme. Det Hele
faaer derved en ejendommelig grotesk Charakleer, hvori man
ikke gienfinder noget af den egyptiske Figur, undtagen Anbrin-
gelsen af det menneskelige Hoved påa Dyrekroppen. — Paa
lige Maade finde vi ogsaa hos Assyrerne visse Gudebilleder,
der udgibre en beklædt og vinget Menneskefigur med Hovedet af
en Orn eller Grif. Der er i disse assyriske Figurer en egen impo-
nerende Kraft, og en langt stærkere udpræget Charakteer i Ho-
vederne, end hos de egyptiske; derimod have de mindre af det
Slags, om vi saa maa sige, Ahnelse af Idealitet, eller af over-
menneskelig Form og Udtryk, som man undertiden finder Spor til
hos Egypterne; endskiåndt den blev standset og fastholdt i sin
ufuldkomne Ungdom ved en traditionel Konstvedtægt og dens ufor-
anderlige Stiil, Den virkelige Menneskeskikkelse, baade i An-
sigtets Form og nationale Udtryk, og i Legemsdannelsen, havde
Assyrerne upaatvivlelig lært at efterligne og fremstille med
" 183
-umiskiendelig. Stræben efter Natursandhed; men ikke at forædle
" eller idealisere den, hverken hos Guder eller Mennesker.
Vi opdage saaledes ved fårste Oiesyn, den ved Naturtro-
skab «udprægede Charakteer af en semitisk-asiatisk (chaldæisk)
Race, meget forskiellig” fra den egyptisk-afrikanske, og ikke
mindre afvigende fra: den indisk-kaukasiske Race. Vi finde en
mindre håivoxen, mindre smekker, mere forlemmet, undersat,
muskelstærk Legemsdannelse, en Blanding af Styrke og Fylde;
som det synes med nogen Tilboielighed tilFedme. Hovedet viser
Panden for en stor Deel bedækket af et eget Slags rund, noget
kegledannet- Hue; stærke Bryn overskygge OQiet, hvis Blik er
" skarpt, eller strengt alvorligt, Orene og Næsen stor, med tem-
melig stærk Krumning og noget skarp Form; en rund og fyldig
Kind giver de ikke ofte forekommende uskiæggede Ansigter
nedentil et Slags blådere Yppighed, som dog ikke formindsker
det hele Præg af Manddom og Alvor i Forening med physisk
Kraft og Sandselighed, der hersker i de mest udmærkede og
anseelige assyriske Figurers Physiognomie. Det kraftige Udtryk
i den allerstørste "Deel af disse forhåies desuden meget ved den
stærke Skiæg- og Haarvæxt, som for dette Folk synes at have
været pleiet, og i dets Konstværker behandlet med en Ziirlig-
hed,' Rigdom og Omhu, der neppe har fundet Sted hos noget
andet. — Beklædningen synes overhovedet at antyde et Slags
lykke, stive Stoffer, der hverken slutte sig til Kroppen eller
falde i blåde Folder.
Saaledes kan man maaskee sige, at den assyriske Konst,
hvad Drapering angaaer, staaer noget tilbage for den egyptiske.
De anseeligste Figurer i deres Sculpturarbeider synes i det
mindste ved Beklædningen at faae et Slags massiv Tunghed og
Stivhed i' Charakteren, som forhéier den, der ogsaa hersker
baade i Stillingerne, og i Behandlingen af de blottede Legems-
dele. - Saaledes ere unegtelig baade Arme' og Been, hvor de
vises: ubedækkede af det nedfaldende Klædemon, kraftigt be-
handlede, og med diensynligt anatomisk Studium, og derfor
184
overhovedet med en betydelig Grad af Natursandhed — særdeles
i Hænder og Arme, hvori Assyrerne ere forud for Egypterne; men
Behandlingen er tillige noget massiv eller plump; Been og Fåd-
der have en næsten overdreven Tykhed og Stramhed i Muskel-
dannelse, i Sener og Knogler. At man ved nogle Figurer, der
forestilles mere forfra, end i Profil, seer Fådderne i Gang fra
Siden, giåbr en egen Virkning. Jeg maa erindre, at disse Be=
mærkninger i Særdeleshed gielde og maa anvendes paa de mest
betydende Figurer, der forekomme i de store assyriske Basre-
"liefs, hvis Proportioner og hvis omhyggelige Udarbeidelse give
dem håiere Konstværd, end andre, hvor Alt er efter en mindre
Maalestok, hvor i Almindelighed hele Krigsscener og flere Slags
Optrin, (for det meste dog forbundne med Krigen, f. Ex. Plyn-
dringer, Transport over Floder, m. m.) forestilles med en talrig
Mængde Figurer. Her er der meer seet paa Totalvirkningen og
Indtrykket af den hele historiske Handling, som skulde bevares
for Efterverdenen, end paa fuldendt Udarbeidelse af hver en-
kelt Figur. Imidlertid er det især i denne Deel af Assyrernes
Billedhuggerkonst, hvor Liv, Bevægelse og Mangfoldighed i
Konsifremstillingen er lagt for Dagen. Man vil uden Tvivl og-
saa overhovedet komme til det Resultat, at Assyrerne i det,
som hårer til Mangfoldighed, Udtryk, Liv og Charakteristik i
menneskelige Figurer, ere komrie betydeligt videre i deres Sculp-
tur, end Egypterne. Et Overblik af den hele Charakteer i den
assyriske Konst, og en derved frembragt Totalvirkning, tår dog
maaskee efterlade den Forestilling, at den egyptiske Nation,
om dens Konst-Udvikling ikke var bleven ligesom forstenet,
eller standset ved et hierarchisk Princips herskende Magt, sna-—
rere havde kunnet hæve sig til Idealitet i Plastiken, end Assy-
rerne. Hos disse see vi ustridigt techniske Fremskridt i den ydre
legemlige Formdannelse, og i den anatomiske Natursandhed ;
men disse Fremskridt dålge ikke en vis Retning mod det Sand-
selige eller Materielle, i den legemligt-kraftige, muskelstærke og
fyldige Form; uden at vi derimod, enten i Legemsskikkelser, eller
meme
i Physiognomier, finde noget Præg af den forædlende Idealitet,
eller den besiælende Aandelighed. Herom vil maaskee Menin-
gen være forskiellig; men jeg maa udtrykke den, som har dan-=
net sig hos mig, efter det almindelige Indtryk af de assyriske
Konstværkers Afbildninger; hvorimod jeg vel, skiåndt for mange
Aar siden, har håvt nogen Leilighed til at kiende ægyptiske
Sculpturarbeider ved egen Beskuelse.
Vi maae endnu erindre, at hos Assyrerne intet Fortrin finder
Sted fremfor Egypterne i Udviklingen af deres plastiske Konst,
med Hensyn til en fuldstændig Atbildning af den menneskelige
Skabning; hvori de endogsaa snarere, saavidt Opdagelserne hid-
til naae, staae tilbage for den egyptiske Plastik, i hvor langt
endog denne var fra Konstens Fuldendelse. Egypternes Slaluer
ere som oftest ikke fristaaende, eller heelt udarbeidede; det
er allerede nævnt, hvorledes de i Almindelighed fremstillede
menneskelige Figurer, ikke heelt udviklede, eller i någen Skik-
kelse, men beklædte, siddende, og ligesom i stærkt Relief, med
den væsentligste Deel: af Hovedet, Kroppen og Lemmerne fortil
udarbeidede; Ryggen derimod optaget af en Steenblok. Imid-
lertid gives der ogsaa fristaaende, men beklædte egyptiske Sta-
tuer; maaskee dog især fra en sildigere Konslperiode. Hos
Assyrerne fandtes derimod, i det mindste efter de hidtil be-
kiendtgiorte-Opdagelser, ingen hele Statuer; Plastiken synes ikke
at have været hos dem bragt videre end til et stærkt fremhæ-
vet og udarbeidet Relief, som dog fuldstændigen viser os den
ejendommelige assyriske Stiil, baade i Ansigtisdannelsen, i de
yderste Legemsdele, Arme, Hænder og Benene, fra Knæet, i
någne Former; i forskiellig Klædedragt, baade fredelig og kri-
gersk, og i Prydelser. — Hvad de sidste angaaer, da er det
nøgensteds bemærket, at visse Smykker, for Ex. .simple Spiral-
Årmringe af Metal, vise hen til en endnu lidet. udviklet Cultur-
tilstand. Vi ere vel ogsaa tilbåielige til at antage, at dette Folk
har overhovedet i Culturen (ligesom i Architektur og i andre
Dele af Konsten) været betydeligt tilbage for Egypterne, Delte
186
synes imidlertid ikke at gielde om Krigens Færdigheder og
Øvelse, eller om Rustninger, Vaaben og deres Brug, hvori de
historiske Vægbilleder i Ninives Palladsruiner lægge en for det
gamle Asien ikke ringe Udvikling til Skue. Fremdeles kan be-
mærkes, at Smykker og Ornamenter paa Klædninger og paa
Væggene i de assyriske Kongeborge ingenlunde overalt vise
tarvelig Indskrænkning, skidndt vel overhovedet et Slags Sim-
pelhed i Formen. Det er ogsaa allene, eller særdeles i den
ornamentale Stiil, hvor vi kunne finde Udtryk af en vis Grad af
Elegants og Smag i den assyriske Konst.
Jeg vil endnu blot tilféie, at der hersker et Slags Analo-
gie eller Forholdsliighed imellem de plastiske Forestillinger af
den menneskelige Skabning og af Dyrlegemer i Assyrernes
Konstværker. Hovedet, og Benenes Muskeldannelse hos Lover,
… Tyre, Heste og andre forekommende Dyr ere i de stårre Bil-
leder udfårte med Natursandhed, med et rigtigt Blik, og med
en kraftig og sikker Haand. Derimod ere vel overhovedet de
ovrige Legemsdele hos Dyrene mindre correct behandlede og
udførte. Flere Dele af den assyriske Konst, f. Ex. de mærk=
værdige og ejendommelige udskaarne Arbeider i Elfenbeen, de
i den sidste Periode af Opdagelserne fundne Redskaber og Smyk-
ker, m. m. maa her forbigaaes; og hvormeget kunne vi ikke
vente til nåiere Oplysning af Fremtidens fortsatte Udgravninger,
eller af allerede skeete, men endnu ikke bekiendte og beskrevne
Opdagelser i Assyriens Jordbund? — Hvad Forholdet imellem
delte Folks og de gamle Persers Konstværker og Konst-Suiil
angaaer, da' er det 6iensynligt- nok, at der findes et afgiort
Slægtskab imellem begge; men tillige med en bestemt national
Eiendommelighed hos de sidste, og med tydelige Spor til (hvad
der ogsaa synes naturligt efter de historiske Forhold) at Kon-
sten hos Perserne har været sildigere, end hos Assyrerne; og at -
den i Architekturen (som allerede "tilførn er bemærket) har
hævet sig til håiere Fuldkommenhed, til en ædlere og mere
storartet Stiil, end den assyriske Bygningsmaade, med sine sol-
d….
torrede Tegl og'-sin 'blådere Steenart,; kunde opnaae. — Vi
kunne tilsidst yltre som Resultat af de foregaaende korte An-
lydninger: ab den assyriske Konst, uagtet mangen væsenilig og
betydelig Forskiellighed, uden Tvivl dog maa antages at have
havt sit Udspring af den egyptiske; men saaledes, at den vel i
sine Spirer er forplantet fra Egypten, men i Assyrien har ud-
viklet sig i en Stiil, der antog en egen og kiendelig national
Charakteer, og ikke kan kaldes enten umiddelbar Fortsættelse,
eller ligefrem en Efterligning af den egyptiske. Dennes Over-
gang til Assyrien, og Indvirkning paa détte Folks Konstdannelse,
kunne vi dog saameget mindre tvivle om, da enkelte fundne
assyriske Oldsager 'af meget håi Alder have en reen egyptisk
Charakteer.
Ånmærkning til S$. 177, Lin. 21.
Det colossale ,,Memnons-Høoved", der antages at høre til en Billedståtte af
den støre Rameses, (Herodots Sesostris) er egentlig udhugget af en dobbelt=
farvet Blok af den fine syenitiske Granit; man har benyttet den åverste Deel
af blegråd Farve til Hovedet; Farven i det åvrige Fragment, der naaer ned |
til. Brystet, «med endeel af den håire Arm, falder i det blaagraåae.' Statuens
mesterlige Udarbeidelse, og Ansigtets udtryksfulde, ædle og milde Charakteer,
dålger i dvrigt ikke de nationale egyptiske Træk.
"Selskabet valgte Inspector for de antiquariske Mindesmær-
kers Bevaring, Hr. J.J. A. Worsaae, til indenlandsk Medlem af
den historiske Klasse, og Professor C. G. Brunius i Lund til
udenlandsk Medlem i samme Klasse.
Selskabet modtog:
Fra Professor. Chr... Lassen:
Vendidadi capita quinque priora emend. Chr, Lassen. Bonnæ,
1852,
188
Mådet den 16% April.
Prof. Jrgensen foreviste et Apparat, hvormed nogle fore-
låbige Forsåg over Indflydelsen af Jordens daglige Omdreining
paa Pendulets Bevægelse ere anstillede.
——— —
Etatsraad Forchhammer gav fålgende Fremstilling af sine nye
Iagttagelser med Hensyn til den sjellandske Kridtformation.
Det er mange Aar siden, og allerede i Begyndelsen af mine Un-
dersågelser over Danmarks Geognosie, atjeg gjorde opmærksom paa
en Retning i Biergdannelsen som. jeg betegnede som Hovedstryg-
ningslinien, eller som man nu vilde kalde den, Hovedhævningslinien
for Danmark, og jeg efterviste den i Bælterne af Skrivekridt og Salt-
holmskalk i Danmark, saavelsom i den eiendommelige Hævningsli-
nie, hvorved Méens-Klint, og den hele Linie, som forbinder den med
de uregelmæsigen fremskudte Håider i den nordvestlige Deel af
Jylland, ere hævede. Siden den Tid ere mange nye Stadfæstel-
ser af denne fremherskende Retning i Danmarks hele geogno-
stiske Udvikling blevne opdagede, og man tår antage det for
en vel beviist Kiendsgjerning, at en Mængde parallele Linier
udtrykte saavel i den indre "Ordning af Lagene; som i den ydre
Fordeling af Hoiderne, fra Torneaa indtil den danske Stats syd-
ligste Grændse gjengive denne N. V. og S. 0. Retning.
De nordlige Kiæder, fra Kullekiæden og den dermed paral-
lele Rommeleklintkiæde med dens Fortsættelse paa Bornholm,
indtil Torneaa, ere Urbjerge, hyppigen med forsteningsfå-
rende Overgangsbjerge i Dalene imellem de enkelte Urbjergs-
kiæder; i Sjelland og Jylland er det Kridtkiæder, og i Sles-
vig træder en Bruunkulformationskiæde frem. Disse og flere
analoge Iagttagelser fårte mig dengang paa den Tanke, at de
forskjellige parallele Kiæder i Sjelland udtrykte en fra N.O. til
S. V. fremskridende Udvikling fra ældre til nyere Lag, og den
Omstændighed, at Grønsandet omkring Kjåge, og derfra imod
N.”indtil Nærheden af Kjåbenhavn, ligger nordlig for den Skri-
189
vekridlmasse, der danner Grundlaget i Stevnsklint, syntes fuld
komment at stadfæste denne Tanke. Imidlertid have senere Iagt-
tagelser modificeret denne Anskuelse noget, og viist at de nord-
éstlige Parallelkiæder ikke altid ere de ældste.
Der ere 2 Rækker af Iagttagelser som have havt en væsentlig
Indflydelse paa denne Forandring i mine Anskuelser, deels nemlig
de, hvorved vor Grénsand og dermed ogsaa Saltholmskalk ere be-
viste at være yngere end Skrivekridt, deels Opdagelsen af Skrive-
kridt ved Steenlåse paa Veien imellem Kjåbenhavn og Frede-
rikssund, og da begge disse Iagttagelser vel have været offent-
liggjorte, men staae i den nåieste Forbindelse med mine nye
Iagttagelser over den danske Kridtformation, maa jeg tillade mig
at give her et Overblik over samme.
Byen Steenlåse ligger omirent 4 Mile N. for Kjåbenhavn,
og det nærmeste tidligere bekjendte Kridtlag findes i Stevns-
klint i en Afstand af 6 Mile, hvorved jeg dog maa bemærke, at
der ere flere Steder bekjendte, hvor Skrivekridt er opdaget i
Dybden ved Boring, og som ligge langt nærmere ved Steen-
låse, saasom Kridtet i Borehullet ved Harrestrup i en Afstand
af 1% Miil. Den nærmeste Linie imellem Steenlåse og Stevns-
- klintskiædens nordvestlige Fortsættelse træffer paa Alindelille i
en Afstand af 5/4 Mile. Da jeg for omtrent 8 Aar siden op-
dagede dette interessante Findested for Skrivekridtet var det et
lille i en Sandgrav fremragende Partie af neppe en Quadratfods
Overflade, nu derimod efter at.jeg har gjort opmærksom paa
det, og den Vigtighed det kan have i den Egn, hvor det fore-
kommer, er det bleven til en temmelig stor Kridtgrav, som En-
hver med Lethed kan iagttage, da den ligger lige ved Lande-
veien. Kridtet er her fiint, hvidt, skrivende; afdeelt i Lag af
2—3 Fods Mægtighed. Flinten sort, i oprindeligen nyreformige
Stykker, som ere samlede i Lag, der have en svag Heldning
imod 0.%) Imellem dette Steenlåse Skrivekridt-Partie og Stevns-
+) Jeg iagttog en Heldning af 8% imod Øst, men da de Flintlag der have
tjent til denne Bestemmelse ikkun kunde iagttages i en kunstig udskaaren
190
klint-Bæltet, ligger nu det sjellandske nyere Kridt deels trug-
formigen leiret i Fordybningerne, deels selv overgribende over
Randen, saasom i Stevnsklint, hvor Skrivekridtet overalt mere
eller mindre er dækket af yngere Kridt. Det er nu her at
Grånsandet forekommer udviklet ander meget forskjellige For-
mer, hvorpaa ikkun for en meget ringe Deel Udtrykket Gron-
sand, som grønt Sand passer, og paa intet Sted forekommer det
med' den udmærkede Characteer hvorunder vi kjende det paa
Bornholm, hvor en simpel Slemning er tilstrækkelig til at adskille
det gronfarvende Mineral fra det rene Quartssand. "Ved Aas-
håi bestaaer Grånsandet vel deels af gronne Quartskorn, men
for en stor Deel af Brudstykker af sort Flint og Rullestene af
Granit og Overgangssandsicen. I Skovhuusvænge ved Lellinge
er. det især mergelaglige Steenarler, som findes, og Sand og.
Gruus er meget tilbagetrængt. Det er deels dækket af Saltholms-
kalk, deels vexler det med denne Steenart og, saavel ved Borin-
gen i Brondbydster som Kjébenhavns Valdby har det tydeligen
viist sig, at Skrivekridv danner Underlaget for disse Dammelser,
ligesom det i Stevnsklint danner Underlaget for de med Grøn-
sand og Saltholmskalk samtidigen dannede Lag af Fiske-Leer,
Faxokalk og Liimsteen.
Jeg har ved tidligere Arbeider viist, at der med Grånsand-
bæltet falder et Kildebælte sammen, som gaaer fra Stranden ved
Kjogebugt i N. V. Retning indtil Odsherred, og Boringerne ved
Solhéihusene, Thostrup-Yaldby og Brøndbydster, have givet
rige Kildevæld fra dette Grånsand. Dette Vands eiendommelige
chemiske Beskaffenhed, navnligen dets betydelige Mængde af Kisel-
jord, og dets ringe Quantitet Svovlsyre, hvorved det ligner Vandet
saavel fra Aashoikilden, som fra Maglekilde og Helligkorskilde
ved Roeskilde føre til det Resultat, at de i dette Kildebælte lig-
gende Kilder, der vise stor Vandrigdom og Stadighed i denne
v
lodret Kridtvæg, saa beviser denne Iagttagelse ikkun, at Faldet er i
åstlig Retning og ikke mindre end 82, hvorimod det muligen kan være
større,
191
deres Vandmængde, have deres Oprindelse: fra et af de forskjel-
lige, til det yngere Kridt hårende, "sandede eller grusede Lag.
Den åldeles nådvendige Omdannelse af Systemet for Kjåben-
havns Vandforsyning har givet Anledning til en Mængde Spoårgs-
maal, hvoraf de vigligste vedkomme for en stor Deel Muligheden
af at skaffe en stårre Mængde Vand tilstede, end der nu bruges i
Kjåbenhavn, og delte af en renere Beskaffenhed, end man nu kan
byde Staden det. Jeg har før nogle Aar siden ved et moisomme-
ligt og omfattende Arbeide godtgjordt, at Mængden af de organiske
Stoffer som findes i vort Vand ikke er i alle Aarstider lige stor,
heller ikke er eens i… alle Reservoirer, og heraf vilde altsaa
ligefrem fålge, hvilke Reservoirer man helst maatte beholde, og
i hvilke Aarstider man fortriinsviis maatte samle Vandet til Op-
bevaring. Langt vigligere vilde, det imidlertid være, hvis man
kunde vinde en Deel, eller det Hele, af det til Kjåbenhavns For-
syning nådvendige Vand fra Kilder, dersom man ikkun kunde
sikkre sig imod den store Kalkmængde, som ofle findes i Van-
det: der kommer fra dybere Jordlag. Opmærksomheden maatte
da forst være henvendt paa Grånsandskilder, der i Almin-
delighed udmærke sig ved en tilstrækkelig stor Vandrigdom,. for
at de kunne komme i Betragtning ved en stor Stads Forsyning
Rullesteenssandkilder ere her forholdsviis ikkun lidet lovende,
da de meget sjeldent ere rige; saaledes giver Kirsten Piils Kilde
i Dyrehaugen, der er foreslaaet til at forsyne Kjåbenhavn med
Vand, omtrent 300 Tånder dagligen, hvilket er mindre end. ”/3 Proc.
afden Vandmængde, som ansees for nådvendig til Stadens Forbrug.
"Man kunde da tænke paa al benylte de Gronsandskilder der ligge
omkring lille Veileaae, men uden at jeg vil paastaae, at disse her-
til ere ubrugbare, maatte dog deres lave Beliggenhed, der for-
anlediger at en Ledning til Staden baade er vanskelig og kostbar,
gjøre det onskeligt at finde lignende Kilder under gunstigere For-
hold. Jeg har i denne Anledning i min Afhandling over de orga-
niske Stoffer i Kjåbenhavns Drikkevand gjort opmærksom paa, at
det sjællandske Kildebælte's Strygningslinie gaaer igjennem den
192
vestlige Deel af Damhuussåens Opland i Nærheden af Ledåie,
og idet Kjobenhavns Vandkommission er gaaet ud fra denne
Anskuelse er der bleven anstilt en Række Boringsforsåg i Nærhe-
den af Harrestrup, og imellem denne Bye og Ledéie. Længere
imod Vest turde man ikke gaae, da Ledoie allerede ligger uden
for Damhuussåens Opland, og afleder sit Vand igjennem store
Veileaae til Kalleboestrand; hvorfor Kilder, som man muligen
kunde have opdaget der, ikkun med stårre Omkostninger og
Vanskeligheder kunde ledes til Staden.
Egnen er her svagt bålgende, og de tildeels brede Dale
for en stor Deel fyldte med Tårv, som dog paa mange Steder ikke
er meget dyb. Jordbunden er svært blaat og guult Leer, med
enkelte Rullestene iblandt hvilke Saltholms Kalk findes, men er
sjelden. Den hele Egn er fattig paa Kilder, og de eneste jeg
kjender forekomme ved den nordlige Grændse af Damhuusséens
Opland henimod Ballerup. De ere svagtflydende, og komme fra et
tyndt Sandlag i Rullesteensleret. Ved fårste Oiekast syntes altsaa
denne Egn ikke at være meget lovende, men en nærmere Be-
tragtning maatte fåre til det Resultat, at Mangeln paa Kilder
under de stedfindende locale Forhold ikke udelukkede Tilstede-
værelsen af dybere liggende vandfårende Lag. Netop det mæg-
tige meget seige Leerlag maatte gjore det umuligt for Vandet,
som maaskee fyldte et Gruuslag under samme, at trænge op
til Overfladen.
Boringerne bleve altsaa begyndte paa et Sted imellem Har-
restrup og Leddie ganske i Nærheden af Vandskjellet imellem
Damhuussåens og Veileaaens Opland. Dette Borehul er beteg-
net med Nr. 1 og viste fålgende Forhold. Overfladen ligger
52,89 Fod over Havels Middelstand ved Kjåbenhavn.
I Borehullet fandtes fra Overfladen: ;
2) FORE BER SES TE ES EET FEE ENT ROR
b) Sand, lidt vandfårende . . ......18—
c) blaat Leer med Rullestene af Kridt. . . .12 —
193
d) Sand, som blev bestandig grovere og gro—"
vere, indtil man omsider naaede meget grovt
Gruus, især bestaaende af Saliholms Kalk
Og RS FENRERREEE REED eN ESRERR EN-
e) Skrivekridt fandtes ved . . ...-. 50,39 Fod.
eller 1/72 Fod over dagligt Vand i Sundet.
Naar Kildens Aflåb forhindredes, steg Vandet indtil 572 Fod
over dagligt Vaud eller 4,81 Fod over Jordbunden.
Da Boret havde naaet til d) og stod i Begyndelsen afSand-
laget, var den daglige Vandmængde 50 Tånder, og dets Sam-
mensælning: ;
i2 % i 100000 Dele.
kalsuur Kalk 1183930 "Gran Uy Syd sag ggg
kulsuur Magnesia 0,390 — .... 2,474 —
Kiseljord 13779 0,284 — . .. .— 41849 —
phosphorsuur Kaik
ETT as 1 3 ORE ERE KVT IERERS
svovelsuur Kalk . 0,120 — .... 0,780 —
SVOvel sure Kal 0/08 TER sr ve sd]
— — Natron0,265 — . . 0... 1,725 —
. Chlor-Natrium . . 0,616 — ...5;- 4,010 —
5,167 Gran 32,909 Dele.
Et halvt Pund af dette Vand affarvede 4,5 Draaber af den
samme Oplåsning af manganoversuurt Kali, som jeg har be-
nyttet ved mine tidligere Undersågelser, og.som svare til 0,04005
Gran Mangan-Dobbelilte. En stor Deel af denne Affarvning
hidrårte fra det i Vandet tilstedeværende Jernforilte.
Efterat man havde naaet det grovere Gruus i Nærheden af
Kridtet, og dermed sluttet Boringen, gav Borehullet den 1. Dec.
1851 10,000 Tånder Vand i Dågnet, og de Maalninger som ere
forelagne siden den Tid have givet det nedenfor anførte Resultat.
Imidlertid blev Nr. 3 aabnet og den 30, Decbr. maalt at
give 19,000 Tønder Vand.
194
Den 30. Decbr. gav Nr. 1 circa 9,000 Tonder,
— 3. Januar 1852 gav. Nr.1 8,100. —
— 30. dito 00 ned he 44 9,200 sm
åd. Febr. 10530000 20009, 500 0 >
"4, ”Anril 0 es . 9,500 —
Imidlertid var Nr. 4 tdl som gav den 6, April 10,400
Tånder Vand.
Den 21. Apr. gav Nr. 1. 7,800 Tånder.
— 24. Mai . . . . 7000 —
—, 4, Juni . . . 2. 6,300 —
Er SON: | (7: SEERE DERE I > I 1 EDR
Den chemiske Analyse af Vandet efter at man havde er-
holdt .den rigelige Mængde gav folgende Resultat:
i2 & i 100000 Dele
Kulsuur Kalks 7.0.5 3,468 Gran sir" 22,578. —
my Mødrnegie ES 4 04850 ek od mig sn BROR ane
Kiselsyre 44 055. 0,329 0 ale en or BR rn
Jernilte og phosphors. ,
Kalk. 85054 .… 0,261 — É 1,699 —
svovelsuur;Kalk ...0,101 — . samen . 0,658 —
Chlor=Calciam sg 50413 ks 0,736 .—
Clilor=Natrinn 2015 OBE ren Frelser 2,350: —
Chlor-Kalium "2... 0,080. — 1. 731 50150, 024 rr
Seer Kane MO 36,276 Dele
Ved et senere Experiment blev Forholdet imellem Jernilte
og phosphors. Kalk fundet saaledes, at det beregnes i 2 %& Vand,
til 0,029 Gran phophors. Kalk og 0,232 Gran Jernilte og i
100000 Dele 0,189 phosphors, Kalk og 1,510 Jernilte.
Den meget ringe Mængde Svovelsyre er characieristisk for
denne. som for de fleste Grånsandkilder, ligesom denne har den
store Mængde Kiseljord fælles med de andre Grånsandkilder.
Eiendommeligt ér det for denne, som for alle andre ved
Boringer i Nærheden af Harrestrup vundne Kilder, at de i de
195
forste 8 eller 14 Dage efter at de ere aabnede ikke afsætte
Jernilte, naar de komme i Luften, og neppe have Jéernsmag ;
medens man efter 8 Dages Forlob iagttager at Jernmængden
tager til, og snart opnaaer sit Maximum. Deite Jern afsætter
sig meget hurtigt, naar Vandet kommer til Overfladen og bliver
udsat for Luften, og 600 Alen fra Kilden har Vandet aldeles
tabt sin Jernsmag, medens alle faste Dele i den aabne Gråft,
Stene, Planter, selv Sneglehuse ere beklædte med Jernilte-Hydrat.
Endskjøåndt denne Jernmængde er tilsyneladende meget ubetyde-
lig, saa smager man dette Metal dog meget leti Vandet, og den
Mængde Jernilte, der indeholdes i 40,000 Tonder — 180,000 Ku-
bikfod Vand som de borede Harrestrups Kilder leverede, udgjår
dagligen 168 & eller 61,320 & aarligen, som er tilstrækkeligt
for i Låbet af nogle Aarhundreder at danne et Jernlag, der
kunde friste til Anlæggelsen af et Jernværk
Det ovenfor anfårte Phænomen, at Vandet umiddelbart efter
at Kilden er aabnet ikke indeholder meget Jern, medens det senere
medfører en forholdsviis ikke ubetydelig Quantitet, giver os
" sandsynligviis en interessant Oplysning om Forholdene ved dette
mæglige og vandrige Gruuslag. Man maa nemlig opkaste det
Sporgsmaal, hvor den store Mængde Vand, som vi nu tappe af
Laget, tidligere har fundet sit Udlåb, da vi i den hele Dal, der
hører til Damhuussåens Opland, ikke mærke meget til Kilder.
Mig forekommer det rimeligt, at dette Gronsandsgruuslag, som
formodentlig strækker sig over en stor Deel af Mellemsjelland,
her paa delte Sted er lukket, sandsynligviis ved et Leerlag der
afskjærer det underjordiske Vandlåb. Vandet i den Deel af
Gruuslaget, som stod nærmest i Forbindelse med Borehullerne,
blev allsaa stillestaaende, og da Vandet ikke blev fornyet kunde
den ringe Mængde Jern, som det indeholdt let udskilles ved
den atmosphæriske Luft, som ikke aldeles udelukkes ved Leer-
laget,
Det næste Borehul blev begyndt ved Harrestrup Åaen tæt
196
ved Veien fra Harrestrup til Skovlunde, det kaldes Nr. 2 og
dets Forhold ere fålgende:
Jordoverfladen ligger 51,39 Fod over daglig Vande
kh): Sandet. Blåaléer GES orkanen. 0, od
- b) Sand, tildeels meget fiint, Gruus, Smaastene, især
Kalk urt god RENEE EA 0 sr as RE Mød
Denne Boring, som har været forbunden med mange
Vanskeligheder formedelt det stadigen tilflydende Sand, hvoraf
store Bunker optagne ved Boret findes omkring Kilden, er endnu
ikke ført ned til Kridtet; den giver omtrent 1200 Tånder Vand
dagligen, og dens Vandreisning over daglig Vande har mar
endnu ikke kunnet bestemme med Nåiaglighed.
Det 3die Borehul Nr. 3 kaldet staaer tæt ved Byen Harre-
strup. Jordbundens Overflade er 45,07 Fod over daglig Vande,
Lagene vare følgende:
2) Maldiord si: 2 rss mr DERE ERROR
» ho dL KER TS NE KER 7,33 —
SNE POT gå FT HESSEN ES PESSSE FEKS KER ged
d) fast Saltholmskalk. ..… ;. ,… 0,25 — omtrent
i 31,75 Fod
e) det vandfårende Gruus, som ikke er gjennemboret.
Denne Boring, hvorved i nogle faae Dage en overordenllig
Riigdom af Vand erholdtes, er ikke fårt ned til Skrivekridtet,
da Vandtilstromningen var saa stærk, at den medfålgende Masse
af Gruus og Stene ofte udsatte Boret for Fare. Vandreisnin-
gen var 60,06 Fod over daglig Vande og 14,99 Fod over Jor-
dens Overflade. Vand-Mængden var omtrent 19,000 Tånder om
Dagen, og var langt stårre end den, som Maglekilden i Roes-
kilde afgiver. :
Nr. 4 af Kilderne er boret imellem Skovlunde og Ballerup.
Jordoverfladen er 61,54 Fod over daglig Vande. Ved Boringen
viste sig folgende Forhold:
-
i Muldjord Joan, sagib orme pbupneåge
ylblindserien, 56470 7 Bl 28725 la
Grus] Flg 9 d5n, 49020 4 —- fårte lidt Vand
dy Bladleer sk 2 Forhher In ngig mo2
e) Sand, Gruus og Stene . . .21 —
"som gav rigeligen Vand
38,35 Fod.
Ogsaa her standséde man med Boringen idet Vandet fårte
meget store Stene med sig, iblandt andre engang en rullet Gra-
nit, som vejede 1 % 25 Lod. Kilden gav omtrent 10,000 Tån-
der Vand og havde en Reisning over daglig Vande af 68,18 Fod;
og over Jordoverfladen af 6,64 Fod. .
Det b5te Borehul er begyndt paa Riisby Mark i en Hoide
af 63 Fod over daglig Vande. Lagene vare folgende:
8) Mujord ss ER Se Fod
BJ ogtu ber NER VS Æ
c) sandet Blaaleer . . . 25,91—
d) fast Saltholmskalk . . 0,97 —
e) lås Saltholmskalk .. . 0,58 —
f) graa seig Flint . ... 2,67 —
2) Hi e Kalk 1 062 —
h). Kalkgruus, lidt vanfårende 4,58 —
som endnu ikke er gjennemboret. Boringen giver .intet
Vand, som. stiger op til Overfladen, og Tilldbet i Borehullet
elv, hvor Vandet holder sig.i en Håide under Jordskorpen af
7 Fod %2 Tomme, synes at være håist ubetydeligt.
I Borehullet Nr. 6 som ligger ved Harrestrup Aae ved
Veien imellem Eiby og Skovlunde omtrent 37 Fod over daglig
Vande ved Kjobenhavn, ere Forholdene fålgende:
va) Blaajselrikak snooker 189,33" Fod
b) Gruus, hvoraf man hidtil har gjennemboret 2,67 —
Det giver omtrent .900 Tånder Vand dagligen med en omtrenilig
Vandreisning af 114 Fod over Jordfladen.
Så. … sal
I geognoslisk Hensende have disse Boringer lært, at der i
Egnen imellem Ballerup og Riisby i Dybden findes Skrivekridt,
at .delte Skrivekridt er: dækket med et mægtigt Lag af Sand,
Gruus og Stene, som er meget vandrigt, og undertiden igjen er
dækket. af uforstyrret Saltholmskalk, men, al der paa de fleste
Steder findes rullesteenfårende. Blaaleer umiddelbart paa Gru-
set, idet sandsynligviis Saltholmskalken er forstyrret.
Det Spørgsmaal om Kilder, der ere borede saa nær ved
hinanden (Afstanden imellem de hinanden nærmest liggende Bo-
rehuller er mellem 2 og 3000 Alen) formindske hinandens Vand-
mængde, er endnu ikke fuldslændigen besvaret. Den samlede
Vandmængde har aftaget noget i den senere Tid, og naaer nu
ikke 35,000 Tønder dagligen, men om dette er en Oscillalion,
der senere vil relte sig, eller om det hidrårer derfra, at Laget
ikke kan tilfére saa meget Vand, som Borehullerne kunne aflede,
kan først en længere Tids Iagttagelse besvare.
" En ny lagtlagelse med Hensyn til det sjellandske Skrive-
kridts Forekomst maa jeg endnu anfåre her. Delte nye Finde-
sted er en Mergelgrav ved en lille Gaard, som heder Marielyst,
imellem Herlåv og Trellerup, omtrent en Miil vest for Roeskilde
og ikke langt fra Lindenborg Kroe. Graven var fuld af sorte
Flintknolder, der ikke havde været rullede, og i Bunden saae
man Kridtet, men de åvrige Forhold kunde ikke nærmere un-
" dersåges.
Selskabet modtog:
Fra det Kaiserl, Y. Akademie i St. Petersborg:
Mémoires de Pac. Impériale des sc. de St. Pétersbourg.
VI. Serie. Sciences mathem., ph. & nalurelles. Tome VIL, 3, 4,5
& 6 livr. T, VIII, 4 livr. St. Pétersb,
199
Mémoires présentés å Pac. Impér. des sc. de St. Petersb,
par divers savanis. Tome VI, 4 livr. St. Petersb. 1849.
Fra det Hollandske Ministerium:
Flora Batava. 166, 167 & 168 Aflev. Amsterdam.
Fra det Kgl, V. S. i Gåttingen:
Die Tyrannis, Preisschrift von- H. G. Plass, Director des
Dom-Gymnasiums zu Werden 1 & 2 Th. Bremen, 1852.
Nachrichten von der Georg-AÅugusts Universilåt. Vom J.
1851, Nr. 1—19. Gåttingen.
Erste Såcularfeier des Kånigl. G. d. W. zu Gåttingen am
29. Novbr. 1851. Gåttingen, 1852.
Fra det Kgl. Bayerske Videnskabs. Akademie:
Abhandlungen der histor. Cl. der K. B. A. d. W. 6. Bd.
2. Abthl. Minchen, 1851.
Abhandlungen der mathem.-phys. Cl. d. K. B. A. d. W.
6. Bd. 1. Abth. Minchen, 1851,
"Gelehrie Anzeigen. Bd. 32 & 33.
" Bulletin der K. B. A. d. W. des Jabres 1851, Nr. 1—43.
Schilderung der Naturverhåltnisse in Såd-Abyssinien. Fest-
rede von Dr. Rothe, | |
Wiltmann: Die Germanen und die Romer in ihrem Wech-
selverhåltnisse vor dem Falle des Westreiches. Festrede von
. Dr, Wittmann... Minchen, 1851.
KAN
Mådet den 30 April.
Professor: E: 4. Scharling foreviste forskjellige: Forbindelser
tilvirkede af Fuselolie og Viinaand, som i den senere Tid finde
Anvendelse til Parfumer ; ligeledes foreviste han Olien af Gaulthe='
ria procumbens (kanadisk Thee), og fremsatte Hovedtrækkene
af Williamsons nye Æthertheorie, der for en Deel ståtter sig
til Forsåg udfårte med Forbindelser af Træspirilus, erholdt ved
Decompositionen af- Gaultheria-Olie.
øn mg ge mr rr,
Etlatsraad Forehhammer foreyiiste nogle-Minerålier, Forste-
ninger og Bjergarter, som Hr. Prof. Levy havde medbragt fra -
Staten Ny-Granada i Sydamerika, og givet til Uniyersitetes mi-
neralogiske Museum.
Iblandt disse ere de vigtigste og interessanteste ;
1) Smaragden fra Muzominen i Ny- Granada. Smaragderne have
en meget smuk smaragdgrån Farve, ere krystalliserede i
6siddede Prismer med alle de Flader, som Dufrésnoy an-
giver, nemlig. M., P.a?, eller en sexsidet Pyramide i om-
vendt Stilling imod M; b", b?, eller to.lignende Pyrami-
der i samme Stilling som M; h', eller en ret Afstumpning
af Prismels Sidekanter, og h?, eller et tolvsidet Prisma
med afvexlende lige Vinkler, desuden er et dobbelt Scale-
noeder svarende til h? antydet, der fremtræder som en
Afstumpning af Kanterne imellem: a? og M. Imidlertid er
det her ikke de mineralogiske Egenskaber, som interessere,
men de geognostiske., Nogle af Exemplarerne sidde nem-
lig i deres Matrix, paa den Steenmasse, hvori de fore-
komme i Naturen, en' sort kulholdig Kalksteen, der,
ifålge Professor Levys Undersågelser, i Dybden indeholder
Forsteninger af Ammoniter. Smaragdkrystallerne fore-
komme "i småae Kalkspathgange og Aarer, med Svovlkiis,
der 'er smukt krystalliseret, og Parisit, som er et kulsuurt
Salt af "Cerium-Lanthan- og Didymilte, Den sorte Kalksteen
fra Muzo er i sine mineralogiske og geognosliske Egen-
skaber af samme Beéskaffenhed, som den fra Velez, der
er meget riig påa Forsteninger, hvilke betegne den som
henhørende til den ældste Afdeling af Kridtformationen, eller
Neocomien.. De åvrige bekjendte Varieleler af Smaragd-
slægten, den almindelige -Beryll findes ikkun i plutoniske
Gange, medens Smaragden fra Saltzburg forekomme i Glim-
merskiferen, en metamorphisk Bjergart, Desmere paafal-
dende maa det være, at vi her finde den egenllige Repræ-
sentant for Slægten, Smaragden, påa en Gang, der ikke
synes at vise det ringeste Tegn til en Ildvirkning. Thi
Kalkstenen synes ikke at have lidt nogen somhelst Forandring
ved Varme. Dens Brud er tæt og eensformig, dens Farve
sort, og der findes ingen Spor til de Udskillelser, som pleie
at give sig tilkjende, naar Kalkstenen er paa Overgangen
til den kornede Marmor.
Det bekjendte Stykke med.Smaragder i deres Matrix, som
" findes paa" vort Kgl. Museum, er temmelig forskjelligt fra
dette. Vel forekommer her ogsaa Qvaris, Svovlkiis og
Kalkspath, men Parisiten mangler, og medens Gangernie og
Aarerne-i de Stykker fra Muzo, som vi skylde Prof,
Levy, i det Væsentlige ere Kalkspathgange, med meget lidt
Qvarts, er Hovedmassen paa Slykket i det Kgl. Museum
Qvaris, og Kalkspathen er her meget stærkt tilbagetrængt.
Det har endvidere smaa Svovlkiiskrystaller, og hist og
her er Stenen guulagtig, som om der var Jernspath ind-
blandet. Af den sorte Kalksteen, der danner Hovedmassen
ved Muzostenen, seer man her intet Spor. - Endskjåndt de
to storé Smaragdkrystaller, der findes i dette Stykke paa
"det kgl. Museum, ganske tydeligen ere befæstede konstigen
ved en harpixagtig Masse, findes dog en Mængde mindre
202
Krystaller saa tydelig. indvoxne i Steenmassen selv, at
der ikke kan levnes den ringeste Tvivl om, sat Stykket
hører til den Masse, hvori Smaragden oprindeligen fore-
kommer.
Under disse Omstændigheder vilde en Analyse af' Sma-
ragden fra Muzo være af stor Interesse, og jeg agter at
foretage en saadan, saasnart Tiden vil tillade det, da Hr.
Professor Levy har udrustet mig med tilstrækkeligt Mate-
riale til denne Undersøgelse.
2) Parisiten forekommer med Smaragden paa den samme Gang,
og den har de Egenskaber, som allerede Prof. Bunsen
har angivet; ogsaa af denne har Prof. Levy meddeelt et
tilstrækkeligt Materiale til chemiske Undersågelser.
Over et Andragende fra: Herr Dr. Rink afgav den derlil
udnævnte Comitee fålgende Betænkning:
Selskabet har paalagt Undertegnede at afgive Betænkning
over en af Dr. Rink indsendt Afhandling ,en Udsigt over Nord-
Grønlands Geognosie m. m.£ i hvilken Anledning vi herved have
den Ære at meddele fålgende:
Denne Afhandling slutter sig umiddelbart til samme For-
fatters Arbeide over Nord-Grånlands geographiske Beskaffenhed,
som. Selskabet i Begyndelsen af dette Aar har belånnet med
sin Solvmedaille og Optagelse i sine Skrifter, og den giver el
Vidnesbyrd om, med hvilken Flid Forfatteren har undersågt de
af ham bereiste Egne. Vel vidste vi iforveien, at de skifrige,
saakaldte Ur-Bjerge spille en: stor Rolle i Nordgrånland, at
Trappen med Sandsteen og Kul udbreder sig 'der over store
Strækninger, og i de Kjåbenhavnske Samlinger fandtes Minera-
lier fra begge Formationer; men vi skylde Dr. Rink det fårste,
paa virkelige sammenhængende Iagttagelser grundede, Forsåg
paa, at afsætte disse Dannelsers Begrændsning paa et geogno-
203
stiskt Kort. Han har gjort os. bekjendt med den mærkværdige
Rigdom paa magnesiaholdende Mineralier (Hornblænde, Diallage,
Anthophyllit, Dichrøit, Magnesia-Granat, Dolomit.o. s. v.) som
characterisere disse arcliske Urbjerge, og fortsatte Undersågel-
ser ville sandsynligviis godtgjåre, at flere af de medbragte
Mineralier ere nye. Vi skylde endvidere Dr. Rink den meget
interessante Iagllagelse, at et heelt Kullag ved Trappens Ind-
virkning i Grånland er forvandlet til Blyant, ligesom vi ved
hans Undersøgelser faae et klarere Begreb, saavel om de eien-
dommelige Forhold hvorunder Trappen er frembrudt, som om
de smukke og characteristiske Udviklinger af Zeolither, som
forekomme deri.
Comiteen anseer derfor Afhandlingen for værdig til at op-
lages i Selskabels Skrifter.
Den 30. April 1852.
G. Forchhammer. Pingel. Japetus Steenstrup.
Affatter. £
Selskabet modtog:
: Fra det Keiserl. V. Akad. i Wien:
Silzungsberichle der phil.-histor. Cl. d. K.A. d. W. J. 1851.
VII, Bd. 3, 4, & H.
Silzungsberichtc der mathem.-nalurw, Cl. d. K. A. d. W.
J. 1851, VII. Bd., 3, 4 u. 5 H.
Denkschriften der mathem.-naturw. Cl. d. K. A. d. W. 3. Bd.
1. Lieferung.
Archiv fur Kunde oesterr. Geschichisquellen, Jahrg. 1851.
VH BH 1 &£ 2:
Notilzenblatt 1851, Nr. 19—24, 1852, Nr. 1 & 2.
Fra Doctor Lamont:
Beschreibung der an der Minchener Sternwarle zu "den
Beobachtungen verwendelen neuen Instrumente & Apparate.
Von Dr. Lamont. Minchen, 1851.
204
-
Fra det Kngl. Observatorium i Miinchen:
Beobachtungen des meteorol. Observatoriums auf dem Ho-
henpeissenberg von 1792—1850. 1. Supplementbd. zu den An-
nålen der Minchener Sternwarte. :
Fra Herr Boussingault:
Economie rurale deuxiéme edition. II. volumes. Paris, 1851.
Fra Generalmajor v. Steinmann paa Generalstabens Vegne:
Bladene Storehedinge. og Rådbye
hvert i Blade saavel uden Hoidebetegnelse, som. med den Leh-
mannske Belegnelsesmaade og med horizontale Kurver.
Barometer, Thermometer i Skygge
æg =, reduceret til 00 Reaumurs med Nord. Fyr gRR Windens
zR AEft 23 Fod over Jorden. 2 Fod i | 2Fodun- sn, Retning
= 4 |9Form. (Middag. mid æn middel |] E Jorden. | der dagt. Snee £e. å Gange i Dågnet.
Corr,-0034 avest. Glest,. Middel. Middel.
1 3314/4450 | 33141784. | 332,41142 | —2004 | —2097 091 123 —027 Sne 1 Time. NO. NO. NNW. NW. j
2 KS Et SKER SE SE SR | OR 0 I RS | —OØ ENE BUE BE lee ebergtor.
3 få 36, 58 | 36, 87, | 37, 12 | .—4,29 |. —7,2 =46 1,3 0,0 NENS NG2 NNA 1852 45 Aar
AE AUS BI Ada 6 49 ARE BAD BR (YA 1,2 0,0 N. NNW… NNO.-NNW. å 1—10 —0928 0959
3 46, 65 | 47, 18 | 47, 54 | ,—2,12 —6,6 1,1 1,2 vd Taage NNW.NW.WSW.WSW. å 11—21 1,11 1,37
6 47, 38 |. 474 723 | 46, 76 0,31 —3,8 273 1,2 . Smaaregn 3 — WSW. WSW, SW. W. f 22—31 1,65. . 1,97
7 rs FRED ER BA VIE DSA MER. Y PS BLY) 2,84 —0,2 5,6 1,2 Taage WNW.WNW. NW. NW, | 1—31 0,83. 1,33
8 42, 73.1 42,94 | 42417 3,41 1,2 ' 6,6 1,2 NE SNE ON ONW
9 40, 98 | 40,4 9% | 40, 87 3,74 —0,1 7,2 1,2 Regn + — WNW. WNW. NW. N. ;
10 40, 91 | 40, 81) 40, 39 1,89 —0,6 4,0 1,2 Sne 3 — Neri War S805N 8:
11 å 20, 06 | 40, 09 | 40, 28) 0,31 | —0,5 146 1,2 RR SER 0,19 | stine. Stine. SSO. 5. Maanedl.
12 40, 10 | 40, 51 | 40, 75 1,59 —1,3 440 1,1 WNW. WNW.ONO.ONO. Yandmængde.
13 42, 90 | 434, 25 | 432. 30 f —0,26 —2,7 212 1,1 0... 0. SSW. "SW, 1852 29 Aar.
15 41, 00 | 40, 84 | 40, 59 0,96 —1,0 4,2 1,2 NW. NW. NNW. Nw., Å %/93Par.Lin. 10,60 Par, L.
16 38, 44 | 38,89 | 38, 69 ti —2,4 311 1,2 Stærk Taage So 78%; NNW. … NO.
17 40, 84 | 40, 90 | 40, 72 1,01 —1,3 440 1,3 ) NO. NO. NNO. N.
18 40, 26 | 40, 161 39, 90 0,21 —2,d 3,0 1,4 1,6 W. W. WNW. ONO.
19 4,41, 25 | 41, 52 | 41, 57 141 —2,3 544 1,4 1/5 Å Taage NOS NON NNW. Vindforhold.
20 43, 02 | 43, 12 | 148, 01 1,76 —3,1 3/7 1,5 2,5 Stille. Stille, SSW.NNO.
21 å3, 53 | 41, 42 | 43, 07 2,76 —2,38 745 1,6 1,9 Å Taage Sule; 250, TON 0, Je så næ
22 4 42, 67 | 42,37 1-31, 58 RE —0 6,4 1,7 23 Å Taage 0. 0. Sw. sw, f No. :0,07 0,40
23 38, 02 | 37, 04 35, 80 4,54 0,6 SÅ | 1,9 2,7 Å Regn 16 — 0,56 | sw. wsw. sw, ssw, fj 0. 0,10 0,15
221822. 44 4 384 02 4-33, 80 0,49 1,6 2,2 2,9 Å Regn 24 - =lj »Haget 0,08 fw. NW. N. N.t.w. Å S0. 0,02 0,09
25 33, 46 |' 33, 14 | 32, 74 4" —0,62 —2,3 2,2 1,6 NWwW. NW. MX. N.S 0,09 0,13
26 32, 40.| 32,33 1-32, 06 f. —1,42 1 4,5 2,1 1,6 Sne 2 — Byger 0,09 Å N. NNW. N. NNW.j SW. 0,11 0,16
27 31, 81 | 32,10 | 32, 60 0,39 | —4,4 2,0) 1, W. WSW. WNW: WNWwW. | W. 0,15 0,16
28 34722" | 34463 1357 50 1,86 —2,9 1,9 1,7 WwW.. Wi 8: SSW. j Nw. 0,21 0,11
29 36, 90 37, 12 36, 81 0,81 —3,0 É 1,9 1,5 Tadge. Ssw. WSW. S0..SS0. Stille 0,04
30 33; 99 1 33, 49 | 32, 36 3,24 —(),6 2,0 2,1 Å Regn 11 — + 3/81 4 OFF SEE 29S 0)
34 31, 07 | 307. 3ÆN 31; 91 5,11 3,8 2,1 2,1 S. SSW. "SSW. NW.
£) Thermomnetret-i
Uorden,
xx) Thermometrét itu.
206
Thermometer i Skygge
'— Barometer,
3 reduceret til 0? -Reaumur. mod Nord. Begn Windens
=R 2
7 "ak 2+ Fod over Jorden. | 2 Fod i 2Fodun-f mee de. Retning
< i |9Form. Middag. . SR EEK Jorden. | der dagl. A Gange i Dågnet,
: Pe . Middel lue É: Vande.
middag. Corr. 0035 lavest, %)| håiest, %)! miggel. Middel.
É g 5 5: o e 1? Sne 3 Tim, Nes Na: ON SNNO: É:
2 egt: ej gede Se 32 303 —0,3 2,3 2,0 So 121 åg Regn 089% N. N,…… N. "N. | Middeltemperatur.
3 40, 32 40, 89 ES FR 39 2,03 —0,2 2,6 2,Å Sne 15 Sig N. N.s E ø seen 1852 45 Aar.
4 | 43, 84 | 43, 63 | 43, 51 2,73 0,9 2,7 2,6 0.t.S, O.t.S. NM SN 454901 getg "728038,
5 42, 8U | 42, 52 | 41, 83 i =p2 SA $3 Taage "Aa ve ss fl iia2o 2,06 507
6 40, 01 39, 78 39, 12 sæ —2/5 34 37 T 0,16 wW 'N . NO. Nw 21—30 4, å7 6,24
8 | 35 83 % in Sy S 340 —2,0 33 "CSR Fong "EK NNW.NW.N.t.0.N.t.w. | 1—30- 3,24 —— 4,85
9 | 39, 75 | 40, 40 | 39, 82| 2,30 | —1,8 3,4 3,2 | Sne 52 — Regn 0,41 ÅN.t.W.N t-W.NNO.NNW.
10 36, 85 | 37, 07 | 37, 51 5,38 —0,7 3,4 3,6 É W. N.t.W. NNW. NNW. AES
aa «
1 38,527 $ 43 | 38, 07 5,75 0,5 3,6 3,7 OS0. Ss. SW, SW,
ie fa et åg år al 5m | —19 8. SA frmr 0 ke. sn0 rede KERN REMEE
, , , , | , , Ka . . sb. . 4
AU, 27 | 40, 12 | 39, 80 3,55 0,8 4,2 4,2 Å Regn 14 — Sne 0,19 | SW. S0. SSO. SSO, .L. BE
i: 39, 62 | 39, 90 K 12 1/48 0/6 4,2 3,8 ? " | sso. NNW. ONO. UNO. 9,77 Par, L, 16,51 Par. L
PIR ne] Ex | 08 | 7 så | 32 dne åg — 0 UND 980: 80" G80
e, ere , , ne x —- . . . . .
SEEGER Sk | 32 fake Sr BYS 80" noe nkw: | …. Vindforhold.
Ø-A bur: , ne sag ' . . . .
20 38, 62 38, 99 39, 25 1,68 —3/3 32 3,0 Sne ifå — + 0;/9% | Stille. OSO. OSO0. SSO. $ ne gå in
. ; (
2 | 0, 21 | 20, 30 | 30, 03] 35 | —05 33 Be er Saa ao 30, SÅ. fi eger enge N
(> »Iy« , . . . . . lø EN
23 | 43, 05 | a2, 95 | 42, 53| 3,65 | 043 3/4 3,5 050.050. 0.1.5. SSW. | 50. 016 — 0,01
24 40, 86 40, 39 39, 75 4,78 —1,8 1294 3,6 4,1 , N.…. NO, 0.t.S. NO. g 0,20 0,13
25 Å 39, 99 | 39, 63 | 38, 66 5,25 0,8 11/1 3/8 4,9 000. ONO… NO. k sw0,05 0,12
26 36, 7& | 36, 71 | 36, 69 3,65 0,1 12,5 3,7 5,0 S. WNW. NNO. ONO. fw, 0,03 0,15
27 39, ,19 | 39, 33 | 39, 53 3,70 1,5 5 3,8 4,3 OS0. SO. So, SSO. fo nw. 0,07 0,13
28 39, 79 |-539/1758 | 39, 21 6,00 0,3 11,4 4/4 5,0 S, "Stille, | S. SSW. I szille 0,03
29 37, 46 | 37, 33 | 36, 67 6,38 3,5 11,0 4,5 4,7 SSW... S. $1.0.….SS0.
30 33, 71 3, 04 | 32, 25 5/38 4,3 11,0 4,8 4,5 Regn 7 — 3/02 | SSO. S. S0. OSO.
EH)
Efter Celsius.
meer sigt.
over det
Kongelige dånske Videnskabernes ”GSKADS
Forhandlinger
, sm rog
dets Medlemmers Arbeider
i Aaret 1852.
Af
"Etalsraad, Professor &. Forchhammer,
Selskabets Secretair.
Ær. & og 6.
Modet den 14% Mai.
| ———- i
Professor Westergaard: forelagde første Hefte af sin Udgave
af Zendavesta, ør the religious books. of the Zoroastrians, edited
and interpreted, og knyltede: dertil nogle korte Bemærkninger
om ;;Zendavestas Alder og Hjemstavn, der nåiere. ville blive"
udviklede i den tredie Deel af hans Zendavesta.
Hverken. i Henseende til Zendavestas Alder. eller til dets
Hjemstavn have, vi nogen historisk Angivelse; :men en. gammel
Tradition henfårer Zoroaster til Baktrien,. og Rigtighed eller Sand-
synligheden heraf bestyrkes i håi Grad ved de, skjændt rigtignok
kun faa,; historiske og: geographiske Optegnelser; sSsom findes i
Zendavesta. - Den vigtigste af disse er en Føfteg helse (Yendidåd,
208
em
Cap. I) over 16 Steder, som Ormazd (Ahura-mazdå) skabte,
hvilken tillige giver en Udsigt over Datidens geographiske
Kundskab. Denne Fortegnelse indeholder for en stor Deel vel
bekjendte Navne, hvoraf det fremgaaer, at den begynder i Ost,
og gaaer derpaa i flere Buer fra Nord mod Syd; hvorved
man tillige kan danne sig en Forestilling om hvor omtrent de
ubekjendte Lande maa såges efler Forfatterens Anskuelse. Det
forste Land, som Ormazd skabte, er Airyana vaejah, det Ariske
Kildeland til den gode Flod Dåitya. Navnet airyana er afledt
af airya, en almindelig Benævnelse i Zendavesta for de Folk,
som dyrkede Ormazd, i Modsælning til Tuirya eller Turaner.
Navnet airya gjenfindes desuden andre Steder i Irån som en
almindelig Folkebenævnelse; saaledes f. Ex. hed Mederne op-
rindeligt Arier (Herodot VII, 62), i Indskriften ved Behistun
kalder Darius sig en Arier, af Arisk Herkomst, og Sassaniderne
benævne sig malka Airån va Anirån eller malka Ariån va
Anariån, Konge over Årier og lkke-Arier; og herfra stammer
det nyere Irån, en geographisk Benævnelse paa Landene mellem
Forasien og Indien. Navnet Airyana gjenfindes desuden i det
gamle Åriana, der navnlig hos Strabo, var en almindelig Be-
nævnelse for Landene sånden for Hindukush, hvortil dog ogsaa
undertiden henfårtes -en Deel af Medien og Persien, saavelsom
Baktrien og Sogdiane; thi disse Folk talte omtrent samme Sprog
(Strabo XV). Men Navnet Airya eller Arya findes ogsaa uden-
for Irån, f. Ex. blandt Osseterne i Kaukasus? Bjergdale og
navnlig i Indien, hvor det er en ligesaa gammel og hæderlig
Folkebenævnelse, (jfr. Aryåvarta hos Manu, Landet mellem
Himålaya og Vindhya-Bjergene, mellem det dstlige og vestlige
Hav.) Airyana vaejah omtales ofte i Zendavesta: her mådte
Ormazd med de hellige Aander, og Yima med de bedste Men-
nesker (Vendidåd II); her dyrkede Ormazd det hellige Vand
(ardvi sura) forat vinde Zoroaster til at hylde, forkynde og
efterleve hans Tro (Yasht V, 17), og her dyrkede han den
gode Aand, der raader for Livets Nydelser, forat faae Magt til
å Øg
209
es en
at odelægge den onde Aands (Ahrimans) Skabninger (Yasht
XV, 2). I Airyana vaejah forkyndte Zoroaster først det hellige
Ord, og her dyrkede han forskjellige mythiske Væsner, forat
vinde Vishtåspa og Hutaosa for den af ham forkyndté Tro
(Yasht V, 104, 1X, 25, XVII, 45). Delte af Ormazd først skabte
Land er saaledes tildeels et mylthisk Gudeland, thi ogsaa Yima
er et mythisk Væsen; men ligesom andetsteds Gudernes Boliger
knyttedes til virkelige jordiske Egne, saaledes synes det samme
at være Tilfældet her, og da Airyana vaejah mod Vest omgives
af Søgdiane og Baktrien, ledes vi hen til det frugtbare nuvæ-
rende Badakhshån, som mod Syd og Ost begrændses af de
høie og utilgængelige Bjergkjeder, Hindukush og Belurtagh, og
som ender op i den håéie Bjergslette Pamir, hvor Floden Oxus
har sin Kilde; og denne Flod gjenfindes rimeligviis i Zend=
avestas Dåilya, hvis Vande omtales paa flere Steder. Med
Badakhshans naturlige Beskaffenhed, med den lange, strenge
Vinter paa Bjergene, synes ogsaa at stemme den Beskrivelse,
som i Vendidåd gives af Airyana vaejah; thi der skabte den
onde Aand Ahriman ,,azhi raodhita og Vinteren, der var ti
Vintermaaneder og to Sommermaaneder”, Azhi oversælter Tra-
dilionen almindelig ved Slange; men da Ordet raodhita paa det
eneste Sted, hvor det desuden forekommer (Yasht XIX, 2) er
"et Navn paa et Bjerg, og saaledes maa jevnfåres med det
afghaniske roh et Bjerg, det sanskritske Rohitaka, synes det
reltere at sammenligne azhi med Vedaernes ahi, en Sky; og i
azhi raodhita have vi muligviis en gammel Iransk Benævnelse,
paa den Bjergkjede, som nu med et tyrkisk Navn kaldes Belur
tagh eller Sky-Bjerget. Efter Airyana vaejah nævnes i den
forste Række de tre Steder Sughda, Maru eller Marva og
Båkhdhi, der i de persiske Kileindskrifter kaldes Sugda, Margu,
"Båkhtri eller Sogdiane, Margiane og Baktrien, hvilke Navne
endnu have vedligeholdt sig i en kun lidet forandret Form. Den
næste Række begynder med det ligeledes velbekjendte Nisåya,
der siges at ligge nedenfor Maru og Båkhdi, og som af Darius
210
omtales som en Deel af Medicn. Dereftér fålger Haraeva, der
med samme Navn anfåres i de persiske Kileskrifter, og som å
en noget forvansket Form er Grækernes "Aria (det nuværende
Heral). Det syverde Sted, som Ormazd skable, er Orkenen,
hvori Duzhaka ligger, som Burnouf, (hvem en altfor tidlig Dåd,
far Dage efterat dette Foredrag var holdt, har beråvet den
åsterlandske Videnskab) med Relte har gjenfundet i Drangiane,
Zaranka hos Darius sånden for Aria i det nuværende. Sejistån,
Det ottende Sted er det kornrige Urva, et aldeles ubekjendt
Navn, der kun nævnes paa dette ene Sted i Zendavesta; det
maa ifålge sin Plads i Forlegnelsen såges enten ved Drangiane
eller Nord for Hyrkanien, som nævnes som det niende Sted;
det forste synes al være det rigtigere, da vi' ellers sagtens
vilde have havt et velbekjendt Navn. ligesom ved de dvrige
Steder, som anfåres Norden for Hindukush. Det niende Sled
kaldes Khnånta, hvori Våhrkana ligger; heri har man. med.Relte
gjenkjendt Hyrkanien, som med. et lignende Navn, Varkana,
nævnes af Darius i "Forbindelse med Parthien. Navnet har
Lighed med, øg synes at være afledt af våkrka, Ulv; men det
er dog muligviis alligevel et fremmed- (Skythisk eller Dahisk)
Navn, der har faaet en Iransk Klang; det gjenfindes forresten
i det nuværende Jurjån, Distriktet ved Atrekfløden, hvor ogsaa
nu dvæler den sliore Turkoman-Horde, Goklan;: og da Ahriman
her frembragte den usonelige Last Søodomi, kan' man desuden
sammenligne det med det nypersiske gharchah, en ; Sodomit.
Det næste Sted er Harahvaiti eller Arachosien, Osten for Dran=
giane, der havde sit Navn af Fløden, den nuværende Arghandåb,
der forener sig med Hilmend, Hirmend, Erymanthus eller Ety-
mandrus, hvilke Navne stemme med Haetumat eller Haetumant,
der nævnes som det ellevte Sted, og som derfor maa såges
Nord for Arachosien og sagtens i den Deel af det nuværende Kabul,
som Darius belegner med Navnet patagus (Herodols Sattagyder),
hvis Beboere Grækerne kaldte med et fælleds Navn Paropami-
sader eller Paropanisader efter den Norden for den låbende
211
Bjergkjede. Med det næste, det tolvte Sted begynder en ny
Række; det er det bekjendte, ældgamle Ragha, den stårste Stad i
Medien, der blev gjenopbygget af Seleucus Nicator under Navn
af Europus, og af de parthiske Konger tillagt Navnet Arsacia,
men som desuagtet bibeholdt sit gamle Navn og vedblev længe
at blomstre indtil Mongolernes ådelæggende Indfald, og af dens
Ruiner findes endnu enkelte Spor i Nærheden af Teheran. De
to fålgende Navne ere ganske eller tildeels ubekjendte. Det
fårste er Chakhra, der muligviis kan gjenfindes i Zagros, det
gamle og endnu tildeels hjemlige Navn for Bjergkjeden mellem
Medien (Irån) og Assyrien; det andet (det fjortende) er det
firkantede Varåna, som imidlertid, hvis det er et jordisk Land,
maa såges i Nærheden af Indien (i det nuværende Beluchistån),
da' vi her træffe en af de faa Overensstemmelser, der findes
mellem Zendavestas og den Indiske Gudelære. I Varåna fådtes
. nemlig Ppraetaona, Sån af Apbbhya, der fældede Slangen Dahåka
med tre Hoveder, tre Gab, sex Gine og tusinde Kræfter; og
dette stemmer med den Vediske Undergud Trita aptya, som
opholder sig i den yderste Verden, ; hvor Vandene dvæle og
hvorfra Luften udstrommer, og som tilligemed Våyu, Vinden,
underståtter Luftens og Himlens. Gud, Indra, i Kampen med de
onde Aander og dræber den trehovede Slange Ahi. Det fem-
tende Sted er ogsaa de syv Floders Land Chapta hindu), et
Navn ogsaa bekjendt fra de ældste Indiske Kilder som Benæv-
nelse paa det nordvestlige Indien; men det synes efter Zend-
avestas Anskuelse at: have havt en stårre Udstrækning, da det
siges at strække sig fra den åstlige til den vestlige Strém eller
Hav, og muligviis derfor identisk med det får omtalte Aryåvarta
i Manus Lovbog. Det sextende og sidste Sted, der nævnes, er
påa Bredderne af Rangha, der etymologisk er det: samme som
Vedasprogets raså, der deels betegner en Flod i Almindelighed,
og deels som det synes er Navnet paa Havet, der omgiver
Jorden; dette sidste synes at være Betydningen af Zendnavnet
Rangha, hvorfor det ogsaa kaldes det gabende, det hvis modsalte
249
Bred er langt borte. Paa dets Bredder, siges der, bog
eller herske Asåro, et Navn, som kun forekommer her, men
hvori der muligviis vil kunne gjenfindes en svag Gjenklang af
Assyrernes beråmte Navn,
Kaste vi et Blik paa Iråns geographiske Omfang, Sallike vi
det mod Nord, Osten for det kaspiske Hav, omgivet af ufrugt-
bare Orkener og Stepper, hvor fra Arilds Tid Nomadestammer
have dvælet; mod Ost afgrændses det af den uvejsomme Bjerg -
kjede, Belurtågh,. dér stéder sammen med Himålaya, og derefter
- af de Bjergkjeder, "der låbe langsmed Indusflødens. vestlige
Bred. Mod Syd begrændses det af Havet, og mod Vest af de
Bjergkjeder (Zagros) Osten for Tigris, som mod Syd udgaae fra
Antitaurus; denne danner den nordlige Grændselinie Vest for
det kaspiske Hav, langs med hvis sydlige Bred den låbermod st
og forbinder sig med den fra Ost kommende vestlige Fortsæt»
telse af Himålaya (Hindukush, Paropamisus). Herved skilles
det nordlige Irån fra "det sydlige, hvilket især fremtræder i den
åstlige Halvdeel. Foruden denne Skillelinie afsondres det vest-
lige Irån fra det åstlige ved en næsten uafbrudt Række af store
Orkenér, der strække sig langs med den åsilige Side af det
kaspiske Hav mod Syd ned til det persiske Hav. Irån er saa-
ledes af Naturen afsondret i trende Dele, som kunde kaldes
Vest-Irån (Pérsien), Ost-Irån. (Afghanistån) og Nord-Irån (Tur-
kistån efter dets senere Beherskere), hvilke sædvanlig have
været underkastet en forskjellig politisk Skiebne, Sammenfatte
vi nu Vendidåds nys omtalte Angivelse af Lande, finde vii
Nord-Irån nævnede, foruden det dstligste Airyana vaejah, Sogd,
Merv, Balkh og Nisåya, det er hele Nord-Irån i alle dets
velbekjendte. Hoveddele, I Ost-Irån nævnes med bekjendte
Navne kun den nordlige Deel, ellér Haraeva (Heråt) og Lan-
dene ved .Harahvaili og Haetumai, og desuden, men med
ellers ubekjendte Navne Duzhaka (Drangiane), Urva og Våråna.
Af Vest-Irån derimod aåanféres kun med bekjendte Navne det
nordåstlige Hjårne, Hyrkanien og Ragha, skjåndt til denne Deel
213
vel ogsaa Chakhra maa henføres. Denne Sammenstilling viser
hen til Nord-Irån, som Stedet hvorfra hiin Fortegnelse er ud-
gaaet, og navnlig til Baktrien, efter Tradilionen Zoroasters
Fodeland; vi finde alle dettes Grændselande omtalte (Sogdiane,
Margiane, Nisæa, Aria og Landene ved Haetumat og Harah-
vaiti); men jo længere Forlegrielsen gaaer mod Vest eller Syd,
desto mere fragmentarisk og ubestemt bliver den, Kun lille er
den Verden, som da var kjendt; men netop dette ringe Kjend-
skab synes at kunne lede os i Bestemmelsen af denne Forteg-
nelses Alder. Thi naar vi her finde nævnet Hapta hindu, der
vel fra ældgammel Tid stod i Forbindelse med Baktrien, men
ingenlunde var noget Ormazd dyrkende Land, medens vi fra
Vest-Irån kun træffe Ragha og Chakhra istedetfor de verdensbe-
romte Lande, Medien og Persien, som dog dyrkede Ormazd
som Himlens og Jordens Skaber, saa synes Grunden herlil ene
at være den, at disse Navne den Gang endnu ikke vare kjendte i
Baktrien. Hvad Persien angaaer, dæblev dets Navn vel fårst udbredt
udenfor dets nærmeste Grændser ved Cyrus og hans Efterfol-
gere, men det maa dog snart have været blevet kjendt i Nord-
Irån; thi vi vide fra Herodot, at Cyrus drog efter Cråsus” Fald
mod Baktrien og udvidede sine Erobringér til Iråns nordligste
Grændse. Baktrien og Sogdiane nævnes af Darius blandt de
Lande, der vare Perserkongen underdanige og skalskyldige; og
da den støre Opstand mod Darius udbråd under hans Ophold i
Babylon efter dettes Gjenerobring, da Persien, Susa, Medien,
Assyrien, Armenien, Parthien og Hyrkanien samt Margiane faldt fra,
og Opråret udbredte sig fra Persien til Arachosien og det
nordenfor liggende. patagus; da saaledes hele Vest-Irån og den
stårste Deel af Ost-Irån havde reist sig mod Perserkongen,
forblev Baktrien tro, og dets Satrap, en Perser Dadarshi,
dæmpede Opråret i det nærliggende Margiane. Paa den Tid
maatte Persiens Navn have været kjendt i Baktrien, og vilde
sagtens have fundet en Plads i hiin Fortegnelse, hvis denne
havde været yngre end Darius og Cyrus. Ogsaa Mediens Navn,
214
der eiheller findes i Zendavesta, er ældgammelt; alt i Genesis
nævnes Madai, en Søn af Japhet; men muligviis har det op-
rindeligt ikkun været en Betegnelse for den vestlige 'Deel;; der
senere er blevet overfårt til det Hele; ligesom det ogsaa' er
muligt, at det har været brugt af vestlige Folkeslag i samme
Betydning og Udstrækning, som Ragha af de åstllige. ” Om Ragha
siger Vendidåd, at det var Ppri-zantu eller bestod af tre Stammer:
Efter Zendavesta var hvert Folk (dahyu) inddeelt i Stammer
(zantu), som bestod af et vist Antal mindre Afdelinger eller
Claner (vis), der igjen dannedes af de beslægtede Familier
(nmåna), hver af disse fire Afdelinger med sin egen Håvding;
(en Tilstand, som i sine Hovedtræk endnu har vedligeholdt sig
hos Afghanerne). Desuden havde hver af disse fire Afdelinger
en egen Præst (ratu), som alle vare underordnede Zoroaster;
hvorfor der siges paa et andet Sted (Yasna, Cap. 19), at der
i alle Zoroastriske Lande fandtes fem Ratuer, nemlig en for
Familien, en for Clanen, en for Stammen,.en for Folket, og
Zoroaster er den femte, Men naar der tilfåjes, at herfra maa
;»undtages det Zoroastriske Ragha, thi der ere kun fire Ratuer,
for Familien, for Clanen, for Stammen og Zoroaster er den
fjerde”, da antyder dette, ligesom det ovenfor anfårte Udtryk
Pri-zantu, at.i Ragha fandtes ingen fælles Håvding før Folket
eller Indbegrebet af Stammerne, men. at altsaa hver Stamme
bestod selvstændig og uafhængig af de andre; hvilket vi fra
Herodot vide virkelig var Tilstanden i Medien, får det lykkedes
Dejoces at samle dets Stammer under sin Overhéihed (omtr.
710 for Chr.) Naar vi derfor paa Grund: heraf- sætte det
syvende eller ottende Aarhundrede f. Chr., som det yngste
Tidspunkt for Affattelsen saavel af de Stykker, hvori de anførte
Angivelser findes, som ogsaa af den 'stårste Deel af Zendavesta,
der er affattet i samme eller lignende Sprogform, da ville vi
finde delte bestyrket ved Betragtning af Sprogets Tilstand og
Beskaffenhed. "Det ligger i den Japetiske Sprogæts Natur, at
Sprogene efterhaanden tabe de grammatikalske Former, at de
215
miste! Evnen til ved: en Ændring af Ordenes ydre Form at be-
tegne de forskjellige Forhold, hvori de komme til hverandre;
og saaledes. lærer Erfaringen os, at'jo' ældre et Sprog er, desto
stårre Rigdom besidder det paa grammatikalske Former. Af
den Iranske Sprogklasse have vi det oldpersiske Sprog i
Achæmenidernes Kileskrifter, hvis Alder derved er néie bestemt,
(Slutningen af det sjette og Begyndelsen af det femte Aarhun-
drede "f. Chr.); og i Sammenligning hermed besidder Zend-
sproget i begge sine Dialekter en stårre Rigdom paa Former;
hvilket. igjen forudsætter en håiere Alder. Vel kan Forandringen
selv indenfor den samme Sprogklasse foregaae hurtigere eller
langsommere ifålge de Forhold, hvorunder Folkene leve; men
den foregaaer hurtigst der, hvor Folket ved Siden af indre
Forfald er udsat for stærke ydre Paavirkninger. Alt med Darius?
nærmeste Efterfålgere begyndte Iråns indre Forfald, hvorpaa
vi have et tydeligt Beviis i Sprogformen i en Kileindskrift fra
Artaxerxes den tredie. Efter Iråns Erobring af Alexander den
store, kom. det ved Skiftet i Seleucidernes Besiddelse, indtil
Theodotus: (250 f. Chr.) låsrev Baktrien og stiftede der et
hellenisk Rige; kort efter bemægtigede Partherne sig Vest-Irån,
og flere helleniske Smaastater opstode af låsrevne Provindser
syd for: Hindukush. Partherkongen Mithridates frarev Grækerne
(140 f. Chr.) Herredåmmet over Baktrien, og kort derpaa be-
gyndte de store Indbrud af skythiske Nomadehorder, navnlig
"Sakerne, som trængte ned over Hindukush, hvor de i Sejistan
(Sakastana) have efterladt sig et Minde om deres Ophold, og
overfaldt Induslandene, hvorfra de i Midten af det fårste Aar-
hundrede f. Chr: fordreves af Inderkongen Vikramåditya. Sa-
kerne fulgtes af andre Horder, der kaldes Yuechi i de chine-
siske Kroniker, og af disses Beretninger fremgaaer det, at
Landene Nord og Syd for Hindukush fra den Tid af vare adsplit-
tede i en Mængde Smaåriger, beherskede af skythiske Håvdinge,
indtil Araberne i det syvende, christelige Aarhundrede bemæg-
tigede sig disse Lande. Disse Omvæltninger, dette Fremmed-
216
herredomme ligefra Cyrus, (thi ogsaa Perserne hørte til en
forskjellig Sprogstamme, hvorvel af samme Klasse), maa have havt
en betydelig Indflydelse paa Zendsprogets Udvikling i Tidernes
Løb, og det er aldeles usandsynligt, at det under saadanne
Forhold kunde have bevaret; en Tilstand, som bærer et- ældre
Præg end det oldpersiske Sprog, der havde udviklet sig uden
saadanne eller saa stærke Indvirkninger. Men fra Sprogets
Alder kunne vi ikke skille Zendavestas Affattelsestid ; . thi om
end et Sprog kan vedligeholde sig som Skriftsprog længe
efter ab det har ophårt at leve i den Form i Folkets Mund,
saa forudsætter dog dette Tilstedeværelsen af en rig samtidig
Literatur, affattet i den ældre Sprogform; og om end enkelte
Zendstykker, ligesom overhovedet den hele Sammenslilling eg
Ordning af Texterne bærer Spor af en nyere Oprindelse, er
der dog ingen Grund til at antage, at disse selv med. Hensyn
til deres væsentlige Indhold skulde være et Arbejde fra en sil-
digere Tid, men i en ældre Sprogform, hvis samtidige og paa
Affattelsestiden tilstedeværende Mindesmærker da tillige maalte
antages nu al være sporlåst forsvundne. Ere derfor Texterne
samtidige med Sprogformen, bestyrkes deres Ælde tildeels ogsaa
ved den Omstændighed, at da Grækerne i det fjerde Aarhun-
drede f. Chr. lærte at kjende Zoroasters Navn, tilhørte han:alt den
fjerne, ubestemmelige Oldtid ; ligesom vi paa den anden Side finde
Baktrien omtalt i og knyttet til den ældste Indiske Sagnhistorie. Naar
vi derfor ogsaa paa Grund af disse Betragtninger ledes hen til det
syvende eller ottende Aarhundrede f. Chr. som den yngste Grændse
for Zendavestas Alder, maa man ikke forglemme, at dette, skjondt
gammelt, dog i Asiens Historié ikke er noget overmaade gammelt
Tidspunkt, men at det ligger indenfor det Tidsrum, da et kraftigt Liv
yltrede sig trindt omkring, hvorpaa vi f. Ex. have Vidnesbyrd
i Assyriens og Persiens pragtfulde Mindesmærker; og i Indien
have vi, ældre end dette Tidspunkt, en lang Udvikling fra
Hyrdelivet til et ordnet Statsliv, bundet ved en strængt gjen-
nemført Kasteinddeling og Kastesondring, tilligemed deltes For-
HE... Al
fald, og omtrent samtidigt med det, Optrædelsen der af den store
Reformator Buddha i Begyndelsen af det syvende Aarhundrede
f. Chr.
Professor Madvig valgtes til Selskabets Archivar istedelfor
afdåde Etatsraad Schouw.
Selskabet tillod, at et forseglet Brev, indsendt af Herr
" Secretair Hjorth, maatte opbevares i dets Archiv.
Det modtog:
Fra ihe Royal Society of London: :
Philosophical Transactions of the R. S. of London. For the
year 1851. Part. II. London 1851.
Proceedings of the Royal Society. Nr. 76 —82.
Medlemsliste.
Fra The Geological Society of London:
The Quarterly Journal of ihe G. S. of L. Vol. VIN, Part, I,
Nr. 29." London 1852.
Fra Dr. Wallich:
On the Gangetic Dolphin by D. F. Eschricht. Translated from
"the Danish by Dr. Wallich. London 1852. 8vo.
Fra M. Eugéne Chevandier:
Recherches sur T'emploi des divers amendements dans la culture
des foréts, par M. E..Chevandier. Paris 1852. 4to. .
Note sur une invasion de PHylésine Piniperde dans une jeune
| pineraie dépendant de la forét communale de Petit-Mont,
par M.- E. Chevandier. 1852.
Recherches sur les eaux employées dans les Irrigations par
Eug. Chevandier & Salvetat. Paris 1852.
… Fra Professor B. Lewy:
Recherches sur la constitution de Patmosphére par M. Lewy.
Rapport sur les collections faites dans la Nouvelle-Grenade par
M. B. Lewy.
a8
Modet den 28 Mai.
omen
Herr Inspecteur Worsaae forelagde fålgende antiqvariske Iagt-
lagelser fra en Reise i Normandiet og Bretagne:
Siden min sidste Meddelelse til Selskabet fra Rouen, har
jeg ved Selskabets fornyede Underståltelse været istand til at
bereise de i antiqvarisk Henseende mærkeligste Egne af Nor-
mandiet og Bretagne, saavelsom adskillige Egne ved Løirens
Munding og Flodbredder, og endelig har jeg opholdt mig nogen
Tid i England. Ved Løiren havde jeg haabet at træffe Spor af
de gamle normanniske Bøsættelser, men det synes ikke, at
disse Bosæltelser have: varet længe nok til at. efterlade sig
Minder. End ikke det af mig tidligere berårle Stedsnavn Paim-
boeuf (jfr. ovenfor $S. 157) tår jeg nu vove at ansee for
nordisk. Derimod allevegne i Normandiet saavelsom under mit
Ophold i England fandt jeg yderligere Bestyrkelse paa Rigtig-
heden af den. Anskuelse, at de nordiske Erobringer i Norman-
diet og England have efterladt sig mange flere betydningsfulde
Spor, end man tidligere har været tilbåielig til at antage.
Jeg skal dog ikke denne Gang dvæle nærmere herved, "da
jeg alt i min sidste Meddelelse (ovfr. S. 150—157) har givet
en kort Udsigt over Hovedresultaterne, og da jeg desuden agter
at samle alle mine derhen hårende Undersågelser i en egen,
større Afhandling. , Hvad jeg her fornemmelig vil tillade mig
kortelig at udvikle, er Forholdet mellem de ældste Mindesmærker
i Frankrige (især i Normandiet og Bretagne) og de tilsvarende
Oldtidslevninger i vort Norden. Delte turde muligen frembyde
nogen Interesse, eftersom man i: Frankrige selv hidtil egentlig
ikke har sysselsat sig smed en omfaltende sammenlignende
Undersågelse af de derværende nationale Mindesmærker, uden
forsaavidt disse hidråre fra Romernes Tid. Nylig har man vel
ogsaa begyndt i nogle Provindser at udsondre Grayene og
Oldsagerne fra Jernalderen, fra den merovingiske eller fran-
Ea. 28
kiske Tid, men alle ældre Oldtidslevninger, hvis Oprindelse er
omtvistet, kaldes endnu' med et beqvemt fælles Navn: ,Monu-
ments celtiques”, ,monuments 'druidiques” &c. - Sædvanlig til-
lægger man dem ogsaa, ligesom forhen hos os i den nationale
Archæologies fårste Barndom, næsten udelukkende en religiås
Oprindelse, for' hvilket man imidlertid ikke er istand! til at
anføre et eneste videnskabeligt Beviis.
De Mindesmærker, der tidligere, ifålge denne religidse Be
trågining, navnlig ere udgivne for Offeraltere fra den keltiske
Gudsdyrkelses Tid, og som snart kaldes ,dolmen”, snart ,crom-
lechs”' eller med et almindeligt Navn .,autels druidiques” Kc.,
bestaae af store Steenkamre, byggede af svære flade Stene med
vældige Overliggere. De have gjerne lange Indgange, satte af
lignende fladé Stene. med - Overliggere, og ere derhos stundom
omgivne af Steenkredse. Naar de ere i aldeles urårt Tilstand;
findes de i Reglen opreiste enten i Midten af. en lav Jordfor-
høining, saaledes, at Dækstenene ligge frit i Dagen, eller' ogsaa
ere de-heelt skjulte inden i store Jordhåie. Ved Bygningen af
disse Steenkamre, saavel i som udenfor Jordhéiene, er det
aliid iagttaget, at baade Sideslenene, som bære Overliggerne,
og Overliggerne selv vende den fladeste Side indad, hvilket
aabenbart strax. maa gjåre det megét ivivlsomt, om ogsaa
virkelig disse: Mindesmærker skulle have været Offeraltre, da
man. i saa Fald maatte forudsælte, at idetmindste Overliggeren
vendte den fladeste Side opad, for at man paa den kunde
foretage Offringen. : Herlil kommer endnu, at disse formodede
Altre have en ganske: særegen! Udbredelse i Frankrige. . De
findes nemlig isærdeleshed - ved Kysterne og i Nærheden af
de stårre Floder, ja i enkelte Egne i saa betydeligt Antal, at
man f. Ex. i Sognet Lochmariaker ved Carnac i Bretagne for-
talte mig om en Snees Stykker i dette ene Sogn, medens man
igjen i støre Strækninger af det indre, især det åstlige Frank-
rige, forgjæves vil såge at finde endog kun eet eneste af disse
saakaldte ,,Offeraltre”. -
220
Efter denne Beskrivelse vil det formeentlig alt være klart
for enhver opmærksom Iagttager, at de franske ,dolmen”,
»eromlechs”, ,autels druidiques” &c. ere med Hensyn til den
ydre Form aldeles af selvsamme Art, som de brittiske ,Crom-
lechs”, de tydske ,Hunengråber” og de nordiske Steendysser og
Jættestuer. Til de franske ,,dolmens” Forekomst, fortrinsviis ved
Kysterne og Floderne, og i visse Egne i stårre Klynger, frem-
byde ligeledes England, Nord-Tydskland og Norden fuldstæn-
dige Analogier. Jeg skal navnlig her minde om den Kjends-
gjerning, at mange Sogne paa Danmarks Kyster kunne opviseé
fra tyve endog til hundrede Steendysser og Jættestuer i Mod-
sælning til mangfoldige. andre Sogne i det Indre af Landet,
som næsten ikke kunne opvise et eneste af disse Mindesmærker:
Overhovedet gives der i det lille Danmark, tiltrods for de be-
tydelige, gjennem Tidernes Låb foregaaede Odelæggelser af
Oldtidsminder, endnu flere tusinde Steendysser og Jæltestuer,
hvilket tilvisse ikke er gunstigt for den Anskuelse, at de oven-
ikjåbet især til Kyst- og Flodegnene indskrænkede Steendysser
skulde have været ,Altre”; thi Offeraltrenes Antal maa dog altid
antages at have været ulige ringere. Denne Bemærkning vil
med fuld Fie kunne anvendes paa de tilsvarende franske
»dolmen” eller ,cromlechs”, saameget mere som disse Fortids-
minder ikke alene have en ydre, men ogsaa en i håieste Grad
paafaldende indre Lighed med vore nordiske og de dvrige euro-
pæiske Steendysser og Jættestuer.
I det ovennævnte Sogn Lochmariaker i Bretagne, der er
saa riigt paa ,dolmen”, fortalle man mig allevegne, at der ved
Gravninger i Steenkamrene kun var fundet Beenstumper, Steen-
&xer samt Knive og Pilespidser af Flint. Ligeledes i Egnen af
Landsbyen Carnac tæt ved Plouharnel, saa jeg en lav H6åi,
hvori var opdaget tre Stéenstuer med hver sin Indgang. Foran
Indgangene havde Værten i det nærliggende Gjæstgiveri fundet
en upaatvivlelig i senere Tid nedsat Leerpotte, som indeholdt
to ganske raat forarbeidede Guldringe, men inde i Gravkamrene
— åt
selv havde han ikke” truffet andet, end nogle Beenstumper,
Potteskaar og et Par Steendxer. Museet i Vannes i Departe-
mentet Morbihan gjemmer flere Steendxer fra ,dolmen”, og
ved Loirens Munding og Flodbredder ligge en heel Mængde
»dolmen”,- hvori lignende Steendxer Tid efter anden ere op-
gravede. Af størst Interesse i denne Henseende var mig Museet
i Saumur, da jeg her var saa heldig at træffe Architekten Mr.
Joly Leterme, som selv havde udgravet flere ,dolmen”, og som
viste mig de Fund, han ved disse Udgravninger havde gjort.
I en ,dolmen” eller Steendysse ved Bois Brard tæt ved
Saumur havde han saaledes truffet i ”Steenkamret en heel Deel
Menneske-Skeletter og Dyrebeen, samt Potteskaar, en Mængde
store som Knive tildannede Flintflækker, elleve Pilespidser af
Flint, to tilspidsede Beenstykker, og nogle paa samme Maade
skjærpede Vildsvinetænder, der havde været brugte til Red-
skaber. (Jfr. PInstitut, Chronique scientifique. 24 Febr. 1839.)
I Levningerne af en anden ,dolmen” ved Rabion, Commune
de Luniere, Canton de Noyant, havde han opdaget en Steendxe.
I en Dolmen. ved Roux nær Saumur fandt Mr. Rousseau i Aaret
1806 ogsaa to Menneskeskelelter, og ved dem en 9 Tommer
lang Flintkniv, dannet af en stor Flække, og nogen Tid efter
stådte han i en anden Dolmen paa en Deel Steenåxer, som
han tilligemed Flintkniven skjænkede til Museet i Saumur. Saavel
Mr. Lelerme, som andre Antiqvarer -i Saumur forsikkrede mig
desuden, at man bestandig havde gjort lignende Fund i de
mange Dolmen -ved Saumur, men at man ingensinde havde
fundet Metalsager i disse Steengrave.
; Hos Mr. Hercule Robert i Paris saa jeg et Par Flintknive
(44—5 T. lange) eller store tilhuggede Flintflækker, som paa
den ene Side ere ganske flade, og paa den anden tilhuggede
med en Ryg i Midten. - Disse havde Mr. Robert selv fundet
med flere lignende ved en stor Mængde ubrændte Menneskebeen
under en stor Dolmen: ,Pierre å la Marte” kaldet, i Communen
Ceaulmont, canton d”Eguzon (Dept. Indre). I Museet i Caen i Nor-
ER
mandiet viste mån mig sen Steenåxe, som med: Pottéskaar "og
Skeletter var fundet i en Høi ved Fontenay, der indeholdt flere
Steenkamre (Jfr. Mem. des Khnligdhires de Norm. 1831— nun:
pag. 275 ff.) i
Det vil ikke være ' vanskeligt at bestyrke Paalideligheden af
"disse lagttagelser' ved fra flere trykte Skrifter at anfére, Beret-
ninger om Udgravninger af andre Dolmen i Frankrige.:. I Dept.
Vienne ved Andillé fandt man i en Dolmen to Stykker af en
Flintkniv og nogle Stykker Hjortehorn (Mem. des Antigv. de
Norm. 1829—1830 p. 342). Ved Borgun undersågte man en
Dolmen, som bestod af et Steenkammer, dannet af ni Slene
med en uhyre Overligger, hvortil forte, en steensat og steen-
dækt Indgang. I Kamret laae en Deel Skeletter af Mennesker,
og ved dem Benene af en Hund, nogle Bjornetænder, adskillige
Leerkar, to Steenåxer og to Steenknive med flere andre Sleen-
redskaber, samt tvende Halsbaand, deels af Muslingskaller,-deels.
af brændt Jord. (,Das Ausland” Mai 1840 pag. 579). Et Par
lignende Fund ere beskrevne af Cambry (,Monumentis celliques
ou recherches sur le culte des pierres”. Paris 4805. 8vo, p-
213—214 og 296), og ifålge Fauvry de St. Vincent (,Antiqva-
riske Annaler” Il. Kbhvn. 1815. pag. 219) har man i Nærheden
af Marseille i store Steenkamre opgravet Skeletter og Pile, af
Flint.: Men ulige ' stérre og mærkeligere var dog det Fund,
som for en Deel Aar siden blev gjort i Parken. ved Slottet
Meudon nær Paris, og hvorom der blev givet en udfårlig Be-
retning i eel af det franske Instituts Måder (jfr. Comptes rendus
de séances de I'"Academie des Sciences, tome XXI, séance du
15 septembre 1845). Man stådte nemlig paa Levningerne af
en anseelig Dolmen eller Steendysse, som. oprindelig havde
beslaaet af sex til otte Bærestene og tre til fire Overliggere,
og som kjendelig maatte have havt en Længde af mellem: 33
og 36 Fod, en Brede af 15 til 18 Fod og en Håide af omtrent
At til 5 Fod, I dette Steenkammer optoges en saadan Mængde
Menneskebeen, al man anslog de der begravede Mænds og
223
Qvinders Antal til henved to hundrede (?). Blandt Menneskebenene
laae.en stor Deel Been af Dyr, saasom af Oxen, Hjorten, Vild-
svinet, Svinet, Hunden, Ræven, flere Fuglearter, samt adskillige
Landmuslinger. Tillige fandt man et halvt Dusin Steendxer,
nogle Flintpile, endeel Knive, tildannede af store Fliniflækker,
forskjellige Redskaber af tilskjærpede og tilspidsede Dyrebeen,
gjennemborede Hundetænder, en Slags Armbaand af Steen,
mangfoldige Potteskaar, Stykker af brændt Leer, Stumper af en
Art Tegilsteen, og endelig et Par ganske smaa Stykker Bronce
eller Messing, som dog vistnok tilfældig vare nedfaldne i den
gamle Begravelse.
Man vil nemlig forresten have bemærket ved alle disse
Fund i Frankrige, at de bestaae af de simpleste og raaeste
Redskaber af Steen og Been, der have den meest ic6inefaldende,
uimodsigelige Overeensstemmelse med alle vilde Folkeslags
oprindelige Redskaber. Man vil fremdeles have bemærket, at
de franske Dolmen, naar de indeholde Menneskebeen, altid
indeholde dem i ubrændt Tilstand, hvortil endnu maa fåies den
lagttagelse, som man har gjort baade ved Saumur, Meudon og
paa flere Steder i Frankrige, at Ligene fra fårst af have været
begravede i siddende Stilling. Af den brittiske archæologiske
Associations Journaler (Vol. I. 27 og Vol. I. (2. Ed.) p. 222—232)
er det bekjendt nok, åt Guernesey's fortjente Oldforsker Mr.
Lukis har undersågt et stort Antal ,Dolmen” eller ,Cromlechs”
paa de til Normandiet førhen hårende Canalder, og at han
allevegne har fundet i Steenkamrene Potteskaar samt Redskaber
af Steen og Been, og i de allerfleste tillige Menneskeskeletter,
som havde været begravede siddende i Steenkamrene. i
Ligesom man i Irland, England, Holland og Nordtydskland
i de der saakaldte, cromlechs”, ,,Hunebedden” og ,Hinengråber”
oftere har fundet Steenåxer, Steenpile og andre Redskaber a
Steen og Been samt Potteskaar, og flere Gange, f. Ex. i en
Cromlech-i Phonixparken ved Dublin, tillige Menneskebeen
Gfr; Wilde: »Morgenblat(” Juni 1841 p. 206; Westendorp:
224
ns +
Verhandel. over de Hunebedden p. 81—90; Lisch: Andeutungen
uber die altgerm. und slavischen Grabalterth. Meklenburgs p.
24—25), saaledes have ogsaa Udgravninger af vore skandi-
naviske Steendysser og Jæltestuer frembudt "Resultaler, som i
endnu håiere Grad stemme med det i de franske Dolmen vundne
antiqvariske Udbylte. Jeg behåver dog ikke her at gjentage,
hvor ofte man i Steendysserne og Jættestuerne saavel i hele
Danmark, som i den sydlige Deel af det nuværende Sverige
har truffet og endnu hvert Aar træffer Menneskeskeletter 'til-
ligemed Dyrebeen (ligesom i Frankrige af Hjorte, Vildsviin,
Hunde &c.), allehaande Redskaber af Steen og Been, gjennem-
borede Hundetænder, raat forarbeidede Leerkar &c., men Intet
af Metal; det er ogsaa godligjort ved mangfoldige Erfaringer,
at Ligene i vore Steendysser og Jættestuer meget hyppig, ja
man lår nok sige, som oftest have været begravede i Steen= .
kamréne i siddende Stilling, netop som Tilfældet er paa Canal-
derne og flere Steder i Frankrige: I det. store Steenkammer
paa Axvalla Hede i Vestergåtland traf man, som bekjendt, end-
ogsaa smaae, steensalte, fiirkantede Rum til hvert især af de
saaledes sammenbåiede Liig.
Disse Overeénsstemmelser mellem Sleenkamrene i saa mange
og saa langt fra hverandre liggende Lande ere altfor store og
altfor slaaende til at de konne være tilfældige. Efter de jævn»
lige Fund af Menneskeskeletter i den ovenfor beskrevne Art af
Steennmindesmærker, kan det ikke-længere med Grund betvivles,
at de simpelthen ére Grave — Noget, hvorpåa ogsaa deres
Bygning saa bestemt hentyder, idet de fladeste og omhyggeligst
tildannede Sider baade af Sidestenene og Overliggerne altid
vende indad, for at danne ct saa smukt Gravkammer som muligt.
Seer man endvidere hen til, at de altid indeholde de simpleste
og raaeste Redskaber af Flint og andre Steenarler saavelsom
af tilskjærpede og tilspidsede Dyrebeen, men saagodtsom aldeles
Intet af Metal, vil man heller ikke let længere kunne være i
Tvivl om, at de maae hidråre fra Landenes første Bebyggelse,
225
fra en Tid, da' Folkene i Europa støde "paa samme lave Cul-
lurtrin,”som flere nulevende vilde Folkestammer, der enten slet
ikke eller kun håistufuldkommen kjende Metallernes' Brug, og
som til deres Jagt og Fiskeri anvende Redskaber af Steen, Træ
og Dyrebeen. En. mærkelig Bestyrkelse paa, at Steenmindes-
mærkerne virkelig maae være opfårte af en saadan vild eller
halvvild Urstamme i Europa, afgiver deres Béliggerhed i Europas
Kystlande (Sydsverige, Danmark, Nordtydskland, Holland, Eng-
land, Irland, Frankrige, Portugal, Spanien, Corsica, Krim Kec.),
og selv der meest ved Havet og de stårre Flodbredder, hvor-
imod "de aldeles mangle i det yderste, bjergfulde Norden, og i
helé det midterste Europa. Det er klart, at det er een eller
flere beslægtede Urstammer, som, af Mangel paa Metal og
overhovedet paa Cultur, hverken have villet trænge frem til
det håie Norden eller til det indre, sskovdækkede, sumpige
Europa, men som have holdt sig til aabne og mere tilgjænge-
lige Kysilande, hvor de med" deres simple Redskaber af Steen
og Been kunde jage Dyrene i Skovene og fiske i Floderne og
Havet. |
I een Henseende endnu findes der stor Overeensstemmelse
mellem denne Klasse af Steenmindesmærker i Europas forskjel-
lige Kysllande, idet de nemlig overalt ere absolut forskjellige,
baade i Form og Indhold, fra alle andre Mindesmærker. Man
finder ingen gradeviis Overgang fra dem til Mindesmærkerne
fra en noget mére fremskreden Cullur, men paa cengang
isledetfor slore Steenkamre med ubrændte Liig og Steenred-
skaber, måder man Jordhåie med smaae Steenkister eller Sleen-
hobe, hvori sædvanlig Urner med brændte Menneskebeen og
kunstig forarbeidede Redskaber af Bronce tilligemed Smykker
af Bronce og Guld. Det er allerede af den Grund héist usand-
synligt, at de franske ,dolmen” skulde hidråre fra den keltiske
Folkestamme, som da i Frankrige lidt efter lidt maatte have hævet
sig op fra en vild.eller halvvild Tilstand, og dette bliver endnu mere
usandsynligt naar man erindrer, at disse Dolmen ingensinde ere
226-
fundne i Schweilz, i Sydtydskland, i Osterrig og i flere andre
Lande, hvor dog Kelterne i Historiens første Daggry vides at
have boet. Alle Omstændigheder tyde tvertimod hen paa, at
de ofitnævnte Steenmindesmærker i Europas Kystlande hidrøre
fra et ubekjendt, forhistorisk Urfolk, som netop er bleven
underkuet og tildeels fortrængt, idet Stammer med en håiere
Cultur, og blandt dem ogsaa Kelterne, ere indkomne i Europa,
hvor de med deres Redskaber af Metal have været istand til at
rydde Skovene i det Indre af Landene, grundlægge Agerdyrk-
ning og i det Hele en håiere Cultur. Delte vil ogsaa ulige bedre
kunne forenes med de ældste historiske Kildeskrifter, der altid
skildre Kelterne, især i Frankrige, som et Folk, der besad en
ikke ringe Grad af Dannelse.
I Danmark have den seneste Tids heldige Fund givet nye
Beviser for Rigtigheden af, at det Folk, der i Landets første
Bebyggelsestid eller i den saakaldte ,Steenalder” opfårte Steen-
dysserne eller Jæltestuerne, maa have levet paa samme Maade,
som Indianerne forhen paa Amerikas Kyster. Ligesom man
nemlig i Amerika paa flere Steder, fornemmelig nær Havet,
træffer store Dynger Skaller af Østers og andre spiselige Mus-
linger, blandede med Kul, Potteskaar og raae Steendxer, der
aabenbart ere Affald og Levninger fra Indianernes Maaltider,
" saaledes er det nu tilstrækkelig godtgjort, at der paa mange af
Danmarks Kyster og Fjordbredder findes store Dynger af
ganske lignende Indhold, og tillige blandede med en endnu
stårre Mængde forskjellige Redskaber af Steen og Been, saa-
velsom ogsaa med et stort Antal Dyrebeen, saasom af Oxer,
Hjorte, Vildsviin, Fugle &c., der næsten alle have været spal-
tede, for at Marven kunde udlages og spises. Saadanne æld-
gamle Dynger af Muslingskaller og Dyrebeen ere vel, saavidt
vides, endnu ikke opdagede paa Frankriges Kyster og Fjord-
bredder. De ældste hidtil fundne Dynger af tilsvarende Art
synes ene at hidråre fra Romerne, ved hvis Villaer og Colonier
de ikke sjelden opgraves i betydelig Størrelse, da nemlig
227
Romerne i høi Grad yndede Østers. Men det kan ikke om-
tvivles, at man ved fortsatte Undersågelser ogsaa paa Frankriges
Kyster vil ståde paa Dynger af Ostersskaller, Muslinger, Dyre-
been, Steenredskaber, Potteskaar og Kul, liig vore danske, da
ufeilbarlig en vild Urstamme engang for Aartusinder siden
har hersket i Frankrige, ligesaavel som i Danmark. Et enkelt
Sted i Frankrige, i Dept. Haute Vienne nær Limoges har man ved
Floden Charente opdaget nogle Steenlag, hvoraf Mr. Joly Le-
terme i Saumur viste mig Stykker, som indeholdt spaltede
Beenstumper og Dele af tydelig forarbeidede Flintpile og
Flintflækker.. Om denne mærkværdige Kjendsgjerning, der mu-
ligen vil kaste et nyt Lys over Urbeboernes Liv i Frankrige,
maac vi vente nåiere Oplysninger fra Geologerne. Det staaer
ogsaa tilbage ved Sammenligning af de i Steengravene i Europas
forskjellige Lande forefundne Cranier og Skeletter at godtgjåre,
til hvilken Menneskerace denne Europas Urbefolkning maa an-
lages nærmest at have henhårt.
Da de nyere og mere civiliserede Folkestammer, som med
Kjendskab til Metal og dets Brug udbredte sig over Europa,
maae være indvandrede fra Asien af eller fra Osten, er det
naturligt, at Urstammen, der veeg tilbage for dem eller under-
kastede sig, noget nær maatte holde sig længst i de meest
afsides Egne mod Vest i Europa, hvor den da tryggest kunde
fortsætte sin gamle Levemaade og sin ciendommelige Udvikling,
som i'saa Fald ogsaa her forholdsviis maatte have naaet den stårste
Hide. Det er maaskee derfor mere end et reent Tilfælde, at
netop et Par af de Mindesmærker fra Steenalderen, som råbe
den stårste Udvikling og paa samme Tid den stårste Indflydelse
af en nyere Cultur, netop findes i det veslligste Europa, i
Irland og i Bretagne. |
Som Fålge nemlig af Steenmindesmærkernes overmaade
håie Ælde og de dalevende Folkefærds Mangel paa Cultur
træffer man næsten aldrig Stenene, som danne disse Mindes-
mærker, prydede med indhuggede Ornamenter, og naturligviis
228
endnu mindre med Skrift, I vort Norden” har: man »enkelte
Gange i Steenkamrene fundet svage Indhugninger; især: Kredse,
omfattende Korsfigurer, men de ere dog for Intet at regne i
Sammenligning med Indhugningerne i den beråmte, paa en
simpel Maade hvælvede Jættestue ved New Grange i Grevskabet
Meath i Irland. "En heel Deel af Stenene ere her prydede med
forskjellige Slags ØOrnamenter, især én egen Art Spiralzirater
(jfr. Wakeman: Hand-book of Irish Antiquities. Dublin 1848.
8vo. p. 21 fr.), ligesom i det Hele Jættestuen "er af en håøist
ualmindelig storartet Beskaffenhed. En noget lignende Jætte-
slue, der ogsaa har adskillige Indhugninger 'at fremvise, bl. a,
nogle Kors, omgivne af Kredse, netop som vore nordiskéy findes
i Nærheden af New Grange ved Døwth. Irland skal endnu
have flere saadanne, men forresten har jeg kun seet en til-
svarende paa Oen Gavr-Innis nær Lochmariaker og ikke langt
fra Carnac i Bretagne. Jættestuen danner en meget lang Gang,
sat af store Steenblokke og dækket af' lignende, og alle "de
indadvendte Sider, saavel af Bære- som af Dækstenene, ere
heelt over prydede med Spiralzirater, liig' dem i' Steenstuen
ved New Grange, saavelsom med andre simple Forestillinger;
Paa et enkelt Sted seer man endogsaa indhugget nogle Figurer,
der kjendelig skulle" forestille Oxer, ja selv et Par: Slanger. ,
Ogsaa ved Lochmariaker sees en overordenilig anseelig Steen-
dysse, der har indeholdt Flintredskaber, og som paa Dækstenens
indvendige Side har været prydet" med endeel raat 'indhugne
Figurér. |
Egnen omkring Carnac udmærker sig i det Hele ved en
anseelig Mængde tildeels meget store Steendysser og Jættestuer.
Flere Steendysser liggé inde imellem eller ganske tæt ved de
bekjendte store Steenrækker. ” Hvad forresten: dette Carnac-
Mindesmærke selv angaaer, da er dét ikke let at indsee, med
hvilken Berettigelse man udgiver det for keltisk eller druidisk,
og sammenstiller det med Stonehenge paa Salisburysletten i
England. Stonehenge danner" flere, regelrette, concentriske
229
ne
Steenkredse, omgivne af en Grav og en Jordvold; nevnlig i
een af Kredsene ere de overordentlig. svære opretstaaende
Stene ikke alene kjendelig tilhuggede, men foroven ende de
endog i smaae Tapper, hvorpaa de ligeledes net tilhuggede
Overliggerstene hvile. Stonehenge råber en allerede temmelig
vidt fremskreden Cultur, som man vel kunde tænke sig hos de
keltiske Britter, hvorimod der ikke ved Carnac-Mindesmærket
findes mindste Spor af en saadan Cullur. Dette bestaaer af om-
trent elleve Rækker af fuldkommen raae, utilhuggede Stene,
der ere reiste paa Enderne. De håieste Slene ere neppe mere
end halv saa håie som Stenene i idetmindste een Kreds af
Stonchengé, hvorlil kommer, at Carnac-Mindesmærket ingen-
lunde danner et saa viditstrakt Heelt, som man sædvanlig troer.
Det hedder gjerne, at Steenrækkerne ved Carnac have en
Længde af flere (endog indtil ni) franske Mile, men Afbrydel-
serne ere saa store (hele Mile), og Terrainet paa mange Steder
tilmed af en saadan Beskaffenhed, at man ikke kan Andet, end
sporge sig selv, om ogsaa virkelig de nu saa langt fra hver-
andre fjernede Steenrækker engang have været heelt sammen-
hængende. Under alle Omstændigheder er Carnac-Mindesmærket
saa raat, saa primitivt, at den Tanke ligger meget nær, at det
maa hidråre fra en ældre og raaere Tid, end det prægtige
Stonehenge. "Det synes heller ikke rimeligt, at Kelterne i
Frankrige i deres Velmagtstid skulde have henlagt et sligt
Mindesmærke, som dog vel nærmest maa være opført i et
religiåst Qiemed, i en saa afsides Egn, og senere, da de af
lykkelige Erobrere bleve fortrængte til Bretagne, havde de
allerede naaet et saadant Culturtrin, at de neppe vilde have
indskrænket sig til at reise et saa raat Monument.
Det kan naåturligviis ingenlunde siges med nogensomhelst
Vished, men unægtelig forekommer det mig langt sandsynligere,
ab Steenrækkerne ved Carnac, der deels omgive og deels ere
omgivne af en Mængde ,dolmen” eller Steendysser og Jætte-
stuer, hidrårer fra det samme Urfolk, som før Kelternes Ind-
k…
vandring herskede bl. A. i Frankrige, og som har bygget de
nysnævnte Steengrave, Det maa, som ovenfor beråért, metop
have været i Bretagnes afsides Egne at Sleenalderens Urføolk
har havt Leilighed til længst at fortsætte sin" uafhængige Til=
værelse, og saaledes ogsaa til at. efterlade sig de største og
meest imponerende Mindesmærker.
Ligesaa interessante som de franske ydolmen” ere! for
Sammenligningens Skyld med vor Steenalders Mindesmærker,
ligesaa lærerige for os ere fremdeles de talrige, allevegne i
Frankrige adspredte Levninger fra det næstpaafålgende. Tidsrum
eller den saakaldte ,Broncealder”, da man vel havde faaet
Redskaber af Metal, nemlig Bronce (Kobber. og Tin), men da,
man endnu ikke var naaet til Brugen af Jern. For vort Nordens
Vedkommende er det bekjendt nok, at man allerede af skrift-
lige Kilders, om end tvivlsomme, Udsagn har villet paapege en
ældgammel keltisk Befolkning i det sydlige Skandinavien, og at
man endvidere har villet styrke de foregivne Beviser herfor
ved de jordgravede Oldsagers Vidnesbyrd. Man har sagt, at
de mange her i vort Norden, især i de danske Lande og i de
sydlige Egne af den skandinaviske Halvd opgravede Redskaber,
Vaaben og Smykker af Bronce (Kobber og Tin) saavelsom ogsaa
adskillige i Forbindelse med disse Broncesager fundne Guld-
smykker nådvendigen maatte være keltiske, og hidråre fra en
gammel keltisk Befolkning, da ganske lignende Oldsager af
Bronce og Guld hyppig findes, og næsten kunne siges at have
hjemme i de af Kelterne forhen beherskede Lande Frankrige
og England. Denne Beviisfårelse spiller bl. A. endnu en stor
Rolle i Norge, hvis nyeste Historieskrivere ikke have taget i
Betænkning at benytte den som et væsentligt Stottepunkt for
en heelt udviklet Theori om en .gammelkeltisk Bebyggelse af
, det sydlige Skandinavien. .
Som en paafaldende Modsætning til den Bestemthed, hvor-
231
med flere nordiske Forskere saaledes" slutte fra de franske
Broncesagers keltiske Oprindelse til en lignende Oprindelse for
vøre nordiske Broncesager, fortjener det at udhæves, at de
franske Oldforskere endnu ere meget langt fra selv at ville
anerkjende de i Frankrige opgravede Vaaben og Redskaber af
Bronce for keltiske. Sædvanlig ansee de dem for romerske,
endskjånt det naturligviis er sikkert nok, at Romerne påa den
Tid, de begyndte at overskride Alperne og at gjåre Erobringer
i det midterste og nordvestligste Europa, for længe siden havde
erholdt øg almindelig benyitet Vaaben og Redskaber m. m. af
Jern.… I Romernes Gråve og dvrige efterladte Mindesmærker i
Frankrige har man ogsaa allevegne opdaget Sager af Jern, selv
i betydeligt Antal. I Museet i Saumur gjemmes t. Ex. et: heelt
Forraad af romersk Jernværktéi, som tilligemed en Deel andre
romerske Ting var opgravet i Nærheden af Saumur.
At domme efter de mange forskjellige Oldsagsamlinger,
som jeg har seet i: Normandiet, i det keltiske Bretagne, i det
midterste og nordlige Frankrige, ere de franske Levninger fra
Broncealderen i Reglen hverken meget nuancerede eller meget
smagfulde i Former og Forziringer. De hyppigst forekommende
ere. de saakaldte Celter, gjerne af en egen fiirkantet Typ,
fremdeles Paalstave, Meisler, Spydspidser og Sværd, samt flere
mindre Redskaber og Smykker af Bronce. Men Forarbeidningen
er som oftest temmelig simpel, i mange Tilfælde endog næsten
plump. Man turde maaskee med Grund i denne Henseende
kunne sætte de franske Broøncesager under de engelske, med
hvilke de forresten have en heel Deel tilfælles. At alligevel
de franske og engelske Broncesager ere forfærdigede uafhæn-
gige af hverandre, fremgaaer yderligere deels af visse smaae
Formforskjelligheder, deels af de baade i England og Frankrige
(især i Normandiet og Bretagne), temmelig hyppig fundne
Stébeformer tilligemed halvfærdige Metalsager og andre Lev-
ninger af Værksteder fra Broncealderen, som godtgjåre, at man
232
i hvert Land især har forfærdiget si sine egne Wasben; Redskaber
og Smykker.
Men Saameget er afgjort, at de franske Broncesager in-
genlunde kunne taale at Hunshignut med vore nordiske
Oldsager fra Broncealderen.
Med Hensyn til Broncesagernes Forziring, da træffer man
i Frankrige enten simple Liniezirater eller i det Håieste en
enkelt Gang Ringzirater, medens man i vort Norden finder en
saadan Afvexling af Linie-, Ring-, Spiral- og Bålgezirater, at
man ved flere Stykker virkelig maa forbauses over Forzirin-
gernes Rigdom og Smagfuldhed. Dertil kommer, at Formerne
indbyrdes i mange Retninger frembyde Forskjelligheder. "I
Frankrige har jeg saa at sige næsten ikke seet et eneste
Broncesværd med Fæste af ståbt Bronce; de have gjerne kun
en Spids eller Angel, der oprindelig har gaaet op i et med
Læder omviklet Fæste af Træ eller Been. I vort Norden der-
imod håre Broncesværd med smukt ståbte og 'udzirede Fæster
af Bronce endog til de mere almindelig forekommende af Bronce-
alderens Oldsager.” I Frankrige igjen har man Broncesager i
Former, som ere ukjendte i vort Norden, men forresten vil
man forgjæves i Frankrige lede efter en saadan Afvexling af
Broncevaaben og Smykker, som det sydlige Skandinavien og
det nordligste Tydskland har at opvise. Navnlig de fleste af
vore nordiske Pragtstykker fra Broncealderen, saasom de yp-
perlige Lurer, Skjoldbukler, Hængekar &c. ere ganske ukjendte
i Frankrige, Noget nær det: Selvsamme er Tilfældet i England,
ligesom man overhovedet frit lår sige, at, maaskee med Und-
tagelse af de irske Broncesager, staae de danske og nordtydkse
Broncesager, hvad Former og Forziring angaaer, håiest i hele
det nordlige og mellemste Europa.
Det vil fålgelig allerede heraf være temmelig indlysende,
at hverken vore Broncesager kunne være komne fra Frankrige
og England, eller de franske og engélske fra vort Norden, om
der nu endog i Hovedformerne af forskjellige Vaaben og Red-
233
skaber findes en vis: Overeensstemmelse. … Den selvstændige
Forarbeidning:af Oldsagerne i hvert Land for sig, fremgaaer
end yderligere af de mange, ikke alene i Frankrige, men ogsaa
i vort Norden opdagede Spor af Ståbninger og Forarbeidning
af Broncesager, saasom Former, Stobetapper, Metalklumper,
halvfærdige Sager &c. Det seneste øg mærkværdigste Fund i
denne Retning i vort Norden blev gjort for ikke længe siden
ved Smérumåvre nær: Kjobenhavn, og tilhårer nu Hs. Majestæt
Kongen. Det indeholder 460 Stykker, tildeels ikkun halvfærdige
Broncesager, hvoriblandt dog ogsaa findes flere heelt - færdige
af særdeles smukt Arbeide. Da der tillige laag Klumper af
uståbt Metal blandt de halvt- og heeltfærdige Stykker, er det
fuldkommen klart, at man her er stådt paa et stårre Forraad
fra en Metalarbeiders Værksted.
At nu Broncesagerne i Frankrige, som i England, maae
være keltiske, er neppe nogen Tvivl underkastet. De Oldsager, i
der komme nærmest efter dem i Tiden, ere de romerske, og
det er tydeligt, at det er den romerske Civilisation, der i
Frankrige og England har fortrængt den gamle Broncecullur,
hvorved dog maa mærkes, at den græske Indflydelse fra Mar-
seille af og de livlige Handelsforbindelser mellem Italien og
det sydlige Frankrige maae have fortrængt Bronceculturen tid-
ligere i' det sydlige, end i det. mellemste og nordlige Frankrige.
I disse sidstnævnte Egne kan Bronceculturen neppe være fuld-
slændig ophårt får i de første Aarhundreder efter Christus.
Med Undtagelse af de romerske Jernsager forekomme heller
ingen Jernalders Sager i Frankrige får i de senere merovin-
giske og frankiske Grave, der indeholde romerske Keiser-
mynter, ja endog ikke sjelden Spor af Christendom.
Men om man nu endog saaledes, tvertimod de franske
Oldforskeres Anskuelse, maa ansee de.franske Broncesager for
keltiske, er det ingenlunde "dermed afgjort, at ogsaa vore
nordiske Broncesager skulle have tilhårt et keltisk Folk. Man
finder ikke alene Levninger af en Broncealder overalt i Europa,
234
dog med visse kjendelige Niancer i de forskjellige Egne, men
ogsaa i Ægypten, i Asien og Amerika. Fra Ægypten har jeg
i London og Paris seet Broncedolke, Spyd, Knive og Værktåi
af Bronce, hvoraf nogle med Hieroglypher; Layard har fra
Ninive hjembragt til det Brittiske Museum en Broncedolk, meget
liig de ægyptiske, samt adskillige andre Bronceinstrumenter, og
i Louvren i Paris har jeg seet endeel Vaaben og Redskaber af
Kobber og Bronce fra Mexico. De forskjellige Former og
Zirater, som Broncesagerne have i de forskjellige Egne, vise
yderligere hen til, at Bronceculturen ikke angiver en bestemt
Folkerace, men en bestemt Culturgrad, hvilket allerede Lucrets
simpelthen har udtrykt ved Verset: ,Sed prius æris erat qvam
ferri cognitus usus”, Cæsars Beretning om Britterne, at de
ikke havde synderligt Jern, men at de i dets Sted brugte
indfårt Bronce (,ære autem utuntur importato”), er et
mærkeligt samtidigt Vidnesbyrd for, at Broncealderens Cultur
virkelig maa have været den herskende i Nørdeuropa, får
Romerne gik over Alperne. Den er naturligviis forsvunden
tidligst i Egnene nærmest Italien, og har holdt sig længst
i de Lande mod Norden og Vesten, som aldrig bleve erobrede
af Romerne. Dette er ufeilbarlig Grunden til, at vi i de af
Romerne ingensinde erobrede Lande Irland og Danmark træffe
de fleste Broncesager, ligesom ogsaa, at vi baade i Irland og
især i Danmark og det tilgrændsende nordligste Tydskland træffe
Broncealderens Cultur i den højeste Udvikling; thi her havde
den længst Tid til at uddanne sig. Adskillige af Broncealderens
Zirater i Norden (navnlig Bålgeziraterne) råbe endog Indvirk-
ning af romersk Cultur, en Indvirkning, som vi ogsaa ligefrem
kunne paavise i de mange romerske Oldsager fra de fårste
Aarhundreder efter Christus, som nu efterhaanden opgraves
rundtom i de danske Lande. ér
Efterdi Bronceculturen fårst omtrent et Par Aarhundreder efler
Christi Fådsel er bleven heel fortrængt i stårste Delen af Frankrige
og i England, og eftersom den senere vistnok længe er ved-
235
bleven at udvikle sig i Nordtydskland og Danmark, er det klart,
at man ikke tår ansælte Bronceculturens fuldstændige Ophår i det
fjerne Norden får til endnu flere Aarhundreder efter Christi Fødsel,
og under alle Omstændigheder til en saa sildig Tid, at skandi-
naviske Stammer allerede dengang forlængst maac have været
bosatte i Norden og i de gammeldanske Lande. Jeg veed heller
ikke, at der skulde være Nogetsomhelst til Hinder for at antage, at
skandinaviske Folk, i Lighed med de fleste andre Folkefærd i
Verden, kunne have benyttet Redskaber og Vaaben af Bronce,
får de erholdt Kjendskab til Brugen af Jern.
Det maa endelig erindres, at de Forskere, som tiltrods for
alle Kjendsgjerninger vedblive at udgive vore nordiske Bronce-
sager for keltiske, ikke ere istand til at paapege de Mindes-
mærker i vort Norden, som ellers vilde kunne henfåres til de
ældste her bosatte skandinaviske Stammer. Det er nemlig Til-
fældet her, som i Tydskland, Frankrige og England, at der
mellem Levningerne fra Broncealderen og Jernalderen, hvilken
sidste hos os fårst ret træder fuldt udviklet frem i det 5te, 6te
Aarhundrede efter Chr., ikke findes noget andet Mellemled, end
Levningerne af den romerske Cultur, dér ogsaa aabenbart har
dannet Grundlaget for hele Jernalderens paafålgende nyere
Udvikling rundtom i Europa. Heri ligger den naturlige For-
klaring til, at der finder en mærkelig Lighed Sted mellem Jern-
alderens Oldsager i Sydtydskland, Frankrige og England; thi
uagtet alle smaae Forskjelligheder i Former og Forarbeidning i
de forskjellige Egne, er det dog især de samme romerske
Motiver, som overalt. skinne igjennem.
En lignende romersk Indvirkning lader sig ogsaa klart til-
syne ved en nærmere Betragtning af vore Oldsager fra Jern-
alderen. Men det er håist lærerigt at iagttage, hvorledes den
skandinaviske Folkestamme allerede får de store Normannertoges
Begyndelse har efterlignet de romerske Forbilleder paa en
selvstændig Maade, og udviklet en nøget ejendommelig Smag i
Formerne og i Udziringen af deres Vaaben og Smykker. I
236
Irland, Skotland og England er der oftere fundet saadanne
bestemt udprægede nordiske Oldsager, som man strax kan skjelne
fra de tilsvarende irske, skolske og angelsaxiske Oldsager, og
under mit seneste Ophold i England traf jeg igjen flere, navnlig
Jernsværd, som vare opdagede i nogle af de Floder paa Eng=-
lands Ostkyst, der hyppig bleve beseilede af Vikingerne.
I Normandiet, ved Loiren og forresten i Frankrige fandt.
jeg derimod ingen saadanne bestemt nordiske Oldsager. Imid-
lertid tvivler jeg ikke paa, at man ogsaa i Tiden vil opdage
dem her, og de ville da, ligesom i England, ved deres eien-
dommelige Former og kunstige Forarbeidning tjene som yder-
ligere Beviser for, at Nordboerne paa den Tid, de gjorde deres
Erobringstoge i Frankrige, ikke vare saa raae eller saa udeel-
aglige i den dagjeldende europæiske Udvikling, som man hidtil,
kun altfor almindelig, har troet.
"Mødet den 1f'e Juni.
maneger
Hr. Professor Steenstrup foreviste tvende i Torvemoser fundne
Pandeskaller af Oxer, og meddelte nærmere Oplysning om dem.
Den ene af disse tilhårte Bos frontosus Nilss., en ejen-
dommelig Art af de tæmmelige Oxers Gruppe, paa hvilken man
forst i de senere Aar ved Professor Nilssons. Beskrivelse er
bleven opmærksom og som, saavidt vides, hidtil kun er funden
i faa Lande. Nærværende Pandeskal manglede vel nogle af
Ansigisbenene paa den ene Side, men var iåvrigt saa fuld-
stændig, al Rigiigheden af dens Henfårelse til den nilssønske
Art ikke kunde være nogen Tvivl underkastet. Den var fundet
i en Mose paa Måen, og af Hr. Consul Hage i Stege, der saa
ofte har vist sin Interesse for Undersågelser angaaende Landels
237
ældre Nalur- og Culturtilstand, indsendt til Universitetets
zoologiske Museum; fra samme Øe hidrårer ogsaa det eneste
Exemplar, vi' forhen besad af denne Oxeart, bestaaende alene
af Nakkekammen og de paasiddende Hornstægler. Den- op-
rindelige Forekomst af denne Oxe her i Norden vil ikke være
uden Viglighed med Hensyn til Spøérgsmaalet om vort tamme
Qvægs Oprindelse. ; |
Den anden var en Pandeskal af den saakaldte Uroxe, Bos
bison Linn., en Art af de utæmmelige Oxers Gruppe, der efter-
haanden er saagodtsom uddåd eller snarere udryddet over hele
Europa, idet man hidtil kun kjender den levende paa to Sleder,
nemlig i fredet Tilstand en Hjord paa nogle Hundrede Stykker
i Bialowieza-Skoven i Lithauen, og aldeles vild i Skove paa
Kaukasus. Det første bestemte Vidnesbyrd om denne Oxes
Forekomt her i Landet i de allerældste Tider afgav nærværende
Pandeskal, som var fundet i en Skovmose, Langkjær kaldet, i
Baldersbrånde, Hoietostrup Sogn; den laae i en Dybde af 24
Fod under- Mosebækkenets Overflade, og idelmindste- 14 Fod
nede i Térven, og blev af Gaardens Ejer, Gaardmand Peder
Larsen i Baldersbrénde overladt det Kongelige Museum. Pande-
skallen mangler alle Ansigtsbenene, idet den er afbrudt i en
Skraalinie under Qiegruberne, men råber idvrigt ved sin Står-
relse at have tilhårt denne Øxearts stårre Stamme, til hvilken
ogsaa, Saavidt vides, alle de Levninger håre, som i Skaane
ere fundne af dette Dyr.
Begge de foreviste Pandeskaller ville senere blive nærmere
beskrevne med de mange andre i tidligere Nummere af Over-
sigterne kort omtalte Dyrelevninger, som ved den vakte Inter-
esse for disse Gjenstande i de senere Aar ere indkomne til
vore Museer,
238
Elatsraad Forchhammer gav en Oversigt -over sine Arbeider
om Hornblendens Decompositions-Producler. Ved Lieut. Brandt
vare flere Stykker af et eiendommeligt Mineral fra Uralbjergene
komne til vore Samlinger, der ved en nærmere Undersågelse
viste sig al være en Blanding af kulsur Kalk, kiselsuurt Jern-
tveillte-Hydrat og kiselsur Jernforilte-Kalk. Mineralet, der har
Hornblendens Gjennemgange, er fremkommet derved, at Horn»
blendens Kalk er traadt i Forbindelse med Atmosphærens
Kulsyre; Jernforilte er tildeels gaaet over til Tveilté, og har
optaget Vand, medens Kiselsyren tildeels er forbleven i Forening
med Jerntveilte-Hydrat, deels har samlet sig i den dvrige Deel
af Mineralet. Den interessanteste af de nye Forbindelser er
det kiselsure Jerntveilte-Hydrat, hvis Sammensætning er saa-
ledes, at Ilten i Jerniveilte, Kiselsyre og Vand forholder sig
som 3:8:6. I Anthosiderit, som ligeledes er et Decomposilions-
Product af Hørnblenden, er Forholdet som 3:8:4.
,
Til Medlem af den meteorologiske Comitee istedelfor af
døde Etatsraad Schouw valgtes Prof. Liebmann.
Stud. med. Bladt indsendte Thermometeriagttagelser, an=
stillede i Aalborg for Tidsrummet fra 1. Maris til 31. Mai d. A.
Den til Bedåmmelsen af Polyt. "Cand. Thomsens tvende
Afhandlinger ,Bidrag til et thermochemisk System I. og 1l.”
udnævnte Comitee afgav fålgende Betænkning:
Polyt. Cand. Thomsen har i disse Arbeider, som indeholde
Undersågelser, der håre til de i Chemiens nærværende Udvik-
ling mest indgribende Spårgsmaal, nedlagt Resultaterne af en
Række Experimenter, som ere udtænkte med Skarpsindighed og
udførte med Noiaglighed. Han har med Consequens gjennem-
"1839
fort sine Tanker, som han har underståltet og udviklet ved
Beregninger. "Comiteen er af den Mening, at man ad denne
Vei vil vinde vigtige Fremskridt for Videnskaben, og anbefaler
derfor at optage disse Afhandlinger i Skrifterne, at tildele For—
falteren Selskabets Solvmedaille, og, for at opmuntre ham til at
fortsætte "Undersågelserne, at stille 50 Rbd. til hans Disposition,
for derved at kunne forskaffe sig nåiagtigen udfårte Redskaber.
Kjåbenhavn, den 11te Juni 1852. ”
G. Forchhammer. Hoffmann. E. Scharling.
Affatter,
Selskabet modtog:
Fra the Royal Geographical Socieiy of London:
Journal of the Royal Geographical Society. Vol, 21.
Fra The Linnean Society of London:
Proceedings of the Linnean Society of London. Nr. 34—44.
List of the L. S. of L. 1850.
Transactions of the L. S. of London. Vol. XX. Part. III.
| London 1851.
Fra the Lyceum of Natural History of New- York:
Annals of the Lyceum of Natural History of New-York. Vol.
IV. Nr. 6—11, Vol. V. Nr. 2—6. New-York 1851.
240
; - Barometer,
Thermometer i Skygge
En reduceret til 00 Reaumurs med Nord. Vindens
= 2 SEN 23% Fod over -Jorden. | 2 Fodi | 2Fodun- dags; Retning
we | 9Form. (Middag. mid åg kue 05 Jorden. kg MED ge: å Gange i Dågnet.
2 Carre "Se son Middel. Middel.
1. | 329,/4441 | 329,/4467 | 330,77465 2976 298 496 498 493 Regn 214 Time.%X 0,36 | O:t.s. 0.t.S. 0. ONO. i :
27) 34, 06 | 35, 18 |. 36, 10 | — 1/36 Or: 6,5 446 33 | Sne "Fylk Regn” 0,61 | ONO. NO. NO. Ono. | Middeltemperatur.
3 38, 50 | 38, 64 | 38, 60 4,06 —0,6 7/8 4/44 3/8 , ? ONO. NO. ONO. SSO. 1852 45 Aar
4 39, 45 39, 31 39, u0 5,88 —1,8 9,7 4,4 472 SSU. SSO. OSO. w. 1—10 6925 7995
5 38, 78 38, 71 i; lå 57 7/86 4/8 11,8 4,8 4,6 WNW. NW. ONO. NNO., 11 —21 11,64 892
6 : i. 90 38, 72 38, 69 8,93 4,4 13,1 5,1 5,2 N. ONO. SSW SSW. 2—31 11,40 10/51
7 38, 11 |.37, 84 | 37,67 8,46 2,8 13,4 5,5 544 SW. SW. W. NNW. | 1—31 98 — 9/19
8 3 , 55 37, 55 32, 55 7,21 4,40 9,8 5,8 5,2 Regn 184 —" 2,50 W. WNW. S, SW. 5
9 Og 37 i (4 45 38, 35 6,41 383 114,4 5,9 5,2 Taage 577 meg SW.S:LO, S t.0. SSO.
10 37, 79 1-37, 61 137, 21 9,61 5,2 14,5 6,0 6,4 Taage. 34 — SSW, SW. SW. SSW.
117 |.35, -97 35, 95 | 36,726 | 710,48 | 5,0 | 45ra 6,3 6,4 | regn.83 — S. Su ' NW. NW. Maanedl.
12 37, "22 | 37,-10 |-36, 78 10,11 3,6 13,5 6,7 6; | Regn 2Å — + 1,55 | w. sW.t,Ww. SW. s. Vandmængde.
13 34, 79 ; , 87 s ' 79 10,23 6,4 14,3 7,1 7,2 Regn 41 — 2;65 S. sw. W.tN. WwW. 1852 29 Aar.
14 1-33, 93 | 33, 85 | 33, : 9,31 5/4 11,9 7,2 678" | Regn 92 — 1,779 | S. SSW. SW. SW.t.S. foo 24 p j
15 35, 41 | 35, 92 1-35, 86 8,18 5,4 12,6 7,2 6,9" | Regn 21 — Byger 0,353 | sw, w.- w. wNw, ["—04Par.Lin. 17,17 Par, L.
16 39, 26 | 39,725 1-39, 14 9,86 2,8 15,8 7,3 7,1 ; W. WSW. SSW. SSW
17— | 38, 14 F'-37, 798 1.37, 77 2,86 6,0 18,0 7,4 7/8 Re. BARE OR
18 27, 13117804 ET, DT 1 43,53 746 18,4 7,8 8,3 SSO. SO.t.S. S. SSO.
19. 137, 80 | .38,. 07 | 38, 20 | 12,86 6,8 17,9 8,2 8,7 OS0. 080 OS0 S0.t.0. Vindforhold
24 37, .61. |. 37, 50 | 37, 06 14,91 8,8 19,8 8,6 9,4 OS0. N. SSW. SSO. 5
21 37, 50 | 37, 54 | 38, 09f 15,51 10,2 20,2 9,0 10,1 S. Stille, W. Stille. 2 es føl 37 ASK
22 38, 99 |.39, 57 |--39, 39 112,91 7/6 17,4 9,4 10,2 Stille, SSO. SSO. s. f NO. 0,07 0,10
23 39, 47 |.39,. 31 1738, 85 10,73 5,8 14,6 9,7 10,3 | Regn 17-— Byger. 6,00 | SSO. OtS. ss0. so. f 0. 0,09 0,14
24 38, 91 | 38, 80 1-38, 25 9,33 6,4 13,6 9,5 10,1 | Regn-44 — Byger 7,27 | SO. S0. S0. S0.t.0. f SO. 0,21 0,11
25 37, 44 |- 36, 79 | 36, 61 10,86 7,3 16,0 9,3 10,0 Regn 34 — 0,19 | OS0. SO. SO. ss0.4 S. 0,24 0,12
26. | 36, "06 | -35, 73 | 35, 58 |12,86 8,0 17,3 9,4 10,5. | Regn 14,— Taage 24 | SO. ONO. SW. X0.t.0. | SW. 0,15 0,13
27 36, 17 | 36,723 | 36, 11 12,68 7,9 17,2 > 9,7 10,6 SW. NNO. SO. S.t.0. | W. 0,13 0,15
28 39, 25 |34,- 63 | 33, 97 11,78 6,2 16,1 10,0 11,0 S0.t.0. S0. SO.t.0, S,t w.] Nw. 0,06 0,14
29 32, 63 | 32, -72 |..32, 63 11,77 7,2 15,0 10,1 11/3. | Regn 23-— + 0,23 |S.t,W. SSW. WSW. W.t.N.f Stille 0,02
30 30, -80 | 30, 70 131, 21 11,81 År 16,5 |, 10,1 9%8 | Regn '63 — 0/34 | S. SO. SSW. NNW.
34 33, 50 | 34, 15 1 34, 62 9,28 6,2 13,4 10,1 070. | Regn 3 — Byger NW. NW. W.tN. W. Ål
Oversigt
over det
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
og
dets Medlemmers. Arbeider
i Aaret 1852.
Af
Etatsraad, Professor é&. Forchhammer,
Selskabets Secretair.
ÆT. 2.
Modet den 5' November.
————- fan
Pror. Jiirgensen gav en berigtigende Bemærkning til de i Mådet
d. 23de Jan. d. A. meddelte Resultater af Undersøgelser over
Bevægelsen af et physisk Pendul naar man tager Hensyn til
Jordens daglige Omdreining. . .
I denne Meddelelse staaer Pag 131: ,,Under samme For-
udsætning, eller, hvad der er det samme, naar man kun be-
holder "de Led, der afhænge af forste Potens af Jordens Vin-
kelhastighed i Secundet (x»), hvilke bestemme den apparente
Bevægelse, og ikke meddeler Svingningsaxen nogen horizontal
Begyndelseshastighed, vil denne bevæge sig rundt i modsat
Retning af den daglige Bevægelse med Hastigheden r sin y,
242
hvor y er Stedets Bredde.” Den sidste Deel af denne Sætning
bår hedde: vil denne bevæge sig rundt enten i Retningen af
Jordens daglige Omdreining, eller i den modsatte, eftersom
Pendulets Svingninger begynde fra dettes stårste Elongalion
eller fra dets Ligevægtsstilling. Hastigheden, hvormed denne
Bevægelse skeer, er proportional med msiny men varierer for-
&vrigt med Elongationen. Den er af samme Orden som Qva-
dratet af denne og fålgelig meget ringe ved smaa Svingninger.”
Indflydelsen af Jordens Omdreining paa den her betragtede
Bevægelse er altsaa aldeles forskjellig fra sammes Indflydelse
paa Bevægelsen af det frithængende Pendul, og denne Forskjel
har ogsaa bekræftet sig ved de Forsåg, der ere anstillede med
et Apparat, som Selskabet har ladet forfærdige i Anledning af
de forelåbige Pråver, som Forf. havde meddelt i Mådet d,16de
April d. A., (p: 188). Imidlertid lader dette Apparat endnu
meget tilbage at ånske, og Forf. maatte derfor forbeholde sig
at omtale det nærmere, saafremt det maatte lykkes at bringe
det til med en nogenlunde tilstrækkelig Tilnærmelse at vise de
Phænomener, der skulle iagttages,
Efter at være kommen til disse Resultater har Forf. i det
franske Academies comptes rendus No. 13 for 27de Sept. d.A.
seet Beskrivelse af Forsåg, anstillede af Person, Foucault og
Sire, hvilke vise den samme Forskjel mellem Indflydelsen af
Jordens Rotation paa de to Slags Bevægelser af et Legeme,
nemlig naar dette kan dreie sig i alle Retninger om et Punkt
og naar det er bundet til at bevæge sig om en Axe, der kun
kan dreie sig i et bestemt Plan. Denne Forskjel er især frem-
hævet af Foucault, der har givet to Meddelelser, af hvilke den
ene angaaer det fårstnævnte øg den anden det sidstnævnte Til-
fælde. Men disse Forsåg ere anstillede med et Hjul, der sæt-
tes i hurtig Rotation om en Hovedaxe igjennem Tyngdepunktet.
Derved bliver Anvendelsen af de ved Forf.s Undersågelser be=
nyttede Formler paa dette Tilfælde meget simpel, hvorhos Tyng=
den sælites ud af Betragining, og man bestemmer med Lethed
243
Længden af 'det enkelte Pendul; hvis Bevægelse er isochron med
Axens' Bevægelse i' dens Plan. Er (denne horizontal, saa vil
Længden I af dette Pendul: paa det Nærmeste være
gende
AN wcos y
hvor ÅA er Hjulets Træghedsmoment om sin Axe, B Apparatets
Træghedsmoment om 'Verticalen, w Hjulets og m Jordens Om-
dreiningshastighed i Secundet, y Bredden og g Tyngdekrafien,
Er Axen derimod "bevægelig i et Meridianplan, saa. bliver' Pen=
dullængden.
lite et
Ånw
hvor B er Apparatets Træghedsmoment om den horizontale Axe,
hvorom det kan dreies, og almindeligen, naar & er den Vinkel,
som en Perpendiculair paa Axens Bevægelsesplan danner med
Jordens" Axe, er |
ONE nine.
nn Anmosind
Disse Talbestemmelser agtede Forf., saasnart det kunde skee, at
underkaste en Pråve ved Forsåg. Denne pendulerende Bevæ-
gelse maa idvrigt ikke forvexles med den i den anfårte. Med-
delelse omtalte; der har sin Oprindelse fra Centrifugalkraften,
og hidtil ikke er experimentalt godtgjort undtagen paa Centri-
fugalmaskinen.
l
Efter denne Meddelelse har Forf. i comptes rendus Nr. 19
for 8de Novbr, pag. 686—88 seet Resultatet af en. Afhandling
betitlet: ,recherches mathématiques faites å Poccasion des ex-
périences de Mr. "Foucault pour rendre sensible aux yeux le
mouvement de rotation de la terre,” par Mr. Quet. Denne Forf.
betragter et Omdreiningslegeme (corps solide -de révolution),
der dreier sig om sit Tyngdepunkt saaledes, at den Axe, hvorom
Dreiningen finder Sted, stedse forbliver i et Plan. De 9 Re-
244
sultater, han finder, fålge alle umiddelbart af dei Ovenstaaende
nævnte Formler, og det 10de, der forudsætter Axens Bevæge-
lighed i Overfladen af en Kegle, giver Svingetiden om den
stadige Ligevægtsstilling i fålgende «Formel
Asin&g
Cn osin w
hvor 2 09 er Keglens Topvinkel, w dens Axes Vinkel med Ver-
densaxen og de åvrige Bogstaver svare til de ovenstaaende
saaledes at 4, C, nm, 9 have samme Betydning som B, Å, nm, wo
ovenfor. Denne Formel stemmer altsaa overeens med (det
ovenangivne Resultat naar 9—90, d. e. naar Keglens Overflade
gaaer over til et Plan.
tær
Selskabet modtog ved det Kongelige: Sundheds . Collégium
Hr. Apotheker Steenberg's i Helsingér anstillede meteorelogiske
lagttagelser for 1851.
Selskabet modtog:
Fra the Academy of natural Sciences i Philadelphia:
A motice of the origin progres and present condition of the
academy. I
A Memoir of Samuel George Morton, M. D. late President of
ihe Academy of Natural Sciences of Philadelphia. 1851.
Proceedings of the Academy of Natural Sciences of Philadelphia
fra Mai 1851—Maris 1852.
American Zoological, Botanical and Geological Bibliography
for the Year 1851 by Charles Girard.
Fra ihe American association:
Proceedings of the American Association for the Advancement
of Sciences. Philadelphia 1849.
Proceedings of the American Association for the Advancement
of Sciences. Charleston 1850.
mu MM
Proceedings of the American Association for the Advancement
— of Sciences. .Washington. Mai 1851.
Fra Mr. Aaron H. Palmer:
Observations in Relation to a Communication between the At-
lantic and Pacific' Ocean through the Isthmus of Tehuante-
pec. New York 1849, Re
Report of Prof. Alexand. Bache, Superintendent of the coast-
survey 1850.
Fra det Keiserlige Academie i Wien:
Denkschriften der kaiserlichen Academie der Wissenschaften.
Mathematisch - naturwissenschaftliche Classe. 1852. 2' Bd.
3 Lief. .
Do. Do. Philosophisch-historische Classe. 1852. 3 Bd.
Archiv fir Kunde åsterreichischer Geschichts — Quellen. 41851.
7 Bd. 3—4 Heft. sk.
Sitzungsberichte der Kaiserlichen Academie der Wissenschaft-
liche Mathematisch-naturwissenschaftliche Classe. Bind. 8.
1852. " Heft. 12 3.
Do. Do. Philosophisch-historische Classe. Bd. 8. 1852. Heft. 1 2.
Notizenblatt. Beilage zum Archiv fur Kunde åsterreichischér
: Geschichtsquellen. Herausgegeben von der historischen Com-
mission der kaiserlichen Academie der Wissenschaften in
Wien 1852. Nr. 3—10. |
Almanach der Kaiserlichen Academie der Wissenschaften, Wien
1852.
Fra Professor Nilsson i Lund:
Skandinavisk Fauna. 4de Deels iste Hefte. Fiskarna.' Lund
1852. i
Em MM
Mådet den 19% Novembeér.””
1— maa —
Professor Westergaard meddelte folgende "Bidrag til .den old-
iranske Mythologi,
De ældste iranske Forestillinger. om Yima og.de Væsener,
som staae i Forbindelse med. ham, håre til den Kreds af Myther,
der nærmest dreie sig om Naturen, dens Kræfter og disses
Virkninger, som .ogsaa om Mennesket . selv og dets Skjebne,
Denne Art af.Forestillinger fremstaaer, som bekjendt, i de for»
skjellige, Mythologier. med, en. legemlig Personligheds Form og
er udtrykt i en Række af Tankebilleder, forskjellige efter Folke-
slagenes .Tænkemaade og aandelige Udviklingstrin… Kilden. til
den ældste iranske Mythologi er Zendavesta;.men, da det, som vi
have tilbage af denne, desværre kun er forholdsvis lidet, og
da dette derhos ikke sjelden er kommet. til os i-en håist man=
gelfuld, Tilstand, er .der naturligt meget, som er .og vil. blive
mårkt og uforstaaeligt for os. Imidlertid hårer. Mythekredsen
om Yima til.de tydeligste, .og den er desuden interessant. der»
ved, .at.vi, hvad ofte .alt.er paavist, "i Indiens ældste Vedalære
gjenfinde en Overensstemmelse, hvorved vi..tillige faae et Ind-
blik i.den aldeles forhistoriske Tid, .da Indiens og Irans jape-
tiske Folkeslag begyndte at udvikle sig.i et. fælles Samliv.
Fraen saadan Tid.stammer. Overensstemmelsen.i Navnene; thi
Yima er den iranske og Yama den indiske Form af samme fæl-
les Ord, hvis Grundbetydning ….imidlertid…ikke. er aldeles klar.
Den. samme Overensstemmelse findes i Faderens Navn, Vivaghat i
Iran, Vivasvat i Indien. Dette Navn maa udledes af den i Indien
almindelige Rod vas med den dobbelte, men beslægtede Betyd-
ning, at lyse og at brænde, (som ogsåa gjenfindes i andre jape-
tiske Sprog). Ordet Vivasvat betegner derfor den. vidtllysende
%) Saaledes findes i vor Sprogstamme denne Rod i austr, der svarer til Zend
ushastara åstlig, en comparativ Afledning af det for Zend og Sanskrit
fælles ushas Morgenråden ; Roden gjenfindes desuden i år, aarle 0. s. v.
247
eller den fremstraalende, og bruges i Indien som Tilnavn til
flere guddommelige Personligheder, f. Ex. til Ilden, Morgen-
råden og navnlig til Solen. "I Zendavesta omtales Vivaghat selv
ikkun paa et eneste Sted (Yasna 9,4-5), som den første dåde-
lige, der udpressede den saavel i.Indien som i Iran hellige
Soma- eller Haoma-Plante; og til Lån herfor, siges der, skæn-
kedes ham Sånnen Yima. Denne nævnes derfor paa flere Ste-
der med de af Vivaghat dannede Ord: Vivaghana eller Vivag-
husha, Vivaghats Son, ligesom Yama i Indien af samme Grund
kaldes Vaivasvala, Vivasvats Sån. Med Mythens fælles Spire
og Grundtanke, hvortil jeg: senere kommer tilbage, med denne
fælles Fader og det fælles Navn ophårer Ligheden, og selv
det Grundlag, hvorpaa Mythen udviklede sig i Indien og Iran, er
forskjelligt. Hist henfårtes Yama til det andet Liv, til Aande»-
verdenen og de saliges Boliger; i Iran derimod knyttedes Yima
til dette Liv, til den legemlige Verden, til Jorden, og han var
derfor her, ligesom sin Fader, et dådeligt Væsen.
Yima kaldes almindeligt khshaeta og huvåpbha. Det første
Tilnavn betyder Herskeren eller den herlige, og knyttes ogsaa
sædvanligt til Solens Navn; det andet udtrykker ham med den
gode Æt eller med de gode Slægter. Grunden hertil og Betyd-
ningen af dette Navn fremgaaer tydeligt af det Sagn om Yima,
som findes i Begyndelsen af det andet Kapitel af Vendidad.
Her fortælles memlig, at Ormazd (Ahura-mazdå) opfordrede
Yima først blandt alle dådelige til at være en Lærer og Bærer
af hans hellige Ord; men Yima fålte ikke Kraft dertil og und-
slog sig herfor.… Da opfordrer Ormazd ham til at frugtbargjåre
og udvide hans Verdener, fil at være disses Bevarer, Beskytter
og Hersker. Dette Hverv paatager Yima sig med Boén om, at
deri hans Rige ikke maatte være kolde eller hede Vinde, ingen
Sygdom eller Dåd; han beder desuden Ormazd, om at lære
ham det hemmelige Ord, hvorved han kunde betvinge de ska-
dende Dæmoner, (thi dette synes at være Meningen af Bånnens
Slutningsord,- der desværre kun ere overleverede til os i nogle
248
usammenhængende og næsten uforstaaelige Brudstykker.) —Or>
mazd giver ham da en gylden Ploy og sen gulddannet Pig eller
Braad-stav, Symboler paa Agerdyrkning og Kvægavl.… "Yima
frugtbargjår nu Jorden, eller som det hedder i Vendidad: Yima er
i Kvindens Bor. (baråpe); og efter 300 Vintres Forlåb, er Jorden
derved opfyldt med levende Væsener (,stort og smaat Kvæg,
Mennesker, Hunde og Fugle”,) saavelsom ogsaa: med ide råde,
lysende Ildflammer, og de levende havde ingen Plads tilsat be=
væge sig paa. Paa Ormazds Opfordring reiser Yima sig, som det
hedder ,0p mod Lyset, om Middagen, ligefor Solens Vei”, alt-
saa da Dagen straalede i sin fulde Glands. Han furede Jorden
med sin Plov og gjennemborede den med sin Stav; og paa
hans Bån til Jorden udvidede denne sig og blev en Trediedel
stårre end den får havde været, saa at alle nu fandt Pladsstil
at: bevæge sig, enhver efter sin Lyst og sit Onske. " Da 600
Vintre vare forlåbne, var Jorden atter tæt opfyldt, og atter
bragte Yima den til at udvide sig to Trediedele saa stor som .
får; men da:900 Vintre vare forlåbne, var Jorden paany op-
fyldt med levende Væsener, og Yima udvidede ved sin Bén
tredie Gang Jorden, saa at den blev tre Trediedele saa stor. som
for, og atter: fandt nu alle Væsener Plads til at bevæge sig paa,
enhver efter sin Lyst.og sit: Onske. Jordens vidtudstrakte
Storhed skyldes saaledes efter. Iranernes Forestilling væsentlig
til Yimas Virken; han frugtbargjorde den udbredte Jord ved
Agerdyrkning og Kvægavl, og opfyldte den med levende Skab-
ninger. Men han sårgede desuden, og dette var hans egentlige
og varige Hverv, omhyggeligt for disses Velværen, og ved sin
Dyrkelse erholdt han saavel af Ormazd som af andre. gud-
dommelige Magter Kraft til at kunne gjøre det. Den alminde-
lige Fremstillingsmaade i Yashterne (den væsentligste Kilde til
Zend-Mythologien) af de mythiske Personers Virken er under
Form af en Bon; de fremstilles bedendé forskjellige guddomme-
lige Magter om Kraft og”Evne til al udfåre hvad der er dem
vigtigt, og de godes Bønner opfyldes, de ondes derimod af-
249
slaaes:… Paa' denne: Maadé siges der saaledes om Yima: ,Lad
mig" bringe Frugtbarhed og Afkom, lad mig bringe Uforgænge-
lighed til Mazdas Skabninger, lad mig forjage fra dem Hunger
og Tårst, Ælde og Dåd, den hede og den kolde Vind i tusinde
Aar,” (Yasht 1X,9, XVII,29.) — »Lad mig faae den håieste Magt
over alle Folk, Dæmoner og dådelige, Trolde og Feer og de
fjendilige Væsener, som bringe Dåvhed og Blindhed; lad mig
fra: Dæmonerne borttage deres Lykke og Glands, deres Afkom
og" Frugtharhed, deres Tilfredsstillelse og Beråmmelse.” (Yasht
V,25:) — ,Yima er den lyseste og lykkeligste af de fådte, han
ligner Solen blandt de dådelige; ved sin Magt udvirkede han,
at Mennesker og Kvæg ikke dåde, at Vand og Træ ikke hen-
tårredes, at man spiste Spiser, som aldrig formindskedes. For-
medelst hans -Vælde var der ingen Kulde eller Hede, ei Ælde
eller Dåd, ei heller den af Dæmoner frembragte Avind.” (Yasna
975. Yasht XV,15.) Å |
Saalænge altsaa efter den iranske Forestilling Yima her-
skede, 'og dette var gjennem et Tidsrum af tusinde Aar, blæste
ingen" hede eller kolde Vinde, der var ingen Hede eller Kulde,
Aarstiderne vare: stedse milde og venlige. Mennesket havde
ingen legemlige Savn, det led ikke af Hunger eller Tårst; thi
den Spise, som var givet: ham, formindskedes ikke, Vandet
udtårredes ikke, ei-heller visnede de frugtbare Træer. Yima
bragte"”ikke "blot Frugtbarhed til Skabningerne og velsignede
dem med Afkom; men disse vare heller ikke underkastede Tidens -
fortærende Indvirkning; thi Yima bragte ogsaa Uforgængelighed
ned til dem; de ældedes derfor ikke, der herskede en bestandig
Ungdom, og, som det hedder (Yasna'9,5.), ,Fader og Sån, begge
to, skrede frem som femtenaars Ynglinge i Væxt”; derfor fandtes
heller ingen Sygdom eller Dåd, saa at baade Mennesker og
Dyr vare udådelige, saalænge Yima herskede. Paa'den Tid var
Mennesket saaledes velsignet med alle "Naturens kjærlige Gaver,
og det levede derhos i Fred og Kjærlighed med sine Omgivel-
ser; thi Avind "og Had, som Dæmoner håve skabt, havde endnu
250
ikke sneget sig ind i hans Hjærte. Yima havde desuden Magt
over Dæmonerne og beråvede dem Evne til at skade tilligemed
den Tilfredsstillelse og Lykke, som var bleven de jordiske Skab-
ninger til Del. Yima er derfor ,den-lyseste, lykkeligste af
alle de fådte, den af alle dådelige som mest ligner Solen.”
Ligesom Yima' havde en lysende Fader, saaledes knyttedes
ogsaa hans Bolig til Lyset. Hans Virken for Menneskene udgik
nemlig fra Bjerget Hukairya (o: med den skjånne Form), der kal-
des det al-siraalende, det gyldne; thi det var den håieste Top paa
det håie Haraiti eller Hara (eller med det senere og bekjendte
Navn Alburz), som er det Ostens Bjerg, der danner Grændse=
skjellet mellem den forgængelige og den uforgængelige Verden,
det Bjerg, hvorfra Mipra, Lysets Herre, for Yimas Skyld -op-
lyser den hele Verden, og hvor der fålgelig hverken er Nat
eller Mørke. ig
Heraf fremgaaer den Forestilling, som ligger i Yima-mythen,
og R. Roth%) har alt opfaltet Yima "som den billedlige Frem-
stilling af den jordiske Guldalder med alle Overflådighedens øg
Fredens Velsignelser; men hertil maa dog bemærkes, at han
vel er delte eller, man kunde sige overhovedet, det symbolske
Udtryk for Menneskets lykkeligste Tid og Livets lyseste Tilstand,
men dog ikkun for saavidt som denne er betinget af eller be-
roer paa Menneskets jordiske eller physiske Velfærd; thi Yima
havde ikke Kraft til at bringe ned til Jorden det hellige Ord,
Kundskab om Gud. Samme Grundtanke knyttedes i Indien til
Yama; ogsaa han var der den billedlige Fremstilling af «Guld-
alderen, det symbolske Udtryk for Menneskels lykkeligste, ly-
seste Tilstand. Men hvorvel Inderen elskede Livet og dets: Go-
der med samme inderlige Kjærlighed, som Naturens åvrige
Skabninger, hildedes han dog mindre i dets Glæder; thi med
sit dybe Sind og alvorsfulde Tænkemaade saae han grant de
jordiske Goders Forgængelighed. Han vendte derfor sin Tanke
%) Zeitschrift der morgenlåndischen Gesellschaft. IV. 420.
251
til Livet hinsides Dåden, der sågte han og der fårst fandt han
sitsvirkelige Hjem. For ham var derfor de Dådes Rige ikke
en uhyggelig Bolig for blege Aander uden Nydelser og uden
Glæder; det-var tværtimod, ligesom hos vore Fædre, begavet
og forsynet med alt det skjonneste og” herligste, og did var
det'en bLyst at komme; der fårst fandtes for ham den virkelige,
sande Guldalder, ;og derfor "troner Yama der udådelig i de sa-
liges Hjem. Iraneren derimod fæstede mere sin Tanke til denne
Verden; han knyttede da naturligen Yima og Guldalderen til
denne Jord og til dette Liv. Yima er derfor for ham et dåde-
ligt Væsen; »ihi han lever kun i og for denne forgængelige
Verden, og maa altsaa forgaae med den. Skjøndt han i Sagnets
Form knyttes til en bestemt Tid, er han dog ikke blot Udtryk-
ket for en svunden Tidsalder, som aldrig mere vender tilbage;
han er overhovedet Udtrykket for hvert Menneskes "lykkeligste
physiske Tilstand; og naar f. Ex. Dagen'i sin fulde Glands
aabenbarer alle Naturens Herligheder, naar milde Aarstider
frembringe Overflådighed af alle Jordens Gaver og Nydelser,
og naar: Mennesket lever i sin fulde Kraft i Fred med sig selv
og i Kjærlighed med sin Omgivelse, da hersker Yima end paa
Jorden og udbreder her sin Velsignelse; "derfor siges der i
Yasht X1ll,130, ,skulle vi dyrke Grundvæsenet (feroher, fra-
vashi) af- Vivaghats Son, Yima, den sande, kraftfulde, af ham
med de mange Slægter, forat kunne afværge den Ulykke, som
forvoldes af Dæmoner, den Tårke, som ådelægger Markerne,
og den alt tilintetgjårende Forgængelighed.”
Denne lyse, lykkelige Tilstand, hvis symbolske Udtryk Yima:
er, saae franeren tillige var forgængelig; han sågte efter Grun=-
den til Lykkens Afbrydelse eller Ophør, og fandt den hos Men-
nesketøselv, i Yimas egen Bråde. Mythesagnet herom findes
i den saakaldte Zemyåd Yasht, der er meget sjelden og var
ukjendtaf AnquetilDuperron, hvorfor den heller ikke er optagen
i hans Oversættelse af Zendavesta. Denne Yasht skildrer Yimas"
Virken i Overensstemmelse med de åvrige Zend-Kilder, hvor-
252
efter den tilféier, at Lykken fulgte Yima, fordi ingen onde Få-
lelser fandtes hos ham; den varede ved, indtil-han bragte ind i
sin Tanke Løgnen og den usande Tale. Heri fandt Iraneren
saaledes Grunden til Lykkens Ophør, og Afsky for Lågnen var
ikke blot almindelig paa de Steder, hvorfra Zendavesta nærmest
har sin Oprindelse, men ogsaa ligesaa herskende i de vestlige
iranske Lande. Bekjendt er Herodots Fortælling, at. Per=
serne kun lærte deres Sønner tre Ting, at ride, skyde med
Bue og at tale Sandhed, og Darius, Hystaspes Sån, beder i-en
af sine Indskrifter Ormazd om at beskytte hans Rige mod tre
Onder, mod fjendtlig Overfald, mod Uaar og mod Løgn. Da
Yima”, fortsætter Zemyåd Yasht, ,havde fért Lognen og den
usande Tale ind i sin Tanke, 'saa flåi den lyse Lykke synlig
bort fra ham i en Fugls Skikkelse, og da han nu-ikke længere
saae Lykken skinne, sårgede han og båiedes ned mod Jorden”.
Tre Gange lader Mythesagnet Lykken flygte bort fra Yima; men
ham var det ikke givet at bringe den svundne Lykke tilbage.
Yima er Udtrykket for Lykken, saalænge den bestaaer; med
Lykkens Ophør ophårer ogsaa Yima; til at kæmpe mod Ulyk-
ken, til at standse den bortflygtende Lykke og bringe-den til-
bage, dertil udførdredes andre Kræfter, andre mythiske Væsener.
Da Lykken derfor fårste Gang flygter bort fra Yima, gribes
den af Mipra, hvem Ormazd har gjort til den lyseste og lykke-
ligste af alle hellige Aander, ligesom Yima er det blandt de dåde-
lige. Mipra er Lysets venlige og kjærlige Herre; han er ei, som
Yima, et dådeligt Væsen, men et aandeligt og udådeligt; thi Lyset
er jo ikke indskrænket ene til denne forgængelige Verden; det
straaler fra Evigheden af, ogsaa hos Ormazd og i hanssufor-
gængelige Verden. Den flygtende Lykke, søm Mythesagnet lader
Mibra gribe og- standse, er vel derfor Dagens klare Glands, "der
viger for Nattens sorte, uhyggelige Mørke. Men Mipra -straaler
om Natten ved sin tallåse: Stjerneflok og forjager Mårket»ved
sit-Lys; han bringer atter Dagens me Lykke tilbage til Yima
og til Jorden.
253
Lykken "flygter atter' bort fra Yima, men gribes af Prae-
taona, den flygter tredie Gang, og optages af Kåråsåspa. Den
fårste af disse to mythiske Væsener, Praetaona, tilhårer Abbhyas
stærke "Æt, han er en Sån af Åbbhya selv. Denne var ligesom
Yimas Fader et' dådeligt Væsen; men det eneste, der i Zend-
avesta fortælles om hans Virken, er, at han var den anden blandt
de: dådelige,- som udpressede den hellige Haoma-Plante; hvor-
for dér til Lon skænkedes ham Sånnen Praetaona. Navnet
Apbhya, deri denne Form ligesaalidt som Sonnens Navn lader
sig: etymologisk forklare, svarer, som Burnouf+) forlængst har
paavist, til det indiske Aptya, hvoraf det er opstaaet ved en
Ombytning af de to midterste Medlyde og den derved frem-
kaldte Lydforandring. Begge Former af Navnet gjenfindes i
den senere persiske Udvikling af Mythen, hvori Praetaonas eller,
som han der kaldes, Feriduns Fader nævnes med det mere Zend-
lignende Navn Atbin, medens vi hos Firdusi finde den mere
indiske Form Abtin. Det indiske Aptya betyder den af Vandet
oprundne,; en" Son-af -Vandene, der flyde paa Jorden og i Luf-
ten. Delte Navn tillægges i Vederne en Luftgud Trita, hvis
Navn vel findes i Zendavesta, men som her er knyttet til et helt
andet Væsen, som jeg siden skal omtale. Imidlertid findes der
i Mytherne om den indiske Tritas og den iranske Praetaonas
Virken en saadan Overensstemmelse, at det er klart, at vi og-
saa her have en fælles Grundmythe, som har udviklet sig paa
forskjellig Maade, hvorved tillige Trita er kommen til at spille
en mere underordnet Rolle, end Praetaona. "Denne fådtes i del
firhjornede Varåna, der i Vendidads Fortegnelse nævnes som
det fjortende "Land Ormazd skabte. Jeg har alt tidligere be-
mærket%%), at hvis det er etjordisk Land, maatte det såges i Nær-
heden af Indien, der i Fortegnelse nævnes umiddelbart derefter
som det femtende: Landet Varåna omtales imidlertid i Zend-
avesta kun i Forbindelse med Praetaona, der fådtes han og der-
”) Journal åsiatique. 1845. V. 120, +") Ovenfor S. 211.
254
fra opslige hans Bonner til de guddommelige Magter. — Ordet
Varåna betyder det afværgende, det hindrende, det afgrænd-
sende, og da dets Tillægsord firhjoårnet dog vel:sigter til-de
fire Verdenshjårner, og da: Praetaona, som jeg strax skal såge
at vise, er et Luftvæsen, synes Varåna snarest at- betegne de
yderste, fjerne Egne, der ligesom afgrændse Himlen fra Jørden
og standse Oiets fremtrængende. Syn. Zendordet Varåna svarer
derhos ogsaa etymologisk paa den ene Side til Grækernes
”ovgexvog, og paa den anden til det indiske Varuna, et Navn
som i Vederne tillægges den Gud, der hersker over Himlens |.
yderste Egne, hvor Luft og Hav ligesom smelte sammen, hvor=
for han i den senere indiske Mytholøgi er bleven til Havets
Gud, medens han i Vederne nærmest fremtræder som Aftenens
og Nattens mystiske Herre. Muligvis har det iranske Varåna,
i Modsætning lil Yimas Hjem paa det yderste Ostens "Bjerg,
nærmest betegnet Himlens og Luftens fjerne vestlige Egne, der
hver Aftensskjule Solen og Lyset, saa meget mere; som det af
Varånåa dannede Tillædsord varånya i Zendavesta ene bruges
om Mårkets onde Væsener. :
Praetaonas vigtigste Daad, som ofte omtales men tildels
med samme Ord, var Kampen med Azhi dahåka, den ådelæg=
gende Slange. Denne skildres med tre Hoveder, og derfor og-
saa med tre Gab og sex Oine; den havde tusinde Kræfter, var
ond og den allerstærkeste af de onde Væsener, som den onde
Aand, Ahriman, skabte til Odelæggelse af Sandhedens og God=-
hedens Verdener. Denne ådelæggende Slange omtales særskilt
i to Yashter (V,29 og XV,19), hvor den fremstilles som bedende
de mythiske Væsener, Ardvi sura og Vayu, om Kraft til at
gjøre alle Verdensegne mennesketomme. Dens Bån bliver na-
turligvis ikke opfyldt, hvorimod saavel disse to, som andre gode
Væsener skænkede Praetaona Kraft til at fælde den og dens
begjerlige og mægtige Hjælpere. Ligesom Praetaona: kæmper
med Slangen (azhi), saaledes kæmper ogsaa den indiske Trita
med en Slange (ahi), og ved denne Overensstemmelse fremgaaer
255
tilligé Bélydningen af den iranske Mythe. Det indiske ahi be-
tyder nemlig, ligesom Zendordet azhi, ligefrem en Slange; men
da Slangen i Osten var Symbolet paa det onde, saavel det
moralske som det physiske, overfårtes i Indien Slangens Navn
ogsaa paa de store Masser af tunge og tykke Skyer, der i
Regntiden skjule. Himlen og ligesom true Jorden med Odelæg-
gelse. "Naar dette skeer, iler Indra til Kampen; han splintrer
Skyerne med: sit Lyn, forjager dem fra Himlen og fælder Ahi
eller Sky-Slangen; og i denne Kamp underståttes han af Trita
og Vindenes Guddomme. Samme Naturforestilling trøer jeg
" ligger i den iranske Mythe om Kampen mellem Praetaona og
azhi, der efter de almindelige Lydovergange er det indiske
ahi. … Ogsaa denne er den onde Sky-Slange, derfor netop hen-
vender den. sig til. Ardvi suravog Vayu, der i Korthed kunne
siges at være Personificationer af Vandet og Vinden, med hvis
Væsen den alisaa var beslægtet. Men i Irån er Indra vel ogsaa
en deva ligesom i Indien, men som bekjendt, er Betydningen af
dette-Ord forskjelligt; thi Indiens lyse deva er i Iran en Beteg-
nelse for onde Væsener, og til disse hårer her Indra. FPrae-
taona er "her. derfor ikke som den indiske Trita en Hjælper
af Indra, men. indtager selv hans Plads i Kampen mod Sky-
Slangen: Han er. et Luftvæsen, oprunden af Luftens Vande og
fodt i Luftens yderste Egne; men han er ikke nogen Gud som
Indernes Indra, han er et dådeligt Væsen, et Barn af Naturen
og af den legemlige Verden og derfor forgængelig som denne.
OQverensstemmelsen mellem Indra og Praetaona, som ogsaa i
Mythens fælles Grundlag, bestyrkes desuden ved et fælles Til-
navn, der kun faaer sin rette Betydning fra den indiske Gude=
lære. De store Skymasser, der ere personificerede under Slan-
gens Form, kaldes nemlig ogsaa Vritra, den skjulende, ;hin=
drende, og Indra, der fælder ahi eller Vritra, er derfor Vri-
trahan eller. Vritras Bane. Samme Tilnavn, i den iranske Form
Våråprajan, bærer. ogsaa Praetaona, aabenbart, hvad og alminde-
ligt er aånerkjendt, fra det fælles Samlivs Tid; thi ellers har
256
våråpra, den iranske Førm af det indiske Vritra, tabt denne
særegne Belydning, der kun er bevaret i våråprajan og det
deraf dannede Navneord våråbraghna, medens det har erholdt
en almindeligere af Modstandskraft, Seier, hvorved Ordet vårå=
brajan,. idet det tabte sin oprindelige etymologiske Betydning,
tillige er blevet ensbetydende med våråpravat, den med Mod-
standskraft begavede, den seiersalige, der ogsaa tillægges Prae-
laona. Der siges saaledes om ham: »han er den seiersaligste
af de seiersalige dådelige, næst efter Zoroaster” (Yasht XIX,36);
thi ogsaa denne kæmpede en Kamp, men mod det moralske
Onde, hin derimod mod det physiske Onde: overhovedet, for
saavidt som det har sin Oprindelse fra de Kræfter, der råre sig
ovenover Jorden, i Skyerne og Luften. Hans Virken var nemlig
ikke indskrænket ene til Kampen med Azhi; men der siges ogsaa:
(Yasht 13,131), ,at vi skulle dyrke hans Grundvæsen (fravashi),
forat kunne afværge den ved Heden frembragte Sygdom, Sky-
brud og Oversvåmmelse, foruden den Skade, der forvoldes af
Azhi.” Mythen om Praetaona grunder sig ene paa en barnlig
men poetisk. Betragining af Naturen. Han er det symbolske
Udtryk eller Billedet af de gode, velvillige Naturens Kræfter i
Luften eller Himlen, hvis Virken man tænkte sig at gaae ud
paa at standse de onde, fjendtlige Kræfters Voldsomhed ag at
hindre den Skade, som disse ligesom true med at ville tilfåie
Jorden. Naar da den lyse Lykke bråster for Yimas Bråde,
naar Himlen formårkes og Luften dækkes af sorte Skyer, naar
umilde Aarstider med alle deres Trængsler indvirke forstyrrende
paa Menneskets physiske Velværen, naar derved alt i Naturen
er mørkt og uhyggeligt, da er Praetaona virksom og søger at
raade Bod paa det onde; han griber derfor og standser. den
fra Yima bortflygtende Lykke.
Til denne Forestilling af Braetaona, som et kjærligt, for
Jorden omhyggeligt Luftvæsen, synes ogsaa en anden Mythe at
sigte, der fortælles om ham; hvorvel dens Betydning endnu
ikke staaer ganske klar for mig. — Mythesagnels Indhold er
857
mee en
kortelig (Yasht V,60—66): Den fårste Vafra navåza dyrkede Ardvi
sura den Gang, da Praetaona i Skikkelse af Fuglen Kahrkåsa
omtumlede ham i det høie; i tre Dage og tre Næller svævede
han ned mod sin Bolig, men kunde ikke komme videre; han
beder: da til Ardvi sura og lover hende tusinde Offre ved
Raghas Vande, hvis han maalle komme ned paa Jorden til sin
Bolig; hun viser sig i en yndig Piges Skikkelse og opfylder
hans Bøn. Ardvi sura er Personificationen af den flydende
Vædske, som viser sig overalt i Naluren, oplivende, frugibar-
gjorende og vederqvægende, f. Ex. i Mandens Sæd, i Kvindens
Modersliv og i hendes Mælk, i Jordens Vande og i Luftens Regn.
Derimod er Betydningen af Vafra endnu ikke ganske sikker;
det synes, men dog med en héi Grad af Sandsynlighed, at være
at nypersiske barf, Snee; er delte saa, betegner vafra navåza
den første, nyfaldne Snee. Forestillingen eller Tankegangen
i"Mythen vilde da være: Sneen higer ned mod Jorden, dens
Hvileplads og derfor dens egenilige Bolig; men den vil virke
forstyrrende og skadende Menneskets physiske Velfærd; Prae-
taona séger derfor at standse den i sit Hjem, i den héie Luft.
Dog Sneen er en Del af Ardvi suras eget Væsen, men ikke,
som den odelæggende Sky-Slange, aldeles ond eller uden gavn-
lig Virken ; hun bønhåérer den derfor og bringer ”den ned til
Jorden, hvor den ved sin Væde åver en velgjorende Indflydelse ;
ihi Sneen kan dog mindst betragtes som aldeles uheldbringende i
Lande, som Irån, der lide og til alle Tider have lidt under en
stor Téårke og Vandmangel.
Tredie Gang flygter den lyse Lykke bort fra Yima forme-
delst hans Bréde; men den gribes af Kåråsåspa. Denne til-
hårer Ælten Såma, hvoraf der foruden ham nævnes Broderen
Urvåkhshaya og deres Fader Prita, Æitens Navn Såma betyder,
paa Grund: af dets Slægtskab med den indiske Rod gam, den
" som bringer Ro, som beroliger, stiller, lindrer; og dette Navn
udtrykker i Kørthed Maalet for hele Ættens Virken i dens for-
skjellige Retninger. Da denne dens Virken ene gik ud paa
258
Mennesket og fandt Sted for dettes Skyld og til dets Held, maatte
den ophåre med Menneskels Dåd; derfor er hele Ælten dådelig
ligesom Mennesket, hvortil den er knyttet. Af denne Æt, siger
Yasna (9,10), var Prita den nyttigste; han var den tredie dåde-
lige, næst efter Vivaghat og Abbhya, som udpressede den hel-
lige Haoma-Plante, og til Lån herfor fådtes ham de to Sénner
Urvåkhshaya og Kåråsåspa. Hvilken Nytte Prita stiftede, hvor-
paa hans Virken gik ud, fortæller Vendidad (Kap. 20) tydeligt:
»Han var den fårste af de udholdende, lyse, kraftige, dådelige,
som holdt Sygdom til Sygdommen, Dåd til Dåden, og som holdt
den brændende Feberhede borte fra Menneskets Legeme.” Prita
gjår saaledes ligesom Sygdommen selv syg og svag; han bry-
der Sygdommens Magt, standser Dådens: Angreb og fjerner
Legemets Smerter; og Ormazd selv skænkede ham Lægemid-
lerne dertil. I Prita have vi desuagtet naturligvis ikke nogen
legemlig Læge; men vi maa såge i ham Personificationen eller
det billedlige Udtryk af Naturens lægende, helbredende Kraft.
Derfor hører han til Såma-Ælten, thi han stiller og beroliger
Legemetis Sygdomme og Smerter, og knyltet til Menneskets Le-
geme er han dådelig som delte. Men han er den nyttigste af
Såma-Slægten; thi i denne Retning kunde Mennesket vel i'sin
Barndom, beråvet Videnskabens Erfaring, mindst udrette noget
ved egen Kraft, men maatte overlade alt til den udholdende,
utrættelige Naturs helbredende Magt eller, som Mylhen siger,
til Pritas lægende Virken. Hans Navn er ligefrem det får om-
talte indiske Trita, og Sanskrit Oversættelsen af Yasna tilféier,
at han kaldes saa, fordi han var en tredie Sén, saa at Navnet
vilde være at udlede af Talordet pri (tri), tre, ligesom vi finde
i Forbindelse med Trita i Vederne en Dvita og en Ekata af-
ledte af Talordene dvi (to) og eka (en). "Imidlertid kunde det
vel være muligt, at Zendnavnet Pprita snarere skyldte sin Op-
rindelse til Roden prå (Sanskrit trå eller tråi) at frelse, be-
vare; hvorved Betydningen af hans Navn vilde stemme overens
med Maalet for hans Virken. Han er ikke den eneste Prita, der
259
mævnes i Zendavesta; i Yasht V,72' omtales Prita og Ashavazdah,
som Sønner af Såyuzhdri; men da disse sæltes i Forbindelse med
Kampen mod de fjendtlige Nomade-Stammer, tilhåre de snarere
Iråns gamle Sagnhistorie end til Mythologien. Denne samme
Prita nævnes vel blandt dem, hvis Grundvæsener skulle holdes
hellige (Yasht XIIM,113), tillige med en kvindlig Prita eller Priti
(smst. 139); men det samme er ogsaa Tilfældet med andre, som
det synes, rent sagnhistoriske Personer. ”
Hin den mythiske Pritas fårste Sån- er Urvåkhshaya, hvis
Navn betyder den vidiherskende eller den vidtbeskyttende.
Han siges i Yasna at være from, en Udbreder af Retfærd, og
påa et andet Sted (Yasht XXI1I,3) hedder det: ,bliv velgjårende
og ”aaben som Urvåkhshaya.” Détite er alt, hvad der særskilt
fortælles om hans Væsen, men dog imidlertid tilstrækkeligt til at
vise den Betydning, der var knyttet til ham; og vi tage næppe
feill, naar vi betragte Urvåkhshaya som det symbolske Udtryk
for den indre Kraft hos Mennesket og den velgjårende Indfly-
delse af Tiden, som stiller Sorger og dysser Lidenskaber, af
den Kjærligheds Fålelse hos Mennesket, som gjår det velvilligt
og relfærdigt mod sin Omgivelse. Derfor er Urvåkhshaya en
Æuing af Såmas beroligende Slægt, han er den lægende Pritas
Sån; thi han stiller Sjælens Sygdomme, ligesom Faderen Lege-
melis. Han er dådelig; thi med Menneskets Liv ophårer hans
Virken, hisset er der jo ingen Sorger og Lidenskaber, ingen
Uvillie og Uretfærdighed. Men her paa Jorden er han vidther-
skende eller vidtbeskyttende; thi hvert Menneske trænger til
hans Hjælp, og hans velsignelsesrige Virken spores saa vide
om paa Jorden, En saadan indre Virken, og det rolige, fromme,
fredelige Liv, som er dens Følge, afgiver ikke Stof til megen
ydre Omtale; og derfor er det saare naturligt, at Urvåkhshaya
kun såa sjelden nævnes. Men Fromhed og Fredelighed er og-
saa udsat for fremmed Angreb og Fornærmelser, uden selv at
have Kraft til at afværge dem eller Villie til at hævne sig.
Dertil hentyder en anden Mythe (Yasht XY,28), som lader Broderen
260
id
Kåråsåspa bede: ,lad det gives mig at skride frem méd Hævn
for min Broder Urvåkhshaya, lad mig dræbe Hitåspa;” til denne
Mythe kommer jeg senere tilbage.
Den tredie af Såma-Slægien, Kåråsåspa, fremtræder i en
bestemtere Skikkelse. Han er ung, med det håie, ranke Legeme
og det mandige Sind; han er Spyd-væbnet og Kålle-bærende;
han er næst efter Zoroaster den stærkeste af de stærke dode-
lige, formedelst sit Mandomsmod til Forsvar, sin raske Lyst til
at måde Faren. Kåråsåspa er en Kriger i sin fulde Kraft, og
hertil sigter ogsaa hans Navn, hvis Betydning er den hvis Heste
ere magre, og derfor hurtigere og mére udholdende; hvad
endnu er Tilfældet paa de turkomanske Stepper. Men Kårå-
såspa er ingen vild, fremstormende Barbar; han hører til Såmas
beroligende Slægt, han er en Sån af den lægende Prita og
Fromhedens Broder. Hans Kald og Hverv er vel Kampen, men
ikke for dennes egen Skyld; han kæmper for at læge Ufredens
Saar, at raade Bod paa Fredens Brud, at bringe den svundne Fred
tilbage, og de godes. hellige Grundvæsener beskytte hans Legeme
(Yasht XI1II,61), hvis Styrke udfordres hertil. Han maa derfor
betragies som Personificationen eller det billedlige Udtryk af
Mandens raske Mod og Legemskraft, der ikke angriber uden til
eget Forsvar, men dog staaer rustet og rede til Kampen, naar
og hvor Faren viser sig. Hermed stemmer hvad der siges om
ham (Yasht XIII, 136): vi dyrke hans Grundvæsen (fravashi),
forat kunne afværge fjendtlig Vold og den angribende Skare,
forat kunne afværge den onde og den Skade, som "de 'onde
ville tilfåie os.” — Kåråsåspa hårer til de dådelige, thi han
er en Del af Mandens Væsen; han er den stærkeste blandt
dem, dog ikkun næst efter Zoroaster; thi den Kamp, som Zo-
roaster gik imåde, var for Troen og det aandelige Liv; den er
af håiere Betydning og dertil udfordres fålgelig en stårre
Styrke end til Kåråsåspas Kamp for det dådelige Liv og. den
timelige Fred. Da dennes Virken saaledes er Kampen med
Menneskets jordiske Omgivelse, er den derved mere aaben og
… BBå
meme
lydelig end hans tvende Frænders. Dette synes at være Grun-
den til, at han fortrinsvis og ene nævnes i Mythesagnet som den,
der griber den lyse Lykke, naar den.tredie Gang flygter bort
fra Yima; ihi denne Lykkens Flugt sigter dog vel overhovedet
lil al den-Nåd og alle de Lidelser, som have deres Oprindelse
… hos Mennesket selv og i hans levende Omgivelsers Overlast.
Og til at raade Bod herpaa udkræves vistnok ligesaa meget
Faderens og Broderens Bistand; men deres Virken er mere i
det skjulte, i Menneskeis Indre og hans hjemlige Liv, og der=
for ei saameget Gjenstand for almindelig Omtale og Ry, som
Kåråsåspas, der kæmpende ude såger al tilbagefåre den brudte
Fred med Omverdenen. sb
Mange og forskjellige ere Aarsagerne til Fredens Brud,
mange Myther havdes derfor ogsaa om Kåråsåspa. De dreie
sig alle om hans Kampe; men de ere fortalte i-stor Korthed,
og ofte ikkun låseligt berérte, hvorved deres indre Idee bliver
dunklere og utydeligere, end det muligvis ellers. vilde have
været Tilfældet. Thi Mythen henter, som bekjendt, sin Beskri-
velse fra det virkelige Liv, og kan derved let optageisig vir-
kelige Begivenheder øg udsmykke sig med Træk af Livet og
Navne uden. al mythologisk Betydning, der altsaa først maatte
udsondres, for: man kan komme til Mythens egentlige Væsen.
Dette kan navnlig lettest blive Tilfældet med saadanne Myther,
som dreie sig om Mennesket selv og dets Færden herpaa Jor-
den, hvad Mytherne om Kåråsåspa gjåre. Skjåndt det derfor er
sandsynligt og rimeligt, at vi i Kåråsåspas Modstandere, som
han fælder, have Personificationer af de forskjellige Aarsager
til Fredens Brud, er det dog utydeligt, til hvilken af disse den
enkelte Mytihe netop sigter, især naar den kun er låseligt om-
talt, eller blot et Navn paa en Fjende er anfårt. Jeg skal der-
for her: indskrænke mig til de Myther om ham, der indeholde
mere Æmne end et blot Navn.
Kåråsåspas Hoveddaad, den omtales idetmindste ene i Yasna
(1X,11) og nævnes fårst i Zemyåd Yasht, var hans Kamp med
262
den giftige Slange eller Hugorm, Sruvara (den. med Horn eller
Klåer forsynede), ,der sluger Mennesker og Heste, paa hvem
den grånne Gift flåd tommetyk,” Mythens Grundbetydniyg synes
at være klar, og Hugormen betegner vistnok overhovedet alle
vilde Dyr, farlige for Menneskets Sikkerhed og Fred, hvis Angreb
og Overlast tidt kaldte ham til Kamp og Forsvar; den synes kun at
være nævnt fortrinsvis, fordi den var Symbolet paa alt ondt og,
som Biblen siger, trædskere end alle Dyr paa Marken. Derimod
er Mythen i sine Enkeltheder dunkel for mig og jeg veed ikke
hvortil den hentyder, naar den videre fortæller: ,Kåråsåspa
fældede Hugormen og kogte den til Fåde i et Jernkar; ved
Middagstid brændte den og hvislede, den styrtede ud af Karret
og væltede det udstråmmende Vand; bort veg forskrækket den
modige Kåråsåspa.”
Jeg har alt nævnet Mythen om Hitåspa, som Kåråsåspa. fæl-
der for at hævne sin Broder Urvåkhshaya. - Hitåspa beskrives
ikke nåiere, selv hans Navn er dunkelt; men paa Grund af den
Maade, hvorpaa han er nævnet, synes han at skulle være Ud-
trykket for det fromme og fredelige Livs værste Fjende. Hans
Navn kan betyde den med de blege Heste; skulde han da be-
tegne den gustne Avind og den lumske Skadefryd, der harmes
over andres Lykke og kun tragter. efter at forstyrre den til
egen Fordel, ja endogsaa uden saadant Hensyn?
En anden Fjende, som Kåråsåspa fælder, er Zairi-påshna,
»der styrter frem gabende forat &delægge Sandhedens eller Ren-
hedens legemlige Verden.” (Yasht V,38, XIX,41).. Navnet be-
tyder ham med Guld-hæle, den guld-hælede; skulde vi derfor
i ham have Udtrykket for Guldtårstens, den urene Havesyges
begjerlige Aand, der ikke finder Ro og Hvile i Besiddelsen af
sit eget, men higer efter mere, selv om delte er andres Eien-
dom, der kun uretfærdigen ved Vold og List kan erhverves?
"Han hører forresten, hvad dog ikke bidrager videre til at op-
klare hans Betydning, til en Klasse af Væsener, som kaldes Gan-
263
w
darbher, hvilke i Indien ere Tjenere i Indras Himmel; men i
Iran' tilligemed Indra selv ere blevne til onde Væsener.
Blandt flere andre, som Kåråsåspa fælder, men hvis Navne
kuffanfåres uden nærmere Beskrivelse, nævnes (Yasht XIX,43—44)
en Snåvidaka, som slaaer med Kléer. Betydningen af Navnet
er uvis; men han selv er en afmæglig Altraas og Begjerlig-
heds hovmodige Aand med viditsvævende Lyster, der for egen
Fornéielses Skyld ånsker at vende op og ned paa den hele
Verden. Mythesagnet lader ham nemlig udbryde: ,Jeg er svag;
men var jeg stærk, da skulde jeg gjåre Himmelhvælvingen til
min Vogn og Jorden til dens Hjul; jeg skulde fre den hellige
Aand ned fra hans håéie, lyse Bolig, og jeg skulde bringe den
ønde Aand op fra hans mårke Elendighed; begge to, den hel-
lige og den onde Aand, skulde da trække min Vogn, hvis ikke
Kåråsåspa dræber mig; men, tilféier Mythen, den modige Kå-
råsåspa fældede ham.”
Han synes endelig ogsaa at være sat i et fredeligt Forhold
til en af Feerne, der ellers i Zendavesta betragtes som onde
Væsener, "I Vendidad (1,10) siges nemlig om (det syvende Sted,
som "(Ormazd skabte, Orkenen Duzhaka: ,der frembragte den
onde Aand (Ahriman) en Fee, hvilken den knuste, som fulgte
Kåråsåspa.” ” Efter Ordene paa deite Sted maatte Feens Over-
vinder ligeledes være en Fee; men det er dog muligt, at vi her
ikkun have en kort Hentydning til Kåråsåspas da velbekjendte
Væsen; idetmindste forekommer den sidste Sætning (som fulgte
Kåråsåspa) paa et andet Sted (Yasht XIX,39) ordlydende om
det” mandige Mod, Heltens uadskillelige Ledsager, som visselig
ogsaa behåves i Kampen mod Mårkets Feer og Aander.
Kåråsåspas Virken er naturligvis udbredt over hele Jorden;
her maatte" derfor ogsaa hans Hjemstavn være; og ligesom
Yimas- Virken navnlig udgik -fra den højeste Top af Ostens Lys-
bjerg, og Praetaona fådies i Luftens yderste Egne, saaledes
knyttes Kåråsåspa til Havet med de store Svælg, til det Jorden
264
omslyngende Verdenshav;. thi herfra kunde hans Virken, lige-
som dette, omfalte den hele Jord. |
Disse Naturmyther, som jeg her enkeltvis har gjennem-
gaaet, disse mythiske Forestillinger om Nalurens og Menne&kets
Tilstand og Virken, have i Tidernes Lob antaget en mere sand-
selig, legemlig og menneskelig Form, og saaledes fremtræde
Jemshid, Feridun og Gershåsp som rent jordiske Konger og
Helte i Persernes senere Sagnhistorie. Jeg skal imidlertid ikke
her gaae ind paa denne Udvikling af hine Natlurmyther, men
såge at sammenfalte dem til en Helhed; thi de udgjåre tilsam-
men en Enhed, og ere ikkun enkelte Dele af et sammenhæn-
gende Billede, hvori de gamle Iranere, for mere end to -Aar-
tusinder siden, have sågt at fremstille deres Opfattelse af Men-
neskets jordiske Lykke og Velfærd, af Naturens modstridende
Kræfter, der indyirke hjælpende og forstyrrende derpaa, og af
Kampen, som udfordres lil at sikkre den og bringe den tilbage,
haar den bråster formedelst Menneskets egen Brode. Den lyse
Yima udbreder den jordiske Lyksalighed, og, saalænge han er
uden Bråde, hersker den i rigeligt Maal uforstyrret paa Jorden
blandt alle Jordens Skabninger; men ved hans Bråde svinder
den, uden at han har Kraft til at fåre den tilbage. Dagens Lys
fortrænges af Nattens uhyggelige Mårke; men Lysets venlige
Herre griber den flygtende Lykke og fører den atter tilbage.
Naturen taber sit lyse glade Udseende, Himlen dækkes af sorte,
truende Skyer, mårke og barske Aarstider siandse og forstyrre
Naturens kjærlige Gaver: da fådes Praetaona i Luftens yderste
Egne, netop der hvorfra Ulykken kommer, han kæmper mod
og hæver disse Naturens og Luftens Hindringer ;. thi Kampen
mod dem er hans Kald og hans Hverv. Selv fra Jordens Skab-
ninger og hos dem selv opstaae Hindringer for Lykken, men
disse soger Såmas Æt at fjerne. — Naar Sygdommen angriber
Menneskets Legeme og standser hans Nydelse af Livets Goder,
da træder Prita til legende og helbredende. Naar Sørgen tyn-
- ger hans Hjerle og Lidenskaben sniger sig ind i hans Indre,
265
naar de formårke hans Sind og forstyrre hans Ro, da viser
Urvåkhshåya sig dyssende og beroligende, han bringer hans
indre Fred tilbage og gjor ham, ligesom Faderen, atter skikket
til ned Lyst og Glæde at nyde Liveis Velsignelser. Naar Fa-
"rens: Time kommer, naar andres Ondskab, Havesyge eller
Fjendskab såge at forslyrre hans ydre Fred, eller naar vilde
Dyr true hans Sikkerhed, da staaer Kåråsåspa rustet og rede
til Kampen, han fælder modig hans Fjender, hævner den be-
gaaede Udaad og fjerner hver Fare. Kort, Yima udbreder den
jordiske Lyksalighed blandt Menneskene, og de andre Væsener
bekæmpe og fjerne, enhver efter sit Kald, de Hindringer der
stille sig i -Veien for den; og med Undiagelse af Lysets Herre,
ere de: alle dådelige; thi deres Virken er ene knyttet til
denne forgængelige Verden, den bestaaer. ved denne og maa
ogsaa ophøre med den. |
Hermed slutter Zemyåd Yasht sit Billede af Menneskets jor-
diske Lykke, af dens Afbrydelse og Ophår og af Kampen for
at fore: den tilbage; men Billedet er dog endnu ikke fuldstæn-
digt: Thi om end den jordiske Lykke straaler i al sin Glands
og Fylde, om end Mennesket, karsk paa Legemet, med livsfriskt
Sind og i uforstyrret Fred er i Stand til at nyde Livets rige
Goder, er han dog endnu ikke fuldkommen lykkelig; noget
mangler endnu i hans Lykke, hvad ogsaa Iraneren fålie, det
nemlig som Yima ikke havde Kraft til at bringe ham, Kundskab
om Gud og hans hellige Ord. Haoma-Yasht, der er optaget i
Yasna, fuldfører Billedet; den nævner først Yima, Udbrederen
af den jordiske Lykke, dernæst Praeltaona og Såma-Ætten, som
kæmpe mod Hindringerne for Lykken, og derpaa nævner ,den
tilsidst:i fjerde Række Zoroaster, hvem Ormazd havde givet at
fuldkommengjøre Menneskets Lykke ved at bringe det den Kund-
skab om Gud, som det endnu savnede. Zoroaster nævnes sidst,
ingenlunde fordi Iraneren ansaae delte for en ringe og fåie
Ting; «tværlimod ogsaa for ham var dette det håiesie og vig-
ligste, og han lader derfor Zoroastier være den seiersaligste og
266
stærkeste af alle dådelige, og derfor lader han Ormazd i sin
Kjærlighed til Mennesket ånske fårst og fremmest at give det
denne Kundskab og den Lykke, som det er umuligt at opnaae
uden den. Men han saae tillige, at det jordiske Menneske,
hildet i Jordlivets Glæder, er altfor tilbåielig til i sin Lykke: at
glemme sin Skaber,. hvorfor Yima heller ikke fålte Kraft til at være
Troens Bærer, og at det: som oftest forst gjennem Nåd og
Trængsler bringes til at vende Sindet til ham. Dog Zorøaster
er af en anden Natur end de dvrige Væsener, jeg har omtalt;
og han hårer hertil ikkun for saa vidt som han tjener til at fuld-
stændiggjåre det Billede, som jeg her har forsågt paa at for-
tolke.
Endnu haves en Mythe om Yima, som imidlertid ikke synes
ganske at håre til hint Billede eller hine Forestillinger om den
jordiske Lyksalighed, og som jeg derfør kun kortelig: her skal
beråre, for ikke at forbigaae hvad der kan kaste Lys over
hans Væsen. Denne Mythe optager den sidste Halvdet af
Vendidåds andet Kapitel, hvor den fålger umiddelbart efter
Mythen om Yimas Virken til at udvide og frugtbargjåre Jorden
Begyndelsen deraf eller Forbindelsesleddet med den foregaaende
Mythe er desværre kun overleveret os i en håist hullet og
mangelfuld Text, hvoraf det dog synes at fremgaae, at Mythens
Begivenhed er henlagt til Tiden efter Yimas tusindaarige Rige:
Mythens Indhold er derefter i Korthed: Ormazd mådes med de
hellige Aander og Yima med de bedste dådelige, begge be-
romte i den gode Dåityas ariske Kildeland. Da aabenbarer Or-
mazd ham, at over den legemlige Yerden skulle Landene lide
Nød, saavel ved den strænge, stivnende Vinter og heftige Sne-
fog, som derefter ved Oversvommelser, Tåbrud og Regnskyl.
Som Ormazd byder, planter Yima da en firsidet indhegnet Have;
did bringer han Spirerne af levende Væsener (,af smaat og
stort Kvæg, af Mennesker, Hunde og Fugle”) og af de råde,
lysende Ildflammer; han gjår Haven skikket til Bolig: for Men=
nesket og- til Græsgang for Kvæget og lader Vandet flyde rige=-
267
ligt. Did bringer han de største, bedste og fortrinligste Spirer
af alle Mænd og Kvinder og af alle Kvægets Arter, de stårste
og mest duftende Spirer af alle Træer og de mest velsmagende
af alle Spiser; han gjorde dette parvis og uforgængeligt, saa-
længe Mennesket var i denne Have. Der var ikke Bagtalelse
og Daddel, ei Trætte og Fjendskab, Hovmod og Bedrag, Usselhed
og Lumskhed; heller ikke fandtes der nogen vanskabt Legems-
form eller overhovedet nogen af de onde Kjendetegn, hvormed
den onde Aand har mærket Mennesket. Herefter fålger en
videre Beskrivelse af Havens Indretning og af Menneskenes
Fordeling der, som imidlertid er yderst dunkel. Hvorvel denne
Mythe er fortalt i stor Udfårlighed, fremgaaer det dog deraf
ikke klart, "hvor man havde tænkt sig Havens Sted. Om her
paa Jorden og i denne Jordens Tilstand? Men Livet der er
forskjelligt fra det jordiske. Lyset straaler der bestandig, Sol,
Maane og Stjerner vise sig tilsammen; Aaret er der kun en Dag;
efter fyrretyve Aar fodtes af to Mennesker et Par, Mand og
Kvinde, og saaledes ogsaa blandt Dyrenes Slægter; Menneskene
leve der det bedste Liv. Hertil kommer, at det ikke er Zo-
roaster, som der forkynder Mazda-Troen, men en anden, (hvis
Navns Form imidlertid er noget tvivlsom, da det her skrives
i Haandskrifterne. paa forskjellig Maade og ikke findes noget
andet Sted), og at Zoroaster, som er den åverste aandelige
Herre og Lærer for hele den jordiske Verden, vel er dette
ogsaa her, men dog ikke som ellers ene, kun i Forbindelse
med Urvatat-nara, der paa de to andre Steder, hvor han næv-
nes (Yasht XIII,98, 127), kaldes den senere fådte, den Zoroa-
striske eller Zoroasters Son. Eller har man tænkt sig Havens
Sted hisset; er det et Billede af de godes Lyksalighed i Livet
efter Dåden? Men de godes Sjæle fåres andetsteds hen, hin-
sides det håie Hara, til den uforgængelige Verden, hvor Or-
mazd og hans hellige Aander dvæle (Vendidad 19,30-33); de
gode komme der selv, og ei blot de bedste Spirer, hvoraf
Væsener ere udviklede; desuden medbringe de vel ogsaa did
268
den Tro, ved hvilken de komme der, og behåver der næppe
nogen ny Troens Forkynder, især da Ormazd selv er Lærer
og Mester for hele den aandelige Verden (Vispered 2,4). Begge
Anlagelser af Havens Sted synes saaledes at stride saa meget
mod hvad vi ellers vide. Men naar man lægger Vægt paa
Mythens Ord, naar man seer, at Yima bringer did ikke de bed-
sle Mennesker, men ikkun de bedste Spirer til Mennesker og
Dyr, og at Livet der nærmest er jordisk, thi levende ;Væsener
fodes der, men dog i en renere og bedre Skikkelse , da fore-
kommer det mig, at Tanken ledes hen til den Forestilling, som
saa smukt er udviklet i vor egen Mythologi, om Jordens .For-
nyelse i en bedre og ædlere Skikkelse efter den nuværendes
Ophør og Gudernes Undergang. En lignende Anskuelse fore-
kommer mig ligger til Grund for denne Mythe om Yimas Have;
den synes mig at have Hentydning til en Forestilling om en
tilkommende og bedre jordisk Tilstand, hvori Yima vil herske,
ligesom i den nuværende som det symbolske Udtryk af den
physiske Lykke, thi heller ikke der vil han være Troens For-
kynder; men hvori. han vil være uforstyrret af jordiske Hin-
dringer, og. derfor ei som her behåve Hjælp og Bistand af-andre
Væsener.
Skovrider Ritmester v. Schumacher indsender ,Betragtnin-
»ger over Iagitagelser som formeeniligen ville oplyse enkelte
»Momenter af Jordklodens Physik”. Comitee, Etatsr. Forchham-=
mer, Prof. Olufsen, Oberstlieutn.. Hoffmann, Prof. Liebmann.
Istedetfor afdåde Admiral Schifter valgtes Prof. We-
stergaard til Medlem af Kassecommissionen.
269
Selskabet modtog:
Fra the Smithsonian institution i Washington:
History and statistics of the State of Maryland, according to the
returns of the seventh census of the United States 1850.
Washington 1852.
Smithsonian Contributions to knowledge. Vol. 3. Washington
1852. skid
Smithsonian Contribulions to knowledge. Vol. 4. Washington
1852.
Report of the Commissioner of Patenis for the Year 1850. Vol.
I. Arts and manufactures. Washington 1851.
Report of the Commissioner of Patents for the Year 1850. Agri-
”eulture. Washington 1851.
Smithsonian Report on recent improvemenis in the chemical
arts. Washington 1851.
"Fifth annual Report of ihe Board of Regents of the Smithsonian
institution 1850. "Washington 1851. -
Meteorological Register for twelve years, from 1831 to 1842
inclusive, compiled from Observations made by the o-=
ficers of the. medical Departement of the Army at the mili-
tary ports of the United States,: Washington 1851.
Explanations and sailing directions to accompany the wind and
current charts approved by Commodore Lewis Warrington,
Chief of the bureau of ordnance and hydrography. Washing-
ton 1851.
Information respecling the history, condition and prospects of
the Indian tribes of the United States. Philadelphia 1847,
Directions for collecting, preserving and transporting specimens
of Natural History. Washington 1852.
Report of the Secretary of War, communicating the information
in relation to the geology and topography of California.
Washington 1850.
Abstract of the seventh census (Third Edition). Washington.
"Decbr. 4510958.
270
The national era. Washington, Thursday, Septbr. 18, 1851.
Nr. 246.
List of works published by the Smithsonian institution. Washington.
List of foreign institutions in correspondence with the Smith-
sonian Institution. Washington.
Registry of periodical phenomena. Washington.
Report of the Secretary of War. Washington, Januar 30, 1851.
Fra Gesellschaft fur vaterlåndische Geschichte i Kiel:
Urkundensammlung der Gesellschaft fir vaterlåndische Geschichte.
Zweilen Bandes zweite Abtheilung. Kiel 1848.
Nachtråge zum ersten Bande der Urkundensammlung fir valer-
" låndische Geschichte. - Kiel 1848.
Neues Archiv der Gesellschaft fir vaterlåndische Geschichte.
Finften Bandes erstes Heft. Kiel 1848.
Do. do. Finften Bandes zweites Heft. Kiel 1850.
271
Barometer,
reduceret til 09 Reaumur.
Thermometer i Skygge
mod Nord.
sød Regn, Vindens
= Øg "4 Fod ov < bp z
AR | borg. idiåang. Ft ener | 2) Ser torden | eft rd neo æe., |. Metmikg
ee orm. |iddag. middag. | Middel lavest. håiest. SF rer GR VTR ange 1 DOgnet,
Corr.-0046| Cels. Cels: | Middel. | middel.
1 | 3372,4407 | 337,//702 | 337,141929 9994 4096 1692 1090 999 If Regn 43 Tim. 1,68 | sw. SSW. S. SSW, ;
2 | 38, 61 | 38, 24 | 38, 488) 10,94 7,0 18,5 10,0 10,0 | Regn 33 — SSW. SSW. S. ssW, | Middeltemperatur.
g 38, 53 | 38, "49 | 38, 10 12,22 5,5 20,2 10,1 10,3 Regn 21 — 2,42 | Stille. Stille. S. SSO. 1852 AE say:
A 32 45 137,32 F 37, 04 12,74 9,0 21,0 10,2 1172 Regn 4 — 0,06 | SSO. OS0O. OSO. S. 1—10 13914 120993
5 37, 68 | 37, 84 1.37, 864 — 14,44 11,9 23,7 10,5 11,4 So. S0. S0. S0, | 1790 32 1389
6 38, 00 | 37, 70 | 37, 584 14,49 8,3 23,3 10,9 12,0 | Taage 63 — Stille, N.t.0. NNO. SSO. | 5130 Sa 43" 3t
7 37, 82 | 37, 81 |. 37, 63 12,79 9,0 25 11,1 11,8 Taage 5 — SSO. SSO. SSO. SSW. 1—30 13/13 1272
8 | 37, 30 | 37, 20 | 36, 614 14,12 9,7 25,2 11,3 12,4 | Regn + — SS0. ONO, OS0, SSW, | 1—30 13, '
9 34, 88 | 34, 09 | 32, 7234 16,19 10,2 26,0 11,5 13,4 | Regn 42 — 1,62 | SW. NO. NO. SW.
10 29, 75 | 29, 58 | 29, 81 13,49 13,4 20,8 11,7 12,9 Regn 6 — 0,84 | SSO. SSW, S.t,W. S. di ig
aanedl.
11 | 32, 19 | 32, 45 | 32, 511 12,57 10,8 19,3 11,8 12%3 | Regn 34 — 1,33 | SW. W. SW. SSW, Vandmængde
12 32, 45 | 32, 32 |. 32, 314 11,14 10,1 16,9 11,7 144 I Regn 19 — Byger 4,04 | S. SSW. SSW, SSW,
13 år Fi 31, 33 35 g 40 53 He FS 11,71 Regn 4 — 2,43 | SSW. SS. … sn, 1852 29 Aar,
14 ' 31, 31, 1: ' 4 ” 11,1 Regen 52 — 4,24 I SW. SW. . Ea å É
i5 | 31, 45 | 31, 69 | 32% 22 | 12,414 | 10,0 140 (RI SØÅ … SSØ. s,… s, | 25,40 Par. L. 23,28 Par. L.
16 33, 99 | 34, 01 1-33, 944 12,57 88 4 99,7 11;: 12,0 Dre, Sr SSW,
17 34, 43 | 34, 57. | 34, 62 13,74 9,8 22,3 11,5 12,0 | Regn 82 — 2,40 | sW. SSO. SSO. SSO.
18 35, 66 35, 34 35, 81 12,69 r 12,3 20,8 11,6 12,5 Regn iii —t 2,00 S. S; SSO... S. YVindforhold,
19 33, 86 33,57 33, 61 14,97 14,1 24,6 11,7 12,8 Regn 612 — 1,25 I oSsO. N. 0. S.
20 fj .33, 90 | 34, 17 + 34,494 12,57 13,9 2046 11,9 13,0 | Regn2ji — x 4,36 |ow. WNW. NNW. NNW. 1852 50 Aars
N... 0,03 0,09
21 35, 50 1. 35,942 +: 35,70 13,44 11,9 24,4 12,0 12,7 WSW. SSW. S. …S. | NO. 0,03 0,06
22 35, 34 | 35, 46 | 35, 404 15,37 13,2 23,3 12,1 13,0 SSO. S.t.0. S. NW. | 0. 0,03 0,11
23 35, 40 | 35, 05,135, 49 14,79 12,0 23,8 12,3 13,2 Regn 13 — 0,17 I stile, W. SW. S. tt so 0,18 0,10
24 86, C2 | 30, 04 5, 28% 14,29 12,7 21/8 12,5 13,5 | Regn103 — + 0,50 | Stille. SO. SO. NNO. |. s. 0,35 0,12
25 37, 74 | 37, 94 f 37,7 84 13,07 11,2 21,0 VE 13,1 NW. NW. NW. NW. | sw. 0,18 0,14
26 37, 92 | 32, 49 374414 14,27 9,9 23,0 12,5 13,5 WNW. WNW. ONO. S. | w. 0,07 0,22
27 374 37 | 37, 35 ft 37, 084 14,62 13,2 21,8 12,6 13,8 Ss. S0. S0. -S0. | Nw. 0,08 0,16
28 35, 06 | 34, 83 | 34, 10 12,27 12,7 17,6 12,8 13,5. | Regn 7% — Byger 4,91 | SO. -S0.. SO. S.t.W. Stille 0,04
29 34, 93 | 34, 99% 35, 054. 13,32 11,9 20,9 12,7 13,2 | Regn ål — 0,75 | NW. WNW. W.t.S, SW.
30 33, 32 33, 51 33; Se 13,69 13,5 ÅR; f 12,6 13,8 "Regn 8—t Byger 0,40 SW. SW. SW; WSW.,
%) Da Thermomelret var i Uorden, er et andet benyttet indtil Maanedens Udgang.
172
RS
BENN ,
Barometer, Thermometer i Skygge
per, reduceret til 00 Reaumur. med Nord. å Windens
E AENe 24 Fod over Jorden. | 2 Fod i |2Fodun- i syv Å Retning
; ep der dag]. me . ; Mx
w | 9Form. (Middag. | 4 dag. | Middet | lavest | hålest Jorden. ae Å Gange i Dågnet.
Corr.-0049; Cels. Cels. Middel. Middel. ?
1 1 335,48 | 335,/7758 | 335,/7786 4 12941 1197 2191 1295 1391 Regn 21 Tim. Byger 0,09 | WSW. SW. SW. SW. i '
2 Å' 37, 69 | 38, 12 | 38, 3A | 13,94 | 11,7 | 220 | 12,4 12,4 | Regn 14 — WSW.W.1S. WNw. w: | middeltemperatur.
3 å 38, 77 | 39, 03 | 39% 15 f 13,86 12,2 22,5 12,4 12,7 WSW. SW. W.t.N. NW. 1852 45 Aar
4 39, 94 | 39, 82 | 39, 72 14,65 13,6 23,0 12,3 13,3 WNW. W. WNW. WNW. å' 1—10 16902 13988
5 39, 85 | 39%, 90! 39, 58 15784 9,5 25,0 12,6 14,0 WNW "W. Stille. S. f 11—21 17,02 14,16
6 39, 57 | 39, 30 | 38, 934 17,19 11,5 26,8 12,9 14,7 SW. NNO. O.t.N. NNO. å 22—31 16,03 15,01
7 39, 48 39, 56 39%, 43 17,06 11,2 27,1 13,1 15/4 OS0. UNO. 0. NO.t.0. 1—34 16,38 14,35
8 30, 62 | 39, 50 | 39, 2%) 17,61 12,1 27,5 13,4 15/4 W. Stille. Stille. SW.
9 39, 11 | 39%, 10 | 38, 72 18,46 12,8 2£,1 13,6 15,5 Stille. N.t.0. NNO. N.t.W.
10 38, 91 | 38, 01 8, 77 19,21 15,3 29,8 13,9 14,9 N.t.W. N.t.0. SO, S.
11 | 38, 85 | 38, 78| 38, 39) 19,14 15/1 30,2 14,1 15/4 Stille, WNW.-OS0. NNO. Maanedl.
12 | 38, 35 | 38, 22 | 37, 97) 15,76 14,7 24,3 14,3 15,5 NO. NW. WNW. NW. Vandmængde.
13 | 38, 14 | 38, 09 | 37, 93 + 16,99 12,6 | 25,9 14,4 15,9 NW. WNW. OND. 0.| 1852 39" har.
14 37, 72 | 37,-64 | 37, 40 4 17,99 16,2 28,1 14,5 16,5 Stille. 80. OSO NNO. | 943 ng
15 Å 37%, 61 | 37, 52 | 37, 29 17,9 15,2 2772 14,7 16/8 Stille. OSO. S t.0. S.1:0. | %13Par.Lin. 27,58 Par, L.
16 37, 24 | 37, 24 | 37, 084 18,26 14/6 27,7 14,8 17,4 S. WNW. WNW. NW.
17 36, 80 | 36, 52 | 36, 18 | 19,66 1550 30,0 15,0 17,6 NW. Stille. SSO. SSW.
18 35, 61 35, 70 36, 27 17,06 18,1 29,0 15,0 17,1 Regn 514 — Torden 0,36 S. So. SO, SOLO,
19 37, 46 | 37, 76 | 37, 84 f 14,59 13,5 25,0 15,0 15,5 S0.t.0, SO 1.0. SO. SO. Vindforhold.
24 38, 86 | 38, 97 | -38, 93 13,81 13,4 20,0 14,8 14,5 Å Smaaregn 7 —% SO. SO. + S0. 0.
21 37, 68 | 37, 34 | 36, 69 | 15,9%6 14,4 24,7 14,6 14,9 j Regn 12 — 0,05 f 0. 0. "so. sWw.i Fl == ag
- , (
22 Å 35, 19 | 35, 31 | 35, 384 14,11 15/4 21,9 14,5 15,0 Å Regn 24 — 0,43 å stille. 0S0. Nw. Nw. f NO. 0,08 0,05
23 36, 05 | 36, 27 | 36, 48 f 15,91 14,7 23,6 14,4 14,6 NW. NW. NEW. NWwW, | 0. 0,09 0,07
2 37, 54 | 37, 67 | 37, 66-4- 17,34 12,6 27,3 14,4 15,4 NNW3NWN. NO. f..S0….0,19 0,07
25 38, 26 | 38, 17 | 37, 84 |. 16,64 12,0 27/44 : 14,6 15,8 SW. NO. 0. s.f8S. 0,10 0,12
26 372, 54 | 37, .52.1—37, 26 16,49 13,5 25,9 14,7 15,8 S.. OS0., 0OS0. s. jf SW. 0,09 0,16
27 37, 40 37, 24 37, 19 14,99 14,5 24,2 14,8 15,7 Regn 34 — 0,93 So. 0. S0. SO. WWW 0,13 0,25
28 37, 40 | 37, 24 | 37, 02 16,10 12,0 24,7 14,6 15,8 SO N0.…—NO0x S. f Nw., 0,18 0,19
29 37, 45 | 37, 47 | 37, 31 16,31 12,2 25,3 14,6 15,6 S. W. $S0. " SO. f Stille 0,07
30 37, 09 37, 04 36, 74 16,69 14,0 26,6 14,6 16,1 s WwW. ONW: OWNW.ONW,
31 35,. 76 | 35, 84 | 36, 03 15,59 13,0 23,9 14,7 15,9 få Regn 21 — Byger 0,27 | WSW. WSW.NW.NNW.
173
Barometer,
reduceret til 00 Reaumur.
Thermometer i Skygge
såe mod Nord. Vindens
3 & Regn
eg FR 23% Fod over Jorden. | 2 Fod i |2Fodun- sg. ps Retning
g er> der dagl. &
< w | 9 Form. (Middag. middag. || Middel | lavest | højest. Jorden. | er neg: Å Gange i Dågnet.
Corr.-00950| Cels. Cels, Middel, Middel.
1 336,/447 | 336,/4/35 335,91 14928 1495 2395 1496 1598 0,56 I NW. NW. NNW. Wt.N. Middeltemperatur.
2 39, 50 | 35, 14 | 34, 15,55 13,5 24,3 14,5 15,6 Regn 1% Tim. 0,18 f W.t.N.W.t.N.NW.NWt.N. 1852 p 4
3 34, 24 | 34, 16 | 33, 6 16,70 13,3 26,9 14,5 15,9 WSW. Se SSO. SW. ) 5 Aar
Å 32, 08 | 31, 97 | 31, 46 4 16,50 15,7 25,0 14,4 15,8 f Regn 42 — 1,84 | S0. SSO. SSO. SOt.0, f 1—10. 15913 14955
5 96; 93: | 393; 491733, 98 14,23 13,2 24,0 14,4 15,8 Regn i — Byger 0,66 | S0.t.0.SW.4,W.SW.NW.j 11—21 14,92 14,03
6 32, 56 | 32, 45 | 32, 414 14,50 11,3 23,7 14,3 15,8 Å Regn 11 — 0,19 fS... SSO. ss. S. | 22—31 15,12 12,97
Y 82,4; 48 1 32,393 1 39, 924 19745 11,8 26,2 14,1 15,7 Å Regn 14 — 0/76 | OS0. OSO. SO. S.t.0. I 1—31 15,05 13,86
8 32, 83. | 32, 98 | 33, 28 15,98 13,0 24,7 14,1 15,4 Å Regn 3 — Byger 2,12 | Stille. S. St.W. SW:
9, | 33, 71 | 33, 50 | 33, 35 4 14,90 13,5 22,7 14,1 15,4 | Regn 54 — 0,220 8. 8 AK 80:
10 32, 43 | 32, 36 | 32, 38 | 14,30 14/8 22,8 14,0 15,4 W. WNW. WNW. NW.
Maanedl.
11 33, 29 | 33, 37 | 33, 40 14,58 12,8 23/8 14,0 15,1 Regn 34 — Byger 0,16 | NwWw. W. wW. sw.
12 | 32, 59 | 32, 82 | 32, 68 | 13,95 14/1 22,2 13,9 15,2 Å Regn 12 — Oli HS. 827 Nw.… SO: Vandmængde.
13 32, 49 | 32, 40 | 32, 24 14,55 13,3 23,2 13,3 14,6 Å Regn 5% — 0,37 | SW.S.t.W. SSW. S.t.U. 1852 SØE ag:
14 32, 31 32, 30 32%, 61 12,7 13,9 18,7 13,8 13,1 Regn 9 si ER 0,31 | sw. SW. WSW. W,t.S. 29,93Par.Lin. 27,78 Par. L
15 34, UD | 34, 21 | 34, 29 13,80 13,0 22,4 13,6 13,3 0,04 | WSW.SSW.SSW. SSW. [7% SR RENS np
16 36, 22 i, UT | 37, 47 13,18 11/1 23,2 13,5 14,4 Å Regn 1. — 2,48 SSW. O.t N. ONO. 0t.S.
17 38, 92 | 38, 89 | 38, 57 15/08 11,8 23,0 13,4 13,9 Å- V. V.t.N. S.t.Ww. S,
18 38, 64 | 38, 71 | 38, 35 |. 16,48 15,0 25,78 13,4 15,0 SSW. SSW. S.t.0. SSO, ;
19 38, 79 | 38, 95 |. 38, 68 | 16,80 15,6 26,4 13,6 14,6 SO. SSO. SSO. 0. Vindforhold.
24 t; , 25 É FF: & 36, 81 16,78 14,2 26,0 3%7 15,9 0, O.t.S. 0. O.t.N. 1852 50 A
21 38, 24 | 38, 38, -28 16,25 15,2 26/6 13,9 15,6 NNO. NO. ONO. NNO. n 00 O, æ
22 Å 39, 56 | 39, 66 | 39, 5391 15,80 15,3 25/0 14,0 15,3 NO. ONO. ONO. Stille. | NO. ey: 0.05
23 40, 24 | 40, 25 | 39, 80 14,23 13,0 22,9 13,9 15,5 0. ONO. ONO. Stille. S; Als 0/09
24 39; "35 | 39% 07 | 38,99 15,48 13,2 24,2 13,9 14,9 "OA HE W. NW.… NO. .S.f SO. SDK 42
25 37, 41 | 36, 75 | 36, 44 15,55 14,4 25,0 13,9 14,4 Regn 164% — Byger 6,76 | SW. S. SSW. SSW.f S- 044 0/18
26 ” , 70 34, 42 ts I 71 13,63 14,2 2,1 13,9 14,4 Regn 2 S. Sw, NNO. N. SW. 0. 2 0/25
2" 397 30 130944 | 540533 14,68 13,2 22,1 13,8 14,9 Regn v& — WNW. N.t,0. 0. S.ÅfW. 003 047
28 41, 70 | 41, 58 | 41, 39 14,40 13,4 22,0 13,8 14,6 S0. S0. S0. sS0.f NW. FE '
29 40, 02 | 39, 82 | 39, 684 15,35 14,8 23,8 13,7 14,7 Å Regn & — 0,07 | S0.t.0. SO. SO. SSO, f Stille 0,
30 39, 21 39, 27 38, 90 15,75 134 25,9 13,7 15,0 ; 0,03 Stille. Stille. v. SSW.
31 37, 81 37,. 60. |. 37, 68 16,33 14,8 25,7 13,8 = 46,0 Regn 10 — 12,88 | S. So. S. SW.
Barometer &Å
Thermometer i Skygge
174
så remsperet, til 09 Reaumur. med Nord. rest ; Windens
4-7 É 2% Fod over Jorden. | 2 Fod i |2Fod un- s & Retning
"gm |9Form. (Middag. | 7 Efter- Jårdén. || der dag, fh SENDES AE ise I DigneL
mn g 8- middag. | Middel | lavest, | håiest. 1 Vande. ange 1 Dogne
Corr.-0956| Cels. Cels. | Middel. | mjadel.
1 | 337,79 SareR RE ; 1:47 1493 1899 1398 1572 fRegn 124 Tim." 7%20fs. sSs. N. NNW. i
2 39, 83 | 40, 09 | 40, 20 f 14,29 15,3 21,9 13,7 14,8 NNW. N. N. N. | Middeltemperatur.
3 40, 58 40, 60 40, 50 14,34 13,6 22,0 13,5 14,9 Regn 15 — 0,11 | Stille. NW. N.N. 1852 45 Aar
A Å 40, 87 | 41, 03 | 40, 68| 15/02 14,8 22,6 13,5 14,9 E. s0. 7 REE oe É
5 | 41, 04 | 40, 65 | 40, 164 14,09 14,6 21,6 13,6 14,6 0%. 50…. 80; 808 Hp 1—10 98993 120941
6 39, 91 | 39, 80 | 39, 54) 14,27 13,7 22,8 13,4 14,4 S0. 0. s0. so, |11—0 884 11,17
i, Hr 05 1074 120, 2 174 14,7 22,6 13,4 14,5 so 10. 0. 80. HF 9,45 10,18
8 40, 97 | 40, 89 | 40, %5 14,04 11,1 22,2 13,3 14,9 Regn å — ONO. ONO, OS0. SO. 1—-30. 10,74 11,13
9 få 41, 01 | 40, 62 | 39, 93% 13,62 13,1 21,5 13,2 14,7 S0. S0. S0. SO.
10 38, 48 | 37, 7i | 36, 724 13,37 13,1 21,6 2 14,4 Regn 1 — OS0. S0. S0. SO,
Maaned!.
11 32, 47 | 31, 99 | 31, 08 10,99 11,1 16,4 13,0 14,2 få Regn == 0/67 | SSO. INW. NW. NW.
12 30, 17 | 30, 35 | 30, 64 8,12 8,1 14,5 12,7 13,0 f Regn iå — Hagel 0,26 | w. W. NW. WNW Vandmængde
13 31, 86 | 32, 05 | 32, 05 8,94 743 16,0 12,1 12,0 | Regn 2 — Torden 0,30 | W. WNW. W. NWwW. 1852 2% Aar,
14 32, 88 | 32, 96 2, 99 7/82 6,4 14,5 11,8 145 f Regn 5 — Byger 0,36 fw. WwW. Ww.… Wei 3043Par, L 99 5Y Par. L
15 33, 53 33, 61 33, 47 9,02 6,0 15,7 11,3 11,6 Regn 154 — 4 2,15 KW, SW. SW. SW. ' "ek. Og ar. 1,
16 30, 37 | 29, 36 | 30, 47 8,34 9,0 14,1 11,1 11,8 f Regn 27 — 1 ER Slle. ONS
17 | 32, 68 | 32, 9% 1 33, 19 8,99 8,0 16,0 11,0 11,5 | Regn + — 0,05 f wSsw. W. W. -wW.
18 34, 78 | 34, 86 | 34, 19 9,44 6,3 15,4 10,8 11,3 | Regn 3 — GES ENNS ON, RW LESWE Vindforhold
19 | 26, 85 | 26, 18 | 28, 86 9,14 10,7 17,4 10,6 11,1 | Regn 14 — 0,31 | Ss. s. SSW. WNWwW. .
20 | 34, 54 | 34, 93 |. 35, 10 7,59 3,0 14,0 10,5 11,0 0,39 | WNW. W. WNW., S. 1852 50 Aar.
: … 0,08
21 33, 44 3, 22 | 32, 99 10,49 7,6 16,0 10,3 11,0 | Regn 93 — + 182 FFs." ”s, SSW, Rg 03 Se
22 | 36, 07 | 37, 21 | 38, 56 7,09 9 15 324 10,2 10,65 fRegn 15 —+ 0,63 Kw. N. NNW. NWwW. | 0. 010 012
23 40, 45 | 40, 62 | 40, 72 9,79 2/44 16,5 10,0 10,6 WSW. SSW. WNW. W. | s0. 0,17 0/11
24 441, 56 141,66 | 41, 621 10,24 444 17,0 9,9 10,7" | Taage 54 — W. WSW. WNW. SW. | ss. 0,12 0,14
25 | 41, 93 1741, 70 | 40, 964 9,39 346 16,3 10,0 10,9 W. WNW. WSW. SW, | sw. 0,11 0,16
26 371,47. | 3615 57- 1735," 78 9,79 146 14,9 10,0 10,9. | Regn 73 — 1/11 | ssw:… so. sw. s. Fw. 027 0/19
27 36, 08 | 36, 32 | 36, 40 8,74 8,8 14,2 10,0 10,5 W. W. WNW. WNW. | nw. 0/12 0/13
28 | 36, 29 | 35, 95 | 35, af 9,54 445 | 1678 | 10,0 9,7 W. OW. W." 0OS0. | stille 0,02 ;
29; | 33,26 | 33,11 1.33, CO-Å 11,34 11,2 17,5 10,0 10,3 | Regn 4 ==" " 11,82 | 0S0… SSO. s… S. 3
30 30, 22 30, 42 30, 50 8,12 10,0 1: ;3 10,0 10,0 Regn 134 — 1,75 50. wW. SW. SW.
— Oversigt
| Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
"Forhandlinger
: | og
dets Medlemmers Arbeider
i Aaret 1852.
Af
Etatsraad, Professor &. Forchhammer,
Selskabets Secretair.
er————m—
År. 8.
Mødet den 3die December.
Hr. Dr. Prof. Theol. Scharling forelæste nogle. Partier af én
Afhandling om Striden mellem Bossuet. og -Fenelon. Afhand-
lingen er bestemt til Indrykkelse i det af Forfatteren og Biskop
Dr. Engetstoft redigerede ,Nyi Theologisk Tidsskrift.”
Hr. Candidat. med. R. Bergh indsendte et Manuskript ,Bi-
drag til en Monographie af Marseniaderne, en Familie af de
gasteropode Mollusker" som han ånsker optaget i Selskabets
Skrifter. ;
Comiteen. bestaaer af Professorerne Eschricht, Bendz og
Steenstrup.
"276
ce &
-
Herr Skovrider Ritmester vo. Schumacher ridsendte et Ma-
nuskript ,Beretning om en Række Undersågelser til Bestemmel-
sen af Coefficienten for Isens Varmeledning.
Comiteen er den samme som ved Forfatterens tidligere Ar-
beider i denne Retning, Etalsr. Forchhammer, Prof. Olufsen,
Oberstl. Hoffmann.
Secretairen anmeldte, at den physiske Klasse i et samme
Dag afholdt Måde havde valgt Herr. Prof. Eschricht til Formand.
Selskabet modtog:
Fra det Keiserlige Bibliothek i St. Petersborg :
Catalogue des Manuscrits et zylographes orientaux de la biblio-
theque Imperiale de St, Petersbourg. 1852.
Fra Museum d'histoire natur. i Paris:
Archives du Museum d'histoire uaturelle Tome V. Liv. 1.-4. Tome
VI. Liv. 1-2. Paris.
Catalogue de la collection entomologique. Livraison 1-2; par
Milne-Edwards. Paris 1850. &
Catalogue methodique de la collection des reptiles. Livraison
1-2; par Dumeril. Paris 1851.
Do. Do. Do. mammiféres par Geoffroy Saint Hilaire.
Premiere partie. Paris 1851.
Fra Prof. van der Hoeven :
De haring en de harringvangst eene schets door Prof. J. van
der Hoeven. 1852.
Fra Universitetet i Christiania :
Fortegnelse over den Tilvæxt, som det Kgl. Universitets: Biblio-
thek har erholdt i Aaret 1851. Christiania 1852,
277
Br. "0
Beskrivelse øver de nye Univdrsitele/Byghinger: Christiania
1852.
Det Kongelige norske Frederiks Universitets Aarsberetning for
1850. Christiania 1852. ;
Fortegnelse over de Forelæsninger, der skulle holdes ved det
Kongelige Frederiks Universitet i dets ni og halvfjerds-
sindstyvende Halvaar fra Begyndelsen af manet Maaned
1852. Christiania 1852.
Det Kongelige Norske Frederiks Universitets Matrikel. 1852.
Uber Micha den Morasthiten und seine prophetische Schrift.
2te Hålfte, von Caspari, Christiania 1852.
Aslak Bolts Jordebog eller Fortegnelse over Jordegods og andre
Herligheder tilhårende Erkebispestolen i Nidaros, Chri
stiania 1852.
Mødet den 174e December.
nn me
Herr Inspecteur Worsaae foredrog ,nogle nye Oplysninger
om Danelagen i England%.
Meddeleren' gjorde forst opmærksom paa, hvor uriglig man
hidtil har opfattet de danske Bosættelser og Erobringer i Eng-
land i det Hele, og hvor -urigtig man navnlig har betragtet
Nordengland, selv efterat det var coloniseret af de Danske,
som et reentangelsaxisk Land. Besynderligt nok er det, at ikke
alene angelsaxiske og nyere engelske, men ogsaa selv nordiske
Historieskrivere have saa hyppig overseet den skarpeForskjel mel-
lem. det angelsaxiske Sydengland og det stærkt daniserede Nord-
england eller søm det fordum i Aarhundreder heed, ,,Dane-
lagen” (3: de Danskes Lag eller Fællesskab, ligesom i Norge
278
Thråndelagen og i Sverige Roslagen), uagtet det dog endnu i Be-
gyndelsen af det tolvte Aarhundrede udtrykkelig siges (i Henrik
den Fårstes Love), al den danske Lov”. gjaldt i yde Danskes
Provindsf eller Danelagen (,Danorum provincia”), og ad den
dengang var een af Englands fire Hovedlove.
Meddel. gik derefter over til at dråfte det Spårgsmaal, der
tidligere paa Selskabets Måde den 6te. Februar har været bragt
under Forhandling, om hvorvidt de. danske Minder i England,
især i Nordengland eller Danelagen, maae ansees for at hidråre
fra de senere Bosæitelser og Erobringer af Danske paa Eng-
lands Kyster, som tøge.deres Begyndelse i Slutningen af det
ottende Aarhundrede, eller hvorvidt de allerede maatte hidledes
fra de Jyder og formeentlig »danskef Angler, som i. det femte
Aarhundrede tilligemed Saxerne erobrede England , og som,
ifolge Sagnet, fra den jydske Halvé, især fra Angel i Sånder-
jylland eller Slesvig, skulle være udvandrede til England.
Ligesom dog flere af de nyeste engelske Historiefor-
skere med fuld Fåie betvivle Rigtigheden af, at en særegen "
Stamme af Jyder ved hiin fjerne Indvandring skulde være dra-
get over til England, hvor man idetmindste forgjæves vil lede
efter deres Spor, saaledes turde det nu, efter forskjellige Under-
sågelser, ære klart, at Anglerne have været en tydsk og ikke
en dansk Stamme. Til de paa Selskabets ovennævnte Måde (af
Etatsraad Molbech) herfor fremfårte historiske Beviser maa man
endnu fåie vigtige Vidnesbyrd saavel fra Stedsnavnene som fra
de i Diplomer, Kroniker og paa -Mynterne i England omhand-
lede Folkenavne. Det viser sig nemlig, at man ikke træffer be-
stemte Spor af danske eller nordiske Siedsnavne og Folkenavne
i England får netop ved Aar 800, fra hvilken Tid af de be-
standig tiltage i Antal, og naturligviis meest i de Landskaber
paa Østkysten, som vare lettest tilgængelige for de Danske.
Det maa derhos erindres, at Anglerne oprindelig: synes>
at have været talrigere eller dog mægtigere, end Saxerne, efter-
som de gave héle England (,Angliaf) Navn. Men da nu ikke
279
; destomindre det angelsaxiske Sprog, som fremstod…i England
efter Anglernes og Saxernes Erobring, i alle: sine væsenllige
Bestanddele mere råber en - gammeltydsk , end skandina-
visk Oprindelse, tår det nok siges, al meget vægtige og neppe
let gjendrivelige Grunde tale for, at Anglerne i England have
været en gammeltydsk og ikke en skandinavisk "Stamme.
Netop det Modsatte er Tilfældet med Angelboerne i det nuvæ-
rende Angel i Såonderjylland eller Slesvig, hvor Alt tyder hen
påa en ældgammel dansk Nationalitet, og det bliver derfor dob-
helt usikkert, om man alene af et Sagn kan slutte, at Anglerne
i England virkelig i sin Tid skulle være udvandrede fra Angel
i Slesvig. |
Under alle Omstændigheder maa man blive staaende ved,
at Anglernes og Saxernes Herredomme i England" fra deres
forste Bosættelse og indtil omtrent Aar 800 var væsentlig et
reent angelsavisk Herredomme. Fra Aar 800 af begyndte
Danske og Nordmænd at indvandre og bosætte sig paa Englands
Østkyst og Nord for Humberen, "hvor de allerede ved Aar 880
havde erhvervet sig Kongeriger af meget betydelig Udstræk-
ning, som låd under danske Love, og som ogsaa snart fik Nav-
net ,Danelagen%. Det var her, de Danske vedbleve at styrke
og udvide deres Magt, indtil de omsider vare mæglige nok til
under Kongerne Svend og Knud at opkaste sig til Herrer over
hele England. j
Men dette forberedende . Tidsrum i Danelagens Historie
mellem Aarene 880 og 1010 omfatter en vedvarende Kamp
mellem den danske og angelsaxiske Nationalitet. Ikke alene
Stedsnavne, Spor af gamle Institutioner, ja selv det endnu le-
vende' Folkesprog i Nordengland, men ogsaa forskjellige nyé
Fund tjene til at godtgjore, at. den danske Nationalitet har været
langt kraftigere og har været bevaret langtrenere i Danelagen,
end man forhen har, villet troe. Ægte gammelnordiske Rune-
skrifter, der tidligere ikkun have været opdagede paa Oen Man
og de skotske Øer begynde saaledes at komme for Dagen her, t, E.
" i den gammeldanske By Lincoln, hvor der for et Par Aar siden
er fundet en Beenkam med en kort, men saare mærkelig Rune-
skrift. Ja selv i Midten af Londons City ved St. Paulskirken er
"nylig opgravet en Runesteen, hvis nordiske Indskrift endog viser
hen til en forholdsviis paafaldende seen Tid. Forskjellige Un
dersågelser af gamle Grave i Nordengland have ligeledes ydet
mærkelige Bidrag til at oplyse, hvorledes de Danske og Nord-
mændene midt i-den angelsaxiske Cultur dog ere vedblevne at
benytte deres eiendommelige, nordiske Smykker og Vaaben.
Endelig er man ogsaa nu bleven istand til at udpege en
meget betydelig og tildeels selvstændig Myntprægning i Dane-
lagen ligefra Aar 880 til omtrent Aar 950, da det sidste. uaf-
hængige Kongerige indenfor Danelagens Omraade, Northumber-
land, ophårte at bestaae. Allerede Kong Guthrum eller Gorm,
søm indgik det Forlig med Kong Alfred den Store (Aar 879),
der for fårste Gang anerkjendte Danelagens Grændser, lod i
Ostangel under sit christne Navn Athelstan præge en heel Deel
Mynter. Men et ulige stérre Antal Mynter ere slagne i Nort-
humberland af de derværende nordiske Konger ,,Cnut£, ,Siefred%,
»Sievertf, ,Regnald%, ySitric”, ,Anlaff eller ,,Onlaff og ,Eric£,
Ikke faa. have ejendommelig krigerske Forestillinger og tillige
den nordiske Omskrift ,Cununc% istedetfor det paa angelsaxiske
Mynter sædvanlige latinske ,rex%.
Flere af disse norihumbriske Mynter, som ere Efterlignin-
ger af samtidige franske Mynter, pege hen paa de i og for
sig håist naturlige Forbindelser mellem Nordboerne i England
og deres nære Slægtninger i Normandiet. Overhovedet godt-
gjåre saavel Mynterne som mange andre, hidtil ikke tilstrække-
lig fremhævede Kjendsgjerninger, at Nordboerne i England have
drevet en meget udstrakt Handel. I Guildhall i London giem-
mes et i denne Henseende mærkværdigt og hidtil ubekjendt
Aktstykke , der viser, at de danske Kjåbmænd i Londons City
endnu i det 13de og 14de Aarhundrede maae have været i
Besiddelse af gamle Rettigheder, som satte dem paa lige Fod
mag 281
med-Cityens egne Indbyggere, og som derved gav ,dem store
Friheder fremfor alle andre fremmede Kjåbmænd i London.
Selskabet modtog:
Fra the Radclifje Trustees. f
Astronomical Observations made at the Radcliffe Observatory
at Oxford in the Year 1850, Oxford 1852. |
Fra Geologische Reichsanstalt i Wien.
Jahrbuch der Kaiserlich-Koniglichen Geologischen Reichsanstalt.
Wien 1851. No. 4. 1852. No. 1-2.
Fra Sectionschef Haidinger :
Berichte uber die Mittheilungen von Freunden der Naturwissen-
schaften in Wien 1848. 3r bis 7r Bd.
Naturwissenschaftliche Abhandlungen, Gesammelt und durch
Subscription Herausgegeben von Wilhelm Haidinger. Wien.
1848. 2 Band. 1850. 3r und 4r Band.
1852.
October.
OD må 0 UN 00 DD må
Barometer, Thermometer i Skygge
reduceret til 00 Reaumur. mod Nord. ag Windens
ikner-| 22 Fod over Jorden. | 2 Foa'i | 2Fodun- g meg d" Retning
; s = der dagl. ne . mu
9Form.|Middag. middag. Middel. | lavest | håiest. | Fassa. rendt. Å Gange i Dågnet,
Corr.-0037| Cels. Cels, Middel. Middel. 2
332,/1149 | 332,9/7/67 | 332,77798 7976 997 "I" 1299 "1022 996 Regn 22 Tim. el 1 SW: "SW, SW. 0: i
32, 06| 30, 66! Æ, 11 7,26 5,9 13,5 9%8 == 9,3 Regn 10 — 4,01 | wW. SSW. SSW, SSO. Middeltemperatur.
29, 60 29, 82 32, 33 8,13 6/8 13,0 9,6 9%: Regn 14 me Byger 1,29 S. SW. WwW. NW. 1852 45 Aar
34, 29 4 347 60.| 34, 67 8,36 6,2 14,7 0,4 8,6 Regn 3 — Byger 2,12 | WSW. SW. WSW., SW. I 1—10 . 6987 9651
27, OG: 259, sf 24, 22 8,07 7,2 12,6 9,1 8,4 Regn 10 —> Byger 5,39 | SSO. SSO. S. sw, I 11—21 5,£1 7,51
27, 09 : 274 98 27, 61 8,06 8,8 13,4 9,1 8,7 Regn 54 ag 0,12 sw, SW. W. W. 22—31 4,28 636
30, 34 | 29% 80-t 29, 11 6,06 445 12,8 9,1 8,7 Regn 3 — Byger 1,51 | SW. SW. SW. SW. å 1—31 5,66 7 62
30, 28 | 30, 72 | 30, 59 4,01 244 9,8 8,78 7,8 Regn 74 — 0,56 SSW. NW. NW. W. g
32, 22 | 32, 70 | 33, 58 5,26 2,3 11,5 8,5 5 Regn 32 — 0,27 | sw. W. NW. NW.
36, 84 | 377 11 | 37, 24 5,68 247 12,5 8,2 747 i NW. W. SW. SSW.
37, 45 | 37%, 49 | 37, 78 6,76 375 11,5 8,0 - 6,8 Smaaregn 84 — 0,14 | ssW. SSW. SW. SW. Maanedl
40, 70 | 40, 89 | 40, 93 4,41 3,8 8,9 8,0 7,3 | 0,628 0 NO0,.— NV, 3
40, 16 | 40, 06 | 39, 97 7,71 3,5 12,5 7,8 7,0 W. SW. WNW. wW., Vandmængde.
39, 78 39, 95 40, 48 7,68 7,7 12,0 1/8 72 w. W. NW. NW. 1852 29 Aar.
43, 58 3, 51 43, 23 3,73 2,8 87 7,7 7,2 NO. US0. 0 0. 132 97P 2 25 nn =
42, 75-| 42, 25-| 41, 75 4,53 0,6 9,9 TÅ 1 Å Regn 2 — OS0. 0S0. Ss. wWNw. [2% 97Par. Lin, 25,61 Par, L,
39, 13 | 38, 93-| 38, 93 6,11 32 t£ 11,1 7,2 743 Å Regn 33 —+ 0,52 fw. W. WNW. WNW.
39, 45 | 39% 38 | 39,. 51 3,06 2/8 6,0 7,1 6,4 Å Regn 22 —% SE 080, 8S0;: 0
42, 73 | 42, 62. | 42, 04 2,93 2,5 7,40 6,8 6,3 fj Regn 84 —% 0,09 I ONO. N. NW. sw,
37, 88 | 37, 95 | 37, 99 8,96 5,8 13,3 7,0 6,5 | SW. WSW. NW. W.
36, 55 | 36, 69.! 36, 89 8,01 8,9 13,2 7,0 6,9 | Taage 6 — W.. W. WNW. WwW.
37, 75 | -37, 79:| 37, 67 5,51 3,2 9,8 7,0 LG SE en GRENE DR sr sg 080, Vindforhold.
37, 48 | 37, 30'| 36, 33 6,93 6,7 10,5 7,1 6,9 Åå Regn 22 — Byger 6,59 | O0S0.' OS0, sS0. SO 1852 50 Aar
33, 48 | 33, 34! 33, 28 7,98 7/1 12,2 7,2 7,2 Regn 72 — + 53 80, SO SE WIN. 8,02 0,07
32, 73 | 32, 78! 32, 81 7,11 6,0 12,8 7,2 740 Regn 5% — 2,58 | sw. . SW. sw. sw. I NO. 0,03 0,08
31, 32 31, 31 31, 53 6,68 6,5 10,4 7,3 6,9 Regn 93 — 2,16 I SSO, 0. SO. 805, 10. 017 0,13
34, 03 | 34, 15 34, 36 2/86 5,0 8,6 7,2 5,4 Regn 5 —% 0,19 I so. S0. 0: 0.f S0. 0,14 0,13
34, 92 | 34, 99-| 35, 38 0,93 1,0 2,6 6,9 5,1 Å Hagl 23 — Sne 0,23 | 080. OS0. ONO. 0.f S. 0,12 0,12
36, 87 36, 89 É: , 01 1,31 0,6 3,0 6,4 4,9 Sne al DET Regn (2: 0. 0. 0. SW. 0,23 0,19
36, 26 | 36, 397! 35, 87 1,9%6 0,5 4,6 6,1 4,6 Å-Smaaregn 31 — RR, SU, EN. 18 0,18
35, 54 | 35, 241 35, 13 1,56 0,8 4,3 5,9 4/8 085-880. NO. FNWSI 0,10
283
. Barometer, Thermometer i Skygge
=- " o
8 ig reduceret til 09 Reaumur. mod Nord. ikon Windens
E 21 Fod over Jorden. 2 Fod i | 2Fod un- & Retning
sø 2 Å Efter SE der dagl. Snee we. s Fe
2" 9Form.!Middag.| migqa gil mn | lavest. | hoiegt. 1 Jdkden. + SEERE Å Gange i Dågnet,
Corr.-00923| . Cels. Cels. | Middel. | middel.
1 | 3384/4495 | 338,4447741. | 339,411732 0215 gm] 179 597 er Regn 114 Tim. N. N. NO. ONO. i
RT SE Sa) | SPA RB |. BYREN oum 86 6 BASER omrganr
,. DO Væg . je + . . AT.
aA | 35, '92 | 35, 92 | 36, 04) — 6/70 6,4 | 10,4 5/8 5,9 | Tåage 64 — S. 8. WSW. SW. | 1—10. Asgg "4085
5 38, 27 | .38, 28 i, 746 4400 2,2 16 6,0 6,2 i,Regn 1 —Taage 0443 | W. W. s0. so. | 11—29 1,86 3,30
6 37, "32 | 37, 23 | 37, 03 5,60 5, 8,2 6,0 6,1 | Regn113 — 852 | s0. s0. ss0. ss0. | 21—30 3/24 2,31
7 37, 17 | 37, 9% | 37, 98 6,15 5,7 10,2 6,0 5,8 | Regn22 —% Byger 468 | S. ss. ssW. S. | 1—30 3/36 4,49
8 35, 78 | 35, 63 | 35, 06 9,25 8,3 13,0 6-1 7,0 Regn al —+ 148 18. —F8, SW. Sw,
9 34, 09 | 33, 98 34, 13 5,45 6,3 8,5 6,4 6,8 Regn "21 — Byger 0,42 | W. WNW. NW. NW.
10 , 80 | 35, -69 | 36, 22 0,02 1,2 1,3 6,4 6,2 NW.. NO. NO. NO. Ar
" a (br .
i2 | 34 2 | 3% 63 | 30 23] 20 | D50 | mt | 860 | bå fsne a— —"cwom/ no, NO. w. wsw. | " Vandmængde
, , « , me, er . . . .
13 36, 55 | 35, 84 | 34, 91 | — 2746 — 8,9 5/0 3,6 NNW. W. SW. SSW. 1852 2Y Aar.
14 | 32, 75 | 32, 84 | 33, 25 0,10 | — 5,0 446. 3,3 | Regn 6 — Snee 1/38 | SW. W. SW. sw, | 44,22 Par. L. 23,67 Par. L.
15 33, 84 | 33, 33 | 32, 77 1,05 — 0,2 4,3 3,3 Regn 144 — Sne 1,61 | SW. SSO, S. SSO. :
16 31, 40 31, 29 | 31, 03 4,02 2,6 4,4 0 Regn 103 — + 1,96 | SSO. SSO. SSO. SSO
17 31, 91 32, 17 32, 21 5,42 3,7 4,4 4,4 Regn 101 — Tsage 1,48 SSO. SSO, SSW. SO. s
18 31, 80 | 31, 92 | 32,. 23 5,70 5,4 4,2 A,7 Å Regn1i5 — Byger 0,75 | S0. SO. sw. ssw. " Vindforhold.
20 få 34, 36 | 34, 03. | 33, 60 4,70 2,6 447 5,0 Å Regni5g — + 0,31 | SW. SW, SSW. SW. hep ene
. ' ,
21 31, 74 | 31, 37 | 30, 65 5,45 5,6 4,9 4,9 Å| Regni4 — + 1,63 | S. S0. SSO. ssø. | NO. 0,06 0,09
22 29, 46 | 29, 07 | 28, 62 5,42 5,4 5,0 5,4 Å Regn 6 —Taage 1,29 | SSO. SSO. SSO. ssoO. | 0. 0,01 0,11
ad rd a ag sl ve > sg < ov2 es Regn 54 — Taage 2,22 | SSO el sag S. NW. rel BES mes
2A— , É : co owz sw.- sw. sw. Ås.
25 | 35, 16 | 36, 13 | 36, 91 | 2,35 0,6 5,1 4,8 SW. SW. NNW. NW. | SW. 0,25 — 0,23
26 39, .88 |. 39, 84 | 39, 47 0,30 1,2 4,9 4,7 Esxn 5, — 1: EN. 057 Ss0… s0. 1 W- 0,09 0,19
27 35, 79 | 35, 40 |. 35, 06 3,47 1,6 4,6 3,9 egn 95 —Taage 7,59 | SSO. SS. S. s. | NW. 0,06 0,09
? , , i å . i .
"30. | 36,. 73 | 36, 82.1 37,.04| — 2/17 1,8 4,5 A,1 | Taage 42 — s. REigsss" bølle,
%) Therm. max. er gaaet itu den 12.
Thermometer i Skygge
2 Barometer,
åg reduceret til 00 Reaumur. med Nord. Å Windens
5% A Efter: 2% Fod over Jorden. 2 Fod i Ade pA Betningzg
Sø ; E5— der dagl. . ; s
> ea | 9 Form. (Middag. ! ” . SE DE PH lene, : UUO SE AX Gange i. Dågnet.
= millag; Corr.-0911| Cels. Cels, Middel, Middel.
1 1 338,//25 | 3384/7711 | 337,77768 2927 2091 398 495 495 W. SW. SW. SW, i Middeltemperatur.
2 35,. 29 | 35, 36)! 33,4. 20 2,22 1,9 447 445 4/8 Regn 4å Tim. 0,79 | sw. SW. SW. SW. 1852 45
3 34, 42 | 34, 41| 34, 86 2,57 1,0 5,2 444 AA Å Regn 2 — 0,14 (wsw. wSWw. WSW. WSW. Aar
4 3f, 56 | 36, 60 |! 36, 32 1,77 | — 0,6 3,7 4,3 445 Regn 15 — "Taage 0,64 | WSW. WSW. W. W. I 1—10 2699 987
5 33, 85 | 33, 21 |/ 33,. 42 5/32 1/1 8,3 4,2 4,6. Å Regn 14 — %Taage 1,93 | S. SSO. SSW. W.f11—21 387 1,00
6 34, 30 | 33, 65 / 33, 35 3,77 3,2 7,9 4,3 445 Regn 14: — XTaage 1,70 | W. W. SSW. S. | 22—31 2,37 — 0,07
7 34, 90 | 35, 41 | 35, 64 2,67 3,0 5,0 4,4 4,4 W. SW. ONO. 0. |. 1—31 0,95
8 få 35, 66 | 34, 74 | 33, 24 1,59 1,7 3,3 443 3,9 | Regn bå — = 4/83 | s0 s0. S0.. sS0.|
9 29, 6U | 29, 68! 31, 05 4457 2,0 6,5 4,3 4,0 Regn ii — Byge 0,16 S. SW. SW. W.
10 34, 92 | 35, 29 | 36, 05 2427 0,9 5,7 4,3 3,4 Smaaregn 10; — WSW. W. W. SSW.
11 | 35, 87 | 35, 89 | 35, 93 | 5,09 3/8 7/4 4,3 3,9 SSW. SSW. SW. SW I sy Maanedl.
12 | 36, 11 | 35, 86 | 35, 48 | 3,89 3,4 7,2 4/5 4/1. | Regn 14 — 0/13 | sw. sw. SW. Ss. andmængde.
13 33, 85 33, 96 33,. 98 4,57 3,7 6-2 4,5, 4,4 Regn 20"— fTaage 3400 | S. S. SSW. SSW, 1852 29 Aar.
14 33, 36 | 33, 07 | 32, 80 4,84 5,0 7,2 4,6 446. | Regn 44 — 0,39 | SSW, SSW. SSW. SW. lor 04 par.Li 93 67 Par. L
15 31, 46 | 31, 22 | 29, 56 4452 4,1 6/8 4,8 4/9 | Regn 114 — "Byger 2,29 | Sw, SW. SW. s. [25,94 Par. Lin. Fo keg
16 29, 62 | 29, 66 | 29, 63 5,02 4,7 78 4,8 4,9 å Regn 1743 —% 2,49 1 s. s. S s.
17 28, 14 | 27, 57 | 27, 57 5,39 4,6 7,9 4,9 5,0 | Regn173—"+ 2,70 ks. ss: sSsWwW. sw.
18 31, 61 | 34, 20 | 36,. 87 1,17 2,0 7,5 5,0 4,9 Åå Sne 11: — SW. SW. NNO. NW
19 41,. 24 | AM, 97 | 40, 53 1/32 | — 1,2 : 678 4/8 3,3. | Regn 154 — Sne. 8,53 | W. WNW. SW. S. Vindforhold.
20 35, 93 | 35, 47 4 30, 70 4,24 1,0 6,9 4,5 3,3 Å Regn 7 — + 091 så så sW sw:
21 31, 51 | 31, 25 | 31, 22 2,52 3,9 8,0 446 3,6. | Regn124 — Byger 0,67 | Sw. WwW. W. NwW, É . er) der
22 32, 92 | 337 42 | 31, 69 0/04 | — 0,4 3/1 445 3,6 Sne 14-— (0,39) | wNw. NW. NW. NNW. if NO. 0,01 0,12
23 37,. 19 | 37, 37 | 37, 68 | — 2/99 | — 5,4 1,4 4,3 2,9 Å NNW. NNW. W. Stille. | 0. 0,01 0,14
24 38, 77 | 38, 341 37,54 | — 0,96 | ——744 ” 440 2,7 Å Regn 10 — Tåage 1,98 | Stille. Stille. sw. s. | S0. 0,04 0,13
25 32, 69 | 31, 75 | 33, 14 4/14 0,7 3,8 32 Åå Regn 4— 0,241S. S. SW. sw.ks. 0,23 0,12
26 34, 45 | 34,47 | 34, 40 3,32 2,5 3,7 3,4 Smaaregn 34 — 0,92 | sw. sw. wsw. sw. | SW. 0,46 0,17
27 2, 55 | 30, 41 | 29, 50 4,89 1,9 3,7 3,9 | Regn.24 — 1,11 FsW""'SW. 8. SW HW. 0,16 0,16
28 31, 98 | 32, 09 | 32, 65 3/82 3/8 3,9 3,5 sw. SW. SW. SW. I Nw. 0,05 0,07
29 34, 9% | 35, 48 | 36, 62 3,04 1,5 4,0 3,3 SW, SW. WSW. WSW., I Stille 0,02
— 30 37, 11 | 36, 76 5, 50 3,87 1,6 3,9 3,5 Regn 54 — sw, SW. SSW, SW,
Ær 31 38, 32 |. 38, .78 |. 39,. 31 4457 4,2 4,0 3,5 f..- 8. "WSW. SY
") Thermometret i Uorden.
Til bele Aaret henhårende.
ML"
I Aaret 1852 har Selskabet ved Dåden tabt 4 af sine
indenlandske Medlemmer; nemlig:
Conferentsraad C..H. Pfaff, Professor i Chemie og Physik
i Kiel, Commandeur af Danebrog og Danebrogsmand, som i en
Række af Aar ved sine aandrige Forelæsninger har virket væk-
kende og belærende ved det Universitet, hvorved han var an-
sat. I de senere Aar havde han mistet Synet, men i en tidli-
gere Livsperiode var han en meget flittig Experimentator, som
især beskjæftigede sig med electriske og chemiske Forsåg.
Botanikeren, Etatsraad og Professor Joachim Frederik
Schouw, Commandeur af Danebrog og Danebrogsmand, beråmt
i den lærde Verden ved sine plantegeographiske og meteoro-
logiske Arbeider, der i hans senére Livsaar bleve afbrudte ved
den politiske Virksomhed, som har sikkret ham et varigt
Navn i Danmarks politiske Udviklingshistorie.
Viceadmiral Andreas Schifter, Storkors af Danebrog og
Danebrogsmand, Overequipagemester ved Holmen, Medlem af
Selskabets Kassecommission, hvis Navn som Skibsconstructeur
stod høit, saavel i Udlandet som hos os.
Dr. phil. C. Pingel, Overinspecteur ved det Kongelige na-
turhistoriske Museum, og Inspecteur ved dets mineralogiske
Samling, bekjendt i Videnskaben ved de geognostiske lagtta-
gelser, han har gjort i forskjellige Dele af Danmark, og paa en
Reise i Grønland.
Re
286
Af udenlandske Medlemmer har Selskabet tabt den franske
Botaniker Mirbel, beråmt ved sine planteanatomiske og physio-
logiske Arbeider, og Geheimeraad Creutzer, beråmt ved sine
Værker over Mythologien.
Til indenlandsk Medlem har Selskabet valgt J.J. A. Worsaae,
Ridder af Danebrog og Inspecteur ved de antiquariske Mindes-
mærker, og til udenlandsk Medlem C. G. Brunius, Ridder af
Danebrog, Professor i den græske Litleratur ved Lunds Uni-
versitet. |
Istedetfor afdåde Etatsraad Schouw er Etatsraad Madvig
bleven valgt til Selskabets Archivar, Professor Liebmann til
Medlem af den meteorologiske Comitee, og Prof. Eschricht til
Formand for den physiske Klasse. Efter Admiral Schifters Dåd
valgtes Prof. Westergaard til Medlem af Kassecommissionen.
- Selskabet har i Aarets Låb holdt 16 ordentlige Måder, i
hvilke der er holdt 11 Foredrag henhårende til de physisk-
mathematiske Klasser og 9 Foredrag til de historisk — philoso-
phiske Klasser. Det har udgivet eet Bind af .sine historisk-
philosophiske Skrifter.
Ordbogs - Commissionen
har i Aaret 1852 holdt 60 Måder. Revisionen af Bogstavet T
er fortsat indtil Ordet tyk. Trykningen er fremmet indtil Ordet
tung; og Bogstavet kan ventes at blive færdigt fra Pressen i
Februar 1853.
Den meteorologiske Comitee. -
I det magnetisk — meteorologiske Observatorium, der staaer
under Comiteens Tilsyn, ere de regelmæssige Iagttagelser blevne
fortsatte paa samme Maade, som i forrige Aar med Unifilar—
og Bifilar-Magnetometret, med Barometret og Psychrometret,
287
dog med 'den Forandring, at Iagttagelsen Kl. 4 F.M. er” bort-
falden, og. at' der! tillige iagttages med et Indexthermometer.
Middeltallet af de Iagttagelser, der ere anstillede med Uni-
filaret i, den fårste Halvdeel af December, giver Declinationen
- 159:55'3 Vest.
Af den horizontale Intensitet er iaar gjort fålgende abso-
lute Bestemmelser:
Stav l. Stav Il,
Octbr. 19 . . 1,6665. Octbr. 18 . . 1,6539
—il-23,67154, 6560 —…22 . … 1,6505
Midas EBA. Korner, sn I 1,6522
lagttagelserne i den botaniske Have ere fortsatte ligesom
tidligere og Resultaterne deraf meddeelte i de maanedlige Over-
sigter over Selskabets Forhandlinger, tilligemed Resultaterne af
de Iagttagelser, der anstilles over Vindens Retning og Regnens
Hyppighed paa Nyholms Hovedvagt, og over Havets Tempera-
tur paa Trekroners Batteri. Ligeledes ere de timevise Ther-
mometeriagttagelser fortsatte paa Nyholm.
Fra fålgende Steder har Comiteen iaar modtaget Iagt-
tagelser : ;
Reikiavig, Justitsraad Thorstenson, 1851 Septbr. 1 til 1852
Juli 31; Barometret og Psychometret 3 Gange daglig Kl. 9,
12, 4, det sidste dog kun fra Mai 4 til Septbr. 30; Thermo-
metret Kl. 7 og 2, samt håiest og lavest, Vandets Temperatur
een Gang daglig, "Vandmængden, Vindens Retning og Styrke,
Luftens Udseende.
Upernavik, Missionær Kragh, 41851. Septbr. 1 til 1852
Aug. 6; Thermometret 3 Gange daglig Kl. 7, 2, 9, Vinden... og
Luftens Udseende.
Julianehaab, Missionær Mossin, 1851 Septbr. 2 til 1852
Juni 30... Thermometret og Barometret, 3 "Gange daglig, Mor-
gen, - Middag og Aften, Vindens Retning og Luftens Udseende
een Gang daglig.
Kø | 288
Stadil, Skolelærer Aagard, 1850 Juli 22 til 1851 Decbr. 31,
Thermometret og Psychrometret 3 Gange daglig, Morgen Kl: 2
og 10, og Barometret fra 1851 Juli 1, Vindens Retning een
Gang daglig, Regnmængden.
Vedersé, Pastor Jeger, for 1851, Thermometret og Baro-
metret 3 Gange daglig Kl. 6, 12, 6, Regnumængden, Vindens
Retning og Luftens Udseende flere Gange daglig.
Læså, Districtslæge Krebs, 1851 Octbr. 1 til Decbr. 31;
Psychrometret, Barometret og Vindens Reining, 3 Gange dag-
lig, Kl. 7, 12, 9, Regnmængden og Luftens Udseende flere
Gange daglig.
Samsé, Pastor Hansteen, for 1851, Thermometret Kl. 8
og 2, Barometret, Vinden og Luftens Udseende Kl. 8, 2 og11,
- Regnmængden. ;
Aalborg, Toldassistent Bladt, 1851 Oetbr. 21 til 1852
Novbr. 30. . Thermometret Kl. 6, 2,.10, og for Novbr... 1852
Baromeitret, Middag.
Nykiébing paa Falster, Pastor Sidenius, 1852 Mai 1 til
Novbr. 20. Thermometret, Barometret og fra Aug. 1 Psychro-
metret Kl. 6, 12, 6, Vindens Retning og Luftens Udseende een
Gang daglig.
Helsingår, Apotheker Steenberg, 1846 — 51, Thermomeitret
og Barometret Kl. 6, 1, 10, Vindens Retning og Luftens Ud-
seende Morgen og Middag, Disse lagttagelser ere indsendte af
Sundhedscollegiet.
Desuden har Comiteen modtaget fra det islandske literære
Selskabs Veirbåger fra 28 Steder paa Island, der omfatte
Tidsrummet 1844—51 og indeholde Iagttagelser af Thermo-
metret, Vindens Retning og Luftens Udseende, og een for Tids-
rummet 1830—33,. i hvilken tillige Barometret er benyttet.
Dette er ligeledes Tilfældet med een af de 27, hvorimod i en
anden af disse Thermometret ikke er benyttet. I de 9 ere
lagttagelserne. kun anstillede een Gang daglig, i de dåvrige
3 Gange.
289
I Aarets Lob, er oprettet en ny Station i Nykjåbing paa
Falster, der er bleved forsynet med Psychometer, Barometer og
Regnmaaler. Desuden har Stationen i Aalborg modtaget et
Barometer.
.Priisopgaver.
Den -mathematiske Klasse.
At udvikle ifålge Methoderne i analytisk Geometrie en al-
mindelig Theorie af Fladers Båininger, saaledes at man bliver
istand til at bestemme alle de Former, som kunne frembringes
af en given Flade ved blot Béining uden Forandring af Flade-
Elementerne, og i Forbindelse hermed, at bestemme de tilhå-
rende Udfoldinger af en hvilkensomhelst paa den oprindelige
Flade beliggende Curve.,
Den physiske . Klasse.
Da Såsvampene eller Spongozoerne endnu ere saa ufuld-
stændig bekjendte, at man ikke med Sikkerhed veed, til hvilke
andre organiske Væsener de nærmest slutte sig, &nsker Selska-
bet at fremkalde nye og gjennemgaaende Undersøgelser over
disse Organismer. Det udsætter derfor sin Guldmedaille som
Belånning for en tilfredsstillende naturhistorisk og anatomisk-
physiologisk Undersøgelse af en eller flere Arter af de Svampe,
som (leve i det salte Vand. Selskabet fordrer, at der ved Un-
dersågelsen bliver taget særligt Hensyn til Artens eller Arter-
nes Udviklingshistorie, og Afhandlingen bår være oplyst med
de fornådne Tegninger og Præparater, og være ledsaget med
Exemplarer, opbevarede i Spiritus, af den eller de Arter, som
have tjent til ;Undersågelsen.
Den philosophiske. Klasse.
Selskabet onsker en efter Kilderne udarbeidet Fremstilling
af Temperamentlærens Historie.
z 290
Den historiske Klasse.
Den danske Adels Historie hårer unegteligen til de meget
svagt oplyste Partier i vor Statshistorie. Der findes vel en
" temmelig betydelig Mængde Materialier til dette Emnes Opkla-
ring adspredt paa mange forskjellige Steder, og endnu langt
betydeligere er sikkert den Mængde, der gjemmes i vore Ar-
chiver. Men ingen har endnu forsågt, ved en grundig Bear-
beidelse af disse Materialier, at give os en sammenhængende
Fremstilling af vor Adels Historie... Man savner endog saadanne
Bearbeidelser af enkelte stårre Afdelinger af dette Emne. Dog
er den danske Adels Historie medrette erkjendt for at være et
overmaade vigtigt Moment i vort Folks og vor Stats Historie.
Da Videnskabernes Selskab derfor maa &nske at henlede Histo-
rieforskeres Opmærksomhed paa denne Gjenstand, fremsætter
det saameget hellere et dertilhårende Emne som historisk Priis-
opgave for 1853 og 1854. Selskabet ånsker nemlig at frem-
kalde en paa grundigt Studium af Kilderne bygget Undersågelse
om Bevægelserne i den danske Adelstand i de sidste tre til
fire hundrede Aar med stadigt Hensyn til de adelige Slæg-
ters Herkomst. Allerede i den fårste Tid, da en” arvelig
dansk Adelstand begyndte at danne sig her i Landet, bemær-
kes iblandt de af indenlandsk Rod udsprungne Slægter enkelte
fremmede her indvandrede Familier, hvis hjemmefra medbragte
Anskuelser og Fordringer formodentlig ikke have havt ringe
Indflydelse paa vort Aristokraties Udvikling under en langvarig
Kamp med Kongemagten. Senere blev Indblandingen af frem=
mede Elementer stedse stærkere; men det indfådte Element i
den danske Adel vedblev dog, som Fålge af den Omhu, hvor=—
. med man værnede om det, gjennem Aarhundreder at være det
overvejende, og var endnu. meget stærkt, da Regjeringsforan-
dringen 1660 væsentligen forandrede Adelens Stilling i den
danske Stat. Den Holdning, som den gamle danske Adel nu
iagttog ligeoverfor det enevældige Kongedåmme,… har skadet
mn...
dens Velsiand, Magt'øg Indflydelse meget mere, end det ved
Regjeringsforandringen foraarsagede Tab af Privilegier. Den
Plads, som de gamle danske Adelslægter, der trak sig tilbage
fra Hoffet, forhen havde indtaget i-Thronens Nærhed, udfyldtes
efterhaanden af. fremmede "Adelsmænd, der nu indvandrede i
stårre Mængde, end nogensinde forhen. Denne stærke Indvan-
dring vedvarede mere end hundrede Aar derefter, imedens i
samme Tidsrum mange gamle'danske Adelslægter uddåde, eller
tabte sig imellem de borgerlige Familier.
En Undersågelse, som den her forlangte, maatte fornemmelig
såge at besvare fålgende Spérgsmaal 41) Hvilke Slægter hårte
i'Begyndelsen af Aaret 1660 til den danske Adel? Hvilke af
disse Slægter ere oprindeligen udsprungne af dansk Rod, og
hvilke af de dvrige havde dengang blomstret mere end 200
Aar her i Landet? 2) Hvilke af disse Slægter vedbleve frem-
deles efter den Tid at staae i god Forstaaelse med Hoffet, hvilke
af dem trak sig tilbage, og hvad vides om de til begge Klasser
hørende Slægters senere Skjæbne? 3) Hvilke fremmede Adel-
slægter ere indvandrede her i Landet efter Regjeringsforan-
dringen 1660, hvilke af dem ere formeligen optagne i den
danske Adel, og hvormange af dem blomstre endnu ? 4) Hvilke
af vore ”nu blomstrende Adelslægter ere oprindeligen ud-
sprungne af dansk Rod, og hvilke af de åvrige have, som saa-
danne, blomstret her i Landet mere end 300 Aar?
For det Thottske Legat.
(Præmien 200 Øbdir.)
At undersåge og fremstille de Love, hvorefter. Metallege-
ringernes physiske Egenskaber ere afhængige af deres Sam-
mensætning.
For det Classenske Legat.
1) Ravsyrens Dannelse ved en passende Gjæring af for-
skjellige organiske Stoffer ligesom dens: Fremkomst ved Fedt-
m… a
stoffenes Behandling med Salpetersyre giver denne Syre i theo-
retisk Henseende en særdeles Interesse. Da" den endvidere
baade anvendes i Pharmacien og i de chemiske 'Laboratorier,
men endnu, trods de forskjellige Methoder man for Tiden kjen-
der til at danne og fremstille den paa, kun leveres. il. for-
holdsviis håie Priser i Handlen, saa vil det være ånskeligt. om
man ved nye og mere udstrakte Forséåg deels kunde erholde
nåiere Oplysninger om Betingelserne for denné Syres Dannelse,
deels kunde lære at kjende en Methode, hvorved denne. Syre
kunde fremstilles betydeligt billigere.
Selskabet udsætter derfor en Præmie af 200 -Rbdlr. for en
Afhandling, som, ståttet paa selvstændige Undersøgelser, kan
tjene til nærmere at oplyse Ravsyre-Dannelsen ved de hidtil -
bekjendie Tilberedningsmaader, og til at vinde denne Syre,
billigere end hidtil.
2) Efter Indbydelse fra det: Kongelige medicinske Selskab
har det, Kongelige Videnskabernes Selskab besluttet i Forening
med det medicinske Selskab ;og Selskabet Philiatrien at udsætte
folgende Priisopgave : -
»Det er almindelig erkjendt, at en stadig Luftfornyelse
(Ventilation) i et indesluttet Rum, der er bestemt til Ophold
for levende Væsener, er nådvendig for Sundheden. Om Maa-
den hvorpaa denne Luftfornyelse bedst bringes tilveie, navnlig
i private Boliger og under de forskjellige klimatiske og lokale
Forhold, ere Meningerne derimod delte.
Der ånskes derfor en paa Videnskaben, paa: fremmede
Erfaringer og paa egne Forsåg grundei Besvarelse af de der-
hen hørende Spørgsmaal, og en derlil knyttet Anviisning til
påa den bedste og billigste Maade at kunne sårge for en sia-
dig Fornyelse af Luften, saavel i ældre Boliger, som i saa-
danne, der blive at opfåre fra nye, hvad enten de ere be-
stemte for den velhavende eller for den fattigere Deel af Be-
folkningen; Alt nærmest beregnet for vore Forhold<,
293
Beldnningen er 600 Rbd. Afhandlingen maa være skrevet
paa Dansk og ledsaget af de fornådne Tegninger. Den indle-
veres inden iste April 1855 til Formanden for det Kongl; me-
dicinske Selskab, og vil blive bedåmt af en af de tre Selska-
bers Udvalgte sammensat Comitee. Den priisbelånnede Af-
handling bliver Forfatterens Eiendom, mod at han forpiigter
sig til uopholdelig at udgive den i Trykken; i modsat Fald bli-
ver den Selskabernés Eiendom.
Besvarelserne af Spårgsmaalene med Undtagelse af det
sidste kunne i Almindelighed være affattede i det latinske,
franske, engelske, tydske, svenske eller danske Sprog. Af-
handlingerne betegnes ikke med Forfatterens Navn, men med
et Motto, og ledsages med en forseglet Seddel, der indeholder
Forfatterens Navn, Stand og Bopæl, og som bærér samme
Motto. Selskabets i de danske Stater boende Medlemmer deel-
tage ikke i Priisæskningen. Belénningen for den fyldestgjo-
rende. Besvarelse af et af de fremsatte Spårgsmaal, for hvilket
ingen anden Priis er nævnt, er Selskabets Guldmedaille, af
50 danske Ducaters Værdi.
Priisskrifterne indsendes inden Udgangen af August Maaned
1854 til Selskabets Secretair, Etatsraad Forchhammer.
&
n
Miles. pi SKS
feeis jeole
i; Klee fer gø
Erfaringer ag PSR, sgu Forsby —ø
en bA2t y nide & i
ss É i se. RE 2
k len) - t.38 FOG i Er. i Å 5
lig Ferrell at beften i øer ik: y
4 Er ØE Å ave,
£ ST sy
ddabe det hive Må dyre fø
styksysdor Åb sø heing! halen F-
Mt. Al Mer iaeri bene giv
FINN
TØR
—a F
É Eg anke Fy ;
få SLED
me:
egt MS attag de SAlal
ng lee: ER hive '
i SÅ É
295
Sag- og Navneregister.
Adel,.den danske: Selskabet udsætter en Priisopgave over.dens Historie, og
Bevægelserne.i denne Stands politiske Stilling i de sidste 3 til 4 Aar-
hundreder: S2-190. 191,
Angel, Angeln,-et District i Hertugdåmmet Slesvig. S. 145. Dets Indbyggeres
rette Navn Angelboer. 147.
Angl, om Bemærkelsen af deité Navn.-S. 147,
Angler ,;; ingen dansk eller skandinavisk, men en germanisk Folkestamme.
S. 145—147. (Jvf. S. 150).… nævnes hf Tacitus blandt tydske Stam-
mer. $. 144.,145. ligesaa af Ptolemæus. S. 145. deres gamle Rets-
vedtægter (Lex 'JAngliorum). S. 145. Angler i England, omtalte af
Procopius. . S..146. É
Artesiske Kilder, fremkaldte ved Jordboringer i Kidbenhavns Amt. S. 192—197.
Assyriske Monumenter, om. Konst-Stilen i.samme. ;S. 174—187. .dens Forhold
til'Egypternes Konst. S. 175—184, til Persernes 186, den assyri-
ske;Plastik og dens Egenheder. S. 182—184,
Augustenborg, Hertug Frederik Christian af, tilskrives Deel i Presseforordnin-
gen 1799. S.26. hans Virken som Universitetspatron, S, 31. .Stridig-
heder med Cancelliet..S. 36. bringer ved Moldenhawers Hielp Uni-
versitets-Directionen i Stand (1805). S. 42. 43. Afbrydelsen af.hans
Forhold til den danske Regiering i Anledn. af Thronfålgervalget i
Sverrige. $. 53: …-hans og Enkehertugindens Forhold til Engelstoft.
S.,101.
Baden, G. L. , offentlig Lovtaler af Engelstoft, hvem han siden nedsatte. S.79,
Beda (i det 7de Aarh.) beretter om Saxernes Indvandring og Erobringer i Bri-
tannien efter Tradition, ikke efter historiske Kilder. S; 143.
Bronze: Alderen, dens (celtiske) Levninger og Mindesmærker i…Frankrige.
S.….230—232. Oldsager af. Bronze i Norden og deres Charakteer
S. 233—235.
Brunius, C. G., Professor'i Lund, valgt til Selskabets udenlandske Medlem.
S. 187.
; Bugge, Th., om hans Ophold i Paris 1798—99. S. 19.
Bøger og Skrifter, skienkede til Selskabet, S. 126. 133. 169. 173. 187. 198.,
1 203..217. 239. 244. 269. 276.
Chimesernes Konst, dens Forhold til Egypternes. S$, 177.
Carnac i Bretagne, de derværende Steenmonumenter. -S. 228 og flg.
Cirripeder , om en ny Slægt af disse Dyr. - (Xenobalanus: globicipitis).
S. 158—160.
Colding, L. A., Bedåmmelse over hans Afhandl. om Dampenes Virkning. $. 157.
Danelag (de Danskes Lag eller Samfund) i England, (ligesom i: Norge
.Thrøndelag, i Sverrig Roslagen). den bestemte Strækning af Nord-
England, som de Danske i og efter det Yde Aarh. havde indtaget og
coloniseret..$. 177—181. Mindesmærker om den der bevarede nor-
diske og danske Nationalitet. S. 179. Myntprægning.i Danelagen.
S. 180.
Engelstoft. L., (f. 2. Dec. 1774. +14. Marts 1851) hans Biographie af Wegener.
"5. 1…—123.. hans "Slægt og Forfædre,S, 85. tidligste Skrifter,
. « 296 ;
S. 9, 11. 16. fårste Udenlandsreise , (1797)—1800) i Selskab med
P. E. Miller, J.W. Hornemann, o. fl. S. 13—30. hans Reise-Efter-
retninger" i trykteBrey e. 8. 13. tilintetgiorde en Deel af samme.
S. 32. Lærer ved detSchouboeske Institut. S. 32.35.37 51, fårste Fore-
læsninger. $. 33 Ansættelse ved Universitetet, 1802. S, 34. E. som
offentlig Docent og Professor. S. 37—39. 91. 93! Reise til Italien,
1804. S.…41. Ansættelse ved Univers.-Directionen, og Virken i
samme. $. 43, 45—47. 55. 67. 103. 111—113. om hans Universitets-
Annaler. $. 47. 54. 57. 64. 67. 71. Forhold til Hert. af Augusten-
borg. S. 55. hans Virksomhed som Forfatter. S. 32, 33, 35.37.
44. 59,60, 73.954 Characteer som Historieskriver og Stilist. S. 60—64.
hans latinske Poesier. 'S. 74. 75. 80. 81. Deeltagelse i Maaneds-
skriftet for Literatur. S. 88. "hans Forhold. til yngre Studerende.
og Videnskabsmænd, S. 79—84. . hans aandelige Liberalisme. S. 89.
Udnævnelse til Ordenskissortogruph. S. 97. Fortienester af det Kgl.
Danske Selskab. 'S. 105. hans sidste Levetid. S. 113—123.
Englands Betvingelse ved borer selidke Stammer. S. 139. 140.
Egyplernes Konst og dens Charakteer i Architekturen. $.175. iPlastik og Ma-
leri. S. 178. 180. ; gs
Elefant-Ordenen. 'S. 98. i
Eschricht, D. F,, vælges (3. Decbr.) til Formand i den physiske "ale S. 276.
Flora danica, 43de Hefte, Bemærkninger over samme af Prof. Liebmann,
S: 124. 125:
Forchhammer, Beretninger om Vandboringer i Danmark, S. 188—198. Over-
sigt af hans Arbeider henhørende til Hornblendens Decomposition.
S. 238. ;
Grånsandslag i Siælland, undersågte ved Jordboringer i A. 1851. S, 190, 191.
og flg.
Hielmstiernes Bogsamling, skienket til det store Kongl. Bibliothek. S. 44.
Hofman-Bang, (Jordegodseier i Fyen) reiste i Frankrige. med Engelstoft. S. 15.
17. 22. 25.
Hornemann, J. W. reiste med Engelstoft. S. 18. 22. 23.
Iran, Hiemstedet for den gammel-persiske (iranske) eller Zend-Avestas-My-
thologie S. 246.
Jiirgensen, Chr., Undersøgelser over Bevægelsen af et physisk Pendul, med
Hensyn til Jordens daglige Omdreining (i Anledning af L. Fuadelti
Forsåg.) S. 129. 241—244. (jvf. Oversigten f. 1851. '5. 138—140.)
Jydernes danske Mundart, beslægtet med engelske Dialecter: S. 144, Forskiel
imellem to Sprogkilder, sammenflydte i den jydske Dialect. S. 148.
Kaas (Stats- og Justitsminister) Hertugen af Augustenborgs stadige Modstan-
der. 'S. 42. 44.
Kall, Abr., hans Forhold til L. Engelstoft. S. 5. 7.8. 15.16. 29, 31. 34.” uhel-
dig som Docent. S. 37. fandt ikke ret megen Smag i Engelstoftis hi-
stor. Arbeider. S. 64, hans Dom over Fr. Sneedorffs Danm. Hist.
S. 64. hans' Jubilæum. 'S. 65. 66. var den fårste Ordenshisto-
riograph. S. 97. £
Kemble, John M., hans Værk om Saxerne i. England. S. 141.
Kridformationen i Siælland. S. 188-—198,
Lathåm, R. H., engelsk Sprogforsker , hans Mening om Anglernes Afbyrd.
S, 147. (Anm.)
Levy, B., Professor, skienkede sydamericanske Mineralier til Univ ersitetets.
Museum. S. 200.
Litus Saxzonicum (i Belgien og Britannien.) S. 141.
Liebmann, F. M, forelagde det 43de Hefte af Flora danica, og meddeelte Be-
ark alka om samme. S. 124.
.Maanedsskrift for Literatur. (stiftet 1829.) 5. 88,
Madvig, J. N., bliver Selskabets Archivar. S. 217.
Malling, Ove, pils Forhold til L. Engelstoft. S. 56.
Mark, nordisk Myntbenævnelse, indfårt i Normandie (af Nordboer 2) S. 154.
Meteorologiske Iagttagelser. i Kidbenhavn. -135. 163, 205. 205. 240. 271—274,
Iagttagelser indsendte fra forskiellige indenlandske Steder. S. 287.
| Molbech, C., Bemærkninger om Englands. Befolkning ved germaniske og stil
diske Stammer. S. 137—150. Antydninger om Stilen i Åssyrernes -
plastiske Konstværker. S. 174—187,
Moldenhawer, D. G, $. 30, 31. 41. 42. 43. 54. 56. 64. hans Yndest for Engels-
toft. S. 34. Strid med Treschow, ang. det Norske Univers. S. 56.
Monumenter, de ældste (celtiske eller galliske) i Frankrige, særdeles i Nor-
mandie og Bretagne, deres Charakteer', 'og Slægtskab med andre
Steenmonumedfér i Norden, paa de britiske Oer, m. m. $. 219—236.
Miller, P. E., om hans Reiser, literaire Arbeider, og Forhold til L. Engelstoft.
S. 6. 7. 9, 11. 15. 18. 20. 26. 27. 29. 30. 31. 34 ; hans haandskrevne
Autobiogråphie. S. 7. 9. 15, 18. og fl. St. om hans Opnaaelse af
Bolig i Universitetsbygningen. S$ 92... Engelstofts Mindeskrift over
ham, som aldrig udkom. S 95.
" Neumann, J., (Biskop i Bergen) hans Forhold til Engelstoft. S. 13.15.17, 117
Normandie, i Frankrige: hvor de nordiske Bosættelser i-denne Provinds især
have fundet Sted. S.150. Levninger af nordiske (og, som det synes,
især danske). Stednavne. S. 150—151. af nordiske Ord, yderst
sjeldne. $. 151—153. Familienavne af nordisk Oprindelse, $., 153.
Northumberland; det sidste uafhængige Rige i Danelagen i England, tog Ende
omtr. A. 950. S. 280.
Nuerup, R., hans Samliv med Engelstoft. S. 32. 33.
Nævninger, eller. Eedsvorne, (12 og 24) af nordisk Oprindelse, fårte i Brug i
Normandiet. S$. 155.
Ordbogs-Commissionen, dens Arbeider i 1852. S. 286.
Prokopius, om Angler i Britannien m. m. S. 146.
Rink, H., Dr. phil., om hans indsendte ;,Udsigt over Nord - Grénlands geogra-
phiske Beskaffenhed,” S. 125. Betænkning om hans ligeledes ind-
sendte ,,Udsigt over Gréånlands Geognosie”. S. 202. 203.
Rolf: om Forholdet imellem hans Tog til Neustrien. (Normandie), og ældre
Er Indvandringer af Nordboer. $. 153.
Rosencrone, Grey, hans Forhold til Engelstoft. S. 6. 7, 9. 100.
Runeskrifter, nordiske, opdagede i den senere Tid”i England. S. 179. 180.
Saxer : den ældste Benævnelse, efter Britterne, paa Englands Indbyggere.
S. 140. de nævnes hos romerske Forfattere som Britanniens Ero-
brere. S. 141. 142. deres Tog til dette Land har været tidligere end
6te Aarh., og begyndte alt under Romernes Herredåmme. S. 140—144.
Scharling, C. E., meddeelte en historisk Udsigt over Striden imellem Bossuet
og Fenelon, og forelæste Stykker af en Afhandl. over dette Æmne.
S. 175.
298
db Ø x
Scharling, E. A., Meddelelse om nye chemiske Producter, S. 200.
Schumacher, A., (Ritmester og Skovrider), indsendte Undersøgelser an-
gaaende Isens Varmeledning. S. 176. ligeledes Betragtninger” til
Oplysning af'enkelte Momenter af Jordens Physik,” -S. 268. ig —3
Scriptores Rerum danicarum. VIII. Bind, udgivet og aftrykt i 8 Aar. S.94—95.
Smaragder fra Ny-Granada i Syd-Amerika, beskrévne. S. 200 og flg.
Sneedorf, Fred., S. 37. Abr. Kalls Dom over hans Historie. 'S. 64,
Soråe Academie, dets Gjenfådelse og nye Organisation. S., 69—"2.” Engels-
tofts Kjærlighed til Sorée. S$.86. Academiet undergravet og omstyr-
tet. S. 108—110.
Steenstrup, J. J. S., meddeler Oplysninger om en i danske Tårvemoser funden
Hovedskal af Uroxer, og en saadan Deel af Bos frontosus (Nilsson.)
S, 236. 237. om en ny Slægt af Cirripeder. S. 158—160.
Steendysser og Steenmonumenier i Frankrige (celtiske) og deres Liighed med
de nordiske. S. 219 og flø.
Thomsen, polytechnisk Candidat, indsender ,,Bidrag til et thermochemisk Sy-
stem,” S.238.
Thorlacius, B., om hans Reiser, literaire Arbeider, og Forhold til L. Engels-
toft. S. 13. 25. Beundrer af Napoleon. S783. Ansættelse ved Uni-
versitetet. S. 34. 35. '
Tved, Tvede, Spor til dette nordiske Stednavn i Normandie. S. 151.
Uroxen, Hovedskal af samme, funden i Danmark. S. 237.
Ussing, J. L., Udtog af en oplæst Afhandl. om [talienernes Deelagtighed i den
romerske Borgerret, og om Bellum sociale. S. 165.
Universitetet, det norske 1 Christiania, om dets Stiftelse. S. 53. 56. 57.
Videnskabernes Selskab : Budget for Aaret 1852. S. 171... Regnskabs-Oversigt
for 1851. S. 172. Selskabeis i A. 1852 ved Dåden afgaaede Med-
lemmer. S. 285. nye, ved Valg optagne Medlemmer. $. 286. Sel
skabets Commissioner og-såmmes Arbeider. S.286—289. Bedåmmel-
ser over indsendte Afhandlinger og videnskabelige Årbeider. $S:;125.
202; "Selsksbets Måder og Skrifter, S. 186. Priisopgaver, udsatte for
1853. S. 289— 293.
Wegener, C. F., biographiske Antegnelser over Conferentsraad L. Engelstoft.
S. 1—123.
Werlauff, E. C., om hans Afhandl. om Procopius og SOREN Efterretninger om
Norden. $. 146.
Westergaard, N. L., hans Udgave af Zend-Avesta. S. 207. Bemærkninger
over den Pétsidke Religions Alder og Fædreland. S. 208—216. Bi-
drag til den gamleParsiske (Zend-Avesta's) Mythologie. S. 246—268.
Worsaae, J. J. Å., antager ikke de skandinaviske Indvandringer i Britannien
for ældre end Saxers og Anglers. S.150. vælges til Selskabets Med-
lem. S. 187, Beskrivelse over antiquariske Monumenter og jord-
fundne Oldsager i Normandie og Brétagne. S, 218—236. Nye Op-
lysninger om Danelagen i England, om Anglernes Stammeland, og
om de Danskes Nedsættelser og Besiddelser i Nord - England.
S. 277—281:
Zend-Avestas Bemærkninger over de Persiske
stavn. S. 207—217. Om ZendRves
Iranske Mythologie. S. 246.
rdl
| SEE A
, over BEN aA
EA, [5 Rg)
2 LET
i.
rn DN É
Kgl. danske Viden åbernes Selskabs
Forhandlinger
dets Medlemmers Årbeider
i Åaret 1853.
Af
Selskabets Secretair
G&G. Forchhammer,
Etatsraad og Professor.
mere 090 gene.
Mjobenhavn.
Bianco Lunos Bogtrykkeri.
Oversigt
over det
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
og |
dets Medlemmers Arbeider
i Aaret 1853.
Af
Elalsraad, Professor &. Forchhammer,
Selskabets Secretair.
Ar. 1 og 2.
Modet den 14% Januar.
—————
Hr. Professor Eschricht meddeelie Hovedresultaterne af en Række
Undersågeiser over Grånlandshvalens geographiske Udbredelse,
samt over dens anatomiske Bygning i Almindelighed og dens
Skelet i Særdeleshed. Hertil knyttedes en Oversigt over Hjer-
nens og Præmordialkraniets Forhold i Hvaldyrenes Orden, og
endelig en udfårligere Meddelelse om Alders og Kjånsforskjel-
” lighederne i Næbhvalens Beenbygning. Alle disse Meddelelser
ville i særskilte Afhandlinger blive offentliggjorte i de næstfål-
gende Bind af Selskabets Skrifter.
Søk JM
Selskabet vedtog et Førslag som Kassecommissionen, Kas-
sereren og Secretairen havde gjort, ifålge hvilket Budgettet, der
hidtil forst er blevet forelagt i det låbende Aars Marts Maaned,
i Aar vil blive forelagt i Januar, og for Fremtiden i December
Maaned.
Selskabet bifaldt et fra det Kongl. medicinske Selskab ud-
gaaende Forslag om at deeltage i Udsæltelsen af en Priisopgave
over Venlilationen, og udnævnte en Comitee af Etatsraad Forch-—
hammer, Professor Eschricht og Oberstlieutenant Hoffmann for i
denne Anledning at forhandle med det medicinske Selskab. Det
ifålge disse Forhandlinger vedlagne, Priisspårgsmaal er allerede
aftrykt iblandt Selskabets i December-Heftet af dets Oversigter
for 1852, bekjendtgjorte Priisopgaver.
3
Mådet den 28% Januar.
————- .
Kassecommissionens Formand Etatsraad Petersen forelagde Bud-
geltet, der efter Forhandlingerne blev saaledes fastsat:
Budget for Aaret 1853.
Indtægter.
A. Aarlige Indtægter: < ;
Renter af Selskabets Fonds) . . 5,378%49 46 8
Fra det Classenske Fideicommis. ... 200 —
Etatsraad Schou's og Frues Legat... 50 —
For Salget af Selskabets Skrifter . 100 —
5,728 AM 46 8
B. Kassebeholdningen ved Udgangen af 1852 .. 2,894 — 20 -—
Udgifter.
A. Til Selskabets Bestyrelse og dets Virksomhed.
Middelsum af Ud-
ifterne i 10 Aar,
I. Embedsmændenes Gager og Budels sl Meg
KREA SK ROKR RK RET 875 lod
Selskabels Folium i Banken ..... 16 —
Lobende Udgifter til Brænde, Lys,
Porto m. v. samt Gratificationer . 250 — 278 FA
| 1,141 40
BRS SE UN RØRE BE KRISS 400 R40 76 —
KAB ERE 5 KrR .s Toe Rs 450 — 232 —
Den meteorologiske Comitee..... 600 — 594 —
Regestum diplomalicum......…. 450 — 338 —
57 Selskabets; Skrifter ss arme 2,000 — | 1,645 —
3,900R0 | 2,885 40
”) Selskabets rentebærende Capitaler udgjåre:
25,500%9 med 5 pCt. Rente . .. 1,275 åd
97,562 nes 4pCt. seer …[. … 3,902 VTS 46 8
3,400 — ... 3pCt. — ... 102 —
126,462R09 med Rente........ 5,279 MI 46 f
samt 100£ Sterl. i 5 pCt. og 200 i 3 pCt. dansk-
engelske Obligationer, hvis Rente efter Cours
OR MES is KE Naser se pk e SL ERR EL OS
Tilsammen . ... 5,378 468 Be
Af Selskabets Capitalformue betragtes 100,000%4 som et Fond, der ikke
maa formindskes, Resten derimod som disponibelt til videnskabelige Fore-
tagender (ifålge Selskabets Beslutning i 1838).
ER. 4)
B. Underståttelser til videnskabelige Foretagender.
Subscription paa det Bind af Saxo ........…… 200 Rb0
Til Etatsraad Molbech: Dansk Glossarium. Bevilget d. 20.
April 1838 500%, heraf udbetalt100% ; af de &vrige 40049. 200 —
Til Cand. Brandt: Subscription af 50 Expl. af Chr. Pe-
dersens Skrifter. 3Idie Bind. Ifølge Beslutning af 17.
Maris 4848 25520 (8 41 3 ROERE RSD an KERN UR 150 —
Til Trykningen af de Besselske Soltavler.,..... 900 —
Til Prof. Allen: Samlinger til Christian den andens Hi- |
storie. Bevilget d. 7. Marts 1851 en Subscription af 50 Expl.
samt 100 %& efter fårste Binds og 100% efter andet Binds
Udgivelik:. HERR RESET Blender LE SAN Bel ENNS NERE 0 200 —
Til Literatus Erslev: Dansk Forfatter-Lexicon. Bevilget
aarlig 100% for 1852 og 1853. + 20 au es eee eee eee 100 —
Til Prof. Jurgensen: Anskaffelse af et Instrument til
Forség over Indflydelsen af Jordens daglige Omdrei-
ning paa Pendulets Bevægelse. Bevilget d.24. April1852.. 100 -—
Til Prof. Westergaard: Udgaven af Zendåvesta. Be-
vilget d, 28, Januar. 1853 2 NEL RE 2 RR END rr
| 2,350 40
C. Tilfældige Udgifter. (Middelsum af 10 Aar 1842—51:
176 9.
Til en Bisle af Geheimeraad Orsted. Bevilget500%9, Rest
overfårt fra forrige Aars Budget. 2. 22000400 00 100 R40
Selskabets Status:
Selskabets aarlige Indtægter: .,.. sen. 5,728 R60
Udgifter til Selskabets Bestyrelse og dets Virksomhed,
beregnede rigeligt efter Middelsummerne til I, 4,150%40
IL 3,000 —
Til Underståltelser til videnskabelige Foretagender og
til fældige Udgifter (hvis Middelsum for 4842—51
er 1,074%00 + 176 %40 — 1,250M40) haves saaledes
omirent 16k MER os Roe al ala RE ERE REE C 1,578 40
2,450 —
, Altsaa en Underbalance af omtrent 872940
der bliver at dække af Kassebeholdningen fra forrige Aar.
HS
Regnskabs-Oversigt for Aaret 1852.
bo [
Indtægter.
1. Kassebeholdning fra 1851 ..:........ 1,598 | 18
2. Renter af Selskabets Fonds"). .......: 5,250 | 82
3. Fra det Classenske Fideicommis ....... ROU y
4. Etatsraad Schous og Frues Legat....... åen] ag ERE
5. Ved Salg af Selskabets Skrifter... …. De 168 | 91
7,267 | 95
Udgifter.
igbaper og KARRIERE RR SN eee a å S49 1 y
2, TilSamfundet for den ENE ER I la 198 | 40"
3; SERERBELE SKEER SED EEN Nør e FB371: EB
ER TE, 5 TT. NREN JES ES BASERES ENE GES BESES BEES 192 | 16
5. Den meteorologiske Comitee ......... 579 | 10
6. Subscription påa Chr. Pedersens danske Skrifter 158 | 32
«+. kil Inispecleur WorSade 57] MM LØD 5. 3 NREN
BLA Pralestor Scharling KIG SP siger 100
9. Til Literatus Erslews Forfalterlexicon .... 100 |.
10: Ti Cand. polyt Thomsen SU MESSER STAN 5 HR RET
i Rahn 1 Banken 2838005 SNEEN Ar 16
13: Forskijellige UdSTLER ss snuse RTE » 149
13. Ifålge en Revisionsbemærkning ........ y 16
. 4,373 | 90
Naar fra Indlægten ... 7,267%400 95 /5 i
drages Udgiflen ..... 4,373 — 90 -
udkommer Kassebeholdningen 2,894%00 5/3
B
Den Forskjel, der er imellem Belåbet af denne Post i Regnskabet og det,
der er opfårt paa Budgettet for 1852,- nemlig 12749 60 5, hidrårer der fra,
1) at Renten af 3, 200 RL i Nationalbankobligationer , der fårst forfaldt til
Udbetaling den 6te Januar 1853, ikke er optagen i Regnskabet, hvilket gi-
ver et Minus af 128409, 2) dernæst at 1£SL. i Budgettet er regnet for 9WA,
men udbragt for 5£St. til Hen 3p og for 6 £St. til IR6O 37/2 8, hvilket giver
et Plus af 36/5.
Ved Udgangen af 1851 var Selskabets Capital i fnskjelliee danske Obli-
ERHGRNEr ae se ae en ek er ren se eee ed 126,462R0 ,, f
1200 £St. af 3% dansk- engelske Oblgt., indkjåbte for. . 1,542 — 16-
og 100 £St. af 5 % dansk-engelske Obigt., indkjåbte for . 914 — 16-
128,918 MA 32 5
Heri er ingen Forandring foregaaet i 1852.
6
Hr. Professor Liebmann forelagde nogle nye nordiske L.ov-
mosser, og tilféiede Bemærkninger i denne Anledning. Da disse
Planter ere bestemte til at optages i det Hefte af Flora danica,
som Forfatleren snart agter at forelægge for Selskabet, saa ud-
sæltes Meddelelsen af Foredragets nærmere Indhold indtil den Tid.
De Herrer Cand. theol. Brandt og. Fenger indsendte 50
Exemplarer af 3die Deel af deres Udgave af Christian Peder-
sens Skrifter, som Videnskabernes Selskab underståtter.
Selskabet valgte Prof. chem. E. Scharling til Revisor iste-
detfor afdåde Overinspecteur Dr. Pingel.
Selskabet modtog:
Fra Dr. Mantell.
Observations on the osteology of the Iguanodon and Hylæo-
saurus. London 1849.
A brief notice of the organic remains recently discovered
in the Wealden Formation. London 1849.
On the Pelorosaurus an undescribed gigantic terrestrial
replile, whose remains are associated with those of (he Igua-
nodon and other saurians in the strata of Tilgate-Forest, in
Sussex. London 1850. i
On the fossil remains of reptiles and on chelonian foot-
tracks from ihe devonian strata of Morayshire. London 1852.
Notornis Mantelli. (Proceedings of the zoological society).
7
Fra det physiske Selskab i Genéve.
Observations astronomiques faites a Pobservatoire de Ge-
néve dans Vanneé 1846, Genéve 1848; dans Nented 1847,
Genéve 1849."
Mémoires de la Socicté de Physique et d”Historie Naturelle
de Genéve, Tome XII, p. 1, Genéve 1849. Tome Xll, p. 2,
Genéve 1851. Tome XIII, p. 1, Genéve 1852.
Fra the American geographical Society.
Bulletin of the American geographical and statistical Society.
Vol. I. New-York 1852.
Fra Videnskabernes Selskab i Haarlem.
Historische en letlerkundige Verhandelingen van de Hol-
landsche Maatschappy der Wetenschappen. 1. D. Haarlem 1851.
Fra den engelske Regjering.
Observations made al the magnelical and meteorological
observatory at Hobarton. Vol. II. London 1852.
|
Modet den 1f1'€ Februar.
renee
Hr. Professor P. Pedersen meddeelte Resultaterne af en Afhand-
ling over Danmarks Fugtighedsforholde.
— De Iagttagelser, hvorpaa disse Resultaler stålte sig, ere
anstillede paa folgende Steder.
Kjøbenhavn 1) paa Rundetaarn fra 1751 til 1776, fra 1782
til 1788, fra 1798 til 1819, 2) i botanisk Have fra 1818 til
1823 og fra 1827 til 1851, 3) paa Nyholms Hovedvagt over
Luftens Tilstand fra 1798 til 1851 og over Nedslagets Varighed
fra 1839 til 1851, 4) i det magnetisk-meteorologiske Obser-
vatorium fra 1844 Juni til 1850 Mai.
Al
Traneberg påa Samsåé af Pastor Hansteen fra 1838 til 1851.
Bregninge paa Thorseng fra 1779 til 1788.
Vederså i Ringkjåébing Amt af Pastor Jeger, og Stadil i
samme Amt af Skolelærer Aagaard fra 1845 til 1854.
Efter et Gjennemsnit af 40 Aars lagttagelser paa Nyholm
har i Kjåbenhavn Aaret 69 klare, 187 blandede, 94 mårke, 9
disige og 6 taagede Dage. Det stårste Antal af klare Dage,
som ere indtruffen i dette Tidsrum, var 134 i Aaret 1820, det
mindste 27 i 1851; det stårste Antal-af mørke Dage var 114 i
1814, det mindste 59 i 1818. Af Maanederne er Mai den, som
har det stårste Antal klare Dage nemlig 10, det mindste Antal,
som er 3, kommer paa Maanederne November, December og
Januar; det største Antal af klare Dage, som i dette Tidsrum
er indtruffen i en Maaned, er 22 i Mai 1819.
Efter et Gjennemsnit af 13 Aars Iagttagelser i Traneberg
har Aaret 68 klare, 181 blandede, 111 mårke øg 5 taagede
Dage, hvilket ikke afviger meget fra Forholdet i Kjobenhavn;
men tages for begge et Gjennemsnit af de 12 Aar, som de have
fælleds nemlig 1839—51, saa bliver Resultatet for Traneberg
70 klare, 182 blandede, 108 mårke og 5 taagede Dage og for
Kjobenhavn 60 klare, 191 blandede, 109 mårke og 5 taagede
Dage, altsaa 10 klare Dage færre paa det sidste Sted.
Den daglige Forandring i Luftens absolute Dampmængde
er i Kjøbenhavn efter et Gjennemsnit af 6 Aars lagttagelser i
det magnelisk — meteorologiske Observatorium følgende. Den
slårste Dampmængde forekommer i November og December ved
Middag, fra Januar til April og i Juni Kl. 41 Efterm., i Mai
mellem Kl. 10 og 11 Form., i Juli mellem Kl. 8 og 9, i August
og September Kl. 10 og i October Kl. 11; -den mindste ind-
træder i Reglen et Par Timer får Solens Opgang, dog i Vinter-
maanederne noget tidligere. Den stårste Forskjel mellem begge
er 0,759 i Juni, den mindste 0,”'/13 i Januar. I Aarets Låb
er Døgnets Middeldampmængde stårst i August nemlig 4,""93,
mindst i Januar 1,”'54.
9
Den daglige Forandring i Luftens relative Dampmængde
eller dens Fugtighedsgrad foregaaer efter de samme Iagttagelser,
saaledes, at i Reglen den mindste indtræffer Kl. 2 Efterm. og
den stårste henimod Solens Opgang. Dog gjåre sirenge Vin-
tre en Undtagelse herfra, da i dem den stårste Fuglighedsgrad
indtræffer Kl. 2 Efterm. og den mindste om Natten. Forskjellen
mellem begge Yderpunkter er stårt i August, da den er 249,
mindst i Januar, naar denne er mild, da den er 1”, I Aarets
Låb er Dågnets Middelfugtighed- i Reglen mindst i Juni 757,4,
og størst i Januar 937,0. Dog. maa ogsaa her de strenge Vin-
tre undtages; saaledes var Middelfugtigheden for Januar, i Gjen-
nemsnit af de 3 Aar 1848—50 657,9, og i 1850 577,1; ligesom
ogsaa det Tilfælde, at Luften er fuldkommen tår, kun indtræffer
ved streng Kulde. :
De Iagttagelser af Luftens Dampmængde, som ere anstillede
i Stadil, give vel ikke nogen fuldstændig Fremstilling af dens
daglige Forandring, da de kun ere gjorte 3 Gange daglig, Mor-
gen, Kl. 2 Efterm.-og Kl. 10 Aften, "dog seer man ved en Sam-
menligning af den Forskjel, der er mellem Dampmængden Kl. 2
og Kl. 10 paa dette Sted, og den, der viser sig i Kjåbenhavn,
at den fårste er endeel stårre i Sommermaanederne, hvilket
foranlediges ved, at Dampmængden der aftager stærkere i Låbet
af Eftermiddagen end i Kjåbenhavn. Dette har da ogsaa til-
fålge, at Forskjellen i Fugtighedsgraden lil disse to Klokkeslet
er endeel mindre der end i Kjoåbenhavn; den er nemlig der
167,8, medens den her er 237,8. I den aarlige Forandring af
Dampmængden stemme begge Steder overeens, idet den står-
ste" Dampmængde i Stadil forekommer i August, den mindste i
Januar; dog er Forskjellen mindre, den er kun 27,83, medens
.den i Kjébenhavn er 3,41. Det Samme gjælder om Fugtig-
hedsgraden, kun at Forskjellen her er den samme.
Hoiden af den Vandmængde, der falder i et Aar i Kjåben-
havn og Antallet af de fugtige Dage, fordeelt paa de enkelte
Maaneder, efter et Gjennemsnit, for den Fårste af 29 Aars og
10
for det Andet af 32 Aars Iagttagelser, findes i de to fårste
Piller af den fålgende Tavle; de to næste indeholde de samme
Angivelser for et Gjennemsnit af 25 Aars Iagttagelser, anstil-
lede paa Rundetaarn, dog for Januar til Marts kun af 14 Aar.
Botanisk Have. Rundetaarn.
Vandhaide. | Fugtige | vandhåide. | Fugtige
Dage. Dage.
December. SAR IS ss 18,703 14 18,746 13
TJENER AE TANDEN Re 20, 60 14 45. LG 13
Foran SERIES ES ER 1%/724 12 19, 65 11
VAN ES SR HEN 18, 67 12 16, 84 11
FNS] SOORE ER SR SSD SAN ET 1 SED 16, 58 12 11;-:90 10
BE SE RE 134% 11 17, 45 12
SURT 535 ge" SERENA AKSER 23, 28 12 19, 39 12
i 1 Ha eet RØDE ae HRSEy sk RR YNDE Toon, 27, 58 13 28, 04 13
ASE sg SEE RRS me 27,18 14 30, 64 15
September SUSE 22, 59 13 28,87 it
OAB ON soerg 95, 61 15 27, 22 |" 12
Novenhers sst si abo PA BAN ir tan 14 19, 40 11
TV ESKE SR END Frk sr 258, 80 156 255, 03 144
Iagttagelserne i "Haven vise to Maxima i August og Octo-
ber, og to Minima i Februar og April, de paa Taarnet give kun
eet Maximum i August, men to Minima et i Januar og eti
April. Hele Aarets Vandmængde er efter lagttagelserne i Ha-
ven fordeelt saaledes, at 81% kommer paa Regn, 11% paa
Sne, 5 % paa Regn og Sne og 3% paa de andre Arter af
Nedslag, saasom Hagl, Isslag, Rusk; efter lagttagelserne paa
Taarnet kommer 85% paa Regn, 6% paa Sne, 5% paa Regn
og Sne og 4% paa Resten. De første give altsaa 5 % mere
Sne end de sidste, hvortil Grunden er, at ved disse Iagttagelser
Maanederne med stadig Frost ikke ere medtagne, fordi Iagtta-
gelserne i disse ikke ere fuldstændige. Af fugtige Dage kom-
mer i den fårste Række 77% paa Regn, 16% paa Sne, 3%
11
paa Regn og Sne og 4 % paa Resten, i den anden er Forde-
lingen fålgende 72%, 21%, 4%, 3%; Sne har altsaa i delte
Tidsrum været hyppigere end i. det andet.
Den største Vandmægde, der er falden i en Maaned er 8”
8,"'6 i Mai 1817, i en Aarstid 17" 5”/14 i Sommeren 1817 og
i et Aar 49"9'"78 i. 1817; .den mindste i en Maaned 0'”0 i
December 1841 og i Februar og April 1842, i en Aarstid 1”
5,768 i Vinteren 1831—32 og i et Aar.15”5'797 1832—33.
Den stårste Yandmængde, der er falden i eet Regnfald, er 6”
1'702 den 21de Mai 1817, og ved eet Snefald 1” 11,”'719 den
25de December 1833.
Det stårste Antal af fugtige Dage i en Maaned er 27 i
Januar 1849, i en Aarstid 66 i Efteraaret 1840, i et Aar 215 i
i 1849—50, det mindste i en Maaned 41 i Mai og August 1783,
i en Aarstid 17 i Foraaret 1783 og i et Aar 97 i 1787—88.
Det stårste Antal Snedage i en Maaned er 22 i Januar 1841, i
"en Vinter 32 i 1829—30, i et Foraar 18 i 1784 i et Efteraar
7 i 1816, i et Aar 46 i.1783—84.
Hoiden af den Vandmængde, der falder i et Aar i Trane-
berg, efter et Gjennemsnit af 13 Aars Iagttagelser er 19” 4,”"76,
medens den for. samme Tidsrum i Kjåbenhavn er 21" 6,15,
altsaa 2''1"'39 stårre. Af denne kommer for Traneberg 82%
paa Regn, 14% paa Sne, 3% paa Regn og Sne og 1% paa
Resten, for Kjåbenhavn er Fordelingen 80%, 9%, 8%, 3%.
Fordelingen i Aarets Låb er i Traneberg saaledes, at den mind-
ste Vandmængde 12,791 falder i Mai, den stårste 30,/732 i
October og det Samme har i dette Tidsrum ogsaa været Til-
fældet i Kjoébenhavn. Antallet af fugtige Dage i et Aar er i
Traneberg 147, i Kjébenhavn for samme Tidsrum 180; det
mindste Antal 8 falder paa Mai, hvilket ogsaa var Tilfældet i
Kjåbenhavn, det stårste Antal 12 paa Juli og August, i Kjåben-
havn derimod pååa October.
I Bregninge er Håoiden af den. Vandmængde, der falder i
et Aar, efter et Gjennemsnit af 9 Aars Iagitagelser 24" 2,'"79,
12
hvoraf 89% kommer paa Regn og 11% paa Sne, fog Antallet
af fugtige Dage 153, hvoraf Regndagene udgjåre 869% og Sne- -
dagene 14%. Den mindste Yandmængde 1” 3,"767 falder i Mai,
den stårste 3” 5,712 i August; det mindste Antal af fugtige
Dage 8 har Juni, det stårste 15 October og November. En
Sammenligning med Kjåbenhavn giver efter et Gjennemsnit af
7 Aar, som ere fælleds for begge Steder, fålgende Resultat,
der dog, hvad angaaer Kjåbenhavn, beroer paa et mindre An-
tal Aar for Maanederne December til Marts. Håiden af et Aars
Vandmængde i dette Tidsrum er i Bregninge 23” 5,""30 og i Kjo-
benhavn kun 18” 0,""32 altsaa omtrent 75%. Forholdet mellem
Regn og Sne er for Kjåbenhavn som 94 til 6, for Bregninge
det ovenfor anfårte. Den mindste -YVandmængde falder i dette
Tidsrum paa begge Steder i Januar, den største i August. An-
tallet af fugtige Dage er i Bregninge 150, i Kjåbenhavn 128,
altsaa 85%; Forholdet mellem Regndage og Snedage er paa
det fårste Sted som 85 til 15, paa det andet som 66 til 34,
altsaa har Sne i dette Tidsrum været hyppigere i Kjåbenhavn.
For de to Steder paa Jyllands Vestkyst, Vederså og Stadil,
er ;den faldne Vandmængde, som man kunde vente betydelig
stårre end i Kjåbenhavn. Den er nemlig efter et Gjennemsnit
af 6 Aars lagttagelser for et Aar paa det fårste Sted 27” 3,"'05
og paa det andet 32” 3,789, medens den i samme Tidrum i
Kjobenhavn har været 21” 4,"25, altsaa 77% af den fårste og
66 % af den sidste. Den betydelige Forskjel, der finder Sted
mellem de to. Punkter, er saameget mere paafaldende, som Af-
standen mellem dem kun er henved en Miil, og det fårste endog
ligger Vesterhavet noget nærmere end det andet. En Forkla-
ring deraf kunde dog maaskee findes i den Omstændighed, at
Stadildegnebolig ligger meget nær ved Stadilfjord, der omgiver
den mod Syd og Vest. Den stårste Deel af Forskjellen falder
idvrigt paa Efteraaret og Vinteren, nemlig 77%, medens der
paa Sommeren kommer 27 %” og paa Foraaret 1%. Af den
aarlige Vandmængde kommer i Vederså 88% paa Regn, 4%
13
paa Sne, 6% paa Regn og Sne og 2% paa Resten, i Kjåben-
havn er Fordelingen 78%, 8%, 10%, 4%. Paa begge Steder
falder den stårsle Vandmængde i October og dernæst i August,
saa at her er to Maxima ligesom i Kjobenhavn, den mindste
Vandmængde falder paa begge Steder i Januar og Mai. Det
aarlige Antal af fugtige Dage har i dette Tidsrum været det
samme i Vedersé, som i Kjåbenhavn, nemlig 205; men Kjåben-
havn har kun 151 Regndage, medens Vederså har 168 og om-
vendt har Kjåbenhavn 31 Snedage og 13 Dage med Regn og
Sne, medens Vederså kun har 16 Snedage og 8 Dage med
Regn og Sne.
Selskabet modtog:
Fra Societé Imperiale des naturalistes de Moscou.
Bulletin de la Societé Imperiale des naturalistes de Moscou.
Année 1851 Nr. III & IV. 1852 Nr. I.
| Fra Herr Theodor Gimbel.
… Die funf Wirfelschnitte, ein Versuch, die verschiedenen
Krystallgestalten in einen innigen Zusammenhang zu bringen.
Landau 1852.
Fra the Cambridge phil. Society.
Transactions of the Cambridge philosophical Society. Vol. 9.
P, 2. Cambridge 1851.
Fra the geological Society i London.
The Quarterly Journal of the geol, Society of London 1852
Nr. .30.& 31.
Fra Sir Roderich Murchison.
Address at the anniversary meeting of the Royal geogra-
phical Society. London. 1852.
14
Fra Mr. Hopkins.
Address delivered at the anniversary meeting of the geolo-
gical Society of London 1852.
Fra the geographical nog
Catalogue of the library of the Royal AN One Society.
London 1852.
Address at the anniversary meeting of the Royal geogra-
phical Society. London 1852.
Fra the Linnean Society i London.
List of the Linnean Society of London 1851.
Proceedings of the Linnean Society 45, 46, 47.
The Transaction of ihe Linnean Society of London 1852. .
Vol. 21, 4.
Fra Videnskabernes Selskab i Wien. a
Kritische Durchsicht der von Dawidow verfassten Wårter-
sammlung aus der Sprache der Aino's 1852.
Tafeln zur Reduction der in Millimetern abgelesenen Ba-
rometerslånde auf die Nørmaltemperatur von 0”, Celsius. 1852.
Tafeln zur Vergleichung und Reduction der in verschie-
denen Långenmaassen abgelesenen Barometerstånde. 1852.
Resultate mehrjåhriger Beobachtungen iber jene Pflanzen,
deren Blumenkronen sich tåglich sine: offnen und schliessen.
Prag 1851.
Kalender der Flora des Horizontes von Prag 1852.
Mådet den 25% Februar.
——-—
Hr. Professor Steenstrup gav fålgende Meddelelse:
Idet jeg herved har den Ære, paa egne og de ere
Etatsraad Forchhammers og Inspectår Worsaaes Vegne at af-
15
give Beretning om Fremgangen i vore forenede Forskninger for
at oplyse Danmarks ældste Natur- og Culturforhold, maa jeg
bede velvilligen erindret, at denne Beretning vel er en Fort-
sæltelse af de tidligere, men at den dog snarest er at betragte
som en Række Supplementer til de forskjellige Partier af disse,
og at den fålgelig, idet den sluiter sig snart til det ene, snart
til det andet af disses Afsnit, nådvendig maa give Afkald paa
Præget af en Helhed for sig.
Vore forskjelligartede Arbeider og Embedsforretninger have
ikke tilladt os & Forening at gjoåre mere end een stårre Udflugt,
nemlig til den nordostlige Del af Issefjordens Omgivelser eller
til Halsnæs. Denne Halvées Forhold til de andre Issefjordens
Omgivelser var endnu ikke undersågt af os, og det var uaf-
gjort, hvorvidt der fra Issefjorden havde gaaet et Udlåb til
Kattegattet, enten gjennem denne Halvåe, eller åstligere gjen-
nem Arresåe. Vi have fundet, at der virkelig gaaer en tem-
melig bred Lavstrækning langs med Frederiksværksaaen imod
Nord til Kattegaltet, og at der gjennem denne tidligere maa
have været en Forbindelse imellem dette og Fjorden, saaledes
at Halsnæs var en O. Men. derimod er dér håit Land langsmed
hele Ostsiden af Fjorden, mellem denne og Arresåen, saa at
ingensomhelst naturlig Forbindelse mellem dem kan have væ-
ret mulig i den Del af vor Jordperiode, hvorom her er Tale.
Imidlertid findes der i en Mose ved Lille Lyngby, ved Såens sydlige
Ende og i en Håide af omtrent en Alen over dens nu værende
Overflade, spredte Skaller af Saltvandsdyr (Cardium edule i stor
Mængde og enkelte Littoriner) og det er altsaa utvivlsomt, at
Såen forhen har havt Saltvand, idet den nemlig har været en
Vig, som noget N. for Ovre-Målle stod i Forbindelse paa den
ene Side med Kattegattet, og paa den anden med det Sund, der
adskilte Halsnæs fra det håie Land ved Frederiksværk. — Hals-
næs maa som O have frembudt en noget fliget eller udbugtet
Skikkelse, da der dels fra den ovennævnte Lavning imod Vest
gik Bugler ind i Oen op imod Evetofte og Melby, og dels
16
fra Syd en Vig trængte sig ind i Landet ved Gréånnesåe-
gaard. En temmelig dyb Dal, kun lukket fra Kaltegaltet ved
en håiere Lerbrink, skar sig tillige fra Norden ind" imod
Thorup.
Lavningen mellem Arresée og Kattegattet (Asserbo - Over-
drev) har i det Hele en Havstoks Karakter, idet den bestaaer
af Sand med mange smaa Stene. De smaa, klitdannede Ophéi-
ninger, hvormed den er bedækket, synes at være fremkomne,
efterat Vandet allerede stadigen havde trukket sig tilbage fra
denne Del af den tidligere Vig af Kattegattet. Paa alle de
her omtalte Strækninger saae vi ikke Spor af flere Kjokken-
Måddinger fra Urfolkenes Tid, end den allerede i sidste Beret-
ning omhandlede ved Sålager, ved hvilken vi paa Tilbagereisen
dvælede en Times Tid, for at foråge de tidligere indsamlede
Materialier til vore Undersågelser. I dette korte Tidsrum fandtes:
omtrent 60 Knokler af Fugle, fornemmelig af Andeslægten;
det langt overveiende Antal deraf udgjorde som sædvanligt
de afbidte Rørknokler; endvidere omtrent en Snes Patte-
dyrknokler, behandlede paa sædvanlig Maade,
Af Stenredskaber fandtes:
6 Fliniflækker, og 3 Flintknuder,
en trekantet lille Flintéxe, 3” lang, 2” bred forneden, samt en
temmelig sjelden Grønstensåre, raat tilhugget med skarpe
Sider, og noget smalere ved Banen, end ved Eggen 54”
lang og 21” bred; endelig
en flad Sandsten, hvis Overflade bærer kjendelige Spor af,
at Noget har været slebet derpaa, omtrent 4” i Firkant.
Til Kundskab om Urfolkenes Færd ved Issefjordens Bred-
der have vi fremdeles erholdt Bidrag ved Undersågelse af et
Par Punkter ganske nær ved Roeskilde, paa hvilke Hr. Erslev,
Adjunkt ved Roeskilde Kathedralskole, havde henledet min Op-
mærksomhed, og fra hvilke han havde indsendt mig et Dusin
Es
17
Benbrokker, flere Flintflækker, en lille Flintoxe, to Hjortetaks-
"spidser, alt fundet mellem Skaller af Saltvandsdyr, og alt saa
overensstemmende med hvad tidligere var fundet i Issefjordens
Kjokkenmåddinger, at der ingen Tvivl kunde være om, at
Findestederne maaite håre til denne Art af Mindesmærker fra
Urindvaanernes Tid. I Forening med Hr. Erslev undersågte jeg
Stederne nåiere,
Det ene af disse Punkter ligger nær ved Landsbyen Bjer-
get ved Siden af den Sti, som langs med Fjordskrænten gaaer
til Bistrup, og som det synes at fålge i en Strækning af om-
trent 70 Skridt. Ved at grave ned paa flere Steder i Grof-
ten ved Slien, kunde vi overbevise os om, at der var et Lag
af omtrent 1—14 Fods Tykkelse, som var dannet af de sæd-
vanlige 5 Arter Skaller, blandede med Kulgrus, Aske og ild-
skjårnede Sten, samt med sparsomme Knokler; Flintflækker
forekom temmelig hyppig, og vi erholdt ogsaa et Par Flintåxer.
Det andet Punkt laae mere tilgjængelig paa den.modsalte
Side af Fjorden, tæt ved det saakaldte ,Haraldsborg” Voldsted ;
for bedre at kunne érkjende Forholdene, blev her nedgravet
paa 2 forskjellige Steder, nogle Favne fra hinanden.
"Under et Par Fod Muld, der var nedgledet fra den åvre
eller håiereliggende Del af Skrænten, fandtes et Lag af 167—22”
Mægtighed, der vel indeholdt de sædvanlige for Kjåkkenmåd-
dingerne betegnende Bestanddele, Skaller af Blaamuslinger og
mindre Hjertemuslinger, samt af enkelte Østers; men dels vare
disse Skaller saa stærkt blandede med Sand og almindeligt
Grus og Smaasten, dels gik denne saaledes blandede Masse
med saa umærkelige Overgange over i Gruslagene ved Si-
den deraf, at man ikke godt kunde tænke sig det Hele ordnet,
uden ved Hjælp af en stærkere Vandbevægelse, enten ved
Skylregn fra oven eller ved Bålgegang fra neden. Skallerne
vare idvrigt paa mange Steder i en knust og halvoplåst Til-
stand, og Laget var pletvis hvidligt, hvor Partier af saadanne
Skaller laae i stårre Mængde, ligesom det paa andre Steder var
2
18.
sortladent, hvor Kulpulver eller Kulstév var samlet i stårre
Masse. I denne Blanding fandtes der baade Knokler og enkelte
raa Redskaber af Flint og Hjortetak, og det var fra dette Lag
Hr. Adjunkt Erslev "havde sendt mig. de forannævnie Prover.
— Åt dette mere grusblandede Lag ikke længere var i sin op-
rindelige Tilstand, fremgik især ved Sammenligningen med el
alentykt Lag, som laae umiddelbart nedenunder det, og som
frembåd en Kjokkenmådding i ren Tilstand, sammensat næsten
udelukkende af Skaller. I den nedre Del af dette Lag vare
Ostersskallerne fremherskende, Cardium og Mytilus mere i
den åvre Del af Laget. . Sorte Striber, hidrérende fra Kulstév
og Kulgrus, kilede sig hist og her ind imellem mere hvidlige
Belter, som hidrårte fra de mere oplåste Skaller, Grus kunde
man ikke Sige var indblandet i Laget, men vel, som sædvanligt,
Smaasten, der upaatvivleligt i forskjelligt Oiemed vare blevne
benyttede paa Stedet. Det manglede ikke paa Stene, der. bare
Mærker. af at have været glådede, og en stor Mængde af dem
vare omgivne eller bedækkede af en sort, sødet Masse. Laget
laae umiddelbart paa et grusleret Underlag, der ikke syntes al
have været dækket med Vegetation, dengang da alle disse Lev-
ninger ophobedes paa Stedet. En lang, i Enderne afbidt Vinge-
knokkel af en meget stor Fugl laae i selve det lerede Under-
lags Overflade. Knokler og Kunstprodukter vare i et ikke ringe
Antal at finde.
Af førstnævnte indsamledes nemlig over 150, hvoraf mere
end de to Trediedele vare Splinter af Rørknokler, og de for
Marvens Skyld saa karakteristisk afhuggede Ledender af disse
Knokler; de &vrige vare dels stårre eller mindre Partier af
Hvirvler, Bækken- og Skulderknokler (20), dels Brokker af.
Ribben (10), og den stårste Del af disse mere poråse eller
mindre haarde Ben bare Spor af Hunde-Gnav. Dyrene, hvor-
fra de hidrørte, vare fornemligen: É
Kronhjørten og
af hvilke der, foruden de ovenanfårte Knok-
Raadyret, |
19
keldele, ogsaa fandtes låse Tænder og Dele af de eien-
dommeligt spaltede Underkjæbeben. Fra
Vildsvinet hidrårte færre: saasom en Tandrand med de dertil
hørende Tænder af Overkjæben, og enkelte Rårknokler.
Af andre Dyr fandtes der Spor af:
Pindsvineéet (Erinaceus europæus L.), en Kindtand, og af
Maaren (Mustela martes L.), en Underkjæbe med Tænder.
Af Urfolkets raa Redskaber, som vi indsamlede paa dette
Sted, maa jeg især fremhæve:
" Tvende af de ejendommelig afhuggede Hjortetakspidser, slidte
i den spidse Ende — (jeg har tidligere fremsat den For-
modning, at de kunde have været anvendle som Tænder
af en Osters- eller Muslingrive).
Trende af de mindre ,Flintåxer”, af hvilke igjen de to håre til
de trekantede, 2” og 3"lange. og
Flintflækker, dels længere og smalere, (omtrent 30), dels bredere
og tykkere (12), samt trende saadanne med Spor af begyn-
dende Bearbeidelse.
Flintknuder, (7); og flere (8) Stykker ildskjårnet Flint.
"Ogsaa lidt fjernere fra disse Steder, har jeg at anfåre et
svagt Spor af Urindvaanernes Færd ved Issefjorden, nemlig paa
Bogenæs. Paa en Excursion i andet Oiemed har jeg havt Lei-
lighed til at overbevise mig om, at det paa flere Steder i vore
Beretninger omtalte sorte Lag, blandet med Skaller af de oftnævnte
Sødyr især Mytilus, Cardium og Litorina, fandtes i Skrænten ude
. ved Askehoved; Laget syntes kun fra nogle Tommer indtil hen-
ved en Fod tykt og indeholdt baade Kulbrokker og ildskjør-
nede Sten. i
Udenfor Sjælland er der kommet trende nye Findesteder
til de allerede tidligere anfårte, nemlig 1 i Fyen og 2 i Jylland.
Vi havde hidtil ingen Efterretninger om at disse Mindes-
mærker fra Urindvaanernes Tid forekom é Fyen; men da Med-
2%
20
deleren sidste Sommer tilbragte nogle Uger hos Selskabets
Medlem, Hr. Etatsraad Hofman-(Bang) til Hofmansgave, blev jeg
af ham gjort opmærksom paa en formentlig ældre Havstok,
liggende i en ganske kort Afstand fra Gaarden, langs med den
ene Side af Romsåe, i hvilken Havstok Skaller af Østers og
andre Sallvands — Muslinger skulde antyde en tidligere håiere
Havstand. Ved gjentagne Undersågelser af den med Skaller
blandede Del af Banken, viste det sig tydeligt nok, at om man
end vilde betragte Banken som en Slags Havstok, der af Havet
var afsat op imod det håiere Land, maatte dens sorte, åverste
Lag, der dækkede den saa stærkt paa flere Steder, være af en
anden og senere Oprindelse. Det mærkelige Forhold, at det
kun var hine 5 som Fådemidler vel bekjendte Arter af Sådyr:
Ostrea edulis, Cardium edule, Mytilus edulis, Littorina littorea
"og Nassa reticulata, som forefandtes deri, pegede tilstrækkelig
hen paa, al Lagets sorte Farve kunde såges i disse og andre
Fådemidlers Tilberedning; og dette.bekræftedes end mere derved,
at en stor Mængde ildskjørnede Flint og tildels endnu sortfar-
vede Sten fandtes dels i Laget, dels paa Overfladen, og at der
paa flere Steder, hvor der nedgroves, forekom Potteskaar af
den noksom bekjendte raa Masse med de store Gruskorn; der-
imod vare Flintflækker meget sjeldne, og kun et Par tilveie-
bragtes, samt et Par Flintstykker, der viste Spor af Hugning.
Iblandt de flere Potteskaar var der et, som viste et Slags
Zirater af afvexlende dybe, skarpe Linier og svage afrundede
Fordybninger; ved nåiere Betragtning kunde man ikke mis-
kjende, at de vare frembragte med Fingerenderne, saaledes
at de skarpe Streger vare Indtryk af Neglen og de svagere
Fordybninger vare Indtryk af Fingerballen.
De tvende nye Findesteder i Jylland ere ved Kolindsund og
Kaldevig. I tidligere Beretninger have vi allerede i en Anmærk-
ning optaget, %) at det var os meddelt, at Skaldynger fandtes
+) Oversigt f. 1851 S. 24,
inde i Landet ved Fannerup, og al vi maatte antage det for
sandsynligt, at de hidrårte fra Urfolkene. Dette har senere be-
kræftet sig, idet vi igjennem Hr. Forstcandidat Vejinspektor
Meyer have fra Ejeren af Fannerup-Målle, Hr. Proprietær Sass,
modtaget en Hjortetakåre udgravet i den en af disse Dynger,
og idet der tillige er blevet os meddelt, at Flintflækker ikke ere
sjeldne.
Endnu nåieré Oplysning har Hr. Vejinspektéår Meyer i et
Brev til Meddeleren givet om en saadån Dynge, som findes paa
Skovridergaardens Mark ved Kalée. Den ligger paa en Skrænt
ned imod den Mosestrækning, hvori Kolaa låber, og er omtrent
10 Fod over Havets Niveau. Laget er 4 Fod mægtigt og be-
staaer af de sædvanlige Skaller og Knokkelbrokker, men sidst-
nævnte synes dog sjeldnere. Med Skallerne bleve tillige en-
kelte Pråver af Flintflækker indsendte. Under Mosen, der stå-
der op imod Skrænten, skulle Ostersskaller forefindes i Mængde,
og det er saaledes sandsynligt, at Urfolkene netop i denne
lave Vig-have hentet deres Østers. Dyngens Omfang var meget
betydelig, og i det Hele synes Jyllands Kjåkkenmåddinger i
Omfang langt at overgaae dem vi have her i Sjælland. De
Punkter, hvorpaa vi nu vide, at hine Skaldynger med Sik-
kerhed hidrøre fra Urindvaanernes daglige Ophold der paa Ste-
det, ere altsaa 37, hvoraf de 33 have været undersågte af Co-
miteen eller af eet af dennes Medlemmer.
Det vil være i Selskabets Erindring, at vor -forrige Be-
retning fremhævede særlig nogle ejendommelige Forhold ved
"de Knokler af Pattedyr og Fugle, som findes i vore Kjåkken-
måddinger, og. at jeg deraf troede at kunne paa en langt mere
tilfredsstillende Maade, end tidligere, godtgjåre, at Urindvaa-
nerne havde stedse havt tamme Hunde om sig, De Forhold,
hvortil Beviset for denne Sætning ståttede sig, vare, at der af
Fugleknoklerne saagodt som kun fandtes de lange Rårknokler,
22
og det endda kun Benpiberne, medens Ledenderne manglede og
lydeligen vare bortgnavede, og at der ligeledes ved Pattedyr-
levningerne fandtes det Misforhold, at Ledenderne af Rårknok-
lerne og Splinterne af deres Benpiber antydede et langt stårre
Antal fortærede Dyr, end det, som. de tilstædeværende andre
Knokler af Skelelterne, saasom Hvirvler, Ribben, Bækken og
Skuldre lode formode. Derimod viste netop disse .sidste hyp-
pigt Spor af Gnav, og navnlig af Gnav, som svarede til Hunde-
tænder, og lignende Spor viste ogsaa Ledenderne af de marv-
spaltede Rårknokler, hvoraf det altsaa saaes, at det igrunden
kun var de særdeles haarde og ikke med Dipløe eller svampet
Benvæv fyldte Knokkeldele, der vare blevne aldeles urørte. At
de savnede Knokler vare forsvundne, vilde da naturligst finde
sin Forklaring i den samme Aarsag, af hvilken de mindre haarde
Dele af de tilbageblevne Knokler vare forsvundne; de maatte
nemlig være aldeles opædte af knokkelgnavende Dyr, og navn-
lig af Hunde. Da nu dette Forhold ved Knoklerne gjentog sig
overalt, hvor vi undersågte Kjåkkenmåddingerne, og det endog
i en saadan Grad, at vi f. Ex. iblandt flere hundrede Benpiber
af Fugle kun have nogle enkelte (3—4), hvis Ledender vare i
Behold, sluttede jeg deraf at disse knokkelgnavende Dyr havde
været med vore Urfolk overalt, og at forsaavidt altsaa som de
havde været af Hundeslægten, maatte det have været tamme
Hunde. g
For at give den ovenstaaende Bevisfårelse stårre Styrke,
og tillige for maaskee at blive opmærksom paa andre, mulig-
vis endnu upaaagtede, Forhold, har jeg sågt at skaffe mig
til Sammenligning Indholdet af Kjåkkenmåddingerne hos saa-
danne Folkestammer, der leve omtrent paa samme Vis, som
vore Urfolk, nemlig ved Fiskeri og Jagt. I denne Henseende
er det fornemmelig vore hyperboræiske Folkestammer, Eskimoer
og Lapper, der til Sammenligning frembyde den største Interesse,
fordi de i det Hele baade staae paa hint lave Udviklingspunkt
og ere bekjendte som Marvyndere i en héi Grad, og derhos
23
altid ere ledsagede af Hunde, hvorfor Affaldet af Fodemidlerne saa
meget mere turde forudsættes at ville ligne vore Kjokkenmåddin-
gers Indhold. For Grånlændernes Vedkommende har Hr. Inspec-
tor Olrik i Nordgrånland, og for Lappernes Vedkommende Hr.
Kjobmand A. G. Nordvi i Mortensnæs i i i Ostfinmarken lovet mig al
Bistand; og begge have allerede for en Del ydet Materialier til
forskjellige mærkelige Sammenligninger. Saaledes har Inspectér
Olrik ladet optage paa en nær ham bøende Grånlænders Kjoåkken-
, mådding alle de Knokler, der i en kort Tid kunde samles paa
" Overfladen, og indsendt. disse til mig. I Antal ere de omtrent
halvfjerds og hidrére fornemmelig fra Fugle; man vil over-
raskes ved at see den fuldkomne Overensstemmelse mellem disse
og Knoklerne fra vor Urstammes Kjéåkkenmåddinger; som i disse
findes der. blandt dem næsten ingen af de mindre haarde Ben,
og ligeledes have saa at sige samtlige Benpiber deres Ender
afbidte. =)
I Affaldet fra Grénlændernes Maaltider ligge altsaa Knok-
lerne i det samme Forhold og i den samme Tilstand som i
Kjokkenaffaldet fra hin fjerne Urtid hos os. At det paa første
Sted er Hundene, der have tilredet Knoklerne paa denne be-
stemte Maade,: fremgaaer ikke alene af de aldeles friske Mærker
af Tandspidser paa Knoklerne, men ogsaa af de bestemte Medde-
lelser desangaaende, men det er jo ogsaa vel bekjendt, at Hun-
dene-i Grånland saagodt som udelukkende ere henviste til den
Fåde, de kunne såge paa Kjåkkenmåddingerne. Skulde min
forannævnte Bevisførelse have trængt til Bekræftelse, haaber jeg at
den tilstrækkelig har erholdt samme ved Hr. Inspector Olriks Prove-
sending, der idvrigt efter Låfte vil blive efterfulgt af flere. —
Efterat være komne såavidt frem i denne Henseende, stiller. det
sig allerede som en=- mere bestemt Opgave for vore nærmeste
Undersøgelser at tilvejebringe Materialier til Besvarelsen af det
£) Der er nemlig kun tre af Rårknoklernes Benpiber, hvis nederste Ledender
ikke ere afgnavede, og disse ere Skinneben (tibia) af Fugle. Sml, Oversigt
f. 1851..5,.219,
24
Sporgsmaal, hvilke Former eller Racer af Hunde Urfolket hos
os har havt, thi som bekjendt afgiver Husdyrenes Historie en
ikke uvæsenlig Veiledning til Erkjendelse afFolkestammernes egen
Historie og Forbindelse indbyrdes. De i Ophobningerne hidtil
indsamlede Levninger af disse Dyrs Lemmer og Kjæber i For-
bindelse med de enkelte tilsvarende Dele, vi have fra Grav-
håiene, synes allerede at antyde, at Urfolket har havt to,
idetmindste i Stårrelsen forskjellige, Racer (sml. tidligere Med-
delelser fra 1851 S. 218 og fl. St.%)
Som et Bidrag til Landets ældre Culturforhold fortjener her
at omtales et Fund fra en Tårvemose i Nærheden af Kjoben-
havn; men fårend jeg nærmere fremsætter dette, vil jeg ganske
kort beråre de vigtigste af de Levninger af Landets ældre Dyr,
som siden vor sidste Beretning derom ere indkomne til.de offenlige
Museer fra Tårvemoserne. Blandt Levningerne af stårre fauni-
stisk Interesse vil jeg saaledes erindre om de Pandeskaller, der
ere fundne af den puklede saakaldte Uroxe, Bos bison L., i en
Skovmose vod Baldersbrånde i Sjælland, og af den håinakkede
Oxe, Bos frontosus Nils. i en Mose paa Méen,%%) foruden flere
%) Ogsaa til en umiddelbar Sammenligning mellem Eskimoernes Fremgangs-
maade ved at klåve Rensdyrets Marvknokler, og den, vort Lands ældste
Beboere i lignende Tilfælde have anvendt, har jeg Låfte om at erholde
de nådvendige Materialier. Den Kjåkkenmådding, hvorpaa de nedsendte
Knokler vare samlede, var paa et Sted, hvor der i det hele kun spistes
faa Rensdyr og hvis faste Beboere ovenikjåbet vare rykkede ud over det
primitive Stadium, idet de vare i Besiddelse af den indfårte Jernsav;
istedetfor at afhugge Ledenderne og spalte Benpiberne, som Urindvaa-
nerne her i Norden aabenbart have gjort, afsave disse Grånlænderne nu
ligefrem Ledenderne og kunne saaledes udtage.Marvråret helt. Et Par
af disse afsavede Ledender og Benpiber nedsendte Hr. Inspectiåren, men
gav mig Udsigt til at erholde nogle paa vore Urindvaaneres Vis spaltede
Marvknokler, naar Grénlænderne næste Gang gik tilfjelds paa Rensjagt,
da de paa disse Toure ikke fåre Bensaven med sig.
%4) En forelåbig Notits om begge disse Pandeskaller er givet i Oversigt f. 1852
Nr, 5 og 6. S. 236 —37,
25
Pandeskaller-af Kjæmpeoxen eller den egentlige Uroxe, Bos urus
L. Nilss, blandt hvilke de fuldstændigste ere indsendte af d”Arr.
Consistorialraad Qvistgaard til Aagerup, Captain v. Néelsen af In-
fanteriet og Assessor Lurin til Knapstrup pr. Holbæk. — Foruden
flere Takker af Elsdyret, Cervus alces L., har Universitets-
museet erhodlt en næsten fuldstændig Benrad af et mandligt
Elsdyr, opgravet af en Mose paa Laaland og af Hr. Proprietær
Jessen til Assertrup givet til Museet, hvor det nu er opstillet
og udgjår et af dettes anseligste Stykker, ”) i det den manglende
Overkjæbe og Pandeskal heldigvis har kunnet erstattes ved
Craniet af et mindre fuldstændigt, men ligesaagammelt, mandligt
Dyr, opgravet i en Mose nær Kastrup ved Soråe, og ved de
Herrer Forvalter Conradsens, Etatsraad Neergaards og Forst-
candidat Mourier-Petersens Velvillie kommen i Museets Besid-
delse. De faa Vidnesbyrd, jeg tidligere har anfårt om Rens-
dyrets Forekomst her i Landet, kunne nu foråges med idetmindste
trende nye, idet Universitetsmuseet har fra Hr. Pastor Thanning
til Vollerslev modtaget et Rensdyrhorn opgravet for 2 Aar siden
af en Mose ved Gjårslåv og fra Hr. Stud. phisos. L. P. Fenger
en lignende af en Mose ved Gjerum i Sjælland, og idet jeg iblandt
flere andre Knokler, som Skovfoged Rosen paa Bornholm for
flere Aar siden sendte Museet, har erkjendt den forreste Del
af Rensdyrets Fodblad (metacarpus). — Fra en Tårvemose ved
Slagslunde i Sjælland har det kongelige Museum modtaget den
ene Side af Underkjæben af en Bæver, Castor fiber L., og fra
en Mose ved Knapstrup har Universitetsmuseet modtaget Pande-
skallen og flere Knokler af den dertil hårende Benrad af en Ulv,
Canis lupus L., hvilke Levninger, der skyldes de Herrer Asses-
sor Lunns og Cand. Vaupells Velville, man maa sætte saa meget
stårre Pris paa, som det hidtil ikke var lykkedes Museet at er-
holde Knokler af dette Dyr, uagtet dets Udryddelse ligger vor
Tid saa nær.
+) Sml. Anmærkningen i Oversigterne f. 1851 S. 29,
— 26
Mere end i blot faunistisk Henseende mener jeg derimod
det fålgende Fund fra en Térvmose i Nærheden af Kjobenhavn
vil have Interesse, Mosen, som ligger mellem Lygtensaa og
Gråndalsaa, er saa nær ved Hovedstaden, at Meddeleren næ-
sten ugenlig, og undertiden flere Gange om Ugen, har kunnet
besåge den og fålge den der i det sidste Par Aar begyndte
Torvgravning og saaledes bedre bedåmme Tidsforholdene ved de
efterhaanden fremkommende zoologiske og antiqvariske Gjen-
stande. I en Dybde af fire til fem Alen. har jeg fra denne Mose
oftere modtaget enkelte Knokler af Dyr og haandstore Stene,
iblandt hvilke flere af Flint, der syntes paavirkede af Menne-
sker, og til disse sidste håre navnligen kantede Flintstykker,
der ligne dem, vi have betegnet med Navnet ,,Flintiknuder”, samt
tvende Stykker af en itluslagen Stendxe — utvivlsomt af dem,
der vare i Brug i Stenalderen. I en Dybde af fire Alen og i
Væggen af samme stårre Tårvgrav, hvoraf de nylig nævnte
Gjenstande vare fremkomne, fandt Tårvgraverne ogsaa staaende
lodret i Torvmassen fem Fodbladsben af en lille Dråvtygger,
hvilke ved deres Længde og Form og de Forhold, som den paa
deres forreste Flade låbende Længdefure vise, råbe at de ikke til-
håre nogen mindre Art af Hjorteslægten, men hidråre fra et Dyr
af Linné's stårre Slægt Ovis. Disse Ben, der ligne overmaade
meget Fodblabsbenene af vort tamme Faar, bleve angivne at have
staaet saa tæt ved Siden af hinanden, at de maaite antages alt
have været oprindeligen sammenbundne ved et nu forsvundet
Baand, og ved Siden af dem, kun faa Tommer fra dem, fandtes
der et Lerkar, eller det meste af et saadant, hvilket desværre
ved uforsigtig Behandling under Udtagningen og ved den deri
indeholdte Tårvmasses Undersøgelse var gaaet itu, inden jeg
kom tilstede. Uden at kunne angive nogen nærmere Sammen-
hæng mellem disse saa nær ved hinanden fundne Gjenstande,
maa jeg indskrænke mig lil at bemærke, at af disse fem for-
trinlige Marvben, hvis Stilling allerede råbede at de maatte have
været i Menneskehænder, frembyde de tre meget tydelige Tver-
2
ridser eller Snit af skarpe Instrumenter i Nærheden af Ledfla-
derne, som om det-var Mærker af Feilsnit ved Overskjæringen
i Leddene, og at Skaarene af Lerkarret vise, at dette baade i
Masse og Form stemmer aldeles med Stenalderens Kar. — Ali
dette i Forening meéd de ovennævnte utvivlsomme Gjenstande
fra Stenalderen, fundne i samme. Dybde og kun faa Alen der-
fra, gjår det meget sandsynligt, at Knoklerne ere virkelig i
Stenalderen komne ned i Mosen; men har dette været Tilfældet,
maa Faareslægten allerede dengang have været her i Landet,
noget hvorom vi ikke have nogetsomhelst andet Vidnesbyrd og
med hvis Antagelse man derfor maa være meget vaersom, indlil nye
Kjendsgjerninger. stille Forholdet i en bedre Belysning. Saa-
meget bliver under alle Omstændigheder vist, at Knoklerne ifålge
Térvmosens hidtil kjendte Beskaffenhed og den Dybde, hvori de
i denne bleve fundne, maa ansees for at være af héi Ælde,
hvorom ogsaa den usædvanlig gode Tilstand, hvori de befindes,
vidne. i
De tilhåre idetmindste to forskjellige Individer, af omtrent
samme Stårrelse, thi de fire af dem ere 5” lange og den femte
4" 3”; i Længde afvige de saaledes ikke fra det tamme Faars,
men de ere meget spinklere.
Saasnart Spårgsmaalet har været om paa en saavidt mulig
lilfredsstillende Maade at godtgjåre, til hvilken af de store Folke-
stammer, Landets Urfolk henhårte, har man altid maattet be-
klage, at vore Museer kun ere i Besiddelse af Cranier og ikke
af hele Skeletter. Craniernes Antal tiltager med hvert Aar,
men endnu have vi ikke et eneste Skelet, end sige saamange,
at Folkets almindelige Bygning deraf kunde skizzeres. Dette
Savn mærkes imidlertid ikke alene, naar det gjelder om at paa-
pege, hvilken Hovedstamme af Menneskeslægten det var, som
har givet det nordlige europæiske Slettetland sine forste Ind-
vaanere; men det træder allerede fåleligt nok frem ved Besva-
28
relsen af mange af de mere underordnede Sporgsmaal angaaende
Folkets Culturtrin og dets gængse Forestillinger m. v.
For at nævne et Exempel: der gives, som bekjendt, Old-
forskere og Naturkyndige, der ere tilbdielige til at antage, at
Urindvaanerne og Lapperne have været meget néie beslægtede,
og at derfor begge disse Folkefærd indbefattes under de hos
ældre romerske og græske Forfattere skildrede Finner, Fenni,
Scritifenni 0.s, v. Men hvorledes skulle vi nu ad den sammen-
lignende Naturforsknings og Elhnographies Vei kunne tilfreds-
stillende undersåge Rigtigheden af en saadan Anskuelse, navn-
lig med Hensyn til, hvorvidt mange af de os om Lapperne vel-
bekjendte Forhold eller hvorvidt hine ældre historiske Beret-
ninger (f. Ex. at Mænd og Qvinder omtrent havde samme Doni,
at Qvinderne vare ligesaa dygtige Jægere som Mændene m. m.)
… virkelig passe paa vore Urfolk, naar vi ikke kunne henholde
os lil de fra vore ældste Grave optagne Skeletter? Thi alene
ved dem ville vi blive istand til forst at skjelne mellem Kjån-
nene, og dernæst atter ved Hjelp af de hvert Skelet medgivne
Redskaber og Prydelser til at erkjende, hvorvidt det i Graven
til Fortsættelse af Livet i den anden Verden nedlagte Udstyr
har været ens for Manden og Qvinden, eller ikke. Skulde det
nemlig vise sig, at de med Mændene og Qvinderne begravede
Gjenstande. altid vare de samme, havde man unægtelig Grund
til at troe, at ogsaa Mændenes og Qvindernes Dont omtrent
havde været den samme, da, som bekjendt, Folkefærd paa et
lavt Udviklingstrin gjerne medgive de Dåde deres vigtigste dag-
lige Redskaber og Prydelser. Skulde det derimod paa den an--
den Side træde frem, at de med Mændene og Qvinderne ned-
lagte Redskaber og Smykker have- været af forskjellig Art, vilde
man bl. A. ved fortsat Opmærksomhed ad denne Vei idetmindste
komme til en sikkrere Tydning af de mange Former af Sten- og
Benredskaber, som ere nedlagte med de Afdåde i Gravene. ”)
”) Da Stenkamrene i Reglen indeholde flere Skeletter, eller ere et Slags Fa-
miliebegravelser, bliver det ved de sædvanlige, af Ukyndige ledede, Ud-
29
Vi have derfor ogsaa maatie ansee det som en Opgave for
vor Virksomhed, saavidt muligt, at erhverve hele Skeletter, eller
dog saa fuldstændige Dele deraf, at Oplysninger til de nysnævnte
Sporgsmaals Besvarelse ved dem kunde vindes. I denne Anled-
ning have vi oftere henvendt vor Opmærksomhed paa at udfinde
Gravhéie, hvis Undersøgelse maåtte kunne formodes at ville
give Udbytte saavel i denne, som i andre Relninger, for under
gunstige Forheld selv at lade dem omhyggelig udgrave.
En sjelden Leilighed til Undersågelse af denne Art synes
heldigvis netop iaar at ville aabne sig for os. Hr. Consul
Hage i Stege, hvem Videnskaben allerede har at takke for flere
værdifulde Fund, indsendte nemlig ifjor til Meddeleren adskillige
Knokler og Redskaber, fremkomne af den ene Ende af en
Jættestue eller et stort Stenkammer paa Hjelm Mark nær Stege,
hvilket en Bonde havde begyndt at udgrave. Det Indsendte an-
tydede, at Mennesker af meget forskjellig Alder vare begravede
der, og at Levninger af en usædvanlig Mængde Dyr”) havde
gravninger saare sjelden bemærket, hvorvidt de forefundne Redskaber
have været;nedlagte med det ene eller det andet af Skeletterne. Under
saadanne Omstændigheder vilde det naturligvis være umuligt at gjåre
sikkre Slutninger angaaende Mændenes og Qvindernes Redskaber. I de
mindre almindelige Tilfælde, hvor kun et enkelt Skelet er tilstede, kån man
derimod nok regne, at samtlige nedlagte Redskaber og Smykker have til-
hårt dette, Det fortjener saaledes her at nævnes, at det Kgl. oldnordiske
Museum netop ifjor, ved Hr. Overauditeur Steenstrup har modtaget fra
Frederikshavnsegnen adskillige Dele af et enkelt Skelet, som tilligemed en
Flintåxe eller Flintkile og en stor Mængde Ravsmykker eller Perler var
fundet i en Stenkiste eller et lille Stenkammer, som Husmand Christen
Pedersen Boel i Gjerum med megen Omhyggelighed udgravede. Skeletde-
lene have været forelagte Hr. Prof. Ibsen, som har erklæret, at Noglebenets
og Bækkenets Form antyde, at de maa have tilhårt et Fruentimmer, og
dermed stemmer ogsaa Gaines og Tandrandens Form overens. -Man seer
fålgelig, at der her ved et Qvindelig har været nedlagt ikke blot en Mængde
Ravsmykker men ogsaa en Stenåxe. Dette give vi her kun som et fore-
låbigt Exempel paa det Udbytte, man i Fremtiden paa denne Maade vil
kunne erhverve.
%) Kjendelige blandt disse vare Knokler og Tænder af flere Hunde, Raadyr,
"Hjorte og, saavidt jeg kunde skjånne, af Rensdyr samt af flere Fugle,
30
været nedlagte med dem tillige med mange Stenkar og Koge-
kar. Da Graven kun var ganske lidt forstyrret i den ene Ende,
maalte vi her vente en i flere Henseender rig Håst, naar Alt,
saavidt gjorligt, kunde blive fremdraget i sin Sammenhæng, Hr,
Consul Hage beviste os strax den særdeles Velvillie at foran-
ledige den begyndte Udgravning standset og Kammeret bevaret,
indtil vi selv kunde komme over til Måen og lede Undersågel-
sen. Sidste Eftersommer vare vi desværre forhindrede herfra
ved andre Forretninger, men vi haabe nu i dette Foraar at kunne
begynde vor fælles Virksomhed med denne lovende Udgravning.
Til Slutning udbeder jeg mig endnu Selskabets Opmærk-
somhed for det Bidrag, som jeg ovenfor har omtalt at have
modtaget fra Hr. Kjåbmand Nordvi i Ostfinmarken til Sammen-
ligning mellem vor ældste Befolkning her og den ældste Befolk-
ning i hine fjerne Egne, til hvilke man-jo har villet antage, at
Levningerne af det nordeuropæiske Slettelands oprindelige Be-
boere efterhaanden vare fortrængte, idet de maatte vige for
kraftfuldere Stammer. Det er jo ogsaa med disse nordlige
Egnes nuværende. Befolkning flere Forskere, navnlig Nélsson
og Retzius, ifålge de anstillede Undersågelser af Cranierne fra
vore Gravkamre, have troet at vor Urstamme her har havt
mest Overensstemmelse i Hovedets Bygning, medens andre Under-
sågelser have sågt at paavise Ligheder i Levemaade og Skikke,
hvilke Ligheder endog turde være blevne forågede ved Kjendsgjer-
ningerne fra vore Kjåkkenmåddinger. — Jo mere derfor Ansku-
elsen om en dybere Fælledskab mellem disse i Rum og Tid
fra hinanden skilte, Stammer vinder Fremgang, desto mere maa
det være os magtpaaliggende at samle Kjendsgjerninger til en
saadan strængere Sammenligning, der i sin Gjennemfårelse kunde
søndre mellem de Overenstemmelser, der alene have deres Grund
i el fælleds Kulturtrin, og dem der udspringe af en dybere Rod.
Det maalte derfor være mig særdeles kjært, at Hr. Nordvéi, med
31
"hvem jeg allerede i flere Aar paa Museets Vegne har staaet i
Forbindelse og som jeg tidligere har havt den Fornåielse at
regne blandt mine Tilhårere, saa beredvilligen imådekom mit
Onske om, fra den Del af Finmarken, hvori han boer, at erholde
de til en nåiere Sammenligning nødvendige Materialier. Alle-
rede for flere Aar siden har jeg fra ham modtaget et Cranium
fra de i Steenurden ved Stranden forekommende ældre Grave
fra den hedenske Tid>), tilligemed flere Oplysninger om den
brugte Begravelsesmaade, og idet han nu i sidste ved Nytaar
modtagne Brev lover mig sin Bistand til efterhaanden at kunne
erholde de vigtigste Redskaber Lapperne bruge til deres
Jagt og Fiskeri samt til Udfårelsen af deres andre daglige
Forretninger, sender han mig dennegang en udfårligere Beret-
ning om de Undersøgelser, som han har anstillet i de gamle Grave
i Nærheden. De Kjendsgjerninger, han derved har givet til den
forestaaende Sammenligning, have forekommet mig og Comiteens
tvende andre Medlemmer at have saamegen stårre Værd, som
der hidtil er saa stor Mangel paa den Slags Undersøgelser, hvortil
kommer, at de anbefale sig ved en simpel og ukunstlet Fremstilling
af det Forefundne. Vi kunne derfor ikke andet end ånske dem
optagne blandt det &vrige Materiale, vi have det Hverv at bringe
tilveje, og i den Overbevisning, at Selskabet vil dele vor An-
skuelse om det Fortjenstfulde i Hr. Nordvis Bestræbelser, udbede
vi os altsaa Plads for fålgende Meddelelser i dets Oversigter:
”) Dette Cranium har jeg overladt Craniesamlingen i Universitetets normal-
anatomiske Museum. Hr. Professor Ibsen er tilbåielig til, uagtet de smaae
Afvigelser, at ansee det for at være af lappisk Herkomst.
32
Hr. Kjobmand A. G. Nordvi's Undersågelser af ældre
hedenske Grave i Ostfinmarken.
Fra Handelsstedet Mortensnæs omtrent 1 Miil langs -Varan-
gerfjorden mod Ost bestaaer Landskabet langs Såen af lave
fremspringende Klippeafsatse, under hvilke der ofte af Naturen
har været dannet smaae Huler, der ere blevne benyttede til
Grave. Hvor disse Klippeafsatser ei styrte lige ned mod Såen,
bestaaer Landskabet mellem Séen og disse af en Mængde tynde flade
Steenheller, fra flere Alens indtil faa Tommers Udstrækning i Længde
og Bredde, og fra een Fjerdedelstomme indtil fire Tommers Tykkelse,
og denne Formation fortsættes ned ad i flere Alens Dybde. Hvor
denne Steenhelle-Formation fremtræder, naaer den lige fra Såen
opefter 4—600 Alen. En saadan Formation kaldes her Steenurd. >
Paa ovennævnte Strækning langs Fjorden, der omtrent har Ret-
ning fra Vest til Ost, findes en stor Mængde Begravelser (flere
hundrede), stårre end paa- noget andet langs Varangerfjor-
den beliggende Terrain, skjåndt baade Grave og en lignende
Formation forekommer flere Steder. Paa den omtalte Stræk-
ning findes Gravene anbragte i Klippeafsatsernes smaa Huler,
under de enkeltviis liggende stårre Stene, samt i den frit lig-
gende Sleenurd. De fleste Grave have tidligere været aabnede,
uvist af hvem og naar, og vel mest af Nysgjerrighed eller og-
saa i Haab om at benytte de forefundne Ting (Flint?) og muligvis
i Forventning om'at finde Skatte i dem. I Begyndelsen af denne
Maaned levnedes mig nogen Tid til at foretage Undersøgelse af
de tidligere aabnede Grave, og jeg var ved samme Leilighed
saa heldig, at finde nogle forhen ikke aabnede Grave, af
hvilke jeg har været island til at gjøre mig et tydeligt Begreb
om de Folks Begravelsesmaade, hvem disse hedenske Grave
lilhåre (Lapperne), og at modbevise at Ligene skjodeslåst have
været nedlagte, samt at der intet findes i Gravene, hvilket man
lidligere har paastaaet. Jeg vil derfor give en kort Beskrivelse
over Gravenes Form, og tillige oplyse hvad der er fundet i
7 mn annen sees see ERE
33
em mn
nogle dels tidligere aabnede og dels nu af mig uaabnede fore-
fundne Grave.
Hvor store Sten hvile paa deres Underlag med en ringe
Deel af deres nedre Flade og saaledes lade et Rum tilovers,
er dette Rum under Stenen benyttet til Grav, og Aabnin-
gen dertil er udenfra tildækket, idet der op imod Stenen
er stillet flade Steenheller i flere Lag, hvilke fra Underlaget
skraane opad og slutte til det dækkende Klippestykke eller til
den store Steens Yderkant. Er Graven anbragt i Steenurden,
hvor der kun findes de ovenfor nævnte store Steenheller, da ere
disse opkastede, og en næsten fiirkantet Fordybning er dannet
1 til 1 Alen dyb, saa at deri et Liig beqvemt har kunnet rum-
mes. Siderne af denne fiirkantede Fordybning ere dannede
jevne derved, at Steen ere lagte paa hverandre lige op fra Bun-
den, men denne Gravmurs Overkant gaaer aldrig håiere op end
i Niveau med den omgivende Steenurd. Bunden bestaaer enten
af mindre Stene, eller den er belagt med smaa flade tynde
Steenheller. Mod Gravmurens indre Side er der stedse opreist
større eller mindre Steenheller, der dog ei fålge dennes næsten
fiijrkantede Form, men snarere ere anbragte saaledes, at Gravens
Indre ved disse Steenhellers Stilling erholder en rundagtig Form.
Disse indvendig reiste Steenbeller naae enten ikke heelt op til
Gravmurens Overkant, eller til denne; hvor dette Sidste er Til-
fældet, hviler det forste Lag af de Steenheller, der dække
Graven, paa dem, i modsat Fald er det fårste Steenlag aribragt
hvilende paa Gravmurens Overkant. Indvendig i Graven sees
ofte Sidernes Steenheller at være af forskjellig Stérrelse, men
stedse er der mod Ligeis Hoved- og Fodende opreist en stor
flad Steen. Til begge Sider af den for Hovedet opreiste Sten,
'slutte sig tvende smalere, der paa skraaes fra begge Sider
nærme sig hinanden imod Gravens Bund - og imellem hvilke -
Hovedet er lagt; dette er altsaa bagtil stéttet mod den store
opreiste Sleen, og fra begge Sider af de smalere i Gravens
Bund sammenlåbende Stene. Hvor den ene af Gravens Sider
| 3
34
er dannet af en stårre Steen eller af et jevnt Klippestykke, er
der som oftest imod dette indvendig fra ogsaa opreist Steen-
heller. Dækket over Graven bestaaer af store Steenheller, men
hvor Gravens Bredde dertil er for stor, er man blevet nåd-
saget til at tage lange smale Stene og lægge dem over Gra-
ven, for derpaa at anbringe Steenhellerne. Efterat det ne—
derste Lag af Steenhellerne, det der altsaa er nærmest Li-
get (11 å 1 Al. fjernet fra dette), er blevet paalagt, er der
atter lagt skraat opad fra Siderne flere Lag tynde Steenheller,
hvilke efter Lagenes Mængde, som varierer fra 4 til 16, danne
en stårre eller mindre Forhéining, der jævnt skraaner ned ad
til alle Sider mod den omgivende Steenurd. Gråvens ydre Ud-
seende er rundagtig og håiner sig efter Lagenes Mængde lidt
over den omgivende Steenurd. Hvor Graven har været anbragt
under Stene, har Rummet ofte ikke tilladt overalt indvendig at
sætte de opreiste Steenheller for at betegne-det egenilige indre
rundagtige Steenkammer, og det er saaledes kun i de frit i Steen-
urden anbragle Grave, at man seer Gravens egentlige indre Form.
Hvad enten Gravene have været anbragte i Klippehuler, under
store Stene eller i Steenurden, har man paa det omhyggeligste
søgt at undgaae fuglige Steder, ligesom ogsaa saadanne, hvor Jord
findes i Nærheden; i al Fald er delte Tilfældet med de her i Egnen
forekommende Grave. Da Graven saaledes er særdeles vel til-
"dækket med de paa hverandre tagformigt lagte Steenheller, og
Bunden ligeledes bestaaer af mindre, flade Stene, maa delte
tilskrives, at der findes Been- og Træredskaber hvis Form
endnu kan gjenkjendes.
Jeg gaaer nu over til at meddele mine enkelte lagttagelser
ved de undersågte Grave: ;
1. Ved at undersåge en tidligere aabnet Grav, der efter
den første Aabning atter havde været godt tildækket, fandtes
der et temmeligt godt conserveret Skelet. Graven var 2% Alen
lang, 1 Alen bred, 3 Alen dyb. Den laae midt i Steenurden, og der
var indvendig opreist flade Steenheller, der naaede op til Grav-
35
murens ådverste Kant. Bunden var belagt med mindre, tynde
Steen. Taget havde bestaaet af store, flade Steenheller, som frem—
deles laae over Graven, og de herover liggende Steenlag -havde
kun været faa, saa at Graven ikke har havt nogen mærkelig
Håide over den omgivende Steenurd.. Gravens Retning var fra
V. til SO. Da Skelettet laae urårt, saaes Craåniet at have ligget
med Ansigtet opad mod SO. eller-Ost.. I Graven fandtes meget
sammensyet Birkebark, Fugle- og Fiskebeen,. og -ved Ligets ven-
stre Side ved Brystet en. lille rundagtig Metalskaal, hvis Dia-
meter er omirent 2 Tommer og Dybde 11 Tomme. . Paa Skaalens
nedbåiede ydre Kant har der været paaloddet i trende Stykker
en tynd flad Metalring af samme Metal som Skaalens, hvilken
Ring paa et Sted er lidt båiet opad, saa at den ikke fålger
Skaalens Yderkant, men lader en Aabning tilsyne, som om der
har været paaloddet et Skaft, hvortil der i Graven dog ikke
fandtes Spor. Den paaloddede Metalring har bestaaet af 3de
Stykker, der have været sammenloddede. Kun paa eet Sted
sees el Hul gjennem Kanten af Skaalen eg Metalringen, hvor-=
igjennem formodentligen en Nagle har været anbragt. : Skaalen
er heel.
8. Under en meget stor Steen, som ved sin. Stilling dan-
nede paa venstre Side en Aabning, fandtes denne tidligere al
have været lukket med opreiste Stene, -og dette saaes endnu at
være Tilfældet ved den nordre og såndre Side. Ved at under-
Soge Gravens Bund, der bestod af mindre Stene, fandtes dversi
i Graven, mod Vest, hvor den store Steen ved sin Stilling danner
en Hule af omtrent 3 Al. Hide, 24 Al. Længde, samt 14% Al,
Bredde, etStykke efter Længden sammenbåiet Metal, hvorigjennem |.
sees Spor af Senetraad, Dette Metalstykke, der sammenbåiet er 2
Tommer langt og % Tomme bredt, er langs Længden ujævnt
afhugget, og bærer paa- forskjellige Stedery$por af Indtryk af
et skarpt Instrument. Ellers fandtes der kun nogle Stykker
Birkebark og Fiskebeen. Ovennævnte Metalstykke er formodent-
lig nedlagt hos den Afdåde som Amulet.
"ed
36
3. I en tidligere aabnet og uden Overdække værende Grav
der laae midt i Steenurden, fandtes paa venstre Side i Graven,
lagte mellem de Gravmuren dannende Steenlag, 4 Beenpile af
trekantet Form, hvoraf de to ere godt conserverede, og en lige-
ledes godt conserveret Fiskekrog af Reensdyrhorn. Desuden
fandtes Fugle- og Fiskebeen, smaa Træstykker, sammensyet
Birkebark, 2de Snegle, 4 Stykke Læggebeen af Reensdyr og
nogle meget fortærede Menneskebeen.
4. I en midt i Steenurden beliggende Grav, der tidligere
havde været aabnet og hvis Bund var opfyldt med de over
Graven lagte Steenlag, fandtes endeel smaa uregelmæssigt dan-
nede hvide Qvarizslykker og en af samme Steenart tildannet
skarp trekantet lille Pilespids.
5. En tidligere aabnet Grav undersågtes nåiere, og deri
fandtes et meget fortæret Skelet. Gravens Retning var fra
V. til O., og Kråniet laae i den vestre Ende af Graven. Til
Graven var der paa den nordre Side benyttet en jævn Klippe-
væg, hvorlil der var opreist flade tynde Steen, hvilket
ogsaa var Tilfældet ved de andre Sider. Bunden bestod for
en Deel af smaa Stene. Paa Bunden af Gravens åvre Deel
fandtes paa venstre Side af Skelettet tre meget beskadigede
Bævertænder, 1 Muslingeskjæl (Koskjæl), hvis åvre Deel var
bortskaaret, saa at den nedre dannede en Ring, hvori laae en
mårkladen toppet, flintagtig Steen, og i Gravens nedre Ende
laae et fladt, hvidt Qvartzstykke. Paa Skelettets håire Side
midt i Graven fandtes en graalighvid mod Enden but tilspidset,
men af Naturen tildannet Steen; den er 6 Tommer lang, og
dens Diameter i åverste' Ende, hvor den er flad, 5 Tommer;
Fladen viser Spor af at have været benyttet til Slag, idet den
der er af lysere Farve, ligesom der ogsaa paa dens ydre Sider
sees 6 smaa Flisøér at være afsprungne ved Slag paa for-
skjellige Steder. Desuden fandtes henlagt i Gravens Bund paa
forskjellige Steder 4 Snegle, meget sammensyet Birkebark, Fugle-
og Fiskebeen. For faa Aar tilbage saaes i denne Grav en
ER EEN Tr EEN
37
mm
Mængde Reenhaar, hvilket ikke af mig er iagltaget i nogen
anden Grav.
6. Under et fremspringende Klippestykke, op iikdd hvilket
en Grav var dannet, fandtes der ved at optage endeel i Graven
sammenstyrtede Steenheller tvende to Tommer lange og een noget
mindre Tand, som ikke ere af Dyr, der nu forekomme her i
Egnen, men ganske vist smaa Hvalrostænder. Desuden fandtes
i Graven 3 Ryghvirvler af Reensdyr, smaa Stykker af et Cra-
nium, Birkebark og Fiskebeen.
—,. I en aabnet Gravs véstre Ende fandtes et lidet Stykke
udhulet Leer, der viser sig at være Fragment af et stårre Kar,
tvende forskjellige Arter Snegle og nogle hensmuldrede Men-
neskebeen.
8. I en tidligere aabnet Grav fandtes paa Bunden, der
nu var overvoxet med Lyng og Moss 1 Metalspænde, paa
hvis Overflade er slaaet Nagler til Zirat. Paa Undersiden er
paaloddet Ringe, for ved disse at paasye den til Klædnings-
stykket. Endvidere fandtes en Metalfigur, der paa den ene Side
var noget beskadiget af Rust, forestillende et Dyr (Bjørn), et
mod Enden tilspidset Furutræestykke, omtrent 1- Alen langt,
og endeel syet Birkebark og Fiskebeen. Gravens Vægge ud-
gjores paa tvende Sider af fast Bjerg, og de andre Sider dannes
af store Stene. Bunden bestod af mindre Stene. Baade Klippe-
stykkerne og de store Stene, der dannede den indre Gravmuur,
laae skjulte Steenurden, bedækkede af Steenheller, der udgjåre
Formationen. Dybden var %a Alen, Længden 2 Alen 10 Tom-
mer, Bredden i vestre Ende 1 Alen og i dstre 1 Alen 3 Tom-
mer. Gravens Retning er fra V. til O., og dens ydre Form er
meget betegnende, idet de over Graven lagte Steenhelle-Lag
beldbe sig til 10 Lag af store Steenheller, der fra Siderne
vare lagte paa hverandre skraaes opad, og dannede saaledes
en lille rund H6i.-
9. Under de nedfaldne Sicen fra Overdækket af en tid-
38.
ligere aabnet Grav fandtes et Stykke Enetræ, 2 Alen langt og
Ya Tomme i Diameter. Dette Træstykke er godt conserveret.
10, En Fjerdingmiilsvei fra Mortensnæs fandtes en Grav
at være dannet op «imod en Klippevæg, der udgjorde Gra-
vens nordre Side og hvorfra en fremragende Klippekant gik
nogle Alen ud over Graven i en Håide af 2%2 Alen over
den op til Klippevæggen liggende Steenurd. Den havde tid-
ligere været aabnet, men ved at borttage nogle faa Sleen-
heller fandtes 1 Cranium, hvis Ansigt endnu var bedækket
med flere dels fra Siden og dels forfra over hinanden lagte
Lag af Birkebark, håéire Sides Ribbeen, Laarbeen, venstre
Arm og Laarbeen tilligemed nogle mindre Haand- og Fodbeen.
At håire Sides Been vare bedre bevarede, maa tilskrives den
"Omstændighed, at denne Side nu var bedre dækket af Steen-
heller end den venstre, hvortil Snee og Regn let havde fundet ]
Adgang. Ved Hovedet fandtes 1 Kindtand (Ræv), Fugle- og
Fiskebeen, og ved Ligels Arm paa venstre Side 2de beskadigede
og 1 ubeskadiget Fuglepiil, alle trekantede. Paa denne sees
2de indskaarne Furer, hvoraf den ene er længere end den an-
den, og hvoraf den længste naaer op til Pilens Midte, hvor der
paa alle Sider er anbragt et Tegn Se, Hvor Pilene laae, fandtes
et tyndt fladt Furu-Træstykke. Paa forskjellige Steder rundt
om ved Liget fandtes henlagt 6 Snegle, og nogle faa Stykker Tang
" saaes i Graven. Foruden det omkring Hovedet endnu paasiddende
Birkebarklag, fandtes der under og paa Siderne af dette en bety=
delig Deel, og ligeledes hvor Hænderne og Fådderne havde ligget;
endel af Birkebarken viste sig at have været holdt ved Ilden,
for at faae den til Sammensyningen fornådne Boielighed. Gra-
ven fandtes ved Maaling at være 3 Alen lang, 1/4 Alen bred
og %a Alen dyb, og dens Retning var fra NV. til SO. Cra-
niet laa med Ansigtet opad, vendt mod SO. |
Trelten Alen åst for denne Grav findes en af Steenheller
opreist smal Muur ståltet op til samme Klippevæg, hvortil oven-
nævnte Grav er anlagt, 9 Alen lang og 1/4 Alen håi, låbende
,.
mm
mod Såen i Retningen fra N. til S. I hvilken Hensigt denne
korte Muur er opsat, veed jeg ikke.
11. Ikke langt fra ovenfor nævnte Grav fandtes en
Klippehule at have været 4ildannet til en Grav, hvori der nu
kun fandtes stårre Stykker af ubarkede Birketræstokke, større
Stykker «af Enetræ af 1 å 1%o Alens Længde og af Yo til 4
Tommes Diameter og endel større Stykker Furutræ. Desuden
fandtes en betydelig Del hensmulret Træværk, Riskviste, syet
Birkebark, 3Snegle, Fugle- og Fiskebeen. Graven havde været
meget stor, thi ved Maaling fandtes dens Længde 4%4 Alen,
Brede 2/4 Alen og Dybde %/4 Al. Retningen var fra NV. til SO.
12. I en under et fremspringende Klippestykke anbragt
Grav fandtes et fiirkantet hvidt Qvarizstykke, hensmuldrede Men-
neskebeen, Fugle- og Fiskebeen, samt nogle mindre Stykker
syet Birkebark. '
13. Ved at borttage 4 å 5 Lag Steenheller, der vare lagte
skraaés opad fra Steenurden mod en Klippevæg, fandtes det ne-
derste Steenlag at være sammenstyrtet, hvorved det underliggende
Skelets Cranium var bleven adskilt i flere Stykker. Skelettets
Hoved laa paa vanlig Maade med Ansigtet opad, vendt mod Å.,
og ved dets Sider fandtes meget af den sammensyede Birkebark,
hvormed Hovedet havde været omviklet; der var endnu endeel af
. Senetraaden tilbage, hvormed de forskjellige Birkebarklag havde
været sammensyede. Foruden det beskadigede Cranium, fandtes
nogle Ribbeen, Arm-, Laar- og Læggebeen, alle meget for-
tærede. Hvor Ligets Bryst havde ligget, fandtes et fiirkantet
lille, af flere Lag rundt med Kanterne sammensyet Slykke Birke-
bark. Fire Muslingskaller (Koskjæl) laae paa forskjellige Steder,
og den åvre Deel af disse Skaller var borttaget paa dem alle, saa
at den nedre tilbageværende Deel dannede en Ring. Paa høire
Side midt i Graven fandtes et lille Stykke hvidt fladt Qvartz-
stykke, der bærer Spor af Slag paa Kanterne; samt 2de Snegle.
Desuden fandtes paa venstre Side midt i Graven Spor af at et
mindre Liig havde været nedlagt, idet der fandtes en Un-
m…
derkjæbe og nogle AÅrm- og Laarbeen af et Barneskelet, samt
nogle Fiske- og Fuglebeen. Gravens Længde var 3 Alen, Bredde
1 Alen, men den var neppe over Ye Alen dyb. Bunden
dannedes af en fra Klippen udspringende Yo Alen bred Kant,
hvortil der var lagt flade Stene, for at danne Bunden tilstræk-
kelig bred. ; |
14. En stor Klippehule fandtes at være benyttet. til deri
at danne 2de Grave, der fra N. til S. havde været adskilte ved
opreiste store Steenheller. Hulens Retning var langs Séen fra
V til 0. Ved at undersåge den vestre Grav fandtes deri Stykker
af Ene-, Furu- og Birketræ, "4 å 12 Alen lange og temmelig
tykke, samt tvende mindre Stykker af langagtig, tilspidset Form,
hvoraf det ene er af Furu og det andet af Birketræ. Disse
Stykker synes at være i'deres oprindelige Form og at være til-
dannede med Kniv. Desuden fandtes store Stykker Birkebark,
Fugle- og Fiskebeen og 3 Snegle, 1 den dstre Afdeling. fandtes
nogle hensmuldrede Menneskebeen og et stort fladagtigt hvidt
Qvartzstykke, der paa Kanterne bærer Spor af Slag. Intet Træ-
værk fandtes her. |
45. Ved at undersåge en tidligere aabnet Grav, der var
godt conserveret, saaes at denne var anbragt under et lavt
fremspringende Klippestykke, der dannede den halve vestre
Del af Graven, hvorimod den dvrige Del var dannet ved. at for-
længe Klippens nederste Del paa begge Sider ved Hjælp af op-
reiste store fiirkantede Stene. Over de opreiste Stene var der
tvert over Graven lagt smalle lange Stene, og over disse igjen
tvende Lag store brede Steenheller. Det i Graven fundne Skelet
var godt conserveret, og dets Hoved laa med Ansigtet opad
mod OSO. I Graven fandtes et lidet Stykke af en Fuglepiil,
Fugle- og Fiskebeen og sammensyet Birkebark, og nederst i
Graven mange Dyrebeen. . Ved Ligets Fådder fandtes hensat paa
en flad Steen en rundagtig hvidgraa Steen.
16. I en aabnet Grav, hvis Bund var opfyldt med Jord,
fandtes nedersti Graven nogle Brudstykker af et Leerkar, hvoraf
RR:
det ene Stykke er gjennemboret med 3 smaa Huller. <Paa tvende
af Brudstykkerne sees en tyk Kant, Desuden fandtes 2de for-
tærede Laarbeen. Graven, der laae midi i Steenurden, havde
intet særdeles betegnende Ydre.
17. En tidligere aabnet Grav, der havde et meget beteg-
nende Ydre, idet der skraas opad fra Siderne var sammenlagt
en Mængde Steenheller, blev undersågt, og efterat de i Graven
fra oven nedstyrtede mange Stene vare optagne, fandtes kun
et Stykke tykt Furutræ, 1 Alen langt, og paa de 3 Sider næsten
afrundet, men fladt tildannet paa den fjerde. Dette Stykke er
formodenilig Levning af en Kjerriskjol. Endvidere fandtes et
Stykke tykt Enetræ, %4 Alen langt, og Spor af Birkebark. Gra-
, vens Form indvendigen kunde tydeligt gjenkjendes , og Siderne
vare dannede af låst påa hverandre lagte Stene i 1 Alens Håide.
Mod denne Muurs indre Side var opreist store flade Stenheller.
Paa Overkanten af Sidernes Muur var der lagt tvert over Gra-
vens vestre Ende, omtrent %4 Alen fra Gravens Endemuur, en
stor, lang, flad Steen, og en lignende over dens åstre Ende. Paa
begge disse tvert over Graven lagte Stene har for endeel Tag-
dækket hvilet, hvortil der paa Grund af Gravens Bredde har været
benyttet store Sieenheller. Gravens Længde var 3% Alen, Bredde
2 Alen og Dybde 1 Alen. Bunden bestod af mindre Stene.
18. Ståttet imod nordre Side mod et lavt Klippestykke,
der ligger midt i Steenurden, og ikke langt fra Såén, fandtes
et meget stort Gravsted, hvis Dække var aldeles borttaget.
Dette Gravsted var indvendig afdeeli ved Mure af låst paa hver-
andre lagte'Steen ? 3de Grave. Den yderste Gravmur var næsten
uforstyrret, og dens hele Længde var, iberegnet Tverenderne, 7
Alen, hver Afdelings Længde circa 2Y2 Alen, Bredde 2 Alen, og
Dybde i Alen. Gravstedets Retning var fra V, til O. Dette
Gravsted var opfårt paa den for Gravene her sædvanlige Maade,
kun med den Forskjel, at 3de Grave have været anbragte ved
Siden: af hverandre, adskilte fra N. til S. ved et Skillerum af
påa hverandre lagte låse Stene, hvorimod den ydre Gravmur
42
har været«opfårt paa samme Tid, fælles for alle Gravafde-
linger. Ved at undersåge det vestre yderste Kammer fandtes
deri nogle faa hensmuldrede Menneskebeen, sammensyet Birke-
bark, Fuglebeen, en betydelig Deel Træværk, hvorafrdet største
Furutræstykke er 3 Tommer i Diameter, fladt paa den ene
Side og halvrundt paa de andre, 1/4 Alen langt, og et Stykke
Enetræ 2 Alen langt, temmeligt tykt og lige.
19. I den ydre Bugi af Fuglebjerget ved Mortensnæs var
en tidligere ikke aabnet Grav, hvis nordre Side var ståttet til
en Klippevæg, medens de dvrige Sider vare dannede i den om-
givende Steenurd. Gravens Længde vare 3% Alen, Bredde 2/4
Alen og Dybde %4 Alen. Bunden bestod af mindre og større
Steenheller. Op til Gravens Muur, der var dannet af låst paa hver-
andre lagte Stene, var der opreist store Steenheller rundt om,
og en stårre saadan var opreist mod Hovedet og Fådderne.
Det over Graven nærmest liggende Tag havde hvilet paa de
rundt om i Graven indvendig til Gravmuren opreiste Steenheller.
Over Graven var fra Siderne skraas opad lagt 16 Lag Steen-
heller. Gravens Retning var fra V. til O. I Graven fandtes
et stort Skelet (66 Tommer), liggende i den oprindelige nedlagte
Stilling med Ansigtet opad vendt mod 0. Skelettet var godt
conserveret; under og paa Siderne af Hovedet var der endel
Birkeriisqviste, hvorpaa dette sandsynligen har hvilet. Bag ved
Hovedet tvert over Graven fandtes et Stykke Enetræ, der nu
var en Alen langt. Paa venstre Side laae et Stykke af en Furu-
Ski, hvis bageste Deel var fortæret; det fundne Stykke er den
midterste Deel af Skien, hvorpaa Foden hviler, og det er for-
tæret paa det Sted, hvorigjennem Baandet gaaer. Delte Ski-
stykke er af samme Form, som de endnu brugelige og 1%:
Alen langt. Ved Siden heraf laae et tyndt, fladt Stykke Furu-
træ, formodentlig Levning af den anden Ski, og flere Stykker
af ubarkede Birketræstokke (Skistavene). Paa samme Side midt.
i Graven fandtes en smuk udskaaret Hørnskee., Ved Hovedet
paa høire Side laae tvende Cranier af unge Oitere, en Kindtand ;
43
af en Ræv, Haandtagel af et Kastespyd af Horn og længere nede
i Graven et lil sarmame henhørende Hornstykke, prydet med
Streger, og mellem disse 2de til Kastespydet hårende Sager
saaes et fortæret Træskaft at have ligget. Endvidere fandtes Spor
af en eller to ubarkede Birketræesstiokke, et Stykke Enetræ, een
Alen langt (Buen), 1 Kastéspydsspids af Reenhorn, 1 beskadiget
og 1 ubeskadiget Fuglepiil af Been, Skaftet og den åverste Deel af
en Hornskee, samt et fladt, tyndt Træredskab af Furu, der ved
den åverste Ende er 3 Tomm. bredt og noget smallere tilspidset ved
den modsatte Ende. I den bredeste Ende er anbragt 2de smaa
hjerteformige Huller og omtrent paa Midten et. Det hele Red-
skab er "/a Alen langt, og lignende Redskaber bruges baade af
Lapper og Finner, skjondt nu sjeldnere, til at rende Garn eller
Uldtraad igjennefh. Fremdeles forefandtes et i mange Stykker
knust Læggebeen af Reensdyr, endeel Fugle- og Fiskebeen og
4 Snegle samt Spor af syet Birkebark; et meget stort Stykke
heraf laae ved Fådderne, hvori disse formodentlig have været
indviklede. Lidt Tang fandtes ogsaa i Graven.
20. Ved Fuglebjerget ved Mortensnæs fandtes en hidtil
uaabnel Grav, hvis Retning var fra NV. til SO, Den nordre
Deel af Graven dannedes af fast Bjerg, såndre Side af vedlagte
Stene, som gave den dvre Deel af Graven en lidt indadbåiet
og afrundet Form. Tverenderne vare ligeledes dannede ved at
lægge Stene paa hverandre, og saavel til disse Mure som
ellers indvendig rundt i Graven var der opreist Steenheller.
Bunden bestod i den dvre Deel af faste Klippestykker, dog
imod Siderne af tynde, mindre Steenheller; i. den nedre Deel,
som laae "Aa Alen lavere, af ujevne toppede Steen, Graven,
som ,var 17 Tommer dyb, 2% Alen lang, 18 Tommer bred
i venstre Tverende og 15 Tommer i dstre, indeholdt et
godt bevaret Skelet, hvis Hoved hvilede mellem 2de paa
skraas fra hver Side af Graven opreiste flade, smalle Steen,
som neden til stådte sammen "4 Alen fra Gravens åverste
"Ende. Hovedet var endnu omgivet overalt af et såammensyet
44
Hylster af Birkebark, og det laa med en liden Boining mod
Venstre med Ansigtet opad vendt, mod SO. Armene laae ud-
strakte langs Skelettets Sider, og Fådderne syntes at have ligget
tæt sammensluttede. De af Liget endnu ufortærede Been vare,
foruden det godt bevarede Cranium, håire Overarm og Skulder-
blad, nogle Ribbeen, Hofte og Bækken-, Laar- og Læggebeen;
af Laarbenet var endel fortæret, dog var det ufortærede Stykke
11 Tommer langt; et lidet Stykke af venstre Overarm og Hofte-
ben. Ved Siden af Skelettet fandtes overalt i Graven sammen-
syet Birkebark, men mere hvor Hænderne og Fådderne havde
ligget, hvilke formentlig efter den der forefundne Mængde Birke-
bark maae have været omhyggeligere omviklede end de andre Dele
af Legemet, Hovedet undtagen. Desuden fandtes i Graven Lev-
ninger af Riisqviste og Tang. Omkring Skelettet, ved Hovedet,
langs Siden og Fødderne, fandtes 6 Snegle; ved Kraniet
Hovedbeen og Ryghvirvler af Fisk, og ved Fødderne paa venstre
Side Overarmen af en Fugl (Maage), ligesom ogsaa enkelte Spor
af Fjer og Naaletræ fandtes. Hvor Ligets Bryst havde ligget,
laae en Steenhelle af uregelmæssig Form, 7—10 Tommer bred,
og under denne en Plade af flere halvrunde, tvers afskaarne,
langs Kanten sammensyede, Birkebarklag, og ovenpaa samme
Steen en større. rund Plade af heelt omkring Kanten sammen-
syede Birkebarklag. Disse 2de Stykker have formodentlig været
lagt paa Brystet som Amulet. Gravens Dækning udvendig fra var
gjort paa sædvanlig Maade, idet der fra Siderne var lagt over
hverandre tagformigt skraat opad en Mængde Steenheller, og
jeg antager at der her har været omtrent 8 saadanne Lag.
Resultatet af mine Undersågelser med Hensyn til Begra-
velsesmaaden og Gravenes Indhold er:
1. At Lapperne, hvem de her forefundne Grave vel maae
antages at tilhåre, have begravet deres Afdåde mellem Stene i
FEE RR TER
45
ordentlig tildannede Gravsteder eller ogsaa benyttet blot af Naturen
tildannede, samt at disse Grave omhyggeligen have været til-
lukkede med Steenheller, saa at Liget har ligget særdeles godt
bevaret for ydre Indvirkning af Regn og Snee, saalænge Graven
har været uaabnet.
2. At der i Regelen i hver Grav har kun været nedlagt
eet Liig, og dette medgivet en eller anden Amulet.
3. At Liget med Omhyggelighed har været nedlagt i Gra-
ven, hele Hovedet bedækket af et af flere Lag sammensyet Birke-
bark-Hylster, hvilket vel ogsaa har været Tilfældet med Hæn-
derne og Fødderne, hvorimod Ligets dvrige Dele kun have været
omviklede med Birkebark. De Spor af Riisqviste, der ofte findes
i Gravene endnu, synes at vise, at Liget enten har ligget paa
dem, eller, maaskee sandsynligere, disse have været lagt over
dette. Tangen har da vel været lagt under Liget.
4. At den Afdådes Jagtredskaber have været nedlagte. Ere
kun Pile og Fiskekroge nedlagte, da findes de nu stedse liggende -
påa venstre Side ved Haanden. Er mere nedlagt (see Graven
Nr. 19), da ere disse Jagtredskaber lagte paa håire Side, og de
andre Sager, som Skiene, Skistavene, Kastespydet paa hver
Side. Det af mig i mange didligere aabnede Grave fundne Træ-
værk, vilde have kunnet give Oplysning om, hvorvidt nogen bestemt
Regel var fulgt med Hensyn til disse Sagers Nedlæggelse, da ;
det, der nu findes, formodentlig er Fragmenter af Bue, Ski,
Skistave, Kastespydsskafte og muligvis Kjærris, De mange
Qvartzstykker synes at være nedlagte i den Hensigt, dermed at
slaae Ild.
5. At der ikke i alle Grave har været nedlagt ligemeget
Træværk; men vistnok i alle er Buen bleven nedlagt.
6. At Flint maa have været sjelden, da der kun er fundet
et lille Stykke af mårkagtig Farve, der muligviis har været en
Pilespids; et Stykke Jern er fundet i en Barnegrav, og dette
Stykke har stor Lighed med en Kastespydsspids.
7. At der til den Afdåde er nedlagt hele Fiske, Fugle,
46
knuste Laarben af Reen, samt Dele af andre Dyr. De fore-
fundne Dele af brændte Leerkar ere maaskee Madkar.
8. At de her fundne Grave maa være meget forskjellige
med Hensyn til Alder. |
9. At de i Graven nedlagte Snegle maaskee skulle være.
Vogtere istedetfor Hunde. De kaldes af Lapperne ,Hundeskjælé.
Af-de andre Muslinger, hvoraf den dverste Del er borttaget og
som kaldes Koskjæl, er der kun fundet en i Graven Nr. 5 og 4
Stykker i Graven Nr. 13, sidste Sted sammen med 2 Snegle.
10. At Liget stedse er nedlagt med Ansigtet vendt mod O.
eller SO.
Mortensnæs d. 30te October 1852.
Hr. Professor E. 4. Scharling foreviste nogle Frugter af
Cereus Pitabaya, en Art Cactus, Disse Frugter, som i Stårrelse
og Udseende have nogen Lighed med Ananas, indeholde i deres
Midte en geleagtig Masse opfyldt med smaa Fråkorn, ligesom
Stikkelsbær. Den ydre Skal er fastere og var paa de fremviste
Exemplarer paa flere Steder indenfor Overfladen besatte med
tydelige Krystaller af et sukkerlignende Legeme. Af en con-
centreret vandig Oplåsning udkrystalliserer dette Sukker i klare,
rhombiske Prismer, som meget let tabe en Deel Krystallisa-
tions-Vand og henfalde. Ophedet i-et Vandbad, efter at Kry-
stallerne først vare aftrykkede saalænge mellem fiint Filtreer-
papir, at Papiret forblev tårt, tabte 0,738 Gram af dette Sukker,
0,1535 Gram Vand,. altsaa omtremt 20%; ved at opvarmes i et
Luftbad til 1109 € formindskedes Vægten endnu lidt. De Kry-
staller, der erholdtes af en viinaandig Oplåsning, tabte der-
imod ikke noget kjendeligt i Vægt ved at opvarmes til 110? C.
Yed 235? C smeltede Sukkeret og stårknede ved. Afkjåling
krystallinsk; den saaledes smeltede Masse havde antaget en lyse-
brun Farve; da ovennævnte Varme vedligeholdtes i nogen Tid,
medens Skaalen hvori Sukkeret var, holdtes tildækket med en
ETSI SER RING
ERNE 5
Glasplade, blev denne beslaaet med et Sublimat af tydelige Kry-
staller. Af engelsk Svovlsyre oplåses Sukkeret ved almindelig
Varme uden at forkulles. Kogt med Salpetersyre og Vand dan-
nes Oxalsyre, men øgsaa Spor af Sliimsyre. Kogt med en Op-
låsning af Kali og svovlsyret Kobbertveilte bemærkedes ingen
Reduction i de første 10 Minuter; men ved en længere Kog-
ning og paafålgende Henstand fandtes Spor af Reductionen.
Oplåst i Vand fældes dette. Sukker ikke af neutralt eller basisk
eddikesyret Blyilte, men sættes tillige Ammoniak til, da frem-
kommer en Forbindelse af Blyilte og Sukker. Dette Forhold blev
af Prof. S. benyttet til at udsondre Cactus-Sukkeret af den svag
viinaandige Oplåsning, der var erholdt ved at overgyde en af
de nævnte, i Viinaand opbevarede Frugter, med lunkent Vand.
Da den saaledes erholdte Oplåsning indeholdt en Deel Sliim,
fældtes dette ved Blyeddike, og af den filtrerede Vædske fældtes
Cactus-Sukkeret ved Ammoniak og eddikesyret Blyilte. Det
saaledes erholdte Bundfald blev samlet, afvasket med Vand og
endnu fugtigt overgydt med fortyndet Svovlsyre. Da det svovl-
sure Blyilte var frafiltreret og udvasket, bleve de filtrerede
Vædsker inddampede til en tynd Sirup, og derpaa blandet med
en stor Deel reen Alkohol. Efter 12 Timer vare Krystaller
fremkomne; disse oplåstes i lidt varmt Vand, og ved Afkjåling
erholdtes da næsten rene Krystaller af Cactus-Sukker. Med
Hensyn til Sammensætningen af dette Sukker, da erholdtes søm
Middeltal af 4 Analyser 39,98% C og 6.96% HH. Sukkeret, som
brugtes til disse Analycer, var deels udkrystalliseret af en viin-
aandig, deels af en vandig Oplåsning, og var tårret ved 1289 -—
1309 C. De fundne Qvantiteter Kulstof og Brint svare nær-
mest til Formlen C24 H25 024, som fordrer 39,89% C, 6,91%H
og 53,209% O.
Medens saaledes Cactus-Sukkeret i Smeltepunkt, Flygtighed
og forskjellige andre Forhold har stor stor Lighed med Quercil,
saa synes der at- være Forskjel i Sammensætningen, ligesom
Caclus-Sukkerelts Egenskab, at optage en stor Deel Krystallisa-
48
tions-Vand, naar det udkystalliserer af en vandig Oplåsning,
ikke er omtalt, og vel altsaa ikke bemærket ved Quercit. Den
altfor ringe Mængde af Cactus-Sukker, Prof, S. hidtil har været i
Besiddelse af, har hindret ham i at erholde bestemte chemiske
Forbindelser af dette Sukker.
Iåvrigt fandtes ogsaa en kjendelig Mængde Rårsukker i
ovennævnte Cactusfrugt, som man kunde vente ifålge ældre For-
såg over Frugter af andre Cactus-Arter. Doctor Funari fore-
slog endog i sin Tid at tilberede Sukker af Frugterne af Cac-
tus Opuntia, som i stor Overflådighed skal voxe vild paa Si-
cilien.
-
Selskabet modtog.
Fra det physicalisk medicinske Selskab i Wirzburg.
Verhandlungen der Physicalisch-Medicinischen Gesellschaft
in Wirzburg. Band Il, Nr. 1—5 Erlangen 1850. Band II, Nr.
14—22. 1852. Band III, Heft 1—2 Wirzburg 1852.
Fra V Académie Royale des Sciences et cet. de Belgique.
Bulletins de ”Académie Royale des sciences, des lettres et
de beaux-arts de Belgique. Tome 18. 2 Partie 1851. Tome
19. 1 & 2 Partie 1852. Bruxelles 1852.
Mémoires couronnés et Mémoires des savants étrangers
publiés par Académie Royale des sciences, des lettres et des
beaux-arts de Belgique. Collection en 8vo Tome V. Premiére
Partie Bruxelles 1852.
Mémoires couronnés et mémoires des savants benene
publiés par [Académie Royale de sciences, des lettres et des
beaux-arts de Belgique. Tome 24. 1850—51. Bruxelles 1852.
Mæmoires de [Académie Royale des sciences et cet. de Bel-
gique. Tome 26. Bruxelles 1851,
Annuaire de [Académie Royale des sciences, des lettres et
49
des beaux-arts deBelgique 1852. Dix-huitiéme année. Bruxel-
les 1852. ni)
Fra Professor Quetelet i Briissel.
Sur le climat de la Belgique. Cinquiéme Partie. Des pluies,
de gréles et de neiges, par A. Quetelet. Bruxelles 1852.
Annales de VPObservatoire Royal de Bruxelles, publiées, aux
frais de Pétat, par”le Directeur A. Quetelet. Tome 8 & 9.
Bruxelles 1852. j
Annuaire de VObservatoire Royal de Bruxelles par A. Que-
telet, Directeur. 1859. 19 Année. Bruxelles 1852.
Sur Vélectricité de Pair par M. Quetelet.
Fra Prof. Forchhammer i Kiel ved Ministeriet for Kirke- og
) Underviisningsvæsnet.
P. W. Forchhammer: Beschreibung der Ebne von Troya, mit
einer Karte. 1850.
å
, x Fed
SENE ANER
oe BRA
Oversigt
over det
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
| É
dets Medlemmers Arbeider
i Aaret 1853.
Af .
Etatsraad, Professor &. Forchhammer,
Selskabets Secretair.
Ar. 3 og Å.
Ser kls ben E DELES LN rs ER
Mødet den 1f'e Marts.
————
Secretairen indledede en Beretning, som Hr. polytechnisk
Candidat Grove; der for nærværende. Tid er ansat ved Havne-
bygningen i Husum i Hertugdåmmet Slesvig, har tilsendt Sel-
skabet, med nogle Bemærkninger angaaende den nuværende
"Tilstand af vore Kundskaber om den store nordvesleuropæiske
Sænkning. " Han henviste til de Kjendsgjerninger, han allerede
for længere Tid siden har bekjendtigjort, navnligen til de sub-
marine Skove, der findes udenfor Vestkysten af Landet og især
af Hertugdåmmet Slesvig, og til Udstrækningen af dette Phæ-
nomen, der er iagitaget fra Sydkysten af Bornholm indtil Nord=
52
kysten af Spanien, og viser sig næsten omkring hele Kysten af
de brittiske Oer. Et af Hovedpunkterne, hvorfra vi hente vore
Bestemmelser om den Tid, da delte Phænomen, der væsentligen
har forandret Europas Kystforhold, er indtruffen, findes ved Husum.
Der blev nemlig for omtrent 10 Aar siden begyndt paa Udfå-
relsen af en Plan til at fordybe Havnen ved denne By, og at
lette Indseilinger dertil, i hvilken Anledning der, under Bestyrelse
af nu afdåde Digeinspecteur Petersen, blev foretaget betydelige
Gjennemgravninger af de saakaldte Vatter, d. v. s. de lave Stræk-
ninger, som overskylles dagligen ved Hoivande, og ere tårre
ved Ebbetiden. Ved disse Gjennemgravninger, som jeg selv
havde Leilighed til at- iagttage, fandtes fålgende Forhold nær
ved et Sted, som kaldes Mettengrund:
Floden staaer ved Håivand 3%2 Fod over Vatterne
dernæst fålger 3 . — Marskleer
derpaa 319 — svampet Torvejord.
og tilsidst 372 — af et Lag af Grene og
Stammer, især af Birk.
Paa et Sted har man fundet, at disse Stammer have deres
Rod i Strandsand, som indeholder Muslinger (Cardium edule).
Stammerne ligge fra V.N.V. imod O.S0O. |
Paa et andet Sted gjennemskjærer den gravede Canal en
Høi af Strandsand, som aldeles- har Formen af en af de almin-
delige Gravhéie og hvorved der fandtes, foruden smaae rul-
lede Granitstykker, en stor Mængde skarptkantede Brudstykker
af Flint, tildeels hvide, som om de vare brændte, og flere Flint-
flækker, tydelige Producter af en raa Kunst.=)
Dette Forhold levner neppe nogen Tvivl om, at den om-
lalte Hi er en Gravhéi enten fra Steenalderen eller maaskee
noget yngere; omkring denne er der senere opvoxet en Birke-
%) Da den gravede Canal gjennemskjærer Gravhéien saaledes, at Canalens
Sidevæg danner et lodret Snit igjennem Midten af Hoien, har jeg selv
kunnet overbevise mig om, at Formen fuldkommen stemmer med vore
almindelige Gravhéies Form.
RESEN ERE re NOR
LA
wE henseende ss
798
skov, som i en fålgende Periode er bleven forstyrret og dækket med
en Mose, der tilsidst er overskyllet af Havet og dækket med det af
Såvandet afsatte Marskleer. Da det nwikke vel er tænkeligt, at en
saadan Gravhéi er bleven opkastet i en Indsée, saa bliver det håist
sandsynligt, at den hele Sænkning har fundet Sted efter Grav-
hoiens Dannelse, og at den altsaa maa være foregaaet i eller efter
den Periode, da det flintbrugende Urfolk levede her i Landet. -
En Kjendsgjerning af denne Vigtighed, der beviser, at en
saa overordentlig stor Naturbegivenhed, som den store Nord-
såesænkning, er foregaaet i den nuværende Jordperiode, vinder
naturligviis i Interesse ved Opdagelsen af flere lignende Kjends-
gjerninger, og Hr. polyt. Cand. Groves matskeg faae derved
en stor Betydning.
Vi have desuden i den senere Tid faaet en ny Bekræftelse
af den samme Kjendsgjerning. ved Hr. Dr, Øehlers i Krempe,
der har meddeelt mig flere Gjenstande, som man i Sognet
Suderau i Holsteen har fundet, 14 Fod under Marskleret, paa
Sandet, nemlig en Polte af brændt Leer, en Tak af Kronhjor-
ten, Tænder og Kjævebeen af en Hingst, en Tand af Svinet, og
den héire Underkjæve af det almindelige Faar. Alle disse
" Gjenstande ere nu i Universitetets geognostiske Museum. Man
fandt desuden i den Deel af Laget, der ligger imellem 7 og 14
Fods Dybde en meget stor Mængde Hasselnådder, hvorved hele
Fundet faaer en stor Lighed med det ved Husum, hvor ligele-
des en Skovvegelation dækker den oprindelige Jordbund under
Marsken. Leerpotten ligner ifålge Hr. Inspecteur Worsaae
ikke Urfolkets Urner, men dem, som man pleier at finde i
vendiske Grave, og Levningerne af Svinet, Hesten og Faaret-
ligne, ifålge Hr. Professor Steenstrup, de tilsvarende Dele hos
, Vore almindelige lamme Dyr. Heri ligger nu en stor Forskjel—
"lighed baade fra de Sager, som jeg har erholdt fra Husum, og
dem, som polyt. Candidat Grove har indsendt fra samme Sted,
der alle tilhåre Urfolket, om hvilke vi hidtil ifålge vore tem-
melig udstrakte Undersågelser ikke have. Grund lil at antage,
54.
at de have havt andre tamme Dyr end Hunden (og maaskee Katten.)
Er der ikke ovérseet en eller anden væsentlig Kjendsgjerning med
Hensyn til Beliggenheden af disse Levninger ved Suderau, og maa
man altsaa betragte Bedækningen af den tidligere Skov- og Mose-
vegetation med Marskleer paa begge Steder (Husum og Suiderau)
for samtidig, saa maae vi nådvendigviis sælle den store Nordså-
sænkning i en langt sildigere Tid end Steenalderens Periode. En
anden Forskjellighed, som man ikke ganske tår forbigaae her,
ligger deri, at Marsken ved Siderau er Flodmarsk, henhørende til
Elbens Flodleie, medens Dannelsen ved Husum er dækket med
Séemarsk.
"Alt hvad vi alisaa for nærværende» Tid tår antage med
Hensyn til Tiden, da den store Nordsåesænkning fandt Sted,
er, at den er indtraadt efter Beboelsen af Landet ved Menne-
sker og forinden Begyndelsen af den historiske Tid ikke blot
"hos 0s, men ogsaa i det nordvesllige Europa, med mindre
man vil antage, at den falder sammen med Sagnets cimbriske
Flod.
Til Det Kongelige Videnskabernes Selskab i Kjåbenhavn.
I det Haab derved at give et Bidrag til Forklaringen af
mulige Sænkninger af de nuværende Marskstrækninger paa den
slesvigske Vestkyst indsendes disse Linier med de deri omtalte
Sager.
Da jeg ikke har lagt mig specielt efter Geognosien, og
kun har hørt omtale, at Etalsraad G. Forchhammer tidligere
har opstillet en Theori, hvorefter den slesvigske og høolsteenske
Kyst i sin Tid har undergaaet en Synkning, saa har jeg troet
bedst at tjene Videnskaben ved nedenstaaende korte Referat af
hvad der er observeret under et: Gravearbeide, jeg har: udfårt
ved Husum Havn i sidste Sommer, med Tilfåiende at en lignende
Udgravning under ordinair Lavvande muligen vil blive foreta-
gen i indeværende Aar længere fra Land.
Jordlaget, som blev gjennemgravet, var beliggende ved den
55
-saakaldte Sandaue imellem Sudermarsk Forland mod Syd og
Byen paa den nordlige Side. Lagets Overflade var i Hide
… med daglig Flod; Forskjellen mellem ordinair og Håi- og Lav-
vande er 7Yo Fod; der blev gravet circa: 12 Fod dybt. Det
åverste Lag bestod af den almindelige Klei eller Slik, der af-
sælles af Såen; de åverste 2 a 3 Fod vare indblandede med
Muurbrokker og andet Affald fra Byen, men derunder var Kleien
reen, og der fandtes intet Andet deri end enkelte Skaller af de
i Slikken almindelige Bivalver. Indtil 10 Fod dybt, og saale-
des dybest 2/2 Fod under ordinair Lavvande, fandtes alminde-
lig Strandsand; det var et heelt gjennemgaaende Lag 1 a 2%
Fod mægtigt og noget undulerende; dét var uden Indblandinger.
Under delte Sandlag fandtes Mosejord, biensynlig. en lås Eng-
mosejord, med enkelte Aftryk af en meget stor Sivart; naar et
Stykke saadant Siv tårredes svandt det ind og tabte sit tyde-
lige Præg af at være etSiv. I denne Mosejord fandtes, medens
jeg tilfældig saae paa Arbeideren der udgravede den, hoslagte
runde Steen med et rommersk V Tal som jeg antog at være
en discus; ved at skrabe med en Kniv i en Fordybning i den,
troede jeg at finde en Kitmasse deri, som jeg -derefter har und-
gaaet at heråre. Den næste Dag, da en lignende Gravning
"foretoges, blev den ligeledes sendte Kniv fundet, men under
fålgende mindre heldige Omstændigheder. Sandlaget var netop
gjennemgravet og enkelte Båre med Tårvejord vare kjårle op
ad Kjérebræderne fra Hullet, da den Mand, der rensede disse
Bræder for Affaldet fra Bårene, fandt Flintkniven (en Flintflæk G. E.)
liggende reen paa et Brædt, imellem Affald af Sand og Torv.
Da jeg ikke selv dengang var tilstede, blev den mig fårst leveret
den næste Dag, og jeg kunde ikke faae anden Forklaring end den
bestemte, at den var reen og altsaa ikke havde været i Beréring
med det overliggende Kleilag; uden at jeg kan paastaae det
med Bestemtlied, maatte jeg dog antage den- havde ligget i
Torvelaget, da Sandet lettere hængte ved den.
En Træstamme fandtes i Mosen, der maatte afhugges ved
56
begge Ender; den laae i Nord og Syd øg havde en Green imod
Ost, der mindre tydeligt end den forskjellige Tykkelse" viste,
at Toppen maatte ligge i Syd, Stammen var nemlig 1 Fod i
Diameter ved Nordenden og 12 Fod derfra 8” (ved den syd-
lige Afhugning). Andre mindre Stykker forefundne Træe med-
fålger, (disse vare Birk, G. F.).
Torvelaget varierede imellem 6 Tommers og 4-Fods Mæg-
tighed, det fandtes overalt paa den 550 Fod lange Gjennem-
gravning, under Tårven fandtes atter lås Sand.
Husum den 14de Januar 1853.
Grove.
Hovedforskjellen mellem disse og de tidligere Iagttagelser
ligger deri, at man ved denne Gravning har fundet et Sandlag
over Tørvelaget, medens man ved den tidligere Gjennemgrav-
ning fandt dette umiddelbart dækket med Marskleer. Denne
Forskjel ifålge hvilken paa et Sted afsættes Leer medens sam-
tidigen dermed paa et andet Sted afsættes Sand er afhængig af
Vandets svagere eller stærkere Bevægelse, og viser sig hver
Dag ved vore Kyster.
Selskabet modtog.
Fra VAcadémie des sciences, belles lettres et arts å Rouen.
Précis analytique des travaux de Pacadémie des sciences,
belles-lettres et arts de Rouen 1850.
Fra W. Hopkins Esq.
On the causes which may have produced changes in the
earths superficial temperature. London 1852.
Fra the zoological Society i London.
Transaction of the zoological Society of London. Vol. MI.
Part. 5, 1848. Part, 6, 1849. Vol. IV. Part, 1, 1850.
OT SN
me. Må
Report of ihe council and auditors of the zoological Society
of London. April 29 1848 og April 30 1849.
Proceedings of the zoological Society of London. Part. XVI,
1848 og No. 178 af Part. XV.
Fra Herr Skofitiz.
Oesterreichisches botanisches Wochenblatt. Wien 1851.
Fra the American philosoph. Society.
Proceedings of the american philosophical Society. No. 43
April—September 1849. No. 44 October 1849—Marts 18350.
No. 45 April—December 1850. No. 46 Januar—Juli 1851.
No. 47 Juli 1851— Februar 1852.
— Frå Hans Eæcellence Viceadmiral Zahrtmann.
Portrait af Conferentsraad Schumacher.
Modet den 1s'e April.
Herr Prof. Liebmann fremlagde det åste Supplementhefte af Flora
danica, indeholdende Afbildninger af norske og svenske Planter.
Efter kongl. Rescript af Yde October 1847 skulle nemlig Nor-
ges og Sveriges fuldkomnere Planter, forsaavidi de ikke' alle-
rede ere optagne i Flora danica, udgives i Supplementhefter
til Værket. I dette forste Hefte ere 71 Arter afbildede, hvoraf
32 henhåre til Acotyledonerne, nemlig 2 Bregner, 12 Lévmos-
ser, 18 Lavarter; 21 til Monocotyledonerne, nemlig 7 Græs,
141 Halvgræs, 2 Sivartede og 1 Melanthacée; 18 til Dicotyle-
donerne, nemlig 2 Piilartede, 1 Birk, 1 Santalee, 1 Veibredartet,
6 Kurvblomstrede, 4 Saxifragee, 1 Ranunculacee, 1 Cistinee,
3 Nellikeartede, 1 Rosenartet, 1 Bælleplante.
De i Heftet indfårte Arter ere fålgende:
3
- 10.
- 11.
- 12.
- 13.
- 14.
- 15.
- 16.
- 17.
- 18.
- 19.
- 20.
21.
24.
25.
26.
27.
- 28.
58
Blyttia suaveolens Fr,
. Coleanthus subtilis Seid.
. Aira uliginosa Weihe.
. Glyceria remota Fr,
. Calamagrostis lapponica
Whbg.
. Calamagrostis chalybaea
Fr.
. Melica ciliata L.
. Eriophorum russeolum
Fr.
Plantago minor Fr.
Thesium alpinum L.
Juncus stygius L. ”
Luzula glabrata Hoppe.
Tofjeldia
Whbg.
Saxifraga decipiens Ebrh
Årenaria 'gothica Fr.
Stellaria longifolia Fr.
Rubus arclicus L.
Helianthemum oelandi-
cum L.
Ranunculus illyricus L.
Oxytropis
Whbg,
Mulgedium sibiricum L.
lapponica
22. Linosyris vulgaris Cass.
23. Erigeron elongatus Ledeb.
Inula ensifolia L.
Artemisia rupestris L.
Carex vaginata Tausch.
— microstachya Ehrh,
calyculata -
laciniata Willd.:
Tab.29. Carex parallela Somf.
- 30. — evoluta Hartm.
.= 31. — heleonastes Ehrh.
- 32. — helvola Blytt.
- 33. — aqualtilis Whbg.
- 34... — livida Whbg.
-.35.. — pediformis C. A.
Mey.
- 36. — lævirostris Blytt. &
Fr.
- 37. Betula alpestris Fr.
- 38. Salix depressa L.
- 39. — pyrenaico- norve-
gica Fr.
- 40. Aspidium crenatum
Somf. x
- 41. Polypodium Robertia-
. Dicranum
. Timmia
num Hoffm.
. Splachnum sphæricum L.
. Fig. 1. Splachnum mnio-
bu]
ides Hedw.
— 2. Splachnum Froeh-
lichianum Hedw.
TayloriasplachnoidesSm.
Fig. 1. Dicranum flexuo-
sum Hedw.
sk Hg Trichostomum
pusillum Hedw.
gracilescens
W. & M. var, curvisela.,
megapolitana
Hedw.
. Timmia austriaca Hedw.
. Hookeria lucens Sm.
59
"Tab. 50. Desmatodon nitens - Tab. 56. Fig. 4. Biatora atrorufa
Liebm. i: Dicks.
- 51. Philonotis calcarea Br. -— 56. — 2. — lurida Sw.
& Schimp. - 57. — 1. Umbilicariaatro-
- 52. Fig. 1. Parmelia fahlu- . pruinosa Schaer.
nensis L, — 2. Umbilicaria po-
— 2. — crassa Huds. lyrhizos L.
- 53. — 1. — cartilaginea - 58. — 1. Lecidea milliaria
Ach. +: Fr.
— 2. — cenisia Ach. — 2. — dolosaåaWhbg.
- 54. — 1. — rubiginosa - 59, — 1. Cladonia bolry-
Thunbg. | tes Hag.
— 2. — confragosa " — 2. Cliostomum cor-
"Ach. ; rugatum Fr.
- 55, — 1. Cetraria:sæpin- . - 60. — 1. Trachylia tigil-
cola Ehrh. laris Ach.
— 2. Parmelia cape- — 2. Calicium lenti-
rata Ach, culare Ach.
"Hr. Etalsraad' Molbech forelagde Bogstavet T af Selskabets
Ordbog, som nylig er blevet færdigt fra Trykken.
Selskabet modtog.
Fra Fyens Stifts litterære Selskab.
: Aktstykker til Nordens Historie i Grevefeidens Tid. A£.
danske og fremmede Archiver. Samlede og udgivne af Fyens
Stifts litterære Selskab, 3die Hefte.. Odense 1852.
Fra Gålttingischer Verein bergmånnischer Freunde.
Studien des gåttingischen Vereins bergmånnischer Freunde.
Gottingen 1852. 6 Bd. 1—2 Hft.
Fra Videnskabernes Selskab i Upsala.
Acta Regiae Socielatis scientiarum Upsalensis. Vol, I. Up-
sala 1851.
60
Fra det Keiserlig Russiske geographiske Selskab.
Bericht an die Kaiserlich russisch geographishe Gesell-
shaft uber die Expedition nach Machnowka behufs der Beob-
achtungen der totalen Sonnenfinsterniss des Jahres 1851.
Fra Videnskabernes Selskab i Ménchen.
Architektonische Zeichnungen, Beilage zu den Abhandlun-
gen uber das Erechiheum von Mezger.
Bulletin der kånigl. Akademie der Wissenschaften No. 1—24.
Minchen 1852. g
Die Aufgabe der Philosophie. Festrede von Carl Pranl.
Minchen 1852.
Gelehrte Anzeigen. Vierunddreyszigste Band, Minchen
832, |
Abhandlungen der mathem.-phys.-Classe der Bayerischen
Akademie der Wissenchaften. 6 Band. 3 Abth. Minchen 1852.
Abhandlungen der philos.-philolog.-Classe der Bayerischen
Akademie der Wissenschaften. 6 Band. 3 Abth. Munchen 1852,
Fra Prof. Nitzsch i Leipzig.
Die Sagenpoesie der Griechen kritisch dargestellt. Drei
Bicher von Gregor Wilhelm Nitzsch. Braunschweig 1852.
Fra Prof. Brandis i Bonn. :
Aristoteles, seine akademischen Zeitgenossen und nåchsten
Nachfolger. Erste Hålfte. Berlin 1853.
er RR"
61
Mødet den 15% April.
———<g——
Hr. Professor Jurgensen" forelagde Selskabet en Afhandling
om .Indflydelsen af Jorder.s daglige Omdreining paa Pendul- og
Rotationsbevægelser. Han foreviste nogle derhen hårende
Forsøg med de Apparater, som han for Selskabet har ladet
udfåre, og som delte senere har overdraget til den polytechniske
- Læreanstalt.
Ifålge et af her billiget Rorslag af Hr. Professor
Jirgensen er denne Afhandling trykt paa Fransk og fålger
som Tillæg med dette Hefte af Oversigterne.
I Mødet den iste og i5de April optog Selskabet: som
indenlandsk Medlem i den mathematiske Klasse
| Hr. Oberstlieutenant 0. AÅndræ,
som indenlandsk Medlem i den physiske Klasse
Hr. Dr. med. Hannover,
som udenlandsk Medlem i den physiske Klasse
Sir William Hooker, Forstander for den botaniske Have i mej
Den mathematiske Klasse underrettede Selskabet om, at
den havde valgt Hr. Professor Olufsen til sin Formand.
Selskabet modtog:
Fra Hr. Directeur Struve.
Exposé historique des trauvaux exécutés jusqu” å la fin de
Vanneé 1851 pour la mesure de Varc du méridien entre
Fuglenæs 70? 40” et Ismail 459207. St. Petersbourg 1852.
Sur les dimensions des anneaux de Saturne. St. Petersbourg 1852.
Stellarum fixarum imprimis duplicium et multiplicium posiliones
mediae pro epocha 1830,0. Petropoli ex typographia
Academiae 1852, | rs
62
Fra det Kongelige Nederlandske Institut:
Verhandelingen der eerste Klasse van het Koninklyk - Neder-
landsche Institut van wetenschappen, letterkunde en schoone
kunste. Te Amsterdam. Derde Reeks 5 Deel. Amster-
dam 1852.
Jaarboek van het Koninklyk-Nederlandsche Institut van weten-
schappen, letterkunde en schoone kunsten voor 1851.
Amsterdam 1852.
Tydschrift voor de wis- en naturkundige wetenschappen, uit-
gegeven door de eerste Klasse van het Koninklyk Neder-
landsche Institut van wetenschappen, letterkunde en schoone
Kunsten. Vyfdé Deel, 1,2 en 3 Aflevering. Amsterdam
1851. |
TI
i
Modet den 294 April.
—— —g———-
Etatsraad Forchhammer meddeelte Selskabet Resultaterne af
sine Forsåg paa at danne i Vand uoplåselige krystalliserede og
krystalliniske Forbindelser.
Der forekommer i Naturen en stor Mængde Mineralier, om
hvilke de fleste Geognoster, Mineraloger og Chemikere- ere
enige, at de ikkun kunne dannes ad den plutoniske Vei, d. v.s.
ved Udkrystalliseringen af en ved Heden flydende Masse. Men
en ikke ringe Deel af disse Mineralier ere usmeltelige eller
udfordre idetmindste en Varmegrad til deres Smeltning, som er
håiere end den, man af andre Grunde kan antage at have
fundet Sted under den Bjergmasses Dannelse, hvori vedkommende
Mineralier forekomme.
Nogle af disse Forbindelser dannes forholdsviis let ved en
simpel Sammensmeltning af Bestanddelene, og saaledes har alle-
63
rede Milscherlich for omtrent 30 Aar siden viist, at.et af de
meest udbredte Mineralier, Augit eller Pyroxen, kan dannes
ved at sammensmelte Kiseljord og forskjellige Baser af Kalk-
Magnesia Rækken i et Forhold, hvor Kiseljordens Itmængde er
dobbelt saa stor, som den, der findes i Båserne, ligesom han
ogsaa viste, at den samme Sammensætning i den samme Form
. forekommer som et Biprodukt ved en stor Mængde Mas-
ovne i den Slagge, som samler sig over Jernect. Siden den Tid
have Slaggeundersågelser vunden en stor Interesse for Minéra-
logen og Geognosten, og ikke faa, fra deres Forekomst i Na=
turen bekjendte Mineralier, ere blevne opdagede som Smelt-
ningsprodukter i Masovnene,
Imidlertid er et stort Antal: af Mineralier hidtil ikke opdaget
iblandt Metalovnenes Produkter, og det har været en heldig og
frugtbar Tanke, som den nylig afdåde Ebelmen med stor Ud-
holdenhed har forfulgt, at oplåse Substantserne i et Stof, der
i Glédheden vilde forkolde sig som Vandet ved de lavere Tem-
peralurer, og der; ligesom dette f. Ex. efterlader ved langsom For-
dampning smukke Kogsaltkrystaller, som ikke indeholde Vand,
ligeledes vilde efterlade Krystaller, der vare frie for Oplåsnings=
midlet. Ebelmen valgte dertil Borsyre, og det er lykkedes ham paa
denne Maade at tilvejebringe meget smukke Krystaller af for-
skjellige'Stoffer. Hvis det blot kom an paa at skaffe Forbindelser
i en tydelig og maalelig Krystalform, og derved tilfåie en
meget væsenllig Deel til vore Kundskaber om disse Stoffers
Nalur, vilde dette Middel i de fleste Tilfælde være aldeles
fyldestgjårende; men endskjøåndt Borsyre i den senere Tid er
bleven opdaget paa en Mængde Steder og i en Mængde For-
bindelser, hvor man tidligere ikke ventede at finde den, fore-
… kommer den dog i en saa ringe Mængde i Naluren, at vi neppe
tor tilskrive den nogen stor Indflydelse paa Dannelsen af saa-
danne Mineralier, der spille en stårre og mere udbredt Rolle
i Naturen.
Jeg har forsågt at” danne Krystaller ved Smeltning med
64
neutrale Stoffer, som jeg senere deels kan bortskaffe ved For-
dampning, deels ved Oplåsning i Vand. Mine fårste Forsåg,
og de, der ledede mig i denne Retning, vare Pråver paa ved
en kunstig Fremgangsmaade at danne Apatit,.der saa hyppigen fore-
kommer i Naturen. Jeg blev tilskyndet til disse Undersågelser
ved mine Arbeider over Såvandets Sammensætning, hvorved jeg
altid opdagede en ringe Mængde phosphorsuur Kalk, blandet
med en endnu langt mindre Mængde Fluorcalcium. %) Dernæst
opdagede jeg, at Havdyrenes Skaller og Korallernes Kalkstokke
indeholde forholdsviis en langt stårre Mængde phosphorsuur
Kalk og Fluorcalcium, hvilket ogsaa allerede Dana har efter-
viist, og man kunde nu let tænke sig at Apatliten kunde dannes
ved Udkrystalliseringen af den i Havvandet oplåste phosphor-
sure Kalk, som da enten vilde forene sig med Fluorcalcium,
eller med Chlorcalcium, eller med begge disse, til det under
Navnet Apatit bekjendte Dobbeltsatt af trebasisk phosphorsuur
Kalk med Fluor- og Chlorcalcium. Imidlertid vare alle Forsåg,
som jeg anstillede for paa den vaade Vei at tilvejebringe en
chemisk, i Vand uoplåselig Forbindelse af Chlorcalcium med
phosphorsuur Kalk, aldeles forgjæves. Saaledes oplåste jeg
phosphorsuur Kalk i kulsuurt Vand, lilfåiede noget Chlorcalcium,
og henstillede det til langsom Fordampning, men det bund-
-fældte Salt indeholdt ikke Chlor, og naar man betragter de
Forhold, hvorunder Apatiten forekommer i Naturen, er det
ikke meget rimeligt, at denne skulde være udkrystalliseret af
”) Da jeg i Naturforskermådet i Birmingham 1849 vilde meddele denne Op-
dagelse af Fluorcalcium i Såvandet, blev jeg overrasket ved en af Dr.
Percy paa Dr. George Wilson's Vegne meddeelt Notits, hvoraf det
er klart, at han aldeles uafhængig af mine Undersågelser havde op-
daget det samme, ligesom jeg var istand til, ved at håre hans Iagttagelser,
strax at tilféie mine, og derved godtgjéåre, at mine Undersågelser vare
ligesaa uafhængige. Dr. Wilson havde opdaget Fluor i den Pandesteen,
der afsætter sig i de transatlantiske Dampskibes Kjedler; jeg havde
bestemt det i det Bundfald, som Ammoniak frembringer i, Såvandet,
efterat man har tilfåiet Salmiak, og som bestaaer af kulsuur, kiselsuur
og phosphorsuur Kalk, samt Fluorcalcium.
serne Anuna —
Sa5 antenne
65
vandige Oplåsninger, thi deels findes den i vulkaniske eller
idetmindste plutoniske Dannelser (Lachersee, Capo di Bove, i
Dolerit, Granit), deels i metamorphoserede Kalklag (de norske
og svenske jernsteenférende Kalklag, Nord-Amerika) deels i
melamorphiske Skifere, Gneus, Chloritskifer, Glimmerskifer,
Talkskifer,
Det synes altsaa, som om denne Forbindelse, om ikke ude-
lukkende, saa dog fortrinsviis danner sig under Varmens Med-
virkning og naar man kunde tænke sig, at el af vore Myremalms-
lag, der indeholder Kalk og Leer, blev udsat for en håi Varme-
grad, vilde en Fordeling af Bestanddelene, saaledes som vi
finder den i de norské og svenske Jernsteenslag, være rimelig.
Kiseljord: med Jernilte og Kalk vilde danne Augit og Hornblende,.
Leret vilde under Tilstedeværelse af noget Kali danne Feldspath
og Glimmer, Jerntveilte vilde afgive saamegen Ilt, at det vilde
danne Magnetjernsteen , den. i Myremalm forekommende ringe
Mængde Titansyre vilde danne Titanjern og den hele Række
af Titånforbindelser, som pleie at ledsage den skandinaviske
Magneljernsteen, Jernets Phosphorsyre vilde træde i Forbindelse
med Kalken, og Materialierne til Apatilen vilde være tilstede
forsaavidt som der enten fandtes en tilstrækkelig Mængde Fluor,
eller Chlor kunde indtræde i Forbindelsen. Jeg faldt nu paa
den Tanke at sammensmelte trebasisk phosphorsuur Kalk med
Chlornatrium og lade Massen henstaae til langsom Afkjåling.
Den smeltede Kogsaltmasse var fuld af Hulheder og i disse
Hulheder fandtes en stor Mængde lange, såileformige Krystaller,
hvis Form er.sexsidet, men om hvilke det, formedelst deres
Fiinhed, er umuligt at aføjore, om de håre til det rhomboe-
driske System eller ikke. Naar man udvasker den saaledes
vundne Masse med Vand og derpaa udtrækker den med Eddike-
syre, er den under disse Smeltningsforhold dannede Forbindelse
" reen og viser nu fålgende Sammensætning:
Chlorbrinte . .. . 5,61
Bl. 2 syr NSG
phosphorsuur Kalk 88,07
66
Analysen blev udfårt paa fålgende Maade:
Den smeltede Masse blev udvasket med kogende Vand,
bragt paa et Filtrum, paa hvilket det atter blev udvasket, derpaa
skyllet fra Filtrumet, udkogt med Vand og Eddikesyre og bragt paa
et nyt Filtrum og saalænge udvasket, indtil Vaskevandet ikke mere
virkede paa det salpetersure Sålvilte. Pulveret blev derpaa
oplåst i Salpetersyre, hvorved der blev noget Jernilte tilbage,
som af Grunde, der senere nærmere skulle udvikles, var bleven
tilsat. Oplåsningen blev bundfældet med salpetersuurt Solvilte
og efterat Sålvet alter var udskilt, bundfældet med Ammoniak,
hvorved trebasisk phosphorsuur Kalk afsalte sig; tilsidst blev
Resten af Kalken udskilt med Oyalsyre og veiet som svovlsuur
Kalk. Ifélge Rammelsberg indeholder den beregnede Chlor-Apatit
5,21 'Saltsyre,
94,79 Kalk og. Phosphorsyre,
medens jeg har fundet 5,61 Saltsyre og 93,87 Kalk og
Phosporsyre. Den analyserede Forbindelse har altsaa Apatilens
Sammensætning. sæ
Man kan danne disse kunstige Apatiter overordentlig let,
naar man smelter hvidbrændte Been med Kogsalt, hvorved der
dannes en Forbindelse, som har endnu langt stérre Lighed med
de i Naturen forekommende Apaliter, fordi den baade indeholder E
Fluor- og Chlorcalcium, idet Fluor her hidrører fra Beenasken
selv. ” Ved en Analyse af en saadan Forbindelse erholdt jeg
3,27 % Chlor, hvoraf alisaa følger, at omtrent Halvdelen af
denne Forbindelse er Fluorapatit.
Da den slårste Mængde Kogsalt, jeg har anvendt for at -
danne denne Forbindelse, var 1 %& sammensmeltet med "%
phosphorsuur Kalk, da man endvidere ikke kan undgaae en for-
holdsviis meget hurtig Afkjåling, er det begribeligt, at Krystal-
lerne ikke kunne væré saa store, at de kunne underkastes en
Maalning, hvorfor altsaa den krystallographiske Overeenstem-
melse ikke er beviist, endskjåndt den er meget sandsynlig.
Vægtfylden af dette Apatitpulver er 3,069, og Haardheden er
|
mr. AR
saaledes, at Pulveret gjår en Fluspathplade svagt mat ved Gnid-
ningen med en Prop.
Jeg har tidligere anfårt, at jeg tilfoiede en ringe Mængde
phosphorsuurt Jernilte til Apaliten, Hensigten med denne Til-
sætning var om muligt at give Apatiten den grånne, blaae
eller violette Farve, som den saa hyppigen. antager. En
omfattende Undersågelse af de i Mineralriget forekommende
Stoffer med blaa Farve har ført til det Resultat, at den i-sær-
deles mange Tilfælde, navnlig ved Silicaterne og Aluminaterne
er afhængig af phosphorsuurt Jern, og at altsaa Vivianiten er
" Hydratet af den Forbindelse, der farver Cyanit, Saphirin, Corund,
Spinel 0. s. v., saavelsom Fluspath og Apatit. Mine Under-
sågelser viste, at der i alle disse Mineralier kunde opdages
saavel Phosphorsyre som Jernilte,: og der stod ikkun tilbage
ved Synthese at godigjére, at det vandfrie, phosphorsure Jern-
døbbeltilte har den samme Farve og farvende Kraft, som Hy-
dratet af denne Forbindelse. Jeg troede, at det lettest kunde
skee ved Smeltning, og for at undgaae Dannelsen af et pyro-
phosphorsuurt Salt, blev der til et Æqvivalent almindeligt phos-
phorsuurt Natron tilfåiet 'endnu el Ægqvivalent Natron, og Massen
derpaa udsat for Glådheden. Jeg blev ikke lidet forbausel
over, at dette Salt, i alle de Varmegrader, jeg kunde frembringe
"i Ovne, som med Lethed smelte Ståbejern, var aldeles umelte-
ligt, og Forségene paa at danne phosphorsuurt Jernilte ved
dobbelt Decomposition under Smeltning, mislykkedes fuldstændigt.
Jeg greb derpaa til Kogsaliet, som et Fortyndings- og Smelt-
ningsmiddel for disse Blandinger, og blandede svovlsuurt Jernfor-
ilte, trebasisk phosphorsuurt Natron og en rigelig Mængde Kogsalt
sammen, hvorpaa jeg udsatte dem i en halv Time for en stærk
Hvidglådhede. Naar Digelen holdt fuldkommen tæt og Heden
ikke havde. varet saa længe, at en betydelig Deel af Kogsaltet
var bleven forflygtiget, var Massen i Digelen eensformig, og for
slårste Delen ufarvet; ved Oplåsningen blev et fiint ukrystalliseret
Pulver tilbage ; Overfladen af den smeltede Masse var bedækket
-
68
med fine håiråde krystalliniske ;Skjæl, medens den Deel af den
smeltede Masse, som var i Beréring med Digelvæggene, havde
i en Tykkelse af 2—3 Linier en mårk, violet Farve, saaledes,
som man seer den wed enkelte Flusspatharter, og som Werner
betegner med Navnet violblaat, Hovedmassen var altsaa ufarvet
phosphorsuurt Jernforilte. Paa Overfladen, hvor Ilten forholds-
viis havde fri Adgang, var der dannet phosphorsuurt Jerntve-
ile med råd Farve, og i Beråring med Digelvæggene, hvor-
igjennem de ved Heden aabnede Porer, en ringe Mængde Ilt
kunde trænge ind i Massen, dannede sig farvet, phosphorsuurt
Jernmellemilte med violet Farve. Naar derimod, hvilket hyppigt
var Tilfældet, Digelen igjennem en meget fiin Revne lod saa
at sige en Deel af den smeltede Kogsaltmasse filtrere ned i
liden, vare Forholdene ganske anderledes. Da vare Huulhederne
i Kogsaltet aldeles opfyldte med sorte, metalglindsende, glimmer-
agtige Krystalblade, der havde den stårste Lighed med den
Varietet af Jernglands, som man pleier at betegne med Navnet
Jernglimmer.
Man kan faae de samme glimmeragtige Krystaller uden at
Digelen gaaer istykker, naar man anvender en saa stærk og
vedvarende Hede, at den største Deel af Kogsaltet forflygtiges.
Denne glimmeragtige Jernforbindelse indeholder Phosphorsyre
og Jerndøbbeltilie, men de qvantitative Forhold har jeg endnu
ikke nåiere bestemt. Det er paafaldende, at denne krystalli-
serede Forbindelse ikkun danner sig, naar en Dcel af Kogsaltet
under Smeltningen skaffes bort, idet det enten fordamper,
eller i Forbindelse med en ringe Mængde phosphorsuurt Jern-
ilte flyder igjennem Digelens fine Sprækker,. Det synes altsaa,
som om denne krystalliniske Forbindelse. ikkun kan dannes
under Luftens Adgang, idet en Deel. af det tilsatte Jernforilte
ved denne Indvirkning gaaer over til Tveilite, Mærkværdigt
er det, at det ufarvede phosphorsure Jernforilte, som bliver
dannet ved Smelining uden Luftens Adgang, ved Udvask-
ning med Vand vel lider en Iltning, men ikke antager den blaa
SES
== HR gg SMÅ ter nere rom ek
69
Farve, som den hvide, phosphorsure Jernforbindelse i Moserne
og i enkelte Lavapartier faaer, saasnart dén udsæltes for Luften.
Det gjennemlåber under Udvaskningen en Farverække fra isabelle—
guult til mårkebruunt, uden at der nogensinde viser sig grånlige
eller blaalige Tinter. ,
Hvor den smeltede Masse derimod gjennemtrænger Leer-
digelen, fremkommer blaae og blaaliggrånne Farver, som ere
meget karakteristiske.
| Jeg maae efter disse Erfaringer antage det for afgjort, at
det phosphorsure Jern, især i dets Forbindelse med Leerjord,
men: ogsaa med andre Stoffer, kan give en Række af Farver,
hvis Midtpunkt er den reen blaa Tinte, som derfra paa den
ene Side gaaer over til det mårktviolette, saaledes som, vi
undertiden finde denne Farve ved Varieteter af Flusspathen,
påa' den anden Side gaaer over til den blaalig-gronne Farve,
som de Arendalske og Nordamerikanske Apatiter vise. Ved en
senere Iltning gaaer disse af Jernmellemilte afhængige Farver
over i gule og råde Tinter, saaledes, som vi navnligen see
dem saa hyppigen ved Varieteter af Cyanit, et Mineral, hvis
blaa Farve ligeledes hidrårer fra det phosphorsure Jernilte, +)
"De almindelige Resultater af disse Undersøgelser, som jeg her
dog vil tillade mig endnu at fremhæve, ere imidlertid disse, at Kog
saltet ved dets Smeltehede, forholder sig imod en Mængde Forbin-
delser ligesom Vandet gjår ved en lavére Temperatur. Snart oplåser
det Stofferne, og afsætter dem igjen i Forbindelse med et af sine
Bestanddele (Apatit), snart optager det dem og holder dem
fuldstændigen oplåste i sin Masse, uden at tillade dem at danne
krystallinske Former, (det phosphorsure Jernforilte), snart lide
de, medens de ere oplåste, en Forandring, hvorved de udskilles
i krystallinisk Tilstand (Det phosphorsure Jerndobbeltilte,) Naar
vi nu betænke, at Kogsaltet forekommer påa Jorden i saadan
[4
%) De blaae Mineralies, hvori jeg har fundet Phosphorsyre og Jernilte ere
Cyanit, Saphirin, Corund, Flusspatti, og desuden naturligviis Apatit.
70
en Mængde, at det for hver 1000 Fod af Verdenshavets Middel-
dybde vilde danne et Lag af omtrent 10 Fod over hele Jordover-
fladen, saa er det begribeligt, at dette Kogsalt maa have spillet
en stor og væsentlig Rolle ved mange Substantsers Dannelse,
paa den Tid, da Vandet endnu ikke var fortættet paa Jordskorpen.
Men det er neppe nogen Tivl underkastet, at ogsaa mange
andre neutrale Salte, især kulsuur Kalk, ved deres Smeltehede
maa påa en Mængde forskjellige Stoffer have virket oplåsende,
som Vand, og som Kogsalt.
Jeg har endnu gjort en anden Række af lagttagelser, som
have geognostisk Interesse. I de Digler, i hvilke der blev smeltet
phosphorsuurt Jernilte med Kogsalt, og som havde faaet Revner,
hvorigjennem en Deel Kogsalt og phosphorsuurt Jern var flydt
ud, havde Digelmassen selv lidt mærkværdige Forandringer.
Der fremtraadte en meget fiin Lagdeling i det sandede Leer,
hvoraf Digelen er sammensat, som paa mange Steder gik over
til en skrifrig Struktur. Der dannede sig fme, i bestemte Ret-
ninger langtrukne Porer, saaledes ordnede, at de i Forening
svare til en skrifrig Afsondring. Disse Huller vare undertiden
tomme, hyppigt udfyldte med smaae Blade af det glimmerfor-
mede, phosphorsure Jernilte, og det Hele har en paafaldende
Lighed med de skifrige, glimmerrige Bjergarter, som man
i Almindelighed betegner som metamorphiske, d.v.s. Bjergarter,
der have faaet deres Lagdannelse ved Afsætning af Vand, men
senere ved Varmens Indflydelse og undertiden under Tilféning
af andre Substantser have faaet en krystallinisk Struktur, medens
deres Lagdeling uforandret er vedbleven. Den i Digelmassen
udtrykte Slentning er ikke fremkommen ved Indtrængningen af
Bladene af det phosphorsure Jern; den er ikkun derved bleven
tydeliggjort, hvilket bevises derved, at de ved Blærehullerne og
det phosphorsure Jern udtrykte Lag i alle Digler vise sig paa
samme Maade, og saaledes som vedtrykte Træsnit” fremstiller
den, giver en fuldkommen Oplysning om den Maade, hvorpaa
" Digelfabrikanten danner Digelen. i
71
I Fig. 1, 2, 3 seer man i (a) den forste Klump Leer, som
Pottemageren har lagt paa Skiven, den skifrige ved Brændingen
fremtiraadte Struciur svarer dertil. De båiede Lag ved (b) skylde,
som man tydeligen seer, deres Form til et Tryk udenfra, og
de med Digelens Inderflade paralelle Lag i (c) ere frembragte
ved Pottemagerens ene Haand,. som han holder inde i Digelen
medens denne dreies paa Skiven.
(d) i Fig 3. viser hvorledes Pottemageren ved at trække
Digelen op trykker de enkelte Dele i en skjæv Retning opad,
og denne Ordning af Delene svarer ogsaa her til en Slenining.
72
For endeel Aar siden har jeg viist, at Gneus, som fuld-
kommen 'metamorphisk Dannelse forekommer paa Ostsiden' af
Christianiafjord efter Allunskifer, og jeg har ved Hjelp af en
streng gjennemfårt qvantitaliv Analyse godtgjort, at det Kali,
som findes i denne Gneus's Feldspath oprindeligen hidrårer fra
Såvandet, af hvilket Tangarterne have udtrukken det og senere
afsat det i Allunskiferen som er en Tangskifer. Alle Bestand-
dele, der udfordres til Gneussens Dannelse, findes allerede- i
Allunskiferen, Opvarmningen, der fårer dem over i en halv-
flydende Tilstand, giver dem ikkun Leilighed til at ordne sig
efter deres chemiske Tiltrækninger. I dette Experiment derimod,
er der tilféiet nye Bestanddele, der i oplåst Form have gjen-
nemtrængt Massen, og ved at; indgaae nye Forbindelser have
dannet krystalliniske Mineralier, hvis Ordning i Massen er bleven
bestemt ved de mechaniske”f Adskillelser, som tidligere have
fundet Sted. Disse Foråg og lagliagelser fuldstændiggjåre
mit tidligere Arbeide om Gneussens Dannelse, og hæve det
efter min Formening over enhver Tvivl, at jo de krystallinske
Skifere kunne dannes ved Metamorphøse, hvorved jeg ikke vil
nægte, at der i enkelte Tilfælde, ved en fuldstændig Smelining
maaskee kunde dannes Former i Bjergmasser, der ere skifrige,
og alisaa i håieste Grad vilde ligne de metamorphiske Bjerg-
arter.
Selskabet modtog:
Fra Doctor Cantor:
General features of Chusan, with remarks on the flora and
fauna of that island. London 1842,
Catalogue of reptiles inhabiting the malayan peninsula and
islands, London 1842.
Catalogue of malayan fisches,. Calcutta 1850.
Ka e rakn.
ø
73
Fra Reale Academia della Scienze i Neapel:
Rendiconto della reale academia delle scienze sezione della
societa reale borbonica. Nuova serie No. 1, 2, 3, 4,5
& 6. Napoli 1852.
Relazione sulla malattia della vite, apparsa nei contorni di Napoli
ed altri luochi della provincia, fatta da una commissione
della reale academia della scienze. Napoli 1852.
Il monte Vulture ed il tremuoto del di 14 Agosto 1851. Da
soci Luigi Palmieri, ed Arcangelo Scacchi.
Fra Cavalliere Pietro Collenza:
Un caso di ermafrodito vivente neutro-laterale. Memoria del
Cav. Pietro Collenza. Napoli 1853.
Fra Cavalliere Vinc. Flauti:
Osservationi su metodi. proposti dallillustre Lagrange per le
curve inviluppi, con altre ricerche affini del socio attuale
cav. Vincenzo Flauti. Inserita nella pårte secénda del
tomo XXIV, delle Memorie della societa italiana della
scienze, residente in Modena. Modena 1848.
Su due libri di Apollonio Percéo detti delle inclinazioni e sulle
diverse ristituzioni essi di disquisizione del socie attuale
"Cavaliere Vincenzo Flauti insørita nella paåarte 1 del tome
XXY, delle memorie della societa italiana delle scienze
residente in Modena. Modena 1851.
Hr. Etatsraad Petersen, som efter Alderen fratraadte som
Medlem af Kassecommissionen, blev gjenvalgt.
De TORRES EN
BARER, ;
Sica
Oversigt
over det
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
» og
dets Medlemmers . Arbeider
i Aaret 1853.
Af
Etatsraad, Professor &. Forchhammer,
Selskabets Secretair.
WT. 3 og &.
Modet den 20%. Mai.
—————
Hr. Professor £. 4. Sharling meddeelte Resultaterne af sine
seneste Undersågelser over forskjellige Balsamer. "Da selve
Afhandlingen vil blive optaget i Selskabets Skrifter, indskrænker
man sig til fålgende Meddelelser.
Bzofessor S. har foretaget en ny Hidemageldl over Tolu
Balsam og derved fundet Leilighed til noget nærmere at under-
såge' Tolenens Egenskaber. Den af Kopp benævnte $- Harpix
af Tolu Balsam fandt Prof. S. kan omdannes véd iltende Midler
til en anden Harpix, hvis Sammensætning synes at være C14
Hz Os. Tolu Balsamen fandies- hverken at indeholde Cinnamein
6
76
eller nogen sammensaj Æther. Ved dgm tårre Destillation af
Tolu Balsamens Harpixer dannes som Høvedprodukter Toluol,
benzoesyret Methylilte, Phenol og Kul; den tidligere Angivelse
af Deville at Destillatet skulde indeholde benzoesyret Æthylilte, .
beroer paa en Feiltagelse, som Prof. S, har efterviist, blandt
andet ved at decompønere den sammensatle Ætherart med Kali,
og senere behandle den erholdte Alkohol efter behørig Rens-
ning og Afvanding, med Oxalsyre og Svovlsyre, herved BER GUtN
som Destillat fast oxzalsyret Methylilte.
Ved at underkaste Harpixen af Peru Balsam en tår Destil-
lation, erholdtes forholdsviis kun lidt benzoesyret. Methylilte og
Toluol, dérimod en stårre Mængde. af en flydende Kulbrinte,
som næsten i alle Egenskaber lignede Styrol. og som med Let-
hed omdannedes til en fast Masse med Metastyrolets Egenskaber
og Sammensætning.… .Ved denne. Vædskes Overgang fra den
flydende til den faste Tilstand. aftog dens lysbrydende og farve-
adspredende Kraft, medens dens. Vægtfylde derimod. tiltog.
Saavel Styrol, som den»her omtalig Kulbrinte, optager Ilt af
Atmosphæren, men som det synes, i ulige Forhold. Fra den
28de Marts til den 20de Mai var Vægten af"0,5915 Gram Styrol
indesluttet i en med et tyndt aabent Glasrår forsynet Flaske,
foråget 15%; medens 0,7135- Gram af -owvennævnie Kulbrinte af
Peru Balsamens Harpix under lignende Forhold og i samme
Tid kun havde tiltaget 49%.
Grunden 4il at: den flydende Storax indeholder saa; ulige
Qvantiteter af Styrol er derfor efter Prof. $. Mening nærmest
den, at Styrolet efter sin Dannelse i vedkommende Træer ikke
altid faaer Leilighed til at omdannes lige meget ved at optage
lt. af Luften.
Toluol. optager ikke Ilt paa nogen kjendelig Maade ved
at. udsættes for Atmosphærens Indvirkning, men fordamper
uden at efterlade nogen Rest.
77
Selskabet modtog:
Fra det' svenske Videnskabernes Academi i Stockholm:
" Kongl. Vetenskaps - Akademiens Handlingar for År 1850.
1 & 2 Afdelningen. - Stockholm 1851.
Ofversigt af Kongl. Vetenskaps - Akademiens Forhandlingar.
1851. Stockholm 1852. |
Årsbereltelse om framstegen i Kemi under År 1849 af .
gifven till Kongl. Eee EERER ORNE! af Svanberg. Stock-
holm 1851.
Berettelse om framstegen i Fysik under År 1850 afgifven
till Kongl. Vetenskaps-Akademien af. Edlund, . .Stockholm 1852.
Årsberettelse om Technologiens framsteg till Kongl. Veten-
Skaps- Akademien aføifven d. 31 Marts 1847. Stockholm 1851.
For Året 1848. & 48 af Pasch, Stockholm 1852,
Årsberettelse om Botaniska Arbeten och Upptæcder. får
Aar 1849 till Kong]. Vetenskaps - Akademien afgifven d. 31 Marts
1850 af Wikstrom. Stocholm 1852.
Berettelse' om framstegen i Molluskernas, Crustaceernas och
de lægre skelettlåsa Djurnas Naturhistoria under Året 1845—49
af Lovén. Stockholm 1852.
'Årsberettelse «om framstegen i Insekternas, Myriapoder-
nas och Arachnidernas Naturalhistoria for 1848 och 1850 till
Køongl. Vetenskaps — Akademiens” afgifven af Boheman. Stock-
holm 1852.
Fra the Geologicat Society i London.
The Quarterly Journal of the Geological Society edited by
the assistant - secretary of ihe Geological Society. London
1852. Vol. 8. Part. 4. No. 32.
Fra the Geographical Society i London.
The Journal. of the Royal Geographical Mopjety of London.
Volume 22. 1852.
Fra die schlesischen Gesellschaft får Vaterlåndische Kultur:
Neun und zwanzigster Jahres- Bericht. 1851. Breslau.
6
w.
Fra Hr. Prof. Lewy.
Mémoire sur la composition de Vair confiné dans la terre
végétale par M. M. Boussingault et Lewy. 'Extrait des annales
de chimie et de physique 3 serie, tome XXXVIII. Paris 1853.
Fra Hr. Dr. Hannover.
On the construction and use of the microscope by Dr.
Hannover. Edinburgh 1853.
Modet den 3% Juni.
Hr. oversttieutenant: Andræ meddeelte folgende Bemærkninger :
Om de projective Forvandlinger, ved hvilke Flade-
indholdene bevares uforandrede.
Af de projective Forvandlinger, som fremstaae, naar en
given Overflades Punkter overfåres paa en anden given Over-
flade efter en vis bestemt Lov, have hidtil kun ganske enkelte
været Gjenstand for mathematisk Behandling. De herhen hå-
rende Undersågelser ere næsten alle fremkaldte ved specielle
Problemer, der angaae den sphæriske og den sphæroidiske
Flades plane Afbildninger, eller de saakaldte Kaartprojeclioner.
Er fuldkommen Afbildning, det vil sige en saadan, hvor hvilke-
somhelst Dele af Billedet ere ligedannede med de tilsvarende
Dele af det -Afbildede, er som bekjendt kun mulig paa Flader,
der enten selv ere ligedannede med den afbildede Overflade,
eller ved Béining kunne bringes til at blive det. Da nu Planen
ved Boining kun kan frembringe Flader, der ere udfoldelige,
og da hverken den sphæriske eller den sphæroidiske henhåre
ul denne Klasse, saa har man fålgelig stedse ved plane Kaar-
ter, der skulle fremstille Billeder af Himmelkuglen eller” af
Jordoverfladen, maattet gjåre Brug af projective Førvandlinger,
79
som medfårte mere: eller mindre væsentlige Forvanskninger.
Kaartprojectionernes Theorie bår vise, hvorledes de forskjellige
Projectionsmaader: betinges' af de Egenskaber, Fremstillingen
maa 'besidde for at fyldestgjore visse særlige Formaal, og den
bør tillige, hvor Opgaven er ubestemt, give alle de mulige
Låsninger, mellem hvilke Valget maa bestemmes ved en yder-
ligere Tilféielse af nye Betingelser.
Det er imidlertid langtfra, at en saadan Theorie kan: siges
for Oieblikket at være tilvejebragt. Med Undtagelse af Så6-
kaartene, eller Kaartene med de saakaldte voxende Breder, der
frembyde et smukt, men næsten enestaaende Exempel paa en
fuldstændig Låsning af et specielt Problem, skylde den langt
storre Deel af de ældre Constructioner som oftest ganske uvæ-
'sentlige eller: dog underordnede Hensyn deres Tilblivelse. Den
stereographiske Projection, der er den ældste af alle og endnu
i vore Dage en af de mest udbredte, har saaledes oprindeligt
kun tildraget sig Opmærksomheden, fordi den gjengav - den
sphæriske Flades Meridianer og Paralleller ved de simpleste af
alle Curver, nemlig ved den rette Linie og Cirkelen. Det er
denne Egenskab, som allerede Piolemæus fremhæver, og det
er ogsaa kun denne alene, der har givet de herhen hårende
Constructioner en saa udbredt, Anvendelse. Og dog er den
stereographiske Projection i Besiddelse af en anden, ganske
—- anderledes "charakteristisk og for den billedlige Fremstilling
væsentlig Egenskab, den nemlig, at bevare i Billedets mindste
Dele en fuldstændig Ligedanneihed med det Afbildede. Uagtet
man nu med stårste Lethed kan eftervise denne mærkelige
Egenskaåb, saa er dog Opdagelsen heraf først gjort i det for-
rige Aarhundrede, fra hvilket man vel overhovedet maa datere
den mere videnskabelige Behandling af Kaartprojectionerne.
Det fårste Forsåg paa at udkaste Grundtrækkene af en
omfattende og almindelig Theorie skyldes Lambert. I en meget
mærkelig Afhandling: ,Anmerkungen zur Entwerfung der Land-
und Himmelscharten”, som findes i del 1772 udkomne 3die Bind
80
af: ,Beytråge zum Gebrauche-der Mathematik”, fremstiller denne
beromte Mathematiker Opgaven i dens. hele. Almindelighed og
gjennemgaaer en stor Deel af de vigtigste Problemer; idet hån
tillige ved en Række af Exempler viser, hvorledes deé i enkelte
givne Tilfælde kunne låses. Det er imidlertid dog» især -eet
Problem, men rigtignok "eet af 'de allervigtigste, ved hvilket
han dvæler med stor Forkjærlighed, ,det nemlig, 'at frembringe
Afbildninger, som i deres mindste: Dele ere ligedannede med
det Afbildede. Af dette Problem gives sem almindelig Låsning
og det vises, at den stereographiske og den: Mercåtorske'Pro…-
jection ere indbefattede i denne. Ved Lambert's -Arbeider
vaktes Mathematikernes Interesse for denne "Ari: af: Undersågel-
ser. Allerede i'1777 findes en, Afhandling. af Eulér i! Peters-
borger-Academiets. Memoirer, som ' behandler det samme Pro-
blem og i det Væsentlige indskrænker sig til Udledelsen af de
samme Resultater. Derimod førtes Sagen et betydeligt Skridt
fremad ved to beråmte Afhandlinger af Lagrange i Berliner
Academiets Memoirer for 1779. - Uagtet disse Afhandlinger be-
nævnes: »Recherches sur ia construction des cartes-géogra-
phiques”, .er det dog kun igjen det tidligere af Lambert paa-
pegede Problem, som saa at sige udelukkende behandles. La-
grange giver Låsningen i en anden og smukkere Form, og ud-
vikler tillige alle de Tilfælde, i hvilke Meridianerne og Paral-
lellerne kunne fremstilles ved Cirkler. Af andre og senere Ar-
beider skal jeg endnu kun fremhæve eet, som vel maa antages
at have fuldendt denne Deel af Projectionernes Theorie, hvilken
tillige: derved har erholdt en Udvidelse, der forer. den langt
ud over de tidligere afstukne Grændser.…… Jeg behåver neppe .
at tilfoie, at jeg herved. sigler til den af Gauss givne Besva-
relse af Selskabets mathematiske Priisopgave for Aaret. 1822,
som senere, under Titelen: ,Allgeraeine Auflåsung der Aufgabe,
die Theile einer gegebenen Flåche auf einer andern gegebenen
Flåche so åbzubilden, dass die Abbildung dem Abgebildeten. in
81
den kleinsten Theilen åhnlich wird” er bleven offentliggjort i
3die. Hefte af Schumacher's ;Astronomisché Abhandlungen”.
Medens en enkelt Projectionsmaade saaledes gjentagne
Gange er bleven underkastet en omfattende måthematisk Under-
søgelse, maa det vistnok vække Forundring, at ingen af alle de
ovrige Projectioner er gjort til Gjenstand for en lignende Be-
handling. "Og dog findes der blandt disse adskillige, som i flere
Henseender fortjene Opmærksomhed, og der gives i hvert Fald
. eén, som indtager en fuldkommen sideordnet Plads med den be-
handlede, den nemlig, hvor kvilkesomhelst Dele af Billedet gjen-
give de afbildede Fladeindhold med uforandret Stårrelse. Prin-
cipet for denne Projection findes gjennemfårt ved mangfoldige
Kaartconstructioner ligefra de bekjendte Flamsted'ske Himmel-
kaart til: dé nyeste og stårste topographiske Værker. Det er
saaledes: en Construction af den betegnede Art, der bruges ved
det beråmteste af alle Kaartværker, det endnu ikke fuldendte
Frankrigs Kaart, som udgives af den franske Generalstab, og
det er ogsaa den samme Construction, der anvendes ved de
nye af den danske Generalstab bearbeidéde Kaart over Dan-
mark. Uagtet ny disse specielle Constructioner ofte ere mathe-
matisk behandlede (af Puissant haves blandt andet en ret til-
fredsstillende Udvikling af deres Egenskaber), saa er det mig
dog ikke bekjendt, at der nogetsteds er fremkommet væsentlige
Bidrag til en almindelig Theorie af den tilsvarende Projections-
maade. Lambeért berårer den temmeligt kørt og indskrænker
sig foråvrigt til Betragtningen af nogle særegne Tilfælde. I de
fålgende Arbeider forbigaaes den næsten ganske, og det er
forst i den allersidste Tid, at Problemet paany er bragt paa
Bane. I Septemberheftet for 1852 af Liouville's Journal findes
nemlig en Afhandling af Ossian Bonnet, som vel atter, under
den almindelige Titel: ,Sur la théorie mathematique des cartes
géographiques;” kun giver Låsningen af den sædvanlige og altsaa
ofte behandlede "Opgave, men Forfatteren har dog her i en
Slutningsanmærkning. berørt det anførte Problem og givet en
82
partiel Differentialligning, hvoraf (Løsningen "kan «udledes, idet
han tillige har forbeholdt sig, ved en anden Leilighed at ville
forsåge paa en videre gaaende Udvikling. Da jeg for længere
Tid siden, ved at beskjæftige mig med et mere omfattende Ar-
beide over Kaartprojectionerne i Almindelighed, er bleven ledet
til nåiere al undersåge: den omhandlede Klasse af Afbildninger,
skal jeg tillade mig at meddele en Udsigt over Gangen i: denne
Undersågelse og de derved vundne Resultater. Det Fålgende
er et Udtog af' det herhen hårende Afsnit i den nævnte, for
flere Aar siden nedskrevne Afhandling.
$ 1.
Et Punkis Sted paaen given Overflade; kan paa utallige Maader.
bestemmes ved Hjælp af 2 Variable. ;En hvilkensomhelst-Over-
forelse af samtlige Punkter fra en given Oyerflade! til: em anden
ligeledes given Overflade vil derfor stedse kunne tænkes be-
stemt ved 2 Ligninger mellem 4 Variable, hvoraf de to tjene
til Fastlæggelsen af Punkterne paa den-ene Overflade, medens
de to andre paa lignende Maade bestemmg. de tilsvarende
Punkter paa den anden "Overflade: … Naar disse "to: Ligninger
ere givne, vil:Overforelsesmaaden eller Projectionen være fuld-
stændigt defineret. Skal omvendt Projectionen være i Besid-
delse af visse Egenskaber, maae Ligningerne underkastes visse
tilsvarende Betingelser, som. det i hvert givet Tilfælde maa være
muligt nærmere at eftervise.
Naar den oprindelige Overflade er' sphærisk eller sphæ-
roidisk, ville Punkterne være bestemte paa den. simpleste Maade
ved Angivelsen af deres Længde, 6, og Brede, 4, som her
stedse skulle forudsættes udtrykte i Buelængde paa Cirkelen,
hvis Radius er Eenheden. Er det endvidere en plan Flade paa
hvilken Projectionen skal foregaae, saa kan man: fastlægge
Punkterne påa denne ved Abscisser, æ, og Ordinater; y, hen-
forte til et vilkaarligt valgt retvinklet Coordinatsystem… En be=
83:
stemt Projection eller Afbildning af den sphæriske eller sphæ-
roidiske Flade paa en Plan vil altsaa. stedse kunne defineres
ved Ligningerne:
æ pp (4, 0)
| sy =hy (4, 0)
hvor det nu vil være at vise, hvorledes Functionerne p og w
maae bestemmes, for at Billedet i alle dets Dele kan gjengive
det afbildede Fladeindhold med uforandret Stårrelse.
.
S 2.
Den foreliggende Opgave vil ved en meget simpel Be-
mærkning kunne fåres tilbage paa en anden og forholdsviis
lettere, Det er nemlig indlysende, at naar man blot blandt de
utallige Afbildninger, der opfylde den stillede Betingelse, kjendte
een eneste, saa vilde alle de åvrige kunne betragtes som plane
Forvandlinger af denne.» Men af saadanne. Afbildninger haves
nu flere, hvoraf de bekjendteste ere den oprindelige flamstedske
og den. saakaldte modificerede flamstedske. Imidlertid ville vi
dog ikke her anvende nogen af .disse, men foretrække en
tredie, der dannes med stor Lethed og fremfor de nævnte be-
sidder den fordeelagtige Egenskab, at samtlige Meridianer og
"Paralleller gjengives ved Systemer af rette Linier, der respec-
tive ere parallelle med Ordinataxen og Abscisseaxen.
| Sættes nemlig: x = ad,
"idet-a betegner, Æquatorradien,, saa ville samtlige Meridianer
være: atbildede; ved Linier parallelle med Ordinataxen, og det
kommer; nu kun an paa at' bestemme y saaledes som Function
af Breden, at Arealerne bevares uforandrede: Men paa Af-
bildningen gjengiver aabenbart det uendeligt lille reciangulære
Areal: dædy det paa -den krumme Overflade mellem 8 og 8 —+-dø
og mellem 2:0g 4% + då liggende Fladeelement,; hvilket er
udtrykt ved rodådå, naar r og 9 betegne Radius-for Parallel-
kredsen og Krumningsradius for Meridianen, begge svarende til
Breden 2.
84
Man maa fålgelig have Ligningen:
dædy = rodådå,
eller, naar de = adeé elimineres:
EH dy — "L gr.
v= 00 |
Å "nm
r
y= W. = då
bestemme saaledes den sågte Projection, der ogsaa give Paral-
lelkredsene som rette Linier parallelle med Abscisseaxen.
For den sphæriske Flade haves: r = acoså og 2 = ad,
altsaa y =— asin4, hvilket giver den bekjendte Forbindelse
mellem Overfladerne af Kuglen og dens omskrevne. Cylinder.
For den sphæroidiske Flade med Excentriciteten e har man som
a net De og det indsées let, at man for
enhver Omdreiningsflade, hvis Meridian er given, paa lignende
Maade kan udtrykke Produktet re som Function af 4. Den ved
Ligningerne (1) bestemte Projection kan derfor anvendes ved
hvilkesomhelst givne Omdreiningsflader, og man kan saaledes
ogsaa betragte Alt det Fålgende som gjældende for disse Flader
i Almindelighed.
Ligningerne:
bekjendit: ro =
$ 3.
Alle de. sågte Afbildninger ville nu kunne tænkes frem-
bragte ved paany at projicere det ved Ligningerne (1) bestemte
Billede paa en anden Plan, såaledes at Arealerne atter gjen-
gives uforandrede. Udtrykkes Punkterne paa denne sidste
Plan, som i det Fålgende udelukkende gives Navn af Projec-
lionsplanen, ved Abscisser: X, og Ordinater: Y, i et retvinklet
Coordinatsystem, saa kan enhver saadan Overfårelse defineres
ved Ligningerne: :
(2)
|
p (X, SÅ
y (X, Y)
85
eller ved det dermed æquivalente System:
væ FF (72,9)
Det er indlysende, vat det ene af disse Systemer stedse kan
tænkes udledet af det «andet, og det er forsaavidt ligegyldigt om
man gjør "Brug af (2) eller (3). Det sidste vil være det be-
qvemmeste, "hvor der”er Tale om at bestemme Projectionerne
af den -oprindelige” Plans enkelte Punkter, det fårste derimod,
hvor man ånsker directe at bestemme de Curvér, der paa'Pro-
jectionen afbilde visse givne Curver paa den oprindelige Plan.
Af denne Grund skal her Systemet (2) fortrinviis anvendes.
stær
Betegnes de ved Differentiationen af (2) erholdte Ligninger
. paa fålgende Maade:
dr = MdX + NARN (4)
dy = mdX + ndy
saa vil man let kunne finde det Fladeelement paa den oprinde-
lige Plan, der afbildes ved Rectangelet dXdY,. hvis fire Hjørner
ere bestemte ved Coordinaterne:
TS FAR ASK TAGE DE RR RR dy
Til disse Hjorner svare nemlig paa den oprindelige Plan
Punkterne: | f
rt, y;æ—+ NdY, y + ndY; zx + MdX, y + mdX;
rt + MdX + NdY, y + mdX + ndf.
Fladeelementet er saaledes paa denne Plan ét Parallellogram
og dels Størrelse findes. uden "Vanskelighed at være:
+ (Mn — Nm! dXdyY.
Skulle nu begge Elementers Arealér være numerisk ligestore
maa man fyldestgjore Betingelsen:
Å Mn — Nm = £ 1,
hvor man dog uden Skade for Låsningens Almindelighed kan
86
indskrænke sig til eet af Tegnene, da Forvandlingen af Tegn
kan opfattes som svarende til en simpel Dreining af hele Pla-
nen om den i samme liggende Abscisseaxe, Valget af p og w
er derfar kun knyttet til Opfyldelsen af Ligningen:;
Mn — Nm — 4, (5)
og det sees saaledes, at den ene af disse Functioner kan væl-
ges fuldkommen vilkaårligt, medens den afiden da i hvert Til-
fælde bliver bestemt. ved en partiel Differentialligning af en
yderst simpel Form. .
S 5.
Skulle samtlige Meridianer, som paa den oprindelige Plan
ere bestemte ved Ligningen: x = c, afbildes paa Projections-
planen ved Curver åf en given Art, indeholdte i Ligningen:
u —= f (X, Y) = a, hvor a er den arbitrære Constante, saa
maa man aabenbart have:
co op (&): (6)
Functionsformen wæ er fuldkommen vilkaarlig saalænge det ikke
er fastsat, hvorledes hver enkelt af de oprindelige Meridianer
svarer til hver enkelt af de givne Curver. Har man derimod
fastsat dette, eller, med andre Ord, har man givet c som en
bestemt Function af a, saa er derved ogsaa med det samme
Functionen mp bestemt. Af (6). fålger nu: M —= p(u) ed og
N =..p(u) ed Da disse Størrelser maae betragtes som be-
kjendte Udtryk i X og Y, bliver Integrationen af den partielle
Differentialtegning (5) fårt tilbage paa Integrationen af hvilke-
somhelst to Differentialligninger i Systemet:
MdX + NdY = 0; Mdy +..dX =.0;, Mdy.— .dY = 0;
hvoraf den førstes Integral er: cp (u) = c. Man har altsaa
ganske almindeligt, idet F betegner en. arbitrær Functionsform:
87
y=w(X, Y) of
SLØR É mn a)
hvor den ene af de to Variable X og Y, der sædvanligt begge
(7)
(4 u) »
du du
indtræde saavel i == ixrer i FT AL for Integrationen elimineres ved
Hjælp af Ligningen p (u) = c, eller u = a, idet den arbi-
bitrære Constante atter bortskaffes ved samme Ligning, naar
Integrationen er fuldbyrdet.
Vilde man have en lignende almindelig Låsning af Pro-
blemet under den Forudsætning, at det var Parallelkredsene, der
skulde afbildes ved Curver af en bestemt Art, indeholdte i Lig-
ningen u =— aa, Saa er denne Låsning ligefrem givet ved det
Foregaaende og kan fremstilles ved en simpel Ombytning af
Bogstaverne i de udviklede Formler.
Man faaer i delte Tilfælde, istedetfor Formlerne (6) og
(7), de efterfålgende :
= y(W)
i! dX 1 dY (8)
kuna F rs:
m of +F(u0= af et Fu)
S$ 6.
Rigtigheden af de ved Formlerne (6), (7) og (8) givne
Løsninger af Problemet hviler imidlertid paa en Slutning, som
fortjener en noget nærmere Undersågelse.
Da Ligningen (5) er fyldestgjort vil der vel i alle Tilfælde
finde en fuldkommen Ligestorhed 'Sted mellem de mindste Dele
af Billedet og det Afbildede, men heraf fålger dog ikke med
Nodvendighed, at Ligestorheden stedse bevares for hvilkesom-
helst endelige Fladeindhold. Ere de valgte Functioner for alle
Værdier' reelle og eenformede, det vil sige, er Projectionen
88 i
saaledes hestemt, at der' stedse til hvert distinct Punkt paa den
forste Plan svarer eet distinct Punct paa den anden og omvendt,
saa gjælder Slutningen uden nogensomhelst Indskrænkning, og
hvert endeligt påa en hvilkensomhelst: Maade begrændset Areal
paa den ene Plan vil da gjengives paa den anden ved et n6i-
agtigt ligestort Areal, hvis Begrændsning selv er dannet ved
Overfårelsen af det første Areals Begrændsning. Naar een
eller flere. af de i (2) og (3) indtrædende Functioner p, w, f og
F ere fleerformede, eller imaginære udenfor givne Grændser,
fremkomme derimod visse Undtagelser, hvoraf her kun de væ-
sentligste skulle beråres:
1) Ere Functionerne "saaledes bestemte, at der .til hvert
givet Punkt paa den oprindelige Plan svarer flere distincte
Punkter paa Projectionsplanen, medens der omvendt til hvert
Punkt paa denne kun svarer eet Punki paa den fårste, saa vil
man have en fleerfoldig Afbildning, hvor hvert. forelagt Areal
gjengives ved to, eller flere forskjellige Billeder. Imidlertid vil
dog hvert af disse Billeder for sig betragiet fyldestgjåre den
stillede Betingelse, saa at der égentlig ikke i dette Tilfælde
foreligger nogen Undtagelse.
2) Have derimod flere forskjellige Punkter een og samme
Projection og indeholder det projicerede Areal saadanne Punk-
ter, saa er det aabenbart, at Regelen maa lide en virkelig Und-—
tagelse, idet man for at gjenfinde Ligestorheden maa regne
Arealet paa de tilsvarende Dele af Projectionsplanen dobbelt
eller fleerdobbelt. |
3) Ved samme Projection kan en Combination af des under
1 og 2 angivne Forhold finde Sted, og der vil. altsaa »ved en
speciel Discussion af hvert herhen hårende Tilfælde være: sam-
tidigt at tage Hensyn til de ovenanfårte Undtagelser.
4) Endelig vil der i mangfoldige Tilfælde være visse Dele
af Planerne, .der slet ikke kunne overfåres, idet de tilsvarende
Projectioner blive imaginære. Hvor saadanne Forhold indtræde,
maa man drage Omsorg for, at hele. det Areal,” der skal af-
bildes, ligger paa den Deel af Planen, som projiceres reelt.
89
ST.
Uagtet der ikke i nærværende Oversigt kan være Tale om
at gjennemgaae de forskjellige mærkelige Projectioner, som
fremstaae ved en speciel Anvendelse af de udviklede Formler,
saa turde det dog være passende ganske kort at beråre et
Par enkelte Tilfælde, især for derved at erholde Leilighed til
at belyse de i foregaaende Paragraph fremsalte Bemærkninger.
Den simpleste af alle her behandlede Afbildninger vil frem-
komme, naar man tillægger Functionen u den simpleste af alle
mulige Former ved ligefrem at sætte u = X, eller z = p (2).
Meridianerne vedblive" da ogsaa i Billedet: at være rette
Linier parallelle med Ordinataxen, og hele Omdannelsen - be
staaer egentligt kun deri, at de enkelte rectangulære Flade-
elementer: ydæ gjenvinde ved en foråget Længdeudstrækning,
hvad de tabe ved at gjåres smallere efter en vilkaarlig given
Lov. Projectionen har vel i og for sig ingen Interesse, men
den egner sig ikke: destomindre just til Anfårelse paa dette
Sted, da alle Udryk reduceres saaledes, at deres Rigtighed med
stårste Lethed directe kan eftervises og som s soflest endogsaa af
sig selv falder i Oinene.
Antagelsen: u = X, giver ved Formlerne (6) og (7) fål-
gende Bestemmelser for x og y:
ct — øp (X)
bel ate og (9)
HE ar)
idet vi til end yderligere Simplification udelade den arbitrære
Function af X. |
Satte man nu atter i (9): p (X) = X, saa vilde Billedet
blive identisk med det Afbildede. Antager man derimod p (X)
= X, eller, for at. bevare Homogeniteten, = erholdes fål-
X3
'XJ ,
gende Udtryk:
ne) b? 1 2
spe JK re fa , samt X —(b?2)' ; Y=3y (f
90
Da alle Functioncr ere reelle og” eenformede, har man her en
Afbildning af den almindelige Art; hvor ethvert. Areal uden
nogensomhelst Undtagelse overfåres med samme Stårrelse, saa-
vel fra den første Plan til den anden, som fra dénne til hiin.
Cirkelfladen, begrændset af Cirkelen: y? + x? —= r?, bliver
saaledes afbildet. ved det æqvivalente Areal, som begrændses af
Curven: Y= + an Yr?b? — XY, der har Form af et liggende
Ottetal, dog med den Forandring, at Grenene i Begyndelses-
punktet ikke skjære, men beråre Abscisseaxen, . Omvendt svarer
igjen til Cirkelen: Y? + X? =—7r”, en Curve paa den første Plan,
hvis Ligning er: 3 (7) = = + Yr' — b (bær), og denne Curve
omslutter paany det samme Areal, uagtet dens Form atter er
meget forskjellig, da den nu har fire Grene, der strække sig i
det Uendelige med Ordinataxen som fælleds Asymptote.
faaer man Udtrykkene:
9
Sættes g(X) —T,
- X? bY mm due fig
venr e y= 5%; X=+YVbr; Y= + AVA
æ.
Denne Projection afgiver Exempel paa de under 1 og 4 nævnte
Undtagelser. Man seer nemlig let, at hvert Punkt i den fårste
Plan afbildes ved. to Punkter, eet tilhåire og eet tilvenstre af
Y Axen, naar dets Abscisse er positiv, medens det kun har
imaginære Projectioner, naar Abscissen er negativ, De Arealer,
der skulle projiceres, maa altsaa ligge heelt paa håire Side af
Ordinataxen og blive da gjengivne ved to æquivalente Billeder;
det ene liggende paa håire, det andet paa. venstre Side ;af Pro-
jectionsplanens Ordinataxe.. Specielt kan man dog bemærke, at
alle Curver, der paa den oprindelige Plan ere symmetriske med
Hensyn til y Axen, projiceres uden Forandring af det omslut-
tede Areal; thi vel er det kun det Halve af Arealet, der har
reel Projeétion, men då denne til Gjengjæld er. dobbelt, bliver
Ligestorheden herved frembragt paany. ”Tager man saaledes
91
Cirkelen, hvis Ligning er: y? + æ? — pr”, saa afbildes denne
ved Curven; bb! Y?. — 4X'.— 4r 0? X?, der er dannet som et
liggende Ottetal.… Denne Curves Fladeindhold er ligestort med
Cirkelens, af hvilken; dog kun den håire Halyvpart er dobbelt
projiceret paa begge Sider af Axen. Tilbageférelsen af hvilke-
somhelst Arealer fra Projectiønsplanen til den oprindelige Plan
giver et Erempel paa den under 2 berårte Undtagelse. To og
to Punkter, det ene tilhåire, det andet tilvenste af Y Axen,
gjengives nemlig her ved eet og samme Punkt. Arealer, som
ligge. paa begge Sider af Axen blive derfor overfårte med
forringet Stérrelse, og er det forelagte Areal netop symmetrisk
halveret af. begge Axer, bliver det overfårte nåiagtigt Halv-
delen: deraf. . Til Cirkelen;. Y? 4 X? = r?, svarer saaledes
Curven: x (4y? + b?) = br?, der har to uendelige Grene, som
i Forbindelse med den fælleds Asymptote (y-Axen) omslutte
Årealet år?x. Derimod er det indlysende, at Arealet gjengives
uforandret, naar det ligger heelt paa den ene Side af Y-Axen.
Cirkelen: Y? = 27X — X?, frembringer saaledes Curven:
væ (4y? + bb?) = 4r%b?, som ganske ligner den foregaaende,
men nu omslutter Arealet r%.… Betragter man nærmere Overfå-
relsen af den tidligere anførte Curve: b? Y? + 4X5 — 47? D? X?,
vil man idvrigt let see, hvorledes og hvorfor selv disse Be-
mærkninger undertiden kunne taale at modificeres.
Vil man danne Exempler, hvor ogsaa den under 3 nævnte
Undtagelse forekommer, saa maa Funclionen mp selv antages
fleerformet. For p (X) = + VB? — X? erholder man saaledes
en Projeétion bestemt ved:
cz=—a VP — X; y=F= KVD X"; X= Ht YVP — 2;
SENGE
hvis Hovedegenskaber ere idinefaldende. Kun de Punkter, som
liggé indenfor Parallellerne: x = + b, have reelle Projec-
tioner, idet tillige to og to af disse Punkter, eet tilhåire og
7
92
eet tilvenstre af y-Axen, gjengives ved de samme! iivende
Punkter, hvoraf ect ligger tilhåire og eet tilvenstre af Y-Axen.
Medens Arealer, der ligge udenfor de betegnede Grændser, slet
ikke projiceres, afbildes derimod alle Arealer, der ere héelt
beliggende mellem x = 0 og x = + b, eller mellem z—= 0
og x—'— bb, ved tvende æquivalente Billeder, og saadanne
Arealer, der ligge paa begge Sider af y-Axen, ved Billeder,
hvis totale Fladeindhold er mindre end det Dobbelte. " Specielt
kan det' endnu bemærkes, at Figurer, der ligge indenfor Grænd-
serne og ere symmetrisk deelte af begge Axer, atter her af en let
begribelig Grund gjengives med uforandret Fladeindhold. Cir-
kelen: y? = bæ —- æ?, projiceres saaledes ved Curven:' Xf —
(0? — X) (Y' + 2Y” X”), hvis Fladeindhold, indesluttet mellem de
fire hyperbolske Grene og 'de'to fælles Asymptoter: x'= + b,
er =— 45%," medens Cirkelen: g? + 2? ="B?, gjengives' ved
B mage
Maade, kun findes = b? 7
ø
Curven: Y hvis Areal, bestemt paa lignende
S$ 8.
Næst efter Meridianernes Afbildning ved. et System af pa-
rallelle rette Linier, vilde det Tilfælde være at betragte som det
simpleste, hvor Meridianerne gjengaves ved et System af rette
Linier, gaaende gjennem et givet Punkt. Da dette Punkt stedse
kan tages til Begyndelsespunkt for Projectionsplanen , har
man her: u == i , og alisaa, ifålge (6) og (7):
"onen
ER (i
idet den arbitrære Function af w er udeladt.
(10)
93
Med Forbigaaelse af alle 'de åvrige ved (10) bestemte mær-
kelige Afbildninger;''skal'her blot fremhæves een Anvendelse af
Formlerne. , Sættes nemlig x-= mp Ey —b.arc. (mg == x)
v'+ 2
Ade
nen. ved ;Polarcoordinaierne. r og 0, idet man. tillige sætter. — y
for +, y,…eller, hvad..der,er det.samme, tænker sig .den fore-
lagte Plan: dreiet. om. Abscisseaxen, .saa. erholdes! folgende For-
bindelse mellem. 7, .y;.r og; 0:
altsaa y =— og udtrykkes Punkterne i Projectionspla-
ran bo Ty den lee =D (11)
der viser, hvorledes man paa simpleste Maade forvandler. et
sædvanligt, Curveareal i det. retvinklede Coordinatsystem, til et
Curveareal i .det. polare System og. omvendt, , "Ved, denne For-
vandling reduceres hele æ-Axen lil Polarsystemets Pol, y-Axen
tll.dets faste Axe og. samilige Ordinater. til radii vectores,… Et-
hvert forelagt Areal, der paa sædvanlig Maade begrændses af
en given Curve: y =—, f(x), Abscisseaxen og to Ordinater, be-
stemte ved 7 = 44 Og XX = dy, gjengives paa Projectionspla-
nen ved et ægquivalent Areal, indesluttet mellem Curven:
r? — 2bf(b0),…0g de radii vectores, der svare til 6 = re
(HR 7 URE F' "Udtrykkene for 0 ogir give paa lignende Maade
den simpleste Forvandling af et forelagt polart Areal til et
aædvanligt Curveareal. Den archimediske Spiral: r = 5 0, for-
gs) | I
vandles saaledes til den almindelige Parabel: y = ag æ? røg
da dennes Areal, regnet fra x — 0, er udtrykt ved zyx, maa
ogsaa Spiralens Fladeindhold, regnet fra 6 = 0, være bestemt
3 å
ved 1r”9 = it l&vrigt sees det let, at kun de Arealer, som
” paa den forelagte Plan ligge over Abscisseaxen, afbildes reelt,
7%
94
idet Billedet tillige er dobbelt, da man for 'hvert'0 har saavel
en negativ som en posiliv Værdie af r. Arealer, der ere sym-
metrisk deelte af Abscisseaxen, kunne af denne Grund betragtes
som projicerede med uforandret Stårrelse, og Cirkelen: y? + x?
— R?, frembringer derfor en Curve: r? = 4b? (R? — b?09?),
hvis totale Fladeindhold bliver = Ra. Uagtét Formlerne (11)
ere saa simple, at de synes umiddelbart at maatte paatrænge
sig Enhver ved den flygtigste Betragtning af Fladeindholds
Differentialerne: ydæ og Ir”då, saa mindes jeg dog ikke noget-
steds at have seet dem anfårte. Man vilde naturligviis kunne
finde utallige andre og mere sammensatte Forvandlingsformler
ved at tillægge Functionen mp en mere forviklet Form end den
her benyttede.
Den sidst berårte specielle Projection giver Parallelkredsene
som concentriske Cirkler. Vilde man overhovedet bestemme alle
de Prøjectioner, der besidde denne Egenskab, saa låses delte
Problem ved at benytte Formlerne (8), hvor u da kan sættes
— X? + YY. Man faaer herved:
Benli,
I mø r5 for
i!
70.03 4 (sm — Fy p) br (Æ—+Y”),
eller med Udeladelse af den arbitrære Funciion og med Ind-
forelse. af r og &:
2). Sant 6
| Se y(r i X us) wil”
hvoraf (11) er et specielt Tilfælde.
95
Hr. Inspecteur' Worsaae meddeelte :
Beretning om Udgravningen af en Jættestue paa Hjelm
Mark ved Stege,
Af Professor Steenstrups seneste Meddelelser til Selskabet
paa den geologisk - antiqvariske Comitees Vegne (jfr. ovenfor
Side 29—30) vil det være i Selskabets Erindring, at der paa
Hjelm Mark ved Stege ifjor blev opdaget et stort Steenkammer
eller en saakaldet Jættestue, i hvis ene Ende var fundet endeel
Menneskebeen og Dyreknokler samt Steenredskaber og Potte-
skaar, men at den videre Udgravning ved Hr. Consul. G. Hages
velvillige Underståttelse blev standset indtil Comiteen selv kunde
finde Leilighed til at anstille en nåiagtig Eftergravning.
En saadan Leilighed frembåd sig midt i sidstafvigte Mai
Maaned (12te—14de), da Comiteen begav sig til Måen og ved
Consul Hages Hjelp foretog den nævnte Undersågelse, hvis Re
sultater jeg herved paa Comiteens Vegne har den Ære at
fremlægge.
Det er bekjendt, at af alle vore Mindesmærker fra Heden-
old gives der ingen mere imponerende og i deres ydre og
indre Bygning mere interessante, end de saakaldte Steendysser
og Jættestuer. De uhyre Steenblokke, som ikke alene omgive
Hoiene, men som ogsaa i Hoienes Midte danne store velbygte
Steenkamre, satte af svære flade Stene og dækkede af endnu
sværere Overliggere, der alle vende deres fladeste Side nedad,
kunne ikke Andet end vække vor Forundring over den Byg-
ningskraft, som her er anvendt. Det var derfor heller intet
Under, at man i Begyndelsen, inden disse Mindesmærker nær-
mere vare undersågte, ansaa dem for at hidråre fra den se-
neste og meest civiliserede hedenske Tid; ja man antog dem
endog, ifålge deres Stårrelse, for-at have havt en religibs Be-
tydning som Altere, hvorved der baade skulde være bleven
holdt Offringer og Ting.
må ZR
Men snart kom man paa det: Rene med den ”båist. mærk-
værdige Kjendsgjerning,… at, disse Mindesmærker … holde. sig
inden for visse bestemte Grændser,.ikke alene i vort skandi-
naviske Norden, men ogsaa i det bvrige Europa.
De ere saaledes aldrig fundne i nogen Deel af Norge og
heller ikke i Sverige nordenfor de store Séåer. De ere heller
aldrig fundne i det Indre af Tydskland, i Osterrige og Polen,
hvorimod de udelukkende holde sig til Ostersåens, Nordsåens,
Allanterhavets, Middelhavets og det sorte Havs Kyster og Flod-
gebeter; ogsaa i Asien vides de hidtil kun at være opdagede
nær. Havet, nemlig paa Kysten af Syrien, ved Belgaum ikke"
langt fra Bombay, og paa Malabarkysten%). Ja endog i de
Lande ved Europas Kyster, hvor Steendysserne og Jættestuerne
ere hyppigst, som f. Ex. i Danmark, har man lagt Mærke til,
at de forekomme i langt stårre Antal paa Oerne og i de til
Havkysterne stådende Egne, end i de mere indre Dele af Lan-
det, f. Ex. af Jylland, hvis hele midterste Ryg dog forresten
er besaaet med en tallås Mængde andre Gravhéie fra Hedenold.
Dernæst fremgik det mere og mere ved nåiagtige Under-
sågelser af Steenkamrene, saavel de temmelig fritliggende (eller
Dysserne) som de jorddækkede (eller Jættestuerne); at "de baade
i den sydlige Deel af Norden, og i Europas: ovrige Kystlande,
med faa og tilfældige Undtagelser, allevegne ikkun indeholdt de
raaeste Redskaber af Steen, Been og brændt Leer,” samt raae
Prydelser af Been og Rav: " Man bemærkede” ligeledes; at de
egenilige Steenkamre altid gjemte Skeletter eller ubrændte Liig"),
%) See Beskrivelser og Afbildninger i ,,Proceedings of the Royal Irish Aca-
demy. Vol. 1. Dublin 1841 p. 151--154”, Sir Richard Colt Hoare: ,,Hi-
story of ancient Wiltshire”, Maundrel's Travels:&ec. Fra den nordafrikan=
ske Kyst mindes jeg ligeledes temmelig sikkert at have seet i et fransk
Værk Afbildninger af en Steendysse. Da slige Mindesmærker ere trufne
paa Middelhavets Ost- og Nordkyst, f. Ex.'ved Marseille, og paa Corsika
(ifålge Mérimøés Voyage en Corse), er, det,i og for.sig meget. rimeligt, at
de ogsaa vilde kunne forefindes paa den ligeover liggende Sydkyst.
x%) jfr. Oversigten over Vid. Selsk. Forh, 1852, 'S. 218—230.
92
omme
medens man: ikke sjelden i den omgivende Jordhéi enten oven
over. Kamret…eller ved Siden deraf kunde træffe paa Leerurner
med. brændte! Been og |Aske; og forskjellige: derved nedlagte
Sager af- Bronce —- aabenbart Begravelser fra en sildigere Tid,
da Gravskikkene vare blevne heelt forandrede og… Kjendskab
til Metal indført i Landet.
I det Hele viste Steendysserne og Jættestuerne sig ved nær-
mere Betragtning som absolut forskjellige fra alle andre Old—
tidsminder baade & Beliggenhed, Bygning og Indhold. Det blev
såaledes lidt; efter lidt klart, at disse Gravminder ingenlunde
skrive sig fra den historiske: Tid. og neppe engang fra de i
Norden og det åvrige "Europa for Oieblikket herskende Folke-
færd, men snarere. fra en halvvild, forgaaet Urbefolkning,
der engang bredte. sig over. Europas Kyster og dens store
Floddåle, hvor den med sine simple Redskaber af Steen og
Been ernærede. sig ved Jagt og" Fiskeri. Det er et Resultat,
som vel-i' Forstningen: bekæmpedes ivrigt, især af Historiefor-
skerne, men som bestandig vinder stårre Fasthed ved de tal-
rige og overeensstemmende Jagttagelser fra Europas forskjel-
lige Lande. Navnlig her i Danmark er der hvert Aar indkom-
met til Museet for Oldsager en overordentlig Mængde Fund af
Steen-, Been- og Ravsager samt Leerkar. baade fra Steen-
dysser og Jættestuer, saa «man «nu» allerede med fuldkommen
Sikkerhed veed, hvad disse "Graves almindelige Indhold er.
Men om nu endog dette forholder sig saaledes, er det alli-
gevel af stor Vigtighed. at undersåge nåiagtigen baade Steen-
dysserne og Jættestuerne:' Jeg vil ikke tale videre om, at der
endnu i fremmede Lande; især-i England og Frankrige, findes
mange Oldforskere, som nådig ville opgive de ældre Anskuel-
. ser om disse Mindesmærker, og som af den Grund stadig be-
raabe sig paa, at man forholdsviis har undersågt alt for faa. af
dem med tilbørlig videnskabelig Omhyggelighed. Men selv i
vort Norden, hvor Oldforskerne dog i Hovedsagen ere" enige
om, at der paa Sydkysterne engang i den fjerneste Fortid har
98
boet en halvvild Urstamme, som har efterladt idétmindste største
Delen af disse Mindesmærker, er der en heel Mængde Sporgs-
maale, som fårst tilstrækkeligen kunne låses ved Undersøgelser
af de paagjeldende Fortidsminder. Medens man f. Ex. her i
Landet er og maa være fuldkommen overbeviist om, at Stéen-
dysserne, hvoraf man stundom kun seer et fritstaaende Steen-
kammer levnet, have i det Mindre selvsamme Bestemmelse og
hidråre fra selvsamme Tid, som de stårre Jætiestuer, have dog
svenske ,Oldforskere endog i den allerseneste Tid paastaaet, at
de fritstaaende Steenkamre, de i Bahuslehn saakaldte ,Dyrhus”,
som netop ere aldeles overeensstemmende med vore Dysser,
skulde være Levninger fra en sildigere Periode, den saakaldte
»Broncealder” og fra en her i Norden efter Urindvaanerne ind-
vandret keltisk Befolkning. Men nylig har en ung svensk Old-
forsker, Mag. N. G. Bruzelius i Lund, anstillet Undersågelser af
slige ,Dyrhus” eller Dysser i forskjellige Egne af Skaane, og
disse Undersågelser have paa det Fuldstændigste bekræftet de
hos os gjorte Iagttagelser%), at Steendysserne have samme Ind-
hold og ere fra samme Tid, som Steenalderens velbekjendte
Jættestuer, hvorved den i og for sig svage Theori om en gam-
mel keltisk Befolkning i det sydlige Norden vil faae et nyt og
stærkt Ståd.
Hvad Jættestuerne selv angaaer, da har bl. A. den An-
skuelse været fremsat, at de, idetmindste for en Deel, have
været Boliger, ja nogle af dem endog Boliger, som i Hast skulle
være forladte af Urindvaanerne, da nyere Folkefærd indkom i
Landet. Denne Anskuelse er endnu langtfra ikke opgiven, saa
ogsaa den kan trænge til nærmere Betragtning. " Tiltrods før de
mange anstillede Udgravninger af Jættestuer og Steendysser har
man, som bekjendt, heller ikke endnu et eneste fuldstændigt
Skelet fra Urbefølkningens Tid, end sige flere, hvoraf man vilde
%) Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1838—1839 S. 175—176., 1840—1841
S, 138—142 og 1844—1845 S, 193—214.
99
kunne: danne sig en bestemt Forestilling om denne Folkestam-
mes ydre Særkjender ; thi Cranierne, hvoraf vi allerede have en
ikke ubetydelig Samling, ere i denne Henseende ingenlunde til-
strækkelige. Fremdeles mangle vi tilfredsstillende Oplysninger
om de Dyrebeen, som ofte findes i Steenalderens Grave, saa-
velsom om Forbindelsen mellem Skeletterne og de i' Gravene
nedlagte Stleensager, og endelig om disse Steensagers nærmere
Beskaffenhed i Forhold til andre, udenfor Gravene forefundne
Redskaber af Steen og Been m. m. »x). ;
I disse forskjellige Retninger havde vi Grund til at vente
os Udbytte fra: Jættestuen paa Hjelm Mark- ved Stege, især da
Begyndelsen var saa lovende,' og Jættestuen ovenikjåbet var
beliggende paa Måen, der ikke alene udmærker sig ved en
paafaldende Mængde Mindesmærker fra Steenålderen , men
ogsaa navnlig ved en overraskende Mængde Jættestuer, hvoraf
flere ved tidligere; Udgravninger have givet rigt Udbytte, og
hvoraf adskillige henhåre til de stårste og mærkeligste Minder
af den Art her i Landet. Jeg kan saaledes her nævne: den
bekjendte dobbelte Jættestue ved Råddinge, den smukke og
sjeldent vel bevarede Jættestue paa Sprove Mark, Jættestuerne
ved Spaårresminde, påa Nebelle Mark, ved Store Klint &c. &c.
En stor Deel endnu ikke udgravede Håie paa Oen indeholde
ganske sikkert lignende Jættestuer, hvortil kommer, at mangfol-
dige i Tidernes Låb ere udgravede, Stenene borttagne og Saa-
ledes efterhaanden jævnede med Jorden. Det er virkelig for-
bausende at iagttage, hvor talrige de med saa stor Kraftan-
strengelse opbyggede Jættestuer i sin Tid maae have været
alene paa Oerne Måen, Falster og det nordlige Laaland, ikke
at tale om alle de dvrige, der have ligget og endnu tildeels fin
des paa Landets dvrige Kyster. Naar man nu herlil regner de
tallose mindre Steendysser, som ikke alene sees paa de nævnte
Oer, men overalt paa Danmarks Kyster, skjånt endnu flere af
n
%) jfr. ovenfor S$. 27—30.
100
dem, end af Jættestuerne, i senere Tider ere odelagte; troer jeg
nok at turde sige, at faa Lande i Europa ville i Førhold være
istand til at opvise en saadan Masse af Levninger fra'Urbefolk—
ningens Tid, som netop de gammeldanske Lande, hvilket igjen
rimeligviis er ligefrem begrundet deri, at: Danmarks adsplittede
Beliggenhed, dets mange smaa: Oer og lange skovomgivne
Fjorde maatte gjére Landet fortrinlig yndet af en halvvild
Folkestamme, der væsentlig levede af Jagt og Fiskeri.
Vore Forventninger om Udbytte fra "Jættestuen ved Hjelm
bleve heller ikke ganske skuffede.
Den H6i, hvori Jættestuen fandtes, er opfårt paa et håit
og frit Sted, hvorfra der er en viid Udsigt, paa en Mark, der
ligger under en Halvgaard (gammel Matrikuls Nummer 2), op-
rindelig udflyttet fra Hjelm By, Damsholte Sogn, og nu tilhå-
rende Selveier Morten Rasmussen. Eieren havde begyndt at
opgrave Jorden saavel fra Indgangen til Kamret, som fra Kam-
rets nordlige Ende, ved hvilken Leilighed han var stådt paa
Skeletter, Steensager, Potteskaar, Ravperler og Dyrebeen. Men
endnu henstod den allerstårste Deel af Kamret, opfyldt med
Jord næsten lige til Dækstenene (i al Fald var der høist
11—2 Qvarteers Mellemrum), hvilken Jord vi altsaa maatte lade
udrense. Desværre var. der gjennem to Aabninger, een i hver
Ende af Kamret, efterhaanden indkommet en betydelig Deel
Fugtighed i Kamret deels ved Sneefald og deels ved Regn, saa
Jorden i Kamret var bleven meget fugtig, hvilket havde virket
fordærveligt ind paa forskjellige af de i Graven nedlagte Gjen»
stande, og meest paa Leerkarrene, Ravperlerne og Skeleiterne.
Dertil kom, at denne Jættestue "uheldigviis ikke, som' andre
Jættestuer, navnlig paa Måen, var bleven opfyldt med låst
Sand, hvori man da gjerne træffer Oldsagerne ypperligt conser-
verede, men derimod fornemmelig, især i Bunden med Leer og
Smaastene, som gjorde Udrensningen af Fylden saa vanskelig,
at Arbeiderne i Reglen maatte ophugge den steenblandede
Jordmasse med Hakker. Under saadanne Omstændigheder var
01
det ikke muligt at samle;de tilmed af Fugtighed aldeles oplåste
Skeleldele til noget: Heelt. Vi maatte indskrænke os til at op-
lage enkelte, stærkt. fortærede Stykker af Cranier, Ryghvirvler,
Laarbeen &c., ja vi kunde end ikke med Sikkerhed erkjende,
hvilke; bestemte Gjenstande,; der havde været nedlagte med
hvert Skelet. "Først. efter tre. Dages Arbeide med fire Månd
daglig, fik vi hele Kamret med tilhårende Indgang ryddeliggjort.
Indgangen,''hvoraf forhen Noget: var forstyrret , havde
nu kun .c.24 Alens Længde, og var sat paa Kamrels: dstlige
Side,af.tre Stene; paa hver Side med Overliggere, Det egeni-
lige Kammer, som, var anlagt i Retningen Nord. til Syd,
havde derimod en Længde af omtrent fjorten. Alen, en Brede
af c, tre,og en halv. Alen og en Hoide af henimod 2% Alen.
Paa enkelte . Steder mellem Dækstenene kunde en fuldvoxen
Mand staae opreist, men under-Dækstenene var han nådt til at
båie sig. Delte. anseelige Kammer er sat af ialt: 19 Bærestene
eller Sidestene (7 paa den ene Side, "9 paa den anden, 2 for
den-nordre Ende og 4 for den såndre), som alle vende den
fladeste Side indad og som staae tæt op til hverandre i en af-
lang Runding; alle de smaae Mellemrum ere udfyldte med net
sammenlagte, flade. Steenfliser. . Disse nitten Stene bære sex
uhyre, ligeledes. paa "den indadvendte. Side flade, Steenblokke,
som danne Loftet til Jættestuen; og som ere saa nåiagtig an-
bragte ovenpaa Sidestenene, al man virkelig ved Betragtningen
deraf: maa: finde: det ganske naturligt, at Almuen i gamle Dage
har tillagt de kæmpesiærke Jætier, og ikke Mennesker, Opfå-
relsen af disse Gravstuer.
Ved fortsat Opmærksomhed paa Beskaffenheden af den i
Kamret værende Jordfyld saavelsom paa Fordelingen af de i
Fylden opdagede Skeletdele, Steensager, Potteskaar, Dyrebeen
&c., blev det os snart afgjort klart, at man meget nåie
maatte: skjelne mellem de forskjellige Lag i Fylden og de: for-
skjellige i disse, ' forefundne Gjenstande.
De åverste Jordlag vare nemlig meget: låsere, og det var
102
fuldkommen diensynligt, at de før stårste Delen vare skredne ned
i Kamret fra forskjellige Aabninger deels mellem Dækstenene og
deels for Enden af Kamret. I Skorpen af disse åvre Lag fandtes
et itubrukket Redskab af Steen, maaskee snarest en saakaldet
»Tilhuggersteen”, <'hvormed Steenredskaber i sin Tid tildan-
nedes, omtrent i Form af en Hammer, men istedetfor Skafthul
med en indgneden Fordybning paa hver Side, og en lignende
ovenfor, som dog er afbrudt paa Midten. Dette Stykke er
aabenbart nedskredet i Kamret i en senere Tid; i den plåiede
Jord udenpaa Hoien fandt vi ogsaa flere itubrudte Stumper af
Steendxer, samt Flintknuder m. m, Fremdeles fandtes i de
ovre Lag inde i Jættestuen et forrustet Stykke af en Jernstang
eller et Brækjern, som upaatvivlelig i langt sildigere Tid er
nedkommet i Kamret, sandsynligviis derved at man har forsøgt
at jage en Brækstang ned mellem Dækstenene. Endelig traf vi
ogsaa, vel at mærke, de allerfleste Dyrebeen i disse Lag, hvil-
ket gjorde det håist rimeligt, at disse ligeledes hidråre fra en
senere Tid, end den egentlige Begravelse i Jættestuen — en Slut-
ning, som vandt foråget Bestyrkelse derved, at der ikke blot
opgravedes Cranier og tilsammenhårende Skeletdele af ældre
og yngre Ræve, men ogsaa fandtes en tydelig Rævebo mellem
tvende af Bærestenene, hvoraf man alisaa seer, at der i Jættestuen
har været Tilhold for Ræve, som naturligviis måaae have slæbt
en heel Deel Dyrebeen ned i Graven. Denne Iagttagelse viser,
hvor saare forsigtig man maa være med at henfåre de i Jætte-
stuerne uden nåiere Angivelse af Findested optagne Dyrebeen
lil Urbeboernes Tid. - For Fremtiden tår man kun bestemt til
Urbeboernes Tid henfåre de Dyrebeen, som i Steendysserne og
Jættestuerne ligge paa Bunden ved Siden af Menneskebenene,
og de med dem begravede Redskaber &c., eller som ifålge
deres Beskaffenhed og. Art (t. Ex. Been af Rensdyr, Uroxer og
lignende uddåde Dyr) tydeligt nok vise hen til hiin fjerne Pe-
riode, eller som endelig ere tildannede til Redskaber af den
Art, som Urbeboerne forhen anvendte. |
103
I de åvre Lag opdagedes her ved Dyrebenene ikke Men-
neskebeen, og! heller ikke Ravsmykkeér, Potteskaar , Steensager,
ja end ikke en eneste af ide saakaldte Flintflækker eller Flint-
spaan, hvoraf der ellers dybere nede optoges en stor Mængde.
Alle disse Gjenstande fandtes fårst naar man kom til det
nederste, omtrent et Qvarteer tykke Lag paa Gravstuens Bund,
ligesom ogsaa Tilfældet var paa Bunden af Indgangen. Efterat være
brudt igjennem den faste, med Smaasteen blandede Jordmåsse,
kom man nemlig her til et fedtet med Kul stærkt blandet Jord-
lag, "hvori' der laae Levninger af Skeletter og ved dem en
Mængde Poitteskaar; Ravperler, Flintflækker og andre Redska-
ber af Steen, Mærkeligt nok fandtes ved denne Udgravning al-
deles ingen Redskaber af Dyrebeen, hvilke ellers oftere ere op-
dagede i Jættestuerne, ogsaa paa Moen.
Paa Grund af de ovenfor udviklede Omstændigheder vil
det. være saare vanskeligt at angive, endog kun omtrenitlig,
— hvor mange Skeletter, Jættestuen kan have indeholdt. Det er
dog vist ikke overdrevet i nogen Retning, naar man paastaaer,
at Graven, baade den egentlige Jættestue og Indgangen, maa
have gjemt omtrent femten Liig. Rimeligviis har man heller
ikke begravet Liig i Indgangen, får al Plads i det stårre Steen-
kammer var optaget.
Adspredte ved Skeletterne over hele Steenkamret og i Ind-
gangen fandtes ialt 22 stårre og mindre saakaldte Knive eller
vel rettere Landsespidser (og Harpuner) af Flint fra 41 til
54 Tommes Længde; fremdeles en stor Mængde (over 40)
Flintflækker 'ellev Flintspaan - (formodentlig en Art Knive) gjerne
fra 5 til 2 T. Længde, hvoraf nogle ere kjendelig, tilhuggede
paa Siderne, ja enkelte ere endog tilhuggede paa en saadan
Maade med héi Ryg og afrundede Ender, at man næsten maa
antage dem for særegne Redskaber, især da lignende oftere ere
opgravede i Jættestuerne). Endvidere et Par af de saakaldte
»Flintknuder”, som saa ofte forefindes i Ostersdyngerne, men
%) jfr. Afbildningen S. 174 i ,,Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1838—1839”.
um
hvis Bestemmelse iåvrigt er ubekjendt; fire, paa de brede Sider
slebne Flintkiler eller Flintéæer, hvoraf "tre af de "saakaldte
»flade Kiler”, (fra 64 til 34 T.);. tre Smalmeisler af Flint
(73—54 T.), af "hvilke den 'stårste er smukt sleben paa allé
fire Sider, medens de to mindre kun ere slebne ved Eggen;
en net Steenhammer (c. 5 T.) indkneben ved Skafthullet, men
med bred Bane og Eg; adskillige Ravperler, meget fortærede
af Ælde, tildeels i Form af denne og andre Steenhamre, og
deels i de runde, fra andre Dysser og Jættestuer velbekjendte
Former; samt endelig en overordentlig: stor: Mængde Skaar af
Leerkar. Man tår nok sige, at maaskee 30 til 40 Leerkar vare
været nedsalte i Graven:
Alle disse Leerkar henhåre forresten til de fra Steenalde-
rens Grave tidligere kjendte særegne Arter: Nogle ere meget
tykke og plumpe, andre ere finere og prydede med indtryk-
kede eller indridsede Zirater, inden i hvilke man gjerne seer
en hvid ubekjendt Masse, der aabenbart har tjent til at forhåie
Virkningen af Ornamenterne; atter andre have været af de saa-
kaldte Hængekar med rund Bund og runde Laag; af disse Laag
lykkedes det os at faae fire hele op, men forresten vare Kar-
rene' selv deels trykkede itu af den ovenpaa liggende faste
Leermasse og deels oplåste af den i Graven indtrængte Fugtig-
hed. Intet af disse Leerkar bar nøgetsomhelst' Spor af' at have
indeholdt brændte Menneskebeen. ”Sandsynligviis have de i sin
Tid indeholdt Fådemidler, der, paa" flere vilde Folks Viis, da
ere blevne nedsatte med de Dåde.
I det Hele havde dette Fund saaledes den stårste Over-
eensstemmelse med tidligere Fund fra andre Jættestuer%), ikke
%) Ikke langt fra Hjelm paa Frenderup Mark besaae vi netop Levningerne
af en Jættestue, som en Bonde var ifærd med heelt at forstyrre. Ad-
spredte mellem Stenene laae her Stumper af en Deel Hovedskaller og andre
Menneskebeen, som vare fundne inden. i Steenkamret tilligemed ;de sæd-
vanlige Leerkar og Steenredskaber, af hvilke adskillige nu ere indsendte
til det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager,
105
mn
alene i'de danske Lande, men ogsaa i andre Lande af Europa.
Som sædvanligt hos os, var der her en Mængde Steenredska-
ber, mefi kun en enkelt Hammer, hvoraf man næsten kunde
slutte til, at"Hamrene dengang have været mindre almindelige,
end andre Steenredkaber, især da man tilmed bestemt veed, at
ikke faa af de i vore Museer opbevarede Steenhamre hidrøre
fra en Tid, da man vel havde Metal, men da delte endnu var
for kostbart til at anvendes til Hamre.
Ligeledes fandt man her den tidligere Iagtlagelse bestyr-
ket, at der sædvanlig paa Bunden af Jættestuerne og af Steen-
, kamrene i Dysserne har været nedlagt nye eller i al Fald ikke
brugte Steénredskaber. - Naar disse nemlig ikke ere beskadigede
ved Opgravningen, finder man saagodtsom altid Eggen fuldkom-
men heel uden Spor til Beskadigelse.
Ligesom' det ikke kan være nogen -Tvivl underkastet, a,
denne Jættestue, paa andre lignende Jættestuers Viis, har været
en Familiebegravelse i Steenalderen, saaledes forekommer det
mig ikke mindre utvivlsomt, at den fra forst af er bestemt til
Gravstue' og ikke til Bolig. «Et Folk, der har opfårt saa " an-
seelige Steenkamre, og som ufeilbarlig: maa have havt faste
Bopæle, vilde sikkert ikke" fåle sig tilfreds: med Boliger, der
vare i en saa mærkværdig Grad indskrænkede og tilmed berå-
- vede Dagens Lys og Solens "Varme: Man. kunde i det Håieste
kun tænke sig det i overordenilig " kolde og for Skov blottede
Lande, som f. Ex. 'Grénland, men hvad skulde have bevæget
Urbeboerne her til ligesom at; grave sig ned i Huler i Jorden,
hvor de savnede alle mulige Beqvemmeligheder, medens der i
Skovene allevegne var" fuldt op af Træstammer, hvormed "de
ved at tage Stene, Græstårv og Leer'til Hjelp, saare let kunde
dånne sig varme, hyggelige Huse. Af de i Jættestuerne fore-
fundne Kulstykker og Leerkar har man vel villet slutte, at delte
maatte være Levninger af Urfolkets Ildsteder,” hvor de havde
kogt deres Fåde. Men baade Kul og Leerkar findes saa at
sige i alle Jættestuer og Steendysser, og selv i dem, der ere
106
saa smaae, at neppe Nogen skulde kunne falde paa at udgive
dem for gamle Boliger).
Den udgravede Jættestue paa Hjelm Mark vil, ifålge en af
Eieren udstedt lovformelig. Declaration, for Fremtiden blive
fredet, og de sammesteds fundne Oldsager ere indlemmede ,i
det Kgl. Museum for Nordiske Oldsager (Nr. 13154—13174).
Selskabet bevilgede 400 Rbdir. til Fortsættelsen af de
geologisk-antiqvariske Undersågelser.
Den til Bedémmelsen af Hr. Reservechirurg Bergh's Af-
handling om Marseniaderne udnævnte Comitte afgav sin Be-
tænkning:
Undertegnede have af det Kongelige Videnskabernes Sel-
skab modtaget det Hverv, at bedåmme den hermed tilbagefål-
gende Afhandling: ,Bidrag til en Monographie af Marseniaderne,
en Familie af de gasteropode Mollusker. En kritisk zootomisk
og zoologisk Undersågelse af Rudolph Bergh,””hvilket Arbeide
Forfalteren, nu Reservechirurg ved Almindeligt Hospital, har
indsendt til Selskabet med Begjering om, at det maaite optages
i Selskabets Skrifter. Afhandlingen, som bestaaer: af over 200
Quartsider Text og er ledsaget af 5 Tavler i Quart, deler sig
" i trende Afsnit, efter de trende Retninger, hvori, som allerede
Titlen viser, Forfatterrns Undersågelser ere gaaede. 1 det fårste
Afsnit' behandler Forfatteren Marseniernes Historie og dråfter
Spøårgsmaalet om de for disse Former efter Videnskabens Reg-
ler berettigede Slægis-Benævnelser, og kommer til det vistnok
meget bestridelige' Resultat, at Marsenia Leach bør bibeholdes
fremfor den ældre Benævnelse Lamellaria Mig. I' det andet
Afsnit fremstiller han disse Dyrs anatomiske Bygning, idet han
ved nye og selvstændige Undersågelser af flere Arter — hvilke
%) jfr; Annaler for Nordisk Oldkyndighed 1844—1845 S.. 207—209,
107
han "hovedsagelig skylder Universitetets zootomiske Museum —
bekræftiger, eller berigtiger og i flere Retninger udvider den
ringe «Kundskab, man af foregaaende, mindre fuldstændige
Anatomier havde om disse Dyr. De Forhold, Forfatteren især
har kunnet oplyse, ere Huden, Aandedrætsredskaberne, Mund-
hulen og dens Raspe (Tænderne). Det tredie Afsnit beskjæf-
tiger sig med den systematisk-zoologiske Beskrivelse af alle
hidtil ved Text eller Figurer bekjendigorte eller i vore Museer
opbevarede Arter, henfårer dem til Slægter og Underslægter,
samt søger at udrede deres meget indviklede Synonymie. For-
fatteren opfårer her ialt 26 Arter, nemlig 22 under Slægten
Marsenia Leach (hvoraf 48 og deriblandt 4 fossil, i Under-
slægten Marsenia p. s. d. og 4 i Underslægten Chelyonotus Sws.),
2 Arter under Slægten Onchidiopsis Beck og 2 under Slægten
Marsenina Groy; alle tre Slægter har Forfatteren kunnet foråge
med Arter, der vare nye eller tildels nye for Videnskaben.
Begge. de sidstnævnte Afsnit ére oplyste med Tegninger, der
dels fremstille Skallerne, dels hele Dyret (efter Spiritusexem-
plarer) deels indre Dele i naturlig Størrelse eller forstårrede,
og de ere i det Hele ret smukt udfårte.
. Da de Dyrformer, der udgjåre Gjenstanden for dette For-
fatterens første videnskabelige Arbeide, have i flere Henseender
Betydning for en naturlig systematisk Sammenstilling af Sneg-
lenes Klasse, og da der hidtil mangler en sammenhængende
Fremstilling af hvad der var os bekjendt om dem, og de der-
hos, forsaavidt de have været. optagne, spredte hist og her, i
faunistiske Arbeider, oftest have været behandlede paa en
mindre tilfredsstillende Maade, maa det foreliggende Arbeide
vistnok ansees for et tidssvarende. Dets Udførelse viser, at
Forfatteren har anvendt megen Flid paa at naae Fuldstændig-
hed, og megen Omhu for at naae saavidt som muligt med de
desværre kun faa Exemplarer, der paa Grund af disse Formers
sjeldne Forekomst i Museerne have staaet til hans Raadighed.
Om vi nu end ikke have kunnet give"os af med at bedomme
8
108
Rigtigheden af Afhandlingens enkelte Angivelser, og om vi
endog antage, at Synonomiens Udredelse og Tvivlen om Slægis=
og Artsbenævnelsen paa flere Steder ikke er bragt til den Hvile,
Forfatteren antager, maa Afhandlingen dog under alle Omstæn-
digheder ansees som et Arbeide, ved hvilket vore Kundskaber
om Familien ere rykkede et Skridt fremad, hvorfor vi ikke
kunne undlade at anbefale og indstille den, overensstemmende
med Forfatterens Onske, til Optagelse i Selskabets Skrifter,
udstyret med de fornådne oplysende Tavler.
Esechricht. Bendz. Steenstrup.
Affatter.
hvilken Betænkning Selskabet tiltraadte.
Selskabet modtog:
Fra det medicinske Selskab i Wriirzburg.
Verhandlungen der physikalisch - medicinischen Gesellschaft in
Wirzburg. 3 Band, 3 H. Wirzburg 1852.
Fra naturforschender Verein in Riga.
Eine chcmische Analyse des Wassers aus der Dina, und aus
einem der in Riga befindlichen artesischen Brunnen, unter
Vorausschickung einer Uebersicht der bisherigen Wirksam-
keit des naturforschenden Vereins zu Riga. Riga 1852.
Fra Dr. Itzissohn.
Ueber den månnlichen Geschlechtsapparat bei Spirogyra und
einigen anderen Conferven.: Berlin 1853.
Fra die K. K. geologische Reichsanstalt in Wien.
Abhandlungen der K. K. geologischen Reichsanstalt in 3 Abth.
1 B. Wien 1852.
Jahrbuch der K. K. geologischen Reichsanstalt Nr. 3 & 4.
Wien 1852.
Fra Hr. M. Druusbach.
Die individuelle Unsterblichkeit vom monadistisch metaphysischen
Standpunkte aus betrachtet, von Druusbach. Olmiiz 1853.
109 -
Fra vaterlåndische Gesellschaft fir Geschichte, in Kiel.
Urkundensammlung der Gesellschaft fir vaterlåndische Geschichte.
3 Band. 1 Abth. Kiel 1852.
Fra det norske Universitet.
Kong Olaf Tryggyegons Saga, bearbeidet paa Norsk. Christiania
1853.
Fra the Royal Irisch Academy.
Proedidilig of the Royal Irisch Academy for the year 1851—
52. Volume V. Part II. Dublin 1852,
The transactions of the Royal Irisch Academy. Volume XXII.
Part III & IV. Dublin 1852 & 53.
Fra ihe Geological Society i London.
The quarterly Journal of ihe Geological Society. Vol, IX.
Part I. Nr. 33. London 1853.
Fra Real Academia de -Ciencias .de;.Madrid:
Memonias de la real academia de ciencias de Madrid. Tome I.
Part 2. Madrid 1851.
Resumen da las actas de la academia real de ciencias de Madrid
"en el anno academico de 1850 a 1851. Madrid 1851.
Fra Societé Linnéenne de Lyon.
Annales de la société linnéenne de Lyon. Années 1847—49
& 1850—52. |
Fra la Société nationale dagriculture de Lyon.
Annales des sciences physiques et naturelles publiées par la
Société nationale de Pagriculture de Lyon. Tome 3. 1 Partie.
Année 1850. 2 Partie. Année 1851. . Lyon.
Fra V Académie nationale des sciences, belles lettres et arts
de Lyon.
Memoires de VPacademie nationale de sciences, belles-lettres et
aris des Lyon. Classe des sciences Tom 1, & des lettres
Tom 1. Lyon 1854.
8%
mo
Fra Museum d'histoiré nat. de Paris.
Archives du museum d'histoire natlurelle, publiés par les pro-
fesseurs-administrateurs de cet etablissement. Tome 6.
livr. 3-—4. Paris,
Fra Prof. Dumeril.
" Prodrome de la classification des reptiles ophidiens. Memoire
lu dans la seance du 2 novembre 1852 par M. Dumeril.
Paris 1853. .
Fra Société Geologique de France.
Bulletin de la Société geologique de France Il Serie Tom V
1847 & 1848. Tome VIII 1851. 28—34. Tome IX.
1852. 1—14. Paris.
Fra V Academie Royale de Belgique.
Amnuaire de Vacademie royale des sciences, des lettres et des
beaux-arts de Belgique 19%" année, Bruxelles 1853.
Bulletin de Pacademie royale des sciences des lettres et des
beaux arts de Belgique. Tome XIX & XX. Nr. 1 & 2.
Bruxelles 1853. g |
| Fra Professor Quetelet.
Sur Pastronome van Langren, notes recueillies par M. I. C.
Houxeau et communiquées å la academie par M. A. Quclelet.
Rapport adressé å M. le ministre de Pinterieur sur Pétat et les
travauxs de |'observatoire Royal, pendant Pannee 1852.
Observations des Phenoménes periodiques.
Bulletin de la commission centrale de statistique sur les tables
de mortalité et de population.
Recherches sur les médianes par M. E. Quetelet, Officier du
genie, ancien éleve de Pécole militafre. Academie Royale
de Belgique 1852.
Fra Societé voudoise.
Bulletin Nr. 25. Tome 3: . Annee 1852.
111
Mødet den 10% Juni.
nn"
H.. Professor Dr. Théol. Scharling meddeelte folgende Bemærk-
| ninger; foranledigede ved Layard's Account of a visit to the
Chaldæans Christians of Kurdistan (s. Nineveh and its remains,
Vol iochs VEI).
Til eet af de ikke mindst interessante Partier i Layards
Værk: Nineveh and its remains, London 1849, hårer den be-
romte Reisendes Fortælling om sitt Besog hos de chaldæiske
eller nestorianske Christine i Kurdistan (I, c. 6. 7). Medens vi
med glad Forbauselse see det gamle Assyriens pragtfulde Rui-.-
ner stige frem af det Slév, som i Åartusender har begravet
dem for menneskelige Oine, fåle vi os endnu dybere bevæ-
gede ved at fåres ind midt i et Samfund af levende Menne-
sker, der pludselig vække alle Erindringer om Folkeslag, hvis
Historie ligesom blev afbrudt for.2500' Aar. Men denne Deel-
tagelse maa stige i samme Forhold, som det har al Sand-
synlighed for sig, at vi i hine Kurdistans fjerne og vanske-
lig tilgængelige Bjergegne have opdaget Efterkommere af
et Folk, hvis' Skjæbne har været Gjenstand for saa mange
anstrængte og dog frugteslåse Undersågelser, fordi man i Al-
mindelighed henvendte Opmærksomheden paa ganske andre
Punkter som Skuepladsen for dets Liv og Virksomhed end netop
der, hvor man nærmest og med stårst Rimelighed maatte have
kunnet vente at finde den, Efterkommere af de ulykkelige
Israeliter, som assyriske Konger bortfårte fra deres Hjem i Pa-
læstina, og som her, beskyttede af Landeis eiendommelige Be-
liggenhed, have meer end andensteds som samlet Heelhed be-
varet deres Eiendommelighed, renset og forklaret ved den
christelige Religions Indflydelse. : Under alle de Forandringer,
som de verdenshistoriske Omvæltninger have fremkaldt, og for
hvis Skyld vi kun ved den videnskabelige Forsknings Hjælp vare
112
blevne satte istand til af meer eller mindre dunkle og utyde-
lige historiske Mindesmærker at;idanne os: en svag og ufuld-
stændig Forestilling om saamange forsvundne Slægters Liv og
Skjæbne, er et Mindesmærke blevet tilbage i et levende Folks
Tilstande og Sæder, der giver os et saa levende og anskueligt
Indblik i en længstforsvunden Old, som ingen Lærdom, udeluk-
kende hentet fra skrevne og udhuggede Monumenter, var istand
lil at skjænke os. Paa en Tid, hvor det dannede og civilise-
rede Europa i den nærmeste Fremtid trues med at frembyde
det sårgelige Syn af ældre Tiders fanatiske Stridigheder om
theoretiske Religionslærdomme , viser sig midt i Asien hos et
forglemt og overseet Folk, midt under dets i mange Hen-
seender håist. beklagelige udvortes - og indvortes” Forhold, en
christelig Tænkemaade, hvis praktiske Fromhed i samme Grad
vækker vor Agtelse, som Reenheden fra de Tilsætninger og
Misbrug, hvorunder sædvanlig den åsterlandske " Christenhed
lider, vækker vor Forundring og håieste Interesse”). Til en
Tid, hvor Spørgsmaalet om den ældste christne Kirkes Tro og
Forfatning er en Gjenstand "for lærde Theologers meest an-
strængte Undersågelser, fremstiller sig i lyslevende Virkelig-
hed en Menighed, der indtil selve Navnet bevarer Billedet af
»Nazaræernes” Sect, saaledes som den i mange Henseender maa
have viist sig i de fårste Tider, da den hilsedes med hiint
Navn i Palæstina. ;
"Layard er dog ikke den Fårste, som har vakt de vester-
landske Christnes Opmærksomhed paa det mærkelige Folk i de
kurdiske Bjergegne, der har vidst at hævde det christne Navn i
en usædvanlig Agtelse midt iblandt dets raae og -overmodige
muhamedanske Naboer, og der har bevaret den christelige
Tro i en Reenhed, der hos engelske 'øg nordamerikanske ”=)
%) , There are no sects in the East, and few in the West, who can boast of
such purity in their faith, or of such simplicity in their forms of worship”.-
Layard I, 268.
”+) Thi forresten er Navnet ,,Protestant” paa Grund af romersk - katholske
må … Mål
Reisende har ladet disse ostlige Christine vinde Navn af ,,Asiens
Protestanter”. Allerede nogle Aar får Layard havde Dr. Grant,
en Læge, som var ansat ved den nordamerikanske Mission i
Urmiah (Ooromiab), gjorde Forsåg paa at trænge ind til de
kurdiske Christne i deres egentlige Hjemstavn; og de lagtta-
gelser, som han ved denne Leilighed samlede, meddeelte han i
et Skrift”), der fårer fålgende. Titel: The Nestorians or the
løst. tribes, London 1841 (hvis tredie Udgave, London 1844, er
den som foreligger Forfatteren til nærværende Artikel).
Osten for "det gamle Assyrien, adskilt fra dette Landskab
ved en Række Sneebjerge, i den nordvestlige Deel af det nu-
værende Kongerige Persien (i en Deel af det gamle, Medien)
ligger Provindsen Urmiah eller, som Englænderne skrive Nav-
net, Ooromiah,, Vesten for en 80 (engelske) Miil lang og
30 Miil' bred Saltsåe. "I denne Provinds ligger en Stad af
samme Navn, der har en Befolkning af omtrent 20,000 Indvaa-
nere, for stårste Delen Muhamedaner. I denne Slad besluttede
den episcopale Kirkes Missionsselskab i de forenede Siater (the
Board of Missions of the Protestant Episcopal Church in the
United States of America), efter en Rapport, som Smith og
Dwight, der i 1831 besågte Nestorianerne i Persien, havde af-
Missionairers Bagtalelse, ikke just et Æresnavn i Orienten, men sat lig
med ,,Frimurer”, i Betydning af ,,en Vantro”. ,,Vi ere alle Brådre” —
sagde en ryggeslås Albanerhåyvding i Amadiah til Layard, hvem han &n-
skede at overtyde om sit Venskab og sin Frisindethed — ,vi ere alle Fri-
murere. Jeg bryder mig ikke om disse Tyrker og deres Ramazan. Vore
Maver ere givne os til at fyldes, og. vore Munde til at nyde gode Ting.”
Layard 1, 163. i
%) Med Layards og Grants Værker har jeg sammenlignet, og med Hensyn til
de fålgende Bemærkninger har jeg, foruden Skrifter af Forfattere, som
skulle blive nævnte paa sit Sted, fornemmelig benyttet to andre samtidige
Reisendes Beretninger, som deels selv have besågt og beskrevet de om-
liggende Egne med deres Beboere, deels have meddeelt historiske Oplys=
ninger om de omhandlede saakaldte nestorianske Christine, nemlig H,
Southgate's Narrative of a tour through Armenia, Kurdistan, Persia and
Mesopotamia (London 1840, 2 Voll.) og J. P, Fletcher's Notes from Nine-
veh, and travels in Mesopotamia, Assyria and Syria (London 1850, 2 Yoll.)
114
givet, at anlægge en Statidn, hvis Hensigt. fornemmelig "skulde
2aae ud paa at styrke det religidse Liv og udbrede større Liv
og evangelisk Oplysning blandt de Christine, som i disse fjerne
Egne paa mange Maader lide baade i borgerlig øg. kirkelig
Henseende under fremmede, navnlig muhamedanske Herskeres
Tyranni og Fanatisme… Veb et Måde, afhøldt i October 4834,
blev der taget den Bestemmelse, at underståtte Missionairernes
Bestræbelser ved at adjungere dem en Læge — en Førholds-
regel, hvis Hensigtsmæssighed man maa undre sig over, at pro-
testantiske Missionsselskaber ikke tidligere havde indseet, saa-
meget mere som de maatte være blevne opmærksomme derpaa
ved det Held, hvormed de jesuitiske Missionairer blandt Andet
netop ved Udåvelse af. Lægekunsten . havde «virket for deres
Planer.
Det varede imidlertid over et Aar, inden nogen Læge
meldte sig til hiin Post, som endelig Dr. Grant tilbåd sig at over-
tage; men i denne Personlighed lykkedes det ogsaa at vinde
en Mand, hvis udmærkede Egenskaber bidrog paa den glæde-
ligste Maade til: Opnaaelsen af. den tilsigtede Hensigt, hvorom
Begivenheder i hans. eget Liv fra den Tid af, da han færdedes
mellem Østens forskjellige, tildeels fjendtligsindede Folkeslag,
afgive ikke mindre paalidelige Vidnesbyrd, end de anerkjen—
dende Yttringer om hans Virksomhed, som. findes i Layards=)
og Southgates%+) ovennævnte (Skrifter. Efterat. have virket i
tre til fire Aar med stort Held i Urmiah, modtog Grant i Febr.
1839 Instructioner fra Missionsbestyrelsen, om at -gaae til Me-
sopotamien, hvor man onskede at anlægge en Station, for der-
fra at vinde Indgang til de uafhængige Stammer af nestorian-
ske Christne, som beboe. det egentlige . Hoiland midt imellem
Sletterne ved Tigrisfloden og Bjergene, som adskille Kurdistan
fra Landskabet Urmiah. Grant selv betragtede disse Bjergstam—
%) Nineveh I, p. 179.
+) Narrative I, p. 309,
115
mers- bedre Veiledning og Oplysning for at burde være en Ho-
vedgjenstand for den protestantiske Missions Virksomhed, der-
som de ikke skulde blive underkastede samme Skjæbne som de
fleste af deres Brødre paa Sletlerne, hvilke ved de romerske
katholske Geistliges Bestræbelser vare blevne bragte til at an-
erkjende Pavens OQverherredåmme. Tildeels i Tillid til de For-
sikkringer som den nestorianske Patriarchs Broder under et
Besåg i Urmiah havde givet, at nemlig Grant paa Grund af sit
Rygte som Læge kunde uden Fare lægge Veien over Hakkari-
Kurdernes District, havde han fattet den Tanke, umiddelbart fra
Urmiah at forsåge Reisen over Bjergene ind til de indre
Egne, hvor de omtålede Christne boe. Men denne Route blev
dog af Missionsbestyrelsen betragtet som altfor farlig, navnlig
af Hensyn til-det fjendtlige Sindelag, som de kurdiske Beboere
og deres: Håvdinge for ikke længe siden havde viist mod den
forste europæiske Reisende (Schultz) som havde vovet sig ind
mellem dette Folk, for at naae til' de nestorianske Christne.
Kurderne selv ere et krigersk, vildt Folkefærd, som leve i en
temmelig Uafhængighed deels som Nomader, deels i Landsbyer,
bekjende sig til den muhamedanske Religion og staae i meget
ondt Rygte for deres rovgjærrige”) og blodtårstige Charakteer.
Netop Hakkari-Kurderne, hvis Hovding havde ladet Schultz
myrde, hørte til de Stammer, som havde hævdet sig en næsten
fuldkommen Uafhængighed, og hvis Vildhed gjorde Overfald og
Plyndring til deres daglige Haandtering. Istedetfor Reisen gjen-
nem deres Distriel blev det derfor Grant foreskrevet at fålge
den forst angivne Route: I September 1839 befandt Grant
sig i Mosul, hvor han gjorde nærmere Forberedelser til sit Be-
”) I en Samtale som Grant havde med. en Kurder i Overværelse af en nesto-
riansk Biskop, der uden Sky bebreidede Kurderne deres ryggeslåse Op-
førsel, erklærede den ommeldte Person ganske naivt til Forsvar for sin
og sine Landsmænds Levemaade, ,ab man dog unægtelig kunde ved at
plyndre en Landsby i een Nat vinde stårre Fordeel end ved at dyrke sin
Jord i lang. Tid”. .Slg, Southgate 1 p. 219, 281. — dog fra en lysere Side
skildres Kurderne Southg. I, 286.
ne mn
såg hos de Christne i Bjergegnene. Han overbeviste sig om,
at den. stårste Deel af de Christne paa Sletterne ved Tigris
havde antaget den romersk-katholske Tro og erkjendte- ikke
den uafhængige Patriarch i Julamerik, men den af Paven i Bag-
”dad indsatte Patriarch for deres nærmeste geistlige Overhoved.
Disse Christne have Katholikerne udelukkende hævdet Navnet
Chaldæer, medens de derved ligesom have paanådt de ikke-
papistiske Christne i disse Egne Navnet Nestorianer , skjøndt
ikke dette, men hiint Navn er det, hvormed de egentlig selv
ville betegnes. Uagtet de nemlig ansee Nestorius for uretfær-
digen at være fordåmt og fordreven af den græske Kirke, er-
klære de dog ikke at have nogen Grund til at opkaldes efter
denne Mand, til hvis Navn der knytte sig ufordeelagtige Fore-
stillinger om Kjætteri; og endnu efter Patriarchen Mar ”Shimons
Fordrivelse, hvorom vi nedenfor skulle meddele nærmere Efter-
retning, vedblev denne i sit Segl og i alle offentlige Documen-
ter at fåre Titel af ,Chaldæernes Patriarch”. Alligevel 'er det
nu engang blevet en Nådvendighed at bruge Navnet Nestorianer
om de ikke med den katholske Kirke unerede Christne i Kur-
distan, for at adskille disse fra de papistiske ”).
Fra Mosul afreiste Grant den 7de October 1839, ledsaget
af to Nestorianer fra Persien, en Kurdisk Muulæseldriver og en
tyrkisk Cavass (en Slags Politiofficiant), som Paschaen i Mosul
havde medgivet ham. Efterat have sat: over Tigris stod han
paa det gamle Assyriens Grund, i Nærheden af -Ninives Ruiner.
Ved et Besåg hos en Håvding af Yezideernes eller de saa-
-= kaldte Djævletilbederes Sect fandt han i Begyndelsen en håflig,
men kold Modtagelse, der dog snart omskiftedes med virkelig
Venlighed og Hjertelighed , saasnart Yezideen opdagede, at
Grant ikke, som han bavde meent, var en Musselmand, men en
Christen. Om Yezideerne har der fra gammel Tid hersket de
%) S; Grant S. 25. Layard I, 236. 260.' Southgate II, 178 ff. Fletcher
II, 178.
å
i
117
besynderligste Forestillinger”), som allerede antydes ved selve
Navnet Djævletilbeder. Jo stårre den Afsky ér, hvormed de
betragtes saavel af Christne som Muhamedaner, desto vanskeli-
gere er det at vinde nogén rigtig Kundskab om deres Tro, de-
res Forfatning og deres Antal, hvilket sidste Grant mener om-
trentlig at kunne angive til titusinde. Deres Tro paa en dver-
ste Gud, deres Ærbådighed for Christus; deres Iagttagelse af
mange joådiske og christelige Skikke, Omskjærelse, Daab, Paa-
skemaaltid, Nadvere, i Forbindelse med Levninger fra de gamle
Sabæers og Ilddyrkeres Gudstjeneste%+), deres Sky for at ud-
tale Djævelens Navn”) eller paa nogen Maade udtale sig for-
nærmeligt mod ,Morkets Fyrste”, og deres dualistiske med Per-
sernes Forestillinger om Ahriman beslægtede Tro — giver den
Mening stor Sandsynlighed, at i disse Yezideer have de gamle
Manichæer forplantet sig.
Reisen gik videre over Amadiah, hvor Tjskerie have en
Garnison og ikke tillade de Kurdiske Håvdinge nogen Adgang
%x) Man see f. Ex. den fårste europæiske Skribent, der omtaler Yezideerne,
Hyde, Historia Religionis Veterum Persarum. Append. p. 549.
=X) De knæle for den opgaaende Sol og kysse de fårste Straaler, som be-
skinne en Væg eller anden Gjenstand i deres Nærhed; de ville ikke puste
et Lys ud med deres Aande eller spytte paa Ilden, for ikke at besmitte
det hellige Element. Grant S, 29. Slg, Layard Vol. I. ch. IX. Fletcher
1.225 ff. . .
"%) Layards Besåg hos Yezideerne traf sammen med et Barns Fådsel i Håvdin-
gen Hussein Beys Huus. I den almindelige Glæde derover beviste man
Layard'den Ære, at han skulde give Barnet Navn. Layard befandt sig i
nogen Forlegenhed, da han ikke vidste, hvåd Ansvarlighed han kunde
overtage in standing godfather to a devil-worshipping baby; men, efter
nåiere Underretning om at Navngivelsen ikke faldt sammen med Daabsce-
remonien, gjorde han med en Compliment til sin Vært og hans Folk det
Forslag, at Drengen skulde bære sin Bedstefaders Navn. Under Festlig-
"lighederne sad Layard, omringet af Yezideer i Skyggen af nogle "Træer,
paa hvis Grene blandt andet en ung Dreng klavrede saa yderlig, at Layard
ved at see det udbråd: ,,Dersom den Satans Dreng — —” I samme Gie-
blik erindrede han sig med Fortrydelse, hvilket Anståd han gav Forsam-
lingen; men det var for sildigt, og fårst efter en rum Tid kunde man til-
give den Fremmede en Uforsigtighed, over hvilken han bevidnede dem
sin Beklagelse (p. 287 f.).
i JER
til Fortet; allerede denne Indskrænkning af Kurdernes Magt syn-
tes Grant en Fordeel, fordi den sikkrede Communieationen med
de uafhængige Nestorianer hiinsides Bjergene. Staden selv var
forresten for en stor Deel ådelagt efter et Overfald af Raven-=
duz-Kurderne, og alle Beboerne led af Sygdomme, foranledi-
gede ved det usunde Klima og ved den Smuds og Elendighed,
hvori hele Byen befandt sig. Paafaldende var det for Grant
at finde en saa stor Lighed mellem denne Stads jådiske og ne-
storianske Beboere, at han og håns Ledsagere ikke kunde ad-
skille dem efter deres Udseende og Sprog. De Reisende hårte
slemme Rygter om hvorledes Papisterne ved List og Vold såge
at bringe Nestorianerne til at underkaste sig Paven") Disse
") Hvorledes 'det forholder sig med disse Omvendelser kan Fålgende tjene til
at oplyse. Da Layard kom (1846) til Bebosi, en Landsby S. for Amadiah,
fandt han, at Beboerne nylig vare gaaede over til den romersk - katholske
Kirke. Han saae i Landsbyens Kirke nogle faa jammerlige Kobberstik,
overdragne med grælle råde, gule og blaae Farver, forestillende Mirac!er,
som Helgene og Jomfru Maria skulde have bevirket. Stykkerne vare ikke
for længe siden stukne op paa de bare Vægge. ,Kunne I forstaae disse
Billeder?” spurgte Layard. ,,Nei”, var Svaret; ,,v% have ikke sat dem
her. Men da vor Præst (en Nestorianer) var dåd for kort "Tid siden, kom
Mutran Jusuph., den katholske Biskop, til os. Han stillede disse' Malerier
op og fortalte os, at vi-skulde tilbede dem. Vi reve dem ned igjen.
Men for denne Gjernings Skyld fik vøre Kiajabs (Landsbyens Overhove-
der) Bastonnade af Mahmud Agha, Håvding for Missouri, og vi nogle
Huller i Hovedet, Derfor lade vi dem nu være, hvor de ere. "Og da Kur-
derne ere blevne bestukne til ikke at lade nøgen Nestoriansk Præst komme
til Landsbyen, saa ere vi nådte til at håre den katholske Præst, som Mu-
tran .Jusuph har sendt os”. Paa Alteret og Læsebordet laae nogle faa
Båger — Bønneformler, Ritual og de hos Nestorianerne brugelige Skrifter.
De vare ikke blevne forandrede, med Undtagelse af at Nestorius's Navn
var omhyggelig bleven udslettet med en Pen. Søndags -Gudstjenesten
var som sædvanlig, kun at der var tilfåiet nogle Knæbøininger for de ma-
lede Billeder. (Layard I, 155.). Ogsaa Southgate (11, 227 ff.) bemær-
ker, at den Forandring som Nestorianernes Kirkeyæsen har undergaaet
ved at erkjendePaven, mere er formel og af Navn, end virkelig. " De have
beholdt deres gamle Liturgie og kirkelige Båger, og hvad Forandringen
af enkelte Ritus angaaer, er det den betydeligste, at Nadveren uddeles sub
una specie, dog uden den latinske Kirkes mangfoldige Messeceremonier.
Geistlighedens almindelige Cålibat 0. m. andre den latinske Kirkes Insti-
tutioner var det endnu ikke lykkedes at indfåre, Døg ville neppe de ro-
119
vilde derfor «ved Indgangen til Bjergene ikke tillade Grant at
trænge videre frem, fårend han havde erklæret, at han ikke
var Katholik.
Ved. Ankomsten (i5de Octbr. 1839) til de uafhængige
Nestorianers District, tog den tyrkiske Cavass Afsked, af Frygt
for at falde i Hænderne paa et Folk, hvis strænge Hævn over
tilfoiede Uretfærdigheder Tyrker og Kurder havde flere Gange
"lært at kjende”). , Til Grændserne af disse Vantroes District”
ng sagde Paschaen af Mosul til Grant ved hans Afreise — vil
jeg være ansvarlig for Eders Sikkerhed. I kan lægge Guld paa
Eders "Hoved, og I behåver ikke at frygte Noget. Men længere
kan jeg ikke beskytte Eder. Disse Bjergboere anerkjende
hverken Pashaer eller Konger, men fra umindelig Tid har en-
hver Mand været sin egen Konge”.
Ved hvert Pas, søm Grant og hans Ledsagere kom igjen-
nem, bleve de tilraabte af stærke og alvorlige Stemmer paa
Syrisk: ,Hvo ere I? Hvorfra komme 1? Hvad mangler Eder?”
Ved at blive nærmere underrettede om Hensigten af Grants Reise
og ved at erfare, at han var Læge viste Beboerne megen Glæde
og lagde en Venlighed og Opmærksomhed for Dagen, som var
meget forskjellig fra den hykkelske- og smigerfulde Håflighed,
der ellers er almindelig blandt Christne, som ere underkastede
tyrkisk og persisk Herreddmme. Demne Opfårsel bevægede
ogsaa Grant til at opgive den Forsiglighedsregel, som man i
Mosul havde anbefalet ham, ikke at begive sig dybere ind i
mersk-katholske Missionairer opgive deres Bestræbelser for efterhaanden
at faae flere og flere Forandringer satte i Værk.
»This hardy race — siger Southgåte II, 244 — whose name is a terror
even to theKurds”.,.. Layard fortæller (S. 364) om de Vanskeligheder,
han ofte havde med at holde Fred mellem sine Arbeidsmænd ved Udgrav-
ningen, " Musselmændene vare altid strax rede til paa deres sædvanlige
Viis at udskjelde de Christine; men de nestorianske Bjergboere optog
denne Behandling meget forskjelligen fra de ydmyge Rajaher paa Sletten
og replicerede:med Epitheta, der løde ilde nok i Muhamedanernes Øren.
Nu blev der grébet til Sabler og Geværer, mdtil Layard fik lagt sig der-
imellem.
Es
Nes/
120
Bjergegnene, uden fårst at have erholdt en Eskorte fra Patri-
archen. Efter en gammel nestoriansk Biskops Opfordring lod
han sig nåie med at modtage en ung Nestorianer til. Ledsager
videre frem; og, udrustet med et Par af Biskoppens Haarreebs-
Sandaler, som han ombyttede for sine tyrkiske Ståvler, - klat=-
trede Grant med stor Besværlighed op ad de stedse steilere og
vanskeligere Fjelde, indtil han naaede et Punkt, hvor en vid
Udsigt aabnede sig for hans Blik ud over det Land, i hvis
Kloåfter Korset var blevet reist og hævdet i Aarhundreder, me-
dens Krig og Forfølgelse havde fortrængt det paa saa mange
andre Steder i. Osten. Med Tak til Gud, som havde ført ham
uskadt saa nær til sin Reises Maal, og med oplivet Haab om sat
see de fromme Onsker opfyldte, som havde foranlediget hans
Reise, fortroede han sig tråstigen til sine nye Omgivelser, hos
hvilke det ikke var ham nogen ringe Anbefaling, at en ung
Nestorianer, som han tidligere havde i Urmiah været saa hel-
dig at befrie fra en næsten fuldkommen Blindhed, sluttede sig
til ham og gjorde ham bekjendt for sine Landsmænd. Grant
var Vidne til deres simple og håitidelige Gudstjeneste og deel-
tog med dem i Nadverens Sacramente, der forvaltedes med
Brod og Viin, og efter hvis Nydelse enhver af de Deeltagende
ved Kirkedårren modtog en tynd Skive Bråd, rullet om noget
Kjodmad, som var indesluttet deri. Hjemme i Huset blev der-
efter holdt ordentligt Maaltid;, men hele Såndagen blev håitide-
ligholdt i en Stilhed, som man ikke let finder andensteds. Om
Aftenen samlédes Folk atter i Kirken, hvor der ligeledes hele
Ugen igjennem Aften og,Morgen pleier at holdes Bon”); dog
holdt ogsaa Mange deres Andagt hjemme i deres Boliger foran.
%) Slg. Fletcher, Notes from Nineveh S. 262: ,,de fleste Nestorianske Skri-
benter anerkjende, efter Skriftens Autoritet, som de sige, tre kanoniske
Tider daglig: Morgen - og Aftenbénnen, medens Davids Ord: ,,Om Midnat
vil jeg reise mig for at takke Dig” anfåres som Autoritet for en Gudstje-
neste ved Nattetid. Men de senere Nestorianer iagttage, hvad Lægfolk
angaaer, kun Morgen - og Aftengudstjenesten. Geistligheden holder der-
imod endnu Nattetjeneste, hvor Psalmerne oplæses.
121
N
et Trækors, som de kysse, uden dog at betragte dette Symbol
som Gjenstand for nogen Tilbedelse. Under Reisens Fortsæt-
telse kom Grant blandt Andet til en By, med omtrent et hun-
drede Huse, hvor det blev fremhævet som en Mærkelighed, at
iblandt denne Befolkning vare ikke mindre end fyrretyve Mænd,
der kunde læse. Alle deres skriftlige Monumenter ere affattede
i det gammelsyriske Sprog.
«TIT Byen Asheeta gjorde Grant Bekjendtskab med een af
Nestorianernes lærdeste Mænd, Præsten Abraham (Auraham)),
som i tyve Aar havde sysselsat sig med at læse og skrive
Båger og nu til sin højeste Forundring hørte Grant for-
klare ham den Hjælp, som Bogtrykkerpressen allerede saa
længe havde været istand til at yde til skriftlige Mindesmær-
kers Udbredelse og Forplantelse, Der straalede en ny Ild i
hans Oine, da han hårte om Muligheden af at see en saadan
Anstalt bragt tilveie i hans Land. Paa Grund af den hidtil
brugte Afskrivning besad Nestorianerne kun Stykker af Bibelen,
Een Evangelierne, en Anden Episilerne, Psalmerne, Pentateu-
chen. En heel Bibel var dengang kun Patriarchen i Besiddelse
af, og den var i et halvt Dusin forskjellige Bind. Johannis
Aabenbaring og nogle af de mindre apostoliske Breve lærte de
forst at kjende ved den nordamericanske Missions Gaver. Dog
vare Nestorianerne ikke uvillige til at antage disse Skrifter som
bibelske, påa de andre Christnes Anbefaling. De synes ikke
at havé hårt til Kanon, da en saadan blev fastsat hos dem”).
Grant lærte at kjende Landets. Frugtbarhed, Indvaanernes
"Levemaade, deres Industri og Husliv. Medens Sneen bliver
stedse liggende paa Fjeldtoppene, dyrkes Korn af forskjellig
Slags lavere nede; i Dalene voxe Vindruer, Valnådder, Granat-
æbler og lignende Frugter. Dog er Qvægavl Indvaanernes for-
X%) Den gamleSyriske Oversættelse af N.T., Peschito kaldet, fra Slutningen. af
andet eller Begyndelsen af tredie Aarhundrede, indeholdt i sin oprinde-
lige Skikkelse kun de fire Evangelier, Ap. Gg., de paulinske Breve,
Iste Petri, 1ste Johannis og Jacobi Brev.
122
nemste Indtægtskilde; Landet flyder af Melk og Honning. Der
findes Jern, Bly og Kobberaarer i Bjergene, ligeledes Svovl ;
og enhver Mand laver sig selv Krudt og Vaaben. Den storar-
tede, romantiske Natur: de håie, sneebedækkede Bjerge, de
uhyre Klåfter, med rivende Stråmme, der bryde sig paa Klippe-
stykker og danne skumhvide Vandfald, gjorde ikke mindre end
” disse Bjergboeres ædle Mine, stolte Holdning og håie Æres-
fålelse dybt Indtryk paa Grant. Ligesom Mændene, vare Qvin-
derne arbeidsomme, tarvelige, lærvillige og nåde ogsaa en
friere og værdigere Behandling, end sædvanlig Qvinderne i
Orienten, I Spidsen for den store Tiyåris - Stamme, som netop
var den, hvilken Grant nærmest besågte, stod ligesom hos de
andre Stammer en Håvding, der fårte Titelen Malek, der åvede
en stor, døg mere faderlig og patriarchalsk end dåmmende og
straffende Myndighed. Som den håieste Ovrighed baade i geistlig
og verdslig Henseende blev Patriarehen æret, hvis hele Stilling
havde stor Lighed med den hebraiske Ypperstepræsts i den jé-
diske Stat. Udelukkelse ikke blot af Kirken, men af det bor- -
gerlige Samfund var en Form af stræng Straf, som Patriarchen
lilkjendte for stårre Overtrædelser, og denne Bansættelse blev
frygtet meget -af Folket. Med stor Interesse hårte Alle paa
Grants Beretninger om de europæiske Opfindelser, Dampmaski-
ner, Balloner 0. mM. a. Gjenstande, hvorom de havde ingen eller
meget forvirrede og phantastiske Forestillinger, De glædede
sig ved den Udsigt, der blev dem given til at faae Skoler og
Bøger til deres Underviisning. Blandt dem, der navnlig i håi
Grad interesserede sig for Grants Planer til Folkets stårre Op-
lysning og Dannelse , var en Præst i en af Byerne, der førte
el meget helligt Liv og havde gjort et Slags Låfte i Lighed
med Naziræals - Låftet. hos Jåderne. Han nåd ikke Kjodmad
eller nogen animalsk Fåde, heller ikke Olie eller Melk. Saa-
danne Låfter skulle dog være sjældne. Cålibatslåftet synes al
være en Levning .fra et Par Klostre, som eengang have existe-
ret blandt dette Folk. Det skal stundom blive aflagt af Qvin-
123
der; men disse Tilfælde ere sjældne”), ”Nonneklostre ere al-
deles ukjendte,
Den 26de October 1839 ankom Grant til: Patriarchens
Residens, Julamerik, beliggende N.O. for! Asheeta"i'en vanske-
ligen tilgjængelig Bjergegn. Patriarchen, Mar Shimon. eller
Simon (Shamoun), et fælleds Navn for alle: Geistlige i denne
Stilling, modtog vor Reisende med særdeles Forekommenhed og
bevidnede, hvor stor: Længsel han havde havt efter at see
Loftet om Ankomsten af Udsendinge fra de nordamcricanske
Brodre' opfyldt, Han var en Mand — siger Grant — paa
38-Aar,” af Middelhåide; > med” et behageligt, udtryksfuldt og
forstandigt Ansigt, hvis folderige Klæder," kurdiske Turban
og hvide Skjæg gav ham et patriarchalsk og værdigt Udseende.
Hvis der ikke havde været en saa ungdommelig Ild i hans
Oine og” saamegen Livlighed i hans Bevægelser, vilde Grant
have antaget ham at være nærmere 50 end 40 Aar. Patriar-
chens hvide Haar og Skjæg vare — efter hans Venners For-
klaring — ikke heller en” Virkning af hans' Alder; men af
mange Slags Sorger”=). "Virkelig "kræver Patriarchens Embede
som Folkets geistlige og verdslige Hoved, paa Grund af Kur-
-» dernes fjendllige Stilling til Nestorianerne og de nestorianske
Stammers indbyrdes Forhold, al en Statsmands Viisdom og Taal-
modighed. Eet” Exempel blandt flere kån oplyse dette. To
+) Paa sin Reise Bjergene traf Layard kun en eneste gammel og vanskabt
Nonne, om hvem han mener, at hendes Hæslighed allerede maatte have
udelukket hende fra Haabet, .om at blive'gift.… Nineveh-I, p. 202.
xx) Fletcher (Notes from Nineveh I,: p. 330 f.), der saae Mar Shimon henved
fire Aar sildigere, angiver Patriarchens Alder til 30 Aar, skjåndt ogsaa han
omtaler hans melancholske Træk og tidlig graanede Haar. Mar Shimon
viste sig dengång under meget forandrede : Omstændigheder. Han: kom
nemlig, efter Tiyaris-Nestorianernes grusomme Nederlag, ledsaget af Præ-
sten Abraham, som Flygtning til Mosul. Fletcher saae ham i lange Skar-
lagens Pantalons med en kort Tréie — ,,en Dragt, som lidet stemmede
»med Forestillingen om en orientalsk Catholicos”. Han lignede i Flétchers
Øie mere en Soldat end en Geistlig; dog roser ogsaa denne Reisende Mar
Shimons skjånne Holdning og værdige Manerer,
s 9
124
Kurder fra en Stamme, som nylig havde dræbt to Nestorianer,
bleve tagne til Fange af disse, Hos disse Folkeslag gjælder
endnu Blod for Blod som Lov, og en Stamme ansees ansvarlig
for hvad eet af dens Medlemmer har begaaet. Her var derfor
ikke Tale om, hvorvidt de Fangne selv havde havt. Deel i de
dræbte Nestorianers Dåd. Patriarchen var imidlertid -tilbéielig
til Naade, medens hans Folk fordrede Retfærdighed efter sine
Begreber. Efter nåie Overlæg gav han endelig den Kjendelse,
at, da Folket havde bragt de fangne Kurder. ind i. sine egne
Huse, vare de paa en Maade at betragte som Gjæster,. og. fål-
gelig maatte deres Liv spares; men der skulde fordres Låse-
penge fra Kurderne; — og saaledes blev denne Sag. afgjort.
Patriarchen, der ikke maa gifte sig, levede. med to Brødre og
en yngre Såster paa to og tyve Aar, som. fårte hans. Hus-
holdning, hvis hele Tjenerskab , baade mandligt og qvindeligt,
bestod af fem til sex Personer. — I fem Uger, som Grant til-
bragte hos Patriarchen i Julamerik, havde han Leilighed til al
indhente alle de Oplysninger, han &nskede, hos de meest an-
séete og forstandige Nestorianer fra alle Kanter i Bjergegnene.
Han erfarede saaledes, at flere af "de nestorianske Stammer
søgte ved en liden Sum til den uafhængige Hakkari- Hovding
at befrie sig fra Rov og Undertrykkelse, men at de paa ingen
Maade vilde have dette betragtet anderledes end en frivillig
Foræring.
Grant besluttede at gjåre Reisen tilbage til Urmiah gjen-
nem Hakkari- Kurdernes District, netop…den Route, som han
tidligere var bleven forhinbret fra at tage, da han fra Urmiah
overtog Besåget til de nestorianske Christne i Bjergene. Dette
kunde imidlerlid ikke udfåres uden at aflægge Besåg hos den
frygtede Kurde — Håvding Nur-Allah-Bey CNurlah Bey), som
havde ladet den ulykkelige Schultz myrde. For et saadant Be-
sog, hvoraf Grant i lykkeligt Tilfælde lovede sig at kunne be-
virke fri Communication mellem Missionsanstalten i Urmiah og
Nestorianerne i Bjergene, havde vor Reisende udrustet. sig
125
med Breve fra de tyrkiske og persiske Autoriteter. Patriarchen
tilbod at! lade. een af sine 'Brådre fålge med som Ledsagere
Advaret: ved Schulz's Exempel, der bavde vakt Kurdernes Rov-
gjerrighed ved at omgive sig med en vis Glands af Rigdom”),
indskrænkede Grant sin Bagage til det Allernådvendigste, hvor-
iblandt. Lægemidler, af hvilke han ventede at komme til at gjåre
Brug, og gjemte sin Smule. Guldmynt i en Rolle Flueplaster.
Ved Afreisen fra Julamerik : forærede Patriarchen ham” en Af
skriftaf det N.T, skrevet for 740 Aar siden paa Pergament, i
Estrangelo, … Patriarchens Såster forærede Grant et Par Gede-
haars Vanter, som hun selv havde: forfærdiget. — Omtrent to
Dages Reise fra Julamerik havde Nurlah Bey opslaaet sin Re-
sidents i Fortet Basch- Kalleh, hvor Grant fandt ham sengelig-
gende og angreben af en stærk Feber. Grant var saa heldig
al kurere ham ved et Vomitiv, vandt hans Yndest og Beyen
skjænkede ham ved hans Afreise en Hest som et Beviis paa
sin Erkjendtlighed, —- Endelig ankom Grant munnlg over Sal-
mas til Urmiah d. 7de Decbr.
I, Vinterens: Forlåb kom to af Patriarchens Brådre, af hvilke
den ené var bestemt til hans Efterfålger; og aflagde Beség hos
Missionairerne. — De: medbragte Brev fra Patriarchen, som ind—
stændigen bad Grant om at gjeniage sit: Besåg i Julameérik til
Foraaret. Dette skete ogsaa, da Grant 7de Mai 1840, ledsaget
af sin lille, fireaarige Son, tilligemed de to Biskopper Mar Jo-
hannan og Mar Jusupl, der havde sluitet sig til Missionen som
x) Southgate, Narrative etc. I, 260 fortæller, at Paschaen i Van gav ham
nåiagtig Underretning om Schuliz”s Skjæbne. Denne reiste gjennem disse
Egne i fornem Stiil og gjorde prægtige Foræringer, Han var ledsaget af
en Tolk, forskjellige Betjente og fårte ikke mindre end syv Pragtheste med
sig. - Paa denne Maade: kom han til Kurdistån, hvor uden Tvivl det; han
havde anseet for et Middel. til sin Sikkerhed , blev Aarsag i hans. Dåd.
Synet af hans Eiendom vakte den Kurdiske Beys Begjærlighed, som var
hans Vært. Ved Afreisen lod denne ham som for Ærens Skyld ledsage
af en stærk Eskorte, men gav hemmeligen Ordre til at dræbe og plyndre
ham, hvilket ogsaa blev udfårt paa den anden Dag af Reisen; da man
havde faaet hamafsides, under Paaskud af åt vise ham nogle Ruiner.
9"
126
dens: Medhjælpere , reiste over Salmas og 'Basch Kalleh,' hvor
dog Nurlah Bey denne Gang ikke var tilstede, til Julamerik.
Efterat have nydt den samme forbindilige Opmærksomhed som
under det fårste Besåg i denne By, reiste Grant, som forgjæ-
ves &nskede at kunne have besågt Stammerne Jelu, Bas og
Tkhoma, over Van og Erzerum til Constantinopel. - I Van traf
han atter sammen med Nurlah Bey, der viste sig meget ven—'
lig, og som herefter — saa meente Grant -— vilde blive saa=
meget mindre frygtelig for den Reisende, som han imod en
Slags Gage fra Paschaen i Ærzerum havde” afstaaet sin hidtil
havte Uafhængighed. Det er mærkeligt, at Grant, der yltrer
sig om, »at man først maatte bie og see, hvor stort Værd: de
Venskabsfålelser havde, som Beyen i sine Ord bevidnede ham”
(CS. 97), dog tilsidst skulde blive et i det Mindste middelbart
Offer for den ryggeslåse Høvdings (Grusomhed, efterat han
havde været Vidne lil en Række" Lidelser og Ulykker, som
maatte lade ham beklage, at Nur- Allahs Liv ikke var blevet
endt ved den Feber, fra hvilken han tidligere blev ved Granis
Kunst helbredet. Dog, vi skulle senere komme til at meddele
nærmere Efterretninger herom og om Nestorianernes Historie
efter Grants Beség. Vi ville nu fårst henvende. Opmærksom-
heden til de Iagttagelser og Bemærkninger, paa hvilke Grant
har ståltet den Paastand, til hvis" Udvikling han har helliget
anden Deel af sit Værk; nemlig at de saakaldte nestorianske
Christine i Kurdistans Bjergegne ere Efterkommere af de ti
ved assyriske Erobrere borifårte israelitiske Stammer.
Bys
»I Hoseæ. niende Aar indtog Kongen af Assyrien Samaria
og fårte Israel bort til Assyrien, og han gav dem Bolig i Ha-
lah, ved. Habor, -… Gosans.… Stroém, og…i….de Meders Stæder.””),
”) I den Hebraiske Text staaer baade her og 2. Kong: 18, 44. ” Ny
127
Saaledes+bereltes- dér 2 Kong. 17; 6: slg. 18,44. —-— ,Jehovah
tog Israel bort fra sit Ansigt, saasom han havde forkyndt ved
alle sine Tjenere, Propheterne, og Israel blev bortført fra sit
Land til Assyrien indtil denne Dag”. 2 Kong: 17, 23.'
Fra. den Tid håres der ikke mere Noget'om de 10 Stam-
mer, om hvis Efterkommere man har havt saa ringe Kundskab,
at man paa Grund af ganske enkelte, fjerne øg tilfældige Lig-
heder har med lige stor Ret eller rigtigere med lige stor Uret
troet at have opdaget dem i de forskjelligste Egne af Verden:
i det sydlige Arabien, i Afghanistan, i Ostindien, China, Nord-
america%). At-de skulde aldeles være blevne sammensmeltede
med de Nationer, blandt hvilke 'der anvistes dem Bolig, og der-
ved sporlåst forsvundne, er imod al Analogie af Jodernes Hi-
storie i den åvrige Verden. Men ogsaa Antagelsen af, at de
skulde have forenet sig med de to andre jådiske Slammer,
finder Grant i Modsigelse med Historien og med Propheternes
Udsagn.… Istedetfor langt borte, i Egne, hvor ingen historiske
Vidnesbyrd føre hen, troer han, at: sikkre Kjendsgjerninger
tale for, at Efterkommere af de ti Stammer 'ere at såge nelop
der, hvor der anvistes disse Opholdssted af deres Overvindere.
Imod Grants Paastand i den strænge Begrændsning, hvori han
selv har fremstillet den, kan der vistnok opstilles Tvivl, men
at det ejendommelige christne Folkefærd, med hvilket. vi ved
def nyeste. Tids Reisende ere blevne bekjendte, virkelig ned-
stammer fra -de exilerede Joéder, der upaatvivleligen have anta-
get Christendommen i de fårste Tider af denne Religions
Udbredelse ,; maa ansees for 'et Resultat, der; ved. flere og
Mediens Stæder, men LXX oversætte 094 Mydwv, .Medernes Bjerge,
hvilket turde være en rigtigere Betegnelse af Stedet, hvorhen Israeliterne
bleve bortfårte, da Mederne, under de. daværende Omstændigheder,, vel
neppe havde tilladt Assyrerne at paanåde deres Stæder en fremmed Be-
folkning.
%) Adair, History of.ihe: Americ.. Indians. London. 1775… —. Noah, Beweis,
dass.die amer. Indianer die. Abkåmml. der. verlornen, Ståmme .Isr.. sind.
A. d. Engl. Altona 1838 etc.
128
forkjellige Reisendes lagttagélse stedse bestyrkes: mere og
mere"). Ga 4
I denne Henseende er det nu fårst en mærkelig Omstæn=
dighed, at den Tradition er" salmindeligen udbredt hos Nesto-
rianerne i .Assyrien og Medien, at de nedstamme fra de ti is-
raelitiske Stammer. Allerede får Grant have Smith og Dwight
(Researches in Armenia Vol. Il) forundret sig over at håre
Nestorianerne gjåre Paastand paa en saadan Herkomst: Hadet
mellem Jåder og Nestorianer forbyder allerede at tænke paa
nogen Opdigtelse af denne Nestorianernes "hebraiske Herkomst.
Joderne ere i disse Egne yderst forhadte og foragtede, saa at
mange Nestorianer, langt fra at bryste sig af samme Nedsiam-
melse: som Jåderne, undveg at give Grant Svar paa hans
Spørgsmaal efter deres Forfædre. Heller ikke kan man" for-
klare sig en saadan Traditions Oprindelse deraf, at Folkets Re-
ligionslærere skulde have foranlediget den ved en Udlægning af
det G.Ts prophetiske Båger, som gik ud paa en Tilegnelse af
de store timelige Velsignelser, der ere forjættede Jåderne.
Thi netop Propheternes Skrifter ere kun lidet læste af dem,
og Fortolkningen af dem gaaer ikke ud i nogen saadan Ret-
ning. Fremmede kunne ikke heller antages at have bibragt
Nestorianerne ovennævnte Forestilling om deres Herkomst;. thi
medens Landets isoleerte Beliggenhed har udelukket dem til-
deels ganske fra Berårelse med Udlændinge; have endog Nåégle
af dem selv, som Grant fortæller, gjort dem Bemærkning, "at
»naar ikke hiin Tradition havde været udbredt fra umindelige
Tider iblandt dem, vilde den ikke kunne være bleven saa her-
skende hos alle Klasser af Folket”. (Grant S. 112). — Be-
+) Layard selv synes ikke at dele Grants Anskuelse om de nestorianske
Christnes Nedstammelse fra de ti Stammer. I det Mindste omtaler han
slet ikke en saadan Sammenhæng, men bliver staaende ved at der er
good reason to presume, that te present inhabitants of'the country are
descendants of the ancient Assyrians (Preface X) ; og at'de ere rémnant
of one of the earliest Christian sects (Vol. I, 258).
129
slægtet med hiin Tradition, at Nestorianerne virkelig ere ,Beni
Israel”, Israels Børn ,'er en anden, nemlig at' deres Forfædre
tidligere endnu end Christendommens Udbredelse ere komne til
det af dem "nu beboede Land fra Palæstina: Endnu mærke-
ligere er det, at ogsaa Jåderne, som leve iblandt dem, aner-
kjende dette Slægtskab. Adspredte i tusendeviis omkring Ne-
storianerne, paastaae disse Jéder selv at nedstamme fra de ti
Stammer, og dog erkjende de mere eller mindre aabenhjertigt,
at Nestorianerne ere deres Brødre”, men ,frafaldne”. Mellem
Jåder og Nestorianer hersker der idvrigt samme Forhold som
mellem hine og Samaritanerne.
En anden Omstændighed, som her kommer i Betragtning, er,
at de Egne, hvortil de ti Stammer bleve borifårie, netop ere
de, som de uafhængige Nestorianer nu beboe.. Allerede fem-
ten lil sexten Aar får Salmanasser førte Thilaght-pileser Israeli-
terne af Rubens, Gads og den halve Manasses Stamme .til Halah
og Habor og Hara og til Gosans Flod, 2 Kong. 15,.29. 4 Chron.
5, 26; — altsaa til de samme Egne, som angives at være an-
viste til Opholdssted for de åvrige ved Salmanassar bortfårie
Stammer 2 Kong. 17; 6.- Med et almindeligere Navn betegnes
Stedet for deres Exil som Assyrien 2 Køng. 15, 29. Assyrien
grændsede, ifålge Ptolemæus, mod Nord til Armenien, mod Vest
til-Tigris, mod Syd til'Susiana, mod: Ost. til Medien, Landet
— indenfor disse Grændser kaldes" ogsaa hos Nogle af de Gamle
Adiabene (eller rettere, Adiabene var "indsluttet i Assyrien
Plin, Hist. Nat. V: 42), og hos ;Andre: Aturia… eller Attyria.
Assyrien kaldes nu Kurdistan, efter Descendenterne af de
gamle Karduchi , som indtoge "den nordlige Deel. Det ligger
mellem Medien, Armenien, Mesopotamien og Babylon. I. sin
stårste Magt udstrakte det: assyriske "Rige. sig: ud over disse
Grændser, men dengang de ti Stammer bleve bortfårte, havde
Mederne gjort Oprér, og Babylon dannede et eget Kongerige.
Halah eller Chalah anviser Grant efter' ældre Skribenter den
Plads, som.snu indtages af Hattarah, en Dags Reise NV, for Ninives
130
Ruiner. … Habor eller -Chabor" kaldes: endnu, en Flod ;…….som
strommer ud i Tigris. Gozan betyder-Græsgang,' i.Lighed med
Navnet Zozan, hvormed Nestorianerne betegne alle. Hoilande i
Assyrien, som frembyde,Næring for deres. Hjorder.…Adiabene
skal ifålge Ammianus Marcellinus … (XXINM, 20). have. faaet. sit
Navn af to Floder, mellem hvilke det er indsluttet,,;…Diaba, og
Adiaba, hvilke Grant antager for identiske. med Store Zab. og
Lille Zab, der bekræftes ved det arabiske Navn for. Adiabene:
Zawabiah. — 1 det egentlige Adiabene findes — ifålge Grant —
henved et hundrede tusende Nestorianer, medens der kun fin=-
des meget faa Jåder. I Medien er……der omtrent -tyvetusende
Nestorianer, og Joderne udgjåre derimod kun en tiende Deel af
dette Tal. Antallet: af -Nestorianerne Vest for … Habor…er .ube=
kjendt, men skal. være betydeligt: Tilsammen angiver Grant den
nestorianske Befolkning i Medien og 'Assyrien, til.,tohundrede=
tusende, Jødernes. derimod i de samme Egne kun til tyvelu-
sende Sjæle.… Man vil neppe finde. det rimeligt, at kun disse
tyve Tusende: skulde være de eneste Leyvninger af. de li
Stammer.
Et væsentligt Vidnesbyrd om "Nestorianernes Herkomst- fra
de.ti Stammer er deres Sprog, ikke som om de tale Hebraisk,
hvilket Joderne i disse Egne heller ikke. gjåre; men de tale en
syrisk Dialect”) — som netop er eiendommelig for.disse Egnes
Jøder og er forskjellig fra det Sprog, som deres Brådre andensteds
i Verden tale — med saa ringe Afvigelse fra -Joderne, at. Nesto-
rianer fra Urmiah kunne tale med Jåder. fra Amadiah,; uden
al: kjende af deres Sprog, at de ere Jåder. " Denne Lighed -be-
kræftes ogsaa af Holladay, Stocking, Robinson.0. A.-paa hvilke
Grant har beraabt sig (S. 142—44). Nestorianerne kunne ikke have
lært dette Sprog af Jøderne, thi'de omgaaes ikke med hverandre:
x) Sig. Layard.I, 267: The language of the Chaldæans. is..a Shemitic dialect
allied to the Hebrew, the Arabic and the Syriac, and still bears the name
of Chaldee. Møst of their church books' are written in Syriac.
131
En Nestorianer vil ikke spise med sens Jode, og de gaae sjel--
den ind i hinandens Boliger. "Dette Sprog: var. heller ingen-
sinde »Modersmaal for noget Folk Ost for. Euphrat; det maa
være bragt ind fra Vesten. » Der vare. flere - Omstændigheder,
som maaite bringe de ti Stammer inden deres Børtfårelse til at
kjende og bruge det Syriske Sprog, medens Jøderne fra Juda
Rige fastholdt” det: Hebraiske og i Exilet lærte Chaldaisk. Hos
enkelte christne Kirker i Asien er Kirkesprogei Syrisk-— lige-
som Latin i”den romersk »= katholske Kirke i Vesten —; men
kun hos Nestorianerne er det Syriske " forstaaeligt hos selve
Folket og de Ulærde>). ;
Endvidere tyder Nesiorianernes Benævnelse af deres egén
Folkestamme tilligemed, de hos dem brugelige Egennavne paa
deres" israelitiske Herkomst. Foruden' Beni Israel kalde de sig
ogsaa og kaldes af Andre Nazaræer"). Som bekjendt var
»Nazaræer” det ældste Navn for de Christine i Palæstina (Ap.
G: 24, 5) og vedblev at være Benævnelse paa de Troende af
Israel, som overholdt Moseloven, i Modsætning til de Troende
af Hedendommen, som kaldes Christne (Ap. G. 41, 26). Hvor-
ledes skulde nu Nestorianerne have tilegnet sig hiint Navn,
Nazaræer, naar deres Forfædre ikke oprindeligen havde: været
Troende af Jødedommen? — Ogsaa de Syriske Christine eller
") Dette maa. dog ikke, tages i al for omfattende Betydning. Fletcher, som
fortæller, at Bjerg- Nestorianernes Sprog skal nærme sig Skriftspro-
get langt meer end det, som tales af Chaldæerne paa Sletterne, siger' dog
ved.samme Leilighed (Notes from Nineyeh I, 255), -at-ikke engang alle
nestorianske Geistlige ere saa fortrolige med Skriftsproget som med den
almindelige Dialect i daglig Tale, og S. 359 taler han om, at Qvinderne
beskyldes for Uopmærksomhed under Gudstjenesten; ,,som holdes i'et for
dem ubekjendtSpfog”.
++) Grant paastaaer ved denne Leilighed (S. 153) at Benævnelsen Nazaræer
er specifik i sin Anvendelse paa Nestorianerne og anvendes aldrig paa
Årmeniznerne eller paa andre Christine Secter; men Layard (1, 261), som
siger, at Nestorianerne kalde sig selv Chaldani, med mindre de ville sær-
skilt betegne en enkelt Stamme, tilfåéjer: that the Musselmann apply to
them the common epithet of ,,Nasara”,
132
Thomaschristne i Travancor i Indien fére Navnet Nazaraner
eller: Nazaræer , formodentlig fordi de ere em Green af Nesto»
rianer, som flygtede til Indien under de blodige-Forfålgelser i
det fjerde og syvende Aarhundrede. :
Navnet Syrer eller Syriske Christine anvendes paa …Nesto-
rianerne med Hensyn paa Brugen af den Syriske Liturgie og
fra den Omstændighed, at de have været en Green af Kirken
i Antiochien. '
Chaldæer er det Navn, som sædvanlig anvendes. påa de
papistiske Nestorianer ”).
Nestorianer er et Navn, hvormed Folket selv»ikke vutlde
at betegnes. De anvende det sjelden- paa sig selv 'og.de af-
skye det i dets sædvanlige Anvendelse af Andre, forsat de ikke
skulde synes at dele Nestorii Hæresie, som blev excommunice-
ret fra den almindelige Kirkei A. 431. De ære ham som den,
der oplåftede sin Stemme mod Billeddyrkelsen og imod Be-
nævnelsen af Maria som ,6uds Moder”, (idet de ikke kalde
Maria anderledes end , Christi Moder”, uagtet de; troe paa
Christi dobbelte, guddommelige og menneskelige; Natur); men
de forundre sig over, hvorfor de skulde kaldesvefter en Biskop,
med hvem de ikke have anden Forbindelse, end at de ansee
ham for en uretfærdigen forfulgt Mand; «hvorfor hans -Fiender
ogsaa have sågt at krænke hans Venner ved at give dem Navn
efter ham.
Endelig findes der hos Nudibtidhora danne en Mængde
religiåse Skikke, som aabenbart tyde paa deres Udspring. fra
israelitiske Forfædre. Håist mærkeligt i flere Henseender er
det, som Grant (S. 165 ft.) fortæller om en Slags Offring, som
er brugelig hos dem. Det er nemlig Skik hos dem, at, naar
+) Grant siger, at i sin Anvendelse paa Néstorianerne betegner det kun
deres Relation til Abraham, som var fra ,,Ur i-Chaldæa” ;… og han anseer
overhovedet Navnet Chaldæer for at være! fra: en nyere Tid -.Ander-
ledes og med stårre Ret har Layard erklæret Chaldæer for de christne
Kurders egentlige Navn; s. Anm,
188
de ville takker Gud "for ”Velgjerninger eller udbede sig hans
Naade' og Velsignelse' i Anledning f. Ex: af egne eller Venners
Sygdom; Helbredelse eller desl., da slagte de et Dyr foran
"Kirkedårren og stryge lidt af Blodet paa: Dårren eller Dårkar-
men (upon the door or lintels). Den håire 'Skulder og Bryst
tilhårer "den fungerende Præst ved Kirken, som dog, navnlig
for at undgaae Mistanke om Egennytte, ikke' altid modtager
denne Gave. "Ogsaa Skindet bliver givet til Præsten (saaledes
som det var anordnet ved det levitiske Brændoffer 3 Mos: 7, 8.).
Ofte: betragtes dette Offer som en Kjærlighedshandling, idet alle
Nærværende tage Deel i at spise det; men ofte nydes det blot
af den Offrende og af hans Venner. Det bliver alligevel "an-
seet som et Gud velbehageligt Offer. I enkelte" Tilfælde, især
naar det har' Hensyn til Opfyldelse "af noget particulairt Låfte,
slagtes Dyret foran den Offrendes egen Dår:… Kjådet bliver al-
mindeligen spiist den samme Dag, som Dyret er slagtet; men
Grant saae f. Ex. i Patriarchens Huus et Exempel paa, at det
endnu ikke var fortæret den anden Dags Aften; men da maatte
det ogsaa, efter hvad der blev sågt, nådvendigen spises. Unæg-
teligen finder man i dette stor Lighed med Forskrifterne i Mo-
seloven om de saakaldte Takoffer og Fredsoffer OY). —Og-
saavdisse bleve bragte frivilligen, altsom "de enkelte Israeliter
fålte sig opfordrede til at bevidne” Gud "deres Tak eller deres
Onské paa'en saadan Maade. Dyret kunde være saavel af Han-
som af Hunkjénnet, og intet Hensyn toges til dets Alder, 3 Mos. 3,
1 ff. "Den, som bragte det,” kom til Tabernaklets Dér, lagde
Haanden paa Offerdyrets Hoved og slagtede det. " Hvad der blev
levnet af -Offerets: Kjåd, skulde spises' paa den fårste og den
anden Dag, men dersom endda blev noget tilbage, skulde det
opbrændes og maatte ikke nydes 3 Mos. 7, 46—18:'— Nesto-
rianerne "og selv Joéderne betragte — ifålge Grant: (S. 166) —
hine Offre som Levning fra tidligere israelitisk Skik. Men naar
Grant. ved denne Leilighed, i Anledning af ,… at. Nestorianerne
ikke, som fordum var Skik med Takoffre hos: Jøderne; stænke
MR. .M
Blodet paa Alteret og opbrænde en Deel af Offeret, bemærker,
vat: heller ikke Joderne i Urmiah og' paa andre Steder. altid
strængt iagttage delte”, da råber han derved. Forestillinger,
som ere aldeles urigtige. Thi han synes derved at antage, at
Joderne endnu vedblive at offre efter Moselovens Førskrifter,
endskjondt den hele Offertjeneste maatte ved det Jerusalemske
Tempels Forstyrrelse ophåre. Granis Yttringer vare Forfat-
leren af nærværende Artikel saameget mere paafaldende som
der virkelig i den nyeste Tid er af flere Theologer blevet paa- |
slaaet, at endnu efter det jådiske Tempels Forstyrrelse havde
Joderne foretaget Offerhandlinger deels privat i deres Huse
(Semisch, Justin der Mårtyrer I, 175) "deels- enten «overhovedet
i Jerusalem (Schwegler, Nachapost. Zeitalter S: 308—9) eller
paa Templets Ruiner (Jabez, Creuzenach, Chajes, s.… Theol.
Jahrb. von Baur und Zeller 7r Bd. S.: 340—41) — en Mening,
hvilken Prudentius Maranus i sin Udgave af de christelige
Apologeter (LXXY. slg. Just. Dial. c. Tr. p. 141: pulsi Jero-
solymis Judæi jacturam sacrificii variis modis sarcire tentabant)
synes at have været tilbåielig til at give Medhold, lige i Mod-
sætning til den sædvanlige Forestilling om Ophævelsen af Jo-
dernes Offervæsen ved Jerusalems Odelæggelse af Titus. De
Grunde, hvorpaa man har villet stålte Paastanden om en fortsat
Offercultus hos Jøderne efter denne Tid, have imidlertid -Bern-
hard Friedmann (,Cand. der jidischen Theol.”) og Dr. H. Graetz
i en lærd og grundig AfhandlingX) underkastet en néiere Kri-
tik, hvis Resultat er, at med Templets Forstyrrelse under Titus
… har det jodiske Offervæsen fuldkommen ophørt, saa at der sil-
digere: ikke er blevet offret, hverken é eller udenfor Jerusalem,
hverken paa Ruinerne af. Alteret eller ellers nogensteds; at ikke
engang noget Surrogat… for Offeret ; med- nogen offerlignende
Charakteer har fundet Sted; at derimod Offeret er blevet: fuld=-
") Die angebliche Føridauer des jiidischen' Opfercultus nach der Zerstérung
des zweiten Tempels.
188
kommen fortrængt og gjort undværligt ved Bon og Studering i
Loven som et Slags Æqvivalent for Offret, med tilsyneladende
Accommodation til Offervæsenet; og at ikkun en eneste Remini-
scenz' — at spise stegt Lammekjåd paa Paaskeaften — har ved-
ligeholdt sig indtil den Dag idag, men med den omhyggeligste
ængstelige Bortfjernelse af ethvert Spor, som kunde ligne
Offring (Zellers ”øg' Baurs Theol. Jahrb.. 1848. S. 338—371). —=
Man havde derfor maattet: &onske, at Grant havde meddeelt
" néiere' "Efterretning "om sine Iagttagelser ved de Skikke, han
synes at' have antaget for Offring hos Jåderne i Asien. Ved den
samme Leilighed taler han om, at. ,skjåndt Offringer ere al-
mindelige baade blandt hedenske Folk og blandt Muhamedaner
og Armenier, findes der dog ikke som hos Nestorianerne noget
Spor til, at disse Offringer skulle være af. hebraisk Oprindelse”.
Herved er nu dog alter af mærke, at ogsaa' hos Muhameda-
nerne er Offring i sædvanlig Betydning afskaffet, med Undta-
gelse af eet saakaldet Offer, der er sat i Forbindelse med Ko-
ranens Forskrift': om Pillegrimsreisen til Mecca: eet eller flere
Faar blive slagtede, og det fra Maaltidet tiloversblevne Kjåd
givet til de Fattige”). Hvad Armenianerne angaaer, fortæller
Grant selv (S. 167), at efter disses egen Beretning, havde de
ved: Gregorius Illuminator fra Hedendommen omvendte armeni-
ske Præster henvendt sig til denne Armeniens Apostel med Bån
om, at han vilde anvise dem nogen Underholdning istedetfor de
Offre, hvoraf 'de forhen havde levet; men søm nu vare blevne
afskaffede. … Gregorius skal da have anordnet Tiende af Mar-
kens Frembringelser og befalet, at Folket istedetfor Offre til
Afguderne, skulde bringe Offre til Gud i Dådens Navn (the
people should offer såcrifices to God in the name of the dead).
Saadanne Dødningeoffre — siger Grant (S. 166) — frembæres
ogsaa af Nestorianerne i Anledning af een eller anden udmærket
fy Offerdyret kan %gsaa være en Kameel. S. Ersch u. Grubers Reallexicon,
Art. Opfer.
136
Persons Dåd, og de heraabe sig i denne Henseende påa 2 Macc.
12,:43.' ligesom de foretage deres andre Offre med Hensyn til
det Mosaiske Ritual og deres Forfædres Skik”,
Om nu imidlertid ogsaa Grant har befundet sig i Vildfa-
relse med Hensyn til Jødernes Offervæsen, blive dog de. an-
forte Skikke hos Nestorianerne alligevel meget betydnings=
fulde. Netop hos Jøder, som vare blevne omvendte. til. Chri-
stendommen, lod det-sig tænke, at den dette Folk: eiendomme—
lige Vedhængenhed ved de levitiske Forskrifter, i Forbindelse
med de: friere og "håiere Anskuelser ,- som Evangeliet havde
fremkaldt, kunde have foranlediget Bevarelsen af Skikke , hvis
lagttagelse ikke længere blev anseet tilladelig for Jøderne. Me-
dens disse tillagde den mosaiske Lovs enkelte Bud en bogsta-
velig Gyldighed, havde de til Christendommen omvendte Jåder-lært
at betragte dem i. deres blot symbolske og typiske Betydning
og kunde fålgelig tillade sig en langt friere Behandling deraf,
hvorved de fjernede det, som ikke længer svarede til den
christelige Bevidsthed, og modificerede det, som de beholdt af
Lovens Foørskrifter, paa ejendommelig Maade %), "Det tår vel an-
sees for meer: end sandsynligt, åt de allerfårste Medlemmer af
den christne "Menighed, foruden deres allerede ved Aps "G. og
ved det NT, overhovedet noksom constaterede Deeltagelse i den
levitiske Gudstjeneste, ogsaa deeltog i Jodernes forskjellige Of-
ferhandlinger ”). … Først nådtvungne synes: nemlig de ældste
Jéde-Christne at have opgivet Samfundet med deres forrige
Troesfæller; og netop ved Jådernes egen Uforsonlighed”F) blev
”") Deraf lod det sig ogsaa forklare, hvorfor den Bebreidelse til en sénere
Tid fra modsat Side blev rettet mod; dem +; Dum volunt etJudæi esse et
Christiani, nec Judæi sunt nec. Christiani (s. Hieronymi ep. 89 ad Au-
gustin)).
"”) S. Lechler, Das apostolische und nachapostolische Zeitalter: Haarlem
1851. 4. S. 283. P. Schaff Geschichte der christlichen Kirche. Mercers-
burg in Pennsylvanien 1851, 1 B. S. 470.
++) Dette har Thiersch. ypperligen stillet i Lys ved sin Udvikling af Hebræer-
brevet som en Tråstskrivelse til de troende Jåder, der truedes med Ude-
137
maaskee forst. det Syn aåbnet. hos. de jødiske Christne for de le-
vitiske sInstitutioners Betydning, som ved Apostlen Paulus alle-
rede tidligere og af nalurlige Grunde langt lettere var opgaaet
for de Christne af Hedendommen, Offring i egentlig Forstand kunde
Jode-= Christine saalidt; som' Jåder fuldbyrde udenfor Jerusalem
og uden Tempel, men medens de sidstnævnte ængsteligen skyede
at foretage: Handlinger, som kunde have Lighed med Offre, har
der tidlig: hos alle Christine — man iænke… blandt Andet paa
den romersk - kathøolske Messe — viist sig en. Tilbéielighed. til
at sammenligne! deres Ritus og Symboler, med den israelitiske
Offercultus, ;en Sammenligning, som siden har havt Indflydelse
paa selve Anordningen og Formen af «hine, ;Saameget leliere
maatte: denne Indflydelse gjåre sig gjældende- hos Christne af
israelitisk Herkomst.
Ogsaa Låfter aflægges af «Nestorianerne, i Lighed med
Israeliternes, Domm: Xl, 4 Mos. XXX. 4'Sam. I, 11... De love
saaledes at hellige f..Ex. en Sån til Herrens Tjeneste alle hans
Livs "Dage, d. v. s. at opdrage ham for Kirken; de love at give
deres Datiers: Medgift til Herren, eller, hvad der er sjeldnere,
de love, at hun skal: forblive ugift… 1. Tilfælde af, at Pigen ikke
selv samtykker deri, maa hendes Medgift, naar hun gifter sig,
skjænkes som en ;Løsningssum,
Ligeledes frembære de Fårstegråden .af deres Marker,
Hauger, Viingaarde, férend i Håsten indsamles; Melk, Smor,
Ost: frembæres … til den nærmeste Kirke og. gives til Herrens
Tjeneste. - Dog ere disse Slags Gaver ophårle i. nogle Egne,
paa Grund af Beboernes: Fattigdom. og Undertrykkelse, hvilket
ogsaa gjælder om Téender. :
Sabbathen 9: Séondagen holde Nestorianerne saa hellig, at
der blev fortalt navnlig om Bjergbeboerne, at de vilde paa Ste-
det dræbe en Mand, som reiste eller arbeidede om Såndagen.
lukkelse fra den mosaiske Cultus. S. Die Kirche im åpostolischen Zeit-
alter. Frankf. u. Erlangen 1852. S. 189—97,
138
Iblandt Tiyaris-Nestorianerne ere der dem, som ikke ville san»
tænde Ild om Såndagen til at koge deres Mad. "Ogsaa »have
Nestorianerne en Forberedelse for Sabbathen, navnlig Låverdag
Eftermiddag tre Timer for Solnedgang, da alt: Arbeide ophå-
rer”). Dog ogsaa i denne Henseende har ældre Tiders strænge
Skik aftaget. s
Deres Kirkebygning betragte Nestorianerne med samme
Ærefrygt som Jåderne fordum deres Tempel og «Tabernakel.
Den er deelt i-ire Afdelinger, af hvilke den ene kun kan be-
trædes af indviede Geistlige, naar de have fastet og afholdt sig
fra levitisk Ureenhed, navnlig fra Omgang med Qvinder (Exod.
XIX, 15). Der anvendes stor Omhu for atter at hellige Kirken,
naar den er bleven besmittet ved en vanhellig Person. Det
Allerhelligste, som er betegnet med et Kors, er tomt, og Ingen
kommer derind. Andre Dele åf Kirken bære Navn af de tilsva-
rende i det jodiske Tempel. Disse Indretninger og den sær-
egne Ærbådighed for Kirkebygningen findes ikke hos andre
Christne i Osten, Armenianer, Græker, Jakobiter. Stedet i Kirken,
hvor Menigheden samles, kaldes Hekla (7%). Ogsaa for Ind-
trædelsen hertil er Afholdenhed fra forskjellig Slags levitisk
Besmiltelsa en Betingelse. ; '
Paa den ottende Dag bliver et Barn dåbt; thi Daaben er
traadt i Omskjærelsens Sted%+). Moderen maa fårst fyrretyve
Dage efter hendes Renselse — thi i syv Dage efter Fådselen
ansees hun for ureen og maa ikke råre ved nogen Fåde eller
noget Kar, som bruges af Andre — indtræde i Kirken, og,
dersom hun har fådt en Pige, er Terminen udstrakt til 60 Dage
(en Forskjel, som dog paa sine Steder ikke længer iagttages).
-
£) Grant 171. Layard I, 266. Slg. Fletcher 1,203: On the Saturday neight,
which they designate by the Jewish title of ,the Preparation” they read
half the Psalter, an some times the whole on solemn occasions.
xx) De ældre Nestorianer skulle — ifålge Asseman de Syris Nestorianis have
forenet Omskjærelse med den christelige Daabs' Sacrament. Fletcher
I, 260.
139
Istedeifor det Offer, som den-hebraiske Møder skulde frembære,
ligesom istedetfor Syndoffer og Forsoningsoffer overhovedet,
har Herrens Nadvere taget Plads. Ogsaa ved Paaskefesten er
istedetfor Spiisning af Paaskelammet. traadt Deeltagelse i Nad-
veren. …Svinekjåd blev for betragtet med samme Afsky som
hos Joderne; dog have mange Nestorianere frigjort sig fra Me-
ningen. om, at dets Nydelse skulde gjåre Mennesket ureent, og
saadanne beraabe sig paa Christi Ord. Matth XV, 44. slg. Ap.
GoirXs sms 6ar I
Nestorianerne faste to. (Gange om. Ugen ligesom Phari-
sæerne fordum. Forresten lod en af. deres Præster i Anled-
ning af, at der var Tale om Nestorianernes hyppige Faste”)
og lagitagelse af lignende jådiske Skikke folgende: mærkelige
Yuring falde: ,Vi. vare tidligere Jåder og derfor holde. vi
Faste, men I” —. nemlig de. protestantiske Missionairer , til
-hvilke han henvendte Ordet — ere Christine fra. Hedendom-
men, som ikke behåve at antage vore Skikke.”. Ganske saa-
ledes låd jo .ogsaa Nazaræernes Svar i.Chrislendommens . første
Dage paa det af ivrige Jådechrisine saa. stærkt debatterede
Spørgsmaal om. de hedenske Christnes Forhold til Moseloven.
…Paafaldende er — ifålge (Grants og Andres Vidnesbyrd —
Nestorianernes jødiske Physiognomie ”"). Ligeledes ere deres
Navne næsten alle jødiske: af fem og fyrretyve, som hårte til
Missionsseminariet havde 32 jodisk- bibelske Navne: Abraham,
Ladok, Absalon, Jochannan, Benjamin, Isaak, Nephtali, Na-
thaniel., Urias ,… Phinehas &c. Nestorianske Qvindenavne ere :
x) ,Chaldæernes Fastedage ere talrige og: blive: iagttagne med stor Stræng-
hed; selv Fisk bliver ikke spiist. Der, ere 152 Dage. i Aaret, hvor Afhol-
delse fra animalsk Fåde er foreskrevet”. Layard I, 266. (Layard skaf-
fede oftere sine nestorianske-Arbeidsfolk en Dispensation fra Patriarchen,
men uden saadan vilde.de ikke sely give sig denne Frihed).
=>) Andre Reisende have fremhævet den Lighed i Ansigtstræk, som findes
mellem Nestorianerne og de paa de opgravne Skulpturer afbildede gam-
melassyriske Konger, Præster og Stridsmænd. $. Fleteher, Notes from
Nineveh I, 348.
10
RETUR
Mirjam, Martha, Sarah, Rebecca, Rachel, Hanna, Elisabeth,
Susanna &c. Lu.
Medens Nestorianerne' tilstade ikke at kunne i Almindelig-
hed forfålge deres Oprindelse fra de enkelte Israels Stammer,
gjår dog f. Ex. Patriarchen og hans Familie — Patriarchens
Værdighed er arvelig ligesom fordum Ypperstepræstens hos
Jåderne — Paastand paa at kunne godtgjåre sin Nedstammelse
fra Nephtali. Dersom en saadan Paastand kun grundede sig
paa Fiction, hvorfra skulde man da have valgt Navnet af en
saa lidet bekjendt Stamme og ikke snarere hævdet Slægtskab
med andre, af stårre Beråmthed ?
Nestorianernes Inddeling i forskjellige Stammer, der forresten
dog slet ikke have noget Hensyn til de ti israelitiske Stammers Tal
eller Navn, deres Overhoveders (Malek) patriarchalske Stilling,
deres Forestilling om Blodhævns Retfærdighed og den der-
med forbundne , Kirkerne tillagte Asylret, deres 'Dragt, Hilse-
maade, Gjæstfrihed, huslige Indrelninger og meget Andet frem-
byder Grant en Mængde Tilknyttelsespunkter for Hypothesen
om delte Folks Nedstammelse fra de ved Assyrerne bortfårte
Joéder. Medens ogsaa andre Reisendes Iagttagelser, hvilke have
meddeelt os Efterretninger om hiint Folk, bekræfte Antagelsen
af dets nåiere Forbindelse med og Herkomst fra Israeliterne,
vil dog Grant ikke blive staaende ved dette almindeligere For-
hold imellem de kurdiske Christine og Israeliterne, men paa-
staaer, at de udgjorde et særegent Folk, en ublandet Race,
hvis Udspring netop er udelukkende at såge fra de bortfårte ti
israelitiske Stammer,” hvilke af deres Overvindere blev anviist
Bolig i de Egne, som Nestorianerne nu beboe, og hvorfra de
… aldrig ere blevne forflyttede som Nation, om endogsaa mange
Enkelte og meer eller mindre talrige Hobe af dem kunne navn-
lig ved Forfålgelser være blevne bevægede til at såge Opholds-
sted videre mod Østen og Syden, i Arabien, Ostindien, China.
Omringede af Perser, Tyrker, Kurder, Arabere, Armenier,. Joder
og Yezider, have Nestorianerne eller de kurdiske Christine i
141
Bjergegnene skarpt bevaret deres Eiendommelighed,. og, under-
ståttede af Landets Beliggenhed, hævdet en Stilling og Uafhæn-
gighed, -som ikke ér forundt de Chritsne noget andet Sted i
Asien”). |
Granis Paastand skal blandt Andre have fundet en Mod-
stander i E. Robinson, hvis Rewiew on the Nestorians or the
lost tribes, Newyork 1841 jeg ikke har kunnet erholde, men
kun kjender efter det Udtog, som Ritter har meddeelt deraf i
sin ,,Erdkunde, X, 245 ff.” 'ÆEndeel af Robinsons Bemærkninger
angåae de geographiske Bestemmelser, hvilke Grant har gjort
gjældende for sin Hypothese.. Han mener saaledes, at Chabor
ikke er den Flod, hvilken Grant antager at være meent paa de
ovenfor anfårte Steder af det G. T.. Der er nemlig foruden
den af Grant betegnede Flod endnu to andre af dette Navn,
af hvilke dog den ene (Kisil Osen), som flyder i det caspiske
Hav, ikke kommer her i Betragtning, men vel den anden, der
ikke (Som Grants Chabor) flyder i Tigris, men, udsprungen i
Nærheden af Nisibis, flyder gjennem Mesopotamien ud i Eu-
phrat. Denne skal være den bekjendteste i Alderdommen
CAPdébac hos Strabo og Procopius, Xæfwpgag hos Ptolemæus).
»Ghosan skal være Landet Ghausanitis, nu Chauschan, som
"gjennemstråmmes af den sidstnævnte Chabor”"). Robinson
mener fremdeles, al ogsaa Judæ Riges Indvaanere bleve bort-
forte "lil de samme Egne af Nebucadnezar, og henviser til 2
Kong. 24, 14. 25, 11. Jerem. 52, 10 ff. Ezech, 1, 2. 10, 15.
22. Uden at ville her gaae videre ind paa denne i flere
Henseender vanskelige og indviklede Undersøgelse, hvilket vilde
" &) Ogsaa Joåderne bemærkede, at Nestorianerne vare ligesaa utilbåielige som
de selv .til at indgaae Forbindelse med Fremmede. Grant beraaber
sig (S. 189) paa Stocking som Hjemmel for fålgende Beretning: En af de
fornemste Årmenianere i en By begjerede en nestoriansk Pige til Hustru
for sin Sån; men Biskoppen,” hvis Samtykke man begjerede, afslog det
paa det.Bestemteste og erklærede, at han i denne Henseende kun blev det
Princip tro, som han i lignende Tilfælde havde fulgt.
xx) S, dog Winers Bibl. Real- Wårterbuch, Art. Gosan.
10=
142
blive for trættende, dersom det skulde ;skee paa en tilfredsstil—
lende Maade, vil jeg kun tillade mig den Bemærkning, at den
staaende Belegnelse for de 10 Stammers Borifårelse til ,,Assy-
rien” (2 Kong. 17, 23) og de to andre Stammers Bortfårelse
lil ,Babylon” (2 Kong. 24!, 15. 46. 25, 413 slg. 2 Chron. 36,
10. 20), tilligemed den Betragtning, at Nebucadnezar, der an-
saae det politisk rigtigt at bortfåre Juda Riges Beboere fra
deres Hjem, "dog vel neppe vilde bringe de Bortforte i umid-
delbar og derved for Seirherrerne farlig Berérelse med deres
tidligere borlfårle Brådre, gjår mig tilbåielig til at tiltræde
Grants Mening. i
Et andet Punkt, hvorpaa Grant lægger megen Vægt, er,
at, medens der ingensomhelst. Efterretning haves om, at de 10
Stammer skulde være blevne forflyttede til et sandet Op-
holdssted end det, som blev -dem anviist af Salmanassa, be-
sidde vi Vidneshyrd, som lyde meget bestemt paa, at de ikke
vendte tilbage, da Cyrus gav samilige bortfårte Jøder (Esr.
1,3) Tilladelse til alter at tage Bolig i deres Hjem i Palæ-
stina. Enkelte Mænd — mener Grant — "kunne vel have led-
saget deres hjemdragende Stammefæller, men som Nation,
som et heelt Folk kan det ikke siges, åt de ti-Stammer vendte
tilbage med Jøderne fra det Babyloniske Fangenskab. Omtrent
50,000 benyttede den af Perserkøngen givne Tilladelse, og
disse vare ,de, hvilke Nebucadnezar, Kongen af Babylon, havde
fort til Babel”, Esr. II, 1. Dengang Esra henved 79 Aar se-
nere under Kong Artaxerxes drog fra Babylon til Jerusalem,
belåb Antallet af de Jåder, som fulgte med ham, sig ikke fuldt
til 2000 Mand, blandt hvilke vare faa af de ti Stammer. Efterat
have fortalt om den sidstnævnte persiske Konges Brev, hvorved
han underståttede Esræ Foretagende, tilféier Josephus "), åt' Esra
sendte Afskrifter af dette Brev, som han lod læse for Jåderne
i Babylon, til alle de Jåder, der boede i Medien, hvilke vel
") Antiq. XI, 5.
143
bleve meget glade over Kongens Naade, men dog ikke gjorde
nogen udstrakt Brug deraf; ,thi det er kun de to Stammer” —
siger den joådiske Historieskriver — ,som nu staae under Ro-
mernes Herreddmme, médens de ti andre Stammer ere indtil
denne Dag forblevne paa hiin Side af Euphrat”), og have for-
meret sig i saa stort Antal, at de ikke kunne tælles”, Et andet
Vidnesbyrd. finder Grant i (den yngre) Kong Agrippas Tale
hos Josephus de bello Jud. IE 16, hvorved han såger at
fraraade sine Landsmænd fra at sætte sig op mod Romerne, og
hvori han blandt Andet ytirer: ,Hos hvem vente I at faae
Hjælpetropper, da alle Folk i Verden ere Romerne underkastede?
Mon Nogen af Eder udstrækker sit Haab hiinsides Euphrat og
mener at kunne væbne Stammefællerne i Adiabene? Værer
visse paa, at de ikke ubesindigen ville indvikle sig i en saadan
Krig, og, om de end modtage saa slet et Raad, vil Pariheren
ingenlunde tillade det, ihi han bærer stor Omsorg for al bevare
Fred med Romerne og vil ansee det for et Fredsbrud, naar
Nogen, som ér ham undergiven, vil drage mod Romerne.”
Endelig vidner endnu Kirkefaderen Hieronymus i femle Aar-
hundrede, at indtil denne Dag ere de ti Stammer Kongerne
af Persien underdanige og ere ikke låste fra deres Exil? (Com-
ment. in Hos, tom. VI p. 7), og paa et andet Sted (tom. VI
p» 80): ,De ti Stammer beboe indtil denne Dag Byerne og
Bjergene i Medien.” — Imod det sidste Vidnesbyrd gjår Ro-
binson gjældende, at Hieronymus, som vel nærmest har hentet
det fra: Josephus Antiq. XI. 5. 2., er bleven bestyrket i sin
Førestilling ved sine jodiske Lærere i Tiberias; thi disse vare
tilbdielige til: at tillægge sig selv og deres Skole en høiere
Rang fremfor de- med dem rivaliserende Rabbiner hos Jøderne
i-Osten, medens. dog — efter R.”s Mening — Sagen forholdt
”) 0 då nås kuds tøv Icpanlitåv xzute ywguv uerve. = — = i då deza
gviai migav Uciv Evypgdrov Ens dsvge, uvgrådss &mergor xai dordug
yvwcdnvor un dvvduevar.
sig saaledes, at i Exilet gik netop den hele Stammeforskjellig-
hed tabt, og Hebræernes Eenhed blev restitueret. Hvad Agrip-
pas Tale angaaer hos Josephus "de Bello Jud. II, 16, da mener
Robinson, at ved ,Brådrene hiinsides Euphrat” sigtes der til
det ved den Tid til Jodedommen overtraadte Kongehuus i Adia-
bien, Kong Izates, hans Broder Monobazes og deres Moder
Helena; thi Josephus selv er ved sit Vidnesbyrd om de ti Stam-
mers Forblivende hiinsides Euphrat som ved flere andre - Lei-
ligheder i Modsigelse med sig selv, Denne Bebreidelse er og-
saa af Andre end Robinson bleven reist mod Josephi Beretning
paa det anfårte Sted, Nu er det vel saa, at i 1 Chron. 9, 3
læses der, hvorledes efier Exilet Efterkommere ,af Judas og
Benjamins, af Ephraims og Manasses Siåmme- boede i Jeru=
salem”. Ligeledes læse vi Esr. VI, 17, at der veddet nye
Tempels Indvielse blev offret for alle tolv Stammer. I Luc. 2,
36 finde vi Prophetinden Anna, Phanuels Datter, angivet at
være »af Assers Stamme”. Paulus taler Ap: G. 26, 7 om det
Haab, som alle Joder nære, idet han bruger Udtrykket sc 7v
td dmdsdagpviov nuv... mile; og Jacobus skriver sit
Brev til czæic dødsxza pviaic taic év 71 dracomogg Jac. 1,1.
Men af alt delte fålger dog kun, at man ikke bår udtrykke sig
saa bestemt, som den lærde og ellers saa kritiske Winer gjår,
naar han i Arliklen Ewil, Bibl. Reallex. I S. 359 siger: ,Af
Tilladelsen til at vende tilbage til Palæstina, som Cyrus med-
deelte det hele Folk, gjorde kun Judæer Brug .(Esr. 2: " Nehem.
7. Joseph. Ant, II,5. 2); thi at ogsaa Israeliter have" slut-
tet sig til de Tilbagevendende, kan man ikke bevise, om man
endog ikke vil lægge ”synderlig Vægt paa 1 Chron. 5, 26 om
deres almindelige Forbliven i Ostasien' yyindtil denne Dag” ”.
Saaledes har imidlertid Keller ikke Josephus fremstillet Sagen,
trods hans Ord: å d& mæe Aadc tåv IcQonltitiv xate ywgQav
duerve; thi nogle Linier ovenfor siger han, at mange af Israe-
lilerne i Medien fulgte Opfordringen og droge med deres Gods
lil Babylon, for at reise med Esra til Jerusalem, Uagtet det
145
nu forsaavidt er mindre. rigtigt udtrykt, forst atsige, at ,,mange”
af Israeliterne': sluttede; sig: til de med Esra Boridragende, og
dog strax efter at sige: hele Israels. Folk”? blev. tilbage, sees
det dog, at Josephi Mening har været den.samme, som ogsaa
Grant har fremsat (see ovenfor), at nemlig mange. Individuer
af de ti Stammer droge tilbage til Palæstina, skjåndt disse som
heelt Folk vedbleve at. beboe det dem engang anviste Land>).
3.
Ikke alle Grunde, hvormed Grant har underståttet sin Paa-
stand om, at de christne Stammer i Kurdistans Bjergegne ere
ublandede Ætlinge af de ti forsvundne israelitiske Stammer,
have lige stor Betydning eller overbevisende Kraft %+),
Dog, hvorledes det nu end hermed kan forholde sig, er det vist,
at de nestorianske Christine, endog aldeles uden Hensyn til den af
Grant opstillede Paastand om deres Oprindelse, frembyde en håist
interessant Gjenstand for den christelige Betragter. Hvad Grant
maaskee noget for udelukkende indskrænker til de nestorianske
Bjergboere i Kurdistan: den héle hebraiske Typus og Charac-
"leer i Gudstjeneste og Lilurgie, er en Gjenstand for alle de
+) Winer (a. St.),. der i Anledning af de forskjellige Hypotheser om, hvor
de ti Stammer ere komne hen, med stor Forsigtighed. characteriserer
Granis Mening som ,Wweniger abenteuerlich”, giver i fålgende Yttring paa
engang Grants Paastånd Medhold, men modificerer den tillige: ,,Die Nach-
kommen der 10 Siåmme sind in jenen Låndern nicht vertilgt worden,
sondern bildeten wohl den Kern der (durch spåteren Einwanderungen aus
Vorderasien vergråsserten) zahlreichen Judencolonien der medisch-baby-
lonischen Provinzen.”
++) Ved nogle af hans Meddelelser paatrænger der sig den Mistanke, som er
bleven vakt i Anledning af de Forhandlinger, hvilke europæiske Lærde i
sin Tid indledede med Samaritanerne i Naplus angaaende disses religidse
Forestillinger og navnlig angaaende deres Forestillinger om Messias (s.
min Afhandling Samaritanernes messianske Forventninger, i Theol. Tidsskr.
1847, S. 155—230), nemlig at de Spårgsmaal, som bleve forelagde Ved-
" kommende, have været vel meget Suggestionsspårgsmaal o:. saadanne,
hvorved man udlokkede netop”den Besvarelse, som man ånskede.
146
"de Reisendes Opmærksomhed, som i nyere Tid have besågt de
Christne i Osten%). Grant har imidlertid Ret i at. fremhæve
netop hos "de ommeldte Stammer saavel hiin Eiendommelighed
som de Fortrin, hvorved de åsterlandske Christne overhovedet
udmærke sig fremfor den romersk -—katholske Kirkes Tilhæn-
gere. Jo mere den sidstnævnte Kirke allerede -i meget lang
Tid har béstræbt sig for åt drage Østens Christne over i sit
Skjåd, og ja heldigere den har været, ofte ved temmelig hen-
synslås Anvendelse åf alle Midler til dette Oiemeds Opnaaelse,
desto mere naturligt er det, at kun de ved deres fjerne og af-
sluttede Opholdssted mere beskyttede Bjergboere have kunnet
bevare deres religiåse og kirkelige Eiendommelighed. mod de
Forandringer ”%), som romersk-katholske Missionairer med mére
eller mindre Held have bevirket andensteds i disse Egne:
Der er al Sandsynlighed før, at Christendommen -allerede
i de forste Tider af dens Udbredelse er bleven prædiket ved
selve Apostle og Aposteldisciple for Jåderne Osten for Euphrat.
") The first impression that the inquirer into the state of Eastern Christen=-
dom, would probably en!ertain, when he came to reflect on the objects of his
survey, would be that the services, rites and liturgies of the Orientals were,
in their construction, the models of a pure Hebrew type. The form of
their edifices- and the aspect, dress, and general appearance of their
priests would almost recall the days of the temple worship, and the
- stranger who inhaled the odours of the incense, listened to the Chaldean
or Syriac tones, and marked the sacrificial bearing of the whole service,
might almost imagine himself an assistant at one of the symbolical obla-
tions of the Levitical law. Ås his enquiries penetrated still deeper, he
would meet with stronger traits of resemblanct.”
Fletcher, Notes from Nineveh, I p. 351.
xx) Their ignorance of the superstitions of the church of Rome, and their
more simple observances and ceremonies may be clearly traced to a pri-
mitive form of Christianity received by them before its corruptions. Iso-
lated amongst the remote valleys of Kurdistan and cut off from all in-
tercourse with other Christian communities, they have preserved, almost
im its original purity, their ancient faith. — Corriptions may have crept in,
and ignorance may have led to the neglect of doøctrines and ceremonies;
but on the whole, it is a matter of wonder, that after the lapse of nearly
seventeen centuries, the Chaldæans should be what they are.
Layard I, 268.
147
Blandt de mange Jåder og jådiske Proselyter, som vare Vidner
til Pintsefestens Under, Ap. G. 2,4 fl., fandtes ogsaa ,Parther
og Meder og Elamiter” (V. 9)+). '
Intet var naturligere, end al Jesu Apostle og umiddelbare
Disciple forst henvendte 'sig med. Evangeliets Prædiken til ,de
. fortabte Faar af Israels Huus”, til dem, ,hvilke Pagten og For-
jæltelserne våre givne,” saameget mere, som det jo fårst ved
særegné' guddommelige Tilskikkelser blev dem klart, at ,Gud
ogsaa havde givet Hedningerne” — uden at antage Jådedom-
men — ,Omverndelse til Livet” (Ap.G. 11, 18. 19 slg. 10, 28).
Naar allerede Philippus (Ap. G 8, 5 ff.) opsågte Samaritanerne,
skulde da ikke andre af Christendommens fårste Forkyndere
have tænkt paa Brodrene hiinsides Euphrat og Tigris, i Assy-
rien, Parthien og Medien? Dog, vi have ogsaa udtrykkelige
Vidnesbyrd fra Kirkefædrene af, at navnlig Thomas skal have
prædiket Evangeliet i Parthien og andre Lande i Osten, Matthæus
i Medien, Addæus eller Aggæus, en Discipel af Thomas, i Baby-
lonien, Assyrien, Persien ete.%%). Jåderne i disse Egne maalte
vel endogsaa være mere modtagelige for Evangeliet om Jesus
som Messias, end de jerusalemske og palæstinensiske Jåder,
hvis trykkende Stilling under det tunge romerske Herredåmme
fremfor Alt lod dem rette deres Længsel mod en politisk Frel-
ser, " Vi besidde i vor Canon i det Mindste eet Skrift, Jacobi
Brev, udtrykkeligen bestemt til ,de tolv Stammer i Adspredelsen”,
og det er klart, at Læserne, for hvilke dette Brev blev skrevet,
allerede maae have været Christne og have havt kirkelige Indretnin-
ger i Lighéd med Menighederne i Pålæslina og andensteds (Jac.
+) Nestorianerne håve en Tradition, at Magerne, der droge til Bethlehem,
skulle -være- komne fra Urmiah , Medernes Stad, Grant S: 206. .slg:
Fletcher, Notes from Nineveh WH, p. 117. The three Magi, who had been
miraculously guided to the humblestable of Betlilehem, where they saw
and adored the infant saviour, are reckoned hy the Chaldeans among
tlieir earliest missionaries; nor does this tradition seem entirely void of
probability.
%) S, Grant-S. 209 ff., hvor findes de vedkommende Citationer.
148
5, 14 ff.). Af selve Jåderne i Kurdistan hårte «Grant (S. 223)
den Forsikkring, at Nestorianerne vare blevne Christne umid-
delbart efter Frelserens Dåd. Enkelte Monumenter paapeges
endnu, som f. Ex: en Steen i det nordlige Assyrien , opreist
til Minde for Apostelen Bartholomæus, eller, efter en anden
Beretning hos Syriske Skribenter, opreist af Bartholomæus selv.
I Nærheden af Urmiah-Séen findes en Kirke, der er -opkaldt
efter Apostelen Thomas, som her skal have standset. sidste
Gang for sin Reise til Indien; overhovedet: bevares Thomas til-
ligemed hans Discipel Thaddæus i Nestorianernes særdeles håi-
agtelsesfulde Erindring.
Det er ikke Hensigten med nar Meddelelser at
give en Udsigt over de chaldæiske Christnes Historie, hvorunder
hører de Christnes Skjæbne langt udenfor Grændserne af den
Landstrækning, som her tiltrækker sig vor Opmærksomhed +).
Yi ville kun erindre om, hvorledes de Christne i Østerland maatte
udstaae haarde Forfålgelser snart af de persiske Konger, snart af de
romerske Keisere, i hvis indbyrdes Krige disse Christne ofte bleve
mistænkte hos Magthaverne for at tage Modstandernes Parti.
Den. christelige Religion udbredtes imidlertid til alle Sider,
og fra Chaldæernc. udgik Missioner indtil Tartariet og China,
Til den Tid, da Araberne underlagde sig de store Landstræk-
ninger i Osten og overalt udbredte. Islams Tro, var den chal-
dæiske Kirke en betydelig Magt, som selve Chaliferne respec-
terede, og under den Yndest og Beskyttelse, som flere af disse
Fyrster viste mange enkelte af dens Tilhængere, hvis. Lærdom
og Talent havde ladet dem vinde indflydelsesrige Stillinger,
blomstrede de christne Skoler (Edessa, Nisibis, Seleucia) og
Kirker. Blandt deres Missioner har ingen naaet saa stor Navn-
kundighed som den i Turkistan og Tartariet, hvor den fabel-
agtige Præstekonge Johan skal have hersket, hvis Magt eg
”) Føruden mange andre Steder vil man finde udfårlige Remarks on the ec-
clesiastical History of the Chaldeans i Fletcher's Notes from Nineveh, Vol.
II Ch. VI-—YIIL p. 115—156.
149
Rigdom de orientalske Christine, ligesom for at trodse Occiden-
talernes Overmod, fandt lige Interesse i at udsmykke paa den
meest phantastiske Maade=).… I det trettende Aarhundrede om-
styrtedes Chalifernes Herreddémme ved Mongolerne. Af en
Liste over de 25 Metropolitanbiskopper, som stode under Chal-
dæernes Patriarch ved den Tid, da Hulaku Khan indtog Bagdad
(1258), og som Layard har meddeelt i sit Værk Nineveh and
its Remains I, p. 256—57, vil man kunne danne sig en Fore-
stilling om Christendommens Udbredelse og den chaldæiske Pa-
triarchs Betydning i Asien. Men fra nu af blev den chaldæiske
Christenhed indskrænket meer og meer, og ved de blodige For-
folgelser af Tamerlan, Islams fanatiske Tilhænger, led den
christne Kirke i Chaldæa, Assyrien og Mesopotamien et saadant
Nederlag, at der efter A. 1413 næsten ikke omtales Christne
udenfor .det bjergige Kurdistans Grændser, Patriarchens Sæde,
som fra Bagdad var bleven forflyttet til Mosul, blev atter, for
"stårre Sikkerheds Skyld, flyttet til det mere utilgjængelige Ju-
lamerik. De faa chaldæiske Christne, som endnu bleve tilbage
paa Sletterne, bleve ikke blot udsatte for Musselmændenes raae
Voldsomheder, men ogsaa givne til Priis for pavelige Emis-
sariers Prøselytiver. Indre Stridigheder mellem de'chaldæiske eller
nestorianske Christnes Patriarchfamilier underståttede de romerske
Katholikers Planer, og uagtet — som ovenfor er blevet bemær-
ket — Foreningen méd Rom førsaavidt: endnu kun har viist sig
mere nominel end reel, ;som Folket -endnu stedse bevarer den
gamle Liturgie, de gamle Ceremonier, Fester og det gamle
Sprog i sine hellige og asketiske Båger, vil det dog blive van-
skeligt for disse Christne» at modstaae de Fordringer, som
den romerske Kirke efter sit Princip maa- gjåre, og til hvis
Iværksættelse det har en Magt til sin Tjeneste, som er den
åstlige langt overlegen.
Protestantiske Christine kunne ikke andet end betragte den chal-
+) S. Neander; Kirchengesch. 5 B. I S. 85 ff, Slg. Gieselers. Bemerkungen
uber den Priester Johann i Theol. Stud. u. Krit. 1837, 2 H.
150
dæiske Kirke med saameget stårre Deeltagelse, som de ved at finde
denne i Overeensstemmelse med deres egen Kirke finde en ny
Bekræftelse for dennes Lighed med og for den romerske
Kirkes Afvigelse fra den oprindelige Christenheds Lære og
Skikke %). Naturiigviis maa man ikke oversee, at i” Virkelig-
heden lader sig ogsaa hos Nestorianerne paapege mangen
Overtro og megen Raahéd, som kun lidet svarer til den rene
evangeliske Tro; men det Smuds og Ståv, som ved Ulykke
og ugunstige Tidsforhold har klæbet sig paa del oprindelige
faste og hvide Marmor, lader sig let; kjende og stele: fra
dette.
Den Troesbekjendelse, som den nestorianske Kirkes Fædre
have vedtaget, og som endnu to Gange dagligen oplæses kal-
des i deres Båger: ,Den Tro, som blev fastsat af 318 hellige
Fædre, der vare forsamlede i Niceæa, en Stad i Bithynien, i
Køng Constantin den Frommes Tid, med Hensyn paa Årius,
den Vantroe og Forbandede;” — og lyder saaledes:
»Vi troe påa een Gud; den almægtige Fader, alle synlige
og usynlige Tings Skaber;”
»Og påa een Herre Jesus Christus, Gad Son, den Een-
baarne, avlet af Faderen får alle Ting, som ikke blev skabt,
men er den sande Gud af den sande Gud, af samme Væsen som
Faderen; ved hvis Hænder Verden og alle Ting ere skabte;
som blev Menneske for vor Skyld og formedelst vor Frelse
nedsteg fra Himlen og blev Kjåd ved den Hellige Aand og
blev Menneske, undfangen og født af Jomfru. Maria, og led og
blev korsfæstet i Pontius Pilatus's Dage, og dåde og blev be-
gravet, og som opstod paa den tredie Dag overeenstemmende
med Skrifterne og steg op til Himlen og sidder ved sin Faders
”) Allerede Mosheim gav de nestorianske eller chaldæiske Christne det Vid-
nesbyrd: Laudi ceterum huic familiæ est, quod omnium Christianorum
in Oriente viventium maxime a superstitionibus plurimis, quæ Græcos et
Latinos invaserunt, puram 'sese servavit. Institut. Hist, Eccl. Sæc. XVI.
Sect. II. PI $ XV.
451
håire Haand, og som skal «komme igjen ;og dåmme Levende
og Dådes” i |
»Og vi troe paa een Hellig Aand, Sandhedens Aand, som
udgaaer fra Faderen, :Aanden, som giver ;Lys;”
»Og paa een hellig ;og almindelig Kirke;”
"Vi anerkjende een Daab til Syndernes Forladelse og Le-
gemels Opstandelse og idet evige Liv>).
Man vil see, sat dette just ikke er den Troesformel, som
blev.opsat paa Conciligt i Nicea, men man vil-heller ikke finde,
at der i dens Indhold er mogen Grund til den Anklage for
Hæresie, hvilken den romerske Kirke oplåfter mod Nesto-
rianerne eller de chaldæiske Christne, som ikke ville anerkjende
Pavens Supremat. Hvad der imidlertid nærmest skulde retfær-
diggjåre hiin Beskyldning, er hine Christines Billigelse af Ne—
storii Lære om Christi Person, idet de beskyldes for at slatuere
ikke blot to Naturer, men to Personer i Christus. Alligevel
erklære de sig dog herom paa'en Maade, der, forsaavidt man
ællers kan forstaae deres lemmelig forvirrede Raisonnements
sover ;denne Gjenstand, synes at antyde, at. de kun bruge Or-
dét Person, i samme Belydning som vi Ordet Natur”). .
»Allerede i det Foregaaende har der været Anledning til at
bemærke, at Nestorianerne vægre sig for at tillægge Jomfru
Maria de Titler'og den overdrevne Hylding, som har været en
Kilde "til saamange af den romersk- og den græsk — katholske
Kirkes overtroiske Meninger -og Skikke.
'Af Billeddyrkelse ere de — hvorpaa deres israelitiske Her-
komst ogsaa turde have havt en væsenilig Indflydelse — saa
”) ;Layard 1,262. : Fletcher M 132 f.
"%) 5, Mosheim. Instit hist. eccl. IV. Sæc. XVI,-Sect. III. P.I. $ 15. Slg.
Layard I, 262. Fletcher I, 150 ff. (slg. 178: "The surviving Nestorians
still hold m words the same creed which was promulgated by Bar Sumas
and his followers, though it may be doubted, wether they enter into, or
comprehend its subtilties.. But the whole: of both clergy and laity are
so-deeply immersed in ignorance, that.theysare scarcely capable of defen-
ding or. explaining their docgtrines.)
EM
store Fjender, at, naar een eller anden papistisk Missionair har
foræret en Nestorianer et Crucifix, har man seet denne afrive
Christusfiguren og kaste den bort, medens han ærefrygtsfuld
trykkede Korset. til sine Læber”). Korset og dets Betegnelse
betragtes med saameget stårre Ærefrygt og Hengivenhed, som
det tjener disse blandt saa mange Vantroe og Fiender adspredte
Christne til Broderskabs Symbol. De forkaste Transsubstantia-
tionslæren, men, dersom man kan slutte fra nogle af deres ældre
Skribenter, som have -omhandlet denne Gjenstand, antage de en
virkelig Tilstedeværelse af Christi Legeme og Blod i Nadveren.
Baade Brådet og Vinen uddeles ved Nadverens. Forvalt-
ning, og Personer af enhver Alder tage Deel i dette Sa-
”crament.
Utydelig og ubestemt er deres Lære om Sacramenternes
Tal og Natur. Syotallet har vedligeholdt sig fra meget gammel
Tid indtil denne Dag; men hvilke de syv Sacramenter ere, sy-
nes Ingen at have noget bestemt Begreb om, end ikke Pa-
triarchen og Geistlige, som bleve spurgte derom af de Reisende.
Confirmation findes saa nåie forbunden med Daaben, at den
synes at udgjåre en væsentlig Deel af denne. Hemmeligt Skrifte-
maal blev eengang holdt for et Sacrament, men er nu kommet
af Brug, hvor ikke Underkastelsen under Paven alter har ind-
fort det. - Ogsaa er det tvivlsomt, om Ægteskabet betragtes som
et Sacrament. Ikke mindre end 62 Slægtskabs-Grader opregnes .
hos Ebed Jesus som Hindring for at indgaae Ægteskab. Dog
ere nu disse Bestemmelser meget mindre strængt overholdte.
Patriarchen kan udtale Skilsmissedom "mellem Ægtefolk og er
den eneste Dommer over Grundenes Tilstrækkelighed.
Ordinationen er et Sacrament. De have tre Klasser Geist-
lige: Biskopper, Præster, Diaconer med Over- og Underafde-
linger (Patriarch=), Metropolitan — Archidiaconus: —. Subdia-
+) Fletcher, Notes from Nineveh I p. 353.
") Titelen Patriarch blev først antaget af Nestorianernes Katholikos, da de
låsreve sig fra den antiochenske Stol efter Conciliet i Ephesus 431.
MB
conus og Oplæser eller Sanger). Den "tidlige Alder, som er
indråmmet til Ordination, har altid været en Bebreidelse, der er
gjort den chaldæiske Kirke, og hvorved den baade fjerner sig
fra alle andre Kirker og fra sine egne Statuter. De Geistlige
af lavere Grader, Archidiaconus deri medregnet, have Tilladelse
at være gifte; i'tidligere Dage var denne Tilladelse ogsaa ud-
strakt til Biskopperne ja endog til Patriarchen.
Den nestorianske Patriarch bliver valgt af een Familie, og
denne Arvelighed i Præstedommet frembyder saaledes atter
Lighed. med de gamle Israeliters Institutioner. Moderen til det
Barn, der er bestemt til den nestorianske Kirkes Overhoved,
"maa nogle Maaneder får dets Fådsel afholde sig fra Kjodspise
og al animalsk Fåde. Patriarchen selv nyder aldrig Kjåd. Ve-
getabilier og Melk udgjåre hans Næring. Han bærer altid
Navnet Shimon (Shamon) eller Simon, medens hans Rival, Pa-
triarchen for de Pavens Overherreddmme anerkjendende Ne—
storianer eller Chaldæer, altid antager Navnet Jussuf eller
Joseph.
De Geistliges Indkomster ere meget ringe; men de ere af-
holdte og ærede af deres Menighed, som fortroe sig til dem
baade i aandelige og verdslige Anliggender.
De nestorianske Munke fåre et strængt tarveligt Liv, ere
tildeels meget uvidende, men fromme og arbeidsomme%),
Omstændighedernes Magt og de muhamedanske Herskeres
Charakteer har indfårt mange! Forandringer i de åstlige Christ-
nés og derfor ligeledes i Nestorianernes huslige Liv. Saaledes
har den Behandling, som Qvindekjånnet almindeligen er under-
4) »Under min hyppige Omgang med dem — siger Fletcher I, 355 — har jeg
aldrig kjendt nogen af dem, som var en Hykler eller hengiven til Udsvæ-
velser iSmug, to Træk, som ellers antages uadskillelige fra Munkevæsenet.
Jeg har ofte seet disse Mænd tage til Takke med en Fåde, som den rin-
geste engelske Arbeider ikke vilde råre. Jeg har hårt dem istemme Lov-
sange til Gud paa Tider, hvor engelske Sognepræster og Vicarer laae i dyb
Såvn eller vendte hjem fra Besåg, og jeg har seet dem grave i deres
smaae Hauger, såa åt Sveden stråmmede ned ad dem.”
-—
154
kastet i Orienten, ogsaa yttret sin Indflydelse hos de Sidst-
nævnte: Qvinderne, skjondt ikke i den Grad underkastede Mæn-
denes despotiske Luner som deres muhamedanske Såsire,: nyde
dog langt fra nogen omhyggeligere Opdragelse. - Faa .af dem
skunne læse, og ere saaledes beråvede en Leilighed ttl Dan=
nelse, der har staaet "Mændene aaben og været af stor ;Betyd-
ning, da den dstlige Kirke ikke kjender det romerske Forbud,
som lukker den hellige Skrift for Lægfolk. De kurdiske og
muhamedanske .Stammers fjendtlige Angreb , Udelukkelsen fra
Samqvem med mere dannede og oplyste Christne, Fattigdom og
andre ugunstige Forhold have i mange Henseender bidraget: til
at fortrykke og forvilde de nestorianske Christine. … Hensyn
hertil, i Forening med .det .Onske, at sætte Grændse for. de pa-
velige Emissairers Indflydelse, bevægede det protestantiske Mis-
sionsselskab i Newyork til at henvende sin. Opmærksomhed paa
disse Egne. Det. forhen omtalede, Seminarium i Urmiah udfol-
"dede ogsaa i nogle Aar en Virksomhed, som skal have været
til stor Velsignelse, og, som vi have hårt af Grants Beretning,
udstrakte sig ogsaa .til Nestorianerne i Bjergegnene. De Mænd,
som overtoge denne Gjerning, vare i Almindelighed agtede før
deres Fromhed, Redelighed og forstandige Tænkemaade "og,
medens. de i deres Skoler nnderviste og opdrøge Ungdommen,
sågte de ved Udbredelsen af Bibelen og nyttige Skrifter, ved
Anlæggelse af el Bogtrykkeri og. ved lignende .Anstalter at
virke til Oplivelse og Udbredelse . af evangelisk Christendom x).
Men kun kort Tid .forundtes det at fortsætte saa menneskekjær-
lige og christelige Bestræbelser, .da pludselig, som om Mørkeis
Fyrste havde opbudt alle Havesygens, Fanatismens, Grusomhedens
værste Aander til .at forstyrre den Fare, der truede hans Magt,
x) The American missionaries were most zealous and worthy,men;…and had
their. plans.succeeded, I have little doubt that the would, have, conferred
signal benefits on the Nestorian Chaldæans. . Layard.1; 179. .The Ame-
rican Missionaries have generally proved themselves men whom every one
must respect for their sincerity and piety. ,Fletcher I, 363.
k we
et uventet Slag bragte den stårste Jammer og Elendighed
over: det chrisine Folk, hvis Vel havde været Gjenstanden for
dets protestantiske Brådres opoffrende Omsorg, og tilintet-
gjorde Virkningen af et Forsåg, der" havde lovet meget
— glædelige Frugter.
Å.
I Begyndelsen af Juni 1843 udbredte sig Rygter af ilde-
varslende Natur fra Tiyaris- Nestorianernes Gebeet og naaede
Mosul. Forskjellige Flygtninge, som havde undsluppet Kur-
dernes morderiske Angreb, berettede, hvorledes deres Land var
bleven en Skueplads for Vold og Blodbad. Tidenderne forvær-
redes dagligen, og der hårtes endelig, at Patriarchen selv med
en Mængde Geistlige og Andre af hans Hjord, var paa Veien
til Mosul, i den Hensigt, at stille sig under de europæiske
Consulers Beskyttelse og anraabe den brittiske og franske Re-
gjerings Intercession hos den Osmanniske Port +).
Nordvest for Mosul i Byen Jezirah havde Beyen Beder Khan
grundet sig en ikke ringe Magt og Anseelse, saa at han kun
af Navn erkjendte Paschaen af Ærzerum som Overherre. Han.
beskrives som en Mand ikke uden Talenter, men af endnu
stårre Ærgjerrighed og Herskesyge, en Slags orientalsk Crom-
well, der ved sin fanatiske Iver for Koranen og sit glådende
Had til de Christne havde vundet Indflydelse hos bigotte Kurder
og deres Mollaher, ved hvis Smigrerier det Haab blev næret
hos ham, at oprette et aldeles uafhængigt kurdisk Kongerige.
De christne Stammer i Bjergegnene vare ham imidlertid ikke
) Saaledes Eugene Flandin i hans Artikel Voyage Archéologigue å Ninive
% Revue des deux mondes 1845 Jan. p. 1094. Fletcher i sine Notes from
Niniveh, Il, 322 omtaler kun Englænderne og deres Vice-Consul som dem,
til hvilke Nestorianerne henvendte sig og fik Hjælp. Men efter Flandins
Beretning var det gjennem den franske Consul Botta og Ministeren Guizot,
at der blev skjænket de Ulykkelige den fårste virksomme Hjælp.
11
156
mindre en Hindring for dette Onskes Opnaaelse, end 'deres
Eiendom vare en Gjenstand for hans og andre kurdiske Håv-
dingers Havesyge og Misundelse. Beder Khan udsågte den
ovenomtalede Emir af Hakkari, Nurlah Bey, til sin Allierede,
der deelte det samme onde Sindelag mod de christne Nesto-
rianer; og Rygtet sagde, at Paschaen af Mosul, imod Låfte om
at dele Byttet, ligesaalidt var uvidende om de lo kurdiske Håv-
dingers Planer, som hans Broder, Paschaen af Ærzerum, der
dog senere nægtede at have nogen Deel deri. Efterat. have
aftalet. deres. Operationsplan, faldt det Beder. Khan og Nurlah
Bey ikke vanskeligt at finde et Paaskud i een af de hyppige
Stridigheder mellem Kurderne øg Nestørianerne, til uformodent.-
lig, under Paaberaabelse af en Ordre fra Paschaen i. Ærzerum,
at overfalde Nestorianerne. fra forskjellige Sider paa. eengang,
og, da disse netop til hiin Tid ikke vare forberedte påa nogen
egenilig Krig, bleve de et let Bytte for Fienderne, hvilke. kun
ophidsedes end mere ved den tappre Modstand, som enkelte
Mænd og adspredte Hobe stillede imod Røverne. Med en Gru-
somhed, som selv i Orienten vakte Forfærdelse, forfulgtes og
myrdedes de ulykkelige Nestorianer i hundrede og tusendeviis.
Layard (1,.173) angiver Tallet paa de dræbte Beboere i Tiyaris
Districtet. til 40,000. Qvinder og Bårn slæbtes bort som Slaver
eller .myrdedes og ;mishandledes påa den meest oprårende
Maade. En Mængde enkelte Træk af. den. Grusomhed og Tro-
låshed, hvormed denne Krig blev fort. fra Kurdernes Side, til
hvilke den Tapperhed og Standhaftighed dannede en glimrende
Modsætning, som blev viist af enkelte Mænd. og Qvinder blandt
Nestorianerne, vil man kunne læse -adspredte hos de ovenfor
omtalede Skribenter; og disses Taushed om Afskyeligheder,
hvorom de kom til Kundskab, vækker endnu, stårre Rædsel, end
hvad de fortælle”). Dersom Forsvaret var blevet ledet med
+) There are circumstances connected with the massacre of the Nestorians
most painful to contemplate, and which I willingly forbear tø dwell upon.
Layard I, 179.
157
Eenhed og Forstand, vilde de modige og haardfére Bjergboere
dog neppe være blevne nådte til at vige for Overmagten; men
en Fører manglede. Patriarchen Mar Shimon havde ikke Talent
nok til en afgive en saadan, og de nestorianske: Maleks: vare
som sædvanligen Håovdinger for Bjergstammer just ikke: tilboie=
lige til at underordne sig nogen enkelt af deres Lige. " Overalt
tændte Fjenderne Landsbyerne” i Brand, 'ådelagde Hauger og
Viingaarde, nedbråde, vanhelligede og forstyrrede Kirkerne. Med
en liden trofast Hob, som ikke vilde forlade ham, flygtede Pa-
triarchen fra eet Sted til ét andet, indtil han endelig naaede
Mosul, ledsaget blandt Andre af den' ovenfor omtalede; Præst
Abraham og to af sine Brédre, Mar Shimons' Moder og; een af
hans Brådre faldt derimod i Kurdernes Hænder, som »med. det
vildeste og afskyeligste Barbari behandlede deres Fanger, tilsidst
huggede den gamle Kones Legeme i fire Siykker og kastede
det i Zabfloden”). Efterat Patriarchen: havde. forladt Tiyarisdi-
strictet, var Tegnet givet til en almindelig Flugt fra Bjergene
ned til Sletterne. "Snart. var hele. Omegnen, ved Mosul. fyldt af
Mænd, Qvinder og Born, bedækkede med 'Saar, «udmattede af
Hunger og Træthed. De Christne i Mosul sågte at lindre de
Ulykkeliges 'Skjæbne, saa godt de: formaaede,… modtog. dem i
deres. Huse, fodte og klædte mange af dem; navnlig røses”den
engelske Vice-Consul M. Rassam, og Dr. Grant for deres men-
neskekjærlige Iver. Den Sidste blev selv eet af Offrene. for
Nurallahs og hans Bundsforvandtes Skjændselsdaad. Der udbråd
nemlig som en Folge af Flygtningernes Lidelser og Mangel paa
de forste Fornédenheder en smitsom "Sygdom iblandt dem;
Grant blev under sin Omsorg for.de Ulykkelige selv angreben
af denne Typhusfeber, som endte hans Liv i Aaret 1844+).
”) Fletcher I, 329.
") 'S. Layard I, 179 siger, at han. overhovedet altid hårte de, americanske
Missionairer, men fornemmelig Dr, Grant omtalt, af Tiyraris-Nestorianerne
i Udtryk af den dybeste Hoiagielse, som næsten gik til Tilbedelse.
i Y fe
158
Ved denne Tid var det, at den franske Consul Botia havde
begyndt Udgravningerne ved Khorsabad, til hvis Fortsættelse
der nu tilbåd sig en Mængde Arbeidere, som vare glade over
her at kunne have Udsigt.til dog at erhverve deres Underhold-
ning, indtil der mulig kunde vise sig Haab om at vende tilbage
til det Hjem, hvorfra de vare blevne fordrevne, og hvor deres
Boliger" og Eiendom vare blevne dem beråvede. Boita og
senere Layard vare atter paa deres Side meget tilfredse ved
i disse Bjergboere at vinde Arbeidere, hvis Styrke og Udholden-
hed i Forbindelse med deres Ædruelighed og Lærvillighed gav
dem et stort Foririn fremfor Arabere og Andre, af hvis Tje-
neste de ellers maatte gjåre Brug, og som ingenlunde alltid
afgave de dueligste Subjecter netop ved et Foretagende, som
det, hvorom der her handledes.”)
%) E. Flandin, Voyage archéologique å Ninive, Rev. d. d. m. 1845. p. 1095.
»Lorsque. j'arriyai å Mosul j'y trouvai les débris des familles nestoriennes
pleurant leurs miséres et la perte de leurs plus braves enfans. Les
aumånes suffisaient å peine å leur existence et tous, påtres et laboureurs,
ne trouvaient pas å employer leurs bras dans une ville peuplée de mar-
chands et de soldats. Résignés, sans étre ébranlés dans leur foi, malgré
les douleurs dont Dieu avait permis qwils fussent accablés, ils attendaient
qwil plåt å la Sublime Porte de décider de leur sorte. Leur rendre justice
et chatier leurs ennemis ett été contraire aux principes du Koran, et d'ailleurs
leurs féroces adversaires s'étaient toujours rendus assez redoutables aux
paschas pour que le gouvernement turc »'osåt pas leur demander compte
d'une agression injuste, ni méme de massaeres qui revoltajeut ”humanité.
Reduits å gemir, les Tiaris attendaient, sans prévoir quelle fin auraient
leurs maux, quand le besoin, ou nous étions de bras laborieux, nous fit
songer å eux, Robustes, aussi sobres que dociles, ces montagnards nous
promettaient une pepiniére d”ouvriers infatigables.. Nous en primes un
grand nombre, et soulageåmes d”autant leurs familles qui eurent aussi de
plus grosses parts dans les charités que leur faisaient les consuls et les
Mossoulis.” etc, Slg. Layard 1,329: ,,The Arabs were selected to remove
the earth — they were enable to dig; this part of the labour required
stronger and more active men; and I chose for it about fiftig Nestorian
Chaldæans, who had sought work for the winter in Mosul, and many of
whom, having already been employed, had acquired some experience
in excavating. They went to Nimroud with their wives and families” etc.
Sig. ogsaa de interessante Træk, som Layard fremstiller i Skildringen af
Arabernes og Nestorianernes Forhold til deres Familier, $. 359 ff.
159
Endelig lykkedes. det dog den engelske. Gesandt i Con-
stantinopel Sir' Stratford Canning at bevæge den Ottomanniske
Port til at skjænke det afskyelige Overfald paa Nestorianerne
sin Opmærksomhed. Beder Khan var just ikke Gjenstand for
nogen særdeles Yndest i Stambul, og Muhamed Pascha i Mosul
havde ved sine Udsugelser vakt saa mange Klager, at man
tænkte paa at gjåre Sultanen deelagtig i hans fyldte Skatkamre.
Imidlertid er det ikke Tyrkernes Natur at forhaste sig. Fårst
langt om længe blev da endelig en Commission, hvori den
engelske Vice-Consul fik Plads, sendt til at undersoge Sammen-
hængen med de i Kurdistan forefaldne Begivenheder. Paschaen
af Mosul blev ved Dåden unddragen den paatænkte Undersågelse ;
hans Skatte tilkjendtes den tyrkiske Regjering, og hans Familte
fik Ordre at drage til Constantinopel, hvor der udsattes en
ringe Pension til dens Underholdning.”) -» Hvorledes Forhand-
lingerne i den fårste Tid bleve fårte med Beder. Khan og de
andre Kurdiske Håvdinger, derom meddeles ikke noget Noiere
ide ovennævnte Reisendes Beretninger. Kun maa man slutte sig
til, at Roverne bleve nådte til at låsgive endeel af Fangerne,
ved hvilken Leilighed atter M. Rassam indlagde sig Fortjeneste
af Nestorianerne. i
I Selskab med denne Mand og nogle andre Ledsagere var
det, at Layard i Slutningen af August og Begyndelsen af Sep-
tember 1846 foretog sit Besåg ind i Bjergegnene, hvilket han
har beskrevet i Sjette og Syvende Capitel af sit Værk Nineveh
and its Remains. Man læser denne Beskrivelse, der er udfårt
med en sand Mesterhaand, som en Slags moderne Odyssee, hvis
idylliske Scener vexle med Skildringer af det Kurdiske Råvertog,
som gjore et endnu dybere Indtryk end Rædslerne i Kyklopens
Hule. Vi ville kun opholde os ved Enkeltheder, som staae i
een eller anden Forbindelse med hvad der ovenfor i denne
Artikel er blevet meddeelt. |
x) Fletcher, 1, 337 ff.
160
I Landsbyen Kaloni eller Kalezoni. blev, Layard | modtagen
med: stor Gjesifrihed ;og glædede sig over den: Velstand. og
Reenlighed, - der udmærkede dens' Beboere, hvilke hørte) til.en
Stamme, som havde været lykkelig nok til at undgaae…de Pla»
gerier og Udsugelser af Tyrkerne, for hvilke de: christne, Be-
boere af Slelterne nærmest. Mosul: havde været udsatte. Folket
i Bebozi hørte til de: chaldæiske. Christine, somi vare blevne
underlagte Paven og som hvis Conversion. vi idet Foregaaende
(CS: 118) have meddeelt Layards Beretning. | Under sit Ophold
her hørte Layard,.der anstillede sig som om han sov, en ivrig
Disput blive fort. mellem en nestoriansk Christen "blandt. sine
Ledsagere, som i længere Tid havde opholdt 'sig hos Patriarchen
i Julamerik, og nogle af de til den romerske Kirke - over=-
traadte "Christne. — Efterat: Fordelene ved at erkjende "Pavens
Supremat vare blevne debatterede, tog Striden meer og meer
saa heftig en Vending, at den- ommeldte Nestorianer udbråd:
»Paven kan være saa nyttig han vil, men hvåd. mig sangaaer,
vil jeg ikke byite ham for mit Asen!”?” — en Forhaanelse, der
truede med Udbrud af Fjendtligheder, som tvang -Layard til at
lægge sig mellem de Stridende og at tåge Afsked. Reisen gik
i Begyndelsen gjennem de samme Byer, som ovenfor ere
beskrevne i Anledning af Grants: Besøg hos de nestorianske
Bjergboøere. Jo dybere Layard kom ind i Tiyaris Distrietet, desto
flere og sårgeligere Spor viste der sig af Kurdernes Udaad:
faa Indvaanere vare blevne tilbage i -de «enkelte ; Hyiter,; som
vare blevne staaende, og, trods Spor af Landets Frugtbarhed,
saae man dog overalt Fattigdom, paa Grund af den foregaaende
Forstyrrelse. Paa Veien modtog Layard Besåg af Abdul Sun- .
nitbey, der havde deeltaget i Beder -Khans Forfålgelse mod de
christne Bjerghoere; og, underståttet af sine Anbefalingsskrivelser
fra de tyrkiske Autoriteter i Mosul, kunde'Layard' vove ;at gjøre
ham Bebreidelser, fordi han ikke havde tidligere indfundet sig
lil at hilse paa ham. ,Thi for en Kurde” — siger han — »er
man kun sikker, saalænge man kan holde ham i Troen, at han
464
har »sin Overmand; eller. ,sin Lige for sig”. — 1 Asheeta bleve
Layard. og. Rassam" modtagne med; stor Jubel: Mænd, Qvinder
og Born. omringede dem, kyssede og omfavnede, dem, i laknem-
melig Henrykkelse over den Hjælp, de, havde ydet, de nesto-
rianske Flygtninge i Mosul; Layard. traf her. flere, af sine for-
. rige Arbeidere, søm lod: bringe Frugter og Spiseyarer. lil de
ankomne, Gjæster,under hvis Ophold tø nestorianske Præster
traadte, ind i Huset; ved disses Ankomst reiste hele Forsamlingen
sig, låftede Turbaner og;'Huer ærbådigen fra Hovedet og kys-
sede; de: Geisiliges Hænder. Ivrigen, forespurgte Alle sig. om
Mar Shimon, Patriarchen. Layard fremtog et Brev fra denne,
som Præsterne fårst:kyssede ;og lagde paa. deres Pande; derefter
gik det. rundt: til de fornemste Mænd under samme Ceremonie,
Endelig. blev det forelæst høit. ved een af Præsterne, hvorpaa
alle de Nærværende udbråde i håiråstede Raab, for Patriarchens
Velgaaende og fornyede …Velkomsihilsener til de Fremmede,
Man, erfarede her, at.Beder Khan stod i Begreb med at ville
gjåre,;et;nyt Angreb, som ,dennegang skulde .gjælde Tkhoma-
districtet.… Alligevel fortsatte Layard sin Vei, hvor han ideligen
stådte. paa. Ruiner, afhuggede Træer, afskaarne og udtårrede
Vandlåb,':som forhen havde -vædet Hauger, hvilke nu vare for—
styrrrede; han beundrede de Spor af Flid og Industrie, . som
endnu havde bevaret sig midi i Odelæggelsen, ligesom han
ogsaa traf Beboerne atter i Begreb: med at bebygge og dyrke
Landet. Dog. var. Fattigdommen . og Mangelen saa stor, at de
maatte hjælpe.sig med Byg og-kun paa Helligdage nåde noget
bedre Bréd med Smør. . Qyinderne vare virksomme baade i og
udenfor Husene; ligeledes saae man Præsterne tage Deel i det
fælles: Arbeide. Ved. Kirkerne, som man alter var i Begreb
med. at .opfåre,; fandt Layard stundom Indgangen saa lav, at
man. næsten. maatte krybe ind. paa. Hug —. en Forholdsregel,
som .sigter til. at. forhindre Musselmændene fra at fore deres
Heste og Lastdyr ind og opstalde dem der. Båger og Skrifter
som tilhårte Kirkerne, vare, forsaavidt de ikke vare blevne
162
skjulte paa sikkre Steder i Overfaldets Tid, sånderrevne "og
adspredte ligesom Kirkens Prydelser. I Zaweetha, hvor de
- Reisendes Ankomst blev ventet, modtoges de af unge Piger,
som bare Frugter ud til dem i Kurve, under Anfårsel af en
ung Pige, der havde fundet Beskyttelse i Rassams Huus; de
kappedes om at omringe og kysse deres Velgjårer paa begge
Kinder, medens Håiagtelse for hans Ledsager, den fornemmere
Reisende, ikke tillod dem at skjænke denne en saa fyrig Be-
vidnelse af deres Glæde.”). De fandt ogsaa her to af de faa
lærde nestorianske Præster, af hvilke- den ene, Kasha Kana,
med sædvanlig Ceremonie forelæste Patriarchens Brev. Patri-
archen blev anseet som en Slags Fange i Mosul, og hans Til-
bagekomst imådeseet med stor Længsel af hans Hjord, der, selv
hvor de nedrevne og forstyrrede Kirker atter vare blevne op-
byggede, ikke vilde benytte disse, fårend de vare blevne ind-
viede paany af Patriarchen. Kasha Kana, som befandt sig paa
en Rundreise omkring i Byerne, førte” adskillige Haandskrifter
med sig, hvoriblandt eet Værk i to Bind, som han skattede sær-
deles høit og hvoraf han oplæste endeel af Indledningen, som
" handlede om Sprogenes Philosophie. og Natur. Denne Geistlige
havde et saare ærværdigt Udseende;%%) hans hvide' Skjæg faldt
langt ned paa Brystet, men hans Klæder vare i saa daarlig
Tilstand, at Layard gav ham nogle Tårklæder, hvoraf Kasha
Kana dog kun anvendte endeel til sin egen Persons, de andre
bestemte han til Kirkens Prydelse. Kashaen blev betragtet
som Folkets Læge, Philosoph, Viismand, og behandlet med stor
Hoiagtelse. Paa Veien gjennem Landsbyen forlode Qvinderne
deres Dårtærskel og Bårnene deres Lege, for at ile hen og
kysse håns Haand. Under Reisens Fortsættelse viste man Layard
snart disse, snart hine udhængende Klippestykker og andre
vanskelig tilgængelige Steder, hvor ulykkelige Nestorianere havde
laget deres Tilflugt, men hvor de kun vare blevne Offre for -
+) Layard 1, 183.
"”) Ogsaa Ainsworth omtaler Kasha Kana paa samme Maade.
163
deres Mordéres endnu grusommere Mishandlinger og Slagteri.
Jo længere de kom mod Østen, desto mere var Beder Khans
forventede Angreb paa Tkhoma Gjenstanden for den almindelige
Omtale... Man beregnede, hvorvidt det vilde være muligt for
den truede Stamme at gjøre Modstand." Folket i Tkhoma var
i sin Tid blevet nødt til at drage mod Kurderne, da Nur-
lan Bey og Beder Khan overfaldt Tiyariserne; men man
vidste, at de vare blevne tvungne dertil og yttrede sig
derfor vom, at; man maatte tilgive dem, da Håkkarihåvdin-
gens Grusomhed. ikke havde tilladt dem at unddrage sig. I
Tkhoma viste den stårre Velstand i Bolig og Klæder, at Ind-
vaanerne hidtil havde undgaaet Kurdernes "Plyndringer. Men
nu frygtede de den Skjæbne, som de forudsaae: Alle vare
sysselsatte, Mændene med at berede Krudt og Vaaben, Qvin-
derne med at nedgrave hvad Kostbart, de havde, paa sikkre
Steder, T Kirken samlede Præsterne Båger og de hellige
Kar for at skjule dem i Bjergene. Blandt Manuskripterne saae
Layard mange gamle Ritualer, Bonneformularer og Oversæt-
telser af bibelske Boger. Om Såndagen overværede Layard
Gudstjenesten. De to Præster fungerede i Embedsdragt. Cere-
monierne- vare faa og simple. En Deel af Skriften blev fore-
læst og fortolket af Kasha Hormuzd i Bjergboernes Dialect+),
— den anden Præst sang Bånnerne, medens Forsamlingen knæ-
lede eller stod op og deeltog i Antiphonierne. Menighedens
Medlemmer brugte: Korsets Tegn, naar de kom ind, og bukkede
sig, naar Jesu Navn forekom i Bønnerne. Sacramentet blev
uddeelt til alle Nærværende — Mænd, Qvinder og Bårn deel-
toge baade i Vinens og Brådets'Nydelse. Efter Gudstjenestens
Slutning omfavnede de, efter den ældste christne Kirkes Skik,
hinanden som Tegn paa Kjærlighed og Enighed og forlode Kir-
ken. Layard fandt denne Gudstjeneste i stor Contrast med alle
de meningslåse og tildeels forargelige Ceremonier, som bruges
”) — Few understanding the Chaldæan of the book, — tilfåier Layard I, 201.
164
me mm re
af de; papistiske Chaldæér paa Sletten, ligesom de billedlåse
Kirkevægge dannede en Modsætning til: de hæslige og vanzi-
rende Billeder, som fylde Kirkerne i Mosul. 1 Indgangen til
Kirken fandt de den gamle og forvoxede Nonne, hvorom vi oven-
for have talet (S. 123 Anm:): Hendes Seng stod i en Krog af
Bygningen nær et Ildsted, hvor hun kogte sin Mad. Hun spurgte
under megen Graad efter Mar Shimon og kastede sig om Rassams
Hals, da hun hårte, vat han havde levet med ham. I Tkhoma
Gowaia fandtes en stor Forsamling af den hele Stamme; som
raadslog om Forsvaret mod: Beder Khans forventede Angreb.
Selv nogle Kurder, som boede der i Landsbyen viste Sympa-
ihie for de Christne 'og' tilbåd deres Arme til Forsvar. Efter
en lang Debat enedes man om at sende en Deputation. til Pa-
schaen af Mosul, hvortil valgtes to Præster, to Personer af Ma-
lekens Familie og to af de fornemste Indvaanere. En af deres
Præster opsatte et Brev, som Deputationen skulde fåre med, og
hvori Nestorianerne bevidnede, sat de vare Sultanens iroe Un-
dersaaiter og varerede til: at betale en Pengesum, eller under-
kaste 'sig hvilken: anden Bestemmelse Paschaen vilde. fordre.
Til samme Tid traf man alle Anstalter til at sætte Dalen i For-
svarstilstand mod det fjendtlige Angreb. "I Tkhoma— Distriktet
vare fem nestorianske, fire kurdiske Landsbyer. Fra Tkhoma
drog Layard til Districtet Bat, hvis Indvaanere, skjondt i læn-
gere Tid forskaanede for Hakkari-Håvdingens Angreb, til hvem
de betalte en aarlig Sum ; dog frygtede for,' at |Anfaldet paa
Tkhoma ogsaa skulde udstrækkes til dem. Deres Haab var
imidlertid, at Nurlah Bey, hvis Undersaatter "de nu! erklærede
sig al være, skulde paa Grund af sit "Venskab med Beder Khan
holde denne tilbage.
Layard lagde atter Tilbagereisen gjennem Tiyarisdistriclet.
"I Dalen mellem Berwari og Asheeta'stådte' de Reisende paa
nestorianske Christne, som kom fra Mosul, og til sin Overra=
skelse fandt Layard iblandt disse Præsten Abraham (Kasha
Oraso, Corruption af Auraham., Abraham), der under Mar
165
Shimons: Exil. havde tjent denne som. Secretaåir.… Tre Aar vare
nu næsten. førlåbne., siden - Abraham havde: maattet forlade sit
Fødested. "Han var nu imod sine Venners Raad dragen tilbage
med sin Hustru. og -Sén til Tiyaris.… Faa Dage efter. Layards
Sammentræf; med, denne ærværdige Geistlige: drog allerede Beder
Khans Horder ned til: Asheeta og, fornyede.de Scener af. Vold
og Blodsudgydelse, hvortil Abraham tidligere havde været; Vidne;
han dåde af Søorg' over sine Troesfællers ulykkelige. Skjæbne.
Vi ville forbigaae den åvrige Deel af Layards Beskrivelse
over sin Reise i disse Egne og kun meddele Fålgende om Tkho-
mas Skjæbne. Faa Dage efter Layards Hjemkomst til, Mosul
drog Beder. Khan, ,trods Tahyar Paschas Forsåg paa at hindre
nye Ulykker, gjennem Tiyaris-Bjergene, hvor hån paa ny plyn-
drede og råvede. Indvaanerne i ÆXkhoma, opflammede af deres
Maleks, gjorde nogen' Modstand, men bleve overvældede af Fjen-
dernes Mængde. Atter paafulgte de rædsomste Scener. Qvinder
og Born bleve bragte for Håvdingen, som lod dem myrde med
koldt Blod. Landsbyer og Hauger bleve ådelagte, Kirkerne
nedrevne. Næsten Halvdelen af Befolkningen blev et Offer for
Kurderhåvdingens. fanatiske Raseri.
Endelig udsendie Porien en Expedition. under Osman Pa-
scha, der ogsaa i to Træfninger slog Beder Khan, saa at han
maatte flygte til et Bjergfort. Han vilde have været fortabt, dersom
ikke Osman Pascha havde ladet sig bevæge tif at slutte en Ca-
pitulation med ham, hvorved han rigtignok maatte forlade Kur-
distan, men. fik Lov at beholde, sin Eiendom og at tage sin Fa-
milie og sine Tilhængere med sig. Uagtet den tyrkiske Regje-
ring havde: Osman Pascha mistænkt for at have afsluttet et saa-
dant Forlig af egennyltige Grunde, opfyldte den dog de af
ham .indgaaede Forpligtelser. mod Rebellen. Beder Khan. blev
bragt til Constantinopel og derefter sendt til Oen Candia — en
Straf, som ikke stod i noget Forhold til hans utallige Misgjerninger.
Efterat: Beder Khan var dragen bort fra Tkhoma, vendte
nogle faa Indvaanere af de &delagde Landsbyer tilbage. Men
(COM
Nurlah Bey, som troede, at de vidste Besked om skjult Gods,
overfaldt dem pludselig og sågte ved Pinsler at faae de Ulyk-
kelige til at bekjende, hvad han onskede. Nogle Faa, som und-
kom, tog Flugten til Persien. — ,Saaledes blev dette blom=-
strende District ådelagt”, slutter Layard sin Beretning, ,0g det
vil vare længe, inden dets landlige Boliger atter reise sig fra
deres Ruiner, og Frugterne af udholdende Arbeide igjen klæde
Siderne af dets Dale.”
Det er vemodige og sorgfulde Fålelser, det er alvorlige
og tungsindige Betragtninger, -som næsten altid fremkaldes, naar
vort Blik rettes mod hvad der tildrager sig i hine Østens sol=”
beskinnede Egne, hvilke Forsynet smykkede med saamange
Naturfortrin, medens de ved Menneskenes Skyld ere det ene
Aarhundrede efter det andet blevne til Skueplads for Vold,
Uretfærdighed og Undertrykkelse. Og neppe oplives Modet
ved eet eller andet Phænomen, hvortil Menneskevennen knytter
Haabet om muligen engang igjen at see det Lys og den Her-
lighed, som i Oldtiden omstraalede Asien, fortrænge For-
virringens og Vankundighedens Mårke, som i saa lang Tid har
hvilet over Fleertallet af denne Verdensdeels Beboere, — fårend
de vakte Forhaabninger atter nedslaaes, og nye Forstyrrelser
true selv de sidste Rester af et ædlere Liv med fuldkommen
Undergang. Skulde det virkelig forholde sig saaledes, at Cultur
og Civilisation vare bestemte til ikke mere at fæste Rod iblandt
Sems Afkom, i det Mindste ikke får efter Omvæltninger, hvorved
ogsaa Europa bliver dragen. med ind i Asiens Forfald, og da
først atter bringes tilbage ved Americas Nybyggere, blandt
hvilke der allerede nu findes prophetiske Aander, som forudfåle
den Mission”), der er betroet den nye Verdens Beboere —? Saa-
meget er vist; at hvad angaaer de Christines Skjæbne i Asien,
%) Medens dige Blade trykkes, finder jeg i Dansk Missionsblad (udg. af Pastor
Blædel), Mai 1853, S. 40, en Efterretning, ifålge hvilken de americanske
Missionairer atter have anlagt en Station i Nestorianernes Bjergegne,; og
Prinds Hamsa Mirsa, den persiske Konges Onkel, har tilsagt de americanske
viser sig den nærmeste Fremtid omgiven af saa tunge og mårke
Tordenskyer, at nye Uveir med stor Odelæggelse og Jammer
til Fålge maae befrygtes. Vi have ovenfor seet, hvorledes det
staaer til med den christne Kirke i Osten under Osmannernes
Herredåmme. Selv i de Egne, der syntes meest afsluttede for
fremmed Indflydelse, have Musselmændenes fanatiske Had og
den romersk-katholske Kirkes Proselytisme underståttet hinanden
i at udslette hvad Spor af aandeligt Liv og Frihed der var
tilbage hos et af de ældste og agiværdigste Religionspartier.
Den frugteslåse Kamp mod de musselmannske Tyranners Over-
magt har svækket og kuet de kurdiske Christnes Mod, som
snart i Lighed med deres åvrige ulykkelige Brådre kun i nedrig
Underkastelse ville såge at afvende de Plagerier og Uretfær-
digheder, hvilke de mistvivle om at kunne paa anden Maade
afværge. = Imidlertid benyttes denne Tingenes Stilling af de
pavelige Udsendinge til Fordeel for deres Planer. Allerede
fyldes de chaldæiske Christnes Kirker meer og meer med Bil-
leder; den gamle Christenheds frivillige og temporaire Lofter,
aflagte efter indre Tilskyndelse, omskiftes med livsvarigt Coelibat
og andre Munkevæsenéis Forpligtelser; i det syriske Sprog
udbredes romersk-katholske Bénnebåger og asketiske Skrifter
med. Anraabelse af Jomfru Maria og alle Helgener; det hem-
melige Skriftemaal, som tidligere ansaaes for en fri Sag, er
nu paalagt de papistiske Nestorianer som en Nådvendighed ;
ved Nadverens Administration er der indfårt Formler til Ind-
skærpelse af Transsubstantiationsdogmet, og det indviede Bråd
tilbedes; den Toleranze, hvormed Nestorianerne hidtil betragtede
andre christne Partier, . bliver fortrængt ved forvanskede og
ufordeelagtige Rygter, som papistiske Missionairer udbrede om
Protestånterne og alle Akatholiker. %) For Oieblikket har Rus-
Missionairer en aarlig Gave af omtrent 200 Rbd. med Bevidnelse af sin
Høiagtelse for deres Virksomhed ved Ungdommens Underviisning.
+) ,,Om Englænderne ére Christine,” var et Spårgsmaal, som ofte blev opkastet
i Anledning af engelske Reisendes Ankomst til Kurdistan. . ,,Jo vist ere
eee
lands mægtige Czar gjort Fordring paa et Protectorat over
Portens græsk-christne Undersaalter i Lighed med det, der er
tilstaaet Frankrig for den latinske Kirkes Tilhængere, Dersom
Seiren i den Krig, der truer med at udbryde ijdenne Anledning,
vender sig til Ruslands Fordeel, vil den romerske Kirkes Bestræ-
belser måde en Modstand, hvis Betydning den har lært at kjende
af de senere Aars Begivenheder i Rusland og Polen. Men vil
derved i Virkeligheden være vundet noget for den néstorianske
Kirke?" I Enkeltheder afviger som bekjendt den græsk-katholske
Kirke fra den romersk - kalholske; men i det Væsentlige
er Overeensstemmelsen saa stor, at de samme Vildfarelser og
Misbrug under noget forandrede Navne og Former ere begge
de Christne,” — sagde ved en saadan Leilighed en Præst blandt de papi-
stiske Nestorianere,'— ,,0g de have Kirker; men de besøge disse alene
eengang om Maaneden, og de nyde Herrens Nadvere eengang i tyve Aar.
De have Lov til at gifte sig med saa mange Koner, som de ville, og nogle
af dem have over tyve Koner. De ére et fattigt Folk, som have saa stor
en Gjæld, at de aldrig kunne betale den. De ére nådte til at laane store
Summer. hos Kongen af Frankrig, som derfor har faaet et Slags Herre-
dåmme over dem” (Fletcher, Notes from Nineveh, p. 191.) Ved en saadan
Leilighed meddeelte en Kjåbmand fra Aleppo sit nestorianske Auditorium
folgende Oplysning om den engelske: Kirkes Oprindelse: ,,Der levede en-
gang i England en stor Sultan, hvis Navn var Napoleon Bonaparte. Denne
Sultan var en anden Iskander den Macedonier, og han gjorde mange af
Frankernes Konger til sin Fødskammel.. Men hans Hjerte var stolt, og han
trodsede, Allah. Og Napoleons Hustru var gammel, og hun fandt ikke
længer Behag for hans Oine. Da fik han at see en vis ung og deilig Pige
og vilde nu skilles ved sin Kone. Men dengang vare alle Englændere
Katholiker, og Napoleon sendte derfor Bud til-den hellige Fader, Paven,
for at begjære Skilsmisse. Men Paven nægtede det og misbilligede Napo-
leons Overmod. Da svor Napoleon at hævne sig, kom med en stor Hær
og beleirede Rom, tog Paven til Fange og satte ham i et stort Taarn i
London, som er Hovedstaden i England. Men nu forenede alle Frankernes
Konger sig imod "Napoleon og paafårte ham Krig, og deres Soldater kom
til London og satte Paven i Frihed; og da Paven kom tilbage til Rom,
satte han Napoleon og alle Englænderne i Ban. Men Napoleon lo, i Skjæget
og sagde: ,Jeg vil skaffe mig min egen Kirke.” Saa gjorde han Biskopper,
og de skilte ham fra hans Kone og viede ham til den unge Pige, og nu
grundede han den engelske Kirke” (Fletcher, a. St., p. 279 ff.). Man seer
let, hvorledes Historien om Henrik dén ØOttende og Anna Bulleyn her er
bleven modificeret.
169
Kirkers uådskillelige Ledsagere. Dersom derimod Porten, under-
ståttet af Frankrig og England, trods sin indre Oplåsning,
opretholdes i sin Magt, har den romersk — katholske Kirke
af mange Grunde de bedste Forhaabninger om Udvidelsen af
sin Magt.: Men. hvilken Skjæbne. truer de, ulykkelige Christne
ikke blot i hine Egne, hvilke her nærmest have tildraget sig
vor Opmærksomhed, men i hele -det tyrkiske Rige, medens de
blodige. Terninger kastes om dettes fremtidige Skjæbne? . Vil
Europæernes Vaabenmagt og Diplomati kunne standse de Ud-
brud af Vold og Grusomhed, hvortil Musselmændenes Fanatisme
i saa afgjårende et Oieblik vil lade sig henrive? De nestori-
anske Christnes Historie i den sidste Tid giver ikke nogen
Fortråstning i denne Henseende.
Selskabet modtog:
Fra Dr. Faraday.
On the physical character of the lines of magnelic force.
London 1852.
Experimental. researches on Electricily. Decbr. 31, 1851. April
25, 1852. London 1852.
Experimental researches on Electricity. From the philosophical
transaclions, Part. 1, 1852... London 1852. :
Fra Mr. Grove.
On the btbelkeelskridal polarity of gases. Januar 7, April 1,
1852. '
Fra Royal Society i London.
Philosophical transactions of the Royal Society of London.
Part I -& Il. 1852.
Proceedings of the Royal Society. Vol. VI.” Nr. 83—93. 1852.
The list of the members of the Royal Society. Novbr. 30. 1852.
Fra Astronomical Observatory i Edinburgh.
Astronomical Observations made at the Royal Observatory.
Edinburgh 1844. 5, 6 6%.
Fra det Baierske Videnskabernes Akademie,
Gelehrte Anzeigen. Herausgegeben von Mitgliedern. der k. Bayer.
Akademie der Wissenschaften. 35. B. Munchen 1852.
Bulletin der k. Akademie der Wissenschaften. Nr. 25—29,
Minchen 1852.
170 å
Ueber den Chemismus der Vegetation. Festrede, gehalten in
der k. B. Akademie der Wissenschaften v. Prof. A. Vogel.
Minchen 1852.
Abhandlungen der philosophisch-philolog. Classe der k. Baye-
rischen Akademie der Wissenschaften. 7 B. 1 Afh.
Munchen 1852.
Afrika vor den Entdeckungen der Portugiesen, Fest-Rede
auszugsweise gelesen in der offentlichen Sitzung der k.
Akademie der Wissenscaften. Minchen 1853.
Fra Observatoriet i Miinchen.
Jahres-Bericht der Minchener Sternwarte fir 1852. Minchen
1852.
Annalen der kåniglichen Sternwarte bei Minchen. V Band (der
vollståndigen Sammlung XX Band). Mit astronomischem
Kalender fir 1853. Munchen 1853.
Fra det Keiserlige Akademie i Wien.
Silzungsberichte der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften,
philosophisch-historische Classe, VIII Band, 3—5 Heft., IX
Band, 1—2 Heft. 1852.
Sitzungsberichte der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften,
mathematisch-naturwissenschaftliche Classe, VIII Band, 4—5
Heft. IX Band 1—2 Heft. 1852.
Denkschriften der kaiserlichen Akademie der Wissenschaften,
mathematisch-naturwissenschaftliche Classe, III Band 2 Heft.
IV Band 2 Heft. Wien 1853.
Archiv fur Kunde åsterreichischer Geschichts-Quellen. VIN Band,
1—2 Heft.
Fontes rerum austriacarum; herausgegeben von der historischen
Commission der kaiserlichen Akademie der Wissenschaften
in Wien. V Band. Wien 1852.
Notizenblatt.… Beilage zum Archiv fir Kunde åsterreichischer
… Geschichts-Quellen. Wien 1852. Nr. 11—24.
Almanach der" kaiserlichen Akademie der Wissenschaften fir
1853. Wien.
Die feierliche Sitzung der kaiserlichen Akademie der Wissen-
schaften. Wien 1852.
Verzeichniss der Druckschriften der kaiserlichen Akademie der
Wissenschaften in Wien 1852.
Fra det Hollandske Akademie i Harlem.
Extrait du programme de la Societé Hollandaise pour 1852.
Fra Dr. Wallich.
A brief notice concerning the Agricultural and Horticultural
society .of India. 1853.
Fra Mr. Morton.
Report to the House of representatives. 1852,
Oversigt
over det
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
og
dets Medlemmers. Arbeider
i Aaret 1853.
Af
Etatsraad, Professor &. Forchhammer,
Selskabets Secretair.
Ar. &.
Modet den 4?e November.
mr
Hr. Professor i Chemien E. A. Scharling meddeelte fålgende
Bemærkninger over den relte Betydning af Udtrykket Syrérnes
Mætningsevne,
Udtrykkene Syrernes Mætningsevne, Syrernes Suurhed, Sy-
rernes Styrke, Syrernes ,Basenvermågen”, Syrernes neutralise-
rende Kraft findes anvendte, selv af de mest udmærkede Che-
mikere, med saa stor Ubestemthed, at det ofte er vanskeligt for
Læseren at danne sig en klar Forestilling om vedkommende
Forfatters Mening ved Anvendelsen af disse Udtryk. Som Pro-
ver paa saadanne mindre heldige Valg af disse Udtryk anførte
Prof. S$. nogle enkelte Steder af Afhandlinger og Lærebåger.
. 12
mr
I Dumas's 1. Memoire sur les types chimique i Ann, d.
Chim. et de Phys. 73 B. Side 83 findes saaledes fålgende Sæt-
ninger: ,Comme Vacide chloracétique offre le premier exemple
d'un acide organique dans lequel on ait remplacé I'hydrogéne
par le chlore, ål était trés essentiel de s”assurer si la capa-
cité de saluration en était modifiée. Tous les chloracétates
étant solubles, il a été trés facile de les obtenir parfaitement
neutres et de constater leur neutralité de la maniére la plus
exacte.” Efter derpaa at have anført Analyserne af det chlor-
eddikesure Sålvsalt og viist, at dets Formel er C4 Clz 02, Ag O,
vedbliver han: Or on sail que la formule de VPacétate d”argent,
qui est aussi un sel anhydre, est repræsentée par Ca Hz 02,
Ag O. — Les expériences suivantes confirment tout-å-fait celte
capacité de saturation.
I den 2. Memoire sur les types chimiques, ligeledes i Ann.
d. Chim. et d. Phys. 73 B. Side 143 hedder det: Avant de
quitter Pacide valérique ou valérianique artificiel, nous soumet-
trons aux chimistes quelques observalions å son sujet. La
premiére a pour objet de faire ressortir la permanence de la
capacité de saturation de Vacide, malgré le remplacement de
Vhydrogéne par le chlore, fait absolument semblable å celui que
Vacide acélique et Vacide chloracélique ont présenté Nous
avons mis le plus grand soin å constater Videniité du pouvoir
chimique de Vacide valérique et de Vacide chlorovalérosique,
et nous croyons que analyse du valérate d'argent et du
chlorovalérosate d”argent, provenant Fun et Pautre de sels bien
neulres, ne peut laisser aucun doute sur ce point. Ainséi, sans
prétendre que ce phénoméne se produira toujours, on peut af-
firmer du moins, que dans les cas cités, le pouvoir neutra-
lisant vérifié par les papiers réactifs n'est pas modifié par la
substitution du chlore å Vhydrogéne.
Af Ovenstaaende indsecs let, at Dumas ved Udtrykkene
»Capacilé de saturalion” og ,pouvoir neutralisant” ikke kan for-
staae det samme, som Berzelius forstod ved en Syres Mætnings-
evne. I den sidste Betydning er Eddikesyrens Mætningsevne
173
15,68 og Chloreddikesyrens derimod kun 5,18; Valerianesyrens
Mætningsevne er 8,6; men Bichlorvalerianesyrens Mætningsevne
er efter Sålvsaltets Analyse 3,462. Af Chlorvalerianesyrens Salte
har Dumas ikke meddeelt nogen Analyse, og beregner man
denne Syres iheoreliske Mætningsevne, da bliver den 4,011.
Heraf følger ligefrem, at man ikke efter den oprindelig antagne
Bestemmelse af Udtrykket en Syres ,,Mætningsevne” kan sige:
at Chloreddikesyren eller Chlorvalerianesyren har bevaret den
samme Mætningsevne som Eddikesyren og Valerianesyren. Disse
Syrer have kun det fælleds, at alle fire Syrer fordre en tredie
Deel af den Mængde Ilt, de selv indeholde, i de Mængder af
Baser, hvormed de danne neutrale Salle. At det virkelig er
delte Forhold, som Dumas har villet betegne med ,permanence
de la capacité de saturation de Vacide”, sees af Compt. rend.
Tom. dixiéme Side 151, hvor Dumas selv giver fålgende For-
klaring: L”acide acétique et Pacide chloracétique comme corps
distincis conslituent deux espéces, que j'ai classées en un méme
genre, en raison de Panalogie de leur propriétés fondamentales
et de Videntité de leurs formules.
Som et andet Exempei paa en mindre rigtig Brug af Ud-
irykket. Syrernes Mætningsevne anfårtes fålgende Sætninger af
Liebigs Handbuch der Chemie 1843 Side 604 og 5, hvor det i
Anledning af de organiske Syrers Theorie hedder:
1) Die wasserhaltigen Såuren sind gewisse Verbindungen eines
øder mehrerer Elemente mit Wasserstoff, in denen der
letztere vertreten werden kann durch Æquivalente von
Metallen. Die Fåhigkeit einer solchen Såure, eine Basis
zu neutralisiren, ist hiernach abhångig von diesem erselz-
baren Wasserstoff; wenn man die ubrigen Elemente dieser
Såuren zusammengenommen das Radikal nennt, so hat die
Zusammenselzung des Radikals hierauf keinen Einfluss.
2) Wenn mithin die Menge des Wasserstoff ausserhalb des
Radikals sich vermehrt oder vermindert, so mimmt die
Såttigungscapacitåt in gleichem Grade zu, oder sie nimmt ab.
12%
174
3) Treten zu den Bestandtheilen des Radikals unbestimmte
Quantitåten der mehmlichen Elemente, oder verschiedener
Elemente, wåhrend die Menge des ersetzbaren Wasserstoffs
die nåmliche bleibt,; so vergråssert sich das Gewicht des
Atoms der Såure, aber die Såttigungscapacitåt bleibt un-
veråndert. ”)
Lader man paa dette Sted den fremsatte Mening om Brin-
tens Indflydelse paa Mætningsevnen ude af nærmere Betragtning,
og holder sig kun til Meningen af Nr. 3, da synes denne al
være, al Syrens Æqvivalenital gjerne kan forandres, uden at Mæt-
ningsevnen derved lider nogen Forandring. At dette imidlertid
strængt taget er en Umulighed, vil sees af det Fålgende; kun
under den Forudsætning, at Liebig nærmest har tænkt paa de
organiske Syrers Inddeling i 1-basiske, 2-basiske, og 3-basiske
Syrer, kan man indråmme Rigtigheden af ovennævnte Sætning.
Men denne nye Fortolkning af en Syres Mætningsevne vilde
dog nok bedre udtrykkes paa den af L. Gmelin valgte Maade
ved at sige, at ,das Basenvermågen” (Baseevnen?) forbliver
uforandret.
Ved »Basenvermågen” forstaaer nemlig Gmelin Syrernes
Evne til at træde i Forbindelse med 14 eller flere Æquivalenter
Base. Denne reen theoretiske Betydning bår dog ingenlunde
forvexles med Syrernes Mætningsevne, som nærmest er Angi-
velsen åf en bestemt, ved Vægtskaalens. Hjælp begrundet, Er-
faring.
Ved en Syres Mætningsevne forstod Berzelius, som oven-
anfårt, oprindeligt det Tal, som udtrykker den Mængde Ilt, en
hvilkensomhelst uorganisk Base maa indeholde for at kunne
frembringe et neutralt Salt med 100 Dele af en Syre. Naar
saaledes 100 Dele Svovelsyre for at danne et neulralt Salt med
x) I iste Deel Side 193 hedder det: Såttigungscapacitåt einer Såure nennt
man die constante Quantitåt Sauerstoff in verschiedenen Gewichtsmengen
von Basen, welche man bedarf, um mit 100 Theilen Såure ein neutrales
Salz zu bilden.
175
Kali, Natron, Kalk eller hvilketsomhelst andet Metalilte, fordrer, .
at dette skal indeholde 20 Dele Ålt; saa siges Svovelsyrens Mæt-
ningsevne al være 20. %)
Da Mæiningsevnen ikke er afhængig af de forskjellige Om-
stændigheder, hvorunder Syren og Basen træde i Forening, men
forbliver en bestemt Stårrelse, enten Foreningen foregaaer ved
en håiere eller lavere Varme, enten Oplåsningerne af Syren
og Æsket ere concentrerede eller fortyndede, saa har man til-
lagt Kundskaben om Syrernes Mætningsevne en særdeles Vig-
tighed, navnligen ved Undersågelserne over de sammensatte
Legemers empiriske og rationelle Formler... Ikke destomindre
findes i de fleste Lærebåger og Haandbøger sjeldent, for ikke
at sige aldrig, opstillet Tabeller over de mere bekjendte Syrers
Mætningsevne, hvilket nok nærmest maa tilskrives den Omstæn-
dighed, at man har fundet det beqvemmere at udtrykke Mæt-
ningsevnen ved al angive det relalive Forhold mellem [ltmæng-
den i Basen og Ilimængden i Syren, i de neutrale Salte.
Saaledes siges Svovelsyrens Mætningsevne al være %2, Salpeter-
syrens Mælningsevne "5, hvorved man vil betegne, at i de neu-
trale svovelsure Salte- findes tre- Gange saameget Ill i Syren
som i Basen, og i de neutrale, salpetersure Salte fem - Gange
saameget Ilt i Syren som i: Basen, Denne Bekvemmelighed kan
imidlertid ikke gives Medhold;: thi den egenillige Betydning for
Syrernes Mætningsevne, forsaavidt man vil og maa bruge den
som et Hovedkjendemærke paa en Syres ejendommelige Sam-
mensætning og Egenskaber, gaae herved næsten. aldeles tabt.
Antallet af de Syrer, som i deres neutrale Salte indeholde tre
Gange saameget Ilt:i Syren som i Basen, er særdeles stort; og
mange af disse Syrer ligne hverandre saameget i alle andre
Egenskaber, at det meest Eiendommelige ved dem netop ligger
%) Imidlertid træffer man ogsaa i Berzelius Skrifter paa Sætninger, hvor Ud-
trykket Mætningsevne ikke strængt er overholdt; som Jahres - Bericht. 19
Jabrgang S. 376.
dl
i den ulige Mængde af en Base, som behåves før at mætte 100
Dele af Syren. Som nogle Exempler nævntes Svovelsyre, Sal-
petersyrling, Chlorsyrlirig, OQxalsyre, Eddikesyre, Smårsyre,
Valerianesyre etc., i de neutrale Salte af disse og mange andre
Syrer indeholde Syren tre Gange saameget Ilt som Basen; men
ikke to af disse Syrer besidde samme Mætningsevne.
Svovelsyrens Mætningsevne er 20
Salpetersyrlingens —- - 20,96
Chlorsyrlingens — - 13,46
Oxalsyrens — - 22,293
Eddikesyrens — - 15,68
Smårsyrens — - 10,123
Valerianesyrens — - 8,6
Capronsyrens -— — 7,5
ele.
Det er aabenbart, at den Omstændighed, at der i de neu-
trale Salte af disse Syrer findes 3 Gange saameget Ilt i Syrerne
som i Baserne, ikke i nogen saa væsentlig Grad characteriserer
disse Syrer, som den Omstændighed, at hver af disse Syrer op-
tage en eiendommelig Mængde af hvilkensomhelst Base for at
danne saakaldte neutrale Salte. Ligeledes har man ved denne
Omskrivning af Udtrykket for Syrernes Mætningsevne temmelig
almindeligt overseet, eller i det mindste ikke tilstrækkeligt paa-
agtet, at Mætningsevnen multipliceret med Syrens chemiske Tal
alltid maa give een og samme Stiårrelse, nemlig 10,000, forsaa-
vidt man tillægger Ilten 100, — Ved at dividere Tallet 10,000
med en Syres Æquivalenttal findes altsaa Syrens Mætningsevne.
Da disse Forhold saaledes ligefrem afhænge af de paagjældende
Stoffers Vægt i Forening med den Bestemmelse, at en Æqui-
valent Ilt er sat lig 100 uden Hensyn til, om Stofferne for-
holde sig elecironegative eller electropositive, saa maa enhver
Syre, ved at optage en stårre eller mindre Mængde af et eller
andet Stof, altid faae en mindre Mætningsevne end forhen.
Udtryk som, at Svovelsyrling ikke taber i Mætningsevne
177
ved at forenes méd Ilt til Svovelsyre, %) kan ikke gives Bifald;
thi da 100 Dele Svovelsyre kun kunne indeholde 80 Dele Svovel-
syrling, saa er Mætningsevnen i Svovelsyren ligefrem formind-
sket derved, at 20 Vægtdele Ilt have fortrængt 20 Vægldele
Svovelsyrling. Og ligesom denne forågede Mængde Ilt har
tjent til at gjåre Svovelsyrens Æquivatental stårre end Svovel-
syrlingens, saaledes har den paa den anden Side tjent til at
formindske Syrens Mætningsevne.
I efterfålgende Tabel er et vilkaarligt Valg af. Syrer ord-
nede efter deres Mætningsevne.
Forskjellige Syrer ordnede efter deres Mætningsevne.
mir Å Be | rene. ERR Maal:
C 27,27 Øs
Kulsyre | Me ad ' CO: | 36,36 1275 |10,000
Svovelsyr- if S 50
bør | i tå ' SO. | 25 1400 i
f C 35,29
Cyansyre N 41,17 CNO | 23,54 1425 å
| O 23,54
B 31,28
Borsyre | beo | BO, | 22,923/436,25 | +»
C 33,33 å
Oxalsyre | 0 66,67 | C2 Oz 22,223 | 450 3
"0: "38544 |
Myresyre H 2,70 Ca HOs | 21,62 4625 1,
O 64,86
Salpeter- N 36,84 s |
sytlink | 0 63,16 ' N 03 20,96 se: i
Svovelsyre | 2 ag | S Os 20 me ERR REG
Chlorunder- |(f CI 81,61 R
SR | as ) CLO. | 118,89. (543,75 | »
Svovel- S 66,66 STR
Sne O 33,34 ' 0; ROS 4. 500 ye,
%) Handbuch der Chemie etc. von J. Liebig 2. Bd. Side 605,
178
SSL MEN bonnaerte se BE» 7 RR mann Sen
C 48
Aconilsyre | H 4 | Ca Hs 03 | 16 625 10,000
O 48
C. 47,06
Eddikesyre ! H 5,88 | C: Hz 03 | 15,68 | 637,5 S
047,06 |
Salpetersyre i n SR ' N2 Os 1477 1677,0361"",
P2 O:
Phosphor- |f P 36,27 eler" dte de PERS
syrling | 043,63, )| P20Qa (| 00 08 434375 (27
2 bj
Citronsyre C 41,38 =:
og Bnlrre) Bu C1 H2 0; | 13,79 | 725 ag
Chlorsyrling | SASSE ' Gi0% | 13,457" 943,75 |" ,
C 55,38
Propionsyre) HE: (60 | Cs Hs 03. | 12,31. | 812,5 ag
O 36,938 V
w C 36,36
en H 3,03 | C:H20; | 12,12 | 825 É
0 60.61 |
da EGE VadER | 60, | 41385: | 843775 |,
7
Po O5
i";
Phosphor- ( P 43,67 Ad. Hale lle
PAR 0 56,33 ,; 2 Å| 22,532 (144375) ”
en, fade) mm Hur od fa
Chlorsyre ig in ' CO | 40,601 943,75' 1
C 60,76
Smårsyre HE: 8,87 | Cs Hz 03 | 10,123 - 987,5 lå
O 30,37
C 30
; N'475
Oxaminsyre res Cs H2NO5 | 10 1000 ”
0 50
Mern FeRRRRe same: ett ne
(773572 .
Urinsyre ) E rr: Cs No Hs 03| 9,523/1050 |410,000
0 28,57
Trithionsyre | S 54,54 Ss 05 9,09 | 1100 ”
O 46,46 i
Chlorover- |f CI 38,89 |
SM Pr en ' Cl Ox 8,74 |1143,75 14
; C 64,51
bkyruseR | H 9,68 C1o Hs 053 8.603 1162,5 ”
1.0 2581 :
As 03
Arsenik= |( As 75.75 eller S4964 NME
syrling | O 24.25 Ås 03 gs sål k ”
= , 5) 16,128; 620
C4
Meconsyre " H 2 Ci Ho 07 8 11250 .
O 56
MORE rer
ulfæthyl- 1) H 4,97
svovelsyre ) 0 39.60 G Hs S> 05| 7,92 |1262,5 ”
S 31,66
Dobbelt |( C 11,65
svovelsyret |] H 2,92 (| C> Ha 0, ' 7,767| 1287,5 ”
Methylilte o 7,76 2 S03
S0377,67
Tetrathion- 5
ages, ag: ! 2 38 ie | Ss Os 7.692! 1300 &
Ætheroxal- |( C 4404
syre, Viin-k H 4,56 VW C8H5 0; 7,34 |1362,5
oxalsyre O 51,40 : i
C 67,29
Capronsyre 2 "H 10,29 V Cjo0H11 Og 7,476.1337,5 5
O 22,42 å
C 74,33
Benzoesyre KH 4,42 C14 Hs 03 7,08 | 1412,5 jÅ,
O 21,25
(| - As 05
6,944 1440
Arseniksyre dr; SHeRs re; eller eller ! ”
) 5) 13;888! 720
480
amme ans
S - Mætnings- | Æquiva-
Navn, sætniage rn 7 FORE. "erneerte FaRRNER,
on 1 03330) 8505 | 6,67 | 1500 | 10,000
C 20
Glycinsal- N 23,33
petersyre H AE Hs Os) 8787. 7. ARR r
O 53,34
C 69,42
gm fy | EO 7! C1a H13 03| 6,61 | 1512.,5 i
,84
Chlormethyl-'« C 9,88
Svovelsyr- H 14,64 (| Co CI Ho
ling (vand- |) CI AR! S» 0; ' aged fhset ul
hold.) S2 0559,24
i: C;2870
sb sgg 5 120 CON Ho 0:| 6,451 | 1550 i
O 45,17
Suurt ye C1 HøS208,
svovelsyret 0 Sr 2 (SO23) C4Y 6,835 | 1575 Få
Æthylilte S 25740 Hs 0 HO
C 65,12
Salicylsyre H 3.87V Cu Hs 05 | 6,202 |.41612,5 5
O 31,01
C 18,60
Kakodylsyre RK on Ca H6As2 Oa! 6,202 | 1612,5 5
O 18,61
C 71,101
Caprylsyre Øg En | C16H15 03| 5,93 | 1687,5 ”
78
( C 77,69
Kaneelsyre ) H 5,08 V. Cis Hz 03 5,76... 14737,5 ig
O 17,28
" C 41,96
Amylsvovel-|) H 7.69 DOT SR É
Mrling S 22/37 C1oH11S2 05! 5,599 | 1787 $
0 27,98
C 67,13 .
Mandelsyre H 4,90 9! C16 Hr 05 5,596. | 1787,5 5%
O 27.97 |
181
Sagn Troms HL SN ager set oste
: C 33,10
Butylæther- H 6,21(| Cs Hs 0.
svovelsgee KO SÆL 12 MO) ' 5,515 | 1812,5 | 10,000
S0355,17
C 72,52
manet H 11,36 V Cis H15 023! 5,373 | 1861,5 år
O 16,12
i C 55,63
hg H 728V Cul 0;| 5,293 | 1887,5| ,
O 37,09
Chlor- C 15,58
: CI 68,93 VW Cz Clz O3 BYRDE SE
eddikesyre | 0 15,54 , ,
sb: C.. 38:56
SANDER ) H 190" CH: 0m | 515. | 1987,5 74
O 61,54
C 53,16
Nitrobenzin-/) H 2,53 W C11 Ha 03 .
syre N 8,86 N 04 | 5,064 | 1975 ig
O 35,45
C 45,28
Lactamin- N. 55 og
"mer Hk te C2QH4N 03 5,031 | 1987,5 ss
O 40,25
C 22,08
Glycerin- H 4,30 ; y ,
Avetalene S 19/63 Ce Hr 01182! 4,908 t 2037.5 5
O 53,99
: Er 31.09
melhyl= [| CL 43.05 N SS ESCh) | 465 | 2062,5 | »
Svovelsyre S 19,39 tja
0 29,10
Antimonsyre|! bå Hee: Sb 0; 4,734 | 2112,5 ”
| C 48,56 i
Meconsyre H 0,574 C14H1 011 | 4,624 |£2162,5 ”
| O 50,87
182
Mar LE Setng | | Formelt |" evner dental.
C 45,65
Benzoe- H 2,77 (| C1a Ha O3 ;
svovelsyre O 34778 "So 0; ' 4,348 | 2300 "| 10,000
S 47,40
” C 38,91
eucin- H 7,04 Ét
salpetersyre |) N 15,14 C1oNoH1209! 4,82 2312,5 å
O 38,91
C 47,52
Svovel- H 4,981 (16 Ha) ON "røg ad
MET 3,96 VAYR)
sindigosyre | å ig) So OG ' , $ ”
S 39,61
Æltherme- C 49,81 HO.C4Hs0
, å 3,653
Consyre | 5 PÅ Cis On | ; 2737,5 ”
Er: C 25,98
ichlorva- HF: 2,16
lerianesyre |Y CI 61,46 C1o H5C1403| 3,463 | 28875 |.»
gf Sr
Asparagin= |) 7 30 2H0.CsH;
N 6.06 | 3,463 Vog87s
svovelsyre E Så Bas N Os, 2803
O 55,41
Diælher- C 53,44)! 90,H50
m H 4,45 Å| 3,24 3087,5 å
econsyre | o åbn CH 041
C 77,73
Ælhalsyre f 12,55 | Ca2 Hai 03 | 3,24 3087,5 i
"0 re
C 17,45
N 25,45
Thionursyre KH 4,72 BR 2,91 3437,5 | »
SO: 29, 09 >
O3 23,29
u: C 17,04
smed ER | CI 63 | Cs Clz Ox | 2,838. |. 3518,75' +
yre
O 19,91
183
Sammen- Formel. |Mætnings-
; Æquiva-
sætning. evne.
Navn.
lenttal.
Dåglingsyre Css H35 Os | 72,787 | 3587,5 |.10,000
Melissinsyre
C 80,80
Cerotinsyre | H 1! C5a Hss O3 | 1,995 | 5012,5 Få
| C6o Hso O3 | 1,806 | 5537,5 Rk
3
5
79,37
Stearinsyre | BA Cro Hés Oz | 1,56 6425 d:
7,79
Af ovensiaaende Tabel fremgaae adskillige Forhold, som
fortjene at fremhæves.
Naar man fra en Syre A med et stårre Æquivalentlal træk-
ker det Antal af Alomer, som svarer til en af de Syrer f. Ex.
" By, hvis Æquivalenttal er mindre end Syren A's, og derefter
beregner, hvor mange Procent denne theoretiske Syre B veier,
da vil man finde, at Syren A's :Mætningsevne er lig Vægten af
den- Quantitet Iit, som fordres i en Base for at mætte den deri
beregnede theoretiske Mængde af Syren B. =— Valerianesyren
f. Ex., hvis Æquivalenttal er 1162,5, bestaaer af C1o Ho Os og
har en Mætningsevne lig 8,6; drages Co Ho O1 fra Valeriane-
syrens Sammensætning, saa bliver som Rest: C O2, hvis Mængde
udgjår 23,65 %, og for at mætte denne Quantitet Kulsyre ud-
fordres en Mængde Base, som indeholder 8,6 % Ilt; thi 100
Dele Kulsyre førdre 36,36 Vægidele Ilt i Baserne for at danne
neutrale Salte.
Trækker man derimod Cs Ho fra Valerianesyrens Besland-
dele, "tilbagebliver 38,6 % C2 02, som ligeledes fordrer 8,6 %
Ilt i Baserne for at mættes.
Trækkes Cs Hs fra Valerianesyrens Bestanddele, tilbagebliver
184
mm
39,77 % Myresyre, som ligeledes fordrer 8,6 Ilt i Basen for at
mæltes.
Trækkes Ce He fra Valerianesyrens Bestanddele, tilbagebliver
54,81 % Eddikesyre, der ligeledes fordrer 8,6 % Ilt i Baserne
for at mætles; og trækkes endelig C Ho fra Valerianesyrens
Bestanddele, tilbagebliver 84,89 % theorelisk Smårsyre, som
ligeledes paa det nærmesle fordrer 8,6 % Ilt i Basen for at
mæltes.
Som et andet Exempel anfårtes Kaneelsyre, Cis Hz 02, hvis
Sammensætning er 77,69 % C 5,03% H og 17,287% O; Kaneel-
syrens Æquivalenttal er 1739,52, og dens Mætningsevne 5,75.
Vægten af 1 Æquivalent Kulstof i Kaneelsyren er da 4,32 %, og
Vægten af den dertil svarende Kulsyre 15,84 %, som udfordrer
5,75 Vægldele Ilt i en Base for derved at danne et neutralt Salt.
Vægten af en Æquivalent Oxalsyre Ca O2 vilde være 25,88,
som ligeledes fordrer 5,75 Vægtdele Ilt i en Base for dermed
at danne et neutralt Salt.
Vægten af en Æquivalent Eddikesyre C4 Hz Oz vilde være
36,68, som ligeledes fordrer 5,75 Vægtdele Ilt i en Base for
at mæltes.
Endelig vilde Vægten af en Æquivalent Benzoesyre være
81,25, som ligeledes fordrer 5,75 Vægtdele Ilt i den Base, hvor-
med den skal danne et neutralt Salt.
Kundskaben om dette almindelige Forhold kan tjene til at
oplyse forskjellige specielle Tilfælde, der ellers tillægges en
stårre Bétydning, end de virkelig fortjene. Saaledes fålger
ligefrem af Ovenstaaende, at Mandelsyrens Mætningsevne maa
være ligesaa stor, som den Mængde Ilt, der maa indeholdes i
den Base, som skulde mætte den i Mandelsyren værende eller
tænkte Quantitet Myresyre. Her som ved enhver Syre vil Mæi-
ningsevnen kun være afhængig af Forholdet mellem Vægten af
een Æquivalent Meial og een Æquivalent af Syrens Bestand-
dele, ligemeget om det hedder C, H, N, O, S, Cl, P eller noget
andet Grundstof.
185
Mandelsyret Sålvilte indeholder saaledes paa 100 Dele Syre
76,6 % Sålv; forsaavidt dette repræsenterer een Ægquivalent
Sålv (Æquivalenttallet regnet til 4351,85), saa vil hver Æqui-
valent Kulstof i: Mandelsyren veie 4,196 %, og den deraf dan-
nede Kulsyre altsaa 15,39. Men disse 15,39 % Kulsyre fordrer
5,595 Vægtdele Ilt i den Base, som skal mætte denne Syre,
hvilket ligeledes svarer til Mandelsyrens Mætningsevne. Een
Æquivalent Oxalsyre vilde veie 25,18 og ligeledes udfordre 5,595
Dele Ilt i den Base, som skal mætte den.
Men Vægten af een Æquivalent H i Mandelsyren er 0,7 2%,
og for at omdannes til Vand behåver denne Vægt Brint lige-
ledes paa det nærmeste 5,595 Dele Ilt. Det er alisaa aabenbart,
at Mandelsyrens Mætningsevne aldeles ikke kan tjene som Be-
viis for, at den indeholder Myresyre.
Ligeledes fålger af Ovenstaaende, at Chloroxalsyrens og
Bichlorvalerianesyrens Æquivalenttal maa være slårre end Oxal-
syrens, Eddikesyrens eller Valerianesyrens, samt at de chlor-
holdige Syrers Mætningsevner maa være mindre end de Syrers,
hvoraf de ere dannede.
Endvidere er det en Selvfålge, at Chloroxalsyrens Mætnings-
evne netop er saa stor, som den Mængde Ilt, der vilde udfor-
dres i en Base for at mælte den i Chloroxalsyren tænkte Vægt
Qxalsyre; noget, Berzelius dog i sin Tid har fremhævet som
noget Eiendommeligt i Modsætning til de ovenfor anfårte An-
givelser af Dumas, at Mætningsevnen af Chloroxalsyren saavel
som af Bichlorvalerianesyren skulde være lig Mætningsevnen af
Eddikesyren og Valerianesyren.
Som et ret mærkeligt Exempel paa, hvorledes Tilsidesæt-
telsen af den ovenanfårte simple Lov om Forholdet mellem
Syrernes Mætningsevne og Æquivalenital synes at have givet
Anledning til Fremsættelsen af en, efter Professor S$”s Me-
ning, mindre rigtig Forklaring over el bestemt Forsåg, hen-
vistes til Dumas femte Afhandling om de chemiske Typer
(Annales de Chemie et de Physique 3 S. I. 5. P. 357). I
186
denne gjår Forfatteren opmærksom paa de saakaldte parrede
Syrers Tilværelse og oplyser disses Forhold blandt andet ved
en Sammenligning mellem Svovelsyrens og Salpetersyrens Ind-
virkning paa Benzin og Benzoesyre. Han antager nemlig, at
ligesom Salpetersyre med Benzin danner et aldeles indifferent
Legeme, saaledes skal Benzin og Svovelsyre danne en neutral
Forbindelse. ,Benzin frembringer,” siger han, vel med Svovel-
»Syre et Legeme Er, men delte er hidtil uadskille-
»lig forbunden med Svovelsyre. og danner. såaledes Legemet
Ci2 Hs i .… C12 Hs
” 9 Os] + S 03; et Beviis for, at S 02
»Egenskaber, er at den saaledes opstaaede Forbindelse ikke er
»mere eller mindre suur end, om Svovelsyren havde været
»ganske fri. Lader man derimod Svovelsyren indvirke paa
»Benzoesyren, saa erholder man Forbindelsen ln re S 052,
| deler Benzinets
»hvori hver af de to Syrer har beholdt sin Mætningsevne,
»idet Forbindelsen optager to Atomer Vand, naar den er fri,
»og fordrer 2 Atomer Base til sin Mætning.”
Undersåger man noget nåiere, hvad der skal forstaaes ved
det Udsagn, at i Benzinsvovelsyren er Svovelsyren ikke mere
eller mindre suur, end om Svovelsyren var ganske fri, da vil
det kun sige, at Svovelbenzinsyrens Mætningsevne er saa stor,
at dens Æquivalenttal multipliceret med samme Størrelse netop
udgjår 10,000. Men dette Forhold finder ligesaagodt Sted, naar
man beregner Svovelbenzinsyrens Mætningsevne efter den Mængde
Ilt, een Æquivalent C af Svovelbenzinsyren, omdannet til Kul-
syre, vilde fordre, eller som een Æquivalent Svovelsyrling eller
som cen Æquivalent Vand, alle beregnede af de Vægtdele, hver
Æquivalent af Svovelbenzinsyrens Grundstoffer veie, vil behåve
for at danne neutrale Forbindelser.%) Heraf fålger aabenbart,
+) Hydrater af 1 Æquivalent Metalilte og 1 Æquivalent Vand ere her stil-
lede liig neutrale Salte.
187
at man ikke mere af Svovelbenzinsyrens Mælningsevne er be-
C12 Hs
S 02
i fri Tilstand, end til at antage, at ga i er et neutralt Le-
geme, og at een Æquivalent S$ Og er i fri Tilstand, eller endelig
at ae Nå: danner en neutral Forbindelse, og 1 Æquivalent
retliget til at antage, at Forbindelsen | er neutral og S 03
Kulsyre ”er fri. — Det Sande er, at Svovelbenzinsyrens Mæt-
…ningsevne er hverken stårre eller mindre, end den i Fålge den
almindelige Regel skulde være, nemlig 4,35; eller 100 Dele
Svovelbenzinsyre fordre 4,35 % Ilt i den Base, hvormed den
skal danne et neutralt Salt.
Hvad Benzoesvovelsyren angaaer, da er man ialmindelighed
bleven enig om at betragte den som en Syre, der fordrer to
Æquivalenier Base for at danne neutrale Salte, og forsaavidt
synes her, ligesomYved adskillige andre saakaldte fleerbasiske
Syrer, at indtræde Forhold, som stride imod den almindelige
Regel for Syrernes Mætningsevne, Men delte er kun tilsyne-
ladende; thi holder man sig til Erfaringen, da findes, at 100
Dele Benzoesvovelsyre fordre saamegen Base til Neutralisation,
at der i denne indeholdes 4,348 "Dele Ilt. Betragtes denne
Mængde Base for en Æquivalent, da bliver Benzoesvovelsyrens
empiriske Formel C; He S 04. Fårst naar man til Gunst for
den Mening, at denne Syre skal indeholde 14 Æquivalenter C,
fordobler Æquivalent Antallet, fålger ogsaa, at Basemængden
maa sæltes lig io Æquivalenter, og da herved hele Syrens
Æquivalenttal fordobles, bliver naturligviis Syrens- theoreliske
Mætningsevne halveret. %)
Professor S. anseer det' derfor for ånskeligi, om man for
Fremtiden vilde fremhæve -den almindelige Lov, at Syrernes
+) I sin Afhandling ,Ueber die chemische Constitution und Natur der orga-
nischen Radicale” (Annalen der Chemie und Pharm. 76 B Side 29) synes
Kolbe at have overseet det her udviklede Forhold mellem Benzoesvovel-
syrens Sammensætning og Mætningsevnen.
13
188!
Mætningsevne staaer i det omvendte Forhold til deres Æqui-
valenttal, mere end tidligere er gjort, Den hele Strid, om Sy-
rerne skulle betragies som Iller eller Brinter af bestemte Ra-
dicaler, taber aabenbart meget af sin Betydning,” naar det an-
erkjendes, at Syrernes Sammensætning kun for saavidt har Ind-
flydelse paa deres Mælningsevne, som Vægten af hver Atom
Syre derved foråges.
Alle uklare Forestillinger om den formeentlige Indvirkning,
de electronegalive eller electropositive Bestanddele, som oplages
i Syren, kunne have paa dens Mætningsevne, ville herved falde
bort. Ligeledes synes det aabenbart, at den saa ofte omtalte
Omstilling af Atomerne aldeles ikke udåver nogen Indflydelse
påa Syrernes Mælningsevne.
Istedenfor en Deel reen tiheoretiske Formodninger om
Grundene til Syrernes stårre eller mindre Mælningsevne, som er
den bedste Maalestok, vi for Tiden have for Syrernes Suurhed,
naar herved ikke skal tages Hensyn til Syrernes Intensitet, kan
man altsaa opstille fålgende Love, ligefrem udledte af bestemte
Erfaringer og vedtagne Beregninger.
1) En Syre eller et andet Legeme, som indeholder Ilt, og som
ved al træde i Forening med Baser danner bestemte For=,
bindelser, vil besidde en saameget … stårre Mætningsevne,
som Legemeis Æquivalenttal er mindre.
2) Med Ægquivalenitallets Forågelse aftager Mætningsevnen,
ligegyldig om Æquivalenittallets Forstårrelse hidrårer fra
Optagelsen af electronegative eller eleciropositive Legemer;
enten disse træde ligefrem til, eller de indtræde i Syren
som Stoffer, der substituere andre Grundstoffer, naar kun
det nye Legemes Æquivalenttal er slårre end det Legemes
Æquivalenttal, som substitueres. |
3) De vandfrie Syrer besidde en stårre Mætlningsevne end
Hydraterne af samme Syrer.
4) Det er Legemernes Vægt og ikke deres Stilling, som udåve
Indflydelse paa Syrernes Mætningsevne.
189
5) Mætningsevnen af hele Syren er lig den Mængde Ilt, som
udfordres i en Base, der skal mætte den Quantitet Iltesyre,
som kan frembringes af hvert enkelt Æquivalent af Syrens
Grundstoffer.
6) To Syrer, som ikke ere isomere, men bestaae af samme
Grundstoffer, kunne ikke have samme Mætningsevne.
7) To Syrer, som bestaae af ulige Gruudstoffer, kunne have
samme Mætningsevne.
8) Mætningsevnen vil i mange Tilfælde kunne afgive Hoved-
kjendemærket for Syrerne,
Anmærkning. Svovelsuccinylsyren synes at danne en mærkelig
Undtagelse fra andre Syrer, forsaavidt dens Mætningsevne
angives stårre, end den efter Beregningen skulde være,
Da man imidlertid ikke er enig om denne Syre fordrer
4 eller 3 Atomer Base for at mæites, og vore Kundskaber
om denne Syres Forbindelser med Baserne endnu kun ere
meget ufuldkomne, saa antog Professor S$., at man med
Tiden vil lære at kjende saadanne Salle, som kunde vise,
at denne 'Syres Mætningsevne kan bringes i Overeensstem-
melse med de ovenanfårte Love.
Derefter meddelte Hr. Professor Steenstrup fålgende, nær-
mest derlil foranlediget ved Professor P.-J. Van Benedens: ,la
génération alternante et la digénése:”
Professor P.-J. Van Beneden ved Universitelet i Lowen
har gjentagne Gange i Tidsrummet fra 1847—1853 til Brisseler-
Academiet, 1'académie royale de Belgique, ”meddeit Bidrag til
de lavere Dyrs Forplantnings- og Udviklingshistorie, der. paa
mange Maader beråre de af mig under Navn af Opamning eller
Generationsvexel først sammenstillede Forhold, og i Anledning
af disse Beråringspunkter har han altsaa ikke ret vel kunnet
undlade at omtale mit flere Aar forud (1842) udgivne Skrift om
hint Emne, de Anskuelser, jeg deri havde yltret og de Iaglta-
13?
190
gelser, der laae til Grund for dem+). Dette gjår imidlertid denne
min belgiske Collega paa en saa egen Maade, at det maatte
ansees som en ultilbårlig Ligegyldighed fra min Side, læn-
gere at tie stille til de aldeles urigtige Fremstillinger af hvad
jeg har sagt og lært, som han har givet i flere af sine kor=-
tere i Academiels Bulletins optagne Meddelelser, har gjentaget
i en udarbeidet Afhandling i samme Selskabs Mémoirer, og
endelig har sågt at forsvare og hævde i en sidste Meddelelse,
der bærer Overskriften: ,la génération alternante et la digé-
nése”, efterat han fra en anden Side var gjort opmærksom
påa det Vrange i flere af dem.
Den af Hr. Van Beneden brugte Fremstillingsmaade har der-
for afivunget mig efterfålgende faa Modbemærkninger, som ikke
have kunnet undgaae et bestemt Præg af en Reclamation imod
denne Forfatter, og den har endvidere gjort det nådven-
digt for mig at lade disse Modbemærkninger udkomme i et
Sprog, som er tilgængeligt for et stårre videnskabeligt Publicum,
og navnlig for det, der især maa antages at benytte Hr. Van
Benedens Skrifter. De ville derfor udkomme i det franske Sprog,
som -en særskilt lille Brochure. Da en saadan imidlertid
maa antages at ville dele Smaaskrifternes almindelige Skjæbne,
snart igjen at forsvinde af Lilteraturen, medens de Ylitringer,
imod hvilke den var reiltet, ved deres Optagelse i Brisseler-
Academiels Bulletins og Skrifter -have faaet en blivende Plads i
denne, har det ikke kunnet være mig ligegyldigt, om mine
Modyttringer erholdt en lignende Plads, eller ikke. Onsket om
at kunne henvise til et bestemt Sted, hvor de kunne såges, er
derfor med blandt de Bevæggrunde, der have bestemt. mig til at
forelægge Selskabet mit aabne Svar paa Hr. Van Benedens
Fremstilling, men en ikke ringere Bevæggrund til Forelæggelsen
”) Om Forplantning og Udvikling gjennem veæxlende Generationsrækker, en
særegen Form for Opfostringen i de lavere Dyrklasser, . Et Indbydelses-
skrift til Ezamen Artium og den offenlige Skole-Examen ved Sorée Aca-
demie i Juli 1852. Kjåbenhavn 1842. 4to S,I—IV og 1—76, med 3 Tavler.
191
af disse Bemærkninger har: jeg i selve deres Gjenstand, da de
angaae nogle af de vigtigste physiologiske Spårgsmaal og tjene
til at oplyse disse — idetmindste fra deres historiske Side, idet
de af Enhver, der kjender nåie til Emnets vel faa-aarige men
temmelig rige Lilteralur, turde findes at bidrage til Forstaael-
sen ogsaa af andre end netop de af Hr. Van Beneden givne
Fremstillinger.
Under Titel af ,la génération alternante et la digénése”
har Prof. -P-J. Van Beneden i Nr. 41 af Bulletins de PAcadémie
royale de Belgique for indeværende Aar ladet indrykke en Med-
delelse til Brisseler-Academiet, der er fremkaldt ved en Rap-
port, som en af delte Academie nedsat Commission har afgivet
til Ministeriet om det Arbeide over Bændelormene, der concur-
rerede lil den store prix qvinqvennal. Af denne Meddelelse,
hvoraf han velvilligen har sendt mig et særskilt Aftryk, seer man,
at:den ovennævnte Commission udfårligen maa have sammenlignet
de af Hr. Van Beneden formenllig vundne Resultater og Anskuel-
ser med dem, som jeg har bekjendtgjort, da jeg i 1842 fremstil-
lede som eet stort og sammenhængende Phænomen den eiendom-
melige Forplantningsmaade hos mangfoldige af de lavere Dyr,
som jeg efter det: derved mest fremtrædende ydre Forhold be-
tegnede med Navnet af Generationsvexel eller. Opamning. Det
fremgaaer endvidere af Hr. Van Benedens lille Skrift, at Commis-
sionen ikke synes at have villet tillægge alle hans Meninger og
Resultater den samme Oprindelighed, som han selv, og idet
han nu stræber at forsvare sig i saa Henseende, har han ikke
blot sågt at hævde sig Paterniteten til flere af de allerede i
i mit ovennævnte Skrift om Generatlionsvexlen aldeles bestemt
fremsatte Anskuelser, men tillige i det hele taget benyttet dette
mit Arbeide paa en saa urigtig Maade, at jeg ikke bår tie
stille dertil, og det saameget mindre, som denne Fremfærd er
en yderligere Gjentagelse af hvad han allerede har tilladt sig i
192
flere tidligere Afhandlinger, der ere indrykkede dels i Acade-
miels Mémoirer dels i dets Bulletins. +) |
Udfårligen at gjennemgaae her alle disse Hr. Van Bene-
dens Årbeidér vilde imidlertid fåre mig forvidt, og jeg vil der-
for indskrænke mig til at fremdrage de væsenligere Punkter, i
hvilke jeg troer med god Grund paa Videnskabens og egne
Vegne at maalte anke over hans Fremgangsmaade, og navnlig
vil jeg holde mig til hans sidste Meddelelse.
For at vise, at hvad han kalder ,digénése” er et helt an-
det og mere omfaitede Phænomen, end det jeg har paavist hos
de lavere Dyr og kaldt Generationsvexel, fremstiller han saa-
ledes den urigtige Sætning, at jeg kun anerkjender Genera-
tionsvexlens Tilstedeværelse hos de Dyrformer, hos hvilke Ræk-
ken af de med hinanden vexlende Generationer frembyder en
ydre Formforskjellighed, og at jeg lægger hele Vægten paa
denne ydre Formforskjæl. Side 7 af ovennævnte Skrift: hedder
det derfor med: Ord, som Forfatteren henter af sit Arbeide over
Cestoiderne: ,Les phases que parcourent ces embryons ovigénes
ou phytogéne, ne sont pas loujours les mæmes, disais-je, et,
lorsque ces individus présentent des différences, il y a, pour
M. Steenstrup, une,génération alternante”, og dertil fåier
han: ,C'est tout ce que je puis en dire encore aujourd'hui,
aprés tous les intéressanis travaux, qui ont paru depuis. Félais
persuadé déjå, en écrivant ces lignes, que le fond de la que-
stion n'était pas lå, o% M. Steenstrup le placait;” samt fort-
t) Saaledes i det ovennævnte Arbeide over Cestoiderne i Mémoires de V'aca-
démie royale des sciences, des lettres et des beaux-arts de Belgique, tome
XXV. 1850: Recherches sur la faune littorale de Belgique, par P.-J, Van
Beneden, professeur a Vuniversité catholique de Louvain, Les vers cestoi-
des, (considérés sous le rapport physiologique, embryogénique et zoo-
classique). Mémoire accompagné de 24 planches. z
I Forfatterens: Note sur le développement des Tétrarhynques (ex-
trait du tome XVI. nr. 2 des Bulletins. 1849), og i
Un mot sur le mode de reproduction des animaux inférieurs, (extrait
du tome XIY, no, 5. des Bulletins de Yacademie royale de Belgique. 1847.)
1493
enden
sælter nu…fremdeles -saaledes: ,En effet, la génération alter
nante .consiste, d'aprés -M. Steenstrup, en ce qu'un animal, av
lieu de donner naissance å un animal semblable å lui, en pro-
duit un, qui ne lui. ressemble pas, mais qui produira une pro -
géniture -semblable au premier parent. — ÅAinsi que nous allons
le voir, la forme est un point tirés-secondaire dans celte que-
stion, et toule la ihéorie s”écroule du moment qu'on. en fait
abstraclion, . M. Steenstrup n'a vu qu'une face d'un phéno-
méne, et å cette face il a dønné un nom; ce.nom je Vaccepte
pour le cas spécial, mais je n'en veux pas pour le phénoméne
dans son ensemble et que je vais avoir Uhonneur d”exposer.”+)
Jeg behåver kun at henvise Prof. Van Beneden til forste
og anden Side af den Bog, hvoraf hans Skrifter vise, at han
har åst saameget, for at paapege det aldeles Forvanskede i den
mig her tillagte Anskuelse, hvad der ivrigt jo ogsaa vil være
bekjendt nok: for alle, der have benyttet Bogen %%), —
Det hedder der: ,Der eigentliche Inhalt dieser Abhandlung
”) I Citater udhæver jeg her og i det Fålgende med Cursiv de Udtryk, der
her fornemlig komme i Betragtning, selv om de ere trykte med sædvanlige
Typer hosForfatterne; hvad de tillige have fremhævet er betegnet med ,'.
++) Uber den Generationswechsel, oder die Fortpflanzung und Entwickelung
durch abwechselnde Generationen, eine eigenthimliche Form der Brutpflege
in den niederen Thierclassen. Von J. J. Sm, Steenstrup. Auf Veranlas-
sung des Verfassers nach dem Manuscripte desselben ibersetzt von C. H.
Lorenzen. Copenhagen 1842, — Den tydske Udgave anfåres her ikke al-
lene fordi det er den, Hr. Van Beneden har benyttet, men fordi jeg i dens
Fortale har erklæret at jeg ånskede den betragtet som Originalen;. af de
tvende samtidigen omtrent udgivne Bearbeidelser er nemlig den danske
som et academisk Program ikke kommet i Boghandelen og mangler des-
uden det første Afsnit, der i den tydske er overskrevet Vorwort (Side
V—X VII). — Den engelske Oversættelse (der er er bearbeidet efter den
tydske Udgave) indeholder dette Afsnit, men er udgivet allene for Med-
lemmer af Ray Society: On. the Alternation of generations, or, the pro-
pagation and development of animals, trough alternate generations: a pe-
culiar form of fostering the young in the lower classes of animals, by J.
J. Sm, Steenstrup, Lecturer in the Academy of Soråe. translated from
the german version of C. H. Lorenzen by Georg Busk. London: printed
for the Ray Society 1845.
194
ist der Grundgedanke, welcher sich im ,Generationswechsel” aus-
spricht: in dieser merkwirdigen, bisher unerklårbaren Erschei-
nung in der Natur”), dass ein Thier eine Brut gebårt, die nicht
dem Multterthiere åhnlich ist oder wird, sondern, diésem unåhn-
lich, selbst eine Brut hervorbringt, die zur Form und ganen
Bedeutung des Mutterthieres zuruckkehrt, so dass also ein Mut-
terthier nicht in seiner eigenen Brut sondern erst in seinen
Nachkommen des zweiten, dritten u. z. w. Gliedes oder Gene-
ralion seines Gleichen wiederfindet”; 0. s. v. —
Jeg nåies fålgelig ikke med at blot Formen vender tilbage,
men Betydningen (valeur), jeg fordrer at der efter een eller
flere Generationer alter skal fremkomme et Dyr, der skal ikke
blot ligne det oprindelige Moderdyr, men være ligt med det 59:
lige-betydende med det, eller af samme Værdi som det, og denne
fælleds Værdie med Møderdyret skal en saadan senere Ge-
neration vise udlrykt deri, at den ligesom Moderdyret skal
»durch Ejer die Art verpflanzen”, som det hedder nogle Linier
=) Begyndelsen af dette Citat er i den engelske Oversættelse -— hvis Forfat-
ters Flid og Omhu for Gjengivelsen jeg har Grund at paaskjånne — ble-
vet urigtigen gjengivet, og har derved været uheldig nok til at bestyrke
Professor Owens Vildfarelse med Hensyn til min Bogs Formaal og at give
hans Behandling af den en egen Colorit. Det hedder nemlig S, 1: The
special subject of this Essay is the fundamental idea expressed by the
words ,alternation of generations” or the remarkable, till now inexplicable
natural phenomenon 0. s. v. »istedetfor: the idea manifested in the al-
ternation of generations, in that remarkable 0. s. v.
Til denne Rettelse vil jeg endnu fåjie en anden, da her ligeledes den
beråmte Physiolog har ladet sig vildlede til Udtalelser imod mig, som han
visselig vilde have tilbageholdt, havde han, som jeg ved den Slags Dråf-
telser af en Forfatters Udtryk havde ventet det af en Mand som Professor
Owen, benyttet Originalen istedet for en ,translation of a translation”
i hvilken ,the author's meaning may probably have suffered a little in
each change of language” (Alternation of Generations. S. VIT.). ,Itis
qvite erroneous to term a ,Scyphistoma' the larval condition of Medusa
aurila, since a ,Scyphistomd' never becomes a ,Medusa (auritayY” S. 6
efr. Owen. Parthenogenesis S, 38. Det sidste lille Ord ,,aurita” er nemlig
forglemt i den engelske Oversættelse, og Prof. Owen vil nu skjønne, at
jeg nok kan kalde denne Scyphistoma en ,pedunculated Medusa”, fordi
jeg ikke vil indråmme at den er en, larval Medusa aurita”, der er et langt
speciellere Begreb,
495
nedenfor, og saaledes: som det hele Afhandlingen igjennem er
fordret af alle de Generålioner, jeg har anseet for de fuldkom-
nere eller Rækken afsluttende, nemlig: at de skulle være kjån-
nede og frembringe Æg (sammenl. f. Ex. for Meduserne S. 17. +)
Corynerne S. 25. Salperne-S. 44. Distomum S. 74, Aphiderne
S. 121). Netop det modsatte Forhold er fremhævet om de for-
beredende Generationer, det at de ikke kunne frembringe Æg,
og ikke have virkeligt Kjån og kun af de i deres Legemer nedlagte
Spirer eller Kim kunne udvikle nye Væsener. Med særligt Hensyn
tilalt hvad der gjennem hele Afhandlingen var fremstillet om disse -
forberedende Generationer, hedder det jo egsaa derfor udtrykke-
ligen i Vorwort S. IX, at disse ,das gemein haben, dass sie alle
(i fårste Generation nemlig) aus Eiern entstehen, ohne Eier gebåren
zu konnen, alle aus den in ihrem Innern sich befindenden
Keimen eine Brut ausbriten 0.s.v.; alle desselben Geschlecht
sind”, det vil sige, (som det nærmere udvikles S. 125 og S. 126)
ere qvindelige Former med eiendommelig hæmmedeForplantnings-
redskaber eller ,agame” Van Ben. — Jeg troer, at Enhver maa
indrémme mig, at Ingen, mere end jeg, har anseet det nådven-
digere, paa Videnskabens daværende Standpunt, at sondre mellem
. disseto Forplantningsmaader, og trængte Forfatteren til at see det
sagt med endnu bestemtere Udtryk end de ovennævnte, vilde
han have kunnet finde det skarpt og med fremhævet Tryk
udtalt i min af ham selv citerede Afhandling om Hermaphrodi-
tismen. Side 5 og 6 og endnu mere S. 86 hedder det: ,,Saameget
synes imidlertid mine i lang Tid fortsatte Undersøgelser at have
vist mig, at hvad enten disse (9: de forberedende eller agame Gene-
rationers) Formeringsmaader ylttre sig som Knopskydning og
Formering ved Rodskud, eller som en ,Tverdeling” og ,Længde-
deling” eller som en Overbefrugining (Superfætatio, f. Ex. hos Aphi-
derne) ere de kun at betragte som forskjellige ydre Former,
hvorunder Opamningen eller Generationsvexlen træder op paa
+) Dansk Udg..S. 9, 13, 24, 40, 66.
196
forskjellige Punkter i den organiske Natur; ingensomhelst Årt
er bunden bestandig til de nævnte Formeringsmaader, men
disse Formeringer sluite altid, efter en for hver Art bestemt
Række, med Frembringelser af Væsener, som danne Æg og af-
sondre Sæd og saaledes træde iyjen tilbage under de sædvan—
lige Forplantningsforhold,”
Denne de saakaldte kjønslåse Formeringsmaaders Henvis-
ning som Led indenfor den almindelige Forplantningsmaade ved
de tvende Kjån, og deres Forsvinden som selvstændige For-
plantningsmaader, til hvilke allene visse Dyreformers For-
plantning skulde være indskrænket, er sikkert ikke en af de
mindst vigtige Anskuelser, som Læren om Opaminingen har ført
med sig. %)
Det er en bekjendt Sag, at denne dobbelte Generations-
maade er fremstillet: som et væsenligt Træk ved den af mig
betegnede Generationsvexel, og naar derfor Hr. Van Beneden
S,40g5 i sin ovennævnte Piece med særeget Tryk fremhæver,
»Pour mot” — ,le fond du phénoméne — .se irouve dans le
double mode de reproduction par sexes et par agamie', ainsi que
nous le verrons plus loin avec les preuves å Vappui”, og i Mod-
sælning dertil bestandigen antyder eller aabenbart udtaler, at
jeg har sågt det han kalder ,le fond de la question” i Form-
forholdene”), saa kan jeg, selv om jeg vil vælge den mildeste
Forklaring, heri kun see en saa stor Letfærdighed i Opfattel-
sen og Gjengivelsen af andres Meninger, at jeg indtil videre
ikke kan indromme Van Beneden Ret til at have nogensom-
helst Mening om, hvor jeg søger eller ikke såger le fond du
phénoméne.
Men er saaledes netop det Forhold, Van Beneden an-
+) Sml. Reichert: Die monogene Fortpflanzung (Zur Jubelfeier der kaiser-
lichen Universitåt Dorpat: am 12. und 13. Dezemb. 1852. Dorpat 1852.
Åto, 150.) S. 17, 18 og fl. St.
"”) Foruden de anfårte Steder see S. 10, Anm. og S. 15 (Bulletin 1853. S. 17.
Anm. og $. 22.)
197
seer for Grundforholdet i hans ,digénése” oplaget med i den
af mig fremstillede Opamning, saa kan hint Begreb ikke være
mere omfattende end dette, og et simpelt Bevis herfor, som
ikke burde have undgaaet min Collega, er den Kjendsgjerning,
at ”hvorvel Van Beneden opstiller fem ,Kategorier” af sin
digénése og anfårer, at af disse kun ll og IV svare til min
Opamning, saa ere dog de anfårle Exempler paa de andre
Kategorier: I II og V, netop saadanne, som jeg har henfårt til
denne allerede i mit Skrift om Generalionsvexlen og endnu
mere i min Afhandling om Hermaphroditismen (Nais, Syllis, —
Ascidiæ sociales, som -”Ascidiæ compositæ —" Aphiderne).”)
Ved min Fremstilling af Generationsvexlen gik jeg fornem-
lig ud paa at paavise Phænomenet som saadant, eller om man
vil: de fælleds Yitringer afPhænomenet; thi det Sammenbindende
og Forenende i de enkelte Yttringer, som jeg grupperede sam-
men, var ikke: får blevet opfattet eller udtalt. " At jeg dog ikke
blev staaende ved de ovennævnte væsenlige Træk af Phæ-
nomenet — dem Van Beneden betegner: ,le fond du phé-
noméne”, — men sågte endnu en dybereliggende Grund for
disse, lurde tilstrækkelig - fremgaae af begge de af vor For-
fatier selv citerede Afhandlinger, men jeg sågte den ad Un-
dersågelsens Vei, fordi det er paa det Factiske at Opfattelsen
deraf skal støtte sig. Mine ovenfor anfårte Ord om den dob-
belte Forplantningsmaade fortsættes S, 87 saaledes: ,Hvor-
vel vi ikke kjende de mellemliggende, opammende Generatio-
ners første Tilstand, er det almindelig antaget, at de ikke have
deres Oprindelse fra de sædvanlige Kjonsstoffer, Æg og Sæd.
+) Til det her imod Van Beneden Fremstillede maa jeg ogsaa, idetmindste
midlertidigen, henvise Prof, R, Leuckart i Giessen,. forsaavidt han ligeledes
i flere af sine Skrifter har uhjemlet ladet mig lægge Generationsvexlens
væsenligste Eiendommelighed i Formforholdene: (see f. Ex. Rud, Leu-
chart. Ueber Metamorphose, ungeschlechtliche Vermehrung, Genera-
tionswechsel, i v. Stebolds og Koållikers Zeitschrift f. 1851. S.183—184.,
sml. Bergmann und Leuckart Anatomisch- physiologische Ubersicht des
Thierreichs. 1852. S. 663.
198
Mine Undersågelser lade mig dog ikke i Tvivl om, at deres
tidligste Tilstande: Kimen, Knopkimen (germes, bourgeons
Van. Ben.) 0.s.v. ere celleagtige Legemer, som Ægget, og at
de have, ligesom dette, deres Oprindelse ikke vilkaarligen fra
ethvert Sted i Legemet, men fra bestemte dertil uddannede
Punkter og i Redskaber, der svare til Forplantningsredskaberne
og hos mange have Form og Beliggenhed tilfælleds med disse.”
Denne Udtalelse ståttede sig paa Iagttagelser ;hos Meduser,
Hydroider, Trematoder og Aphider; men om jeg endogsaa
saaledes kun såger Knoppe eller Yngel fremtrædende paa de
Steder, hvor Redskaber, homoløge med Forplantningsredska-
berne, have deres Leie eller hvorhen de forgrene sig, har jeg
dog aldrig turdet antage, at disse Spirer eller denne Yngel
ere primilivt dannede der, og altsaa dannede i Kraft af en
Virksomhed i de Organer, hvis egenlige virksomme Partie jeg jo
ansaae hæmmet eller i en mindre udviklet Tilstand; meget mere
tydede for mig alt hen paa, at Ynglen var her saa al sige paa.
et. secundært Leie, eller var ligesom gaaet i Arv- fra Dyrets
Moder." Det Dyr, som jeg kaldte Amme, var for mig ikke selv
.enModer men ,Qvasi-Multer”, fausse-mére, og havde ikke en egen,
men en blot anbetroet Yngel” og var født med sine Spirer (,,mit
Keimen geboren S. 126”). — At erholde en Låsning af Spårgsmaa-
let om disse Spirers ,præcoce” Opstaaen forud for Redskaberne,
hvori de ligge, ad Iagtiagelsens Vei, og ikke saaledes
som " Professor Owen fornylig har sågt det, alene ad en
gold Speculations Vei, anseer jeg paa den ene Side for at
være det nærmeste Maal, man bår have for Oie, for at komme
til Indsigt i Generationsvexlens dybere Natur; men forsaavidt
denne Indsigt aldrig vil naaes uden igjennem fuld Indsigt i den
almindelige Forplantning ved Kjån, saa mener jeg paa den
anden Side, at der først er et til Forstaaelsen af -hint Phænomen
ligesaavigtigt og endnu nærmere Skridt at gjåre, det nemlig at
"lære Betingelserne for Forplantning ved Kjån bedre at kjende,
og navnlig at opklare de Punkter i denne, som hidtil have: været
199
altfor lettelig behandlede, nemlig alt hvad der angaaer Herma-
phroditismen.. Fålende Nådvendigheden af at detle Forhold
nåiere dråftedes, udgav jeg mine Undersågelser over Herma-
phrodilismen; i hvilke jeg var kommen 4il den Mening, som jeg
endnu hylder, al Tilstedeværelsen af to Kjon i samme Dyr,
udtrykt deri, at Redskaber for de modsatte Kjénsvirksomheder
vare tilstede i samme Dyr og frembragte de to modsalte Kjåns-
stofler, ikke med fyldestgjårende Grunde er bevist for noget-
somhelst Dyrs Vedkommende, og at Hermaphroditismen derfor
maa bevises, fårend den har Ret til at blive videnskabelig an-
taget. Findes der virkelig i Naturen en Hermaphroditisme efter
det Forbillede, som Qvaterfages fårst fremstillede for Synapla,
hvor Væggene af Forplantningsredskabet bleve Sædet for den
mandlige eller befrugiende Virksomhed, medens dets indre
Hulhed blev det for den qvindelige, og endnu mere: kan vir-
kelig Sædstof og Æggestof ligge saaledes fordelt i Legemet,
som Owen f. Ex. fremstiller det om Infusionsdyrene, saa seer
jeg ikke, hvorledes en ,Lucina sine coitu” kan blive saa ufatte-
lig for Owen og for dem, der med ham sætte den egenlige
Vanskelighed ved de kjånslåse Generationers Formering netop
deri, at Kimene eller Spirerne i dem udvikle sig uden Befrugt-
ning. Meget mere synes mig Tilstedeværelsen af Sædstoffet og
Ægstoffet i samme Legeme — og selv hos saadanne Former,
som formere sig paa kjånslås Maade, — at gjåre Owens hele
Conjectur overflådig, den nemlig, at hine Kim, som udvikle sig
uden Befrugining, ere Blommeklåvninger, der som saadanne ere
paavirkede af det oprindelige Moderægs Befrugtning; thi under
en slig krypto-hermaphroditisk Tilstand maae jo Stofferne af de to
Kjon overalt kunne træde sammen og frembringe nye Væsener,
uden at vi med vore nuværende Instrumenter ville være istand
til at kunne holde Oie med en slig Virksomhed.
Man undskylde denne Digression i Anledning af den ,fond
du phénoméne”, som Hr. Van Beneden havde ment at maatte
tillægge mig. Man vil deraf see, al jeg mener at være kommen
SÅ
lidt videre i Undersågelserne over Opamningens væsenlige For-
hold, end Van Beneden formoder, medens der dog paa den
anden Side er meget langt tilbage, inden jeg skulde indlade mig
påa saadanne dybere Forklaringer over Phænomenets Mulighed,
som dem Owen%) indbilder sine Læsere al jeg har tilsigtet med
+) Da min Bog om Opamningen ikke er. oversat paa Fransk, og jeg maa
antage, at den Omarbeidelse deraf, som den beråmte Professor R. Owen i
London har givet i sit Skrift: On parthenogenesis, or the successiv
production of procreating individuals. from a single ovum. A discourse
introductory to the hunterian lectures on generation and development,
for the jear 1849, delivered at the Royal College of surgeons of Eng-
land. "London 1849, vil, ligesom alt hvad der flyder fra denne Physiologs
Pen, være mange franske Læsere bekjendt, medens jeg derimod ikke tår .
gjoreRegning paa, at den engelske Oversættelse afGenerationsvexlen, ud -
givet af Ray Society, men kun for dette Selskabs talrige Medlemmer, er i
franske Læseres Hænder, og endnu mindre tår vente, at disse skulle let-
telig have Leilighed til at sammenstille denne engelske Oversættelse med
den som Original udgivne tydske Udgave af delte Arbeide, tår jeg ikke
undlade her at nedlægge min Protest imod den igjennem hele Owens Ar-
heide gaaende Fremstilling, som om jeg ved Ordene ,,Generationsvexel”
»Amme” 0o.s.v. eller ved ,,;metaphorical phrases” af nogensomhelst Art har
ment at kunne forklare Phænomenets dybere Grund, eller som om enten
Prof, Edw. Forbes eller nogensomhelst anden af de hædrede Naturforskere
eller speciellere Anatomer og Physiologer, der have udtalt sig for min
Fremstilling af Generationsvexlen, kunde have fundet noget forklarende i
disse Udtryk, der kun ere givne som Betegnelse for Begreber, hvilke ikke
får vare komne til tydelig Bevidsthed. ,,The terms, siger Professor Owen
S. 4f, m which he has summed up the facts, are now commonly received
both here and on the Continent in the sense in which he has proposed
them, viz. as exrplanatory of the phænomena so generalized. It is against
this arrest of inquiry and judgement that, I now chiefly argue” etc. og paa
lignende Maader varierer han nu dette Thema, denne mig tillagte explana-
tion of the phenomena, eller of the real facts, 0.s. v. igjennem hele Bogen,
(sml. f. Ex. S. 34,49-50,71, 75-76). — Prof. Owen har at forsvare for mig,
sine Tilhérere og sine Læsere, den skjæve Forestilling han giver om mit
Skrift, og maa allene tilskrive sig selv den store Mistanke der er faldet
paa ham om at have villet stille Andres Arbeide i stærk Skygge, forat hans
eget skulde lyse desto klarere. I Modsætning til den dybe Indsigt i Phæno-
mets indre Grund, som min Bog ifålge Owens Insinuation skal have fordret
at lægge for Dagen, tillader jeg mig at erindre Parthenogenesens Forfatter
og Læsere om fålgende Ord af min Fortale: I believe that I bave given
only the first rough outlines of a province of a great ,ferra incognila',
which lies unexplored before us, and the exploration of which promises
a return, such as we can at present scarcely appreciate. Several points
Big...
min Bog, uagtet den talrige Steder giver Bevis for det Mod-
satte. Af Digressionen tår det maaskee ogsaa fremgaae, at jeg
fremdeles maa ansee ,Generationsvexel” som en meget passende
Benævnelse for Phænomenet, da den tager Hensyn til den fæl-
leds Karakter hos alle de Væsener, der udvikle sig paa denne
dobbelte Maade, og ikke indeholder nogen forudfalttet Mening
om .den indre dybere Natur deraf, hvilket Parthenogenesis,
Metagenesis, og andre gjøre, ikke at tale om det Urigtige i det
forste Navns Dannelse. Navnet Generationsvexel er desuden et
simpeli Laan fra og Erindring om den fårste Række af de
herhen hørende Undersågelser, den nemlig, hvorved det vistes:
»alternationem generationum esse legem genericam Salpis.”)
Med Hensyn til Opfattelsen af Generationsvexlens dobbelte
Forplantningsmaade é Almindelighed og dens Betydning i Na-
turen er der endnu et andet Punkt, i Anledning af hvilket jeg
maa kræve Van Beneden til Regnskab, og jeg skal derefter
gaae over til det specielle Punkt om Cestoiderne.
Efterat Prof. Van Beneden nemlig i sin Afhandling om Ce-
stoiderne har sammenstillet de Phænomener, som Trematoderne,
Campanularierne, Meduserne, Anneliderne og fl. vise i deres
of ihis contiinent have been touched at by naturalists, who have there
erected their beacons usually without guessing that they were all in the
same region; the recognition of these visited points, the discovery ofa few
new ones, and the tracing out of their connection with the adjoining
coast line, so that the connected figure of the continent might be more
authoritatively laid down, is allYhat my researches claim” S.8, eller som
den hæderlige Oversætter gjentager det saa rigtig paa Bogens første Blad i
sin ,notice by Translator”: nor is it proposed by the author to be more
ihan the rough sketch of a picture, to the filling up of which naturalists
may, perhaps, be the sooner incited to direct their attention cet — —;
Professor Owen synes ikke at antage, at en Naturlov kan faae sin Belys-
ning. eller Forklaring, ,explanation”, ad mere end een Vei, og i dette Til-
fælde kun gjennem hans parthenogenetiske Conjectur; Lyset, der udgaaer
fra min simple Sammenstilling af Kjendsgjerningernes indre Sammenhæng;
stiller jeg som ,explanation of the phænomena” dristigen over for Par-
thenogenesens mellem Begreberne Metamorphose og Generation, Indivi-
duum og Organ hid og did svævende Lygtemand.
+) Chamisso:de Salpa. 5. 10,
202
Forplantning, i Et og Alt i den Sammenhæng, hvori jeg har
fremstillet dem i min Bog om Generationsvexlen, og uden at
han her, ligesaalidt som tidligere i ,un mot sur la génération
des animaux inférieurs”, antyder at denne Sammenstilling, paa
hvilken han lægger saamegen Vægt), var laant af min Bog, siger"
Forfatteren: ,Pour rendre toute ma pensée et la faire: com-
prendre aisément, je dirai que ce mode de reproduction est
normal dans le régne véægétal. La graine, qui doit donner
naissance å un arbre, produil un prémier individu pourvu de
feuilles et de racines; ce premier individu donne naissance å
des bourgeous semblables å celui qui est sorli de la-graine,
et plusieurs généralions se succédent” —-— — — — Une
troisiéme sorte d”individus se développe ensuile, aussi par voie
de gemmes, ce sont les fleurs, qui ne donnént plus de bour-
geons, mais qui produisent les organes sexuels et la semence,
Ainsi nous voyons dans le régne vægétal, comme dans le régne
animal, une ou deux générations par bourgeons et plusieurs
formes dans une espéce, dont une seule, la derniére, est pourvue
de sexe.”… (Sur les vers Cestoides S. 103:)
Lever Van Beneden i den Tro, at denne hans her citerede
Anskuelse er helt forskjellig fra min, maa jeg tilstaae, at jeg paa
den anden Side er forundret over, hvor heldig jeg adskillige Aar
iforveien har været i at forudane og udtrykke ,toute sa pensée.”
Jeg vil lade Læseren dåmme os imellem. S.: 128 (Dansk Udg. S.
69—70.) siger jeg nemlig: alle Thierformen, bey deren Entwicke-
lung Ammen bethåtigt sind, erinnern an…die Foripflanzung und
Lebenscyclus der Pflanzen. Denn das Eigenthumliche (der Pflanze
und gleichsam ihr eigenlliches Kennzeichen ist, dass.der Keim,
das urspriingliche Individ im Pflanzenei oder Samen, nur
durch eine ganze Reihe von Generationen Individuen hervor-
zurufen vermag, welche wieder im Stande sind Samen, oder
”) ,Ce simple rapprochement va jeter un jour tout nouveau sur la classe
des Helminthes”. Sur Tetrhynchus $.8, sml. S. 9. og fl. St. (Bulletin. 1849.
S. 49 og 50, I.) sml. ,,un Mot. etc,” S$. 15—18. (Bulletin. 1847.).
"203
Individuen der ersten Form, hervorzubringen, der die Pflanze
ihren Ursprung verdankte. Es ist gerade der 'grosse Triumpf
der Morphologie, dass sie zu zeigen vermag, wie die Pflanze
oder der Baum — diese nach einem bloss vegetativen Principe
(Grundgeselze) geordnete Kolonie verschiedener Individuen —
sich durch eine, oft sehr lange, Generationsfolge zu stets voll-
køommneren Individuen enifaltet, bis sie nach den zunåchst vor=
hergehenden Generationen, ,Kelch” und ,Krone', mit vollkommnen
;månnlichen” und ,weiblichen' Individuen: ,Staubblåttern? und
,Fruchtblåttern' hervoriritt — 'so dass nicht einmal im Pflanzen-
reiche der grobere Hermaphroditismus gilt, welchen man noch
im Thierreiche zu erblicken gtaubt — und nach der Befruchtung
Samen hervorbringt, der wiederum dieselbe Bahn durchlåuft. —
Es ist diese grosse und bedeutungsvolle Aehnlichkeit, welche
meiner Meinung nach die Eingeweidewtrmerund alle ÆAmmen-Gene-
ratlionen mit dem Pflanzenreiche haben, und auf welche ich im Vor=
hergehenden hingezeigt habe; ich måchte beynahe sagen, dass
es etwas weniger Vollkommnes ist, das an dem Thierleben hangen
geblieben, als dieses sich durch das Pflanzenleben empor gehoben.”
T en Anmærkning påa samme Side af den citerede Afhandling
omtaler Van Beneden Prof. Forbes's rigtige Forsåg paa i 1844
al parallelisere Sertulariernes og Planternes Udvikling og hans
Forklaring af ,les loges ovariennes” som ,des individus distincts
ou agglomerés”, og tilfåier i denne Anledning: ,Mr. Steenstrup
les prend pour des individus simples”, Disse 7 Ord om Ser-
tulariernes saakaldte Æggekapsler — der ovenikjåbet indeholde
en Undiagtighed, thi jeg betragter dem dog vel som des indivi-
dus avec leure progéniture, — ere i Van Benedens Afhandlin-
ger de eneste, hvorved han lader Læseren ane, at jeg i mine
Arbeider er gaaet ind påa en Sammenligning mellem Dyrenes
Generalionsvexel og Planternes Udviklingsforhold.
Men maa jeg saaledes med Fåie bebreide Professor Van
Beneden en utilladelig Tilegnelse af min Bogs Indhold, hvad
det Almindelige ved Phænomenet angaaer, saa er delte ikke
14
204
mindre Tilfældet med Hensyn til visse specielle Punkter, navn-
lig for de Dyrs Vedkommende, der udgjåre - Gjenstanden . før
hans til Concours stillede Afhandling: Bændelormene.
Utilfreds, som det synes, med Bedéåmmelses— Comitteens
Rapport, siger Van Beneden i Noten S.9 af Piecen”): ,J”invite
Pauteur du rapport å lire M. Steeystrup; il verra gue mon
opinion diflére du tout au tout de celle de ce savant, et que
M. Steenstrup ma pu songer å donner un nom å ce que jai
appelé strobila- et proglottis. La série d'ariicles ou de seg-
menis dun Ténia m'esi qwun seul individu pour M. Steenstrup ;
et pour moi, il y a autant d'individus qu'il ya darticles dans
le corps. L'opinion d”Eschricht est également différente de la
mienne.” Maalte det allerede i håi Grad overraske mig saa-
ledes at see mig tillagt en Anskuelse, der er lige modsat. den,
jeg allerede for mere end 10 Aar siden har fremsat i min Bog
om Generationsvexlen og siden den Tid aarligen lært i mine
offenlige Førelæsninger, saa maa jeg tilstaae, at det er mig endnu
mere overraskende, hvorledes Van Beneden selv kan opfordre
Rapportens Forfatter til at see efter i min ovennævnte -Afhand-
ling. Jeg troer enhver anden Læser vil finde; det ligesaa ube-
gribeligt, naar han læser nedenstaaende Citat af det omhandlede
Sted i min Bog S. 115: »Sicher ist der Bandwurm nicht ein
einziges Individuum sondern mehrere; das heisst: er besteht
aus dem Kopfthier und der aus ihm entistandenen Brut — es
spricht ja vieles fir diese Ansicht —; es ist sogar dargethan, dass
die in einer zunehmenden Entwickelung befindliche Brut (Glie-
der) sich durchaus nicht zu Thieren entwickelt, gleæch dem-
jenigen, aus welchem sie ihrem Ursprung erhålt (dem Kopf-
gliede) wåhrend dieses allein allen ibrigen Gliedern unåhnlich
bleibt, nie entwickelte Fortpflanzungsorgane. bekåmmt, und
folglich auch nie Ejer legi, welches die ibrigen in grosser
Menge thun; dagegen hat dieses Mund und Sauggruben, kåmmt
”) Bulletin. 1853. 1, 'S. 16.
205
aus Ejern, und ist das Thier, worauf die Entwickelung aller
andern beruht,' also ein solches Thier, dem wir im Vorher-
gehenden den Namen ,Amme' gegeben haben; und ist diese
Ansicht richlig — wass die Zeit entscheiden muss'— so haben
natirlich die Botryocephalen, gleichwie alle in dieser Abhand-
lung erwåhnte Thiere, welche' sich durch wechselnde Genera-
tionen entwickeln, eine ganz andere und bedeutungsvollere
Åhnlichkeit mit den Pflanzen, als die von Prof. Eschricht auf-
stellte. Die gross gezogenen Individuen, welche aus dem Kopf-
individuum durch die sogenannte Qveertheilung entstanden zu
sein ,scheinen”, erreichen ålso eine solche Vollkommenheit, dass
die Ejer sogar in ihnen ausgebildet werden, bevor sie sich vom
Ammenthicre losreissen” 0. s. v.”)
Men naar man nu ovenikjåbet, jevnsides med denne Van
Benedens Paastand om, at jeg skulde ansee Cestoiderne som
enkelte Individer, tillige paa andre Steder i hans Skrifter finder
fålgende (rigtignok ikke blot forkortede men ogsaa forvandskede)
Citater af og Henvisninger til min Bog om Generationsvexlen:
»Certainement le vers cestoide n'est pas un seul individu, mais
plusieurs, dit ce savant Danois, påg. 115; et plus bas il ajoute:
Vanimal qui sort de VPoeuf est-il semblable å ceux, qve nous
avons designé sous le nom de Amme (nourrices)? Si celle vue
est juste, ce que le temps decidera, alors les Botriocephales ont
une autre signification que cette que leurs donne Mr. Eschricht,”
og yparmi les auteurs modernes — sont de puissants défenseurs
de la nature polyzoique de ces vers: ce sont M M. Eschricht et
Steenstrup” . (S. 96), og endog tilfåier ,Mr. Steenstrup cite å
”
Pappui de sa maniére de voir le développement des méduses å
+). Man sammsnstille hermed endnu den S. 120 givne Sammenligning mellem
Bændelormene og ikterne og Van Benedens Yttring S. 106 af Cestoiderne:
»Jusqw'ici persornne n'a songé å meltre en paralléle le développement de
ces deux ordres d'Helminthes; on na pensé qwå Pétat adulte… Et comme
la plupart — — etc. — on comprend aisément que la base de la compa-
-vaison manquait complétement,”
14"
ik. AR
Yétat de Strobila” efr. S. 88: hvad skal man da trøe -om dette
Van Benedens Talent til efter Omstændighederne at læse den
modsalte Mening ud af -de samme Ord, og hvor er egenlig
Grændsen for de Meninger, man kan blive paaduttet af ham?
Hermed kunde jeg vel i Grunden nok sluite min Indsigelse
imod den mig tillagte, besynderlige Anskuelse, men for endnu
ved samme Leilighed at erindre Van Beneden om, hvorvidt
Sammenligningen mellem Cestoiderne og Medusernes- Strobila-
stadium, eller mellem "hine og disse Annelider tilhåre ham,
eller ikke, vil jeg her aftrykke min paa ovenanfårte Sted
givne Note: »Der Bothryocephalenkopf mit allen seinen nach-
folgenden Gliedern scheint mir recht passend mit dem Scyphi-
stoma-Strobilathiere verglichen werden zu kånnen;” nogle Li-
nier nedenfor sammenligner jeg den med ,eine Reihe an hin-
ander hangenden Naiden” og gjår opmærksom paa, at her fin-
der noget ganske andet Sted end en simpel Afsnåring eller Tver-—
deling af en foruddannet Krop i flere, samt at ingensomhelst
Ring eller Del af det fårste Individuum gaaer ind i de nye,
som fålge efter. I Overensstemmelse hermed hedder det end-
videre i min Afhandling om Hermaphroditismen $. 40: ,Under-
søgelsen viser just at en stor Mængde af dem (Naiderne)' ere
ligesom ykjonslåse” oa: med uudviklede Kjånsredskaber, og jeg
har allerede tidligere i-Anledning af Opamningen eller Genera-
tionsvexlen, yttret mig bestemt om, at den hos Naiderne saa-
kaldte ,Forplanining ved-Tverdeling”, der giver disse Dyr Ud-
seende af flere efter Længden forenede Dyr, aldeles ikke be-
staaer i, at nye Ener udvikle sig af Led, der have tilhårt eller
" udgjort Del af et andet Ene, men de forskjellige til hinanden i
en Række stillede Dyr maa sammenlignes med Schyphistoma-
Strobilaformerne i Medusernes Udvikling eller med en Bothryoce-
phalus. Følgelig dannes Naidernes Rækker oftest af forskjellige
Væsener, nemlig af opammende, som mangle uddannede For-
plantningsredskaber, og opammede, der have dem. En lignende
Forbindelse af Ledorme kjende vi alt fra gammel Tid hos Syllis
207
(Nereis prolifera Mull. Zool. Dan. LI.), og nylig har Quatrefages
stadfæstet det samme for en anden Syllis fra Kanalen, og dertil
givel den bestemte og for den ovennævnte Anskuélses Riglig-
hed talende Oplysning, at det forreste Dyr aldrig tager Del i
Forplantningen, men kun det bagerste og at dette kun har eet
Kjon og frembringer enten Æg eller Sæd.” .
Derimod har jeg ikke anvendt Navnet ,Strobila”” paa Ammen
med de opammede Led, og Æren derfor overlader jeg vis-
selig Van Beneden; men: det har været mig umuligt at fatte,
at Van Beneden har med dette Udtryk villet mene andet, mere
eller mindre, end hvad vi hidtil have betegnet med: ,Cestoide”.
— Skal Rækken eller Kjæden af de med hinanden forbundne
Slægtled hos Bændelormene endelig have en egen terminologisk
Benævnelse, hvilket kan have sin Fordel, indser jeg ikke
bedre end at Kjæden af Salperne' og af Naiderne med deres
Amme bør betegnes med det samme Udtryk; men under alle
Omstændigheder synes mig da Benævnelsen og Begrebet Strobila
(Sars) at være mindre heldigt valgt.
Jeg forlader herved denne ubehagelige Sag, da jeg troer at
have anført tilstrækkeligt, forat vise af hvilken let Natur Van
Benedens Angivelserere%); de talrige Selvmodsigelser %%) j disse
”) TIT Anledning af flere Ytitringer af Van Beneden griber jeg dog Leiligheden til
endnu at spårge, om det vilde have været ubilligt at have ventet, at min
Tvivl imod Rigtigheden af de Miescherske Iagttagelser om Filaria piscium og
dens Forhold til Trematoderne burde noget have nedstemt Forfatterens
Udbrud Cestoid. S. 22. ,, tout le monde crut å P'exactitude de Pobservation
de Miescher, méme ceux, que leurs travaux antérieurs auraient du tenir
en garde contre de pareilles interprétations”? — og maaskee herettiget
til et noget andet Citat end de saa curidst S. 7 anførte sidste Linier af min
Anmærkning $.113. cfr. Siebolds Berichte i Erichsons Archiv 1843. S. 329,
Som Exempler vil jeg her til de foregaaende endnu anfåre et Par:
ȁux yeux de Mr. Steenstrup, le scolex donc il est question dans ce
travail, c'est-å-dire le premier åge au sortir de 'oeuf, est une nourrice;
elle nourrit, mais ne reproduit pas; selon moi, elle reproduit, mais au lieu
d'un oeuf elle donne naissance å un bourgcon”, Cestoides S. 24 Note.
man sammenligne nu den oftmeldte Piece om Digenesen S. 9 Note:
SD
Fk. Al
gjore det desuden tildels ligegyldigt at vide, og ikke synderligt
lånnende at udfinde, hvad denne Forfaiter egenlig har ment.
Kun med Hensyn til Forstaaeligheden af de vigtige physiologiske
Phænomener, som foreligge, og altsaa med Hensyn til Antage-
ligheden eller Ikke-Antageligheden af den hele Lære om Ge-
nerationsvexlen, anseer jeg det for hensigtsmæssigt til Fore-
byggelse af Vildfarelsers Udbredelse i Videnskaben, endnu til
Slutning at gjåre opmærksom paa flere væsenlige Misforstaael-
ser og Forvexlinger i Van Benedens Fremstilling af Generalions-
vexlen, Digénésen, hos forskjellige Dyrformer. Det er saaledes
en uriglig Opfattelse, at de Cytlæisformer, som skyde Knopper,
ere ,dans la derniére phase de développement” (un Mot. S. 11)
eller ere ,sous la derniére forme médusaire” (Cestoides $S. 101);
thi de ere kun meduseformede Ammer; de have vel Formen
tilfælleds med fuldt udviklede Meduser, men de have ikke
disses Betydning (valeur), og ingen tilfredsstillende Iagtitagelse
taler for, at de selv faae denne, men fårst deres Afkom i
næste eller senere Generation, — Uafhængig af enhversomhelst
Tvivl om, hvorvidt der virkelig i Naturen existerer en saadan
Kategorie af Generationsvexel, som den Van Beneden opstiller
under Nr. I. (Digénése S. 11; Bulletin 1853 S. 18) — i det
mindste paa denne Maade opfattet — tår del døg nok paastaaes,
at det er en urigtig Tolkning, naar Microstomum henfåres der-
til, eller regnes blandt de Dyr, der i en yngre Alder skulle
»M Steenstrup a appelé nourrices (Ammen) le tétard, provenant d'un
oeuf et produisant des bourgeons.” :
Eller fålgende Yttring af samme Piece S. 9:
— — yil ya alternance dans la forme du corps, comme dans le mode de
reproduction. Voilå le phénoméne de la ,génération alternante” dans toute
sa simplicité, tel qw'il est entendu par M. Steenstrup. Les faitssepassent-ils
généralement ainsi? Évidemment non, la ,génération alernante' est pres-
que lerception”.
og sammenholde hermed $. 106 af Cestoiderne:
— — »lorsque ces individus présentent des différences, il y a pour M.
Steenstrup une génération alternante. Il est å remarquer que cette géné-
ration alternante devient larégle.”
209
formere sig påa kjånslås Maade f. Ex. ved Tverdeling, og i en
ældre Alder blive udrustede med Kjøén og Kjonstoffer. De hid-
til, og navnlig ved Dr. Max. Schultze i Greifswald givne Iagttagel-
ser vidne netop om det Modsaite.%) Ingen rolig Læser kan
finde andet i Schultzes lagtagelser og Afbildninger, end hvad
der iagitages ved enhver Cestoide: at der hænger et Led (In-
dividuum) med udviklede Forplantningsredskaber bag ved en
kjånlås og til ny Knopskydning eller Tverdeling sig skikkende
Amme. Schultzes Figur 1 fremstiller ikke een, men to Genera-
tioner.%%) — Fremdeles er det vildledende naar Van Beneden,
der indfårer Benævnelsen Strobila for det bestemte Begreb af
de opamméde Individer med deres Amme,,og rigtignok i Reg
len bruger det saaledes, dog undériiden derved forstaaer kun
den ene af disse Generationer, den opammede (S. 105 og fl. St.);
ligeledes bruger Forf. Benævnelsen Scolex snart om Ammen i
Almindelighed, snart kun om den fårste Fosterform, hvoraf
Ammen fremkommer ved Metamorphose, Generation (?) eller, som
Van Beneden- maaskee rigtigere vilde betegne det, ved Evagina-
tion. — Mindre klar Opfattelse af .de Begreber, som -det ved
dette Emne er netop mest nådvendigt at holde ude fra hinan-
den, maa det endvidere tilskrives, at Van Beneden anférer Bæn-
delormene ialmindelighed, og navnlig Tænia, Bothryocephalus
og Rhynchobothryus, som svarende til Trematodernes næstsidste
Generation%%%), da de jo aabenbårt hovedsagelig modsvare
disses sidste Generation + eet Led af deres næstsidste. Mente
%) Dr. Max. Sigism. Schultze. Uber die Microstomeen, eine Familie der Tur-
bellarien. Erichsons Archiv, fortg. v. Troschel. 1849. S, 280—292. Taf.
VI. figg, 1—4.
xx) Den ,in seltenen Fållen” af Schultze gjorte ,,Beobachtung abwechselnder Ge-
schlechter bey einem und demselben Individuum” vilaltsaa blot sige, at det
samme Ammedyr, istedetfor at opamme Dyr af samme Kjån, saaledes
som det ellers er gjennemgribende Regel, enkelte Gange — hvis Iagitagel-
serne ere rigtige — opamme Dyr af forskjelligt Kjån. efr. 1. c. S. 286.
sx%) Les Ténoides (Rhynchobotrius, Tænia, Botrioeephalus) correspondent å
Pavant-derniére génération des Trématodes.” (Tetrarh, S. 10. Bullet, 1849,
1. Partie S, 50).
210
Forfatteren virkelig at denne Parallelisering var rigtig, var han
ikke langt fra den Mening, han feilagtigen tillagde mig og -saa
ivrig bekæmpede, den at de vare enkelte Individer. — Endelig
er det en beklagelig Forvirring, der fremkommer derved, at
Van Beneden i alle sine Afhandlinger ved Monostomum. muta-
bile Zeder., der netop er beskrevet som det kjånnede og af-
sluttende Slægtsled i Udviklingen og af hvis. Æg v. Siebold
just iagttog Ungerne udkomme, . forstaaer det flere Generatio-
ner forud for det gaaende kjånslåse Slægtled: den ,infusorie-
lignende” Ammeform. For dem, som ved Van Benedens Vei-
ledning skulle komme ind i Generationsvexlens Gang, er denne
Misforstaaelse saa meget mere forvirrende, som dertil knytter
sig hyppige Forvexlinger af de tvende tidligste Formers For-
hold (efr. Cestoid. 100, 101 og fl. St.), en urigtig Opfatning af
hvad de forskjellige tydske Forfattere have anseet for slige Tre-
matoders nådvendige Parasiter, og fuldkommen Ubevidsthed om
at den Hovedfigur hos v. Siebold, Forf. saa ofte tyder, fremstiller
Fosteret indenfor den gjennemsigtige Æggeskal — hvilket Dække
derfor ogsaa rask udlægges som une gaine formée par exsudation”,
hvormed det unge Dyr har omgivet sig, og stilles jevnsides med
de Hylstre, der omslutte unge Cestoider i deres Hviletilstand,
Delte skeer med den Trematode, hvis første Udviklingstrin saa
væsenlig har hjulpet os til Opfattelsen af Trematodernes og
Cestoidernes hele Udviklingsgang, som Van Beneden med os
selv anerkjender og betragter som paalidelig Udgangspunkt, som
»Point de comparaison”, og som et Dyr, ,que tous les Helmin-
tologistes connaissent aujourd'hui.” +)
%) Note sur Tetrarhynchus S. 8; Bulletin 1849. S. 48. —-Paa disse Forvir-
ringer i Opfattelsen af Monostomum har idvrigt allerede v. Siebold gjort
opmærksom i hans Afhandling: Uber den Generationswechsel der Cestoden,
nebst einer Revision der Gattung Tetrarhynchus. Zeitschrift f. wissen-
schaftl. Zoologie. 1850. S. 253.
$5” Juryens forannævnte gjennem Briisseler - Academiét til Minisieriet afgivne Dom
over Prof. Van Benedens Arbeide har jeg først læst efter at disse mine Bemærk-
ninger vare skrevne,
211
Hr. Cand:theol., Botaniker Chr. Vaupel indsendte en Afhandling
over det fossile Naaletræ i vore Leer— og Sandlag og ved vore
Kyster, hvilken Afhandling han ønsker optagen i Selskabets
Skrifter. Comitee: Etatsr. Forchhammer, Prof. Steenstrup, Prof.
Liebmann.
Hr, C. Piel, for nærværende Tid i Wien, indsendte en
trykt Afhandling over Hyalographien, ledsaget af ætsede Pla-
der af Glas og Kobber, samt forskjellige Aftryk. Selskabet
bemyndigede Secretairen til at takke Indsenderen for denne Med-
delelse.
Hr. Observator Schjellerup indsendte en Afhandling over den
af Tycho Brahe iagliagne Comet af 1580, efter de paa det
Kongelige Bibliothek opbevarede Original-Iagttagelser , hvilken
Afhandling han ånsker optagen i Selskabets Skrifter. Comitee:;
Prof. Olufsen, Prof. Pedersen, Oberstlieutenant Andræ.
Mødet den 18? November.
BANDS
H.. Etatsraad, Professor Eschricht læste en Afhandling over
de Hydatiders Natur og Oprindelse, der fremkalde den i Island
endemiske ,Leversyge”.,
Island er hjemsågt af en egen Sygdomsform, der sædvan-
ligen kaldes Leversyge (lifrarveiki, lifrarbølga) eller Trang-
brystighed (meinlæti), men ifålge saavel ældre som nyere Be-
retninger, og blandt disse navnlig Dr. Schleisner”s!), beroer
1) Island undersågt fra et lægevidenskabeligt Synspunkt. Kbhvn 1849. 8vo
Deraf særskilt: Forség til en Nosographie af Island. Kbhvn 1849. 8vo.
k.….3iå
paa en overhaandtagende Hydatidedannelse, fornemmelig i Le-
veren og andre Underlivsorganer. Denne i Island endemiske
Sygdom synes ganske liig de i andre europæiske Lande sporadisk
forekommende Tilfælde af Hydatidesygdom; den ylttrer sig med
samme Symptomer, volder de samme Lidelser, er lige utilgæn-
gelig for en rationel Lægebehandling, lige farlig for Livet,
er, med eet Ord, maaskee kun derved forskjellig, at den
har antaget en endemisk Charakteer og i den Grad udbredt sig,
at, ifålge Dr. Schleisner's Beregninger, en syvende Deel af
hele den islandske Befolkning maa antages at lide deraf.
Ved denne sin endemiske Charakteer har den islandske
Hydatidesygdom et særligt Krav, ikke blot paa Lægens, men
ogsaa paa Naturforskerens Opmærksomhed. Findes her en en-
demisk Degeneration af Organvævene? eller en Overhaandtagen
af Snyltedyr? og, i saa Fald, ere disse Hydatider Blæreorme,
eller maaskee kun Reder for andre Snyltedyrformer, og håre
Snyltedyrene til Arter, som ogsaa ellers vides at forekomme hos
Mennesket, eller til andre maaskee heelt nye Arter?
Disse Spørgsmaal har jeg ånsket at faae besvarede, Langt
fra imidlertid allerede nu at kunne give Besvarelsen påa en
tilfredsstillende Maade, har jeg kun villet meddele de hidtil an—
stillede Undersågelser og en Række dertil sig knyttende Be-
mærkninger som en Opfordring til de islandske Læger og Na-
turforskere, enten selv at forfålge dem videre eller at forsyne
mig med det dertil nådvendige Stof. Hvad hidtil har været til
min Raadighed bestaaer 1) i nogle Hydatider, henstaaende i
Universitetels pathologisk - anatomiske Museum fra ældre Tid i
et Glas med Paaskrift: ,Hydatider af en Islænder”, 2) nogle faa
andre fra en paa Almindeligt Hospital afdåd Islænder, hyis
Sygehistorie er givet af Prof. Christensen i Hospitalsmed-
delelserne for dette Aar, hvilke Hydatider dog først kom mig i
Hænde i en halvoplåst Tilstand, og 3) i 10 Hydatider, tilstillede
mig af Dr. Schleisner som hidrørende fra det i hans Noso-
graphie af Island Pag. 5—7 beskrevne Tilfælde. I de to fårst-
213
Sum een ne
nævnte Samlinger vare Hydatiderne i en "Tilstand, der ikke til-
lod nogen fuldstændig Undersågelse, og i den sidstnævnte hårte
de til en ganske anden Form, en saadan, som ellers ikke vides
at forekomme i det menneskelige Legeme, et Resultat der, jo
mere overraskende det er, desto mere en ylnbid til at stadfæstes
ved nye Iagttagelser.
Dr. Schleisner siger i sin Nosographie af Island (Pag. 12),
at han, »ved nærmere at undersåge Structuren af de islandske
Hydatider, fandt, at det var den Samme, som Rokilansky
betegner som den Laenneeske Lever-Acephalocyst og som
nærmere beskrives af Budd.” Hermed stemme mine to fårst-
nævnte Undersågelser forsaavidt overeens, at der i dem forelaae
virkelige Acephalocyster i denLaennec'ske Forstand, det
vil sige Hydatider uden organisk Sammenhæng med Organismens
egne Væv og selv indsluttende andre mindre Hydatider, hvilken
Form mangfoldige Gange er bleven nærmere beskreven, blandt
Andre ogsaa af Budd; men at de derhos skulde være det
Samme, som hvad Rokitansky betegner som Lever- Acepha-
locyst (og hvorfra han aldeles ikke skjelner den Laen-
nec'ske), maa jeg paa det Bestemteste træde imåde. Roki=-
tansky definerer Leveracephalocysterne”) som: aus einer
eiweissstoffigen Gerinnung construirie, ein åhnliches Fluidum
enthaltende Blasen”. Hvis de islandske Hydatider ikke vare
Andet, end saadanne ved en æggehvideagtig Coagulation dan-
nede Blærer, saa vilde de nådvendigviis kun være at be+
tragte som Producter af en abnorm physisk Proces i Legemet.
At saadanne kunne forekomme, er det ikke min Hensigt her at
benægte. Man kan gjerne indråmme Muligheden, ikke alene af
blæreformige Coagula i Legemet, men ogsaa af hydropiske
Celler med indsluttede hydropiske Kjærner; men at man ikké
kan henregne Acephalocysterne enten (med Rokitansky) til
2) Handbuch der speciellen pathologischen Anatomie. 3ter Bd. Wien 1842.
8vo. Pg. 349,
214
hiin, eller: (med Richard Owen) til denne Form, maa det, til
rette Forstaaelse af den islandske Hydatidesygdom, være os
særdeles magtpaaliggende at godtgjåre.
Den hele Anskuelse af Hydatiders: spontane Dannelse i
Legemet, enten ved en Coagulation eller ved en Vandansamling
i enkelte til Organismens egne Væv hårende Celler, hidrårer
fra cn Periode af Videnskaben, da man endnu, navnlig for Ind-
voldsormenes Vedkommende, troede paa en generatio æquivoca.
Den hyldedes dengang ikke blot af dem, der frakjendte de simple
Hydalider dyrisk Selvstændighed (eller med Rudolphi kaldte
dem inanimatas), men selv af dem, der (som Bremser) an-
toge dem for selvstændige Dyreorganismer. Naar man man nu
derimod forkaster Dyrenes generatio æquivoca, er det klart, at
Besvarelsen af det for denne hele Undersågelse allervigtigste
Sporgsmaal, nemlig af Spørgsmaalet: om de for den islandske
Befolkning saa &delæggende Hydatider komme udvendigifra ind
iLegemet eller opstaae af sig selv deri, afhænger af dette an-
det Spérgsmaal: om de ere, eller ikke ere selvstændige Orga-
nismer? Det gjelder os altsaa om at vise, at de virkeligen ere
selvstændige Dyreorganismer.
Man vil erindre, at ogsaa de hos planteædende Pattedyr
temmelig almindelige, hos Mennesket ikke saa hyppigt iagttagne
Echinokokblærer tidligere betragtedes, ikke egentlig som
Dyr, men kun som Reder for de indesluttede Smaavæsener med
4 Sugeskaale og en Krands af Kroge liig Tæniernes: Echino-
kokker. Det egentlige Forhold mellem disse Echinokokker
og deres fælleds Blære klaredes først i Aarene 1834—36. ved
to omtrent samtidige lagttagelser af Focke?) og Johannes
Muller”), begge anstillede paa Hydatider af det menneskelige
Legeme. Af disse Iagitagelser er det blevet til Yished, hvad
allerede af en ældre lagttagelse af Goeze havde kunnet. for-
2) Gustav Chemnitz de hydatidibus echinococci hominis. Diss. inaug. Halle
1834. 8vo.
4) Millers Archiv 1836. Pg. CVII— CVIII.
215
modes, nemlig at Echinokokkerne oprindeligen som stilkede
Smaalegemer voxe frem paa Hydatidernes Indside; Stilkene sidde
paa Echinokokkernes bagesle Ende, den, der er modsat deres
krogbesatte Tæniahoved. I Dyrenes: Echinokokblærer er For-
holdet senere af Siebold, R. Leuckart og Andre fundet
ganske i Overeensstemmelse hermed. Leuckart har altid: fun-
det Echinokokkerne i utallig Mængde voxe umiddelbart frem paa
en stor Hydatides Indside; Siebold derimod kun 3; 5, 15 —25
påa Indsiden af mindre Hydatider, der selv ofte endnu sad fast
paa en stårre Hydatides indvendige Væg. Men paa de afFocke
og Johannes Muller iagttagne Hydatider fra det menneske-
lige Legeme fandtes ikke alene begge disse Former, men i samme
Hydatider endog baade frie og fastsiddende Echinokokker til=
ligemed mindre Hydatlider, der selv alter indeholdt Echinokokker,
ligesom paa den anden Side fandtes Hydatider uden Echino-=
kokker, men. ellers: fuldkommen. eensartede med de dvrige.
Foier man nu endelig hertil, at alle de af Johannes Mul-
ler iagttagne Hydatider udtémtes med Urinen fra en Mand, der
leed af en Sygdom i Nyrerne, hvorimod de af Focke iagttagne
i et Lig fandtes indsluitede i sex forskjellige Sække, af hvilke
den ene med sine utallige Hydalider veiede 4 Pd. og opfyldte
hele den venstre Leverlap, — og lader man ikke upaaagtet den
saavel i Island som og paa flere andre Steder gjorte Erfaring, at
Sygdommen sædvanligviis begynder med en enkelt. Svwulst,
navnlig i Leverregionen, men faaer sin hele livsfarlige Charac=-
teer naar denne pludselig svinder, navnlig efter et Ståd ud-
vendigtfra, saa synes man fuldibereltiget til folgende Antagelser.
1) Alle Echinokokholdige Hydalider ere Echinokokkernes Mo»
derorganismer (,Ammer”), altsaa selv at ansee for selv-
stændige Dyreorganismer.
2) Echinokokblæren frembringer Echinokokynglen enten umid-
delbart (som dens ,Amme”) eller middelbart i andre min-
dre Blærer (som dens ,Gammelamme”).
3) Een og samme Hydatide. kan paa eengang baade umiddel-
6
REE
bart og middelbart gjennem indre Hydatider frembringe
Echinokokker.
4) Echinokokkernes Ikke-Tilstedeværelse berettiger ikke til al
frakjende en Hydatide Betydning af en virkelig Echi-
nokokblære, og kan ikke berettige dertil, eftersom der
maa være et Stadium, i hvilket Echinokokkerne endnu
ikke ere voxede frem. :
5) Ved en Stamhydatides Bristning kan dens Hydatideyngel tri-
ves paa de Steder, hvor den tilfældigen fåres hen, og her
grunde flere nye Echinokokcolonier.
Naar Lægerne i. Almindelighed, selv efter Offentliggjårelsen
af de to nysnævnte Iagttagelser, endnu holdt paa den afLaen-
nec (1804) indførte strenge Adskillelse mellem Echinokokblæ-
rer og Acephalocyster, saa var dette fårst og fremmest be-
grundet paa den Forestilling, at hine var en Form, som egenllig
tilhårte Dyrene, hvorimod de Ikke - Echinokokholdige Hydatider
vare ejendommelige for det menneskelige Legeme. Efterviis-
ningen af selve Echinokokkerne ansaaes endnu bestandigt som
noget Sjeldent og Usædvanligt i Menneskets Hydatider. Men
denne Anskuelse beroer maaskee hovedsageligen derpaa, at 1)
de, der undersåge Dyrenes Echinokokker, i Reglen ere Natlur-
forskere, fortrolige med Mikroskopets Brug, hvilket ikke er al-
mindeligt blandt Lægerne, og 2) at Dyrenes Hydatider alminde-
ligviis undersåges i en endnu frisk Tilstand og i en Udvikling,
der endnu ikke har fremkaldt Suppuration eller andre sygelige
Tilstande hverken i de afficerede Organer eller i selve Hydali-
derne, medens det Modsalte er Tilfældet med Menneskets Hy-
datider. For en nogenlunde åvet Iagttager er Intet lettere end
i en frisk Hydatide at eftervise Echinokokkerne, hvorimod det
selv for den meest åvede er overmaade måisommeligt og van-
skeligt, i en forraadnet Hydatides grumsede Indhold at eftervise
de enkelte Kroge af oplåste Echinokokker.
At virkelig heri maa såges Hovedgrunden til Echinokok-
kernes'sjeldne Efterviisning i de menneskelige Hydatider, fandt
217
en væsentlig: Bekræftelse, da i Aaret 1843 en fransk Læge,
Livois%), fremstod med den Paastand, at han i de 800 af ham
undersågte Tilfælde saavel fra: Mennesket som fra Dyr, aldrig
nogensinde havde sågt dem forgjæves. Og virkelig angav der-
efter enkelte Læger, "navnlig Budd, at de, opmuntrede ved
denne Paastand, paa ny havde taget gamle Hydatider fra det
menneskelige Legeme frem, og nu ogsaa næsten altid fundet
enten Echinokokkerne selv eller enkelte af deres Kroge deri.
Efter alle her anfårte Iagttagelser: vil man vistnok. kunne
ansee sig for berettiget, til at nægte Gyldigheden af den Ro -
kitan sky'ske Definition paa de saakaldte Acephalocyster i Al-
mindelighed, og til at hævde disse Hydatiders Plads blandt de
selvstændige dyriske Organismer. - Og virkelig tår det vel nu
betragtes som en for Helminthologerne afgjort Sag, at Ace-
phalocysterne hverken ere meer eller mindre end Echinokok-
blærer. " Med Hensyn til de islandske Hydatider gjaldt det altsaa
egentlig kun om at erfare, ihvorvidt de stemmede overeens med
de almindelige Acephalocyster, og, i hvor slet en Tilstand de
til min Raadighed staaende Exemplarer end befandt sig, laae
dog denne Overeenssiemmelse klart nok for Dagen. Af Hyda-
liderne i Universitetets pathologisk-anatomiske Museum blev kun
een, men de fra Prof. Christensen's Tilfælde alle paa een
nær opklippede. I hiin, der havde Størrelse af en Hasselnåd
fandtes 10 mindre Hydatider, de mindste af et Knappenaals-
hoveds Stårrelse, alle indskrumpne og tildeels ligesom stoppede
ind i hinanden; i hver af disse ligeledes 3—5—8 mindre Blæ-
rer." Af hine 10 Smaablærer bleve fremdeles to opklippede,
for om muligt at finde Echinokokkroge deri -— om Echinokokker
kunde her neppe være Tale —, men efter et Par Timers for=
gjæves Søgning afstod jeg fra det méisommelige Arbeide. Med "
stårre Taalmodighed fortsatte jeg Sågningen i de mindre Hyda-
5) Recherches sur les Echinocoques chez l'homme et chez les animaux.
Paris 1843, 4tø,
218
tider fra Prof. Christensens Tilfælde, og havde ved Slutnin=
gen af den anden derpaa anvendie Formiddag omsider den
Glæde at finde fårst een, strax efter endnu to andre Echino-
kokkroge. Istedetfor da endnu at oplede flere, besluttede jeg,
hellere at anvende al mulig Flid paa, ret nåéie at undersåge
disse enkelte Kroge i Sammenligning med andre Echinokokkers,
og jeg overbeviste mig snart om, at de i Eet og Alt navnlig
stemmede overeens med Krogene af de Echinokokker, jeg har
havt Leilighed til nærmere at undersåge fra en Leverhydatide
af en Kjobenhavner.
Da denne Undersågelse ogsaa turde tjene Andre til Sam-
menligning ved lignende Undersågelser, skal jeg tillade mig,
her fuldstændigt at meddele den.
Hydatiden fandtes den Yde Juni 1853 i Liget af en 2 Dage
forud af Brystsyge i Almindeligt Hospital afdåd Patient, 26- Aar
gammel. Den laae, som sædvanligt, i en ydre Kapsel, 22—3"
i Gjennemsnit, for stårste Delen skjult i Levermassen, for en
mindre bugnende frem under den forreste Leverrand og staaende
i inderligste Sammenhæng deels med Leverens, deels med Bug-
hindens Væv. Hele Præparalet bragtes mig endnu samme Dag
ved Hr. Reservelæge Engelsted i fuldkommen god Stand,
kun at saavel Kapslen som selve Hydatiden vare opklippede.
Fra Kapslens Indside bemærkedes, at den paa tre Steder
havde en Forlængelse, i Form og Størrelse lig et almindeligt
Fingerbél. To af dem laae indtrængte i Levermassen, den tredie
sad tæt udenfor Leverranden. Denne sidste, butte Forlængelse
dækkedes udvendigt af en Blære, af Siårrelse som en Hasselnåd
"og fyldt med en blodblandet Vædske.
Selve Hydatiden skjøénnedes, skjøndt opklippet og faldet
sammen, at have udfyldt hele Kapslens Hule. Til hine to fin-
gerbålagtige Forlængelser af Kapslen i Dybden af Leveren
havde Hydatiden to tilsvarende; men den tredie Forlængelse
ae
fyldtes af en blåd Masse, der sad fast paa Hydatidens ydre
Væg og i Form og Udseende nærmest lignede en af Hånse-
æggets Chalazzæ.
Hydatidens Vægge bestode af io ucensartede og kun låst
sammenhængende Hinder, hvoraf den udvendige havde Echino-
køkblærernes bekjendte, næsten bruskagtige Fasthed og lagvise
Sammensætning; dog forekom mig det yderste af Lagene ved
sin særlige Glathed og Tyndhed nok at kunne stilles lige med
et Epithelialovertræk, skjondt et saadant sædvanligen nægtes.
Den indvendige Hinde havde en Sliimhindes Bléådhed og visle
sig-for det blotte Oie besat med svage, butte Ophoininger, om-
trent 4" Gjennemsnit, Under Luppen, og endnu tydeligere
under Mikroskopet paa mørk Grund med paafaldende Lys, visle
disse "Ophéininger sig som mælkehvide Plelter med en Spalte i
Midten, formodentlig som Spor til de mindre Echinokokblærers
tidligere Befæstigelse. |
Blæren vår allerede bleven opklippet og udtåmt ved Ob-
ductionen. I den ringe Mængde tilbageblevne Vædske fandtes
ingen mindre Blærer, og ei heller vare saadanne blevne iagt-
tagne ved Blærens Udtémmelse under Obductionen, Desto rigeli-
gere fandtes frie Echinokokker deri. Endog af Viinaanden, hvori
Blæren ligger "opbevaret, indeholder hver enkelt Draabe som
oftest 1—6 Individer.
Dercs Størrelse svævede mellem "/0—/40". Ved: at betragte
dem under Mikroskopet uden al Compression bemærkede jeg,
at de ingenlunde, som jeg tidligere havde forestillet mig, have
Form af en Kugle eller af et Æble, men i Grunden ere flade
Smaalegemer med en Forhéining paa-den ene Flade, i det Hele
omirent åf Form som en bredskyggel, fladpullet Hat, saa at de
under Vædskens Stromning antage heelt forskjellige Skikkelser.
(40 Ganges Forstårrelse).
220
Samtlige Echinokokker havde Hovedet dybt indtrukket i
Legemet, og navnligen vistnok i hiin Forhéining paa Rygfladen,
i hvilken, efter hvad jeg troer, Hovedet har sin oprindelige
Plads. Indkrængningsstedet forpaa Legemet var paa de fleste
Individer ret tydeligt, dog aldrig i en saadan Grad, som det
maa have viist sig for Blanchard, da han lod sig forlede til
her at antage en Mund og Tarm. Den bageste Indbugtining
var som oftest ogsaa ret tydelig; til Stilken fandtes intet Spor.
Af de indre Dele kom altid fårst de saakaldte Kalk- eller
Glaslegemer til Syne. Jeg fandt deres Antal stårre end sædvanlig
angives. Ikke sjeldent viste sig ved uforandret Focalvidde over
60, fortrinsviis hørende til den ene Flade, eftersom andre
traadte i deres Sted ved Focalviddens Forandring. Ved anvendt
Compression og en Forstårrelse
af 150 Gange blev i mange Til-
fælde en Kjærne tydelig, saaledes
som allerede Gulliver har be-
skrevet og afbildet) i disse
Smaadele hos Cysticerkerne. Efter
min Mening ere de vel nærmest
(150 Ganges Forstårrelse). kiselholdige Celler.
AtEchinokokkerne ere forsynede med et ydre Hudovertræk
skjonnedes af og til ret tydeligt, saaledes som i sidste Figur
påa den ene Side er antydet ved den fremtrædende Dobbelt-
contour.
Til Sugeskaalene paa det indtrukne Hoved vilde det lige-
saa lidt lykkes mig som Budd og i de fleste Tilfælde Livois
at finde noget tydeligt Spor, ' skjoåndt rigtignok paa deres vel-
bekjendte Plads sædvanligviis fandtes et Par lysere Regioner,
hvori Kiselcellerne vare sparsommere forhaanden.
Stårst Opmærksomhed henvendte jeg paa Krogene, Uden
6) Medico - chirurgical transactions. London 1841, 2. Ser., Vol, 6. pg. 3,
pl. 1, fig. 8, 9.
221
Compression vilde "disse ikke let give sig tilkjende paa de i
Viinaand opbevarede Exemplarer uden i Form af et mørkere
Tverbelte, der dog tildeels ogsaa hidrårer fra den stårre Tyk-
kelse ved Ophéiningen paa Rygfladen. At tælle Krogene og
n6éie at bestemme "deres Form lykkedes fårst ved stærk Com-
pression og en stærk Forstårrelse.
(800 Gange forstørret).
Dog blive de ved en saadan Presning altid veltede om paa
Siden, og meer eller mindre bragte ud af deres rette Plads.
- Jeg talte et Par Gange med megen Bestemthed 32 Kroge,
eengang kun 30, en anden 34. Skjåndt jeg altsaa er tilbåielig
til at ansee 32 for det normale Tal, er jeg dog overbeviist om,
at det ikke er et constant. Deres Længde udgjår omtrent "4007"
eller 0,0217 Mm; nogle synes at være noget kortere, andre
noget længere. Ja underliden troede jeg paa visse Steder af
Krandsen at skjelne en Alternation af længere og kortere, men
dog saa usikkert og med en saa svag Forskjel, at det muligviis
kan have beroet paa en tilfældig forskjellig Stilling. Jeg maa
derfor underskrive den almindelige Angivelse, at hos Echino-
kokkerne, i Modsætning til Tænierne, kun findes en enkelt
Række ligestore Kroge.
I Henseende til Formen, vise Echinokokkrogene sig næslen
aldrig tydelige uden ved en vis Grad af Presning og derfor ei
heller let uden i skarp Profil. Hver Krog bestaaer af et Fod-
19"
222
blad (Basis) og den derfra i en skjån Bue udgaaende egenilige
Krog eller Klinge. I det Indre af Krogen sees ved gjennem-
faldende Lys en Skygge, der næsten tager sig ud som en indre
Marvdeel, men dog rimeligviis kun beroer påa en stårre Tyk-
kelse og Uigjennemsiglighed. Den her medø størst mulige N&åi-
aglighed afbildede Form stemmer, som det forekommer mig,
meest med den, Livois har givet. Dog troer
jeg herlil at kunne fåie en Angivelse, som er
ny, nemlig den, at Fodbladets nærmere Krog-
spidsen liggende Ende, Krogens egentlige Hy-
pomochleon eller Vippe, er klåvet saaledes, at
den ender i to butte Fremstaaenheder, et For-
hold, som fårst bliver tydeligt ved ai vexle
Krogens. Focalafstand. Alt eftersom den ene
eller anden af Dopperne bliver mere- kjendelig,
synes Fodbladets nederste Ende snart at danne
en mere ret, snart en mere stump Vinkel til
dels åverste (a).
Det var altsaa med de ovenstaaende Figurer at Krogene i
de islandske Hydatider fandtes at stemme fuldkommen overeens,
og ligesom denne Overeensstemmelse kan tjene til yderligere
Bekræftelse af Acephalocysters og Echinokokblærers Eensartet-
hed (thi den nysbeskrevne Hydatide var ingen Acephalocyst;
hverken i denLaennecske eller i den Rokitanskyske For-
stand, men netop en simpel Echinokokblære), saaledes vil den
og tjene til Beviis for, at de islandske Hydatider idetmindste i
det givne Tilfælde have været eensaritede med de udenfor Island
forekommende.
Det har været mit Onske, at udstrække Sammenligningen
ogsaa til de hos vore planteædende Huuspattedyr forekommende
Echinokokblærer; men trods alle mine Bestræbelser har jeg
siden den Tid endnu ikke kunnet erholde en eneste deraf. At
en gjennemgribende Sammenligning af Echinokokkerne skulde
være overflådig, troer jeg ikke, og det navnlig af fålgende
Grund. Saa rigligt det vistnok er, at betragte Acephalocy-
sterne i det menneskelige Legeme for sande Echinokokblærer,
saa voveligt forekommer det mig åt være, med de nyere Hel-
minthologer uden videre at henregne alle Echinokokker til een
og samme Art. Man maa indråmme, at en Arltsadskillelse ikke
bår begrundes paa Forekomsten enten i Mennesket eller i Dy-
rene; man maa fremdeles indréåmme, at hidtil ingen paalidelige
Artsmærker ere blevne paaviste, og at navnligen det af Blan-
chard opstillede for hans Echinococcus arietis beroer paa en
grov Miskjendelse af Echinokokkerne med indtrukket Hoved;
men heraf fålger dog kun, at de mulige Artsmærker for en E.
hominis og for den eller de under Benævnelsen E. veterinorum
muligviis skjulte forskjellige ' Arter, endnu ikke ere efterviste.
At de forskjellige Afbildninger saavel afEchinokokkerne (f. Ex,
R. Leuckart's7) ved Siden af Livois”s og andres) som af
Echinokokkrogene (f. Ex. Blanchard's?) ved Siden af alle
de åvriges) afvige betydeligt fra hverandre, beroer maaskee kun
paa. den forskjellige Opfattelse, som er uundgaaelig hos flere
forskjellige Iagttagere; men om det er saaledes eller ei, vil
forst kunne bedåmmes, naar een og samme Ilagttager faaer Lei-
lighed til gjennemgribende at .sammenligne alle de. forskjellige
Dyrs Echinokokker. Det er fra det zoologiske Slandpunkt vig-
tigt at komme til Vished om, hvorvidt en saa håist ejendommelig |
Form virkelig skulde være indskrænket til een eneste Art, og
det er fra det lægevidenskabelige Standpunkt ikke mindre vig-
tigt at komme til Vished om, hvorvidt et for en heel Befolkning
&delæggende Snyltedyr er ligeartet med saadanne, som fore-
komme hos samme Befolknings Huusdyr.
Det skulde derfor glæde mig, om jeg kunde faae Leilighed
7) Wiegmanns Archiv 1848 Tavle 2, fig. 2.
5) Cuvier le régne animal Zoophytes pl. 41 fig. 4 og 5.
Mm. 8
til at fortsætte disse Undersøgelser paa de hos Pattedyrene
forekommende Echinokokker.
Hos den her i Kjåbenhavn af Hydatidesygdom dåde Islænder
fandtes Hydatiderne altsaa -af samme Art som de ogsaa udenfor
Island hos Mennesket forekommende Echinokokblærer, og for
saavidt stemmer min lagttagelse med den Schleisner'ske An-
givelse. Desto mere overraskende maatte det være mig, dajeg
nåiere eftersaae de 10 Hydatider, som Dr. Schleisner selv
velvilligen har tilstillet mig fra den fårste af de ved ham beskrevne
Sectioner, at finde dem af en heel anden Art. . De vare nemlig —
Omentalkapsler, hver for sig indeholdende en Blærebændel-
orm (Cysticerk). Da baade Kapslerne og Ormene havde stor
Lighed med dem, der meget hyppig forekomme i Faarenes Net
saavel her som i Island, har jeg ikke kunnet undertrykke den
Mistanke, at her var skeet en Forvexling. Hvad der imidlertid
har svækket denne Mistanke betydeligt, og gjort mig mere for-
trolig med, at den. islandske Hydatidesygdom virkelig, idetmindste
i nogle Tilfælde, fremkaldes af Blærebændelorme, er en Angi-
velse af Justitsraad, Landphysicus Thorstenson i Reikiavik,
som findes i Dr. Schleisner”s Værk over Island Pag. 9. En
Dreng paa 4 Aar, hedder det, havde en fluctuerende Svulst i
håire Side, saa stor som et Barnehoved, ved hvis Aabning ud-
tomtes en Mængde ildelugtende tyndt Pus samt et stort Antal
Hydatider af et Dueægs Stårrelse. ,Disse Hydatider,” hedder
det videre, »,vare rundagtige, med en Hale til den ene
Side; ved at komme dem i lunkent Vand viste de en
tydelig Bevægelse, især ved at trække sig sammen
og udvide sig.” — Man maa vistnok indromme, at en med
Helminthologien ikke fortrolig, men netop derved uhildet, paa-
lidelig Iagitager, ikke kunde give nogen mere betegnende Be-
skrivelse af Blærebændelorme, og i Forventning af yderligere
Bekræftelse paa disses Forekomst hos de islandske ,Leversyge”
225
har jeg forelåbigen sågt at bestemme de her foreliggende saa
noiagtigt som muligt,
Man veed, at Blærebændelormes Forekomst i det menneske-
lige Legemes Underlivsorganer vel er blevet angivet nogle
Gange, men dog saa ubestemt, at Rudolphi rigtignok opstil-
lede en Cysticercus visceralis hominis,. men dog kun blandt
Species dubiæ og med det udtrykkelige Tilféiende ”: res valde
ambigua, mihiqne in cadaverum humanorum aliquot millibus
nunquam visa.”
Blærerne vare aflangrunde, %4—1"/2 Tomme i deres Længde-
axe; den ledede Krop temmelig fremstaaende 1— 2''" lang,
/4—1!4'” tyk. Da det ikke vilde lykkes at klemme Hovedet frem,
" bleve de yderste Lag af Kroppens forreste Deel klippede af, og
denne derpaa, stærkt comprimeret, bragt under Mikroskopet.
Den hele Krands af Kroge kom derved saa tydeligt for Dagen,
at det baade lykkedes at tælle dem, og at erkjende deres Form
paa det Bestemteste. Tallet var 32, 16 lange og ligesaa mange
korte; i Henseende til Formen lignede de fuldkomment Krogene
påa de Cysticerker, der saa almindelig forekomme i vore Faar,
navnlig i Nettet, og udentvivl ere Cysticercus tenuicollis. Af
denne og tillige af dens Krogkrands har allerede Bremser
leveret en Afbildning”?), Men da den ikke forekommer mig
tilstrækkelig tydelig for at tjene til Artens Bestemmelse, skal
jeg tillade mig at give et Par nye Tegninger af Krogene. Jeg
har til Undersågelsen af denne Cysticerk, navnlig med Hensyn
til Krogene, havt et meget stort Antal Exemplårer til min Dis-
position; thi under' min ivrige Efterspørgsel hos Slagterne i
afvigte Sommer efter Hydatider, bragte man mig altid kun
denne samme Cysticerk, især fra Lammenes Net, som oftest kun
" enkelte eller 3, 5—7 i eet Net, men eengang endog henved 50
9) Entozoorum Synopsis pg. 181.
10) Icones helminthum Tab. XVII fig. 10—11.
EN Er er er rs eN
226
i eet Lammenelt. Aldrig lykkedes det-at faae nogen Echino-
kokblære fra et af vore Huusdyr.
Den ledede Krop var altid skarpt begrændset fra Blæren,
havde ikke den for C. tenuicollis af Bremser afbildede Tragt-
form. Blæren Ye—1"4” "i sin længste Udmaaling, den ledede
Krop 1—3'" lang, 1'” bred, i sammentrukket Tilstand med faa,
men meget stærke Rynker eller Folder. Ved at klemme Kroppen
bagfra fortil lykkedes det altid at faae Hovedet og Snablen (Rostel-
lum eller Proboscis) frem. Tydeligst lode sig da Krogene tælle
og iagttage ved at'gjennemklippe det omtrent ”%2'”" tykke og
lange Hoved paa tvers og bringe det, bedækket af en meget
tynd Glasplade, under Mikroskopet.
(Noget over 100 Ganges Forstårrelse).—
Længden af de lange Kroge maalte jeg 0,212 Mm, af de
korte 0,133 Mm. Hine var altsaa næsten 10-Gange, disse noget
over 6 Gange længere end Echinokokkernes Kroge. De. korte
Kroge ere stillede saaledes til de lange, at de, skjåndt neppe
”'g saa store, dog med deres Spidser naae omtrent lige saa langt
frem. Det vil være rettest, ogsaa her at skjelne et Fodblad og
den egentlige Krog eller Klinge. Fodbladetis kortere Tap, der
"13 > ae Use RES OT Er
227
tjener hele Krogen til Hypomochleon eller Vippe, er påa de
"korte Kroge meget stærktsklåvet i to Sidegrene, hver endende
iForm af en Kugle, påa de lange derimod simpelt kugleformet,
saa at de lange Kroge maae have en langt friere Bevægelse.
De kortes Vipper ligge heelt foran de langes, det vil sige:
yderligere i Kredsen. — Fodbladets lange Tap er' med sin ba-
geste Ende paa de lange Kroge fjernet 0,044 Mm., paa de kørte
0,027. Mm. fra den kegleformede- Snabels Toppunkt, og paa de
Exemplarer, hvis Snabel var bleven klemt heelt ud, laae alle
Krogene med Fodstykkets lange Tap opad mod Keglens Spidse,
Krogene nedad, disses hule Egge vendte mod hinanden, saaledes
som navnlig Steinbuch har afbildet det paa Tinteormen.””) Saa-
længe derimod Snablen ikke er presset voldsomt frem, vende
Krogene deres convexe Rand eller Ryg mod hinanden. Idenne
Stilling tage de korte Kroge, paa Grund af deres Hypomoch-
leons Stilling, sig -ud som staaende noget udenfor de langes
Kreds.
2.990 sø
S
K=
%98
dde: A DN G
SA KYS AES 2
oa (e] 0
528283 0050, OR Ved TE 3 >
VÅR C00g7 00 oå% e 28,9.9 o
on BES DRV IG, RE OR 0 2? SS
SS BEER BSD 850 99159
a LIL ag & rekyL NO NYA Sane zl rA
SeS0e
ke]
(100 Ganges Forstårrelse).
11) Comm. de Tænia hydatigena anomala. Erlangæ 1802, 8vo fig. 9.
— 228
een
Vippernes runde Endestykker sidde midt imellem Krogspid-
sen og den lange Taps Ende paa Fodbladet, Fålgen deraf er,
at Krogenes Afstand fra Sugegruberne bliver den samme, hvad
enten deres Krogspidser (ved Snablens Indkrængning) vender
fra dem eller (ved dens, Udkrængning) vender mod dem.
Paafaldende har det været mig, at paa de tilbagetrukne
Hoveder, iagttagne under Mikroskopet efter Bortklipning af de
dem bedækkende Lag, fandtes” Krogene som oftest rigtignok i
den i sidste Figur angivne Stilling, men undertiden i den omvendte,
altsaa som naar Snablen er udkrænget. Dette var navnlig Til-
fældet paa de 3 af mig paa denne Maade undersågte islandske
Cysticerker.
Antallet af Krogene var som oftest enten 30, 32 eller 34,
med regelmæssig Vexel, mellem korte og lange. - Kun sjeldent
gik Tallet under eller over de nævnte, men enkelte Gange dog
saa betydeligt, at det i eet Tilfælde udgjorde 24, i et andet 44.
Krogenes Antal kan altsaa neppe bruges som et Artsmærke.
Da muligviis Krogenes Form vil ,ansees for det sikkreste
Årtsmærke, gives her endnu en kort og en lang Krog i skarp
Sidestilling under en meget stærk Forstårrelse,
229
og dernæst en Række forskjellige Stillinger af en kort Krog.
Hvor ringe og ufuldstændigt end det Stof har været, som
hidtil har kunnet benyttes til Undersøgelsen af de for Islands
Befolkning saa farlige Hydatider, saa meget er dog idetmindste
fremgaaet deraf, at disse Hydatider ere virkelige Snyl-
tedyr, deels Echinokokblærer af det almindelige Slags,
deels — om ikke i saa Henseende nogen Feiltagelse skulde
være indlåbet — Blærebændelorme af samme Slags som
det, .hvoraf navnlig de islandske Faar ere plagede... Ved denne
Leilighed vil man da neppe kunne afvise det Spårgsmaal: hvad
er egentlig Echinokokker og Blærebændelorme?
- Tiden, da dette Spårgsmaal vil finde sin Besvarelse, nærmer
sig aabenbart med stærke Skridt. Med Forkastelsen af en ge-
neratio æquivoca maatte disse saavelsom alle andre Snyltedyr-
former erkjendes for udvendigtfra indtrængte Gjæster, hvorhos
man .dog tænkte sig dem som Afkom af lignende Echinokokker
og Cysticerker, i Stand til selv atter at frembringe samme
Former. En ny Epoke i de lavere Dyrs Naturhistorie begyndte
"imidlertid 1842 med Prof. Steenstrups Skrift over Genera-
Uonsvexlen. Man har lært de kongegule Orme «at kjende som
en kjønslås Form, der nedstammer fra en heel anden Dyreform
med udviklede Kjånsdele, til hvilken dens egen Yngel gjennem
en ny Metamorphose vender tilbage. Den Tanke ligger da lige
for Haanden, at ogsaa de kjånslåse Echinokokmoderblærer ned-
stammé fra en heel anden Dyreform, til hvilken deres Yngel
fårst gjennem en Metamorphose skal vende tilbage, og at denne
230
Form vil være en Tænie, ligger tydeligt nok udtalt'i Echino-
kokkernes fire Sugeskaale og Krands af Kroge. Echinokok-
blæren maae vi altsaa formode at være en Amme
eller Gammelamme til en Tænie, og Spoårgsmaalet op-
slaaer, hvorledes en saadan Echinokokblære kan antages ud-
viklet af et Tænieæg, ligesom paa den anden Side: hvorledes
dens Echinokokker kunne antages at blive til Tænier? I begge
Retninger hive nyere Iagttagelser givet vigtige Vink;
Det fårste Skridt til at efterspore Tæniernes Udviklings-
historie skete 1837, daSiebold opdagede, at i Ægget af visse
Tænier udvikles et rundt Embryolegeme med. 6 langaglige Kroge
eller Spyd, stillede parviis i tre forskjellige Retninger; ved
Dujardins Forskninger blev det efterviist, at denne Form til-
kommer Tæniaembryonerne "i Almindelighed,: I disse 6 Spyd
havde man et. Mærke, hvorpaa Tæniaembryet vilde kunne gjen-
kjendes paa dets senere skjulte Opholdssteder; dog fårst 10
Aar efter (1847) skulde det lykkes Entomotomen F. Stein at
finde det igjen"), og det navnlig paa et temmelig uventet Sted.
I Meelormenes Indre var det, han fandt de Dyreformer, der bære
de sex Spyd, Tæniaembryonernes Mærke. De vare formede som
Cyster med en spatelformig Hale; paa Halen sad de sex Spyd,
i selve Cysten laae, tilsyneladende heelt frit, en anden Dyre-
form med fire Sugeskaale og en Krands af Kroge, ganske i
Lighed med en Echinokok.
Opdageren af dette mærkværdige Forhold, F. Stein, har
lydet det som om Tæniaembryet havde forvandlet sig til den
indsluttede Echinokokform, medens Cysten og dens Hale vare
dannede udvendigtfra.:… Men da de 6 Spyd, Tæniaembryets
Mærke, sidde paa Cystens Hale, synes man snarere berettiget
til en modsat Tydning, nemlig den, at det er den halede Cyste,
hvortil Tæniaembryet nærmest har forvandlet sig, medens Echi-
nokokformen er udviklet i dens Indre, Her synes da aaben-
12) Zeitsehrift fir wissenschaftliche Zoologie. 4åter Bd. 1852.
3 231
bart at foreligge den samme mærkværdige Endometamor-
phose (sit venia verbo), ved hvilken Siebold har lært os at
den kongegule Orm udvikles i Embryet af Monostomum mutabile.
Saasnart delte mærkværdige Udviklingsforhold var blevet
opdaget hos een Ikteart, maalte man antage, at det vilde findes
gjeldende for Ikterne i Almindelighed; dets: Opdagelse hos cen
Tænieart synes åt maatle ansees for lige afgjårende.
Tor vi allsaa antage en saadan Udviklingsformf for at til-
høre Tænierne i Almindelighed, og holde vi fast paa den Over-
beviisning, at Echinokokker ere 'Pænialarver, såa maa ogsaa
Stamblæren for en Echinokokcolorvie være en Omdannelse af
en saadan i et Tæniaembryo 'opstaaet Echinokokform, og at
denne udarter til en simpel Blære, vil saa meget mindre kunne
undre, som ogsaa i andre Tilfælde Echinokokker vides at kunne,
med Tab af-Kroge og Sugeskaale, blive til simple Blærer, og
overhovedet i hele Echinokoklivet Blæreformen synes at kunne
træde i Stedet for den egentlige Echinokokform.
Tæniaudviklingen vilde altsaa i dette Tilfælde indbefatte
folgende Stadier: 1) Embryo med 6 Spyd, 2) eni dette Embryo
sig udviklende Echinokokform, 3) dennes Forvandling til en
Blære, der 4) bliver Stamblære for en Ethinokokcolonie eller
med andre Ord for en Yngel af Tænialarver.
At en Tænie skulde have en saa compliceret Udviklings-
række, vilde får den Sleenstrup'ske Periode have forekommet
os håist usandsynligt, -medens- det nu derimod maa være saa
meget mere sandsynligt, som Bændelorme og Ikter, der i hele
deres indre Bygning have saa” meget tilfælleds, derved ogsaa
i Udviklingen frembyde en håist mærkelig Overeensstemmelse.
Thi: nåar Forholdet mellem hiint echinokokagtige Væsen” og
det Tæniaembryo, hvori det ligger indesluttet, er ganske det
samme, som det, vi ved Siebold allerede have lært at kjende
mellem de kongegule Orme og Ikteembryonerne, såa er Åna-
logien ikke mindre aabenbar mellem hine kongegule Orme
som Ammer eller Gammelammer for Iktelarverne og Echi-
232
nokokblæren som Amme eller Gammelamme for de egent-
lige Echinokokker eller Tænielarverne. ,Men hiin Ammeform
antages at bestaae for alle Iktearter, denne kan dog kun gjelde
for een Tænieart, saavist som alle Echinokokker håre til een
og samme Årt,”… Unægteligen saa vist, men heller ikke mere.
Tiden maa vise, om virkelig en saa ejendommelig Ammeform
som en Echinokokblære skulde være forbeholdt een eneste Art
af Tænierne% talrige Slægt; forelåbig tår det vel være tilladt,
at nære stærk Tvivl i saa Henseende. Muligt er det unægte-
ligt, at hiin i Tæniaembryet udviklede Echinokokform hos nogle
Arter umiddelbart kan uddannes paa samme Maade som denien
. Echinokokblære dannede Echinokok; muligt, at f. Ex. den af
Siebold??) i en Landsnegl (Arion empiricorum) fundne en-
cysterede Echinokokform, udmærket ved alternerende lange og
korte Kroge, allerede er moden til al udvikles i Tarmen af de
græssende Dyr. Sikkrest forekommer det mig imidlertid, at
betragte den for een Tæniaart i Echinokokblæren givne Amme-
form som Norm for Slægten Tænia i Almindelighed.
Hvorledes det nu end hermed forholder sig, saameget tår
vel ansees for afgjort, at Tænialarverne overhovedet have Form
af Smaalegemer med fire Sugeskaale og en Krands af Kroge,
med andre Ord den Form, der har faaet Navn af Echinokok;
og fremdeles, at denne nedstammer umiddelbart eller middelbart
gjennem en Ammeform fra et Tæniaembryos Endometamor-
phose (hvis det maa være tilladt fremdeles at bruge dette Ord).
Spørgsmaalet opstaaer da, om Forvandlingen af en saadan
echinokokformet Tænialarve til den egentlige Tæniaform skeer
middelbart eller umiddelbart? " og ved dette Spårgsmaals Be-
svarelse maae nådvendigviis Blærebændelormene komme i Be-
tragtning; thi Blærebændelormene ere en haandgribelig Over-
gangsform til Tænierne. Naar Echinokokkerne ligne smaa ufuld-
13) Zeitschrift fir wissensch. Zoologie. Zter Bd. 1850.
233
komne Tæniahoveder, saa vise Cysticerkerne sig i Eet og Alt
som virkelige, fuldt-uddannede Tæniahoveder med et større eller
mindre Stykke af selve den ledede Tæniakrop, kun at denne endnu
mangler Kjånsorganerne og bagtil ender i Form af en Blære.
Overeensstemmelsen mellem Cysticerk- og Tæniahovedet er saa
fuldkommen, at i nøgle Tilfælde ikke blot Slægtsmærkerne, men
selv Artsmærkerne lade sig paavise. At dette navnlig gjælder
for den i Rottens og Musens Lever forekommende Cysticercus
fasciolaris paa den ene Side og Kattens Tænia crassicollis paa
den anden, har allerede den udmærkede ældre Helmintholog
Goeze angivet for over 70 Aar siden") i de Ord: ,Die Gråsse,
Gestalt und Struktur seines Kopfes” (hans T. serratæ, de Nyeres
T. crassicollis) ist mit dem Kopfe des gegliederten Blasenband-
wurms aus den Lebern der Måuse vållig einerlei.”
Denne fuldkomne Overeensstemmelse mellem disse to Ind-
voldsormes Hoveder fremkaldte hos Siebold den Formodning
(1844), at Kattenes Tænia serrata kunde hidråre fra Cyslicer-
kerne i de slugte Rolte- og Muselevere, og denne Formodning
skulde det være Dr. Kichenmeister i Zittau forbeholdt”),
ved directe Førsåg at hæve til Vished. Ikke blot for hiin Art
efterviste han Blærebændelormenes Betydning af uudviklede
Tænier, men ogsaa for Harens Cysticercus pisiformis, der i
Hundens Tarm bliver til Tænia serrata, Forsåg, der ere
blevne gjentagne af Siebold, Dr. Lewald, Creplin og
Gurlt1%) med samme Udfald, hvis Rigtighed altsaa ikke kan
betvivles. first
Naar det saaledes fålger af umiddelbar Iagitagelse, at paa
den ene Side Tæniaembryet: ved en Endometamorphose bliver
14) Versuch einer Naturgeschichte der Eingeweidewirmer Pag. 340.
15) Ueber Cestoden im Allgemeinen und die des Menschen insbesondere.
Zittau 1853. 8vo.
16) G&G Lewald: De Cysticercorum in tænias metamorphosi. Diss. inaug.
Berlin 1852. 4to.
234
til en Echinokokform, — påa den anden Side: at Blærebændel-
orme ved: at henflyltes paa passende Sted forvandles til fuld-
komne Tænier, saa synes det tilstrækkelig godtgjort, at ligesom
hiin er den tidligste, saaledes er denne den; sidste Overgangs=
form i Tæniaembryels Udvikling. Vel har, navnlig ved Sie-
bold's Autorilet, en ganske anden Mening vundet. temmelig al-
mindelig Indgang, den, Mening nemlig, sat Blæreormene over-
hovedet skulde være hydropiske Tæniaindivider, der ved: tilfæl-
digen at geraade paa et ugunsligt Sted, allsaa som forvildede
Individuer, skulde være bragte i en sygelig Tilstand,» hvilken
de dog, ved at henfåres paa el gunstigere Sted; atter skulde
forvinde. . Men denne Mening: maa jeg. ubetinget ansee for
uriglig. Ved at undersøge en meget stor. Mængde navnlig af
den ovenforbeskrevne.Blærebændelorm hos Faaret, hår jeg stedse
faaet fastere Overbeviisning om, at Blærebændelormenes- Hale-
blære ingenlunde er noget Sygeligt, men et interimistisk Bevæ-
gelsesredskab, der kommer disse. Dyr meget vel tilpas i en
Vædske af et: svarmblodet Dyrs Indre. … At. Blærebændelor=
mene, … ligesom . ogsaa Bændelormene selv, kunne forsættes i
en/ hydropisk Tilstand, er, som for nylig Rudolph Leuckart
(Citat 7) yderligere har viist, uden for al Tvivl. Dog har jeg
blandt alle de undersågte Cysticerker af Lammet og Svinet kun
fundet det paa eet Exemplar. : Paa delte var ikke alene Hale-
blæren omtrent. dobbelt saa stor som sædvanligt i alle Udmaa-
linger (altsaa vel 8 Gange saa stor i det Hele), men derhos
Kroppen i samme Forhold udvidet og forlænget (til 2"); og
paåa dens forreste Ende lod den ellers saa korte Hals' med
Hovedet sig trække frem i en Længde af næsten 1”, … Men
saadanne hydropiske individer forekomme mig lige saa lette at
skjelne blandt Cysticerker som blandt Bændelorme.
Blærebændelormformen maa jeg altsaa antage for en nor-
mal Overgangsform, den sidste i Tæniernes Udviklingshistorie.
Som normal Overgangsform, vil den ogsaå maatte ansees for
235
nødvendig; og "derhos ”skulde jeg; være meget: tilbåielig til at
antage den: normal og nødvendig for ;Tænierne-i Almindelighed.
Gjelder detternavnlig for den, eller de Arter, til hvis Udvikling
Echinokokblærerne høre, saa vil for dem Parallelen med Ikter-
nes Formrække være fuldstændiggjort saaledes, at Blærebændel-
ormene sættes lige med Cercariernes Puppetilstand efter: Halens
Afstådelse. At en saadan Puppetilstand ogsaa: for. Echinokok-
kerne er nødvendig forudfor deres Modenhed til at udvikles paa
Tarmfladen af et Hvirveldyr, bliver meget sandsynligt ved Sam-
menligningen af Echinokokkernes, Blærebændelormenes og Tæ-
niernes Kroge. Saalænge ingen Tænie er efterviist med: hines
smaa, i en enkelt Kreds stillede Kroge, maa det være tilladt, at
betvivle Echinokokkernes Møodenhed til en umiddelbar Tænieud-
vikling paa Tarmfladen. Dog hvorvidt denne Tvivl er begrun=
det, tor forventes med -det Allerførste afgjort. Siebold har
forelåbigen anmeldt"), at han har" ladet unge Hunde sluge
Echinokokker spiseskeefuldviis, og at allerede nogle Dage der=
efter viste sig Tusinder af yderst: smaa Bændelorme, som ved
deres fire Sugeskaale og deres Krands af Kroge sad fasthæftede
til-Tarmens Sliimhinde. Dog havde de, foruden Hoved" og Hals,
kun to Led. — Hvis denne forelåbige Angivelse nærmere be-
kræftes, og den udmærkede Helmintholog derhos bestemmer,
hvorvidt den saaledes fremkaldte Bændelorm er en allerede be-
kjendt Art, eller en ny, saa vil unægteligen den ovenanfårte
Antagelse: om Cysticerkstadiets . Nodvendighed falde bort for
denne Art, og tilmed falde bort som almindeliggjeldende i Tæ-
niernes Udviklingshistorie.
See vi- derimod endnu engang hen til Echinokokblærerne
som Ammer for Tænielarver, saa opstaaer det Spoårgsmaal: skulde
der i den Art, seller de Arter, hvortil: disse Echinokokblærer
17) I et Foredrag 1852 i Selilesische Gesellschaft fir vaterlåndische Kultur,
See Kichenmeister Citat 15, Pg. 5.
— 286
høre, virkelig endnu forekomme et andet Ammestadium senere?
Et saadant vilde nemlig være tilstede, hvis den Anskuelse var
rigtig, at selve Tæniahovedet er en Amme for hele Tænia-
kroppens Række af Led. Da denne Anskuelse hidrører fra
selve Begrunderen af Generationsvexlens Theori, saa turde det
være noget for dristigt at ville bekæmpe den. Dog maa det
være tilladt, her idetmindste at udtale det som min individuelle
Mening, at Navnet Amme dog vel kun vilde finde Anvendelse
paa Tæniahovedet, hvis hvert af Tæniakroppens Led antoges
for et særligt Individ (Dujardins proglottis), men at denne
ofte og fra flere Sider udtalte Anskuelse sikkerligen ikke kan
holde Stik. Vel kan en Bændelorm i en vis Forstand kaldes en
sammensat Trematod — en Benævnelse, som jeg selv maaskee
allerfårst har brugt —, men dog ikke i den Forstand af Ordet,
hvori det sædvanligen bruges for Dyrenes Vedkommende. I
hvert af Ledene gjenlager sig en næsten fuldstændig Trematod-
organisalion; men hvad der mangler heri, er netop hvad der
skulde characterisere den dyriske Individualitet, nemlig Central-
nervesystemet, der i Form af de lavere Dyrs Svælgring kun
bår såges i Hovedet. Det er sandt, at hvert Led kan, låsrevet,
vise tilsyneladende vilkaarlige Bevægelser, ernæres i nogen Tid,
ja endog fuldfåre de sidste Livsyttringer til Æggenes Udstå-
delse; men paa saadanne Livsyttringer i en dyrisk Organismes
enkelte, afstådte Dele har man længe havt Exempler, og har
man i seneste Tid faaet andre, endnu langt mere paafaldende,
uden at man derfor har villet, eller kunnet tillægge de afstådte
Dele en dyrisk Individualitet. Jeg tænker her deels paa Sær-
synet med Argonautens mandlige Genitalsphære og deels paa
Johannes Miller's storartede Opdagelse af Sneglesækkene i
Holothuriernes Indre; thi ogsaa disse Sneglesække have for mig
ikke anden Betydning, end den af hele Genitalsphæren, bort-
stådt af en hermophroditisk Snegl, og derefter fuldfårende sin
Function udenfor selve Organismen.
237
Denne min individuelle Anskuelse henstiller jeg til Sagkyn-
diges nærmere Bedémmelse, Her har jeg ikke villet tilbage-
holde den, for, saavidt muligt, at gjennemfåre den Parallel, jeg
har pråvet at opstille mellem Tæniernes og Ikternes Udvik-
lingsrække.
Hvor ufuldkomne og usikkre vore Kundskaber end ere om
de Dyreformer, hvortil de islandske Hydatider håre, såa meget
maa, efter den nysgivne Skildring, dog ansees for afgjort —
og det hvad enten de kun bestaae af Acephalocyster eller des-
uden af Blærebændelorme —, åt de nedstamme fra en vis Art
Bændelorim, og at de snylte sig ind i Legemet i Form af et for
det ubevæbnede Oie neppe synligt Dyr, forsynet med fire
… Sugeskaale og en Krands af Kroge. Hvorledes et saaledes for-
mei, //10"” bredt og langt Væsen kan smutte ind i Leveren, — thi
der synes de oprindeligen at have deres Leie — er ikke saa van-
skeligt at fatte. Man finder Echinokokblærerne meget alminde-
ligt i Galdegangene. Moderdyret (Ammen eller Gammelammen)
kan vel antages fra Tyndtarmen af at slippe ad denne Vei heelt
ud til Galdegangenes yderste Forgreninger og bygge sin Rede
paa Leverens Overflade. At ved denne blæreformede Redes
Bristning Ammeynglen spredes i hele Underlivet er allerede
ovenfor (Pag. 215—216) blevet antydet.
For Naturforskeren vil det være magtpaaliggende at erfare,
til hvilken Art af Tænia disse Snyltedyrformer håre. Det maa
være en i Island særdeles udbredt Art, og allerede af den
Grund kan det ikke være nogen af de Mennesket hjemsågende
Arter; thi Bændelorme forekomme yderst sjeldent blandt Islands
Befolkning.”?) Med Hensyn til Acephalocysterne vil Arten maa-
18) For Dr. Kichenmeisters Antagelse, at Tænia solium er en håiere Ud-
238
skee allerede kunne angives af Siebold.: Thi hvis ikke blot
alle Acephalocyster ere Echinokokblærer, men ovenikjåbet. alle
Echinokokblærer, efter hvad nu almindelig antages, udgjåre een
og samme Art, saa maa den af Siebold paa Hundens Tarm-
flade i tusindviis udklækkede Tænia (Pag. 235) nådvendigviis
netop være den, der foraarsager den islandske Hydatidesygdom
i alle de Tilfælde, ;at Hydatiderne ere Acephalocyster. — Med
Hensyn til Cysticerker har jeg sågt at faae Spårgsmaalet be-
svaret ad samme næmme Vei, nemlig ved, efter Dr. Kuichen-
meisters Exempel, at faae dem indpodede i en levende Hund.
Men det dertil anstillede Forsåg paa Veterinærskolen gav kun
et-negativt Resultat. Hunden, der havde slugt 12 friske Cysti=
cerker i deres Kapsler, i to Portioner med 5 Dages Mellemrum,
fandtes 4 Dage efter den sidste Portions Nedsynkning rigtignok
at have 10 Bændelorme i sin Tarm, men aabenbart uafhængigt
af de nedsunkne Blæreorme, eftersom de alle hårte til den let
kjendelige Tænia cucumerina, hvis Kroge ere ganske forskjel-
lige fra de ovenfor beskrevne, nåvnlig ved deres runde skaal-
formede Fodstykker.
Jeg tilstaaer iåvrigt, at jeg har havt Formodning om, at
begge dé to her beskrevne Former kunde henhåre til eet og
samme Tæniaspecies, en Formodning, hvortil der turde være saa
meget mere Anledning, som dog ogsaa netop Echinokokblærer
og denne Cysticercus tenuicollis begge fortrinsviis høre kjemme
hos de samme Arter af Dråvtyggere "og hos Svinet. Maatte
det snart lykkes mig eller Andre, at skaffe Vished til Veie
istedetfor Formodninger, saavel om dette som om saa mange
andre i denne Meddelelse forekommende Spårgsmaal !
viklingsform af Tinteormen, er det gunstigt, at Manglen paa Bændelorm i
Island falder sammen med, at der ei heller holdes Sviin,
239
Det franske Société. météorologique underretter Selskabet
om, at det. har constitueret.sig, og:meddeler sit Circulaire.
Docent Schiådte meddelte ifålge Selskabets Anmodning en
mundtlig Beretning over en Besvarelse af Selskabets Thottske
Priisopgave for 1851 ,om de i.Danmark forekommende. Insecter
som leve paa Naaletræer.… . Denne Afhandling, der bestaaer af 3.
skrevne Qvarisider, blev henlagt i.Archivet, uden at Sedlen med
Forfatterens Navn. blev aabnet.
Selskabet modtog: | SÆR
Fra det Keiserlige Selskab i Moscou. fø
Bulletin de la société impériale des naturalistes de Moscou.
Nr. II (Avec 5 planches). Moscou 1852.
Fra M. de Brock.
Compte-rendu annuel adresse a S. Exc. M. de Brock, par le
directeur de l'observatoire physique central Année 1851.
"St. Petersbourg 1852. Année 1852. St. Petersbourg 1853.
Annales de Vobservatoire physique central de Russie. Année
1849 Nr. I, II & I. St. Petersbourg 1852. Année 1850
Nr. I & II, St. Petershourg 1853.
Fra Doctor Swellengrebel.
Neun verschiedene Coordinaten-Systeme im Zusammenhang un-
tersucht Bonn 1853.
Fra Hofraad Hausmann i Gåitingen.
Neue Beitråge zur metallurgischen Krystallkunde. Gåttingen
1852.
Bemerkungen uber den Zirkonsyenit. Gåttingen 1852.
Fra Videnskabernes Selskab i Gåttingen.
Abhandlungen der Kåniglichen Gesellschaft der Wissenschaften
zu Gåltingen iste Bd. 1851—52. Gåttingen 1853.
— 240
Fra Sir C. Lyell.
On the tertiary strata of Belgium and French Flanders. (From
the Qvarterly Journal of the geological society of London
for August 1852. Vol. VIID. London 1852.
Fra the Radcliffe trustees.
Astronomical observations made at the Radcliffe observatory,
in the year 1851. Vol. XIL Oxford 1853.
Fra Sir R. Murchison.
Address to the Royal geographical society of London, delivered
at the anniversary meeting on the 23. Mai 1853. London
1853. å
Fra General Mosquera.
Memoir on the physical and political geography of New Gra-
nada. New York 1853.
Oversigt
Kongelige danske Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger
og
dets Medlemmers Arbeider
i Aaret 1853.
Af
Elatsraad, Professor &. Forchhammer,
Selskabets Secretair.
Ær. &.
Modet den 2?" December.
Hr. Prof. Ussing. forelagde. en Afhandling om de græske og
latinske. Indskrifter i det herværende Antik-Kabinet. tilligemed
et Anhang indeholdende græske Indskrifter af Brøndsteds Dag-
båger. .
Selskabet optog Hr. Professor K. Gislason som indenlandsk
Medlem af den historiske Klasse.
Den i Anledning af et Andragende fra Hr. "Overlærer
Espersen udnævnte Comitee, afgav fålgende Betænkning:
] 16
MW
242
Det kongelige danske Videnskabernes Selskab har i Mådet
d. 4de Novbr. d. A. overdraget Undertegnede at bedåmme et
Andragende af Overlærer Espersen om Underståttelse til at
fremme et videnskabeligt Arbeide over den Bornholmske Dia-
lekt, hvoraf han indsendte nogle Pråver tilligemed sit Andra-
gende. I den Anledning have vi herved den Ære at afgive.
fålgende Betænkning.
Den Opgave, som Hr. Espersen har stillet sig, er at give
en sammenlignende, paa det eiendommelige beregnet, fuldstæn-
dig Fremstilling af den Bornholmske Sprogart, saavel med Hen-
syn til dens Sprogbygning som dens Ordforraad, tilligemed en
forudskikket Udvikling af Bornholmskens Forhold til Oldsproget,
de nordiske Sprogarter og det danske og svenske Skrifisprog,
samt med en Undersågelse om hvorvidt Spor af tydsk Indfly-
delse lade sig i nogen Enkelihed paavise. Comiteen er af den
enstemmige Mening, at el saadant Arbeide i héi Grad fortjener
at opmuntres; thi ved Siden af den almindelige Betydning, som
de forskjellige Dialekter have for vor Sproghistorie, har Born-
holmsken tillige en eiendommelig, da den, ved Gens afsondrede
Beliggenhed og den mindre livlige Forbindelse med Rigets dv-
rige Befolkning, har bevaret langt flere og fastere Præg af en
ældre Sprogform end de fleste andre Sprogarter, medens den
tillige indtager en af Gens Beliggenhed betinget Stilling imel-
lem de danske Dialekter, saavel her i Landet som i det tidligere
danske Sydsverrig, og de svenske. Men Bornholmsken kan ikke
undgaae Dialekters almindelige Skjæbne, og ved det i senere
Tider stærkt tiltagne Samqvem imellem Øens og Rigets åvrige
Befolkning, begynder den alt at tabe noget af sin bestemt ud-
prægede Særegenhed, idet enkelte Former, Ord og Ordbetyd-
ninger lildeels ere trængte tilbage til de mere afsides liggende
og fra Kjobstæderne fjernede Egne. Efter de Pråver som Hr.
Espersen, der er fådt paa Bornholm, har forelagt, er Comiteen
af den enstemmige Mening, at han vil være i Stand til at låse
paa lilfredsstillende Maade den Opgave, han har sat sig, og al
243
han derfor er værdig til Selskabets Underståttelse til sit Ar-
beides Fremme; navnlig anseer Comiteen med ham det for
. hist onskeligt, at han sættes i Stand til saavel at kunne fore-
tage en Gjennemvandring paa Oen, for at tilvejebringe den
nådvendige Sikkerhed og Fuldstændighed i enkelte Retninger,
og ved nærmere Undersågelse om muligt at bringe til et be-
stemtere Resultat, den af Skougaard alt antydede Forskjel mel-
lem Nord- og Syd-Bornholmsk, som tili noget længere Tid at
opholde sig i det ældgamle Gudhjem og andre afsondrede Steder,
hvor den ældre Sprogform især er bevaret.
Idet Comiteen paa det varmeste anbefaler denne Sag til
Selskabets Velvillie, tillader den sig i Henhold til ovenstaaende
at. foreslaae,
»at der bevilges Hr. Overlærer Espersen den Sum af 400 Rbd.,
hvorom han såger, til Udfårelsen af ovennævnte Arbeide over
den Bornholmske Sprogart.”
Kjåbenhavn, d. 25de November 1853. .
N. M. Petersen. J. N. Madvig. SN, L. Westergaard.
(Betænkningens Forfatter).
"Selskabet bifaldt Betænkningen og bevilgede 200 Rhd. til
Udbetaling i Begyndelsen af 1854, og 200 Rbd. efter at For-
fatteren for Selskabet har godtgjort, at Arbeidet er rykket be-
tydeligt frem. .
Selskabet modtog:
Fra Videnskabernes Selskab i Wien.
Sitzungsberichte der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften
Mathematisch-naturwissenschafiliche Classe. Band X, 2 &
3 Heft. 1852. 4 & 5 Heft. 1853. Wien 1853. ;
ONE Philosophisch - historische Classe. Band X, 2 & 3
Heft. 1852. 4 Heft 1853. Wien 1853.
Archiv fir Kunde åsterreichischer Geschichts-Quellen. Heraus-
gegeben- von der zur Pflege vaterlåndischer Geschichte
16”
— 244
angestellten Commission der Kaiserlichen Akademie der
Wissenschaften IX Band 2 Heft. 1852. X Band 1 Heft.
1853. ;
Denkschriften der Kaiserlichen Akademie der Wissenschaften.
Mathematisch-nalurwissenschafiliche Classe. IV Bd, 1 L. 1852.
V Bd. 4.6 2:L. 1853.
— — — Philosophisch-historische Classe. IV Bd. 1853.
Fontes rerum austriacarum. Oesterreichische Geschichts-Quel-
len. 3 Ablheilung. Diplomataria et acta. VI Bd. Wien
1853. VII Bd. Wien 1853:
Verhandlungen des zoologisch- botanischen Vereins in Wien.
I Bd. 1852. "I Bd. 1853. Wien,
Monumenta Habsburgica. Sammlung von Actensticken" und
Briefen zur Geschichte des Hauses Habsburg in dem Zeit-
raume von 1473 bis 1576. I Bd. Wien 1853.
Tafeln zur Abhandlung Beitråge zur Naturgeschichte von Chile.
Beilage zu den Denkschriften der Kaiserlichen Akademie
der Wissenschaften; Mathematisch — naturwissenschaftliche
Classe. Bd. V.
Fra Kaiserliche Geologische Reichsanstalt i Wien.
Jahrbuch der Kaiserlich - Koniglichen geologischen Reichsanstalt
Nr. 1. Wien 1853. .
245
Mådet den 16 December.
Benn"
Kassecommissionens: Formand Hr. Etatsraad Petersen forelagte
Budgettet for 1854, som efter Discussionen blev vedtaget saaledes :
Budget for Aaret 1854.
Indtægter.
A. Aarlige Indtægter:
Renter af Selskabets Fonds) . 5,369 R40 46 8
Fra det Classenske Fideicommis 200 —
Etatsraad Schous og Frues Legat — 50 —
For Salget af Selskabets Skrifter 150 —
5,769%R40 46 8
B. Kassebeholdningen ved Udgangen 21853 omtrent 2, 7600 — my
Udgifter,
A. Til. Selskabets vink ssipterde og dets Virksomhed,
rr ydre af
I. Embedsmændenes Gager og LEDER nere La ane
DES æt FILEN ILL SPRE ØSEN GØRER ERNE 875 40
Selskabets Folium i Banken , 16 —
Løbende Udgifter til Brænde,
Lys, Porto m, v. samt Gra-
Habertiher SE ss dne 250 — | 288 R40! 1394967 8
| 1141 40
Hs PÆNERE AR Kon 4000! 76 Fler å |
OPDELER SEA 450 — | 232 — | 192 — 168
Den meteorologiske Comitee 600 — | 594 — | 579 — 10 -
Regestum diplomaticum ... 450 —| 338 — ”
Selskabets Skrifter ...... 2000 — [1645 — (1671 -— 87 -
) 3900 4690/2885 Kb 2443 Rho 17 13
+) Sblekøbete rentebærende Capitaler ere:
1) Obligationer i danske Penge: 25,000 %4 med 5 pCt. Rente 12508
97, 562 — — 4-— — 3902 — 46/8
3,400 — — 3— …—… 102 —
125,962 Wo med Rente... . 52544946 $
2) Dansk-engelske Obligationer paa 100 £Sterl. med 5 pCt.
Rente og paa 200 £ Sterl. med 3p Ct., tilsammen med
HERRE VSSE ARNE SR RENNES EEG oe Mr omtrent 94 — ,, -
3) Bankactier, 300 RW (omhyttet for en kgl. 5 pCt. Obliga-
tion paa 500 FU9 opsagt til Indlåsning) med Udbytte omtr, 21 — ,-
Tilsammen . .. 536949 46 %
Af Selskabets Capitalformue betragtes 100,000 4 som et "Fond, der ikke
maa formindskes, Resten derimod som disponibel til videnskabelige Fore-
tagender (ifålge Selskabets Beslutning i 1838).
246
B. Underståttelser til videnskabelige Foretagender.
Subscription paa 2det Bind af Saxo .......
Til Etatsraad Molbech: Dansk Glossarium. Bevilget
d. 20. April 1838500%R49, herafudbetalt 300W9; de øvrige
… Til Cand. Brandt: Subscription af 50 Expl. af
Udgaven af Chr. Pedersens Skrifter. 4de Bind.
Ifålge Beslutning af-17. Marts 1847, Omtrent . …..
Til Prof. Allen: Samlinger til Christian den an-
dens Historie, " Bevilget d. 7. Marts 1851 en Sub-
scription af 50 Expl. samt 100 WWW efter fårste Binds og
100 M& efter andet Binds Udgivelse, Heraf +.+…+.-
Til antiquarisk-geologiske Undersågelser. Bevil-
get den 3. Juni 1853 400 WWW fordelt paa to eller flere
Aar, hvoraf intet udbetalt. . Heraf 2. . 4 sn vene
Til Overlærer Espersen. Undersågelser om den
Bornholmske "Dialect. Bevilget 2. Dec. 1853, 200
Rb9 strax, og 200 MW naar godtgjåres for Selskabet, at
Arbeidet er rykket betydeligt frem 2. +......4+-
Til Samfundet til den danske Literaturs Fremme.
Bevilget 16.:Decbr.:1853 for et Aar. 2. 0 Ens
200 Rio
200. —
300 —
200 .—
400 —
481 — 708
1631 0 70 8
Selskabets Status:
Selskabets aarlige Indtægter....... omtrent
Udgifter til Selskabets Bestyrelse og dets Virk-
somhed, beregnede rigeligt efter Middelsum-
RR 7) HEKS fars er RAR I. 1150 40
IL 3000 —
Til Underståttelser til videnskabelige Foretagen-
der og tilfældige Udgifter — hvis Middelsum
for 1842—51 er 1074 40 + 176 Ro — 1250
Al, og som i Aaret 1852 have belåbet sig
til 890 40/6 8 og i Aaret 1853 omtrent
2130 Rio + 100 Fo — 2230 Rid, altsaa for de
to sidste Aar i Middelsum omtrent 1560 40
— .haves"sadledes omlrent sig FYENS 74
Paa Budgettet er opfårt
(SENE 280 F SMART "ultr "æt PT RE RS SE TNT Ms Fa
5769
4150. —
1619 ——
1631. — 705
Altsaa en Underballance omtrent ...
12 0 705
247
Hr. Prof. Pedersen læste fålgende Biographie af Selskabets
Archivarius Etatsraad J. F. Schouw.
Joakim Frederik Schouw, Sén af Viinhandler Poul Schouw
og Sara Georgia Liebenberg, blev fådt i Kjåbenhavn den 7de
Februar 1789. I sit iite Aar mistede han sin Fader, der efter-
lod hans Moder med 7 uforsårgede Børn i maadelige Omstæn-
digheder. Som ældste Sån var Schouw tidligere bestemt til at
skulle indtræde i Faderens Næringsvei, og deeltog allerede ved
dennes Dåd i Udsalget og de åvrige Forrelninger i Viinkjæl-
deren. Men, da der efter nøgen Tid indtraf betænkelige Syg-
domstilfælde, og Lægen raadede til at tage ham fra Opholdet i
den fugtige af Viindunster opfyldte Kjælder, saa blev det be-
slultet at såge ham anbragt paa et Handelscontoir eller i en
anden lignende Stilling,
Hidtil havde den Underviisning, han fik af en Privatlærer,
indskrænket sig til de allernådvendigste Forkundskaber. De
forste Spor af Interesse for Naturvidenskaberne fremkaldtes
nærmest sved hans Omgang med en beslægtet Jevnaldrende, en
Stedsån af Professor Mynster"), der havde begyndt at lægge
sig efter Naturhistorien, og med hvem han, skjøondt kun Dreng,
overværede Professor Vahls Forelæsninger over Dyr- og Plante-
læren. Den Lyst og Opmærksomhed, han viste herved, vakte
hos Vahl Deeltagelse for den 14aarige Tilhérer, hvem han lod
komme hjem til sig, forat modtage Exemplarer af Planter, han
selv afskar.
. I 1804 kom Schouw i Tjeneste, som Skriverdreng hos
Prokurator Bjerring, og forblev i denne Stilling omtrent i 3
Aar. Det var da: ogsaa bestemt, at han skulde læse til: dansk-
juridisk Examen, forat have nøgen Udsigt for Fremtiden paa
denne Bane; men, da han yttrede megen Lyst til at studere,
tillod hans Moder, at han i sine Fritimer forberedte sig til,
hvad man dengang kaldte Præliminærexamen, under Veiledning
%) J. D. L. Hansen, der dåde 1823, som Regimentschirurg i Aalborg.
248
af Cand, jur, Wosemose. Åmidlertid blev denne Examen kort
efler afskaffet, og der var nu ikke Andet tilbage for ham, end
at underkaste sig examen artium i den strængere Form. Denne
bestod han da ogsaa i Efteraaret 1808, og begyndte derpaa
igjen at besøge de naturhistoriske Forelæsninger, og at deel-
lage ide botaniske Excursioner. Til at fremme hans Studium
bidrog Hornemann meget, deels ved sit livlige Foredrag, og
deels ved den ualmindelige Redebonhed, hvormed han saa
kraftig virkede til at skaffe -Naturvidenskaben Dyrkere.… Dog
var det kun liden Tid, Schouw kunde offre til Naturens Slu-
dium, da hans egen og hans Moders åkonomiske Stilling gjorde
det nødvendigt for ham, at betræde en Levevei, der kunde
aabne ham bedre Udsigter, Han besluttede derfor at studere
Lovkyndigheden, og da han i 1811 havde taget den juridiske
Embedsexamen, indtraadte han umiddelbart derpaa, som Volon-
teur i Cancelliet, hvor han siden blev Undercancellist.
Den stårre Frihed, han derved fik,. forte ham igjen til
Naturvidenskaberne, og i Sommeren 1812 saites han ved en
Onkels Underståttelse istand til at foretage en Bjergreise i Norge,
i-Selskab med den norske Naturforsker Christian Smith, som
faa Aar efter mistede Livet i Congo, hvor han deeéltog i Cap-
tain Tuckeys Expedition. Det var denne. Reise som først vakte
Schouws Lyst til plantegeographiske Studier, for hvilke Smith
øgsåa interesserede sig, og denne Tilbåielighed forågedes end
mere ved Læsningen af Wakhlenbergs Værker, der netop udkom
paa den Tid. Al den Tid, han fik. tilovers fra sine Forretnin-
ger i Cancelliet og sine Manuduclioner til. juridisk Examen,
anvendte han derfor paa disse Studier; og denne Beskjæftigelse
vakte naturlig Onsket hos ham om at foretage en Udenlands-
reise i botanisk Qiemed. Navnlig énskede han at undersåge
Italien i plantegeographisk Henseende, for derved at tilveie-
bringe en Forbindelse mellem Humboldts Skildring af det hede
Beltes Planteverden og Wahlenbergs af Alpernes, Karpathernes
og Laplands.
249
I lang Tid vovede han ikke at yitre dette Onske for No-
gen, da han tvivlede om at faae det opfyldt; men tilsidst sattes
han dog istand dertil, ved Hornemanns og Andres. varme Anbe-
falinger, der skaffede ham deels en Understøttelse af Geheime-
raad Johan Biilow, deels et Universitelsstipendium og en treaarig
Underståttelse af Fonden ad usus publicos. Den sidste Reso-
lution faldt et Aar får han skulde tiltræde Reisen; og delte
Aar anvendte han til at forberede sig til denne og til at ud-
arbeide en Afhandling ,de sedibus plantarum originariis”, for
hvilken han modtog Doctorgraden i 1816, og hvori han be-
handler et Emne, som han ogsaa senere igjen har oplaget,
nemlig om hvorvidt man skal antage, at alle Planter af samme
Art nedstamme fra eet Individ, eller at de selvstændig kunne
fremkomme paa forskjellige Steder, hvilken sidste Mening han
forsvarer. Omtrent paa samme Tid blev han af Underviisnings-
deparlementet i Christiania foreslaaet til Lector i Lovkyndig-
"heden ved det derværende Universitet.
I Slutningen af 1816 tiltraadte han sin Reise, og kom,
efterat have tilbragt Vinteren i Gåttingen, i Foraaret 1817 til
Triest, hvorfra han i den fålgende Sommer bereiste Alperne
indtil Mont Cenis. I de to Aar, han derpaa tilbragte i Italien,
.bereiste og undersøgte hun Apenninerne fra Romerstatens Nord-
grændse, indtil Calabriens sydligste Deel, ligeledes den sydlige,
åsllige og -nordosilige Deel af Sicilien, besteg Abruzzernes og
Calabriens håieste Bjerge, og Etna to Gange. I Efteraaret 1819
… passerede han atter Alperne, opholdt sig nogen Tid i Genf og
Paris, og vendte i Begyndelsen af 1820 tilbage til Danmark.
Efter hans Hjemkomst paatrængte sig alter Spørgsmaalet
om, hvilken Livsstilling, han skulde vælge ;” hans. Tilbbielighed
trak ham til Naturvidenskaberne, men paa den juridiske Bane
vare Udsigierne meget fordeelagtigere. Da forlængede Kongen
hans Reiseunderståttelse for et Aar, og udnævnte ham næste
Aar, til Professor extraordinarius i: Botanik ved Universitetet,
" hvorved han endelig saltes i Stand til ganske at leve for Na-
230 ' É
turvidenskaberne. Det fårste Arbeide, han leverede efter sin
Hjemkomst var Grundtræk til en almindelig Plantegeographi,
hvori han forsågte, ved at forene Andres Resultater med sine
egne Erfaringer og Anskuelser at ordne Plantegeographien til
et videnskabeligt Hele.
I de fålgende 4 Aar led han i héi Grad af en Nervesvæk-
kelse, der ofte holdt ham hjemme, ja i Sengen, flere Maaneder,
stundom halve Aar. " Ikke destomindre leverede han dog i dette
Tidsrum forskjellige originale Bidrag til Tidsskriftet for Natur-
videnskaberne, saaledes om. den usædvanlig lave Barometerstand
i December 1821, om Barometrets lave Middelstand paa Island
og flere andre, foruden endeel Uddrag af fremmede Arbeider:
Ligeledes meddeelte han her i Selskabet, i hvilket han var ble-
ven optagen til Medlem i 1823, sine Afhandlinger om Clima-
ternes Forandring og om Italiens Regnforholde, og udarbeidede
desuden sin Skildring af Veirligets Tilstand i Danmark, der
" tidligere havde vundet den af Selskabet i 1822 udsatte Præmie.
I Aaret 1826 valgtes han til Selskabets Archivarius.
Af de Forelæsninger over den physiske Geographie, som
han holdt i de fålgende Vintre, udkom et Afsnit i 1828 under
Titlen specimen geographiæ physicæ comparalivæ, som Program
i Anledning af Universitetets Aarsfest. Ogsaa havde han i læn-
gere Tid beskjæftiget sig med et Skrift over Italiens Clima og
Vegetation; og da han fandt, at det vilde være nådvendigt for
ham at foretage en ny Reise til Italien, fårend han skred til
Udgivelsen, saa sågte han dertil en Underståttelse af Regjerin-
gen. Denne erholdt han og tiltraadte da Reisen i Begyndelsen
af 1829, ledsaget af sin Kone, en Datter af Præsten Dalgas
ved den reformeerte Menighed i Fredericia, med hvem han da
havde været gift omtrent i to Aar. I den fålgende Sommer
undersågte han Apenninerne i Modena og Toscana, og bereiste,
efter at have tilbragt Vinteren i Rom ,øg Neapel, i Foraaret
1830 Sicilien i Selskab med Wilhelm Lund og Englænderen
Harewood. Sommeren anvendtes lil at undersoge flere af
ENE He SR Ar
æg — 254
Apenninerne og 'de»'carniske Alper, hvorpaa han over Genf.og
Paris vendte tilbage til Kjåbenhavn i Slutningen af 1830.
Kort efter hans: Hjemkomst aabnede der”sig en ny Virk-
somhed for ham, idet flere Videnskabsmænd. der vare traadte
"sammen, forat grunde et Tidsskrift, som nærmest vår bestemt
"til at meddele Udbyttet af videnskabelige Granskninger,: valgte
ham til Redacteur af dette Tidsskrift, der udkom under. Navn
af ,Dansk Ugeskrift”. I Begyndelsen holdt det sig vel for
Størstedelen lilydet' nævnte Formaal, men, da- Stænderinstitutio-
nens Indfårelse: vakte foråget Interesse for Gjenstande, der
henhårtetil Statsåkonomien og.den indre Politik, slog det efter—
haanden meer ind i denne: Retning. Nogle Artikler angaaende
den naturhistoriske Underviisning, som Schouw havde leveret i
Ugeskriftet, fremkaldte Modstand hos de Skolemænd, der ikke
ansaae Naturvidenskaberne - for en nådvendig Deel af Under-
viisningen i de lærde Skoler.: Denne Strid forågede end mere
hans Lyst til at vække Sandsen for disse Videnskaber, og han
gik derfor med Glæde ind paa et Forslag af Professor Eschricht,
der fårte til Stiftelsen af ,den naturhistoriske Forening”,' hvori
ogsaa Conferenisraad Collin deeltog. Schouw holdt i denne
Forening en Række af Forelæsninger over forskjellige natur-
" widenskabelige: Emner, hvoraf endeel optoges i Ugeskriftet og
senere -er udgivet særskilt under Titlen af 4Naturskildringer”.
Til-hans populære . Arbeider fra denne Periode hører ogsaa
»Europa, en letfattelig Naturskildring”, der nærmest fremkaldtes
af hans Bestræbelse for al give Underviisningen i den physiske
Geographie en bedre Form. Blandt hans strængere videnskabe-
lige Arbeider måa især nævnes hans Afhandling om Baårometrets
Middelstand ved Havet, hvori han, ved en Sammenstilling af
sine egne og Andres Iagitagelser, gav et meget værdifuldt Bi-
drag til- at bestemme Indflydelsen af den geographiske Brede
paa Barometrets Middelstand ved Havets Overflade.
I de fålgende Aar mådte Schowo i Stænderforsamlingerne,
da han af Regjeringen var bleven udnævnt lil Universitetels
SST BREDSTEN" MSSD
252
Repræsentant ved disse, og blev saavel i den Roeskildske, som
i den Viborgske gjentagende valgt til Præsident, sidste Gang i
1840. Med denne Session var nemlig hans Mandat udlåbet, og
da han ikke paany udnævntes af Regjeringen, og heller ikke
onskede at blive valgt, saa ophørte hermed indtil videre hans'
politiske Virksomhed.
Det var naturligt, at denne havde forhindret ham i at be-
skjæftige sig med videnskabelige Arbeider i samme Omfang,
som tidligere, Derfor standsedes ogsaa Udgivelsen af ,Dansk
Ugeskrift” i Begyndelsen af 1836, og den fårste Deel af hans
Værk ovér Italien udkom ikke får i 1839. Samme Aar deeltog
han i de skandinaviske Naturforskeres Måde i Gothenborg og
tiltraadte derpaa alter en Reise til Italien. De mange anstren-
gende Arbeider, som de senere Aar havde medfårt, og hans
Kones svage Helbred gjorde allerede en saadan Reise ånskelig;
men desuden antog han ogsaa, at Gjensynet af den italienske
Natur efter en saa lang Fraværelse kunde være gavnlig for det
Værk, han havde under Arbeide. Fra denne Reise, som han
foretog paa egen Bekosining, vendte han tilbage i Mai 1840.
Sommeren derpaa deeltog han i de skandinaviske Naturforske-
res Måde i Kjobenhavn, ligesom han ogsaa senere var tilstede
ved det i Stokholm; derimod kom han ikke til Christiania,
sandsynligviis paa Grund af den Sorg, han kort iforveien havde
havt. I Foraaret 1844 mistede han nemlig sin trofaste Hustru,
hvis lyse Aand og kjærlige Sind, i Forening med Sands for
Orden og Skjånhed, havde gjort ham Hjemmet til hans kjæreste
Opholdssted, og hvis Tab derfor smertede ham dybt.
… I Sommeren 1841 overdroges ham Bestyrelsen af den bo—
taniske Have,. hvilket Hverv han rogtede med sin sædvanlige
Nidkjærhed. Haven befandt sig nemlig dengang ikke i den
bedste Orden, og han havde derfor den besværlige Opgave, at
maalte gjennemgaae og bestemme fra Nyt af Havens hele
Plantebeholdning, der bestod af henved 8000 Arter. Regnes
hertil de aarlig fra andre Haver indsendte flere tusind nye op-
lagne Planter, som ligeledes enkeltviis maatte gjennemgaaes,
saa vil det let indsees, hvilken Flid og Nidkjærhed i sit Kald
hertil udfordredes. Ligeledes havde han den Fortjeneste at
være den fårste Directeur af Haven, der gjennemfårte bestemte
Principer i Ordningen og Bestyrelsen af den, idet han begrænd-
sede den paa en saadan Maade, som de forandrede Forholde
gjorde nådvendig. Ogsaa var det efter hans Forslag, at den
blev udvidet og tillige forbedret ved” Opfårelsen af flere nye
Væxthuse. - Udgivelsen af dansk Ugeskrift optog han igjen i
1842 og vedblev dermed indtil Begyndelsen af 1846, da den
Vilkaarlighed. hvormed den periodiske Presse dengang behand-
ledes af Regjeringen, efter hans egen, offentlig udtalte Er-
klæring, gjorde ham det umuligt at vedblive dermed,
Fortsættelsen af hans Værk over Italien skred imidlertid
temmelig langsomt frem. Efter Planen skulde det bestaae af
tre Déle, hvoraf den første, som var udkommen, indeholdt en
Fremstilling af Italiens Varmeforholde og Fugtighedsforholde,
sammenlignede med de tilsvarende Forholde i det dvrige Eu-
ropa og en Deel af: Afrika. Den anden var bestemt til at give
en Fremstilling af' de andre Veirforholde, og tillige en Sam-
menligning mellem de forskjellige Aars Veirlig, for nærmere at
"belyse Spørgsmaalet om Climatets Foranderlighed. Den tre-
die Deel skulde danne det plantegeographiske Afsnit.
Af denne Deel havde han allerede i 1841 forelagt dette
Selskab en Afhandling om de geographiske og historiske For-
holde ved "de italienske Naaletræer og i Slutningen af 1843 en
Udsigt over de geographiske og historiske Forholde ved de
italienske Lyngvæxter. Men hermed indtræder en Standsning;
thi de tilsvarende Afhandlinger om Træerne af Egefamilien og
om Træerne og Buskene af Birkefamilien forelagdes. ikke får i
Slutningen af 1846 og i Begyndelsen af 1847, og det Sidste,
han deraf har bekjendtgjort, nemlig en Udsigt over de ilalienske |
Græsarters geographiske og historiske Forholde, meddeeltes ved
254
de skandinaviske Naturforskeres Måde i Kjåbenhavn i Sommeren
1847.
Det er vanskeligt at indsee Grunden hertil, saameget mere,
som hans Tid i denne Periode ikke optoges af politiske For-
retninger, En Forklaring heraf findes dog maaskee i en Yt-
tring af ham selv i Fortalen til den fårste Deel. Det hedder
nemlig der, at han ikke har kunnet dålge for sig selv de Van-
skeligheder, der måde en Reisende, naar han vil give en Skil-
dring af et fremmed Lands Natur, idet Kjendskaben til mange
stedlige Forholde og Enkeltheder, som den der boer i Landet,
let tilegner sig, undgaaer den Reisende, der kun kan dvæle en
kort Tid paa hvert Sted. Det er derfor ikke-usandsynligt, at
den samme Følelse har trykket ham under Udarbeidelsen af sit
Værk og forsinket dette saaledes, at det ikke kunde blive fuld-
endt. Thi ved de Begivenheder, der indtraadte i det fålgende
Aar, blev han kaldet til en saa virksom Deeltagelse i. det po-
litiske Liv, at hans videnskabelige Virksomhed dermed maa be-
tragles som afsluttet.
I Begyndelsen af 1848 udgav han i Forening med Professor
Clausen et lille Skrift under Tillen ,,Ved Thronskiftet 1848”,
hvori han udtaler sig for Nodvendigheden af at give Danmark
en constitutionel Forfatning og dråfter de Vanskeligheder, som
Forholdet til Herlugdåmmerné i denne Henseende medførte. I
den paafålgende Sommer mådte han, da han Aaret iforveien
var bleven valgt til Stænderdeputeret, i de Forsamlinger; der
sammenkaldtes. for at afgive Betænkning over Valgloven til den
grundlovgivende Rigsforsamling, og valgtes atter til Præsident i
begge. Det Samme var Tilfældet i den grundlovgivende Rigsfor-
samling, hvori han deellog som Repræsentant for Randers Amts
første Valgkreds. Sit Hverv som Formand udfårte han paa en
Maade, der vandt almindelig Anerkjendelse og væsentlig bidrog
lil den rolige -og besindige Holdning, som denne Forsamling
viste. Ved de anstrengende Arbeider, som denne Stilling med-
forte i den lange Tid, Rigsdagen var samlet, kunde det ikke
255
Er e
være Andel, end at hans allerede ikke stærke Helbred endmere
svækkedes. Derfor vægrede han sig ogsaa, da han i det fål-
gende Aar var bleven Medlem af Landsthinget, ved at modtage
Formandsposten, og nedlagde ved Sessionens. Slutning sit Man-
dat, hvormed han for bestandig traadte tilbage fra det offent-
lige Liv.
Den store Indflydelse, han i denne Retning havde ud-=
ovet. skyldtes vel tildeels hans rolige og faste Optræden, men
dog fornemmelig. den almindelige Anerkjendelse af hans Ret-
sind og Upartiskhed. Allerede under hans fårste Ophold i Rom
betragtedes han af sine Landsmænd som kaldet til Voldgiftsmand
i deres indbyrdes Stridigheder, og senere ansaaes herhjemme
hans Medvirken for nådvendig, hver Gang der blev Tale om
at sætte et Foretagende i Værk, som krævede almindelig Deel-
lagelse,….. Hans Navn knytter sig saaledes til Stiftelsen af Athe—.
næum, af Trykkefrihedsselskabet, af det skandinaviske Samfund,
af den slesvigske Hjælpeforening, af det nordiske Literatursam-
fund og af Foreningen for danske Underviisningsanstalter i Sles-
vig... Ligeledes var han en af «Indbyderne til Opreitelsen af
Thorvaldsens Museum, og blev derfor ogsaa udnævnt til en af
Executorerne af Thorvaldsens Testamente, og af de fremtidige
Bestyrere- for detie nationale Mindesmærke. Regjeringen viste
sin Paaskjonnelse af disse Fortjenester ved at udnævne ham i
1836 til Ridder af Dannebrogen, i 1840 til Dannebrogsmand og
i 1847 4il Etatsraad.
Schouws Virksomhed, "som Forfatter, deelle sig som man
allerede af det Foregaaende vil have seet, imellem den strengt
videnskabelige og den populære. I den fårste udmærkede han
sig ved en alvorlig og grundig Stræben efter Sandhed, fri for
al Eensidighed og forudfattet Mening og hans Undersøgelser af
denne Åri vandt derfor ogsaa almindelig .Anerkjendelse; ved
den anden. bidrog han meget til ai vække i en større Kreds en
Sands og Deeltagelse for Naturvidenskaberne, der længe vil
bevare hans Minde i Manges Erindring,
256
Den sidste Deel af sit Liv tilbragte han desværre under
en stadig Aftagen af Legemets Kræfter, "der til Slutningen ogsaa
virkede svækkende ind paa hans aandelige. Da han i Begyn-
delsen af 1851 var efter Anségning bleven fritagen for sine
fleste Embedsforretninger, tilbragte han en Deel af Sommeren
paa Landet og befandt sig en kort Tid saa vel, at han kunde
holde sin Datters Bryllup, og ordne endeel af sine Sager. Da
dette Velbefindende imidlertid snart ophørte, indgav han i Efter-
aaret en Anségning om sin Afsked. I Vinterens Låb forvær-
redes hans Tilstand meer og meer, indtil Dåden den 28de April
1852 endte et Liv, hvis stårste Deel havde været offret til
Videnskabens og Fædrelandets Tjeneste.
Med Selskabets Tilladelse optages her nogle Tillæg til Se-
cretairens under 29de April læste Afhandling over en kunstig
Dannelse af nogle Forbindelser som forekomme i Naturen.
Ved fortsat Undersågelse over. Apatitens Dannelse ved
Hjelp af Smeltning med Kogsalt, fandt jeg, at man påa denne
Maade. kan udtrække Apatitens Bestanddele og navnlig Phospor-
syre af de allerfleste plutoniske og metamorphiske Steenarter,
og af deres Forviltringsprodukter, der danne den stårste Deel
af vor Jordbund. Med Hensyn hertil har jeg undersøgt Grån-
steen, af den skandinaviske Ur- og Overgangsformation, af vor
Rullesteensformation og af den store Trapdannelse i Grånland,
saavelsom Basalten fra Steinheim og en grovkornet Basali
eller Lava fra Island. Endvidere - dannedes Apatit af 3 Varie-
teter af Granit- Gneus fra Bornholm og 2 Varieteter af Glim-
merskifer. Fowles har allerede gjort opmærksom paa Phosphor-
syrens Udbredelse i de plutoniske Dannelser iblandt Bjergmas=
serne, og endskjøondt Kersten og Elsner have bestridt dette
Factum, have dog Svanberg og Struve strax efter deres Op-
dagelse af det molybdænsure Ammoniaks Reaction paa Phos-
phorsyre, atter optaget Paastanden om Phosphorsyrens alminde-
257
lige Udbredning. Mine Undersøgelser kunne tjene som Bekræf-
telse paa Phosphorsyrens udbredte Forekomst i Mineralriget, og
i Særdeleshed i de plutoniske Bjergarier, og Forklaringen af
den oprindelige Forekomst af Phosphorsyren i Agerjorden, det
middelbare eller umiddelbare Produkt af forvittrende Bjerg-
arter, finder altsaa ingen videre Vanskelighed.
Af Agerjorden selv, ogsaa i de dybere Lag, hvorhen der
ikke er trængt nogen organisk Substants fra den åvre Ager-
skorpe, "kan man .erholde Apatit ved den tidligere beskrevne
. Methode, og altsaa bevise Phosphorsyrens Tilstedeværelse. Jeg
vil her anfåre en saadan Undersågelse af en Mergel fra Méen,
som tilhårer Rullesteensleeret, og indeholder 10 pCt. kulsuur
Kalk (forstyrret Kridt).
Et %& tårret og sigtet Mergel blev smeltet med 4 & raffi-
neret Kogsalt i en hessisk Digel, der var lukket med et Laag,
som var kittet med samme Slags Leer. - Heden maa være saa stærk
ved disse Forsåg, at Ståbejern med Lethed smeltes. Hvis Digelen
har holdt sig, og Leerkittet er godt smeltet, er der kun for—
flygtiget lidt Kogsalt, og efter at Digelen er sånderslaaet, kan
man " boritage Kogsaltkagen fra Silicatet. Den ved denne
Smeltning 'erholdte Saltkage, blev oplåst si Vand, Oplås-
ningen filtreret, og Filtrum, efter at det var udvasket, brændt.
Det: Tilbageblevne bestod- af en bruun, glimmerformig For-
bindelse, om hvilken jeg senere vil tale, og af Apatit, og idet
jeg behandlede den med meget fortyndet Saltsyre ved svag Op-
hedning oplåste al Apatit sig, men kun en meget ringe Mængde
af de andre Stoffer. Det oplåste veiede 3,725 Gran og var
saavel Chlor- som Fluorapatit. Hvis man regner den blandede
Apatit til 41 pCt. Phosphorsyre, indeholder Pundet af denne
raa Jord, som var taget af en saa dyb Grav, at Overfladens
Cultur neppe har havt den mindste Indflydelse paa den, 1,527
Gran. eller. %0,000 Phosphorsyre. Antager man endvidere at
Rødderne af vore dyrkede Cerealier udtrække Næring af Jor-
den indtil 1 Fods Dybde, komme de Planter, som voxe paa en
17
-" 858
Qvadratfods Overflade i Vexelvirkning med en Cubikfod af
Jordbunden, og da en Cubikfod af en saadan Jord uden betydelige
Feil kan regnes til 100 %, indeholder Jorden, som ernærer de
påa en Qvadratfod voxende Planter 152,7 Gran Phosphorsyre,
som paa en dansk Tånde Land, liig 56,000 Qvadratfod, udgjår
omtrent 1100 &. Denne Mængde synes at være tilstrækkelig
til at forsyne de paa denne Jordbund voxende Planter i en
Række af Aar med Phosphorsyre. +)
Den af en saadan Jord eller af en plutonisk Steenart ved
een Smeltning udtrukne Phosphorsyre er imidlertid ikke den
hele Mængde, som forekommer deri. Naar man pulveriserer
Silicatglasset, og påany smelter det med Kogsalt, faaer man en
ny, endskjøndt forholdsviis ringe Mængde Apalit.
Fluorets Forekomst i Dyreriget forudsætter dets: Forekomst
i Planteriget, naar man ikke vil antage at alt Fluor i de håiere
Dyr og Mennesket" hidrører fra Drikkevandet.… Hvis: Fluoret
kommer fra Plantenæringen, maa det findes i Jorden, - medens
man, saavidt mig bekjendt, ikke har kunnet eftervise det, end-
skjøndt Dannelsen af mange Jordarter, og især af vort Leer,
som hidrører fra forstyrret Granit, henviser paa Glimmeren som
Fluorets Kilde. I Produkterne af Jordarters Smeltning med Kogsalt
lader Fluoret sig imidlertid vise med stor Lethed, ved den be-
kjendte Reaction med Svovlsyre i et fuldkommen klart Reagents=-
glas. Saavel Apatiten, som de brune, glimmeragtige Blade an-
gribe Glasset under de anfårte Omstændigheder.
Jeg har med Hensyn til Phosphorsyrens og Fluorets Fore-
”) Høs os bliver der uu anvendt megen suur, phosphorsuur Kalk som Gjådnings-
middel; den indeholder 10,65 pCt. Phosphorsyre, og man anseer 600 & pr.
Tånde Land for en tilstrækelig Gjådning for 3 Aar. Dette giver omtrent
64 & pr. Tånde Land, i 3 Aar, eller 21/3 & om Aaret. Ifålge dette vilde den i
den oprindelige Jord forekommende, hidtil overseete Phosphorsyre, være
tilstrækkelig for de dyrkede Planter i 54 Aar, selv under den Forudsæt-
ning, at Intet af den ved Planterne udtrukne Phosphorsyre blev. tilbage-
givet Jorden. I alle Tilfælde maa Phosphorsyren spille en væsentlig Rolle
ved Mergelens Virkning.
i …
komst undersågt folgende Jordarter, og af dem alle erholdt
Fluor-Chlor-Apatit.. Leermergel og guult Leer fra Méen, en
Muursteen af Cyprinemergel (en underordnet Formation af Rulle-
steensdannelsen, som indeholder Skallerne af Cyprina islandica) fra
Egnen af Flensborg, Marskleer fra Syli og Havejord fra Omegnen
af Kjobenhavn. Med Hensyn til Undersågelsen af de;sidste to
Jordårter vil jeg endnu tilfåie, at en Jord, der indeholder humåse
og overhovedet kulholdende Stoffer, maa ristes i Muffelen fårend
Smeltningen med Kogsalt, for at forbrænde de organiske Sub-
staniser., Naar dette ikke skeer, bliver Jernet reduceret, og
man faaer et meer eller mindre stort Korn af Slåbejern, som
har optaget Phosphor i sig.
Den anden i Kogsaltet oplåste, og ved dets Afkjåling ud-
krystalliserede Forbindelse viser sig som de alt tidligere: omtalte
glimmeragtige Blade, -der synes at være lettere end det smel-
tende Kogsalt; og findes i Særdeleshed i den åvre Kogsaltkage.
De danne meget tynde, båielige, mørkebrune eller rådfarvede,
gjennemsigtige Blade, og have aldeles den ydre Charakter
af Glimmer. "De indeholde Kiseljord, Leerjord, Jernets Ilter,
Magnesia, Kali og Fluor og, hvad der er meget paafaldende,
ingen Kalk og intet Natron, endskjåndt de have dannet sig i
Kogsalt, som indeholder meget Chlorcalcium. De ydre Egen-
skaber af denne interessante Forbindelse, og dens chemiske
Sammensætning lader neppe nogen Tvivl blive tilbage, at det
er virkelig Glimmer, som her har dannet sig under Kogsaltets
Indflydelse paa Mergelens sammensatte Silicater.
Jeg vil imidlertid her ikke gaae videre ind paa disse Iagt-
tagelser, da Dannelsen af disse og lignende Substantser vil
udgjøåre Gjenstanden for en anden Afdeling af denne Under=
sågelse.
Apatitens Tilstedeværelse i de skandinaviske Magnetjernsteen-
lag er tidligere berårt, og Tanken om at undersåge, hvorledes vore
Myremalmlag vilde forholde sig, naar de i Forbindelse med
Kogsalt bleve underkastede en Smelining, laa nu ikke mere fjern.
17%
Ni... då
Da Myremalmen foruden Jernilte og Phosphorsyre indeholder
Kalk, Kiseljord, Titansyre og organiske, kulholdende Substaniser,
var idelmindste Muligheden givet, at saadanne Myremalmlag, ved
en Smeltning med Kogsalt idet Store, vilde give Produkter, som
lignede dem som forekomme i de skandinaviske Magnetjernsteen=
lag. De mærkværdige bituminåse Stoffer i Magnetjernsteenlagene
vilde svare til Humussyren i Myremalmen, og Kiseljørd, Kalk,
Magnesia og Jernilte vilde kunne danne Amphibolrækkens mang-
føldige Forbindelser, liig dem i Magnetjernsteenlagene, medens
Apatit og Titanforbindelserne ogsaa. kunde sammensættes af
Myremalmens Bestanddele. Jeg smeltede 1 & Myremalm med "Yo &
Kogsalt; i delte Tilfælde skiller Kogsaltet sig ikke fra Jerniltet,
og danner ingen ovenpaa dette liggende Kage. Men der dan-
nede sig Hulheder, der tildeels vare udfyldte med Kogsalt, til-
deels tomme. . I de med. Kogsalt fyldte Hulheder findes der
efter Kogsaltets Oplåsning smaae Naale, i hvilke jeg, efter at have
oplåst dem i Salisyre, ved molybdånsuur Ammoniak har opdaget
Phosphorsyre, og ved Svovlsyre og Viinaand udskiltes der, Kalk,
det var altsaa Apalit. Myremalmen var bleven sort, havde en saadan
Haardhed, at det neppe kunde ridses af Staal, et ufuldkomment
muslet Brud, og virkede meget stærkt paa Magnetnaalen, uden at
være polarisk. I de stårre, tomme Hulheder var Overfladen be-
dækket med smaa, skarpe Krystaller, hvilke man under. Luppen
let kjendie som regelrette Octiaedre. Myremalmen var altsaa
forvandlet til Magnetjernsteen og Phosphorsyren, skilt fra Jern-
iltet, samlet som Apatit. Et sammenlignende Forsøg, idet Myre-
malmen for sig blev udsat for den samme: Hede, gav intet:Spor
af Smeltning eller Krystallisation, og Farven var bruun, men
noget mårkere end den vandholdende Myremalm pleier at være.
Denne sidste lagttagelse forekommer mig at være af Betyd-
ning for Læren om Omdannelsen af mechanisk afsatte|Substantser til
krystallinske Forbindelser. Endskjøndt Kogsaltet ikke synes at
indgaae nogen) Forbindelse med Jerndobbeltilte foranlediger det
261
dog en Omordning af de enkelte Dele, og lignende Virkninger
ere vist ofte foregaaede i Naturen.
Selskabet modtog:
Fra det naturforskende Selskab i Halle.
Abhandlungen der naturforschenden Gesellschaft zu Halle: Ori-
ginalaufsåtze aus dem Gebiete der geésammten Naturwissen-
schaften. ” Halle 1853: Aster Bd. istes Quartal.
Fra det physikalske Selskab: vw Berlin.
Die Fortschritte der Physik im Jahre 1849 ,; dargestellt -von der
physikalischen Gesellschaft zu Berlin. Berlin 1853.
Fra Société géologique de France.
Bulletin de la société géologique de France," II Serie 15—40
1852. 1—3 1853. Paris 1852 &' 53.
Liste des membres de la société géologique dé France; » Paris
1853.
Fra Prof. Le Canu.
Nouvelles études chimiques sur le sang. Paris 1852.
Fra Herr Vauquelin.
De VPapplication de lå suture errchevilléea Popération de 1'en-
tropion spasmodique. Paris 1853.
Fra Videnskabernes Selskab i Mvinchen.
Bulletin der kånigl. Akademie der Wissenschaften Nr. 1-—25.
Minchen 1853.
Abhandlungen der mathematisch- physikal Classe der kånigl.
Bayerischen Akademie der Wissenschaften. Åster Bd. Åste
Abth. Munchen 1853.
Fra Linnean Society i London.
List of the Linnean society of London 1852.
Proceedings of the Linnean Society. Decbr. 16, 1851-—Mai 3,
1852.
The Transactions of the Linnean society of London. Vol. 24.
Part. 2. London 1853.
Fra Videnskabernes Selskab i Wien.
Magnetische und meteorologische Beobachtungen zu Prag 1850.
Prag 1853. ;
Archiv fir Kunde åsterreichischer Geschichts-Quellen, Heraus-
gegeben von der zur Pflege vaterlåndischer Geschichte
aufgestelllen Commission der keiserlichen Akademie der
Wissenschaften 9. Bd. 1. Heft, 10, Bd. 2. Heft, 11. Bd. 4.
Heft.. Wien 1853.
Notizenblatt Nr. 1—30. Beilage zum Archiv fir Kunde åster-
reichischer Geschichtsquellen., Wien 1853.
Siltzungsberichte der keiserlichen Akademie der Wissenschaften.
Philosophisch-Historische Classe 9. Bd. 3, 4.& 5 Heft, 10.
Bd. 1 & 5 Heft, 11 Bd. 1 & 2 Heft. Wien 1853.
— — — Mathematisch - naturwissenschaftliche Classe 9 Bd. 3,
465 Heft, 10 Bd. 1 Heft, 11 Bd. 1 & 2 Heft. Wien 1853.
Almanach der keiserlichen Akademie der Wissenschaften. Wien.
1854.
263
Til hele Aaret henhørende.
I Aaret 1853 har Selskabet ved Dåden tabt 3 af sine uden-
landske Medlemmer, nemlig :
Leopold v: Buch, som i de senere År uden Modsigelse
har været erkjendt for den fårste dalevende Geognost, og som
for os- havde endnu en særlig Interesse, ved hans store Ar-
beider over skandinaviske geognostiske Forhold.
Th. Colby, Chef for det engelske Ingenieurkorps, beråmt
ved de store geodætiske Arbeider, som han ledede for den en-
gelske Regjering, og
Fr. Arago, livsvarig Secretair for det franske Institut, be-
råmt ved sine astronomiske, geodæliske og physiske Arbeider.
Som indenlandske Medlemmer har Selskabet optaget:
Oberstlieutenant C. C. G. Andræ i den mathematiske Klasse,
Dr. med. A. Hannover i den physiske Klasse, og
Prof. K. Gislason i den historiske Klasse,
og til udenlandsk Medlem i den physiske Klasse:
Sir William. Hooker, Forstander for den botaniske Have i
Kew.
Istedetfor afdåde Dr. Pingel blev Prof. chem. "E. Scharling
valgt til Revisor og Etatsraad F. C. Petersen, der som ældste
Medlem fratraadte Kassecommissionen, blev gjenvalgt.
Selskabet har i Aarets Låb holdt 15 Møder, i hvilke der er
holdt 12 Foredrag henhørende til den physiske, 2 til den mathe-
264
matiske og 3 til den historiske Klasse ligesom een Biographie
over et ved Dåden afgaaet Medlem (J. F. Schouw) er oplæst.
Det har udgivet eet Bind af sine naturvidenskabelige og
mathem atiske Skrifter, og et Hefte af Ordbogen (T). Særskilt
udgivet har det endvidere i Aarets Låb: ,Sur le mouvement du
pendule” & cet. en Afhandling af Professor Jvrgensen, og
»Tables du Soleil” af Professorerne Olufsen og Hansen (i Gotha).
Det har desuden i Aarets Léb ved Subscription eller paa
anden Maade bidraget til Udgivelsen af Professor Etatsraad C.
Molbech's ,Dansk Glossarium” iste og 2det Hefte, og af Christiern
Pedersens Danske Skrifter, 3die Bind, ved Brandt og. Fenger.
Ordbogs - Commissionen.
Commissionen har i Aaret 1853 været samlet i 33 Moder.
Bogstavet T af den danske Ordbog er blevet færdigt i Be-
gyndelsen af Aaret, og udkom i April Maaned. Revisionen af
Bogstavet U er fremmet indtil Ordet Udludning, og Trykningen
af Bogstavet begyndt i Sluiningen af 1853.
Commissionen for Udgivelsen af et. dansk Diploma-
tarium, og danske Regester.
Efterat Udgivelsen af de danske Regesters andet Bind, ved
forskiellige Aarsager, bl. a. ved den forhenværende Redacteur,
Archivregistrator Knudsen's Dåd, har været standset og udsat
nogle Aar, har Commissionen i Efteraaret 1853 igien begyndt
at forberede Værkets Fortsættelse, og Udgivelsen af de histo-
riske Regesters andet Bind indtil Aaret 1660, hvis Trykning vil
kunne begynde i tilstundende Sommer 1854.
265
"Den meteorologiske Comitee.
I det magnetisk-meteorologiske Observatorium, der staaer
under Comiteens Tilsyn, ere de regelmæssige Iagttagelser blevne
fortsaite paa samme Maade, som.i forrige Aar med Unifilar- og
Bifilar-Magnetometret, med Baromeiret, Psychrometret, og In-
dexthermometret.
Middeltallet af de Iagttagelser, der. ere anstillede med Uni-
filaret i den forste Halvdeel af December, giver Declinationen
159 507,9 Vest.
Af den horizontale Intensitet er iaar gjort fålgende abso-
lute Bestemmelser:
Stav I.
"Sept. 22. .…. 1,6672
Oct, 9... .1,6619
Iagttagelserne i den botaniske Have ere fortsatte som tid-
ligere, og Resultaterne af dem meddeelte i de maanedlige Over-
sigter over Selskabets Forhandlinger, tilligemed Resultaterne af
de Iagttagelser over Vindens Retning og Styrke, Luftens Ud-
seende og Nedslagets Varighed, "som anstilles paa Nyholms
Hovedvagt, og over Vandets Temperatur paa Trekroners Batteri.
"Ligeledes ere de timevise Thermometeriagttagelser fortsatte paa
Nyholm.
Fra folgende Steder har Comiteen modtaget Iagttagelser :
Reikiavig , Justitsraad Thorstensen, 1852 August 4 — 1853
August 31, Barometret Kl. 9, 12,4 og Psychrometret til samme
Klokkeslet, 1852. August 1— Novbr. 6, og 1853 Mai 14—- August
31; Thermometret Kl. 7 og 2 "samt håiest og lavest, Vandets
Temperatur og Vandmængden een Gang daglig, Vindens Retning
og. Styrke, Luftens Udseende.
Ofjord, Lægen Johnsen, 1851 Oct. 9—1852 Oct. 7 og 1852
Oct. 8—1853 Oct. 8; Barometret, Psychrometret, Vinden og
Luftens Udseende Kl. 6, 1, 10.- Vandmængden. Den første
Mt. Så
Veirbog var afsendt i relte Tid; men blev først afleveret til
Comiteen i 1853.
Upernavik, Missionær Kragh, 1852 Septbr. 1—1853. Au-
gust 6; Thermometret Kl. 7, 2,9, Vinden og Luftens Udseende.
Julianehaab, Missionær Mossin, 1852 Juli 1—1853 Juni 30;
Barometret og Thermometret, Morgen, Middag og Aften, Vin-
dens Retning og Luftens Udseende een Gang daglig.
Snedsted i Thy, Pastor Hansen, 1850 April 18—41852 Dec.
31; Barometret og Psychrometret Kl. 6, 2, 10, Vindens ”Ret-
ning, Luftens Udseende og Vandmængden een Gang daglig.
Læså, Distriktslæge Krebs, 4852 Jan. 1—Decbr. 31; Ba-
rometret, Psychrometret og Vindens Relning Kl. 7, 12, 9, Luf-
tens Udseende og Vandmængden.
Vederså, Pastor Jeger, 1852 Jan. 1—Dec. 31; Barometret
og Thermometret Kl. 6, 12, 61, Vindens Retning, Luftens Ud-
seende og Regnmængden.
Stadil, Skolelærer Aagaard, 1852 Jan. 1—Decbr. 31; Ba-
rometret og Psychrometret Morgen Kl. 2 og 10, Vindens Ret-
ning og Vandmængden,
Samsø, Pastor Hansteen, 1852 Jan. 1—Decbr. 31; Ther-
momelret Kl. 8 og 2, Barometret, Vindens Retning og Luftens
Udseende Kl. 8, 2, 11, Vandmængden.
Aalborg, Toldassistent Bladt, indsendt af Stud. med. Cur-
tius Bladt, 1852 Decbr. 1—1853 Novbr. 30; Thermometret Kl.
10, 2, 10, Barometret Middag, Nedslagets Hyppighed og Luf-
tens Udseende.
Nykjobing paa Falster, Pastor Sidenius, 1852 Novbr. 21—
1853 April 30; Barometret og Psychrometret Kl. 6, 12, 6,
Vindens Retning og Luftens Udseende, een Gang daglig, Vand-
mængden.
I Aarets Låb er efter Overeenskomst med Marineministe-
riet, oprettet. to nye Stalioner ved Fyrene paa Skagen og, Ham-
mershuus, der begge ere blevne forsynede .med- Barometer,
Psychrometer og Regnmaaler, den sidste tillige med en .Snee-
er
maaler. «Fra den første har Comiteen modiaget lagttagelser for
Ocibr. 17—Novbr. 30 og fra den anden for Aug. 1—Novbr. 30.
Iagttagelserne med Instrumenterne og over Vindens Retning og
Styrke, samt Luftens Udseende anstilles Kl. 6, 9,12, 3, 6, 9.
Desuden har Comiteen meddeelt det islandske literære Selskab
11 Thermometre til Fordeling paa Island, og Overlærer John-
strup i Sorå et Barometer, hvorimod Stiftelsen selv har an-
skaffet de andre Instrumenter.
Priisopgzgaver.
Den mathemaåatiske Klasse.
At foretage "en til Astronomiens nuværende Standpunkt
svarende Beregning af de mærkeligste, siden Aaret 1836 ob-
serverte Stjernebedækninger.
Den physiske Klasse.
"Ved de fornemlig af Dr. Schlegel i Leiden i de tvende
sidste Aar offenliggjorte Iagttagelser over Fuglenes Farvevexel,
"tår det ansees for bevist, at Forandringen i Fuglenes aarlige
Dragter har sin Grund ikke alene i en Fjerfældning men tillige
i en Opfarvning og Omfarvning af Fjerene, og at navnligen
Fuglenes mest paafaldende Dragt, Yngle- eller Sommerdragten,
kun for en ringe Del fremkommer ved Fjerenes Skiftning men
hovedsageligen ved et Farveskifte, der foregaaer i de ældre,
afblegede og slidte Fjer. Samtidig med Opfarvningen synes
der fremdeles at foregaae en Opfriskning af Fjerene, navn-
lig saaledes, at de luft- og veir=slidte Rande og Spidser af
Fjerene fornyes ved Dannelsen af friske Spidser paa Fjerfanens
Straaler. Noie Kjendskab til den Grad af Fornyelse, som Fje=
.Tene ere istand til at modtage, efterat de allerede længe have
været i en Tilstand, i hvilken man antog deres Livsvirksomhed
268
emo
for afsluttet, er af. ligestor Vigtighed for den specielle Orni-
thologie og Physiologien ialmindelighed, og Selskabet udsætter
derfor sin Guldmedaille som Beldnning for en "videnskabelig
Fremstilling af de Forandringer, Fjerene aarligen undergaae i
Farve og Form hos een eller et Par af vore almindelige euro-
pæiske Fugle med mere udtalt Forskjel i Dragterne, hvilken
Fremstilling maatte grunde sig saavel paa Iagttagelser af Fuglen
i levende Live som paa anatomiske og ' mikroskopiske Under-
sågelser af Fjerene.
Fremstillingen, som maa omfatte saavel de under Afbleg-
ningen og Afslidningen, som de under Opfarvningen og Op-
friskningen stedfindende Phænomener, maa være ledsaget af Teg-
ninger og af de til Oplysning af det Fremstillede nådvendige
Præparater af iagitagne Fuglefjer og Fugleskind.
Den philosophiske Klasse.
Selskabet ånsker undersågt, om og hvorvidt Historien læ-
rer, at Poesiens Flor- eller Forfald hos forskjellige Nationer
har staaet i en nær Sammenhæng med Nationernes Tilstande
og Skjebner i Henseende til politisk Forfatning, indvortes eller
udvortes Kampe eller Rolighed.
Den historiske Klasse.
En nåiagtig og fuldstændig Kundskab om Dialecterne og
det: levende Almuesprog er allerede i lang Tid" af Sproglærde
og Sprogforskere erkjendt som et uundværligt Middel til Op-
lysning af ethvert Folks Tungemaal, saavel i dets nærværende
Bygning og Beskaffenhed, som i dets Historie. Man har i alle
europæiske Lande paa forskjellige Maader' og i .stårre eller
mindre Udstrækning, sågt at bringe hiin Kundskab tilveje, deels
ved at opsamle af Almuens Tale, i forskjellige Landsegne og
Provindser, de særegne, for Skriftsproget og det almindelige
Talesprog ubekjendte Ord, som Landalmuen endnu bruger i sil
269
—
Tungemaal; deels ved at undersoge og oplyse deltes gramma-
ticalske Forhold, deels endelig ved at fremstille Almuesprogets
Charakteer i det, som nærmest hårer til Uditale, eller til den
Dialect.- Egenhed og Forskjellighed, som ved Talens Forkort-
ninger, Sammentrækninger og andre Forandringer, og tildeels
Forvanskninger, giver det oprindelige Ord en forskjellig Form
i: forskjellige Landsegne.
Vort Fædrelands Almuesprog har modtaget mangen Oplys-
ning af lexicalsk Art, ved endeel enkelte Ordsamlinger fra ad=
skillige mindre Egne og Districier af Landet, ved samlede Bi-
drag, som ere benyltede i senere Dele af Videnskabernes Sel-
skabs danske Ordbog, og ved et eget dansk Dialect- Lexikon,
udkommet i Aaret 1841. Derimod er den organisk-grammatiske
Deel af de danske Dialecter hidtil forholdsviis kun ufuldstændigt
undersågt og videnskabeligt oplyst og fremstillet.
Det er med Hensyn hertil, at Selskabet udsætter fålgende
Priisopgaver :
Selskabet &nsker en saadan, paa noiagtige Undersågelser
og Fortrolighed med det danske Almuesprog grundet. Fremstil-
ling af de danske Dåflteciers Sprogbygning, grammatiske For-
hold og Taleform, eller Egenheder i Ordenes Skikkelse, Ssaa-
"ledes som de danne sig i Almuens Udtale i en Provinds, eller
særskilt Dialect- Region. Af saadanne gives der i Danmark
egentlig kun to for Sproghistorien vigtige Hovedformer i Al-
muesproget: den jydske og den sjællandske, af hvilke den
sidste især udmærker sig og har sin Vigtighed derved, al det
er den danske Sprogart, som er bleven den factiske Grundvold
for del dannede danske Tale- og Skriftsprog; den første der-
imod ved at have saa stærkt udprægede Eiendommeligheder og
Afvigelser fra den sjællandske Sprogart, at man med Grund
kan sige, vi vilde i Danmark have faaet et andet-Skriftsprog,
dersom det var blevet grundet paa den jydske, i Stedet for paa
den sjællandske Mundart. . Denne er, af forskjellige let forklar-
lige Grunde, egentlig mindst undersågt og linguistisk oplyst;
RR
den er ikke desmindre af Vigtighed for Sproghistorien, netop
fordi den har afgivet Grundstoffet før vort nyere Skriftsprogs
” grammatiske Bygning. Selskabet vil derfor gjéåre den sjæl-
landske Dialecis grammatiske Fremstilling, og denne Dialects
Forhold til det danske Skriftsprog, saavel i sammes Overeens-
stemmelse, som i Dialecternes overblevne Egenheder og For-
skjelligheder fra Skriftsprægets Grammatik til Gjenstand for en
særskilt Priisopgave. — Men da der gives et Slags Mellemled
imellem sjællandsk og jydsk Mundart, nemlig den fyenske og
Smaalandenes (Lollands og Falsters) Dialect, indbefatter ”Priis-
opgaven tillige den Fordring: at denne Dialects Særegenheder
og Forhold til den sjællandske maatte tilstrækkeligt oplyses.
En saadan Oplysning fordrer, foruden den grammaticalske Ud-
vikling af Orddannelse, Ordboining og Ordstilling i Talen m. m.,
og foruden en Lydlære eller Charakteristik af den sjællandske
Udtale, tillige den sidstes practiske Oplysning ved Samtaler og
andre Sprogpråver, affaltede i en nåiaglig tro Gjengivning af
den sjællandske Udtale, Selskabet antager, åt for at opfatte
denne Dialect i sin Reenhed, maatte den fortrinligen undersåges
i Sjællands Centralegne, og det maatte tirffte angives, hvorledes
de forskjellige Kyststrækningers Dialect adskiller sig fra Cen-
tralegnens Almuesprog; bl. a. ved den sydsjællandske Dia-
lects Overgang til den lollandsk-falsterske.
For en tilfredsstillende Oplåsning af denne Priisopgave ud=
sætter Selskabet som Æreslén sin Guldmedaille, tilligemed en
Pengepræmie af 300 Rbd.
Under samme Vilkaar udsætter Selskabet som Priisopgave
for afdåde Etatsraad Schows Legat: en lignende Fremstilling
af den jydske Sprogarts grammatiske og dialectologiske Form
og Forhold over hele Halvéen. Det maatte herved være et
Hoved - Formaal at undersoge og oplyse: hvorvidt en afgjort
og tydelig Forskjellighed kan paavises imellem to i Fortiden
afvigende Sprogarler, den ene skandinavisk-nordisk, den anden
germanisk-angelsaxisk, som maaskee kunne antages at have
ERNE TET ME
— "een
271
nord og sydfra med Folkestammerne "banet sig Indgang paa
den jydske Halvd? Ligeledes: "om og hvorvidt det maa antages,
at en saadan Sammensmeltlning af disse to Sprogarter har dan-
net i Tidernes Låb dét, saavel i Udtalen, som i endeel gramma-
tiske Særegenheder, for hele Jylland endnu meget ejendommelige
Almuesprog, hvis kjendelige og betydelige Slægtskab med en-
gelsk Talesprog og engelske Dialecter er en af dets charak-
teristiske og stærkest udprægede Egenskaber. — Tillige maatte
Besvarelsen af den sidste Priisopgave indeholde en tilstrækkelig
Oplysning af det nærværende Forhold imellem det jydske Al-
muesprog som det er i Sånder- Jylland, eller Hertugdåmmet
Slesvig, og i Nørre-Jylland eller Halvoen Nord for Kongeaaen ;
ligesom ogsaa de Sprogforhold med Hensyn til Udtale, Ordboi-
ninger, og andre grammatiske og lexicalske Egenheder, néie og
fuldstændigt maatte angives, ved hvilke den sydvestlige og
nordåstlige Mundart paa den jydske Halvé kunne adskilles fra
hinanden, ved en af flere Sagkyndige antagen Sproggrændse,
bestemt ved den jydske Hederyg og andre Naturgrændser paa
Halvoen. At den jydske Dialectlære ligeledes maatte oplyses
ved Sprogpråver fra forskjellige Egne i Norre- Jylland og i
Slesvig, fålger af det Ovenanfårte.
For Besvarelsen af disse Priisopgaver sætles en Tidsgrændse
til 34te August 1856.
For det -Thottske Legat.
Iblandt vore vildtvoxende Planter fortjener sikkert Porsen,
Myrica Gale, særlig Opmærksomhed, deels ved det stærke Aroma
den indeholder, deels ved den Anvendelse til Olbrygningen,
man tidligere har gjort, og maaskee endnu gjår deraf, deels
ved det voxagtige Stof som findes deri.
Selskabet udsætter derfor en Præmie af 200 Rbd. for en
omfattende Undersågelse af Porsens nærmere Bestanddele, hvor-
ved man især åonsker fålgende Spårgsmaale afgjort:
a) Hvilket Stof eller hvilke Stoffer er det især, der have for-
ae
anlediget Benyltelsen af Pørsen til Olbrygningen, og ihvor-
vidt maae dens Anvendelse betragtes som farlig.
b) I hvilket Forhold staaer denne Plantes Vox til de andre
bekjendle Voxarter.
For det Classenske Legat.
1. Ved directe Forsåg er det blevet bevist, at visse Arter
af den i de planteædende Paltedyr saa almindelige Blæreormslægt
Cysticercus, ved at sluges af bestemte Arter af Rovpattedyr, i
disses Tarme forvandles til visse Arter af Bændelorme,. hvoraf"
da fålger, at de maae have havt deres Oprindelse fra saa-
danne Bændelormes Æg. Disse Erfaringer og de derpaa grun-
dede Slutninger maae antages anvendelige paa Cysticercus-
Slægten ialmindelighed, og Selskabet udsætter derfor en Præmie
af 100 Rbd. for Eftervisningen af deres Gyldighed med Hensyn
til den i Faarene. her og paa Island saa hyppigt forekommende
Cysticercus tenuicollis. Rud.
Ligesom det paa den ene Side fordres godtgjort ved sikkre
Forség: om denne Blæreorm forandres til en Bændelorm, og da
til hvilken bestemt Art af Bændelorme, saaledes forventes paa
den anden Side muligst fuldstændige Iagttagelser over den hele
Udviklingsgang, hvorved Fosteret af denne Bændelorm bliver en
Cysticercus.
Hvis Opgavens Besvarelse maatte forekomme Selskabet at
fortjene det, seer delte sig istand til at kunne fordoble den
udsatte Priis.
2. Man vise hvilke af Landets raa Producter, enten nu
disse hidråre umiddelbart fra Landets Jordbund, eller fra dets
Dyrkning, eller fra det omgivende Hav, ere bedst skikkede til
derpaa at grunde en Fabrication. Man maa herved tage Hen-
syn paa alle begunstigende Omstændigheder, som Letheden i at
erholde Brændsel, Vandkraft, billigt Arbeide 0. s. v.… Det for-
REE RELSE
273
staaer sig, at Stederne, hvor" Anlæggene bedst kunne skee, og
Grundene til deres Valg maa angives. — Udviklingen maa gaae
ind i et saadant Detail, at der lader sig: gjére Béregning over
Fordelene. Selskabet ånsker, at Forfatterne især henvende Op-
mærksomheden paa saadanne Fabricationer, som hidtil enten
slet ikke eller kun i en ringe Udstrækning ere indførte hos. os.
Da Selskabet neppe tår vente, at een Mand fyldestgjårende
skal kunne behandle Spårgsmaalet i sin fulde Udstrækning, saa
vil det ikke negte mindre omfattende Besvarelser Prisen, naar
ikkun de valgte Gjenstande ere afhandlede paa en tilfredsstil-
lende Maade.
Præmien er 200 Rbd. S. M.. Man vil, dersom Omstændig-
hederne dertil give Anledning, ogsaa tildele mere end: een
Afhandling denne Præmie.
"For afdåde Etatsraad Schows Legat.
I 1843 tilmeldte Executores testamenti i afgangne Etatsraad
Schou's Bo, at der af den Afgangne var legeret Selskabet 50
Øbd. aarlig for derfor at udsætte Præmier, og i 1845 udsaite
Selskabet en overordentlig Priisopgave over Sprogfeil og Sprog-
reenhed, især med Hensyn til den danske Literatur, Belånnin- -
gen bestemtes til 200 Rbd. og Selskabet vilde, naar Besvarelsen
fandtes særdeles tilfredsstillende, bidrage til dens Trykningsom-
kostninger. Den eneste til Besvarelse af Priisopgaven indkomne
Afhandling var ikke fyldestgjårende, og Selskabet fornyede
Opgaven derfor'i 1848, men siden den Tid er ingen ny Be-
svarelse indsendt, Selskabet har derfor besluttet at udsætte en
Opgave om den jydske Sprogaris grammatiske og.dialectologiske
Form og Forhold over hele Halvéen, hvorom det Nærmere er
angivet under den historiske Klasses Priisopgaver.
Besvarelserne af Spårgsmaalene kunne i Almindelighed
være affattede i det latinske, franske, engelske, tydske, svenske
274
eller danske Sprog. Afhandlingerne betegnes ikke med For-
fatterens Navn, men med et Molto, og ledsages med en. for-
seglet Seddel, der indeholder Forfatterens Navn, Stand og
Bopæl, og som bærer samme Motto. "Selskabets i den danske
Stat boende Medlemmer deeltage ikke i Priisæskningen. Be=
lénningen for den fyldestgjårende Besvarelse af et af de frem-
satte Spørgsmaal, for hvilket .ingen anden Priis er nævnt, er
Selskabets Guldmedaille, af 50 danske Ducaters Værdi.
Priisskrifterne indsendes inden Udgangen af August Maaned
1855 til Selskabets Secretair, Elatsraad og Professor G. Forch-
hammer. Herfra ere imidlertid de under den historiske Klasse
opfårte Priisopgaver undtagne, for hvilke Besvarelsernes Ind-
leveringstid er udsat indtil 31te; August 1856.
Selskabet vil, naar Besvarelsen af den. for det. Thottske
Legat udsatte Priisopgave over Porsen (Myrica Gale) findes
særdeles tilfredsstillende, forhéie Beldnningen indtil 300 Rbd.
IE
OS ER RE
275
Sag- og Navneregister.,
Andræ, €. C. G., valgt til indenlandsk Medlem. S. 61. 263. Bemærkninger
om projective Forvandlinger, ved hvilke Fladeindholdene blive ufør-
andrede. S. 78—94.
Apatit, konstig. S. 64—70,
Balsamarters Undersågelse, især Tolu- og Peru-Balsam. S. 75.
Beneden, Van, hans Afhandling: ,,de la génération alternante” ; og Bemærknin-
ger om og imod samme af Steenstrup. S. 189—210.
Bergh, R., Bidrag til en Monographie over Mollusk-Slægten Marsenia (Lame!-
laria), som optages i Selskabets Skrifter. S, 106.
Blæreorme (Hydatides) som frembringe en endemisk Leversyge (Isl, Lifrar-
veiki) hos Islænderne, S. 211. flg.
Bornholms Almuesprog, Undersågelse og Fremstilling af samme ved Espersen.
S. 242.
Br ons Tycho, hans Iagttagelser over Cometen 1580 (endnu til i hans Original-
Haandskrift.) S.. 211.
Bændelorme, (Tænia), Bemærkninger om disse Indvoldsorme, og deres Frem-
bringelse. S$. 230—238.
Bøger, skienkede til Selskabet. S. 6. 13. 48. 56. 59. 61. 76. 108. 169. 239, 243. ”
261.
Cactus -Arten: Cereus Pitahayd, om dens Ananas lignende Frugt, og sammes
Bestanddele og Egenskaber. $. 46.
Danmarks ældste Natur - og Cuiturforhold, oplyste ved Ostersskaller, Dyr-
" knogler og Steen-Oldsager. S$. 14—31.
Danske Dialecter, fornemmelig den siællandske og jydske: Priisopgave om
"sammes Undersågelse og Oplysning. S. 268—271.
Dyrknogler i en Jettestue eller Steengrav paa Måen. S. 29, 30.
Elsdyret, Skeletter og Horn af samme, fundne i Danmark. S. 25. ;
Eschricht, D. F,, Undersågelser over Grånlandshvalens geographiske Udbre-
delse. S$. 7. Afhandling om de Hydatider, der fremkalde den i Island
endemiske Leversyge. S$. 211—238.
Espersen, I. C., Overlærer, vil udarbeide en bornholmsk Dialectlære, hvortil
Selskabet bevilger Underståttelse. S. 342. 343, øf
Flora danica, iste Supplementhefte til dette Værk. S. 57—59.
Forchhammer, G., om vor nuværende Kundskab til den nordvest-europæiske
Kystsænkning. S$. 51—54. Forsåg paa at danne krystalliniske, i
Vand uoplåselige Forbindelser, S, 62—72. Tillæg til hans Afhand-
276
>
ling om konstig Dannelse af nogle i Naturen forekommende Forbin-
delser. S$. 256—261.
Forbindelser, uorganiske, om nogle ved Konst frembragte. S. 256—261.
Fugtighedsforhold og Vandmængde i Kiébenhavn, og flere Steder i Danmark.
S. 7—13.
Generationsskifte, (,Generationswechsel”, »génération alternante”) Steenstrups
Skrift om samme (i engelsk og tydsk Oversættelse). S. 193. af Forfat-
teren forklaret og hævdet imod Van Beneden S. 192, flg. og imod
Professor R. Owen i London. S. 200.
Gislason, K., Professor, optaget til indenlandsk Medlem. S. 241.
Grant, Dr., Reise i Kurdistan, og lagttagelser over de Nestorianske Christne.
S. 113. og flig, hans Mening om. deres Afstammelse fra .de bortfårte
israelitiske Stammer, S$, 126—145. hans Dåd. (1844.) S. 158.
Grove, E, R., polyt. Cand., Beretning om Grayninger ved Husum, og der fore-
fundne Spor til Landsænkninger. $. 54—56.
Grøénlandshvalen, om dens geographiske Udbredelse af Eschricht, 8. 1.
Hannover, A., Dr., valgt til indenlandsk Medlem. S. 263.
Hydatider, om disses Dannelse hos Mennesker og Dyr. S. 214-—216. En Hy-
datide, funden i Leveren hos en af Brystsyge afdåd Patient, beskre-
ven og aftegnet. S, 218—222. Hydatider fundne hos afdåde Patien-
ter i Island. S, 224—228,. om deres formodede Afstammelse, S. 237.
Jettestue, paa Hielm Mark paa Måen, undersågt og beskrevet af Worsade. S.
95—106. (jfr. S. 29. 30.) Om Grændserne for disse Monumenters
Forekomst i Norden og det åvrige Europa. S. 96. tillægges en halv-
vild, forgaaet Urbefolkning ved Europas Kyster. S.97, deres Mængde
paa Måen. S. 99.
Jezideer, eller Yezideer, (Diævletilbedere) i Chaldæa. S. 116. 117.
Jiirgensen, Ch., Prof., Afhandling om Indflydelsen af Jordens daglige Omdrei-
ning paa Pendul- og Rotations - Bevægelser. S. 61. Afhandl.. paa
Fransk : ,,sur le. mouvement du pendule”. S,.264. .
Kørtprojectioner, eller den sphæriske Flades plane Afbildninger , og om sam-
mes Theorie, og de forskiellige Projectionsmaader. S. 78—94. Lam-
bert's, Euler's, Lagrange's og Gausses Arbeider over denne Materie.
S. 79. 80.
Krystalliniske Dannelser og Forbindelser, frembragte ved Konst. S. 62 — 72.
Lappiske Grave fra Hedenskabets Tid i Ostfinmarken, beskrevne 'S. 32—44.
Resultater af deres Undersøgelse. 44—46.
Layard, hans Efterretninger om de Chaldæiske Christne i Kurdistan, S. 111,
159.—165.
Liebig's Ytringer om Syrer og deres Mætningsevne (,Såttigungs-Capacitåt”.)
S. 173—74.
Liebmann, F. V., Bemærkninger om nye nordiske Låvmos - Arter. S. 6. frem-
lægger det iste Supplementhefte til Flora danica. S. 57.
"mrk ag "de ag
277
Marsenia, en Slægt af Mollusker (Lamellaria) beskreven af R. Bergh. S.. 106.
Marskland, Flodmarsk og Såmarsk. S.'54.. Om Marskkysternes Sænkning ved
Nordså-Kysterne. S. 51. flg.
Mergel, om dens Virkning paa Agerjorden som Giddningsmiddel, bl. a. ved
Phosphorsyren. S. 257. 258.
Meteorologisk Commission. S. 265. Fortegnelse over de til samme i 1853 ind-
sendte Iagttagelser fra Steder i de danske Lande. S.265—67.
Møen, Jettestuer udgravede paa dette Land, og Oldsager fundne i samme. S.
95. og flg.
Nestorianske eller Chaldæiske Christne i Kurdistan, Efterretninger om samme,
efter engelske Reisebeskrivere, S$. 111—169. Deres formeente Af-
stammelse fra de til Babylon bortførte jådiske Stammer, S, 126 — 45.
Deres forskiellige Benævnelser. S. 131.74132. Deres Troesbekiendelse,
S. 150. ”Overfald paa dem af Kurderne. S. 155... Om den Fremtid,
der kan forestaae dem. S. 166 —169.
2 Ø |Nordvi, A. G., Undersøgelse og Beskrivelse af hedenske (lappiske) Grave i
Ostfinmarken..S. 32—48.
Oldsager og Dyrlevninger, fundne 14 Fod under Marskleret ved Sideraue i
Holsten. S. 53. Steensager fundne i en Jettestue paa Måen. S. 103.
104.
Ordbog, Yidenskabernes Selskabs, Bogstavet T fremlægges færdigt. S. 58.
"Ordbogs-Commissionen. S. 264.
Owen, R., i London, hans Skrift: ,,0m parthenogenesis”, (1849.) polemisk om-
talt S. 200. Ån
Pedersen, P,, om Fugtighedsforhold i Danmark. S, 7—13. Udsigt over J.F.
Schouw's Levnet. S. 247— 256.
Pendulbevægelser, om Indflydelsen af Jordens Omdreining paa samme. S. 61.
Piel, C., indsender fra Wien en trykt Afhandling om Konsten at benytte Glas-
plader til Aftrykning, m. m. S. 2141.
Regesta diplomat. Daniæ, Commissionen for sammes Udgivelse S. 264.
Scharling, E. ÅA., valgt til Revisor. S. 6. Bemærkninger over foreviste Frug-
ter af en Cactus-Årt (Cereus Pitahaya.) S. 46—48. meddelt Under-
søgelse over forskiellige Balsam-Arter. 75. 76. Bemærkninger om
Syrernes Mætningsevne. S. 171—189.
Scharling, C. E., Prof. Theol., Bemærkninger om de Nestorianske Christne i
Kurdistan (Chaldæa) i Anledning af Grants og Layards Beretninger
om samme. $. 111—169.
Schiellerup, H. C. F. C., Observator, Afhandl. om den af Tycho Brahe 1580
iagttagne Cowbk S. 211.
Schiådte, Docent, meddeler Beretning over en Besvarelse af et Priisspårgsmaal,
S. 239.
Schleisner, Dr., hans Anskuelse om den endemiske Léversyge hos Islands Be-
folkning. omtalt S. 211. 212,
278
Schouw, J., F,, Udsigt over hans Levnet og Virken som Videnskabsmand ogi
den politiske Sphære. S. 247—256.
Steenstrup, J. J. S., Beretning om fortsatte Undersågelser af Danmarks ældste
Natur- og Culturforhold , m, m, S. 14—32, - Hans Bemærkninger
over-Prof. Van Benedens Afhandl. ,,de la génération alternante” m, m.
og over R, Owens Skrift ,,on parthenogenesis”, S. 189—210.
Syrernes Mætningsevne eller Styrke om den rette Betydning af dette Udtryk.
S. 171—189. hvad Dumas og Berzelius have forstaaet derved. S. 172,
173. Liebigs Udtryk derom. S. 173. Tabel over Syrernes Styrke af
E. A. Scharling, S. 177— 183.
Uroxen , (Bos Urus) Pandeskaller af samme, fundne i danske Moser. S. 24. 25.
Ussing, J. L., Afhandling om græske og latinske Indskrifter, S$. 241.
Vaupel, Ch., indsender en Afhandl. over det fossile Naaletræ i Leer- og Sand-
lag og ved de danske Kyster. S. 211.
- Videnskabernes Selskab: vedtager en Forandring i Tiden for dets Budget og
Regnskab. S. 2. Bifalder et Forslag af det K, med. Selskab om Del-
tagelse i et Priisspårgsmaal over Ventilationen. S. 2. Budget og
Udtog af Regnskabet for 1852. S.3—5. Budget for Aaret 1854. S.
245. 46: — Selskabets 1853 ved Dåden afgaaede (udenlandske) og
optagne nye Medlemmer, S. 262. Selskabets Måder og åvrige Virken
i Åaret 1853. S. 263. 264. dets Commissioner og disses Arbeider. S.
264— 67. Bedéåmmelse over indsendte Afhandlinger. S, 242. Priis-
opgaver for 1854. S. 267—74. extraordinair Priisopgave om de danske
Dialecters Oplysning. S. 268—71.
Worsaae, J. J. A., Beretning om Udgravningen af en Jettestue paa Hielm Mark
paa Måen. S. 95—106.
Ostfinmarken, Undersågelse af der opdagede hedenske Grave i Egnen af Han-
delspladsen Mortensnæs, og Beretning om de i samme forefundne
Oldsager og Levninger. S. 32 —46.
Ea abe , SØGEN g fir
Jak rd dt | '
KT AE
briks Ø
re Kc
mere
2 VER
fr 18 BE
R agt |
Ȍ
Æt. 1398
POE EN
år må io
ILTES
Te
LG
ÆT ÆR
KC3 Wå $
on ener DER
z lg få =
øer
= fe
sv
kr
KS ra | 4
ETS 2 30, g IR (6-55
bå
fore 2 18
BOT
eg ategn
igseme
eg gs i
di sr,
SØ: æn te g j
RD OR
ST k- dg
re
ARB
> 3
N
LEE
Sø
og dl
fede
LÆ
5
ben
er
byd HEDT
Ø
g É.
"F;
y
te ser
sk Så Og
EZ
=
Fo I
Be Ne É re RER ” FK BOR dy
Så t-3 ' rr ve 31-70 dd
a FORE 5
SX: d
S.
sa 2%
:R
BR;
såe
RE SEE SE 53 Sr
bes FÉ FAR, Rn
SÅ pp , Sr gen DSE gg
re RE RER RES agt :
SPISE ØE SELER ; i
rese Hg erss F
E=
SES
ses
Ea
rl) S
3ø
BE8R
EN
E-
DEDE
=
Nn
sø
ng
"sat
EN
ask eg
sAsbrrialt i Bret: (Sa
-
ry! ON
247 00,08 za Su
My REN
… ARE
RUE
,
ræs r
ARR
34 52
Se
KR TE
Fad erne, jeg
sk ae
re Ånd
: Met AE res
RT. R.300. fed
ET ikon. Male
SEALS ko e sn BARE. felt
X
4
Gl
-
"val on m de ms ge Get
Se fe ak kd
Barometer
= reduceret til 0? Kåenmne Thermometer i Skygge mod Nord.
=
fond 21, Fod over Jorden. 2 Fod i | 2 Fod un- ]
g BFeeklleg.| Mlleg "| SR. Middel Lavest. Håiest, rer sg Skge | |
' Corr.-019| Cels, | Ceis… | Se! | piager,
1 1.339,62 | 339,51 | 339,47 3961 0 HT 401 399 | Smaare
2 | 38, 80| 38, 38| 38, 36 2,89 2,5 4,2 3,5
3 | 37, 88| 37, 41! 36, 78 2,54 2,8 4,3 3,7. | Regn 1
å | 37, 07| 36, 83| 36, 38 3,66 3,3 4,3 3,6
5 | 34, 89| 34, 87| 34, 96 3,61 2,5 4,3 3,5 | Regn 2
6 | 36, 16! 36, 261.36, 27 3,69 3,5 4,3 3,8 | Smaare
7 | 35, 14) 34, 54! 33, 71 3,51 3,6 Å Å 3,8 | Regn 0:
8 | 32, 19! 32, 43| 32, 53 3,89 3,9 åÅ,D 4,0 2
9 | 32, 58 32, 65| 33, 52 3,21 1,8 4,5 3,9 17
10 34, 53| 34, 711 34, 58 3,84 3,0 4,5 3,9 | Regn 7
11 | 31,:04| 30, 21! 30, 26 3,56 37 45 40 | Regn 1
12 f 30, 40 (£:32, +13 130-927 3,19 17 4,5 3,7 | Regn 19
5 5-27, 371284:40: 28; 33 3,21 3,0 | 4,5 3,8 1
14 | -28, 93| 29, 96! 30, 53 0,21 0,0 4,4 3,Å |
15 | 34, 27| 34, 46! 34, 38 — 1,14 | — 2,9 4,2 2,9
16 | 32, 44| 32, 39| 33, 451 — 1,14 | — 3,58 4,0 2,3 | Sne å4—
17 132 33258224 32 37 0,31 | — 1,3 3,7 2,3 | Sne 45—
181::35,...35 |:35, 55 1586,,-06 0,14 |— 0,7 3,5 1,9 172)
19 | 39, 11/ 39, 57| 40, 00|— 0,74 |— 1,4 3,3 1,9
20 1:38 37 | 37,341 35, 98 0,61 | — 2,3 3,2 2,2.) Regn 0
21 | 33, 96! 33, 29! 32, 40 1,76 1,0 317| 1,9 | Regn 1
224 29, 19! 30, 471 31, 19 1,86 | — 0,6 3,1 2,3 19
25 1 35, 73-36; 551 37, 2A 1,81 1,4 3,1 2,4 | Regn 15!
24 | 40, 31! 40, 21). 40, 16 0,76 0,0 3,1 21 | Sne 2-2
25 | 38, 94| 38, 36| 38, 04 184793 3,2 2,1 | Sne og 1
26 4 37, %T 37, AK 371,47 1,41 | — 0,3 3,2 2,3 10
27 | 39, 32! 39, 52! 39, 55 1,11 0,6 3,2 2,5 17:
28 | 39,-47| 39, 23| 39, 30|— 0,84 | — 1,3 3,2 2,0 |
29 I 38, 86| 38, 45| 38, 02|— 0,06 | — 2,4 3,1 2,6 | Smaaregi
30 | 36, 90| 36, 72| 36, 32 1,69 0,4 3,1 1,9
ål | 37, 49|' 37, 97| 38, 75 1,59 0,9 3,1 2,5
"y Thermometret i Uorden. |
Middeltemperatur.
1853. 45 Aar, Maanedl. Vandmængde.
nm BÆR, sr ren, 1853. 29 Aar.
11-21 0,91. — 1,38 É |
29-51 1,07. — 103 24,99 Par. Lin. 20,60 Par. |
1-31. 1,80. — 1,22
. Vindens Retning Vindens Styrke | Lnftens Udseende
n, Snee &e. 4 Gange i Dågnet. 4 Gange i Dågnet. | 4 Gange i Dågnet
1—19; 53—6. Sw, SW SW. SW 2 2% 1, SER 0
SW. SW: SW SW: 11.004. 2. SR ED
9. - SE SE OST SR DE DD MS Æg Eg
SW SW SSW: SW 1; 2. 2. 4 sk sk" SE
i. OSS ESS. SSW: SW SW 2 230 OD FRE KR RE
—5. ONE SE SR NE RASKE ER
144— TIL ENE SN. NOV SW BOR ak kt
age AZ — ES SW RR SERIE OR NDR ts" Sk TE
s2n 23—232. LÆS. ss. SW. SKUD RÅ ØRKENEN RBR (Seale WAS Sj SE 7 ds REN |
; ; SEES SR BRL SEES ER ORE SE RE
b 30 HS. SW. SW. SW SR 40 5 ROR LE ek
(4, 43— SØ ES. SW. W: SIS 35. & Ls tsk
—115. 2,00 | SW. WNW. WNW. SW. J4. 4. å. 2.f sk. sk. sk. t.
; SS; -S0; ”NNOL NW.R2: 2926 122. Sl sk Ek SKE
NWwN ONE: 50283; 3%. 2, sk dk SK
ORDRE KK OR ONES SR ALE KK EEN
(0:38) 1-OLN. Ot.N.. OSO: OS0. 1 4..4. AA ÆRL tt sk 86
(0,42) | 0. 0: O. ONGSE AA RDL ds tr Kr ske CSR
| . OND ONO "07 080: F3. 3. 32 MT sk sk SKER
B 71—93. 0,82 3 850. 880, 840, S8O. 11. 2% 3. 3,5.1'6…- k. sk
i, 10— 2,58 1.580, S80. 880, 880.13. 1. 1: Lir TT T. T.
2 DT KAR BO SO RR EL LL KK LER ob RK
ks" Kb E50, om, 0, KÅL SR KDK tt KR
gn og Sne 5-101. 0,31 | 0. 0. Ot.N. NO./3. 3. 3. 3. | sk. sk. sk. t.
(13—6, 9— 2040... 0; .S0. [SD AN als Ge FS SL; Sage ST Har RER SS RE
gn 111— 28 SO. 80, SO 80135 IR SE DE RE
Hog Regn 5—9..0,10 180. 650. 80, SOE 3 3 SK LKR
SO: SR HK BOEDE TS SR OD STK K.RSN
— 0,74 | SOt:0, SOt,0. OSO. OSO.f 3. I, 35. ISLE kt sk. t
| so. 80, HR STS ERR RK KOR
; SOLD. SOLE WENN LE KL LIE HK KR
i end
j Vindforhold, |
: 1853. 50 Aar. 1853. 50 Aar,
Os: "2781002 0,09 CF-S 012
NO. . . . 0,02 0,11 SW. 0,34 0,17
; ERRRESESE I 2 0,12 NE 2 55 803 0,16
S0.…:… 0,30 70,13 NW. .. 0,03 0,10
Amdi me
retn. EF JT N
E kran
Age SR 3 ged 4
Br
de: lm,
dd åe: ELSE LE
Area
nn LAPRE SE
at: re: MARR.
Boss BR Bond,
Sø ES REE ER ENE RE GREEN. |
4 > Se. stab
bp (i
a) vr
SN
; i £
| «
Fx
i
nå gf
az
Vet
ma
g KOGE i
Sa Då… ' sæt mg
14 BÆLGE É
3
Se.
RAD
KILE TERESE
ig
arsg SES
Fa dø
; REE
i rå
å
Sk
wo
tel
NR
& En
EN KK
å:
e
H
is
Sd
$Å
HRG
a; ø de sn
ørgk g
AS f REN
SE SEERE BE ns RE EN
” st gg